Tidligt næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn farvel, gav dem sin velsignelse og rejste hjem igen. Da Jakob fortsatte sin rejse, kom Guds engle ham i møde. Da han fik øje på dem, udbrød han: „Gud har selv slået lejr her!” Derfor kaldte han stedet Mahanajim.
Jakob sendte nu nogle folk i forvejen med besked til Esau, hans bror, som havde sin lejr i Seirs bjerge i Edom: „Din tjener Jakob hilser dig ærbødigst! Indtil for nylig har jeg boet hos vores onkel Laban. Jeg har samlet mig en pæn flok køer, æsler, får, geder og mange slaver, både mænd og kvinder. Jeg har sendt disse folk i forvejen, for at du kan vide, at jeg snart kommer, og jeg håber, at du vil tage godt imod mig.”
Sendebudene kom tilbage med følgende besked: „Vi tog hen til din bror, og nu er han på vej herhen med 400 mand!” Jakob blev grebet af panik, og han besluttede at dele sin husstand og sine husdyr i to lejre, for han tænkte: „Hvis Esau angriber den ene gruppe, kan den anden vel reddes.”
Derefter bad han følgende bøn: „Åh, min farfar Abrahams og min far Isaks Gud. Åh Herre, du sagde jo, at jeg skulle vende tilbage til mit land og min slægt, og du lovede at være med mig og hjælpe mig! Jeg er overhovedet ikke værdig til den trofasthed og uendelige godhed, du gang på gang har vist mig. Da jeg i sin tid gik hjemmefra og satte over Jordanfloden, ejede jeg ikke stort andet end min rejsestav, men nu ejer jeg de her to store lejre. Åh, red mig fra Esau. Jeg er bange for, at han kommer og slår mig ihjel tillige med mine koner og børn. Men du har jo lovet at være med mig og gøre mine efterkommere talrige som sandet på stranden, der umuligt kan tælles!”
Jakob blev på det sted om natten, og han udvalgte følgende dyr som en gave til Esau: 200 geder, 20 bukke, 200 får, 20 væddere, 30 hunkameler med føl, 40 køer, 10 tyre, 20 hunæsler og 10 hanæsler. Så gav han sine slaver besked på at gå i forvejen med dyrene og sørge for en vis afstand mellem hver enkelt gruppe af dyr. Til den mand, som førte den første gruppe, sagde han: „Når du møder Esau, og han spørger: ‚Hvor skal du hen? Hvem er din herre? Hvis er dyrene?’ skal du svare: ‚De tilhører din tjener Jakob og er en gave til hans herre, Esau. Han kommer selv bagefter.’ ” Dernæst sagde Jakob til de andre mænd, der skulle drive hver deres gruppe af dyr til Esau: „I skal alle sige det samme til Esau, når I ser ham. Og husk at sige: ‚Din tjener Jakob kommer lige bagved!’ ” Hans plan var at formilde Esau, før han mødte ham ansigt til ansigt. „Måske han så tager venligt imod mig,” tænkte han. Så blev gaverne sendt i forvejen, mens Jakob blev tilbage og gik til ro i lejren.
Senere på natten stod Jakob op og førte sine to koner, deres slavepiger og sine 11 sønner over floden Jabbok. Derefter bragte han også alle sine ejendele i sikkerhed på den anden side af floden. Men selv blev han alene tilbage. En mand kom hen til ham, og de begyndte en brydekamp, der varede indtil daggry. Da manden indså, at han ikke kunne få overtaget over Jakob, gav han ham et slag på hoften, så den gik af led. Så sagde han: „Lad mig gå, for det begynder at blive lyst!”
Men Jakob gispede: „Jeg slipper dig ikke, medmindre du velsigner mig!”
„Hvad er dit navn?” spurgte manden.
„Jakob,” svarede han.
„Du skal ikke længere hedde Jakob – men Israel,” sagde manden. „For du har udfordret både Gud og mennesker, og du har vist din styrke.”
„Hvad er dit navn?” spurgte Jakob ham.
„Hvorfor spørger du?” svarede manden. Så velsignede han ham der.
Jakob kaldte stedet Peniel, for han sagde: „Jeg har set Gud ansigt til ansigt – uden at miste livet!” Solen stod op, idet Jakob forlod Peniel, og han haltede på grund af slaget på hoften. Derfor undlader Israels folk den dag i dag at spise musklen ved hofteskålen. Det var nemlig der, Jakob blev ramt.
Jakob fik nu øje på Esau og de 400 mand et stykke borte. Straks stillede han sin familie op i en lang række, så slavepigerne og deres børn stod forrest, Lea og hendes børn i midten, og Rakel og Josef bagerst. Jakob selv gik foran de andre. Alt imens han nærmede sig sin bror, bøjede han sig til jorden for ham syv gange. Men Esau løb ham i møde, omfavnede ham hjerteligt og kyssede ham på kinden. De græd begge to. Så fik Esau øje på kvinderne og børnene, og han spurgte: „Hvem er alle de mennesker, du har med?”
„Det er den familie, som Gud i sin godhed har givet mig,” svarede Jakob. Så kom slavepigerne frem sammen med deres børn og bøjede sig til jorden. Derefter kom Lea med sine børn og bøjede sig til jorden. Til allersidst kom Rakel og Josef, og de bøjede sig også til jorden.
„Men hvad var det for nogle dyreflokke, jeg mødte på vejen?” spurgte Esau.
„Det var ment som en gave til dig, fordi jeg ville gøre dig venligt stemt,” svarede Jakob.
Men Esau svarede: „Kære bror, jeg har rigeligt i forvejen. Behold du kun dine gaver.”
„Tag nu imod min gave,” insisterede Jakob. „At se dit ansigt er som at se Guds ansigt, nu da du har taget vel imod mig. Gør mig den glæde at tage imod gaven som en velsignelse fra mig. Gud har været uendelig god imod mig – og jeg har mere end nok!” Da Jakob blev ved at presse ham, gav Esau til sidst efter og tog imod gaven.
„Lad os nu komme af sted,” sagde Esau. „Jeg følges med jer og viser vej.”
Men Jakob svarede: „Som du kan se, er nogle af børnene små – og der er en del små lam og kalve i hjorden. Hvis vi driver dem for hårdt, overanstrenger vi dem let, og der er risiko for, at de ikke kan klare det. Det er bedre, at du går i forvejen. Så kan vi andre tage den med ro og slutte os til dig i Seir.”
„Godt,” sagde Esau, „men lad mig i det mindste efterlade nogle af mine mænd hos dig, så de kan beskytte jer og vise vej.”
„Det behøves ikke!” svarede Jakob. „Der er slet ingen grund til, at du skulle vise mig så stor venlighed!”
Så begyndte Esau samme dag hjemturen til Seir. Men Jakob og hans følge satte kursen mod Sukkot. Der byggede han hytter til sin familie og lavede indhegninger til dyrene. Derfor kaldes stedet Sukkot. Efter den lange tur fra Paddan-Aram ankom Jakob til sidst i god behold til byen Sikem i Kanaʼans land, og han slog lejr på en grund lidt øst for byen, som han købte for 100 sølvstykker af Hamors sønner. En af sønnerne hed Sikem. Og han byggede et alter der, som han kaldte El-Elohe-Israel.
Jeg lavede en aftale med mine øjne,
at de aldrig måtte se med begær på en kvinde.
Hvad ville Gud sige, hvis jeg gjorde det?
Ville den Almægtige ikke straffe mig?
Onde mennesker kan forvente at blive straffet,
syndere må regne med at ende i ulykke.
Gud ser jo alt, hvad jeg gør,
holder øje med hvert skridt, jeg tager.
Har jeg nogen sinde sagt et usandt ord?
Har jeg bedraget et andet menneske?
Jeg vil gerne have Gud til at afsige dommen,
for han ved, at jeg er uskyldig.
Hvis jeg har handlet imod Guds vilje,
hvis mit hjerte har begæret, hvad mit øje så,
eller hvis mine hænder har begået en udåd,
så lad en anden få lov at høste, hvad jeg har sået,
så er det i orden, hvis alt bliver taget fra mig.
Hvis jeg har ladet mig bedåre af en andens kone,
hvis jeg har stået og luret ved min nabos dør,
så er det i orden, at min kone forlader mig,
og at en anden mand tager hende i favn.
For begær er en skændig og skamløs synd,
en forbrydelse, der fortjener at blive straffet.
Begær er som en fortærende ild,
der opbrænder hele ens livsværk.
Hvis jeg havde behandlet mine tjenere uretfærdigt,
når de klagede til mig over noget,
så havde Gud ret til at kræve mig til regnskab.
Jeg ville ikke have noget at sige til mit forsvar.
For Gud skabte mine tjenere såvel som mig,
han skabte os alle på samme måde.
Har jeg nægtet de fattige hjælp
eller taget håbet fra de sørgende enker?
Har jeg siddet og nydt min gode mad
og nægtet at dele med de forældreløse?
Nej, jeg har altid taget mig kærligt af dem,
som var jeg deres egen far eller mor.
Har jeg set en stakkel mangle tøj,
en fattig, som savnede et tæppe?
Nej, de takkede mig for det tøj, jeg gav dem,
for de fåreskind, de fik at varme sig med.
Hvis jeg har stemt for en dom imod den svage,
fordi der var flertal for det i retten,
så gid min arm blev brækket af
og min skulder vredet af led.
Jeg har altid frygtet den hellige Guds dom
og straffen fra hans umådelige magt.
Har jeg måske sat min lid til mit guld
og stolet på min rigdom i stedet for på Gud?
Har jeg bygget min glæde på min velstand
i stedet for at bygge på Guds omsorg?
Har jeg kigget på det strålende sollys
og den fortryllende månes glans,
så jeg begyndte at tilbede naturen
i stedet for at tilbede Gud?
Så ville jeg dermed have fornægtet Gud,
og den slags synder skal straffes hårdt.
Er jeg nogensinde brudt ud i jubel,
når mine fjender blev ramt af ulykker?
Nej, jeg har aldrig forbandet mine fjender,
for det ville være syndigt og ondt.
Har mine tjenestefolk nogensinde sagt,
at jeg nægtede den sultne mad?
Nej, for jeg har aldrig vist en fremmed bort,
men været gæstfri mod alle og enhver.
Har jeg nogensinde forsøgt at dække over en synd
eller gået rundt med en dårlig samvittighed,
fordi jeg var bange for, hvad folk ville sige,
og ikke kunne udholde tanken om deres dom?
Jeg ville ønske min sag kom for retten,
så den Almægtige kunne afsige sin dom.
Har jeg nogensinde forbrudt mig mod jorden,
så markerne anklagede mig, og plovfurerne græd?
Har jeg nogensinde nydt jordens afgrøde uden at betale,
så de, der havde dyrket jorden, måtte dø af sult?
Lad min mark give tidsler i stedet for hvede
og ukrudt i stedet for byg, hvis jeg har handlet sådan.
Nu har jeg afsluttet mit forsvar,
men jeg ville ønske, jeg kendte anklagen.
Så ville jeg frimodigt møde op i retten
og høre på anklagen med fuld opmærksomhed.
Jeg ville aflægge regnskab for alle mine handlinger
og forsvare mig selv med værdighed.”
Her slutter Jobs forsvarstale.
De tre venner besluttede, at de ikke ville sige mere, for Job blev ved med at hævde sin uskyld.
Men der var en fjerde ven, som havde lyttet til samtalen uden at sige noget. Han hed Elihu og var søn af Barakel af Rams slægt fra byen Buz. Han var opbragt over, at Job ville retfærdiggøre sig selv overfor Gud. Han var også vred på de tre venner, fordi de fordømte Job uden at kunne svare på hans spørgsmål. Fordi Elihu var yngre end de andre, ventede han, mens de talte med Job. Men da de tre venner ikke kunne give ham svar på tiltale, kunne Elihu ikke længere beherske sin vrede. Han sagde:
„Jeg er meget yngre end jer,
så derfor holdt jeg mig tilbage
og tøvede med at sige min mening.
Jeg tænkte: ‚Lad de ældre tale,
for livserfaring giver visdom.’
Men det er den almægtige Guds Ånd, der giver indsigt,
når det drejer sig om åndelige ting.
Altså er det ikke kun et spørgsmål om alder.
De ældre er ikke altid de klogeste.
Derfor siger jeg: ‚Hør også på mig.
Lad mig sige, hvad jeg er kommet frem til.’
Jeg ventede altså, mens I talte,
og lyttede til jeres kloge kommentarer,
mens I ledte efter ordene.
Jeg lyttede meget opmærksomt,
men ingen af jer kunne overbevise Job
eller besvare hans spørgsmål.
Sig nu ikke: ‚Han er for snedig for os.
Det bliver Guds sag at overbevise ham.’
Hvis Job havde henvendt sig til mig,
ville jeg bestemt ikke have svaret ham, som I gjorde.
Men nu er jeres ord sluppet op,
og I aner ikke, hvad I skal svare.
Skal jeg da pænt sidde og vente på,
at I finder på noget at sige?
Nej, nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg mener,
sige, hvad selv en ung som jeg er klar over.
Jeg er fuld af ord, der presser sig på,
og ånden i mit indre må have luft.
Jeg er som en vinsæk, der er ved at sprænges
på grund af kraften fra den gærende vin.
Jeg må give luft for mine indestængte ord,
åbne min mund og tale frit fra leveren.
Jeg vil ikke tage parti for nogen af jer,
og jeg vil ikke smigre folk.
Nej, jeg vil ikke gøre brug af smiger,
for så ville Gud straffe mig.
Farisæerne og saddukæerne opsøgte nu Jesus for at stille ham på prøve. De bad ham om at gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var kommet fra Gud. Jesus svarede: „Om aftenen siger I: ‚Det bliver fint vejr i morgen, for himlen er rød.’ Og om morgenen siger I: ‚Det bliver stormvejr i dag, for himlen er både rød og mørk.’ Hvordan vejret bliver, kan I aflæse på himlen – men tidens tegn kan I ikke tyde! Visse mennesker er onde og vantro. De forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men de får ikke andet tegn end Jonastegnet.” Så vendte Jesus dem ryggen og sejlede ud på søen igen sammen med sine disciple.
Da de var landet på den anden side af søen, kom disciplene i tanke om, at de havde glemt at tage brød med.
„Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra farisæerne og saddukæerne,” sagde Jesus. Disciplene snakkede sammen om, at det nok var, fordi de havde glemt at tage brød med.
Jesus var godt klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvor er jeres tro dog lille!” sagde han. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med? Har I stadig ingenting forstået? Har I helt glemt de 5000 mennesker, som jeg bespiste med fem brød? Og alle de kurve fulde af brødrester, der blev tilovers? Eller de syv brød til de 4000 og alle de kurve med mad, der blev tilovers? Hvordan kan I så tro, at jeg tænker på, om vi har brød nok? Nej, I skal være på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.” Så gik det op for dem, at det ikke var den bogstavelige surdej, han advarede dem imod, men farisæernes og saddukæernes lære.
Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”
„Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”
„Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”
Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”
„Simon, Jonasʼ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! Derfor siger jeg til dig: Du hedder Peter, og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen vil aldrig kunne få magten over den. Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”
Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.
Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag ville blive oprejst fra de døde.
Da trak Peter ham til side og prøvede at tale ham fra det. „Gud vil beskytte dig, Herre,” sagde han. „Det vil aldrig ske for dig.”
Men Jesus vendte ryggen til ham og sagde: „Gå væk fra mig, Satan! Du frister mig! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”
Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet. De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? En dag vil Menneskesønnen komme i sin Fars herlighed sammen med sine engle, og da vil han dømme ethvert menneske efter dets handlinger.”
Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Menneskesønnen komme med sit herredømme!”
En dag gik Leas datter Dina ud for at besøge nogle af de unge piger, som boede der på stedet. Men da Sikem, der var søn af hivvitten Hamor, som var byens konge, fik øje på hende, greb han fat i hende og voldtog hende. Han blev dybt forelsket i hende og forsøgte at vinde hendes kærlighed. Han sagde derfor til sin far: „Den pige vil jeg giftes med! Hjælp mig med at få hende!”
Jakob fik hurtigt at vide, at hans datter var blevet vanæret, men da hans sønner var ude for at passe dyrene, ville han ikke foretage sig noget, før de kom hjem igen.
Sikems far, Hamor, begav sig på vej hen til Jakob sammen med sin søn for at få en aftale. Jakobs sønner var kommet hjem fra marken, så snart de hørte, hvad der var sket. De var chokerede og rasende over, at Sikem havde været så skamløs og voldtaget deres søster og derved havde bragt skam over hende og hele Jakobs familie. Hamor fremkom nu med sit ærinde over for dem: „Min søn Sikem er forelsket i din datter. Han kan slet ikke vente med at få hende til kone. Vær rar og lad ham gifte sig med hende!” Så tilføjede han: „I øvrigt vil jeg indbyde dig og dine folk til at slå jer ned her iblandt os, så jeres døtre kan gifte sig med vores sønner, og vores døtre med jeres sønner. I må slå jer ned, hvor I har lyst, og færdes frit iblandt os og blive velstående folk.”
Sikem tog derefter ordet, og henvendt til Dinas far og brødre sagde han: „Vis mig godhed og lad mig gifte mig med Dina! Jeg vil give jer hvad som helst, I beder om! Uanset hvor stor en brudepris eller anden gave, I forlanger, er jeg villig til at betale – hvis I blot vil give mig pigen!”
Men Dinas brødre gav Sikem og Hamor et listigt svar på grund af det, Sikem havde gjort imod deres søster. De sagde: „Det kan vi umuligt gå med til, for du er ikke omskåret. Det ville være en stor skam for en kvinde fra vores familie at gifte sig med en mand som dig. Men hvis alle jeres mænd vil blive omskåret som os, har vi ikke noget imod giftermål med jer. Så slår vi os gerne ned her og bliver ét med jer. Men hvis I ikke vil gå ind på det forslag, tager vi vores søster og rejser herfra.”
Hamor og Sikem gik straks ind på forslaget. Sikem ville ingen tid spilde, for han var meget forelsket i Dina. Han var også den, der havde mest at sige i sin familie. Hamor og Sikem fremlagde nu forslaget for byens ledere, som samledes på pladsen ved byporten.
„Disse folk er vores venner,” begyndte de. „Lad os indbyde dem til at slå sig ned iblandt os og leve af deres erhverv som alle andre. Landet er jo stort nok til at rumme dem, og deres unge og vores unge kan gifte sig med hinanden. Men de vil kun blive her på den betingelse, at alle vores mænd bliver omskåret, lige som de er. Hvis vi accepterer, bliver alle deres husdyrhold og anden ejendom i sidste ende vores. Lad os gå ind på deres betingelse, så de bliver boende hos os.”
Forslaget blev accepteret, og alle mændene i byen blev omskåret. Men to dage senere, da de alle lå med feber og smerter, greb to af Dinas brødre, Simeon og Levi, deres sværd og gik uhindret ind i byen og dræbte samtlige mænd – deriblandt også Hamor og Sikem. Så hentede de Dina i Sikems hus og vendte tilbage til lejren med hende. Derefter gik alle Jakobs sønner ind og plyndrede byen, hvor deres søster var blevet voldtaget. De tog alle får og køer og æsler i byen og på markerne udenfor. Alt, der havde nogen værdi, tog de, og kvinderne og børnene tog de til fange.
Men Jakob bebrejdede Simeon og Levi, hvad de havde gjort. „I har gjort mig meget upopulær!” sagde han. „Nu kan jeg takke jer for, at landets indbyggere, kanaʼanæerne og perizzitterne, er blevet mine fjender. Vi er jo ikke ret mange, så hvis de slår sig sammen og angriber os, er det ude med os.”
„Synes du måske, at Sikem skulle have lov til at behandle vores søster som en luder?” indvendte de vredt.
Derpå sagde Gud til Jakob: „Nu skal du tage videre til Betel og slå lejr der. Du skal bygge et alter og tilbede mig der, for jeg er den Gud, som viste sig for dig, dengang du var på flugt fra din bror, Esau.”
Med det samme gav Jakob besked til sin familie og hele sin husstand: „Tilintetgør alle jeres afgudsfigurer, vask jer grundigt og skift tøj. Vi tager til Betel, og der vil jeg rejse et alter for den Gud, som hørte min bøn, da jeg var i vanskeligheder – den Gud, som også var med mig på min lange rejse.” Så gav de Jakob alle deres afguder og øreringe, og han begravede det hele under det store egetræ udenfor byen Sikem.
Derefter brød de op og begav sig på vej. Gud gjorde indbyggerne i alle de omkringliggende byer rædselsslagne, så de ikke forfulgte dem. Jakob og hans folk ankom nu til Luz, det senere Betel, i Kanaʼan. Der byggede Jakob et alter og kaldte det El-Betel, for det var der, Gud havde vist sig for ham, dengang han flygtede fra sin bror.
Kort tid efter døde Rebekkas gamle barnepige, Debora, og hun blev begravet under egetræet i dalen neden for Betel. Siden den tid kaldte man træet „Grædeegen”.
Gud havde nu vist sig for Jakob to gange, den anden gang, da han var på vej hjem fra Paddan-Aram. Dengang havde Gud velsignet ham og sagt: „Dit navn er godt nok Jakob. Men det skal du ikke længere kaldes. Du skal hedde Israel!” Det var altså dengang, Jakob fik navnet Israel.
Her i Betel viste Gud sig igen for Jakob og gentog sit tidligere løfte: „Jeg er den almægtige Gud! Du skal få mange efterkommere og blive stamfar til et stort folk, ja mange folkeslag. Nogle af dine efterkommere vil blive konger. Det løfte om land, som jeg gav til Abraham og Isak, giver jeg også til dig og dine efterkommere.” Så steg Gud op fra det sted, hvor han havde talt til Jakob. Jakob havde rejst en mindesten på dette sted, hvor Gud nu igen havde vist sig for ham, og som et drikoffer til Gud hældte han vin ud over mindestenen og salvede den med olivenolie. Grunden til, at Jakob kaldte stedet Betel, var, at Gud havde mødt ham der og talt til ham.
Jakob og hans familie forlod nu Betel og rejste videre mod Efrat, det senere Betlehem. På vejen dertil fik Rakel stærke fødselsveer. Under den meget vanskelige fødsel sagde jordemoderen: „Du skal ikke være bange, du har fået endnu en søn.” Rakel overlevede dog ikke fødslen, men lige inden hun døde, gav hun ham navnet Benoni. Det navn ændrede Jakob til Benjamin.
Da Rakel var død, blev hun begravet ved vejen til Betlehem, som dengang hed Efrat. Jakob rejste en mindesten på graven, og den står der den dag i dag.
Så fortsatte Jakob sin rejse og slog lejr på den anden side af Migdal-Eder. Det var, mens de opholdt sig der, at Ruben gik i seng med sin fars slavehustru, Bilha, og Jakob fik det at vide.
Her følger navnene på Jakobs 12 sønner. Hans sønner med Lea var: Ruben (den førstefødte), Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon. Hans sønner med Rakel var: Josef og Benjamin. Hans sønner med Bilha, Rakels tjenestepige, var: Dan og Naftali. Hans sønner med Zilpa, Leas tjenestepige, var: Gad og Asher. Disse sønner fik han under sin landflygtighed i Paddan-Aram.
Omsider nåede Jakob frem til sin far, Isak, i Mamre, tæt ved Kirjat-Arba, som nu hedder Hebron, hvor også Abraham havde boet. Isak døde kort tid efter i en alder af 180 år, meget gammel og mæt af dage. Hans sønner, Esau og Jakob, begravede ham.
Hør nu her, Job, hvad jeg har at sige.
Lyt omhyggeligt til alle mine ord.
Nu, da jeg har taget bladet fra munden,
og ordene ligger mig på tungen,
så lad mig sige, hvad jeg har på hjerte.
Jeg taler ærligt og oprigtigt.
Det var Guds Ånd, der skabte mig.
Den Almægtiges åndepust gav mig liv.
Gør dig parat til at svare, hvis du kan,
kom bare med dine argumenter.
Overfor Gud er vi lige, du og jeg.
Vi er begge skrøbelige mennesker.
Du behøver ikke at være bange,
for jeg ønsker ikke at genere dig.
Mens jeg sad og lyttede,
hørte jeg, at du sagde:
‚Jeg er uskyldig og uden synd.
Jeg har en ren samvittighed.
Men Gud har fundet et påskud for at straffe mig,
han behandler mig som en fjende.
Han har lagt mine fødder i lænker,
han holder øje med alt, hvad jeg foretager mig.’
Men dertil må jeg sige, at du tager fejl,
for Gud er større end noget menneske.
Hvilken ret har du til at påstå,
at han ikke svarer på dine spørgsmål?
Gud taler på mange måder,
men tit hører vi ikke, hvad han siger.
Han taler gennem drømme og syner,
mens vi ligger i vores senge om natten.
Han hvisker os formaninger i øret,
viser os skræmmende billeder,
så vi ikke skal komme på gale veje
eller blive stolte og hovmodige.
Han ønsker nemlig at advare os,
så vi ikke går i dødens fælde.
Andre gange straffes et menneske med smerter,
så han ligger bundet til sengen i konstant pine.
Så mister han fuldstændig appetitten
og har ikke engang lyst til lækker mad.
Han taber sig og bliver en skygge af sig selv,
ender som det rene skind og ben.
Han hører dødens kalden
og nærmer sig gravens rand.
Men hvis en engel går i forbøn for ham,
hvis et af Guds tusinde sendebud
fortæller ham, hvad han bør gøre,
og hvis Gud derefter er nådig imod ham
og siger: ‚Løs ham! Han skal ikke dø,
for jeg har modtaget en løsesum,’
da får han sit helbred igen,
han får sin ungdoms styrke tilbage.
For når han beder Gud om nåde,
bliver han også taget til nåde.
Så bliver han forsonet med Gud
og kan igen tænke på ham med glæde.
Derefter kan han fortælle sine venner:
‚Jeg syndede og gjorde oprør mod Gud,
men han var nådig imod mig.
Han betalte løsesummen og reddede mig fra døden,
så nu kan jeg atter glædes ved livet.’
Ja, sådan gør Gud ofte:
Han giver os en chance til.
Han redder os på tærsklen til døden,
så vi atter kan glædes ved livet.
Hører du, hvad jeg siger, Job?
Du behøver ikke at svare endnu.
Men har du noget at sige, så kom bare med det,
for jeg ønsker at se dig blive genoprettet.
Hvis ikke, så lyt til mig lidt endnu.
Vær stille, så jeg kan lære dig visdom.”
Elihu fortsatte:
„Hør godt efter, I vismænd,
lyt til mig, I som er så kloge.
Man må vurdere alt, hvad man hører,
ligesom man smager på maden, før man spiser den.
Lad os derfor i fællesskab finde ud af,
hvad der er sandt og rigtigt.
Job siger: ‚Jeg er uskyldig,
det er Gud, der gør mig uret.
Jeg regnes for en løgner, selvom jeg taler sandt,
jeg bliver straffet hårdt, skønt jeg ikke har syndet.’
Hvor har Job lært at tale sådan?
Det er jo en hån imod Gud.
Han må have tilbragt sin tid i dårligt selskab
med onde og gudløse mennesker.
Han påstår jo, at man intet får ud af
at leve retskaffent ind for Gud.
I vise mænd, vil I ikke give mig ret i,
at det er umuligt for Gud at være ond?
Den Almægtige kan ikke være uretfærdig.
Nej, vi ved, at han straffer mennesker for, hvad de har gjort.
Han lader dem opleve følgerne af deres synd.
Gud handler absolut ikke ondt,
den Almægtige er aldrig uretfærdig.
Han alene har al magt på jorden,
han opretholder og styrer verden.
Hvis Gud en dag besluttede
at trække sin livsånde til sig igen,
da ville alt levende uddø,
og menneskene igen blive til støv.
Tag nu og brug din forstand.
Prøv at forstå, hvad jeg siger.
Kunne Gud være den mægtige Dommer,
hvis han ikke var uangribelig?
Vil du anklage selve Retfærdigheden
og påstå, at han kan være uretfærdig?
Han dømmer konger og regenter
for deres onde og uretfærdige handlinger.
Han gør ikke forskel på folk,
men behandler rige og fattige ens.
Alle mennesker er jo skabt af Gud,
og de skal alle sammen dø en gang.
Uden varsel er livet slut,
selv for de mest magtfulde mænd.
Gud kender alle deres handlinger,
han ser alt, hvad de foretager sig.
Ingen steder findes så tæt et mørke,
at de onde kan skjule sig for Gud.
Gud behøver ikke at vente til dommens dag
med at straffe et menneske for dets synder.
Han afsætter magtfulde ledere uden forhør
og indsætter andre i deres sted,
for han kender deres onde handlinger
og kan vende deres skæbne på en enkelt nat.
Han straffer dem for deres ondskab
på en måde, så alle kan se det,
for de vendte sig bort fra Gud
og var ligeglade med hans vilje.
Deres magtmisbrug over for de svage
førte til et råb om hjælp, som Gud hørte.
Selv når Gud er tavs, kan du ikke dømme ham for det.
Hvis han skjuler sig, kan du ikke tvinge ham frem.
Han hersker jo over alt, hvad han har skabt,
så de gudløse ikke skal have magten
og undertrykke andre mennesker.
Hvad nu hvis et menneske siger til Gud:
‚Hvis jeg har syndet, vil jeg ikke gøre det mere.
Sig mig, hvad jeg har gjort forkert.
Hvis jeg har svigtet, lover jeg at forbedre mig.’
Mon så ikke Gud er nådig,
selv om du benægter, at han er det?
Om du vil bede om nåde, er op til dig.
Sig os, hvad du har i tanke.
Ethvert forstandigt menneske
vil være enig med mig og sige:
‚Job taler uden indsigt.
Han ved ikke, hvad han snakker om.’
Er det mærkeligt, at Job bliver straffet så hårdt?
Han taler jo som de gudløse taler.
Ud over sin oprindelige synd
gør han nu oprør mod Gud
ved at vise foragt for vores vejledning
og ved stadig at anklage Gud.”
Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. „Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”
Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”
Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.
På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem: „I må ikke fortælle nogen, hvad I har set, før Menneskesønnen er oprejst fra de døde.”
Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”
Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias skulle komme og genoprette alt. Men ‚Elias’ har allerede været her. Folk forstod bare ikke, at det var ham. Derfor gjorde de med ham, hvad de ville, og det samme vil de gøre med Menneskesønnen.”
Så blev disciplene klar over, at det var Johannes Døber, han talte om.
Der stod en stor flok mennesker og ventede på dem, da de kom ned fra bjerget. Straks kom en mand hen og faldt på knæ for Jesus. „Herre, vær barmhjertig mod min søn,” bad han. „Han er månesyg, og lider ganske forfærdeligt. Ofte falder han i ilden eller i vandet, når han får sine anfald. Derfor bragte jeg ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.”
„Åh, I forvildede og vantro mennesker,” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.” Så befalede Jesus dæmonen, som var i drengen, at komme ud, og den forlod ham. Fra det øjeblik var drengen rask.
Da disciplene kort efter var alene med Jesus, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”
„På grund af manglende tro,” svarede Jesus. „For det siger jeg jer: Hvis I bare havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til sådan et ‚bjerg’: ‚Flyt dig!’ og det ville flytte sig. Der ville ikke være den ting, som ville være umuligt for jer. Men den slags farer kun ud ved bøn og faste.”
Da de igen var samlet i Galilæa, sagde Jesus en dag til disciplene: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.” Hans disciple blev dybt bedrøvede ved at høre det.
Da Jesus og disciplene var kommet hjem til Kapernaum, henvendte de, der opkrævede tempelskatten, sig til Peter. „Betaler jeres mester ikke den årlige tempelskat?” spurgte de.
„Jo, selvfølgelig!” svarede Peter.
Så gik han ind i huset for at tale med Jesus om det. Men før han fik sagt noget, spurgte Jesus: „Sig mig, Peter: Hvem plejer jordens konger at opkræve told og skat af, deres egne børn eller andre folk?”
„Af de andre!” svarede Peter. „Godt,” sagde Jesus, „så er deres egne børn altså fritaget. Men for ikke at forarge nogen, så lad os alligevel betale. Gå ned til søen og kast snøren ud. I munden på den første fisk, du fanger, vil du finde en mønt. Giv den som betaling for mig og dig.”
Det følgende er Esaus historie, han som også blev kaldt Edom:
Esau giftede sig med to kanaʼanæiske piger: Ada, en datter af hittitten Elon, og Oholibama, en datter af Ana og barnebarn af hivvitten Zibon. Han giftede sig også med sin kusine Basemat, en datter af Ishmael og søster til Nebajot. Esau og Ada fik en søn, der blev kaldt Elifaz. Esau og Basemat fik en søn, der blev kaldt Reuel. Esau og Oholibama fik tre sønner, der fik navnene Jeush, Jalam og Kora. Alle disse sønner blev født i Kanaʼans land.
Senere tog Esau sine koner, sine sønner, sine døtre, hele sin husstand og besætning og alt, hvad han havde samlet sig i Kanaʼans land, og flyttede til et andet land af frygt for sin bror Jakob. Deres husdyrhold var jo også blevet alt for mange til, at de som fremmede kunne bo samme sted som de fastboende. Der var slet ikke græs nok. Esau slog sig derfor ned i Seirs bjergland.
Her følger en liste over Esaus efterkommere, edomitterne, som bor i Seirs bjergland:
Ada fødte som sagt Esau en søn, der fik navnet Elifaz, og han fik fem sønner: Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz. Elifaz havde også en kone, som hed Timna, og med hende fik han sønnen Amalek.
Esau og hans kone Basemat fik sønnen Reuel, og han fik fire sønner: Nahat, Zerach, Shamma og Mizza.
Esaus kone Oholibama, en datter af Zibons søn Ana, fødte tre sønner: Jeush, Jalam og Kora.
Esaus sønner og sønnesønner blev stamfædre for de forskellige stammer blandt Edoms folk. De stammer, der er kendt under navnene Teman, Omar, Zefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek, nedstammer alle fra Elifaz, Esaus og Adas ældste søn.
De stammer, der er kendt under navnene Nahat, Zerach, Shamma og Mizza, nedstammer alle fra Reuel, Esaus og Basemats søn.
Desuden er der stammerne Jeush, Jalam og Kora, opkaldt efter de sønner, som Esau fik med sin kone Oholibama, Anas datter.
Her følger en liste med navnene på de stammer, som oprindeligt boede i Seirs land: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan. De er efterkommere af og har navn efter horitten Seirs sønner.
Lotan, Seirs søn, havde følgende sønner: Hori og Hemam. Lotan havde også en søster ved navn Timna.
Shobals sønner hed Alvan, Manahat, Ebal, Shefo og Onam.
Zibons sønner hed Ajja og Ana. Det var Ana, som opdagede en varm kilde i ørkenen, dengang han vogtede sin fars æsler. Anas børn var sønnen Dishon og datteren Oholibama. Dishons sønner hed Hemdan, Eshban, Jitran og Keran.
Etzers sønner hed Bilhan, Zaʼavan og Akan.
Dishans sønner hed Utz og Aran.
Horitternes stammer i Seirs land hed altså: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan.
Endnu før der var konger i Israel, regerede følgende konger i det, der nu hedder Edom: Først Bela, Beors søn, fra byen Dinhaba. Da han døde, efterfulgtes han af Jobab, Zerachs søn fra Botzra. Da Jobab døde, efterfulgtes han af Husham fra temanitternes område. Da Husham døde, blev Hadad konge. Han var søn af Bedad og kom fra byen Avit. Det var ham, der besejrede midjanitternes hær i Moabs land. Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka konge. Da han døde, blev Shaul fra flodbyen Rehobot konge. Da han døde, blev Baʼal-Hanan, Ahbors søn, konge. Da han døde, blev Hadar fra Pau konge. Hans kone hed Mehetabel og var datter af Matred, som igen var datter af Mezahab.
Slægtsoverhovederne i Esaus slægt hed Timna, Alva, Jetet, Oholibama, Ela, Pinon, Kenaz, Teman, Mibzar, Magdiel og Iram. Det område, som hver enkelt slægt boede i, overtog efterhånden slægtens navn.
Jakob slog sig nu ned i Kanaʼans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr. Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie.
Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.
Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. Han forærede jævnligt Josef en fornem lang kjortel med ærmer. Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.
En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.
„Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. „Jeg drømte, at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”
„Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.
Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.” Den sidste drøm fortalte han også til sin far, men hans far skældte ham ud: „Hvad bilder du dig ind? Skal både jeg og din mor og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?” Josefs brødre kunne ikke skjule deres misundelse, men hans far blev ved med at spekulere over, hvad den drøm mon kunne betyde.
Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem. Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.”
„Det skal jeg nok, far,” svarede Josef.
Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten.
„Hvem leder du efter?” spurgte manden.
„Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”
„Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.
Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.
„Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød. „Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”
Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel. Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham og kastede ham i den udtørrede brønd. Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane af kameler et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten. „Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, så da de midjanitiske handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.
Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”
Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”
Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!” Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage. Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.
I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.
Elihu fortsatte:
„Job, er det rigtigt af dig at sige,
at du har ret, og at Gud har uret?
Du spørger: ‚Hvad gavner det at leve retskaffent,
hvis man alligevel skal lide?
Hvorfor skal jeg straffes som en anden synder?’
Hør efter, så skal jeg give dig mit svar,
og dine venner må også gerne lytte med.
Se på himlen højt over dit hoved,
på skyerne, som overgår din forstand.
Selv om du synder nok så mange gange,
mon der går skår af Guds almagt for det?
Tror du, det er Gud, du gør en tjeneste
ved at leve et retskaffent liv?
