Kort tid efter døde Samuel. Ved begravelsen samledes hele Israel i Rama, og man begravede ham i familiens jord.
I mellemtiden var David taget tilbage til Maons ørken. En velstående mand fra Maon havde masser af småkvæg på græs i nærheden af landsbyen Karmel. Han ejede 3000 får og 1000 geder, og det var midt i fåreklipningstiden. Fåreavlerens navn var Nabal, og han var en efterkommer af Kaleb. I modsætning til sin kone Abigajil, der var både smuk og klog, var Nabal en ond og ubarmhjertig mand.
Da David hørte, at Nabal var i færd med at klippe sine får og derfor havde gjort klar til en stor fest, sendte han ti af sine unge mænd til Karmel med følgende besked til Nabal: „David, Isajs søn, siger: Må Herrens fred og velsignelse være over dig og din familie og alt, hvad du ejer. Jeg har hørt, at du holder fåreklipningsfest. Dengang dine hyrder holdt til i nærheden af os i Karmel, gjorde vi dem aldrig fortræd, og der blev aldrig stjålet noget fra dem. Spørg selv dine folk, for de kan fortælle dig, at det er sandt. Gør nu gengæld ved at tage vel imod mine unge mænd. Da I holder fest, kunne I måske dele med os?”
De unge mænd tog så hen til Nabal og overbragte Davids hilsen.
„Hvem er David?” snerrede Nabal. „Og hvem er Isaj? Nu om stunder er der mange slaver, der stikker af fra deres herre. Skulle jeg tage mit brød og mit vand og mit kvæg, som jeg har slagtet, for at mine fåreklippere kan feste, og forære det hele til en flok omstrejfere? Ikke på vilkår!”
Så vendte de unge mænd tilbage til David og fortalte ham, hvad Nabal havde sagt.
„Tag jeres sværd!” svarede David, mens han spændte bæltet. Så tog han 400 bevæbnede mænd med sig og efterlod de øvrige 200 i lejren.
I mellemtiden skyndte en af fårehyrderne sig hen til Nabals kone, Abigajil, og sagde: „David sendte nogle mænd fra ørkenen med gode ønsker for vores herre. Men han fornærmede dem og skældte dem hæder og ære fra på trods af, at Davids mænd aldrig har gjort os noget ondt. Tværtimod har de gjort alt, hvad de kunne, for at hjælpe os. Dag og nat var de som en mur omkring os og fårene og beskyttede os mod angreb udefra. Så længe de var i nærheden, blev der ikke stjålet noget fra os. Du må gøre noget for at afværge den ulykke, som nu truer vores herre og hans familie. Nabal er jo så ondsindet, at det ikke nytter at sige noget til ham.”
Abigajil tog straks 200 brød, to skindsække med vin, fem slagtede og tilberedte får, en stor sæk ristet korn, 100 klumper rosiner og 200 klumper figner og læssede det hele på nogle æsler. „Skynd jer af sted,” sagde hun til sine folk, „jeg følger selv bagefter.” Hun sagde ikke noget til sin mand, men red af sted på sit æsel ad vejen gennem bjergkløften. Der kom David og hans mænd ridende imod hende.
David havde netop sagt: „Det er al den tak, man får for at hjælpe sådan en mand. Vi beskyttede hans får i ørkenen, så intet blev stjålet. Alligevel gengælder han mig godt med ondt. Må Gud ramme mig med både det ene og det andet, hvis ikke Nabal og alle de mænd og drenge, der er hos ham, er døde inden i morgen tidlig.”
Da Abigajil fik øje på David, steg hun af æslet, bøjede sig til jorden for ham og sagde:
„Herre, jeg tager hele skylden på mig. Vær så venlig at høre efter, hvad jeg har at sige. Nabal er ond og hidsig, men tag dig ikke af ham. Han lever helt op til sit navn – han er et stort fjols. Det ærgrer mig, at jeg ikke så de mænd, du sendte til os. Herre, siden Gud har bevaret dig fra at tage sagen i din egen hånd og myrde Nabal, beder jeg af hjertet til, at det må gå dine fjender lige så elendigt, som det skulle have gået Nabal. Tag nu imod denne gave til dig og dine mænd, og tilgiv mig min dristighed. Herren skal lønne dig ved at sikre dit kongedømme, for det er ham, du kæmper for, og der skal ikke ske dig noget ondt, så længe du lever. Selv når du jages af dine fjender, skal du være tryg i Herren, din Guds, hånd. Men dine fjender vil han slynge bort som sten fra en slynge.
Når Herren har opfyldt alle sine løfter til dig og har gjort dig til konge over Israel, skal du ikke plages af samvittighedskvaler over at have taget loven i din egen hånd og udgydt uskyldigt blod. Når Herren har opfyldt sine løfter til dig, vil jeg bede dig om at tænke på mig med velvilje.”
David svarede Abigajil: „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har sendt dig til mig. Jeg er dig dybt taknemmelig for din visdom, som har forhindret mig i at tage loven i min egen hånd og myrde et andet menneske. Jeg sværger ved Herren, Israels Gud, at hvis du ikke var kommet mig i møde, ville alle af mandkøn hos Nabal have været døde inden i morgen tidlig. Nu har Herren afværget denne tragedie.”
Derefter tog David imod Abigajils gaver og sagde: „Vend du blot hjem. Du har intet at frygte. Jeg har valgt at følge dit råd.”
Da hun kom hjem, var Nabal ved at holde gilde. Han var fuld og i højt humør. Derfor fortalte hun ham ikke om sit møde med David før næste morgen, da han var ædru. Da han hørte historien, fik han et slagtilfælde og blev fuldstændig lammet. Ti dage efter tog Herren hans liv.
Da David hørte om Nabals død, udbrød han: „Lovet være Herren! Gud har taget hævn over Nabal, fordi jeg undlod at gøre det selv. Nu har Nabal fået den straf, han fortjener.”
Straks sendte David bud til Abigajil og spurgte, om hun ville blive hans kone. Da sendebudene nåede frem til Karmel og overbragte hende Davids anmodning, bøjede hun sig til jorden og sagde: „Jeg er parat til at være den ringeste tjener i Davids hus.” Så sadlede hun sit æsel og tog fem tjenestepiger med sig. Mændene førte hende straks til David, og hun blev Davids kone.
David havde også giftet sig med Ahinoam fra Jizreʼel, så nu havde han to koner. Hans første kone, Sauls datter Mikal, var i mellemtiden blevet givet til Lajishʼ søn, Palti, fra Gallim.
Folkene fra Zif vendte tilbage til Saul i Gibea og fortalte ham: „David holder sig skjult på Hakilahøjen over for Jeshimon.” Da tog Saul sit elitekorps på 3000 mand og drog af sted for at genoptage forfølgelsen i Zifs ørken. Han slog lejr ved vejen over for Jeshimon, tæt ved Hakilahøjen. David var nu længere inde i ørkenen, og da han hørte, at Saul var på vej efter ham, sendte han nogle spioner af sted for at få nøje oplysninger om, hvor han befandt sig.
En nat sneg David sig hen mod Sauls lejr for at se sig om. Hittitten Ahimelek og Joabs bror Abishaj, søn af Zeruja, var med ham. Kong Saul og hans hærfører Abner lå og sov – omgivet af de sovende livvagter. „Hvem vil gå med mig hen til Saul i hans lejr?” sagde David til Ahimelek og Abishaj. „Det vil jeg!” svarede Abishaj.
Så sneg David og Abishaj sig helt ind i lejren til Saul, der lå og sov med spyddet plantet i jorden ved siden af sit hoved. Abner og de andre mænd lå rundt om ham.
„Denne gang er der ingen tvivl om, at Gud har udleveret din fjende til dig,” hviskede Abishaj til David. „Lad mig få lov at spidde ham til jorden med et eneste stød.”
„Nej, slå ham ikke ihjel,” svarede David. „Den, der dræber Herrens salvede, vil blive straffet. Herren vil selv tage sig af Saul, hvad enten han falder i kamp, eller han dør af alderdom. Gud forbyde, at jeg skulle slå den mand ihjel, som Herren har salvet til at være konge. Nej, lad os tage hans spyd og hans vandkrukke – og så se at komme af sted!”
Så tog David spyddet og vandkrukken, og sammen med Abishaj slap han væk, uden at nogen så dem eller vågnede. Herren havde nemlig ladet dem falde i dyb søvn.
De klatrede op ad bjergskråningen overfor, indtil de var i sikkerhed. Så råbte David ned til dem: „Abner, vågn op!”
„Hvem er det, der råber?” svarede Abner.
