Efter Josvas død spurgte israelitterne Herren: „Hvem skal nu gå i spidsen i kampen mod kanaʼanæerne?”
Herren svarede: „Judas stamme. Jeg vil hjælpe dem til at indtage det land, jeg har lovet dem.”
Lederne af Judas stamme sagde til lederne af Simeons stamme: „Hjælp os med at besejre de kanaʼanæere, som bor i det område, der skal tilhøre os. Så hjælper vi bagefter jer med at indtage jeres område.” Så fulgte mændene fra Simeons stamme med Judas mænd.
Da de angreb, gav Herren dem sejr over kanaʼanæerne og perizzitterne, så de dræbte 10.000 af fjendens krigere ved byen Bezek. Fjendens hær blev anført af kong Adonibezek, og det lykkedes ham at undslippe, men israelitterne fangede ham og huggede hans tommelfingre og storetæer af. „Jeg har selv behandlet 70 høvdinge på samme måde,” sagde kongen, „og jeg har ladet dem spise smulerne under mit bord. Nu gengælder Gud mig for, hvad jeg har gjort imod dem.” Derefter blev han ført til Jerusalem, hvor han blev til sin dødsdag.
Judas mænd angreb også Jerusalem, huggede indbyggerne ned og satte ild til byen. Derefter rykkede de ud mod kanaʼanæerne i det sydlige højland, i Negev og på de vestlige bakkeskråninger. De gik til angreb på kanaʼanæerne i Hebron, det tidligere Kirjat-Arba, og besejrede Sheshajs, Ahimans og Talmajs mænd. De angreb også byen Debir, der tidligere hed Kirjat-Sefer. Kaleb havde forinden sagt: „Den, der indtager Kirjat-Sefer, får min datter Aksa til kone.” Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz, erobrede byen og fik som belønning Aksa til kone.
Efter brylluppet bad Aksa sin mand om tilladelse til at tage hjem til sin far og bede om et stykke agerjord. Da hun kom derhen og stod af sit æsel, spurgte Kaleb hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?” „Velsign mig med en afskedsgave. Du har jo bortgiftet mig til det tørre sydland, så jeg har brug for nogle vandkilder.” Så gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.
Dengang Judas stamme drog op fra Palmernes By, fulgte efterkommerne af Mosesʼ svigerfar med dem. De hed kenitterne, og de slog sig ned blandt de øvrige beboere i Negevs ørken syd for Arad.
Da Judas og Simeons mænd drog i kamp sammen, udryddede de kanaʼanæerne i Zefat og udslettede byen totalt. Derfor kaldes byen nu Horma. Judas hær indtog også byerne Gaza, Ashkalon og Ekron med de omkringliggende områder. Herren hjalp Judas stamme med at indtage højlandet, men de klarede ikke at få alle folkene i lavlandet drevet bort, fordi de havde stridsvogne af jern.
Kaleb havde nu fået Hebron, som Moses i sin tid havde lovet ham, og han fik jaget de folk bort, som boede der. De var efterkommere af Anaks tre sønner.
Benjamins stamme fordrev ikke alle jebusitterne fra Jerusalem. Derfor bor jebusitterne stadig i byen sammen med benjaminitterne.
Efraims og Manasses stammer angreb byen Betel, tidligere kaldet Luz, og Herren var med dem. De sendte først spioner af sted, som fangede en mand, der var på vej ud af byen. De sagde så til ham: „Hvis du viser os, hvordan vi kommer ind i byen, vil vi skåne dit liv.” Manden viste dem et smuthul, hvorefter hele byens befolkning blev hugget ned, med undtagelse af den mand og hans familie. Senere flyttede han til hittitternes land og grundlagde der en by, som han kaldte Luz. Byen ligger der den dag i dag.
Manasses stamme fordrev ikke alle indbyggerne i Bet-Shan, Taʼanak, Dor, Jibleam og Megiddo og landsbyerne deromkring, for kanaʼanæerne var fast besluttet på at blive boende. Senere, da israelitterne blev stærkere, gjorde de kanaʼanæerne til slaver, men de fik aldrig fordrevet dem fra landet. På samme måde gik det for Efraims stamme. Kanaʼanæerne blev boende side om side med dem i Gezer.
Zebulons stamme udryddede heller ikke kanaʼanæerne i Kitron og Nahalol, men gjorde dem til slaver, og Ashers stamme fordrev ikke indbyggerne i Akko, Sidon, Ahlab, Akzib, Helba, Afek og Rehob. Kanaʼanæerne blev boende side om side med Ashers stamme. På samme måde gik det for Naftalis stamme: de fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shemesh og Bet-Anat, men de gjorde dem til slaver.
Amoritterne holdt stand mod Dans stamme, så de ikke kunne bosætte sig i lavlandet. Amoritterne blev også boende på Heresbjerget, i Ajjalon og i Shaʼalbim, men da Efraims og Manasses stammer blev stærkere, gjorde de dem til slaver. Amoritternes sydlige grænse løber fra Akrabbimpasset til Sela og videre opefter.
Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer. I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten? Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.”
Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd, og derfor kaldte man det sted for Bokim. Derefter bragte de ofre til Herren.
Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig. I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel. Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Gaʼashbjerget.
Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel, og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne. De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Baʼal og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede. Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land. Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem – nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød. Så greb Herren ind og gav dem ledere – de såkaldte dommere – der skulle redde dem fra deres fjender.
Men folket ville heller ikke adlyde deres befriere. De fortsatte med at være troløse imod Herren og med at tilbede andre guder. De fulgte således ikke deres forfædres levevis, for de adlød ikke længere Herrens bud. Alligevel var det sådan, at når Herren gav folket en befrier, så var han med den befrier, så længe han levede, og reddede folket fra deres fjender, for Herren havde medynk med sit forpinte folk, som jamrede, når de blev undertrykt af fjenderne. Men når befrieren så døde, genoptog folket deres onde levevis og gjorde værre ting end deres forfædre. De dyrkede igen fremmede guder, tilbad dem og bøjede sig for dem, og de nægtede at ændre deres onde adfærd og stædige holdning.
Så blussede Herrens vrede igen op imod Israel, og han erklærede: „Fordi mit folk har brudt den pagt, jeg oprettede med deres forfædre og ignoreret mine befalinger, vil jeg ikke længere hjælpe dem med at fordrive de folkeslag, Josva ikke nåede at besejre, før han døde. I stedet vil jeg bruge fjenderne til at sætte dem på prøve og se, om de vil vende sig til mig og adlyde mig, sådan som deres forfædre gjorde.”
Det var grunden til, at Herren lod de forskellige folkeslag blive boende og ikke udryddede dem med det samme ved at give Josva sejr over dem.
Jerusalems unge piger:
„Drej dig, Shulamit, drej dig,
så vi kan se dig danse endnu engang.”
Den unge pige:
„Hvorfor vil I have mig til at danse rundt
mellem de to rækker af dansere?”
Den unge mand:
„Dine dansetrin i sandalerne er så yndefulde,
oh, fyrstedatter!
Dine hofters kurver er et mesterværk af rang.
Din navle er så besnærende som en skål
fyldt med den fornemste vin.
Din mave er som en dynge hvede,
smukt omgærdet af liljer.
Dine bryster er som to gazelletvillinger.
Din hals er som et elfenbenstårn.
Dine øjne er klare og dybe
som Heshbons damme ved Bat-Rabbim-porten.
Din næse er fornem som Libanons tårn,
der kan ses helt ovre i Damaskus.
Dit hoved rejser sig majestætisk som Karmels bjerg,
dit hår skinner som det kostbare purpurstof.
Du har fortryllet en konge,
ja, fanget ham med en af dine hårlokker.
Hvor er du vidunderlig smuk, min elskede!
Hvor jeg nyder at se på dig!
Du er slank som et palmetræ,
dine bryster er som daddelklaser nær palmens top.
Jeg vil bestige palmen
og gribe fat om dens frugt.
Dine bryster er som vindrueklaser,
din ånde som duften af abrikoser,
din mund giver mig udsøgt vin,
der flyder over mine læber og tænder.”
Den unge pige:
„Jeg er din, min elskede,
hende du begærer.
Kom min elskede, lad os tage ud på landet
og tilbringe natten under hennabuskene.
Lad os stå tidligt op og gå ud i vinmarkerne.
Lad os se, om der er nye skud på vinrankerne,
og om granatæbletræerne blomstrer.
Dér vil jeg give dig min kærlighed.
Kærlighedsplanten dufter,
og alle de dejligste frugter er lige for hånden,
både de grønne og de modne,
for jeg har gemt dem til dig, min elskede.
Hvis du havde været min bror,
som havde diet ved min mors bryst,
så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn,
uden at nogen ville blive forarget.
Så ville jeg have taget dig med til min mors hus,
hende som oplærte mig,
og have givet dig krydret vin og granatæblesaft.”
Den unge pige til de andre piger:
„Han lagde sin venstre hånd under mit hoved
og omfavnede mig med sin højre.
Jerusalems unge piger,
lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Jerusalems unge piger til hinanden:
„Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,
lænet til sin elskede?”
Den unge pige:
„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,
og din mor fødte dig med smerte –
dér vækkede jeg din lidenskab.
Lad mig være så tæt på dig,
som var jeg stemplet på dit hjerte,
eller sad som en ring på din arm.
For kærligheden er stærk som døden,
lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:
den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.
Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort.
Kærlighed kan ikke købes for penge,
den, der forsøger det, får kun foragt.”
Den unge piges brødre:
„Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.
Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?
Stod hun imod fristelsen som en mur,
ville vi ære hende med sølvsmykker.
Men åbnede hun sig som en dør,
ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”
Den unge pige:
„Jeg stod imod som en mur,
og mine bryster er nu som tårne.
Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.
Salomon havde en vingård i Baʼal-Hamon,
som han overlod til forpagtere.
De måtte hver betale tusind stykker sølv
for at kunne få høsten af vindruer.
Min ‚vingård’ tilhører mig,
den bestemmer jeg selv over.
Men jeg har givet den til dig, Salomon,
og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,
men de, der har passet på den indtil nu,
bør have tohundrede.”
Den unge mand:
„Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,
mine venner vil gerne høre din stemme.
Men lad mig være den, der får lov til det!”
Den unge pige:
„Kom, min elskede,
lad os springe af fryd som gazellen
på de duftende bakkeskråninger.”
Paulus og hans ledsagere lagde turen om ad Amfipolis og Apollonia og ankom til Thessaloniki, hvor jøderne havde en synagoge. Som sædvanlig ønskede Paulus først at tale til jøderne, og de følgende tre sabbatter tog han ind i synagogen og debatterede med dem om, hvad der står i Skrifterne. Han forklarede dem, at det var Guds plan, at Messias skulle lide døden og derefter genopstå fra de døde. „Og den Jesus, som jeg fortæller jer om,” sagde Paulus til slut, „han er den Messias, som vi har ventet på!” Nogle af jøderne blev overbevist og kom til tro. Det samme gjorde et stort antal grækere, som tidligere var konverteret til jødedommen, deriblandt en del af byens fremtrædende kvinder.
De jøder, som ikke tog imod budskabet, blev fanatiske modstandere. De fik samlet noget rakkerpak fra gaden og fik stemningen pisket godt op i hele byen. Sammen med hoben stormede de Jasons hus for at få fat i Paulus og Silas og slæbe dem for øvrigheden. Da de ikke kunne finde dem, trak de i stedet Jason og nogle af de andre kristne ud af huset og førte dem hen til byens ledere. De råbte deres anklager ud: „Der er nogle folk, som har forårsaget oprør andre steder i verden, og de er nu kommet til vores by for at gøre det samme her. Jason har taget imod dem, og de gør alle sammen oprør mod kejseren. De påstår nemlig, at der findes en anden konge, en, der hedder Jesus!” På den måde fik de gjort byens ledere og alle de tilstedeværende yderst urolige, men Jason og de andre kristne fik dog lov at gå, efter at der var stillet kaution for dem.
Allerede samme nat blev Paulus og hans medarbejdere sendt af sted til Berøa. Den næste sabbat gik de som sædvanlig ind i synagogen for at forkynde budskabet om Jesus. Jøderne i Berøa var mere storsindede end dem i Thessaloniki. De lyttede opmærksomt til budskabet, og dag efter dag studerede de Skrifterne for at se, om det var sandt, hvad de fik fortalt. Mange af jøderne kom til tro, foruden en del af de fremtrædende græske kvinder og også mange græske mænd.
Men da jøderne i Thessaloniki fik at vide, at Paulus nu også var i gang med at forkynde Guds ord i Berøa, tog de derhen for at ophidse befolkningen imod ham. Menighedens ledere eskorterede derefter hurtigt Paulus ud til kysten, mens Silas og Timoteus blev tilbage. De, der fulgte Paulus ned til båden, sejlede med ham helt til Athen, hvorfra de vendte tilbage til Berøa med besked til Silas og Timoteus om hurtigst muligt at komme ned til ham.
Mens Paulus ventede på dem i Athen, blev han mere og mere opbragt over alle de afgudsbilleder, han så rundt omkring i byen. I synagogen om sabbatten debatterede han med de jøder og grækere, som kom der, og på ugens andre dage talte han med de mennesker, han traf på torvet.
På et tidspunkt faldt Paulus i snak med en gruppe filosoffer, både epikuræere og stoikere. Nogle sagde: „Sikke dog et snakkehoved!” Andre sagde: „Han vil vist have os til at tro på nogle nye, fremmede guder.” De kendte jo intet til Jesus, og det med opstandelsen fra de døde kunne de slet ikke forholde sig til. De besluttede så at tage ham med hen til byens højeste rådsforsamling, Areopagos. „Vi vil gerne høre noget mere om den nye lære, som du kommer med,” sagde de. „Det lyder jo temmelig fremmed for os, men vi vil gerne vide, hvad det hele går ud på.” Det var nemlig sådan, at både byens indfødte borgere og tilflytterne fik meget tid til at gå med at fortælle og høre sidste nyt.
Så stod Paulus frem midt i Areopagos forsamlingen og sagde: „Højtærede mænd her i Athen! Jeg har lagt mærke til, at I er meget interesserede i åndelige spørgsmål. Da jeg spadserede gennem byen, så jeg de mange religiøse symboler, som I bruger i jeres gudsdyrkelse. Der var blandt andet et alter med inskriptionen: ‚For en ukendt gud’. Den Gud, som I dyrker uden at kende, ham vil jeg gerne fortælle jer om. Der er en Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den. Han er Herre over både himlen og jorden. Han bor ikke i menneskeskabte templer. Han har heller ikke brug for, at mennesker skal sørge for hans fornødenheder. Tværtimod, det er ham, der giver menneskene liv og ånde og alt andet. Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkeslagene ud over hele jorden. Han har fastsat, hvor længe hvert folkeslag skal bestå, og hvor dets grænser skal gå. Han skabte menneskene med en længsel efter Gud, så de i deres famlen måske kunne finde ham. Han er nemlig ikke ret langt borte fra en eneste af os, for han giver os liv, bevægelse og eksistens, ligesom en af jeres egne digtere har sagt: ‚Vi tilhører også hans slægt.’ Når vi er i slægt med Gud, så ligner vi ham, og så skal vi ikke tænke på Gud som et billede i guld, sølv eller sten, et billede, der er formet ud fra menneskelig tankegang og kunstnerisk dygtighed. Nok har Gud båret over med tidligere tiders uvidenhed, men nu befaler han, at alle mennesker, hvor de end er, skal vende om til ham. Han har nemlig fastsat en dag, hvor han vil afsige sin retfærdige dom over alle mennesker i hele verden. Det vil han gøre sammen med en bestemt mand, som han har udvalgt til den opgave, og for at hjælpe alle mennesker til at tro det, har han oprejst ham fra de døde.”
Da forsamlingen hørte, at nogen skulle være genopstået fra de døde, gav nogle sig til at le, mens andre sagde: „Det vil vi høre mere om en anden gang.” Så forlod Paulus dem, men der var nogle få mænd, der sluttede sig til ham og kom til tro, blandt andre Dionysios, som selv var medlem af Areopagos forsamlingen. Desuden var der en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.
Herren lod altså nogle folk blive i landet for at sætte den nye generation af israelitter på prøve, dem, der ikke selv havde været med i krigen mod kanaʼanæerne. Det gjorde han, for at de kunne lære at kæmpe og blive erfarne krigere. De folk, som var tilbage i landet, var: filistrene i deres fem byer, kanaʼanæerne, sidonierne og hivvitterne i Libanons bjerge fra Baʼal-Hermon til Lebo-Hamat. Dem ville Herren bruge til at sætte den nye generation af israelitter på prøve for at se, om de ville adlyde de befalinger, han havde givet deres forfædre gennem Moses.
Israelitterne levede altså side om side med kanaʼanæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, og de blandede sig med dem ved at lade deres sønner og døtre gifte sig ind i deres familier, og de dyrkede deres guder.
Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De vendte sig fra Herren, deres Gud, og dyrkede i stedet afgudsbilleder af Baʼal og Ashera. Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han tillod kong Kushan-Rishatajim af Aram-Naharajim at besejre dem, så de var underkastet hans herredømme i otte år.
Men da Israels folk råbte til Herren om hjælp, sendte han en befrier, nemlig Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz. Herrens Ånd kom over ham, og han blev befrier i Israel. Han gik til angreb mod kong Kushan-Rishatajim og besejrede ham ved Herrens hjælp. De næste 40 år var der fred i landet, indtil Otniel døde.
Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet. Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko. De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.
Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab. Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe. Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand, og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.
Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse. Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol, trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen, så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende. Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.
Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de. De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.
Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira. Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig. „Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.”
Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over. Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap. Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.
Den næste befrier var Shamgar, Anats søn, som engang reddede Israel ved at slå 600 filistre ihjel med en pigstav.
Efter Ehuds død gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. Da udleverede Herren dem til kanaʼanæerkongen Jabin af Hatzor. Kongens hærfører hed Sisera, og han boede i Haroshet-ha-Gojim. Med sine 900 stridsvogne med jernbeslåede hjul besejrede han israelitterne og undertrykte dem brutalt i 20 år. Til sidst råbte folket til Herren om hjælp.
På det tidspunkt var profeten Debora, Lappidots kone, dommer i Israel. Hun plejede at sidde under Deboras palmetræ et sted mellem Rama og Betel i Efraims højland, og dér kom israelitterne til hende med deres retssager.
En dag sendte Debora bud efter Barak, Abinoams søn, der boede i Kedesh i Naftalis land. „Herren, Israels Gud, har befalet, at du skal samle 10.000 mænd fra Naftalis og Zebulons stammer på Tabors bjerg,” sagde hun til Barak. „Så vil Herren lokke kong Jabins hærfører, Sisera, hans hær og stridsvogne til Kishonbækken og udlevere dem til dig dér.”
„Godt,” svarede Barak, „jeg tager af sted – men på den betingelse, at du tager med!”
„Jeg skal gerne gå med,” svarede Debora. „Men i så fald bliver det en kvinde, der får æren for sejren over Sisera og ikke dig.” Derpå fulgte hun med ham til Kedesh. Da de nåede derhen, samlede Barak Zebulons og Naftalis stammer og 10.000 mand drog af sted til Tabor. Debora gik med.
Nu var der en mand ved navn Heber, som havde slået lejr i nærheden af egetræet ved Saʼanannim. Han var efterkommer af Mosesʼ svoger Hobab, men havde fjernet sig fra sine øvrige kenitiske slægtninge.
Da Sisera fik at vide, at Barak og hans hær havde slået lejr på Tabors bjerg, mobiliserede han hele hæren og alle 900 jernvogne og marcherede fra Haroshet-ha-Gojim til Kishonbækken.
Da sagde Debora til Barak: „Bryd op! Herren vil gå foran dig og give dig sejr over Sisera i dag.” Straks førte Barak sine 10.000 mand ned fra Tabors bjerg og rykkede frem til angreb.
Idet Barak angreb, skabte Herren panik blandt Siseras mænd og vogne, så Sisera måtte springe ned fra sin vogn og flygte til fods. Barak og hans mænd forfulgte fjenderne og deres vogne helt til Haroshet-ha-Gojim, indtil hele Siseras hær var hugget ned.
I mellemtiden var Sisera undsluppet og var nået til kenitten Hebers lejr. Hebers slægt havde nemlig indgået en venskabspagt med kong Jabin af Hatzor. Hebers kone, Jael, gik nu Sisera i møde og sagde: „Her har du intet at frygte. Kom med ind i mit telt.” Så fulgte han med hende ind i teltet, hvor hun dækkede ham til med et tæppe. „Giv mig lidt vand,” sagde han til hende, „jeg er så tørstig.” Hun gav ham lidt mælk fra lædersækken og dækkede ham til igen. „Stil dig i teltdøren,” fortsatte han, „og hvis der kommer nogen og spørger, om der er en kriger her, skal du sige nej.”
Men da Sisera var faldet i søvn af udmattelse, tog Jael en spids teltpløk og en hammer og sneg sig hen til ham. Så hamrede hun pløkken gennem tindingen på ham og ned i jorden.
Da Barak senere kom for at lede efter Sisera, gik Jael ham i møde og sagde: „Kom, så skal jeg vise dig ham, du leder efter.” Da fulgte Barak efter hende ind i teltet og fandt Sisera død med teltpløkken gennem tindingen.
Den dag så israelitterne, hvordan Herren gav dem sejr over kanaʼanæerkongen Jabin, og fra den dag fik Israels folk mere og mere overtaget, indtil de til sidst fik udryddet ham og hans folk.
Denne bog indeholder de budskaber, som Herren åbenbarede for mig. Jeg hedder Jeremias, er præst og søn af Hilkija, og jeg kommer fra Anatot i Benjamins land. Herren begyndte at tale til mig i kong Josias af Judas 13. regeringsår, og budskaberne fortsatte med at komme, mens Josiasʼ søn, Jojakim, var konge, helt frem til den femte måned i Zidkijas 11. regeringsår, da Jerusalem blev indtaget og indbyggerne ført i eksil.
Herren sagde til mig: „Længe før jeg dannede dig i din mors liv, havde jeg planer for dig. Før du blev født, udvalgte jeg dig til at være profet for folkeslagene.”
„Åh, min Herre og min Gud!” svarede jeg. „Jeg er alt for ung. Jeg har slet ikke autoritet til at kunne tale som profet.”
„Du skal ikke undskylde dig med, at du er for ung,” svarede Herren. „Du skal bare gå, hvor jeg sender dig, og sige alt, hvad jeg befaler dig. Du skal ikke være bange for, hvordan folk vil reagere, for jeg går med dig og beskytter dig.”
