Når Herren, jeres Gud, har udryddet landets befolkning, og I slår jer ned i deres byer og huse, skal I udvælge tre tilflugtsbyer, hvor drabsmænd kan søge tilflugt. Opdel landet i tre distrikter med en tilflugtsby i hvert distrikt, og sørg for, at vejene dertil er farbare.
Hvis nogen ved et uheld kommer til at slå et andet menneske ihjel, og der altså ikke er tale om en fjendtlig handling, kan vedkommende bringe sig i sikkerhed i en tilflugtsby. Hvis to mænd f.eks. er ved at fælde et træ i skoven, og den enes øksehoved ryger af og slår den anden ihjel, kan drabsmanden flygte til nærmeste tilflugtsby, og den dødes slægtning, som ønsker hævn, må ikke røre drabsmanden, så længe han befinder sig i tilflugtsbyen. Byerne skal ligge centralt i de tre distrikter, så man let og uhindret kan nå dem, ellers kan drabsmanden undervejs risikere at blive indhentet og dræbt af den dødes slægtning, på trods af at han ikke er skyldig i mord.
Hvis I fremover vil adlyde de befalinger, jeg pålægger jer i dag, så I elsker Herren, jeres Gud og holder jer til ham, vil han udvide jeres grænser, som han har lovet jeres forfædre, og da bliver der behov for endnu tre tilflugtsbyer, hvor drabsmænd kan søge i sikkerhed. Derved undgår I, at uskyldige mennesker bliver dræbt ved et hævnmord.
Men hvis nogen af had til sin næste lægger sig på lur og slår ham ihjel med vilje, og morderen så bagefter søger sikkerhed i tilflugtsbyen, skal byrådet i hans hjemby hente ham og udlevere ham til den myrdedes slægtninge, så de kan hævne mordet og slå morderen ihjel. I så fald skal I ikke vise barmhjertighed, men I skal sørge for at rense landet for mordere, hvis I vil sikre dets fremtid.
Når I har slået jer ned i det land, Herren giver jer, må I ikke stjæle jord fra hinanden ved at flytte de oprindelige markskel.
Fæld aldrig dom over nogen på et enkelt vidneudsagn. Der skal to eller tre samstemmende vidneudsagn til, før en sag kan afgøres. Hvis nogen aflægger falsk vidnesbyrd og anklager en anden for en forbrydelse, han ikke har begået, skal både anklageren og den anklagede krydsforhøres af de dommere og præster, der på det tidspunkt gør tjeneste ved helligdommen. Hvis det så viser sig, at anklageren lyver, skal han idømmes den straf, den anklagede skulle have haft for den påståede forbrydelse. På den måde skal I udrydde det onde fra jeres midte og derved forebygge, at andre vidner falsk. I må ikke vise medlidenhed med den skyldige. Princippet er liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd og fod for fod.
Når I går i krig og står ansigt til ansigt med fjendens mange heste og stridsvogne og en hær, der er langt stærkere end jeres, skal I ikke lade jer slå ud. Herren, jeres Gud, er med jer. Han er den samme Gud, som førte jer ud af Egypten. Men før I rykker frem, skal præsten tale til krigerne og sige:
‚Hør her, israelitiske mænd! I skal ikke være bange for at kaste jer ud i kampen i dag. Herren, jeres Gud, er med jer, og han vil kæmpe på jeres side imod fjenderne og give jer sejr.’
Derefter skal hærførerne tage ordet og sige: ‚Er der nogen, som netop har bygget sig et hus, men ikke har indviet det endnu? I så fald skal han vende hjem, for hvis han dør i kampen, bliver det en anden, der kommer til at indvi det. Er der nogen, som endnu ikke har fået vinhøsten i hus? I så fald skal han vende hjem, for hvis han dør i kampen, kommer en anden til at nyde frugten af hans arbejde. Er der nogen som er forlovet? Så tag hjem og gift jer, for hvis I dør i kampen, bliver det en anden, som gifter sig med jeres tilkommende. Er der nogen, som er bange for at kæmpe? I så fald skal I vende hjem, så I ikke ved jeres frygt nedbryder hærens moral.’ Efter at hærførerne har sorteret den slags mænd fra, skal de udvælge de forskellige befalingsmænd.
Når I påtænker at storme en by, skal I først give indbyggerne mulighed for at overgive sig. Hvis de vælger at overgive sig og åbner portene for jer, kan I gå ind og gøre dem til jeres slaver. Men hvis de ikke vil slutte fred, skal I belejre byen, og når Herren udleverer byen til jer, skal I slå samtlige mænd i byen ihjel, men I kan selv beholde kvinderne, børnene, køerne, fårene, gederne og det øvrige krigsbytte. De her retningslinjer gælder kun for byer, der ligger langt væk, ikke for byer i det land, som I skal over og tage i besiddelse.
Inden for landets grænser skal I udrydde alt og alle, I må ikke skåne nogen overhovedet, men udslette befolkningen totalt, hittitterne, amoritterne, kanaʼanæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren har befalet. På den måde undgår I at synde imod Herren ved at lade jer friste til at deltage i deres væmmelige afgudsdyrkelse.
Når I belejrer en by, må I ikke ødelægge frugttræerne på stedet. I må spise af frugten, men ikke fælde træerne. Det er jo ikke dem, I kæmper imod. De træer, som ikke bærer spiselige frugter, kan I hugge om og bruge til angrebsramper og lignende.
Visdommen har bygget et stort palads
med syv smukt udskårne søjler.
Bordet er dækket til fest
med lækker mad og udsøgte vine.
Tjenerne er ude at indbyde folk,
de kalder fra byens højdedrag:
„Kom, I enfoldige mennesker,
hvis I ønsker at få indsigt.
Kom med til visdommens fest
og smag den udsøgte vin.
Opgiv jeres tåbelige tanker,
lær at blive vise, så I kan leve ret.”
Det er farligt at irettesætte de hovmodige,
at undervise dem giver kun problemer.
Hvis du prøver at belære de hovmodige, vil de hade dig,
men de vise sætter pris på en tilrettevisning.
Vejled de vise, så bliver de endnu visere.
Undervis de kloge, og deres lærdom forøges.
Ærefrygt for Herren fører til visdom,
at kende den hellige Gud giver forstand.
Visdom forlænger ens levetid,
der lægges flere år til ens liv.
Når du er vis, er det til dit eget bedste,
vrager du visdom, skader du dig selv.
Dårskab er som en trodsig kvinde,
ganske tåbelig og uden forstand.
Hun sidder i sin gadedør og venter,
mens hun ser ud over byen.
Hun kalder på dem, der går forbi,
mens de er fordybet i egne tanker:
„Kom, I enfoldige mennesker,
hvis I ønsker at få indsigt.
Den forbudte frugt smager bedst,
det er herligt at have hemmeligheder!”
Den naive ved ikke, at det fører til død,
at alle hendes gæster ender i graven.
Her følger Salomons ordsprog:
En klog søn gør forældrene glade,
en tåbelig søn giver dem sorg.
Tilranede rigdomme lønner sig ikke,
hæderlighed kan redde en fra døden.
Herren stiller de retskafnes sult,
men opfylder ikke de ondes ønsker.
Dovenskab gør fattig,
flid gør rig.
De kloge høster, når marken er moden,
de, der sover høsttiden væk, er en skændsel.
De retsindige bliver velsignede,
de ondes ord rammer dem selv.
Et godt menneske huskes med glæde,
den gudløses navn går i glemmebogen.
Den fornuftige tager imod belæring,
en pralende tåbe går det ilde.
Den oprigtige kan leve i tryghed,
den uærlige bliver afsløret før eller siden.
Den, der afslører uretten, fremmer freden,
den, der lader uret passere, skaber problemer.
Den retsindiges ord er en kilde til liv,
fra den ondes ord udspringer vold.
Had provokerer til strid,
men kærlighed tilgiver alt.
Den fornuftige taler med vise ord,
tåbelige ord fører til straf.
Den vise vokser i visdom,
tåben snakker sig en ulykke til.
Den riges velstand er hans tryghed,
den fattiges fattigdom er hans ruin.
Den retskafne belønnes med et godt liv,
den onde straffes på grund af sin synd.
Den, der lader sig korrigere, får fremgang,
den, der afslår vejledning, farer vild.
Skjuler man had under venlighed, lyver man,
og den, der spreder sladder, er en tåbe.
Den, der taler for meget, fejler for tit,
men den, der er tilbageholdende, anses for vis.
Den retsindiges tale er guld værd,
den ondes tanker er værdiløse.
Den retskafnes ord er til hjælp for mange,
tåber dør af mangel på dømmekraft.
Herrens velsignelse gør rig,
egne anstrengelser lægger ikke noget til.
Tåben finder fornøjelse i ondskabsfulde planer,
den kloge glæder sig, når visdommen sejrer.
Den ondes frygt bliver til virkelighed,
den retskafnes ønske går i opfyldelse.
Når stormen raser, går den onde til grunde,
men den retskafne står fast for evigt.
En doven arbejder irriterer sin chef
som røg i øjnene eller sur vin på tænderne.
Ærefrygt for Herren forlænger ens liv,
de gudløse dør før tiden.
Den retskafne kan forvente glæde,
den ondes forhåbninger brister.
Herren beskytter dem, der handler ret,
men han straffer dem, der handler ondt.
Onde mennesker sendes i eksil,
de retskafne bliver boende.
Den retsindiges tale er fuld af visdom,
løgnerens ordstrøm bør standses.
Den retsindiges ord er gode,
den onde taler kun falske ord.
Da Jesus var færdig med at bede, gik han videre sammen med disciplene. De krydsede Kedrondalen og kom ind i en olivenplantage. Men også forræderen, Judas, kendte det sted, for Jesus havde ofte været der sammen med sine disciple.
Judas havde af ypperstepræsterne og farisæerne fået rådighed over templets vagtmandskab og en deling romerske soldater, og med brændende fakler, olielamper og våben nærmede de sig nu olivenplantagen.
Jesus vidste på forhånd, hvad der ville ske. Han trådte frem og spurgte: „Hvem søger I efter?”
„Jesus fra Nazaret,” svarede de.
„Det er mig,” sagde Jesus.
Også forræderen, Judas, stod dér mellem de andre.
Da Jesus sagde: „Det er mig,” veg de tilbage og faldt til jorden. Igen spurgte Jesus: „Hvem søger I efter?”
„Jesus fra Nazaret,” svarede de.
„Jeg har jo sagt jer, at det er mig,” sagde Jesus. „Når det altså er mig, I vil have fat i, så lad de andre gå!” Således gik det i opfyldelse, som han tidligere havde sagt om, at ingen af hans disciple skulle gå fortabt.
Simon Peter trak sit sværd, slog ud efter en af ypperstepræstens tjenere og huggede hans højre øre af. (Tjeneren hed Malkus.) Men Jesus sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden! Skulle jeg ikke tømme det lidelsens bæger, som min Far har givet mig?”
Befalingsmanden gav da ordre til sine soldater og den jødiske tempelvagt om at pågribe Jesus og binde ham. Derefter trak de af sted med ham.
I første omgang førte de ham til forhør hos Annas, som var svigerfar til Kajfas. Det var Kajfas, der var den officielle ypperstepræst i det år. Det var også Kajfas, der havde sagt til de jødiske ledere, at det var bedre, at én mand døde, end at hele folket gik til grunde.
Simon Peter fulgte efter Jesus sammen med en af de andre disciple, som kendte ypperstepræsten. Derfor fik den anden discipel tilladelse til at komme indenfor porten i ypperstepræstens gård, mens Peter blev stående udenfor. Den anden discipel talte med den pige, der stod vagt ved porten, og Peter fik så lov til at komme med indenfor. Men da han gik forbi hende, udbrød hun: „Du er da vist en af hans disciple!”
„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter.
Vagtmandskabet fra templet og husets tjenestefolk stod og varmede sig omkring nogle trækulsgløder, for det var koldt den nat. Peter stillede sig også derhen for at få varmen.
Inde i huset begyndte ypperstepræsten at udspørge Jesus om hans disciple og om, hvad hans lære egentlig gik ud på.
„Jeg har talt til folk i fuld offentlighed,” svarede Jesus. „Mange gange har jeg undervist i synagogerne og på tempelpladsen, hvor alle har kunnet høre mig. Intet er sket bag lukkede døre. Hvorfor spørger du mig? Hvorfor ikke spørge dem, der har hørt, når jeg har talt? De ved godt, hvad min undervisning går ud på.”
En af tempelvagterne gav Jesus et slag i ansigtet. „Er det en måde at svare ypperstepræsten på?” sagde han.
„Har jeg sagt noget forkert, så sig hvad det er,” svarede Jesus. „Men hvis det, jeg har sagt, er sandt, hvorfor slår du mig så?”
Annas sendte Jesus videre til forhør hos ypperstepræsten Kajfas, stadig med hænderne bundet.
Imens stod Simon Peter ude på gårdspladsen og varmede sig ved gløderne. „Du er da også en af hans disciple!” udbrød en af de omkringstående.
„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter endnu en gang.
Men en af ypperstepræstens tjenere, som var i familie med den mand, hvis øre Peter havde hugget af, udbrød: „Jeg så dig selv ude i olivenplantagen sammen med Jesus!”
Igen benægtede Peter det, og i samme øjeblik var der en hane, der galede.
Meget tidligt om morgenen førte man Jesus videre fra Kajfasʼ gård til den romerske guvernørs borg. De jødiske ledere ville ikke gå ind et sted, hvor der boede en ikke-jøde, for det ville gøre dem urene, og så ville de ikke kunne deltage i påskefesten. Derfor gik guvernøren, Pilatus, ud til dem. „Hvad anklager I manden for?” spurgte han. „Vi ville ikke have arresteret ham og bragt ham herhen, hvis han ikke havde overtrådt loven,” svarede de. „Nå, men så tag og døm ham ifølge jeres lov!” „Men vi har ikke ret til at korsfæste nogen,” indvendte de. Dermed opfyldtes Jesu ord om, hvordan han skulle dø.
Pilatus gik nu ind i borgen igen og fik også Jesus ført derind. „Er du jødernes konge?” spurgte han. „Har du selv fundet på det spørgsmål, eller har andre omtalt mig på den måde?” sagde Jesus. „Er jeg måske jøde?” svarede Pilatus. „Dit eget folks ypperstepræster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?”
„Mit rige er ikke af denne verden,” svarede Jesus. „Havde jeg ønsket at oprette et jordisk rige, så ville mine disciple have kæmpet for, at jeg ikke skulle blive fanget af de jødiske ledere.” „Så er du altså en konge?” spurgte Pilatus. „På en måde er jeg en konge,” svarede Jesus. „Jeg er kommet til denne verden for at fortælle om sandheden. Det var derfor, jeg blev født, og alle, der hører sandheden til, vil adlyde mig.” „Hvad er sandhed?” afbrød Pilatus.
Derefter gik han igen udenfor til de jødiske ledere og sagde: „Jeg finder ham ikke skyldig. Men nu er der jo tradition for, at jeg giver jer en fange fri hver påske. Vil I have, at jeg skal løslade ‚jødernes konge’ for jer?” „Nej, ikke ham, men Barabbas!” råbte de. Barabbas var en mand, der var fængslet for oprør mod romerne.
Når I har bosat jer i landet, og I finder en mand, der ligger myrdet på marken, uden at I er klar over, hvem gerningsmanden er, skal lederne og dommerne måle afstanden mellem gerningsstedet og de omliggende byer. Derefter skal lederne i den nærmeste by tage en kvie, der endnu ikke har båret åg, og føre den til en uopdyrket dal med en lille flod, hvor de skal brække dens hals. Præsterne skal være til stede, for det er deres opgave at fælde dom i retssager, hvor der er tale om vold. Herren har udvalgt dem til at stå for tjenesten ved helligdommen og til at velsigne på hans vegne. Derefter skal lederne fra byen nærmest gerningsstedet vaske deres hænder over kvien og sige: ‚Vi har hverken været medvirkende eller tilskuere til dette mord. Herre, se i nåde til dit folk Israel, som du befriede, så du ikke tilregner dem skyld for et mord, de ikke har ansvar for.’ På den måde bliver folket forsonet med Gud, og de undgår straffen for mord. Det er at handle ret i Herrens øjne.
Når Herren, jeres Gud, giver jer sejr i en krig mod et fremmed land, og en af jer får øje på en smuk ung pige blandt krigsfangerne, som han kunne tænke sig at have til kone, må han tage hende med hjem. Der skal hun rage håret af, klippe sine negle og tage nyt tøj på. Efter at hun har været i huset en måned og sørget over tabet af sine forældre, kan han tage hende til kone og gå i seng med hende. Hvis han bagefter ikke længere bryder sig om hende, skal han sætte hende i frihed. Han må ikke sælge hende eller på anden måde behandle hende som en slave, for han har taget hendes ære.
Hvis en mand har to koner og får børn med dem begge, men elsker den ene og ikke bryder sig om den anden, selv om det er hende, der er mor til hans førstefødte søn, må han ikke overdrage førstefødselsretten til nogen af de sønner, han har med den kone, han elsker. Han skal anerkende sin førstefødte søn, uanset hvem moderen er, ved at give ham dobbelt så meget i arv som de øvrige sønner.
En trodsig og oprørsk søn, der ikke vil adlyde sine forældre, selv om de afstraffer ham, skal af forældrene føres for byrådet. ‚Denne søn er trodsig og oprørsk!’ skal forældrene sige til dommerne. ‚Han vil ikke adlyde os, men drikker og fører et udsvævende liv.’ Da skal byrådet henrette ham ved stening, for at det onde kan udryddes fra jeres midte. Det skal være et afskrækkende eksempel for resten af de unge i Israel.
Hvis en mand idømmes dødsstraf og efter henrettelsen hænges op på en træpæl, må liget ikke hænge der natten over. Det skal begraves samme dag. For den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom. I må ikke gøre det land urent, som Herren vil give jer.
Hvis du opdager, at en ko, en ged eller et får er kommet på afveje, må du ikke lade, som om du ikke ser det. Det er dit ansvar at føre det bortkomne dyr tilbage til ejermanden. Hvis han ikke bor i nærheden, eller hvis du ikke ved, hvem han er, skal du føre dyret hjem til dig selv og passe på det, indtil ejeren går rundt og spørger efter det. Både for bortkomne dyr og tabte ting gælder samme regel, hvad enten det drejer sig om et æsel, en beklædningsgenstand eller andet: Du skal sørge for, at ejermanden får det tabte tilbage.
Hvis du ser en okse eller et æsel segne under sin byrde, skal du ikke se den anden vej men hjælpe ejermanden med at få dyret på benene.
En kvinde må ikke klæde sig som en mand, og en mand må ikke klæde sig som en kvinde. Den slags er afskyeligt i Herrens øjne.
Hvis du får øje på en fuglerede enten på jorden eller i et træ, og der er unger i reden, eller fuglen er ved at ruge æggene ud, må du ikke tage både fuglemor og ungerne. Du kan tage ungerne, men du skal lade moderen være, så det kan gå dig godt, og du kan nyde et langt liv.
Ethvert hus, du bygger, skal have rækværk rundt om husets flade tag. Ellers kunne nogen falde ned fra taget ved et uheld, og du ville være skyldig i manddrab.
Du må ikke så andre afgrøder inde imellem vinstokkene. Gør du det, har du ikke lov til at høste afgrøderne.
Du må ikke pløje med æsel og okse i samme åg.
Du må ikke væve uld og hør sammen til et klædningsstykke. Du skal sy kvaster i alle fire hjørner af dit bedesjal.
Hvis en mand gifter sig med en pige og går i seng med hende, men bagefter ikke bryder sig om hende og derfor udbreder onde rygter om hende og siger: ‚Hun var ikke jomfru, da jeg giftede mig med hende!’ skal pigens forældre som bevis på hendes uskyld bringe det blodplettede lagen for byens ledere i retten, og pigens far skal afvise anklagen med ordene: ‚Jeg bortgiftede min datter til denne mand, men nu afviser han hende ved at påstå, at hun havde mistet sin mødom, inden de giftede sig. Men her er beviset på hendes uskyld!’ Så skal forældrene brede det blodplettede lagen ud foran lederne, og retten skal dømme manden til at betale en bøde på 100 sølvstykker til pigens far, fordi han førte falsk anklage imod en israelitisk jomfru. Derefter skal manden tage sin kone tilbage, og han må aldrig senere skille sig fra hende.