„Nåh, Abner,” drillede David, „har du sovet godt? Du er vel nok en dygtig hærfører, der forstår at passe godt på din konge. Der findes ikke nogen så dygtig som dig i hele Israel. Men er du klar over, at kongen let kunne være blevet dræbt, mens du lå og sov? Sikke dog en pligtforsømmelse! I burde virkelig dø som straf for, at I ikke passer bedre på jeres herre, Guds salvede konge. Hvad tror du, der er blevet af kongens spyd og vandkrukke, som stod ved hans hoved?”
Saul genkendte imidlertid Davids stemme og råbte: „Er det dig, min søn David?”
David svarede: „Ja, herre! Sig mig, hvorfor bliver du ved med at jagte mig? Hvad har jeg gjort dig? Hvad er min forbrydelse? Hvis det er Herren, der har hidset dig op imod mig, så er jeg villig til at blive ofret. Men hvis det er menneskers ondskab, må de da være forbandet af Gud, for resultatet er blevet, at de har berøvet mig mit hjem blandt mit folk i Herrens land og jaget mig bort til et fremmed folk, der dyrker andre guder. Skal jeg virkelig dø i et fremmed land – borte fra Herrens nærhed? Kan det virkelig være rigtigt, at Israels konge jager mig og mine mænd, som om han var på agerhønejagt?”
Da indrømmede Saul sin fejltagelse. „Jeg har forbrudt mig imod dig, min søn,” sagde han. „Kom tilbage, så lover jeg, at alt skal blive godt igen. I dag har du skånet mit liv. Jeg indrømmer, at jeg har handlet tåbeligt.”
„Herre, her er dit spyd,” råbte David tilbage. „Lad en af de unge mænd komme og hente det. Herren belønner den, der er loyal og har reelle hensigter, og i nat har jeg undladt at slå dig ihjel på trods af, at Herren udleverede dig til mig. Må Herren skåne mit liv, sådan som jeg har skånet dit. Ja, må han redde mig, hver gang jeg er i fare.”
„Gud velsigne dig, min søn David,” svarede Saul. „Du vil komme til at udføre store heltegerninger, og alt, hvad du tager dig for, vil lykkes for dig.”
Så gik David sin vej, og Saul vendte hjem.
Det følgende budskab om Judas folk gav Herren mig i kong Jojakims, Josiasʼ søns, fjerde regeringsår, det år, hvor Nebukadnezar blev konge over Babylonien.
Først sagde jeg til Jerusalems indbyggere og hele Judas folk: „I 23 år, fra kong Josias af Judas 13. regeringsår og indtil nu, har Herren givet mig mange budskaber. Jeg har trofast forkyndt jer hans ord, men I har nægtet at adlyde ham. Gang på gang har Herren sendt sine profeter til jer, men I har vendt det døve øre til. Hver gang sagde Herren: Vend om fra jeres onde tanker og handlinger, så skal I få lov til at blive i det land, Herren gav jer, for at I altid skulle bo der. Gør mig ikke vred ved at dyrke de afguder, I selv fremstiller. Men hvis I adlyder mig, vil det gå jer godt.”
Dernæst bragte jeg dem et nyt budskab fra Herren: „I har ikke villet adlyde mig og er blevet ved med at provokere mig med jeres afgudsdyrkelse. Derfor kan I takke jer selv for den straf, I får. Jeg er Herren, den Mægtige, og fordi I ikke ville høre på mig, vil jeg nu samle alle hærene fra nord under kong Nebukadnezar, som jeg har udvalgt til at være mit redskab. Han vil føre krig mod dette land og dets befolkning og de øvrige nationer omkring jer. Jeg vil slå hårdt ned på jer og lægge landet i ruiner i lang tid, så I bliver til hån og spot. Jeg vil sørge for, at glæden forsvinder fra landet, at alle bryllupsfester ophører, at kværnen standser og husene ligger hen i mørke. Hele landet kommer til at ligge brak som en ødemark, og Israel og nabofolkene skal være under babylonisk herredømme i 70 år.
Når de 70 år er gået, vil jeg straffe Babyloniens konge og hans folk for deres synd, så deres land bliver til ørken, og jeg vil bringe alle de rædsler over babylonierne, som jeg har truet med i denne bog. Jeg vil udføre den straf, som Jeremias har forkyndt over nationerne. Mange nationer og store konger vil besejre dem og gøre dem til slaver, sådan som de selv gjorde Israels folk til slaver. Jeg vil gengælde dem alt det onde, de har gjort imod mit folk.”
Derefter talte Herren, Israels Gud, til mig i et syn: „Her, tag dette bæger! Det er fyldt til randen med min vredes vin. Alle de nationer, jeg sender dig til, skal drikke af bægeret. Når de har drukket, vil de blive øre af skræk over de krigsrædsler, jeg sender over dem.”
Så tog jeg bægeret med Herrens vrede, og alle de folkeslag, Herren sendte mig til, tvang jeg til at drikke af hans vredes bæger. Jeg begyndte med Jerusalem og de omliggende byer i Juda, hvis konger og ledere drak af Guds vredes vin. Det hele skal lægges i ruiner til skræk og advarsel for resten af verden. Så kom jeg til Egypten, til Farao og hans hof, til hans embedsmænd, hele det egyptiske folk og alle de fremmede, som bor i landet. Også de drak af Herrens forfærdelige bæger. Så kom turen til kongerne i landet Utz og til kongerne i filisterbyerne Ashkalon, Gaza, Ekron og den tilbageværende rest af Ashdods indbyggere. Derefter kom jeg til Edom, Moab og Ammon, alle kongerne i Tyrus, Sidon og rundt omkring på Middelhavskysten. Så kom jeg til byerne Dedan, Tema og Buz, alle de arabiske konger og nomadestammer i ørkenen, alle Zimris, Elams og Mediens konger. Selv konger i fjerne riger mod nord måtte en efter en stå for tur, alle verdens nationer, også Babyloniens konge måtte drikke af Herrens vredes bæger.
Så sagde Herren til mig: „Sig til dem: Hør hvad Herren, den Mægtige, Israels Gud siger: ‚Drik af mit vredes bæger, til I er fulde og brækker jer og ikke kan rejse jer igen, for I skal opleve frygtelige krige.’ Hvis de nægter at drikke af bægeret, skal du sige til dem: ‚Herren, den Mægtige, befaler jer at drikke! Der er ingen vej udenom! Jeg begyndte med at straffe min egen, udvalgte by. Skulle jeg så lade jer gå fri? Nej, I kan ikke undslippe straffen. Jeg erklærer krig mod samtlige jordens nationer.’
Jeremias, du skal profetere imod dem og sige: ‚Herren tordner imod sit eget folk fra sin hellige bolig i Himlen. Og imod resten af jordens befolkning råber han som arbejderne, der tramper druer i vinpersen. Krigsråbet når ud til jordens fjerneste afkroge. Han dømmer menneskeheden og alle verdens nationer, han fælder alle onde på jorden med sit sværd. Se, siger Herren, den Mægtige, straffen skal brede sig fra folk til folk som en voldsom orkan, der kommer fra jordens ender. Den dag vil ligene af de døde ligge henslængt i hele verden. De vil ligge som affald på jorden, uden at nogen sørger over dem eller begraver dem.’ ”
Klag og græd, I onde ledere! Rul jer i støvet, I folkenes herskere! Timen er kommet, da I skal knuses og spredes som potteskår ud over jorden. I får ingen mulighed for at undslippe, det er ude med jer!
Hør fyrsternes og magthavernes desperate skrig. Herren har raseret deres lande. Fredelige landskaber bliver til ørken på grund af Herrens voldsomme vrede. Han er kommet frem fra sit skjul som en løve på jagt for at ødelægge dem og deres land med sit frygtelige sværd og sin voldsomme vrede.
Vis forståelse for de svage i troen, og lad være med at dømme hinandens motiver. Nogle mener, at det er i orden at spise hvad som helst. De svage i troen mener, at man kun må spise grønsager. De, der spiser alt, må ikke ringeagte dem, der ikke gør det, og de, der ikke spiser alt, må ikke fordømme dem, der gør det, for Gud har accepteret dem. Det er ikke dit ansvar at være dommer over andres meninger. Det er Gud, der afgør, om de gør det rigtige eller ej, for det er ham, de tjener. Og Gud er i stand til at hjælpe dem, så de ikke til sin tid bliver dømt.
Nogle mener, at visse dage er mere hellige end andre dage. Andre mener, at alle dage er lige gode. Her må hver enkelt nå frem til sin egen overbevisning. De, der betragter bestemte dage som mere hellige end andre, gør det til Guds ære. De, der mener, at man kan spise alt, gør det til Guds ære, for de takker ham for maden. De, der mener, at man ikke bør spise visse ting, gør det til Guds ære, og de takker ham også for maden. Der er jo ingen af os, der lever eller dør for selv at få ære. Nej, vi ønsker at leve til Guds ære og dø til Guds ære. Hvad enten vi lever eller dør, så tilhører vi ham. Da Kristus døde og blev levende igen, blev han herre over både de døde og de levende.
Hvor tør du dømme dine medkristne eller se ned på dem? Husk på, at vi alle en dag vil blive stillet for Guds domstol. Der står jo skrevet: „Så sandt jeg lever, siger Herren, skal alle bøje knæ for mig, og alle skal erklære, at jeg er Gud.” Altså skal hver eneste af os en dag stå til regnskab over for Gud.
Hold op med at dømme hinanden. I skulle hellere tage den beslutning aldrig at gøre noget, der kan føre til, at en medkristen mister troen. Jeg er overbevist om, at ifølge Herren Jesus er der ingen mad, der i sig selv er uren, og derfor ikke må spises. Men de, der har samvittighedskvaler ved at spise visse ting, skal hellere lade være. Hvis du sårer en af dine medkristne ved det, du spiser, handler du ikke længere i kærlighed. Lad ikke din frihed til at spise hvad som helst ødelægge et menneske, som Kristus døde for. Frihed er godt, men det må ikke føre til, at I får et dårligt ry. Guds rige er nemlig ikke et spørgsmål om, hvad man spiser og drikker, men om at opleve den accept, fred og glæde, der kommer fra Helligånden. Hvis I tjener Kristus med den holdning, vil I glæde Gud og blive respekteret af mennesker.
Gør alt, hvad I kan, for at leve i harmoni med hinanden og styrke fællesskabet. Ødelæg ikke Guds værk på grund af maden. Det er tilladt at spise alt, men det bliver til noget forkert for dem, der spiser, hvad deres samvittighed forbyder dem. Du bør derfor hverken spise kød, drikke vin eller foretage dig andre ting, hvis dine handlinger får en medkristen til at miste troen. Den overbevisning du har om frihed til at spise alt, bør du holde for dig selv. Vær du glad, hvis du ikke er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, men de, der tvivler på, at de gør det rigtige, har allerede dømt sig selv, for så handler de ikke ud fra deres egen overbevisning. Gør du noget, du mener, er forkert – ja, så er det forkert.
Men David følte sig stadig ikke tryg ved Saul. Han tænkte: „En skønne dag får Saul ram på mig. Jeg må hellere prøve lykken hos filistrene. Så kan det være, Saul indstiller jagten, og jeg kan være i fred for ham.”
David og hans 600 mænd med deres familier flyttede derfor til Gat, hvor de kom til at bo under filisterkongen Akishʼ beskyttelse. David havde begge sine koner med sig, Ahinoam fra Jizreʼel og Abigajil, Nabals enke, fra Karmel. Saul fik snart at vide, at David var flygtet til Gat, og han indstillede forfølgelsen.
En dag sagde David til kong Akish: „Herre, hvis du ikke har noget imod det, foretrækker vi at bo i en af byerne på landet frem for her i den kongelige residensby.”
Så gav Akish ham byen Ziklag. Det er baggrunden for, at byen den dag i dag er på Judas kongers hænder.
David og hans mænd boede blandt filistrene i et år og fire måneder. Det meste af tiden var de på plyndringstogt hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne, de folk, der fra gammel tid har boet nær Shur langs karavanevejen til Egypten. Når Davids mænd slog ned på en landsby, sørgede de for, at der ikke var nogen overlevende tilbage, og de plyndrede stedet rub og stub for får, geder, køer, æsler, kameler og tøj, før de vendte hjem.
„Hvor gik togtet hen i dag?” plejede Akish at spørge.
David svarede, at han havde været i det sydlige Juda, eller i jerahmeʼelitternes eller kenitternes område.
David udryddede samtlige indbyggere i de landsbyer, han plyndrede, fordi han var bange for, at de ellers ville komme til Gat og afsløre, hvor han i virkeligheden havde været. Al den tid David opholdt sig hos filistrene, spillede han dette dobbeltspil, og Akish troede på, hvad David sagde og var efterhånden overbevist om, at David havde gjort sig grundigt forhadt blandt sit eget folk. „Nu er han tvunget til at slå sig til ro her og blive i min tjeneste,” tænkte Akish.
På den tid overvejede filistrene igen at gå til angreb på Israel. „I skal følge med os i kamp mod Israel,” sagde kong Akish til David og hans mænd. „Det er i orden!” svarede David. „Du vil få at se, hvad vi er værd.” „Det kan jeg lide!” udbrød Akish. „Jeg udnævner dig hermed til min personlige livvagt.”
Samuel var jo død, og hele Israel havde holdt sørgeklage over ham, dengang de begravede ham i hans hjemby Rama. I Samuels tid havde Saul følt sig nødsaget til at udrydde samtlige spåmænd og dødemanere i landet.
Da filistrenes hær var nået frem til Shunem i Jizreʼeldalen, lå Saul i lejr med hele Israels hær på Gilboahøjen med udsigt over dalen. Da Saul så filistrenes enorme hær, blev han skrækslagen og havde mest lyst til at flygte. Han prøvede at spørge Herren, om han skulle gå i krig eller ej, men Herren svarede ham ikke et ord, hverken gennem drømme eller ved det hellige lod, Urim, eller ved et budskab fra profeterne. Derfor gav Saul sine folk ordre til at finde en dødemaner, han kunne spørge til råds. Det lykkedes dem at finde en kvinde i En-Dor, der kunne kontakte de døde. Så forklædte Saul sig, tog to af sine mænd med, og i ly af mørket opsøgte han kvinden.
„Jeg må i kontakt med en af de døde,” bad Saul. „Kan du mane hans ånd frem?”
„Er du ude på at få mig slået ihjel?” spurgte kvinden. „Ved du ikke, at Saul har udryddet landets spåmænd og dødemanere?” Men Saul svarede: „Så sandt Herren lever, sværger jeg på, at der ikke vil ske dig noget.”
Så spurgte hun: „Hvem er det, du ønsker kontakt med?”
„Samuel,” svarede Saul.
Kvinden så nu Samuel, der viste sig for hende, og hun skreg op med det samme: „Du har bedraget mig! Du er jo Saul!”
„Vær ikke bange. Der skal ikke ske dig noget,” svarede kongen. „Men sig mig, hvem det er, du ser.”
„Jeg ser en ånd komme op af jorden.”
„Hvordan ser den ud?”
„Det er en gammel mand indhyllet i en kappe.”
Da forstod Saul, at det var Samuel, og han bøjede sig ærbødigt for ham.
„Hvorfor har du forstyrret mig og manet mig frem?” spurgte Samuel.
„Fordi jeg er i knibe,” svarede Saul. „Filistrene er klar til at angribe os, men Gud har forladt mig, og han svarer mig hverken gennem drømme eller ved profeterne. Derfor henvender jeg mig direkte til dig for at få at vide, hvad jeg skal gøre.”
Men Samuel svarede: „Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din modstander? Det er jo hans eget ord, som jeg selv har profeteret for dig, der nu går i opfyldelse: Han vil rive kongedømmet fra dig og give det til din rival, David. Det er konsekvensen af, at du ikke adlød Herrens ord, dengang han brugte dig som sit redskab til at straffe amalekitterne. Og hvad værre er: i morgen skal hele Israels hær prisgives og hugges ned af filistrene, og du selv og dine sønner skal ende her hos mig.”
Da kastede Saul sig fladt ned på jorden, lammet af frygt over Samuels ord. Han var desuden udmattet af sult, for han havde ikke spist i næsten et døgn. Da kvinden så, hvor fortvivlet han var, sagde hun: „Herre, jeg satte livet på spil ved at føje dig. Nu beder jeg dig om at føje mig og lade mig give dig noget at spise, så du kan komme til kræfter inden hjemturen.”
Saul vægrede sig og sagde: „Jeg kan ikke spise noget.” Men da både kvinden og hans egne mænd ihærdigt prøvede at overtale ham, gav han efter, rejste sig fra gulvet og satte sig op på sengen. Kvinden havde en fedekalv i huset, som hun skyndte sig at slagte. Hun æltede også mel og bagte usyrnet brød. Så serverede hun maden for kongen og hans mænd, og de spiste, før de samme nat drog af sted derfra.
Det følgende budskab kom til mig fra Herren i kong Jojakims, Josiasʼ søns, første regeringsår:
Først sagde Herren til mig: „Stil dig uden for Herrens tempel med et opråb til folket, der er kommet fra hele Juda for at tilbede. Sørg for at forkynde hele budskabet for dem, glem ikke et eneste ord. Måske vil de høre efter og vende om fra deres ondskab, så jeg kan tilbageholde den straf, jeg er parat til at give dem for deres ondskab.”
Budskabet lød således: „Hvis I ikke vil lytte til mig, siger Herren, og adlyde de love, jeg har givet jer, og hvis I ikke vil lytte til mine tjenere, profeterne, som jeg gang på gang forgæves har sendt for at advare jer, så vil jeg ødelægge templet her på samme måde, som jeg ødelagde helligdommen i Shilo, og alle vil betragte Jerusalem som et forbandet sted.”
Da jeg havde forkyndt hele budskabet for folket, blev jeg pågrebet af præsterne og de falske profeter og de andre, der var samlet uden for templet. „Du skal dø,” skreg de. „Hvor vover du at profetere i Herrens navn, at hans tempel vil blive ødelagt ligesom helligdommen i Shilo, og at Jerusalem skal ødelægges, så ingen kan bo her?” Og folk stimlede sammen om mig foran Herrens hus.
Da Judas øverste ledere hørte, hvad der foregik, skyndte de sig straks fra paladset over til templet og satte sig ved Den Nye Port for at dømme i sagen. Præsterne og de falske profeter fremlagde nu deres anklager for lederne og folket. „Den mand bør dømmes til døden!” sagde de. „I hørte selv, hvad han sagde. Han er en forræder, for han har profeteret imod denne by.”
Derefter forsvarede jeg mig med følgende ord: „Det er Herren, der har sendt mig for at profetere imod templet og Jerusalem. Hvert eneste ord, jeg har sagt, har jeg fået fra ham. Men hvis I vil holde op med at synde imod ham og i stedet begynde at adlyde Herren jeres Gud, vil han ikke gøre alvor af den straf, han har truet jer med. Hvad mig selv angår, så kan I gøre med mig, hvad I vil. Men én ting er sikkert: Hvis I slår mig ihjel, dræber I en uskyldig mand, og I og alle byens indbyggere vil blive krævet til regnskab for det. Jeg forsikrer jer, at det er Herren, der har sendt mig og givet mig hvert eneste ord, jeg har talt.”
Så sagde lederne og folket til præsterne og de falske profeter: „Denne mand fortjener ikke døden, for han har talt til os i Herren, vores Guds, navn.”
Derefter rejste nogle af de gamle og vise mænd sig og talte til folket: „I kong Hizkija af Judas regeringstid profeterede Mika fra Moreshet følgende for folket: ‚Hør hvad Herren, den Mægtige, siger: Zion bliver lagt øde som en pløjemark, Jerusalem bliver til en hob af ruiner, tempelbjerget bliver dækket af tjørnekrat.’ Hvordan reagerede kong Hizkija og folket på det budskab? Slog de Mika ihjel? Nej, de vendte sig fra deres ondskab og tilbad Herren. De bønfaldt ham om at være nådig. Derfor tilbageholdt Herren den frygtelige dom, som han havde udtalt over dem. Hvis vi nu slår Jeremias ihjel, hvem ved, hvad Herren så vil gøre imod os?”
Der var engang en anden profet, som bragte et tilsvarende domsbudskab imod Jerusalem og Judas land. Han hed Urija, Shemajas søn fra Kirjat-Jearim. Da kong Jojakim og hans officerer og embedsmænd hørte hans budskab, sendte kongen en mand hen for at dræbe profeten. Urija fik imidlertid underretning om det og flygtede til Egypten. Så sendte kong Jojakim Elnatan, Ahbors søn, og en gruppe mænd af sted til Egypten for at fange ham. De arresterede ham og førte ham tilbage til kong Jojakim, som huggede ham ned med sit sværd og lod ham kaste i en offentlig grav.
Til sidst stod kongens sekretær, Ahikam, Shafans søn, frem og talte min sag, og det lykkedes ham at overtale retten til ikke at udlevere mig til folket. Derved undgik jeg at blive slået ihjel.
Vi, som er „stærke”, skal bære over med andres svagheder og ikke kun tænke på os selv. Vi skal alle gøre, hvad vi kan, for at glæde og styrke vores næste. Kristus tænkte jo heller ikke på at behage sig selv. Tværtimod, som Skriften siger: „Den hån, som ramte dig, ramte også mig.” Alt, hvad der står i Skriften, blev skrevet, for at vi kan lære af det. Skriften motiverer os altså til at være udholdende og styrker vores overbevisning om engang at få alt det, Gud vil give os.
Jeg ønsker for jer, at Gud, som giver os udholdenhed og styrke, vil hjælpe jer til at blive inspireret af Kristus og leve i enighed med hinanden, så I sammen kan lovprise Gud, vores Herres Jesu Kristi Far.
Accepter hinanden, ligesom Kristus har accepteret jer, hvad enten I har jødisk baggrund eller ej. På den måde bliver Gud æret. Husk på, at Jesus kom for at tjene både jøder og ikke-jøder. Han viste os jøder, at det, Gud havde lovet vores forfædre, var sandt, og han gav ikke-jøderne en anledning til at prise Gud for hans barmhjertighed. At det glædelige budskab skulle nå ud til alle folkeslag er forudsagt mange steder i Skriften, som for eksempel:
„Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene.
Jeg vil synge om din storhed.”
„Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk.”
„Pris Herren, alle nationer.
Lovsyng ham, alle folkeslag.”
Esajas siger det sådan:
„Der vil komme et rodskud fra Isajs stub,
en konge, som skal regere over alle folkeslag,
og han er den, der bringer håb til menneskeheden.”
Jeg ønsker for jer, at Gud, som er grundlaget for alt håb, vil fylde jer med glæde og fred i jeres tro og give jer en stærk forventning ved Helligåndens kraft.
Jeg tvivler ikke på jeres gode sindelag, kære venner, og jeg er overbevist om, at I allerede ved nok til at kunne vejlede hinanden. Når jeg alligevel i brevet her med stor frimodighed har givet jer nogle påmindelser, er det på grund af den opgave, som Gud i sin nåde har lagt hen til mig, nemlig at bringe Guds glædelige budskab om Jesus som Frelser til alle folkeslag. Formålet er at føre jer frem for Gud som en offergave, han kan tage imod med glæde, en gave, som Helligånden har renset og helliggjort.
Jeg er utrolig taknemmelig for alt det, som Jesus Kristus har udført i min tjeneste for Gud, men jeg ønsker ikke at tale om det på anden måde, end at det er Kristus, der har gjort det. Mange mennesker er kommet til tro og blevet lydige mod Gud gennem mine ord og handlinger, som er udført ved hans Ånds kraft. Der er sket både tegn og undere, så jeg har været i stand til at forkynde det glædelige budskab lige fra Jerusalem og hele vejen op gennem Lilleasien og Grækenland. Jeg har sat en ære i altid at forkynde budskabet på steder, hvor mennesker ikke før har hørt om Kristus, så jeg ikke bygger oven på en grundvold, som andre har lagt. I stedet har jeg søgt at efterleve det skriftord, som siger:
„De, der ikke har hørt om ham,
skal få ham at se.
De, der ikke kender ham,
vil lære ham at kende.”
Endnu har det ikke været muligt for mig at besøge jer, selvom jeg i mange år har haft et ønske om at kunne gøre det. Men nu, da mit arbejde i disse egne er færdigt, planlægger jeg en rejse til Spanien. På vejen dertil håber jeg at se jer og glæde mig over fællesskabet med jer for en tid. Jeg håber så, at I vil hjælpe mig videre på rejsen. Men lige nu skal jeg til Jerusalem med en pengegave til de kristne der. De kristne i Makedonien og Akaja besluttede nemlig at være med til at give en gave til de fattige blandt de kristne i Jerusalem. Når de gerne ville være med, skyldes det også, at de på en måde står i gæld til dem. Når de som kristne ikke-jøder har fået del i en åndelig rigdom fra de kristne jøder, bør de også til gengæld hjælpe dem på det materielle område. Så snart jeg har fået denne gave sikkert overbragt til dem, vil jeg rejse til Spanien via jer. Og jeg har tillid til, at når jeg kommer til jer, vil det være med stor velsignelse fra Kristus.
Jeg har en bøn til jer, kære venner, da vi er forbundet med hinanden gennem den kærlighed, der kommer fra Helligånden, og fordi vi alle har Jesus Kristus som vores Herre. Bed inderligt til Gud sammen med mig, at han vil redde mig fra at falde i kløerne på de vantro jøder i Judæa provinsen, som jeg skal rejse igennem, og at de kristne i Jerusalem vil være villige til at modtage gaven. Derefter kommer jeg og besøger jer, om Gud vil, og jeg glæder mig til at hvile ud hos jer en tid. Nu beder jeg om, at Gud, som er den, der giver os fred i hjertet, vil være med jer alle. Amen.
Mens israelitterne lå i lejr oppe ved Jizreʼelflodens kilde, havde filistrene mønstret deres samlede hær ved byen Afek. De fem filisterkonger var troppet op med hver deres hærstyrker, og David og hans mænd var fulgt med i bagtroppen af kong Akishʼ hær.
Da de fire andre filisterkonger så David og hans mænd, sagde de til Akish: „Hvad laver de hebræere her?” Han svarede: „Det er David, som i sin tid flygtede fra kong Saul i Israel. Han har været i min tjeneste i årevis, og jeg har aldrig haft noget at udsætte på ham.”
„Send den mand hjem til den by, du har givet ham at bo i,” forlangte de øvrige konger. „Hvis han deltager i krigen, kan vi risikere, at han falder os i ryggen. Her får han jo en perfekt anledning til at genvinde Sauls tillid. Det er trods alt den selv samme mand, som Israels kvinder hyldede med ordene: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder.’ ”
Så kaldte Akish på David og hans mænd og sagde: „Jeg sværger ved den levende Gud, at jeg sætter pris på den loyalitet, I har udvist,” sagde han. „Hvis det stod til mig, ville I få lov til at følge med os i kamp. Men de andre konger siger nej. Gå nu stille og roligt tilbage til jeres by, så vi ikke rager uklar med de andre konger.”
„Jamen, hvad har jeg gjort?” udbrød David. „Har jeg ikke altid været loyal over for dig? Hvorfor må jeg ikke få lov til at kæmpe mod min herres fjender?”
„I mine øjne er du som sendt af Gud,” forsikrede kong Akish David, „men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at de andre ikke vil have dig med. Gør nu, som jeg siger, og tag hjem i morgen ved daggry.”
Tidligt næste morgen vendte David og hans mænd så tilbage til filistrenes land, mens hæren drog videre i retning af Jizreʼeldalen.
Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden. De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn. Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier, græd de, til de ikke havde en tåre tilbage. Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført. Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.
Så sagde han til præsten Ebjatar: „Tag den hellige vest frem!” Ebjatar hentede så den hellige vest, som man brugte for at få et svar fra Herren.
„Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. „Kan jeg nå at indhente dem?”
„Ja,” svarede Herren, „følg efter dem og befri alle fangerne.”
Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der. 200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen. Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn, så de gav ham nogle brød, en klump figner, to klumper rosiner og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham: „Hvem er din herre, og hvor kommer du fra?”
„Jeg er egypter og slave hos en amalekit,” svarede han. „Min herre efterlod mig her for to dage siden, fordi jeg blev syg. Vi var på vej hjem efter at have været på forskellige plyndringstogter i den sydlige del af filistrenes land, Judas land og Kalebs land. Undervejs brændte vi Ziklag ned til grunden.”
„Kan du vise os vej til de slyngler?” spurgte David.
Egypteren svarede: „Hvis du ved Guds navn vil sværge på, at du ikke vil slå mig ihjel eller udlevere mig til min herre, lover jeg at føre jer til dem.”
Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk. Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler. David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne – også sine egne to koner. Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. „Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.
Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde. Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: „De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”
Men David brød ind: „Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”
Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.
Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: „Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.” Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur, Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel, jerahmeʼelitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron.
Herren gav mig følgende budskab i begyndelsen af kong Zidkijas regeringsperiode:
„Lav et åg og spænd det fast over nakken med læderstropper. Derefter skal du sende de udsendinge, der er kommet til kong Zidkija i Jerusalem fra kongerne i Edom, Moab, Ammon, Tyrus og Sidon tilbage til deres herrer med følgende budskab fra Herren, den Mægtige, Israels Gud: Det er mig, der har skabt jorden og alle de mennesker og dyr, der lever på jorden. Derfor kan jeg gøre med ethvert land, som jeg vil. Nu overdrager jeg jeres lande til kong Nebukadnezar af Babylonien. Jeg har givet ham kontrol over alt, selv de vilde dyr. Alle jeres lande bliver underlagt ham og hans søn og hans sønnesøn, indtil deres stormagtstid er forbi. Så skal andre nationer og mægtige konger erobre og regere over Babylonien. Men hvis et land nægter at underlægge sig kong Nebukadnezars åg, vil jeg bruge ham til at straffe det land med krig, hungersnød og epidemier, indtil det bukker under.
Lyt ikke til jeres falske profeter, sandsigere, drømmetydere, medier og troldmænd, der siger, at I ikke skal underordne jer Babyloniens herredømme. De ved ikke, hvad de snakker om. Hvis I lytter til dem, vil det ende med, at nogle af jer bliver dræbt, mens andre bliver ført i eksil som slaver. Men hvis I accepterer den babyloniske konges herredømme over jer, skal I få lov til at blive boende i jeres land og dyrke jeres jord som hidtil.”
Herren bad mig give et tilsvarende budskab til kong Zidkija af Juda: „Hvis I ønsker at overleve, skal I tage den babyloniske konges åg på jer. Vil I hellere opleve krig, hungersnød og epidemier? Det er, hvad Herren har sagt vil ramme de lande, der ikke frivilligt underkaster sig Babyloniens konge. Lyt ikke til de falske profeter, der siger, at I ikke skal underordne jer den babyloniske konges herredømme, for de ved ikke, hvad de snakker om. De profeterer løgn alle sammen, og det er ikke Herren, der har sendt dem, selv om de påstår det. Hvis I lytter til dem, vil nogle af jer blive dræbt og resten ført i eksil. Det gælder også dig, som er konge, og alle de falske profeter.”
Jeg advarede også præsterne og folket med følgende ord: „Herren siger, at I ikke må lytte til de profeter, der påstår, at de kostbarheder, som babylonierne tog fra Herrens tempel, snart bliver bragt tilbage hertil. De lyver, og derfor må I ikke lytte til dem. Hvis I har livet kært, så tag den babyloniske konges åg på jer. Ellers bliver hele byen lagt i ruiner. Hvis de profeter virkelig var sendt af Herren, den Mægtige, så ville de bede ham om at skåne de kostbarheder, der endnu er tilbage i templet, i kongepaladset og andre steder i byen, så de ikke også ender i Babylon.
Herren, den Mægtige, siger: Nebukadnezar bortførte i første omgang Jerusalems og Judas overklasse til Babylon sammen med kong Jekonja. Dengang efterlod han bronzesøjlerne foran templet, det store bronzekar med vand i tempelforgården, de ti rulleborde af bronze, hvorpå offerdyrene slagtes, samt meget andet tempelinventar. Men de ting vil også blive ført til Babylon, og der vil de blive, indtil jeg sender bud efter dem. Engang i fremtiden vil jeg bringe dem tilbage til Jerusalem.”
Føbe kommer til jer med min bedste anbefaling. Hun har gjort et stort arbejde i menigheden i Kenkrea. Tag venligt imod hende, som det forventes blandt kristne, og hjælp hende med, hvad hun har brug for. Hun har virkelig været til stor hjælp for mange, også for mig.
Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i tjenesten for Jesus Kristus. De satte engang deres egne liv på spil for at redde mig. Ikke alene er jeg dem meget taknemmelig, men alle menighederne i de græsktalende lande er taknemmelige for deres tjeneste. Hils også menigheden, der samles i deres hjem.
Hils min kære ven, Epainetos, som var den første, der kom til tro på Kristus i Lilleasien. Hils Maria, som har gjort et stort arbejde iblandt jer. Hils mine jødiske landsmænd, Andronikos og Junia, som har siddet i fængsel sammen med mig. De har et godt ry hos apostlene, og de har været kristne endnu længere, end jeg har. Hils min gode ven, Ampliatos. Hils min medarbejder, Urbanus, og min gode ven Stakys. Hils Apelles, som har stået sin prøve i tjenesten for Kristus. Hils Aristobuls folk. Hils min landsmand Herodion og de kristne hos Narkissos. Hils Tryfæna og Tryfosa, som har gjort et stort arbejde for Herren. Hils min kære Persis. Hun har gjort et enormt arbejde for Herren. Hils Rufus, som på en særlig måde blev udvalgt. Og hils hans mor, der også har været som en mor for mig. Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og de medarbejdere, som er sammen med dem. Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de kristne, som er sammen med dem. Hils hinanden med et helligt kindkys. Alle menighederne her sender deres hilsener.
Kære venner, jeg vil opfordre jer til at være på vagt over for dem, der skaber splid og ødelægger folks tro ved at forkynde en lære, som er i modstrid med den undervisning, I har fået. Hold jer væk fra dem, for den slags mennesker tjener ikke Kristus, vores Herre. De søger kun det, der gavner dem selv. Ved deres fristende, sukkersøde ord fører de troskyldige mennesker på afveje. Jeg glæder mig over, at I har ry for at være lydige mod Gud! Men jeg ønsker, at I må være vise i jeres vurdering af, hvad der er godt, og uskyldsrene med hensyn til det onde. Gud, som bringer fred, vil snart besejre Satan og lægge ham for jeres fødder. Herren Jesu Kristi nåde være med jer.
Min medarbejder, Timoteus, sender jer sin hilsen, og det samme gør mine landsmænd, Lukius, Jason og Sosipatros. (Også jeg, Tertius, som har ført pennen i brevet her, sender jer hilsen i Herrens navn.) Min og hele menighedens vært, Gajus, sender jer også sin hilsen. Det samme gør Erastos, byens regnskabsfører, og vores kristne ven, Kvartus.
Lovet være Gud, som har magt til at gøre jer stærke i troen i kraft af det glædelige budskab om Jesus Kristus, som jeg forkynder. Gud vil styrke jeres forståelse af mysteriet om den frelsesplan, som i umindelige tider har ligget skjult, men som nu er blevet åbenbaret. Det mysterium har de profetiske skrifter hentydet til, og det er nu blevet klargjort efter den evige Guds befaling, så mennesker fra alle folkeslag kan blive hjulpet til at leve i tillidsfuld lydighed til ham. Ja, lovet være Gud, som alene har al visdom, og som vi har lært at kende gennem Jesus Kristus. Ham tilhører æren i al evighed! Amen!
I mellemtiden var filistrene nået frem til Jizreʼeldalen og gået til angreb på israelitternes lejr på Gilboahøjen. Israels hær flygtede og efterlod mange faldne rundt om på højens skråninger. Filistrene satte efter Saul og hans sønner Jonatan, Abinadab og Malkishua, og det lykkedes dem at dræbe sønnerne.
Kampen rasede omkring Saul, og det lykkedes filistrenes bueskytter at få ram på ham. Han blev hårdt såret og råbte til sin våbendrager: „Træk dit sværd og gennembor mig, før de ugudelige og uomskårne filistre gennemborer og vanærer mig.” Men våbendrageren kunne ikke få sig selv til at dræbe Saul. Derfor tog Saul sit sværd og kastede sig mod det, så sværdet gennemborede ham. Da våbendrageren så, at Saul var død, fulgte han sin herres eksempel og kastede sig mod sit eget sværd. Den dag døde både Saul, hans tre sønner, hans våbendrager og hele hans livvagt.
Da de israelitter, der boede på den anden side af dalen og øst for Jordanfloden, blev klar over, at hæren var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, flygtede de fra deres byer, og filistrene overtog byerne.
Næste dag drog filistrene ud for at plyndre de faldne, og de fandt Sauls og hans tre sønners lig på Gilboahøjen. Så huggede de hovedet af Saul og tog hans våben, hvorefter de sendte sejrsbudskabet hjem til alle deres afgudstempler og deres landsmænd. Sauls våben blev udstillet i Astartetemplet, og hans lig blev hængt op på Bet-Shans mur.
Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort ved Saul, gik deres tapre krigere samme nat til Bet-Shan og tog Sauls og hans sønners lig ned fra muren. Så bragte de dem til Jabesh, hvor de brændte dem. Knoglerne begravede de under egetræet i Jabesh, hvorefter de sørgede og fastede i syv dage.
Ved samme lejlighed, i kong Zidkija af Judas regeringstid, modsagde profeten Hananja, Azzurs søn fra Gibeon, mig offentligt i templet i præsternes og folkets påhør. Det var i den femte måned i kongens fjerde regeringsår. Hananja sagde: „Herren, den Mægtige, Israels Gud, erklærer: Jeg vil fjerne den babyloniske konges åg fra jeres skuldre. Inden der er gået to år, vil jeg bringe de tempelskatte tilbage, som Nebukadnezar bortførte til Babylon. Også kong Jekonja vil jeg bringe tilbage sammen med de øvrige fanger i Babylonien.”
Da svarede jeg ham i præsternes og folkets påhør: „Gid det måtte gå, som du siger. Jeg ville ønske, at Herren ville opfylde din profeti og bringe tempelskattene og fangerne tilbage til os. Men hør nu, hvad jeg har at sige til dig i præsternes og folkets påhør: Alle de profeter, der levede før dig og mig, profeterede imod utallige nationer, og de plejede at advare imod katastrofer som krig, hungersnød og epidemier. Når en profet derfor forudsiger fred, er det svært at tro, at han virkelig er sendt af Herren. Det kan kun afgøres ved at se, om profetien går i opfyldelse.”
Jeg havde stadig åget på mine skuldre, og Hananja kom nu hen og tog det af mine skuldre og brækkede det. Så sagde han til mængden: „Herren siger endnu en gang, at inden to år er gået, vil han fjerne kong Nebukadnezars åg fra de nationer, som nu er underlagt hans herredømme.” Derefter gik jeg min vej.
Kort efter gav Herren mig følgende budskab:
Gå hen til Hananja og sig: „Godt nok har du brækket et åg, men det var af træ, og jeg vil erstatte det med et af jern. Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil lægge et jernåg på alle disse nationers skuldre, og deres befolkning skal blive slaver under kong Nebukadnezar af Babylon. Jeg har lagt alt under hans herredømme, selv de vilde dyr.”
Efter at have overbragt budskabet til profeten Hananja tilføjede jeg: „Hør, Hananja, Herren har ikke sendt dig, og du har fået folket til at tro på en løgn. Derfor siger Herren, at han vil fjerne dig fra jordens overflade. Du har gjort oprør mod Herren, og derfor skal du dø inden årets udgang.” Og ganske rigtigt: To måneder senere døde Hananja.
Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus, som er Messias. Min medarbejder, Sostenes, sender jer også mange hilsener.
Jeg skriver til jer, som udgør menigheden i Korinth, jer, som ved Kristus er blevet renset og kaldet til at være hans folk sammen med alle de andre kristne rundt omkring i hele verden, der ligesom os tror på og beder til vores Herre, Jesus Kristus.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.
Jeg kan aldrig blive træt af at takke Gud for jer og for den rigdom af nådegaver, som I har fået del i gennem Jesus Kristus. I er jo blevet beriget på alle måder, både med guddommeligt inspirerede budskaber og med kundskab om mange ting. Ved disse overnaturlige gaver er sandheden i budskabet om Kristus blevet bekræftet iblandt jer, og det i så høj grad, at I ikke mangler nogen af de åndelige gaver, mens I med forventning ser frem til, at Jesus Kristus, vores Herre, kommer tilbage. Han vil også styrke jer og fortsætte sin gerning i jer til det sidste, så der ikke bliver noget at anklage jer for på den dag, da Jesus Kristus afsiger sin dom. Ja, det vil Gud gøre, fordi han er trofast, og fordi det er ham selv, der har kaldet jer ind i fællesskabet med hans Søn, Jesus Kristus, som er vores Herre.
Kære venner, med den autoritet, som vores Herre, Jesus Kristus, har givet mig, vil jeg indtrængende bede jer om at stå sammen. Der må ikke være splittelser iblandt jer, men I skal arbejde frem mod at have samme sindelag og samme overbevisning.
Efter hvad jeg hører fra Kloes folk, er der nemlig stridigheder iblandt jer. Jeg tænker på, at nogle af jer siger: „Vi hører til Paulus”, og andre: „Vi hører til Apollos”, og andre igen: „Vi hører til Peter”, mens nogle siger: „Vi hører til Kristus”. Hvad er det for noget snak? Er Kristus måske delt op i smådele? Det var ikke mig, der blev korsfæstet for jer! Og I er heller ikke blevet døbt til at tilhøre Paulus. Jeg er Gud taknemmelig for, at jeg ikke har døbt nogen af jer, undtagen Krispus og Gajus. Så der er ingen, der kan sige, at de er blevet døbt til at tilhøre mig. For resten har jeg også døbt Stefanasʼ husstand. Ellers mener jeg ikke, at jeg har døbt nogen. Kristus udsendte mig jo ikke for at døbe, men for at forkynde budskabet om Jesus, og det gør jeg uden at bygge på menneskelig visdom, for at Kristi kors ikke skal miste sin kraft.
For selvom budskabet om korset lyder tåbeligt for dem, der er på vej til fortabelsen, så er det for os, der er på vej til det evige liv, et udtryk for Guds kraft og visdom. Der står jo skrevet:
„De vises visdom vil jeg sætte til side,
de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.”
Jamen, hvad så med alle verdens vismænd? Hvad med alle de lærde, alle filosofferne? Ved I ikke, at Gud har afsløret denne verdens visdom som det, den i virkeligheden er – tåbelighed? Det hører jo med til Guds visdom, at mennesker ikke ad visdommens vej kan nå til erkendelse af ham. Derfor besluttede han ved hjælp af den „tåbelige” forkyndelse at frelse dem, der tager imod budskabet i tro. Jøderne forlanger beviser, og grækerne søger filosofisk visdom, men vores budskab er om den korsfæstede Kristus. For jøderne er det en forargelse og for grækerne den rene galskab, men for dem, som er kaldet af Gud, både jøder og grækere, repræsenterer Kristus Guds kraft og Guds visdom. Selv Guds „tåbelighed” er visere end menneskelig visdom, og Guds „svaghed” er stærkere end menneskelig styrke.
Tænk bare på, venner, hvor få af jer, der var vise i verdens øjne, dengang I kom til tro, hvor få af jer, der havde indflydelse i samfundet, og hvor få af jer, der kom fra fornemme familier. Nej, Gud valgte at gøre noget, som i verdens øjne ser tåbeligt ud, for at lukke munden på de kloge. Han udvalgte de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme. Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud.
Det er Gud, der har gjort det sådan, at I nu er noget i Kristus. Og det er Kristus, som har ført os ind i Guds visdom. Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud, at vi er erklæret skyldfri og står rensede ind for Gud. Dermed opfyldes Skriftens ord: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”
Efter at Saul var død, og David var kommet tilbage til Ziklag fra sin sejr over amalekitterne, ankom der et par dage senere et sendebud med nyt fra krigen. Han havde revet flænger i sit tøj og kommet jord på hovedet som tegn på sin store sorg. Han gik hen til David og kastede sig til jorden foran ham i dyb respekt.
„Hvor kommer du fra?” spurgte David.
„Fra Israels hær,” svarede manden.
„Hvordan gik det?” spurgte David. „Fortæl mig om slaget!”
Manden svarede: „Hele hæren flygtede over hals og hoved, og mange mænd lå sårede eller døde på slagmarken. Også Saul og hans søn Jonatan omkom.”
„Er du sikker på det?”
„Ja, jeg så med mine egne øjne, hvordan Saul på Gilboahøjen holdt sig oppe ved hjælp af sit spyd, mens fjendens stridsvogne indkredsede ham. Da han fik øje på mig, kaldte han på mig. ‚Hvem er du?’ spurgte han. ‚Jeg er amalekit!’ svarede jeg. ‚Kom her hen og giv mig dødsstødet!’ bad han. ‚Jeg er allerede dødeligt såret.’ Så gik jeg hen og dræbte ham, for jeg kunne se, at han var så hårdt såret, at han ikke kunne overleve. Derefter tog jeg hans krone og en af hans armringe, som jeg hermed overrækker til Dem, nådige herre.”
Da David og hans mænd hørte, at Saul var død, rev de også flænger i deres tøj som tegn på sorg. Og resten af dagen sørgede, fastede og græd de over Saul og hans søn Jonatan, ja, over alt Herrens folk og over de faldne israelitter.
David spurgte manden, som havde bragt dem budskabet: „Hvor er du fra?”
Han svarede: „Jeg er en amalekit, der bor som fremmed iblandt israelitterne.”
„Hvordan kunne du få dig selv til at dræbe Guds salvede konge?” udbrød David. „Du har selv indrømmet, at du dræbte ham. Derfor skal du dø.” Derpå vendte David sig til en af sine mænd og sagde: „Dræb ham!”
David digtede nu en sørgesang om Saul og Jonatan, og han befalede at sangen, som blev kaldt „Buesangen”, skulle synges over hele Israel. Den citeres her fra „De Retskafnes Bog”:
Israels helte ligger slagne på bjergene,
vore bedste krigere faldt i kampen.
Råb det ikke ud på gaden i Gat,
tal ikke om det på Ashkalons torve.
Filistrenes døtre vil danse af glæde,
det uomskårne folk vil fryde sig.
Måtte Gilboahøjen blive ramt af tørke,
måtte intet mere gro derpå.
Heltenes skjolde havnede i sølet,
Sauls skjold ligger ledigt hen.
Mange forblødte for Jonatans bue,
Sauls sværd slog utallige ned.
Saul og Jonatan, elskede var I,
selv i døden skiltes I ikke.
I var hurtige som ørne på jagt,
stærke som stolte løver.
Israels kvinder, sørg over Saul,
som klædte jer i purpur og smykker af guld.
Vore helte faldt i kampens hede.
Jonatans lig ligger henslængt på højen.
Jonatan, mit hjerte er knust,
jeg elskede dig, som var du min bror!
Dit venskab var noget helt specielt,
mere end kærlighed fra en kvinde.
Alle vore helte er faldet,
deres våben er gået tabt.
David spurgte nu Herren: „Skal jeg rejse tilbage til Judas land?”
Herren svarede: „Ja!”
„Hvilken by skal jeg slå mig ned i?”
„Hebron,” svarede Herren.
Så tog David sine koner, Ahinoam fra Jizreʼel, og Abigajil, Nabals enke fra Karmel, samt sine trofaste mænd med deres familier, og de bosatte sig i Hebron og omegn. Derefter kom Judas ledere til David og salvede ham til konge over Juda.
Da David fik at vide, at indbyggerne i Jabesh i Gilead havde begravet Saul, sendte han dem følgende budskab: „Må Herren velsigne jer, fordi I har været trofaste overfor jeres konge ved at give ham en anstændig begravelse. Må Herren i sin trofasthed belønne jer for jeres storsind. Men også jeg vil gøre godt imod jer, fordi I gjorde dette. Selvom Saul nu er død, må I ikke lade hænderne synke eller tabe modet. Judas stamme har allerede udråbt mig til konge.”
Men Abner, Sauls hærfører, bragte Sauls søn, Ishboshet, til Mahanajim og udråbte ham til konge over Nordriget. Han kom til at regere over Gilead, Asher, Jizreʼel, Efraim og Benjamins stamme, ja, hele Israel bortset fra Judas område.
Ishboshet var 40 år gammel, da han blev konge, og han regerede ud fra Mahanajim i to år. David regerede over Judas land i syv et halvt år fra Hebron.
En dag tog Abner nogle af Ishboshets mænd med sig fra Mahanajim og kom til Gibeon. Davids hærfører, Joab, Zerujas søn, gik dem i møde med nogle af Davids mænd. De to hære slog lejr på hver sin side af Gibeondammen. Da foreslog Abner, at de unge krigere skulle åbne slaget med tvekamp. Joab gik med på idéen, hvorefter man udpegede 12 mænd fra Benjamins stamme til at kæmpe for Ishboshet og 12 fra Judas stamme til at kæmpe for David. Opgaven gik ud på at gribe modstanderen i håret og støde sværdet i siden på ham. På den måde blev samtlige 24 mænd dræbt. Siden har man kaldt dette sted ved Gibeon for „Sværdkampens mark”.
Derefter gik de to hære løs på hinanden med det resultat, at Abner samme dag måtte erkende sit nederlag til Joab og Davids mænd og tage flugten. Joabs brødre, Abishaj og Asael, deltog også i slaget. Da Asael var hurtigløber, satte han efter Abner uden at lade sig distrahere af noget som helst undervejs.
Da Abner så sig tilbage, var Asael ved at hale ind på ham. „Er det dig, Asael?” råbte Abner.
„Ja, det er!” svarede Asael.
„Find et andet offer!” råbte Abner advarende. „Der er nok af unge krigere, du kan afvæbne!” Men Asael ville have fat i Abner.
Da råbte Abner: „Hold op med at forfølge mig! Hvis jeg slår dig ihjel, vil jeg aldrig kunne se din bror Joab i øjnene igen!”
Asael lod sig imidlertid ikke ryste af. Pludselig standsede Abner, jog sit spyd bagud og ramte sin forfølger i maven med en sådan kraft, at spydspidsen kom ud på den anden side. Da styrtede Asael omkuld og døde, og alle, som kom til stedet, hvor han lå, standsede op for at kigge på ham.
Nu satte både Joab og Abishaj efter Abner, og ved solnedgang nåede de frem til Amma-højen øst for Gia ved vejen til Gibeons ørken. På toppen af højen samlede alle krigerne fra Benjamins stamme sig bag Abner, og Abner råbte ned til Joab: „Skal vi blive ved med at dræbe hinanden? Hvor længe skal det vare, før du befaler dine mænd at holde op med at jagte deres landsmænd?”
Joab råbte tilbage: „Jeg sværger ved den levende Gud, at hvis du ikke havde sagt noget, ville vi have jagtet jer til i morgen tidlig!” Så afblæste han forfølgelsen, og mændene standsede kampen.
Samme nat begav Abner og hans mænd sig på hjemvejen. De gik op gennem Jordandalen, krydsede floden og nåede næste morgen frem til Mahanajim. Også Joab og hans mænd vendte hjem. Da Joab opgjorde tabene, fandt han ud af, at ud over Asael manglede der kun 19 mand, hvorimod Abner havde mistet 360 mand, alle af Benjamins stamme. Joab og hans mænd bar Asaels lig til Betlehem og begravede ham ved hans fars side. Derefter gik de hele natten og nåede frem til Hebron ved daggry.
Den episode var begyndelsen på en lang og opslidende strid mellem Sauls og Davids tilhængere. Men det var en kendsgerning, at David blev stærkere og stærkere, og at hans modstandere blev svagere og svagere.
Nogen tid efter at kong Jekonja sammen med enkedronningen, hoffolkene, embedsmændene og håndværkerne var blevet deporteret fra Jerusalem til Babylon af Nebukadnezar, skrev jeg i Jerusalem et brev til lederne, præsterne, profeterne og de øvrige bortførte judæere. Brevet blev overbragt af Elasa, Shafans søn, og Gemarja, Hilkijas søn, da de drog af sted til Nebukadnezar i Babylon som kong Zidkijas udsendinge. I brevet stod der:
Herren, den Mægtige, Israels Gud, sender følgende budskab til alle de fanger, han har sendt i eksil fra Jerusalem til Babylonien:
Indstil jer på at blive i Babylonien. Byg huse, plant vingårde og dyrk jeres marker, så I kan leve af det, I høster. Gift jer og få børn. Lad jeres sønner og døtre gifte sig, så de kan få børn og befolkningen vokse. Arbejd for, at den by, I nu bor i, får fremgang, og bed Herren om at velsigne den, for når det går godt for den, går det også godt for jer.
Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: Lad jer ikke narre af de profeter og åndemanere, der findes iblandt jer. Lyt ikke til deres drømme, for de profeterer løgn i mit navn. Jeg har ikke talt til dem, siger Herren. Sandheden er, at I skal blive i Babylonien i 70 år. Men derefter vil jeg opfylde mit løfte og føre jer hjem til jeres eget land. For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. Jeg vender jeres skæbne, sætter jer fri og giver jer fremgang. Jeg samler jer fra de lande, jeg fordrev jer til, og fører jer hjem til jeres eget land.
Lad være med at tro på de profeter, I har hos jer i det fremmede. De lover jer en hurtig frihed, men hør, hvad Herren siger angående kongen, der sidder på Davids trone, og alle dem, som stadig bor her i Jerusalem, og jeres slægtninge, som ikke blev bortført til Babylonien: „Jeg sender krig, hungersnød og sygdom over dem, der bor i Jerusalem, så de bliver som uspiselige, rådne figner. Ja, jeg vil straffe dem med krig, hungersnød og sygdom og sprede dem ud over hele jorden, så de bliver eksempler til skræk og advarsel for folkene i de lande, jeg fordriver dem til. Overalt vil de blive forbandet og hånet, fordi de nægtede at lytte til mig, skønt jeg gang på gang talte til dem gennem mine profeter. Derfor bør I høre efter og adlyde Herrens ord, alle I, som er i fangenskab i Babylonien.”
Herren, den Mægtige, Israels Gud, har også noget at sige om Ahab, søn af Kolaja, og Zidkija, søn af Maʼaseja, der begge profeterer løgne og påstår, at de taler på mine vegne: „Jeg udleverer dem til Nebukadnezar, så han kan henrette dem offentligt. Når man i fremtiden vil forbande nogen, vil man mindes deres grufulde skæbne og sige: ‚Må Herren gøre ved dig, som Babylons konge gjorde ved Zidkija og Ahab, da han brændte dem levende.’ De to mænd har gjort frygtelige ting iblandt mit folk. De begik ægteskabsbrud med andres koner, og de har profeteret ting, som jeg aldrig har sagt. Jeg har set alt, hvad de har gjort,” siger Herren.
Senere sendte jeg et brev til Shemaja fra Nehelam: Herren den Mægtige, Israels Gud, siger: Hvorfor skrev du et brev til præsten Zefanja, søn af Maʼaseja, og sendte kopier til de øvrige præster og ledere i Jerusalem? I brevet til Zefanja skrev du: „Herren udpegede dig til at overtage posten som præst i Jerusalem i stedet for Jojada. Det er altså dit ansvar at arrestere enhver tåbe, der hævder at være profet, og sætte ham i gabestok og halsjern. Hvorfor har du så ikke gjort noget for at standse Jeremias fra Anatot, som giver sig ud for at være profet hos jer? Han skrev til os her i Babylonien, at vi skulle indstille os på at blive her i lang tid, at vi skulle bygge huse og dyrker markerne, så vi kunne leve af det, vi høstede.”
Da Zefanja modtog brevet, bragte han det til mig og læste det for mig. Da sagde Herren til mig: Send et åbent brev af sted til dem, som er i eksil i Babylonien med følgende budskab: „Fordi Shemaja har profeteret for jer, uden at jeg har talt til ham, og narret jer til at tro på sine løgne, vil jeg straffe ham og hans familie. Hans slægt vil snart uddø, så ingen af dem kommer til at opleve den velsignelse, der venter mit folk, for han har gjort oprør mod Herren.”
Sådan var det også, dengang jeg kom til jer i Korinth. Da jeg fortalte jer om Guds frelsesplan, satte jeg ikke min lid til flot retorik eller menneskelig visdom. Jeg havde nemlig besluttet mig til ikke at ville tale om andet end Jesus Kristus og hans død på korset. Jeg kom til jer i afmægtighed med megen ængstelse og bæven, og min forkyndelse var ikke baseret på kloge ord og god overtalelsesevne. Nej, den var baseret på en demonstration af Helligåndens kraft, så jeres tro ikke skulle bygge på menneskelig visdom, men på Guds kraft.
Visdomsord bruger vi i en forsamling af modne kristne, men det er ikke en visdom, der kommer fra denne verden, eller den visdom, som anvendes af verdens magthavere, som for øvrigt er på vej til at miste deres magt. Nej, vi taler med Guds visdom om den frelsesplan, der hidtil har været som et mysterium, og som han udtænkte, før verden blev skabt, med den hensigt at give et vidunderligt liv til alle, der hører ham til. Ingen af denne verdens ledere kendte til den plan. Havde de gjort det, ville de ikke have korsfæstet vores vidunderlige Herre. Men på den måde blev det skriftord opfyldt, hvor der står: „Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem, der elsker ham.”
Og det har Gud nu åbenbaret for os ved sin Ånd. Helligånden har nemlig kendskab til alt, selv Guds dybder. Ligesom ingen kender et menneskes tanker, undtagen det menneske selv, sådan kender heller ingen Guds tanker, undtagen Gud selv og hans Ånd.
Vi har ikke verdens ånd, men Gud har givet os sin egen Ånd, for at vi kan forstå betydningen af alt det, han i sin nåde har givet os. Og det taler vi om med ord, som ikke udspringer af menneskelig visdom, men af den inspiration, som Helligånden giver os, idet vi forklarer åndelige ting for åndelige mennesker. Uåndelige mennesker kan ikke forstå eller tage imod det, der kommer fra Guds Ånd. For dem er det jo bare tåbelig snak. De er ude af stand til at forstå det, for det skal bedømmes åndeligt. Åndelige mennesker kan bedømme alle ting, men de kan ikke selv bedømmes af uåndelige mennesker. For som Skriften siger: „Hvem har indsigt i Herrens tanker? Hvem kan være hans rådgiver?” Men vi, som har Guds Ånd, kender til den måde, Kristus tænker på.