Herren havde sagt til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”
Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan. Han rejste til Kanaