Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til:
„Abraham!” kaldte Gud. „Ja,” svarede han. „Jeg lytter!”
„Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”
Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham. På rejsens tredje dag fik Abraham øje på stedet i det fjerne.
„Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.” Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.
„Far,” sagde Isak.
„Ja, min dreng.”
„Vi har brændet og ilden – men hvor er det lam, der skal ofres?”
„Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.
Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet. Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.
I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!”
„Ja,” svarede han.
„Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig – siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”
Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn. Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.”
Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen: „Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn, vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer. Desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere, fordi du adlød mig!”
Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Beʼersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid.
Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: „Milka – din bror Nakors kone – har født ham en række sønner. Deres navne er: Utz, Buz, Kemuel, (som blev far til Aram), Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel, (som blev far til Rebekka). Disse otte sønner har Milka født Nakor. Med sin anden kone, Reuma, har han fire sønner: Teba, Gaham, Tahash og Maʼaka.”
Sara blev 127 år gammel. Hun døde i Kirjat-Arba, det vil sige Hebron, i Kanaʼans land, og Abraham græd og sørgede over hendes død. Da han havde rejst sig fra hendes dødsleje, sagde han til de ledende mænd blandt hittitterne: „Jeg bor jo her hos jer som fremmed, men jeg vil gerne have et sted, hvor jeg kan begrave min kone.” „Vi har stor respekt for dig,” svarede de, „for du er en rig og mægtig mand. Begrav du blot din kone i et af vores bedste gravsteder. Ingen af os vil nægte dig en gravplads.”
Da bøjede Abraham sig ærbødigt ned for dem og sagde: „Hvis I kan acceptere, at jeg steder min kone til hvile i jeres land, vil jeg bede jer om at lægge et godt ord ind for mig hos Efron, Sohars søn. Jeg ønsker at købe Makpela-klippehulen for enden af hans mark. Jeg vil betale den pris han forlanger, og I skal være vidner til vores handel.”
Efron, der indtil nu havde siddet tavs blandt de øvrige hittitter, svarede Abraham, så alle de andre ledere, som sad der ved byporten, kunne høre det: „Nej, hør nu her, min herre, jeg vil da forære dig klippehulen – og marken med! De omkringsiddende her skal være vidner på, at jeg giver dig det hele i dag. Gå blot hen og begrav din kone.”
Igen bøjede Abraham sig for landets ledende mænd, og i alles påhør sagde han til Efron: „Nej, hør her. Jeg vil betale fuld pris for marken! Tag venligst imod mit tilbud, så jeg kan gå hen og begrave den døde.”
„Nej, hør nu på mig, min herre,” svarede Efron. „En mark til en værdi af 400 sølvstykker – hvad er det mellem venner? Gå du bare hen og begrav den døde.”
Abraham forstod hentydningen og betalte Efron den pris, han havde nævnt i de andres påhør – 400 sølvstykker efter standardvægt. Således blev Abraham ejer af Efrons mark i Makpela ved Mamres lund samt klippehulen og alle træerne på marken. Handelen blev afsluttet og bevidnet af alle de ledende hittitter.
Så begravede Abraham sin kone, Sara, i klippehulen på Makpela-marken ved Mamres lund, i Hebron i Kanaʼans land. Fra da af ejede Abraham marken med klippehulen som gravsted for sin slægt.
Job gav ham følgende svar:
„Den eneste trøst, I kan give mig,
er, hvis I tier stille og lytter til mine ord.
Gid I ville finde jer i at høre på mig.
Bagefter kan I altid håne mig igen!
Det er Gud og ikke mennesker, jeg beklager mig til.
Er det mærkeligt, at jeg er så utilfreds?
Prøv engang at se på mig!
Er det ikke et chokerende syn?
Når jeg tænker over det, fyldes jeg med rædsel,
så jeg ryster over hele kroppen.
Hvorfor klarer de gudløse sig godt her i livet?
Hvorfor lever de længe og bliver rige?
De ser deres børn vokse op og etablere sig,
de kan glæde sig over samværet med familien.
De lever trygt i deres sikre hjem,
og Guds straf når dem ikke.
Deres tyre avler uden problemer,
deres køer aborterer ikke.
Deres småbørn løber frit omkring,
boltrer sig på marken som uskyldige lam.
De gudløse danser og synger og morer sig
til musik fra tamburiner, lyrer og fløjter.
De lever lykkeligt til deres dages ende
og får en nem og smertefri død,
selv om de siger: ‚Hold dig væk, Gud,
vi vil ikke have noget med dig at gøre.’
‚Hvorfor skulle vi adlyde den såkaldt almægtige Gud?’
‚Hvad nytter det at bede til ham?’ spørger de.
‚Enhver er sin egen lykkes smed!’ ser det ud til.
Men sådan vil jeg ikke tænke.
De onde bliver sjældent ramt af ulykke,
de har ingen større problemer,
og de bliver ikke tromlet ned af Guds vrede.
De er ikke som avner og strå,
der blæses bort af vinden.
‚Så straffer Gud deres børn,’ siger I.
Men burde de gudløse ikke selv blive straffet?
Lad dem selv opleve deres ulykke
og smage den Almægtiges vrede.
Når de først er døde, er det ikke deres sag,
hvad der sker med de efterladte.
Men hvem kan belære Gud?
Hvem kan dømme den højeste dommer?
Nogle mennesker dør på lykkens tinde,
helt trygge og ganske uden sorger.
Mad og drikke har de i overflod,
og de har altid været sunde og raske.
Andre mennesker dør, før de har smagt livets goder,
og de er helt opslugt af bitterhed.
Begge slags mennesker lægges i graven,
hvor de bliver ædt af de samme orme.
Nuvel, jeg ved godt, hvad I vil svare,
hvilke indvendinger I vil komme med.
I har hørt om nogle rige, gudløse folk,
som også blev ramt af ulykker.
Men prøv at spørge dem, der er vidt berejste,
hør, hvad de siger om deres erfaringer:
De gudløse skånes, når ulykken kommer,
de finder altid en udvej.
Ingen retsforfølger dem,
ingen tør kræve dem til regnskab.
Når de dør og føres til graven,
står der æresvagt ved gravstedet.
De har et stort begravelsesfølge
og bliver lagt til hvile i fred.
Jeres trøst er intet værd.
Jeres snak er ikke andet end bedrag.”
Elifaz gav straks svar på tiltale:
„Hvad gavn har Gud af et menneske?
Hvad kan de kloge gøre for ham?
Hvad ville det gavne den Almægtige,
hvis du var uskyldig og fejlfri?
Straffer han dig måske for din fromhed?
Ville han dømme dig, hvis du var uskyldig?
Nej, det må være på grund af din ondskab.
Du må have begået utallige synder.
Måske du udnyttede en ven, som lånte penge af dig?
Måske tog du alle hans ejendele i pant?
Måske du nægtede den tørstende vand
eller undlod at give den sultende mad?
Selv om du var umådelig rig
og havde stor magt og indflydelse,
afslog du måske at hjælpe enker i nød
og tog håbet fra forældreløse børn?
Det må være derfor, du er fanget i en fælde
og nu må svede angstens sved.
Derfor er du fange i et mørkt hul
og sidder i problemer til halsen.
Bor Gud ikke i den højeste himmel?
Se på stjernerne og erkend hans storhed.
Alligevel siger du: ‚Hvad ved Gud?
Han kan ikke se gennem de tætte skyer.
Når han vandrer rundt på himmelbuen,
skjuler skyerne os for hans blik.’
Er du på vej tilbage til de gamle traditioner,
som nogle af vores ugudelige forfædre fulgte?
Husk på, at de blev revet bort i utide,
og deres livsgrundlag smuldrede under dem.
De sagde til den almægtige Gud:
‚Lad os være i fred! Hvad kan du gøre for os!’
Og dog var det ham, der gav dem velstand!
Men sådan vil jeg ikke tænke.
De retskafne glæder sig, når de onde bliver straffet,
de uskyldige jubler og siger:
‚Nu er det ude med vores fjender!
Alt, hvad de ejede, gik op i røg!’
Slut nu fred med Gud,
lad dig forsone med ham,
så du igen kan blive lykkelig.
Hør på ham, når han vejleder dig,
og ret dig efter, hvad han siger.
Vend dog om til den almægtige Gud og ydmyg dig,
gør op med enhver synd i dit liv.
Opgiv din pengegriskhed,
skaf dig af med dit dyrebare guld,
så den Almægtige selv bliver dit guld,
så du værdsætter ham mere end alt dit sølv.
Så vil du kunne glæde dig over ham
og se ham frimodigt i øjnene.
Så hører han dig, når du beder,
og du kan takke ham for, at svaret kommer.
Hvad end du tager dig for, vil lykkes for dig,
og du kan se frem til lysere tider.
De stolte og hovmodige piller han ned,
men de ydmyge giver han oprejsning.
Gud redder den uskyldige.
Rens dig selv, så du kan blive reddet.”
Efter at Jesus havde instrueret og udsendt sine 12 disciple, gik han selv videre til de omliggende byer for at undervise folk og forkynde de gode nyheder.
I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”
Jesus sagde til dem: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, der erkender deres behov for hjælp. Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”
Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til menneskemængden: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I da? Et siv, der svajede hid og did for vinden? En mand klædt på som en fyrste? Nej, dem, der bærer fornemme klæder, finder man i kongelige paladser. Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:
‚Jeg vil sende min udsending foran dig.
Han skal berede vejen for dig.’
Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham.
Lige fra Johannes begyndte sit virke, har Guds rige mødt voldsom modstand, og modstanderne søger at komme det til livs. Både Toraen og alle profeterne til og med Johannes har profeteret om Guds rige. Og hvis I ellers vil tro det, så er Johannes den profet, som det er forudsagt skulle komme lige før Messias. Lad dem høre, som har øre.
Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker? Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’
Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden fester, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ Nuvel, Guds visdom erfares af dem, som følger den.”
Derefter begyndte Jesus at anklage de byer, hvis indbyggere ikke havde vendt sig til Gud på trods af alle de undere, de havde set ham gøre: „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. Det siger jeg jer: Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes ned i dødsriget, for hvis de undere, jeg udførte i dine gader, var sket i Sodoma, så havde den by eksisteret den dag i dag. Men Sodoma vil slippe billigere på dommens dag end dig.”
Derefter udbrød Jesus: „Jeg priser dig Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de selvkloge og overlegne. I stedet har du åbenbaret det for de troskyldige og ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”
Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og er tynget ned af byrder – og jeg vil give jer hvile. Tag imod det åg, som jeg lægger på jer, og tag ved lære af mig, for jeg er ydmyg og selvopofrende. Så vil I finde ro i sjælen. Mit åg vil hjælpe jer, og min byrde vil føles let.”
Abraham var nu blevet en gammel mand og havde oplevet Herrens rige velsignelse.
En dag kaldte han på sin ældste og mest betroede tjener, som havde ansvar for alt, hvad han ejede: „Læg din hånd under min lænd,” sagde han, „og sværg ved Herren, Himlens og jordens Gud, at du aldrig vil lade min søn gifte sig med en af de kanaʼanæiske piger, som vi bor iblandt. Rejs til mit hjemland og min slægt og find en kone til Isak der.”
„Men hvad nu, hvis pigen ikke er villig til at rejse tilbage sammen med mig?” spurgte tjeneren. „Skal jeg så bringe Isak tilbage til dit gamle fædreland, så han kan slå sig ned der?”
„Nej,” sagde Abraham. „Det må du under ingen omstændigheder gøre! For Herren, Himlens Gud, gav mig ordre til at forlade mit land og mit folk, og han lovede at give mig og mine efterkommere det land, vi nu bor i som fremmede. Herren vil sende sin engel i forvejen og sørge for, at du finder den pige, som skal være min søns brud. Hvis pigen ikke vil følge med dig tilbage, er du løst fra din ed, men du må under ingen omstændigheder bringe min søn tilbage til mit hjemland!” Så lagde tjeneren hånden under sin herres lænd og svor på, at han ville gøre, som Abraham havde sagt.
Derpå tog tjeneren ti af Abrahams kameler og alle slags kostbare gaver, og begav sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim. Da han nåede frem, lod han kamelerne lægge sig ned ved brønden uden for byen. Det var hen ad aften – ved den tid, hvor byens kvinder gik ud til brønden for at hente vand.
„Herre, du, min herres Gud!” bad han. „Vis din trofasthed over for min herre Abraham og lad det lykkes for mig at udføre den opgave, han har pålagt mig. Jeg stiller mig her ved brønden, nu hvor byens unge kvinder kommer ud for at hente vand. Når jeg så spørger en af dem, om jeg må få en slurk vand, og hun svarer: ‚Drik kun, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’ – lad det så være hende, du har udset til at blive Isaks kone. På den måde vil jeg være klar over, at du har været trofast over for min herre!”
Endnu mens han bad, kom en ung pige gående hen mod brønden med sin vandkrukke på skulderen. Hun hed Rebekka og var datter af Betuel, en søn af Milka og Nakor, Abrahams bror. Rebekka var meget smuk, og hun var jomfru. Hun gik ned til brønden og fyldte sin krukke. Da hun kom op igen, skyndte tjeneren sig hen til hende og sagde: „Giv mig lidt vand fra din krukke!”
„Gerne!” svarede hun og tog krukken ned fra skulderen, så han kunne drikke. Da han havde slukket sin tørst, tilføjede hun: „Lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!” Straks løb hun hen til vandtruget og tømte sin krukke. Derefter hentede hun mere vand og hældte det i truget, indtil kamelerne var færdige med at drikke. Imens stod tjeneren og betragtede hende i tavshed – spændt på, om Gud havde ladet hans rejse lykkes.
Da kamelerne endelig havde slukket deres tørst, gav tjeneren pigen en guldnæsering og satte to tunge guldarmbånd på hendes arme. „Sig mig, hvem du er datter af,” sagde han, „og om der er plads i din fars hus, så jeg og mine folk kan få husly der i nat.”
Hun svarede: „Jeg er datter af Betuel, som er Milkas og Nakors søn. Vi har masser af halm og foder og plads, så I kan overnatte hos os.”
Ved disse ord bøjede tjeneren sig og lovpriste Gud. „Tak Herre, du min herre Abrahams Gud,” udbrød han. „Tak for din godhed og trofasthed imod min herre, og tak, fordi du førte mig direkte til min herres slægtninge.”
Imidlertid løb pigen hjem og fortalte sin familie, hvad der var sket. Da hendes bror Laban så næseringen og armbåndene på sin søsters arme og hørte hende fortælle, hvad manden havde sagt til hende, skyndte han sig ud til brønden, hvor manden stadig stod med sine kameler. „Velkommen, kære ven,” sagde han. „Kom dog og vær vores gæst! Hvorfor står du herude? Vi har allerede gjort klar til at modtage dig og dine kameler.”
Så fulgte manden med Laban hjem. Bagagen blev læsset af kamelerne og Laban sørgede for halm og foder til dem. Så bragte han vand til den gamle tjener og hans kameldrivere, så de kunne vaske deres fødder. Derefter blev der serveret mad, men Abrahams tjener sagde: „Jeg vil ikke spise noget, før jeg har fortalt jer om mit ærinde.”
„Sig frem!” svarede Laban.
„Jeg er Abrahams tjener,” begyndte manden. „Herren har velsignet min herre i rigt mål, så han er blevet en velhavende mand med masser af får, kvæg, sølv og guld, tjenere, kameler og æsler.
Min herres kone, Sara, fødte ham en søn i hans alderdom, og den søn har han givet alt, hvad han ejer. Og nu har min herre ladet mig sværge på, at jeg ikke vil lade hans søn gifte sig med en af de lokale kanaʼanæiske piger. I stedet bad han mig tage hertil og opsøge hans slægt og finde en brud til hans søn. ‚Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde en pige, der vil følge med tilbage?’ spurgte jeg. Han svarede: ‚Den Herre, i hvis nærhed jeg har levet mit liv, vil sende sin engel i forvejen og lade din rejse lykkes, så du kan finde min søn en kone fra min egen slægt. Hvis ikke, er du løst fra din ed. Det samme er tilfældet, hvis hendes familie ikke vil lade hende følge med dig.’
Da jeg i dag gjorde holdt ved brønden, bad jeg følgende bøn: ‚Herre, du min herre Abrahams Gud! Lad det ærinde lykkes, som jeg er kommet for at udføre. Jeg stiller mig her ved brønden, og så siger jeg til en af pigerne, der kommer for at hente vand: „Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!” Hvis pigen så svarer: „Drik kun, og lad mig også sørge for dine kameler!” – lad det da være tegnet på, at det er den pige, du har udset til min herres søn.’
Mens jeg endnu bad, kom Rebekka gående med sin vandkrukke på skulderen. Hun gik ned til brønden og fyldte krukken. Da jeg sagde: ‚Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!’ sænkede hun straks krukken og gav mig vand, idet hun sagde: ‚Drik kun, herre, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’ Så drak jeg, og hun sørgede for kamelerne. Bagefter sagde jeg til hende: ‚Sig mig, hvem du er datter af.’ Hun svarede: ‚Min far hedder Betuel og er søn af Milka og Nakor.’ Da gav jeg hende næseringen og satte armbåndene på hendes arme. Og jeg takkede min herre Abrahams Gud, fordi han havde ledt mig hele vejen, til jeg stod over for min herres brors barnebarn, der skulle være hans søns brud. Derfor vil jeg nu gerne vide, om I vil opfylde min herres ønske. Jeg vil gerne have et klart svar, ja eller nej, så jeg ved, hvad jeg har at rette mig efter.”
Da svarede Laban og Betuel: „Det er helt klart, at Herren har ført dig herhen! Hvad kan vi sige mere? Tag kun Rebekka med dig! Lad hende gifte sig med din herres søn, sådan som Herren har bestemt det.”
Ved de ord bøjede Abrahams tjener sig med ansigtet mod jorden og lovpriste Herren. Så hentede han smykker af sølv og guld tillige med smukke dragter, som han gav til Rebekka. Også hendes bror og mor fik gaver. Så spiste han og hans ledsagere til aften og overnattede i huset. Da de var stået op næste morgen, sagde han: „Lad mig nu tage tilbage til min herre.”
„Vi vil gerne beholde Rebekka en halv snes dage endnu,” svarede pigens bror og mor. „Derefter kan I tage af sted.”
„Ophold mig ikke længere end nødvendigt,” bad tjeneren. „Herren har jo ladet mit ærinde lykkes, og jeg må tilbage til min herre.”
„Lad os kalde på pigen og lade hende afgøre sagen,” svarede de. Så kaldte de på Rebekka og spurgte hende: „Er du parat til at rejse med denne mand?”
„Ja, jeg er,” svarede hun.
De tog så afsked med Rebekka. Den kvinde, som havde passet Rebekka fra lille, fik besked på også at tage med. Familien velsignede Rebekka med følgende ord: „Må dine efterkommere blive talt i tusinder! Må dine efterkommere besejre alle deres fjender!”
Så satte Rebekka og hendes tjenestepiger sig op på kamelerne og fulgte med Abrahams tjener.
I mellemtiden ventede Isak hjemme hos sin far. Han boede ellers selv i Negev, ved brønden Beʼer-Lahaj-Roi. En dag hen imod aftenstid, da han gik sig en tur ude på marken fordybet i egne tanker, så han op og fik øje på en karavane af kameler, der nærmede sig. Da Rebekka fik øje på ham, gjorde hun straks holdt og steg af sin kamel.
„Hvem er den mand, der kommer gående dér på marken for at møde os?” spurgte hun Abrahams tjener.
„Det er min herres søn,” svarede tjeneren. Da skyndte hun sig at trække sløret for ansigtet. Så fortalte tjeneren hele historien til Isak.
Isak førte nu Rebekka ind i sin mors telt, og hun blev hans kone. Han kom til at holde meget af hende, og hun var til stor trøst for ham efter tabet af moderen.
Abraham havde taget sig endnu en kone. Hun hed Ketura, og sammen fik de følgende sønner: Zimran, Jokshan, Medan, Midjan, Jishbak og Shua. Jokshan fik sønnerne Saba og Dedan. Dedan blev stamfar til ashuritterne, letushitterne og leumitterne. Midjan blev far til Efa, Efer, Enok, Abida og Eldaʼa. De var alle sammen efterkommere af Ketura.
Abraham indsatte Isak som arving til alt, hvad han ejede. De sønner, han havde med sine andre koner, gav han gaver og sendte dem derefter bort fra Isak, østpå til landet øst for Jordanfloden.
Abraham blev 175 år gammel. Han døde i en høj alder, gammel og mæt af dage. Isak og Ishmael begravede ham i Makpela-klippehulen ved Mamres lund på den mark, som Abraham havde købt af hittitten Efron, Sohars søn, og hvor hans kone Sara allerede lå begravet.
Efter Abrahams død velsignede Gud hans søn Isak. Isak boede i Beʼer-Lahaj-Roi i Negev.
Det følgende er en liste over Ishmaels efterkommere: Nebajot, den førstefødte, Kedar, Adbeʼel, Mibsam, Mishma, Duma, Massa, Hadad, Tema, Jetur, Nafish og Kedma. Disse 12 sønner blev stamfædre til de 12 stammer, som er opkaldt efter dem. Ishmael var 137 år gammel, da han døde. Hans efterkommere slog sig ned i området fra Havila til Shur nordøst for Egyptens grænse ved vejen til Assyrien. De lå konstant i krig med hinanden.
Det følgende er Isaks slægtshistorie: Isak var søn af Abraham. Da han var 40 år gammel, giftede han sig med Rebekka, en datter af aramæeren Betuel fra Paddan-Aram, og søster til Laban. Isak bad til Herren for Rebekka, for hun kunne ikke blive gravid. Og Herren hørte Isaks bøn: Rebekka blev gravid med tvillinger, og hun følte det, som om drengene sloges inde i hende. „Hvorfor sker sådan noget for mig?” klagede hun. Så gik hun hen og spurgte Herren.
Herrens svar lød: „Sønnerne i dit moderliv bliver stamfædre til to rivaliserende folkeslag. Den ene bliver stærkere end den anden, og den ældste kommer til at tjene den yngste.”
Da tiden kom, hvor Rebekka skulle føde, var det ganske rigtigt tvillinger. Den første, der kom ud, var rødlig og lodden som en skindkappe med hår over hele kroppen. Ham kaldte de Esau. Den anden tvilling blev født med hånden om Esaus hæl, og derfor kaldte de ham Jakob. Isak var 60 år gammel, da tvillingerne blev født.
Som drengene voksede op, blev Esau en dygtig jæger og færdedes meget ude i de øde områder, hvorimod Jakob var en stille natur og blev hjemme ved teltene. Isak holdt mest af Esau, fordi han elskede kødet fra de vildtlevende dyr. Men Rebekka holdt mest af Jakob.
En dag, da Jakob var ved at lave mad, kom Esau træt og sulten hjem fra en jagttur. Esau udbrød:
„Giv mig noget af det røde der. Jeg er ved at dø af sult!” Derfor fik han også navnet Edom.
„Du må først sælge mig din førstefødselsret,” svarede Jakob.
„Hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret, når jeg er ved at dø af sult?” sagde Esau.
„Sværg så på, at førstefødselsretten er min!” vedblev Jakob. Så svor Esau og solgte dermed sine rettigheder som ældste søn til sin yngre bror Jakob. Jakob serverede nu brød og stuvede, røde linser for Esau, og da han havde spist og drukket, rejste han sig og gik sin vej. Sådan ringeagtede Esau sin førstefødselsret.
Hertil svarede Job:
„Jeg må stadig klage i min håbløshed,
for Guds hårde straf får mig til at stønne.
Kunne jeg dog bare få Gud i tale,
træde frem for hans trone,
forklare ham mit syn på sagen,
og fremlægge mine argumenter,
så kunne jeg få at vide, hvad han mener,
og prøve at forstå hans svar.
Ville Gud bruge sin magt til at tromle mig ned?
Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige.
Med ham som dommer får man en fair behandling,
og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig.
Men går jeg mod øst, finder jeg ham ikke.
Går jeg mod vest, er han heller ikke der.
Mod nord kan jeg ikke få øje på ham,
mod syd kan jeg ikke finde hans spor.
Men han kender mit liv og mine gerninger,
jeg ville bestå hans prøve med glans.
Trofast har jeg fulgt i hans fodspor,
vandret den vej, han har anvist.
Jeg har ikke overtrådt hans befalinger,
men bevaret hans ord i mit hjerte.
Men hvem kan standse Gud?
Han fører det igennem, han har sat sig for.
Han handler med mig efter sin plan,
og hvem ved, hvad han mere har i sinde?
Er det så sært, at jeg frygter ham,
at jeg gruer ved tanken om, hvad han kan gøre?
Gud har taget alt modet fra mig,
den Almægtige gør mig bange.
Men jeg kan ikke bare holde min mund,
fordi jeg sidder i et mørkt fangehul.
Hvorfor dømmer den Almægtige ikke de skyldige?
Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
De onde flytter markskel
og har stjålne fåreflokke på græs.
De fører forældreløses æsler bort
og tager enkens eneste trækdyr i pant.
De tramper på de svages rettigheder
og tvinger dem bort fra deres ejendom.
De stakkels mennesker må vandre rundt
som vildæsler i ørkenen,
altid på jagt efter lidt mad,
så deres børn kan få noget at spise.
De samler det spildte korn på de riges marker
og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
Om natten ligger de og ryster af kulde,
fordi de hverken har tøj eller tæpper.
Gennemblødt af byger i bjergene
søger de ly mellem klipperne.
Faderløse børn rives fra moderens bryst,
den fattiges børn kræves i pant for hans gæld.
De går halvnøgne omkring, mens de arbejder
de bærer neg for andre, men er altid sultne.
De må presse oliven og druer,
men får ikke lov til at slukke deres tørst.
Inde fra byen høres de døendes skrig,
de sårede råber om hjælp,
men Gud straffer ikke de skyldige.
De onde er fjender af lyset,
de kender ikke Gud
og adlyder ikke hans bud.
Mordere står op inden daggry,
slår hjælpeløse mennesker ihjel.
De arbejder i ly af mørket.
Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt,
for så kan de undgå at blive set.
Derfor dækker de ansigtet til.
Tyve begår indbrud om natten,
men om dagen holder de sig inden døre.
De bryder sig ikke om at være i lyset.
For dem alle er natten deres arbejdsdag
og mørket deres forbundsfælle.
Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen,
deres vingårde og marker ligger øde hen.
Som varmen får sneen til at smelte,
og tørken får vandet til at fordampe,
sådan opsluges de onde af døden.
De glemmes af alle, selv deres egen mor,
de ædes op af orme og forsvinder.
Som et træ til sidst falder om,
vil ondskaben til sidst brydes ned.
De mishandler enker og barnløse kvinder,
der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig.
Gud vil straffe dem på trods af deres magt,
selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet.
Gud lader dem leve en tid i fred,
men han holder øje med dem.
Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige,
som alle andre må de ned med nakken til sidst.
De skæres ned som kornet
og visner som græsset.
Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt?
Er der nogen, der vil modsige mig?”
En dag gik Jesus sammen med sine disciple langs en kornmark. Det var på en sabbat. Hans disciple var sultne, og de begyndte at plukke aks og spise kernerne. Nogle farisæere opdagede det og gav sig straks til at irettesætte ham: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
„Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd var sultne?” svarede Jesus. „Han gik hen til Guds hus, og han og hans mænd spiste af de hellige brød, som ellers kun præsterne har lov til at spise af. Har I heller aldrig læst i Toraen, at de præster, der gør tjeneste i templet, har lov til at arbejde på en sabbat? Og her står I over for noget, der er større end templet! Hvis I forstod betydningen af det skriftord: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre,’ så ville I ikke fordømme uskyldige mennesker. Menneskesønnen er jo herre over sabbatten.”
Så fortsatte Jesus og disciplene vandringen og nåede frem til deres synagoge. Derinde var der en mand med en forkrøblet hånd, og farisæerne spurgte nu Jesus: „Er det så også tilladt at helbrede nogen på en sabbat?” De håbede på at få noget at anklage ham for. Jesus svarede: „Hvis en af jer har et får, og det falder i grøften på en sabbat, vil I så ikke trække det op samme dag? Er et menneske ikke mere værd end et får? Altså er det tilladt at gøre godt på en sabbat!” Så vendte han sig til manden og sagde: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han, og i det samme blev hånden helbredt, så den var lige så rask som den anden hånd.
Efter den episode begyndte farisæerne at lægge planer om, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen.
Da Jesus var klar over, hvad farisæerne havde i sinde, trak han sig bort fra stedet, men en masse mennesker fulgte ham. Han helbredte alle syge iblandt dem, men forbød dem at røbe, hvem han var. Jesus opfyldte det ord om Messias, som Gud havde talt gennem profeten Esajas:
„Se min tjener, som jeg har udvalgt,
min elskede, som jeg er fuldt tilfreds med.
Jeg lægger min Ånd på ham,
han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag.
Han går ikke rundt og skændes,
han råber ikke op i gaderne.
Et knækket siv brækker han ikke af.
Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud.
Han fører retfærdigheden igennem til sejr,
fremmede folkeslag får nyt håb gennem ham.”
Derpå blev en dæmonbesat mand, som hverken kunne se eller tale, ført hen til det hus, hvor Jesus opholdt sig, og Jesus helbredte ham, så han nu kunne både tale og se. Folk var overvældede: „Mon det ikke er ham, der er Messias?” spurgte man hinanden.
Da farisæerne hørte det, sagde de til hinanden: „Nej, det må være med hjælp fra Satan, de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”
Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Hvis en by eller et hjem er kommet i splid med sig selv, går de i opløsning. Og hvis Satan uddriver sine egne onde ånder, så er han kommet i krig med sig selv. Hvordan kan hans rige da bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! Men hvis det er ved Guds Ånds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!
Hvordan kan man gå ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har, uden først at binde ham? Men når man har bundet ham, kan man tage, hvad han har i huset.
De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig. Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån – undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for. De, der taler negativt om Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men de, der taler imod Helligånden, kan ikke få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden.
Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske henter gode ting frem af sit hjertes gode forråd. Et ondt menneske henter onde ting frem af sit hjertes onde forråd. Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.”
Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias.
Men Jesus svarede: „Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonasʼ tegn. For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage i jordens dyb. Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas. Også dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig op og anklage den slags vantro mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon.
Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted at slå sig ned, men den finder ikke noget. Så siger den: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ Når den vender tilbage, finder den huset ledigt, rengjort og sat fint i stand. Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske. Sådan vil det også gå de onde og vantro mennesker!”
Mens Jesus sad og underviste en gruppe tilhørere, kom hans mor og brødre til huset. De ville gerne tale med ham. Da man fortalte ham, at de stod derude og ville tale med ham, sagde han: „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” Så slog han ud med armene i retning af sine disciple og sagde: „Min mor og mine brødre sidder her. For enhver, der gør min himmelske Fars vilje, er min bror eller søster eller mor!”
Engang var der alvorlig hungersnød i landet – ligesom det var tilfældet på Abrahams tid – og det betød, at Isak flyttede til Gerar, hvor filisterkongen Abimelek boede. Herren havde nemlig åbenbaret sig for Isak og sagt til ham: „Rejs ikke til Egypten, men bosæt dig i det land, jeg giver dig besked om. Du skal bo der en tid som fremmed, og jeg vil være med dig og velsigne dig. For jeg vil give dig og dine efterkommere disse landområder i eje – nøjagtig som jeg lovede din far Abraham. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner, og de skal tage alle disse lande i besiddelse. Desuden skal alle folkeslag på jorden opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere. Alt dette vil jeg gøre for Abrahams skyld – fordi han adlød mig. Han gjorde, hvad jeg bad ham om, og tog mine anvisninger alvorligt!” Derfor bosatte Isak sig i Gerar.
Da mændene dér spurgte ham ud angående Rebekka, svarede han: „Hun er min søster!” Han var nemlig bange for at sige, at hun var hans kone. Han troede, at de så ville slå ham ihjel for at få fat i Rebekka. Hun var nemlig meget smuk.
Men nogen tid efter, da filisterkongen Abimelek tilfældigt kiggede ud ad vinduet, så han, at Isak kærtegnede sin kone Rebekka. Da sendte Abimelek bud efter Isak og udbrød vredt: „Hun er jo din kone! Hvorfor i alverden påstod du, at hun var din søster?”
„Fordi jeg var bange for at blive slået ihjel,” forsvarede Isak sig. „Jeg troede, at man ville dræbe mig for at få fat i hende.”
„Hvordan kunne du dog udsætte os for den risiko?” fortsatte Abimelek. „En af mine mænd kunne jo intetanende have taget hende og ligget med hende, og så havde du bragt skyld over os alle.” Derpå udsendte Abimelek følgende erklæring: „Enhver, som rører denne mand eller hans kone, skal dø!”
Samme år høstede Isak 100 fold af, hvad han havde sået der i landet, for Herren velsignede ham og gjorde ham til en velstående mand, der blev rigere og rigere. Han havde får og geder og kvæg i massevis – og desuden mange slaver. Det gjorde filistrene så misundelige, at de fyldte jord i alle hans brønde – de brønde, som hans far Abrahams slaver havde gravet.
Kong Abimelek bad derfor Isak om at rejse væk. „Tag et andet sted hen!” sagde han. „Du er blevet os for rig og for stærk.” Så rejste Isak væk derfra og slog sig ned i Gerars dal. Han lod de brønde udgrave, som hans far Abrahams tjenere havde gravet, men som filistrene havde fyldt op efter Abrahams død – og han gav dem de samme navne, som hans far havde givet dem.
Under gravearbejdet i Gerars dal stødte Isaks tjenere på en kilde med rindende vand. Men de lokale kvæghyrder skændtes med Isaks hyrder: „Det vand tilhører os!” sagde de. Isak kaldte kilden Esek på grund af den strid, som opstod om den.
Isak satte sine folk til at grave en ny brønd et andet sted. Da de lokale hyrder også gjorde krav på den, kaldte han den Sitna. Så flyttede han også væk derfra og lod grave en ny brønd et nyt sted, og da de ikke skændtes om den, kaldte han den Rehobot for – som han sagde: „Endelig har Herren givet os plads, så vi kan brede os i landet.”
Senere flyttede han sin lejr til Beʼersheba. Samme nat, han kom dertil, åbenbarede Herren sig for ham og sagde: „Jeg er din far Abrahams Gud. Vær ikke bange! Jeg er med dig for at velsigne dig! Jeg vil gøre dig til et stort folk, sådan som jeg lovede Abraham, fordi han var lydig imod mig.” Da byggede Isak et alter og tilbad Herren. Han slog lejr der, og hans slaver gravede en ny brønd.
En dag kom kong Abimelek til Beʼersheba sammen med sin rådgiver Ahuzzat og sin hærfører Pikol.
„Hvorfor kommer I her?” spurgte Isak. „Det er næppe et venskabsbesøg, siden I jog mig bort.”
„Vi ser tydeligt, at Herren på en særlig måde er med dig,” svarede de. „Derfor har vi tænkt, at vi burde lave en aftale med hinanden, sådan at du ikke vil gøre os fortræd, ligesom vi ikke har gjort dig fortræd, men kun har behandlet dig godt og ladet dig rejse i fred. Du er og bliver jo under Herrens særlige velsignelse.”
Da holdt Isak en stor fest for sine gæster, hvor de spiste og drak. Næste morgen aflagde de højtidelige løfter, der skulle besegle fredsaftalen. Så tog Isak afsked med dem, og de skiltes i al fordragelighed.
Samme dag kom Isaks slaver hjem og fortalte, at de havde fundet vand i brønden, de havde gravet. Derfor kaldte han brønden Shiba – og byen, som blev grundlagt der, kaldte han Beʼersheba, og det hedder den stadigvæk.
Esau var 40 år gammel, da han giftede sig med en pige, der hed Judit og var datter af hittitten Beʼeri. Han giftede sig også med Basemat, en datter af hittitten Elon. Det var Isak og Rebekka meget skuffede over.
Da Isak var blevet gammel og ikke længere kunne se, kaldte han en dag sin ældste søn, Esau, til sig.
„Min søn!” sagde han.
„Ja, hvad er der, far?” svarede Esau.
„Jeg er nu en gammel mand og kan dø når som helst. Tag din bue og dine pile og gå ud og skyd mig et stykke vildt. Tilbered så en lækker ret mad – sådan som jeg kan lide den. Bring den så her, så jeg kan nyde den og give dig min velsignelse, inden jeg dør.”
Nu stod Rebekka imidlertid og lyttede, da Isak talte til Esau. Så da Esau gik ud for at skyde noget vildt til sin far, kaldte hun på Jakob og sagde: „Jeg hørte din far sige til din bror: ‚Skyd mig et stykke vildt og tilbered det, så jeg kan spise det. Bagefter vil jeg give dig Herrens velsignelse, inden jeg dør.’ Men hør nu godt efter, Jakob, og gør nøjagtig, som jeg siger: Gå ud og hent mig to af de bedste gedekid fra flokken, så skal jeg lave en lækker ret mad, sådan som din far kan lide den. Derefter skal du servere maden for din far, så han kan nyde den og give dig velsignelsen, inden han dør.”
„Jamen mor,” indvendte Jakob. „Esaus hud er jo lige så lodden, som min er glat. Hvad nu, hvis far føler på mig? Så opdager han, at jeg bedrager ham, og så får jeg en forbandelse i stedet for en velsignelse.”
Men hans mor svarede: „Forbandelsen tager jeg på mig! Bare gør, som jeg siger. Gå nu ud og hent de gedekid!”
Så gik Jakob ud og hentede kiddene og gav hende dem, hvorefter hun tilberedte en lækker ret mad, sådan som hans far kunne lide den. Dernæst tog hun Esaus bedste tøj og gav Jakob det på. Hans glatte arme og hals dækkede hun med skindet fra gedekiddene. Så rakte hun ham den lækre mad og det brød, hun havde bagt. Han gik så ind med det og sagde: „Værsgo, far!”
„Tak!” sagde Isak. „Hvem er det, der taler?”
„Det er Esau, din ældste søn!” svarede Jakob. „Jeg har gjort, som du sagde! Sæt dig nu op og spis vildtet, så du kan give mig din velsignelse!”
„Hvordan bar du dig ad med at klare det så hurtigt, min søn?”
„Herren, din Gud, sendte byttet lige i armene på mig!” svarede Jakob.
„Kom nærmere,” sagde Isak, „så jeg kan røre ved dig og mærke, om det virkelig er dig, Esau!” Så gik Jakob hen til sin far, og Isak følte på ham. „Det er Jakobs stemme, men Esaus arme,” sagde han undrende.
Han genkendte ikke Jakob på grund af de behårede arme, som jo måtte være Esaus. Inden Isak velsignede ham, spurgte han igen:
„Det er Esau, ikke?”
„Jo, selvfølgelig!” svarede Jakob.
„Giv mig da maden, så jeg kan spise den og velsigne dig.”
Jakob rakte ham maden og vinen, og han spiste og drak. Bagefter sagde Isak: „Kom hen og kys mig på kinden, min dreng!” Da Jakob kom hen for at kysse sin far på kinden, kunne Isak mærke duften af Esaus tøj, og han velsignede ham med ordene:
„Duften af min søn er som duften af den jord, Herren har velsignet. Gud vil velsigne din afgrøde med væde fra himlen og næring fra jorden. Du får korn og vin i overflod. Folkeslag skal tjene dig og ærbødigt bøje sig for dig. Du og din slægt får magt over din bror og hans slægt. Forbandet være enhver, der forbander dig – og velsignet være enhver, der velsigner dig.”
Da Isak var færdig med at velsigne ham, og Jakob lige var gået, kom Esau hjem fra jagten. Han tilberedte en lækker ret mad og bragte den ind til sin far: „Her er jeg, Far. Sæt dig nu op og spis mit vildt, så du kan give mig din velsignelse!”
„Hvad!” udbrød Isak forvirret. „Hvem er du?”
„Esau – din ældste søn!”
Da blev Isak bestyrtet og rystede voldsomt over hele kroppen. „Jamen, hvem var det da, som bragte mig vildt før du kom? Jeg har allerede spist, og nu har han fået velsignelsen!”
Ved de ord udstødte Esau et jamrende skrig og råbte: „Giv dog også mig en velsignelse, far!”
„Det kan jeg ikke, Esau. Din bror snød mig og stjal din velsignelse!”
„Ikke så underligt, at han hedder Jakob! Nu har han bedraget mig to gange!” sagde Esau bittert. „Først tog han min førstefødselsret, og nu har han stjålet min velsignelse! Har du dog ikke en velsignelse til mig også?”
„Nej, for jeg har givet ham magten over dig,” sagde Isak. „Din slægt har jeg gjort til tjenere for hans slægt, og jeg har lovet ham overflod af korn og vin. Hvad har jeg tilbage at give dig, min søn?”
„Har du kun den ene velsignelse, Far? Velsign dog også mig!” Esau brast i gråd.
Men Isak svarede: „Din boplads bliver langt fra den frugtbare jord og fra himlens væde. Med dit sværd skal du skaffe dig føden, og du skal tjene din bror, indtil du ryster hans åg af dig.”
Esau bar nag til Jakob, fordi han havde stjålet hans velsignelse, og han sagde til sig selv: „Om kort tid dør far. Så slår jeg Jakob ihjel!” Da Rebekka fik nys om, hvad hendes ældste søn havde i sinde, kaldte hun straks Jakob til sig og fortalte ham om Esaus hensigter. „Esau vil hævne sig og skaffe dig af vejen,” sagde hun. „Gør nu, som jeg siger: Flygt til din onkel Laban i Karan og bliv der, til din brors vrede er kølnet af, og han har glemt, hvad du har gjort imod ham. Når han ikke er vred længere, sender jeg bud til dig, så du kan komme tilbage. Jeg vil ikke kunne bære at miste jer begge på en gang.”
Til Isak sagde Rebekka: „Jeg er inderligt træt af de hittitiske kvinder! Jeg vil hellere dø end opleve, at Jakob gifter sig med en af dem.”
Hertil svarede Bildad:
„Gud har al magt og autoritet.
I himlen hersker der fred.
Hvem kan tælle himlens hære?
Hvem står udenfor hans rækkevidde?
Hvordan kan nogen hævde sin uskyld overfor Gud?
Hvordan kan et menneske påstå at være uden synd?
Selv månen er ikke pletfri,
og stjernerne er ikke uden fejl.
Hvad så med et ubetydeligt menneske som dig?
Hvordan kan du hævde at være uden skyld?”
Job svarede på følgende måde:
„Hvor har du været til megen hjælp,
trøstet og støttet mig arme stakkel!
Du har virkelig åbenbaret din store visdom
og forklaret det hele for den tåbe, jeg er!
Hvordan har du fået din vældige visdom?
Hvorfra kommer alle de kloge ord?
De dødes ånder skælver af frygt
i deres opholdssted under havet.
Dødsriget ligger åbent for Gud,
intet dernede er skjult for ham.
Gud udspændte himmelbuen over horisonten,
hængte jordkloden op i det tomme rum.
Vandet binder han i de mørke skyer,
de bryder ikke sammen under vægten.
Han skjuler fuldmånen bag sine skyer,
breder et slør ud over den.
Han markerer horisonten, hvor havet ender,
og stedet, hvor dagen bryder frem af natten.
Himlens søjler ryster og bæver,
de vakler, når han viser sin vrede.
Med sin magt bragte han havet til ro,
da han i sin visdom knuste Rahab.
Ved et pust fra ham klarede himlen op,
han gennemborede den flygtende slange.
Det er kun små eksempler på hans styrke,
et svagt ekko af hans almagt,
for hvem kan fatte hans fulde styrke?”
Senere samme dag forlod Jesus huset, hvor han holdt til, og gik ned til søen for at undervise. Men så mange mennesker stimlede sammen, at han gik om bord i en båd. Der sad han så og underviste, mens folk stod inde på bredden og lyttede. Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.
„En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark,” begyndte han. „Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. Men noget af kornet faldt i god jord og gav 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.
Lad dem høre, som har øre.”
Disciplene kom bagefter hen til Jesus og spurgte: „Hvorfor bruger du billedsprog, når du underviser folk?”
Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men det gælder ikke de andre. De, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste det, de fik. Grunden til, at jeg taler til dem i billeder, er, at selv om de har øjne, ser de dog ikke. De har ører, men hører dog ikke og forstår ikke. På dem opfyldes profeten Esajasʼ ord, for Gud talte på følgende måde gennem ham:
‚I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.
For dette folk går rundt med lukkede øjne,
så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
så jeg kan helbrede dem.’
Men I er velsignede, for I er i stand til både at se og høre. Det siger jeg jer: Mange profeter og gudfrygtige mennesker har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.
Nu får I så forklaringen på billedet med landmanden, der såede korn på sin mark: Nogle mennesker er som vejen. De hører budskabet om Guds rige, men tager ikke imod det. Så kommer den Onde og piller de ord væk, som blev sået i deres sind. Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører Guds ord, tager de straks imod det med glæde. Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og den forførende materialisme kvæler ordet, så det ikke kan bære frugt. Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager det til sig. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”
Her er et andet billede, Jesus brugte for at forklare, hvad der sker i Guds rige: „En landmand såede god hvede i sin mark. Men en nat, da folkene lå og sov, kom hans fjende og såede ukrudt oven i hveden. Derefter forsvandt han. Da hveden voksede op og begyndte at sætte aks, kunne man se ukrudt over det hele. Landmandens medhjælpere kom hen til ham og spurgte: ‚Du såede jo god hvede i din mark, men nu er den fuld af ukrudt! Hvordan kan det gå til?’
‚Det er min fjende, der har gjort det,’ svarede han. ‚Skal vi rive ukrudtet op?’ spurgte de så. ‚Nej,’ sagde han, ‚så river I bare hveden med op. Lad begge dele gro side om side indtil høsten. Så vil jeg give høstfolkene besked på at sortere ukrudtet fra, så det kan blive brændt, og vi kan bringe hveden i hus.’ ”
Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „Det er som med et sennepsfrø, der bliver sået i en mark. Det er det allermindste frø, men når det vokser, breder det sig mere end de andre haveurter, ja, det bliver som en busk, hvor fuglene kan bygge rede i grenene.”
Jesus brugte endnu et billede: „Guds rige er som den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”
Jesus brugte altid billeder, når han talte til en stor forsamling. Sådan opfyldtes det profetiske ord:
„Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.”
Så forlod Jesus folkemængden og gik hjem sammen med disciplene. Da de var kommet indenfor, bad disciplene ham forklare, hvad han mente med det, han lige havde fortalt om hveden og ukrudtet.
„Den, der såede den gode hvede, er Menneskesønnen,” sagde Jesus. „Marken er verden, og hveden er de mennesker, der er med i Guds rige. Ukrudtet er de mennesker, der følger den Onde, og fjenden, der såede ukrudtet oven i hveden, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er Guds engle.
Ligesom ukrudtet bliver sorteret fra og brændt, sådan kommer det til at gå ved verdens ende. Menneskesønnen vil sende sine engle ud for at fjerne alt det, som fører mennesker til frafald, og dem, som handler ondt. Det hele bliver samlet sammen og kastet i ovnen for at blive brændt. Når det sker, vil mange ærgre sig frygteligt og græde højlydt. Men de, som hører Gud til, vil stråle som solen i deres Fars rige. Lad dem høre, som har øre!”
Jesus fortsatte: „Med Guds rige er det som med en skat, der lå skjult i en mark. En mand fandt skatten og blev så glad, at han straks dækkede den til igen og solgte alt, hvad han ejede, for at kunne købe den mark.
Med Guds rige er det som med en opkøber, der søgte efter ægte perler. En dag stod han over for en uhyre kostbar perle, og han solgte alt, hvad han ejede, for at købe den.”
Jesus kom med endnu et billede på Guds rige. „Når et vod bliver lagt ud i søen og trukket gennem vandet, kommer der alle slags fisk i nettet. Efter at nettet er trukket op på stranden, fyldt med fisk, sætter fiskerne sig ned for at sortere fiskene. De gode samler de sammen i kurve, men de dårlige smider de væk. Sådan vil det gå ved verdens ende: Englene vil komme og adskille de onde fra dem, som Gud kan acceptere. De onde bliver kastet i ovnen for at blive brændt. Når det sker, vil mange ærgre sig frygteligt og græde højlydt.”
„Forstår I nu billederne?” spurgte Jesus. „Ja,” svarede disciplene, „det gør vi.” Så tilføjede han: „Hvis en skriftlærd lader sig oplære i Guds riges principper, kan han sammenlignes med en mand, som har både nyt og gammelt at tage frem fra sit forråd.”
Da Jesus havde afsluttet sin billedtale, fortsatte han vandringen sammen med disciplene og kom snart til sin hjemby, Nazaret. Her underviste han en sabbatsdag i synagogen, og folk blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han fået den visdom fra? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? Hans far er jo en ganske almindelig håndværker! Vi kender både hans mor, Maria, og hans brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas. Alle hans søstre bor lige heromkring. Hvem har han så lært alt det her af?” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias. Da sagde Jesus til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by og i hans eget hjem.”
På grund af deres mangel på tro kunne han ikke udføre ret mange undere der.
Isak kaldte nu Jakob til sig og sendte ham af sted med følgende besked: „Du må ikke gifte dig med en kanaʼanæisk pige. Rejs straks til Paddan-Aram – til din morfar Betuels familie – og find dig en kone blandt dine kusiner, din onkel Labans døtre. Må den almægtige Gud velsigne dig og give dig mange børn, så du må blive stamfar til en stor slægt. Må den velsignelse, han lovede Abraham, følge dig og dine efterkommere, så det land her, hvor vi endnu bor som fremmede, må blive dit – for Gud lovede at give det til Abrahams slægt!”
Jakob begyndte så den lange rejse til Paddan-Aram for at komme i sikkerhed hos sin morbror, Laban, aramæeren Betuels søn.
Esau fik at vide, at hans far havde velsignet Jakob og sendt ham af sted til Paddan-Aram for at finde sig en kone der, og at han havde befalet ham ikke at gifte sig med en pige fra Kanaʼan. Han forstod da, at hans forældre ikke brød sig om de kanaʼanæiske kvinder. Derfor rejste han til sin onkel Ishmaels familie, og tog Ishmaels datter Mahalat til kone ved siden af dem, han havde i forvejen.
Jakob forlod altså Beʼersheba og satte kursen mod byen Karan i Paddan-Aram. Ved solnedgang fandt han et sted, hvor han kunne overnatte. Han brugte en sten som hovedpude og lagde sig til at sove. Han drømte, at han så en trappe, der nåede fra jorden op til Himlen, og Guds engle gik op og ned ad trappen. Oven for trappen stod Herren. „Jeg er Herren,” sagde han. „Din bedstefar Abrahams og din far Isaks Gud! Den jord, du ligger på, tilhører dig. Jeg vil give det her land til dig og dine efterkommere. De skal blive talrige som sandkornene på jorden, og de skal brede sig i alle retninger – mod øst og vest og nord og syd. Og gennem dig og en af dine efterkommere skal alle jordens folk blive velsignet. Jeg vil være med dig og beskytte dig, hvor du end går, og til sin tid vil jeg føre dig sikkert tilbage til dette land. Jeg vil hjælpe dig og opfylde alt det, jeg har lovet dig.”
Så vågnede Jakob og udbrød forfærdet: „Herren er på dette sted – og jeg vidste det ikke. Det her er bestemt et meget specielt sted. Det er intet mindre end Guds hus og indgangen til Himlen!”
Da han stod op tidligt næste morgen, tog han den sten, han havde brugt til hovedpude, og rejste den på højkant som en mindesten. Derpå hældte han olivenolie ud over den for at indvi stedet til Gud, og han kaldte stedet Betel. Det var i nærheden af den landsby, som i gamle dage hed Luz.
Jakob aflagde nu følgende løfte: „Hvis Herren vil være med mig, beskytte mig på rejsen, sørge for mad og klæder og bringe mig sikkert hjem til min far – så skal Herren være min Gud! Og den mindesten, som jeg har rejst her, skal være et sted, hvor man tilbeder Gud. Jeg vil også give Gud en tiendedel af alt, hvad han giver mig.”
Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.
„Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.
„Fra Karan,” svarede de.
„Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”
„Ja, ham kender vi godt.”
„Hvordan har han det?”
„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”
„Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”
„Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”
Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og rullede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”
Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. Lea havde blide øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”
„Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”
Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage – så forelsket var han. Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: „De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”
Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest. Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende. Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige. Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! „Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. „Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”
„Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. „Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste. Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel – hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”
Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone. Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige. Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.
Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få. Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben. „Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. „Men nu vil min mand sikkert elske mig!” Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon. „Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun. Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi. „Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, „må min mand da føle hengivenhed for mig.” Så blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Juda. „Nu vil jeg prise Herren!” sagde hun. Så fik hun ikke flere børn i nogen tid.
Job fortsatte:
„Jeg sværger ved den almægtige Gud,
som har gjort mig uret og forbitret mit liv,
at så længe jeg lever her på jorden,
så længe jeg endnu trækker vejret,
skal intet ondt ord komme over mine læber,
ingen løgn skal udgå fra min mund!
Jeg vil aldrig give jer ret i jeres beskyldninger,
til min dødsdag vil jeg hævde min uskyld.
Jeg er uden skyld, og det holder jeg fast ved.
Min samvittighed er ren, og det har den altid været.
Må mine fjender blive straffet som de gudløse, de er,
mine modstandere dele skæbne med de onde.
Hvad håb er der for de onde,
når Gud gør ende på deres liv?
Mon Gud hører deres skrig,
når de råber om hjælp?
De oplever ikke glæden ved at kende den Almægtige,
de kommer ikke dagligt til ham i bøn.
Lad mig fortælle jer om Guds kraft
og indvi jer i den Almægtiges tanker.
Ja, egentlig burde I vide det i forvejen,
men hvorfor kommer I så med jeres tomme ord?
Hør her hvilken skæbne, der venter de onde,
hvilken straf de får fra den Almægtige:
Uanset hvor mange børn, de har,
vil de fleste dø i krig eller sulte ihjel.
De overlevende bliver bragt i graven af sygdom,
end ikke deres enker vil begræde dem.
Selv om de gudløse kan have penge som skidt
og kostbare klæder i kassevis,
bliver det de retskafne, som overtager rigdommen,
de retsindige, som går rundt i de kostbare klæder.
De gudløses huse er som skrøbelige spindelvæv,
som læskure, en hyrde har flikket sammen på marken.
De kan være stenrige, når de går i seng om aftenen,
og vågne ludfattige om morgenen.
Pludselig rammes de af forfærdelige rædsler,
ulykken kommer over dem som en tornado.
De mister alt, hvad de ejer,
som havde en storm blæst dem ud i ørkenen.
Ulykken jager dem som en orkan,
mens de kæmper for ikke at blive knust.
Vinden klapper i hænderne
og blæser dem langt bort fra deres hjem.
Guld og sølv finder man i jorden,
og mennesker forstår at rense det for urenheder.
Malm hentes op fra jordens dybder,
man smelter det og frembringer jern og kobber.
Folk udforsker jordens indre,
de leder med lys og lygte
for at nå frem til den dyrebare malm.
Fjernt fra alle byer og alfarvej
graver de dybe skakter i jorden
og svinger frem og tilbage i rebene.
På jordens overflade dyrker man korn,
mens man uddrager skatte fra dens indre.
Mennesker har lært at finde ædelsten
og udvinde guldstøv fra klippegrunden,
skatte, som er skjult selv for falkens blik,
gemt væk udenfor rovfuglenes rækkevidde.
De findes på steder, hvor ingen rovdyr kommer,
hvor selv dyrenes konge aldrig sætter sin fod.
Mennesker hugger sig vej gennem klipper af flint
og underminerer et bjerg, så det falder.
I klipperne hugger man gange
og finder mange slags kostbarheder.
Mennesker udforsker de underjordiske kilder
og bringer skjulte skatte frem i lyset.
Men hvor finder mennesker visdom?
Hvor går man hen og graver klogskab frem?
Ingen kender vejen til visdommens kilde,
for den findes ikke i de levendes land.
Afgrunden hvisker: ‚Den er ikke her!’
Havdybet bruser: ‚Heller ikke hos mig!’
Visdom kan ej købes for det fineste guld,
dens værdi kan ikke afvejes i sølv.
Den kan ikke betales med guld fra Ofir,
med de dyreste smykkesten eller safirer.
Man kan ikke bytte sig til den for skåle af guld
eller for det fineste krystal.
Visdom er mere værd end flotte koraller
og kostbare perler.
Topas fra Nubien er ikke nok,
det ædleste guld hjælper ingenting.
Hvor kommer visdommen fra?
Hvor er klogskabens hjemsted?
Den er skjult for både dyr og mennesker,
selv himlens fugle kan ikke få øje på den.
Døden og dødsriget siger:
‚Vi har hørt et rygte om, hvor den findes.’
Men kun Gud kender vejen derhen,
han alene ved, hvor den findes,
for han skuer ud over jorden,
han ser alt, hvad der sker under himlen.
Han satte grænser for vindens styrke
og afmålte mængden af vand i havet.