Nej, når du synder, går det ud over dig selv,
og når du gør noget godt, gavner det andre.
Folk himler op om voldshandlinger,
råber om hjælp, når tyranner undertrykker dem.
Men ingen siger: ‚Hvor er Gud vores Skaber,
han som får lovsang til at lyde i natten,
som har gjort os klogere end dyrene
og visere end fuglene?’
Og hvis folk endelig råber til Gud om hjælp,
svarer han dem ikke på grund af deres hovmod,
for Gud lytter ikke til de indbildskes ord,
den Almægtige ænser dem ikke.
Forvent ikke, at Gud svarer,
når du påstår, at han ikke er der,
eller hvis du siger, at du har forelagt ham sagen,
og nu er det hans tur til at komme med et udspil.
Forvent heller ikke svar,
når du påstår, at han ikke straffer de skyldige,
og at han er ligeglad med ondskaben i verden.
Job, det er grunden til, at Gud ikke svarer dig.
Du bruger masser af ord, men mangler indsigt.”
Elihu fortsatte:
„Vær tålmodig og lad mig fortsætte lidt endnu,
for der er stadig noget, Gud ønsker, jeg skal sige.
Min Skaber er retfærdig og har altid ret.
Det har jeg oplevet gang på gang.
Hvad jeg fortæller dig, er den skinbarlige sandhed,
og jeg ved, hvad jeg taler om.
Gud afviser aldrig nogen, som kommer til ham.
Han er mægtig og altid til at stole på.
Han lader ikke den onde være ustraffet,
men hjælper de svage til at få deres ret.
Gud beskytter de retskafne
og giver dem ære og magt.
Men skulle de blive ramt af ulykker
og blive lagt i lidelsens lænker,
så fortæller han dem, hvad de har gjort galt,
eller hvordan de har været hovmodige.
Det gør han for at retlede dem,
og han siger, de skal vende sig fra det onde.
Hvis de hører efter og adlyder ham,
så velsigner han dem resten af livet.
Men hvis de nægter at lytte til ham,
så dør de uden at have forstået hvorfor.
Gudløse mennesker bliver bitre.
Når Gud straffer dem, beder de ikke om nåde.
De dør i deres bedste alder
efter at have spildt tiden i et umoralsk liv.
De hjælpeløses svaghed bliver deres redning.
Deres trængsler gør dem åbne for, hvad Gud har at sige.
Gud ønsker at bringe dig ud af dine lidelser,
at føre dig ud i frihed som på en vidtstrakt eng
og dække bord for dig med udsøgte retter.
Men nu er du optaget af, at de skyldige skal dømmes.
Ja, du kan ikke tænke på andet end skyld og dom.
Lad ikke din vrede få dig til at håne Gud.
Vær ydmyg, selv om det koster din stolthed.
Har du magt til at frelse dig selv?
Mon din råben er nok til at redde dig?
Lad være at længes efter dødens mørke,
tænk ikke på at blive rykket bort.
Pas på ikke at blive opslugt af din oprørskhed,
som du foretrækker frem for at bære din lidelse.
Husk på, at Gud er mægtig og ophøjet.
Hvem andre kan hjælpe og vejlede os?
Kan et menneske bestemme, hvad Gud skal gøre?
Hvem tør sige, at Gud er uretfærdig?
Lovpris ham hellere for hans skaberværk,
som mange har gjort med sang.
Alle mennesker har set hans storhed,
selv om det kun er på afstand.
Gud er større, end vi kan begribe,
hans eksistens kan ikke måles i år.
Han får vandet til at fordampe
og omdanner dampen til regn,
der falder ned i byger fra skyerne
og gavner menneskene på jorden.
Hvem kan fatte, hvordan skyerne spredes,
og forstå, hvordan tordenen buldrer og brager?
Se, han sender lyn i alle retninger
og dækker havbunden med vand.
Med lynene dømmer han folkene,
og med regnen giver han dem mad i mængde.
Han holder lynene i sine hænder
og befaler dem at ramme plet.
Tordenen melder hans komme,
selv kvæget kan mærke, når han er på vej.
Kort efter kom disciplene med et spørgsmål til Jesus: „Hvem er den største i Guds rige?” Jesus kaldte da på et lille barn og stillede det midt i kredsen. Så sagde han: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I ændrer jeres måde at tænke på og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. Den, der ydmyger sig og bliver som barnet her, er den største i Guds rige. Og den, der tager imod et sådant lille barn, fordi det hører mig til, tager i virkeligheden imod mig.
Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen. Ak, hvilken elendig verden, som får mennesker til at miste troen! Fristelser er ganske vist uundgåelige, men ve det menneske, der forårsager, at et andet menneske falder fra troen.
Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold. Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv end at blive kastet i Helvedes ild med begge øjne i behold.
Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.
Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet? Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild? Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.
Hvis din ven forsynder sig imod dig, så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage. Hvis ikke, skal du tage en eller to andre med dig, for enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn. Hvis han stadig ikke vil høre på dig, skal du indbringe sagen for menighedens ledelse. Hvis han heller ikke vil høre på dem, bør du se på ham som en, der står uden for menigheden. Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen. Jeg siger jer også, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det vil min Far i Himlen gøre for jer. For hvor to eller tre har fundet sammen om min vilje, der er jeg midt iblandt dem.”
„Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?” „Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange! Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. Den første skyldte ham et millionbeløb. Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’ Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.
Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde. ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben. Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’ Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive, indtil hele gælden var betalt.
De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld – og det bare fordi du bad mig om det. Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’ Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.
Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.
Omkring den tid rejste Juda hjemmefra og flyttede til Adullam, hvor han boede hos en mand ved navn Hira. Der mødte han en kanaʼanæisk pige – en datter af Shua – og giftede sig med hende. Snart blev hun gravid og fødte en søn, som hun kaldte Er. Senere blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Onan. Derefter fødte hun endnu en søn, som hun kaldte Shela. På det tidspunkt boede de i Kezib.
Da Er var blevet voksen, fandt Juda en kone til ham. Hun hed Tamar. Men Er var en ond mand, og derfor lod Herren ham dø. Da sagde Juda til Ers bror Onan: „Gift dig med Tamar, og opfyld din forpligtelse til din afdøde bror, så han kan få en arving.”
Men Onan vidste, at hans første barn med Tamar ikke ville blive regnet for hans eget. Så hver gang han gik i seng med hende, sørgede han for at spilde sin sæd på jorden. På den måde nægtede han at skaffe sin afdøde bror en arving. Det blev Herren vred over, og derfor lod han også Onan dø.
Da sagde Juda til sin svigerdatter Tamar: „Rejs hjem til dine forældre og lev som enke, indtil min søn Shela bliver gammel nok til at gifte sig med dig.” Juda var nemlig bange for, at hans yngste søn også skulle dø ligesom de to andre, hvis han blev gift med hende. Så rejste Tamar hjem til sine forældre.
Nogen tid efter døde Judas kone. Da sørgetiden var overstået, tog Juda og hans ven, adullamitten Hira, af sted til Timna for at overvåge fåreklipningen. Da Tamar hørte, at hendes svigerfar var på vej til fåreklipningen i Timna, lagde hun sit enketøj til side, hyllede sig i et slør, så det skjulte hendes ansigt og satte sig uden for porten ind til byen Enajim ved vejen, der førte til Timna. Hun var nemlig godt klar over, at hun aldrig ville blive gift med Shela, som i mellemtiden var blevet voksen.
Da Juda kom forbi og fik øje på hende, troede han, at hun var prostitueret, fordi hendes slør dækkede hele ansigtet. Han gik hen til hende og spurgte, om han måtte ligge med hende, uden at vide, at hun var hans svigerdatter.
„Hvor meget vil du give mig for det?” spurgte hun.
„Jeg kan sende dig et gedekid,” svarede han.
„Hvad giver du mig i pant, så jeg kan være sikker på, at du sender det?” spurgte hun.
„Hvad vil du have?” spurgte han tilbage.
„Giv mig dit segl og snoren, som det hænger i, og så den vandrestav, du har i hånden,” svarede hun. Så gav han hende tingene, og hun lå med ham og blev gravid. Bagefter gik hun hjem, tog sløret af og skiftede til sit enketøj.
Juda bad nu sin ven, adullamitten Hira, om at bringe gedekiddet til hende og samtidig hente de ting tilbage, som han havde givet i pant, men Hira kunne ikke finde hende. Til sidst spurgte han nogle mænd i byen: „Hvor bor den prostituerede, som sad ved vejen uden for byen?”
„Der har aldrig været en prostitueret på det sted,” svarede de. Så vendte Hira tilbage til Juda og fortalte, at han ikke kunne finde pigen, og at mændene havde sagt, der ikke var nogen prostitueret der.
„Så lad hende beholde sit pant,” sagde Juda. „Vi gjorde i hvert fald, hvad vi kunne. Hvis vi går tilbage igen, bliver vi da helt til grin.”
Omkring tre måneder senere fik Juda at vide, at hans svigerdatter Tamar var blevet gravid som følge af prostitution.
„Tag hende uden for byen og brænd hende!” sagde Juda.
Men da de førte hende ud til bålet, sendte hun følgende besked til sin svigerfar: „Det er ejeren af dette segl, denne snor og denne vandrestav, der har gjort mig gravid. Se godt efter! Genkender du pantet?”
Juda måtte indrømme, at tingene tilhørte ham. Da tilstod han: „Hun har retten på sin side, for jeg opfyldte ikke mit løfte og gav hende ikke til min søn Shela.” Men han lå aldrig med hende igen.
Da tidspunktet kom, hvor hun skulle føde, viste det sig, at det var tvillinger. Under presseveerne kom der en hånd frem, og jordemoderen bandt en rød snor om hånden for at markere, hvem der var kommet først. Men barnet trak hånden tilbage, og det var den anden, som blev født først. „Som han dog bryder igennem,” udbrød jordemoderen, og derfor gav man ham navnet Peretz. Bagefter blev drengen med den røde snor om håndleddet født. Han kom til at hedde Zerach.
Efter at Josef var bragt til Egypten af ishmaelitterne, blev han som nævnt købt af Potifar, der var chef for egypterkongens livvagt. Herren velsignede Josef og hans arbejde i hans egyptiske herres hus. Alting lykkedes for ham. Selv Potifar indså, at Josef var under Herrens særlige velsignelse, da alting åbenbart lykkedes for ham. Derfor valgte Potifar hurtigt Josef som sin personlige tjener, lod ham bestyre hele sin ejendom og gav ham ansvaret for alle sine forretningsforetagender. Straks begyndte Herren for Josefs skyld at velsigne Potifar og alt, hvad han ejede, både hans landbrug og hans husholdning. Til sidst overlod Potifar hele ansvaret for sin ejendom til Josef og bekymrede sig ikke om noget som helst – udover den mad, han spiste.
Josef var velbygget og så godt ud, og det varede ikke længe, før hans herres kone sendte ham lange blikke. En dag sagde hun: „Kom og gå i seng med mig!” Men Josef afviste hendes tilnærmelser. „Min herre har fuld tillid til mig og har givet mig ansvar for alt, hvad han ejer, og samme autoritet, som han selv har,” sagde han til hende. „Jeg har adgang til alt, hvad han har – bortset fra dig, for du er hans kone. Hvordan skulle jeg da kunne gøre noget så usselt? Det ville være en stor synd mod Gud!”
Dag efter dag blev hun ved med at friste ham, men han nægtede at gå i seng med hende og i det hele taget at have noget med hende at gøre. Men en dag, da han som sædvanlig kom ind i huset for at arbejde, og der ingen andre tjenestefolk var i nærheden, greb hun fat i hans kappe. „Kom i seng med mig!” beordrede hun. Men Josef rev sig løs og flygtede ud af huset, og hun stod tilbage med hans kappe i hånden. Da hun så, at hun havde hans kappe, fik hun en idé: Hun begyndte at skrige! Og tjenestefolkene kom straks løbende for at se, hvad der var på færde. „Har min mand bragt den elendige hebræer hertil for at vanære mig?” hulkede hun. „Han forsøgte at voldtage mig – men da jeg begyndte at skrige, flygtede han. Se, her er hans kappe!”
Hun beholdt kappen, og da hendes mand om aftenen kom hjem, fortalte hun ham samme historie. „Den hebræiske slave, som du har bragt hertil, trængte ind til mig og forsøgte at voldtage mig! Men jeg skreg, og han flygtede så hurtigt, at han ikke nåede at få sin kappe med.”
Da Potifar hørte, hvad hun fortalte, blev han rasende. Han arresterede Josef og kastede ham i det fængsel, hvor kongens fanger sad. Men også der var Herren med Josef, så han hurtigt blev ven med fængselsinspektøren. Inden længe fik han ansvaret for de andre fanger og for alle aktiviteterne i fængslet. Fængselsinspektøren havde ikke længere noget at bekymre sig om, for Josef tog sig af det hele. Herren var med Josef, og alting lykkedes for ham.
Det får mit hjerte til at banke voldsomt,
det hopper næsten helt op i halsen.
Hør efter, når Gud taler fra stormvejret,
når hans tordenrøst ruller hen over os.
Lynene glimter hen over himlen
og rækker helt til jordens ende.
Derefter kommer tordenskraldet,
hans majestætiske, tordnende røst.
Han sparer ikke på lynene,
når han lader sin røst høre.
Guds storslåede stemme høres i bulderet,
han gør store og ufattelige ting.
Han befaler sneen at falde på jorden
og sender regnskyl i tykke tove.
Folk må standse op midt i deres arbejde
og anerkende Guds vældige magt.
Dyrene søger i skjul,
de bliver i deres huler.
Den bidende blæst lukkes ud fra sit hus
og kommer med kulde fra nord.
Gud ånder på vandet,
så overfladen fryser til is.
Han fylder skyerne med vand,
og fra dem udspringer hans lyn.
Skyerne farer frem og tilbage,
de bevæger sig efter hans vilje.
De udfører hans befalinger
ud over den vide jord,
hvad enten lynet kommer for at straffe,
eller regnen kommer for at velsigne.
Tænk dig om et øjeblik, Job,
læg mærke til Guds forunderlige gerninger.
Ved du, hvordan han styrer naturens kræfter,
hvordan han får lynene til at glimte fra skyerne?
Forstår du, hvordan skyerne kan svæve i luften?
Det er den Almægtiges underværker.
Du, som lider under den brændende sol,
når søndenvinden bringer en hedebølge,
var det dig, der hjalp ham udspænde himlens bue,
så den skinner som et spejl af blankt metal?
Job, hvad med at dele noget af din visdom med Gud,
for vi andre ved jo ingenting!
Tør du sige til Gud, at du vil fortælle ham noget?
Risikerer du ikke at dø ved at træde frem for ham?
Når vinden har blæst skyerne væk,
og solen kommer frem i al sin skarphed,
kan intet menneske holde ud at se på dens strålende lys.
Mod nord kan man se et gyldent skær,
men Guds herlighed er langt mere strålende.
Vi kan ikke mødes på lige fod med den almægtige Gud,
for hans magt er uendelig.
Hans godhed er uden grænser,
og han kan umuligt være uretfærdig.
Derfor har mennesker ærefrygt for ham,
men de selvretfærdige kan Gud ikke hjælpe.”
Da talte Herren til Job inde fra stormvejret:
„Hvorfra kender du mine tanker,
når du knap nok ved, hvem jeg er?
Lad mig nu stille dig nogle spørgsmål,
så får vi se, om du kan svare på dem.
Hvor var du henne, da jeg skabte jorden?
Svar mig på det, hvis du er så klog!
Var du med til at bestemme dens størrelse
og beslutte, hvor den skulle anbringes?
Var det dig, der skabte et fundament,
som jorden kunne hvile på,
mens englene råbte af glæde,
og morgenstjernerne sang deres hyldest?
Hvem satte grænser for havet,
da vandet fossede frem af jordens skød?
Hvem hyllede det i skyer som i et svøb,
dækkede det med tåge som et tæppe?
Hvem sørgede for at holde havet i skak,
så det blev på sin plads mellem bredderne?
Hvem sagde: ‚Hertil og ikke længere!
Her standser dine stolte bølger!’?
Har du nogen sinde kaldt daggryet frem
eller bedt solen udbrede sine arme
for at tage nattens tæppe af jordens seng
og ryste mørkets misgerninger ud af det?
Med lyset kommer jordens konturer frem,
den fyldes med strålende farver.
Lyset standser voldsmændenes hærgen,
for de arbejder under dække af mørket.
Har du undersøgt havets kilder
eller gået på oceanets bund?
Fandt du ud af, hvor dødsrigets porte var?
Så du indgangen til afgrundens verden?
Har du fattet, hvor stor jorden er?
Sig mig, om du allerede ved alt det her.
Ved du, hvor lyset kommer fra?
Ved du, hvor mørket går hen?
Kan du vise dem vej til deres hjem?
Kender du stierne, der fører til deres hus?
Du ved alt på grund af din store erfaring,
for du var jo født, da lyset blev skabt.
Har du set, hvor jeg opbevarer sneen,
de rum, hvor jeg skjuler haglvejret,
som jeg gemmer til uvejrets dage,
når krige og kampe bryder ud?
Ved du, hvor lynene vil ramme,
eller hvornår østenvinden begynder at blæse?
Hvem bestemmer, hvor regnen skal falde,
og hvem baner vej for tordenvejret?
Hvem sender regn på øde steder,
hvor der ingen mennesker bor?
Hvem mætter vildmarken med vand,
så græsset kan spire og gro?
Har regnen mon en far?
Hvem har avlet duggens dråber?
Fra hvis moderskød kommer isen?
Hvem føder rimfrosten fra himlen?
Vandet bliver hårdt som sten,
havets overflade hærdes til is.
Kan du binde Syvstjernen sammen
eller løse Orions bælte?
Har du styr på Dyrekredsen?
Har du kontrol over Store Bjørn og Lille Bjørn?
Kender du universets love?
Bestemmer du deres virkning på jorden?
Kan du ved at råbe til skyerne
få regnen til at gennembløde dig?
Kan du kommandere med lynene,
vil de adlyde din befaling?
Hvem har givet mennesket visdom?
Hvem gav det evnen til at tænke?
Hvem kender skyernes antal?
Hvem vipper himlens vandkrukker,
så det tørre støv forvandles til mudder,
og leret klumper sig sammen?
Kan du jage et bytte som en løvinde,
der sørger for mad til sine sultne unger,
mens de ligger i deres hule
eller gemmer sig i steppens krat?
Hvem sørger for føde til ravnen,
når dens sultne unger rejser sig
og råber til himlen efter mad?
Efter at Jesus havde undervist sine disciple om tilgivelse, tog de af sted fra Galilæa og vandrede gennem det jødiske område på den østlige side af Jordanfloden. Mange mennesker fulgte ham, og han helbredte dem, der var syge.
Nogle farisæere prøvede at stille en fælde for Jesus og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone uanset af hvilken grund?” Jesus svarede: „Har I ikke læst, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde og sagde, at manden skal forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét? Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”
„Hvordan kan det så være, at Moses har sagt, at en mand godt må skille sig fra sin kone, når bare han giver hende et skilsmissebrev?” fortsatte farisæerne.
„Den indrømmelse gav Moses på grund af menneskers uforsonlige holdning, men det var ikke Guds mening fra begyndelsen,” svarede Jesus. „Det siger jeg jer: Hvis en mand skiller sig fra sin kone af nogen anden grund end utroskab fra hendes side og derefter gifter sig med en anden, så er han skyldig i ægteskabsbrud over for den første.”
„Så er det nok bedre aldrig at gifte sig!” udbrød disciplene. „Det er ikke enhver, som kan forstå og tage til sig, hvad jeg siger, kun hvem det er givet,” svarede Jesus. „Der er nogle, som forbliver ugifte, fordi de fra fødslen af er ude af stand til at fuldbyrde et ægteskab, og andre, fordi mennesker har gjort dem ude af stand til det. Endelig er der nogle, der afstår fra ægteskab for Guds riges skyld. Den, som kan forstå det, kan tage det til sig.”
Derefter bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle lægge hænderne på dem og velsigne dem. Disciplene ville jage dem bort, men Jesus sagde: „Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige.” Så lagde han hænderne på dem og velsignede dem. Derefter brød de alle op og gik videre.
Så kom der en mand og spurgte: „Mester, sig mig: Hvad godt skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?”
„Hvorfor spørger du mig om det gode?” svarede Jesus. „Der er jo kun én, der er god, nemlig Gud selv. Men hvis du ønsker at gå ind til livet, så hold Guds bud.”
„Hvilke bud tænker du på?” spurgte manden.
„Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du skal ære din far og din mor – og du skal elske din næste som dig selv.”
„Dem har jeg overholdt alle sammen,” svarede den unge mand. „Er der mere, jeg skal gøre?”
„Hvis du virkelig vil opnå det fuldkomne liv, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom – og kom så og følg mig!”
Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet sin vej. Han var nemlig meget rig.
Så sagde Jesus til disciplene: „Det siger jeg jer: Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom. Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”
Disciplene var dybt rystede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de. Jesus så på dem og sagde: „Det kan intet menneske opnå af sig selv, men Gud kan gøre alt.”
„Men vi har forladt alt for at følge dig. Hvad får vi så ud af det?” spurgte Peter.
Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Når Menneskesønnen sidder på sin herlighedstrone i den kommende verden, så skal I, mine disciple, sidde på 12 troner og regere over Israels 12 stammer. Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig, skal få det 100 gange igen – og de skal få det evige liv! Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”
Nogen tid senere skete det, at kongens hofbager og hans mundskænk forsyndede sig imod ham. Kongen blev så vred, at han satte dem i fængsel, det samme fængsel, hvor Josef var. De sad inde i nogen tid, og fængselsinspektøren satte Josef til at have opsyn med dem.
En nat havde både hofbageren og mundskænken en drøm, og hver drøm havde sin egen betydning. Næste morgen, da Josef kom ind til dem, bemærkede han, at de to mænd virkede mere mismodige end normalt.
„Hvorfor er I så triste i dag?” spurgte han.
„Vi havde nogle underlige drømme i nat,” forklarede de, „men der er ingen, som kan tyde dem for os.”
„Drømmetydning er Guds sag!” sagde Josef. „Fortæl mig, hvad I drømte.”
Først fortalte mundskænken sin drøm: „I drømmen så jeg en vinstok. Den havde tre grene, som begyndte at skyde knopper, og senere fik den blomster. Snart var der også klaser af modne druer på den. Jeg stod med Faraos vinbæger i hånden, så jeg tog drueklaserne og pressede saften ud i bægeret, og rakte det til Farao.”
„Jeg ved godt, hvad den drøm betyder,” sagde Josef. „De tre grene betyder tre dage. Inden tre dage vil Farao føre dig ud af fængslet og give dig dit gamle job tilbage, så du igen rækker ham bægeret som før, da du var hans mundskænk. Når det så går dig godt igen, vil jeg bede dig om at huske mig og lægge et godt ord ind for mig hos Farao, så jeg kan komme ud herfra. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg blev kidnappet fra hebræernes land, og her i Egypten har jeg heller ikke gjort noget, man kunne sætte mig i fængsel for.”
Da hofbageren hørte den positive tydning af den første drøm, fortalte han også sin drøm til Josef. „I drømmen bar jeg tre kurve med brød på hovedet,” sagde han. „I den øverste kurv var der alle mulige slags bagværk til Faraos bord, men fuglene kom og spiste det hele!”
„Nu skal jeg sige dig, hvad den drøm betyder,” sagde Josef. „De tre kurve betyder tre dage. Inden tre dage vil Farao føre dig ud af fængslet – men så vil han hugge hovedet af dig og hænge dig op på en pæl, så fuglene kan komme og æde din krop.”
To dage efter var det Faraos fødselsdag, og han holdt en fest for sine hoffolk. Da lod han sin mundskænk og sin hofbager komme ud fra fængslet. Mundskænken fik sit tidligere embede tilbage, så han igen rakte Farao bægeret. Men bageren lod han henrette, som Josef havde forudsagt. Mundskænken glemte imidlertid alt om Josef i fængslet.
To år senere drømte Farao en nat, at han stod på Nilens bred. Pludselig kom der syv smukke og fede køer op af floden og gav sig til at græsse på flodbredden. Derefter kom der endnu syv køer op af floden, men de var grimme og magre. De stillede sig ved siden af de syv første køer på flodbredden, og de syv grimme og magre køer åd de syv smukke og fede køer. I samme øjeblik vågnede Farao.
Lidt efter faldt han igen i søvn og havde en anden drøm. Denne gang så han syv fulde og modne aks vokse frem på et og samme strå. Pludselig voksede der syv aks mere frem på strået, men de var tynde og helt indtørrede af østenvinden. De visne aks opslugte de fulde aks. Da vågnede Farao og blev klar over, at han havde drømt noget betydningsfuldt.
Drømmene bekymrede ham, så om morgenen sendte han bud efter alle Egyptens vise mænd og drømmetydere og fortalte dem, hvad han havde drømt. Men ingen af dem kunne tyde drømmene for ham. Da tog mundskænken ordet: „Jeg er kommet i tanker om noget, der skete for længe siden,” sagde han til Farao. „Dengang du var vred på hofbageren og mig og kastede os i fængsel, da skete det en nat, at både bageren og jeg havde en drøm, og begge drømme havde en betydning. I fængslet var der en ung hebræisk slave, som arbejdede for livvagtens øverstbefalende. Ham fortalte vi vores drømme, og han tydede dem for os. Og det gik nøjagtig, som han sagde: Jeg fik mit gamle job tilbage, og hofbageren blev henrettet.”
Farao sendte straks bud efter Josef. Han blev hurtigt taget ud af fængslet, blev barberet og fik pænt tøj på. Så blev han ført frem for Farao. „I nat havde jeg en drøm,” begyndte Farao. „Ingen af de her mænd kan tyde den, men jeg har hørt, at du kun behøver at høre en drøm, så kan du tyde den.”
„Jeg kan ikke tyde drømme,” svarede Josef, „men Gud vil åbenbare for Farao, hvad drømmen betyder.”
Så fortalte Farao ham sin drøm. „Jeg stod ved Nilens bred,” sagde han. „Pludselig så jeg syv fede og velplejede køer stige op af floden, og de begyndte straks at græsse på bredden. Bagefter steg der syv magre og forsømte køer op af floden, de var så radmagre, at jeg aldrig har set noget lignende i hele Egypten. Og de magre og grimme køer åd de syv fede køer, men da de havde ædt dem, var de stadig lige magre. Så vågnede jeg.”
„Lidt senere havde jeg endnu en drøm,” fortsatte Farao. „Denne gang så jeg syv fulde og modne aks på et og samme strå. Men lidt efter skød der syv tynde og visne aks frem på strået, helt udtørrede af østenvinden. Og de visne aks opslugte de fulde aks. Jeg har fortalt de to drømme til drømmetyderne, men ingen af dem kunne tyde dem for mig.”
„Begge drømme betyder det samme,” sagde Josef. „Gennem dem har Gud ladet Farao vide, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. De syv fede køer og de syv fulde aks svarer til hinanden. De betyder syv gode år. De syv magre køer og de syv visne aks svarer ligeledes til hinanden. De betyder syv år med hungersnød. Som jeg sagde før, har Gud med disse drømme afsløret for Farao, hvad han vil gøre i den nærmeste fremtid: I de næste syv år vil hele Egypten opleve stor overflod, men bagefter kommer der en syvårig periode med hungersnød, og man vil glemme, at der var overflod i Egypten. Hungersnøden vil hærge hele jorden. Man vil glemme overfloden, fordi hungersnøden bliver så hård. At Farao drømte to gange, betyder, at Guds beslutning står fast og at det, han har vist Farao, snart vil ske. Derfor vil jeg foreslå, at Farao finder en klog og dygtig mand og lader ham administrere et landsomfattende projekt. Udnævn derefter embedsmænd i alle distrikter med ansvar for at indsamle en femtedel af alt høstudbyttet i de syv gode år. Lad dem indsamle høstudbyttet og oplagre det i de aflåste kongelige kornmagasiner i byerne. På den måde vil der være nok at spise, når de syv års hungersnød kommer over Egypten, og en sultkatastrofe kan afværges.”
Farao og hans embedsmænd syntes godt om Josefs forslag, og Farao udbrød: „Hvem er vel bedre egnet til opgaven end Josef? Han er jo fyldt med Guds Ånd!” Så vendte Farao sig mod Josef og sagde: „Siden Gud har åbenbaret drømmenes betydning for dig, må du være den klogeste mand i landet. Derfor giver jeg dig ansvar for mit palads og udnævner dig til at lede det store projekt. Dit ord skal være lov i Egypten. Kun jeg selv skal stå over dig. Jeg gør dig hermed til guvernør og øverste leder for hele Egypten.” Så tog Farao sin signetring af og satte den på Josefs finger som et tegn på hans autoritet. Han gav ham også smukke klæder og hængte den kongelige guldkæde om hans hals. Farao gav ham tilmed sin næstbedste vogn at køre i. Hvor som helst Josef kom frem, blev der råbt: „Giv plads!”
Således gjorde Farao Josef til øverste leder i Egypten, og han sagde til ham: „Jeg, Farao, konge af Egypten, sværger herved, at ingen i hele Egypten må foretage sig noget som helst uden din tilladelse.” Farao gav ham også et egyptisk navn: Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til kone. Hun var en datter af Potifera, der var præst for solguden Ra i Heliopolis. Josef fik således ansvar for hele Egypten. Han var 30 år gammel, da han kom i kong Faraos tjeneste, og han rejste omkring i hele Egypten for at inspicere landet.
De følgende syv år var der ganske rigtigt rekordhøst over alt i Egypten. I løbet af de syv år tog Josef en del af alt, hvad der blev høstet i Egypten, og oplagrede det i de kongelige kornmagasiner i byerne. Som årene gik, fyldtes kornmagasinerne til overflod. Der var så meget korn, som der er sand på stranden, så til sidst opgav man helt at holde regnskab med, hvor meget der var.
I den periode – altså inden hungersnøden kom – fik Josef og Asenat, præsten Potiferas datter, to sønner. Josef kaldte sin ældste søn Manasse, for han sagde: „Gud har ladet mig glemme min familie og al min ulykke.” Sin anden søn kaldte han Efraim, for han sagde: „Gud har gjort mig rig her i det land, hvor jeg har lidt så meget.”
Så endte de syv overflodsår, og hungersnødens syv år begyndte, nøjagtig som Josef havde forudsagt. Hungersnøden ramte alle lande, men i Egypten var der masser af korn i reservelagrene. Da nu egypterne begyndte at sulte, bad de Farao om mad. Men Farao sagde: „Henvend jer til Josef, og gør som han siger.”
Så da hungersnøden blev rigtig alvorlig, åbnede Josef for kornmagasinerne og solgte korn til egypterne. Også folk fra de omliggende lande kom til Egypten for at købe korn af Josef, for der var streng hungersnød i hele verden.
Er du der, når bjerggeden føder sine kid,
eller når rådyret får unger?
Ved du, hvor længe de går drægtige,
hvornår tiden kommer, hvor de føder deres unger?
De lægger sig og føder uden din hjælp,
de regner ikke veerne for noget.
Ungerne trives og vokser op
og forlader deres mor, når tiden er inde.
Hvem gav vildæslet sin frihed,
så det ikke skulle trælle for mennesket?
Jeg gav det vildmarken til bolig,
den salte slette blev dets hjem.
Det holder sig borte fra byens larm,
ingen mennesker driver dem af sted.
Dets føde vokser på bjergene,
dér finder det alle slags urter.
Er bøflen villig til at arbejde for dig?
Giver du den korn ved din krybbe?
Kan du få den til at pløje dine marker,
kan du tæmme dens vældige kræfter,
så den gør det hårde arbejde for dig?
Vil den bringe din høst i hus
og trække dit korn til tærskepladsen?
Strudsen skriger op og basker fornøjet med vingerne,
men har ingen svingfjer som den omsorgsfulde stork.
Den lægger sine æg på jorden
og lader det varme sand ruge dem ud.
Den ænser ikke, at et menneske kunne træde på dem,
eller at et vildt dyr kunne ødelægge dem.
Den er hård ved sine unger, som om de ikke var dens egne,
den bekymrer sig ikke, om de lever eller dør,
for Gud gav den ikke visdom,
hverken forstand eller fornuft.
Når den rejser sig for at løbe,
ler den af både hest og rytter.
Var det dig, der gav hesten dens kræfter,
klædte dens nakke med en flagrende manke?
Lærte du den at springe som en græshoppe?
Dens prusten og vrinsken indjager skræk.
Den stamper i jorden for at vise sin styrke,
den er klar til at gå i kamp mod fjendens hær.
Den går frygtløs i krig,
vender ikke om, når den står over for et sværd.
Pilekoggeret rasler,
lanser og spyd glimter i solen.
Når signalhornet kalder til kamp,
farer den af sted i strakt galop,
for den hører krigslarmen på lang afstand
og opfanger de fjerne kommandoråb.
Har du lært høgen at flyve,
at ride på vinden, når den trækker mod syd?
Befalede du ørnen at stige så højt
og bygge sin rede på klippens top?
Dens hjem er på bjergets tinde,
på det solide klippefremspring,
hvorfra den spejder langt omkring,
til den får øje på sit bytte.
Den lever af dræbte dyr,
dens unger æder det blodige kød.”
Herren fortsatte:
„Er du stadig parat til at anklage mig?
Vil du fortsat belære den almægtige Gud?”
Da svarede Job:
„Hvad kan lille jeg sige til den almægtige Gud?
Nej, nu vil jeg holde mund.
Jeg har allerede sagt for meget
og har ikke mere at sige.”
Da talte Herren igen til Job fra stormvejret:
„Du plejer ikke at være bange for en ordduel.
Svar nu på de spørgsmål, jeg stiller.
Beskylder du mig for at være uretfærdig,
for at du på den måde kan bevise din uskyld?
Stiller du dig på højde med mig?
Kan du også tale med tordenrøst?
Nuvel, så rejs dig med pomp og pragt
og stå i din magtfulde værdighed.
Lad så din retfærdige vrede komme til udtryk,
så du kan ydmyge alle de hovmodige.
Skær dem ned med dit vrede blik
og tvær de onde ud på stedet.
Sørg for at få dem lagt i graven,
spær dem inde i dødens rige.
Hvis du kan gøre det, vil jeg ære dig,
for så har du også magt til frelse dig selv.
Se engang på behemot, som jeg skabte, tillige med dig.
Den æder græs som en ko.
Se dens stærke midterparti
og de enorme mavemuskler.
Dens hale er som et cedertræ,
benenes sener er som spændte strenge.
Dens knogler er som bronzerør,
benene som søjler af jern.
Den er det mægtigste dyr, jeg har skabt,
og kun dets Skaber har større magt.
Den finder sin føde på bakkerne,
hvor alle de vilde dyr boltrer sig.
Den ligger i skjul under lotusbladene
og gemmer sig mellem sivene.
Lotusplanterne dækker over den,
og poplerne langs floden giver den skygge.
Den er ikke bange for de brusende vande,
når Jordanfloden strømmer imod den.
Hvordan vil du fange den?
Med en krog gennem næsen?
Er din magt større end Livjatans?
Kan du få den til at bide på krogen
eller fange den med en løkke om snuden?
Kan du trække et reb gennem dens næse
eller stikke en krog i kæben på den?
Kan du få den til at bede om nåde,
tigge dig om at have medlidenhed?
Vil den love at arbejde for dig,
så du kan gøre den til slave på livstid?
Vil du lege med den som med en fugl
eller lade dine piger gå med den i snor?
Kan du sælge den på fiskemarkedet,
skåret i småstykker til køberne?
Kan dit spyd gennembore dens skind
eller harpuner såre dens hoved?
Hvis du forsøger at fange den, bliver der voldsom kamp.
Sådan noget prøver man kun én gang.
Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’
Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem – men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. De tog deres penge, men begyndte at protestere: ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’
‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”
Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”
Nu nærmede Jesus og hans følge sig opstigningen til Jerusalem. Derfor tog han undervejs de 12 disciple til side. „Når vi kommer til Jerusalem,” sagde han, „vil Menneskesønnen blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde. De vil dømme mig til døden. Derefter bliver jeg udleveret til romerne. Jeg bliver hånet og pisket og til sidst korsfæstet. Men på den tredje dag vil jeg blive oprejst fra de døde.”
Kort efter kom Jakob og Johannes og deres mor hen til Jesus. Moderen knælede ned foran ham og ville bede ham om noget.
„Hvad vil du?” spurgte Jesus.
„Lov mig, at mine to sønner får hæderspladserne til højre og til venstre for dig, når dit rige bliver oprettet.”
„I ved ikke, hvad I forlanger,” svarede Jesus. Henvendt til Jakob og Johannes fortsatte han: „Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme?”
„Ja, det kan vi!”
„Godt, I skal få lov at tømme det samme bæger. Men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Min himmelske Far har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”
De ti andre disciple blev vrede, da de hørte, hvad de to brødre havde anmodet om. Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. Menneskesønnen kom jo heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”
Da Jesus og disciplene var på vej ud af Jeriko, var der mange mennesker, som fulgte med dem. Der sad to blinde mænd ved vejkanten, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, begyndte de at råbe: „Herre, du Davids Søn, forbarm dig over os!”
Folk skældte dem ud og sagde, at de skulle tie stille. Men de råbte, så højt de kunne: „Herre, du Davids Søn, forbarm dig over os!”
Jesus standsede op. „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?”
„Herre, vi vil så gerne kunne se!” Jesus fik dyb medlidenhed med dem og rørte ved deres øjne. Straks fik de synet igen og fulgte ham.