Mit navn er Ezekiel, søn af Buzi, og jeg tilhører præsteslægten. Da jeg var 30 år gammel, viste Herren mig en række syner. Det begyndte på den femte dag i årets fjerde måned, og det var fem år efter, at kong Jojakin, en stor del af folket og jeg selv var ført i eksil. Jeg opholdt mig ved Kebarfloden i Babylonien, hvor jeg boede blandt de bortførte judæere. Pludselig kom Guds kraft over mig. Det var, som om himlen åbnedes, og jeg så de utroligste ting.
Først hørte jeg en voldsom vind komme fra nord. Den drev en stor sky foran sig, og ud fra skyen stod der flammer, som oplyste alt omkring den, og i centrum af flammerne var der noget, der så ud som glødende metal.
Midt i skyen var der fire levende væsener, der lignede mennesker, bortset fra, at hver af dem havde fire ansigter, fire arme og fire vinger. Deres ben skinnede som bronze og lignede menneskeben, men deres fødder lignede mest fødderne på en kalv. Armene sad neden under vingerne, en arm under hver vinge.
Hver af dem havde et menneskeansigt, der vendte fremad, et løveansigt, der vendte mod højre, et okseansigt mod venstre, og et ørneansigt, der vendte bagud. De fire vinger sad i par, og det ene par vinger var spredt ud, så de fire væsener rørte ved hinanden med vingespidserne, mens det andet vingepar var foldet sammen ind til kroppen. De kunne bevæge sig i alle retninger uden at vende sig, så dér, hvor ånden i dem ønskede, at de skulle hen, bevægede de sig af sted uden at vende sig.
De levende væsener udsendte et kraftigt lys som glødende kul eller brændende fakler, og de hoppede hurtigt frem og tilbage, så det så ud som lyn, der glimtede imellem dem.
Mens jeg iagttog de levende væsener, opdagede jeg fire hjul på jorden under dem, ét hjul under hvert af de fire væsener. Hjulene var alle ens og skinnede som ædelsten. Hjulene var lavet sådan, at der sad et andet hjul på tværs inden i dem, så de kunne bevæge sig i alle fire retninger uden at dreje. De fire hjul havde fælge og eger, og på kanten af fælgene sad der øjne hele vejen rundt.
Når de fire levende væsener bevægede sig fremad, bevægede hjulene sig fremad sammen med dem. Når de bevægede sig opad, bevægede hjulene sig også opad, og når de standsede, standsede hjulene også. Hvor som helst de bevægede sig hen, fulgte hjulene med, for deres ånd var i hjulene.
Over de levende væsener var der udspændt noget ligesom en hvælving, der glimtede som krystal. Og under hvælvingen stod så væsenerne med det ene par vinger spredt ud, så de rørte hinanden, og det andet par vinger foldet ind til kroppen. Når de bevægede sig, lød vingesuset som drønet fra et vældigt vandfald, som den almægtige Guds stemme eller som lyden af en fremstormende hær. Når de standsede, sænkede de vingerne, og der lød en tordnende røst fra krystalhvælvingen oven over dem.
Oven over hvælvingen var der noget, der lignede en trone af safir, og på tronen sad der en skikkelse, som lignede et menneske. Det øverste af ham, fra hofterne og opefter, så ud som glødende metal, mens den nederste del, fra hofterne og nedefter, så ud som flammende ild. Rundt om ham var der en strålende krans. Lyset omkring ham var som regnbuens glans, når den viser sig på himlen en regnvejrsdag. Jeg var klar over, at det var Herrens herlighed, der strålede omkring mig. Da jeg så det, kastede jeg mig ned med ansigtet mod jorden. Derpå hørte jeg en stemme, som talte til mig.
Stemmen sagde: „Menneske, rejs dig op! Jeg har noget at sige til dig,” Mens stemmen talte, kom Åndens kraft over mig og rejste mig op, og jeg lyttede omhyggeligt til hans ord.