Han fastsatte de naturlove,
der styrer regnen og tordenvejret.
Derefter så han på visdommen
og undersøgte den nøje.
Han vurderede den omhyggeligt
og fastsatte dens værdi.
Til sidst sagde han til mennesket:
‚Hør godt efter!
Visdom er at have ærefrygt for Herren.
Klogskab er at tage afstand fra det onde.’ ”
Da kong Herodes hørte om de mirakler, Jesus udførte, sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde. Det er derfor han kan gøre mirakler.”
Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en halvbror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet.
En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodiasʼ datter dansede for gæsterne. Herodes blev så begejstret, at han svor på, at han ville give hende hvad som helst, hun forlangte. Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!” Kongen blev ked af at høre det, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer, og Johannes blev halshugget i fængslet. Hans hoved blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.
Senere kom Johannesʼ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket.
Da Jesus fik det at vide, gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen.
Da Jesus gik i land, så han en stor menneskemængde. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge.
Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.”
„Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!”
„Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene.
„Godt! Kom med dem!” sagde Jesus.
Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden. Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve. Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist.
Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.
Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.
Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. Da de så en skikkelse komme gående på vandet, skreg de af rædsel og råbte: „Det er et spøgelse!” Men Jesus råbte tilbage til dem: „I skal ikke være bange – det er mig!”
Straks udbrød Peter: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” „Kom!” sagde Jesus.
Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.
„Herre, red mig!” råbte han.
Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”
Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.
De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.
Da det gik op for Rakel, at hun ikke kunne få børn, blev hun jaloux på sin søster. „Giv mig børn – eller jeg dør!” klagede hun til Jakob. Men så blev Jakob vred. „Er jeg måske Gud? Det er ikke min skyld, at du ikke kan få børn!”
Da sagde Rakel: „Gå ind til min tjenestepige Bilha, så hun kan blive gravid, og jeg kan få et barn ved hjælp af hende.” Så gav hun Jakob Bilha til kone, og han lå hos hende. Hun blev gravid og fødte en søn. Rakel kaldte ham Dan. „Gud har skaffet mig min ret,” sagde hun, „han har hørt min bøn og givet mig en søn.” Rakels tjenestepige Bilha blev igen gravid og fødte endnu en søn. Rakel kaldte ham Naftali. „Jeg har holdt ud i kampen med min søster,” sagde hun, „og jeg har fået min belønning.”
I mellemtiden tænkte Lea, at hun nok ikke fik flere børn selv. Derfor gav hun Jakob sin tjenestepige Zilpa til kone, og Zilpa fødte snart en søn, som Lea kaldte Gad. „Hvor er jeg heldig!” udbrød hun. Zilpa fødte endnu en søn, som Lea kaldte Asher. „Hvor er jeg velsignet,” sagde hun. „De andre kvinder vil sige det samme.”
En dag midt i hvedehøsten, hvor Ruben var ude i marken, fandt han nogle kærlighedsfrugter, og han tog dem hjem til sin mor Lea. Rakel opdagede det og tiggede Lea om at give hende nogle af dem. Lea svarede fortørnet: „Først stjal du min mands hjerte – og nu vil du tage min søns kærlighedsfrugter!” „Jeg vil lade ham sove hos dig i nat som betaling for kærlighedsfrugterne,” sagde Rakel.
Så om aftenen, da Jakob var på vej hjem fra høstarbejdet, gik Lea ham i møde. „I nat skal du sove hos mig,” sagde hun, „for jeg har betalt for dig med nogle kærlighedsfrugter, som min søn fandt.” Den nat sov de så sammen. Og Gud bønhørte Lea, så hun blev gravid igen og fødte sin femte søn. Ham kaldte hun Issakar. „Gud har belønnet mig, fordi jeg gav min tjenestepige til min mand,” sagde hun. Senere blev hun gravid igen og fødte sin sjette søn. Hun kaldte ham Zebulon. „Gud har givet mig en vidunderlig gave til min mand,” sagde hun. „Nu må han da respektere mig, for jeg har givet ham seks sønner.” Senere fødte hun også en datter, som hun kaldte Dina.
Derpå greb Gud ind i Rakels situation. Han hørte hendes bøn, og hun blev gravid. Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef. „Gud har borttaget min skam,” sagde hun. „Må han give mig endnu en søn!”
Kort tid efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: „Nu vil jeg gerne rejse hjem. Lad mig tage af sted med mine koner og mine børn. Du ved, at jeg har betalt for dem ved at arbejde for dig i mange år.”
„Åh, du må ikke forlade mig,” indvendte Laban. „Jeg har jo set, hvordan Herren har velsignet mig på grund af dig. Sig mig, hvad du forlanger i løn, så vil jeg betale det.”
Jakob svarede: „Du ved selv, hvor trofast jeg har tjent dig gennem årene. Din husdyrflok er vokset enormt. Faktisk ejede du kun lidt, inden jeg kom, men nu er du blevet en velstående mand – takket være Herrens velsignelse over alt, hvad jeg har foretaget mig. Men hvad med mig selv? Hvornår kan jeg begynde at tænke på min egen families ve og vel?”
„Hvad skal du have i løn?” spurgte Laban igen.
Jakob svarede: „Du skal ikke give mig noget som helst. Der er bare én ganske lille ting, du skal gøre for mig, for at jeg vil fortsætte med at have opsyn med din hjord: Lad mig straks i dag gå ud og fjerne alle de brogede og plettede får og geder og alle de mørke lam fra din hjord! Dem skal du give mig som løn. For at du kan vide, at jeg er en ærlig mand, kan du når som helst inspicere den flok, der skal være min løn. Hvis du finder nogle hvide får eller nogle geder, der ikke er brogede eller plettede i min hjord, ved du, at jeg har stjålet dem fra dig.”
„Det er en aftale!” sagde Laban, men samme dag fjernede han selv alle de brogede og plettede geder (ja, alle med noget hvidt) og alle de mørke lam fra hjorden. Dem overgav han til sine sønner og bad dem flytte deres lejr tre dagsrejser bort fra det sted, hvor Jakob var. Og Jakob blev tilbage og passede resten af hans hjord.
Men Jakob tog friske grene fra poppel-, mandel- og platantræer og skrællede noget af barken af, så der kom hvide striber på grenene. Så placerede han grenene ved vandtrugene, så dyrene kunne se dem, når de kom for at drikke. Når dyrene parrede sig foran grenene, fik de afkom, som var stribet, plettet eller broget. Jakob tog de plettede og brogede unge dyr til sin egen hjord. I parringstiden lod han sine voksne får og geder være sammen med de stribede får og geder og de mørke geder i Labans hjord. På den måde fik Jakob flere og flere får og geder, som var hans, og han tog sig af både dem og Labans får og geder. Hver gang de stærke dyr parrede sig, placerede Jakob grenene foran dem, men når de svage dyr gjorde det, lod han være. På den måde kom de svage lam til at tilhøre Laban, og de stærke kom til at tilhøre Jakob. Resultatet blev, at Jakobs hjord både forøgedes og forædledes, og han blev en velstående mand med masser af slaver, kameler og æsler.
Men efterhånden blev Jakob klar over, at Labans sønner var ved at blive utilfredse. „Jakob har snydt os,” knurrede de. „Han er blevet rig på vores fars bekostning.” Han bemærkede også, at Labans holdning over for ham ikke var som før. Da sagde Herren til Jakob: „Vend tilbage til dit fædreland og din familie. Jeg vil være med dig.”
Jakob sendte så bud til Rakel og Lea om, at de skulle komme ud på marken, hvor han passede hjorden, så han kunne diskutere sagen med dem. „Jeg kan mærke på jeres far, at han har ændret holdning over for mig,” begyndte han. „Men mine fædres Gud har velsignet mig. I ved, hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far, men han har narret mig, brudt vores aftale og ændret min løn mindst ti gange. Alligevel har Gud bevaret mig, så jeres far ikke har kunnet gøre mig noget ondt. Når Laban lovede mig de brogede dyr, fødte hjorden broget afkom, og når han ændrede mening og lovede mig de stribede dyr, så blev lammene stribede. På den måde gjorde Gud mig rig på hans bekostning.”
„I parringstiden havde jeg en drøm,” fortsatte Jakob. „I drømmen så jeg, at alle bukkene, der parrede sig med gederne, var stribede, plettede eller brogede. Da kaldte Guds engel på mig i drømmen.
‚Jakob!’ sagde han.
‚Ja,’ svarede jeg.
Så sagde englen: ‚Læg mærke til, at det kun er de stribede, plettede og brogede bukke, der parrer sig med gederne i din hjord. Jeg har nemlig set, hvordan Laban har behandlet dig. Jeg er den Gud, du mødte ved Betel – det sted, hvor du salvede mindestenen med olivenolie og aflagde løftet om at tjene mig. Gør dig klar til at forlade dette sted og vende tilbage til det land, du kom fra.’ ”
Rakel og Lea svarede: „Ja, hvorfor ikke? Har vi måske nogen fremtid her? Far vil næppe lade os arve noget. Han har behandlet os som fremmede kvinder, fordi han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os. Al den rigdom, som Gud har taget fra far og givet dig, tilhører faktisk os og vores børn. Gør du kun, som Gud har sagt, du skal gøre.”
Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden – alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram – foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kanaʼans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!
Først to dage senere fik Laban at vide, at Jakob var flygtet. Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge. Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: „Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!” Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.
„Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. „Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger! Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører. Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt! Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‚Pas på, hvad du siger til Jakob!’ Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”
„Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. „Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig. Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.
Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte – uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt. Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt. Rakel havde sagt til ham: „Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.
Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. „Hvad fandt du så?” spurgte han. „Hvorfor beskylder du mig for at have stjålet fra dig? Hvad har jeg begået, siden du jager mig, som om jeg var en forbryder? Nu da du har ledt overalt i min lejr, hvad har du så fundet, som tilhører dig? Læg det kun frem, så alle kan se, hvem af os, der har ret. Lad vores folk dømme os to imellem.” Så fortsatte han: „I 20 år har jeg været hos dig og taget mig af dine får og geder, så de har fået levedygtigt afkom. I al den tid har jeg aldrig taget en eneste af dine væddere. Og hvis nogle af dine får blev angrebet eller dræbt af rovdyr, kom jeg ikke bare og fortalte dig det. Nej, jeg tog selv tabet på mig og erstattede det. Du krævede endog erstatning for dyr, der blev stjålet – hvad enten det var min fejl eller ej. Jeg arbejdede samvittighedsfuldt for dig i dagens hede og udholdt nattens kulde, og ofte fik jeg ikke lukket et øje. I 20 lange år arbejdede jeg for dig – de 14 for at betale for dine to døtre, og de seks for at erhverve mig en hjord. Ti gange ændrede du mening for at snyde mig for min løn. Hvis ikke min farfar Abrahams og min far Isaks vældige Gud havde været med mig, ville du såmænd have sendt mig af sted med tomme hænder! Men Gud har bemærket din ondskab og mit ærlige arbejde – og i nat advarede han dig.”
Laban svarede Jakob: „Dine to koner er mine døtre, deres børn er mine børnebørn, og hjorden har du fra mig. Alt, hvad du har, har du fået af mig. Men hvad kan jeg gøre imod mine egne døtre og børnebørn? Lad os slutte en fredspagt og bevidne det med en stenhøj.”
Så tog Jakob en sten og rejste den som et monument, og han befalede sine mænd at samle flere sten og bygge en stenhøj. Derefter spiste de sammen ved stenhøjen. Laban kaldte højen Jegar-Sahaduta, Jakob kaldte den Galed. „Den skal være et vidne imellem os, hvis en af os overskrider denne grænse,” sagde Laban. „Den skal også kaldes Mitzpa, for herefter skal Herren selv holde øje med os. Selvom ingen andre ser det, hvis du behandler mine døtre dårligt eller tager andre koner, så ser Gud det!” Laban fortsatte: „Denne stenhøj skal stå imellem os som et vidne om vores gensidige løfte: At vi ikke vil overskride denne grænse med onde hensigter. Må vores forfædres Gud – din farfar Abrahams og min farfar Nakors Gud – straffe den af os, som bryder pagten.”
Så svor Jakob ved sin far Isaks mægtige Gud, at han ville overholde pagten, hvorefter han ofrede til Gud og indbød sine mænd til et festmåltid. Efter måltidet overnattede de der i bjergene.
Job fortsatte:
„Ak, gid jeg havde det som i gamle dage,
dengang Gud sørgede så godt for mig,
da han udøste sin velsignelse over mig
og fjernede alle forhindringer fra min vej.
Jeg husker endnu mine velmagtsdage,
dengang Gud var gæst i mit hjem.
Den Almægtige var altid hos mig,
og jeg havde mine børn omkring mig.
Mine køer gav spandevis af mælk
og min olivenpresse mængder af olie.
Jeg havde min plads blandt lederne i byen
og sad som dommer på byens torv.
De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom,
og de ældre rejste sig op i respekt.
Snakken forstummede blandt lederne,
alle tav stille for at høre mig tale.
Selv de mest ansete satte fingeren for munden,
for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.
Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom,
alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.
Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer,
hjalp de forældreløse til at få deres ret.
De døende velsignede mig,
deres enker jublede af glæde.
Jeg blev anset for at være ærligheden selv,
retfærdigheden i egen høje person.
Jeg blev de blindes øjne
og de lammes fødder.
Jeg blev de fattiges forsørger
og de fremmedes forsvarer.
Jeg vristede uskyldige ofre
ud af gabet på de gudløse.
Jeg forventede en fredfyldt død
efter et langt og lykkeligt liv.
Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet,
og hvis grene forfriskes af nattens væde.
Jeg blev æret hver eneste dag,
og min styrke blev dagligt fornyet.
Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,
de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.
Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,
men de tog imod mine råd med glæde.
De så frem til mine gode råd,
som landmanden ser frem til regnen,
og sugede min vejledning til sig,
som var de den tørre jord.
Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,
når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.
Jeg viste dem vejen, de skulle gå,
og fungerede som deres leder.
Jeg gik i spidsen for dem som en konge,
jeg var den, som trøstede de sørgende.
Men ak, nu er jeg til grin for de unge,
hvis fædre var samfundets udskud.
Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,
end jeg plejede at have for dem.
De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,
havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.
De var udtærede af sult
og søgte efter føde i ødemarken.
De levede af planter fra vildmarken,
og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.
De var udstødt af samfundet,
hængt ud som tyveknægte.
De holdt til i de stejle kløfter
og i vildmarkens klippehuler.
De brølede som dyr i buskene
og søgte ly i tornekrattet.
De var samfundets udskud,
blev ikke regnet for noget som helst.
Og nu håner deres børn mig!
De synger spotteviser om mig.
De afskyr mig og holder sig på afstand,
alt imens de spytter efter mig.
Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,
mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.
De angriber mig fra alle sider
og generer mig på alle måder.
De spærrer vejen for mig
og ødelægger mit liv totalt,
uden at nogen hindrer dem.
De myldrer imod mig som fjender,
der er trængt igennem fæstningsmuren.
Jeg lever i konstant rædsel og frygt.
Min anseelse er borte med blæsten,
min værdighed forsvundet som en sky.
Mit hjerte er knust af sorg,
min sjæl tynges ned af depression.
Natten gnaver i mine knogler,
jeg kan ikke sove for smerter.
Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,
du greb mig i kraven.
Du kastede mig ud som affald,
og jeg er blevet som støv og aske.
Jeg råbte til dig om hjælp,
men du svarede mig ikke.
Jeg bad til dig,
men du hørte mig ikke.
Du behandlede mig grusomt,
slog mig med din vældige magt.
Du slyngede mig ud i en voldsom vind,
jeg blev kastebold for stormen.
Du førte mig til gravens rand,
hvor jeg ved, at alt levende skal ende.
Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?
Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?
Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?
Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?
Jeg forventede et lykkeligt liv,
men blev overvældet af ulykke.
Jeg glædede mig til en lys fremtid,
men endte i et kulsort mørke.
Smerterne piner min sjæl og min krop,
lidelserne fylder min dag og mine tanker.
Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,
jeg klager min nød for mine venner.
Jeg hyler som en sjakal over min smerte,
tuder som en hornugle i min nød.
Min hud er blevet mørk og skaller af,
min krop fortæres af feber.
Lyren bliver kun brugt til klagesange,
fløjten spiller kun triste toner.
En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at få en samtale med Jesus. „Hvorfor overtræder dine disciple de regler, vores forfædre har pålagt os?” begyndte de. „De renser jo ikke hænderne på den foreskrevne måde, før de spiser!”
Jesus svarede: „Og hvorfor overtræder I Guds befalinger for at kunne følge jeres egne traditioner? Gud har jo sagt: ‚Du skal ære din far og din mor!’ og: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø!’
Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ så behøver man ikke at ære sine forældre. På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner.
I er nogle hyklere! Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajasʼ bog:
‚Dette folk ærer mig i det ydre,
men deres hjerte er fjernt fra mig.
Det er forgæves, de dyrker mig,
når deres lære blot er menneskebud.’”
Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter og prøv at forstå, hvad jeg siger: Det er ikke det, som kommer ind gennem munden, der gør et menneske urent i Guds øjne, men det er det, som kommer ud gennem munden!”
Derefter kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Ved du, at farisæerne følte sig stødt over det, du sagde lige før?” Jesus svarede: „Alle de planter, som min Far ikke har plantet, bliver rykket op med rode. Lad dem bare være. De er blinde vejledere for blinde. Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.”
Peter bad nu Jesus forklare, hvad han mente med den billedtale, han lige havde brugt.
„I har åbenbart stadig svært ved at forstå billederne,” sagde Jesus. „Så hør her: Al den mad, der kommer ind gennem munden, fortsætter ned i maven og forsvinder ud igen. Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, dvs. de onde tanker, som fører til mord, utroskab, seksuel synd, tyveri, løgn og sladder. Det er den slags ting, der gør mennesket urent – ikke at man spiser uden at have vasket hænderne ifølge bestemte ritualer.”
Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.
En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”
Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.” Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.” Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”
Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”
„Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”
„Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.
Jesus vendte derefter tilbage til området øst for Galilæasøen, hvor han gik op på en bakke og satte sig ned for at undervise. Mange samledes omkring ham, og blandt dem var der lamme, blinde, stumme og andre handicappede. Jesus helbredte dem alle!
Det var et fantastisk syn. Mennesker som før var stumme, kunne nu tale. Handicappede blev helbredt, lamme gik omkring, blinde kunne se. Folkemængden blev slået af forundring og lovpriste Israels Gud.
Jesus kaldte nu disciplene hen til sig. „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. Jeg vil ikke sende dem af sted uden at give dem noget, for så kan de falde om af udmattelse på vejen hjem.”
„Men vi kan da umuligt skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.
„Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus.
„Syv brød og nogle småfisk,” svarede de.
Så fik han folk til at sætte sig på jorden. Derefter tog han de syv brød og fiskene, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, der så delte mad ud til folkemængden. Alle spiste og blev mætte, og da resterne blev samlet sammen, fyldte de syv store kurve. Tallet på de tilstedeværende mænd var 4000, foruden kvinder og børn.
Så sendte Jesus folk hjem, hvorefter han og disciplene gik om bord i en båd og sejlede til området omkring Magadan.