Imidlertid bragte filistrene Guds ark fra slagmarken ved Eben-Ezer til byen Ashdod og ind i deres afgudstempel, hvor den blev stillet ved siden af statuen af deres afgud, som hed Dagon. Næste morgen kom byens indbyggere til templet for at se arken. Men dér lå Dagon næsegrus på jorden foran Guds ark. De skyndte sig at stille ham på plads igen, men næste morgen lå Dagon igen næsegrus på jorden foran Guds ark. Hovedet og hænderne var tilmed brækket af og lå på dørtærskelen, kun kroppen var tilbage. (Det er grunden til, at Dagons præster og de, som dyrker ham, den dag i dag undgår at træde på dørtærsklen til Dagons tempel i Ashdod.)
Herrens straf kom over indbyggerne i Ashdod. Han sendte en frygtelig plage over dem, så der udbrød en epidemi af bylder både i Ashdod og i de omliggende landsbyer. Da folk blev klar over sammenhængen, udbrød de: „Vi vil ikke have Israels Guds ark her i byen længere. Han er imod os og vil gøre det af med både os og vores gud, Dagon.” Så sammenkaldte de filisterbyernes fem konger til rådslagning. „Hvad skal vi gøre ved Israels Guds ark?” spurgte de. „Lad os flytte den til Gat,” var der nogen der foreslog.
Men da arken ankom til Gat, sendte Herren den samme plage over indbyggerne der. Både unge og gamle fik bylder, og de blev grebet af rædsel. Derfor sendte de arken videre til Ekron.
Da indbyggerne i Ekron så arken komme, protesterede de: „Nu bringer de Israels Guds ark til os for at slå os ihjel!” Byens ledere sendte straks bud til filisterkongerne og bad dem om at sørge for at få arken sendt tilbage til israelitterne, for ellers ville de alle blive udryddet. Byldeplagen var allerede begyndt i Ekron, og indbyggerne var rædselsslagne. Nogle døde, mens resten blev dækket af bylder, og deres klageråb lød overalt.
Arken havde nu været i filistrenes land i syv måneder. Da fik filistrenes ledere fat på nogle præster og spåmænd og spurgte dem: „Hvordan skal vi bære os ad med at sende arken tilbage?”
„Når I sender den tilbage, skal I sende en gave med som forsoningsoffer til Israels Gud,” svarede de. „Så vil byldeplagen standse, og I vil forstå, hvorfor hans hånd har hvilet så tungt på jer.”
„Hvad skal vi sende med som forsoningsoffer?” spurgte de.
„Siden det er den samme plage, der har ramt jer i alle fem byer, skal I lave fem efterligninger i guld af de bylder, som plagen har forårsaget,” lød svaret. „Send også fem efterligninger i guld af de mus, som har hærget landet. Send disse gaver til ære for Israels Gud, så vil han måske løfte sin hånd fra jer og jeres gud og jeres land. Vær ikke stædige og oprørske, som Farao og egypterne var. De ville jo ikke give slip på Israels folk, før deres Gud ramte dem med sine frygtelige plager. Byg en ny vogn og tag to køer, der lige har fået kalve, og som aldrig har været spændt i åg. Dem skal I spænde for vognen, og deres kalve skal I tage fra dem og lukke inde i stalden. Sæt så arken op på vognen, og sæt et skrin med guldmusene og guldbylderne ved siden af den som et skyldoffer. Send så køerne af sted med arken. Hvis de går over grænsen og ind til Bet-Shemesh, kan vi være sikre på, at det er Israels Gud, som har sendt denne ulykke over os. Gør de ikke det, så ved vi, at det ikke er ham, der har sendt plagen, men at det bare er et sammentræf af uheldige omstændigheder.”
Dette råd fulgte de. To køer, som for nylig havde kælvet, blev spændt for vognen, og kalvene blev lukket inde i stalden. Så blev Herrens ark og skrinet med guldmusene og guldbylderne sat op på vognen. Køerne satte straks kursen direkte mod Bet-Shemesh, og de brølede hele vejen. Filisterkongerne fulgte efter dem til Bet-Shemeshʼ grænse.
Bet-Shemeshʼ indbyggere var i færd med at høste hvede i dalen, da arken ankom. Da de fik øje på den, blev de ude af sig selv af begejstring. Vognen standsede ved siden af en stor sten ved kanten af en mark, der tilhørte en mand ved navn Jehoshua. En gruppe mænd af Levis stamme løftede arken og skrinet med guldmusene og guldbylderne ned fra vognen og satte dem på stenen. Høstfolkene slog straks vognen i stykker og brugte træet fra den til et offerbål. Så slagtede de køerne og ofrede dem som et brændoffer til Herren. Den dag ofrede Bet-Shemeshʼ indbyggere adskillige brændofre og slagtofre til Herren. Imens stod de fem filisterkonger på afstand og iagttog, hvad der foregik. Derefter vendte de samme dag tilbage til Ekron. De fem guldbylder, som filistrene havde sendt med som forsoningsoffer, var en gave fra kongerne i byerne Ashdod, Gaza, Ashkalon, Gat og Ekron. De fem guldmus var en gave fra de befæstede byer og mindre landsbyer, der hørte ind under de fem hovedbyer. Den sten, vognen standsede ved, ligger den dag i dag på marken uden for Bet-Shemesh som et vidnesbyrd om denne begivenhed. Men fordi 70 af Bet-Shemeshʼ indbyggere kiggede ned i arken, slog Herren dem ihjel. Og indbyggerne sørgede over den tragedie, der havde ramt dem.
„Hvem kan leve i denne hellige Guds nærhed?” klagede de. „Hvor skal vi nu sende arken hen?”
Så sendte de bud til indbyggerne i Kirjat-Jearim. „Filistrene har sendt Herrens ark tilbage til os,” sagde de. „Kom og hent den op til jer.”
Herren svarede: „Om så selveste Moses eller Samuel gik i forbøn for disse mennesker, ville jeg ikke redde dem. Bort med dem! Jeg kan ikke holde ud at se på dem. Hvis de spørger dig: ‚Hvor skal vi gå hen?’ så sig til dem fra mig: ‚Nogle er bestemt til at dø af sygdom, nogle vil blive dræbt i krigen, nogle vil dø af sult, og nogle vil blive ført i eksil.’ Jeg har udpeget fire bødler: Sværdet til at dræbe, hundene til at slæbe ligene bort, gribbene og de vilde dyr til at flænse og æde. Kong Manasse af Juda, Hizkijas søn, var topmålet af ugudelighed og ondskab, og hele folket fulgte ham. Derfor vil jeg straffe jer så eftertrykkeligt, at resten af verden vil blive rædselsslagen over at høre det.”
Herren fortsatte: „Hvem vil vise dig sympati, Jerusalem? Hvem vil sørge over dig? Hvem vil bekymre sig om, hvordan det går dig? Du har svigtet mig og vendt mig ryggen – derfor må jeg straffe dig så hårdt. Min tålmodighed med dig er slut. Jeg vil behandle mit folk i alle landets byer som vinden, der blæser avnerne bort. Jeg vil gøre det af med dem, fordi de nægter at omvende sig fra deres ondskab. Der bliver flere enker, end der er sandkorn på stranden. Ved højlys dag er fjenden over dem. Mødre gribes pludselig af fortvivlelse, når de hører, at deres sønner i hæren er døde. Enhver mor, der har mange sønner, bryder sammen og gisper efter vejret. Hendes fremtidshåb er slukket, som om solen gik ned ved middagstid. Hun sidder barnløs tilbage, skuffet og vanæret. Hvis nogen overlever, skal de overgives til fjenden og dræbes.”
Da udbrød jeg: „Åh, bare min mor dog aldrig havde født mig! Alle er vrede på mig, selv om jeg hverken har lånt penge ud eller lånt af andre. Alligevel forbander de mig alle vegne.”
Herren svarede mig: „Jeg vil sørge for, at det går dig godt. Når dine fjender kommer i vanskeligheder, vil de tigge dig om at gå i forbøn for dem.”
Herren fortsatte: „Kan man bøje en stang, der er lavet af jern eller bronze? Fordi mit folk har syndet, vil jeg udlevere deres rigdomme til fjenderne som krigsbytte. Deres fjender skal føre dem bort som slaver til et land, de ikke kender, for min vrede imod dem er som en fortærende ild.”
Derpå sagde jeg: „Herre, du ved, hvad jeg må lide for din skyld. Folk er vrede på mig, fordi jeg bringer dem dit ord. Lad dem ikke få held til at slå mig ihjel, men lad dem få, hvad de har fortjent. Dine ord tog jeg til mig, og de gjorde mig glad og tilfreds. Jeg er jo din tjener, mægtige Gud. Jeg gik ikke ud for at more mig, som andre mennesker gør, men holdt mig for mig selv for at kunne høre dit ord. Og jeg var vred og frustreret over alle deres synder. Hvor længe vil de blive ved med at forfølge mig? Hvorfor kan min smerte ikke lindres? Er du som en bæk i ørkenen, der er uden vand, når man har mest brug for det?”
Herren svarede: „Hvis du vil stole helt og fuldt på mig i stedet for at beklage dig, kan jeg bruge dig som min profet. Er du villig til at sige sandheden i stedet for tomme løfter, kan du få lov at være mit talerør. Det er dig, der skal influere de andre, og ikke omvendt. Jeg vil gøre dig stærk som en mur af bronze, ingen kan ødelægge. De vil kæmpe imod dig, men kan ikke besejre dig, for jeg er med dig for at bevare dig og redde dig. Ja, jeg vil redde dig fra de ondes angreb og befri dig fra voldsmændenes hænder.”
Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”
Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde – det er ikke en gave. Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro. I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:
„Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet ud.
Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld.”
Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro, og det skete, før han blev omskåret. Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro. Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.
Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.
Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.” Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.
Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.
Så kom der nogle folk fra Kirjat-Jearim og førte arken til Abinadabs hus, der lå på en bakke, og de satte hans søn Eleazar til at passe på den. Arken stod opbevaret dér i 20 år, og i al den tid sørgede hele Israels folk, for det så ud, som om Herren havde forladt dem.
Da sagde Samuel til Israels folk: „Hvis I virkelig alvorligt ønsker at komme tilbage til Herren, så hold op med at dyrke fremmede guder. Ødelæg alt, hvad der repræsenterer gudinden Astarte og beslut jer for at adlyde Herren alene, så vil han frelse jer fra filistrene.”
Så ødelagde israelitterne deres afgudsbilleder af Baʼal og Astarte og tilbad Herren alene. Derefter sagde Samuel: „Kom til Mitzpa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren.”
Folket samledes så i Mitzpa. Den dag fastede de som udtryk for, at de angrede deres synder; og som en symbolsk offerhandling øste de vand fra brønden og hældte det ud på jorden for Herren. Det var dér ved Mitzpa, at Samuel først blev anerkendt som leder i Israel.
Filisterkongerne fik imidlertid nys om, at alle israelitterne havde samlet sig i Mitzpa. Derfor mobiliserede de deres hære og rykkede ud imod Israel. Da israelitterne hørte det, blev de skrækslagne.
„Bed Gud Herren om at frelse os!” råbte de til Samuel. Samuel tog da et lam og ofrede hele dyret som et brændoffer til Herren, alt imens han gik i forbøn for Israel. Og Herren greb ind. Mens Samuel var i færd med at ofre lammet, stormede filistrene dem, men Herren sendte et voldsomt tordenvejr imod dem, og filistrene blev så bange og forvirrede, at israelitterne nemt kunne slå dem. Israelitternes hær forfulgte dem fra Mitzpa helt til Bet-Kar og huggede mange af dem ned undervejs. Da tog Samuel en stor sten og anbragte den mellem Mitzpa og Jeshana, og han kaldte stenen Eben-Ezer, for han sagde: „Hidtil har Herren hjulpet os!”
Filistrenes nederlag holdt dem i lang tid fra at angribe israelitterne, og Herren var med Israel, så længe Samuel levede. De israelitiske byer mellem Ekron og Gat samt de øvrige områder, som filistrene havde erobret, fik Israel nu tilbage. I den periode var der også fred mellem israelitterne og amoritterne.
Samuel var Israels leder så længe han levede. En gang om året foretog han en rundrejse mellem Betel, Gilgal og Mitzpa for at tage sig af folkets retssager. Men han vendte altid tilbage til sit hjem i Rama, hvor han også afgjorde retssager. Og i Rama byggede han et alter for Herren.
Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel. Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Beʼersheba, men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt. Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”
Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne. Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine provinsguvernører. Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem sine embedsmænd og officerer. Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og han vil behandle jer som slaver. Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”
Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”
Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt, og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.
Ved en anden lejlighed sagde Herren til mig:
„Du skal ikke gifte dig og få børn her. For de børn, som fødes i denne by, vil sammen med deres fædre og mødre få en ynkelig død. Ingen vil holde dødsklage over dem eller begrave dem. Deres lig vil ligge og rådne som affald på jorden. Nogle falder i krig, mens andre dør af sult, og deres kroppe vil blive fortæret af gribbe og vilde dyr. Gå ikke til en afdøds hus for at deltage i dødsklage, vis ingen deltagelse. For jeg tager min velsignelse, nåde og barmhjertighed fra dem. Alle skal dø, uden at nogen begraver dem, både høj og lav. Ingen holder dødsklage, snitter sig i huden eller klipper håret af for at vise deres sorg. Ingen tilbyder de efterladte et trøstende måltid mad eller giver et bæger vin til den, der har mistet sine forældre.
Hold dig også borte fra dem, der holder fest. For Herren den Mægtige, Israels Gud, siger: Jeg gør ende på glæden iblandt jer, og der bliver ikke holdt flere bryllupsfester. Og det vil ske i jeres egen generation.
Når du giver folket det budskab, og de spørger: ‚Hvorfor vil Herren ramme os med så megen ulykke? Hvad har vi gjort, siden vi fortjener så hård en straf?’ skal du give dem følgende svar: ‚Fordi jeres forfædre forlod mig og dyrkede andre guder, fordi de var ulydige imod mine love, og fordi I selv opfører jer endnu værre end jeres forfædre. I følger blot jeres egne lyster og nægter at adlyde mig. Derfor jager jeg jer bort fra jeres eget land til et fremmed land, som hverken I selv eller jeres forfædre før har kendt. Dér kan I dyrke så mange afguder, I vil. I skal ikke regne med min hjælp.’ ”
Herren fortsatte: „Men der kommer en tid, hvor man ikke længere vil sige: ‚Jeg sværger ved den Gud, som førte sit folk ud af Egypten,’ men man vil sige: ‚Jeg sværger ved den Gud, som førte sit folk hjem fra landet mod nord og de andre lande, som han i sin tid fordrev dem til.’ Engang vil jeg nemlig føre mit folk hjem igen til det land, jeg gav deres forfædre.
Men nu sender jeg bud efter fiskere, som skal fiske dem ud fra deres gemmesteder. Og jeg sender bud efter jægere, som skal opsøge dem i bjergene og klippehulerne, hvor de har gemt sig. Jeg holder nøje øje med dem, og de kan hverken skjule sig selv eller deres synd for mig.
Jeg vil straffe dem hårdt for alle deres synder, for de har forurenet mit land med deres væmmelige, livløse afguder. Med deres forfærdelige afgudsofringer har de besudlet det land, jeg gav dem i eje.”
„Ak Herre,” udbrød jeg, „det er dig, der styrker og beskytter mig, du er min tilflugt i nødens stund. Mennesker fra alverdens folkeslag vil komme til dig og erkende: ‚Vores forfædre handlede tåbeligt ved at dyrke livløse afguder, der intet kunne udrette. Menneskeskabte guder kan aldrig sammenlignes med den sande Gud.’ ”
Da sagde Herren: „Nu giver jeg dem en lærestreg og viser dem min magt, så de kan forstå, at jeg er Herren, den evige Gud.
Vi blev altså accepteret af Gud, da vi kom til tro på Jesus Kristus, vores Herre. Derfor er vi nu forsonet med Gud og har fået fred i hjertet. Det er også Jesus, der gennem vores tro har ført os ind i den nåde, vi nu lever i, og vi ser med glæde frem til, at vi engang skal få del i al Guds herlighed. Men ikke bare det. Vi glæder os endda over at blive forfulgt, for vi ved, at forfølgelserne styrker vores udholdenhed. Udholdenheden giver os karakterstyrke, og karakterstyrken giver os en stærk forventning om at få del i Guds herlighed engang. Og vi bliver ikke skuffet i vores forventning, for Gud har givet os Helligåndens kraft og fyldt vores hjerter med sin kærlighed.
Mens vi endnu var magtesløse og ugudelige, kom Kristus i rette tid og ofrede sit liv for at redde os. Der er ikke mange, der vil ofre livet for at redde et medmenneske! Jo, måske hvis det er et usædvanlig godt menneske. Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere, og han har nu accepteret os på grund af Kristi stedfortrædende død. Derfor kan vi trygt regne med, at når Kristus ved sin død forsonede os med Gud, vil han også redde os på dommens dag. Selvom vi var fjender af Gud, blev vi alligevel forsonet med ham, fordi hans Søn døde for os. Nu, da vi er blevet Guds venner, kan vi være forvissede om, at vi vil få det evige liv, fordi Jesus lever. Altså er det en utrolig glæde for os, at vi er blevet forsonet med Gud gennem Jesus Kristus, vores Herre.
Det første menneske, Adam, bragte synden ind i verden, og synden førte døden med sig. Sådan fik døden magt over alle mennesker, fordi alle syndede. Synden var i verden, inden loven kom, men den kunne ikke udpeges, så længe der ingen lov var. Døden herskede derfor også i verden, før loven kom, det vil sige fra Adam til Moses. Selv de, der ikke var ulydige mod Gud på samme direkte måde som Adam, måtte dø.
Adam kan sammenlignes med Jesus i den forstand, at ét menneskes handling har fået konsekvenser for hele menneskeheden. Men hvor ét menneskes ulydighed førte til død for et utal af mennesker, bragte ét andet menneskes lydighed Guds vældige kærlighed og nåde ud til et utal af mennesker. Efter at ét menneske havde forsyndet sig, måtte Gud afsige dommen over os mennesker og erklære os skyldige. Men efter at mange mennesker havde forsyndet sig, gav Jesus Kristus frivilligt sit liv for os, og derved kunne Gud erklære os skyldfri. Det var ét menneskes synd, som førte til, at døden fik herredømmet over menneskene. Men det var ét menneskes gave, som fører til, at livet får herredømmet over alle, som tager imod Guds overstrømmende nåde og tilgivelse i Jesus Kristus.
Det vil altså sige, at ét menneskes forkerte handling førte til fordømmelse og død for alle mennesker. Men det var også ét menneskes rigtige handling, der førte til frikendelse og liv for alle mennesker. Ét menneskes ulydighed førte til, at mange andre gjorde oprør mod Gud. Men det er også ét menneskes lydighed, der fører til, at mange andre ønsker at gøre Guds vilje.
Da loven kom til, voksede synden. Men da synden blev større, blev Guds nåde endnu større. Før havde synden herredømmet, og det førte til død. Men hos dem, som har opnået Guds tilgivelse, er det nåden, som har herredømmet, og det fører til det evige liv ved Jesus Kristus, vores Herre.
Der var en rig og anset mand af Benjamins stamme, som hed Kish. Kish var søn af Abiel, som var søn af Zeror, som var søn af Bekorat, som var søn af Afia. Kish havde en søn, der hed Saul. Han var den flotteste fyr i hele Israel, og han var et hoved højere end nogen anden i landet.
En dag var nogle af Kishʼ æsler løbet væk. Derfor sagde han til Saul: „Tag en tjener med dig og gå ud og led efter dem.” Saul og hans tjener gennemsøgte Efraims højland, Shalisha-egnen, Shalim-egnen og hele Benjamins land uden at finde æslerne. Da de til sidst nåede Zuf-området, sagde Saul til tjeneren: „Lad os gå hjem. Nu er min far sikkert mere bekymret for os end for æslerne.”
Men tjeneren svarede: „Ved du hvad? I den by dér bor der en Guds profet, som folk har stor respekt for, fordi alt, hvad han siger, sker. Lad os opsøge ham. Måske han kan fortælle os, hvor vi kan finde æslerne.”
„Men vi har ingen penge med, så vi kan betale ham,” indvendte Saul. „Vi har ingen verdens ting, ikke engang et stykke brød.”
„Jo,” svarede tjeneren. „Jeg har et lille stykke sølv, en kvart shekel. Den vil jeg give ham, så han kan sige os, hvad vi skal gøre.” „Godt,” sagde Saul. „Lad os så bare prøve.”
Så begav de sig op ad bakken mod byen, hvor profeten holdt til. Undervejs mødte de nogle unge piger, som var på vej ned for at hente vand, og de spurgte dem: „Er seeren hjemme?” (På den tid kaldte man endnu profeter for „seere”. „Lad os gå hen og spørge seeren,” sagde man, når man ville spørge Gud til råds).
Pigerne svarede: „Jo, han er kommet til byen i dag, for der skal ofres et dyr på offerhøjen. Hvis I følger vejen lige frem og går ind i byen, vil I træffe ham der. Han går snart op til offerhøjen, for det er ham, der skal velsigne slagtofferet, og folk har ikke lov at spise af slagtofferet, før han kommer.”
Så skyndte de sig op til byen, og netop som de kom til byporten, kom Samuel gående hen imod dem på vej til offerhøjen.
Dagen før havde Herren sagt til Samuel: „I morgen ved denne tid sender jeg en mand fra Benjamins land til dig. Ham skal du salve til konge over mit folk. Han skal frelse folket fra filistrenes herredømme, for jeg har hørt folkets klageråb og har besluttet at hjælpe dem.”
Da Samuel fik øje på Saul, sagde Herren til ham: „Det er den mand, jeg fortalte dig om. Han skal regere over mit folk.”
I det samme henvendte Saul sig til Samuel dér i byporten og spurgte: „Kan du sige mig, hvor seeren bor?”
„Det er mig, der er seeren,” svarede Samuel. „Gå foran mig op til offerhøjen. Så kan vi spise sammen, og i morgen tidlig skal jeg fortælle dig, hvad du ønsker at vide, og sende dig af sted. Du skal ikke bekymre dig om æslerne, der løb bort for tre dage siden. De er i god behold. Men hvem er det, hele Israels håb står til, om ikke det er til dig og din slægt?”
„Hvordan kan du sige sådan noget,” indvendte Saul. „Jeg er jo fra Benjamins stamme, den mindste i hele Israel. Og min slægt er den mest ubetydelige i hele stammen!”
Men Samuel førte Saul og hans tjener ind i gildesalen og gav dem hæderspladsen blandt de 30 indbudte gæster, og han sagde til kokken: „Kom med det fine stykke kød, som er forbeholdt hædersgæsten.” Kokken løftede kødet op og lagde det foran Saul. „Spis! Det er til dig,” sagde Samuel. „Jeg havde lagt det stykke til side til dig, så du ved denne lejlighed kunne spise det sammen med de øvrige gæster.”
Så spiste Saul sammen med Samuel. Derefter gik de ned fra offerhøjen. Da de var kommet tilbage til byen, blev der redt op til Saul på tagterrassen. Ved daggry næste morgen råbte Samuel op til Saul: „Stå op! Jeg vil følge dig på vej.” Så stod Saul op, og Samuel gik med dem et stykke hen ad vejen. Da de var nået til udkanten af byen, sagde Samuel til Saul: „Sig til tjeneren, at han skal gå i forvejen, men bliv du her lidt endnu. Herren har nemlig givet mig et særligt budskab til dig.”
Samuel tog nu sin olieflaske og hældte olien ud over Sauls hoved. Så kyssede han ham på kinden og sagde: „Jeg salver dig, fordi Herren har udpeget dig til at være leder for Israel, hans ejendomsfolk. Når du går herfra, vil du træffe to mænd ved Rakels grav i Zeltza i Benjamins land. De vil fortælle dig, at æslerne er fundet, og at din far nu er bekymret for dig og tænker: ‚Hvad er der dog blevet af min søn?’ Og når du kommer til egetræet ved byen Tabor, vil du møde tre mænd, der er på vej til Betel. Den ene af mændene har tre gedekid med sig. Den anden medbringer tre brød og den tredje en lædersæk med vin. Mændene vil hilse på dig og tilbyde dig to af brødene, og dem skal du tage imod. Derefter kommer du til den hellige by Geba, hvor filistrenes garnison ligger. Der vil du møde en flok profeter, som er på vej ned fra offerhøjen. De spiller på harpe, tamburin, fløjte og lyre, mens de profeterer. Da vil Herrens Ånd komme over dig så stærkt, at du begynder at profetere sammen med dem, og du bliver et helt nyt menneske. Når disse ting er sket, kan du trygt gøre, hvad du finder rigtigt, for Gud er med dig. Gå derefter ned til Gilgal og vent på mig i syv dage, så kommer jeg for at ofre brændofre og fællesskabsofre, og så vil jeg sige dig, hvad du skal gøre.”
Da Saul tog afsked med Samuel og begyndte på hjemrejsen, ændrede Gud hans indstilling, og alle Samuels forudsigelser gik i opfyldelse samme dag. Da Saul og hans tjener var nået næsten frem til Geba, kom nogle profeter dem i møde. Og Guds Ånd kom over Saul, så han begyndte at profetere.
Da de, som kendte Saul, så, hvad der gik for sig, udbrød de: „Hvad går der af Kishʼ søn? Er Saul nu også blevet en af profeterne?” En mand der fra stedet svarede: „Hvem har ansvar for dem?” Derfor blev det et stående udtryk: „Er Saul nu også blevet profet?”
Da Saul holdt op med at profetere, gik han op på offerhøjen.
Da han kom hjem, spurgte hans farbror: „Hvor i alverden har I været henne?” „Ude og lede efter æslerne,” svarede Saul. „Men vi kunne ikke finde dem. Derfor opsøgte vi profeten Samuel for at finde ud af, hvor de var.”
„Aha!” udbrød onklen. „Og hvad sagde Samuel så?”
„At æslerne var i god behold,” svarede Saul uden at fortælle noget om, at Samuel også havde salvet ham til konge.
Samuel kaldte derefter Israels folk sammen i Mitzpa, og dér gav han dem følgende budskab fra Herren: „Det var mig, som førte jer ud af Egypten og befriede jer fra egypterne. Det var også mig, der frelste jer fra alle de folk, der pinte og plagede jer. Men selvom jeg har gjort så meget for jer, har I forkastet mig og sagt: ‚Vi vil have en konge i stedet.’ Godt, så træd frem for mig, stamme for stamme og slægt for slægt.”
Samuel bad først alle stammeoverhovederne om at træde frem for Herren, og det hellige lod faldt på Benjamins stamme. Så trådte alle slægtsoverhovederne fra Benjamins stamme frem for Herren, og det hellige lod faldt på Matris slægt. Sådan fortsatte lodkastningen, indtil det hellige lod ramte Kishʼ søn, Saul. Men da de ledte efter ham, var han forsvundet.
Så spurgte de Herren: „Er han her til stede?” Herren svarede: „Ja, han har gemt sig ovre ved våbenlageret.”
De fandt ham snart og trak ham frem fra hans skjulested, og da han stod oprejst i deres midte, var han et hoved højere end alle de andre.
Da sagde Samuel til folket: „Det er den mand, som Herren har udpeget til konge over jer. Der findes ingen som ham i hele Israel.” Og folket råbte: „Kongen længe leve!”
Derefter mindede Samuel igen folket om en konges rettigheder og pligter, og han skrev det hele ned og gemte bogen på et helligt sted. Så sendte han folket hjem.
Da Saul den dag vendte hjem til Gibea, blev han ledsaget af nogle tapre krigere, hvis hjerter Gud havde rørt. Men der var også nogle ondsindede mænd, som protesterede: „Hvordan vil den fyr frelse os?” De foragtede ham og bragte ham ingen gaver. Men Saul lod som ingenting.
Åh, Judas folk, jeres ondskab er mejslet ind i jeres stenhårde hjerter og ridset med diamant på jeres altres horn. I tænker ikke på andet end de afgudsaltre og Asherapæle, I har rejst under hvert et træ, på hver en høj og på hver en slette. Derfor vil jeg udlevere alle jeres rigdomme og skatte til jeres fjender. Det er straffen for alle de synder, I har begået. Det er jeres egen skyld, at dette vidunderlige land, som jeg gav jer, nu bliver revet ud af hænderne på jer, og at I føres bort som slaver til fjendens land. I har provokeret mig, så min vrede er flammet op imod jer og brænder med en uudslukkelig ild.”
Herren fortsatte: „Min dom vil ramme dem, der sætter deres lid til mennesker, stoler på deres egen styrke og i hjertet gør oprør mod mig. De er uden håb og uden fremtid som en forkrøblet enebærbusk i den glødende ørken, på den saltholdige og golde jord, hvor ingen ville drømme om at bosætte sig.
Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig. De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt.
Hvem forstår et menneskes hjerte? Det er forræderisk og ondt helt igennem. Jeg kender menneskers inderste tanker, vurderer deres motiver og lønner enhver efter, hvordan de handler.
Mennesker, som bliver rige på andres bekostning, er som fugle, der udruger æg, de ikke selv har lagt. Før eller senere mister de deres rigdomme og ender som fattige tåber.”
Derpå sagde jeg til Herren: „Fra ældgamle tider har du siddet på din ophøjede trone i helligdommen. Du er Israels håb, og de, som vender sig fra dig, vil komme til at fortryde det. Det er ude med dem, fordi de har forladt Herren, kilden med det livgivende vand. Herre, kom mig til hjælp og red mig fra dem, der er ude efter mig. Mennesker håner mig og siger: ‚Hvad er det for en straf fra Herren, du bliver ved at snakke om? Hvis det er rigtigt, hvorfor sker der så ikke noget?’
Herre, jeg ønsker ikke at gøre mit eget folk til mine fjender. Jeg har ikke bedt dig sende ulykke over dem, det ved du. Du har hørt hvert ord, jeg har sagt. Du må ikke lade mig i stikken, for du er mit eneste håb. Lad skræk og rædsel ramme dem, som forfølger mig, og red mig fra deres angreb. Det er dem, der fortjener din straf, ikke mig.”
Da sagde Herren til mig: „Gå hen til Jerusalems byporte, først til porten, som kongerne går igennem, og derefter til alle de andre porte. Der skal du råbe til alle, som kommer forbi: Hør, hvad Herren har at sige til Judas kongeslægt, Jerusalems indbyggere og alle borgere i landet. Herren siger: Hvis I har livet kært, skal I overholde sabbatsdagen. I må ikke bære varer ind gennem Jerusalems porte på den dag. I må ikke bære byrder ud fra jeres huse eller i det hele taget udføre noget arbejde på sabbatten. I skal holde fri på hviledagen, som jeg befalede jeres forfædre. Desværre adlød de ikke. De var så frygtelig stivnakkede og nægtede at høre på mine advarsler.
Men hvis I adlyder mig, overholder sabbatten og undlader at arbejde og handle på den dag, skal I få lov til altid at blive boende i Jerusalem. Så vil Davids slægt få lov til at blive ved med at regere i Jerusalem. Kongen og hans embedsmænd vil ride gennem byens porte i pomp og pragt, og I skal få lov at bo i Jerusalem for altid. Fra Jerusalem og omegn, fra Judas og Benjamins byer, fra de vestlige bakkeskråninger, fra det centrale højland og fra Negev i syd skal folket vandre op til templet med deres brændofre, afgrødeofre og røgelse for at bringe lovprisningsofre til mig.
Hvis I derimod nægter at høre på mig, og hvis I ikke holder fri på sabbatten, men bringer alle jeres handelsvarer gennem Jerusalems porte, så vil jeg sætte ild til portene, og ilden vil brede sig til byens paladser, så de bliver brændt ned til grunden, uden at nogen kan forhindre det.”
„Skal vi så ikke fortsætte med at synde, så Guds nåde kan blive endnu større?” er der måske nogle, der vil spørge. Nej, bestemt ikke! Det er da meningsløst at fortsætte et syndigt liv, når synden ikke længere har magten over os! Ved I ikke, at alle vi, der er døbt til at tilhøre Jesus, vores Frelser, blev ét med ham i hans død? Jesus døde og blev begravet, men fik nyt liv ved Guds kraft. På samme måde er vores gamle liv dødt, og det blev begravet, da vi blev døbt, for at vi skulle leve et helt nyt liv. Vi blev ét med Jesus i dåben. Da vi altså er ét med ham i en død, der ligner hans, skal vi også være ét med ham i et liv, der ligner hans. Vi ved, at vores gamle levevis er korsfæstet med Kristus, så synden ikke længere har ret til at regere over os. Derfor er vi ikke længere slaver af synden. Den, som er død, er nemlig løst fra syndens herredømme.