„Jeg sender dig til Israels folk, til dem, som har gjort oprør imod mig. Både de nulevende og alle deres forfædre har brudt den pagt, som jeg indgik med dem. Det er et hårdhjertet og stivnakket folk, men jeg sender dig til dem med et budskab fra mig, Herren, deres Gud. Det kan godt være, at de ikke vil høre på dig, for det er et oprørsk folk, men så ved de i hvert fald, at jeg har sendt en profet til dem. Du skal ikke være bange for dem. Du skal ikke tage dig af, hvad de siger, selvom deres ord stikker som torne og skorpioner. Frygt ikke for deres skulende blikke, husk på, at det er et oprørsk folk. Du skal tale mit ord til dem, uanset om de vil høre på dig eller ej. Men du skal høre godt efter, hvad jeg siger til dig, og lad dig ikke smitte af deres oprørske indstilling. Luk munden op og spis det, jeg nu giver dig.”
Derefter så jeg en hånd, som rakte en bogrulle frem imod mig. Da han rullede den ud, så jeg, at den var beskrevet på begge sider, og at den var fuld af klagesange, suk og sørgelige ord.
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk
„Spis nu den her bogrulle,” sagde han, „og forkynd derefter mit ord for Israels folk.” Så åbnede jeg munden, og han puttede bogrullen i munden på mig, idet han tilføjede: „Spis hele bogrullen. Lad den fuldstændigt fylde dit indre.” Så spiste jeg den, og den smagte sødt som honning.
„Jeg sender dig til Israels folk med et budskab fra mig,” fortsatte han. „Jeg sender dig ikke til et fremmed folk, hvis sprog du ikke forstår. Hvis jeg gjorde det, ville de i det mindste lytte til dig. I stedet sender jeg dig til Israels folk, og de vil ikke lytte mere til dig, end de lytter til mig, for de er stivnakkede og egenrådige i bund og grund. Men se, jeg gør dig hård og ubøjelig som dem, så du kan holde stand imod dem. Jeg gør dig hårdhudet og stærk som en klippe, så du ikke bliver såret af deres vrede blikke. Husk på, at det er et oprørsk folk. Hør godt efter alt, hvad jeg siger til dig, og lad budskabet blive en del af dig selv. Gå derefter rundt til folket, der bor i eksil, og forkynd dem mit ord, uanset om de hører efter eller ej.”
Så løftede Ånden mig op og førte mig bort. Bag mig hørte jeg en buldrende røst, som lovpriste Herrens herlighed, og jeg hørte lyden af de levende væseners vinger, der rørte ved hinanden, og en voldsom rumlen fra hjulene, der fulgtes med dem.
Efter at Ånden havde løftet mig op og ført mig bort, vandrede jeg om med forpint sjæl og oprørt indre, og Herrens kraft var stadig over mig. Så kom jeg til judæerne, som boede i Tel-Abib ved Kebarfloden. Der satte jeg mig tavs ned og stirrede lamslået frem for mig i syv dage.
Da de syv dage var gået, sagde Herren til mig:
„Du menneske, jeg har udvalgt dig til vagtpost for Israels folk. Derfor skal du høre godt efter, hvad jeg siger, og så advare folket. Hvis jeg siger om nogle onde mennesker, at de skal dø som straf for deres ondskab, så skal du advare dem. Hvis du ikke advarer dem, så de får mulighed for at omvende sig og redde livet, så skal de godt nok dø på grund af deres ondskab, men jeg vil kræve dig til regnskab for deres død. Hvis du derimod advarer dem, og de bliver ved med at synde uden at omvende sig, så skal de dø på grund af deres ondskab, men du redder livet.
Hvis retskafne mennesker bliver onde, og jeg derfor må straffe dem, så er det deres egen ondskab, der er skyld i deres død. Alle deres tidligere gode gerninger kan ikke redde dem. Og hvis du undlader at advare dem, bliver du også straffet. Men advarer du dem, så de holder op med deres ondskab, redder du både dig selv og dem.”