Men hvis pigen ikke var jomfru ved ægteskabets indgåelse, og manden har ret i sin anklage, skal lederne føre pigen til hendes forældres hus, og uden for døren skal byens mænd stene hende til døde, fordi hun har gjort landet urent ved sin utugt, mens hun som ugift boede hos sine forældre. På den måde skal I udrydde det onde af jeres midte.
Hvis en mand har samleje med en gift kvinde, og de tages på fersk gerning, skal de begge henrettes. På den måde skal I udrydde det onde i Israel.
Hvis en mand forgriber sig på en forlovet pige, og det sker inde i byen, skal både manden og pigen føres uden for byporten og stenes til døde, pigen, fordi hun ikke skreg om hjælp, og manden, fordi han voldtog en andens forlovede. På den måde skal I udrydde det onde fra jeres midte. Men hvis samme forbrydelse sker på et øde sted uden for byen, er det kun manden, som skal straffes med døden. Pigen derimod skal frifindes. Hun blev offer for voldtægt og er lige så uskyldig som et mordoffer, for ingen kunne høre hende, da hun skreg om hjælp.
Hvis en mand voldtager en pige, der ikke er forlovet, og det bliver opdaget, skal han dømmes til at betale pigens far en bøde på 50 sølvstykker, hvorefter han skal gifte sig med pigen, og han må aldrig senere skille sig fra hende.
Herren afskyr overlagt bedrag,
men glæder sig over oprigtig ærlighed.
Hovmod fører til fald,
ydmyghed fører til visdom.
Retskafnes ærlighed fører til fremgang,
de onde ødelægges af deres uærlighed.
Rigdom gavner intet på dommens dag,
retskaffen levevis redder fra døden.
De godes retskaffenhed jævner vejen for dem,
de onde rammes af deres egen ondskab.
De godes retsindighed bliver deres redning,
de svigefulde snubler i deres griskhed.
Når de gudløse dør, dør alle deres forhåbninger,
for alt, hvad de levede for, bliver til intet.
De gudfrygtige reddes ud af faren,
de gudløse fanges i snaren.
Gudløses falske anklager bringer ødelæggelse,
retskafne reddes ved deres visdom.
Når retskafne har fremgang, er der fest i byen,
når onde bliver straffet, er der megen glæde.
De gudfrygtiges bønner får byen til at blomstre,
de gudløses intriger lægger den i ruiner.
Den, der håner sin næste, er uden forstand,
den kloge har lært at holde mund.
Den, der løber med sladder, snakker over sig,
den trofaste kan holde på en hemmelighed.
Mangel på ledelse fører til lovløshed,
vise rådgivere bringer redning.
Det er farligt at kautionere for en fremmed,
den, der afslår at gøre det, undgår problemer.
En venlig kvinde vinder respekt,
nådesløse mænd vinder kun rigdom.
Venlighed er sundt for sjælen,
fjendtlighed ødelægger kroppen.
De ondes udbytte er kun blændværk,
de retskafne får den sande belønning.
At holde fast ved retskaffenhed fører til livet,
at elske ondskab styrter en i døden.
Herren afskyr folk med falske hjerter,
men han glæder sig over ædle motiver.
De onde slipper bestemt ikke for straf,
men de gudfrygtige går fri.
Som en guldring i en grisetryne
er en smuk kvinde uden taktfølelse.
De gudfrygtige ønsker det, som er godt,
de gudløse kan kun vente vrede og straf.
Den gavmilde øger sin rigdom,
gnieren øger kun sin fattigdom.
Den, der giver til andre, får mere igen,
den, der afhjælper nød, bliver selv hjulpet.
De, der nægter at hjælpe, bliver mødt med vrede,
de, der deler med andre, bliver hyldet af folk.
Den, der søger efter det gode, finder velvilje,
den, der leder efter problemer, finder dem også.
Den, der stoler på rigdom, visner som efterårets blade,
den, der stoler på Gud, grønnes som forårets løv.
Den, der bringer sin familie i ulykke, mister sin arv,
tåben ender som tjener for den kloge.
Den retskafne er som et livets træ,
den vise redder manges liv.
Hvis retskafne mennesker får løn som forskyldt,
hvordan skal det så gå de ugudelige syndere?
Den, der elsker at blive vejledt, er klog,
det er tåbeligt at hade irettesættelse.
Den gode bliver accepteret af Gud,
den, der har onde bagtanker, bliver dømt.
Den onde lider altid af rodløshed,
den gudfrygtiges rødder stikker dybt.
En dygtig kone er sin mands glæde og stolthed,
en dårlig kone tager livsmodet fra ham.
Den gudfrygtige udtænker gode planer,
den gudløse udklækker løgn.
Onde menneskers anklager bringer død med sig,
den retskafne reddes af sine kloge ord.
De gudløse går til grunde, og deres slægt ophører,
de gudfrygtiges slægt skal bestå.
Man beundrer et klogt menneske,
men foragter en fordærvet tankegang.
Bedre at være beskeden, når man er velhavende,
end at være overlegen, når man intet ejer.
Den retskafne har omsorg endog for sine dyr,
den onde er selv i bedste fald grusom.
Den, der passer sit arbejde, har nok at spise,
den, der kun bygger luftkasteller, mangler sund fornuft.
De onde misunder hinandens bytte,
den retskafne nyder frugten af sit arbejde.
Den uærlige fanges i et spind af løgne,
den ærlige undgår den slags problemer.
Fornuftig tale fører gode ting med sig,
et godt stykke arbejde resulterer i belønning.
Den kloge tager gerne imod kritik,
en tåbe klapper sig selv på skulderen.
En fornuftig person tager en fornærmelse i stiv arm,
en tåbe taber hovedet med det samme.
Et ærligt menneske fortæller sandheden,
den upålidelige fylder alle med løgn.
Skarpe ord skærer som en kniv i hjertet,
kloge ord bringer lægedom til sjælen.
Ærlighed består tidens prøve,
løgn og bedrag afsløres hurtigt.
De, der planlægger ondt, er fulde af bedrag,
de, der stifter fred, bliver fyldt med glæde.
De retskafne rammes ikke af noget ondt,
de ondsindede har masser af problemer.
Herren afskyr dem, der lyver,
men glæder sig over dem, man kan stole på.
Den kloge praler ikke med sin viden,
en tåbe udbasunerer sin dumhed.
Den, der arbejder trofast og godt, bliver en leder,
den dovne er i lommen på andre.
Bekymring og ængstelse gør én nedtrykt,
et opmuntrende ord gør glad.
De retskafne vælger deres venner med omhu,
de gudløses adfærd leder dem på afveje.
Den dovne ender med at sulte,
den flittige samler sig ressourcer.
Den gudfrygtiges vej fører til et godt liv,
den gudløses vej fører til død.
Pilatus lod nu Jesus piske, og derefter flettede soldaterne en krans af tornede grene, satte den på hovedet af ham som en slags kongekrone og kastede en purpurrød kappe om ham. Efter tur gik de hen til ham og sagde: „Længe leve jødernes konge!” Samtidig slog de ham i ansigtet.
Pilatus gik igen ud til de jødiske ledere, som stod og ventede udenfor. „Jeg vil føre ham ud til jer nu,” sagde han, „for at I skal vide, at jeg ikke finder ham skyldig i nogen forbrydelse.” Så kom Jesus ud med tornekronen på hovedet og purpurkappen over sig. „Se, her er han!” sagde Pilatus.
Så snart ypperstepræsterne og det jødiske vagtmandskab så ham, råbte de: „Korsfæst ham, korsfæst ham!” „Så må I selv gøre det!” sagde Pilatus. „Jeg finder ham ikke skyldig!” Jøderne svarede: „Ifølge vores lov skal han dø, fordi han har kaldt sig selv for Guds Søn.”
Ved de ord blev Pilatus bange. Han førte Jesus ind i borgen igen og spurgte ham: „Hvor kommer du egentlig fra?” Men Jesus gav ham intet svar. „Hvorfor svarer du mig ikke?” fortsatte Pilatus. „Er du ikke klar over, at jeg har magt til at sætte dig fri og til at lade dig korsfæste?” Jesus svarede ham: „Du havde slet ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra. Derfor er der større skyld hos dem, der har overgivet mig til dig.”
Derpå forsøgte Pilatus at få Jesus løsladt, men de jødiske ledere råbte: „Sætter du ham fri, er du ikke kejserens ven! For den, der udråber sig selv til konge, gør oprør mod kejseren.”
Da Pilatus hørte det, førte han igen Jesus udenfor og satte sig i dommersædet på den stenlagte terrasse, der på hebraisk kaldes „Gabbata”. Klokken var omkring seks om morgenen, og det var dagen før den sabbat, som faldt i påskeugen. Pilatus vendte sig til de jødiske ledere: „Her er jeres konge!” sagde han. „Væk med ham!” skreg de. „Væk med ham – korsfæst ham!” „Ønsker I virkelig, at jeg skal korsfæste jeres konge?” indvendte Pilatus. „Vi har ingen anden konge end kejseren,” råbte ypperstepræsterne.
Så udleverede Pilatus Jesus til at blive korsfæstet, og soldaterne førte ham bort.
Jesus bar selv sit kors til det sted, der kaldtes „Hovedskalsstedet”, på hebraisk „Golgata”. Dér korsfæstede de ham. Samtidig korsfæstede de to andre mænd, og deres kors blev rejst, et på hver sin side af Jesu kors. Pilatus havde fået lavet et skilt med teksten: „Jesus fra Nazaret – jødernes konge”, og det blev anbragt på korset. Teksten var skrevet på hebraisk, latin og græsk, og skiltet blev læst af mange mennesker, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå tæt ved byen. Men ypperstepræsterne henvendte sig til Pilatus og sagde: „Du må ændre teksten på det skilt. I stedet for ordene ‚jødernes konge’ skal du skrive: ‚Denne mand påstod at være jødernes konge.’ ” „Hvad jeg skrev, det skrev jeg!” svarede Pilatus kort.
Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, fordelte de fire af hans fem klædningsstykker imellem sig – et stykke til hver. Men Jesu kjortel var uden sammensyninger, vævet i ét stykke fra øverst til nederst. Da sagde de: „Det er en skam at rive den i stykker. Lad os hellere kaste lod om, hvem der skal have den.” Da soldaterne gjorde det, gik endnu et skriftord i opfyldelse: „De delte mine klæder imellem sig og trak lod om min kjortel.”
Imens det foregik, stod Jesu mor og hans moster i nærheden af korset. Den Maria, som var gift med Klopas, og Maria Magdalene var der også. Da Jesus så sin mor stå ved siden af den discipel, som han holdt særlig meget af, sagde han til hende: „Han skal være din søn.” Og til disciplen sagde han: „Hun skal være din mor.” Fra da af tog den discipel sig af hende.
Jesus vidste, at alt nu var fuldført. Så sagde han: „Jeg er tørstig.” Det blev opfyldelsen af endnu et skriftord. Nu stod der en beholder med billig, sur vin i nærheden. En af de tilstedeværende soldater dyppede en svamp i vinen, satte den på en stang og rakte den op til Jesus.
Da han havde smagt på den sure vin, sagde han: „Det er fuldbragt!” og han bøjede hovedet og udåndede.
Alt det her fandt sted dagen før den højhellige påskesabbat. De jødiske ledere ville gerne undgå, at de tre korsfæstede mænd blev hængende til offentlig beskuelse sabbatten over. De bad derfor Pilatus om at give ordre til, at mændenes ben skulle brækkes, så de hurtigt ville dø. Så kom soldaterne og brækkede benene på de to mænd, der var korsfæstet sammen med Jesus, men da de kom til Jesus, så de, at han allerede var død. Derfor brækkede de ikke hans ben, men en af soldaterne stak i stedet et spyd i siden på ham, og der flød vand og blod ud.
Det, jeg her har fortalt, har jeg set med mine egne øjne, og alt, hvad jeg siger, er sandt. Jeg kan stå inde for, at det er sandhed, og jeg fortæller det, for at I skal tro det. Også den sidste hændelse var en opfyldelse af Skriftens ord, der siger: „Ingen af hans knogler må brækkes,” og: „De vil se på ham, som de har gennemboret.”
Kort efter henvendte Josef fra Arimatæa sig til Pilatus. Josef var en af Jesu disciple, men ikke åbenlyst, for han var bange for de jødiske ledere. Han bad om tilladelse til at tage Jesu lig ned, og det gav Pilatus ham lov til. Da han tog det ned, var Nikodemus også med. Det var ham, der var kommet til Jesus om natten. Han medbragte 30 kilo salve, en blanding af myrra og aloe. De to mænd svøbte Jesu lig ind i linnedklæder sammen med den vellugtende salve, sådan som det var skik ved en jødisk begravelse. Det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå i nærheden af en have, hvor der var en nyudhugget grav, som endnu aldrig var blevet brugt. Da de skulle skynde sig at blive færdige, inden sabbatten begyndte ved solnedgang, og da den grav lå i nærheden, lagde de ham i den.
Ingen mand må gå i seng med sin stedmor.
En mand, hvis testikler er knust, eller hvis lem er skåret af, må ikke komme frem for Herren. Det samme gælder enhver, der er født uden for ægteskabet, og for de kommende ti generationer af hans slægt.
Ingen af ammonitisk eller moabitisk afstamning inden for ti generationer må komme frem for Herren. Hverken ammonitterne eller moabitterne bød jer velkommen og gav jer mad og drikke, dengang I kom til dem på vej fra Egypten. De forsøgte tilmed at leje Bileam, Beors søn fra Petor i Aram-Naharajim, til at forbande jer, men Herren ville ikke lytte til Bileam, og han beviste sin kærlighed til jer ved at vende forbandelsen til velsignelse. Derfor må I aldrig fremover hjælpe ammonitterne eller moabitterne på nogen måde. Derimod skal I behandle edomitterne og egypterne godt, edomitterne, fordi de er af samme slægt som jer, og egypterne, fordi de viste jer gæstfrihed, da I boede som fremmede i deres land. Børnebørnene af de egyptere, der fulgte med jer fra Egypten, må komme frem for Herren.
Når I er i krig og opholder jer i lejren, må I holde jer fra alt, der er urent. Hvis en mand bliver uren, fordi han om natten har haft sædafgang, skal han forlade lejren og holde sig borte indtil aften. Først ved solnedgang, og efter at han har badet, kan han vende tilbage. Når du skal forrette din nødtørft, må du gå uden for lejren på et afsides sted. Gå altid med en teltpløk som en del af dit udstyr, og brug den til at grave et hul, hvor du kan forrette din nødtørft. Derefter skal du dække hullet til igen. Lejren skal være et helligt sted, for Herren er iblandt jer for at beskytte jer og give jer sejr over jeres fjender, og I må ikke krænke ham ved anstødelig opførsel, hvis I vil gøre jer håb om, at han vil være med jer.
Hvis en slave flygter fra sin herre og søger tilflugt i jeres land, må I ikke tvinge ham til at vende tilbage. Lad ham bo i den by, han selv vælger. I må heller ikke udnytte ham.
Religiøs prostitution er forbudt i Israel. Ingen, hverken mænd eller kvinder, må leve som prostitueret, og indtægter erhvervet ved prostitution må ikke bringes som løfteoffer til Herrens helligdom. Herren afskyr den slags.
I må ikke kræve renter af lån, I yder til jeres landsmænd, hvad enten lånet består i penge, mad eller andet. Af en udlænding må I kræve rente, men ikke af en israelit. Hvis I kræver rente af en landsmand, vil Herren ikke velsigne jer i det land, I skal over og tage i besiddelse.
Når I aflægger et løfte til Herren, jeres Gud, skal I hurtigst muligt indfri løftet. Gør I ikke det, vil Herren kræve jer til regnskab for jeres synd. Vær forsigtige med at aflægge et løfte, så I ikke risikerer at pådrage jer skyld, hvis I ikke kan overholde det. Men når I først af egen fri vilje har aflagt et løfte til Herren, må I sørge for at indfri det.
Når jeres vej fører jer gennem en andens vingård, må I spise jer mæt i druerne, men I må ikke tage nogen med jer. Det samme gælder, når I på jeres vej kommer gennem en andens kornmark: I må spise de aks, I plukker, men I må ikke bruge segl og heller ikke tage noget med jer.
Hvis en mand gifter sig, og hvis hans kone senere falder i unåde hos ham, fordi han opdager, at hun har gjort noget usømmeligt, kan han give hende et skilsmissebrev og derefter sende hende bort. Hvis hun gifter sig igen, og den anden mand også sender hende væk, eller han dør, kan den første mand ikke gifte sig med hende igen, for hun er blevet uren, ja, det ville være afskyeligt i Herrens øjne og bringe skyld over det land, han vil give jer i eje.
En nygift mand må ikke indkaldes til krigstjeneste eller pålægges andre offentlige forpligtelser. Det første år skal han have lov til at blive hjemme og glæde sig sammen med sin kone.
Det er ulovligt at tage et redskab i pant, som ejeren har brug for til den daglige madlavning.
Hvis nogen kidnapper en landsmand og sælger ham eller på anden måde udnytter ham, skal kidnapperen dø, for at det onde kan udryddes fra jeres midte.
I tilfælde af smitsomme hudsygdomme skal I nøje følge de instrukser, præsterne giver. Jeg har jo givet dem reglerne, for at de skal følges. Glem ikke, hvad Herren gjorde imod Mirjam på vej fra Egypten.
Hvis I har udlånt noget til en anden, må I ikke gå ind i hans hus for at hente et pant. Vent udenfor, til han kommer ud med det, han vil give i pant. Hvis manden er fattig og kun har sit overtøj at give i pant, må I ikke beholde det natten over, men I skal returnere det senest ved solnedgang, så han kan holde varmen om natten og velsigne jer for jeres godhed. På den måde gør I det, som er rigtigt i Herrens øjne.
I må ikke udnytte en fattig daglejer, hvad enten han er en landsmand eller en fremmed, der bor iblandt jer. Betal ham hans dagløn hver dag ved solnedgang, for han er fattig og har brug for pengene straks. Gør I ikke det, vil Herren høre hans beklagelser og kræve jer til regnskab for jeres synd.
Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.
I skal behandle fremmede og forældreløse retfærdigt, og I må ikke tage en enkes tøj i pant for, hvad hun skylder jer. Husk på, at I selv var fremmede og hjælpeløse i Egypten, dengang Herren, jeres Gud, befriede jer. Det er baggrunden for denne befaling. Hvis I under høstarbejdet overser et neg på marken, skal I lade det ligge, så den fremmede, enken eller den forældreløse kan samle det op. Så vil Herren velsigne jer i jeres arbejde. Og når I har høstet jeres oliven ved at slå på træets grene, må I ikke gå grenene efter, men skal efterlade resten til den fremmede, enken og den forældreløse. Det samme gælder under vinhøsten: Gå ikke rankerne efter, men efterlad de sidste druer til dem, der ikke selv har marker. Husk på, at I selv engang var slaver i Egypten og intet ejede.
En klog søn lytter til sin fars formaning,
den oprørske nægter at blive sat i rette.
Gode ord fører gode ting med sig,
falskhed fører kun til ufred.
De, der tænker, før de taler, beskytter deres liv,
de, der taler uden at tænke, får problemer.
De dovne har store planer, men opnår intet,
de flittige arbejder støt og ser resultater.
De gudfrygtige hader al falskhed,
de gudløse handler skamløst.
De oprigtige beskyttes af deres retskaffenhed,
de ondskabsfulde fældes af deres ondskab.
Nogle giver sig ud for at være rige, men ejer dog intet,
andre lader som om de er fattige, men ejer store rigdomme.
De rige frygter at blive kidnappet på grund af deres penge,
den bekymring har de fattige ikke.
Den gudfrygtiges lys skinner klart,
den gudløses flamme blafrer og går ud.
Stolthed fører kun til strid,
men at søge råd er tegn på visdom.
Hvad der kommer let, går let,
men hårdt tjente penge holder man fast på.
Bristede forhåbninger giver mismod,
men ønsker, der går i opfyldelse, giver livsmod.
Den, der ikke vil vejledes, må bøde for sin dumhed,
den, der tager imod råd, får sin belønning.
De vises råd er kilden til liv,
for den frelser fra dødens fælde.
Sund fornuft vinder respekt,
falskhed fører til undergang.
Kloge folk tænker, før de taler,
tåben glimrer med sin dumhed.
En upålidelig budbringer giver problemer,
en troværdig besked gør godt.
Den, der ikke vil vejledes, ender i fattigdom og skam,
den, der accepterer at blive irettesat, opnår hæder og ære.
At se en drøm gå i opfyldelse er en fryd for sjælen,
en tåbe kan ikke fordrage at opgive sin ondskab.
Hvis du holder dig nær til de kloge, bliver du klog.
Hvis du holder dig til tåberne, bliver dit liv ødelagt.
En synder overdænges med problemer,
en retsindig belønnes med succes.
Den gudfrygtige efterlader en arv til sine børn,
synderens rigdom overtages af de retskafne.
Selv om en fattig mands jord giver en god afgrøde,
mister han den, hvis der er lovløshed i landet.
Den, der sparer på riset, hader sin søn,
den, der elsker sin søn, tugter ham i tide.
Den gudfrygtige kan spise sig mæt,
den onde mangler mad.
En klog kvinde opbygger sit hjem,
en tåbelig kone river det ned.
Den, der vandrer ret, viser ærefrygt for Herren,
den, der er i oprør, viser sin foragt.
Tåbelige ord får ubehagelige følger,
de vise tænker, før de taler.
Har man ingen okser, sparer man foderet,
men stærke trækdyr kan give en stor høst.
Et trofast vidne lyver aldrig,
et falsk vidne udspyr løgne.
Den, der arrogant søger visdom, finder den ikke,
men med ydmyg fornuft vinder man viden.
Hold dig borte fra tåben,
for dér får du ingen gode råd.
De kloge overvejer de skridt, de tager,
tåben går rundt i blinde.
Tåber er ligeglade med, om de krænker andre,
de retskafne ønsker indbyrdes harmoni.
Ingen kan helt forstå en andens sorg
eller fuldt ud føle en andens glæde.
Den gudløses hjem går til grunde,
den gudfrygtiges familie blomstrer.
Mange mener, de følger den rette vej,
og dog ender den med død.
Et smil kan dække over hjertesorg,
når smilet er væk, er smerten der stadig.
Den troløse må lide for sin utroskab,
den trofaste får sin belønning.
Den naive tror på hvad som helst,
den kloge tænker sig godt om.
Den kloge er forsigtig og holder sig fra det onde,
tåben er overmodig og uden hæmninger.
Den hidsige handler uoverlagt,
den fornuftige udholder meget.
Den uforstandige øger sin dumhed,
den kloge vokser i visdom.
De onde skal bukke i respekt for de gode
og stå med hatten i hånden ved deres dør.
Den fattige har ingen venner,
men alle flokkes om den rige.
At se ned på den fattige er at gå imod Gud,
men at hjælpe en stakkel giver velsignelse.
De, der har onde planer, ender i ulykke,
de, der har godt i sinde, oplever trofast kærlighed.
Hårdt arbejde giver godt udbytte,
tom snak fører til fattigdom.
Den vises liv ender med succes,
tåbens liv ender i tåbeligheder.
Et sandfærdigt vidne redder liv,
et falsk vidne er en forræder.
De, der har ærefrygt for Herren, opnår fred og tryghed,
og deres børn beskyttes af Gud.
Ærefrygt for Herren er kilden til liv,
for den frelser fra dødens fælde.
En leder for et stort folk bliver æret,
men en konge uden et folk er intet værd.
Den, der er tålmodig, udviser klogskab,
den opfarende skilter med sin dumhed.
Fred i sindet giver helse til kroppen,
bitterhed æder én op indefra.
At udnytte de magtesløse er at håne deres Skaber,
at hjælpe de nødlidende er at ære Gud.
Onde mennesker går til grunde i deres ondskab,
de retskafne er i sikkerhed, selv når døden banker på.
Visdommen tager bolig i et forstandigt menneske,
men den finder ikke fodfæste i en tåbe.
Retskaffenhed ophøjer en nation,
synd er en skamplet på ethvert folk.
En klog tjener nyder velvilje hos kongen,
en skamløs tjener får hans vrede at føle.
Tidligt søndag morgen, mens det endnu var mørkt, gik Maria Magdalene ud til graven, og hun opdagede, at stenen var fjernet fra indgangen. Derfor skyndte hun sig tilbage til Simon Peter og den anden discipel, som Jesus holdt særlig meget af, og sagde til dem: „Der er nogle, der har taget Herren væk fra graven, og vi ved ikke, hvor de har gjort af ham.”
De to disciple løb straks ud til graven. I begyndelsen løb de side om side, men den anden discipel løb hurtigere end Peter og nåede først frem. Da han bøjede sig og kiggede ind i graven, så han, at ligklæderne lå der. Men han gik ikke ind i graven. Så nåede Peter frem, og han gik derind. Han så også ligklæderne og lagde mærke til, at det klæde, som Jesus havde haft over sit hoved, ikke var anbragt ved siden af ligklæderne, men lå foldet sammen på et sted for sig selv. Så gik den discipel, som var kommet først til graven, også derind – og da han så det hele, forstod han pludselig, hvad Jesus havde sagt om, hvad der ville ske med ham, og han blev overbevist. For indtil da havde de ikke forstået, hvad det betød, når Skriften siger, at han skulle genopstå fra de døde. Derefter gik de hjem igen.
I mellemtiden var Maria vendt tilbage til graven. Grædende bøjede hun sig ned og kiggede ind i gravkammeret, og der fik hun øje på to engle klædt i hvidt. Den ene sad, hvor Jesu hoved havde været, og den anden der, hvor fødderne havde været.
„Hvorfor græder du?” spurgte de. „Fordi der er nogle, der har taget min Herre bort,” svarede hun, „og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Da hun havde sagt det, vendte hun sig og så Jesus stå der. Men hun genkendte ham ikke.
„Hvorfor græder du?” spurgte Jesus hende. „Hvem leder du efter?” Hun regnede med, at det var gartneren, og sagde derfor: „Hvis det er dig, der har taget ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan gå hen og hente ham.”
„Maria!” sagde Jesus. Hun kiggede på ham og udbrød på hebraisk: „Rabbuni!” (det betyder „Mester”).
„Du skal ikke røre ved mig,” sagde han, „jeg er endnu ikke steget op til min Far. Men gå hen til disciplene og sig til dem: ‚Jeg stiger op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.’ ”
Maria løb straks hen til disciplene og sagde: „Jeg har set Herren!” Og hun fortalte dem, hvad han havde sagt.
Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han. Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.
Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.” Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”
En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem. De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og mærker efter med fingeren, og hvis jeg lægger hånden på hans side, vil jeg tro på det!”
Den følgende søndag var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”
Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!” „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas. „Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”
Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her. Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.
Hvis en mand kendes skyldig for retten og idømmes pryglestraf, skal dommeren befale manden at lægge sig ned på maven og modtage sin tilmålte straf, mens alle ser på det, dog højst 40 slag, for at manden ikke skal blive totalt ydmyget.
I må ikke binde munden til på en okse, mens den trækker tærskeslæden.
Hvis to brødre bor i nærheden af hinanden, og den ene dør, uden at hans kone har født ham en søn, må hans enke ikke gifte sig uden for slægten. Broderen skal tage hende til kone. Hvis kvinden da bliver gravid og føder en søn, skal denne søn regnes for søn af den afdøde bror, for at dennes slægt kan fortsætte. Men hvis den afdødes bror nægter at gifte sig med enken, skal hun gå til byens ledere og sige: ‚Min svoger vil ikke gifte sig med mig. Derved nægter han at føre sin afdøde brors slægt videre.’ Da skal byens ledere sende bud efter manden og drøfte sagen med ham, og hvis han stadig nægter at gifte sig med hende, skal hans svigerinde for øjnene af byrådet gå hen til ham, trække hans sandal af og spytte ham i ansigtet med ordene: ‚Sådan går det den, der nægter at skaffe sin bror efterkommere!’ Fra da af skal mandens slægt kaldes ‚dem med de bare fødder’.
Hvis to mænd er i slagsmål, og den enes kone kommer sin mand til hjælp ved at gribe fat i den anden mands kønsdele, må I ikke vise barmhjertighed, men hugge hendes hånd af.
Når I køber og sælger, skal I bruge korrekt mål og vægt, hvis I vil gøre jer håb om et langt og godt liv i det land, Herren vil give jer, for Herren afskyr enhver, der snyder.
Glem ikke, hvad amalekitterne gjorde imod jer, da I kom fra Egypten. Husk på, hvordan de overfaldt jer undervejs og brutalt og uden gudsfrygt huggede alle dem ned, der var kommet bagud af udmattelse. Når I har bosat jer i det land, Herren har givet jer til arvelod, og når de omliggende lande ikke længere udgør en trussel, skal I huske at udrydde amalekitterne fuldstændigt.
Når I har taget det land i besiddelse, som Herren har lovet jer, og er begyndt at dyrke jorden, skal I hver især bringe den første del af hvert års høst i en kurv til præsten, der gør tjeneste i Herrens helligdom, og sige til ham: ‚Denne gave er min påskønnelse af, at Herren har ført os til det land, han lovede vores forfædre.’ Præsten skal modtage din kurv og sætte den ned foran Herrens alter. Du skal give udtryk for din taknemmelighed til Herren ved at sige: ‚Jeg nedstammer fra en omvandrende aramæer, der med sin familie søgte tilflugt i Egypten. De var kun få dengang, men mens de boede som fremmede i landet, blev de til et stort og mægtigt folk. Egypterne gjorde os til slaver og mishandlede os, men vi råbte til dig, vores fædres Gud, og du hørte os og så vores lidelse og elendighed. Da greb du ind og sendte frygtelige plager over Egypten, og du førte os ud med magt og vælde og førte os til dette land, som „flyder med mælk og honning”. Derfor kommer jeg nu til dig, Herre, med noget af den første høst fra den jord, du har givet mig.’ Efter denne bøn skal du stille kurven ned for Herrens ansigt, og du skal tilbede ham. Du og din familie skal glæde jer sammen med levitterne og de fremmede, der bor i landet, mens I nyder frugten af den velsignelse, Herren har givet jer.
