En dag sagde Samuel til Saul: „Det var Herren, som sendte mig hen for at salve dig til konge over hans folk, Israel. Lyt nu godt efter Herrens budskab og adlyd. Herren siger til dig: ‚Jeg har besluttet at gøre regnskabet op med amalekitterne, fordi de kæmpede mod Israels folk, dengang de kom fra Egypten. Gå nu til angreb på amalekitterne og ødelæg alt, hvad de ejer. Skån ingen, men dræb både mænd, kvinder, børn, spædbørn, hornkvæg og småkvæg, kameler og æsler.’ ”
Så samlede Saul sin hær ved Telaim. Der var 10.000 mand fra Juda og 200.000 fra de andre stammer. De drog af sted og lagde sig i baghold i dalen nedenfor amalekitternes hovedby. Men Saul advarede kenitterne: „Flyt væk fra amalekitternes område, så vi ikke kommer til at slå jer ihjel sammen med dem. I viste jo velvilje over for israelitterne, dengang de kom fra Egypten.” Derfor flyttede kenitterne væk fra området.
Så huggede Saul amalekitterne ned hele vejen fra Havila til Shur, som ligger øst for Egypten. Agag, amalekitternes konge, tog han til fange, men resten af befolkningen slog han ihjel. Saul og hans mænd skånede altså Agags liv. De tog også de bedste dyr blandt småkvæget og hornkvæget og de fedeste lam og kalve til sig selv, ja, alt det bedste tog de som bytte. De ødelagde kun det, der alligevel ikke var meget værd.
Da sagde Herren til Samuel: „Det piner mig, at jeg gjorde Saul til konge. Han har vendt sig fra mig og igen nægtet at adlyde mig.” Samuel var så oprørt, at han råbte til Herren hele natten. Da han tidligt næste morgen gik ud for at finde Saul, fik han at vide, at Saul var taget til byen Karmel i Judas land, hvor han havde rejst sig et monument. Derfra var han taget videre til Gilgal. Da Samuel endelig fandt ham, hilste Saul ham opstemt. „Herren velsigne dig,” sagde han. „Jeg har gjort, som Herren befalede.”
„Hvad er det så for en brægen og brølen, jeg hører?” spurgte Samuel.
„Folkene skånede nogle af de bedste husdyr,” indrømmede Saul. „Men vi har tænkt os at ofre dem til Herren, din Gud. Resten har vi tilintetgjort.”
Da sagde Samuel: „Ti stille, Saul! Nu skal jeg sige dig, hvad Herren fortalte mig i går aftes.”
„Hvad sagde han?” spurgte Saul.
Samuel svarede: „Det kan godt være, at du ikke regner dig selv for noget, men Herren har nu engang gjort dig til konge over Israel. Og her gav han dig en bestemt opgave og sagde udtrykkeligt: ‚Gå ud og tilintetgør de syndige amalekitter, indtil de alle er udryddet.’ Hvorfor adlød du så ikke Herren? Hvorfor kastede du dig over krigsbyttet, så du gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne?”
„Jamen, jeg adlød da Herren!” påstod Saul. „Jeg gjorde da, hvad han bad mig om! Jeg dræbte alle amalekitterne med undtagelse af kong Agag, som jeg tog til fange. Og folket tog det bedste af krigsbyttet for at ofre det til Herren, din Gud, i Gilgal.”
Samuel svarede: „Tror du, at Herren er mere interesseret i brændofre og slagtofre end i lydighed? Nej, at adlyde Herren er vigtigere end at ofre til ham. Han foretrækker lydhørhed frem for vædderfedt. I Herrens øjne er en oprørsk indstilling lige så stor en synd som trolddomskunst, og egenrådighed er lige så slemt som afgudsdyrkelse. Siden du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge!”
Da indrømmede Saul: „Ja, jeg har været ulydig. Jeg har ikke adlydt Herrens befaling eller rettet mig efter dig. Jeg var bange for folkene og gjorde, som de ønskede. Men tilgiv mig nu min synd og lad os sammen tilbede Herren.”
Men Samuel svarede: „Nej, jeg går ikke med dig. Du har forkastet Herrens ord, og nu har han til gengæld forkastet dig som konge i Israel!”
Samuel vendte sig for at gå, men Saul greb fat i hans kappe og kom til at rive den i stykker. Da sagde Samuel: „Se! Sådan har Herren i dag revet kongedømmet ud af dine hænder, og han har givet det til en anden, der er bedre end dig. Han, som er Israels herlighed, lyver ikke og skifter ikke mening hele tiden, som mennesker gør.”
Saul blev imidlertid ved. „Ak,” sagde han. „Jeg har syndet! Men vis mig i det mindste den ære overfor folkets ledere og hele Israel at tage med os, så vi kan tilbede Herren, din Gud, sammen.” Så fulgte Samuel med ham, og Saul tilbad Herren.
Bagefter sagde Samuel: „Før kong Agag til mig!” Agag trådte forhåbningsfuld frem for Samuel, for han tænkte: „Nu er det værste overstået, og mit liv er reddet.” Men Samuel sagde: „Dit sværd har dræbt mange mødres sønner. Nu er det din mors tur til at miste sin søn!” Så huggede han kong Agag ned foran Herrens alter i Gilgal. Bagefter gik han hjem til Rama, mens Saul vendte tilbage til sit hjem i Gibea. Det var sidste gang, Samuel så Saul. Men han blev ved at sørge over ham, og Herren fortrød, at han havde gjort Saul havde til konge over Israel.
Efter nogen tid sagde Herren til Samuel: „Jeg har jo forkastet Saul som konge i Israel! Hvor længe endnu vil du gå og sørge over ham? Fyld hellere dit horn med olivenolie og gå til Betlehem. Dér skal du opsøge en mand ved navn Isaj, for jeg har udvalgt en af hans sønner til at være Israels nye konge.”
„Hvordan skal jeg kunne gøre det?” indvendte Samuel. „Hvis Saul får det at vide, slår han mig ihjel.”
„Tag en kvie med dig,” svarede Herren, „og sig, at du er kommet for at ofre til Herren. Så skal du invitere Isaj til at deltage i ofringen, og jeg vil vise dig, hvem af hans sønner du skal salve til konge.”
Samuel gjorde nu, som Herren havde sagt, og han ankom til Betlehem. Men byens ledere blev bange, da de så ham. „Er der noget galt?” spurgte de. „Hvad er grunden til dit besøg?”
Samuel svarede: „Der er ikke noget galt. Jeg er kommet for at ofre til Herren. Rens jer og kom så til offerfesten.”
Samuel sørgede for at Isaj og hans sønner gennemgik renselsesritualet og indbød dem til ofringen. Da de kom, og Samuel så Isajs søn Eliab, tænkte han: „Det må være ham!” Men Herren svarede: „Nej, det er ikke ham! Bedøm ikke en mand efter hans udseende og højde. Mennesker bedømmer hinanden efter det ydre, men Herren ser på hjertet.”
Derefter præsenterede Isaj sin næste søn, Abinadab, for Samuel, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.”
Så præsenterede Isaj sin næste søn, Shamma, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.” På samme måde gik det med de fire næste sønner.
„Det er ikke nogen af de syv, Herren har udvalgt,” sagde Samuel til Isaj. „Er det alle de sønner, du har?”
„Nej. Der er en mere, den yngste, han vogter får ude på marken,” svarede Isaj.
„Send straks bud efter ham,” befalede Samuel. „Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.”
Så sendte Isaj bud efter David. Han var en rask og rødmosset dreng med et godt udseende og kønne øjne, og Herren sagde: „Det er ham, du skal salve til konge!”
Da hældte Samuel olivenolien ud over Davids hoved og salvede ham for øjnene af hans brødre, og Herrens Ånd kom over ham og blev over ham fra den dag af. Så vendte Samuel tilbage til Rama.
Men Herrens Ånd havde forladt Saul, og i stedet blev han plaget af en ond ånd fra Herren. „Det er en ond ånd fra Gud, som plager dig,” sagde Sauls tjenere. „Hvis du synes om det, vil vi finde en, der kan spille på lyre for dig, når den onde ånd plager dig, så du falder til ro og får det bedre.”
„Ja, find en mand som er dygtig til at spille, og bring ham til mig,” svarede Saul.
En af tjenerne sagde: „Jeg kender en ung mand i Betlehem, en søn af Isaj. Han er ikke bare dygtig til at spille, han er også en modig kriger. Han taler kloge ord, og ser godt ud. Herren er med ham!”
Så sendte Saul bud til Isaj: „Send mig din søn, David, ham, som vogter dine får.” Isaj læssede derpå et æsel med brød, en lædersæk med vin og et gedekid og sendte David af sted med denne gave til Saul. Sådan gik det til, at David kom i tjeneste hos Saul, som kom til at holde af ham og gjorde ham til sin våbendrager. Så sendte Saul igen bud til Isaj og sagde: „Lad David blive i min tjeneste, for jeg er godt tilfreds med ham.”
Når Saul blev plaget af den onde ånd fra Gud, tog David sin lyre og spillede for ham. Så forlod den onde ånd Saul, og han følte sig meget bedre tilpas.