Så rakte Herren hånden ud og rørte ved min mund. „Jeg vil lægge mine ord i din mund,” sagde han. „Jeg giver dig hermed autoritet over folkeslag og kongeriger. Noget skal rykkes op med rode, mens andet skal plantes på ny. Noget skal rives ned til grunden, mens andet skal genopbygges.”
Derefter sagde Herren til mig: „Jeremias! Hvad ser du?”
„Jeg ser en gren fra et mandeltræ,” svarede jeg.
„Det er rigtigt,” svarede Herren. „For jeg våger over mit ord for at opfylde det.”
Lidt efter spurgte Herren: „Hvad ser du nu?”
„Jeg ser en gryde med kogende vand mod nord, og den er ved at vælte hen imod os,” svarede jeg.
„Rigtigt,” svarede Gud. „For ulykken vil komme nordfra og strømme ud over alle landets indbyggere. Jeg tilkalder alle nordens konger med deres hære, så de kommer og belejrer Jerusalem og alle Judas byer. På den måde vil jeg dømme og straffe mit folk, fordi de har forladt mig og vendt sig til andre folks guder. Nu tilbeder de afgudsbilleder, som de selv har lavet. Gør dig parat til at stå frem og fortælle dem alt, hvad jeg befaler dig. Vær ikke bange for at konfrontere dem, ellers skal jeg give dig noget at være bange for. Jeg vil gøre dig hård over for deres kritik. Jeg gør dig stærk som en befæstet by, der er umulig at indtage, urokkelig som en jernsøjle, massiv som en mur af bronze. Hele folket med kongerne, embedsmændene og præsterne i spidsen vil være imod dig, men de vil ikke kunne vinde over dig, for jeg går med dig og beskytter dig.”
Derefter forlod Paulus Athen og rejste videre til Korinth. Dér traf han en jøde, som hed Akvila. Hans kone hed Priskilla. Deres arbejde var at sy telte, ligesom Paulus gjorde, så han fik lov til at bo hos dem og arbejde sammen med dem. Akvila stammede oprindelig fra Pontus, men han og hans kone var netop ankommet fra Italien, for kejser Claudius havde givet ordre til, at alle jøder skulle forvises fra Rom. Hver sabbat var Paulus i synagogen, hvor han debatterede med og søgte at overbevise både jøder og grækere. Da Silas og Timoteus kom ned til Korinth fra Makedonien, var Paulus helt opslugt af at forkynde Guds ord og søge at overbevise jøderne om, at Jesus virkelig var den ventede Messias. Men da jøderne hånende afviste ham, rystede Paulus symbolsk støvet af sin kappe og sagde: „Det er jeres egen skyld, hvis I går fortabt. Jeg kan ikke tage ansvaret for det. Fra nu af vil jeg forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag.”
Han flyttede så sin undervisning fra synagogen over til et hus, som lå lige ved siden af og tilhørte Titius Justus, en græker som var gået over til jødedommen, men nu var kristen. Synagogeforstanderen Krispus og hele hans husstand kom også til tro på Herren. Mange af byens indbyggere kom for at lytte til Paulus, og mange kom til tro, hvorefter de blev døbt.
En nat havde Paulus et syn, i hvilket Herren sagde til ham: „Du skal ikke være bange, for jeg vil beskytte dig, så ingen gør dig fortræd. Fortsæt med at tale og giv ikke op, for jeg har et stort folk i denne by.” Så blev Paulus i Korinth i halvandet år og underviste i Guds ord.
Mens Gallio var guvernør i den romerske provins Akaja, gennemførte jøderne en samlet aktion mod Paulus og fik ham slæbt hen til guvernøren. Dér kom de frem med følgende anklage: „Manden her overtaler folk til at dyrke Gud på en måde, som er imod vores lov.” Men da Paulus skulle til at forsvare sig, vendte Gallio sig til jøderne og sagde: „Hør engang, I jøder, havde der været tale om en grov forbrydelse eller anden lovovertrædelse, så ville jeg godt have hørt på jer. Men når det drejer sig om ordstrid og magtkampe inden for jeres egen religion, så må I klare det selv. Den slags sager vil jeg ikke dømme i.” Så jog han dem væk fra domstolen.
Alle greb nu fat i synagogeforstanderen, Sostenes, og slog løs på ham lige uden for domstolen, men det tog Gallio sig ikke af.
Efter den hændelse blev Paulus endnu en tid i Korinth, før han besluttede at tage tilbage til provinsen Syrien sammen med Priskilla og Akvila. Så tog de afsked med menigheden og kom ned til havnebyen Kenkrea. Her lod Paulus sit hår klippe, da tiden for hans naziræerløfte var udløbet. De gik om bord i et fragtskib og ankom til Efesos, hvor Paulus efterlod Akvila og Priskilla. Mens skibet lossede i havnen, havde Paulus tid til at aflægge et besøg i synagogen for at debattere med jøderne der. De bad ham blive nogle dage, men det kunne han ikke. Da han tog afsked med dem, sagde han: „Om Gud vil, kommer jeg tilbage til jer.” Derefter sejlede han videre med skibet sydpå langs kysten.
Da de ankom til Cæsarea, fortsatte Paulus rejsen til fods mod Jerusalem. Efter at have aflagt et kort besøg i menigheden dér, tog han videre til Antiokia. Dér blev han et godt stykke tid, og da han igen rejste ud, tog han til den frygiske del af provinsen Galatien, hvor han tog rundt og styrkede disciplene i troen.
På den tid kom en jøde ved navn Apollos fra Alexandria i Egypten til Efesos. Han var en veltalende mand og var godt kendt med Skrifterne. Hjemme i Alexandria havde han lært om Jesus, og nu talte han begejstret om det og underviste korrekt ud fra det, han vidste, selv om den eneste dåb, han havde hørt om, var Johannesʼ dåb. Da han frimodigt stod og talte om Jesus i synagogen, inviterede Priskilla og Akvila ham med hjem og gav ham yderligere undervisning. Apollos ville gerne rejse over til Akaja, og menighedens ledelse opmuntrede ham til at gøre det. De skrev til de kristne menigheder dér og bad dem tage godt imod ham. Og da han kom derover, blev han ved Guds nåde til stor hjælp for de troende der. Når der var offentlig debat, tilbageviste han med stor kraft alle de jødiske argumenter, idet han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus var den lovede Messias.
Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:
Når Israels ledere fører an,
når folket villigt følger med,
da skal I prise Herren.
Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!
Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.
Herre, da du førte dit folk op fra Seir,
da du ledte os fra Edoms land,
da skælvede og rystede jorden,
himlen kunne ikke holde tæt,
skyerne rystede regnen af sig.
Bjergene bævede for Herren,
Sinai skælvede for Israels Gud.
Men på Shamgars tid gemte man sig,
på Jaels tid lå vejene øde,
folk sneg sig af sted ad de afsides stier.
Bønderne holdt sig bag storbyens mure,
landsbyidyl var en saga blot,
indtil jeg, Debora, stod frem
og blev som en mor for Israel.
Da Israel valgte sig nye guder,
blev der ufred og kaos overalt.
Der var fyrre tusind krigere i Israel,
men hvor så man et skjold eller spyd?
Mit hjerte banker for Israels ledere
og for folket, der frivilligt fulgte dem.
Pris Herren for dem!
I, som rider på glinsende æsler,
I, som sidder på fornemme sadeltæpper,
I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!
Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.
De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.
Herrens folk kom i flok,
i byporten råbte de:
„Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!
Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”
Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.
Herrens folk kom til mig og krigerne.
De kom fra Efraims land,
som engang tilhørte Amalek.
Nogle kom helt fra Benjamins land.
Fra Makir kom mægtige krigere,
fra Zebulon stærke ledere,
Issakars hærførere sluttede op om Debora,
de løb med Barak ned ad bjerget.
Rubens klaner var ubeslutsomme:
Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?
Var det for at høre hyrderne fløjte?
Rubens klaner var for ubeslutsomme.
Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.
Hvorfor blev Dan ved sine skibe?
Asher sad stille ved havets vande,
han blev i sin sikre havn.
Men Zebulon satte livet på spil,
Naftali sloges på slagmarken.
Kanaʼans konger kom til Taʼanak,
de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.
Men sejren gled dem af hænde,
krigsbytte fik de intet af.
Himlens kræfter kæmpede for os,
tordnede og lynede mod Siseras hær.
Kishons vand svulmede med stormflods styrke,
den gamle bæk fejede fjenden væk.
Fat mod, min sjæl,
løb frem med styrke.
Da hamrede hingstenes hove,
i galop fór de frem.
„Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”
sagde Herrens engel.
„De kom ikke Herren til hjælp
imod hans vældige fjender.”
Velsignet blandt kvinder er Jael,
kenitten Hebers kone.
Hun er den mest velsignede
af alle kvinder, der bor i telte.
Sisera bad om vand,
men Jael gav ham mælk,
tykmælk i en fornem skål.
Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,
en hammer i højre.
Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,
hun gennemborede hans hoved.
Han lå død mellem benene på hende.
En fældet fjende – stendød.
Siseras mor venter ved vinduet,
hun spejder gennem gitteret:
„Hvorfor kommer han dog ikke?
Hvornår hører vi hestenes hove?”
En hofdame giver hende et svar,
det samme, hun selv har tænkt:
„Krigsbyttet skal nok deles,
en pige eller to til hver kriger,
prægtige klæder til Sisera
og smukt broderet tøj til hans mor.”
Herre, må alle din fjender
gå til grunde som Sisera,
men må de, som elsker dig,
stråle som den opgående sol.
Derefter var der fred i landet i 40 år.
Så begyndte Israelitterne igen at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Derfor udleverede Herren dem til midjanitterne, der tyranniserede dem i syv år. Midjanitterne var så grusomme, at israelitterne flygtede op i bjergene og indrettede sig skjulesteder i huler og klippeborge. Hver gang israelitterne havde tilsået deres marker, kom der omstrejfende bander fra Midjan og Amalek og andre nabofolk fra øst og angreb dem. De slog lejr på deres marker, ødelagde afgrøderne og plyndrede landet så langt som til Gaza. Israelitterne havde intet at spise, for fjenderne stjal også alle deres får, geder, okser og æsler. Røverbanderne trængte ind i landet og slog sig ofte ned i længere tid med deres hjorde og kamelflokke, talløse som græshoppesværme, indtil landet var så hærget og forarmet, at folket igen råbte til Herren om hjælp.
Da sendte Herren en profet til dem: „Hør hvad Herren, Israels Gud, siger til jer,” sagde han. „Jeg førte jer ud af fangenskabet i Egypten og befriede jer fra egypterne og alle jeres modstandere. Jeg drev jeres fjender ud af Kanaʼans land og gav det til jer. Jeg sagde til jer: ‚Jeg er Herren, jeres Gud. I må ikke dyrke amoritternes guder i landet, hvor I bor.’ Men I har ikke adlydt mig!”
Så kom Herrens engel og satte sig under egetræet i Ofra, der tilhørte Joash fra Abiezers slægt. Joashʼ søn Gideon var netop i færd med at tærske hvede i bunden af en vinperse for at skjule det for midjanitterne.
Herrens engel viste sig for Gideon og sagde: „Herren er med dig, stærke kriger!” „Hvis Herren er med os, hvorfor går det os da så dårligt?” svarede Gideon. „Hvor er alle miraklerne, som vores forfædre fortalte os om? Sagde de ikke, at Herren gjorde en masse undere, da han førte dem ud af Egypten? Han må have forkastet os og overgivet os til midjanitterne!”
