En dag, hvor israelitterne og deres ledere var forsamlet foran åbenbaringsteltets indgang, kom Zelofhads døtre med en forespørgsel til Moses, Eleazar, og stammelederne. Disse fem søstre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirtza, og de hørte til Manasses, Josefs søns, stamme. Deres far, Zelofhad, var fra heferitternes slægt. Hefer var søn af Gilead, som var søn af Makir, en af Manasses sønner.
„Vores far døde i ørkenen,” sagde de, „men han var ikke iblandt dem, der sammen med Kora gjorde oprør imod Herren. Han døde en naturlig død, men uden at efterlade sig nogen sønner. Kan det være rigtigt, at vores fars navn skal gå i glemmebogen, bare fordi han ikke opnåede at få nogen sønner? Bør vi døtre ikke få tildelt et jordstykke på lige fod med vores fars brødre?”
Moses gik til Herren for at få klarhed i denne sag, og Herren sagde til ham:
„Zelofhads døtre har ret. De bør få tildelt jord på lige fod med deres farbrødre. Giv dem det jordstykke, deres far ville have fået, hvis han stadig havde været i live. Sig til israelitterne: Hvis en mand dør uden at efterlade sig nogen sønner, skal hans døtre overtage faderens jord. Hvis han slet ingen børn har, tilfalder jorden hans brødre. Hvis han ikke har nogen brødre, tilfalder jorden hans farbrødre, og hvis han heller ikke har nogen farbrødre, skal den overdrages til nærmeste slægtning.”
En dag sagde Herren til Moses: „Gå op på Abarimbjerget og se over på den anden side af Jordanfloden ind i det land, jeg har lovet at give til Israels folk. Efter at du har set ind i landet, er tiden kommet til, at du skal dø, ligesom Aron allerede er død. I var jo ulydige imod mig i Zins ørken, dengang folket gjorde oprør. I skaffede folket vand, men gav ikke mig æren for det.” Hermed refererede Herren til episoden ved Meriba i Kadesh i Zins ørken.
Da sagde Moses til Herren: „Herre, du som er livets ophav, jeg beder dig om først at udvælge en ny leder for folket, en mand, som kan være deres anfører i krigene og gå foran dem, hvor de end drager hen, så dit folk ikke skal være som en flok får uden hyrde.”
Herren svarede: „Gå hen og hent Josva, Nuns søn. Han er en mand med den rette ånd. Ham skal du tage med hen til præsten Eleazar, og i folkets påsyn skal du lægge hænderne på ham og dermed indsætte ham som leder for dem, så de herefter skal adlyde ham. Han skal søge råd hos præsten Eleazar, og Eleazar skal ved hjælp af Urim rådspørge mig. Så vil jeg give Eleazar svar, hvorefter han skal give svaret videre til Josva. På den måde vil jeg lede dem.”
Moses adlød Herren og førte Josva til præsten Eleazar, og i folkets påsyn lagde Moses sine hænder på ham og indviede ham til den ledertjeneste, som Herren havde udvalgt ham til.
Herren sagde til Moses: „Indskærp over for israelitterne, at de skal bringe de forskellige ofre på de fastsatte tidspunkter. Jeg glæder mig over røgen fra disse ofre.
Det daglige brændoffer består af to etårs vædderlam uden skavanker. Det ene lam skal ofres om morgenen og det andet om aftenen, før det bliver mørkt. Sammen med hvert lam skal der ofres et afgrødeoffer bestående af to liter fintmalet mel blandet med en liter olivenolie. Det er det daglige offer, som blev indstiftet på Sinaibjerget, et brændoffer med en liflig duft for Herren. Desuden skal I sammen med hvert lam ofre et drikoffer på en liter øl. Drikofferet skal udgydes for Herren rundt om alteret. Før det bliver mørkt om aftenen skal I ofre det andet lam med et tilsvarende afgrødeoffer og drikoffer. Disse ofre vil frembringe en liflig duft for Herren.
På sabbatsdagen skal der i tilknytning til de daglige morgen- og aftenbrændofre med tilhørende drikofre bringes et ekstra brændoffer på to etårs vædderlam uden skavanker. Det skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel blandet med olivenolie med tilhørende drikoffer.
På den første dag i hver måned skal I ofre et særligt brændoffer til Herren bestående af to unge tyre, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker. Sammen med hvert dyr skal I ofre et afgrødeoffer: seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder, og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. Dette er et lifligt brændoffer for Herren. Hvert offer skal ledsages af et drikoffer bestående af to liter vin for hver tyr, halvanden liter vin for hver vædder og en liter vin for hvert lam. Dette brændoffer skal I bringe Herren på den første dag i måneden hele året igennem. Desuden skal I ofre en gedebuk som syndoffer for Herren. Alt dette er ud over det daglige brændoffer og drikoffer.
Den 14. dag i den første måned skal I fejre påskehøjtid til ære for Herren. Den følgende dag begynder den ugelange fest, og i det tidsrum må I under ingen omstændigheder spise brød, der er bagt med surdej. På festens første dag skal I hvile fra jeres daglige arbejde og samles for Herrens ansigt. Ved den lejlighed skal I ofre to unge tyre, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker, som brændofre til Herren. Med hvert dyr skal der ofres et afgrødeoffer: seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder, og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. Desuden skal der ofres en gedebuk til soning for jeres synder. Disse ofre er ud over de daglige morgenbrændofre. Tilsvarende ofre skal I bringe på hver af de syv dage, festen varer, som liflige ofre for Herren. På festens syvende dag skal I atter lade det daglige arbejde hvile og samles for Herrens ansigt.
Under høstfesten skal I også hvile fra det daglige arbejde og samles for Herrens ansigt. På den dag skal I ofre den første afgrøde til Herren. Som brændoffer med en liflig duft skal I ofre to unge tyre, en vædder og syv etårs vædderlam. Som afgrødeoffer skal I ofre seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter for hver vædder og to liter for hvert lam. Ved samme lejlighed skal der ofres en gedebuk som soning for jeres synder. På den dag skal I stadig ofre de daglige brændofre, afgrødeofre og drikofre ved siden af de særlige brændofre med tilhørende drikofre. Sørg altid for at ofre dyr uden skavanker.
Dine hænder formede min krop.
Giv mig nu forstand til at fatte dine bud.
De gudfrygtige hilser mig med glæde,
for jeg har sat min lid til dit ord.
Dine domme er retfærdige, det ved jeg,
du ydmygede mig for mit eget bedste.
Din nåde og barmhjertighed rejste mig op igen,
akkurat som du havde lovet din tjener.
Din nåde gav mig nyt livsmod,
for jeg elsker trods alt dine bud.
De hovmodige spottere bliver gjort til skamme,
for de bagtaler mig uden grund.
Men jeg vil grunde over dine befalinger.
De der kender dine bud og adlyder dig,
dem vil jeg gerne have fællesskab med.
Din lov vil jeg følge af hele mit hjerte,
så behøver jeg aldrig at skamme mig.
Herre, jeg længes efter, at du redder mig.
Jeg har sat min lid til dine løfter.
Hvornår griber du ind og hjælper mig?
Jeg er snart træt af at vente.
Herre, jeg er som en indtørret, tilrøget lædersæk,
men dine bud glemmer jeg aldrig.
Hvor mange dage skal der gå?
Hvornår vil du straffe mine forfølgere?
Hovmodige mennesker, som hader din lov,
har gravet en faldgrube for mig.
Hele din lov er troværdig og pålidelig,
åh, hjælp mig mod de gudløses angreb.
Herre, de har næsten gjort det af med mig,
men jeg vil ikke svigte dine bud.
Hold mig i live på grund af din trofasthed,
så jeg kan adlyde de befalinger, du har givet mig.
Dit ord, Herre, står ved magt til evig tid,
det er fast forankret i Himlen.
Din trofasthed rækker fra slægt til slægt,
du har grundfæstet jorden, så den ikke kan rokkes.
Dine love står fast til denne dag,
for du er universets Herre.
Dit ord gav mig den trøst, jeg havde brug for,
ellers var jeg for længst gået til grunde.
Dine love vil jeg aldrig glemme,
for det er dem, der holder mig i live.
Dig tilhører jeg, for du er min Gud.
Hjælp mig, for jeg ønsker at følge dine bud.
De gudløse lurer på at slå mig ihjel,
men jeg har altid dine love i tanke.
De fleste ting har deres begrænsning,
men dine befalinger har uanede dybder.
Jeg elsker dine bud, Herre.
Dagen igennem er de i mine tanker.
Jeg mediterer over dit ord hver dag,
det giver mig et fortrin frem for mine fjender.
Jeg har altid dine bud i mine tanker,
de gør mig visere end mine vejledere.
Ja, jeg er klogere end de gamle og erfarne,
for jeg adlyder dine befalinger.
Jeg holder mig væk fra enhver form for ondskab,
for jeg ønsker at adlyde dit ord.
Jeg går ikke vild, men følger dine bud,
for du er den, der underviser mig.
Jeg elsker at smage på dit ord,
det er sødere på tungen end honning.
Jo mere indsigt jeg får i dine bud,
des mere hader jeg løgnens vej.
En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”
Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen, at det kan komme ind i Guds rige.”
„Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”
Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. Tænk på vinden. Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”
„Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.
Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set – men I tror ikke på os! Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.
Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet, sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”
Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.
De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.
Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.
Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. (Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)
En dag kom Johannesʼ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!”
Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. Bruden tilhører brudgommen – men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.”
Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.
Den første dag i den syvende måned skal I indvarsle det nye år ved hornblæsning og fest. På den dag skal I hvile fra det daglige arbejde og samles for Herrens ansigt. I skal ofre liflige brændofre bestående af en ung tyr, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker. De tilhørende afgrødeofre skal bestå af seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. Derudover skal I ofre en gedebuk som soning for jeres synder samt det månedlige og det daglige offer med tilhørende afgrødeofre og drikofre efter de forskrifter, som allerede er givet. Disse ofre vil frembringe en liflig duft for Herren.
På den tiende dag i den syvende måned skal I atter samles for Herrens ansigt. På den dag skal I faste og lade det daglige arbejde hvile. I skal ofre brændofre til Herren bestående af en ung tyr, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker. Disse ofre vil frembringe en liflig duft for Herren. Det tilhørende afgrødeofre skal bestå af seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. Desuden skal der ofres en gedebuk som syndoffer. Dette er ud over det særlige forsoningsoffer på den dag og de daglige brændofre med tilhørende afgrødeofre og drikofre.
På den 15. dag i den syvende måned skal I atter hvile fra det daglige arbejde og samles for Herrens ansigt, for da begynder løvhyttefesten til Herrens ære, og den varer i syv dage. Det særlige brændoffer, der skal bringes på den dag, og som vil frembringe en liflig duft for Herren, består af 13 unge tyre, to væddere og 14 etårs vædderlam, alle uden skavanker. De tilhørende afgrødeofre skal bestå af seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. Ud over de daglige brændofre, afgrødeofre og drikofre skal der også ofres en gedebuk som syndoffer.
På festugens anden dag skal der ofres 12 unge tyre, to væddere og 14 etårs vædderlam, alle uden skavanker, med de tilhørende afgrødeofre og drikofre for hvert dyr. Ud over de daglige ofre skal der også ofres en gedebuk som syndoffer med tilhørende afgrøde- og drikofre.
På festugens tredje dag skal der ofres 11 unge tyre, to væddere og 14 etårs vædderlam, alle uden skavanker, med tilhørende afgrøde- og drikofre. Ud over de daglige ofre skal der igen med tilhørende afgrøde- og drikofre ofres en gedebuk som syndoffer.
Sådan skal I fortsætte ugen ud. Hver dag skal der ud over de daglige ofre ofres en gedebuk som syndoffer med tilhørende afgrøde- og drikofre samt de særlige brændofre, afgrødeofre og drikofre. For hver dag der går, skal der dog ofres en tyr mindre end dagen før, således at der den sidste dag – på festens syvende dag – ofres syv unge tyre. Men de øvrige ofre er de samme hver dag.
På den ottende dag skal I hvile fra det daglige arbejde og samles for Herrens ansigt. Den dag skal brændofferet bestå af en ung tyr, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker, samt de tilhørende afgrøde- og drikofre. Disse ofre vil frembringe en liflig duft for Herren. Desuden skal I ofre de daglige ofre og en gedebuk med tilhørende afgrøde- og drikofre som syndoffer.
Det er de ofre, I skal bringe i forbindelse med de årlige højtider. Hertil kommer de frivillige ofre og ofre i forbindelse med løfter, som I har aflagt over for Herren, hvad enten det drejer sig om brændofre, afgrødeofre, drikofre eller fællesskabsofre.”
Moses overbragte israelitterne alle disse forskrifter, som Herren havde givet ham.
Moses gav stammelederne følgende instrukser: „Herren har befalet: Hvis en mand aflægger Herren et højtideligt løfte eller ved en ed forpligter sig til afholdenhed på et bestemt område, så må han ikke bryde sit løfte. Hans løfte eller ed står fast.
Hvis en ugift kvinde, der endnu bor hjemme i sin fars hus, aflægger et løfte og forpligter sig til afholdenhed på et bestemt område, og hvis hendes far efter at være gjort bekendt med løftet, ikke gør indsigelse, står løftet ved magt. Men hvis hendes far, samme dag han hører om det, nægter at godkende hendes løfte, træder løftet ud af kraft. Da vil Herren tilgive hende, for hendes far har modsat sig løftet.
Hvis en kvinde gifter sig, mens hun stadig er forpligtet af et løfte, hun har aflagt uden at tænke så meget over konsekvenserne, og hendes mand ikke gør indsigelse den dag, han bliver gjort bekendt med løftet, står løftet ved magt. Men hvis hendes mand samme dag nægter at godkende løftet, træder det ud af kraft, og Herren vil tilgive hende.
Hvis kvinden er enke eller fraskilt, vil et løfte hun har aflagt, stå ved magt.
Hvis kvinden allerede er gift og bor sammen med sin mand, når hun aflægger sit løfte, og manden bliver gjort bekendt med løftet uden at gøre indsigelse, står løftet ved magt. Men hvis han modsætter sig løftet, samme dag han hører om det, træder løftet ud af kraft, og Herren vil tilgive hende. Hendes mand kan altså enten bekræfte eller afkræfte et løfte eller en forpligtelse til afholdenhed, som hans kone ved en ed har fremsagt, men hvis han ikke gør indsigelse den samme dag, han hører om det, har han dermed godkendt løftet som gyldigt. Hvis han overskrider denne frist og senere får hende til at bryde sit løftet, bliver det hans ansvar, og straffen for løftebruddet rammer ham selv.”
Det var de regler, Herren gav Moses om forholdet mellem en mand og hans kone og mellem en far og hans ugifte datter.
Dit ord er en lygte for min fod,
et lys på vejen foran mig.
Dine love er gode og retfærdige,
jeg har lovet mig selv altid at overholde dem.
Der er mange, som er imod mig, Herre,
men du giver mig nyt mod, som du har lovet.
Du fortjener min lovsang og tak, Herre,
fortsæt med at lære mig din vilje.
Dine bud vil jeg aldrig glemme,
også selv om det bringer mig i livsfare.
De gudløse sætter fælder for mig,
men jeg viger ikke en tomme fra dit ord.
Dine love er mit evige eje,
de fylder mit hjerte med glæde.
Det er min faste beslutning at adlyde dit ord,
indtil jeg drager mit sidste suk.
Dem, der følger dig halvhjertet, hader jeg,
men jeg elsker din lov af hele mit hjerte.
Du er min tilflugt og mit skjold,
dit ord er det, der giver mig håb.
Der er ingen, der kan hindre mig i at adlyde Gud,
de, der vil prøve, tager jeg afstand fra.
Du har lovet at give mig styrke til at leve efter dit ord.
Jeg er overbevist om, at du ikke skuffer mig.
Den hjælp og støtte, jeg får fra dig,
betyder, at jeg fortsat kan adlyde dine bud.
Du forkaster dem, der foragter dit ord,
de er falske og fulde af løgn.
Du lader alle de gudløse ende som aske.
Er det da mærkeligt, at jeg elsker dit ord?
Dine domme er retfærdige og kan ikke appelleres,
derfor bæver jeg for dig i ærefrygt.
Jeg forsøger altid at gøre det rigtige.
Lad ikke mine fjender få bugt med mig.
Jag de stolte og overmodige mennesker væk,
så de ikke har mulighed for at skade mig.
Jeg er træt af at vente på, at du redder mig,
selv om jeg ved, at du altid holder dine løfter.
Jeg ved, at din kærlighed omslutter mig,
lær mig at kende din vilje.
Jeg er din tjener, giv mig forstand
til at fatte dine formaninger.
Jeg græmmes, når de gudløse overtræder dine bud.
Herre, hvornår griber du ind?
Jeg foretrækker din lov
frem for guld og grønne skove.
Jeg hader løgn og bedrag,
men elsker at adlyde dine bud.
Din vejledning er vidunderlig,
jeg ønsker at rette mig efter den.
Dit ord bringer lys, når det bliver forstået,
selv begyndere kan fatte det.
Dit ord skaber en længsel i mig,
jeg kan aldrig få nok af det.
Din nåde og barmhjertighed gør mig godt,
du er god mod alle, som elsker dig.
Dit ord viser mig den vej, jeg skal gå,
så jeg ikke bliver overrumplet af det onde.
Der er mennesker, som vil føre mig på vildspor.
Hjælp mig til at holde fast ved dine bud.
Du velsigner mig med dit nærvær.
Hjælp mig at tjene dig bedre.
Der er mange, der ikke holder dine bud,
derfor strømmer tårerne ned over mine kinder.
Du er en god Gud, Herre,
alle dine love er retfærdige.
Dine principper er fuldkomne,
og din trofasthed er stor.
Der er mange, som ignorerer din vejledning,
og det skærer mig i hjertet at se det.
Dine løfter holder gennem prøvelser,
derfor elsker jeg dem så højt.
Der er ikke noget særligt ved mig,
men jeg forsømmer ikke at adlyde dine bud.
Din retfærdighed varer evigt,
din lov vil altid være sand.
Det sker, at jeg tynges af bekymring og uro,
men dine bud gør mig glad igen.
Din lov står altid ved magt,
lad mig forstå den bedre dag for dag.
Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes – selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte – blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.
Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.
Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.” Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, anmoder mig, en samaritansk kvinde, om at få noget at drikke?” spurgte hun.
Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville anmode mig om noget at drikke – og så ville jeg give dig levende vand.”
„Du har jo ikke noget at trække vand op med,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”
Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”
„Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”
„Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.
„Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden.
„Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”
„Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet! Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”
Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud – her eller i Jerusalem. I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”
Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” Da sagde Jesus til hende: „Det er mig, jeg, som taler med dig!”
I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.
Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.
Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.” Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”
Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig. I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet! Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster, for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’ Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”
Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.
Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage. I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord, og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.”
Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby, for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by. Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.
Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin. I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg. Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.
„I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.
„Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”
„Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik. Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask. Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden forsvandt feberen pludselig!” forklarede de. Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.
Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.
Herren sagde nu til Moses: „Jeg vil, at du skal straffe midjanitterne, fordi de lokkede Israels folk til at dyrke afguder. Dette bliver din sidste opgave, inden du skal dø.”
Da sagde Moses til folket: „Nogle af jer skal ruste sig til kamp imod midjanitterne, så Herren kan straffe dem. Hver stamme skal stille med 1000 mand.”
Denne hær, som i alt talte 12.000 mand, sendte Moses nu af sted imod midjanitterne, anført af Pinehas, præsten Eleazars søn. De havde nogle ting fra helligdommen og alarmtrompeterne med. Det var på Herrens befaling, de angreb midjanitterne og dræbte samtlige mænd iblandt dem. Blandt de dræbte var der fem midjanitiske konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba. Også Bileam, Beors søn, blev dræbt.
Den israelitiske hær tog alle kvinder og børn til fange, beslaglagde midjanitternes husdyr og rigdomme og brændte alle deres byer og landsbyer af.
Så førte de fangerne og krigsbyttet i triumftog hjem til lejren på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. Moses, præsten Eleazar og folkets ledere kom dem i møde uden for lejren. Moses blev vred på officererne, da han så, hvad de bragte med sig hjem. „Hvorfor har I ladet kvinderne leve?” spurgte han. „Det var jo netop dem, der fulgte Bileams råd og lokkede Israels folk til at dyrke afguder på Peors bjerg, så Herrens folk blev ramt af en frygtelig plage. Derfor skal I dræbe alle drenge og alle kvinder, der har haft samleje med en mand. Kun småpigerne og de kvinder, der er jomfruer, må I skåne og bruge som slaver. Alle de af jer, som har dræbt nogen eller rørt ved en død, skal blive uden for lejren i syv dage, og på den tredje og den syvende dag skal I og jeres fanger gennemgå renselsesritualet, så I renses for synd. Husk også at vaske jeres tøj og alt, hvad der er lavet af læder, gedehår og træ.”
Præsten Eleazar sagde derefter til de mænd, der havde deltaget i krigen: „Herren har befalet Moses, at I skal rense alt det, der ikke er brændbart, såsom guld, sølv, bronze, jern, tin og bly, ved at lægge det i ilden og derefter rense det med rensevandet. Men alt det, der er brændbart, skal I rense ved bare at lægge det i vand. På den syvende dag skal I gennemgå renselsesritualet og vaske jeres tøj. Først da kan I vende tilbage til lejren.”
Herren sagde nu til Moses: „Sammen med præsten Eleazar og stammelederne skal du lave en liste over alt krigsbyttet, deriblandt også krigsfangerne og dyrene, hvorefter du skal dele byttet i to dele. Den ene halvdel skal deles ud til dem, der tog del i krigen, og den anden halvdel skal deles ud til resten af folket, efter at Herren har fået sin del af fangerne, kvæget, æslerne, fårene og gederne. Herrens andel af krigernes udbytte er én ud af hver 500. Denne andel skal overdrages til præsten Eleazar som en ydelse til præstetjenesten for Herren. Herrens andel af folkets udbytte skal være én ud af hver 50. Denne andel skal overdrages levitterne, som arbejder ved Herrens bolig.”
Moses og præsten Eleazar gjorde, som Herren havde befalet. Krigsbyttet udgjorde 675.000 får og geder, 72.000 stykker kvæg, 61.000 æsler og 32.000 småpiger og unge jomfruer.
Den halvdel, som tilfaldt dem, der havde været i kamp, udgjorde således 337.500 får og geder, hvoraf 675 blev givet til præsterne, 36.000 stykker kvæg, hvoraf 72 blev givet til præsterne, 30.500 æsler, hvoraf 61 blev givet til præsterne, 16.000 småpiger og unge jomfruer, hvoraf 32 blev overdraget til præsterne som slaver. Præsternes andel blev overdraget til Eleazar, sådan som Herren havde sagt.
Den anden halvdel, som tilfaldt folket, beløb sig til 337.500 får og geder, 36.000 stykker kvæg, 30.500 æsler og 16.000 småpiger og unge jomfruer. Af disse dyr og mennesker blev én ud af hver 50 overdraget til levitterne, sådan som Herren havde sagt.
Da kom lederne for de forskellige hærafdelinger til Moses og sagde: „Efter at vi har optalt de hjemvendte krigere, kan vi melde, at vi ikke har mistet en eneste mand i krigen. Derfor har vi besluttet at give Herren alle de guldsmykker vi tog fra fjenden, dvs. samtlige ankelringe, armbånd, fingerringe, øreringe og halssmykker. Dette offer skal skaffe os soning hos Herren.”
Moses og præsten Eleazar tog imod denne særlige gave. Den samlede vægt af alle disse kunstfærdigt udførte guldsmykker, som krigerne havde taget i krigsbytte, beløb sig til næsten 200 kilo. Hærførernes gave blev bragt til åbenbaringsteltet, hvor det blev opbevaret som et minde for Herrens ansigt.
Rubens og Gads stammer havde masser af kvæg, og da de opdagede, hvor velegnet Jazers og Gileads land var til kvægavl, henvendte deres ledere sig til Moses og præsten Eleazar og de øvrige stammeledere og sagde: „Herren har hjulpet sit folk med at erobre hele området omkring byerne Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon. Dette område er særdeles velegnet til kvægavl. Derfor vi vil gerne bede om at få tildelt det område som vores ejendom, så vi kan slå os ned her frem for at tage over på den anden side af Jordanfloden.”
„Skal de andre stammer så gå i krig alene?” spurgte Moses. „Det vil tage modet fra resten af folket, så vi risikerer, at de går glip af det land, Herren har lovet dem. Var det ikke netop det, der skete for jeres fædre, dengang jeg sendte spioner fra Kadesh-Barnea ind i landet? Kom spionerne ikke tilbage fra Eshkoldalen og tog modet fra folket, så de ikke nåede ind i det land, Herren havde lovet dem? Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. Kun Kaleb og Josva var undtaget, for de havde fuld tillid til Herren, og de opfordrede folket til at gå ind og tage landet i besiddelse.
Efter den episode lod Herren os strejfe omkring i ørkenen i 40 år, indtil den oprørske generation var uddød i ørkenen som følge af deres synd. Og nu kommer I og vil gøre det samme igen. Hvis I nu også nægter at adlyde Herren, vil han i sin vrede straffe Israels folk endnu værre. Hvis I svigter, vil folket få forlænget opholdet i ørkenen, og på den måde bringer I ulykke over hele folket.”
„Nej, nej,” svarede de, „vi har kun tænkt os at lave indhegninger og bygge byer, så vi kan efterlade vores dyr og vores familier her, mens vi selv ruster os til krig og går i spidsen for Israels folk ind i landet, så vi kan sikre os, at de når deres bestemmelsessted, hvor de kan slå sig ned i fred og ro. Men forinden må vi bygge befæstede byer til vores familier for at sikre os, at de ikke bliver udplyndret af de øvrige indbyggere i området. Når det er gjort, vil vi følge med folket og ikke vende tilbage, før alle Israels stammer har taget deres land i besiddelse. Det eneste, vi siger, er, at vi vil foretrække at bo på den østlige side af Jordanfloden i stedet for på den vestlige side.”
„Godt,” svarede Moses, „hvis I vil holde jeres ord og ruste jer til krig, kan I overtage området øst for Jordanfloden på den betingelse, at I ikke vender tilbage, før Herren har jaget fjenderne bort, og folket har indtaget landet. Først da har I opfyldt jeres forpligtelser over for Herren og folket, så Herren kan give jer det område, I er interesseret i. Men hvis I løber fra jeres ord, har I syndet imod Herren selv – og da skal I få konsekvensen af jeres synd at mærke. Gå bare i gang med at lave indhegninger til jeres får og geder og bygge byer til jeres familier, sådan som I foreslår.”
„Vi vil gøre nøjagtig, som du siger,” svarede Gads og Rubens stammeledere. „Vi vil efterlade vores børn, koner, køer, får og geder i byerne her i Gilead, men alle våbenføre mænd iblandt os følger med over på den anden side af Jordanfloden for at kæmpe i krigen for Herren, sådan som du har befalet.”
Moses bekendtgjorde denne afgørelse for Eleazar, Josva og stammelederne. „Hvis alle våbenføre mænd fra Gads og Rubens stammer hjælper med til at erobre landet på den anden side af Jordanfloden,” sagde han, „skal Gileads land bagefter tilfalde dem. Men hvis de kryber udenom, skal de have jord side om side med de øvrige stammer i Kanaʼan.”
Gads og Rubens stammeledere bekræftede Mosesʼ ord. „Vi vil gøre, som Herren har befalet,” erklærede de. „Alle våbenføre mænd følger med til Kanaʼan og deltager i krigen for Herren, og vi overtager så ejendomsretten til området øst for Jordanfloden.”
Derpå overdrog Moses officielt amoritterkongen Sihons område og kong Og af Bashans område med de tilhørende byer til Gads, Rubens og det halve af Manasses stammer.
Gads stamme genopbyggede følgende byer: Dibon, Atarot, Aroer, Atarot-Shofan, Jazer, Jogbeha, Bet-Nimra og Bet-Haran. De var alle befæstede byer med indhegnede græsgange udenom.
Rubens stamme genopbyggede følgende byer: Heshbon, Elale, Kirjatajim, Nebo, Baʼal-Meon og Sibma. De gav mange af byerne nye navne.
Makirs slægt af Manasses stamme tog op til Gilead, erobrede landet og jog amoritterne bort. Derfor gav Moses Gilead til makiritterne, som bosatte sig der. Jair-slægten fra Manasses stamme erobrede en lang række byer i Gilead, hvorefter de gav området navneforandring til Jairs landsbyer. En mand ved navn Noba erobrede med sin hærstyrke byen Kenat og de omkringliggende landsbyer og opkaldte området efter sig selv.
Jeg beder dig inderligt om hjælp, Herre.
Svar mig, og jeg vil adlyde dine bud.
Jeg råber til dig: „Red mig,
så jeg kan adlyde dine bud.”
Jeg er oppe før daggry for at råbe om hjælp,
for jeg sætter min lid til løfterne i dit ord.
Jeg ligger vågen om natten
og mediterer over dine løfter.
Jeg beder dig, Herre, hør min bøn,
vær mig nådig og red mit liv.
Jeg gruer for, hvad mine fjender vil gøre,
for de er ligeglade med din lov.
Jeg ved dog, at du er mig nær, Herre,
alle dine bud er grundet på sandheden.
Jeg har for længe siden lært,
at dit ord står urokkeligt fast.
Vær nådig og fri mig fra mine lidelser,
for jeg har ikke taget let på din lov.
Ved at høre dine løfter får jeg nyt mod.
Kæmp på min side og red mig.
Ved at gøre oprør mod dig og dine bud,
har de gudløse mistet håbet om frelse.
Hvor er din nåde dog stor, Herre,
du har magt til at redde mit liv.
Vel er mine fjender og modstandere mange,
men jeg holder fast ved dine lovbud.
Ved synet af de gudløse bliver jeg fyldt med foragt,
for de gør oprør mod dine bud og befalinger.
Vis mig din kærlighed og red mit liv,
Tænk dog på, hvor højt jeg elsker dine love.
Giv mig liv, for du elsker mig med trofast kærlighed!
Værdien af dit ord er ubeskrivelig,
det er troværdigt og står fast for evigt.
Der er magtfulde mænd, som angriber mig uden grund,
men jeg vil holde fast ved dit ord i mit hjerte.
Dine løfter fylder mig med glæde,
som en, der har vundet en stor gevinst.
Det er løgn og bedrag, jeg hader,
men jeg elsker dit ord.
Dag efter dag vil jeg takke dig
for dine retfærdige lovbud.
De, der elsker din lov, lever trygt,
intet kan rokke dem.
Der er en forvisning i mit hjerte om, at du vil redde mig,
og jeg vil blive ved med at adlyde dine bud.
Dine befalinger har jeg altid for øje,
jeg elsker dem af hele mit hjerte.
Du ved, at jeg har adlydt dine bud,
for mit liv ligger udbredt for dig.
Jeg beder om hjælp, Herre, lyt til mit råb.
Lad dit ord give mig råd og vejledning.
Ja, jeg beder så inderligt om nåde,
grib ind og red mig, som du har lovet.
Jeg vil lovprise dig, Herre,
for du har lært mig at forstå dine bud.
Jeg vil synge en sang om dit ord,
for alle dine love er gode og retfærdige.
Jeg venter på, at du griber ind,
for jeg har valgt at gøre din vilje.
Jeg længes efter, at du redder mig, Herre,
og jeg glæder mig over dine lovbud.
Jeg ønsker at leve i lovprisning til dig.
Lad dit ord være min støtte på livsvejen.
Jeg er som et får, der er faret vild.
Kom og red mig, for jeg har holdt fast ved dine bud.
Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider. Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk. Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse. En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede. En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år. Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han: „Vil du være rask?” Den syge mand svarede: „Mester, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.” Jesus sagde til ham: „Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!” Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring.
Men da det var sabbat den dag, irettesatte de jødiske ledere manden, der var blevet rask. „Du må ikke bære din sovemåtte! Det er jo sabbat.” „Jamen, den mand, der helbredte mig, sagde, at jeg skulle tage min måtte og gå!”
„Hvem var det, der sagde det?” spurgte de.
Det vidste manden ikke, og Jesus var forsvundet i folkemængden.
Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen. „Nu er du rask,” sagde han, „lev ikke mere i synd, så du ikke bliver ramt af noget endnu værre.”
Så gik manden hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus, der havde helbredt ham. Derfor anklagede de Jesus for at overtræde loven ved at arbejde på hviledagen. Men Jesus svarede: „Min Far arbejder i dag, så det gør jeg også.”
Den udtalelse gjorde de jødiske ledere endnu mere opsatte på at slå ham ihjel, fordi han ikke blot overtrådte sabbatslovene, men også kaldte Gud for sin Far og dermed gjorde sig til ét med Gud.
Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv. Han gør kun det, han ser sin Far gøre. Hvad Faderen gør, det gør Sønnen også. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør. Og han vil vise ham endnu større undere end den mands helbredelse, og I vil komme til at undre jer. Ligesom Faderen opvækker mennesker fra de døde og giver dem nyt liv, sådan giver også Sønnen nyt liv til hvem, han vil. Faderen vil ikke selv dømme nogen, men han har overgivet al domsafsigelse til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Hvis de ikke ærer Sønnen, som Faderen har sendt, ærer de heller ikke Faderen.
Det siger jeg jer: De, der tager imod mit budskab og tror på Gud, som sendte mig, de har det evige liv og bliver ikke stillet for domstolen. De er allerede blevet overflyttet fra døden til livet.
Det siger jeg jer: Den tid kommer – ja, den er her allerede – da de døde skal høre Guds Søns røst og leve. Faderen bærer kilden til livet i sig, og han har givet mig den samme magt til at give liv. Faderen har også givet mig magt til at dømme, fordi jeg er Menneskesønnen.
I skal ikke undre jer over, at de døde engang skal høre Guds Søns røst og stå op fra deres grave. De, der har gjort det gode, vil få det evige liv, mens de, der har gjort det onde, vil få deres dom.
Jeg kan ikke gøre noget af mig selv, men jeg lytter til min Far, og på det grundlag dømmer jeg. Derfor er min dom retfærdig. Det er jo ikke min egen vilje, jeg vil fremme, men hans vilje, som sendte mig.
Hvis jeg anbefaler mig selv, er min anbefaling ikke gyldig. Men nu er der en anden, som har fortalt jer om mig, og det er Johannes. I har selv forhørt jer hos ham, og jeg kan forsikre jer for, at det, han har sagt om mig, er sandt. Jeg er ikke afhængig af menneskers vidneudsagn, men jeg har sagt det her i håb om, at I vil tro på, hvad jeg siger, og få del i det evige liv. Johannes var for en tid som lyset fra en lampe, og I var glade for at høre, hvad han havde at sige, men jeg henviser til et vidnesbyrd, der er større end hans, nemlig de undere, jeg har gjort. Det er min Far, der giver mig magt til at udføre dem, og de viser, at Faderen har sendt mig.
Også Faderen selv har vidnet om mig, men I har aldrig set eller hørt ham. Og fordi I nægter at tro på den, han har sendt, har hans ord ikke slået rod i jer.
Skriften fortæller også om mig. I studerer Skriften, fordi I tror, at I finder det evige liv dér. Og selv om Skriften fortæller om mig, er I alligevel ikke villige til at komme til mig for at få livet.
Jeg er ikke ude efter menneskers anerkendelse. Jeg ved, hvordan I er, og at I ikke har kærligheden til Gud i jer. Jeg er kommet, fordi min Far har sendt mig, men I vil ikke høre efter, hvad jeg siger. Men folk, der ikke er sendt af ham, og som kun anbefaler sig selv, dem lytter I gerne til. I søger efter anerkendelse fra hinanden, men den anerkendelse, som kommer fra den eneste sande Gud, den er I ikke interesseret i. Hvordan skulle I da kunne tro på mig?
I skal ikke tro, det er mig, der vil anklage jer over for Faderen. Nej, det bliver Moses, ham som I har sat jeres lid til. Hvis I virkelig troede Moses, ville I også tro på mig, for det er om mig, han har skrevet. Men hvis I ikke tror på hans skrifter, hvordan skulle I så kunne tro på mig?”
Her følger en beskrivelse af israelitternes rejserute fra det tidspunkt, Moses og Aron førte dem ud af Egypten. På Herrens befaling havde Moses nedskrevet navnene på alle de steder, hvor de slog lejr på vejen til Kanaʼan.
Efter den første påske i Egypten brød de i sejrsrus op fra Ramses for øjnene af de forfærdede egyptere, der var i færd med at begrave deres førstefødte, som Herren havde slået ihjel natten forinden, da han havde fuldendt dommen over de egyptiske guder.
Første gang, israelitterne slog lejr, var i Sukkot, dernæst i Etam på grænsen til ørkenen og i Pi-ha-Hirot ved Migdols bjerg nær Baʼal-Zefon. Derfra gik de gennem Det Røde Hav og tre dagsrejser ind i Etams ørken, hvor de slog lejr ved Mara. Fra Mara kom de til Elim med de 12 kilder og 70 palmetræer. Dér blev de et stykke tid.
Efter Elim slog de lejr ved Det Røde Hav og fortsatte ind i Sins ørken, hvor de slog lejr ved Dofka og senere ved Alush. Fra Alush tog de til Refidim, hvor der intet vand var.
Fra Refidim rejste de ind i Sinai ørken og videre gennem „De Grådiges Grav”, Hatzerot, Ritma, Rimmon-Peretz, Libna, Rissa, Kehelata, Har-Shefer, Harada, Mahelot, Tahat, Tara, Mitka, Hashmona, Moserot, Bene-Jaʼakan, Hor-ha-Gidgad, Jotbata, Abrona, Etzjon-Geber, Kadesh i Zins ørken og endte ved Hors bjerg nær grænsen til Edom.
Mens de lå i lejr ved foden af Hors bjerg, gik præsten Aron på Herrens befaling op på bjerget, hvor han døde 123 år gammel. Hans dødsdag var den første dag i den femte måned, 40 år efter at israelitterne havde forladt Egypten.
På det tidspunkt hørte Arads konge i det sydlige Kanaʼan, at israelitterne var på vej, og efter at han var besejret, fortsatte de fra Hors bjerg til Zalmona, Punon, Obot, Ijje-ha-Abarim nær grænsen til Moabs land, Dibon-Gad, Almon-Diblatajim og Abarimbjergene nær Nebos bjerg, indtil de endelig nåede frem til Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. På Moabs sletter slog de lejr flere steder på strækningen mellem Bet-ha-Jeshimot og Abel-Shittim.
Det var, mens de lå i lejr øst for Jordanfloden, at Herren gav folket denne besked gennem Moses: „Efter at I er kommet over Jordanfloden og ind i Kanaʼans land, skal I jage folkene på flugt foran jer og ødelægge deres udskårne og støbte afgudsbilleder og offerhøjene, hvor de dyrker deres afguder. For jeg har givet jer landet, og derfor skal I tage det i besiddelse og bosætte jer i det. Landet skal I dele imellem jer ved lodkastning og i forhold til de enkelte stammers størrelse, så de største stammer får et større område end de mindre stammer. Men hvis I undlader at jage folkene bort, vil de af dem, som bliver tilbage, blive som en torn i øjet og et spyd i siden på jer, for de vil ikke lade jer være i fred. Så ender det med, at jeg jager jer bort fra landet i stedet for dem.”
Gennem Moses gav Herren israelitterne følgende besked: „I står nu på tærskelen til Kanaʼans land. Jeg giver jer hele dette land, og det skal være jeres hjemland. Mod syd grænser landet op til Edom og Zins ørken. Grænsen løber fra sydspidsen af Det Døde Hav sydpå til Akrabbimpasset og videre mod Zins ørken. Det sydligste punkt er Kadesh-Barnea. Derfra løber grænsen mod nordvest til Hatzar-Addar og videre til Atzmon. Fra Atzmon følger grænsen Egyptens Bæk helt ud til Middelhavet.
Mod vest danner Middelhavet grænse.
Nordgrænsen løber i lige linje fra Middelhavet og østpå til Hors bjerg og videre til Lebo-Hamat, Zedad og Zifron og ender ved Hatzar-Enan.
Den østlige grænse går fra Hatzar-Enan sydpå til Shefam og videre til Ribla øst for Ajin. Derfra slår den en bue, først sydpå og derefter vestpå til den rammer Galilæasøens sydligste punkt. Derfra følger den Jordanfloden sydpå til Det Døde Hav.”
Moses sagde nu til israelitterne: „Hele dette område skal fordeles ved lodkastning mellem de ni stammer og den halve Manasse-stamme. Rubens og Gads stammer samt den anden halvdel af Manasses stamme skal ikke være med i lodtrækningen, for de har allerede fået tildelt området øst for Jordanfloden.”
Derefter sagde Herren til Moses: „Jeg har udvalgt præsten Eleazar og Josva til at overvåge fordelingen af landet. De skal have hjælp af en leder fra hver stamme.”
Herren udpegede følgende mænd til opgaven: Kaleb, Jefunnes søn, fra Judas stamme; Shemuel, Ammihuds søn, fra Simeons stamme; Elidad, Kislons søn, fra Benjamins stamme; Bukki, Joglis søn, fra Dans stamme; Hanniel, Efods søn, fra Manasses stamme; Kemuel, Shiftans søn, fra Efraims stamme; Elitzafan, Parnaks søn, fra Zebulons stamme; Paltiel, Azzans søn, fra Issakars stamme; Ahihud, Shelomis søn, fra Ashers stamme; og Pedael, Ammihuds søn, fra Naftalis stamme.
En valfartssang.
I min nød råbte jeg til Herren,
og han svarede mig.
„Herre,” bad jeg, „red mig fra de løgnere,
som hele tiden snyder og bedrager!”
Hvad skal Herren gøre ved bedragerne?
Hvordan skal han straffe dem?
Jo, med krigerens spidse pile,
som blev skærpet ved de gloende trækul.
Hvor længe skal jeg leve her i Meshek,
bo som fremmed blandt Kedars telte?
Alt for længe har jeg været hos et folk, der hader fred.
Jeg taler fredens sag, men de råber på krig.
En valfartssang.
Jeg løfter mit blik mod bjergene.
Hvorfra kommer min hjælp?
Fra Herren kommer min hjælp,
fra himlens og jordens Skaber!
Herren sørger for, at du ikke snubler.
Han, som passer på dig, sover aldrig.
Han, som værner om Israel,
falder aldrig i søvn.
Herren er den, der beskytter dig,
du kan gemme dig bag ved ham.
Han holder hånden over dig om dagen,
om natten er du tryg hos ham.
Herren bevarer dig fra alt ondt,
han våger over dit liv.
Han værner om dig, hvor du end er,
nu og til evig tid.
En valfartssang af David.
Jeg blev så glad, da jeg hørte,
at vi skulle drage til Herrens hus.
Nu står vi så endelig her,
i porten ind til Jerusalem.
Jerusalem er en fantastisk by,
tæt pakket med huse og mennesker.
Her mødes Israels stammer, Herrens eget folk,
for at takke Herren ifølge Toraens forskrifter.
Her står Davids trone,
herfra regerer hans kongeslægt.
Bed om fred i Jerusalem.
Må det gå godt for dem, der elsker byen.
Må der være fred inden for murene
og tryghed i tårnene.
For slægt og venners skyld
ønsker jeg fred over Jerusalem.
For Herrens helligdoms skyld
beder jeg om tryghed for byen.
En valfartssang.
Jeg løfter mit blik til dig, Herre,
du, som troner i Himlen.
Som slaven iagttager,
hvad hans herre gør,
som slavepigens øjne følger,
hvad hendes frue foretager sig,
sådan er vores blik vendt mod dig, Gud,
for vi ser frem til din nådige indgriben.
Hjælp os, Herre, vær barmhjertig imod os!
Vi har fået nok af folks foragt,
vi er trætte af de stoltes spot,
af de hovmodiges hån.
En valfartssang af David.
„Hvad hvis Herren ikke havde hjulpet os?
Lad hele Israel svare.”
Hvis Herren ikke havde hjulpet os,
da fjenderne gik til angreb,
havde de slugt os med hud og hår,
for de nærede et bundløst had.
De ville have skyllet os fuldstændigt væk,
som en flodbølge kom de imod os.
Det brusende fjendehav
ville have revet os bort fra de levendes land.
Men lovet være Herren,
han lod dem ikke udslette os.
Vi var fanget som en fugl i en fælde,
men Herren slap os fri.
Han åbnede fælden for os
og reddede os fra den visse død.
Det var Herren, der kom os til hjælp,
himlens og jordens Skaber.
En valfartssang.
De, der stoler på Herren,
står fast som Zions bjerg.
I evighed rokkes de ikke.
Som bjergene omslutter Jerusalem,
vil Herren altid omslutte sit folk.
Onde konger skal ikke herske for evigt
over det land, Gud gav de gudfrygtige,
for ellers ville de glemme deres gudsfrygt.
Herre, vis godhed mod de gode,
de, som har et oprigtigt hjerte.
Men de, som slår ind på ondskabens vej,
vil Herren jage bort sammen med de onde.
Fred være med Israel!
Nogen tid efter sejlede Jesus og disciplene over til den østlige side af Galilæasøen, som også kaldes Tiberiassøen. En masse mennesker fulgte efter ham inde på bredden, fordi de havde set, hvordan han mirakuløst havde helbredt de syge. Da de var gået i land, gik de op på en skråning, og der satte Jesus sig ned og begyndte at undervise disciplene. (Der var kun få dage til den jødiske påskehøjtid.) Da han kiggede op, så han, at en stor mængde mennesker var på vej hen imod ham.
Senere på dagen sagde han til Filip: „Hvor kan vi købe brød, så alle de her mennesker kan få noget at spise?” Det sagde han for at udfordre Filips tro, for han vidste godt selv, hvad han ville gøre. Filip svarede: „Selv om vi købte brød for 200 denarer, ville der kun blive en lille smule til hver.”
En anden discipel, Andreas, Simon Peters bror, sagde: „Her er en dreng med fem bygbrød og to fisk. Men hvad er det til så mange mennesker?”
„Sig til folk, at de skal sætte sig ned,” sagde Jesus. Alle satte sig ned på den græsklædte skråning. Der var mere end 5000 mænd, foruden kvinder og børn. Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte ud af dem. Det samme gjorde han med fiskene, og alle spiste sig mætte. Så sagde han til disciplene: „Saml nu de stykker sammen, som er tilovers, så der ikke går noget til spilde.” Det gjorde de, og det viste sig, at der var så meget brød tilovers fra de oprindelige fem bygbrød, at 12 kurve blev fyldt op.
Da det gik op for folk, hvilket under der var sket, udbrød de: „Han må være den Profet, som Gud har lovet at sende til os!” Jesus var klar over, at de var opsat på at føre ham bort med magt og gøre ham til konge. Derfor trak han sig tilbage og gik længere op ad bjerget for at være alene.
Hen imod aften gik disciplene ned til søen. Da Jesus endnu ikke var kommet ved mørkets frembrud, gik de om bord i båden og satte kurs mod Kapernaum. Inden længe begyndte det at blæse op, så de måtte kæmpe mod vinden og bølgerne. Da de havde roet ca. fem kilometer, fik de pludselig øje på Jesus, der kom gående på vandet hen mod båden, og de blev skrækslagne. „Det er mig,” råbte Jesus. „I skal ikke være bange!” Så tog de ham op i båden, og straks efter gik de i land ved deres bestemmelsessted.
Næste morgen var der stadig mange mennesker samlet på den østlige side af søen. De havde lagt mærke til, at der kun havde været én båd, og at Jesus ikke var med om bord, da disciplene sejlede ud. I mellemtiden var der kommet en del småbåde fra Tiberias, og de havde lagt til i nærheden af det sted, hvor bespisningsunderet var foregået. Da folk nu opdagede, at hverken Jesus eller hans disciple var der, gik de om bord i bådene og sejlede over til Kapernaum for at lede efter ham dér.
Da de havde fundet ham, spurgte de: „Mester, hvordan er du kommet herover?”
Jesus svarede: „Det siger jeg jer: I søger mig, fordi I kunne spise jer mætte, ikke fordi I forstod betydningen af det under, jeg udførte. Arbejd ikke kun på at få det, som forgår, men arbejd på det, som varer ved og fører til det evige liv, som Faderen, Gud selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.”
„Jamen, hvad skal vi gøre for at arbejde på det, Gud ønsker?” spurgte de.
Jesus svarede: „Gud ønsker, at I skal tro på den, han har sendt.”
Så spurgte de: „Hvilket tegn vil du give os, så vi kan tro dig? Vores forfædre, der vandrede i ørkenen, fik jo sendt manna fra himlen, sådan som der står skrevet: ‚Han gav dem brød fra himlen at spise.’ ”
Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Det var ikke Moses, der gav dem brød. Det var min Far. Og han tilbyder jer nu det virkelige brød fra Himlen. Guds brød er den, som kommer ned fra Himlen, den, som giver liv til mennesker.”
„Så giv os det brød hver dag!” sagde de alle sammen.
Jesus svarede: „Jeg er det brød, der giver liv. Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste. Men som jeg har sagt jer før: I tror det ikke, selv om I har set mig. Dog er der nogle, som vil komme til mig, nemlig alle dem, som Faderen giver mig, og dem vil jeg aldrig vise bort. Jeg er jo kommet fra Himlen, ikke for at gøre det, jeg selv vil, men for at gøre det, min Far vil. Og det er hans vilje, at jeg ikke skal miste en eneste af alle dem, han har givet mig. Min Far vil nemlig, at alle, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg vil oprejse dem fra de døde på den sidste dag.”
De jødiske ledere kunne ikke acceptere, at Jesus havde sagt, at han var kommet ned fra Himlen. De stak hovederne sammen og hviskede til hinanden: „Det er jo Jesus, ham der er søn af Josef! Vi ved, hvem hans far og mor er. Hvad er det for noget snak, at han skulle være kommet ned fra Himlen?”
Men Jesus svarede: „Lad være med at stå der og skumle! Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som sendte mig, drager dem til mig, og på den sidste dag vil jeg opvække dem fra de døde. Der står skrevet hos profeterne: ‚De vil alle blive undervist af Gud.’
Alle, som har lyttet til Faderen og erkendt sandheden, vil komme til mig. Det betyder ikke, at der er nogen, som har set Faderen, undtagen mig, som er kommet fra Gud. Jeg har set Faderen.
Det siger jeg jer: Den, der tror, har allerede fået det evige liv. Jeg er det brød, der giver liv. Det gav ikke jeres forfædre livet at spise det brød, der kom ned fra himlen under ørkenvandringen. Det brød, jeg taler om, er kommet ned fra Himlen, for at alle kan få mulighed for at spise det. Og gør de det, skal de ikke dø. Jeg er det livgivende brød, der er kommet ned fra Himlen. Alle, som spiser af det brød, skal leve i al evighed. Det brød er mit eget legeme, som jeg vil give til mennesker, for at de kan opnå det evige liv.”
Det udløste en heftig diskussion blandt de jødiske ledere. „Hvad mener han?” sagde de. „Hvordan kan han give os sit legeme at spise?”
Så sagde Jesus til dem: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens legeme og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer! Men de, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil opvække dem på den sidste dag. Mit legeme er den sande mad, og mit blod er den sande drik. De, der spiser mit legeme og drikker mit blod, vil opleve et varigt fællesskab med mig. Jeg lever i kraft af Gud, som har sendt mig, ham som er kilden til alt liv. På samme måde skal de, der spiser mig, leve i kraft af mig. Jeres forfædre spiste manna, som kom ned fra himlen, men det gav dem ikke evigt liv. Anderledes er det med dem, der spiser af det brød, som nu er kommet ned fra Himlen – de skal leve til evig tid.”
Alt det her sagde Jesus, mens han underviste i synagogen i Kapernaum.
Selv mange af Jesu tilhængere begyndte at stikke hovederne sammen og sige til hinanden: „Nu er han gået for vidt. At sige sådan noget er helt uacceptabelt!”
Jesus var klar over, hvad det var, de mumlede om. „Er de ord, jeg her har talt, nok til, at I falder fra?” spurgte han. „Hvad ville I da sige til at se Menneskesønnen stige op til Himlen, hvor han kom fra? Det er kun Guds Ånd, der kan give åndeligt liv. Det liv kan man ikke få på menneskelig vis, men de ord, jeg har talt til jer, giver liv, fordi de kommer fra Guds Ånd. Men nogle af jer tror ikke på mig.” Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvem der ikke troede på ham, og at en af hans disciple ville forråde ham. Han tilføjede: „Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager dem til mig.”
Derefter var der mange af Jesu tilhængere, der trak sig tilbage og ikke længere ville have noget med ham at gøre. Så vendte Jesus sig til de Tolv og spurgte: „Går I også jeres vej?”
Simon Peter svarede: „Herre, hvor skulle vi gå hen? Du taler de ord, som giver evigt liv, og vi er kommet til tro på og har erkendt, at du er Messias, Guds Søn!”
Da sagde Jesus: „Jeg har selv udvalgt jer 12, og alligevel er en af jer en djævel.” Dermed hentydede han til Judas Iskariot, som senere forrådte ham, skønt han var en af de Tolv.
Mens israelitterne stadig lå i lejr på Moabs sletter langs Jordanfloden over for Jeriko, sagde Herren til Moses:
„Sig til folket, at de skal overdrage nogle af deres byer med omliggende græsmarker til levitterne. Der skal levitterne bo og deres husdyr græsse. I skal afmåle et område rundt om byerne, som skal være levitternes græsmarker. Afmål 450 m fra bymuren udad, og 900 m langs hver af de fire sider af byen, mod øst, mod syd, mod vest og mod nord.
Levitterne skal i alt tildeles 48 byer med omliggende græsmarker. Heraf skal de seks være tilflugtsbyer, hvor personer, der uforsætligt er kommet til at slå et andet menneske ihjel, kan søge asyl. Levitbyerne skal ligge jævnt fordelt ud over hele landet, således at de store stammer skal afstå mange byer til levitterne, og de mindre stammer færre.”
Herren sagde videre til Moses: „Sig til folket: Når I kommer ind i landet, skal I udpege nogle byer til at være tilflugtsbyer. En person, som er skyldig i uagtsomt manddrab, kan flygte til sådan en by, så vedkommende undgår at blive dræbt af blodhævnere, endnu inden der er afsagt dom i sagen. Der skal ligge tre tilflugtsbyer i Kanaʼans land og tre i området øst for Jordanfloden. Både israelitterne, de fremmede iblandt jer og folk på gennemrejse skal kunne søge tilflugt i disse byer.
Hvis en person slår et andet menneske ihjel ved at gøre brug af våben af jern, sten eller træ, er der ikke tale om uagtsomt manddrab; det må formodes at være mord, og derfor skal den skyldige lide døden: Den myrdedes nærmeste slægtning har ansvaret for at hævne mordet, og han skal slå morderen ihjel. Det samme gælder, hvis en person af had til en anden forsætligt skubber til ham, kaster noget imod ham eller slår ham, så han dør.
Men hvis der er tale om et uheld, hvor en person uforvarende kommer til at skubbe til en anden eller ramme ham med en sten eller noget andet, så han dør, skal domstolen afgøre, hvorvidt der er tale om uagtsomt manddrab eller mord, og om den skyldige skal udleveres til blodhævneren eller ej. Hvis domstolen så har afsagt kendelse om uagtsomt manddrab, skal drabsmanden beskyttes mod blodhævneren og bringes tilbage til den tilflugtsby, han var flygtet til. Der skal han blive boende, indtil den fungerende ypperstepræst er død.
Hvis drabsmanden forlader tilflugtsbyen, har blodhævneren ret til at slå ham ihjel uden at gøre sig skyldig i mord, for manden burde være blevet i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død. Først efter ypperstepræstens død kan han vende tilbage til sit hjem. Denne lov skal gælde fra slægt til slægt i det land, hvor I kommer til at bo.
Enhver morder skal henrettes, medmindre der er mangel på vidneudsagn. Der skal mindst to vidneudsagn til for at dømme en person til døden. Men hvis han dømmes skyldig i mord, skal han henrettes. Han kan ikke frigives mod, at der betales løsepenge for ham. En flygtning, der bor i en tilflugtsby, kan heller ikke løskøbes, så han kan forlade tilflugtsbyen og vende tilbage til sit hjem før ypperstepræstens død. I må ikke gøre det land, som I skal ind og bo i, urent, for jeg, Herren, bor i jeres midte. Hvis et menneske udgyder et andet menneskes blod, bliver landet urent, og der kan kun skaffes soning ved at den skyldige dør.”
En valfartssang.
Da Herren bragte os hjem til Zion,
var det, som om vi drømte.
Vi lo og jublede, vi sang af glæde.
Folkeslagene udbrød: „Herren har gjort et under for sit folk!”
Ja, Herren gjorde et under for os,
vi jublede af glæde.
Herre, velsign os igen og giv os fremgang,
som regnen fylder de udtørrede floder.
De, der sår med gråd,
skal høste med glæde.
Grædende spreder de sæden ud,
syngende bringer de høsten i hus.
En valfartssang af Salomon.
Hvis ikke Herren bygger huset,
er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,
våger vagterne forgæves.
Det er til ingen nytte at slide og slæbe
fra tidlig morgen til sen aften,
for Herren sørger for sine, mens de sover,
han giver dem alt, hvad de har brug for.
Børn er en gave fra Herren,
efterkommere er en velsignelse.
De børn, man får i sin ungdom,
vil være til hjælp, når man bliver gammel.
Du er velsignet, hvis du har en stor familie,
for de kan hjælpe dig, når du kommer under angreb.
En valfartssang.
Du bliver velsignet, når du adlyder Herren,
når du omhyggeligt handler på hans ord.
Du får lov at nyde resultatet af dit arbejde,
du bliver lykkelig og får et godt liv.
Din hustru trives hos dig,
hun er frugtbar som en vinranke.
Dine børn sidder omkring bordet,
talrige som grene på et oliventræ.
Se, det er Herrens velsignelse,
sådan lønner han enhver, der adlyder ham.
Må Herren velsigne dig rigt fra Zion,
må du se Jerusalem blomstre op.
Må du leve længe og se dine børnebørn.
Fred være med Israel!
En valfartssang.
Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig.
Lad hele Israel gentage det:
Fra min tidlige ungdom har mine fjender mishandlet mig.
De angreb mig, men overvandt mig ikke.
Min ryg er mærket af dybe sår,
som var den pløjet med en plov.
Men Herren er retfærdig,
han satte en stopper for deres mishandling.
Alle, der angriber Zion,
vil blive slået og tvunget til at vende om.
De er som græsset, der vokser på taget,
det visner og dør, før det bliver til noget.
Det fylder ingenting i høstfolkenes hænder,
der er ikke nok til at binde et neg af.
Ingen, der går forbi dem, vil sige:
„Herren velsigne jer!”
En valfartssang.
Herre, jeg er dybt fortvivlet.
Hør mit råb, oh, Gud!
Lyt til min tryglende bøn!
Hvis du holdt regnskab med alle vore synder,
hvem kunne da undslippe dommen?
Men jeg ved, du er villig til at tilgive,
og det ansporer mig til ærefrygt.
Jeg venter på, at du griber ind, Herre,
jeg ser frem til, at du taler til mig.
Jeg længes mere efter at høre fra dig,
end nattevagten længes efter daggry.
Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
han vil redde os ud af syndens morads.
En valfartssang af David.
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
jeg knejser ikke med nakken,
jeg siger ikke mere, end jeg kan stå inde for,
jeg har ikke urealistiske forestillinger,
men jeg har fundet hvile og ro i dig.
Som et lille barn er trygt hos sin mor,
har min sjæl fundet hvile hos dig.
Israel, sæt trygt jeres lid til Herren,
stol på ham evigt og altid.
Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa. Han holdt sig borte fra Judæa, fordi de jødiske ledere dér var ude på at slå ham ihjel. Men løvhyttefesten, en af de årlige jødiske højtider, nærmede sig, og Jesu brødre opfordrede ham til ikke kun at vandre rundt i Galilæa, men at tage ned til Judæa. „Tag med ned og gør nogle flere mirakler, så også dine tilhængere dér kan se dem,” sagde de. „Du bliver aldrig berømt, så længe du gemmer dig i den her afkrog af verden. Hvis du ønsker at blive kendt, må du profilere dig selv noget mere!” Ikke engang hans egne brødre troede på ham.
Jesus svarede: „For mig er tiden endnu ikke kommet, men I kan gøre, hvad I vil, hvornår I vil. Denne verdens mennesker har ingen grund til at hade jer, men de hader mig, fordi jeg konfronterer dem med deres synd og ondskab. I kan godt rejse op til festen, men jeg går ikke med jer, for min tid er endnu ikke kommet.” Så tog de af sted, mens Jesus blev i Galilæa.
Noget senere tog Jesus også af sted, men i al hemmelighed. Under festen søgte de jødiske ledere efter ham. „Hvor bliver han af?” spurgte de hinanden. Han var byens store samtaleemne. „Han er et godt menneske,” hviskede nogle. „Nej, han vildleder folk,” var der andre, der mente. Ingen turde tale højt om ham af frygt for de jødiske ledere.
Midt under den ugelange fest kom Jesus ind på tempelpladsen og underviste de mange mennesker, der flokkedes om ham.
De jødiske ledere var der også. „Hvordan kan han kende Skrifterne så godt?” spurgte de undrende hinanden. „Han er jo ikke skriftlærd.”
„Min undervisning kommer ikke fra mine egne tanker, men fra ham, som sendte mig,” var Jesu svar. „Enhver, der er villig til at gøre Guds vilje, vil finde ud af om det, jeg siger, kommer fra Gud, eller det bare er mine egne tanker. Den, der fremfører sine egne tanker, ønsker selv at blive æret, men jeg ønsker at ære ham, som sendte mig. Derfor siger jeg sandheden uden nogen form for selviskhed.”
Jesus fortsatte med at tale til de jødiske ledere: „Har Moses ikke givet jer Toraens lovbud? Men ingen af jer overholder dem. Hvorfor vil I slå mig ihjel?”
„Du er ikke rigtig klog!” protesterede de omkringstående. „Hvem vil slå dig ihjel?”
Jesus ignorerede dem og fortsatte, henvendt til de jødiske ledere: „I undrer jer alle over, at jeg udførte et enkelt mirakel på en sabbat. Men hvad gør I selv? Overtræder I ikke den samme lov ved at omskære jeres sønner på sabbatten? I forklarer jeres overtrædelse med, at Moses har forordnet, at omskærelsen skal finde sted nøjagtig syv dage efter fødslen – ja, egentlig kommer den forordning ikke fra Moses, men den stammer helt tilbage fra patriarkerne. Hvis det altså er tilladt at foretage omskærelse på et menneskes krop på en sabbat, for at Toraens bud ikke skal blive overtrådt, hvorfor hidser I jer så op over, at jeg på en sabbat gør et menneske rask? Hold op med at dømme så overfladisk. Døm retfærdigt!”
Jerusalems indbyggere var i vildrede:
– Er det ikke ham, de vil slå ihjel? Hvordan kan han så stå her og tale på et offentligt sted, uden at de siger et ord til ham?
– Mon vores ledere har accepteret, at han er Messias?
– Det kan han ikke være, for alle ved jo, hvilken by han kommer fra. Men når Messias viser sig, vil ingen vide, hvor han kommer fra.
„Nå, så I kender mig og ved, hvor jeg kommer fra!” råbte Jesus til dem. „Jeg kan fortælle jer, at det er den sande Gud, som har sendt mig. Ham kender I ikke, men jeg kender ham, fordi jeg var hos ham, og det er ham, der har sendt mig til jer.”
Efter den udtalelse var de jødiske ledere parate til at arrestere ham med det samme. Men ingen lagde hånd på ham, for den af Gud fastsatte tid var endnu ikke kommet. Dog var der mange i folkemængden, der var parate til at tro på ham, og de gik rundt og sagde til hinanden: „Når Messias kommer, mon han så vil gøre flere undere, end den mand her har gjort?”
Da farisæerne hørte, hvad der blev hvisket i krogene, fik de ypperstepræsterne med på at sende tempelvagten hen for at arrestere ham.
Da sagde Jesus: „Endnu en kort tid skal jeg være hos jer. Derefter vender jeg tilbage til ham, der udsendte mig. I vil lede efter mig, men I vil ikke kunne finde mig, for der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme.”
De jødiske ledere spurgte undrende hinanden: „Hvad mener han? Hvor mon han vil tage hen, så vi ikke skulle kunne finde ham? Mon han vil rejse til udlandet og prædike for de græsktalende eksiljøder?”
På den sidste og største højtidsdag under løvhyttefesten trådte Jesus frem og råbte: „De, der tørster, kan komme til mig for at få noget at drikke! Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land. Sådan bliver det for dem, der kommer til tro på mig: Fra deres indre skal det livgivende vand strømme frem.” Med det „livgivende vand” mente Jesus Helligåndens kraft, som de, der var kommet til tro på ham, senere skulle få. Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var vendt tilbage til den himmelske herlighed.
Da folket hørte ham råbe disse ord, udbrød nogle: „Den mand må være den store Profet, vi har ventet på!” Andre sagde: „Han er Messias!” Atter andre: „Umuligt! Messias kommer ikke fra Galilæa. Siger Skriften ikke, at han skal nedstamme fra David, og at han skal komme fra Betlehem, hvor David blev født?” Der var således delte meninger om, hvem Jesus var. Nogle forlangte ham arresteret, men det skete ikke.
Tempelvagtmandskabet, der var blevet sendt hen for at arrestere Jesus, vendte tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne med uforrettet sag. „Hvorfor pågreb I ham ikke?” spurgte man dem.
„Aldrig har noget menneske talt, som han gør,” svarede de.
„I er altså også blevet vildledt!” råbte farisæerne. „Er der måske en eneste af farisæerne eller de andre jødiske ledere, der tror på, at han er Messias? Men den uvidende hob, som ikke kender Toraen, de er under Guds dom.”
Her brød Nikodemus ind. Det var ham, der havde opsøgt Jesus, og han var selv farisæer: „Det er slet ikke lovligt at dømme en mand, medmindre man først foretager en nærmere undersøgelse af, hvad han har gjort, og han har fået lov til at forsvare sig.”
„Du er måske også fra Galilæa?” hånede de. „Slå op i Skriften og se efter. Der står ingen steder om en profet, der skal komme fra Galilæa.”
Derefter gik de hver til sit, men Jesus gik ud til Olivenbjerget.