Hvert tredje år skal I tage en tiendedel af jeres afgrøder og give den til levitterne, de fremmede, enkerne og de forældreløse, så de kan spise sig mætte. Når det er gjort, skal I bede følgende bøn til Herren, jeres Gud: ‚Nu har jeg givet den del, som er helliget dig, til de trængende, sådan som du har befalet. Jeg har ikke glemt eller overtrådt nogen af dine befalinger. Jeg har ikke rørt ved tienden, mens jeg var i sorg eller var uren. Jeg har heller ikke ofret noget til de døde, men jeg har adlydt Herren, min Gud, og gjort, hvad han har befalet mig. Se derfor i nåde til os fra din hellige bolig i Himlen. Velsign dit folk og det land, du har givet os, et land, der „flyder med mælk og honning”, sådan som du lovede vores forfædre.’
Herren, jeres Gud, pålægger jer i dag at adlyde hans love og bestemmelser af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. I har i dag bekræftet jeres pagt med Herren. Det betyder, at han vil være jeres Gud, og at I vil holde jer til hans veje, lytte til hans røst og følge hans love og forskrifter. Det betyder, at I vil være hans ejendomsfolk, som han har udvalgt, og at I derfor vil overholde alle hans befalinger. Gør I det, vil han gøre jer til en mægtig nation, større end nogen anden nation, han har skabt, så I kan bringe ham ære og lovsang og være et særligt folk, indviet til Herren, sådan som han har sagt.”
Et hårdt svar vækker vrede,
forsonende ord kan afværge et skænderi.
Fra den kloges mund kommer en strøm af visdomsord,
fra tåbens mund kommer en flod af tåbeligheder.
Herren spejder ud over jorden,
han ser både de onde og de gode.
Opmuntrende ord giver mod på livet,
nedsættende ord giver sår i sjælen.
Kun en tåbe foragter sin fars formaning,
en fornuftig søn tager imod vejledning.
De retskafne opnår succes og velstand,
de onde mister det, de har samlet.
Der kommer visdom fra den kloges mund,
det gør der ikke fra tåbens tanker.
Herren afskyr de gudløses offergaver,
men glæder sig over gudfrygtiges bønner.
Herren afskyr den ondes handlemåde,
men han elsker den, der gør det rette.
De, der gør oprør imod Gud, bliver straffet,
og hvis de fortsætter deres oprør, skal de dø.
Herren kender underverdenens afkroge og dødsrigets dybder.
Mon et menneskes inderste væsen er ukendt for ham?
De hovmodige hader at blive sat i rette,
derfor holder de sig væk fra de vise.
Indre glæde giver et smilende ansigt,
et sorgfuldt hjerte tager livsmodet væk.
Den kloge søger altid ny indsigt,
tåben tygger drøv på sine dumheder.
For den nedtrykte er hver dag en dårlig dag,
den glade har altid gode dage.
Et nøjsomt liv i ærefrygt for Gud
er bedre end et liv i rigdom og angst.
Hellere spise vandgrød med dem, man elsker,
end oksesteg med dem, man hader.
En hidsig person skaber splid og ufred,
et tålmodigt menneske gyder olie på vandene.
Den dovne synes, at vejen er overgroet med tidsler,
den flittige synes, at vejen er bred og problemfri.
Et klogt barn glæder sin far,
kun en tåbe gør nar af sin mor.
Den uforstandige er godt tilfreds med sine dumheder,
den kloge har forstand til at gøre det rigtige.
Uden god rådgivning går en plan let i vasken,
men når mange tages med på råd, lykkes den.
Det er en glæde at kunne give et godt råd,
dejligt at kunne sige det forløsende ord.
Den vise vælger vejen til et godt liv
frem for vejen til en ynkelig død.
Herren nedriver den hovmodiges hus,
men beskytter enkers ejendom.
Herren afskyr de ondes tanker,
men glæder sig over gode ord.
Den pengegriske bringer sin familie i ulykke,
den, der afslår bestikkelse, klarer sig godt.
De retskafne tænker, før de taler,
men ondskaben vælter ud af de gudløses mund.
Herren hører de gudfrygtiges bønner,
men holder sig fjernt fra onde mennesker.
Et smil varmer hjertet,
gode nyheder giver ny styrke.
Den, der er villig til at blive vejledt,
vil føle sig hjemme blandt de vise.
Den, der nægter at blive irettesat, modarbejder sig selv,
den, der tager godt imod kritik, vokser i visdom.
Ærefrygt for Gud er vejen til visdom,
ydmyghed går forud for ære.
Vi mennesker har mange tanker i hovedet,
men Herren kan lægge os ord i munden.
Vi kan mene, at vi er uskyldige,
men Herren kender de skjulte motiver.
Søg Herrens hjælp i alt, hvad du gør,
så vil det lykkes for dig.
Herren har en plan med alt,
og onde mennesker vil få deres straf.
Herren afskyr de hovmodige,
også de vil få deres straf.
Trofast kærlighed tilgiver synd,
gudsfrygt afværger meget ondt.
Når mennesker lever ret for Gud,
lader Gud dem leve i fred for fjender.
Bedre at være fattig og ærlig
end at være rig og uærlig.
Et menneske kan udtænke gode planer,
men Herren afgør, hvad der sker med dem.
En konge taler på Guds vegne,
så hans domme skal være retfærdige.
Herren er med i forretningslivet,
så enhver handel skal være ærlig.
En konge kan ikke tolerere forbrydelser,
for retfærdighed er grundlaget for hans magt.
En konge glæder sig over ærlighed,
han sætter stor pris på at høre sandheden.
En konges vrede er dødsens farlig,
men den kloge forstår at dæmpe den.
Når kongen smiler, er der fremgang og fred,
hans velvilje fører til vækst som regn i såtiden.
Bedre at vinde visdom end at grave efter guld,
hellere stræbe efter indsigt end lede efter sølv.
Den retskafnes vej fører væk fra det onde,
ved at se sig godt for kan man redde livet.
Hovmod står for fald,
den overmodige snubler let.
Hellere være tilfreds med det lidt, man har,
end at dele rov med de rige og stolte.
Den, der har indsigt, klarer sig godt,
velsignet er den, der sætter sin lid til Herren.
Den vise kendes på sin sunde fornuft,
velvalgte ord bliver der lyttet til.
God dømmekraft giver den kloge et godt liv,
men den tåbelige straffes for sin dumhed.
De vise kommer med visdomsord,
derfor lytter man gerne til dem.
Venlige ord er som honning,
en lise for sjælen og helse til kroppen.
Mange mener, de følger den rette vej,
og dog ender den med død.
Arbejderens sult er til gavn for ham,
for den hjælper ham til at arbejde hårdt.
Ondskabsfulde slyngler skaber ulykker overalt,
deres ord hærger som en steppebrand.
Folk, der er fulde af løgn, skaber altid splid,
sladder kan skille selv de bedste venner.
En forbryder opflammer sine kammerater
og trækker dem med i kriminelle handlinger.
Den, der blinker med øjet, har ondt i sinde,
sammenpressede læber tyder på skumle planer.
Det er en ære at blive gammel,
for så har man levet et retskaffent liv.
Det er bedre at være tålmodig end at være stærk,
lettere at indtage en by end at overvinde sig selv.
Mennesker kaster lod for at finde Guds vilje,
men det er Herren, der bestemmer udfaldet.
Senere viste Jesus sig igen for nogle af disciplene. Det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, Natanael fra Kana i Galilæa, Jakob og Johannes samt to andre disciple var samlet ved Galilæasøen.
Simon Peter sagde da: „Jeg tror, jeg tager ud og fisker.” „Så tager vi med,” sagde de andre.
De gik om bord i båden og sejlede ud, men de fangede ikke noget hele den nat. Da det begyndte at blive lyst, fik de øje på en mand inde på bredden. Det var Jesus, men de genkendte ham ikke.
Han råbte ud til dem: „Har I fanget noget, venner?” „Nej!” råbte de tilbage. „Kast nettet ud på højre side af båden!” råbte han til dem. „Så skal I nok fange noget.”
Det gjorde de så – og de kunne umuligt hale nettet ind på grund af alle de fisk, der var i det. Den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, vendte sig til Peter. „Det er Herren,” sagde han. Simon Peter havde taget sin yderkjortel af for bedre at kunne arbejde, og den bandt han nu om livet. Så hoppede han ud i vandet – mens de andre blev i båden – for de var kun ca. 100 meter fra land. Nettet med de mange fisk trak de efter sig i vandet, mens de roede ind mod land.
Da båden var nået ind til bredden, sprang de seks disciple i land, og de så, at der var tændt en trækulsild, hvor nogle fisk var ved at blive stegt, og der lå også nogle brød. Jesus sagde: „Kom nu med nogle af de fisk, I har fanget.” Så vadede Simon Peter i land og trak nettet fuldt af fisk efter sig. Der var 153 store fisk, og nettet var ikke engang gået i stykker. „Kom nu og få noget at spise,” sagde Jesus. Ingen turde spørge, hvem han var, men de vidste alle, at det måtte være Herren. Jesus gik nu rundt og delte brød og fisk ud til dem. Det var tredje gang, han viste sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.
Efter at de havde spist, trak Jesus Simon Peter til side og sagde til ham: „Simon, Johannesʼ søn, elsker du mig mere end de andre gør?” „Ja, Herre,” svarede Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine lam,” sagde Jesus.
Jesus gentog spørgsmålet: „Simon, Johannesʼ søn, elsker du mig?” „Ja, Herre,” sagde Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så tag dig af mine får,” sagde Jesus.
For tredje gang spurgte han: „Simon, Johannesʼ søn, holder du virkelig af mig?”
Peter blev bedrøvet over, at Jesus stillede det samme spørgsmål tre gange. „Herre, du kender alle ting,” sagde han, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine får,” sagde Jesus.
Derefter fortsatte han: „Det siger jeg dig, Peter: Da du var ung, bandt du selv et bælte om livet og gik hvorhen, du ville. Men når du bliver gammel, vil du komme til at løfte armene, og en anden vil binde et reb om livet på dig og føre dig derhen, hvor du ikke har noget ønske om at gå hen.” Jesus sagde de ord for at tilkendegive, hvordan Peter skulle dø til Guds ære. Derefter sagde Jesus til ham: „Følg mig!”