Præsten Pashhur, Immers søn, der var sikkerhedschef i Herrens tempel, hørte Jeremiasʼ ord. Derfor arresterede han ham, lod ham piske og satte ham i gabestokken ved Benjaminporten ind til templet. Næste dag, da Pashhur endelig løslod ham, sagde Jeremias: „Pashhur, Herren giver dig et nyt navn: Fra nu af skal du hedde ‚Omringet-af-rædsel’. Herren vil nemlig omringe dig og dine venner med rædsel, og du vil se dine venner blive dræbt af fjenderne. Han vil udlevere Judas befolkning til Babylons konge, så mange vil blive dræbt i krigen og resten ført bort som fanger til Babylon. Han giver fjenden tilladelse til at plyndre Jerusalem. Alle byens berømte skatte, de kongelige juveler, alt guld og sølv vil blive ført til Babylon som krigsbytte. Og hvad angår dig selv, Pashhur, skal du og din familie og alle dine tjenere ende som fanger i Babylon. Der skal du dø og begraves. Det gælder både dig og alle dem, der lod sig vildlede af dine falske profetier.”
Da bad jeg: „Herre, du overtalte mig til at bringe dit budskab. Jeg lod mig overtale, fordi du er mægtigere end jeg er, men nu håner hele byen mig. Hver gang jeg åbner munden for at bringe dit ord, handler det om vold og ødelæggelse. Det er derfor folk er på nakken af mig. Jeg fristes til at give op som profet og ikke længere bringe de budskaber, du giver mig. Men budskaberne brænder som ild i mit indre, så jeg er tvunget til at komme frem med dem. Jeg hører, hvordan de hvisker bag min ryg og leder efter et påskud til at gøre det af med mig. Selv mine tidligere venner venter på en anledning til at fælde mig. ‚Før eller senere gør han noget strafbart,’ siger de, ‚så kan vi få ram på ham!’
Men du står ved min side som en vældig kriger, og dig kan mine modstandere ikke magte. Derfor kan de ikke slå mig ud. Til sidst bliver de ydmyget på en måde, som aldrig bliver glemt. Mægtige Herre, du ved, hvem der er oprigtig, for du gennemskuer menneskets skjulte tanker og motiver. Derfor stoler jeg på dig og har overladt min sag i dine hænder. Jeg ser frem til, at du vil straffe dem. Jeg vil synge min tak og lovprisning til dig, Herre, for du redder de svage ud af onde menneskers kløer.
Alligevel siger jeg: Gid jeg aldrig var blevet født! Det var ikke en velsignelse for mig at se dagens lys. Forbandet være den person, der gjorde min far glad med nyheden om, at han havde fået en søn. Må det gå den budbringer ligesom de oldtidsbyer, du udryddede uden skånsel. Må han høre advarselsråb om morgenen og kampråb ved middagstid, for han burde have dræbt mig ved fødslen. Gid jeg var død som foster eller aldrig kommet ud af min mors mave. Hvorfor skulle jeg fødes, når mit liv kun består af endeløse ydmygelser og fornedrelser?”
Jeg bærer på en stor sorg og har en stadig smerte i mit hjerte. Jeg lyver ikke, for jeg tilhører Kristus. Helligånden bekræfter over for min samvittighed, at jeg taler sandt, når jeg siger, at jeg er parat til selv at gå fortabt, hvis det kunne redde mine jødiske landsmænd fra fortabelsen. Det drejer sig jo om israelitterne, der blev udvalgt til at være Guds eget folk, og de har oplevet hans mægtige undere. Det var dem, han oprettede sine pagter med. Det var dem, der modtog Guds lov, tempeltjenesten og løfterne om velsignelse. De udgør Abrahams slægt, og ud af den slægt kom Messias. Lovet være Gud til evig tid, han som er Herre over alle ting. Amen.
Når nu flertallet af jøder ikke oplevede den velsignelse, som Gud havde lovet skulle komme gennem Abrahams slægt, betyder det så, at man ikke kan stole på Guds løfter? Nej, for det er ikke alle jøder, der hører med til det sande Guds folk. Det er jo heller ikke alle Abrahams efterkommere, der får del i Guds løfte til Abrahams slægt, men kun dem, der nedstammer fra hans søn Isak. Det betyder, at man ikke bliver et Guds barn blot ved, at man nedstammer fra Abraham, men ved, at man tror på, hvad Gud har lovet. Guds løfte vedrørende Isak lød jo sådan: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn.”
Gud gav også et løfte til Rebekka, som blev gift med vores stamfar Isak. Da hun ventede tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste kommer til at tjene den yngste.” Det blev sagt, før Jakob og Esau blev født, så de havde endnu ikke udført hverken gode eller onde bedrifter. Det viser, at Guds beslutninger står fast. Udvælgelsen bygger ikke på vores anstrengelser, men på Gud, som kalder. Gud har jo selv sagt: „Jeg foretrak Jakob frem for Esau.”
Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde! Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.” Altså beror det ikke på menneskers viljestyrke eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed. Gud sagde engang til Egyptens konge: „Jeg har gjort dig til konge for at demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.” Det er altså Gud selv, der afgør, hvem han vil være barmhjertig imod, og hvem han vil gøre hård.
Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.” Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan? Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald? Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det? Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed.
Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej. Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger:
„Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’,
og det folk, som jeg ikke viste nåde, vil jeg kalde ‚de benådede’.”
Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.” Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet, for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.” Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den mægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”
Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro. Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig. Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”, og dermed opfyldte de Skriftens ord:
„Jeg lægger en anstødssten på Zions bjerg,
og folk vil snuble over den.
Men de, der tror på ham,
vil ikke blive skuffede.”
Filistrene samlede igen deres hær for at gå i krig. De samledes i Soko i Juda og slog lejr i Efes-Dammim mellem Soko og Azeka. Saul og israelitterne samledes og slog lejr ved Elahdalen, og de gjorde sig klar til kamp. Filistrene og israelitterne stod således ansigt til ansigt på hver sin bjergskråning med kun dalen imellem sig.
Filistrene havde en kriger, Goliat fra Gat, som var næsten tre meter høj. Hans rustning bestod af en hjelm af bronze, en brynje af bronze, der vejede over 50 kilo, og benskinner af bronze. På ryggen bar han et kastespyd af bronze. Skaftet på hans kampspyd var flere tommer tykt og med en spydspids af jern, der vejede næsten syv kilo. Foran ham gik hans våbendrager med et stort skjold.
Goliat trådte frem foran de øvrige filistre og råbte over til israelitterne: „Hvorfor har I stillet hele hæren op til kamp? Vi kan da bare ordne sagen ved en lille tvekamp! Jeg er filistrenes største krigshelt. I er selvfølgelig kun Sauls slaver, men vælg bare en af jeres mænd til at komme herned og kæmpe med mig. Hvis han vinder over mig og slår mig ihjel, bliver vi jeres slaver. Men hvis jeg vinder over ham og slår ham ihjel, bliver I vores slaver. Jeg udfordrer Israels hær til at sende en mand her hen til mig, hvis I altså tør.” Da Saul og israelitterne hørte, hvad Goliat sagde, blev de skrækslagne og tabte fuldstændig modet. Det samme gentog sig i 40 dage. Hver eneste morgen og aften trådte kæmpen frem og udfordrede israelitterne.
Nu havde David jo syv ældre brødre, der alle var sønner af Isaj, som boede i Betlehem i Judas stammeområde. De tre ældste – Eliab, Abinadab og Shamma – var med i Sauls hær. David, der var yngst, tjente hos Saul, men var netop nu i Betlehem, hvor han hjalp sin gamle far med at vogte fårene og gederne.
En dag sagde Isaj til David: „Tag den her sæk ristede korn og de her ti brød med til dine brødre i Sauls hær, og giv de her ti stykker ost til deres anfører. Find ud af, hvordan dine brødre har det, og sørg for at bringe et brev eller noget andet med tilbage fra dem. De er sammen med Saul og hele hæren i Elahdalen.”
David overlod så fårene til en anden hyrde, og tidligt næste morgen tog han af sted. Han ankom til udkanten af lejren, netop som hæren var ved at stille op til kamp og udstødte kampråbet. Israelitterne og filistrene stillede op over for hinanden på hver sin side af dalen. David efterlod sin bagage hos manden, der havde opsyn med forsyningerne, og skyndte sig ud for at finde sine brødre. Mens han talte med dem, trådte Goliat frem og stillede sig op foran filisterhæren, og David hørte, hvordan han råbte sin udfordring til israelitterne. Så snart Israels krigere så ham, flygtede de skrækslagne.
„Sikken en kæmpe,” sagde krigerne til hinanden, „han kommer hver dag for at håne Israels hær. Kongen har udlovet en belønning til den, der slår kæmpen ihjel. Han bliver rig, han får kongens datter til kone, og hele hans slægt bliver fritaget for at betale skat.”
David henvendte sig nu til nogle af de omkringstående og spurgte: „Hvad får den mand, der slår filisteren ihjel og gør en ende på hans forhånelser? Hvem er egentlig denne ugudelige, uomskårne filister, der tror, han kan tillade sig at håne den levende Guds hær?” Han fik det samme svar igen om den udlovede dusør.
Men da Davids ældste bror, Eliab, hørte, hvad David talte med mændene om, blev han vred. „Hvad bestiller du egentlig her?” skældte han. „Har du efterladt de stakkels får i ørkenen? Jeg kender dig. Du er både hovmodig og selvisk. Du er bare kommet for at se på kampen.”
„Hvad har jeg nu gjort?” forsvarede David sig. „Der er vel ikke noget forkert i at spørge?”
Så gik han hen til nogle andre mænd og stillede samme spørgsmål. De gav ham det samme svar.
Det rygtedes hurtigt i lejren, hvad David havde sagt. Da kong Saul fik det at vide, sendte han bud efter ham.
„Du må ikke lade dig slå ud af den overmodige filister,” sagde David til Saul. „Jeg skal nok gøre det af med ham.”
„Det kan du ikke,” sukkede Saul. „Du er ung og uerfaren, mens den mand har været kriger fra sin ungdom af.”
Men David svarede: „Jeg har i årevis vogtet min fars får. Hvis der kom en løve eller en bjørn og tog et lam fra hjorden, løb jeg efter dyret, fældede det med min slynge og rev lammet ud af gabet på det. Hvis dyret så angreb mig, greb jeg fat i dets pels og slog det ihjel. Jeg har slået både løver og bjørne ihjel, og nu skal det gå den her uomskårne filister på samme måde, for han har udfordret den levende Guds hær. Den Gud, som frelste mig fra løvers og bjørnes kløer, vil også hjælpe mig imod den filister.”
„Godt,” svarede Saul, „så gå imod ham. Og må Herren være med dig.”
Saul gav nu David sin egen rustning med både bronzehjelm og brynje. David spændte bæltet med sværdet om livet, men han kunne ikke bevæge sig med alt det på. Han havde jo aldrig prøvet det før. „Jeg kan dårligt bevæge mig i den mundering,” sagde han og tog det hele af igen. I stedet udvalgte han sig fem glatte sten ved bækken og lagde dem i sin hyrdetaske, og med sin hyrdestav og sin slynge gik han Goliat i møde. Goliat kom gående hen imod David med skjoldbæreren foran sig. Da han fik øje på ham, snerrede han i foragt over den lille rødmossede fyr, der vovede sig frem imod ham.
„Hvad regner du mig for? En hund?” brølede han til David. „Du kommer jo imod mig med en kæp!” Så forbandede han David ved alle sine guder og tilføjede: „Kom herhen, så skal jeg gøre dig til føde for fuglene og de vilde dyr!”
Men David råbte tilbage: „Du kommer imod mig med sværd, spyd og lanse, men jeg kommer imod dig i Herrens navn! Du har hånet ham, skønt han er Anføreren for de himmelske hære og for Israels styrker! Derfor vil Herren gøre det af med dig i dag. Jeg vil slå dig ihjel og hugge hovedet af dig, så det er dig og dine folk, der bliver til føde for fuglene og de vilde dyr. På den måde får hele verden at se, at der er en Gud i Israel! Og Israel skal lære, at Herren ikke giver sejr ved sværd og spyd, når han vil gennemføre sine planer. I dag vil han udlevere jer til os.”
Da Goliat nærmede sig, løb David ham i møde. Han stak hånden i sin hyrdetaske, fiskede en sten op, slyngede den rundt og lod den flyve mod filisterens hoved. Stenen borede sig ind i Goliats pande, og han faldt næsegrus til jorden. Sådan fældede David filisterkæmpen med en sten fra sin slynge. Da han ikke havde noget sværd, løb han hen og trak Goliats sværd af skeden og huggede hovedet af kæmpen. Ved det syn gik der panik i filisterhæren. De vendte om og tog flugten, da det gik op for dem, at deres helt var død.
Da udstødte Israels og Judas mænd et krigshyl og stormede efter filistrene, og de forfulgte dem helt til Gat og Ekrons byporte. Døde og sårede filistre lå spredt fra Shaʼarajim til Gat og Ekron. Derefter vendte israelitterne tilbage og plyndrede filistrenes rømmede lejr. Men David sikrede sig Goliats hoved og tog det senere med til Jerusalem, mens filisterens våben blev anbragt i hans telt.
Dengang Saul så David gå imod kæmpen Goliat, spurgte han sin hærfører Abner: „Abner, hvilken familie er det nu den der unge fyr kommer fra?” „Jeg aner det ikke,” svarede Abner. „Så find ud af det!” sagde kongen. Efter at David havde dræbt Goliat, og han kom tilbage med kæmpens hoved i hånden, førte Abner ham straks til Saul. „Sig mig, unge mand,” sagde Saul, „hvem er din far?” David svarede: „Jeg er søn af Isaj, der bor i Betlehem.”
Efter at David havde talt med Saul, mødte han kongens søn, Jonatan. Straks opstod der et varmt venskab mellem de to. Fra den dag blev David hos Saul hele tiden, og han fik ikke længere lov at vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Jonatan og David blev så gode venner, at de sluttede en ubrydelig venskabspagt. Jonatan beseglede pagten ved at give David sin kappe, sit sværd, sin bue og sit bælte.
Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.
Nogen tid efter at David havde slået filisteren ihjel, vendte hæren hjem efter en sejr, og en masse kvinder fra alle byerne i Israel gik ud for at hylde kong Saul med sang og dans til lyden fra tamburiner og triangler. „Saul har besejret tusinder,” sang de, „men David har besejret titusinder.”
Det blev Saul rigtig vred over. „De giver jo David større ære end mig,” tænkte han. „Hvem ved, måske de vil gøre ham til konge i stedet for mig.” Fra da af så han skævt til David.
Næste dag plagede den onde ånd fra Gud Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden, og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: „Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange. Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham. Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.
Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.
En dag sagde Saul til David: „Jeg har overvejet at give dig min ældste datter, Merab, til kone. Men først må du bevise din tapperhed i Herrens krige.” Saul tænkte nemlig ved sig selv: „Hvis jeg sender ham mod filistrene, og de dræber ham, slipper jeg selv for at gøre det.”
„Jamen, jeg kommer jo fra en ubetydelig slægt,” indvendte David. „Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”
Men da tiden for brylluppet nærmede sig, gav Saul sin datter til en mand ved navn Adriel fra Mehola i stedet for. I mellemtiden var Sauls anden datter, Mikal, blevet forelsket i David. Det passede Saul udmærket.
„Så er der endnu en anledning til at få ham dræbt af filistrene,” tænkte han. Men til David sagde han: „Nu har du alligevel en chance for at blive min svigersøn.”
Derefter gav Saul sine tjenestefolk besked på i al fortrolighed at sige til David: „Kongen sætter stor pris på dig, og det gør vi andre også. Du bør tage imod tilbuddet om at blive hans svigersøn.”
Men David svarede: „Jeg er en fattig mand, og jeg kommer fra en ukendt slægt. Jeg har ikke råd til at betale brudeprisen for en prinsesse.”
Da Saul fik at vide, hvad David havde svaret, sagde han: „Sig til David, at det eneste, jeg forlanger som brudepris, er forhuden af 100 filistre. Det eneste, jeg ønsker, er hævn over mine fjender.” Saul håbede naturligvis, at David ville falde i kampen mod filistrene.
Mændene fortalte så David, hvad Saul havde sagt, og han gik ind på betingelserne for at blive kongens svigersøn. Kort efter drog David og hans mænd af sted og slog 200 filistre ihjel. Deres forhuder overbragte han fuldtalligt til Saul, og han blev derefter gift med Mikal.
Da Saul så, hvor meget Herren velsignede David, og hvor meget Mikal holdt af ham, blev han endnu mere bange, og resten af livet var han fjendtlig overfor ham. Hver gang filistrene gik til angreb, vandt David større sejre end nogen anden af Sauls mænd. Sådan blev David efterhånden en folkehelt.
Kong Zidkija sendte senere Pashhur, Malkijas søn, og præsten Sefanja, Maʼasejas søn, til Jeremias med følgende anmodning: „Bed Herren om at hjælpe os, for kong Nebukadnezar af Babylonien har belejret byen. Forhåbentlig vil Herren være barmhjertig og gøre et mirakel som i gamle dage, så Nebukadnezar bliver tvunget til at trække sine tropper tilbage.”
Jeremias svarede: „Gå tilbage til kong Zidkija med denne besked fra Herren, Israels Gud: Jeg vil sørge for, at dine krigere, som netop nu kæmper imod den babyloniske konge og hans hær, må give op og flygte tilbage ind i byen. Jeg kæmper personligt imod jer med min vældige magt, for min vrede er stor. Jeg vil lade en epidemi bryde ud i byen, så både mennesker og dyr omkommer. Derefter vil jeg overgive kong Zidkija, hans embedsmænd og de overlevende indbyggere til kong Nebukadnezar, som vil slå dem ned uden medfølelse eller barmhjertighed.
Endvidere siger Herren til sit folk: Jeg stiller jer over for et valg. Vil I dø eller leve? De, som bliver i Jerusalem, vil dø i kampen, eller på grund af sult eller sygdom. Men de, som går ud og overgiver sig til babylonierne, vil overleve. Jeg har besluttet at bringe en katastrofe over denne by, siger Herren. Den babyloniske konge vil indtage den og brænde den ned til grunden.
Og til Judas konge siger Herren: Vær altid retfærdig overfor dine undersåtter. Hjælp dem, som bliver bestjålet eller uretfærdigt behandlet. Gør, hvad der er det rigtige, ellers vil min vrede blusse op imod dig som en fortærende ild på grund af alle dine synder. Jeg vil kæmpe imod Jerusalem, den stolte by, der praler af at være uindtagelig og sikker på bjergets top. Jeg vil selv straffe dig for dit oprør og dine onde handlinger, siger Herren. Jeg sætter ild til dit fornemme palads, og alt, hvad der er i nærheden, skal brændes op.”
I skal vide, kære venner, at jeg ønsker af hele mit hjerte og beder om, at mine jødiske landsmænd må få det evige liv. Jeg kan bevidne, at de brænder for Guds sag, men at de mangler forståelse for, hvad hans vilje er. De forstår nemlig ikke, at det at blive godtaget af Gud er en gave. I stedet prøver de at blive accepteret af ham ved at gøre, hvad de kan, for at opfylde den jødiske lov. De har ikke forstået Guds måde at gøre det på, for den jødiske lovs tidsalder ophørte, da Kristus kom. Alle mennesker bliver nu accepteret af Gud ved tro på Kristus.
Angående dem, der er underlagt den jødiske lov, skriver Moses: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.” Når det derimod drejer sig om dem, der er accepteret af Gud på grund af tro, siger Skriften: „Du skal ikke spørge, hvem der kan stige op til Himlen (nemlig for at hente Kristus ned), eller hvem, der kan stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde.)” Skriften siger nemlig også: „Du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber.” Og det er netop det budskab om tro, vi forkynder. Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som har troen i hjertet og med munden bekræfter Jesus som deres herre.
Skriften siger også: „De, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.” I det stykke er der ingen forskel på jøder og andre folkeslag, for de har alle den samme Jesus som deres Herre, og han giver sin rige velsignelse til alle, der råber til ham om hjælp. Der står nemlig skrevet: „Enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive frelst.”
Men hvordan kan nogen søge hjælp hos Jesus, hvis de ikke tror på ham? Og hvordan kan nogen komme til tro på ham, hvis de ikke har hørt om ham? Og hvordan kan de høre om ham, hvis ingen fortæller dem om ham? Og hvordan kan nogen fortælle om ham, hvis de ikke sendes ud med budskabet? Som Skriften siger: „Hvor er det dejligt, når nogen kommer med et glædeligt budskab.”
Men ikke alle ønskede at tage imod det glædelige budskab. Det er, som Esajas sagde: „Herre, hvem troede på budskabet?” Troen kommer af det, man hører, hvis det, man hører, er budskabet om Kristus.
Har jøderne da ikke hørt budskabet? Jo, helt bestemt, for det er, som Skriften siger: „Deres ord når ud til jordens ende. Budskabet høres i hele verden.”
Har jøderne da ikke forstået budskabet? Jo, men de tog ikke imod det. Gud talte jo for længe siden profetisk gennem Moses og sagde: „Jeg vil provokere dem ved at elske en anden, jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.” Endvidere sagde Gud helt klart gennem profeten Esajas: „Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig.” Og om jøderne siger han: „Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk.”
Saul talte nu med sine folk og med sin søn Jonatan om at få David skaffet af vejen. Men Jonatan holdt meget af David, og derfor røbede han sin fars planer. „Min far er ude på at finde en anledning til at slå dig ihjel,” sagde han. „I morgen tidlig skal du derfor skjule dig et sted ude på marken. Så vil jeg bede min far om at gå en tur med mig, og jeg vil bringe dig på tale i nærheden af det sted, hvor du ligger skjult. Bagefter skal jeg nok fortælle dig, hvad jeg har fundet ud af.”
Så talte Jonatan med sin far og lagde et godt ord ind for David. „Han har jo aldrig gjort dig noget ondt,” sagde han. „Tværtimod har han altid forsøgt at hjælpe dig. Har du glemt, hvordan han satte livet på spil for at slå Goliat ihjel, og hvordan Herren ved den lejlighed gav Israel en stor sejr? Du så det selv og glædede dig over det. Hvad får dig nu til at ændre mening, så du pønser på at slå en uskyldig mand ihjel? Det er der absolut ingen mening i.”
Til sidst lod Saul sig overtale, og han svor: „Så sandt Herren lever, skal David ikke blive dræbt.”
Så kaldte Jonatan på David og fortalte ham det hele. Derefter førte han ham til Saul, som tog ham i sin tjeneste som før. Krigen fortsatte, og David og hans mænd rykkede ud mod filistrene og dræbte så mange af dem, at resten af filisterhæren flygtede i panik.
En dag, da Saul sad derhjemme med sit spyd i hånden, kom den onde ånd fra Herren igen over ham. David tog sin lyre og spillede for ham. Men pludselig kastede Saul sit spyd imod ham for at spidde ham til væggen. David sprang til side, og spyddet borede sig ind i væggen. Så flygtede han ud af huset og slap bort i mørket. Straks sendte Saul nogle af sine folk hen for at holde Davids hus bevogtet og dræbe ham den følgende morgen.
„Hvis du ikke flygter øjeblikkelig,” advarede Mikal sin mand, „er du dødsens i morgen.” Derefter hjalp hun David ud gennem et vindue, så han undslap. Så lagde hun husguden i hans seng, dækkede den med et tæppe og lagde noget gedehår i hovedenden. Da Sauls mænd næste morgen trængte ind i huset for at hente David, sagde Mikal: „Han er syg.” Den besked overbragte de til Saul, men det var han ikke tilfreds med. „Så bær ham hen til mig på sengen, så jeg kan gøre det af med ham,” befalede han. Men da de trængte ind i Davids soveværelse, opdagede de, at det var husguden, der lå i sengen med noget gedehår over hovedet.
Så skældte Saul sin datter Mikal ud. „Hvorfor har du bedraget mig og ladet min fjende undslippe?” „Jeg blev tvunget til det,” forklarede hun. „Han truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde.”
Det lykkedes altså David at flygte. Han tog til Rama for at opsøge Samuel, og han fortalte ham om alt, hvad Saul havde gjort imod ham. Samuel tog ham med sig til Najot, hvor han kunne bo en tid. Da Saul fik at vide, at David opholdt sig i Najot tæt ved Rama, sendte han folk ud for at fange ham. Da de kom til stedet, hvor Samuel og de andre profeter stod og profeterede, kom Guds Ånd over dem – og de begyndte også at profetere! Da Saul hørte om det, sendte han andre folk af sted, men de begyndte også at profetere. For tredje gang sendte Saul en gruppe folk af sted, men de endte også med at profetere! Så tog Saul selv af sted til Rama. Da han kom til den store brønd ved Seku, spurgte han efter David og Samuel. „De er i Najot,” fik han at vide.
På vejen derhen kom Guds Ånd over Saul, og han profeterede hele vejen til Najot! Derefter flåede han tøjet af sig, og hele dagen og den følgende nat lå han nøgen på gulvet og profeterede foran Samuel. Derfor siger man: „Er Saul nu også blandt profeterne?”
David flygtede så fra Najot ved Rama og opsøgte Jonatan. „Hvad har jeg gjort?” udbrød han. „Har jeg fornærmet din far, siden han er så opsat på at slå mig ihjel?”
„Min far har ikke i sinde at slå dig ihjel,” protesterede Jonatan. „Han har altid fortalt mig om sine planer. Jeg er sikker på, at han ikke ville skjule en så alvorlig plan for mig. Det hele må være en misforståelse.”
„Jamen, din far ved jo, at vi er venner,” indvendte David. „Derfor tænker han: ‚Jeg vil ikke sige noget til Jonatan, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men sandheden er, at jeg går med livet i hænderne – det sværger jeg på.”
„Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte Jonatan.
David svarede: „I morgen begynder nymånefesten, og din far regner med, at jeg kommer til hans fest. Men jeg vil bede dig om at give mig fri, så vil jeg gemme mig ude på marken indtil i overmorgen om aftenen. Hvis din far spørger efter mig ved måltidet, skal du sige til ham: ‚David bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem for at deltage i den årlige offerfest med sin familie.’ Svarer han så: ‚Det er i orden!’ er det et tegn på, at jeg ikke behøver at bekymre mig, men bliver han vred, er det, fordi han er besluttet på at slå mig ihjel. Jonatan, jeg ved, jeg kan regne med dig, for vi har indgået en bindende venskabspagt for Herrens ansigt. Hvis jeg har gjort noget, jeg fortjener døden for, foretrækker jeg, at du slår mig ihjel, frem for at din far gør det.”
„Jeg kunne aldrig finde på at slå dig ihjel,” udbrød Jonatan. „Og hvis jeg havde den mindste anelse om, at min far stræbte dig efter livet, tror du så ikke, jeg straks ville advare dig?”
Da spurgte David: „Hvem kan fortælle mig om din fars reaktion ved nymånefesten?”
„Kom, lad os gå ud på marken,” svarede Jonatan. Det gjorde de så. „Jeg lover dig ved Herren, Israels Gud, at enten i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil jeg have fundet ud af, hvad min far tænker om dig,” sagde Jonatan. „Så vil det vise sig, at din bekymring er ubegrundet. Ellers skal jeg nok give dig besked. Må Herren straffe mig, hvis jeg ikke fortæller dig det, hvis min far ønsker at dræbe dig. Hvis det er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at du kan undslippe i god behold. Må Herren selv beskytte dig, som han har beskyttet min far. Og må du altid vise mig den samme trofaste kærlighed, som Herren gør, så længe jeg lever. Og skulle jeg dø, så vær nådig mod mine børn, når Herren hjælper dig med at tilintetgøre alle dine fjender.”
Derefter bad Jonatan denne højtidelige pagtsbøn for David og hans efterkommere: „Må Herren straffe Davids fjender.” Således stadfæstede Jonatan sin venskabspagt med David på grund af sin kærlighed til ham, for Jonatan elskede David lige så højt, som han elskede sig selv.
Derefter sagde Jonatan: „I morgen under nymånefesten vil de uden tvivl savne dig, når de opdager, at din plads ved bordet står tom, og i overmorgen vil de alle sammen spørge efter dig. Gem dig derfor i det gamle skjulested, du brugte sidste gang Saul var ude efter dig, derude bag rokkestenen. Bagefter kommer jeg derud og lader, som om jeg øver mig i at skyde til måls med min bue. Jeg skyder tre pile af sted, hvorefter jeg sender en dreng ud efter pilene. Hvis du hører mig råbe til drengen: ‚Pilene ligger her hen mod mig!’ er det signal til, at der ikke er fare på færde, og du kan komme frit frem. Men hvis jeg råber: ‚Gå længere frem! Pilene ligger foran dig!’ er det signal til, at du må skynde dig at flygte. Må Herren hjælpe os til altid at holde den venskabspagt, vi har svoret hinanden, for han er vores vidne.” Så gemte David sig i sit skjulested på marken.
Da nymånefesten begyndte, indtog kongen sin sædvanlige plads ved bordet, ind mod væggen. Jonatan satte sig overfor, og Abner satte sig ved siden af Saul. Davids plads stod tom. Men Saul spurgte ikke til David den dag, for han gik ud fra, at der var sket noget, som havde gjort David uren indtil om aftenen. Ja, det måtte være grunden til hans udeblivelse. Næste dag, da Davids plads stadig stod tom, spurgte Saul: „Hvor er vores unge helt blevet af? Hverken i går eller i dag har han deltaget i måltidet.”
„Han bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem og deltage i en familiesammenkomst,” svarede Jonatan. „Hans bror forlangte, at han kom hjem, så jeg gav ham min tilladelse.”
Da kogte Saul af raseri og råbte: „Hvilken udspekuleret oprørskhed! Tror du ikke, jeg ved, at du holder med den fyr til skam og skændsel for dig selv og for din mor. Er du klar over, at så længe han er i live, bliver du aldrig konge? Få fat i ham, så jeg kan slå ham ihjel.”
„Hvad ondt har han gjort?” blev Jonatan ved. „Hvorfor skal han dø?”
Som svar kastede Saul sit spyd efter Jonatan for at dræbe ham. Da gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel. Han rejste sig fnysende fra bordet og spiste intet resten af dagen, for han var ked af det for Davids skyld og oprørt over sin fars hån.
Næste morgen gik Jonatan som aftalt ud på marken sammen med en dreng.
„Løb hen og saml de pile op, jeg skyder,” befalede han drengen. Drengen begyndte at løbe, og Jonatan skød en pil forbi ham. Kort før drengen nåede frem til pilen, råbte Jonatan: „Gå længere frem! Pilen ligger foran dig! Skynd dig af sted!” Så skyndte drengen sig hen og samlede pilen op, hvorefter han bragte den til sin herre. Han anede naturligvis ikke noget om, hvad der gik for sig, kun Jonatan og David kendte det hemmelige signal. Jonatan gav nu buen og pilene til drengen og sagde: „Gå du bare hjem med dem.”
Så snart drengen var forsvundet, kom David frem fra sit skjulested bag stenen og bøjede sig tre gange mod jorden. Derpå kyssede de hinanden på kinden og tog grædende afsked. „Gå med fred!” sagde Jonatan. „Husk, at Herren var vidne til den pagt, vi indgik med hinanden. Han vil altid stå som vidne mellem os to og mellem vores børn.”
Så skiltes de. David forsvandt over markerne, og Jonatan gik hjem.
Herren sagde til mig: „Gå hen til paladset og sig til Judas konge, Jojakim: Hør, hvad Herren siger til dig, Judas konge, som sidder på Davids trone. Lad også dine embedsmænd og alle andre i paladset høre det. Herren siger: Vær retfærdig og gør altid det rigtige. Hjælp dem, som bliver bestjålet eller uretfærdigt behandlet. Du må ikke mishandle eller udnytte de forsvarsløse fremmede, enkerne eller de forældreløse. Du må ikke slå uskyldige mennesker ihjel. Hvis du vil adlyde mig, vil Davids slægt fortsat få lov at sidde på tronen i Jerusalem, og de vil sammen med deres embedsmænd og øvrige følge kunne køre ud og ind ad paladsets porte i de kongelige kareter.
Men hvis du ikke vil lytte til min advarsel, sværger jeg højtideligt på, at dit fornemme palads vil blive til en dynge ruiner.
Hør, hvad Herren siger om kongepaladset: I mine øjne var du som det frugtbare Gilead og Libanons grønne skove. Men jeg vil ødelægge dig, så du kommer til at ligne en mennesketom ødemark. Jeg sender mænd til at begå hærværk imod dig, bevæbnet med økser og brækjern. De skal nedrive dine mure, hugge dine prægtige cedertræsbjælker i stykker og kaste dem på bålet. Folk fra fjerne lande skal gå forbi denne ruinby og udbryde: ‚Hvorfor ødelagde Herren så prægtig en by?’ Og man vil svare: ‚Fordi byens indbyggere brød pagten med Herren, deres Gud, og dyrkede andre guder.’
Græd ikke over den konge, som allerede er død, men græd over ham, der føres bort i eksil og aldrig mere får sit fædreland at se. Hør, hvad Herren siger om Judas kong Joahaz, der efterfulgte sin far Josias, og som blev ført i eksil: Han vil dø i det fremmede og aldrig se sit eget land igen.
Kong Jojakim, du er en ond konge. Du udbygger dit flotte palads, tvinger dine landsmænd til at arbejde for dig, men betaler dem ikke for det. Du siger: ‚Jeg bygger et prægtigt palads med store sale ovenpå, mange vinduer og cedertræspaneler på væggene, dekoreret med rødlige farver.’ Men man bliver ikke en stor konge, bare fordi man ejer store rigdomme. Hvorfor mon det gik din far så godt? Fordi han var fair og retfærdig, og derfor velsignede Gud ham. Han sørgede for, at de fattige og nødstedte fik hjælp, og derfor gik det ham godt. Sådan handler de, der kender Herren. Men du derimod, du er egoistisk, grisk og uærlig. Du myrder uskyldige mennesker, undertrykker de fattige og hersker brutalt.
Derfor vil Herren straffe dig, kong Jojakim af Juda, som efterfulgte din far Josias. Hverken din familie eller dine undersåtter vil sørge over din død. Du får ingen værdig begravelse, men dit lig slæbes ud af byen og smides på lossepladsen.”
„Åh, mit folk,” siger Herren, „I har grund til at sørge, for alle jeres forbundsfæller er besejret. I kan søge efter dem i Libanon, kalde på dem i Bashan eller lede efter dem i Moabs bjerge, men det er forgæves.
Mens landet endnu havde fred, advarede jeg jer, men I svarede: ‚Lad os være.’ Sådan har I opført jer fra begyndelsen. Altid har I gjort oprør imod mig. Jeres ledere bliver blæst væk som af et vindpust, og jeres forbundsfæller ført bort som fanger. I vil opleve stor ydmygelse, og det sker alt sammen på grund af jeres ondskab. I har hidtil følt jer sikre som en fugl, der har sin rede i Libanons regnskove, men snart vil I komme til at stønne af smerte som en kvinde i fødselsveer.”
„Så sandt jeg lever,” siger Herren til kong Jekonja af Juda, Jojakims søn. „Jeg vil fjerne dig fra tronen, for du er ikke værdig til at være leder for mit folk. Jeg udleverer dig til dem, du frygter mest, kong Nebukadnezar og den babyloniske hær. Jeg jager dig og din mor ud af landet, og I skal begge dø i et fremmed land. I vil længes tilbage til jeres fædreland, men aldrig se det igen.”
Hvorfor er kong Jekonja blevet som en revnet krukke, ingen vil eje? Hvorfor skal både han og hans børn føres i eksil til fjerne lande?
Åh, mit stakkels land og mit stakkels folk! Hør, hvad Herren siger: „Lad Jekonja gå over i historien, som om han var en barnløs konge, for ingen af hans børn vil nogensinde sidde på Davids trone og regere i Juda. Han vil blive husket som en mislykket konge.”
Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk? „Herre! Dine profeter har de slået ihjel, og dine altre har de revet ned. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel!” Men Gud svarede: „Jeg har stadig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for afguderne.” Det samme gælder i dag. Der er et lille mindretal, som Gud i sin nåde har udvalgt. Men de er ikke blevet udvalgt på grund af deres gode gerninger, for så ville der ikke være tale om nåde.
Altså er det kun nogle få udvalgte blandt jøderne, som har opnået det, de alle søgte efter. De øvrige er blevet forhærdede, som Skriften siger: „Gud har gjort dem åndeligt sløve. De har øjne, men kan ikke se. De har ører, men kan ikke høre.” Og David siger:
„Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
Gør det sort for deres øjne,
så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.”
Betyder jødernes fald, at alt er forbi for dem? Nej, bestemt ikke. Men da de afviste budskabet, nåede det ud til de andre folkeslag. På den måde ville Gud gøre jøderne misundelige. Da jødernes afvisning af budskabet betød en rigdom af velsignelse for resten af verden, og da deres tab betød gevinst for de øvrige folkeslag, hvilken velsignelse vil der så ikke komme ud af det, når jøderne engang fuldt ud tager imod deres Messias? Lad mig fortælle jer kristne, som ikke har jødisk baggrund, at selvom jeg er jøde, har Gud først og fremmest sendt mig for at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag. Og det er jeg glad for, især hvis det kan gøre nogle af mine landsmænd misundelige, så de også kan blive frelst. For hvis den kendsgerning, at de fleste jøder afviste budskabet, var årsag til, at mennesker ud over hele verden nu bliver forsonet med Gud, hvad vil der så ikke ske, når det jødiske folk engang kommer til tro på deres Messias? Det bliver, ligesom når de døde får nyt liv.
Hvis roden af et træ er god i Guds øjne, er hele træet også godt, og hvis den første del af dejen er god nok i Guds øjne, er hele dejen det også. Det er roden af oliventræet, der giver næring til hele træet. Gud har brækket nogle grene af træet på grund af deres vantro, men I, som er blevet „Abrahams børn” ved troen, er blevet indpodet mellem de oprindelige grene, selvom I kommer fra et vildtvoksende oliventræ. I har fået del i den rige næring, der kommer fra roden. Men pas på, at I ikke ser ned på de grene, som blev brækket af. Husk på, at det ikke er jer, der giver næring til roden, men roden, der giver næring til jer. Du spørger måske: „Blev jeg ikke podet ind, fordi de blev brækket af?” Jo, men husk lige på, at de blev brækket af på grund af deres vantro, og at du har fået en plads på grund af din tro. Bliv endelig ikke for stolt og selvsikker. Når Gud ikke skånede de grene, som naturligt hørte med på træet, så vil han heller ikke skåne dig, hvis du er vantro. Gud er både streng og nådig. De, som blev brækket af, oplevede hans strenghed, men du har oplevet hans nåde. Bliv endelig ved med at leve i tro på Guds nåde, ellers bliver du også brækket af. Selv de grene, som blev brækket af, vil blive podet tilbage på træet, hvis de da ikke fremturer i deres vantro. Gud er nemlig i stand til at pode dem ind igen. Du stammer jo fra et vildt oliventræ, og er imod skik og brug blevet indpodet på et forædlet oliventræ. Hvor meget snarere burde så ikke de grene, der oprindeligt stammer fra det forædlede oliventræ, blive podet tilbage på det træ, som de kom fra?
Kære venner, for at I ikke skal tro for meget om jer selv, vil jeg gerne fortælle jer noget, som Gud har åbenbaret for mig. En del af det jødiske folk vil være uimodtagelige over for budskabet om Jesus, indtil det er nået ud til alle folkeslag. Til sidst vil så hele det jødiske folk blive frelst, som der står skrevet:
„Befrieren vil komme fra Zion
og fjerne genstridigheden fra Israels folk.
Det her er min pagt med dem:
Jeg vil udslette deres synder.”
Tænker vi på budskabet om Jesus, så er jøderne blevet fjender af Gud, så budskabet derved nåede ud til jer. Men tænker vi på Guds udvælgelse, så er de stadig elskede af Gud på grund af pagten med Abraham. For når Gud har udvalgt mennesker og lovet at udøse sin nåde og velsignelse over dem, vil han altid stå ved sine løfter. I levede engang i oprør mod Gud, men som følge af jødernes oprør mod Jesus, har I nu oplevet Guds barmhjertighed. På samme måde lever jøderne nu i oprør mod Jesus, for at de også kan komme til at opleve Guds barmhjertighed. Gud lader nemlig alle mennesker gennemleve et oprør, så han kan vise sin nåde over for alle mennesker.
Hvem kan forstå dybden af Guds rigdom, visdom og indsigt? Ingen kan udgrunde hans beslutninger eller forklare hans handlemåde.
„Hvem har indsigt i Herrens tanker?
Hvem kan være hans rådgiver?”
„Hvem giver nye rigdomme til Gud?
Står Gud i gæld til noget menneske?”
I Gud har alt sin begyndelse, sin eksistens og sin fuldendelse. Ham tilhører æren til evig tid. Amen.
David kom til byen Nob, hvor han opsøgte præsten Ahimelek. Ahimelek blev fyldt med bange anelser, da han så David komme alene.
„Hvorfor kommer du uden dine mænd?” spurgte han.
„Kongen har sendt mig ud i et hemmeligt ærinde,” løj David, „og han gav mig klare instrukser om ikke at røbe mit ærinde for nogen. Jeg har sat mine mænd stævne på et aftalt sted. Men sig mig, har du noget jeg kan spise? Giv mig fem brød, eller hvad du nu har.”
„Almindeligt brød har jeg ikke noget af,” svarede præsten. „Men der er de indviede brød fra Herrens telt. Dem kan du og dine mænd vel godt få, hvis I ikke er urene efter seksuel kontakt med kvinder.”
„Du kan være ganske rolig,” svarede David. „Vi har ikke været i nærheden af kvinder siden vi startede turen. Når mine mænd holder sig rene under de almindelige krigstogter, hvor meget mere da ikke under en vigtig mission, som den vi er på i dag.”
Da der ikke var anden mad til rådighed, gav præsten ham de gamle, hellige brød, som var fjernet fra bordet i Herrens bolig. De bliver jo udskiftet med friske brød hver uge.
Tilfældigvis opholdt Sauls overhyrde, edomitten Doeg, sig netop på det tidspunkt ved Herrens bolig, så han hørte samtalen.
David spurgte Ahimelek: „Har du ikke et spyd eller et sværd, jeg kan låne? Jeg nåede ikke at få mine våben med, fordi kongens ærinde havde sådan en hast.”
„Jeg har filisteren Goliats sværd, ham du slog ihjel i Elahdalen,” svarede Ahimelek. „Det må du få, hvis du vil have det. Det ligger omme bag den hellige vest rullet ind i en kappe. Der er ikke andre våben her.”
„Der findes ikke et bedre sværd,” udbrød David. „Giv mig det!”
Samme dag fortsatte David flugten fra Saul og kom til filisterkongen Akish i Gat. „Jamen, er det ikke Israels kommende konge, vi giver husly?” spurgte Akishʼ mænd hinanden. „Var det ikke til hans ære, at kvinderne dansede og sang: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder!’?”
Da David hørte, hvordan man snakkede om ham, blev han bange for, hvad kong Akish ville gøre ved ham. Derfor begyndte han at spille sindssyg. Han kradsede på byporten og lod sit spyt flyde ned i skægget. Da han blev fanget og ført til kong Akish, sagde Akish til sine mænd: „Hvorfor kommer I herhen med ham? I kan da se, at manden er gal. Synes I ikke, vi har gale folk nok her? Jeg vil ikke have sådan en i mit hus!”
Så forlod David Gat og bragte sig i sikkerhed i Adullams klippehule. Dér sluttede hans brødre og andre slægtninge sig til ham. I alt 400 mand samlede sig omkring ham. Det var folk, som var utilfredse med landets tilstand eller var kommet i vanskeligheder, var undertrykte eller forgældede.
Senere drog David til Mitzpa i Moab og sagde til Moabs konge: „Lad mine forældre få lov at opholde sig hos jer, indtil jeg bliver klar over Guds plan for mig.” Han bragte dem så til Moabs konge, og de blev boende der, så længe David holdt til i sin fæstning i klippehulen.
En dag kom profeten Gad til David og sagde: „Du skal ikke blive i klippehulen, men vende tilbage til Judas land.” Så tog David af sted og kom til Heretskoven.
Saul hørte snart, at David og hans mænd var kommet tilbage til Judas land. Selv opholdt han sig stadig i Gibea, hvor han sad under en tamarisk med sit spyd i hånden. Omkring ham stod alle hans ledende mænd. „Hør efter, I mænd af Benjamins stamme!” sagde Saul. „Mon denne Isajs søn har lovet jer guld og grønne skove, når han engang bliver konge? Hvorfor har I rottet jer sammen imod mig? Ikke én af jer har fortalt mig, at min egen søn har indgået en venskabspagt med den fyr. Ingen af jer har taget så meget hensyn til mig, at I har villet fortælle mig, at min egen søn har opmuntret David til at ligge på lur efter mig, som han gør nu.”
Da svarede edomitten Doeg, som stod blandt Sauls mænd: „Da jeg var i Nob, hørte jeg, at David talte med præsten Ahimelek, søn af Ahitub. Ahimelek søgte råd hos Herren for ham, og gav ham rejseproviant og filisteren Goliats sværd.”
Saul sendte straks bud efter Ahimelek og hele hans familie, som var præster i Nob. Da de indfandt sig, sagde Saul: „Hør nu her, Ahitubs søn!” „Ja, herre!” svarede Ahimelek.
„Sig mig, hvorfor har du og Isajs søn rottet jer sammen imod mig? Hvorfor gav du ham rejseproviant og våben, og hvorfor rådspurgte du Gud for ham? Hvorfor har du opmuntret ham til forræderi, så han nu lurer på en anledning til at styrte mig fra tronen?”
„Jamen herre,” indvendte Ahimelek. „David er jo den mest loyale af alle dine tjenere! Han er din egen svigersøn! Han bliver aldrig antastet af dine livvagter, og han nyder stor anseelse ved hoffet. Det er langtfra første gang, jeg har rådspurgt Gud for ham. Du må ikke anklage mig og min familie, for vi har intet kendskab til nogen sammensværgelse imod dig.”
„Du skal dø, Ahimelek, og hele din familie med!” hvæsede Saul. Så råbte han til sine livvagter, som stod omkring ham: „Henret hele flokken af præster, for de har allieret sig med David. På trods af at de udmærket vidste, at David var på flugt for mig, røbede de ikke noget om ham til mig.”
