Udspred ikke falske rygter. Giv ikke den skyldige medhold ved at give falske vidneudsagn. Lad dig ikke presse af mængden til at gøre uret. Når du er vidne i retten, så hold dig til sandheden, selv når det er upopulært. Du må heller ikke tage den svages parti, blot fordi han er svag.
Hvis din fjendes ko eller æsel er sluppet løs, og du opdager det, skal du aflevere dyret til dets ejermand. Hvis du ser, at din fjendes æsel er faldet under sin byrde, må du ikke lade ham i stikken, men hjælpe ham med at læsse byrden af.
At en mand er fattig, giver dig ingen ret til at behandle ham uretfærdigt. Hold dig fra falske anklager, og døm aldrig en uskyldig eller ærlig person til døden. Jeg vil ikke frikende den skyldige.
Tag ikke imod bestikkelse, for bestikkelse får folk til at lukke øjnene for sandheden og modvirker, at retfærdigheden kan ske fyldest.
Undertryk ikke de udlændinge, som bor iblandt jer. I ved, hvordan det føles at være fremmed i et land, for I var selv fremmede i Egypten.
Du kan tilså dine marker og høste din afgrøde seks år i træk, men lad din jord ligge brak det syvende år, så de fattige i landet kan høste, hvad der kommer op af sig selv, og så de vilde dyr kan æde, hvad der bliver tilovers. Det samme gælder for dine vingårde og olivenlunde.
Du kan arbejde i seks dage, men på den syvende dag skal du hvile, så dine okser og æsler kan komme til kræfter, og dine slaver og de fremmede kan få hvilet ud.
Vær omhyggelig med at gøre nøjagtig, som jeg har sagt. Tilbed aldrig andre guder, nævn end ikke deres navne.
Tre gange om året skal I fejre højtid for mig.
I skal fejre de usyrnede brøds højtid til den fastsatte tid i aviv måned, den måned, da I forlod Egypten. I syv dage skal I spise brød bagt uden surdej, sådan som jeg tidligere har befalet jer. Alle skal være med til at bringe mig et påskeoffer.
Dernæst er der festen for kornhøsten, hvor I skal bringe mig et høstoffer fra markens første afgrøde.
Til sidst kommer festen for frugthøsten, efter at I har fået den sidste høst fra jeres marker og frugthaver i hus.
Disse tre gange om året skal alle mænd i Israel træde frem for mit ansigt, for jeg er jeres herre og jeres Gud.
I må ikke ofre blodet fra et slagtoffer sammen med syrnet brød, og fedtet fra et festoffer må ikke gemmes til næste morgen.
Bring det bedste af den første høstafgrøde til Herrens, jeres Guds, hus.
I må ikke koge et gedekid i dets mors mælk.
Jeg vil sende min engel med jer, og han skal føre jer til det land, jeg har beredt for jer. Han vil gå foran jer og beskytte jer. Hør godt efter, hvad han siger, og vær ikke ulydige imod ham, for han repræsenterer mig, og han vil ikke tolerere ulydighed. Men hvis I omhyggeligt adlyder ham, så I følger mine instrukser, vil jeg altid være med jer i kampen mod jeres fjender. Han skal gå foran jer og føre jer til amoritternes, hittitternes, perizzitternes, kanaʼanæernes, hivvitternes og jebusitternes land. Og jeg vil udrydde disse folk, så I kan tage landet i besiddelse.
I må under ingen omstændigheder tilbede disse folks guder eller ofre til dem eller overtage nogen af deres religiøse og kulturelle skikke, men I skal besejre dem og ødelægge deres afgudsstøtter. I skal udelukkende tilbede Herren, jeres Gud, så vil jeg give jer rigeligt med føde og vand og beskytte jer imod sygdom. Jeres kvinder vil alle kunne få børn, ingen vil abortere, og I vil alle få et godt og langt liv.
Frygt og rædsel vil ramme de folk, hvis land I invaderer, så de flygter under jeres fremmarch. Jeg vil skabe panik iblandt dem og drive hivvitterne, kanaʼanæerne og hittitterne bort foran jer. Men jeg vil ikke udrydde dem alle af landet det første år, for så ville markerne komme til at ligge brak, og de vilde dyr ville tage overhånd. Jeg vil derimod drive dem ud lidt ad gangen, indtil jeres befolkningstal er stort nok til, at I kan overtage landet. Jeg vil lade landets grænser strække sig fra Det Røde Hav til Middelhavet og fra ørkenen mod syd til Eufratfloden mod nord. Jeg vil overgive folkene, der bor i landet, i jeres hænder, og I skal drive dem på flugt foran jer. I må ikke lave fredsaftaler med dem eller have noget som helst med deres guder at gøre. De må ikke blive boende iblandt jer, for så vil de friste jer til at synde imod mig ved at tilbede deres guder.”
Til sidste sagde Herren til Moses: „Kom op til mig igen sammen med Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ledere. De skal tilbede mig på afstand, og ingen må komme mig nær undtagen dig, Moses. Ingen af folket må komme op på bjerget overhovedet.”
Da Moses var nået ned igen og havde oplyst hele Israels folk om alle de befalinger og forordninger, som Herren havde givet ham, svarede de enstemmigt: „Vi vil adlyde Herrens ord til punkt og prikke!”
Moses havde skrevet alle instruktionerne ned, og tidligt næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste 12 sten rundt om det, én for hver af Israels 12 stammer. Så satte han nogle af de unge mænd til at samle brænde og slagte unge tyre som brændofre og fællesskabsofre til Herren. Og han tog halvdelen af blodet fra dyrene og hældte det i offerskålene. Den anden halvdel stænkede han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op for folket. Og folket gentog: „Vi lover at adlyde Herrens ord til punkt og prikke!”
Moses tog da blodet fra offerskålene og stænkede det ud over folket. „Det her er pagtsblodet,” sagde han. „Det blod besegler den pagt, som Herren har oprettet med jer ved at give jer alle disse instruktioner.”
Derefter gik Moses, Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ledere op på bjerget. Der så de Israels Gud, og under hans fødder var der noget, der lignede en belægning af safirer, så klar som himlen. Men selv om folkets ledere så Gud, udryddede han dem ikke. De spiste og drak i Herrens nærvær.
Herren sagde til Moses: „Kom højere op på bjerget, kom op til mig og vent. Så vil jeg give dig de befalinger, jeg har nedskrevet på stentavler, og som du skal lære folket at adlyde.” Så gik Moses sammen med sin medhjælper Josva højere op ad Guds bjerg. Forinden havde han sagt til Israels ledere: „Bliv her og vent på os, til vi kommer tilbage. Hvis der opstår problemer, mens jeg er væk, kan I rådføre jer med Aron og Hur, som er her sammen med jer.”
Da Moses og Josva var på vej op ad bjerget, sænkede en sky sig over bjergets top. Herrens herlighed hvilede over Sinaibjerget, og skyen dækkede det i seks dage. På den syvende dag kaldte Herren på Moses fra skyen. Og israelitterne ved bjergets fod så et fantastisk syn: Herrens herlighed lignede et flammehav på bjergets top. Moses gik nu alene endnu højere op og forsvandt ind i skyen. Og han var på bjerget i 40 dage.
En sang af David og en bøn til Herren om nåde.
Herre, straf mig ikke i vrede,
irettesæt mig ikke i harme.
Dine pile sidder dybt i mig,
din straffende hånd hviler tungt på mig.
Min krop sygner hen på grund af din vrede,
mit helbred er nedbrudt som følge af synd.
Min skyld vokser mig over hovedet,
min syndebyrde er ikke til at bære.
Mine sår er betændte og stinker
på grund af min tåbelige synd.
Jeg er nedtrykt og meget bedrøvet,
dagen igennem sørger jeg dybt.
Det føles som ild i mit indre,
hele min krop er syg af feber.
Jeg er lamslået og knust,
stønner i fortvivlelse og smerte.
Herre, du ved, hvad jeg længes efter!
Du hører alle mine suk.
Mit hjerte hamrer, min styrke er borte,
mine øjne har mistet deres glans.
Min lidelse holder slægt og venner borte,
mine kære holder sig på afstand.
Mine fjender stiller fælder for mig,
de, som ønsker mig død, lægger onde planer.
De har altid kun forræderi i tanke.
Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
som en stum, der ikke kan tale.
Jeg lader, som om jeg ikke hører,
undlader at svare på spørgsmål.
Jeg venter på, at du gør noget, Herre.
Jeg længes efter at få et svar, min Gud.
Lad ikke mine fjender hovere over min tilstand,
eller glæde sig over at se mig falde.
Jeg er på randen af et sammenbrud,
jeg lider af konstante smerter.
Men jeg vil bekende min synd
og angre det onde, jeg har gjort.
Mange er imod mig uden årsag,
mange hader mig uden grund.
De gengælder godt med ondt.
De er imod mig, fordi jeg ønsker at gøre det gode.
Herre, lad mig ikke i stikken,
hold dig ikke borte fra mig.
Skynd dig at gribe ind,
hjælp mig, min Herre og Frelser!
Til korlederen Jedutun: En sang af David.
Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
Til korlederen: En sang af David.
Jeg satte al min lid til Herren,
og han bøjede sig og hørte mit råb.
Han løftede mig op fra afgrunden,
op af den mudrede sump.
Han stillede mig på et sikkert sted,
gav mig fast grund under fødderne.
Han gav mig en ny sang at synge,
en lovsang til ære for Gud.
Mange skal høre, hvad Herren har gjort,
og med ærefrygt sætte deres lid til ham.
Lykkelige er de mennesker,
som sætter deres lid til Herren
og ikke søger hjælp hos de stolte og selvsikre,
hos dem, der bygger deres liv på en løgn.
Mange mirakler har du gjort for os, Herre.
Du har gennemført dine underfulde planer.
Ingen kommer op på siden af dig.
Jeg ville gerne fortælle om alle dine undere,
men de er for mange til at tælles.
Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
men du har givet mig ører til at høre med.
Brændofre og forsoningsofre har du ikke behag i.
Da sagde jeg: „Se, jeg er parat!
Der står skrevet om mig i bogrullen,
og jeg ønsker at gøre din vilje, Gud.
Din lov er skrevet i mit hjerte.”
I dit folks forsamling
har jeg fortalt om din godhed.
Jeg har ikke holdt munden lukket,
det ved du, Herre.
Din godhed har jeg ikke holdt hemmelig,
jeg har fortalt om din frelse.
Din trofasthed, nåde og sandhed
har jeg forkyndt for folkets forsamling.
Måtte din barmhjertighed vare ved, Herre.
Må din kærlighed og trofasthed altid omslutte mig,
for jeg har mange problemer, jeg ikke kan overskue.
De tårner sig op omkring mig.
Mine synder overvælder mig,
så jeg ikke kan se andet end dem.
De er utallige som hårene på mit hoved,
og alt mit mod er forsvundet.
Herre, vær mig nådig og frels mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
Lad dem, som vil slå mig ihjel,
blive forlegne og flove.
Lad dem, som ønsker at gøre mig fortræd,
blive tvunget til at trække sig tilbage.
Lad dem, som håner mig,
selv blive ydmyget og hånet.
Må alle, som søger hjælp hos dig,
opleve glæde og lykke.
Må de, som oplever din hjælp,
dag efter dag sige: „Herren er stor!”
Jeg er svag og værgeløs,
men du har ikke glemt mig, Herre!
Du er den, der redder og befrier mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
Der var igen samlet en masse mennesker omkring Jesus, og de havde ikke noget at spise. Jesus kaldte så på disciplene. „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. Hvis jeg sender dem af sted uden at give dem noget, kan de falde om af udmattelse på vejen hjem. Nogle af dem er jo kommet langvejsfra.”
„Men det er da umuligt at skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.
„Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus.
„Syv,” svarede de.
Så fik han folk til at sætte sig på jorden. Derefter tog han de syv brød, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, der så delte mad ud til folkemængden. Der var også nogle småfisk, som Jesus bad en takkebøn for, hvorefter han gav dem til disciplene, for at de skulle dele dem ud. Alle spiste og blev mætte, og da resterne blev samlet sammen, fyldte de syv store kurve. Tallet på de tilstedeværende mænd var ca. 4000. Efter måltidet fik han dem alle til at gå hjem.
Umiddelbart efter gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og de sejlede til egnene ved Dalmanuta.
Da farisæerne der på stedet fik at vide, at Jesus var kommet, gik de hen for at diskutere med ham. De bad ham om at gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var kommet fra Gud. På den måde ville de sætte ham på prøve.
Jesus sukkede dybt i sin ånd: „Visse mennesker forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men det siger jeg jer: Sådanne mennesker får ikke noget tegn at se!”
Sammen med sine disciple forlod Jesus nu de vantro farisæere, gik op i båden og sejlede over til den anden side af søen.
Disciplene havde glemt at tage mere brød med, så de havde kun ét brød med sig i båden. Så da Jesus advarede dem og sagde: „Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra Herodes og farisæerne,” begyndte de at diskutere, om han havde sagt det, fordi de ikke havde brød nok med.
Jesus var klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med?” sagde han. „Fatter I endnu ikke alt det, som allerede er sket? Har I ikke øjne at se med? Har I ikke ører at høre med? Har I allerede glemt det, der skete med de 5000, jeg bespiste med fem brød? Hvor mange kurve med brødrester samlede I ind bagefter?”
„Tolv,” svarede de.
„Og da jeg bespiste de 4000 med syv brød, hvor meget blev der da tilovers?”
„Syv kurvfulde,” svarede de.
„Fatter I stadig ingenting?”
Da de ankom til Betsajda, kom folk med en blind mand og bad Jesus røre ved ham og helbrede ham. Jesus tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen. Så spyttede han på den blinde mands øjne og lagde hænderne på dem. Derefter tog han hænderne væk igen og spurgte: „Kan du se noget nu?”
Manden så sig omkring. „Ja, jeg kan vist se nogle mennesker, for der er noget ligesom træer, der går omkring.”
Jesus lagde igen hænderne over mandens øjne, og nu blev hans syn normalt, så han kunne se alt tydeligt. Derpå sendte Jesus ham hjem, idet han sagde: „Lad være med at sige det til nogen i landsbyen.”
Jesus og disciplene forlod nu Galilæa og satte kursen mod landsbyerne omkring Cæsarea Filippi. Undervejs spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?”
„Nogle mener, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, du er Elias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”
„Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”
Peter svarede: „Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!”
Jesus advarede dem dog imod at fortælle det til nogen.
Derefter gav Jesus sig til at fortælle dem om de lidelser, der ventede ham. „De vil forkaste mig alle sammen,” sagde han, „både ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere. Til sidst dræber de mig – men på den tredje dag står jeg op fra de døde.”
Jesus talte frit ud om det, men Peter trak ham til side og prøvede at tale ham fra det. Da drejede Jesus omkring og så på sine disciple, mens han irettesatte Peter: „Gå væk fra mig, Satan! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”
Jesus kaldte nu disciplene og folkemængden hen til sig og sagde: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet. De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der mister livet, fordi de holder fast ved mig og mit budskab, vil få det evige liv. Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? Hvis I fornægter mig og mine ord, når I står over for denne verdens vantro og syndige mennesker, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars herlighed sammen med de hellige engle.”
Herren sagde til Moses: „Sig til israelitterne, at de skal bringe mig en offergave, alt efter hvad enhver får på hjerte at give. Du skal tage imod gaverne, som kan bestå af guld, sølv eller bronze, blåt, violet eller purpurrødt garn, fintvævet linned, gedehår, rødfarvede vædderskind, kraftigt læder, akacietræ, olivenolie til lamperne, aromatiske stoffer til salveolien og til røgelsen, onykssten eller andre ædelsten til at sætte på den hellige vest og på brystklædet. Jeg ønsker, at I skal bygge et helligt sted til mig, og det skal være min bolig iblandt jer. I skal bygge og indrette min bolig nøjagtigt efter den plan, jeg vil vise dig.
Lav en ark, en kasse af akacietræ, 112 cm lang, 67 cm bred og 67 cm høj. Belæg den med rent guld både indvendig og udvendig og lav en pynteliste af guld hele vejen rundt. Støb fire bæreringe af guld og fastgør dem forneden ved kassens fire hjørner, to på hver side. Lav derefter to bærestænger af akacietræ belagt med guld, og stik stængerne gennem ringene på siden af arken, så den kan bæres. Bærestængerne må aldrig tages ud af ringene. Når arken er færdig, skal I lægge de stentavler i den, som jeg vil give dig, og på hvilke de ti bud er skrevet.
Lav så et låg til arken, forsoningsstedet, af rent guld. Det skal være 112 cm langt og 67 cm bredt. Lav to keruber af udhamret guld og placer dem på hver sin ende af låget, så de går ud i ét med det. De to keruber skal vende ansigtet mod hinanden og se ned på forsoningsstedet, og deres vinger skal være udbredt over det. Læg stentavlerne, som jeg vil give dig, i arken og placer låget ovenpå arken. Det er der, over forsoningsstedet mellem keruberne, jeg vil mødes med dig og tale til dig og give dig alle de befalinger, som angår mit folk Israel.
Lav derefter et bord af akacietræ, som skal være 90 cm langt, 45 cm bredt og 67 cm højt. Belæg det med rent guld og lav en pynteliste af guld hele vejen rundt. Sæt en kant så bred som en hånd hele vejen rundt om bordpladen, og sæt en liste af guld udenpå. Støb fire guldringe og fastgør ringene på benenes yderside lige under kantlisten. De er beregnet til bærestængerne. Lav to stænger af akacietræ belagt med guld. Lav derefter tallerkener og fade samt kander og skåle, der skal bruges til drikofferet. Lav det hele af guld. Og sørg for, at de hellige brød altid er lagt frem på bordet foran mig.
Lav dernæst en lysestage af rent, udhamret guld. Hele stagen og dekorationerne på den skal være lavet i ét stykke. Den skal have en fod, en stamme, lampeholdere og diverse blomsterudsmykninger. Fra stammen skal der udgå seks grene, tre på hver side, og hver gren skal være dekoreret med tre mandelblomster med knopper og kronblade. Stammen selv skal være dekoreret med fire mandelblomster med knopper og kronblade, en blomst i toppen og en blomst under hvert af de tre sæt grene. Hele lysestagen med dekorationer, stamme og grene skal være lavet i ét stykke udhamret guld. Lav derefter syv lamper til lysestagen og placer dem, så de lyser fremefter. Lav ligeledes vægetænger og vægebakker af rent guld. Til lysestagen og dens nødvendige tilbehør skal du beregne 30 kilo rent guld. Vær omhyggelig med at lave det hele i overensstemmelse med den plan, jeg viser dig her på bjerget.
Den hellige bolig skal have en teltdug lavet af ti stykker fintvævet linned med blå, violette og purpurrøde broderier på. Du skal få en dygtig tekstilkunstner til at lave billeder af keruber på dem. Alle de ti stykker skal have samme mål: 12,6 m i længden og 1,8 m i bredden. Sy stykkerne sammen fem og fem langs siden, så der bliver to store stykker. Lav derefter nogle løkker af blåt garn i kanten af den sidste bane på hvert af de to sammensyede stykker, så de kan hægtes sammen. Der skal være 50 løkker på hvert stykke lige over for hinanden. Lav dernæst 50 guldkroge, som skal sættes i de 50 par løkker. På den måde kan den hellige bolig dækkes af én inderteltdug.
Yderteltdugen skal laves af gedehårstæpper. Der skal være 11 tæppebaner i alt, hver af dem 13,5 m i længden og 1,8 m i bredden. Sy de fem tæppebaner sammen til ét stykke, og de seks til et andet stykke. Den sjette tæppebane skal ligge dobbelt over indgangen til boligen. Sæt derefter 50 løkker i hver af de yderste baner på de to store tæpper, så de kan hægtes sammen med 50 bronzehægter. På den måde bliver de to stykker sat sammen til ét. Yderteltdugen vil rage ud over inderteltet med en halv tæppebane ved bagsiden. På de to langsider vil det yderste dække rage 45 cm ud over det inderste.
Dernæst skal du lave endnu to lag som yderligere tagbeklædning, det nederste af rødfarvede vædderskind og det øverste af kraftigt læder.
Boligens vægge skal bestå af akacietræsmoduler. Hvert modul skal være 4,5 m højt og 67 cm bredt og have en tap ved hver side forneden til at samle modulerne med. Sådan skal alle panelerne laves. Lav 20 moduler til boligens sydside og 40 sokler af sølv, to sokler under hvert modul. Nordsiden skal også bestå af 20 moduler med tilsvarende 40 sokler af sølv, to sokler under hvert modul. Vestsiden skal have seks almindelige moduler og et smallere modul i hvert hjørne. Hjørnemodulerne skal kunne samles ved hjælp af beslag forneden og en ring foroven. Det vil sige, at der i vestsiden af boligen er otte moduler og 16 sokler af sølv, to sokler for hvert modul.
Lav derefter 15 tværstænger af akacietræ til at sikre rækken af moduler, fem tværstænger til hver af boligens tre trævægge, både de to lange sidevægge og den kortere endevæg. De tværstænger som ligger i midten, halvvejs oppe ad væggen, skal gå i hele væggens længde. Belæg modulerne med guld og støb guldringe, som stængerne kan sidde fast i. Belæg ligeledes tværstængerne med guld. Rejs boligen på den måde, jeg har vist dig her på bjerget.
Til boligens indre skal du lave et forhæng af fintvævet linned, og du skal få en dygtig tekstilkunstner til at brodere keruber på forhænget med blåt, violet og purpurrødt garn. Lav så fire akaciestolper belagt med guld og med kroge øverst oppe af guld. Stolperne skal stå inde i boligen på fire sokler af sølv. Forhænget skal så hænge i guldkrogene på stolperne. Bag forhænget skal du stille arken med stentavlerne, hvorpå Guds bud er skrevet. Forhænget skal således adskille det hellige, yderste rum i boligen, og det allerhelligste, inderste rum.
Læg derefter forsoningslåget på plads oven på arken i det allerhelligste rum. Placer bordet og lysestagen på den anden side af forhænget i det hellige rum, bordet langs den nordlige væg og lysestagen ved den sydlige væg.
Til at lave forhænget ved boligens indgang skal du bruge fintvævet linned og give en dygtig tekstilkunstner frie hænder til at udsmykke forhænget med blåt, violet og purpurrødt garn. Ved hjælp af guldkroge skal du hænge forhænget op på fem akaciestolper belagt med guld, og støb fem sokler af bronze til stolperne.
Til korlederen: En sang af David.
Gud velsigner dem, der tager sig af de svage,
han hjælper dem, når de selv får problemer.
Han beskytter dem og holder dem i live,
han velsigner dem i landet
og redder dem fra fjendens angreb.
Når de er syge, tager han sig af dem
og helbreder dem fra alle deres sygdomme.
„Herre,” bad jeg, „jeg har syndet imod dig,
men vær nådig og helbred mig.”
Fjenderne siger med skadefryd: „Gid han snart må dø
og hans navn blive glemt for altid!”
Når de kommer og besøger mig,
tager de en venlig maske på,
men de samler stof til de rygter,
som de går rundt og spreder.
De, der hader mig, tænker det værste
og håber, at jeg snart er død og borte.
„Det er en alvorlig sygdom,” hvisker de til hinanden.
„Han kommer sig aldrig igen.”
Selv min nære ven, som jeg stolede på,
og som jeg spiste sammen med,
bekæmper mig.
Herre, vær nådig og helbred mig,
så jeg kan gengælde dem, hvad de har gjort imod mig.
Du har ikke ladet fjenden sejre over mig.
Derfor ved jeg, at du holder af mig.
Du har bevaret mig, fordi jeg var oprigtig,
og du vil altid lade mig leve i din nærhed.
Lovet være Herren, Israels Gud,
fra evighed og til evighed.
Amen, amen.
Til korlederen: En visdomssang af Koras slægt.
Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
Men hvorfor være så nedtrykt?
Hvorfor det triste tankemylder?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
Gud, tag dig af min sag,
red mig fra ugudelige mennesker.
Frels mig fra falske og onde folk.
For du er min tilflugt, Gud!
Hvorfor har du forkastet mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
Send dit lys og din sandhed,
så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
til Zions hellige bjerg.
Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
Oh, Gud, min Gud!
Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme blive åbenbaret med kraft.”
Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus.
„Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”
Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede.
Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”
Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus.
På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, før han var genopstået fra de døde. De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde.
Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”
Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt. Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?”
Da de kom ned fra bjerget, så de, at der stod en stor flok mennesker omkring de øvrige ni disciple, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. Da folkemængden så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. Så spurgte Jesus dem: „Hvad drejer diskussionen sig om?”
„Mester,” var der en, der råbte, „jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.”
„Åh, I vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.”
De førte drengen derhen, men så snart den onde ånd fik øje på Jesus, hev og sled den i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. Jesus vendte sig mod drengens far: „Hvor længe har han haft det sådan?”
„Fra han var ganske lille,” lød svaret. „Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os – hvis du kan!”
„Hvis jeg kan?” sagde Jesus. „For den, som tror, er alting muligt.”
„Jeg tror!” råbte faderen. „Hjælp mig overvinde min vantro!”
Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: „Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!”
Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og mange mente, at han var død.
Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene – og han blev stående.
Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”
„Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,” svarede han.
Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed, for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”
Disciplene forstod ikke, hvad han mente, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.
De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: „Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”
Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde. Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.
Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: „Enhver, der tager imod sådan et barn, fordi det hører mig til, tager i virkeligheden imod mig. Og den, der tager imod mig, tager imod min Far, som sendte mig.”
Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”
„Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. Den, der ikke er imod os, er for os. Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.
Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.
Hvis din hånd er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd end at blive kastet i Helvedes uudslukkelige ild med begge hænder i behold. Er det din fod, der får dig til at falde fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå haltende ind til det evige liv end at blive kastet i Helvede med begge ben i behold. Er det øjet, der får dig til at falde fra troen, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at blive kastet i Helvede med begge øjne i behold. Det er et sted, hvor ‚ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes.’
Enhver discipel skal renses gennem prøvelsernes ild. Et liv levet i fuld lydighed til Gud er et prisværdigt liv – men et liv uden lydighed er lige så nytteløst som salt, der har mistet sin kraft. Lev med visdom og hold fred med hinanden.”
Du skal bygge et alter af akacietræ med kvadratisk grundflade, 2,25 m langt, 2,25 m bredt og 1,35 m højt. Lav et horn i hvert af alterets fire hjørner, så de går ud i et med alteret og belæg det hele med bronze. De nødvendige redskaber til brug ved alteret skal ligeledes laves af bronze: bakkerne til at fjerne asken i, diverse skovle, stænkeskåle, kødgafler og bakker til gløder. Lav et bronzegitter med en ring i hvert hjørne og placer gitteret under listen, midtvejs nede i alteret. Lav derefter stænger af akacietræ belagt med bronze og stik stængerne gennem ringene på hver side af alteret, så alteret kan bæres. Alteret skal laves som en hul trækasse, nøjagtig som jeg har vist dig på bjerget.
Rundt om boligen skal du lave en forgård, omgivet af en indhegning. Indhegningen skal laves af stolper og fintvævet linned. På sydsiden skal indhegningen bestå af et stykke stof på 45 meters længde. Det skal ved hjælp af sølvkroge hænges op på sølvstænger, der sidder fast på 20 bronzestolper, der hver står på en sokkel af bronze. Indhegningen på forgårdens nordside skal laves på samme måde og bestå af et stykke stof på 45 m, der ved hjælp af sølvkroge og sølvstænger er hængt op på 20 stolper med sokler af bronze. Indhegningen på forgårdens vestside skal være 22,5 m lang med ti stolper og ti sokler. Forgårdens østside, hvor indgangen til boligen er, skal ligeledes være 22,5 m. På begge sider af indgangen skal der være et stykke indhegning på 6,75 m, hver med tre stolper og tre sokler.
Foran indgangen til forgården skal der hænges et 9 m langt stykke stof af fintvævet linned med broderier i blåt, violet og purpurrødt garn. Det skal hænges op på fire stolper med dertil hørende sokler. Alle stolperne hele vejen rundt om forgården skal stå på bronzesokler og forbindes med sølvstænger, og stoffet til indhegningen skal hænges op på sølvstængerne med sølvkroge. Forgårdens mål er altså 45 m i længden og 22,5 m i bredden. Stofindhegningen skal være 2,25 m i højden.
Samtlige redskaber, der bruges i arbejdet ved boligen, inklusive teltpløkkerne til boligen og indhegningen, skal være lavet af bronze.
Befal Israels folk at bringe ren olivenolie til lamperne på den syvarmede lysestage, så de kan blive ved at brænde. Lysestagen skal stå udenfor forhænget til det allerhelligste rum, og Aron og hans sønner skal hver aften og morgen sørge for at gøre lamperne i stand, så de altid er tændt. Det skal være en vedvarende forordning blandt Israels folk fra slægt til slægt.
Din bror Aron og hans sønner, Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar, skal have en anderledes opgave end de andre israelitter. De skal være præster og gøre tjeneste for mig. Lav en særlig dragt til Aron, som viser, at han er indviet til denne tjeneste, smukke klæder, som understreger den værdighed, som er forbundet med præstetjenesten. Du skal forklare de folk, som jeg har givet særlige evner inden for design, at de skal skabe klæder, som vil fremhæve Arons særstilling som præst for mig. De skal fremstille følgende klædningsstykker for at Aron og hans sønner kan tjene mig som præster: brystklædet, den hellige vest, yderkjortler, inderkjortler, turbaner og bælter. Til fremstillingen af dragterne skal bruges fintvævet linned, broderet med guldtråd og blåt, violet og purpurrødt garn.
Den hellige vest skal laves af fintvævet linned, smukt broderet med guldtråd og blåt, violet og purpurrødt garn. Den skal bestå af to stykker, et forstykke og et bagstykke, som skal forbindes med to remme, der går over skuldrene. Der skal laves et livbånd af samme materialer: blåt, violet og purpurrødt garn på fintvævet linned med indlagt guldtråd, og det skal sys i et med den hellige vest og gå rundt om livet. Tag to onykssten og indgraver navnene på Israels 12 sønner på dem. Der skal indgraveres seks navne i fødselsrækkefølge på hver sten. Når du indgraverer navnene, skal du bruge samme teknik, som når man indgraverer en signatur på et segl. Sæt derefter stenene i guldindfatninger og placer dem øverst på den hellige vests remme, for at de kan repræsentere Israels 12 stammer, hvis navne Aron derved frembærer på sine skuldre som en påmindelse overfor Herren. Lav så to guldspænder, der skal sidde foran på remmene, og to kæder af rent, snoet guld, som skal fastgøres i de to guldspænder.
Lav derefter et brystklæde til brug for præsten, når han skal afgøre Guds vilje i en sag. Det skal laves af en dygtig tekstilkunstner, og der skal bruges samme materialer, som blev brugt til den hellige vest, blåt, violet og purpurrødt garn på fintvævet linned med indlagt guldtråd. Brystklædet skal foldes dobbelt og være kvadratisk – et fingerspand på hver led. Fastgør 12 ædelsten på det i fire rækker. Den øverste række skal bestå af en rubin, en topas og en smaragd, den anden række af en granat, en safir og en månesten, den tredje række af en opal, en agat og en ametyst, og den fjerde række af en krysolit, en onyks og en jaspis. De skal alle indfattes i guld. Hver sten skal repræsentere en af Israels stammer, og hver stammes navn skal indgraveres på den respektive sten efter samme teknik, som når man laver segl.
Som før nævnt skal du lave to snoede kæder af rent guld. Lav nu to ringe af guld og fastgør ringene til de to øverste hjørner af brystklædet. Sæt den ene ende af de to guldkæder fast i de to guldringe på brystklædet, mens den anden ende af kæderne skal fastgøres til de to guldspænder foran på den hellige vests to remme. Lav derpå to guldringe mere og fastgør dem på indersiden af brystklædets to nederste hjørner, der vender mod den hellige vest. Lav to tilsvarende guldringe og sæt dem fast nederst på den hellige vests to remme ved sømmen lige over livbåndet. Bind nu brystklædets nederste to ringe sammen med de to ringe på remmene over livbåndet ved hjælp af en violet snor, så brystklædet er bundet godt fast til den hellige vest. Sådan skal Aron bære navnene på Israels 12 stammer på brystklædet over sit hjerte, når han går ind i boligens hellige rum for at minde Herren om hans folks ve og vel. I brystklædet, der er foldet dobbelt, skal du lægge Urim og Tummim, så de ligger på Arons hjerte, når han træder frem for Herren. Han skal altid bære brystklædet, når han forretter tjeneste, så han er parat til at afgøre, hvad Herrens vilje er for Israels folk.
Yderkjortlen under den hellige vest skal laves af blåt klæde, med en åbning i midten til hovedet. Åbningen skal forstærkes med et vævet kantebånd, så den ikke bliver slidt i stykker. Til kjortlens nederste kant skal fastgøres granatæbler af blåt, violet og purpurrødt garn samt guldbjælder, så der sidder skiftevis et granatæble og en guldbjælde hele vejen rundt. Aron skal altid bære kjortlen, når han forretter tjeneste, så man kan høre, når han går rundt inde i helligdommen for at tjene Herren. Hvis ikke han gør det, skal han dø.
Derefter skal du lave en plade af det fineste guld og lade den indgravere, som når man indgraverer segl. På guldpladen skal der stå: Indviet til Herren, og den skal fastgøres i nakken med et blåt bånd og sidde foran på Arons turban. Aron skal gå med den på sin pande, fordi han påtager sig ansvaret for enhver synd, som Israels folk måtte have begået i forbindelse med de ofre, de kommer med. Han skal altid bære pladen, når han forretter tjeneste, for at Herren kan acceptere deres ofre.
Lav Arons inderkjortel af fintvævet linned, og lav hans turban af samme stof. Bæltet skal være broderet af en dygtig tekstilkunstner.
Lav på samme måde dragter, bælter og hovedbeklædning til Arons sønner, så deres dragter indgyder ære og respekt. Giv Aron og hans sønner dragterne på og indvi dem til tjeneste ved at salve deres hoveder med olivenolie. Derved ordinerer du dem til at være mine præster. Lav også underbenklæder af linned, som de skal have på inderst under præstedragten. Underbenklæderne skal gå fra taljen og et stykke ned på låret. Aron og hans sønner skal have benklæderne på under inderkjortlen, når som helst de færdes i åbenbaringsteltet eller nærmer sig alteret under tjenesten i det hellige rum, for at de ikke skal pådrage sig skyld og dø. Denne forordning skal altid gælde for Aron og hans efterkommere, der skal tjene som præster.
Til korlederen: En visdomssang af Koras slægt.
Gud, vi har hørt om de mange undere,
du gjorde for vore forfædre i gamle dage.
Du drev Kanaʼans folk bort
og lod dit folk bosætte sig i deres land.
De indtog ikke landet i egen kraft,
men du hjalp dem, fordi det var dit folk.
Du er vor Konge og Gud,
som giver sejr til dit folk.
Med din hjælp får vi fjenderne under fod,
i dit navn besejrer vi vore modstandere.
Vi stoler ikke på bue og sværd,
for det er dig, der giver os sejr over fjenderne.
Vi er stolte af at tilhøre dig, Gud,
vi vil prise dit navn for evigt.
Hvordan kan det så være, at vi tabte slaget?
Hvorfor var du ikke med os i krigen?
Hvorfor har du forkastet os?
Du tillod fjenden at drive os på flugt.
De plyndrede hele vores hær.
Du udleverede os som får, der skal slagtes.
Du spredte os rundt blandt fremmede folk.
Du solgte os for en slik,
regnede os ikke for noget.
Vi blev til grin for nabofolkene,
de spotter og håner os.
Selv fjerne folkeslag ler ad os
og ser på os med foragt.
Vi føler os totalt ydmyget,
overvældet af skam.
Vore fjender ser ned på os
og udslynger hån og spot.
Hvordan kunne det ske, Gud?
Vi har da ikke svigtet dig
eller overtrådt den pagt, du oprettede med os.
Vi har ikke været utro imod dig,
men har adlydt de bud, du gav os.
Og dog blev vores by lagt i ruiner,
du sendte mørke og død over os.
Hvis vi var holdt op med at tilbede dig, Gud,
og havde dyrket afguder i stedet,
ville du da ikke vide besked?
Du kender jo vore inderste tanker.
Men på trods af, at vi tilhører dig,
er vi i livsfare hver eneste dag.
Vi er som får, der er på vej til slagtning.
Vågn op, Herre, hvorfor sover du?
Rejs dig, forkast os ikke længere!
Hvorfor ser du den anden vej
og ignorerer vores nød og sorg?
Vi ligger med ansigtet i støvet,
vore kroppe klæber til jorden.
Grib ind, Herre, kom os til hjælp!
Red os i din trofasthed og nåde.
Til korlederen: En kærlighedssang af Koras slægt. Synges til melodien „Liljerne”.
Jeg har en skøn sang i mit hjerte,
og jeg vil synge den til ære for kongen.
Jeg bruger min stemme til at udtrykke mine tanker,
som skriveren bruger pen og blæk.
Du er umådelig smuk, herre konge,
din stemme er dejlig at høre på,
og Guds velsignelse er over dig.
Spænd sværdet om livet, du mægtige helt,
stå frem i din herlighed og pragt.
Når du rider af sted på den kongelige hest,
kæmper du ydmygt for sandhed og ret.
Da vil du opleve en mægtig sejr.
Dine pile er skarpe,
de vil ramme dine fjender i hjertet.
Hære vil falde for dine fødder.
Dit rige, herre, skal bestå for evigt,
du regerer med retfærdighed.
Du elsker det gode og hader det onde.
Derfor har Gud udvalgt og salvet dig
med glædens olie frem for andre.
Dine klæder dufter af myrra, aloe og kassia,
du glædes ved strengespil i dit elfenbensudsmykkede palads.
De skønne prinsesser kommer dig i møde,
din kommende dronning er på vej,
smykket med Ofir-guld.
Hør, min datter, du kongelige brud,
tag afsked med dit land og dit folk.
Kongen begærer dig, du skønne.
Vis ham ære, for han er din herre.
Rige folk fra Tyrus vil komme med gaver
og søge at vinde din gunst.
Hvor er kongens brud dog bedårende,
kjolen er smykket med perler og guld.
Hun føres til kongen i al sin pragt,
fulgt af sine brudepiger.
De stråler af glæde, mens de går i procession,
langsomt kommer de ind i bryllupssalen.
Dine sønner skal videreføre din kongeslægt.
Du skal gøre dem til fyrster ud over landet.
Du vil blive hyldet i mange lande,
på grund af min sang vil du altid blive husket.
Til korlederen: En sang af Koras slægt. Synges af sopranstemmer.
Gud er vor tilflugt og styrke,
parat til at hjælpe i svære tider.
Derfor behøver vi ikke at frygte,
om jorden end ryster, og bjergene styrter i havet,
om end havene larmer og raser,
om end bjergene skælver ved bølgernes brusen.
Kanaler med vand bringer glæde til byen,
hvor Gud, den Mægtige, bor.
Den by går aldrig til grunde, for Guds bolig er der.
Han redder den, når morgenen gryr.
Nationer går i krig, og riger styrter sammen,
men når Gud taler, skælver hele jorden.
Herren, den Mægtige, er med os
Israels Gud er vores tilflugt.
Kom og se, hvad Herren gør,
når han kæmper imod sine fjender.
Han gør ende på alle krige i verden,
han brækker buen og splintrer spyddet,
alle skjolde bliver brændt.
„Stop,” råber han. „Accepter, at jeg er Gud!
Alle folk på jorden skal ære mig.”
Herren, den Mægtige, er med os.
Israels Gud er vores tilflugt.
Derefter satte Jesus og disciplene kursen mod Judæa og kom undervejs gennem området øst for Jordanfloden. Som sædvanlig samledes store menneskemængder omkring ham, og han underviste dem, som han plejede.
Nogle farisæere prøvede at stille en fælde for Jesus og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone?”
Jesus begyndte med et modspørgsmål: „Hvad sagde Moses om skilsmisse?”
„Moses gav manden lov til at udstede et skilsmissebrev og sende konen bort,” svarede de.
„Moses gav den tilladelse på grund af menneskers uforsonlige holdning,” sagde Jesus. „Men det var ikke Guds mening fra begyndelsen, for der står skrevet, at han ‚skabte dem som mand og kvinde’. Der står også skrevet: ‚Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét.’ Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”
Da Jesus senere var alene med sine disciple inden døre, bragte de atter emnet på bane. Han sagde da til dem: „Hvis en mand skiller sig fra sin kone og derefter gifter sig med en anden, er han skyldig i ægteskabsbrud mod sin første kone. Og hvis en kone går fra sin mand og gifter sig med en anden, er det hende, som begår ægteskabsbrud mod sin første mand.”
På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. Da Jesus så det, blev han vred og sagde: „Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.” Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Da Jesus ville gå videre, kom en mand løbende og faldt på knæ foran ham. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”
„Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du må ikke bedrage nogen, og du skal ære din far og din mor.”
„Jamen, Mester,” svarede manden, „alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung.”
Jesus så kærligt på ham. „Du mangler én ting,” sagde han. „Gå hjem, sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom – og kom så og følg mig.”
Manden blev dybt rystet over det svar og gik bedrøvet sin vej. Han var nemlig meget rig.
Jesus kiggede rundt på disciplene. „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige,” sagde han. De stirrede forfærdet på ham. Jesus gentog: „Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom. Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”
Disciplene var rystede. De kunne ikke tro deres egne ører, men sagde til hinanden: „Hvem kan så få det evige liv?”
Jesus så på dem og sagde: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud, for Gud kan gøre alt.”
„Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har jo forladt alt for at følge dig.”
Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig og forkynde mit budskab, skal få det 100 gange igen nu her i det jordiske liv: nye hjem, nye brødre, søstre, mødre, børn og nyt arbejde – men også forfølgelser. Desuden får de det evige liv i den kommende verden. Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”
Jesus og disciplene fortsatte nu deres vandring ind mod Jerusalem. Jesus gik forrest, mens hans ledsagere sakkede bagud. Disciplene var stadig rystede, og de andre, som fulgte med, var bange. Jesus kaldte nu de 12 disciple hen til sig og fortalte dem igen om det, der skulle ske med ham.
„Når vi kommer til Jerusalem,” sagde han, „vil Menneskesønnen blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde. De vil dømme mig til døden og udlevere mig til romerne, som vil håne mig og spytte på mig. Jeg vil blive pisket og til sidst dræbt. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”
Lidt senere gik Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, hen til Jesus og sagde: „Mester, vi vil anmode dig om at gøre noget for os.”
„Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?” spurgte Jesus.
„Når du bliver konge i Guds rige, vil vi gerne sidde på de troner, der står nærmest ved din. Den ene af os på højre side og den anden på venstre side.”
„I ved ikke, hvad I forlanger. Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme? Kan I følge mig i den smertefulde dåb, som jeg skal igennem?”
„Ja, det kan vi.”
„Godt, I skal få lov at tømme samme bæger og døbes med samme dåb som jeg, men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Gud har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”
De ti andre disciple blev vrede, da de hørte, hvad Jakob og Johannes havde anmodet om. Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. Menneskesønnen kom jo heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”
Jesus og disciplene nåede så frem til Jeriko. Da de senere forlod byen, blev de fulgt af en masse mennesker. Ved vejkanten sad der en blind tigger ved navn Bartimæus, Timæusʼ søn. Da han hørte, at Jesus fra Nazaret nærmede sig, begyndte han at råbe: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
Der var mange, der skældte ham ud og sagde, at han skulle tie stille. Men han var ikke til at standse. Højere og højere råbte han: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
Jesus standsede og sagde: „Bring ham herhen!”
Så var der nogle, der gik hen og sagde til den blinde: „Vær ved godt mod! Rejs dig og kom. Jesus kalder på dig.”
Bartimæus kastede sin kappe til side, sprang op og gik hen mod Jesus.
„Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.
„Mester! Jeg vil gerne kunne se,” svarede den blinde.
„Din bøn er hørt! Det var din tro, der reddede dig!”
Straks fik manden sit syn igen og fulgte derefter med Jesus.
Ceremonien for Arons og hans sønners indvielse til præster skal foregå på følgende måde: Udvælg først en ung tyr og to perfekte væddere. Tag derefter fint hvedemel uden surdej og lav nogle runde brød, nogle brød med olivenolie i og nogle flade brød med olivenolie hældt over. Læg brødene i en kurv og bring dem hen i nærheden af åbenbaringsteltets indgang sammen med den unge tyr og de to væddere. Så skal du føre Aron og hans sønner hen tæt ved indgangen og vaske dem med vand. Giv Aron inderkjortlen, yderkjortlen, den hellige vest, brystklædet og livbåndet på. Sæt derefter turbanen og guldpladen på hans hoved. Tag salveolien og salv ham ved at hælde olien ud over hovedet på ham.
Giv derefter sønnerne deres dragter på, inklusive deres hovedbeklædning og bælter. På den måde skal du indsætte Aron og hans sønner i præstetjenesten. Det skal altid være hans slægt, der indsættes som præster.
Før nu den unge tyr hen i nærheden af åbenbaringsteltets indgang. Lad Aron og hans sønner lægge hænderne på dens hoved. Dernæst skal du slagte den for Herren dér tæt ved alteret. Med din finger skal du smøre noget af blodet på alterets horn, og resten skal du hælde ud ved alterets fod. Tag så alt fedtet omkring indvoldene, fedtklumpen over leveren og de to nyrer med fedtet omkring, og brænd det på alteret. Men resten af tyren med dens kød, dens hud og indmad skal du brænde uden for lejren. Det skal være et forsoningsoffer.
Derefter skal Aron og hans sønner lægge hænderne på den ene vædder, og den skal slagtes. Du skal tage dens blod og stænke det på alterets sider hele vejen rundt. Så skal vædderen parteres. Dens indvolde, dens forben og dens bagben skal vaskes, hvorefter de lægges sammen med hovedet og de øvrige kropsdele oven på alteret. Brænd derefter det hele. Det skal være et brændoffer for Herren med en liflig duft.
Tag så den anden vædder, og lad Aron og hans sønner lægge hænderne på den, inden den slagtes. Tag blodet og smør noget af det på Arons og hans sønners højre øreflip, på deres højre tommelfinger og på deres højre storetå. Resten af blodet skal stænkes på alteret hele vejen rundt. Tag derefter lidt af blodet fra alteret og bland det med noget af salveolien. Stænk det så på Aron og hans sønner og deres tøj. Da skal de selv og deres tøj være indviet til Herren.
Skær så fedtet fra vædderen, også halens fedt og fedtet omkring indvoldene, fedtklumpen over leveren, de to nyrer med det omkringsiddende fedt og det højre lår, for det skal alt sammen ofres til Herren under den ceremoni, hvor Aron og hans sønner bliver indviet til tjeneste. Fra kurven med usyrnet brød, der blev sat frem for Herren, skal du tage et brød af hver slags. Læg nu alt dette i Arons og hans sønners hænder og lad dem svinge det foran alteret for at vise, at det er en særlig gave til Herren. Tag det så fra dem igen og brænd det på alteret sammen med den første vædder, der blev brændt. Det skal være en liflig duft for Herren. Derefter skal du tage brystet af vædderen, der blev brugt ved indvielsen, og svinge det foran alteret, hvorefter du selv kan beholde den del af dyret.
Både bryststykket, som blev svunget, og låret fra indsættelsesvædderen tilhører Herren. For fremtiden skal de pågældende stykker tilhøre Aron og hans slægt. Når Israels folk herefter bringer et fællesskabsoffer, skal de bestemte dele af dyret altid tilfalde præsterne.
Arons dragt, som er særligt indviet, skal gå i arv til hans søn, så han kan have den på under sin indvielsesceremoni, ja, den skal gå i arv fra slægt til slægt. Den, der overtager embedet som ypperstepræst efter Aron, skal bære dragten i syv dage, inden han kan begynde tjenesten i åbenbaringsteltet, som er Guds bolig.
Tag nu resten af den vædder, som blev brugt ved indvielsen, og tilbered kødet på et særligt indviet sted. Tæt ved åbenbaringsteltets indgang skal Aron og hans sønner spise kødet og brødene i kurven. De ting, som blev brugt ved ceremonien under deres indvielse, må kun de selv spise. Ingen andre må spise dem, for de er indviet til Herren. Hvis noget af kødet eller brødet bliver levnet til næste morgen, skal det brændes. Når det er indviet til Herren, må ingen andre end præsterne spise det.
På denne måde skal du indsætte Aron og hans sønner i deres embeder. Ceremonien skal vare i syv dage, og hver dag skal du ofre en ung tyr som forsoningsoffer. Dernæst skal alteret renses ved hjælp af tyrens blod, og der skal hældes salveolie over alteret, for at det kan blive indviet til Herren. I syv dage skal der ofres forsoningsofre på alteret, så det helliges derved. Derefter er alteret fuldkommen helligt, og kun indviede ting og personer må komme i berøring med det.
Fremover skal der hver eneste dag ofres to etårs lam på alteret. Det ene skal ofres om morgenen og det andet, før det bliver mørkt. Sammen med det første lam skal der ofres et afgrødeoffer af to liter fintmalet mel blandet med en liter olivenolie. Dertil kommer en liter vin som drikoffer. Med det andet lam skal der ofres et tilsvarende afgrødeoffer og drikoffer. Det skal være en liflig duft, et ildoffer for Herren.
Det skal være et dagligt brændoffer, som I skal bringe slægt efter slægt til Herren tæt ved indgangen til åbenbaringsteltet, der hvor jeg vil vise mig for dig og tale til dig. Der vil jeg åbenbare mig for Israels folk, og stedet skal helliges ved min herligheds nærvær. Ja, jeg vil hellige åbenbaringsteltet, alteret og Aron og hans sønner, som skal gøre præstetjeneste for mig. Jeg vil bo midt iblandt Israels folk og være deres Gud, og de skal forstå, at jeg er Herren, deres Gud, der førte dem ud af Egypten, for at jeg kunne tage bolig iblandt dem. Jeg er Herren, deres Gud!
Lav et alter af akacietræ til at brænde røgelse på. Alteret skal have en kvadratisk grundflade, 45 cm langt, 45 cm bredt og 90 cm højt, med horn i hjørnerne, som er udskåret i ét stykke med hjørnestolperne. Belæg alterets top, sider og horn med rent guld og sæt en pynteliste af guld hele vejen rundt. Under listen skal du fastgøre to guldringe på hver af de to sider til at sætte bærestængerne igennem. Stængerne skal laves af akacietræ og belægges med guld. Placer alteret lige uden for forhænget, som hænger foran pagtens ark med forsoningsstedet, hvor jeg vil åbenbare mig for dig.
Hver morgen, når Aron kommer ind for at gøre lamperne i stand, skal han brænde vellugtende røgelse på alteret. Og hver aften, når han gør lamperne i stand, før det bliver mørkt, skal han igen brænde røgelse for Herren. Dette ritual skal udføres fra slægt til slægt. På det alter må I ikke ofre nogen anden form for røgelse, og heller ikke noget brændoffer, høstoffer eller drikoffer.
Én gang om året skal Aron foretage en rituel rensning af alteret ved at smøre blod fra forsoningsofferet på alterets horn. Det skal være en fast årlig begivenhed, også for kommende slægter, for det er Herrens højhellige alter.”
Endvidere sagde Herren til Moses: „Når du holder folketælling over Israels folk, skal alle registrerede personer give en løsesum for deres liv. På den måde undgår I at blive ramt af nogen katastrofe, når du tæller dem. Enhver, der registreres, skal betale ½ shekel, som afvejes på officiel vægt. Det skal være en personlig afgift til Herren. Alle mænd over 20 år skal give Herren et sådant offer. De, som er rige, skal ikke betale mere, og de, som er fattige, skal ikke betale mindre end det fastsatte beløb, for det er et personligt forsoningsoffer til Herren. Brug de indkomne penge til at betale udgifterne ved tjenesten i åbenbaringsteltet. Det skal minde Herren om, at de har betalt løsesum for deres liv.”
Herren fortsatte sin tale til Moses: „Lav et bronzefad med tilhørende stativ af bronze. Placer fadet mellem åbenbaringsteltet og brændofferalteret og fyld vand i det. Der skal Aron og hans sønner vaske deres hænder og fødder, før de går ind i åbenbaringsteltet, og før de ofrer brændofre til Herren. De skal altid vaske sig inden, og hvis ikke de gør det, skal de dø. Det er en vedvarende ordning, der skal gælde fra slægt til slægt for præsterne, der nedstammer fra Aron.”
Derpå sagde Herren til Moses: „Du skal samle de mest udsøgte aromatiske stoffer: seks kilo flydende myrra, tre kilo vellugtende kanel, tre kilo citrongræs, seks kilo kassia (alt sammen afvejet efter officiel tempelvægt) samt fire liter olivenolie. Deraf skal du lave den aromatiske salveolie til brug i helligdommen. Med den skal du salve åbenbaringsteltet, pagtens ark, bordet og alle genstandene på det, lysestagen og de redskaber, der hører til betjeningen af lamperne, røgelsesalteret, brændofferalteret og alle de redskaber, der bruges ved ofringerne, samt bronzefadet og stativet. Derved bliver alle tingene indviet til Herren, og kun de indviede personer må røre ved dem. Også Aron og hans sønner skal salves med den særlige olie og på den måde indvies til præstetjenesten.
Salveolien er særlig indviet og skal bruges fra slægt til slægt. Den må kun bruges af præsterne, og I må ikke fremstille salveolie efter samme opskrift til privat brug. Olien er særlig indviet.
Hvis nogen tilbereder en lignende olie eller bruger en sådan olie på personer, der ikke er præsteviet, skal han udstødes af samfundet.”
Så sagde Herren til Moses: „Tag lige dele af aromatiske ekstrakter fra myrra, mollusk, gummiharpiks og virak, og lav en krydret røgelse efter røgelsesblandernes metode, saltet og indviet til helligt brug. Noget af røgelsen skal du støde til fint pulver og lægge det foran arken i åbenbaringsteltet, dér, hvor jeg vil vise mig for dig. Denne røgelse er højhellig. Lav aldrig en lignende røgelse efter samme opskrift til eget brug, for denne røgelse er udelukkende til brug for Herren. Hvis nogen laver en sådan røgelse for selv at nyde duften af den, skal han udstødes af samfundet.”
Til korlederen: En sang af Koras slægt.
Klap i hænderne af glæde, alle folkeslag!
Bryd ud i jubelråb for vor Gud!
For Herren er Gud over alle guder,
den mægtigste konge over hele jorden.
Han undertvinger folkeslagene,
og lægger vore fjender for vore fødder.
Han udvalgte et land, som han gav os.
Hans elskede folk, Israel, er stolt over at eje det.
Gud stiger op på sin trone under jubelråb
til fanfarer fra vædderhornet.
Lovsyng Gud, ja syng!
Lovsyng Kongen, ja syng!
For Gud er Konge over hele jorden,
pris ham med sang!
Han sidder på sin hellige trone,
hvorfra han regerer over alle folkeslag.
Lad nationernes fyrster samles
og prise ham sammen med Abrahams Guds folk.
Han har autoritet over alle jordens fyrster.
Han er større end alt og alle.
En sang af Koras slægt.
Herren er stor og værdig til al ære,
vi priser ham i den by, han har valgt.
Se, hvor Zions hellige bjerg
knejser smukt mod nord.
Zion er hele jordens glæde,
den store Konges bolig.
Gud er til stede midt i sin by,
han er selv dens stærkeste fæstning.
Jordens konger sluttede sig sammen,
rykkede frem i flok.
Hvad de så, gjorde dem skrækslagne,
så de skyndte sig bort.
Pludselig gik de i panik,
blev grebet af angst som af fødselsveer.
Gud knuste dem som de store skibe,
der kan splintres af en orkan.
Vi har hørt om Guds undere i fortiden,
og nu har vi set dem med egne øjne.
Den mægtige Gud har reddet sin by,
og han vil beskytte den til hver en tid.
Vi mindes din urokkelige kærlighed, Gud,
når vi tilbeder dig i dit hellige tempel.
Hele verden har hørt om din storhed,
du bliver lovprist over alt på jorden.
Du er en retfærdig konge,
og derfor er der glæde i Jerusalem.
Judas byer, bryd ud i jubel
over Guds godhed.
Gå ud og se på Guds by,
gå rundt om den og tæl dens tårne.
Læg mærke til dens enorme bymur,
undersøg dens fæstninger,
så I kan fortælle de kommende slægter:
„Den mægtige Gud skal altid være vores Gud,
han er for evigt vores leder.”
Til korlederen: En sang af Koras slægt.
Hør her, alle folkeslag,
lyt til mig, alle folk på jorden,
høj og lav, rig og fattig.
Jeg taler med visdom,
og mine tanker er fulde af indsigt.
Jeg lytter til ordsprog
og giver min indsigt videre med sang og musik.
Jeg har intet at frygte i vanskelige tider,
selvom bedragere omringer mig på alle sider.
De stoler på deres rigdom,
praler af alt det, de ejer.
Men ingen kan betale sig fra at skulle dø,
for Gud bestemmer, hvornår livet er slut.
Gud har sat prisen så højt,
at den slags aldrig kan lade sig gøre.
Ellers kunne den rige jo leve evigt
og aldrig opleve død og grav.
Alle ved, at selv vise folk dør.
De ender i graven akkurat som tåberne
og efterlader deres rigdom til andre.
Selv om de ejer både gods og guld,
bliver graven deres hjem til slut,
og de vender aldrig tilbage derfra.
Selv de rige lever ikke evigt.
De dør ligesom dyrene og forsvinder.
Sådan går det med de selvsikre,
dem, der tror, de kan klare alt.
Som får bliver de gennet ned i dødsriget.
Det er døden, der driver dem af sted.
De retskafne får magten over dem,
de rådner op i dødsrigets bolig.
Men Gud har magt til at redde mit liv,
han kan rive mig ud af dødens kløer.
Derfor skal du ikke blive modløs,
hvis nogle bliver styrtende rige,
for i døden tager de intet med sig,
deres velstand må de lade tilbage.
Om end de er selvsikre hele livet,
og folk berømmer dem for deres succes,
så ender de dog hos deres forfædre
og ser aldrig dagens lys igen.
De, der stoler på deres rigdom, er uden forstand,
for det går dem som dyrene, de skal alle dø.
Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning. Da kaldte Jesus på to af sine disciple. „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”
De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.
Æselføllet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:
„Hoshana!
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej!
Hoshana til Gud i det Højeste!”
På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.
Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt fra dig!” Det hørte hans disciple.
Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.
Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: „Siger Skriften ikke: ‚Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.’? Men I har gjort det til et ‚tilholdssted for røvere’!” Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning.
Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.
Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”
Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Løft dig op og kast dig i havet!’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om – tro, at I har fået det, så er det jeres!
Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået. Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”
Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”
„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.”
De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.
Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”
„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.
Herren sagde til Moses: „Jeg har udvalgt Betzalel, som er søn af Hurs søn Uri fra Judas stamme, og fyldt ham med min Ånd. Jeg har givet ham rige evner og kunstnerisk talent og forstand på alle mulige ting, så han kan designe smukke ting i guld, sølv og bronze. Han kan indgravere ædelsten og indfatte dem i guld, og han kan lave flotte udskæringer i træ. Han er en fremragende kunsthåndværker.
Ligeledes har jeg udvalgt Oholiab, Ahisamaks søn fra Dans stamme, til at være hans medhjælper. Og alle de andre kunsthåndværkere har jeg givet viden og håndelag til at lave de ting, jeg har befalet: åbenbaringsteltet; arken med forsoningsstedet; bordet med tilbehør; guldlysestagen og dens redskaber; røgelsesalteret; brændofferalteret med tilbehør; vaskefadet med tilhørende stativ; de prægtige dragter til Aron og hans sønner; salveolien og den krydrede røgelse til helligdommen. Disse kunstnere skal nøje følge de anvisninger, jeg her har givet dig.”
Herren sagde endvidere til Moses: „Sig til Israels folk: I skal være omhyggelige med at overholde sabbatten. Den er et pagtstegn mellem jer og jeres Gud fra slægt til slægt, for at I skal huske, at jeg er Herren, og at I tilhører mig. Lad jeres eget arbejde hvile på sabbatsdagen, for det skal være en særlig dag for jer. Den der vanhelliger sabbatten, skal dø. Den, der gør sit eget arbejde på sabbatten, skal fjernes fra mit folk. I seks dage kan I arbejde, men den syvende dag skal være en total hviledag, indviet til mig. Den, som arbejder på den dag, skal dø. Israels folk skal fra slægt til slægt holde fri på sabbatsdagen. Det skal for altid være et tegn på min pagt med israelitterne. For på seks dage fuldendte jeg arbejdet med at skabe himlen og jorden. Men på den syvende dag hvilede jeg mig efter det fuldførte værk.”
Da Herren var færdig med at tale til Moses på Sinaibjerget, overrakte han ham de to stentavler, som Gud med egen hånd havde skrevet de ti bud på.
Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os nogle guder, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”
„Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.
Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. Aron smeltede guldet og fremstillede en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den her slags guder, som førte os ud af Egypten!”
Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”
Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og fællesskabsofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.
Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den slags guder, som førte os ud af Egypten!”
Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt. Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”
Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere. Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk. Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.
Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider. Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift.
Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: „Det lyder, som om der er krig i lejren!” Men Moses svarede: „Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!”
Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget. Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og brændte den. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra.
Så vendte han sig mod Aron og sagde: „Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?” „Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. „Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør. De sagde til mig: ‚Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’ ‚Godt,’ svarede jeg, ‚så bring mig jeres guldsmykker!’ Det gjorde de, og jeg kastede smykkerne ind i ilden, og så kom der en guldkalv ud af det!”
Da Moses så, at Aron fuldstændig havde mistet kontrollen over folket, og at deres fjender ville ryste på hovedet af dem, hvis de så det, stillede han sig ved indgangen til lejren og råbte: „Alle dem af jer, som er på Herrens side, kom her over til mig!” Og alle levitterne kom over til ham.
Da sagde han til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Tag jeres sværd og gå igennem lejren og dræb jeres landsmænd, som har gjort oprør.” Det gjorde de, og den dag døde der omkring 3000 mand. Moses sagde derefter til levitterne: „I dag har I indviet jer til tjeneste for Herren, fordi I adlød ham, også selv om det betød, at I måtte slå nogle af jeres egne brødre og sønner ihjel. Derfor skal I opleve stor velsignelse.”
Næste dag sagde Moses til folket: „I har begået en frygtelig synd, men jeg vil gå tilbage til Herren på bjerget. Måske jeg kan opnå tilgivelse for jeres synd.”
Så gik Moses tilbage til Herren og sagde: „Ak, Herre! Israels folk har begået en stor synd ved at lave sig en afgud af guld. Men vil du ikke nok alligevel tilgive dem deres store synd? Hvis ikke du vil, så slet mit navn fra den bog, du fører!”
„Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog,” svarede Herren. „Men gå du nu tilbage til folket og før dem til det sted, jeg har befalet. Min engel skal gå foran dig. Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd.”
Og Herren sendte en plage over folket, fordi det havde fået Aron til at lave en tyrekalv.
En sang af Asaf.
Herren, den mægtige Gud,
kalder menneskene sammen fra alle verdenshjørner.
Hans herlighed stråler omkring ham,
han kommer fra Zion, det skønneste sted.
Vor Gud er på vej,
og det sker ikke lydløst.
Foran ham går en fortærende ild,
omkring ham raser et voldsomt uvejr.
Himmel og jord er hans vidner,
når han sætter sig for at dømme sit folk.
„Lad hele mit folk komme sammen,
dem, som med ofre har bekræftet min pagt.”
Gud er en retfærdig dommer,
det bevidner den himmelske verden.
„Mit folk, hør hvad jeg har at sige.
Israel, jeg anklager jer, for jeg er jeres Gud.
Jeg bebrejder jer ikke alle jeres ofre,
som I til stadighed bringer til mit alter.
Men det er ikke tyre fra jeres huse
og bukke fra jeres stalde, jeg har brug for.
Jeg ejer alle de dyr, der lever i skoven,
og alle dem, der græsser på de tusindvis af høje.
Jeg har tal på alle bjergenes fugle,
alle markens dyr er mine.
Hvis jeg blev sulten,
ville jeg ikke bede jer om noget,
for jorden er min med alt,
hvad den indeholder.
Jeg spiser ikke kødet fra de tyre, I ofrer,
jeg drikker ikke blodet fra de geder, I giver mig.
Kom hellere med en lovsang som et takoffer,
og opfyld jeres løfter til den mægtige Gud.
Råb til mig, når I har problemer,
så jeg kan gribe ind, og I kan give mig ære.
Men til de ugudelige siger jeg:
Hvorfor opremser I mine bud
og påstår, at I overholder min pagt?
I nægter jo at lade jer vejlede
og blæser på, hvad jeg siger.
Når I ser en tyv, slutter I jer til ham.
I godtager dem, der lever i utroskab.
Jeres mund udspyr onde ord,
jeres tale er løgn og bedrag.
I sidder og bagtaler jeres egen familie
og lægger onde planer imod dem.
Når I ter jer sådan, skal jeg så bare se på?
I tror måske, jeg er ligeglad?
Nej, nu kan det være nok, nu bliver I straffet,
jeg er nødt til at stille jer for retten.
Tænk over mine ord, I, der har glemt jeres Gud,
ellers vil jeg gøre det af med jer,
og der er intet, der kan redde jer.
Lovsang er et offer, som ærer mig.
Jeg vil frelse alle, der adlyder mig.”
Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.
Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
for du er barmhjertig og trofast.
Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
så jeg kan begynde på en frisk.
Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
min synd plager mig dag og nat.
Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
din dom er retfærdig.
Jeg har været en synder fra fødslen af,
været skyldig, siden jeg blev undfanget.
Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
du længes efter at lære mig visdom.
Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
så jeg bliver ren som nyfalden sne.
Jeg føler mig knust på grund af din straf,
men jeg ser frem til at blive glad igen.
Bliv ikke ved at stirre på min synd,
men tilgiv mig og udslet min skyld.
Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
og skab en ny ånd i mit indre.
Skub mig ikke væk fra din nærhed,
tag ikke din Helligånd fra mig.
Lad mig igen glædes over din frelse,
og giv mig et lydigt hjerte.
Så vil jeg lære syndere dine bud,
så de omvender sig til dig.
Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
Giv mig noget godt at fortælle om,
så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
Du bryder dig ikke om slagtofre,
mine brændofre formilder dig ikke.
Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
du længes efter at se et angrende hjerte.
Se også i nåde til Zion.
Genopbyg Jerusalems mure.
Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
både brændofre og helofre.
Vi vil ofre vore tyre på dit alter.
Til korlederen: En visdomssang af David, dengang Edomitten Doeg fortalte Saul, at David havde søgt hjælp hos Ahimelek.
Hvorfor prale af din ondskab, du stærke mand?
Gud er trofast, og han beskytter mig dag efter dag.
Hele tiden lægger du onde planer.
Dine ord er dødbringende som skarpe knive.
Du foretrækker ondt frem for godt,
løgn frem for sandhed.
Du elsker at sige noget, som kan skade andre.
Hvor er du fuld af falskhed.
Men Gud vil gøre det af med dig,
rive dig bort fra dit hjem,
rykke dig op fra de levendes land.
Når de gudfrygtige ser det, vil de gyse,
de vil håne dig og sige:
„Sådan går det dem,
der ikke regner med Gud,
men stoler på deres rigdom
og praler af deres ondskab.”
Men jeg er som et frodigt oliventræ,
der trives i Herrens hus.
Jeg stoler altid på hans trofasthed og nåde.
Herre, jeg vil takke dig for alt, hvad du gør for mig,
jeg vil forkynde din godhed i dine tjeneres nærvær.
Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. Ved høsttid sendte han en af sine folk derhen for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Det er ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.
Hvad mon vingårdens ejer nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. Har I aldrig læst følgende skriftord:
‚Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.’”
De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.
Senere sendte de jødiske ledere nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus for at provokere ham til at sige et eller andet, som han kunne arresteres for.
Da udsendingene kom til Jesus, sagde de: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og du snakker ikke folk efter munden. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, men underviser sandfærdigt om Guds vilje. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”
Jesus gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I fælder for mig?” sagde han. „Ræk mig en mønt!” De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.
„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.” De var målløse over hans svar.
Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde uden at have fået nogle børn. Derfor giftede den næste af brødrene sig med enken, men også han døde barnløs. Så giftede den tredje sig med hende, men døde også uden at have fået børn. Sådan blev det ved, indtil alle de syv brødre var døde. Til sidst døde også enken. Hvem af brødrene skal være hendes mand, når de genopstår fra de døde? Alle syv har jo været gift med hende.”
Jesus svarede: „I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. Når mennesker genopstår fra de døde, vil de ikke længere gifte sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. Og hvad angår det at genopstå fra de døde, har I så aldrig læst det sted i Toraen, hvor Moses står foran den brændende tornebusk? Der nævner Gud hans afdøde forfædre, idet han siger: ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!’ Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. I er helt på vildspor.”
En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?”
Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således:
‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud – Herren alene. Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’
Et andet bud lyder således:
‚Du skal elske din næste som dig selv.’
Det er de to vigtigste bud.”
„Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud. Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv – det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.”
Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.
Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn af David? David kalder jo Messias for sin herre – og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’
Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”
Den store menneskemængde lyttede til ham med begejstring.
Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. De kappes om de fornemste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom!”
Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke dér?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde!”