Da mærkede jeg Herrens kraft over mig igen, og han sagde til mig: „Rejs dig og gå ud i dalen. Der vil jeg tale til dig.” Så rejste jeg mig og gik derud, og jeg så Herrens herlighed, som jeg tidligere havde set ved Kebarfloden, og jeg kastede mig ned med ansigtet mod jorden.
Åndens kraft kom over mig og rejste mig op. „Gå hjem og luk dig inde i dit hus,” sagde han. „Der vil du blive bundet, så du ikke kan gå uden for din dør. Og jeg vil lade din tunge klæbe til ganen, så du ikke af dig selv kan anklage mit oprørske folk. Men når du får et budskab fra mig, vil jeg løse din tunge og lade dig tale, så du kan advare dem. ‚Hør hvad Gud Herren siger til jer!’ skal du sige. Nogle vil lytte til dig, men andre nægter at høre efter, for det er et oprørsk folk.”
„Du menneske,” sagde Herren til mig, „tag en stor mursten og læg den foran dig. Tegn så et omrids af Jerusalem på stenen, byg belejringsvolde og sæt angrebsramper op. Marker fjendehærens kommandotelte rundt omkring byen og de maskiner, der kan bryde igennem muren. Sæt derefter en jernplade op som en mur mellem dig og byen og vend dit ansigt imod byen, for det er dig, der belejrer byen. Det skal tjene som advarsel til Israels folk.
Læg dig så på din venstre side i 390 dage og tag Nordrigets skyld på dig. Hver dag svarer til et år af deres straf. Derefter skal du vende dig om og ligge på din højre side i 40 dage og bære Sydrigets skyld. Hver dag symboliserer et år.
Du skal ligge med ansigtet vendt mod det belejrede Jerusalem, og med blottet arm skal du profetere dom over byen. Jeg vil binde dig med reb, så du ikke kan vende dig om, før det angivne antal dage er gået.
Du skal blande hvede, byg, bønner, linser, hirse og spelt i en beholder og bruge det til at bage brød af. Det skal du så spise i de 390 dage, hvor du ligger på venstre side. Du må kun bruge et halvt pund af blandingen om dagen, og du skal spise brødet på bestemte tidspunkter. Af vand må du kun drikke to krus om dagen på bestemte tidspunkter. Hver dag skal du tage en ration af blandingen fra beholderen og lave et brød af den, sådan som man laver bygkager. Mens folk ser på, skal du bage brødet over ilden, og du skal bruge tørret menneskeafføring som brændsel. Derefter skal du spise brødet. Det er et symbol på, hvordan Israels folk kommer til at spise uren mad i det gudløse land, hvor jeg sender dem i eksil.”
„Åh, min Herre og min Gud,” udbrød jeg, „er det virkelig nødvendigt at bruge den form for brændsel? Aldrig i mit liv har jeg spist noget urent. Fra jeg var barn og indtil nu, har jeg aldrig spist selvdøde eller sønderrevne dyr eller kød, som det ifølge Toraen er forbudt at spise.”
„Godt,” svarede Herren, „så kan du bruge tørrede kokasser til brændsel i stedet for menneskeafføring. Der vil blive stor hungersnød i Jerusalem, så både brød og vand rationeres. Med stigende bekymring vil folk spise og drikke deres små rationer af brød og vand. Folk vil med rædsel se på, hvordan de hver især sygner hen under den straf, som de må igennem.”
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk
„Du menneske,” fortsatte Herren. „Når din belejring er forbi, skal du tage et skarpt sværd og bruge det som barberkniv til at rage alt dit hår og skæg af. Tag så en vægt og vej det i tre lige store portioner. En portion skal du brænde midt på din tegning over Jerusalem. En anden portion skal du hugge i småstykker med sværdet og sprede rundt om modellen af byen. Den sidste portion skal du sprede for vinden, for jeg vil jage de overlevende af mit folk bort med magt. Tag lidt af det hår, der blev spredt for vinden, og bind det som kvaster på din kappe. Tag så deraf nogle få hår og kast dem i ilden, så de brændes op. Derefter vil den rensende ild brede sig til hele Israels folk.”
Hør, hvad Herren, Israels Gud siger: „Det er, hvad der skal ske med Jerusalems befolkning. Jeg udvalgte byen til at være som et centrum for alle andre lande. Men folket gjorde oprør imod mine love og forordninger, og de blev endnu værre end nabolandenes folk.”
Derfor siger Herren, deres Gud: „I har nægtet at adlyde mine love og forskrifter og er blevet endnu mere ugudelige og oprørske end jeres nabofolk. I overholder ikke engang de almindelige samfundslove, som jeres nabofolk overholder.
Derfor vil jeg dømme jer og straffe jer for øjnene af alle de andre nationer. På grund af de modbydelige synder, I har begået, vil jeg straffe jer værre, end jeg nogen sinde tidligere har gjort, og som jeg aldrig vil gøre igen. Forældre vil spise deres egne børn, og børnene vil spise deres egne forældre, og den rest af befolkningen, som overlever, spreder jeg for alle vinde.”
„Så sandt jeg lever,” siger Herren, Israels Gud, „skal I komme til at bøde, fordi I har forurenet mit tempel med jeres afguder og afskyelige ofre. Jeg vil bruge sværdet som barberkniv og meje jer ned. Jeg vil ikke lægge fingrene imellem eller vise medlidenhed. En tredjedel af jer vil dø af sult og epidemier inde i byen, en tredjedel af jer bliver dræbt i kampen mod fjenderne, og en tredjedel af jer bliver spredt for alle vinde, for jeg vil selv jage jer væk med magt. Når dommen er udført, og jeg er færdig med at udøse min straf over dem, vil de overlevende indse, at jeg er en nidkær Gud, som er nødt til at straffe mit folks synder.
Jeg gør jeres land øde til skræk og advarsel for jeres nabolande. Enhver, som kommer forbi og ser ødelæggelsen, vil udtale nedladende ord imod jer. I bliver et skræmmende eksempel på hvilke voldsomme konsekvenser det får, når jeg udøser min straf over en nation.
Jeg sender hungersnødens grusomme pile ind over jer. Sulten vil tage til, indtil den sidste bid brød er borte, og alt er forbi. I bliver angrebet af vilde dyr, som vil tage jeres børn. Sygdom og krig hærger i landet, for jeg vil kæmpe imod jer. Jeg, Herren, har talt.”
Derefter sagde Herren til mig: „Du menneske, se ud over Israels bjergland og profetér imod landet og dets indbyggere. Du skal sige: Israels bjergland, hør Herren, jeres Guds, ord. Hør efter, alle bakker og kløfter og dale. Med draget sværd kommer jeg imod jer, for jeg har besluttet at ødelægge jeres offerhøje.
Alle jeres byer bliver styrtet i grus og brændt, og jeres offersteder bliver sløjfet. Jeres afguder bliver smadret, og ligene af deres tilbedere kommer til at ligge og flyde mellem altrene. Da skal det gå op for enhver, at det er mig, der er jeres Gud.
Kun enkelte af jer får lov at overleve, og den rest, der bliver tilbage, skal spredes blandt verdens nationer. Men under eksilet vil I tænke dybt over tingene, og I vil forstå, hvor knust jeg blev over jeres troløse hjerter og lystne øjne, der higede efter de afskyelige afguder. Da vil I omsider føle lede ved al den ondskab, I har begået, og I vil indse, at det er mig, der er jeres Gud, og at mine ord om straf og ulykke ikke var tomme ord.”
Herren fortsatte: „Slå hænderne sammen, tramp med fødderne og råb: ‚Ak!’ af forfærdelse over alle de afskyelige ting, som Israels folk har gjort, for nu kommer konsekvenserne: krig, hungersnød og epidemier. De, der tager del i kampen, vil blive dræbt af sværdet, og de, der er langt væk, vil dø af sygdom. De overlevende rammes af hungersnøden. Sådan viser jeg min vrede og straffer dem. Når jeres døde ligger spredt på offerhøjene og under de grønne træer mellem jeres afguder og knuste altre, hvor de engang ofrede røgelse til dem, vil I indse, at det er mig, der er jeres Gud. Jeg knuser jer og ødelægger jeres byer lige fra ørkenen i syd til Ribla i nord. Så vil I indse, at det kun er mig, I må tilbede.”
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk
Derefter sagde Herren til mig: „Du menneske, nu er enden nær for Israels folk, og det gælder for hele landet, at afslutningen nærmer sig. Nu er tiden kommet. Jeg udøser min vrede over jer og straffer jer for alle jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed, for I må tage konsekvensen af jeres ondskab, så I kan indse, at det er mig, der er jeres Gud.
Ulykkerne begynder at vælte ind over jer, for nu er tiden kommet. I har løbet linen ud, og straffen hænger over hovedet på jer. Solen er gået ned for jer, som bor i mit land. Fjenden er på vej, og I kommer snart til at høre skærende rædselsskrig på højene i stedet for glædesråb. Jeg vil give min vrede frit løb, så I rammes af min knusende dom for jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed og skåner ingen. I må lide straffen for jeres ondskab og afgudsdyrkelse, så I kan indse, at jeg er Herren, og at det er mig, der straffer jer. Dommens dag er kommet, for jeres vold og stolthed har nået et klimaks. De rige og mægtige rammes af min vrede. De vil miste alt, og ingen af dem slipper med livet i behold.
Tiden er inde, dagen er kommet. Den, der har gjort et godt køb, får ikke tid til at glæde sig over nyerhvervelsen, og den, der må sælge sine ejendele, får ikke tid til at mærke tabet, for min vrede rammer alt og alle. Hvis nogen fortryder et salg, bliver der ikke tid til at lade handelen gå tilbage, for min vrede rammer hele folket og kan ikke standses. Ingen undgår straffen for deres synd.
Der blæses i vædderhornet og kaldes til krig, men ingen gør sig klar til kamp, for min vrede vil ramme dem alle. Uden for bymuren bliver krigere dræbt i kampen, og indenfor dør man af sult og sygdom. De, der undslipper, flygter op i bjergene og hænger med hovedet som skræmte duer. De sørger over deres synder. Man lader hænderne synke i afmagt, og alles knæ ryster af skræk. De klæder sig i sæk og aske, og rædsel står malet i deres ansigt. Deres glatbarberede hoveder viser deres fortvivlelse og skam.
De vil smide deres sølvmønter væk, og deres guld vil overhovedet ikke gavne dem noget. Deres kostbarheder kan ikke redde dem, for på vredens dag er de intet værd. Sølv og guld kan ikke mætte de tomme maver, og for øvrigt var det deres jagt efter rigdom, som førte dem ud på syndens skråplan. De var så stolte af deres smykker, men de brugte dem til at lave afguder af. Derfor vil jeg gøre det sådan, at deres sølv og guld hænger dem langt ud af halsen. Gudløse folkeslag vil komme og overtage det, så de kan bruge det til deres egne afgudsbilleder. Jeg vil ikke røre en finger, når fjenderne trænger ind i templet og røver alt af værdi.
Gør fangelænkerne parat til mit folk, for Jerusalem er fyldt med vold, og landet er fuld af mordere. Onde folkeslag vil overtage jeres huse, og nedbryde alt det, I er så stolte over. Jeres afgudshøje vil blive ødelagt. Skræk og rædsel vil overmande jer. I vil søge efter fred, men ikke finde den. Katastroferne vil vælte ind over jer, og I vil høre de forfærdeligste rygter. I vil spørge profeterne, om de har fået et syn, og I ville ønske, at præsterne havde svar på jeres spørgsmål, eller lederne havde nogle gode råd. Men det får I intet ud af. Kongen sørger, og fyrsterne står rådvilde og uden håb. Hele folket er lammet af frygt og forfærdelse. Jeg giver jer, hvad I har fortjent. Nu dømmer jeg jer, som altid havde så travlt med at dømme andre. Så må I da kunne indse, at det er mig, der er jeres Gud.”
På den femte dag i den sjette måned i det sjette år af vores eksil i Babylonien opholdt jeg mig i mit hus sammen med en gruppe af Judas ledere. Da kom Guds kraft over mig, og jeg fik igen et syn. Jeg så en skikkelse, der så ud som et menneske. Fra hofterne og nedefter så han ud som flammende ild, og fra hofterne og opefter så han ud som glødende metal. Han rakte noget ligesom en hånd ud og greb mig i håret. Ånden løftede mig op i luften, så jeg svævede mellem himmel og jord, og jeg blev i synet ført til Jerusalem, til templets indre forgård, hvor der tæt ved den nordlige indgang var opstillet et stort afgudsbillede, som vakte Herrens vrede.
Pludselig fyldte Guds stråleglans stedet på samme måde, som jeg tidligere havde set den i dalen, og han sagde til mig: „Du menneske, se mod nord!” Da jeg gjorde det, kunne jeg se det afskyelige afgudsbillede ved den nordlige indgang, tæt ved alteret. „Ser du, hvem de bringer deres ofre til?” fortsatte han. „Ser du, hvilke afskyelige handlinger Israels folk begår? På den måde jager de mig ud af mit eget tempel. Men du vil få endnu værre ting at se.”
Så førte han mig hen til indgangen til den ydre forgård, og jeg kunne se et hul i muren.
„Gør hullet større!” beordrede han, og da jeg gjorde det, opdagede jeg en dør til en stor sal.
„Gå ind,” beordrede han, „så skal du se den ondskab, som går for sig derinde.” Så gik jeg ind gennem døren.
Indenfor så jeg, at væggene var fyldt med billeder af alle mulige urene dyr og afskyelige afguder. De var mejslet ind i væggen hele vejen rundt. 70 af Israels ledere, deriblandt Jaʼazanja, Shafans søn, stod hele vejen rundt foran billederne og tilbad dem hver med sit røgelseskar i hånden. En tyk sky af røgelse hang i luften. „Se hvordan de israelitiske ledere i hemmelighed tilbeder afguder i deres bedehuse,” sagde Herren. „De siger, at jeg ikke kan se dem, og at jeg har forladt landet og ladt dem i stikken. Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”
Derefter førte han mig til den nordlige indgang til den ydre forgård, hvor der sad en flok kvinder og fejrede den årlige sørgehøjtid for afguden Tammuz. „Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”
Så førte han mig ind i templets indre forgård. Og der, mellem alteret og forhallen ind til selve tempelbygningen, stod omkring 25 mænd med ryggen til Herrens tempel. Med ansigtet vendt mod øst tilbad de solen!
„Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Ikke alene tilbeder Judas folk afguderne her lige foran mit tempel, men de fylder også hele landet med vold. Deres stinkende afgudsdyrkelse er ulidelig. Derfor får de min vrede at føle. Jeg vil ikke skåne dem eller vise nogen form for medlidenhed. Nej, om de så skriger om nåde, vender jeg det døve øre til.”
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk
Så hørte jeg Herren råbe med tordenrøst: „Kom her, I mænd, som jeg har udvalgt til bødler, og tag jeres våben med.”
Da kom der seks mænd ind gennem den nordlige port i den ydre forgård, alle med våben i hånden. Desuden var der en, som var klædt i linned og bar nogle skriveredskaber. De gik alle hen og tog opstilling ved bronzealteret foran indgangen til templet, og Israels Guds stråleglans løftede sig fra sin sædvanlige plads over keruberne og stod nu ved templets indgang. „Gå gennem Jerusalems gader,” råbte Herren til manden med skriveredskaberne, „og sæt et mærke på panden af alle dem, som græder og sukker over al den synd, de ser omkring sig.”
Derefter hørte jeg Herren sige til de andre mænd: „Følg efter ham og dræb alle, som ikke har et mærke på panden. Skån ingen, vis ingen barmhjertighed. Dræb unge såvel som gamle, kvinder såvel som børn. Kun dem, som har et mærke på panden, må I ikke slå ihjel. Begynd her ved templet.” Så begyndte de med at slå de 70 ledere ihjel.
„Fyld forgården med ligene af de dræbte,” fortsatte han, „også selv om det gør templet urent. Derefter skal I gå ud i byen.” Da de 70 ledere var slået ihjel, fortsatte mændene ud i byen.
Da de var gået, kastede jeg mig ned med ansigtet mod jorden og udbrød: „Åh, min Herre og min Gud, er du så vred, at du vil udslette hele Israels folk?”
„Både Nordriget og Sydriget har begået utrolige synder,” svarede han. „Landet er fuldt af uretfærdighed og mord. De påstår, at jeg ikke opdager noget, og at jeg har forladt mit land og mit folk. Derfor vil jeg ikke skåne dem eller vise medlidenhed. De skal komme til at betale for al deres ondskab og afgudsdyrkelse.”
Manden, som var klædt i linned og havde skriveredskaber, kom kort efter tilbage og sagde: „Jeg har fuldført den opgave, du gav mig.”
Derefter så jeg i mit syn noget, der lignede en trone af safir, som stod på den lysende hvælving over kerubernes hoveder. Jeg hørte Herren sige til manden, der var klædt i linned: „Gå ind mellem hjulene under keruberne og tag en håndfuld af de glødende kul og strø dem ud over byen.”
Da manden fik besked på at gå hen til keruberne, stod de ved templets sydside, og den strålende sky af Herrens herlighed fyldte den indre forgård. Herrens stråleglans havde løftet sig fra keruberne og flyttet sig hen over templets indgang, så hele templet fyldtes af skyen, og hele forgården fyldtes af skæret fra Herrens herlighed. Lyden af kerubernes vingeslag kunne høres helt ud i den ydre forgård, og det lød, som når Gud, den Almægtige, taler.
Da Herren befalede manden at gå ind mellem hjulene under keruberne og tage en håndfuld glødende kul, gik han hen og stillede sig ved et af hjulene. Derefter rakte en af keruberne hånden ud, tog nogle af de glødende kul fra ilden og gav dem til ham. Han tog imod kullene og gik tilbage, hvor han kom fra.
Under kerubernes vinger var der nemlig noget, der lignede menneskehænder. Under hver af de fire keruber var der et hjul, der funklede som ædelsten. Alle hjulene var ens og inden i hvert hjul sad der et andet hjul på tværs. Keruberne og hjulene kunne bevæge sig i alle fire retninger uden at vende sig. De fulgte efter den ledende kerub uden at vende sig. Kerubernes krop, ryg, hænder og vinger var fulde af øjne, og det samme gjaldt hjulene. Jeg hørte, at hjulene blev kaldt „hvirvelhjul”.
Hver af keruberne havde fire ansigter: et kerubansigt, et menneskeansigt, et løveansigt og et ørneansigt.
Derpå bevægede de sig op i luften. De var ligesom de levende væsener, jeg tidligere havde set ved Kebarfloden. Når keruberne flyttede sig, gjorde hjulene det også. Når keruberne hævede sig i vejret, fulgte hjulene med dem og blev hos dem, mens de fløj. Hvor som helst de bevægede sig hen, fulgte hjulene med, for deres ånd var i hjulene.
Derefter flyttede Herrens herlighed sig fra templets indgang til tronen over keruberne, og jeg så keruberne sprede vingerne ud og løfte sig fra jorden sammen med hjulene. De fløj væk fra templet, men gjorde ophold ved den østlige port, og Israels Guds herlighed hvilede hele tiden over dem.
Jeg var klar over, at disse keruber var de samme som de levende væsener, jeg tidligere havde set under Israels Guds trone ved Kebarfloden. Hver af dem havde fire ansigter og fire vinger, og under deres vinger var der noget, som lignede menneskehænder. Deres ansigter var som dem, jeg havde set ved Kebarfloden, og de bevægede sig også på samme måde.
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk