De israelitiske ledere havde under mødet i Mitzpa svoret på, at de aldrig ville lade deres døtre gifte sig med mænd fra Benjamins stamme. Men efter slaget holdt de endnu et møde – denne gang i Betel – hvor de sørgede og græd for Herrens ansigt indtil aften. „Herre, Israels Gud,” klagede de, „hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”
Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og fællesskabsofre på alteret. Da spurgte de hinanden: „Var nogen af Israels folk ikke repræsenteret under mødet i Mitzpa?” De havde nemlig svoret på, at hvis nogen nægtede at møde op, skulle de straffes med døden. Men samtidig følte Israel medlidenhed med benjaminitterne og sagde: „Ak, en hel stamme er næsten totalt udryddet af Israel! Hvordan skal vi skaffe koner til de få mænd, der er tilbage, når vi for Herrens ansigt har svoret på, at vi ikke vil lade vores døtre gifte sig med dem?”
Da de nu undersøgte, om nogen var udeblevet fra det omtalte møde i Mitzpa, opdagede man, at ingen fra Jabesh i Gilead havde været til stede. Så sendte de en hær på 12.000 af de bedste soldater af sted med følgende besked: „Udryd alle indbyggerne i Jabesh med undtagelse af unge piger, som er jomfruer.” Det gjorde de så, og de fandt 400 unge jomfruer. Disse piger blev ført til den israelitiske lejr i Shilo i Kanaʼans land.
Derefter sendte man en delegation af sted for at fortælle de 600 overlevende benjaminitter ved Rimmons klippe i ørkenen, at de nu kunne tage hjem i fred. Det gjorde de så, og de fik overdraget de 400 piger fra Jabesh, men der var ikke koner nok til dem alle. Israelitterne var meget kede af, at Gud således næsten havde udryddet en af deres stammer. De følte medlidenhed med de sidste benjaminitter og lederne spurgte hinanden: „Hvordan skal vi skaffe koner til de sidste 200 mænd? Alle kvinder i Benjamins stamme er jo udryddet. Der må findes en udvej, så de overlevende kan få efterkommere og stammen kan komme på fode igen, selv om vi ved vores ed har udelukket muligheden af at bortgifte vores egne døtre til dem.” Pludselig var der en, som fik en lys idé! „Hør,” sagde han, „måske kan vi løse problemet under den kommende religiøse byfest i Shilo.” (Shilo ligger øst for vejen mellem Betel og Sikem, syd for Lebona og nord for Betel.)
Så blev de enige om at sige til de benjaminitter, som stadig manglede koner: „Hold jer skjult i vinmarkerne uden for Shilo og se godt på de piger, der tager derhen for at danse. Under dansen kommer I frem fra jeres skjulested, og finder jer hver især en pige, som I tager med hjem til Benjamins land. Når deres fædre og brødre så kommer og nedlægger protest over for os, skal vi nok berolige dem og overtale dem til at lade jer beholde deres døtre, for der var ikke koner nok til jer i Jabesh. Vi skal også nok forklare dem, at de ikke har brudt deres ed, for de har ikke bortgiftet deres døtre frivilligt. I har jo selv taget dem!”
Så gjorde benjaminitterne, som de fik besked på. De fik hver fat i en pige under festen, hvorefter de hjemførte dem som deres koner til deres eget land. Her genopbyggede de byerne og bosatte sig igen i deres eget stammeområde.
Derpå opløstes den israelitiske hær, og de forskellige stammer vendte hver for sig tilbage til deres land og deres familier. På den tid var der ingen konge i Israel, og folk gjorde, hvad de fandt for godt.
Israels folk, hør hvad Herren har at sige:
„I må ikke dyrke de fremmede folkeslags guder eller følge deres skikke. Lad jer ikke skræmme af tegn i solen, månen eller stjernerne, selv om andre folk frygter for den slags. Deres overtro er nytteløs, og deres afguder er falske. De hugger et træ om i skoven, og en håndværker forarbejder det til afgudsbilleder. Han pynter dem med guld og sølv, stiller dem op og hamrer dem fast, så de ikke vælter. Sådan nogle afguder er som fugleskræmsler i en melonmark. De kan ikke tale, og de må bæres omkring, for de kan ikke gå. Dem skal I ikke være bange for. De kan ikke gøre nogen fortræd, men de gør heller ingen gavn.”
Da sagde jeg: „Åh, Herre, ingen kan sammenlignes med dig. Du er en stor Gud, og alle kender din magt. Du er Konge over alle folkeslag på jorden. Alle burde vise dig ærefrygt. Ingen blandt jordens vismænd og mægtige konger kan sammenlignes med dig.”
De, der søger råd hos afguder af træ, er lige så tåbelige som deres træguder. De importerer det fineste sølv fra Tarshish og guld fra Ofir for at udsmykke deres guder. Derefter klæder de dem i imponerende, rødviolette purpurkåber, som var de konger. Dog er de kun en dygtig kunsthåndværkers arbejde.
Men Herren er den eneste sande og virkelige Gud, vores Konge, som lever for evigt. Jorden skælver, når han er vred, og folkeslagene frygter hans harme.
Israels folk, mind de andre folkeslag om, at det ikke er deres såkaldte guder, der har skabt himlen og jorden. Tværtimod, en dag skal de forsvinde fra jordens overflade. Det var Herren, der med sin vældige styrke, visdom og snilde grundlagde universet, skabte jorden og udspændte himmelhvælvingen. Med sin tordnende røst får han regnen til at styrte ned. Han samler skyerne fra horisonten, skaber lyn og regn og slipper vinden løs.
Alle afgudsdyrkerne er tåbelige, de forstår ingenting. Guldsmedene vil engang skamme sig over at have lavet afgudsbilleder, som er det rene svindel og bedrag. Der er jo ikke gnist af liv i deres afguder. De er nytteløse og latterlige, og en skønne dag bliver de ødelagt. Men Jakobs Gud er helt anderledes. Han er verdens Skaber, og Israel er hans udvalgte folk. Han er den mægtige Gud.
„Pak jeres ejendele,” siger Herren, „for Jerusalem kommer snart under belejring. Jeg vil straffe jer hårdt og smide jer ud af landet.”
Da vil Jerusalem råbe i fortvivlelse: „Jeg er dødeligt såret, det er ude med mig! Jeg troede, det bare var en mindre sygdom, og at jeg ville komme over det. Men nu er mit hus revet ned, og mine indbyggere er væk. Der er ingen tilbage til at bygge mig op igen.”
Årsagen til Jerusalems ulykke er, at folkets ledere er tåber, der ikke beder Herren om hjælp eller vejledning. De handler uden forstand, og dem, de skulle være ledere for, bliver spredt. Hør! Der lyder krigslarm i nord, nu nærmer dommen sig. Judas byer skal jævnes med jorden og blive et tilholdssted for sjakaler.
Herre, vi ved, at det ikke står i menneskets magt at bestemme sin egen skæbne, for ingen har kontrol over sin livsbane. Derfor er det nødvendigt, at du irettesætter os, Herre. Straf os, men gør det med måde, ikke i ubændig vrede, for ellers går vi til grunde. Udøs hellere din vrede over de folkeslag, der ikke tilbeder dig, for det er dem, der ødelægger vores land, så der kun er ruiner tilbage.
Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.
Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.
Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene, og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. „Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest. Dér kunne de så afvente, at det blev forår.
Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned. På den måde drev skibet af sted for vinden. Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.
Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: ‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. Men vi kommer til at strande på en ø.”
Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude. De loddede dybden og målte 20 favne vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne. Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen. Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.” Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.
Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han. „I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.” Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. Vi var 276 mennesker om bord. Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.
Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.
Engang under dommertiden i Israel blev landet ramt af en voldsom hungersnød. En mand ved navn Elimelek af Efrat-slægten flyttede derfor fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone, Noʼomi, og deres to sønner, Malon og Kiljon. Mens de boede i Moab, døde Elimelek, så Noʼomi sad alene tilbage med sine to sønner. De to unge mænd fandt sig hver en kone blandt moabitterne. Malon giftede sig med en pige, der hed Ruth, og Kiljon giftede sig med Orpa. Da de havde boet i Moab i hen ved ti år, døde både Malon og Kiljon, og Noʼomi var nu helt alene – uden mand og børn.
På den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, så der igen var mad at få i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerdøtre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.
Da de havde gået et stykke tid, sagde Noʼomi til sine svigerdøtre: „Det er bedst, I går hjem til jeres forældre. Må Herren vise jer sin godhed på grund af den godhed, I har vist mod mine to sønner og mig, og må han hjælpe jer begge til at blive gift igen og få et godt og trygt hjem.” Så kyssede hun dem farvel, og de brast i højlydt gråd.
„Men vi vil gerne følge med dig hjem til dit folk!” sagde de to unge kvinder.
„Nej, I må hellere vende tilbage til jeres eget folk,” svarede Noʼomi. „Jeg har jo ikke andre sønner, I kan blive gift med. Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen – og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og fødte sønner med det samme, ville I så vente til de blev voksne? Nej, mine piger! For mig er det mere bittert end for jer, for det er Herrens hånd, som har ramt mig med denne tragedie!”
Så græd de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at gå tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade Noʼomi.
„Se, din svigerinde er allerede på vej tilbage til sit folk og sin gud,” sagde Noʼomi. „Du må hellere følge med.”
Men Ruth svarede: „Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du går hen, vil jeg gå med. Dit hjem skal være mit hjem, dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Og når jeg engang dør, vil jeg begraves ved din side. Må Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end døden at skille os!”
Da Noʼomi så, at Ruth var fast besluttet på at gå med, holdt hun op med at forsøge at overtale hende. De to fortsatte så rejsen og ankom til Betlehem.
Der blev røre i hele byen ved deres ankomst.
„Jamen, er det ikke Noʼomi?” udbrød byens kvinder.
Men Noʼomi sagde: „Kald mig ikke længere Noʼomi – kald mig hellere Mara! Den almægtige Gud har gjort mit liv bittert. Da jeg rejste herfra, havde jeg hele min familie, men nu vender jeg alene tilbage. Kald mig ikke Noʼomi, for Herren den Almægtige har dømt mig og ladet denne tragedie ramme mig!”
Således vendte Noʼomi tilbage til Betlehem, og hun havde sin svigerdatter Rut med fra Moabs land. Byghøsten var netop begyndt, da de ankom.
Der var en velstående mand i Betlehem, som hed Boaz. Han var af samme slægt som Elimelek og derfor i familie med Noʼomi.
En dag sagde Ruth til Noʼomi: „Lad mig gå hen og samle nogle af de aks op, som høstfolkene efterlader på marken. Måske er der en venlig landmand, som vil hjælpe os.”
„Det er en god idé, min datter!” svarede Noʼomi.
Så gik Ruth ud på en mark, der viste sig at tilhøre Boaz. Mens hun opholdt sig på marken, kom Boaz derud fra Betlehem. „Gud velsigne jer!” sagde han til høstfolkene, og de svarede: „Gud velsigne dig, herre.” Så spurgte han formanden: „Hvem er den unge pige derovre?”
„Det er den pige fra Moab, som Noʼomi bragte med hertil,” lød svaret. „I morges bad hun om tilladelse til at følge efter høstfolkene og samle aks op. Hun har samlet ihærdigt siden da, lige bortset fra en kort hvilepause i skyggen.”
Derefter gik Boaz over til Ruth. „Hør, min pige,” sagde han, „du er velkommen til at samle alle de aks, du har brug for, her på min mark, så du ikke behøver gå andre steder hen. Følg bare efter de piger, der binder neg på min mark. Jeg skal nok sige til de unge mænd, at de ikke må genere dig. Når du er tørstig, skal du bare gå hen og drikke af det vand, de øser op fra brønden.”
Ruth faldt på knæ, bøjede ansigtet mod jorden foran Boaz og sagde: „Hvorfor er De så god mod mig? Ved De ikke, at jeg er en fremmed her?” „Jo,” svarede Boaz, „og jeg ved også, at du har forladt din far og mor i dit hjemland for at slutte dig til et fremmed folk. Jeg har hørt om den trofasthed, du har vist din svigermor, siden din mand døde. Må Herren, Israels Gud, under hvis vinger du har søgt ly, belønne dig for det.”
„Tak for Deres godhed, herre,” udbrød Ruth. „De har talt venligt til mig og opmuntret mig, selv om jeg ikke har krav på noget fra Deres side.”
Da frokostpausen kom, kaldte Boaz på Ruth: „Kom herhen og spis sammen med os. Du kan dyppe brødet i vinen, hvis du vil!” Så satte hun sig sammen med høstfolkene og spiste. Boaz rakte hende noget ristet korn, så hun fik alt det, hun kunne spise og havde mad til overs.
Da hun var gået tilbage til arbejdet, sagde Boaz til sine unge mænd: „I må ikke hindre hende i at samle aks mellem negene. Tværtimod, når I skærer en håndfuld korn af med seglen, skal I lade nogle af stråene falde til jorden, så hun kan samle aks fra dem. Og lad være at genere hende!” Så samlede Ruth aks resten af dagen. Da hun om aftenen slog kernerne fra aksene, var der en hel sæk byg. Hun bar kornet ind til byen og gav det til sin svigermor, som også fik det, hun havde levnet af sin frokost.
„Det var dog utroligt!” udbrød Noʼomi. „Hvor har du samlet alt det korn? Hvor har du været i dag? Må Herren velsigne den mand, som viste dig en sådan venlighed!” Derefter fortalte Ruth sin svigermor, hvordan det var gået. „Den mand, som ejer marken, hvor jeg samlede aks i dag, hedder Boaz,” sagde hun.
„Gud velsigne ham!” udbrød Noʼomi begejstret. „Herren har virkelig bevist sin trofasthed både imod os og din afdøde mand! Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han vil helt sikkert hjælpe os.”
„Han opfordrede mig faktisk til at komme tilbage og holde mig til hans høstfolk, indtil hele marken er høstet!” tilføjede Ruth.
„Vidunderligt!” jublede Noʼomi. „Gør endelig, som han har sagt! Hold dig hele tiden til hans høstpiger! Man ved aldrig, hvad du kunne komme ud for, hvis du gik andre steder hen.”
Så holdt Ruth sig til Boazʼ høstfolk resten af byghøsten – og hele hvedehøsten med.
Herren talte igen til mig og sagde:
„Mind Judas og Jerusalems indbyggere om de pagtsbetingelser, jeg forelagde jeres forfædre: Hvis I ikke overholder min pagt, bliver I ramt af min dom, for jeg er Herren, jeres Gud. Jeg indgik jo en pagt med jeres forfædre, da jeg førte dem ud af Egyptens smelteovn. Dengang sagde jeg udtrykkeligt, at hvis de ville adlyde mig og leve i overensstemmelse med pagtens ord, ville jeg antage dem som mit folk og være deres Gud og opfylde det løfte, jeg gav til Abraham og hans efterkommere om et land, der ‚flyder med mælk og honning’, det land, som I nu bor i.”
„Ja, Herre, det er sandt!” svarede jeg.
Da sagde Herren til mig: „Gå ud i Jerusalems gader og i Judas byer med følgende budskab: Husk på Herrens pagt og overhold dens betingelser. Lige siden den dag, jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, har jeg tidligt og silde tryglet mit folk om at adlyde mig. Men de ville ikke. I stedet fulgte de gang på gang deres onde tilskyndelser. Derfor var jeg nødt til at straffe dem med den dom, som er konsekvensen af at bryde pagten.”
Derefter sagde Herren til mig: „Judas befolkning og Jerusalems indbyggere har gjort oprør imod mig. De har genoptaget deres forfædres syndige skikke og vendt sig fra mig for at dyrke afguderne. Både Israels og Judas folk har brudt den pagt, jeg indgik med deres forfædre. Derfor rammer jeg dem med en ulykke, de ikke kan undslippe. Og hvis de råber til mig om hjælp, vil jeg ikke høre deres bønner. Så vil de råbe til deres afguder, som de ofrer til, men de kan ikke redde dem fra katastrofen. Mit folk har lige så mange afguder, som der er byer i Juda, og altrene, hvor de ofrer til Baʼal, er så talrige som gaderne i Jerusalem.
Jeremias, du skal ikke gå i forbøn for sådan et folk! Du skal ikke trygle mig om at redde dem, for jeg vil ikke høre på dine bønner. Jeg vil ikke høre på dem, selv om de desperat råber til mig om hjælp. Sig til dem: Hvad ret har I, mit elskede folk, til at være i mit tempel, når I har gjort så mange onde ting? Tror I, at jeres ofringer kan afværge dommen? Hvordan kan I fortsætte med jeres ondskab, mens I bringer jeres ofre? Engang var du et dejligt oliventræ, der bar gode frugter. Men nu sætter jeg ild til dig, så alle dine grene bliver ødelagt. Jeg er Herren, den Mægtige, som har plantet dig, men nu har jeg afsagt dommen over dig. Både Israels og Judas hus har ofret til Baʼal, og det har fremkaldt min vrede.”
Herren advarede mig om, at nogle mennesker ønskede at slå mig ihjel. Jeg var som et troskyldigt lam, der føres til slagtning. Jeg anede intet om deres hensigter. „Lad os gøre det af med den der profet,” sagde de, „så slipper vi for at høre på hans dommedagsprofetier.”
Da sagde jeg til Herren: „Du er den mægtige Gud og den retfærdige dommer. Du kender menneskers tanker og motiver. Lad mig se dig straffe dem, for jeg har overgivet min sag til dig.”
Herren havde nemlig sagt til mig: „Nogle mænd fra Anatot er ude på at slå dig ihjel. De vil true dig på livet for at få dig til at holde op med at profetere i mit navn. Derfor vil jeg straffe dem, siger Herren. Deres unge mænd vil falde i krig og deres børn sulte ihjel. Ikke en eneste af forræderne i Anatot vil blive skånet. Når tiden er inde, vil jeg straffe dem.”
Da alle var bjærget op på stranden, fik vi at vide, at øen hed Malta. De indfødte på øen var meget venlige og viste os en usædvanlig omsorg. De tændte et bål på stranden, og vi samlede os om ilden, for det var begyndt at regne, og det var meget koldt. Paulus samlede en bunke kvas, men da han lagde den på bålet, krøb en giftslange frem på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: „Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.” Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast. De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud.
I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage. Nu var det sådan, at Publiusʼ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt. Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt. Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.
Først da der var gået tre måneder efter skibbruddet, kunne vi komme videre. Det blev med et skib fra Alexandria, der havde tvillingeguderne Castor og Pollux som galionsfigur. Det havde ligget i vinterhavn på øen. Først anløb vi Syrakus på Sicilien, hvor vi blev i tre dage. Derefter kastede vi los og ankom til Regium på Italiens sydspids, og da der dagen efter blæste en god søndenvind, ankom vi allerede den følgende dag til Roms havneby, Puteoli, og gik fra borde. Sådan endte den lange sørejse til Rom. I Puteoli fandt vi frem til nogle kristne, og de indbød os til at blive der en uges tid.
I Rom havde de kristne hørt, at vi var på vej, og de kom ud for at tage imod os. Nogle mødte vi ved Forum på Via Appia, og andre mødte vi ved „De tre Kroer”. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod.
Da vi ankom til Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv sammen med den soldat, som skulle bevogte ham. Et par dage efter sin ankomst sendte han bud til byens jødiske ledere og indbød dem til at komme og besøge ham. Da de var kommet, sagde han til dem: „Mine ærede landsmænd! Jeg blev pågrebet af jøderne i Jerusalem og overgivet til de romerske myndigheder, selv om jeg hverken har gjort noget forkert imod vores folk eller imod de skikke, vi har fra forfædrene. Romerne stillede mig for retten, hvorefter de ville løslade mig, fordi de ikke kunne finde noget grundlag for den dødsdom, som jøderne krævede. Men da jøderne protesterede mod den afgørelse, blev jeg tvunget til at appellere min sag til kejseren, selv om jeg ikke har noget at anklage mit eget folk for. Det er derfor, jeg har bedt jer komme her i dag. Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg bærer de her lænker på grund af min tro på ham, som Israels folk har ventet og håbet på så længe.” De svarede: „Vi har ikke modtaget noget brev fra Judæa om den sag, og der er heller ikke kommet nogle ledere derfra med en rapport om, at du skulle have gjort noget forkert. Men vi vil gerne høre din mening om den sekt, som vi har hørt, at mange taler imod.”
De aftalte et tidspunkt for et møde, og på den fastsatte dag kom et større antal mennesker til det sted, hvor Paulus boede. Han underviste dem grundigt om Guds rige og søgte ud fra Toraen og de profetiske bøger at overbevise dem om, at Jesus er Messias. Han begyndte undervisningen om morgenen og fortsatte lige til aften.
Nogle lod sig overbevise af Paulusʼ ord, men andre ville ikke tro det. Da de tog derfra, diskuterede de indbyrdes frem og tilbage. Paulus havde sluttet med at sige: „Helligånden havde ret, da han gennem profeten Esajas sagde til jeres forfædre:
Sig til dette folk:
‚I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.’
For dette folk går rundt med lukkede øjne,
så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
så jeg kan helbrede dem.
Derfor kan jeg fortælle jer, at når I ikke vil høre, bliver budskabet om Guds frelse bragt ud til de ikke-jødiske folkeslag – og de vil høre efter!”
De næste to år boede Paulus nu i det hus, han havde lejet, og han tog imod alle, som besøgte ham. Han fortsatte med at forkynde om Guds rige, og han underviste frimodigt om Herren Jesus Kristus, uden at nogen forsøgte at hindre ham i det.
En dag sagde Noʼomi til Ruth: „Mit barn, det er vist på tide, at jeg hjælper dig med at få en mand og et hjem, hvor du kan have det godt. Hør her: Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han har været så god imod os og ladet dig samle aks i overflod på hans mark. Jeg ved, at han renser byg ude på tærskepladsen i aften! Hør nu godt efter: Tag dig et bad, tag lidt parfume på og dit pæneste tøj og gå så ud til tærskepladsen. Sørg for, at han ikke ser dig. Lad ham spise og drikke i fred. Læg mærke til, hvor han lægger sig til at sove, og når han har lagt sig, går du hen og løfter kappen væk fra hans fødder, og så lægger du dig der. Derefter skal han nok sige dig, hvad du skal gøre.”
„Jeg vil gøre alt, hvad du siger,” svarede Ruth.
Samme aften gik hun ud mod tærskepladsen, hvor Boaz arbejdede. Da Boaz havde spist et godt måltid mad, lagde han sig veltilfreds ned ved siden af en dynge korn og faldt i søvn. Ruth listede sig forsigtigt hen til ham, løftede kappen væk fra hans fødder og lagde sig der. Midt om natten vågnede Boaz med et sæt og blev meget forbavset over, at der lå en kvinde ved hans fødder.
„Hvem er du?” udbrød han.
„Det er Ruth, Deres tjenerinde!” svarede hun. „Jeg søger ly under Deres vinger, fordi De er en nær slægtning, og De har ansvar for at tage Dem af mig.”
„Gud velsigne dig, min pige!” udbrød han. „Den godhed, du nu viser, er større end alt det andet, du har gjort. Du har ikke satset på nogen af de unge mænd, hverken fattig eller rig. Du kan være sikker på, at jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om, min pige! Alle ved, hvor storsindet en kvinde du er. Det er rigtigt, at jeg er en nær slægtning og har ansvar for dig, men der er en, som er nærmere beslægtet, end jeg er, og står først i rækken. Bliv nu liggende til det bliver lyst, så vil jeg tale med ham i morgen. Hvis han ønsker at tage ansvaret for dig, så får han dig. Hvis han ikke er interesseret, så er jeg det i hvert fald, det sværger jeg på! Men bliv nu liggende til i morgen tidlig!”
Så blev hun liggende ved hans fødder til næste morgen, men allerede inden det var lyst nok til at nogen kunne genkende hende, stod hun op. Boaz havde nemlig sagt: „Ingen må vide, at der har været en kvinde på tærskepladsen i nat!”
Inden Ruth gik, sagde Boaz: „Kom med dit sjal og hold det frem!” Så øste han seks mål byg op i sjalet, bandt hjørnerne sammen og gav hende det på ryggen, hvorefter han selv gik ind til byen.
„Hvordan gik det så?” spurgte Noʼomi, da hun hørte Ruth komme ind ad døren. Så fortalte Ruth sin svigermor hele historien og gav hende kornet. „Boaz sagde, at jeg ikke skulle komme tilbage til dig med tomme hænder!” forklarede hun.
„Nu må vi bare tage den med ro og vente og se, hvad det her ender med,” sagde Noʼomi. „Men du kan være sikker på, at den mand ikke giver op, før sagen er afgjort, formentlig allerede i dag!”
Boaz var i mellemtiden gået hen til byporten og havde sat sig der. Da den slægtning, han havde omtalt, kom forbi, kaldte han på ham: „Kom og sæt dig her! Der er noget, jeg vil snakke med dig om!” Det gjorde han så. Boaz tilkaldte derefter ti af byens ledere og bad dem om at være vidner. „Sæt jer her!” sagde han, og de satte sig ned. Så sagde Boaz til sin slægtning: „Du kender Noʼomi, som vendte tilbage fra Moabs land. Hun tænker på at sælge det jordstykke, som tilhørte vores slægtning Elimelek. Jeg syntes lige, jeg ville nævne det for dig, så du kan købe jordstykket, hvis du er interesseret; og disse ansete mænd kan være vidner. Lad mig vide med det samme, om du ønsker at købe jorden, for hvis du ikke er interesseret, så vil jeg købe den. Jeg er jo den næste i rækken efter dig.”
Manden svarede: „Godt, jeg køber jorden!”
Så sagde Boaz: „Hvis du køber jorden fra Noʼomi, må du naturligvis også gifte dig med enken Ruth fra Moab, så hun kan give sin afdøde mand en arving, og så hans jord senere går i arv til hendes børn.”
„Det kan jeg ikke gøre!” svarede manden. „Så ville det jo ikke blive min slægts jord. Køb du hellere både jorden og kvinden!”
På den tid var det skik, at en person trak sin sandal af og gav den til den anden part som en bekræftelse på, at handelen var afgjort. Da manden sagde: „Køb du hellere det hele!” trak han derfor sin sandal af og gav den til Boaz.
Derefter sagde Boaz til vidnerne og de omkringstående: „I er i dag vidner på, at jeg køber den jord, som tilhørte Elimelek og hans sønner. Samtidig gifter jeg mig med moabitten Ruth, Malons enke. På den måde kan hun få en søn, der kan videreføre den afdødes slægt, sådan at hans navn vil blive husket både i slægten og i byen her.”
De ti ledere, der sad i byporten, svarede: „Ja, det er vi vidner på! Må Herren gøre denne kvinde, som du nu har taget til dig, lige så frugtbar som vores stamfar Jakobs koner, Rakel og Lea. Må du få lykke og fremgang her i Betlehem, og må de efterkommere, som Herren giver dig sammen med denne kvinde, blive lige så talrige som efterkommerne fra din forfar Peretz, som Tamar fødte Juda.”
Så giftede Boaz sig med Ruth, og hun flyttede hjem til ham. Herren lod hende blive gravid, og hun fødte en søn.
Da sagde byens kvinder til Noʼomi: „Lovet være Herren, som har givet dig et barnebarn! Må barnet vinde ære i Israel. Må han bringe din sjæl trøst og forsørge dig i din alderdom, for han er din svigerdatters søn, hende, der elsker dig så højt og har været mere trofast imod dig end syv sønner!”
Så tog Noʼomi drengen i sine arme, og hun passede ham, som var han hendes eget barn. Nabokonerne sagde: „Nu har Noʼomi fået en søn!” Og de kaldte ham Obed. Han blev senere far til Isaj, som blev far til kong David.
Dette er Peretzʼ stamtavle: Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram. Ram blev far til Amminadab, som blev far til Nahshon, som igen blev far til Salma. Salma blev far til Boaz, som blev far til Obed, som igen blev far til Isaj – og Isaj blev far til kong David.
Herre, jeg ved godt, at retten altid er på din side i hvilken som helst sag. Men tillad mig alligevel at stille nogle spørgsmål angående retfærdighed: Hvordan kan det være, at det går de gudløse godt? Hvordan kan de troløse trives og være trygge? Du har sat dem her på jorden, plantet dem som træer. Du lader dem slå rod, trives og bære frugt. De nævner dit navn, men er i virkeligheden ligeglade med dig. Herre, du kender mine inderste tanker og motiver, du ved, at jeg ærer og adlyder dig. Vil du ikke holde dom over de onde, trække af sted med dem som hjælpeløse får, der føres til slagtning? De onde tror ikke på, at du ser, hvad de laver. Græsset visner, dyr og fugle dør på grund af ondskaben i landet. Hvor længe skal det fortsætte?
Herren svarede: „Hvis du ikke kan klare at løbe om kap med mennesker, hvordan kan du så løbe om kap med heste? Hvis du giver op i et fredeligt og åbent landskab, hvordan vil du så klare dig mod farerne i Jordandalens krat? Selv din egen familie har slået hånden af dig. De jagter dig med høje råb. Når de taler venligt til dig, skal du ikke tro dem.”
Herren fortsatte: „Jeg opgiver Judas folk, som ellers er mit ejendomsfolk, og jeg udleverer dem til deres fjender. Mit folk raser imod mig som en løve i skoven. Derfor er jeg nødt til at vende dem ryggen. Mit ejendomsfolk bliver hyæners bytte, gribbene flokkes om det. Lad fremmede folkeslag kaste sig over det for at få del i byttet. Fremmede hære skal angribe min vingård. De tramper vinstokkene ned og raserer min ejendom. Den bliver en ødemark, som ingen længere bryder sig om. Over ørkenens nøgne høje kommer de fremmede hære myldrende. De hære jeg sender, hærger landet fra ende til anden, og ingen undslipper. Mit folk såede hvede, men høster torne. De sled til ingen nytte og bliver skuffet over den manglende høst, for jeg vil straffe dem.
Men jeg har også et budskab vedrørende de onde nabofolk, der angriber det land, jeg gav mit folk: Jeg vil rykke disse nabofolk op fra deres lande, og jeg vil rykke judæerne op fra deres midte. Men senere vil jeg være barmhjertig og føre dem tilbage til deres egne lande. Hvis de derefter vil antage mig som deres Gud i stedet for Baʼal, skal de få en plads iblandt mit folk. Men de folkeslag, der nægter at adlyde mig, udrydder jeg fuldstændigt,” siger Herren.
Kære medkristne i Rom!
Dette brev er fra Paulus, som er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Det var Gud, der udvalgte mig til at sprede det glædelige budskab, som han for længe siden talte om gennem sine profeter, og som er nedskrevet i de hellige Skrifter. Profeterne forudsagde, at der skulle komme en Frelser, og det er Jesus, Guds Søn og vores Herre. Hvad hans menneskelighed angår, nedstammer han fra Kong David, men hvad hans hellige åndsnatur angår, blev han ved opstandelsen fra de døde anerkendt som Guds magtfulde Søn. Det er ham, der har givet os nåde og kraft til at være hans apostle og hjælpe folk fra alle folkeslag til at leve i tillidsfuld lydighed over for Gud. Det gælder også jer i Rom, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre. I skal vide, at Gud elsker jer, og at I er kaldet til at leve for ham.
Først af alt takker jeg Gud for alt, hvad han har gjort for jer gennem Jesus Kristus. Jeres tro er jo blevet kendt i hele verden! Gud er mit vidne på, at jeg tit tænker på jer og beder for jer, alt imens jeg sætter hele mit liv ind på at forkynde budskabet om hans Søn. Og jeg beder til stadighed om, at Gud snart vil gøre det muligt for mig at komme og besøge jer. Jeg længes efter at se jer, for at jeg kan udruste jer med Åndens gaver, så I kan blive styrket i jeres tro, eller snarere, at vi kan opmuntre og styrke hinanden gennem vores fælles tro.
I skal vide, kære venner, at jeg tit har tænkt på at besøge jer, så jeg kunne være til hjælp for jer ligesom for de andre menigheder. Men der er altid kommet noget i vejen. Jeg længes efter at forkynde budskabet om Jesus også i Rom, for det er min opgave at forkynde det for alle mennesker, uanset om de er veluddannede eller uuddannede, om de bliver set op til eller set ned på.
Jeg skammer mig bestemt ikke over at fortælle budskabet om Jesus, for det indeholder en guddommelig kraft, som er i stand til at give evigt liv til alle, der tror på ham. Budskabet kom først til jøderne, men nu når det ud til alle mennesker. Kernen i budskabet er, at vi bliver accepteret af Gud og erklæret skyldfri bare ved at overgive os til ham i tro og leve i den tro. Der står jo også i Skriften: „Den retskafne får livet ved sin tro.”
Guds straf hænger over hovedet på de mennesker, der undertrykker sandheden ved deres ugudelighed og uretfærdighed. De kan ikke undskylde sig med, at de ikke kender noget til Gud, for han har sat sine tydelige spor i skaberværket. Godt nok kan man ikke direkte se eller måle den evige Gud, men den verden, han har skabt, viser hans guddommelige magt. De kender altså noget til Gud, men de viser ham hverken respekt eller taknemmelighed. Tværtimod har deres tåbelige tanker ført dem ud i et tomt og håbløst liv. De tror, de er så kloge, men i virkeligheden er de det modsatte. I stedet for at tilbede den evige og mægtige Gud dyrker de alle mulige slags hjemmelavede afguder, der forestiller mennesker, fugle, slanger eller andre dyr.
Derfor har Gud ladet dem følge deres egne lyster, selvom de ødelægger sig selv gennem de skamløse ting, de gør med hinanden. De vil hellere tro på en løgn end på sandheden om Gud, og de tilbeder det skabte i stedet for Skaberen, som fortjener evig tilbedelse. Derfor har Gud ladet dem følge deres skamløse lyster. Kvinder har imod naturens orden et seksuelt forhold til andre kvinder i stedet for til mænd. På samme måde har mænd et forhold til andre mænd, og på den måde tilfredsstiller de deres lyster. Men resultatet af deres fejltagelse rammer dem selv.
Fordi de ikke sætter pris på at lære Gud bedre at kende, har han overladt dem til deres egen forfejlede tankegang og umoralske livsførelse. De er ondskabsfulde, selviske, jaloux, voldelige, stridslystne, uhæderlige, skadefro og fulde af løgn. De taler ondt om andre mennesker og hader Gud. De er arrogante og overlegne. De er i oprør mod forældre, praler af deres bedrifter og finder altid på nye ondskabsfuldheder. De er tåbelige, illoyale, afstumpede og ubarmhjertige. De ved godt, hvad Gud ønsker, de skal gøre, og at han har ret til at straffe den slags med døden. Alligevel lever de på den måde og bekræfter hinanden i deres umoralske livsstil.
I byen Rama i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf og kom oprindelig fra Betlehem.
Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. Hvert år rejste Elkana sammen med sin familie til helligdommen i Shilo for at tilbede Herren, den mægtige, og ofre til ham. Det var på den tid, da Elis to sønner Hofni og Pinehas gjorde tjeneste som præster. Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver, men Hanna gav han to stykker, for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn. Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn. Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til helligdommen i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.
„Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”
Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til helligdommen for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren og aflagde et løfte. „Åh, mægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”
Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.
Tidligt næste morgen stod Elkana og hans familie op for endnu en gang at tilbede Herren, inden de vendte tilbage til Rama. Da de var hjemme igen, lå Elkana med sin kone Hanna, og Herren besvarede hendes bøn. Hun blev gravid, og inden året var omme, fødte hun en søn, som hun kaldte Samuel, for hun sagde: „Jeg bad Herren om at få en søn, og han hørte min bøn.”
Næste år, da Elkana og hans familie skulle til Shilo for at bringe det årlige brændoffer og et løfteoffer til Herren, tog Hanna ikke med. „Jeg venter, til drengen er vænnet fra,” sagde hun til sin mand. „Så vil jeg bringe ham til helligdommen og lade ham blive der, så længe han lever.” „Gør, som du synes bedst,” svarede Elkana. „Bliv du her og pas drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte.” Så blev Hanna hjemme og passede barnet.
Da drengen var vænnet fra, bragte Hanna ham til helligdommen i Shilo. Hun medbragte en treårs tyr som offergave, en sæk med ca. 13 kg mel og en lædersæk med vin. Efter offerceremonien bragte Hanna sit barn til Eli. „Husker du mig?” spurgte hun Eli. „Jeg er den kvinde, som stod her og udøste mit hjerte for Herren. Jeg bad om, at Herren ville give mig en søn, og her er han. Herren hørte min bøn. Nu vil jeg give ham tilbage til Herren, så han kan tjene Herren hele sit liv.” Så tilbad de Herren der.
Da lovpriste Hanna Herren med følgende ord:
Jeg fryder mig over dig, Herre.
Du har gjort mig glad.
Nu kan jeg le ad mine fjender
og glæde mig over, at du har reddet mig.
Ingen er så retfærdig, som du er.
Du hjælper og beskytter os.
Din lige findes ikke.
Intet menneske må være hovmodigt
eller bruge pralende ord,
for Herren er den alvidende Gud,
han dømmer vores handlinger.
Den overlegne lider nederlag,
men den segnefærdige finder styrke.
Den rige må arbejde for føden,
mens den sultende spiser sig mæt.
Den barnløse kvinde føder syv børn,
mens den børnerige sidder og sygner hen.
Herren bringer død, og Herren giver liv.
Nogle lægges i graven, andre oprejses fra den.
Herren gør nogle fattige og andre rige,
han ydmyger nogle og ophøjer andre.
Han løfter de hjælpeløse op fra støvet,
de fattige op fra rendestenen.
Han ærer dem som kongebørn,
bænker dem på hæderspladsen.
Jordens grundvold har Herren skabt,
på den byggede han hele verden.
Herren beskytter sine trofaste tjenere,
men de onde omkommer i mørket.
Ingen kan klare sig i egen kraft.
De, som kæmper mod Herren, kvæstes.
Han tordner imod dem fra Himlen.
Herren dømmer alle på jorden.
Han giver sin konge styrke
og stor magt til sin salvede.
Derefter rejste Elkana og Hanna hjem til Rama. Men drengen blev i Shilo, hvor han tjente Herren under Elis opsyn.
Selv om Elis sønner var præster, var de ugudelige og uden ærefrygt for Herren. Nu var det sådan, at præsterne havde ret til at få en vis del af, hvad der blev ofret. Så hver gang nogen bragte et slagtoffer, kom præsternes tjener, mens den del af offerkødet, som skulle spises, stod og kogte, og stak en tregrenet gaffel ned i gryden. Det kød, som sad på gaflen, når den blev trukket op, var præsternes del. Den fremgangsmåde brugte de over for alle, der kom til Shilo for at ofre. Men nu var det blevet sådan, at inden fedtet var brændt af den del af offerkødet, som tilhørte Herren, kom tjeneren og sagde til den, som ofrede: „Giv præsterne noget kød, de kan stege. De vil ikke have kogt kød, kun råt.” Hvis manden svarede: „Tag så meget, du vil, men lad mig først brænde fedtet af,” sagde tjeneren: „Nej, giv mig kødet nu, ellers tager jeg det med magt.” Elis sønners synd var stor i Herrens øjne, for de viste ringeagt for Herrens offergaver.
Samuel derimod tjente Herren, selvom han endnu kun var et barn. Han havde en hellige vest af linned på magen til præsternes. Hvert år lavede hans mor en kappe til ham. Den havde hun så med, når hun kom til Shilo for at ofre sammen med sin mand.
Før Elkana og Hanna rejste hjem fra Shilo, velsignede Eli dem med ordene: „Må Gud give jer andre børn i stedet for Samuel, som er givet til Herren.” Og Gud velsignede Hanna, så hun blev gravid igen. Hun fødte i alt tre sønner og to døtre foruden Samuel, som voksede op hos Herren.
Eli var efterhånden en gammel mand, men han vidste godt, hvad hans sønner foretog sig. Han hørte om, hvordan de behandlede folk, og at de gik i seng med de kvinder, som hjalp til ved indgangen til helligdommen. Derfor sagde han til dem: „Jeg har hørt om de skammelige ting, I gør. I bliver nødt til at holde op med det. I har fået et dårligt ry blandt Herrens folk. Når en mand gør noget forkert over for en anden person, kan Gud forsvare den ene eller den anden. Men når nogen gør oprør imod Gud selv, hvem kan så forsvare ham?” Men Elis sønner lyttede ikke til deres fars advarsel, for Herren havde allerede besluttet, at de skulle dø.
I mellemtiden voksede Samuel op og var afholdt både af mennesker og Gud.
En dag kom en af Guds profeter til Eli og gav ham følgende budskab fra Herren: „Åbenbarede jeg mig ikke tydeligt, allerede dengang dine forfædre var Faraos slaver i Egypten? Af alle Israels stammer udvalgte jeg din slægt til at være mine præster, til at bringe ofre på mit alter, til at brænde røgelse og til at bære præstedragt og tjene mig. Og jeg gav jer ret til en vis del af offerkødet. Hvorfor er I da så grådige, at I forgriber jer på de øvrige ofre, som jeg har forordnet for min helligdom? Hvorfor tager du mere hensyn til dine sønner end til mig? I er jo blevet fede ved at tage den bedste del af mit folks offergaver til jer selv. Derfor siger Herren, Israels Gud: Jeg lovede engang, at dine efterkommere skulle være præster for mig altid, men sådan bliver det ikke nu. For jeg ærer den, som ærer mig; og jeg foragter den, som foragter mig. Derfor vil jeg straffe din familie og slægt, så at ingen mand i din familie bliver gammel. Med misundelse vil du se på, hvordan mit folk får fremgang, mens din egen slægt skrumper ind. Ingen fra din slægt bliver gamle. De, som ikke bliver dræbt, vil leve i sorg og skændsel, og deres børn vil blive dræbt i krig. Som et tegn på, at det vil ske, som jeg har sagt, skal dine to sønner Hofni og Pinehas dø på samme dag. I stedet vil jeg lade en trofast præst fremstå, en, som vil tjene mig og gøre, som jeg siger. Jeg vil velsigne hans slægt, og de skal altid tjene som præster for min udvalgte konge. Dine efterkommere skal bøje sig for ham og tigge ham om penge og mad. ‚Vær barmhjertig,’ vil de sige, ‚og giv os arbejde som præster, så vi kan få noget at spise.’ ”
Herren sagde til mig: „Gå hen og køb et lændeklæde af linned og tag det på, men lad være med at vaske det.” Så købte jeg et lændeklæde af linned og bandt det om mig. Senere sagde Herren til mig: „Tag hen til Eufratfloden og gem lændeklædet i en klipperevne.” Så tog jeg derhen og gemte det, sådan som Herren havde befalet.
Lang tid senere sagde Herren til mig: „Gå tilbage til floden og hent lændeklædet, som jeg sagde, du skulle gemme der.” Så gik jeg igen hen til Eufratfloden og gravede det op. Men det var så ødelagt, at det ikke kunne bruges til noget.
Da kom Herrens budskab til mig: „Som et lændeklæde bindes tæt om kroppen, sådan bandt jeg Israel og Juda tæt ind til mig, for at de skulle være mit folk og bringe ære til mig. Men de ville ikke høre på mig. Derfor er Juda og Jerusalem nu blevet lige så fordærvet som lændeklædet. Siden dette onde folk nægter at lytte til mig og i stedet følger deres egne troløse tanker og dyrker fremmede guder, er jeg nødt til at straffe dem, siger Herren.
Giv dem denne besked fra Herren, Israels Gud: ‚En vindunk er bestemt til at blive fyldt med vin.’ Når de så svarer: ‚Det ved vi da godt,’ skal du svare: Herren siger: Jeg vil fylde alle landets indbyggere med min vredes vin, både kongen, der sidder på Davids trone, præsterne, profeterne og den menige befolkning. Jeg vil ikke vise medlidenhed med dem, hverken børn eller forældre, men knuse dem uden barmhjertighed og nåde.”
Derpå sagde jeg til folket: „Læg godt mærke til, hvad Herren har sagt til jer, og lad være med at være så stædige og stolte. Ydmyg jer for Herren, jeres Gud, før det er for sent. Bøj jer for ham, før han sender mørke over jer, så I snubler og falder på de mørke bjerge. For da er det for sent at lede efter lys. I vil kun finde det forfærdende mørke. Men hvis I nægter at lytte til hans advarsel, vil jeg græde i det skjulte over jeres stolthed. Mine øjne vil fyldes af tårer, fordi Herrens hjord føres bort i eksil.”
Herren sagde til mig: „Sig til kongen og enkedronningen: Kom ned fra tronen og sæt jer i støvet, for I har mistet jeres kongerige. Negevs byer bliver folketomme, og portene forbliver lukkede. Juda føres bort som fanger, de skal alle i eksil.”
Jerusalem, fjendens hære vil komme fra nord. Du var så stolt over dine mange fornemme indbyggere. Hvad er der nu blevet af alle dem, du burde have beskyttet? Hvad vil du gøre, når de, du troede var dine forbundsfæller, angriber og erobrer dig? Du vil vride dig i smerte som en kvinde i fødselsveer. Du spørger fortvivlet: „Hvorfor skal jeg rammes af denne ulykke?” Forstår du ikke, at det er på grund af din synd? Din egen utroskab er skyld i, at du fik skørterne løftet op og din nøgenhed stillet til skue.
Kan en sudaneser skifte hudfarve? Kan en leopard fjerne sine pletter? Kan I pludselig begynde at gøre, hvad der er godt, når I er så onde?
Herren sagde: „Fordi I glemte mig og stolede på falske guder, vil jeg sprede jer som avner for ørkenvinden. Det er den straf, I fortjener, og som jeg har bestemt for jer. Ja, jeg vil løfte dine skørter og afsløre din nøgenhed, som man plejer at straffe en prostitueret. Jeg er meget bevidst om dit frafald, din utroskab og din væmmelige afgudsdyrkelse på højene ude på landet. Åh, Jerusalem, det er ude med dig. Hvor længe vil du fortsat leve i synd?”
Men hvem du end er, kan du ikke tillade dig at dømme andre og undskylde dig selv. I og med at du dømmer andre, dømmer du jo også dig selv. Du gør nemlig de samme ting, som du fordømmer hos andre. Vi ved, at Guds retfærdige dom hænger over hovedet på dem, som gør det onde. Men tror du virkelig, at du kan undslippe dommen, hvis du gør de samme ting? Prøver du at dække dig under, at Gud er så god, forstående og tålmodig? Forstår du ikke, at Guds godhed leder dig til at bede ham om tilgivelse? Men hvis du ikke vil angre og vende om fra din ondskab, må du tage din straf, når Gud på dommens dag afsiger sin retfærdige dom.
Når Gud til sin tid dømmer hele menneskeheden, får alle den dom, de har fortjent. De, som med udholdenhed har gjort det gode og ønsket at få del i den herlighed, ære og udødelighed, som Gud tilbyder, vil modtage det evige liv hos Gud. Men de, som i deres selviskhed og i deres oprør mod sandheden fra Gud har gjort det onde, vil få Guds vrede og straf at føle. Alle, der er ulydige og onde, vil opleve en dyb smerte som straf, hvad enten de er jøder eller ej, mens alle, der gør det gode, vil opleve herlighed, ære og fred som belønning. Det gælder, hvad enten de er jøder eller ej, for Gud ser ikke efter folks status. De, der forsynder sig uden at kende Guds lov, vil blive dømt uden hensyn til den lov. Men de, der kender Guds lov og alligevel forsynder sig imod den, vil blive dømt under henvisning til den lov. Det er nemlig ikke nok, at du, som er jøde, kender Guds lov. Du skal også overholde den, hvis du vil gøre dig håb om at blive frikendt.
Når de, som ikke kender Guds lov, alligevel gør, hvad loven foreskriver, viser det, at de følger deres egen indre lov, og at lovens krav på en måde er skrevet i deres hjerter. Deres samvittighed kræver, at de følger den lov, og på dommens dag vil nogle føle sig dømt af deres samvittighed, mens andre vil føle sig frikendt. Den dag, hvor menneskene bliver stillet for Guds domstol, vil Jesus Kristus dømme deres skjulte tanker, sådan som jeg har forklaret det i mit budskab.
Du, som er jøde, tror, at alt er i den skønneste orden, fordi du kender Guds lov, og du er stolt over at tilhøre Guds folk. Fordi du er blevet undervist i Guds lov, mener du, at du kender Guds vilje, og at du altid véd, hvad der er det rigtige. Du er overbevist om, at du kan vejlede de blinde og bringe lys til dem, der lever i mørket. Du søger at opdrage de umodne og undervise de uvidende, for du har jo adgang til al den visdom og sandhed, der findes i den jødiske lov.
Men når du nu er sådan en god lærer, hvorfor tager du så ikke selv ved lære? Du prædiker, at man ikke må stjæle, men du stjæler selv! Du fordømmer andres utroskab, men hvad med dig selv? Du foragter dem, der dyrker afgudsbilleder, men er ikke bleg for at stjæle deres kostbare statuetter. Du er stolt over at have Guds lov, men du vanærer Gud ved at overtræde den. Du opfylder det ord fra Skriften, hvor der står, at Gud bliver vanæret ude blandt folkeslagene på grund af jer.
At du er jøde og tilhører Guds folk, giver dig ingen fortrin over for Gud, hvis du ikke overholder hans lov. I så fald er du ikke bedre stillet end alle andre mennesker. Tværtimod! Hvis de andre gør det, som loven foreskriver, så burde de regnes for bedre jøder end dig. De, som ikke er jøder, men helt naturligt overholder lovens forskrifter, vil derfor have ret til at dømme dig, der overtræder loven, selvom du er jøde og véd alt om loven. Du har det ydre tegn på at være jøde, nemlig omskærelsen, men det er ikke nok til at gøre dig til en sand jøde. At være sand jøde er en hjertesag, ikke en formssag. Den virkelige omskærelse foregår i hjertet. Det er en åndelig indvielse til Gud. Sande jøder søger anerkendelse hos Gud, ikke hos mennesker.
På den tid var et budskab fra Herren en sjældenhed, og et syn var noget ganske usædvanligt. Samuel var endnu ganske ung og gjorde tjeneste i helligdommen under opsyn af Eli, som nu var næsten helt blind. En aften skete der noget. Eli havde lagt sig til at sove på sin sædvanlige plads. Lamperne brændte for Guds ansigt inde i helligdommen, hvor Samuel havde lagt sig til hvile, og hvor pagtens ark også stod. Pludselig kaldte Herren: „Samuel! Samuel!” „Ja,” svarede Samuel og løb ind til Eli: „Du kaldte? Her er jeg!” Men Eli svarede: „Nej, jeg kaldte ikke på dig. Gå du bare ind og læg dig igen.” Det gjorde Samuel så. Men Herren kaldte igen: „Samuel! Samuel!” Atter sprang Samuel op og løb ind til Eli: „Du kaldte! Hvad er der?” „Nej,” svarede Eli, „jeg kaldte ikke. Gå nu ind og læg dig.” Samuel vidste ikke, at det var Herren, som kaldte, for han havde aldrig før oplevet, at Herren talte til ham. Så da Herren kaldte for tredje gang, sprang Samuel igen op, løb ind til Eli og sagde: „Du kaldte! Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Da gik det op for Eli, at det var Herren, som havde kaldt på drengen; og han sagde til Samuel: „Gå ind og læg dig. Hvis nogen kalder på dig igen, skal du svare: ‚Ja, Herre, din tjener lytter.’ ” Så gik Samuel tilbage og lagde sig igen.
Da kom Herren og kaldte på ham som før: „Samuel! Samuel!” Denne gang svarede Samuel: „Ja, Herre, din tjener lytter.”
„Jeg vil lade noget ske i Israel, som vil chokere enhver, der hører om det,” sagde Herren. „Da vil alt det, jeg har forudsagt om Elis slægt, gå i opfyldelse. Sig til ham, at hans slægt er dømt for evigt, for selv om han vidste, at hans sønner ringeagtede mig, så gjorde han intet for at standse dem. Derfor har jeg svoret, at Elis og hans sønners synd aldrig vil blive tilgivet ved nogen form for offer.”
Samuel blev liggende til det blev morgen. Så åbnede han døren til helligdommen og gik udenfor; for han var bange for at fortælle Eli, hvad Herren havde sagt. Imidlertid kaldte Eli på ham: „Samuel, min dreng!” „Ja,” svarede Samuel. „Hvad sagde Herren?” spurgte Eli. „Fortæl mig det hele. Må Gud straffe dig, hvis du skjuler noget for mig!” Så fortalte Samuel ham alt, hvad Herren havde sagt. „Hvem kan sætte sig op mod Herren?” sukkede Eli. „Han må gøre, hvad han finder bedst.”
Herren velsignede Samuel allerede under hans opvækst og opfyldte alle de profetiske ord, han gav ham, så hele Israel fra Dan i nord til Beʼersheba i syd var klar over, at Samuel var en sand profet. Herren fortsatte med at åbenbare sig i Shilo, og Samuel gav Guds åbenbaring videre.
På den måde nåede Herrens ord ud til hele Israels folk.
Kort efter, at Herren havde åbenbaret sig for Samuel, blev der krig mellem israelitterne og filistrene. Den israelitiske hær slog lejr ved Eben-Ezer, filistrene ved Afek. Filistrene gik til angreb, besejrede Israels hær og dræbte 4000 mand. Efter slaget vendte israelitterne tilbage til lejren, og folkets ledere holdt møde om krisen: „Hvorfor lod Herren os tabe til filistrene?” „Lad os hente pagtens ark i Shilo,” var der nogen, der foreslog. „Hvis vi tager arken med os i kampen, vil Herren være med os og redde os fra vores fjender.”
Så sendte de nogle mænd til Shilo for at hente Herren den mægtige Guds ark, han, som troner mellem keruberne på arkens låg. Elis to sønner, Hofni og Pinehas, var med til at bære arken til lejren. I det øjeblik israelitterne så Herrens pagts ark komme ind i lejren, jublede de så højt, at jorden rystede. „Hvad sker der?” spurgte filistrene hinanden. „Hvorfor jubler de mon ovre i hebræernes lejr?” Da de fik at vide, at Herrens ark var ankommet, gik der panik i dem. „Deres gud må være i lejren,” udbrød de. „Hvad skal vi nu gøre? Det er ude med os. Hvem kan hjælpe os i kampen mod deres mægtige guder? De var jo dem, der ramte egypterne med alle slags katastrofer og tilintetgjorde deres hær i ørkenen. Vi må tage os sammen, filistre, og kæmpe som aldrig før. Vi skulle nødigt ende som slaver for israelitterne, sådan som de har været slaver for os.” Så gik filistrene til angreb, og Israel blev slået igen. Den dag faldt der 30.000 israelitter. De overlevende flygtede hver til sit. Herrens ark blev taget som bytte, og Hofni og Pinehas blev begge dræbt.
En mand fra Benjamins stamme løb hele vejen fra slagmarken og ankom samme dag til Shilo. I fortvivlelse havde han flænget sit tøj og kommet jord på sit hoved. Eli sad på en stol ved byporten og stirrede ud på vejen. Han ventede på nyt, for han var bekymret for Herrens ark. Da budbringeren ankom til byen og fortalte de første, han mødte, hvad der var sket, gav alle i byen sig til at råbe og skrige. „Hvad er det for en larm?” spurgte Eli, der nu var 98 år og næsten helt blind. Budbringeren skyndte sig hen til ham. „Jeg kommer lige fra slagmarken,” forklarede han. „Det lykkedes mig at flygte med livet i behold.” „Ja, men hvad skete der?” spurgte Eli utålmodigt. „Fortæl! Fortæl!” „Israel måtte flygte for filistrene! Vi led store tab! Dine to sønner, Hofni og Pinehas, blev også dræbt, og Herrens ark blev taget!” Da han nævnte Herrens ark, faldt Eli bagover på sin stol ved byporten og brækkede halsen. Han døde på stedet, for han var en gammel mand og meget overvægtig. Han havde været leder i Israel i 40 år.
Elis svigerdatter – Pinehasʼ kone – var højgravid på det tidspunkt. Da hun hørte, at arken var blevet taget af filistrene, og at hendes mand og hendes svigerfar begge var døde, fik hun voldsomme veer. De kvinder, som hjalp hende under fødslen, prøvede at opmuntre hende. „Du har født en dejlig dreng,” sagde de. Det reagerede hun overhovedet ikke på. Hun døde under fødslen, men nåede dog at sige: „Kald drengen Ikabod.” Hermed hentydede hun til, hvad der var sket med arken og med hendes mand og svigerfar. „Guds herlighed har forladt Israel,” sukkede hun, „for Herrens ark er blevet taget.”
Engang, da der var tørke i landet, sagde Herren til mig:
„Judas folk er fortvivlede. Byernes travle liv er forsvundet, og folk sidder i støvet og sørger. Klageskrig stiger op til mig fra Jerusalem. Velhavende folk sender deres slaver efter vand, men alle vandreservoirer er tomme, og slaverne vender skuffede og fortvivlede tilbage med tomme hænder og bøjet hoved. Jorden er knastør og slår revner, og der er ingen udsigt til regn. Landmændene er desperate og skjuler ansigtet i hænderne. Selv hjorten opgiver sit nyfødte kid på marken, for der er intet græs. Vildæslerne står på de nøgne bakketoppe. De stønner som tørstige sjakaler og spejder uden håb efter den plantevækst, der ikke er der.”
Jeg svarede: „Ak Herre, gang på gang har vi syndet imod dig. Alligevel vover vi at råbe til dig om hjælp, for vi kender dig som en barmhjertig Gud. Ak, Israels Håb, du er vores Frelser i nødens stund. Hvorfor er du blevet en fremmed for os, som en rejsende, der kun gør holdt for natten? Er du da magtesløs, ude af stand til at frelse os? Herre, du er vores Gud, og vi er kendt som dit folk. Herre, lad os ikke i stikken nu!”
Derpå talte Herren om sit genstridige folk: „De elsker at gå deres egne veje. Gang på gang gør de oprør imod mig. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor er jeg nødt til at straffe dem for deres synder.”
Så sagde Herren til mig: „Lad være med at bede mig velsigne dette folk. Selv om de faster, vil jeg ikke høre deres bønner. Og deres offergaver tager jeg ikke imod. Jeg straffer dem med krig, hungersnød og sygdom.”
Da sagde jeg: „Herre, min Gud, mange profeter har jo fortalt folket, at der hverken vil komme krig eller hungersnød, og at du vil give landet fremgang og fred!”
Herren svarede: „Det var løgnagtige profeter. Jeg har hverken sendt dem eller talt til dem. De syner og åbenbaringer, som de påstår at have fået fra mig, er noget, de selv har fundet på. Derfor vil jeg straffe de løgneprofeter, som påstår, at de taler på mine vegne, selvom jeg ikke har sendt dem. De siger, at der hverken kommer krig eller hungersnød, men de kommer selv til at dø på grund af krig og hungersnød! Og folket, som de profeterer for, får samme skæbne. Deres lig vil ligge og rådne i Jerusalems gader, fordi der ikke er nogen til at begrave dem. Mænd og kvinder, børn og unge, alle vil dø som straf for deres ondskab.
Derfor skal du sige til dem fra mig: Dag og nat strømmer mine øjne over med tårer. Jeg græder uafbrudt, for mit elskede folk er dødeligt såret. Går jeg udenfor byen, ser jeg dræbte krigere over det hele. Går jeg gennem byens gader, ser jeg dem, som er helt udmattede af sult. Det er sket, fordi både profeter og præster har udført deres hverv uden en sand forståelse af mig.”
„Ak, Herre,” udbrød jeg, „har du helt forkastet Judas folk? Hader du Jerusalem? Hvorfor har du såret os så hårdt, at alt håb er ude? Vi håbede på fred, men freden udeblev. Vi håbede på fremgang, men oplevede terror og ødelæggelse. Herre, vi bekender både vores egen og vores forfædres ondskab. Vi har alle syndet imod dig. Men forkast os ikke, Herre, for dit eget navns skyld! Bring ikke skam over Jerusalem, hvor din herlige trone står! Opsig ikke din pagt med os! Kan nogen af de fremmede afguder sende regn? Falder den fra himlen helt af sig selv? Er det ikke dig, Herre, vores Gud, som gør det? Derfor sætter vi vores lid til dig, som står bag det alt sammen.”
„Jamen, er omskærelsen da til ingen nytte? Har vi jøder da slet ingen fortrin?” er der måske nogle af jer, der vil spørge. Jo, vi har mange fortrin. Først og fremmest var det os, der fik Guds ord betroet. Ganske vist var mange jøder ikke lydige mod det, Gud sagde til dem, men deres manglende trofasthed betyder ikke, at Gud holder op med at være trofast. Gud står ved sit ord, om så alle andre svigter. Som David sagde til Gud: „Du anklager mig med rette, din dom er retfærdig.”
„Jamen, hvis nu vores synder får folk til at kunne se Guds godhed, er det så ikke uretfærdigt af ham at straffe os?” Sikke noget sludder! Selvfølgelig ikke! Hvordan skulle Gud kunne være en retfærdig dommer, hvis han ikke straffer alt det onde? „Jamen, hvis nu mine små løgne sætter Guds sandhed i relief og dermed ophøjer ham, så burde han vel ikke se på mig som en synder?” Hvis det var rigtigt, kunne man lige så godt sige: „Lad os gøre det onde, for så kan folk lettere se det gode.” Der er ligefrem nogle, der ondskabsfuldt påstår, at vi siger sådan. De vil få deres velfortjente straf.
„Hvad så?” spørger du måske. „Er vi jøder da ikke bedre end andre mennesker?” Nej, for jeg har jo allerede gjort rede for, at alle mennesker, både jøder og ikke-jøder, er under syndens magt. Det fremgår også af følgende citater fra Skrifterne:
„Ingen gør Guds vilje,
ikke en eneste.
Ingen er forstandig,
ingen søger Gud.
Alle er kommet på afveje,
fordærvede af synd.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.”
„Deres strube stinker som en åben grav,
deres tunge er belagt med smiger.”
„Deres ord dræber som slangegift.”
„De har munden fuld af forbandelser og trusler.”
„De kommer hurtigt ind i slagsmål og vold.
Der er ødelæggelse og elendighed i deres kølvand.
De kender ikke fredens vej.”
„De har ingen respekt for Gud.”
Vi ved, at Skriften henvender sig til dem, der tror på den. Når Skriften på den måde udtaler dom over jøderne, forstår vi, at hele verden er under Guds dom, også jøderne. Ingen kan undskylde sig. Der er nemlig ingen mennesker, der kan blive accepteret af Gud ved at prøve at overholde Guds lov. Den afslører kun, at vi ikke kan overholde den.
Gud har nu åbenbaret en ny måde, hvorpå vi kan blive accepteret af ham, og den er allerede omtalt i Toraen og de Profetiske Bøger. Det sker ikke ved at overholde den jødiske lov, men ved at tro på Jesus Kristus, og det gælder alle mennesker, uanset deres baggrund. Alle har jo svigtet og lever ikke op til Guds ideal. Men vi bliver erklæret skyldfri på grund af Guds nåde. Det er en gave til os. Gaven består i, at Jesus Kristus påtog sig den straf, vi skulle have haft. Gud sendte Kristus, for at han ved sin død skulle tage straffen for alle menneskers synder. Før Kristus døde, var Gud på grund af sin barmhjertighed villig til at udskyde straffen for de synder, som blev begået i fortiden. Nu, da Kristus er kommet, bliver alle, som tror på ham, erklæret skyldfri på trods af deres synd. Det er ikke i strid med Guds retfærdighed at gøre sådan, for Kristus har taget straffen for alle menneskers oprør og synd.
Hvad har vi så at rose os af? Ingenting, for Gud accepterer os ikke på grund af vores gode gerninger, men på grund af vores tro. Et menneske bliver accepteret af Gud ved at tro på Kristus og ikke ved at skulle leve op til det, som den jødiske lov forlanger.
Eller er Gud måske kun Gud for os jøder? Er han ikke også Gud for alle de andre folkeslag? Jo, det er han. For der er kun én Gud, og han accepterer alle mennesker som skyldfri, hvis de tror på Jesus, hvad enten de er jøder eller ej.
Betyder vores tro så, at vi bare skal smide Guds lov væk? Nej, bestemt ikke, vi skal opfylde den.