Da de amoritiske konger, der herskede vest for Jordanfloden, og de kanaʼanæiske konger langs Middelhavets kyst hørte, at Herren havde stoppet vandet i Jordanfloden, så israelitterne kunne gå over, blev de lammet af frygt og turde ikke kæmpe imod Israels folk.
Herren sagde nu til Josva: „Lav nogle flinteknive og sørg for, at israelitterne bliver omskåret som før i tiden.” Josva gjorde, som Herren havde sagt, og de mandlige israelitter blev omskåret ved et sted, som blev kaldt Givat-ha-Aralot. Alle de omskårne, våbenføre mænd, som i sin tid havde forladt Egypten, var døde undervejs, og de, som var blevet født under ørkenvandringen, var aldrig blevet omskåret. Israelitterne havde jo opholdt sig i ørkenen i 40 år, indtil alle de våbenføre mænd var døde. Herren havde nemlig sagt, at på grund af deres ulydighed måtte de ikke få lov at se det land, han havde lovet deres forfædre – et land, som flyder med mælk og honning. Det var deres sønner, der nu blev omskåret.
Efter omskærelsen hvilede mændene i lejren, indtil deres sår var lægt.
Herren sagde til Josva: „I dag har jeg fjernet skammen fra jeres slavetid i Egypten. Jeg har rullet den bort.” Derfor kaldte man stedet Gilgal, og det kaldes det den dag i dag. Mens de lå i lejren ved Gilgal på Jerikosletten, fejrede de påske om aftenen den fjortende dag i årets første måned. Dagen efter spiste de af landets afgrøde: ristet korn og brød bagt uden surdej. Fra den dag kom der ikke mere manna, men de spiste af Kanaʼans afgrøder.
En dag, mens Josva opholdt sig i nærheden af Jeriko, så han pludselig, at der stod en mand med draget sværd foran ham. Josva gik hen til ham og spurgte: „Hører du til hos os eller vores fjender?”
„Ingen af delene,” svarede manden. „Jeg er øverstkommanderende for Herrens hær!”
Da faldt Josva på knæ og bøjede ansigtet mod jorden. „Til tjeneste, Herre!” udbrød han. „Hvad ønsker du, jeg skal gøre?”
Den øverstkommanderende over Herrens hær svarede: „Tag dine sko af, for du står på et helligt sted.” Og Josva gjorde, som han sagde.
Jerikos byporte blev holdt lukket både dag og nat på grund af befolkningens frygt for israelitterne. Ingen kunne gå ud eller ind. Men Herren sagde til Josva: „Jeg vil give dig sejr over Jerikos konge og alle hans krigere, så du kan indtage byen. I seks dage skal alle jeres våbenføre mænd marchere rundt om byen én gang dagligt. Syv præster skal gå foran arken og blæse i deres vædderhorn. På den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, mens præsterne blæser i hornene. Derefter skal præsterne give signal ved at blæse meget længe og kraftigt i hornene. Når I hører det signal, skal I alle udstøde et højt kampråb. Så vil murene styrte sammen, og I kan gå lige ind!”
Josva sammenkaldte nu præsterne og sagde til dem: „I skal bære arken, og syv af jer skal gå foran den, hver med et vædderhorn.” Dernæst sagde han til alle Israels mænd: „I skal gå rundt om byen, og de tungest bevæbnede skal gå forrest, foran præsterne og arken.”
På Josvas befaling begyndte hæren at gå rundt om byen med pagtens ark og præsterne i midten. De svært bevæbnede mænd gik forrest, derefter de syv præster, som blæste i vædderhorn, derefter de præster, der bar arken, og til sidst resten af mændene.
„I skal være helt stille!” havde Josva sagt. „Der må ikke høres en lyd med undtagelse af hornene. Men når jeg siger til, skal I råbe af jeres lungers fulde kraft!”
Den dag blev arken båret rundt om byen én gang, hvorefter mændene vendte tilbage til lejren for at overnatte.
Næste dag gik de igen en omgang rundt om byen, mens præsterne blæste i deres vædderhorn. Så vendte de tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.
Den syvende dag begyndte de ved daggry og gik syv gange rundt om byen. Da de var færdige med den syvende omgang, gav præsterne et langt stød i hornene, og Josva råbte: „Råb! Herren har givet jer byen!”
Josva havde tidligere sagt til sine krigere: „Alle indbyggerne skal slås ihjel, med undtagelse af den prostituerede Rahab og familiemedlemmerne i hendes hus, fordi hun hjalp spionerne. Alt andet skal ødelægges! I må overhovedet intet krigsbytte tage til jer selv, for hvis I gør det, skal I selv dø, og det bliver hele folkets undergang. Hvad der findes af sølv og guld skal indvies til Herren og bringes til hans skatkammer. Det samme gælder alle ting lavet af bronze eller jern.”
Da mændene nu hørte den langtrukne lyd fra vædderhornene, råbte de af deres lungers fulde kraft. Bymuren brød sammen, og de styrtede alle ind i byen. De huggede alt ned, som de kom frem, både mennesker og dyr – mænd og kvinder, unge og ældre, okser, får og æsler – alting! Imens sagde Josva til de to spioner: „Skynd jer at redde Rahab og hendes familie, sådan som I har lovet.” Spionerne gjorde, som de fik besked på, og bragte Rahab og hendes far og mor, hendes søskende og øvrige familie i sikkerhed i nærheden af lejren uden for byen. Derefter blev byen og alt, hvad der var i den, brændt af, med undtagelse af sølvet, guldet og redskaberne af bronze og jern, som blev anbragt i Herrens skatkammer. Josva skånede den prostituerede Rahab og dem, der var hos hende i huset, fordi hun havde skjult de mænd, han havde sendt af sted for at spionere i Jeriko. Rahab og hendes familie bor den dag i dag blandt israelitterne.
Ved den lejlighed udtalte Josva i hele folkets påhør følgende forbandelse:
Herren vil forbande enhver,
som prøver at genopbygge Jeriko.
Det vil koste hans ældste søns liv at lægge byens grundvold,
og hans yngste søns liv at sætte portene i.
Herren var med Josva, så han blev berømt og respekteret over hele landet.
Den, der aldrig tager en irettesættelse alvorligt,
vil en dag opdage, at nu er det for sent.
Folk er glade, når de har gode ledere,
men de stønner, når ondskaben hersker.
Den søn, der værdsætter visdom, glæder sin far,
men den, der omgås løsagtige piger, mister sin formue.
En retfærdig konge styrker sit land,
men den, der tager imod bestikkelse, ødelægger det.
Den, der lefler for andre,
spreder et net for deres fødder.
Den onde bliver straffet for sine synder,
men de retskafne synger af glæde.
Den retsindige beskytter de svages rettigheder,
den onde er ligeglad.
Hån og spot kan sætte en hel by i oprør,
men den vise beroliger gemytterne.
Man kan ikke diskutere med en tåbe,
han vil enten blive vred eller fornærmet.
Voldsmænd hader en ærlig mand,
men de retsindige søger at beskytte ham.
En tåbe giver luft for sin vrede,
den vise behersker sig.
En leder, der accepterer løgn,
tiltrækker uærlige rådgivere.
Den undertrykte og undertrykkeren har én ting tilfælles:
Herren gav dem begge øjne at se med.
Den konge, der forsvarer de svages ret,
får lov at regere længe.
Et barn opdrages ved vejledning og irettesættelse,
en uopdragen unge bringer skam over sin mor.
Hvis landets ledere er onde, sker der mange forbrydelser,
men de retskafne holder ud og vil opleve regimets fald.
Opdrag dine børn godt,
så vil de bringe dig glæde og fred.
Uden Guds ledelse vil et folk fare vild,
velsignet er den, der følger hans vejledning.
Ord er ikke nok over for en modvillig slave,
han retter sig ikke efter dem, selvom han forstår dem.
En tåbe er bedre stillet
end den, der taler uden at tænke.
Giver du din slave, hvad han peger på, mens han er barn,
vil han give dig store problemer, når han bliver voksen.
En ilter person kommer let i klammeri,
hidsighed fører til meget ondt.
Hovmod fører et menneske til fald,
ydmyghed fører til hæder og ære.
Er du medskyldig i en forbrydelse, er det værst for dig selv,
når du indkaldes som vidne, tør du ikke røbe sandheden.
Menneskefrygt lukker dig inde i et bur,
men at sætte sin lid til Herren giver tryghed.
Mange søger medhold hos dem, der har magten,
men den fuldkomne retfærdighed finder du hos Herren.
De retskafne tager afstand fra de uærlige,
og de onde foragter de gode.
Her følger nogle ord af Agur, Jakes søn, henvendt til Itiel og Ukal.
Jeg er bare et almindeligt menneske
uden nogen særlig indsigt.
Jeg er ikke nogen vismand
og kan ikke udgrunde Guds tanker.
Hvem er steget op til himlen og steget ned igen?
Hvem har kontrol over vinden?
Hvem har magt over havets bølger?
Er det måske et menneske, der har grundlagt jorden
og fastsat dens grænser?
I så fald hvad hedder han, og hvad hedder hans søn?
Fortæl mig det, hvis du kender ham.
Alt, hvad Gud siger, er sandt,
han beskytter dem, der søger tilflugt hos ham.
Lav ikke om på hans ord,
for at han ikke skal dømme dig som løgner.
Herre, jeg beder dig om to ting,
som skal kendetegne mit liv.
For det første: Bevar mig fra falskhed og løgn.
For det andet: Bevar mig fra fattigdom såvel som fra rigdom.
Giv mig blot de daglige fornødenheder.
For hvis jeg bliver rig,
bliver jeg måske selvtilfreds
og tror ikke længere, jeg har brug for dig,
og hvis jeg bliver fattig,
stjæler jeg måske og vanærer derved dit navn.
Anklag ikke en slave over for hans herre på et falsk grundlag,
ellers vil slaven forbande dig, og du må bøde for det.
Der findes dem, som forbander deres far
og ikke påskønner deres mor.
I egne øjne er de helt uskyldige
på trods af deres mange synder.
De har himmelvendte blikke
og går rundt med næsen i sky.
Deres tænder er knivskarpe,
og de fortærer de hjælpeløse.
Iglen har to døtre, der hedder:
„Giv mig dit” og „Giv mig dat”.
Der er fire ting, som aldrig får nok
og altid vil have mere:
De dødes rige og det ufrugtbare moderliv,
den udtørrede, tørstige jord og ilden, der breder sig uhæmmet.
Hvis du ser på din far med foragt i blikket,
og hvis du ser på din mor med trodsige øjne,
skal ravnene hakke dine øjne ud,
og gribbene skal æde dem.
Der er fire ting, jeg ikke fatter:
Ørnens vej på himlen,
slangens vej over klippen,
skibets vej over havet,
den unge mands vej i ungdommen.
Jeg forstår heller ikke den utro kvinde:
Først stiller hun sin sult,
så tørrer hun sig om munden og siger:
„Jeg har da ikke gjort noget forkert!”
Fire ting er ikke til at bære:
En slave, der bliver konge,
en tåbe, der bliver rig,
en bitter kvinde, der bliver gift,
og en slavepige, der overtager sin frues plads.
Fire skabninger på jorden er små,
men kan udføre store bedrifter:
Myrerne er små og svage,
men samler dog vinterforråd om sommeren.
Klippegrævlinger er ikke særlig stærke,
men kan dog bygge deres bolig i klippen.
Græshopper har ingen leder,
men flyver alligevel i tæt formation.
Firben kan med lethed fanges,
men trænger dog ind i kongens palads.
Der er fire slags konger på jorden,
og de optræder alle med selvbevidst værdighed:
Løven, dyrenes konge, der ikke viger tilbage for noget,
kamphanen, der ikke lader sig kue,
bjerggeden, der skuer ud over sletten,
og kongen, der fører an i slaget.
Hvis du har været så dum at ophøje dig selv,
eller hvis du har lagt ondskabsfulde planer,
så hold op med det samme.
For ligesom mælk, der kærnes, bliver til smør,
og et slag på næsen får blodet frem,
sådan vil stadige provokationer ende med ufred.
Her følger nogle ord af kong Lemuel, gode råd, som hans mor havde givet ham.
Lemuel, min søn, min elskede søn, du, som er svaret på mine bønner, hør godt efter, hvad jeg siger.
Brug ikke energi, penge og tid på at jagte kvinder,
for det har ført konger før dig på vildspor.
Det er upassende for en konge at drikke sig fuld,
ledere må ikke være afhængige af alkohol,
for da kommer de let til at gøre noget forkert,
og de værner ikke længere om de svages ret.
Men giv gerne alkohol til de døende,
og vin til dem, der lider.
Lad dem drikke, så de glemmer deres smerter
og kan udholde deres lidelser.
Forsvar dem, der ikke kan tale deres egen sag,
sørg for, at de hjælpeløse opnår retfærdighed.
Når du afsiger dine domme, da døm retfærdigt,
og stil dig gerne på den svages side.
At finde den ideelle hustru er enhver mands drøm.
Lykkes det, har han fundet en uvurderlig skat.
Bedre kan ingen mand ønske sig det,
altid har hun hans fulde tillid.
Charmerende er hun tillige,
støtter og opmuntrer ham livet igennem.
Dagene bruger hun flittigt,
hun samler uld og hør og har travlt med at spinde.
Eksotiske retter forstår hun at frembringe,
for hun har en bred horisont.
Før daggry står hun op for at lave mad til familien
og fordele opgaverne mellem husets piger.
Går hun forbi et frugtbart jordstykke, køber hun det
og planter en vingård for, hvad hun har tjent.
Hun går energisk i gang
og arbejder med stor udholdenhed.
Indsatsen bærer frugt,
og der er lys i hendes vindue til langt ud på natten.
Jævnligt sidder hun ved sin rok
eller spinder dygtigt ved tenen.
Kulden er ikke noget problem,
for hun er klar med det varme tøj.
Lider de fattige nød,
er hun der straks med en hjælpende hånd.
Man ser hendes mand som en af byens ledere,
for han er en mand, der aftvinger respekt.
Nydeligt er hun klædt i dragter af det fineste stof,
hun syr selv sit tøj og væver sine tæpper.
Optimistisk ser hun fremtiden i møde,
hun optræder værdigt og karakterfast.
Penge har hun nok af,
for hun sælger af det pragtfulde tøj, hun fremstiller.
Råd og opmuntring giver hun gerne,
hun taler med visdom og venlige ord.
Sit hus har hun styr på,
hun kender ikke til lediggang.
Til hver en tid får hun ros af sine børn,
og hendes mand lovpriser hende med følgende ord:
„Utallige kvinder er dygtige,
men du overgår dem alle!”
Ydre skønhed falmer, og charme kan bedrage,
men en kvinde, der følger Herren, er al beundring værd.
Ære og hæder fortjener hun fuldt ud,
og hendes gerninger lovprises overalt i byen.
„Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten. „Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien. Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig.’ Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i. Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn. Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år. ‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’ Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham. Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre.
Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender. Men Egypten og Kanaʼan blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen. Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb. Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kanaʼan. Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten – det drejede sig om i alt 75 personer. Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv. Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.
Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.
Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.
Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.
Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk. Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme: ‚Jeg er dine forfædres Gud – Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’ Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen. Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’
Den Moses, som israelitterne tidligere havde afvist ved at sige: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?’, ham var det, Gud udvalgte og udsendte som leder og befrier for Israels folk ved at åbenbare sig for ham på overnaturlig måde gennem en tornebusk. Det var ham, der førte dem ud i friheden, efter at han havde udført mange undere og mirakler i Egypten og ved Det Røde Hav og under de 40 års ørkenvandring.
Det var også Moses, der sagde til Israels folk: ‚Gud vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk.’ Det var også ham, der var leder for menigheden i ørkenen. Det var ham, der var sammen med englen, som talte til både ham og vores forfædre på Sinaibjerget, og det var ham, der modtog de livgivende ord, som han gav videre til os.
Det var ham, vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham som leder og ville hellere vende tilbage til Egypten. Derfor sagde de til Aron: ‚Lav os nogle guder, der kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten!’ Så lavede de en guldkalv og ofrede til den, og de jublede over den afgud, deres egne hænder havde skabt. Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‚Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen? Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’
Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:
‚Himlen er min trone,
og jorden er min fodskammel.
Hvordan vil I bygge et hus til mig?
Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?
Jeg har jo selv skabt det hele.’
I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”
Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”
Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham, men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.
Og Saul syntes det var godt, at han blev dræbt.
Herrens befaling om, at alt i byen skulle ødelægges, med undtagelse af det, der skulle bringes til skatkammeret, blev imidlertid ikke adlydt helt. Der var en mand ved navn Akan af Judas stamme, som syndede ved at tage noget af krigsbyttet til sig selv. Derfor blussede Herrens vrede op imod israelitterne.
Kort efter Jerikos fald sendte Josva nogle mænd af sted for at udspionere byen Aj, nær Bet-Aven, øst for Betel. Da de kom tilbage, sagde de til Josva: „Det er en ganske lille by, som vi let kan erobre med et par tusinde mand. Der er ingen grund til at sende hele hæren af sted.”
Så sendte Josva omkring 3000 mand af sted, men de blev slået på flugt af Ajs hær, der forfulgte dem fra byporten helt hen til stenbruddene. 36 mand blev dræbt på skråningerne under flugten. Da blev israelitterne bange og mistede modet. Josva og de øvrige ledere rev i fortvivlelse flænger i deres tøj, kastede sig til jorden foran Herrens ark og kom jord på hovedet. Sådan lå de indtil aften. „Åh, min Herre og min Gud,” råbte Josva. „Førte du os over Jordanfloden bare for at lade amoritterne hugge os ned? I så fald var det bedre, om vi var blevet på den anden side! Herre, hvad skal vi gøre nu, hvor Israel er blevet slået på flugt af fjenden? Hvordan vil kanaʼanæerne og de andre folk reagere, når de hører om vores nederlag? Vil de ikke angribe os og udrydde os fuldstændigt? Hvordan vil du så bringe ære til dit store navn?”
Herren svarede: „Hvorfor ligger du der, Josva? Rejs dig op! Grunden til jeres nederlag er, at Israels folk har brudt den pagt, jeg pålagde dem. De har syndet imod mig ved at tage af det krigsbytte, der skulle gives til mig. Ja, de har stjålet og løjet og gemt det mellem deres personlige ejendele. I kan ikke holde stand overfor jeres fjender, men må flygte for dem, fordi forbandelsen har ramt jer. Jeg vil ikke længere være med jer, medmindre I omvender jer fra denne synd og udrydder alt det, der er årsag til forbandelsen. Rejs dig op og sig til folket, at de skal rense sig inden i morgen. Sig til dem: ‚Herren, Israels Gud, siger, at der er nogen af jer, der har stjålet af de ting, som tilhører Herren. Vi kan ikke besejre fjenderne, før vi har straffet synderen. I morgen skal I komme tilbage og stille jer op stamme for stamme. Så vil Herren udpege den stamme, det drejer sig om. Derefter skal den stamme træde frem slægt for slægt, så Herren kan udpege den slægt, hvor synderen findes. Derefter skal den slægt træde frem familie for familie – og endelig skal den familie, Herren udpeger, træde frem en for en. Den, som har stjålet Herrens ejendom, skal brændes sammen med alt, hvad han ejer, fordi han har brudt Herrens pagt og derved ført hele Israel i ulykke.’ ”
Tidligt næste morgen førte Josva Israels stammer frem for Herren, og Herren udpegede Judas stamme. Så trådte Judas stamme frem slægt for slægt, og Zerachs slægt blev udpeget. Så trådte Zerach-slægtens familier frem, og Zimris familie blev udpeget. Så trådte Zimris familie frem en for en, og Akan blev udpeget.
Så sagde Josva til Akan: „Min søn, giv Herren, Israels Gud, ære ved at sige sandheden. Bekend din synd og sig mig, hvad du har gjort. Skjul ikke noget!”
Akan svarede: „Ja, jeg har syndet imod Herren, Israels Gud! Mellem byttet fik jeg øje på en smuk babylonisk kappe, som jeg ikke kunne stå for. Så tog jeg den – og desuden tog jeg to kilo sølv og en guldbarre, som vejede et halvt kilo. Jeg gravede det hele ned i jorden under mit telt med sølvet nederst.”
Josva sendte straks nogle mænd af sted for at lede efter byttet. Mændene gik ind i teltet og fandt de stjålne ting med sølvet nederst, sådan som Akan havde sagt. Så bragte de det hele til Josva og lagde det på jorden foran ham. Josva og israelitterne tog nu Akan, kappen, sølvet, guldbarren, Akans sønner, døtre, okser, æsler og får samt hans telt og øvrige ejendele og bragte det hele ud til en dal i nærheden. Der sagde Josva til Akan:
„Hvorfor har du ført os i ulykke? Nu vil Herren lade ulykken ramme dig!”
Så kastede de sten på Akan og hans familie til de døde, og derefter brændte de det hele. Til sidst dængede de sten over, som ligger der den dag i dag i den dal, som siden har heddet „Ulykkens dal”.
Så standsede Herrens voldsomme vrede overfor Israel.
Herren sagde nu til Josva: „Vær ikke modløs og bange! Tag hele hæren med dig og indtag Aj. Jeg vil give jer sejr over byens konge og alle hans mænd. Jeg vil give jer byen og det tilhørende landområde. I skal gøre med dem, som I gjorde med kongen og indbyggerne i Jeriko, men denne gang må I selv beholde krigsbyttet og kvæget. I skal lægge baghold vest for byen.”
Så gjorde Josva og Israels hær sig klar til at angribe Aj. Josva udvalgte 30.000 krigere og gav dem følgende besked: „I skal lægge jer i baghold vest for byen og være klar til at angribe. Når jeg og resten af hæren angriber Aj, kommer alle mændene ud af byen for at kæmpe ligesom sidst. Når vi så trækker os tilbage, tænker de: ‚Israelitterne flygter fra os ligesom før.’ Men vi lader dem forfølge os, indtil de alle er kommet ud af byen. Så springer I frem fra bagholdet og indtager byen. Herren vil give jer sejr, og I skal sætte ild til byen, sådan som han har befalet. Det er en ordre!”
Med disse ord sendte Josva mændene af sted, og de gik i ly af natten hen vest for byen mellem Aj og Betel, hvor de lagde sig i skjul. Men Josva blev den nat hos resten af hæren. Tidligt næste morgen samlede Josva sine mænd og marcherede sammen med de israelitiske ledere mod Aj. De slog lejr nord for byen, på den anden side af en dal. Om natten sendte Josva endnu 5000 mand af sted, der skulle slutte sig til bagholdet vest for byen, men selv gik Josva ned i dalen.
Ajs konge kunne se israelitternes lejr på den anden side af dalen, og tidligt den næste morgen rykkede han ud og angreb dem på et plateau med udsigt over Jordandalen uden at vide, at resten af hæren lå i baghold vest for byen. Da Josvas hærafdeling lod sig slå på flugt og flygtede østpå mod ørkenen, fik alle byens mænd ordre til at sætte efter dem. På den måde blev de lokket væk fra byen. Der var ikke en eneste mand tilbage i Aj, for alle var med til at forfølge israelitterne, så byen lå vidt åben og forsvarsløs.
Da sagde Herren til Josva: „Ræk dit spyd ud mod Aj, for jeg vil give dig byen.” Josva gjorde, som Herren havde sagt, og da mændene, der lå i baghold, så signalet, sprang de frem fra deres skjul og løb ind mod byen. Den blev hurtigt indtaget og stod snart i lys lue. Da mændene fra Aj så sig tilbage og opdagede de store røgskyer over byen, var de klar over, at de var lokket i en fælde. Også Josva og de flygtende israelitter så røgen og vidste derfor, at bagholdsangrebet var lykkedes. Israelitterne vendte nu om og angreb deres forfølgere. Samtidig kom israelitterne fra bagholdet ud fra byen og angreb fjendens bagtrop. Ajs hær var gået i fælden, og alle blev hugget ned, bortset fra kongen, der blev taget til fange og ført frem for Josva.
Da Israels hær havde gjort det af med Ajs hær, vendte de tilbage og dræbte dem, der var efterladt i byen. Sådan blev hele Ajs befolkning, 12.000 i alt, udryddet på en enkelt dag. Først da den sidste indbygger var slået ihjel, sænkede Josva spyddet. Det eneste, der blev skånet, var kvæget og krigsbyttet, som israelitterne på Herrens befaling beholdt. Aj blev forvandlet til en ruinhob, hvilket den er den dag i dag.
Ajs konge blev hængt op på en pæl, men ved solnedgang tog Josva liget ned og slængte det foran byens port, hvorefter man dængede sten ovenpå, og den stendynge ligger der endnu.
Senere byggede Josva på Ebals bjerg et alter for Herren, Israels Gud, efter de forskrifter, der står i Moseloven: „Byg mit alter af kampesten, der ikke er tilhuggede eller forarbejdede med jernredskaber.” Og præsterne ofrede brændofre og fællesskabsofre til Herren. Mens Israelitterne så til, skrev Josva lovens bud på alterets sten.
Hele folket, deres ledere, administratorer og dommere samt de fremmede iblandt dem, blev derpå delt i to grupper. Den ene gruppe stillede sig ved foden af Garizims bjerg, og den anden gruppe ved foden af Ebals bjerg. De to grupper stod altså over for hinanden, og præsterne, som bar pagtens ark, stillede sig midt imellem dem. Det skete alt sammen, sådan som Moses havde forordnet, at Israels folk skulle velsignes. Josva oplæste nu alle velsignelserne og forbandelserne, som Moses havde nedskrevet i lovbogen. Hver eneste af Mosesʼ befalinger blev læst op for denne forsamling af mænd, kvinder, børn og de fremmede, som boede iblandt israelitterne.
Denne bog er af Prædikeren, som var søn af David og konge i Jerusalem.
Der er ingen mening, livet er uden mening.
Det hele er meningsløst.
Hvad får man ud af al sin møje?
Alt det, man her i livet må døje?
Generationer kommer og går,
men verden kører videre og består.
Solen står op, og solen går ned
dag efter dag i uendelighed.
Vinden blæser mod syd og skifter om i nord,
det hele kører rundt, men ændrer ikke spor.
Floder hælder vand i havet uden stop,
alligevel bliver havet aldrig fyldt op.
Vandet fordamper og kommer tilbage til floden,
sådan kører det bare rundt på hele kloden.
Alting er så kedsommeligt,
fordi det er så forudsigeligt.
Det er altid det samme, man ser,
altid det samme, man hører.
Hvad der før er sket, vil ske igen,
Hvad der før er gjort, vil blive gjort igen.
Der er intet nyt under solen.
Der er intet nyt, der kommer op i nutiden,
som ikke også er sket i fortiden.
De gamles heltemod huskes ikke mere,
i fremtiden vil nutiden ikke eksistere.
Jeg, Prædikeren, var konge over Israel og boede i Jerusalem. Jeg besluttede mig for grundigt at udforske alt, hvad der foregår på jorden, og jeg kom til det resultat, at det er et træls og slidsomt liv, Gud har givet menneskene.
Jeg så, at alt, hvad folk foretager sig, er omsonst, det er som at bygge luftkasteller. Man kan ikke gøre det falske ægte, og man kan ikke afhjælpe alle mangler.
Jeg sagde til mig selv: „Jeg har større viden end nogen anden konge før mig i Jerusalem. Jeg er den klogeste og mest intelligente.” Derfor har jeg tænkt meget over fordelen ved at have visdom og kundskab frem for at være dum og uvidende. Men jeg opdagede, at selv det var formålsløst. Jo mere visdom, des større lidelse, jo mere kundskab, des større smerte.
Jeg sagde til mig selv: „Lad mig prøve livets goder. Nu vil jeg have det sjovt og nyde livet.” Men også det var meningsløst. Det er tåbeligt at le hele tiden. Hvad opnår man ved at more sig dag ud og dag ind? Jeg forsøgte at komme i godt humør ved at drikke vin og slå mig løs, imens jeg tænkte over, hvordan man bedst kan bruge sit korte liv her på jorden.
Jeg lagde store planer og førte dem ud i livet: Jeg byggede huse og plantede vingårde, anlagde haver og parker med alle mulige frugttræer, gravede damme med vand til mine plantager. Jeg købte mandlige og kvindelige slaver ud over dem, der blev født i min husstand. Jeg ejede flere kvægflokke og fåreflokke end nogen anden i Jerusalem før mig. Jeg samlede guld og sølv og købte sjældne kostbarheder fra andre konger og lande. Jeg havde sangere og sangerinder og hengav mig til sanselig nydelse med et stort harem. Således overgik jeg alle tidligere konger i Jerusalem både i visdom og store bedrifter.
Alt, hvad jeg fik øje på, købte jeg. Jeg nægtede ikke mig selv nogen fornøjelse, men glædede mig over alt, hvad jeg fik udrettet. Det var lønnen for mit store slid. Men da jeg tænkte nærmere over det, jeg havde opnået, syntes det mig alligevel helt omsonst. I virkeligheden havde jeg ikke gjort noget af værdi.
Derfor gav jeg mig til at sammenligne visdom med tåbelighed. Hvad ellers skulle jeg finde på? Jeg indså, at visdom er at foretrække frem for tåbelighed, ligesom lys er at foretrække frem for mørke. Den vise tænker over hvilke konsekvenser, hans handlinger får for fremtiden, mens tåben famler rundt i mørke. Men jeg indså også, at den samme skæbne rammer os alle. Så tænkte jeg: „Når både tåben og jeg lider samme skæbne, hvad gavner så al min visdom? Så er selv det at søge visdom jo meningsløst!” Både den vise og tåben skal dø, og ingen af dem huskes for evigt, for med tiden bliver alting glemt. Da blev jeg led ved livet, for uanset hvad vi foretager os, er det alt sammen meningsløst.
Jeg blev frustreret over mit slid og slæb, for alt det, jeg har bygget op, må jeg jo overlade til min efterfølger. Og hvem ved, om det bliver en vismand eller en tåbe? Alligevel er jeg tvunget til at overlade resultatet af alle mine anstrengelser i hans hænder. Hvor meningsløst!
Det ærgrede mig at tænke på alt det arbejde, jeg havde udført. Man har slidt og slæbt for at realisere sine planer med visdom, kundskab og dygtighed kun for at overlade sit livsværk til en anden, som ikke har rørt en finger. Det er jo meningsløst og direkte uretfærdigt! Hvad får man ud af alle de anstrengelser og bekymringer, man gør sig her i livet? Kun lidelser og skuffelser. Selv om natten finder tankerne ingen hvile. Hvor meningsløst!
Det bedste, man kan gøre, er derfor at spise og drikke og glæde sig over sit arbejde. Jeg indså, at denne glæde egentlig er en gave fra Gud. For hvem kan spise eller glæde sig uden at være taknemmelig til Gud? Han giver jo visdom, kundskab og glæde til dem, der ønsker at gøre hans vilje. Men syndere giver han det slidsomme arbejde at samle rigdom for derefter at give det til dem, der gør hans vilje. Altså er synderes slid meningsløst.
Samme dag blev der iværksat en voldsom forfølgelse mod de troende i Jerusalem. De fleste disciple af Jesus forlod byen og spredtes over hele Judæa og Samaria. Apostlene blev dog i Jerusalem. Nogle gudfrygtige jøder begravede Stefanus og sørgede dybt over ham. Men Saul søgte at komme de Jesus-troende til livs. Han gik fra hus til hus og arresterede både mænd og kvinder og fik dem sat i fængsel.
De disciple, som nu var blevet spredt, forkyndte budskabet om Jesus overalt, hvor de kom frem. Filip kom til byen Samaria og fortalte folk dér, at Jesus var Messias. Store menneskemængder lyttede opmærksomt til, hvad han havde at fortælle, for de så de mirakler, han gjorde. Mange onde ånder blev drevet ud og forlod deres ofre med høje skrig. Mange handicappede blev helbredt, og der blev stor glæde i byen.
Nu boede der i Samaria en mand ved navn Simon. Han beskæftigede sig med sort magi, imponerede folk og gav sig ud for at være noget stort. Alle, både unge og ældre, var stærkt optaget af ham på grund af hans magiske evner, og man sagde om ham: „Han må være den, som kaldes ‚Guds store kraft’.”
De mennesker, som ved at høre Filips budskab om Guds rige var kommet til tro på, at Jesus er den lovede Frelser, lod sig døbe, både mænd og kvinder. Også Simon kom til tro og blev døbt. Han fulgte i hælene på Filip overalt, hvor han gik, og han var meget imponeret over de tegn og mirakler, som Filip udførte.
Da apostlene i Jerusalem hørte, at folk i Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen. Så snart de var ankommet, begyndte de at bede for de troende om, at de måtte få Helligåndens kraft, for indtil nu var Ånden ikke faldet på nogen af dem. De var kun blevet døbt til at tilhøre Jesus som deres Herre. Peter og Johannes lagde nu hænderne på dem, og de fik Helligåndens kraft.
Da Simon så, at Åndens kraft blev givet til de troende, når apostlene lagde hænderne på dem, tilbød han dem penge og sagde: „Giv også mig en sådan magt, så dem jeg lægger mine hænder på, får Helligåndens kraft.”
Peter svarede: „Gid dine penge må gå til grunde – og du selv med – siden du kunne få den tanke, at Guds gave kan købes for penge! Du har ingen andel i det her, for du står ikke i et ret forhold til Gud. Du skal vende om fra dine onde tanker og bede Herren om at tilgive din selviskhed. Jeg kan se, at du er fuld af magtbegær og bundet af synd.”
„Åh nej!” udbrød Simon. „Bed for mig til Herren, så det, I har sagt, ikke skal ske med mig.”
Efter at Peter og Johannes havde forkyndt budskabet om Jesus i Samaria, vendte de tilbage til Jerusalem. Undervejs gjorde de ophold i adskillige samaritanske landsbyer, for at budskabet om Jesus også kunne blive forkyndt dér.
Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajasʼ bog. Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajasʼ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han.
„Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham. Det afsnit af Skriften, som han var i færd med at læse, var:
„Tavs gik han i døden,
som et får, der føres til slagtning,
som et lam, der lader sig klippe uden at klynke.
I ydmygelsen blev hans rettigheder taget fra ham.
Efterkommere har han ingen af,
for hans liv på jorden endte brat.”
Hofembedsmanden spurgte nu Filip: „Sig mig, taler profeten om sig selv her eller om en anden?”
Så begyndte Filip at fortælle om Jesus, idet han tog udgangspunkt i det oplæste skriftafsnit. Da de havde kørt en tid, kom de til et sted, hvor der var vand, og hofembedsmanden udbrød: „Se, her er der vand! Er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?”
Så standsede han vognen, og både Filip og hofembedsmanden gik ud i vandet, hvor Filip døbte ham. Så snart de var kommet op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort. Hofembedsmanden så ham ikke mere, men rejste glad hjem.
Filip dukkede senere op i Ashdod, og han forkyndte budskabet om Jesus både der og i de byer, han kom igennem på vej til Cæsarea.
I landet vest for Jordanfloden boede der en række folkeslag, nemlig hittitterne, amoritterne, kanaʼanæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Deres landområder dækkede højsletterne midt i landet, kystsletterne ud mod Middelhavet og skrænterne midt imellem. Nogle boede mod nord oppe ved Libanons bjerge. Da kongerne for alle disse folkeslag hørte, hvad der var sket med Jeriko og Aj, sluttede de sig sammen for at gøre fælles sag imod Josva og Israels folk. Men da de hivvitter, som boede i byen Gibeon, hørte om Jerikos og Ajs totale udslettelse, forsøgte de at redde livet ved list. En gruppe af dem lagde gamle sadler og sprukne vinsække på deres æsler, tog laset tøj og lappede sandaler på, og tørt, muggent brød med som proviant, og så rejste de af sted for at forhandle med Josva. Da de kom til israelitternes lejr ved Gilgal, sagde de til Josva og de ledende mænd i Israel: „Vi er kommet fra et fjernt land for at slutte fredspagt med jer.”
Israelitterne svarede: „Hvordan kan vi være sikre på, at I ikke bor her i nærheden? For hvis det er tilfældet, kan vi ikke slutte fredspagt med jer.”
De svarede: „Vi vil være jeres slaver.”
„Men hvem er I?” spurgte Josva. „Og hvor kommer I fra?”
„Vi kommer fra et meget fjernt land,” svarede de. „Vi har hørt om jeres vældige Gud og alle de undere, han gjorde i Egypten. Vi har også hørt, hvad I gjorde ved de to amoritterkonger øst for Jordanfloden, kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan, som boede i Ashtarot. Derfor sagde vores ledere og landsmænd til os: ‚Tag proviant med og begiv jer ud på den lange rejse. Opsøg israelitterne og sig, at vi er villige til at lade dem regere over os, hvis de vil slutte fred med os.’ Se det her brød, som vi tog med hjemmefra. Det var helt nybagt, da vi tog af sted, men nu er det tørt og muggent. Se på vores vinsække. De var nye, da vi fyldte vin i dem, men nu er de sprukne. Og vores tøj og sandaler er blevet helt slidt op på den lange rejse.”
De israelitiske ledere inspicerede deres brød, men de spurgte ikke Herren til råds. Josva sluttede derefter fred med dem, og de israelitiske ledere bekræftede aftalen med en bindende ed.
Tre dage efter at fredsaftalen var indgået, blev israelitterne klar over, at folkene i virkeligheden boede i nærheden. Straks tog israelitterne af sted og nåede på den tredje dag frem til hivvitternes byer Gibeon, Kefira, Beʼerot og Kirjat-Jearim. Men de angreb dem ikke, for deres ledere havde lovet dem fred i Herrens, Israels Guds, navn. Da beklagede israelitterne sig over for deres ledere.
Men lederne svarede: „Vi har i Israels Guds navn aflagt ed på ikke at ville røre dem. Så vi er tvunget til at lade dem være, for hvis vi bryder løftet, rammes vi af Guds vrede. Men vi vil gøre dem til vores slaver, så de må hugge brænde og bære vand for os.” Sådan overholdt israelitterne deres løfte til gibeonitterne.
Men Josva samlede nu deres ledere og spurgte: „Hvorfor løj I for os og sagde, at I kom fra et fjernt land, når I i virkeligheden bor her? Som straf skal I rammes af forbandelsen. Fra nu af skal I altid være vores slaver og hugge brænde og bære vand til brug i vores Guds hus.”
„Vi gjorde det, fordi vi hørte, at Herren, din Gud, havde givet sin tjener Moses befaling om at erobre hele landet og udslette befolkningen,” svarede de. „Vi var bange for, at I ville slå os ihjel. Men nu er vi jeres slaver, og I kan gøre med os, som I vil.”
Josva tillod altså ikke israelitterne at dræbe dem, men gjorde dem i stedet til slaver, som skulle hugge brænde og hente vand til israelitterne og til Herrens alter, hvor end Herren ville have det bygget. Den ordning står stadig ved magt.
Da kong Adonitzedek af Jerusalem hørte, hvordan Josva havde erobret og fuldstændig ødelagt Aj og Jeriko og dræbt de to byers konger, og at gibeonitterne havde sluttet fred med Israels folk, så de nu var deres allierede, blev han skrækslagen. Gibeon var nemlig en stor by, lige så stor som de andre kongers byer og større end Aj, og dens mænd var kendt som stærke krigere. Derfor sendte kong Adonitzedek bud til en række af sine nabokonger: kong Hoham af Hebron, kong Piram af Jarmut, kong Jafia af Lakish og kong Debir af Eglon.
„Kom og hjælp mig med at udrydde gibeonitterne,” opfordrede han, „for de har sluttet fred med Josva og Israels folk.”
Så sluttede de fem amoritterkonger sig sammen for at angribe Gibeon i sluttet trop, men gibeonitterne sendte straks bud til Josva i Gilgal.
„Kom straks og hjælp os,” bad de. „Alle amoritterkongerne i bjerglandet har samlet deres hære og er kommet for at angribe os. I må ikke lade os i stikken!”
Josva og den israelitiske hær forlod straks Gilgal for at komme gibeonitterne til undsætning. „Vær ikke bange for dem,” sagde Herren til Josva, „for jeg vil overgive dem til dig. Du skal besejre dem alle som en.”
Samme nat marcherede Josva og hæren fra Gilgal til Gibeon, hvor de overrumplede amoritterne. Herren gjorde dem så panikslagne, at de led et stort nederlag. De, der tog flugten, blev indhentet og dræbt neden for bjergpasset ved Bet-Horon og længere sydpå helt til Azeka og Makkeda. Da de flygtende amoritter kom til skråningen ved Bet-Horon lod Herren store hagl falde ned over dem fra himlen hele vejen til Azeka, så mange af dem døde. Haglene dræbte flere, end israelitterne gjorde med deres sværd. Den dag, da Herren gav israelitterne sejr over amoritterne, bad Josva højt til Herren: „Lad solen stå stille over Gibeon, og lad månen standse i sin bane over Ajjalons dal.” Og solen og månen stod stille, indtil israelitterne havde tilintetgjort deres fjender. Er det ikke sådan, der står i „Den Retskafnes Bog”?
Den dag stod solen stille midt på himlen og ventede næsten en hel dag med at gå ned. Aldrig før eller siden har der været en dag, hvor Herren adlød sådan en bøn fra et menneske. Det var, fordi Herren kæmpede på Israels side, at Josva og hele hæren senere kunne vende uskadt tilbage til lejren i Gilgal.
På et tidspunkt under slaget ved Gibeon undslap de fem konger og gemte sig i en hule ved byen Makkeda. Så snart Josva fik det at vide, gav han følgende befaling: „Rul store sten for indgangen og sæt vagtposter udenfor. Resten af hæren skal følge efter fjenderne og hugge dem ned bagfra. De må ikke nå at slippe ind i deres byer. Hug dem ned, for Herren, jeres Gud, har overgivet dem til jer.”
Så genoptog Josva og den israelitiske hær forfølgelsen og huggede de fem kongers hære ned med undtagelse af nogle enkelte krigere, der nåede i sikkerhed i de befæstede byer. Israelitterne vendte derefter uskadte tilbage til lejren ved Makkeda. Fra da af var der ingen, som vovede at gøre oprør imod dem.
Da kampen var overstået, sagde Josva til sine mænd: „Fjern stenene fra hulens indgang og før de fem konger ud til mig.” Så førte mændene de fem konger ud til Josva, og han sagde til sine hærførere: „Sæt jeres fødder på kongernes nakke.” Det gjorde de.
„Lad aldrig frygt og mismod overmande jer,” sagde Josva. „Vær altid stærke og modige, for sådan her vil Herren gøre med alle jeres fjender.” Så blev kongerne henrettet og hængt op på hver sin pæl indtil aften.
Ved solnedgang gav Josva ordre til, at deres lig skulle tages ned og kastes ind i hulen, hvor de havde gemt sig. Hulens indgang blev stoppet til med store sten, som ligger der den dag i dag.
Samme dag indtog Josva Makkeda. Han ødelagde byen og huggede både kongen og indbyggerne ned. Ikke en eneste i byen blev skånet. Det gik Makkeda, som det var gået Jeriko.
Senere drog Josva og israelitterne videre fra Makkeda til Libna og angreb den. Herren overgav byen og dens konge til israelitterne. Alle blev hugget ned uden skånsel, og kongen af Libna fik samme behandling som kongen af Jeriko.
Så tog Josva og israelitterne videre fra Libna til Lakish og gik til angreb på den. Efter kun en dag overgav Herren byen til dem, så de kunne gå ind og hugge befolkningen ned ligesom i Libna.
Under angrebet på Lakish dukkede kong Horam af Gezer op med sin hær for at komme byen til undsætning, men Josva og hans mænd slog kongen ihjel og udslettede fuldstændigt hans hær.
Derefter forlod israelitterne Lakish og gik imod Eglon. De løb byen over ende allerede den første dag. Også her blev samtlige indbyggere hugget ned. Fra Eglon tog de videre til Hebron, angreb og indtog byen. Alle indbyggerne i byen og i de omliggende landsbyer fik samme medfart som deres konge. De blev alle hugget ned. Så vendte de sig mod Debir. Byen og dens omliggende landsbyer blev hurtigt indtaget, og alle indbyggerne hugget ned som i Libna og Hebron.
Således indtog Josva og hans hær hele området og dræbte de folk og konger, der boede på bakkeskråningerne mod vest, i højlandet, i Negev mod syd og på skråningerne mod øst. De udryddede hele landets befolkning, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. De huggede dem ned fra Kadesh-Barnea til Gaza, og fra Goshen til Gibeon. Alle disse konger og deres landområder blev erobret i et enkelt felttog, for Herren, Israels Gud, kæmpede for sit folk. Derefter vendte Josva og hæren tilbage til lejren ved Gilgal.
Alt i livet har sin egen tid:
Tid til at fødes og tid til at dø,
tid til at plante og tid til at høste,
tid til at dræbe og tid til at læge,
tid til at bryde ned og tid til at bygge op,
tid til at græde og tid til at le,
tid til at sørge og tid til at danse,
tid til at dænge sten på en mark og tid til at samle dem,
tid til at omfavne og tid til ikke at omfavne,
tid til at finde og tid til at miste,
tid til at gemme og tid til at kassere,
tid til at flænge og tid til at lappe,
tid til tavshed og tid til tale,
tid til at elske og tid til at hade,
tid til krig og tid til fred.
Hvad har man så ud af alt sit slid? Gud har givet menneskene mange ting at beskæftige sig med. Alt har han skabt, så det har sin tid og tjener hans plan. Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan og virke fra begyndelsen til enden. Derfor er det bedste, man kan gøre, at glæde sig og nyde livet, så længe det er muligt, for det at spise og drikke og finde tilfredsstillelse i sit arbejde er en Guds gave.
Jeg ved, at hvad Gud gør, står ikke til at ændre. Man kan hverken lægge noget til eller trække noget fra. Hans hensigt er, at vi skal have ærefrygt for ham.
Hvad der sker nu, er allerede sket før, og hvad der sker i fremtiden, er også sket før. Gud lader historien gentage sig.
Jeg lagde også mærke til, at der var gudløshed og ondskab, hvor der burde være retfærdighed og godhed, og jeg sagde til mig selv: „Når tiden er inde, vil Gud dømme de gode såvel som de onde.” Gud lader verden gå sin gang for at lade os forstå, at den samme skæbne venter både mennesker og dyr: Alle indånder de den samme luft, og alle skal de dø en dag. Mennesket er i det stykke ikke bedre stillet end et dyr, for begges liv synes at være uden formål. Alle ender samme sted, for af jord er de kommet, og til jord skal de blive. Hvem ved, om menneskets ånd går opad, og dyrets ånd går nedad?
Jeg fandt altså, at det bedste for et menneske er at glæde sig ved sit arbejde. Ingen af os kan vide, hvad der sker efter døden.
Dernæst iagttog jeg, hvordan folk ud over jorden blev undertrykt. Jeg så deres tårer, men ingen hjalp dem, for det var undertrykkerne, der havde magten. Da tænkte jeg: „De døde er heldige, for de har det bedre end de levende. Og allerheldigst er de, som ikke er født endnu og derfor ikke har oplevet ondskaben på jorden!”
Jeg indså også, at når folk arbejder hårdt for at opnå succes, er det fordi de er motiveret af ønsket om at overgå hinanden. Men også det er meningsløst. Tåber derimod sidder med foldede hænder uden at arbejde, og derfor lider de sult. De vil hellere tage det roligt og sulte end slide sig ihjel uden at kunne se meningen med det.
En anden meningsløshed så jeg på jorden: Mange bor alene uden børn eller søskende, men alligevel slider de i det fra morgen til aften. De kan aldrig få rigdom nok. Mon de tænker: „Hvorfor slider jeg mig selv op i stedet for at nyde livet?” Hvor er det tomt og meningsløst!
Det er godt, når to deles om arbejdet, for så går det lettere. Hvis den ene falder, kan den anden hjælpe ham op. Men den, der er alene og falder, har ingen til at hjælpe sig op.
Og hvis man ligger to i samme seng, kan man lettere holde varmen, end hvis man ligger alene. Den, der kæmper alene, er lettere at overvinde end to, der kæmper og forsvarer hinanden. Men tre er endnu bedre, for en trestrenget snor brister ikke så let.
En, der er ung og fattig, men klog, er bedre stillet end en gammel konge, som nægter at tage imod råd. Sådan en ung person kan være født ind i fattigdommens fængsel og alligevel drive det til noget, måske endda blive konge. Alle er ivrige efter at hjælpe ham og følger ham begejstret. Han kan blive konge over et stort folk, men alligevel blive forkastet af den næste generation. Også det er meningsløst.
Når du går til Guds hus, så tænk over dine handlinger. Det er bedre at lytte og tage ved lære end at bringe ofre som en tåbe, der ikke kender sine egne fejl.
Saul var stadig fuld af had til Herrens disciple. Han levede og åndede kun for at få dem alle sammen udryddet. Han opsøgte ypperstepræsten i Jerusalem og bad om at få nogle breve med til synagogerne i Damaskus, så han kunne arrestere dem, som holdt sig til „Vejen”, både mænd og kvinder, og føre dem i lænker til Jerusalem.
Kort før han nåede frem til Damaskus, blev han pludselig omsluttet og blændet af et stærkt lys fra himlen. Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme, der sagde: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”
„Hvem er du, Herre?” spurgte han.
Stemmen svarede: „Jeg er nazaræeren Jesus, som du forfølger! Men rejs dig nu op og gå ind i byen. Dér vil du få at vide, hvad du skal gøre.”
De mænd, der var sammen med Saul, stod målløse. De kunne høre, at der var en, der talte til Saul, men de kunne ikke se nogen. Saul rejste sig langsomt op, men da han åbnede øjnene igen, kunne han intet se. Hans ledsagere tog ham ved hånden og førte ham ind til Damaskus. I de næste tre dage kunne han intet se, og han hverken spiste eller drak noget i den tid.
I Damaskus boede der en discipel, som hed Ananias. Til ham sagde Herren i et syn: „Ananias!” „Ja, Herre,” svarede han. „Gå hen i Den Lige Gade. Find frem til det hus, der tilhører en mand ved navn Judas, og spørg efter Saul fra Tarsos. Han er ved at bede, og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind til ham og lægge hænderne på ham, for at han kan få sit syn igen.”
„Jamen, Herre,” udbrød Ananias, „jeg har hørt så mange fortælle om alle de frygtelige ting, han har gjort mod de troende i Jerusalem. Det siges, at han nu har fået fuldmagt fra ypperstepræsterne, så han kan arrestere alle, der tror på dig.”
„Gør det nu alligevel,” sagde Herren, „for jeg har udvalgt ham til at forkynde mit budskab både for Israels folk og for andre folkeslag, endog for konger. Jeg vil vise ham, hvor meget han skal komme til at gå igennem for min skyld.”
Så gik Ananias hen og fandt Saul, lagde hænderne på ham og sagde: „Bror Saul! Herren Jesus, som åbenbarede sig for dig på vejen hertil, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligåndens kraft.” Straks faldt der noget ligesom skæl fra Sauls øjne, og han kunne se igen, hvorefter han rejste sig og blev døbt. Så spiste han igen og kom hurtigt til kræfter.
Saul blev hos de Jesus-troende i Damaskus i nogle dage, og i synagogerne begyndte han straks at forkynde, at Jesus virkelig er Guds Søn. Alle, der hørte ham, blev meget forbavsede og spurgte hinanden: „Er det ikke den mand, som i Jerusalem bekæmpede de mennesker, som tror på Jesus? Kom han ikke netop hertil i samme ærinde for at arrestere dem og føre dem som fanger til ypperstepræsten?”
Som Saul fik stadig større kraft og indsigt, kunne jøderne i Damaskus ikke klare sig imod ham, når han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus virkelig er den ventede Messias.
Efter nogen tid besluttede de jødiske ledere at slå ham ihjel. Men Saul blev underrettet om deres planer. Dag og nat holdt man vagt ved byens porte for at få ram på ham. Derfor hjalp nogle af hans disciple ham en nat ud af byen, idet de firede ham ned i en kurv gennem en åbning i bymuren.
Da Saul senere kom til Jerusalem, prøvede han at komme i forbindelse med de Jesus-troende dér, men de var bange for ham. De troede ikke på, at han virkelig var en discipel. Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan Saul på sin rejse havde set Herren, og hvad Herren havde sagt til ham. Han fortalte også, at Saul med stor frimodighed havde forkyndt om Jesus i Damaskus. Fra da af kunne han færdes frit blandt de troende i Jerusalem. Han forkyndte ivrigt budskabet om Jesus. Men så kom han til at diskutere med nogle græsktalende jøder, og de lagde planer om at slå ham ihjel. Da menighedens ledere blev klar over, hvilken fare han befandt sig i, eskorterede de ham til havnebyen Cæsarea, hvorfra de sendte ham med skib til hans hjemby, Tarsos. Derefter havde menighederne i hele Judæa, Galilæa og Samaria en rolig periode. De levede gudfrygtigt til Herrens ære og voksede under Helligåndens vejledning.
Peter rejste meget omkring, og han var engang på besøg i menigheden i Lydda. I den by traf han en mand ved navn Æneas, der var lam og havde været sengeliggende i otte år. Peter sagde til ham: „Æneas! Jesus Messias helbreder dig! Stå op og red din seng!” Og han stod ud af sengen med det samme. Da folk i Lydda og på Saronsletten så Æneas gå rask og rørig omkring, kom mange af dem til tro på Herren.
I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder „gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning – også økonomisk. Men så blev hun pludselig syg og døde. Hendes venner gjorde hende i stand til begravelsen og lagde hende i et rum på første sal. Joppe ligger ikke langt fra Lydda, så da disciplene hørte, at Peter var i Lydda, sendte de to mænd af sted for at bede ham om at komme hurtigst muligt. Han tog straks med dem, og så snart de kom til Joppe, førte de ham op til rummet ovenpå. De mange enker, der var samlet dér, kom grædende hen til ham og viste ham de kjortler og andre klædningsstykker, som Tabita havde syet til dem. Peter bad dem alle om at gå udenfor, hvorefter han knælede ned og bad. Så vendte han sig mod den døde og sagde: „Tabita, rejs dig op!” Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. Han gav hende hånden og hjalp hende op at stå. Så kaldte han på enkerne og alle de troende, for at de skulle komme ind og se, at hun nu var i live. Beretningen om det mirakel spredtes som en løbeild gennem byen, og mange kom til tro på Herren. Peter blev boende i Joppe et stykke tid hos en garver, der hed Simon.
Da kong Jabin af Hatzor hørte, hvad der var sket, sendte han bud til følgende konger: kong Jobab af Madon, kongen af Shimron, kongen af Akshaf, kongerne i højlandet mod nord, kongerne i Jordandalen syd for Kinneret søen, kongerne på de vestlige bakkeskråninger, kongerne på højdedragene i Dor mod vest. Det var alle kongerne mod øst og vest blandt kanaʼanæerne, altså amoritterne, hittitterne og perizzitterne, jebusitterne i højlandet og hivvitterne ved Hermonbjergets fod i Mitzpadalen.
Alle disse konger allierede sig og mobiliserede deres hære. Deres krigere var talløse som sandet ved havets bred, og deres heste og stridsvogne dækkede hele området omkring Meroms kilder, hvor de havde slået lejr inden angrebet på israelitterne.
Men Herren sagde til Josva: „Vær ikke bange for dem, for i morgen ved denne tid ligger de alle dræbt for jeres fødder. I skal brænde deres vogne og skære haserne over på deres heste.”
Da rykkede Josva og hans mænd frem mod Meroms kilder og stormede i et lynangreb de intetanende fjender. Herren overgav hele fjendens hær til israelitterne, der forfulgte dem op til Storsidon og Misrefot-Majim – og østpå ind i Mitzpadalen. Hele fjendens hær blev hugget ned. Ikke en eneste blev skånet. Bagefter skar Josva og hans mænd hestenes haser over og brændte vognene, sådan som Herren havde befalet.
På tilbagevejen indtog Josva byen Hatzor og dræbte kongen. Hatzor havde indtil da været hovedbyen for alle disse mindre kongeriger. Israelitterne udryddede alt levende i byen, og så blev byen brændt ned.
Josva dræbte alle disse konger og deres folk, sådan som Herrens tjener Moses havde befalet. Dog nedbrændte han ingen af de byer, som var bygget på ruinerne af en tidligere by, bortset fra Hatzor, men han udslettede indbyggerne og beholdt krigsbyttet og kvæget, sådan som Herren havde befalet sin tjener Moses, og Moses havde befalet Josva. Josva gjorde nøjagtigt, som Herren havde befalet Moses.
Josva havde nu indtaget hele Kanaʼans land: højlandet, Negev området, Goshens land, skråningerne mod vest, Jordandalen, Israels højland og lavland. Israelitternes territorium strakte sig nu mod syd indtil Halakbjerget ved Seir og mod nord op til Baʼal-Gad i Libanon dalen ved foden af Hermonbjerget. Det tog Josva lang tid at underlægge sig hele dette område og udrydde samtlige konger i landet. Ingen af dem sluttede fred med israelitterne bortset fra hivvitterne i Gibeon. Alle de andre folk blev udslettet. Herren havde nemlig forhærdet alle disse konger, så de hellere ville gå i kamp mod Israel end forsøge at slutte fred. De blev alle dræbt uden skånsel, sådan som Herren havde befalet Moses.
I den periode udryddede Josva alle kæmperne i landet – Anaks efterkommere, der boede rundt omkring i det sydlige og nordlige højland, især omkring Hebron, Debir og Anab. Alle blev dræbt, og deres byer blev ødelagt. Der var ikke en eneste anakit tilbage i Israel, og kun nogle ganske få i Gaza, Gat og Ashdod.
Josva indtog således hele landet, sådan som Herren havde befalet Moses, og han fordelte jorden mellem Israels stammer, så de hver fik deres arvelod. Derefter var der endelig fred og ro i landet.
Her følger en liste over de konger, som israelitterne besejrede, og hvis landområder de indtog øst for Jordanfloden fra Arnonfloden i syd til Hermonbjerget mod nord, inklusive den østlige del af dalsænkningen, som Jordanfloden løber igennem.
Først var der amoritterkongen Sihon, der boede i Heshbon. Hans rige omfattede højlandet fra Aroer i syd, midt på bjergkammen nord for Arnondalen, og til Jabbokfloden, der danner grænse til ammonitternes område. Heri er medregnet den sydlige halvdel af Gilead. Til Sihons rige hørte også den østlige del af Jordandalen fra Kinneret søen i nord ned til Det Døde Hav, hvor byen Bet-Jeshimot ligger, og længere mod syd skråningerne fra Pisgas bjergryg ned mod havet.
Dernæst var der kong Og af Bashan, en af de sidste refaitter, som regerede fra Ashtarot og Edrei. Hans rige strakte sig fra Hermonbjerget i nord til Salka i øst og omfattede de områder, der hed Geshur og Maʼaka, foruden hele Bashan provinsen og den nordlige halvdel af Gilead ned til kong Sihon af Heshbon. Allerede under Moses underlagde israelitterne sig kong Sihons og kong Ogs områder øst for Jordanfloden, og Moses fordelte landet mellem Rubens stamme, Gads stamme og Manasses halve stamme.
Her følger en liste over de konger, som Josva og israelitterne besejrede vest for Jordanfloden. Det drejer sig om området fra Baʼal-Gad i Libanondalen mod nord til Halakbjerget ved Seir mod syd. Hele det område fordelte Josva mellem Israels øvrige stammer. Området indbefattede højlandet, lavlandet, Jordandalen, bakkeskråningerne vest for højlandet, Judas ørkenland og Negev mod syd, og det var tidligere beboet af hittitterne, amoritterne, kanaʼanæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne.
Kongerne over dette område var: kongen af Jeriko, kongen af Aj nær Betel, kongen af Jerusalem, kongen af Hebron, kongen af Jarmut, kongen af Lakish, kongen af Eglon, kongen af Gezer, kongen af Debir, kongen af Geder, kongen af Horma, kongen af Arad, kongen af Libna, kongen af Adullam, kongen af Makkeda, kongen af Betel, kongen af Tappua, kongen af Hefer, kongen af Afek, kongen over Saronsletten, kongen af Madon, kongen af Hatzor, kongen af Shimron-Meron, kongen af Akshaf, kongen af Taʼanak, kongen af Megiddo, kongen af Kedesh, kongen af Jokneam i Karmel, kongen af Dor (på Dors højderyg), kongen over Galilæas folk og kongen af Tirtza. I alt blev 31 konger dræbt og deres byer ødelagt.
Tænk, før du taler, så du ikke lover Gud noget, du ikke kan holde, for Gud er i Himlen, og du er på jorden. Pas derfor på ikke at love for meget. Har man for mange bekymringer, kan man få mareridt. Bruger man for mange ord, kan man komme til at fortale sig. Når du aflægger et løfte til Gud, så sørg for at opfylde det, for Gud glæder sig ikke over en tåbe. Du skal holde, hvad du lover. Det er bedre ikke at love noget end at love noget, du ikke kan holde. Lad ikke dine uoverlagte ord gøre dig skyldig i synd, så du må erkende over for præsten, at du ikke mente, hvad du sagde. Hvorfor gøre Gud vred, så han tager det fra dig, du har arbejdet for? Dagdrømmeri og tomme ord fører kun til skuffelser. Hav hellere ærefrygt for Gud.
Hvis du ser retten blive krænket og de magtesløse blive undertrykt af magthaverne, skal du ikke undre dig, for en embedsmand bliver selv undertrykt af sine overordnede, som igen bliver undertrykt af højere myndigheder. Alle udnytter jordens afgrøde, ja, selv kongen forlanger sin del af udbyttet.
Den, der elsker penge, kan aldrig få penge nok. Den, der stræber efter rigdom, vil aldrig være tilfreds med sine indtægter. Hvor meningsløst! Jo mere man ejer, jo flere er der om at bruge det. Hvad fordel har da ejeren af sin rigdom – bortset fra synet af pengene? De, der arbejder hårdt, sover godt, uanset om de har meget eller lidt at spise, men de riges overflod fører let til søvnløshed.
En anden ulykkelig hændelse, jeg har set, er, når mennesker samler sig rigdom, men pludselig mister det hele. Der kan ske et uheld, så der intet er tilbage til arvingerne. De må forlade verden lige så tomhændede, som de blev født, uanset hvor hårdt de har arbejdet. Hvor er det frustrerende! Hvad får de ud af alt deres slid? Det hele har været formålsløst! Desuden har de levet deres liv i mørke, overvældet af mismod, smerte og bitterhed.
Så mener jeg, det er bedre, at vi spiser og drikker og finder glæde i vores arbejde hver dag, Gud giver os at leve her på jorden. Sådan er menneskets lod. Det er en gave fra Gud at blive velsignet med velstand, at få lov til at nyde den og samtidig kunne glæde sig over sit arbejde. Så bekymrer man sig ikke om livets korthed, for man er optaget af den glæde, Gud giver en lige nu.
Jeg har bemærket endnu en meningsløs uretfærdighed, som tynger menneskeheden: Gud giver nogle mennesker stor rigdom og ære, så de får alt, hvad de ønsker. Men giver han dem ikke mulighed for at nyde det, og andre overtager det hele, da er det smerteligt og meningsløst.
Hvis en mand så fik 100 børn og levede et langt liv, men ikke var i stand til at nyde sin velstand, så mener jeg, det havde været bedre for ham at være dødfødt. For selv om et fosters død ikke giver mening, og det forsvinder ud i glemslens mørke uden at få et navn, og selv om det aldrig så dagens lys eller fik lov at leve blot en enkelt dag, så hviler det i fred i modsætning til den rige mand, der ikke kan nyde sin rigdom. Om så han levede 2000 år uden at kunne nyde livet, hvad var det hele da værd?
Mennesker arbejder for at overleve, men det er, som om de aldrig har nok. Alle skal dø en gang, og i den henseende er den vise og verdenskloge ikke bedre stillet end tåben. Det er bedre at glæde sig over, hvad man rent faktisk har, end at fantasere om, hvad man ikke kan få, for det er lige så meningsløst som at prøve at fange vinden.
Alt, hvad der sker, er forudbestemt, og vi ved, at det er omsonst at argumentere med Gud om ens skæbne. Jo mere man argumenterer, jo mindre mening giver det. Så hvad nytte er det til?
Hvem kan i øvrigt sige, hvad der er bedst for et menneske i de få og meningsløse år, vi lever som skygger på jorden? Hvem kan fortælle, hvad fremtiden vil bringe, når vi engang er døde?
I Cæsarea boede der en mand, som hed Kornelius. Han var officer ved det romerske regiment, der kaldtes „Det italienske”. Han var en religiøs mand, der sammen med hele sin husstand var gået over til jødedommen. Han hjalp de fattige i den jødiske menighed og bad regelmæssigt til Gud. En eftermiddag ved tretiden så han ganske tydeligt i et syn en engel, der kom hen til ham og sagde: „Kornelius!” Han stirrede skrækslagen på englen og udbrød: „Hvad er der, Herre?”
Englen fortsatte: „Dine bønner og barmhjertighedsgaver har Gud taget imod som et vellugtende offer. Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente en mand, som hedder Simon Peter. Han bor nede ved stranden hos en garver, der også hedder Simon.”
Så snart englen var forsvundet, kaldte Kornelius på to af sine tjenere og en gudfrygtig soldat blandt sine betroede folk. Han fortalte dem, hvad der var sket, og sendte dem derpå af sted til Joppe.
Den følgende dag ved tolvtiden ankom de tre mænd til byen. Peter var gået op på husets flade tag for at bede. Han var godt sulten og ville gerne snart have noget at spise. Mens maden blev tilberedt, fik han et syn: Himlen var åben, og noget kom dalende ned mod jorden. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner. I dugen var der mange forskellige dyrearter, som jøderne regner for urene og derfor ikke må spise, både pattedyr, krybdyr og fugle. I det samme hørte han en stemme sige: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!” „Ikke tale om, Herre!” erklærede Peter. „Jeg har jo aldrig spist noget urent eller vanhelligt.” Stemmen talte igen: „Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.” Det hele skete tre gange, hvorefter dugen blev løftet op til himlen igen.
Peter var forvirret. Hvad kunne det syn betyde? Hvad skulle han gøre? Men netop på det tidspunkt havde de mænd, som Kornelius havde sendt af sted, spurgt sig frem til huset. De stod nu uden for porten og spurgte, om der i huset var en gæst, der hed Simon Peter. Mens Peter stadig spekulerede over det syn, han lige havde haft, sagde Helligånden: „Der er kommet tre mænd for at tale med dig. Gå ned og tag imod dem. Derefter skal du gå med dem uden betænkeligheder, for det er mig, der har sendt dem.” Peter gik så ned ad trappen fra taget og hen til porten og sagde til dem: „Det er mig, I leder efter. Hvad vil I mig?” Så fortalte de ham om den romerske officer, Kornelius: „Han er en god og gudfrygtig mand, som jøderne sætter stor pris på, og han har af en engel fået besked på at hente dig til sit hjem, for at han kan høre, hvad du har at fortælle.” Så indbød Peter dem til at komme indenfor, og de blev godt beværtet.
Næste dag tog Peter af sted sammen med de tre udsendinge, og nogle af menighedens ledere fra Joppe tog også med.
Dagen efter ankom de til Cæsarea. Kornelius ventede på ham og havde sammenkaldt sin familie og nærmeste venner. Da Peter var nået hen til huset, kom Kornelius ud til ham, faldt på knæ foran ham og bøjede hovedet mod jorden i dyb ærbødighed. Men Peter sagde til ham: „Rejs dig op! Jeg er bare et almindeligt menneske.”
Mens de fortsatte med at tale sammen, gik de ind i huset, og dér opdagede Peter, at en stor forsamling ventede på ham. „I ved, at vi jøder ikke har lov til at have fællesskab med eller besøge ikke-jøder, for så bliver vi urene,” forklarede han. „Men Gud har vist mig, at jeg ikke må betragte noget menneske som urent eller uværdigt. Derfor gik jeg med uden indvendinger, da der blev sendt bud efter mig. Men nu vil jeg så gerne vide, hvorfor jeg skulle komme.”
Kornelius svarede: „For nøjagtig tre dage siden lige ved den her tid, klokken tre, var jeg ved at bede min sædvanlige eftermiddagsbøn her i mit hjem. Pludselig stod en mand i en skinnende hvid dragt foran mig. Han sagde: ‚Kornelius, Gud har hørt din bøn, og han har lagt mærke til dine barmhjertighedsgerninger. Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente Simon Peter, som bor hos garveren Simon nede ved stranden.’ Jeg sendte derfor straks bud efter dig, og det var godt, du kom med det samme. Vi er alle samlet her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har befalet dig at sige til os.”
„Nu forstår jeg virkelig, at alle mennesker er lige for Gud,” begyndte Peter. „Han accepterer alle, der ærer ham og handler efter hans vilje, uanset hvilket folk de tilhører. Og det er det budskab, som Gud sendte til Israels folk, idet han forkyndte fred gennem Jesus, Messias: Han er Herre for alle folkeslag. I ved, hvad der er sket i jødernes land, og at det hele startede i Galilæa, efter at Johannes begyndte at døbe. I har hørt om nazaræeren Jesus, hvordan Gud udrustede ham med Helligånd og kraft. Han gik omkring og befriede alle, der lå under for Djævelens herredømme. Det kunne han gøre, fordi Gud var med ham. Vi apostle er vidner om alt det, han gjorde ud over jødernes land, inklusive Jerusalem, hvor han til sidst blev henrettet på et kors. Men Gud oprejste ham fra døden på den tredje dag og lod ham træde synligt frem. Han blev ikke set af alle, men kun af os, som Gud i forvejen havde udpeget til at være vidner. Vi både spiste og drak sammen med ham, efter at han var genopstået fra de døde. Han pålagde os at bevidne hans opstandelse og fortælle det jødiske folk, at det er Jesus og ingen anden, som Gud har indsat til at være dommer over både de levende og de døde. Det er ham, alle profeterne har skrevet om. Han tilgiver mennesker deres synder, hvis bare de tror på ham.”
Mens Peter endnu talte, faldt Helligånden på alle dem, der lyttede. De Jesus-troende jøder, der var kommet dertil sammen med Peter, var forbløffede over, at Helligåndens gave nu også var blevet givet til andre end jøderne, men de kunne jo høre dem tale i tunger og prise Gud. Da sagde Peter: „Er der noget i vejen for, at de mennesker her kan blive døbt, siden de har modtaget Helligåndens kraft, akkurat som vi gjorde?” Så gav han besked om, at de skulle døbes til at tilhøre Jesus, Messias. Derefter bad de ham om at blive nogle dage hos dem.
Da Josva var blevet gammel, sagde Herren til ham: „Du er langt oppe i årene, men der er endnu meget land at indtage. Det drejer sig om filistrenes og geshuritternes landområder. I det sydlige Kanaʼan drejer det sig om området, der går fra den mudrede wadi på grænsen til Egypten, op til Ekron mod nord med de fem filisterbyer: Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron (der hvor avvitterne engang boede). I det nordlige Kanaʼan er det de øde områder, der hører under Sidon, fra Afek til den amoritiske grænse. Desuden er der gebalitternes område langs kysten mod nord og området øst for Libanons bjerge fra Baʼal-Gad neden for Hermonbjerget i syd til Lebo-Hamat i nord, samt alle dem, der bor vest for Libanons bjerge og ud til Misrefot-Majim ved kysten, det er sidonierne. Jeg er parat til selv at drive dem bort foran jer. Derfor skal du medregne hele området, når du fordeler landet mellem de ni stammer og Manasses halve stamme, sådan som jeg har befalet.”
Den ene halvdel af Manasses stamme samt Rubens og Gads stamme havde allerede af Moses fået tildelt deres arvelod på den østlige side af Jordanfloden. Deres område indbefattede Medeba højsletten ned til Dibon og byen Aroer på toppen af skrænten ved Arnonfloden, samt byen nede i floddalen. Det indeholdt også de øvrige byer, som tidligere hørte under amoritterkongen Sihon af Heshbon, ud til Ammons grænse. Området indbefattede også Gilead, geshuritternes og maʼakatitternes land, hele Hermonbjerget, hele Bashan så langt som til byen Salka og alt det land, som tidligere hørte under kong Og af Bashan, der regerede fra Ashtarot og Edrei. Kong Og var en af de sidste refaitter. Det var i Mosesʼ tid, de blev angrebet og drevet bort. Men israelitterne var ikke i stand til at fordrive geshuritterne og maʼakatitterne, og derfor bor de endnu i dag iblandt dem.
Moses tildelte ikke levitterne nogen jord, for Herren havde lovet at sørge for dem, at de måtte få del i det, der blev ofret til Herren, Israels Gud.
Moses tildelte klanerne fra Rubens stamme Medeba højsletten ned til Aroer og byen nede i Arnondalen. Deres område indbefattede Heshbon og de andre byer på højsletten: Dibon, Bamot-Baʼal, Bet-Baʼal-Meon, Jahatz, Kedemot, Mefaʼat, Kirjatajim, Sibma, Seret-ha-Shahar på bjerget over dalen, Bet-Peor, Bet-ha-Jeshimot og Pisgabjergets skråninger.
Rubens arvelod indbefattede hele det landområde, kong Sihon havde regeret over med alle byer og landsbyer. Sihon var den amoritiske konge, som regerede fra Heshbon, og som blev dræbt af Moses sammen med de midjanitiske høvdinge Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, der alle var underlagt kong Sihon. Israelitterne dræbte ved den lejlighed også spåmanden Bileam, Beors søn. Jordanfloden og Det Døde Hav udgjorde den vestlige grænse for det land, der blev tildelt Rubens stamme.
Moses tildelte følgende områder til klanerne i Gads stamme: Højsletterne med Jazer, alle Gileads byer og halvdelen af ammonitternes land indtil Aroer ved Rabba mod øst, området fra Heshbon mod syd til Ramat-ha-Mitzpe og Betonim, og op til Mahanajim og Lodebar mod nord. I Jordandalen var der byerne Bet-Haram, Bet-Nimra, Sukkot, Zafon og resten af kong Sihon af Heshbons rige. Jordanfloden dannede grænse mod vest helt op til Galilæasøen.
Moses tildelte følgende område til klanerne fra Manasses halve stamme: Deres territorium strakte sig nordpå fra Mahanajim og indbefattede hele Bashan, hele kong Ogs tidligere rige, og Jairs 60 landsbyer i Bashan, desuden det halve Gilead samt kong Ogs residensbyer, Ashtarot og Edrei. Det blev alt sammen givet til efterkommere af Makir, Manasses søn.
Sådan fordelte Moses moabitternes land øst for Jordanfloden over for Jeriko, hvor folket i sin tid slog lejr. Men Levis stamme gav han ingen jord, for Herren, Israels Gud, skulle være deres arvelod. Herren selv havde lovet at sørge for dem.
Det følgende er de landområder, israelitterne fik i Kanaʼan. Det var Josva og præsten Eleazar, der sammen med stammernes overhoveder fordelte dem ved lodtrækning imellem de resterende ni en halv stammer, sådan som Herren havde befalet Moses. Området øst for Jordanfloden havde Moses allerede fordelt imellem de to en halv stammer. Josefs efterkommere udgjorde på det tidspunkt to stammer, Manasses stamme og Efraims stamme. Levitterne fik ingen jord, kun nogle byer at bo i og de omliggende græsmarker til deres hornkvæg og småkvæg. Fordelingen af landet var således helt i overensstemmelse med de retningslinjer, Herren havde givet Moses.
En delegation fra Judas stamme kom under Kalebs ledelse til Josva i Gilgal.
„Husker du, hvad Herren sagde til Moses om os to, mens vi endnu var i Kadesh-Barnea?” spurgte Kaleb. „Jeg var 40 år gammel, dengang Moses sendte os fra Kadesh-Barnea ind i Kanaʼan for at udspionere landet. Da vi kom tilbage, aflagde jeg rapport til ham efter bedste overbevisning. Den rapport, som de andre spioner aflagde, gjorde imidlertid folket bange, så de ikke havde mod til at indtage landet. Men jeg stolede på Herren min Gud af hele mit hjerte. Den dag lovede Moses mig: ‚Den del af Kanaʼans land, som du har været inde i, skal altid tilhøre dig og dine efterkommere, fordi du har vist Herren fuld lydighed.’ ”
„Nu er jeg 85 år gammel,” fortsatte Kaleb, „og i de 45 år, der er gået, siden Herren talte til Moses om det her, har Herren bevaret mig gennem alt, inklusive den lange ørkenvandring. I dag er jeg lige så stærk som dengang, Moses sendte os ind i landet. Jeg har den samme livskraft og kan stadig håndtere mine våben. Derfor vil jeg anmode dig om at overdrage mig det højland, som Herren lovede mig. Du husker nok, at anakitterne bor der i store befæstede byer. Men ved Herrens hjælp skal jeg nok få jaget dem bort, som han lovede.”
Så velsignede Josva ham, og han gav ham højsletten med Hebron som arvelod. Sådan kom Hebron til at tilhøre Kalebs slægt, og det gør den stadig, fordi han viste Herren fuld lydighed. Hebron blev tidligere kaldt Kirjat-Arba efter Arba, som var den største af de anakitiske kæmper. Josva førte nu ikke flere krige.
Et godt ry er vigtigere end kostbar parfume, ligesom den dag, man dør, er vigtigere end den dag, man blev født. Det er vigtigere at gå til begravelse end at gå til fest, for døden indhenter os alle, og det bør man altid huske på. Sorg er vigtigere end latter, for det giver én noget at tænke over. Den kloge tænker over dødens alvor, mens tåben slår tiden ihjel med morskab.
Det er bedre at lytte til en vismands kritik end til en tåbes ros. En tåbes latter er som tjørnekviste, der knitrer lystigt under gryden, men hurtigt brænder ud. Det er der intet formål med. Uhæderlighed gør den vise til en tåbe, bestikkelse gør sindet korrupt. At kunne føre en sag igennem til sin afslutning er vigtigere end at kunne begynde den, tålmodighed er bedre end stolthed. Lad dig ikke provokere til vrede, for det er tåbeligt at gå rundt og bære nag. Lad være at sukke efter „de gode, gamle dage”, for det afslører din mangel på visdom.
Det er godt at få en arv, og det er godt at have visdom. Både visdom og rigdom giver sikkerhed i livet, men visdommen har dog et fortrin: Den er bedre til at holde et menneske i live.
Tænk på, hvordan Gud handler. Hvem kan rette det ud, som han har gjort skævt? Glæd dig, når du oplever fremgang. Men når modgangen kommer, så husk på, at begge dele kommer fra Gud, og du kan aldrig vide, hvad fremtiden bringer.
Jeg har set mange uretfærdige ting i mit liv. Jeg har set et godt menneske dø i en al for ung alder, og jeg har set et ondt menneske leve længe på trods af sin ondskab. Tro ikke, at Gud automatisk velsigner dig på grund af din store godhed eller visdom. Du kunne blive dybt skuffet. På den anden side er det farligt at være ond eller tåbelig. Du kunne risikere at dø i en ung alder. Lyt til begge advarsler, for et gudfrygtigt menneske vil følge begge råd.
Ti officerer kan beskytte en by, men visdom giver endnu mere beskyttelse.
Intet menneske er så godt, at det altid handler rigtigt og aldrig synder.
Lyt ikke til alt, hvad der bliver sladret om, for du kunne risikere at høre din egen tjener kritisere dig, og du ved jo, hvor ofte du selv har kritiseret andre.
Jeg tænkte dybt over alt, hvad jeg så, for jeg ville gerne forstå det hele, men det lykkedes dog ikke. Livets mening og dybe sammenhæng overgår min forstand. Intet menneske forstår det til bunds. Alligevel undersøgte jeg alle ting grundigt og stillede spørgsmål for gennem visdom at kunne forstå tingenes sammenhæng. Jeg var sikker på, at gudløshed er tåbeligt, og tåbelighed er vanvid.
Jeg fandt også ud af noget andet: En forførende kvinde er dødsensfarlig. Hendes lidenskab er en fælde og hendes arme som lænker. Den, der lever ret for Gud, kan undslippe fælden, men en synder bliver et let bytte.
Jeg har efterhånden stillet mange spørgsmål om livet og opdaget mange ting, men hvad jeg virkelig søgte efter, fandt jeg ikke. Blandt 1000 mænd fandt jeg kun én eneste, der var retskaffen, og blandt kvinder fandt jeg ingen.
Jeg er overbevist om, at Gud har skabt menneskene, som de bør være. De har bare så mange sære ting for.
Hvem vil ikke gerne have visdom? Hvem vil ikke gerne kunne finde en løsning på problemerne? Visdom gør et menneske mere forstående og mindre hård.
Adlyd kongens befalinger, som du er forpligtet til over for Gud. Gør ikke oprør mod kongen, for han straffer dem, der er ulydige imod ham. Bag kongens befaling er der myndighed og magt, og ingen vover at sætte spørgsmålstegn ved hans beslutning. Den, der adlyder hans befalinger, kan færdes trygt, og den vise ved, at når tiden er inde, vil retfærdigheden ske fyldest. Der kommer et tidspunkt, hvor dommen afsiges, for menneskenes ondskab tynger dem ned. Ingen kender fremtiden, og hvem kan vide, hvornår dommens time kommer?
Ingen er herre over vinden, så de kan spærre den inde, og ingen er herre over, hvornår de skal dø. Ingen slipper for militærtjeneste under en krig, og den gudløse slipper heller ikke for sin dom.
Jeg har tænkt dybt over verdens tilstand, hvor det ene menneske har magt til at undertrykke det andet. Jeg har set onde mennesker færdes hjemmevant i helligdommen og blive rost ude i byen til trods for al deres ondskab. Ja, selv ved deres begravelse blev de rost til skyerne. Hvor meningsløst! Hvis en forbrydelse ikke straffes med det samme, får mennesker mod til at fortsætte med deres ondskab. Selv om en ond person begår 100 forbrydelser, og det lykkes ham at undgå straf, så er jeg dog overbevist om, at de gudfrygtige er bedre stillet, netop fordi de frygter Gud. Men de onde går det ikke godt. De oplever ikke livets aften, hvor skyggerne bliver lange, for de frygter ikke Gud.
Endnu en uretfærdighed er udbredt på jorden: Det sker, at ulykker rammer de gode i stedet for de onde, og at de onde får den belønning, som de gode havde fortjent. Er det ikke meningsløst? Derfor kan man lige så godt nyde livet, så længe man har det. Spis, drik og vær glad. På den måde får man dog nogen trøst midt i det hårde liv, Gud har givet menneskene på denne jord.
Da jeg søgte efter visdom, iagttog jeg dag og nat, hvad mennesker foretog sig på jorden. Jeg så, at Guds værk var så stort, at ingen kan fatte det, uanset hvor ihærdigt de prøver at forstå det. De, der påstår at være kloge nok til at fatte det, har ikke forstået noget som helst.
Det varede ikke længe før apostlene og menighederne rundt omkring i Judæa hørte, at en gruppe ikke-jøder havde taget imod Guds ord. Da Peter vendte tilbage til Jerusalem, måtte han stå skoleret for menighedens ledere dér. „Du har besøgt en ikke-jødisk familie, og du har oven i købet spist sammen med dem!” lød anklagen. Peter fortalte dem så fra ende til anden, hvad der var sket: „En dag, mens jeg var i bøn i Joppe, havde jeg et syn,” forklarede han. „Noget blev sænket ned fra himlen. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner, og den dalede ned foran mig. Jeg stirrede på den og så alle mulige slags pattedyr, rovdyr, krybdyr og fugle. Så hørte jeg en stemme sige: ‚Rejs dig, Peter, slagt og spis.’ ‚Ikke tale om, Herre!’ svarede jeg. ‚Sådan noget urent eller vanhelligt har jeg aldrig spist.’ Men stemmen fra himlen talte igen: ‚Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.’ Det skete tre gange, og så forsvandt det hele op i himlen.
I det samme stod der tre mænd uden for huset, hvor jeg opholdt mig. De var kommet fra Cæsarea for at hente mig. Helligånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre indvendinger. De seks mænd, der står her, fulgte også med, og vi tog så op til mandens hus. Da vi ankom, fortalte han os, hvordan en engel pludselig havde stået foran ham og havde sagt til ham: ‚Send bud til Joppe efter en, der hedder Simon Peter. Han vil fortælle dig, hvordan du selv og hele din husstand kan blive frelst.’
Men så snart jeg begyndte at tale til dem, faldt Helligånden på dem, akkurat som det skete for os i begyndelsen. Så kom jeg i tanke om, hvad Herren havde sagt: ‚Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligåndens kraft!’ Gud gav altså de her ikke-jøder den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus, Messias. Hvem er da jeg, at jeg skulle stille mig i vejen for Gud?”
Da de hørte den beretning, blev de først helt stille. Derefter begyndte de at lovprise Gud og sagde til hinanden: „Så er det altså Guds ønske, at det ikke kun er jøderne, der skal vende om fra deres synd og modtage det evige liv.”
De Jesus-troende, der var flygtet fra Jerusalem under den store forfølgelse efter Stefanusʼ død, nåede så langt som til Fønikien, Cypern og Antiokia. Overalt fortalte de budskabet om Jesus, dog kun til jøderne. Men nogle af dem, der oprindeligt kom fra Cypern eller Kyrene, var græsktalende, og da de kom til Antiokia, begyndte de at tale til grækerne om Herren Jesus, og Herrens kraft var med dem, så et stort antal kom til tro.
Menigheden i Jerusalem hørte, hvad der var sket i Antiokia, og derfor sendte de Barnabas derhen. Da han så, hvad Gud i sin nåde havde gjort, blev han meget glad og opmuntrede dem alle til helhjertet at holde fast ved troen på Herren. Barnabas var et godt menneske, fuld af Helligånd og tro. Ved hans indsats kom mange mennesker til tro på Jesus.
Nogen tid efter rejste Barnabas videre til Tarsos for at opsøge Saul. Da han havde fundet ham, tog han ham med tilbage til Antiokia. I et helt år arbejdede de sammen i menigheden og underviste en stor gruppe mennesker. Det var her i Antiokia, at disciplene for første gang blev kaldt „de kristne”.
Mens de var dér, kom nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. En af dem ved navn Agabos rejste sig ved et møde og forudsagde ved Helligånden, at der ville komme en stor hungersnød over hele verden (det skete, mens Claudius var kejser i Rom). Disciplene besluttede da at sende hjælp til deres medkristne i Judæa. Enhver skulle give så meget, de havde råd til. Derefter blev Barnabas og Saul sendt af sted for at overbringe den indsamlede gave til lederne i menigheden i Jerusalem.