Vi døde sammen med Kristus. Derfor tror vi på, at vi også skal leve sammen med ham. Vi ved, at Kristus blev oprejst fra de døde og aldrig dør igen. Døden har intet at skulle have sagt over ham. Ved sin død gjorde han sig én gang for alle fri af synden, og det liv, han nu lever, lever han for Gud.
Husk på, at I er sluppet fri af syndens herredømme. Derfor kan I nu sammen med Kristus leve for Gud. Selvom I stadig er dødelige mennesker, må I ikke lade synden regere i jeres liv, så I adlyder jeres syndige tilbøjeligheder. Lad jer ikke rive med af ondskaben og uretfærdigheden. Nej, nu da I er gået over fra døden til livet, skal I stille jer til rådighed for Gud og gøre det, som er godt og ret. Synden skal ikke have magt over jer, for I lever ikke under loven, men under Guds nåde.
„Skal vi så bare synde løs, fordi vi ikke lever under loven, men under Guds nåde?” spørger nogen måske. På ingen måde! Ved I ikke, at hvis man lader sig styre af noget, bliver man slave af det? Lader du synden styre dit liv, fører det til død. Men lader du lydighed mod Gud styre dit liv, fører det til Guds accept og velbehag. I har været slaver af synden, men Gud ske tak, at I med liv og sjæl er blevet lydige mod den undervisning, I har modtaget. I er løst fra syndens slaveri og er nu ivrige efter at gøre det, som er ret. Jeg bruger disse menneskelige billeder om slaveri for at hjælpe jer, da I stadig er svage i troen. Før i tiden var I behersket af urene tanker og onde handlinger, som førte til et udsvævende liv. Men nu skal jeres liv være kendetegnet af rene tanker og gode gerninger.
Dengang I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om det, I gjorde, var godt i Guds øjne. Hvad førte det jer ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død. Nu, da I er løst fra syndens lænker og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til et liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. Synd resulterer i død, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores Frelser og Herre.
Engang rykkede ammonitterkongen Nahash ud og belejrede den israelitiske by Jabesh i Gilead. Byens indbyggere bad om fred. „Slå os ikke ihjel, så vil vi underkaste os,” bad de.
„På én betingelse,” svarede Nahash. „Jeg vil stikke højre øje ud på samtlige indbyggere i byen som en hån mod Israel.”
„Giv os syv dages betænkningstid,” bad Jabeshʼ ledere, „så vi kan sende bud til de øvrige stammer. Hvis ingen kommer os til undsætning, går vi ind på dine betingelser.”
Da sendebudene fra Jabesh nåede frem til Sauls hjemby, Gibea, og fortalte den frygtelige nyhed, brast hele byen i gråd.
Saul havde været ude at pløje sin mark, men var nu på vej tilbage til byen med sine okser. Da han hørte postyret, spurgte han: „Hvad er der sket? Hvorfor græder I alle sammen?” Så fortalte de ham, hvad sendebudene fra Jabesh havde sagt. Da kom Guds Ånd over Saul, og han blev rasende. Han tog to okser og skar dem i småstykker, hvorefter han gav budbringerne besked på at bære stykkerne rundt i hele landet med følgende besked: „Sådan vil det gå med jeres okser, hvis I nægter at følge Saul og Samuel i krigen mod ammonitterne.” Og Herren sørgede for, at israelitterne blev bange for Sauls vrede, så de alle som en sluttede op om ham. I Bezek holdt han mandtal over sin hær. Der var 30.000 fra Juda og 300.000 fra de øvrige stammer.
Sendebudene vendte derefter tilbage til Jabesh i Gilead med følgende besked fra Saul: „I morgen når solen står højest på himlen, kommer vi og redder jer.” Indbyggerne jublede, da de fik det at vide, og de sagde til ammonitterne: „I morgen overgiver vi os. Så kan I gøre med os, hvad I vil.”
Men Saul ankom, allerede før det blev lyst næste morgen. Han havde delt sin hær i tre afdelinger og foretog et lynangreb på ammonitterne. Hele formiddagen huggede de ammonitterne ned. De, som overlevede, blev spredt til alle sider. Man fandt ikke to af dem sammen.
Efter slaget sagde folket til Samuel: „Hvem var det, der sagde, at Saul ikke skulle være konge over os? Kom med dem, så vi kan slå dem ihjel.”
Men Saul sagde: „Ingen henrettelser i dag, for nu skal vi fejre, at Herren har befriet Israel.”
Samuel tog nu ordet og sagde til hele folket: „Kom, lad os gå op til Gilgal og alle sammen bekræfte, at Saul skal være Israels konge.”
Så gik de op til Gilgal, og under en højtidelig ceremoni for Guds ansigt indsatte de officielt Saul som konge over Israel. Ved den lejlighed bragte de fællesskabsofre til Herren, og Saul og hele folket glædede sig.
Samuel sagde derefter til folket: „Se, jeg har nu opfyldt jeres ønske og givet jer en konge. Det er denne konge, der nu skal være jeres leder. Her står jeg med mine sønner som en gammel, gråhåret mand. Jeg har tjent jer, lige siden jeg var dreng. Sig mig nu, mens jeg står her for Guds ansigt og foran jeres nye konge: Har jeg nogen sinde taget så meget som en okse eller et æsel fra nogen af jer? Har jeg udnyttet nogen? Har jeg undertrykt jer? Har jeg afsagt uretfærdige domme? Har jeg taget imod bestikkelse fra nogen? I så fald vil jeg betale erstatning.”
„Nej,” svarede de, „du har hverken udnyttet eller undertrykt os på nogen måde, og du har aldrig på uretfærdig vis taget noget fra os.”
„Så Herren og hans salvede konge er i dag vidner på, at ingen har noget at anklage mig for?” spurgte Samuel.
„Ja, det er sandt,” svarede folket.
„Godt! Det var Herren, som udvalgte Moses og Aron,” fortsatte Samuel. „Ved deres hjælp førte han jeres forfædre ud af Egyptens land. Jeg vil nu minde jer om, hvor mange gange Herren i sin nåde har reddet jer.
Da Jakobs efterkommere var slaver i Egypten, råbte de til Herren om hjælp, og han sendte Moses og Aron til dem for at føre dem ind i dette land. Men det varede ikke længe, før folket havde glemt Herren, deres Gud, og derfor lod han Hatzors hærfører, Sisera, og filistrene og Moabs konge besejre dem. Da råbte de igen til Herren og indrømmede, at de havde syndet ved at vende sig fra ham og i stedet dyrke afguderne Baʼal og Astarte. De bønfaldt Herren om hjælp. ‚Vi vil tilbede dig alene, hvis du bare vil frelse os fra vores fjender,’ lovede de. Da sendte Herren Gideon, Barak, Jefta og Samson for at frelse jer, og under deres ledelse havde I trygge kår.
Men så blev I bange for ammonitterkongen Nahash, og I kom til mig med jeres krav om at få en konge, der kunne regere over jer. Men Gud Herren var allerede jeres Konge – og det har han altid været. Men her er den konge, I har bedt om at få. Herren har opfyldt jeres ønske og givet jer en konge.
Hvis I nu vil have ærefrygt for Herren og tjene ham, hvis I vil adlyde hans befalinger og ikke sætte jer op imod hans vilje, hvis både I og jeres konge vil følge Herren, jeres Gud, så vil det gå jer godt. Men hvis I gør oprør imod ham og nægter at lytte til ham, vil han straffe jer, sådan som han straffede jeres forfædre.
Men se nu det under, som Herren vil gøre for øjnene af jer. I ved, at det ikke regner her i hvedehøstens tid. Men i dag vil jeg bede Herren om at sende torden og regn for at I kan forstå, hvor stor en synd det var i Herrens øjne, at I krævede at få en konge.” Så råbte Samuel til Herren, og Herren sendte torden og regn. Da blev folket grebet af frygt for Herren og for Samuel.
„Gå i forbøn for os, at vi ikke skal dø,” råbte de til Samuel. „Vi har syndet mange gange, og nu har vi også forlangt en konge.”
„Vær ikke bange, selvom I har begået denne synd,” beroligede Samuel dem. „Men følg nu Herren af hele jeres hjerte, så I ikke igen vender ham ryggen. Gå ikke tilbage til de nytteløse afguder, som ikke kan hjælpe jer. Fordi Herren er stor, står han fast på sit ord. Han vil ikke forkaste det folk, han har udvalgt som sit eget folk.
Hvad mig angår, så vil jeg ikke synde imod Herren ved at undlade at gå i forbøn for jer. Jeg vil også fortsat undervise jer om, hvad der er godt og ret. I skal vise ærefrygt for Herren og tjene ham af hele jeres hjerte. Tænk på alle de store ting, han har gjort for jer. Men hvis I fortsætter med at synde, vil både I og jeres konge blive udryddet.”
En dag sagde Herren til mig: „Gå ned til pottemagerens værksted, så skal jeg fortælle dig noget.” Jeg gjorde, som Herren sagde, og fandt pottemageren i færd med at forme krukker på sin drejeskive. Af og til blev en krukke ikke, som han havde tænkt sig. Så begyndte han forfra for at lave en ny og bedre krukke.
Så sagde Herren til mig: „Kan jeg ikke gøre med Israel, som pottemageren gør med sit ler? Som leret i pottemagerens hånd, sådan er mit folk i min hånd. Af og til truer jeg en nation eller et folkeslag med undergang og ødelæggelse. Men hvis de omvender sig fra deres synd og ondskab, gør jeg ikke alvor af min trussel.
Hvis jeg lover at velsigne et folk, men det folk så gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, får de alligevel ikke den velsignelse, jeg havde lovet dem.”
Derfor befalede Herren mig at sige til Judas folk og Jerusalems indbyggere: „Hør Herrens ord: Han har planer om at straffe jer. Derfor skal I omvende jer fra jeres ondskab og gøre, hvad der er ret.” Men folket svarede: „Nej, vi gør, hvad vi vil! Og vi har tænkt os at blive ved med at følge, hvad du kalder vores ondskab.”
Da svarede Herren: „Har man hørt noget lignende? Ikke engang de gudløse folkeslag er så oprørske. Mit folks hovmod overgår enhver beskrivelse. Sneen på Libanons bjerge smelter aldrig helt, og vandløbene med det kolde smeltevand tørrer aldrig ud. Men med mit folk er det anderledes. De har svigtet mig og vendt sig til tåbelige afguder. De er drejet af fra den gamle og sikre lydighedsvej, og vader nu rundt på syndens mudrede stier. Derfor vil deres land opleve en frygtelig straf og blive et mindesmærke over deres tåbelighed. Alle, der kommer forbi, vil undre sig og ryste på hovedet over dets grufulde skæbne. Når fjenden kommer, vil mit folk blive spredt for alle vinde som støvet, der hvirvles bort af østenvinden. Når ulykken er over dem, vender jeg ryggen til dem. Jeg hjælper dem ikke.”
Det fik folk til at udbryde: „Kom, lad os blive af med Jeremias! Vi har stadig vores præster til at undervise i loven, vismænd til at give os gode råd, og profeter til at fortælle os Guds vilje. Lad os anklage ham for domstolen, så vi bliver fri for at høre på ham.”
Da bad jeg til Herren: „Hjælp mig, Herre. Hør, hvad mine fjender har planer om at gøre. Skal de have lov til at gengælde godt med ondt? De er ude på at slå mig ihjel, skønt jeg gik i forbøn for dem og prøvede at beskytte dem mod din vrede. Så lad dem da få, hvad de fortjener. Lad deres børn sulte ihjel eller blive dræbt med sværdet. Lad deres koner blive barnløse enker. Lad deres gamle mænd dø af sygdom og deres unge mænd falde i krigen. Lad skrigene høres fra deres hjem, når de tages på sengen af fjendens krigere. For de har gravet en faldgrube og sat fælder langs min vej. Herre, du kender deres morderiske planer. Tilgiv dem ikke, se ikke igennem fingre med deres synder. Lad dem få med dig og din vrede at bestille.”
Kære venner, jeg taler nu til jer, som kender de jødiske love. I ved godt, at man kun er undergivet loven, så længe man lever. En gift kvinde er ifølge loven bundet til sin mand, så længe han er i live. Men hvis han dør, bliver hun løst fra den lov, som bandt hende til ham, og hun er fri til at gifte sig med en anden mand. Hvis hun derimod flytter sammen med en anden mand, mens hendes egen mand stadig lever, så bryder hun ægteskabet. Sådan er det også med jer, kære venner. For det første blev I frigjort fra loven, da Kristus døde for jer. For det andet fik I frihed til at binde jer til en anden, og denne anden, som I nu tilhører, er den genopstandne Kristus selv. Det betyder, at I nu kan gøre, hvad Gud ønsker. Dengang vi levede uden Kristus, fik vores syndige tilbøjeligheder næring af lovens forbud og fik os til at gøre ting, som fører til død. Men nu er vi løst fra loven. Vi er frigjort fra det, som bandt os, så vi nu kan tjene Gud på en helt ny måde – ved at lytte til Guds Ånd – i stedet for den gamle måde, som var bundet til lovens bogstav.
Betyder det så, at loven er af det onde? Nej, aldeles ikke. Havde loven ikke været der til at pege på synden, ville jeg ikke have forstået syndens væsen. Jeg ville ikke have vidst, hvor slemt det er at begære noget, som tilhører en anden, hvis ikke loven havde sagt, at det måtte jeg ikke. Synden brugte altså lovens forbud til at vække alle mulige former for begær i mig. Uden loven har synden ikke den samme magt. Før jeg kendte til loven, levede jeg udmærket. Men da jeg så hørte om lovens forbud, kom der liv i synden, og mit liv blev helt elendigt. Lovens bud, som skulle have givet mig et godt liv, resulterede i det modsatte. Synden udnyttede nemlig lovens forbud til at få mig på afveje, og på den måde blev mit liv elendigt. Altså er loven god, og lovens bud sigter mod det, som er godt, retfærdigt og rigtigt.
Jamen, hvis loven er god, hvordan kunne den så føre til sådan en elendighed? – Det var egentlig ikke loven, der gjorde det. Det var synden. I og med at synden brugte det gode til at opnå det onde, blev det klart, hvor ond synden i virkeligheden er.
Jeg ved jo godt, at loven er åndelig, men det er jeg ikke, så længe jeg er slave under synden. Så forstår jeg ikke, hvad det er, jeg gør. Jeg gør nemlig ikke det, jeg gerne vil, men derimod det, jeg ikke ønsker at gøre. Når jeg altså gør det, jeg ikke ønsker at gøre, så er jeg enig i, at loven har ret. Og det er egentlig ikke mig, der gør det, men synden, som bor i mig. Jeg må erkende, at der ikke bor noget godt i mit syndige jeg, for selvom jeg har viljen til at gøre det rigtige, har jeg ikke magten til det. Jeg gør nemlig ikke det gode, som jeg ønsker at gøre. Tværtimod gør jeg det onde, som jeg ikke ønsker at gøre. Så når jeg gør det, jeg ikke ønsker, så er det egentlig ikke mig selv, der gør det, men synden, som bor i mig. Så længe jeg lever under syndens herredømme, gælder den grundlov, at når jeg ønsker at gøre det gode, kommer det onde til udtryk. Selvom jeg i mit inderste glæder mig over Guds lov, så finder jeg, at der er en anden lov, der styrer mine handlinger og ødelægger mine gode forsætter. Jeg er taget til fange af synden, som regerer i mit liv. Hvor er det frygteligt! Hvem kan redde mig ud af dette elendige liv, som fører til død? Gud ske lov, at Jesus Kristus, vores Herre, redder mennesker ud af den elendighed.
Det, jeg her har beskrevet, er, hvad der sker, når man prøver at tjene Guds lov med sit sind, alt imens man stadig er slave under synden.
Saul var 30 år, da han blev konge, og han regerede i 42 år. Han udvalgte 3000 af de bedste israelitiske krigere og tog de 2000 med sig til Mikmas i bjergområdet ved Betel, mens han lod de 1000 blive hos sin søn Jonatan, der tog til Geba. Resten af hæren sendte han hjem. Jonatan angreb og udslettede filistrenes garnison i Geba. Rygtet om denne israelitiske oprørshandling nåede hurtigt til filistrenes hjemland, og Saul skyndte sig at sende bud rundt i hele Israel om, at han havde udryddet filistrenes garnison, og at man kunne forvente, at filistrene nu ville gå til modangreb. Derfor indkaldte han hele Israels hær til at samles ved Gilgal. I mellemtiden samlede filistrene en mægtig hær på 3000 stridsvogne, 6000 ryttere og lige så mange fodfolk, som der er sandkorn ved stranden. Denne hær rykkede frem og slog lejr ved Mikmas øst for Bet-Aven. Da israelitterne fik øje på fjendens enorme hær, mistede de totalt modet og nogle gemte sig i klippehuler, grotter, kløfter, gravhuler eller tomme vandreservoirer. Andre krydsede Jordanfloden og undslap til Gads og Gileads land.
Saul blev i Gilgal med sine mest loyale krigere, som dog rystede af skræk. Han ventede på Samuel i syv dage, som han havde fået besked på. Men Samuel kom ikke til Gilgal som ventet, og Sauls mænd begyndte at forlade ham. Da besluttede Saul at ofre brændofferet og fællesskabsofferet uden Samuel. Netop som han var færdig med det, kom Samuel. Saul gik ham i møde for at byde ham velkommen. Men Samuel udbrød: „Hvad har du dog gjort?” „Hvad skulle jeg ellers stille op?” indvendte Saul. „Mændene begyndte at desertere, du kom ikke til den tid, vi havde aftalt, og filistrene gjorde klar til kamp ved Mikmas. Så tænkte jeg: ‚Filistrene kan angribe, hvad øjeblik det skal være, og jeg har endnu ikke bedt Herren om hjælp.’ Derfor tog jeg mod til mig og ofrede selv brændofferet i stedet for at vente på dig.”
„Hvor var det tåbeligt af dig at overtræde Herren, din Guds, bud!” udbrød Samuel. „Havde du bare adlydt ham, ville han have ladet dig og dine efterkommere bevare kongemagten i Israel for altid. Men nu har din ulydighed kostet dig kongedømmet. Herren ønsker nemlig en mand, han kan stole på. Han har allerede udvalgt den mand, som skal være konge for hans folk i stedet for dig, for du har overtrådt hans bud.”
Derefter forlod Samuel Gilgal og tog til Gibea. Men Saul og de 600 mand, der var tilbage af hans hær, tog af sted for at møde fjendehæren. Saul og Jonatan og deres 600 mand slog lejr i Geba tæt ved Mikmas, hvor filistrenes hær lå. I mellemtiden rykkede tre afdelinger ud fra filistrenes lejr. Den ene satte kursen mod Ofra i Shual-området, den anden søgte i retning af Bet-Horon, og den tredje mod området over Zeboimdalen i ørkenen.
På den tid fandtes der ikke en eneste smed i hele Israel, for filistrene ville forhindre hebræerne i at ruste sig med sværd og spyd. Derfor var israelitterne tvunget til at opsøge en filistersmed, hver gang de skulle have slebet deres plovskær, hakker, økser eller segl. Prisen for en slibning var 2/3 shekel for plovskær og hakker, 1/3 shekel for økser, segl og pigstave. Denne situation var årsag til, at der ikke fandtes et eneste sværd eller spyd i hele Israels hær, bortset fra Sauls og Jonatans. I mellemtiden var en afdeling af filisterhæren rykket frem og havde besat bjergpasset ved Mikmas.
En dag sagde Jonatan til den unge mand, som bar hans våben: „Kom, lad os snige os over til filistrenes udpost på den anden side af bjergpasset.” Men han sagde ikke til sin far, at han tog af sted.
Saul og hans 600 mænd lå i lejr ved granatæbletræet på bakken ved Migron. Blandt mændene var også præsten Ahija, som bar den hellige vest. Hans far var Ahitub, Ikabods bror, hans farfar var Pinehas, og hans oldefar var Eli, som havde været Herrens præst i Shilo.
Ingen havde lagt mærke til, at Jonatan havde forladt lejren. For at nå frem til filistrene måtte Jonatan igennem et pas, som lå i en kløft med et stort klippefremspring på hver side. De to klippeformationer var kendt under navnene Botzetz og Sene. Den ene lå mod nord i retning af Mikmas, og den anden mod syd i retning af Geba.
„Kom, lad os gå over til de uomskårne og ugudelige filistre,” sagde Jonatan til sin våbenbærer. „Måske vil Herren hjælpe os. Herren kan give os sejr, hvad enten vi er mange eller få.”
„Gør, som du vil!” svarede våbendrageren. „Jeg går med dig, lige meget hvad du finder på.”
„Godt, så hør her,” fortsatte Jonatan. „Vi sørger for, at de opdager os, når vi går derover. Hvis de siger: ‚Bliv stående, vi kommer ned til jer,’ så går vi ikke derop. Men hvis de siger: ‚Kom herop!’ så går vi derop, for så er det et signal fra Herren om, at han vil give os sejr.”
Da filistrene nu fik øje på dem, råbte de til hinanden: „Se! Nogle af hebræerne er krøbet frem fra deres skjulesteder.” Så råbte de til Jonatan: „Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”
„Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. „For Herren vil give Israels folk sejren.”
Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret. Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal. Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne. Sauls udkigsposter i Geba lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.
„Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. „Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest, som man brugte, når man ville spørge Herren til råds. Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. „Lad det bare være!” råbte Saul til ham. Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned. De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side. Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre. Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.
Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: „Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring, Men Jonatan, der ikke havde hørt sin fars erklæring, stak sin stav i en bikage og fiskede lidt honning frem, og da han havde spist honningen, følte han sig stærk igen. En af mændene, som så ham gøre det, sagde: „Din far tog hele hæren i ed og sagde: ‚Forbandet være den, som spiser noget i dag.’ Det er derfor, vi alle er så udmattede.”
„Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. „Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning. Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”
Efter at have kæmpet mod filistrene hele dagen fra Mikmas til Ajjalon, var krigerne så udmattede og sultne, at de kastede sig over krigsbyttet og begyndte at slagte får og geder, køer og kalve på den bare jord og spise kødet uden først at lade blodet løbe fra. Da Saul blev underrettet om, at hans hær havde syndet imod Herren ved at spise kød med blodet i, sagde han: „Det er forfærdeligt! Folket overtræder jo Guds bud! Skynd jer og rul en stor sten herhen! Gå så ud til krigerne og giv dem ordre til at føre køerne, gederne og fårene hertil, så vi kan slagte dem her og lade blodet løbe fra. I må ikke synde imod Herren!” I nattens løb kom krigerne med det kvæg, de havde taget i krigsbytte, og det blev slagtet efter forskrifterne. Der byggede Saul et alter for Herren. Det var første gang han byggede et alter.
Bagefter opfordrede Saul sine mænd til at genoptage forfølgelsen. „Lad os forfølge filistrene hele natten og udrydde dem rub og stub,” sagde han.
„Som du vil,” svarede de. Men præsten Ahija indvendte: „Lad os først spørge Gud til råds.”
Så spurgte Saul Gud: „Skal vi forfølge filistrene? Vil du fortsat hjælpe os med at slå dem?” Men Herren gav ikke noget svar.
Da sammenkaldte Saul alle sine officerer og sagde til dem: „Der er noget galt, siden Gud ikke svarer os. Vi må finde ud af, hvilken synd der er begået i dag. Jeg sværger ved Gud på, at om så synderen er min egen søn Jonatan, skal han dø.” Men ingen turde fortælle ham sagens rette sammenhæng.
Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de. Så bad han denne bøn: „Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.
„Okay,” fortsatte Saul, „så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.
„Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.
„Jeg spiste lidt honning fra spidsen af min stav,” svarede Jonatan. „Så lad mig da dø.”
„Jeg har svoret en ed,” svarede Saul. „Derfor skal du dø for din ulydighed.”
Men de omkringstående protesterede: „Ikke tale om! Det er jo Jonatan, vi kan takke for den sejr, vi har vundet i dag. Vi sværger ved den levende Gud, at vi ikke vil tillade, at der krummes et hår på hans hoved, for det var ved Guds hjælp, at han vandt sejren for os i dag.” Derved reddede mændene Jonatan fra at blive henrettet.
Da opgav Saul at genoptage forfølgelsen, og filistrene vendte hjem til deres eget land.
Nu da Saul havde styrket sin position som konge i Israel, førte han krig mod sine fjender i alle retninger: moabitterne og ammonitterne mod øst, edomitterne mod syd, Zobas konger mod nord og filistrene mod vest. Hvor som helst han kom frem, vandt han sejr over sine fjender. Han udførte store heltegerninger ved blandt andet at besejre amalekitterne og dermed frelse Israels folk fra deres plageånder.
Saul havde sønnerne Jonatan, Jishvi og Malkishua. Den ældste datter hed Merab og den yngste Mikal. Sauls kone hed Ahinoam og var en datter af Ahimaʼatz. Sauls hærfører var hans fætter Abner, en søn af hans farbror Ner. Ner og Sauls far, Kish, var altså brødre, og deres far hed Abiel.
Krigen mod filistrene stod på, så længe Saul levede. Hver gang Saul så en tapper og stærk ung mand, hvervede han ham til sin hær.
Herren sagde derpå til mig: „Gå hen og køb en lerkrukke hos pottemageren. Tag så nogle af folkets politiske og religiøse ledere med dig og gå ud i Hinnoms søns dal med krukken, tæt ved Potteskårsporten. Derude skal du overbringe dem følgende budskab:
Judas kongeslægt og Jerusalems indbyggere, hør Herrens ord! Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: Jeg sender en katastrofe over dette sted, som vil få det til at ringe for ørerne af enhver, der hører om det. For Israel har svigtet mig og gjort denne dal til en skamplet ved at brænde røgelse for fremmede guder, som hverken de selv eller deres forfædre kendte til, og Judas konger har på dette sted ofret uskyldige børn. De har bygget højaltre for Baʼal og brændt deres egne børn som ofre på disse altre, en afskyelig handling, som jeg aldrig ville drømme om at kræve af dem.
Der kommer en dag, siger Herren, hvor denne dal ikke længere skal hedde Tofet eller Hinnoms søns dal. I stedet skal den kaldes for ‚Massakrens dal’. Jeg modarbejder Judas og Jerusalems krigsstrategi og tillader fjendens hære at overrumple jer og slå jer ihjel. Gribbe og vilde dyr vil æde jeres døde kroppe. Jeg jævner Jerusalem med jorden, så enhver, der går forbi, vil gispe af rædsel over byens grufulde skæbne. Jeg vil sørge for, at jeres fjender belejrer byen, indtil alle fødevarer er brugt op, og de belejrede begynder at spise deres egne børn og venner.
Jeremias, når du har givet dem budskabet, skal du knuse krukken for øjnene af de mænd, du har taget med. Så skal du sige til dem: Hør, hvad Herren, den Mægtige, siger: Som den her lerkrukke blev knust, så den ikke kan laves igen, vil jeg knuse Judas og Jerusalems indbyggere. Og man vil kaste de døde ud her i Tofetdalen, fordi der ikke er plads nok i gravhulerne. Det er, hvad jeg vil gøre med dette sted og dets indbyggere. Jerusalem vil blive vanhelliget som Tofet. Død og ødelæggelse vil ramme hvert eneste hus i Jerusalem, ja selv det kongelige palads. Det er straffen for, at I på tagterrasserne brændte røgelse for stjerneguderne og bragte drikofre til alle jeres afguder.”
Efter at Jeremias havde forkyndt sit budskab, forlod han Tofetdalen og gik hen i forgården til Herrens tempel, hvor han råbte til folket: „Hør, hvad Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil snart lade katastrofen ramme Jerusalem og de omliggende byer, sådan som jeg har sagt, fordi I hårdnakket nægter at høre efter, hvad jeg siger.”
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus. For gennem Kristus er jeg blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død. Loven var ikke stærk nok til at sejre over menneskets syndige natur, men Gud gav os sejr. Han sendte jo sin egen Søn ind i denne verden, for at han skulle leve under samme vilkår, som vi syndige mennesker levede under, og han gjorde ham til syndebuk for os alle. På den måde blev synden, som var i mennesket, dømt til døden. Derfor kan vi, som nu lever under Åndens ledelse – og ikke under syndens herredømme – opfylde lovens gode hensigt. De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.
Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.
Altså, kære venner, da synden ikke længere har magt over jer, skal I ikke leve et syndigt liv. Det syndige liv straffes med døden. Men hvis I ved Åndens kraft sætter en stopper for de syndige handlinger, skal I få det evige liv.
Alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn. Den Ånd, I har fået, gør jer ikke til slaver, for så kom I blot igen til at leve et liv i frygt. Nej, Guds Ånd gør det klart for jer, at I er Guds børn. Det er Guds Ånd i os, der gør, at vi kan kalde ham vores far. Det er Guds Ånd, der bekræfter over for vores egen ånd, at vi virkelig er Guds børn.
Da vi nu er blevet børn af Gud, som Kristus er det, kan vi regne med at få del i alt det, som Gud vil give sine børn. Er vi parate til at lide, som Kristus led, kan vi også regne med at få del i den samme herlighed, som han fik del i. De lidelser, vi skal igennem her og nu, regner jeg ikke for noget i sammenligning med den herlighed, som vi skal opleve engang. Alt, hvad Gud har skabt, længes efter at få del i den herlighed, som hans børn engang skal få. Hele skaberværket lever under håbløshedens åg, ikke fordi det ønskede det, men fordi Gud måtte straffe de første menneskers ulydighed. Dog er der håb. Alt det skabte vil engang blive sat fri fra den nuværende forgængelighed og død og få del i den herlige frihed, som Guds børn skal opleve. Vi ved, at alt det skabte til stadighed stønner og vrider sig som i veer. Selv vi, der har fået Guds Ånd som en forsmag på den kommende herlighed, stønner og sukker, mens vi med længsel venter på at få en ny og udødelig krop og på at modtage alt, hvad Gud har til os som sine elskede børn. Vi fik et fantastisk håb, da vi kom til tro. Man behøver jo ikke at håbe på det, man ser foran sig. Men når vi håber på det, vi endnu ikke har set, så gør vi det med udholdenhed og stor forventning.
Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord. Gud kender det inderste i hjertet og ved, hvad Helligånden har i tanke, for Ånden beder inderligt på vores vegne og efter Guds vilje. Og vi ved, at Gud kan få det bedste ud af alting, når det gælder dem, der elsker ham – dem, som han har besluttet at kalde. Han kendte dem i forvejen, og han har bestemt, at de skal komme til at ligne hans Søn, så Jesus kan være den første af mange søskende. Dem, Gud i forvejen har vedkendt sig, har han også kaldet. Og dem, han har kaldet, har han også frikendt, og dem, der er frikendt, får del i hans herlige og evige liv.
Behøver jeg at sige mere? Når Gud er med os, hvem kan da besejre os? Gud ofrede sin egen søn for os! Når han har givet os så stor en gave, mon han så ikke også vil give os, hvad vi ellers har brug for? Når Gud har frikendt sine børn, hvem har så ret til at anklage dem? Når Kristus er død for os, hvem vover så at fordømme os? Ikke alene døde Kristus for os, men han blev oprejst fra de døde og sidder nu ved Guds højre hånd og beder inderligt for os. Intet kan skille os fra Kristi kærlighed, det være sig lidelser, vanskeligheder eller forfølgelse, sult eller fattigdom, fare eller død. Selvom Skriften lover os modgang, når den siger: „Vi er i livsfare hver eneste dag. Vi er som får, der er på vej til slagtning”, så kommer vi igennem det hele sejrende, fordi Kristus i sin kærlighed giver os styrke. Jeg er overbevist om, at intet i hele universet kan skille os fra Guds kærlighed – hverken engle eller åndsmagter, hverken det, som eksisterer nu, eller det, som vil komme i fremtiden, hverken himmelrummets eller havdybets kræfter. Nej, intet i livet – end ikke døden – kan rive os ud af den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, vores Herre!