Men livvagterne nægtede at slå Herrens præster ihjel. Så sagde kongen til edomitten Doeg: „Så må du slå præsterne ihjel!” Den dag dræbte Doeg 85 præster, der alle bar den hellige vest. I Nob, hvor præsterne havde deres hjem, blev alle mænd, kvinder, børn og spædbørn myrdet, endog deres køer, æsler, geder og får blev hugget ned. Den eneste, der undslap, var Ebjatar, en søn af Ahimelek. Han flygtede straks til David. Da han fortalte, hvad Saul havde gjort, udbrød David: „Jeg burde have sagt mig selv, at når Doeg var der, ville han sladre til Saul. Så det er mig, der er skyld i den tragedie, der har ramt din familie. Bliv hos mig, og vær ikke bange. Den, som vil dig til livs, vil også mig til livs. Men her er du i sikkerhed.”
Herren, Israels Gud, siger: „Mit folks ledere fortjener deres straf. De skulle have været hyrder for min hjord, men har i stedet ført dem i ulykke, og de er årsag til, at hjorden bliver spredt for alle vinde. I stedet for at føre dem til et trygt og sikkert sted, har de drevet dem mod død og undergang. Derfor vil jeg straffe dem for deres onde handlinger. Men engang vil jeg samle resterne af min hjord fra alle de lande, jeg spredte dem til, og føre dem tilbage til folden, hvor de vil opleve fremgang og vækst. Jeg vil udpege gode hyrder til at tage sig af dem, så de ikke længere har noget at frygte, og ingen af dem skal fare vild.”
„Og engang i fremtiden,” siger Herren, „vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’ for Judas folk vil blive reddet, og Israel skal leve i tryghed.
Når I er vendt tilbage til landet, vil den, der aflægger ed, ikke længere sige: ‚Så sandt Herren lever, der udfriede Israels folk fra Egyptens land.’ I stedet vil man sige: ‚Så sandt Herren lever, der førte Israels folk hjem til deres eget land fra landet mod nord og alle de andre lande, hvor han havde sendt dem i eksil.’ Da skal de få lov at bo i deres eget land igen.”
Når jeg tænker på dem, der skulle tale på Guds vegne, er jeg dybt frustreret. Jeg ryster og skælver, jeg raver omkring, som var jeg beruset. Det er helt forfærdeligt, som de behandler Herren og hans hellige ord. Landet er fuldt af troløshed imod Herren, og derfor hænger hans forbandelse over det, så jorden tørrer ind, og græsset visner. Det er de gudløse lederes skyld, for de er onde og misbruger deres magt.
„Både præsterne og profeterne er gudløse!” siger Herren. „Jeg har set deres forargelige ondskab selv her i mit eget tempel. Derfor vil de blive jaget hen ad mørke og glatte stier, så de falder. Når tiden er inde, vil jeg sende ulykken over dem.
Jeg så, hvor frygteligt Samarias profeter opførte sig. De profeterede ved Baʼal og ledte mit folk Israel på afveje. Men Jerusalems profeter opfører sig lige så forfærdeligt. De er utro mod mig og lever på en løgn. De opfordrer ligefrem folket til at synde i stedet for at advare dem. Den slags ledere og hele Jerusalems befolkning er lige så ugudelige, som Sodomas og Gomorras indbyggere var.”
Derfor siger Herren, den Mægtige, om Jerusalems profeter: „Jeg vil fodre dem med min hårde straf og give dem et lidelsens bæger at tømme. For det er deres skyld, at ugudeligheden breder sig i landet.”
Herren, den Mægtige, siger til Jerusalems indbyggere: „Lad være med at lytte til de ugudelige profeter, for de fylder jer med falske forhåbninger. De taler nemlig ud af deres egen fantasi i stedet for at bringe et budskab fra mig. Til dem, der gør oprør og forkaster mit ord, siger de: ‚I vil få fremgang!’ og til dem, der stædigt følger deres egne onde tilskyndelser, siger de: ‚Bare rolig! Det sker der ikke noget ved.’
Men kan I nævne bare én blandt disse profeter, som lever mig så nær, at han kan høre, hvad jeg siger? Findes der én eneste, der er villig til at lytte og adlyde? Min straf vil pludselig være over dem som en mægtig hvirvelvind. Min vrede lægger sig ikke, før jeg har udført den straf, jeg har tiltænkt dem. I vil forstå det, når I ser det ske.
Jeg har aldrig sendt den slags profeter, men alligevel hævder de at tale på mine vegne. Jeg har ikke givet dem noget budskab, men alligevel vover de at profetere. Hvis de virkelig havde kendt mig og forstået min vilje, ville de have givet folket et budskab fra mig om omvendelse fra deres ondskab. Er jeg måske en jordisk gud med et begrænset udsyn? Kan nogen skjule sig for mig? Er jeg ikke overalt både i himlen og på jorden?
Jeg har hørt disse profeter sige: ‚Gud gav mig en drøm i nat.’ Men det er løgn! Hvor længe vil de blive ved med at komme med deres løgnagtige budskaber og selvopfundne profetier? Med deres falske drømme får de mit folk til at glemme mig, akkurat som deres forfædre glemte mig og begyndte at tilbede Baʼal.
Kan I ikke kende forskel på halm og aks? Prøv at sammenligne det, I hører fra en såkaldt profet, der fortæller om sine drømme, og det I hører fra en, der bringer et sandt budskab fra mig. Mit ord brænder som ild og renser urenheder bort. Det er som en forhammer, der knuser de hårde klipper til småsten. Derfor er jeg imod de profeter, der godt nok siger: ‚Hør, hvad Herren siger!’ men blot efterligner hinandens budskaber og smigrende ord. De taler for egen regning. Deres fantasier og drømme er åbenlyse løgne, der lokker mit folk ud i synd. Jeg har ikke sendt dem, og de hjælper ikke mit folk, tværtimod!”
Herren sagde til mig: „Jeremias, hvis en profet eller præst eller en anden person spørger dig, om du har en byrde fra Herren, skal du svare: ‚Det er jer, der er blevet en byrde, og Herren kan ikke bære den længere.’ Den profet, præst eller anden person, der løgnagtigt påstår at have en ‚byrde fra Herren’, vil jeg straffe hårdt. I må gerne spørge hinanden: ‚Hvad siger Herren?’ men lad være med at tale om ‚en byrde fra Herren’, for de ‚byrder’, I kommer frem med, er jeres egne tanker og meninger. På den måde ringeagter I jeres Gud, Herren, den Mægtige. I må godt spørge en profet: ‚Hvad siger Herren?’ Men hvis I trods min advarsel fortsætter med at gøre nar ad mig ved at tale om en ‚byrde fra Herren’, når det kun er jeres egne ord, I kommer med, så vil jeg også behandle jer som en byrde og kaste jer langt bort. Jeg vil forkaste både jer og den by, jeg gav jeres fædre. Jeg vil vanære jer i en sådan grad, at jeres fornedrelse vil blive husket til alle tider.”
Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.
På grundlag af den nåde, som Gud har givet mig til at tjene ham, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end hvad der er rimeligt, men bedøm jer selv ud fra, hvor stor en tro Gud har givet hver enkelt af jer. Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme. Gud har i sin nåde givet os forskellige gaver, så vi kan hjælpe hinanden. De, der har profetisk gave, skal bruge den i forhold til den tro, de har fået. De, der har gaver til at yde praktisk hjælp, skal gøre det med tjenersind. De, der har gaver til at undervise, bør tage sig af undervisningen. De, der har gaver til at opmuntre andre, skal gøre dét. De, der har en givertjeneste, bør give uden bagtanke. De, der har en ledertjeneste, bør lede med omhu. De, der har en barmhjertighedstjeneste, bør tjene med glæde.
Kærligheden skal være ægte. Tag afstand fra det onde, og gør jer til ét med det gode. Elsk hinanden som kristne brødre og søstre. Kom hinanden i forkøbet med at vise respekt. Bliv ikke sløve. Vær brændende i ånden. Tjen Herren. Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede. Hjælp dem af jeres medkristne, som er i nød. Vær gæstfri over for de fremmede.
Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem. Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem. Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget. Gengæld ikke ondt med ondt, men stræb efter at gøre det, som alle kan se er godt. Lev i fred med alle mennesker – så vidt I kan. Kære venner, tag ikke hævn, men lad Gud tage sig af at straffe. Der står jo skrevet: „Hævnen og gengældelsen er min, siger Herren.” Der står også skrevet: „Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise. Er han tørstig, så giv ham noget at drikke. På den måde gør du ham skamfuld.” Lad dig ikke rive med af det onde, men overvind det onde med det gode.
En dag fik David at vide, at filistrene havde angrebet Keila og nu var i færd med at plyndre byens kornbeholdning. Da spurgte han Herren: „Skal jeg angribe dem?”
Herren svarede: „Ja, tag af sted, slå filistrene og red Keila.”
Men Davids mænd protesterede. „Livet er farligt nok her i Juda,” sagde de. „Vi føler ingen trang til at tage til Keila og kæmpe mod hele filisterhæren.”
Da spurgte David atter Herren til råds, og Herren svarede: „Tag af sted! Jeg vil hjælpe dig med at slå filistrene.”
Så gik David og hans mænd til angreb. De slog filistrene, tog deres kvæg og reddede Keilas indbyggere. Da præsten Ebjatar flygtede fra Nob og kom til David, havde han den hellige vest med sig, så han kunne rådspørge Herren. Han havde den også med til Keila.
Saul fik snart at vide, at David var i Keila. „Udmærket,” udbrød han, „så har vi ham i fælden. Endelig har Gud udleveret ham til mig. Han har ikke en chance for at undslippe fra en by som Keila med en mur omkring.”
Han mobiliserede så hele hæren og drog af sted mod Keila for at fange David og hans mænd. Men David hørte om Sauls plan, og han bad præsten Ebjatar om at tage den hellige vest frem og spørge Herren til råds.
„Herre, Israels Gud,” bad han, „jeg har hørt, at Saul er på vej for at udslette byen her på grund af os. Sig mig, om rygtet taler sandt. Sig mig også, om Keilas indbyggere vil udlevere mig til Saul. Herre, Israels Gud, hør min bøn!”
Da svarede Herren: „Saul er på vej.”
„Vil Keilas indbyggere udlevere mig og mine mænd til Saul?” blev David ved.
„Ja, det vil de,” svarede Herren.
David og hans mænd forlod straks Keila og strejfede derefter omkring fra sted til sted. Deres antal var i mellemtiden vokset til omkring 600 mand. Da Saul fik at vide, at David og hans mænd havde forladt Keila, opgav han sin plan om at fange ham der.
David slog sig nu ned i Zifs ørken, hvor han forskansede sig i bjerghulerne. Saul jagtede ham hele tiden. David var bange, men Herren gav ikke Saul held til at fange ham. Mens David opholdt sig i en skovtykning, kom Jonatan ud til ham og opmuntrede ham til at stole på Gud.
„Vær ikke bange,” sagde han. „Min far finder dig aldrig her. En dag vil du blive konge over Israel, og jeg bliver din højre hånd. Det ved min far udmærket.” Da fornyede de to venner deres venskabspagt, hvorefter Jonatan vendte hjem, mens David blev i skoven.
Kort efter kom nogle folk fra Zif til Saul i Gibea for at forråde David. „Vi ved, hvor han gemmer sig,” sagde de. „Lige nu opholder han sig i bjerghulerne ved skoven tæt ved Hakilahøjen syd for Jeshimon. Kom ned til os, når det passer dig, så skal vi nok fange ham og overgive ham til dig.”
„Herren velsigne jer for jeres barmhjertighed imod mig,” svarede Saul. „Vend I nu først tilbage og find helt nøjagtigt ud af, hvor han befinder sig. Spørg jer for hos dem, der har set ham. Jeg har hørt, at han flytter rundt hele tiden, og han er en snedig fyr. Kortlæg alle hans skjulesteder og kom så tilbage til mig med en fyldig rapport. Så vil jeg følge med jer. Hvis han endnu befinder sig i landet, skal jeg nok finde ham, om jeg så skal gennemsøge hele Judas område.”
Så vendte mændene hjem til Zif, og Saul ville følge efter senere. Imens var David stadig i Maons ørkenområde på sletten syd for Jeshimon. Saul og hans mænd begav sig af sted for at lede efter ham. Men da David fik det at vide, trak han sig tilbage til en bestemt klippe i Maons ørken, men selv der fulgte Saul efter ham, så Saul og David til sidst befandt sig på hver sin side af den samme klippehøj. Men lige da Saul og hans mænd var ved at omringe David og hans mænd, kom der bud til Saul: „Skynd dig at komme hjem. Filistrene er igen trængt ind i landet.” Derfor indstillede Saul jagten på David, og han skyndte sig hjem for at kæmpe mod filistrene. Lige siden har man kaldt stedet: „Klippen, der skiller”.
Derefter tog David ophold i klippehulerne ved En-Gedi.
Da Saul vendte tilbage fra slaget mod filistrene, fik han at vide, at David var flygtet ud i En-Gedis ørken. Så tog han 3000 elitesoldater med sig og gik ud for at lede efter ham ved Stenbukkeklipperne. På det sted, hvor vejen løber forbi nogle fårefolde, gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft. Men det var tilfældigvis den hule, hvor David og nogle af hans mænd havde gemt sig længere inde.
„Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David. „Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det. Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort. „Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd. „Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.” Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.
Da Saul havde forladt hulen og var gået videre, kom David ud og råbte efter ham: „Min herre og konge!” Og da Saul vendte sig om, bøjede David sig for ham. „Hvorfor lader du dig narre af dem, der påstår, at jeg er ude på at gøre dig fortræd?” fortsatte han. „I dag har du fået bevis for, at det ikke er sandt. Skønt du var i min hule hånd, og nogle af mine mænd ville have mig til at slå dig ihjel, skånede jeg dit liv og lovede, at jeg ikke ville gøre dig noget ondt, for du er Herrens salvede. Se her, hvad jeg har i hånden. Det er kanten af din kappe, som jeg skar af, men jeg slog dig ikke ihjel. Er det ikke nok til at overbevise dig om, at jeg ikke har i sinde at gøre dig fortræd? Jeg ønsker ikke at forsynde mig imod dig, selvom du truer mig på livet.”
David fortsatte: „Lad Herren dømme imellem os! Han vil straffe dig for, hvad du har gjort imod mig. Men jeg vil ikke tage sagen i min egen hånd. Som ordsproget siger: ‚Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig. I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe? Må Herren dømme imellem os og straffe den skyldige. Han er min Forsvarer, og han vil redde mig fra dine angreb.”
Saul råbte tilbage med grådkvalt stemme: „Min søn, David! Er det virkelig dig? David, du har gengældt min ondskab med godhed. Du er et bedre menneske end jeg. Det har du klart bevist i dag, da Herren udleverede mig til dig, og du havde chancen for at slå mig ihjel. Hvem andre kunne finde på at lade sin fjende undslippe på den måde? Må Herren belønne dig for det. Nu indser jeg, at du bliver konge over Israel. Sværg da ved Herren, at du ikke vil gøre min familie fortræd og udrydde min slægt, efter at du er blevet konge.”
Det gjorde David, og Saul vendte hjem, mens David og hans mænd gik tilbage til klippehulen.
Efter at kong Nebukadnezar af Babylonien havde taget kong Jekonja af Juda til fange og sendt ham i landflygtighed til Babylon sammen med Judas ledende mænd og håndværkerne, gav Herren mig følgende syn: Jeg så to kurve med figner, der stod foran templet i Jerusalem. I den ene kurv var der modne figner af højeste kvalitet, mens fignerne i den anden kurv var så dårlige, at de ikke kunne spises. Så spurgte Herren mig: „Hvad ser du, Jeremias?”
„Figner,” svarede jeg. „Nogle er flotte, men andre er elendige og uspiselige.”
Da sagde Herren: „De gode figner repræsenterer den del af Judas befolkning, der blev ført i eksil til Babylonien. Jeg vil sørge for, at de bliver behandlet godt, og jeg vil føre dem tilbage hertil engang. Derefter vil jeg give dem fremgang og beskytte dem. Jeg vil plante dem i deres eget land og ikke rykke dem op. Jeg vil give dem et nyt hjerte, så de kan forstå, at jeg er Herren. Når de vender sig til mig af hele deres hjerte, skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud.
Men de dårlige figner repræsenterer kong Zidkija af Juda, hans embedsmænd og de tilbageblevne indbyggere i Jerusalem tillige med dem, der er flygtet til Egypten. Jeg betragter dem som dårlige og uspiselige figner. Jeg vil sørge for, at alle folkeslag på jorden vil afsky dem. De vil blive hånet og spottet, hadet og forbandet overalt, hvor jeg jager dem hen. Jeg sender krig og hungersnød og epidemier over dem, indtil de er helt udryddet fra det land, jeg gav deres forfædre.”
Respekter de myndigheder, I har over jer, for enhver myndighed har sin magt fra Gud og har fået sin plads af ham. De, der gør oprør mod myndighederne, bekæmper altså en samfundsordning, som Gud har givet, og de vil komme til at bøde for det. Ordensmagten er jo ikke til skræk og advarsel for dem, der gør det gode, men for dem, der gør det onde. Hvis du vil undgå at leve i frygt for myndighederne, så gør det gode. Derved får du deres anerkendelse. De handler på Guds vegne til gavn for dig. Men hvis du handler ondt, har du grund til at frygte, for de har magt til at straffe dig. Altså bør man underordne sig myndighederne, ikke kun af frygt for straf, men også af hensyn til sin samvittighed. Det er også derfor, I betaler skat. Embedsmændene har jo brug for løn, så de kan udføre det arbejde, Gud har lagt hen til dem. Derfor skal I også yde, hvad der er nødvendigt, hvad enten det drejer sig om at betale skatter og afgifter, eller om at vise ære og respekt.
Undgå at leve i gæld, undtagen kærlighedsgælden over for din næste. Den, der lever i kærlighed til sine medmennesker, har opfyldt lovens hensigt. Loven har mange bud: „Du må ikke bryde ægteskabet”, „Du må ikke begå drab”, „Du må ikke stjæle”, „Du må ikke begære, hvad der tilhører andre” og mange flere. Alle disse lovbud kan sammenfattes i et eneste bud, nemlig: „Elsk din næste som dig selv.” Hvis du holder af dine medmennesker, vil du ikke gøre dem noget ondt. Altså opfylder man loven, når man viser kærlighed.
Det er på høje tid at vågne op og skride til handling. Det er allerede længe siden, I kom til tro på Jesus, og han kommer snart for at hente os. „Natten” er snart forbi. „Dagen” er nær. Lad os derfor holde os fra lyssky handlinger og kun gøre det, der tåler at komme frem i lyset. Lad os leve på en måde, som ikke volder anstød, ikke med drukture, utugt og skamløse handlinger, skænderier og misundelse. Nej, I skal gøre jer til ét med Herren Jesus Kristus i den måde, I lever på. Lad jer ikke rive med af de gamle, syndige tanker og vaner.