Peter vendte sig nu om og så, at den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, var på vej hen imod dem. Det var ham, som ved påskemåltidet havde lænet sig op ad Jesu bryst og spurgt: „Herre, hvem er det, som vil forråde dig?” Så spurgte Peter: „Hvad med ham, Herre, hvordan skal det gå ham?” „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen,” svarede Jesus, „hvad angår det så dig? Følg du mig!”
På den måde spredtes det rygte blandt de kristne, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde nu ikke sagt, at han ikke skulle dø. Han sagde: „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen, hvad angår det så dig?”
Hvad her er skrevet, er altså den discipels vidnesbyrd. Og vi ved, at det, han har fortalt, er sandt.
Der er også meget andet, som Jesus gjorde. Men jeg tror, at hvis det alt sammen skulle nedskrives, ville hele verden næppe kunne rumme alle de bøger, som så måtte skrives.
Moses stod sammen med Israels ledere og sagde til folket:
„Husk at adlyde alle de befalinger, jeg pålægger jer i dag. Når I er gået over Jordanfloden og kommet ind i det land, Herren, jeres Gud, har lovet jer, et land, der ‚flyder med mælk og honning’, skal I rejse nogle store sten ved Ebals bjerg. Stenene skal I stryge over med kalk, og I skal skrive Herrens love i kalken. Samtidig skal I bygge et alter af utilhugne kampesten og ofre brændofre og fællesskabsofre til Herren, og I skal feste og glæde jer for hans ansigt. Glem ikke at skrive de her love på de kalkede sten med tydelig skrift.”
Derefter sagde Moses på præsternes vegne til hele folket: „Hør efter, Israels folk! I dag er pagten mellem jer og Herren, jeres Gud, blevet bekræftet. Adlyd nu alle hans befalinger, som jeg har givet jer.”
Samme dag sagde Moses til folket: „Når I er kommet over på den anden side af Jordanfloden, skal Simeons, Levis, Judas, Issakars, Josefs og Benjamins stammer stille sig op på Garizims bjergside som tegn på, at Herren vil velsigne dem, der holder sig pagten for øje, mens Rubens, Gads, Ashers, Zebulons, Dans og Naftalis stammer skal stille sig op på Ebals bjergside som tegn på, at Herren vil dømme dem, der vender ryggen til pagten. Levitterne skal så med høj røst erklære over for hele Israels folk:
‚Herren afskyr afgudsdyrkelse, og han vil dømme enhver, der laver støbte eller udskårne afgudsbilleder og i al hemmelighed stiller dette menneskeværk op!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der ringeagter sin far eller mor!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der flytter markskellet mellem sin og sin nabos jord!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der leder den blinde vild!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der behandler de fremmede, enkerne eller de forældreløse uretfærdigt!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der står i forhold til sin fars kone!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der har seksuel omgang med dyr!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der står i forhold til sin søster eller halvsøster!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der står i forhold til sin svigermor!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der med overlæg slår et andet menneske ihjel!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der tager imod betaling for at slå et andet menneske ihjel!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’
‚Guds dom over enhver, der ikke holder fast ved og handler efter ordene i denne lovbog!’ Og folket skal svare: ‚Ja, bestemt!’ ”
Moses fortsatte: „Men hvis I omhyggeligt adlyder de befalinger fra Herren, som jeg pålægger jer i dag, vil han gøre jer større og mægtigere end noget andet folk på jorden, og følgende velsignelser vil følge jer:
Herren vil velsigne jeres byer og marker.
Herren vil velsigne jer med mange børn, en stor høst og med meget afkom fra både hornkvæg og småkvæg.
Herren vil velsigne jer med korn i overflod og fyldte dejtrug.
Herren vil velsigne jer ude og inde, overalt hvor I går.
Når fjenderne angriber, vil Herren slå dem på flugt. De angriber i samlet flok, men flygter i alle retninger.
Herren vil velsigne jer i jeres arbejde og fylde jeres lader med korn. Han vil velsigne jer i det land, han giver jer.
Hvis I adlyder Herren, jeres Gud, og gør, hvad han har befalet, vil han gøre jer til sit særlige folk, sådan som han har lovet. Da skal alle jordens folk få at se, at I er Herrens udvalgte folk, og de vil betragte jer med ærefrygt.
Herren vil velsigne jer på alle måder i landet, som han lovede jeres forfædre, med mange børn, med rekordhøst og meget kvæg. Han vil åbne for himlens sluser, så landet får regn i rette tid. Han vil velsigne jer i alt, hvad I tager jer for, så I kan låne ud til andre og ikke selv har brug for at låne af nogen. Hvis I blot vil høre og adlyde de befalinger fra Herren, som jeg pålægger jer i dag, vil Herren give jer fremgang og gøre jer til hoved i stedet for hale. Men betingelsen er, at I aldrig vender jer fra de love, jeg pålægger jer i dag, og dyrker andre guder.
Men hvis I ikke vil lytte til Herren, jeres Gud, og adlyde de befalinger, jeg pålægger jer i dag, vil følgende forbandelser ramme jer:
Herren vil forbande jeres byer og marker.
Herren vil forbande jeres kornmarker og jeres dejtrug.
Herren vil forbande jer med barnløshed, med dårlig høst og mangel på afkom fra jeres hornkvæg og småkvæg.
Herren vil forbande jer ude og inde, overalt hvor I går.
Hvis I handler ondt og forkaster Herren, vil han sende sin dom over jer i form af ulykke og forvirring, så I oplever problemer i alt, hvad I tager jer for. Det vil gå ned ad bakke for jer, indtil undergangen kommer over jer. Herren vil sende ulykker over jer, indtil I bukker under i det land, I skal over og tage i besiddelse. Herren vil ramme jer med smitsomme sygdomme, med feber og betændelse, med brændende hede og svidende tørke, med skimmel og meldug. De her forbandelser vil følge jer livet igennem. Solen vil brænde fra en skyfri himmel, så jorden under jer bliver hård som jern. I stedet for regn sender Herren sandstorme fra himlen, indtil landet ligger øde, og I er tilintetgjort.
Herren vil give jeres fjender sejr over jer. I går i kamp i samlet flok, men må flygte i alle retninger. Nationerne omkring jer vil ynkes, når de hører om jeres sørgelige skæbne. Jeres lig vil blive føde for grådige gribbe og vilde dyr, og ingen vil jage dem bort.
Herren vil ramme jer med de plager, han sendte over egypterne, med bylder og sår, med udslæt og kløe, som ikke kan helbredes af nogen kur. Han rammer jer med sindssyge, blindhed og febervildelse, så I ved højlys dag må famle jer frem. Intet vil lykkes for jer. I vil blive overfaldet og undertrykt dagen lang uden håb om hjælp.
En forlovet mand må se sin kæreste blive voldtaget. Én bygger sig et hus, men kommer aldrig til at bo i det. Én planter sig en vingård, men får aldrig plukket dens druer. Jeres køer vil blive slagtet for øjnene af jer, uden at I får del i kødet. Jeres æsler vil blive drevet bort for aldrig at vende tilbage igen. Jeres får og geder vil blive fjernet af jeres fjender, mens I ser hjælpeløst til. Jeres sønner og døtre vil blive pågrebet for øjnene af jer og ført bort som slaver. Jeres hjerte vil blive knust af sorg og længsel efter dem, men I kan intet stille op. Et fremmed folk, I ikke kender, vil spise de afgrøder, I har arbejdet så hårdt for at få. Dagen lang bliver I offer for vold og undertrykkelse, jeres lidelser øges, indtil I går amok. Herren vil ramme jeres knæ og lår med smertende, uhelbredelige sår, bylder vil dække jer fra top til tå.
Herren vil tage jer og den konge, I har indsat over jer, og føre jer i landflygtighed blandt et folk, hverken I eller jeres forfædre før har kendt. Dér vil I komme til at dyrke fremmede guder af træ og sten. De folk, I kommer til at bo iblandt, vil chokeres og ynkes over jeres grusomme skæbne. I bliver et spottende mundheld for de folkeslag, Herren spreder jer iblandt.
I vil så meget korn, men kun høste en smule, for græshopper vil æde det meste. I vil plante vingårde og passe vinrankerne, men druerne vil blive ædt af orm, så der intet bliver at lave vin af. I vil plante olivenlunde, men frugterne falder af før tiden, så der intet bliver at lave olie af. I vil få sønner og døtre, men de vil blive bortført som slaver. Insekter vil hærge landet, så jeres træer og afgrøder går til grunde. De fremmede iblandt jer vil sidde højt på strå, mens I selv synker ned i skidtet. De vil låne ud til jer, uden at I kan give noget tilbage. De vil blive hoved, og I vil blive hale.
Alle de her plager vil ramme jer og forfølge jer, indtil I er udryddet. Det skal være en stadig advarsel for jer og jeres efterkommere, hvis I ikke vil adlyde Herren, jeres Gud, og gøre, som han har befalet. Det sker, hvis et liv i overflod får jer til at holde op med at tjene Herren, jeres Gud, med glæde og lovsang i hjertet. Herren vil da udlevere jer til jeres fjender, så I kommer til at tjene dem som slaver. I vil miste alt og bære åg på nakken. I vil opleve mangel på mad og drikke og tøj, ja, alle de daglige fornødenheder.
Herren vil kalde på et folk i det fjerne, et brutalt og hensynsløst folk, hvis sprog I ikke forstår. De vil angribe jer som ørnen, der slår ned på sit bytte, og ødelægge jeres ungkvæg og afgrøder, så der hverken er korn, vin, olivenolie, kalve, gedekid eller lam tilbage. De vil belejre jeres byer og vælte de høje mure, I har sat jeres lid til. Under den frygtelige belejring vil I være tvunget til at spise kødet af jeres egne sønner og døtre. Selv den ædleste mand iblandt jer vil blive så desperat, at han spiser nogle af sine egne børn af mangel på mad, ja, han nægter endog at dele med sin bror, sin kone og sine øvrige børn. Selv den mest velhavende kvinde, så fornem, at hun aldrig behøver at gå på sine ben, vil gøre det samme: Under den frygtelige belejring vil hun blive så desperat, at hun i al hemmelighed spiser sit nyfødte barn og efterbyrden uden at dele med sin mand og sine børn.
Hvis I nægter at adlyde de love, som er optegnet i denne bog, og derved undlader at vise ærefrygt for Herrens herlige og frygtindgydende navn, vil han sende uhelbredelige sygdomme over jer og jeres børn, ja, han vil ramme jer med de samme plager, han sendte over Egypten, og som I frygtede så stærkt. Ikke nok med det. Herren vil ramme jer med alskens plager og ulykker, med katastrofer, der ikke engang er nævnt i denne bog, indtil I er udryddet. Kun en rest vil blive tilbage, skønt I før var talrige som himlens stjerner. Det bliver konsekvensen, hvis I ikke vil adlyde Herren, jeres Gud, for i så fald er Herren lige så opsat på at straffe jer, som han var opsat på at velsigne jer med fremgang og tilvækst. Han viger ikke tilbage for at rykke jer op med rode fra det land, I nu skal over og tage i besiddelse. Han vil sprede jer blandt alle jordens folk. Dér vil I komme til at dyrke andre folkeslags guder af træ og sten, guder, som hverken I eller jeres forfædre før har kendt. I vil blive et rodløst og hvileløst folk. Herren vil slå jer med frygt, håbløshed og fortvivlelse. Både dag og nat vil I frygte for at blive slået ihjel. Jeres liv vil hænge i en tynd tråd. Om morgenen vil I ønske, det var aften, og om aftenen vil I ønske, det var morgen. Så frygtelig er den terror, der truer jer. Da vil Herren sende jer tilbage til Egypten på skibe, en rejse jeg lovede, I aldrig mere skulle gøre, og dér vil I prøve at sælge jer selv som slaver til jeres fjender, men ingen vil være interesseret i at købe jer.”
Alle de her ord hører til den pagt, som Herren bad Moses slutte med israelitterne på Moabs sletter. Det er en tilføjelse til og fornyelse af pagten ved Horebs bjerg.
Bedre at spise tørt brød i fred
end festmad i splid og spektakel.
En klog slave får autoritet over sin herres uvorne unger,
og han får del i arven, som var han en søn af familien.
En smeltning kan afgøre kvaliteten af sølv eller guld,
men kun Herren kender et menneskes hjerte.
En ballademager tiltrækkes af destruktive planer,
og en løgner lytter gerne til svig og bedrag.
At foragte de fattige er at håne deres Skaber,
den, der er skadefro, vil selv komme i ulykke.
Bedsteforældre er stolte af deres børnebørn,
ligesom børn er stolte af deres forældre.
En tåbe bør holde sig fra store ord,
og den ædle bør holde sig fra løgn.
Bestikkelse virker som en trylleformular,
for den kan åbne et utal af døre.
Den, der bærer over med en forurettelse, skaber gode relationer,
men at hænge sig i andres fejl kan skille selv de bedste venner.
En fornuftig person lærer mere af en enkelt irettesættelse,
end en tåbe lærer af 100 afstraffelser.
Onde mennesker er altid i oprør,
men de vil få en velfortjent straf.
Hellere møde en bjørn, hvis unger er taget fra den,
end en tåbe, der slår om sig med tåbeligheder.
Den, der gengælder godt med ondt,
vil blive forfulgt af uheld.
At indlede et skænderi er som at åbne for en sluse,
du må hellere få lukket igen, før der bliver rigtig krig.
At dømme en uskyldig og frikende en skyldig,
begge dele vækker afsky hos Herren.
Hvad skal en tåbe bruge penge til?
Kan man købe visdom, når man er uden forstand?
En ven er altid en ven,
og slægtninge har man som en hjælp i nøden.
Det er dumt at stå inde for en fremmed mands lån
og stille garanti for en andens gæld.
De, der elsker at skændes, skaber altid problemer,
de overvurderer sig selv, og det ender galt.
Den, der har falske motiver, klarer sig skidt,
og den, der lever i bedrag, falder med et brag.
Et tåbeligt barn giver sine forældre sorg,
en oprørsk unge giver ingen glæde.
Et glad hjerte giver en sund krop,
nedtrykthed dræner ens livsmod.
Onde mennesker tager imod bestikkelse
og kæmper imod al retfærdighed.
Den fornuftige har visdom for øje,
men tåbens blik fortaber sig i det fjerne.
Et tåbeligt barn bringer sin far sorg
og gør sin mor skuffet og bitter.
Det er forkert, at give de uskyldige bøder
og straffe de mennesker, som er ærlige.
Den kloge overvejer nøje sine ord,
den forstandige holder hovedet koldt.
En tåbe, der tier, kan gå for at være fornuftig,
den, der holder sin mund, betragtes som forstandig.
De, der isolerer sig, søger deres eget,
de opponerer mod al sund fornuft.
En tåbe prøver ikke på at forstå andre,
han har nok i at lufte sin egen mening.
Ondskab går hånd i hånd med foragt,
skam følges med vanære.
Visdom forfrisker som en rislende kilde,
styrkende ord er som koldt, frisk vand.
Det er afskyeligt at holde hånden over den skyldige
og at lade den uskyldige blive dømt i stedet.
Tåbernes ord bringer dem let i klammeri,
deres tale inviterer til slagsmål.
Tåbernes ord bringer dem til fald,
deres tale kan koste dem livet.
Sladder sluges med hud og hår
og lagrer sig dybt i sindet.
At være doven og forsømme sit arbejde
er lige så slemt som at øve hærværk.
Herren er som et stærkt fæstningstårn,
den retskafne løber derind og er i sikkerhed.
Den riges velstand er hans falske tryghed,
han tror sig beskyttet bag en mægtig mur.
Hovmod fører til fald,
ydmyghed bringer ære.
At give et svar uden først at lytte
er både tåbeligt og skændigt.
Et menneskes livsmod giver styrke under sygdom,
men når mismod sætter ind, er håbet ude.
Den forstandige er på jagt efter kundskab,
den kloge er på udkig efter visdom.
At give en gave kan åbne mange døre
og bane vej til magtfulde personer.
Den, der forsvarer sin sag, synes at have ret,
i hvert fald indtil krydsforhøret begynder.
Når to stærke modstandere er kørt fast i en strid,
kan en lodkastning give en løsning.
Når slægtninge bliver uvenner,
rejses en mur imellem dem.
Gode ord giver mad i huset,
de rette ord giver fremgang i livet.
Tungen er nøglen til et godt eller dårligt liv,
man må leve med konsekvensen af sine ord.
Lykkelig den mand, som finder sig en god kone,
det er et udtryk for Herrens velsignelse.
Den fattige er nødt til at anmode høfligt,
den rige har råd til at være uforskammet.
Man kan have mange venner og alligevel blive svigtet,
og dog kan en ven være mere trofast end en slægtning.
Højtærede Teofilus!
I min tidligere beretning fortalte jeg dig om alle de mirakler, Jesus udførte, og om hans undervisning lige fra begyndelsen af, og indtil han blev taget op til Himlen. I de 40 dage, der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart, viste han sig adskillige gange for de apostle, han havde udvalgt. På den måde beviste han, at han virkelig var blevet levende igen, og når de var sammen, talte han med dem om Guds rige og gav dem ved Helligåndens inspiration sine instrukser.
En dag, da de spiste sammen, sagde Jesus: „I må ikke tage væk fra Jerusalem, før I har modtaget det, som min Far har lovet, og som jeg har fortalt jer om. Johannes døbte jo med vand, men I vil om ganske få dage blive døbt med Helligåndens kraft.”
Mens de var sammen, spurgte de ham: „Herre, er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette Israels kongerige?”
Jesus svarede: „Det tilkommer ikke jer at få kendskab til de tidspunkter, som Faderen i sin almagt har fastsat. Men I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer, og så skal I bringe budskabet om mig til Jerusalem, til hele Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.”
Derefter blev Jesus løftet op fra jorden, mens de så på det, og han forsvandt ind i en sky. Som de nu blev ved at stirre op mod himlen for at se, hvor han var blevet af, stod der pludselig to hvidklædte mænd hos dem. „Mænd fra Galilæa,” sagde de, „hvorfor står I og stirrer op i luften? Jesus, som nu er taget bort til Himlen, vil komme tilbage igen på samme måde, som I så ham forsvinde.”
Apostlene gik så ned fra Olivenbjerget, hvor det her var sket, og tilbage til Jerusalem. Det var kun omkring et kvarters gang. De gik hen til det hus, hvor de plejede at samles i en stor sal ovenpå. De 11 tilbageværende apostle var: Peter, Johannes, Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob, Alfæusʼ søn, Simon Frihedskæmper og Judas, Jakobs søn. De mødtes ofte for i fællesskab at bede til Gud. Også de kvinder, der havde fulgt Jesus, samt Jesu mor og hans brødre, var med.
Nogle dage senere, hvor en gruppe på ca. 120 disciple var samlet, rejste Peter sig og sagde: „Venner, det var jo nødvendigt, at det skriftord, som Helligånden talte gennem David, skulle gå i opfyldelse, det ord, der handler om Judas, som viste vej for dem, der pågreb Jesus. Judas var en af os og havde fået en aposteltjeneste ligesom os. Det profetiske ord fra David, som passer på ham, står i Salmernes Bog:
‚Lad hans hjem ligge øde hen,
lad ingen bo der mere.’
Og et andet sted står der: ‚Lad en anden overtage hans lederfunktion.’” (De penge, Judas fik for sit forræderi, brugte han til at købe en mark. Så gik han hen og styrtede sig i døden, og i faldet blev han revet op, så hans indvolde væltede ud. Alle i Jerusalem hørte, hvordan det gik ham, og man kalder nu det sted for „Blodmarken”.)
Peter fortsatte: „Derfor bør vi nu finde en mand, som kan overtage Judasʼ plads. Det skal være en, der har været sammen med os hele tiden, mens Jesus var hos os – lige fra dengang han blev døbt af Johannes, og indtil han blev taget bort og vendte tilbage til Himlen. Den mand skal sammen med os bevidne, at Jesus virkelig er genopstået fra de døde.”
De udpegede så to mænd, Josef Justus Barsabbas og Mattias. Derefter bad de: „Herre, du som kender alle menneskers inderste tanker, vis os nu hvem af dem, du har valgt i stedet for Judas, så han kan overtage den aposteltjeneste, som Judas forlod for at tage derhen, hvor han hører hjemme.” Derpå kastede de lod, og loddet faldt på Mattias. Fra da af blev han regnet med blandt apostlene.