Da vendte Herren sig til Gideon og sagde: „Tag af sted med den styrke du har, og red Israel fra midjanitterne. Jeg sender dig!” „Men Herre, hvordan skulle jeg kunne redde Israel?” svarede Gideon. „Vores slægt er den svageste i Manasses stamme – og jeg er den yngste i min familie!” „Men jeg er Herren – og jeg er med dig! Du skal hugge midjanitterne ned alle som en!”
Gideon svarede: „Er det virkelig Herren? Utroligt, at han skulle komme til mig. Jeg vil gerne have et bevis på, at det virkelig er Herren, som taler til mig. Vent her, indtil jeg kommer tilbage med en offergave til dig.” „Jeg bliver her, til du kommer tilbage,” lovede englen.
Gideon skyndte sig nu hjem, slagtede og tilberedte et gedekid, hvorefter han tog en stor pose mel og bagte brød uden surdej. Så lagde han kødet i en kurv, hældte suppen i en krukke og bar det ud til englen, som sad under egetræet.
Da sagde Guds engel: „Læg kødet og brødene på stenen derhenne og hæld suppen ud over det!”
Gideon gjorde, som englen sagde, og englen rørte kødet og brødene med sin stav. Ild flammede op fra stenen og fortærede det hele. Så var englen borte.
Så vidste Gideon, at det virkelig var Herrens engel, og han udbrød: „Ak, min Herre og min Gud, det er ude med mig, for jeg har set Herrens engel ansigt til ansigt.”
Men Herren sagde: „Fred være med dig! Vær ikke bange. Du skal ikke dø.”
På det sted byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det „Herrens fred”. Det står stadig i Ofra, på den jord, der tilhører Abiezers slægt.
Samme nat sagde Herren til Gideon: „Tag en af din fars tyre, den næstbedste, som er syv år gammel. Vælt så din fars Baʼals alter ned og hug afgudspælen ved siden af i stykker. Når det er gjort, skal du på toppen af denne klippe bygge et alter for Herren, din Gud, på den foreskrevne måde. Brug træet fra pælen som brænde på alteret, og bring så tyren som et brændoffer til Herren.”
Gideon vækkede straks ti af sine tjenere og gjorde, som Herren havde befalet. Han gjorde det om natten, hvor ingen kunne se det, for han var bange for sin families og sine naboers reaktion. Da folk stod op om morgenen, opdagede de, at baʼalsalteret var revet ned og afgudspælen var væk. I stedet stod der et nyt alter med resterne af brændofferet ovenpå.
„Hvem har gjort det?” sagde folk til hinanden. Så spurgte de sig frem og fandt ud af, at det var Gideon.
„Udlever din søn til os!” råbte de til Joash. „Han skal dø, for han har revet baʼalsalteret ned og slået Asherapælen i stykker!”
Men Joash råbte tilbage: „Hvorfor forsvarer I Baʼal? Kan I måske redde ham? Den, som vil tale Baʼals sag, skal dø inden i morgen! Hvis Baʼal virkelig er en gud, så lad ham forsvare sig selv og straffe den, der har revet hans alter ned.”
Fra den dag gav man Gideon tilnavnet Jerubbaʼal, fordi han havde revet Baʼals alter ned.
Kort tid efter samlede midjanitterne, amalekitterne og flere andre ørkenfolk sig, gik over Jordanfloden og slog lejr på Jizreʼelsletten. Da kom Herrens Ånd over Gideon og han blæste i vædderhornet for at kalde Abiezer-slægtens mænd til våben. Derefter sendte han bud til hele Manasses stamme, og de sluttede op om ham. Også Ashers, Zebulons og Naftalis stammer fik besked, og de sluttede sig til dem.
Da sagde Gideon til Gud: „Hvis det virkelig er dit alvor, at du vil bruge mig til at redde Israel, sådan som du har lovet, vil jeg bede dig om at give mig et tegn: I nat spreder jeg noget uld ud på tærskepladsen. Hvis der så i morgen tidlig ligger dug på ulden, mens jorden udenom er tør, skal det være et tegn på, at du vil bruge mig til at redde Israel.”
Og sådan gik det: Da Gideon næste morgen stod op, var ulden så våd, at han kunne vride en hel skål vand ud af den! Da sagde han til Herren: „Bliv ikke vred, Herre, men giv mig endnu et tegn: Denne gang skal ulden være tør og jorden udenom våd!”
Endnu en gang gjorde Gud, hvad han bad om: Næste morgen var ulden knastør, mens jorden udenom var våd af dug.
Herren sagde til mig, at jeg skulle gå ud i Jerusalems gader og bekendtgøre følgende budskab:
„Hør hvad Herren siger: Israel, mit folk, jeg husker, hvor hengiven du var i begyndelsen. Som nygift brud var du fuld af kærlighed til mig, og du fulgte mig gennem den golde ørken. Dengang tilhørte du mig alene, ligesom førstegrøden af høsten, og jeg sendte min straf over alle, som ville gøre dig fortræd.”
Hør godt efter, alle Israels slægter og familier. Hør, hvad Herren har at sige: „Hvorfor vendte jeres forfædre ryggen til mig? Hvilken fejl har jeg begået, siden de forkastede mig? De begyndte at dyrke tomme afguder, indtil de selv blev lige så tomme. Hvordan kunne de glemme, at det var mig, Herren, som førte dem ud af Egypten og gennem den golde ørken, en vildmark med farlige kløfter, med tørke og håbløshed, hvor ingen kunne drømme om at slå sig ned? Det var mig, som førte dem ind i et frugtbart land, så de kunne glæde sig over en god høst. Men de ødelagde mit land med deres synd og ondskab. Selv deres præster søgte mig ikke. De, der skulle undervise i mine love, kendte mig ikke. Landets ledere vendte sig fra mig, og deres profeter indviede sig til Baʼal og dyrkede afguder, som ikke kunne hjælpe dem. Jeg bliver nødt til at konfrontere jer med det, siger Herren. Og jeg bliver ved fra den ene generation til den anden.
Prøv at rejse mod vest og spørg befolkningen på Cypern. Send bud mod øst og spørg jer for i Kedars ørken. Har et folk nogen sinde udskiftet deres guder? Og det selv om deres såkaldte guder blot er bedrag. Men mit folk har forladt mig, deres mægtige Gud, til fordel for tomme afguder. Hvilken himmelråbende dumhed. To frygtelige ting har mit folk gjort: De har forladt mig, som er kilden med det friske, livgivende vand, og de har hugget sig vandreservoirer, der er så fulde af revner, at de ikke kan holde vand. Israels folk var ikke bestemt til at leve i trældom. Hvorfor tror I, de blev ført bort som slaver?
Deres fjender brøler som en løve, der står over et fældet bytte, deres sejrsråb gjalder gennem luften. Landet ligger i ruiner, byerne er brændt ned og står tomme tilbage. Egyptiske hære fra Memfis og Takpankes har slået jer til jorden, Israels folk. Det er straffen, som rammer jer, fordi I har svigtet mig, selv om jeg ønskede at lede jer og vise jer den rette vej.
Hvad får I ud af at søge hjælp hos egypterne? Hvad hjælper det at gå i forbund med assyrerne? Jeg er nødt til at gribe ind over for jeres oprør. Jeg er nødt til at straffe jer for jeres synder. Da vil I forstå, hvilken frygtelig fejl I begik, da I gjorde oprør imod Herren, jeres Gud, og holdt op med at have ærefrygt for mig – siger Herren, jeres Gud. Det er snart længe siden, I brød løs og sprængte alle bånd, for I ønskede ikke at være undergivet mig. Nu dyrker I frugtbarhedsguder på hver en bakketop i skyggen af de grønne træer. I opfører jer som en skøge, der giver sig hen til fremmede.
Det var en ædel vinsort, jeg plantede i landet. Hvordan kunne I blive til en vildvin med sure og elendige druer? Selv den kraftigste sæbe kan ikke rense jeres synder væk. Hvordan kan I påstå, at I aldrig har gjort jer urene med afgudsdyrkelse, at I aldrig har ofret til Baʼal? Tænk dog på, hvad I gjorde i Hinnoms dal. I farer fra den ene afgud til den anden som en brunstig hunkamel. I er som et vildæsel, der er opvokset i ødemarken og vejrer i luften efter en han. Intet kan holde hende tilbage, og hannerne behøver slet ikke at jagte hende, for hun kommer selv. Åh, Israels folk, hold op med at løbe efter afguderne, indtil I slider skoene op og er ved at gå til af tørst. Men I siger: ‚Du kan lige så godt opgive at standse os, for vi elsker de fremmede guder og bliver ved med at gå til dem.’
Som en tyv, der bliver fanget, må afsone sin straf, sådan kommer Israels folk med deres konger og embedsmænd, præster og profeter til at mærke min straf. I siger til en træklods: ‚Jeg vil ære dig som min far,’ og til en sten: ‚Jeg vil ære dig som min mor, der gav mig livet.’ I har vendt mig ryggen. Men så snart I har problemer, råber I til mig om at redde jer. Hvorfor råber I ikke til de guder, I selv har lavet? Hvorfor lader I ikke dem løse jeres problemer? I har jo lige så mange afguder, som der er byer i Juda. Hvorfor beklager I jer over den straf, I får? I har jo alle gjort oprør imod mig. Jeg har åbenbart straffet jer til ingen nytte, for I er stadig lige ulydige imod mig. Som en sulten løve har I gjort det af med mine profeter.
Hør efter, hvad jeg siger, mit oprørske folk: Hvorfor betragter I mig som en gold ørken? Hvorfor ser I på mig som et skræmmende mørke? Hvorfor løber I jeres vej i stedet for at komme til mig? Glemmer en brud at tage sin brudekjole på? Glemmer en ung pige sine bryllupssmykker? Men mit folk har fuldstændig glemt mig.
Hvor er I blevet gode til at finde nye elskere! Selv en erfaren luder kunne lære noget af jer. Jeres hænder er røde af blod fra uskyldige og forsvarsløse mennesker, som ikke havde begået nogen forbrydelse. Alligevel siger I: ‚Vi har ikke gjort noget forkert. Gud kan da ikke være vred på os.’ Men jeg vil straffe jer strengt, fordi I påstår, at I ikke har syndet.
I har så travlt med at søge hjælp hos alle andre end mig. Men jeres venner i Egypten vil svigte jer, ligesom I blev svigtet af assyrerne. I fortvivlelse vil I skjule ansigtet i hænderne, for jeg, Herren, vil sørge for, at ingen hjælp når frem fra dem, I sætter jeres lid til.”
Mens Apollos opholdt sig i Korinth, rejste Paulus videre fra Galatien gennem det indre højland og kom ned til Efesos. Der traf han en flok disciple og spurgte dem: „Fik I Helligånden, dengang I kom til tro?”
„Vi har ikke engang hørt, at der findes en hellig Ånd,” svarede de.
„Hvilken dåb blev I da døbt med?” spurgte han.
„Johannes Døbers dåb,” svarede de.
„Johannes døbte dem, der havde taget afstand fra deres synd, og han sagde til folk, at de skulle tro på én, som kom bagefter ham, det vil sige Jesus.” Så snart de hørte det, lod de sig døbe til at tilhøre Herren Jesus. Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. Der var omkring 12 mænd i alt.
I de følgende tre måneder kom Paulus til stadighed i synagogen, hvor han frimodigt debatterede med jøderne og talte overbevisende om Guds rige. Men nogle af dem nægtede hårdnakket at tage imod budskabet, og de talte offentligt imod dem, som blev kaldt „Vejen”. Så forlod Paulus synagogen og tog gruppen af disciple med sig over i Tyrannosʼ forelæsningssal, hvor de holdt daglige samtaler. Det fortsatte de næste to år, så alle indbyggere i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik anledning til at høre Herrens ord.
Gud udførte usædvanlige undere gennem Paulusʼ tjeneste med det resultat, at folk kappedes om at få fat i de arbejdsforklæder eller tøjstykker, som Paulus havde brugt. Når tøjstykkerne derefter blev lagt på syge mennesker, blev de syge helbredt, mens andre blev befriet fra onde ånder.
Nogle jødiske eksorcister, som rejste fra by til by, brugte også Jesu navn, når de prøvede at uddrive onde ånder. De sagde: „Jeg befaler jer at forsvinde i kraft af den Jesus, som Paulus forkynder!” Der var blandt andet syv sønner af den jødiske ypperstepræst Skeuas, som prøvede det. Men da de gjorde det, svarede den onde ånd: „Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men I – hvem er I?” Manden, der havde den onde ånd i sig, fór løs på dem og mishandlede dem, så de til sidst måtte flygte ud af huset, forslåede og med tøjet revet af.
Den historie blev hurtigt kendt blandt både jøder og grækere i Efesos. Alle blev grebet af ærefrygt, og de var fulde af lovord om Herren Jesus og hans magt. Som følge af den hændelse kom mange af de nye troende og fortalte åbent om de hemmelige ting, de før havde været involveret i, og en hel del kom med deres okkulte bøger, som så blev brændt på et stort bål. Man optegnede bøgernes værdi og fandt ud af, at det svarede til 50.000 sølvstykker. Som følge af Herrens magt fik budskabet flere og flere tilhængere.
Derefter besluttede Paulus under ledelse af Helligånden at rejse gennem Makedonien og Akaja til Jerusalem. „Og når jeg har været dér, må jeg videre til Rom,” sagde han. Han sendte sine to hjælpere, Timoteus og Erastos, i forvejen til Makedonien, mens han selv blev endnu en tid i provinsen Asien.
På den tid opstod der en del røre i Efesos omkring dem, der blev kaldt „Vejen”. En velstående forretningsmand ved navn Demetrios havde mange folk i arbejde med fremstilling af små sølvkopier af Artemistemplet. Han sammenkaldte til et møde med alle byens øvrige sølvsmede og sagde til dem: „Mine herrer! I ved alle, at vi tjener godt ved at lave vores sølvting. I har også hørt om den mand, der hedder Paulus. Han har fået en masse mennesker både her i Efesos og i hele Asien til at tro på, at de guder, vi fremstiller, ikke er sande guder. Ikke alene giver det vores erhverv et dårligt ry, men der er fare for, at vores store gudinde Artemisʼ tempel vil miste sin betydning, og at den gudinde, som hele Asien, ja hele verden, dyrker, vil blive vanæret!” Den tale satte blodet i kog hos folk, og de begyndte at råbe: „Stor er efesernes Artemis!” Ophidselsen bredte sig, og snart var hele byen i oprør. Alle stormede mod friluftsteatret. De greb fat i Paulusʼ to rejsekammerater, Aristark og Gajus fra Makedonien, og slæbte dem med for at anklage dem. Paulus ville også selv være gået hen på teaterpladsen, men disciplene holdt ham tilbage. Desuden sendte nogle af provinsens ledende mænd, som var venner med Paulus, bud til ham om ikke at sætte livet på spil.
Inde i teatret råbte og skreg folk i munden på hinanden, og det hele var én stor forvirring. De fleste var ikke engang klar over, hvad de var der for. Nogle af jøderne fik øje på Alexander. De satte ham hurtigt ind i sagen og fik ham skubbet frem. Han vinkede med hånden og forsøgte at komme med et forsvar. Men da alle kunne se, at han var jøde, råbte de i kor i næsten to timer: „Stor er efesernes Artemis!” Til sidst lykkedes det byrådets formand at berolige dem så meget, at han kunne få ørenlyd. „Borgere i Efesos!” råbte han. „Alle ved, at Efesos er centrum for tilbedelsen af vores berømte Artemis, hvis billede faldt ned til os fra himlen. Når det er en kendsgerning, som ikke kan diskuteres, så er der ingen grund til at blive foruroliget eller gribe til overilede handlinger. I har ført de mænd herhen, skønt de hverken har stjålet noget i templet eller har hånet vores gudinde. Hvis Demetrios og hans sølvsmede har en klage imod dem, er der domstole og fastlagte dage for retsmøder, og dommerne kan straks tage sig af sagen. Lad os derfor bruge de lovlige instanser. Og hvis I har andre ting at klage over, så kan det ordnes ved et lovligt indkaldt folkemøde, for vi risikerer at blive anklaget for oprør efter det, der er sket i dag. Der er ingen fornuftig grund til at lave sådan et spektakel.” Med disse ord fik han forsamlingen opløst.
Tidligt om morgenen drog Gideon af sted sammen med sin hær helt til Harod-kilden, hvor de slog lejr. Den midjanitiske hær lå nord for dem i dalen neden for More-højen.
Herren sagde nu til Gideon: „Du har alt for mange krigere med dig. Hvis jeg lader jer alle kæmpe mod midjanitterne, vil I bare selv tage æren og prale af, at I overvandt fjenden i egen kraft. Derfor skal du sige til dem: Hvis nogen af jer er bange, må I gerne gå hjem!” Da gik 22.000 af mændene hjem, så der kun var 10.000 tilbage.
Men Herren sagde til Gideon: „I er stadig alt for mange! Før mændene ned til kilden, så vil jeg vise dig, hvem der skal følge dig i krigen, og hvem du skal lade blive tilbage.”
Så førte Gideon mændene ned til kilden, og Herren sagde til ham: „Dem, der drikker ved at lægge sig på maven og labbe vandet i sig som en hund, skal du skille ud fra dem, der lægger sig på knæ for at drikke.”
Det viste sig, at 300 af mændene labbede vandet i sig som en hund. Resten lagde sig på knæ og drak normalt ved at føre hånden til munden.
„Med disse 300 mænd vil jeg redde jer og besejre midjanitterne,” sagde Herren til Gideon. „Send alle de andre hjem!”
Så sendte Gideon de øvrige mænd hjem, men bad dem efterlade deres proviant og vædderhorn.
Om natten, mens midjanitterne sov trygt i deres lejr nede i dalen, sagde Herren til Gideon: „Stå op! Tag dine mænd og gå til angreb på midjanitterne, for jeg vil give dig sejr over dem. Men hvis du er bange, kan du sammen med din våbendrager Pura snige dig ned til midjanitternes lejr og lytte til, hvad der foregår. Det vil opmuntre dig og give dig mod til at gå til angreb.”
I ly af mørket sneg Gideon og Pura sig nu af sted og nåede frem til udkanten af fjendens lejr. Midjanitterne, amalekitterne og de øvrige ørkenfolk fra øst lå som en græshoppesværm ud over dalen – ja, de var talløse som sandet ved stranden, og der var flere kameler, end nogen kunne tælle. Netop som Gideon listede sig hen til et telt, var en af krigerne derinde ved at fortælle en anden om en drøm, han havde haft: „Jeg drømte, at et bygbrød kom rullende hen mod lejren. Det ramte et telt, væltede det og maste det fuldstændigt.”
Den anden kriger svarede: „Det kan kun betyde én ting: At Gud vil give israelitten Gideon sejr over hele vores hær.”
Da Gideon hørte den samtale, bøjede han sig i tilbedelse til Gud. Så skyndte han sig tilbage til sine mænd og råbte: „Op med jer! Herren vil give jer sejr over midjanitternes hær!”
Så delte han sine 300 mænd i tre grupper og gav hver af mændene et vædderhorn og en lerkrukke med en brændende fakkel i. Så forklarede han dem sin slagplan.
„Når vi har placeret os rundt om deres lejr,” sagde han, „og mændene i min gruppe støder i hornene, skal I gøre det samme i de to andre grupper og råbe: For Herren og for Gideon!”
Samme nat kort efter det første vagtskifte nåede Gideon og hans 100 mænd udkanten af midjanitternes lejr. Pludselig stødte de i hornene og knuste lerkrukkerne, så faklerne lyste op i natten. Mændene i de andre grupper fulgte straks deres eksempel. Med højre hånd holdt de hornene for munden, mens de holdt faklerne løftet i venstre hånd. Så råbte de: „Til kamp for Herren og for Gideon!” Mens de blev stående på deres poster rundt om lejren, iagttog de, hvordan de midjanitiske krigere fór forvirret rundt og råbte og skreg. Så snart Gideons mænd havde stødt i hornene, havde Herren nemlig bragt forvirring blandt fjendens hærafdelinger, så de begyndte at hugge hinanden ned fra den ene ende af lejren til den anden. De, som ikke blev dræbt, flygtede til Bet-ha-Shitta i retning af Serera, tæt ved Abel-Mehola over for Tabbat.
Derefter sendte Gideon bud efter mændene fra Naftalis, Ashers og Manasses stammer, for at de skulle sætte efter den flygtende hær. Han sendte også bud til Efraims højland: „Kom ned og kæmp mod midjanitterne. Besæt vadestederne langs Jordanfloden helt til Bet-Bara, så de ikke kan flygte over floden.” Efraimitterne gjorde, som der blev sagt. De tog to midjanitiske hærførere Oreb og Zeʼeb til fange. Oreb blev dræbt ved den klippe, som er blevet opkaldt efter ham. Zeʼeb blev dræbt ved vinpersen, der har fået navn efter ham. Derefter overbragte nogle af mændene de to hærføreres hoveder til Gideon på den anden side af Jordanfloden, mens resten genoptog forfølgelsen af midjanitterne.
De efraimitiske ledere var imidlertid utilfredse og rettede en skarp kritik mod Gideon. „Hvorfor ventede du med at sende bud efter os, til midjanitterne var besejret?” spurgte de.
Gideon svarede: „Den smule, jeg og min klan har gjort, er ikke noget i sammenligning med jeres heltedåd! Lod Gud jer ikke fange de to midjanitiske hærførere Oreb og Zeʼeb? Hvad I opnåede mod slagets afslutning, har langt større betydning, end hvad vi foretog os i begyndelsen.” Da efraimitterne hørte det, var de ikke vrede længere.
Derpå satte Gideon over Jordanfloden med sine 300 mand, som ikke havde opgivet at forfølge fjenden, selv om de var trætte og udmattede. Da de nåede Sukkot, sagde Gideon til byens ledere: „Giv venligst mine krigere noget at spise. Vi er udmattede af at jagte midjanitterkongerne Zeba og Salmunna.”
Men byens ledere svarede: „Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”
Da sagde Gideon: „Når Herren har udleveret Zeba og Salmunna til mig, vender jeg tilbage og slår jer alle sammen med ørkentjørne og tidsler.” Så fortsatte de videre til Penuel, men der gav man samme svar som i Sukkot, hvorpå Gideon sagde til dem: „Når vi har sejret, vender vi tilbage og river jeres vagttårn ned.”
I mellemtiden var Zeba og Salmunna nået frem til Karkor med de 15.000 mand, der var tilbage af den forenede hær fra øst. 120.000 var faldet for sværdet. Men Gideon gik en omvej forbi teltlejrene øst for Noba og Jogbeha og overfaldt de intetanende midjanitter. De to konger flygtede, men Gideon fulgte efter dem og fangede dem, og hele deres hær blev grebet af rædsel.
Derefter vendte Gideon tilbage gennem Herespasset. Dér tog han en ung mand fra Sukkot til fange og tvang ham til at skrive navnene ned på alle byens 77 ledere. Så gik Gideon til Sukkot og sagde til mændene i byen:
„Her er de to konger Zeba og Salmunna. I husker vist godt, at I sagde: Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”
Så tog han de 77 ledere til fange og pryglede dem med ørkentjørne og tidsler. Bagefter drog han til Penuel, hvor han rev byens vagttårn ned og dræbte samtlige mandlige indbyggere.
Derpå spurgte han Zeba og Salmunna: „Hvordan så de mænd ud, som I dræbte ved Tabor?”
„De lignede dig, og de så begge to ud som kongesønner,” svarede de.
„Så var det mine egne brødre!” udbrød Gideon. „Jeg sværger, at hvis I havde skånet dem, ville jeg have skånet jer.” Så sagde han til sin ældste søn Jeter: „Kom her hen og hug de to konger ned!” Men Jeter, der endnu kun var en stor dreng, havde ikke mod til det.
„Gør det selv, Gideon,” sagde Zeba og Salmunna. „Det er ikke noget for et barn.” Så huggede Gideon dem ned og tog de kostbare ornamenter, som deres kameler havde om halsen.
Nu sagde israelitterne til Gideon: „Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!” Men Gideon svarede: „Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!” Så tilføjede han: „En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.
„Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte. Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo. Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen. Af disse kostbarheder lavede Gideon en hellig vest, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede den hellige vest, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.
Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.
Efter sejren vendte Gideon tilbage til sin hjemegn, hvor han siden boede og fik 70 sønner, for han havde mange koner. Han fik også en søn med en slavepige fra Sikem, og han kom til at hedde Abimelek. Gideon døde som en meget gammel mand og blev begravet i familiegravstedet i Ofra, hvor Abiezers slægt kom fra.
Kort efter Gideons død begyndte israelitterne igen at dyrke kanaʼanæernes afguder. De gjorde Baʼal-Berit til deres gud og glemte Herren, der havde frelst dem fra deres fjendtlige nabofolk. De viste heller ingen respekt for Gideons familie, på trods af hvad Gideon havde betydet for landet.
„Hvis en mand har skilt sig fra sin kone, og hun derefter gifter sig med en anden, kan han så bare uden videre tage hende til nåde igen? Ville det ikke gøre landet urent? Mit folk, I har været mig utro med mange elskere. Tror I så, at I uden videre kan komme tilbage til mig? Se jer omkring. Er der en bakketop tilbage i landet, hvor I ikke har hengivet jer til jeres afguder? Som en beduin, der venter på sit offer i ørkenen, som en luder, der sidder i vejkanten og venter på kunder, sådan har I været ivrige efter at være mig utro. I har forurenet landet med jeres gemene, religiøse prostitution. Derfor holdt jeg regnen tilbage, selv midt i regntiden, men I viste ingen tegn på anger. Har I da ingen skam i livet? I siger til mig: ‚Åh, du er som en far for os, og vi har mærket din godhed helt fra begyndelsen. Du vil sikkert se igennem fingre med vores små svagheder, og du er ikke vred ret længe, vel?’ Sådan taler I til mig, og straks går I ud og fortsætter med jeres udskejelser, som I er så dygtige til!”
En gang, mens Josias var konge i Sydriget, sagde Herren til mig:
„Jeremias, har du tænkt over Nordrigets opførsel? Israel var som en utro kvinde, der udnyttede enhver anledning til at sprede ben for sine elskere på højene og under de grønne træer. Jeg troede, at hun ville komme til fornuft og vende tilbage til mig. Men hun kom ikke, og det så hendes troløse søster, Juda. Hun så også, at jeg gav Israel et skilsmissebrev og sendte hende væk på grund af hendes utroskab. Men Juda tog ikke ved lære af det. Hun fulgte blot Israels eksempel og gav sig hen til afguderne. Hun kunne ikke se noget problem i at dyrke guder af træ og sten, og derved gjorde hun hele landet urent. Hendes omvendelse var overfladisk, for hun angrede ikke af hjertet sin opførsel. Derfor er Judas utroskab endnu værre end Israels.”
Derefter befalede Herren, at jeg skulle vende mig mod nord og råbe: „Omvend dig Israel, mit utro folk, for jeg er barmhjertig og ønsker ikke at være vred på jer. Erkend jeres skyld og indrøm, at I har gjort oprør imod mig, Herren, jeres Gud, at I har været mig utro med afguderne under alle de grønne træer. I har nægtet at gøre, hvad jeg bad jer om. Kom tilbage til mig, mit oprørske folk, for jeg er Herren, jeres Gud. Jeg vil føre jer tilbage til Zion, den ene gruppe efter den anden. Og der vil jeg give jer trofaste ledere, som skal regere landet med visdom og forstand.
Engang skal landet igen fyldes med jeres efterkommere, og I skal ikke mere tale om dengang, da Herrens pagts ark var hos jer. Ingen vil skænke arken en tanke eller savne den, og der skal ikke laves en ny. Til den tid skal Jerusalem betragtes som det sted, hvor jeg, Herren, regerer, og alle folkeslag vil valfarte dertil for at give mig ære. Så vil de holde op med at følge deres egne stolte og onde hjerter. Til den tid skal både Judas og Israels folk vende hjem fra eksilet i nord og igen bo i det land, jeg gav til deres forfædre.
Jeg ønskede at betragte jer som mine børn og give jer dette vidunderlige land, den skønneste plet på jorden. Jeg havde håbet, at I ville betragte mig som jeres far, og at I trofast ville gøre, hvad jeg bad jer om. Men som en kvinde er sin mand utro, sådan har I svigtet mig og givet jer hen til fremmede guder, siger Herren.
Der høres stemmer fra bakketoppene. Det er Israels folk, der med tårer trygler deres afguder om hjælp. De er dybt forankret i deres synd og har glemt deres troskabsed mod Herren, deres Gud. Vend dog om, mit oprørske folk, så jeg kan helbrede jeres troløse hjerter.
Lad mig høre jer sige: ‚Ja, vi ønsker at vende tilbage, for du er Herren, vores Gud. Vi erkender, at vores larmende afguderi på bakketoppene var til ingen nytte. Det er kun Herren, vores Gud, der kan redde os. Den skamløse afgud har fortæret alt det, vores forfædre har opbygget gennem tiderne. Alt har vi ofret, både køer og får, ja selv vores sønner og døtre. Vi skammer os dybt og fortjener at blive straffet. Både vores forfædre og vi selv har syndet mod Herren, vores Gud, og været ulydige lige fra begyndelsen til i dag.’
Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene. Han opmuntrede dem til at holde fast ved troen, tog afsked med dem og tog af sted til Makedonien. I alle de byer, han kom igennem, talte han opmuntrende ord til menigheden.
Efter rejsen gennem Makedonien ankom han til den græske halvø, hvor han blev i tre måneder. Han havde netop besluttet at tage ned til havnebyen for at sejle til provinsen Syrien, da han fik at vide, at jøderne havde planlagt et baghold imod ham. Derfor besluttede han at tage den anden vej gennem Makedonien. Adskillige mænd var med Paulus på rejsen. Det var Sopatros fra Berøa, Aristark og Sekundus fra Thessaloniki, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikos og Trofimos fra provinsen Asien. De var i forvejen sejlet til Troas og ventede på os der. Vi andre sejlede ud fra Filippi, så snart påskehøjtiden var forbi, og fem dage senere mødtes vi med dem i Troas, hvor vi blev i syv dage.
Om søndagen var vi samlet til fællesskabsmåltidet, og Paulus ledte samtalen i menigheden. Da vi skulle videre allerede næste dag, fortsatte samtalen lige til midnat. Lokalet, som vi var samlet i, lå på anden sal, og der var trykkende varmt på grund af de mange olielamper, der brændte i rummet. En ung mand, Eutykos, sad i vindueskarmen, og da Paulus holdt samtalen i gang så længe, faldt han til sidst i søvn, styrtede ud ad vinduet og faldt ned på gaden. Da man tjekkede efter, var han død. Paulus løb også derned, lagde sig oven på ham og slog armene om ham. „I skal ikke være kede af det,” sagde han, „der er liv i ham!” Paulus gik så op igen, brød brødet til måltidet, hvorefter de spiste, og han fortsatte med at tale med dem indtil daggry. Først derefter rejste han videre. De bragte den unge mand hjem i live, og de var i det hele taget meget opmuntrede over Paulusʼ besøg.
Paulus havde valgt at gå til fods ned til Assos, mens vi andre sejlede med skibet uden om pynten. Da vi atter mødtes i Assos, sejlede vi sammen videre og lagde til ved øen Mitylene. Næste dag ankom vi til Kios, den efterfølgende dag nåede vi øen Samos, og dagen efter ankom vi til Milet.
Paulus havde besluttet sig til denne gang at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. Han ville nemlig skynde sig til Jerusalem for om muligt at nå frem inden pinse.
Fra Milet sendte han bud efter lederne fra menigheden i Efesos. Da de var kommet, sagde han til dem: „I ved, hvordan jeg i al den tid, jeg var hos jer, lige fra den første dag jeg satte mine ben i provinsen Asien, til stadighed har tjent Herren i al ydmyghed og med tårer under de forfølgelser, jeg har måttet gennemgå på grund af jødernes sammensværgelser imod mig. Jeg har aldrig holdt mig tilbage fra både offentligt og i hjemmene at forkynde og undervise jer om alt det, som kunne være jer til hjælp. Jeg har forkyndt det samme budskab for jøder og for grækere om at tage afstand fra det onde og komme til Gud og om at tro på Jesus, vores Herre.
Nu er jeg på vej til Jerusalem. Jeg tager derhen i lydighed mod Helligånden uden at vide, hvad der skal ske mig der. Dog ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden gentager for mig, at lidelse og fængsel venter mig forude. Men jeg regner ikke mit eget liv for noget, når blot jeg kan fuldføre den gerning, som Herren Jesus har givet mig, nemlig at forkynde det gode budskab om Guds nåde.
Jeg ved, at ingen af jer, som jeg har været sammen med og undervist om Guds rige, kommer til at se mig igen. Derfor er det mig i dag magtpåliggende at sige til jer, at det ikke er mit ansvar, hvis nogen af jer forspilder jeres liv, for jeg har ikke undladt at forkynde jer alt, hvad der er Guds vilje. Tag derfor vare på jer selv og på de mennesker, som Helligånden har sat jer som ledere for. Vær hyrder for Herrens menighed, som han købte med sit eget blod. Jeg ved, at når jeg er borte, vil falske lærere dukke op iblandt jer som ulve, og de vil angribe menigheden uden barmhjertighed. Endog mænd fra jeres egen kreds vil være parate til at fordreje sandheden for at hverve tilhængere. Vær derfor på vagt! Og husk på, hvordan jeg på grund af min omsorg for jer blev ved med at vejlede hver enkelt af jer dag og nat i tre år. Nu overgiver jeg jer til Gud og til budskabet om hans nåde, som kan styrke jer og give jer del i alt det, som Gud har til sine børn.
Jeg har aldrig stræbt efter at eje guld eller sølv eller dyrt tøj. I har selv set, hvordan jeg med egne hænder har arbejdet, ikke blot for at klare mig selv, men også for at kunne sørge for dem, der fulgtes med mig. Jeg har vist jer, at ved at arbejde bør vi hjælpe dem, der har svært ved at klare sig, og vi bør huske på de ord, som Herren Jesus selv sagde: ‚Der er større velsignelse ved at give end ved at modtage!’ ”
Efter at have sagt det knælede han ned og bad sammen med dem. Derefter omfavnede de ham til afsked, og de brast alle i gråd. Det, der smertede dem mest, var, at han havde sagt, at de aldrig ville få ham at se igen. Så fulgte de ham ned til skibet.
En dag besøgte Gideons søn, Abimelek, sine morbrødre i Sikem. Han bad dem og hele sin morfars slægt om at spørge Sikems ledende mænd: „Foretrækker I at blive regeret af alle Gideons 70 sønner eller af én mand?” Og så huskede han dem på, at han jo gennem sin mor var beslægtet med dem.
Derpå talte onklerne hans sag for alle byens ledere, og de var positive over for idéen. „Abimelek er jo vores slægtning,” sagde de. Derpå gav de ham 70 sølvstykker af de offergaver, der var indkommet til templet for deres afgud, Berit. Pengene brugte Abimelek til at leje en bande samvittighedsløse slyngler, der var villige til at gøre hvad som helst, han sagde. Han tog mændene med sig hjem til Ofra, og der dræbte de alle hans 70 halvbrødre over en og samme sten, bortset fra Jotam, den yngste. Han blev ikke dræbt, for han havde gemt sig.
Derefter samledes indbyggerne i selve Sikem og i den nærliggende fæstningsby ved det hellige egetræ i Sikem, hvor de udråbte Abimelek til konge.
Da Jotam hørte, hvad der var sket, gik han op på toppen af Garizims bjerg og råbte: „Lyt til mig, Sikems indbyggere, så vil Gud lytte til jer. Der var engang nogle træer, som ville vælge en til at være konge over dem. Først sagde de til oliventræet: ‚Du skal være konge over os!’ Men oliventræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min dyrebare olivenolie, som bruges til at ære både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’ Så sagde de til figentræet: ‚Du skal være konge over os!’ Men figentræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min søde frugt bare for at regere over jer?’ Så sagde de til vinstokken: ‚Du skal være konge over os!’ Men vinstokken afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere den vin, der glæder både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’ Så sagde træerne til tornebusken: ‚Vil du være konge over os?’ ‚Ja,’ svarede tornebusken, ‚hvis I er villige til at bøje jer og søge ly under min skygge. Vil I ikke det, skal flammer slå ud fra mine torne og brænde Libanons cedertræer ned til grunden!’ ”
Jotam fortsatte: „Var det mon på grundlag af trofasthed og oprigtighed, at I udråbte Abimelek til konge? Vil I påstå, at det var den rette måde at vise jeres taknemmelighed til Gideon og hans efterkommere på? Kæmpede min far ikke selvopofrende for jer? Satte han ikke livet på spil, da han frelste jer fra midjanitterne? Alligevel har I i dag gjort oprør imod ham og myrdet hans 70 sønner på en sten. Og I har tilmed udråbt hans slavepiges søn, Abimelek, til jeres konge, bare fordi han er jeres slægtning. Havde I vist trofasthed over for Gideon og hans efterkommere, ville I have kunnet glæde jer med Abimelek, og Abimelek ville have kunnet glæde sig med jer. Men nu skal flammer slå ud fra Abimelek og ødelægge Sikems og fæstningsbyens indbyggere, og flammer skal slå ud fra befolkningen og ødelægge Abimelek!”
Derefter flygtede Jotam til Beʼer og slog sig ned der af frygt for sin halvbror.
Tre år senere satte Gud splid mellem kong Abimelek af Israel og indbyggerne i Sikem, så de gjorde oprør imod Abimelek. Under de begivenheder, som fulgte, fik både Abimelek og Sikems indbyggere, der var medansvarlige for mordet på Gideons 70 sønner, deres velfortjente straf. Sikems mænd gjorde oprør mod kong Abimelek og lagde baghold ved bjergpassene. De plyndrede alle, der kom forbi, og det blev meddelt Abimelek.
Omkring den tid kom der en mand ved navn Gaʼal, søn af Ebed, og han slog sig ned i Sikem sammen med sine brødre. Gaʼal blev snart en indflydelsesrig mand i byen. En dag var der fest i byen, fordi druehøsten var forbi, og de havde også fået presset druerne i vinpersen. Festen blev holdt i byens afgudstempel, og der blev drukket tæt. Til sidst begyndte de alle at forbande Abimelek.
„Hvad bilder den Abimelek sig ind?” råbte Gaʼal. „Hvad ret har han til at regere over os her i Sikem? Han er jo en søn af Gideon, som bare har indsat Zebul som guvernør over byen. Hvis nogen skulle regere over os, burde det være Hamors efterkommere, ikke Abimelek! Hvis jeg kunne bestemme og havde folket med mig, skulle jeg snart få ham af vejen. Jeg ville udfordre ham og hans hær til kamp!”
Da Zebul fik at vide, hvad Gaʼal havde sagt, blev han rasende og sendte i smug følgende besked til Abimelek i Aruma: „Gaʼal, søn af Ebed, har sammen med sine brødre slået sig ned i Sikem, og nu er de ved at organisere et oprør imod dig. Derfor skal du komme i nat sammen med dine folk og lægge dig i baghold uden for byen. Ved daggry skal du slå til og storme byen. Når Gaʼal og hans mænd så rykker ud imod dig, har du dem i din hule hånd!”
Samme nat begav Abimelek og hans hær sig på vej mod Sikem. Da de ankom, delte de sig i fire grupper og lagde sig i baghold omkring byen. Tidligt næste morgen, da Abimelek og hans mænd rykkede frem mod byen, var Gaʼal gået ud til byens port, hvor lederne normalt samledes.
Da Gaʼal fik øje på den fremstormende hær, sagde han til Zebul: „Se over mod bjergene! Er det ikke en hær, der er på vej?” „Nej,” svarede Zebul, „det er bare bjergenes skygger, du kan se.” „Nej, se engang!” blev Gaʼal ved. „Jeg er sikker på, at det er krigere, der kommer ned fra det hellige bjerg. Og se, der kommer flere ad vejen fra spåmændenes egetræ.”
Da udbrød Zebul: „Hvor er nu dine store ord? Var det ikke dig, der sagde: ‚Hvad bilder den Abimelek sig ind, og hvad ret har han til at herske over os.’? De mænd, du hånede i går, er nu på vej mod byen. Ryk ud imod dem!”
Så rykkede Gaʼal ud mod Abimelek sammen med mændene fra Sikem, men Abimelek slog Gaʼals folk tilbage, så der lå sårede og dræbte hele vejen ind til byporten. Abimelek vendte tilbage til Aruma, så det blev Zebul som fik til opgave at jage Gaʼal og hans brødre bort fra Sikem.
Næste dag gik mændene fra Sikem ud for at arbejde på deres marker, som de plejede. Da Abimelek fik det at vide, kom han tilbage med sin hær, delte den i tre afdelinger og bad dem holde sig skjult på markerne om natten. Da han næste morgen så folkene komme ud af byen, gav han tegn til de tre hærafdelinger om at gå til angreb. Den afdeling, som Abimelek var anfører for, skyndte sig hen til byporten, mens de to andre grupper kæmpede mod dem, som var på marken. Kampen fortsatte hele dagen. Da alle Sikems mænd var dræbt, indtog Abimelek byen, hvorefter han slog resten af indbyggerne ihjel. Han jævnede byen med jorden, og strøede salt ud over ruinerne som tegn på, at den ikke skulle genopbygges.
De, som boede i tårnbyen, søgte tilflugt i Berits afgudstempel, da de så, hvor det bar hen. Men nogen fortalte det til Abimelek. Så førte han nogle af sine mænd op på Zalmons høj, hvor han med en økse huggede nogle visne grene af træerne og tog dem på skuldrene. „Skynd jer at gøre det samme, som I ser mig gøre!” beordrede han. Så skyndte mændene sig at hugge hver sit knippe grene og fulgte efter Abimelek hen til templet, hvor de satte grenene op ad muren og satte ild til. På den måde omkom alle de 1000 mænd og kvinder, der boede i tårnbyen.
Derefter angreb Abimelek byen Tebetz og indtog den. Indbyggerne søgte imidlertid tilflugt i byens fæstning og barrikaderede indgangen, inden de søgte op på taget. Abimelek fulgte efter dem for at angribe fæstningen. Da han skulle til at sætte ild til den, var der en kvinde oppe på taget, som kastede en møllesten ned, og den ramte ham i hovedet.
„Giv mig dødsstødet!” stønnede han til sin våbendrager. „Det skal ikke siges om Abimelek, at han blev dræbt af en kvinde.” Så gennemborede våbendrageren ham med sit sværd.
Da Abimeleks mænd så, at han var død, opløste de hæren og vendte tilbage til deres hjem. På den måde straffede Gud Abimelek, fordi han havde myrdet sine 70 halvbrødre. Gud straffede også Sikems indbyggere for al deres ondskab. Sådan gik Jotams ord i opfyldelse.
Efter Abimelek kom en ny dommer til magten i Israel. Det var Tola, der var søn af Pua og barnebarn til Dodo. Han tilhørte Issakars stamme, selv om han boede i byen Shamir i Efraims højland. Tola var dommer i Israel i 23 år. Da han døde, blev han begravet i Shamir og efterfulgt af Jair fra Gilead, der var dommer i Israel i 22 år. Han havde 30 sønner, der red rundt på 30 æsler, og sønnerne havde 30 byer i Gilead under sig – byer, der den dag i dag går under fællesnavnet „Jairs byer”. Da Jair døde, blev han begravet i Kamon.
Så gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. De dyrkede de hedenske guder Baʼal og Astarte og de øvrige afguder, som aramæerne, sidonierne, moabitterne, ammonitterne og filistrene dyrkede. De glemte Herren og tilbad ham slet ikke mere. Da blussede Herrens vrede op imod folket, så han ikke tøvede med at udlevere dem til filistrene og ammonitterne. I 18 år tyranniserede ammonitterne de israelitter, der boede øst for Jordanfloden i Gilead, i amoritternes land. De satte også over Jordanfloden og invaderede den del af landet, hvor Judas, Benjamins og Efraims stammer boede. Det var en hård plage for israelitterne. Til sidst vendte de sig til Herren og råbte om hjælp.
„Vi har syndet imod dig ved at svigte dig og dyrke afguderne!” bekendte de.
Men Herren svarede: „Frelste jeg jer ikke fra egypterne, amoritterne, ammonitterne, filistrene, sidonierne, amalekitterne og de arabiske folk? Har jeg ikke altid reddet jer, når I råbte til mig om hjælp? Og alligevel bliver I ved med at svigte mig for at dyrke andre guder! Forsvind med jer, for nu vil jeg ikke længere redde jer! Gå hen til de nye guder, I har valgt jer, og kald på dem, så de kan redde jer fra jeres plageånder!”
Men folket råbte igen: „Vi har syndet! Giv os den straf, vi fortjener – bare du en sidste gang vil redde os fra vores fjender!” Så ødelagde de deres afgudsbilleder og gik tilbage til at tilbede Herren. Derfor besluttede han alligevel at hjælpe dem mod deres fjender.
Ammonitterne mobiliserede deres hær i Gilead og gjorde sig parat til at angribe Israels hær, som havde samlet sig ved Mitzpa.
Da sagde Gileads ledere til hinanden: „Den, der vil lede angrebet mod ammonitterne, skal regere over os.”
Åh, mit folk, Israel, vend tilbage til mig. Hvis I skiller jer af med jeres væmmelige afguder, hvis I holder op med at gå jeres egne veje, hvis I sværger på, at I fra nu af vil handle retfærdigt og ærligt, så vil I blive redskab til, at min velsignelse når ud til folkeslagene, og de vil glæde sig over mig.
Hør, hvad Herren siger til Judas befolkning og Jerusalems indbyggere: Pløj dybt i jeres hårde og golde hjerter. Det nytter ikke at så imellem tidsler. Forny jeres pagt med mig, og lad hjerterne blive omskåret. Ellers vil min vrede fortære jer med en uudslukkelig ild på grund af alle jeres synder.”
Herren fortsatte: „Advar Jerusalem og hele Juda og sig til folk, at de skal blæse alarm ud over landet. Råb til dem: ‚Løb for livet! Flygt ind i de befæstede byer!’ Hejs alarmflaget på Zions bjerg. Skynd jer at flygte. Udsæt det ikke. Jeg, Herren, sender en hær imod jer fra nord. En løve kommer frem fra sin hule, en frygtelig folkedræber gør sig klar til kamp. Jeres land bliver lagt øde, og byerne bliver til forladte ruiner. Klæd jer i sørgetøj og bryd sammen i gråd, for min voldsomme vrede rammer jer. Når det sker, vil konger og embedsmænd stå magtesløse, præster og profeter stivne af skræk.”
„Jamen, min Herre og Gud,” protesterede jeg, „har du så ikke narret folket ved at love Jerusalem fred og fremgang? Nu har vi fået kniven på struben.”
Herren fortsatte: „Der kommer en dag, hvor jeg sender en svidende ørkenvind ind over dem. Det bliver ikke en behagelig brise, men en brølende orkan. Det er min straf over folket.”
Da vil fjenden fare ind over vores land som en stormvind. Hans stridsvogne er som en tornado og hans heste hurtigere end ørne. Så er det ude med os.
Åh, Jerusalem, rens dit hjerte for ondskab, så du kan blive reddet. Hvor længe vil du blive ved med dine ondsindede planer?
Fra Dan og fra Efraims bjerge vil der komme sendebud med melding om, at katastrofen er på vej. De vil råbe til folk: „Fjenden er nær!” De vil sige til Jerusalems indbyggere: „Fjenden kommer fra et fjernt land for at belejre Jerusalem og angribe alle Judas byer. De vil sætte vagtposter hele vejen rundt om Jerusalem, så ingen kan gå ud eller ind.”
„Det sker, fordi I har gjort oprør imod mig,” siger Herren. „I må tage konsekvensen af jeres ondskab og synd. Det er en hård straf, men det er, hvad I fortjener. Smerten bliver ikke til at bære.”
Da udbrød jeg: „Jeg mærker allerede smerten i mit hjerte. Der raser en kamp i mit indre – og jeg kan ikke tie stille med det. Jeg kan allerede høre fjenden blæse til angreb, og skrigene fra kampen skærer mig i hjertet. Ødelæggelsen ruller ind over landet og efterlader det i ruiner. På et øjeblik er alle vores hjem jævnet med jorden. Hvor længe skal kampen rase? Hvor længe skal jeg høre på de frygtelige kampråb?”
Herren svarede: „Det sker, fordi mit folk har opført sig tåbeligt. De har vendt mig ryggen. De opfører sig som uartige børn, der ikke har andet i hovedet end at udtænke ondskabsfulde planer. De forstår ikke, hvad det vil sige at gøre det gode.”
Derefter så jeg hele landet for mit indre blik. Det var øde og tomt. Jeg så op mod himlen. Den var sort. Jeg så mod bjergene og højene. De rystede og skælvede. Der var ingen mennesker at se nogen steder, og fuglene var borte. Det frugtbare land var forvandlet til en ødemark, og byerne lå i ruiner på grund af Herrens glødende vrede.
„Jeg gør landet øde – dog ikke helt,” siger Herren. „Det er derfor, jorden sørger, og himlen er klædt i sort. Jeg har nu åbenbaret min plan, og min beslutning står fast, den er ikke til at ændre.”
Derefter så jeg for mig byernes indbyggere flygte i rædsel over larmen fra de fremstormende ryttersoldater og bueskytter. Folk gemte sig i krattet og i bjergenes kløfter. Byerne lå øde og forladte. Jerusalem, du er fortabt. Hvorfor klæder du dig ud i det fineste skrud, tager smykker på og maler dig med øjensminke? Det nytter ikke noget, for dine forbundsfæller foragter dig og ønsker kun at slå dig ihjel.
Jeg hører et hjerteskærende skrig som fra en kvinde, der føder for første gang. Det er Jerusalem, der skriger i sin nød, gisper efter vejret og trygler om nåde foran sine bødler.
Da vi endelig fik revet os løs fra dem, gik vi om bord og sejlede direkte til Kos. Næste dag nåede vi til Rhodos og derfra videre til Patara. Her fandt vi et skib, der skulle til Fønikien. Vi gik om bord og sejlede af sted. Da vi fik Cypern i sigte, sejlede vi syd om øen og satte kursen mod provinsen Syrien. Den første havneby, vi kom til på den fønikiske kyst, var Tyrus, hvor vi opholdt os nogle dage, fordi skibet skulle losse. Vi gik i land og opsøgte menigheden der, og vi blev hos dem i syv dage. Tilskyndet af Helligånden advarede de Paulus mod at tage ind til Jerusalem. Da de syv dage var gået, var vi nødt til at gå tilbage til skibet. Hele menigheden, både mænd, kvinder og børn, fulgte med os ud af byen og ned til kysten. Dér knælede vi ned på strandbredden og bad sammen. Så sagde vi farvel til dem alle, hvorefter vi gik om bord, og de andre vendte hjem.
Fra Tyrus sejlede vi sydpå og ankom til Ptolemais. Vi gjorde en dags ophold i byen og besøgte menighedens ledere. Den næste dag tog vi videre og ankom til Cæsarea, hvor vi boede hos evangelisten Filip, som var en af de første syv menighedstjenere. Han havde fire ugifte døtre, der alle havde profetisk gave. Under vores ophold dér, som varede i flere dage, kom der en profet ned fra Judæa. Hans navn var Agabos. Han trådte frem, tog Paulusʼ bælte, bandt sig selv på hænder og fødder med det og sagde: „Helligånden siger: ‚Den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde på denne måde i Jerusalem og udlevere til de romerske myndigheder.’ ” Det fik både os, som var hans rejsefæller, og de lokale kristne til at bønfalde Paulus om ikke at tage til Jerusalem. Men han sagde: „Hvad klynker I over? I gør mig jo bare modløs! Jeg er parat til ikke blot at blive fængslet i Jerusalem, men til at dø, fordi jeg forkynder, at Jesus er Messias.” Da vi så, at han var urokkelig, sagde vi stille: „Herrens vilje ske.”
Kort tid efter gjorde vi klar til afrejse og begyndte turen mod Jerusalem. Nogle fra menigheden i Cæsarea fulgte med os den første dag for at føre os til den mands hus, hvor vi skulle overnatte på vejen: Han hed Mnason og var fra Cypern, og han var en af de første kristne overhovedet.
Da vi næste dag ankom til Jerusalem, blev vi hjerteligt modtaget af menigheden. Den følgende dag mødtes vi med Jakob og menighedens ledelse. Paulus bragte dem alle en hilsen og fortalte derefter udførligt om alt det, Gud havde gjort gennem hans arbejde ude blandt de ikke-jødiske folkeslag. Da de hørte det, lovpriste de Gud, men fortsatte: „Kære bror, du kan se, at tusinder og atter tusinder af jøder er kommet til tro, og de er alle ivrige efter at holde fast ved de jødiske, religiøse love. De har fået fortalt, at du lærer jøderne i udlandet, at de skal gøre oprør mod Moses ved at holde op med at omskære deres børn og ved ikke længere at følge de jødiske traditioner. De vil snart få at vide, at du er kommet til byen, så vi må gøre noget. Vi vil foreslå dig følgende: Der er fire mænd her, som har aflagt et naziræerløfte. Tag med dem hen i templet, men pas på at rense jer selv, før I går derind. Betal så udgifterne til de ofre, mændene skal bringe, så de kan afslutte deres løfteperiode og få håret klippet og skægget barberet af. Når det er gjort, vil alle kunne forstå, at det, de har fået fortalt om dig, ikke passer, men at du også følger og overholder den jødiske lov. Vi forventer ikke, at de ikke-jøder, som er kommet til tro, skal overholde alle de jødiske love. For dem gælder det, som vi allerede har skrevet til dem: At de ikke må spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod, og at de skal holde sig fra al seksuel synd.”
Paulus gik ind på deres forslag, og den følgende dag gik han sammen med de fire mænd hen til tempelpladsens indgang, hvor de rensede sig i de rituelle bade. Derefter gik de ind på tempelområdet, og Paulus meddelte, at syv dage senere, når naziræerløftet var udløbet, ville han komme med de foreskrevne ofre for dem alle fire.
Da de syv dage var ved at være forbi, var der nogle jødiske mænd fra provinsen Asien, som opdagede ham inde på tempelpladsen. De greb fat i ham og fik mængden hidset op imod ham ved at råbe: „Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand, som optræder alle vegne og taler imod vores folk, imod de jødiske love og imod templet her. Og nu har han oven i købet vanhelliget dette hellige sted ved at tage grækere med herind!” De havde nemlig tidligere set ham nede i byen sammen med grækeren Trofimos, der var fra Efesos, og nu troede de, at Paulus havde taget ham med ind i helligdommen. Fra hele byen kom folk løbende, og de skreg og råbte. Paulus blev slæbt ud af templet, og portene blev omgående smækket i efter den larmende hob. Men da de ville til at slå ham ihjel, nåede en melding op til kommandanten for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør. Hurtigt kaldte han sine soldater og officerer sammen og styrtede ned til folkemængden. Da folk så kommandanten og soldaterne komme stormende, holdt de op med at slå løs på Paulus. Kommandanten lod ham arrestere og gav ordre til, at hans hænder og fødder skulle lægges i lænker. „Hvem er han?” råbte han. „Hvad har han gjort?” I larmen og forvirringen var det umuligt at finde ud af, hvad folk råbte i munden på hinanden. Derfor gav han ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen. Da de nåede frem til trappen, var ophidselsen så voldsom, at soldaterne måtte bære Paulus imellem sig for at beskytte ham. Mængden pressede på og råbte hele tiden: „Han skal dø! Han skal dø!”
Mens de nu var ved at føre Paulus ind gennem porten, vendte han sig til kommandanten og sagde: „Må jeg sige noget til dig?” „Taler du græsk?” udbrød kommandanten. „Er du da ikke den egypter, der for nogen tid siden ledte et oprør og førte 4000 bevæbnede mænd ud i ørkenen?” „Nej,” svarede Paulus, „jeg er jøde og kommer fra Tarsos, en kendt by i Kilikien. Må jeg få lov at sige et par ord til folket?” Kommandanten gav ham lov, og Paulus stillede sig på trappen og løftede hånden. Stilheden sænkede sig over pladsen, og han begyndte at tale til dem på hebraisk: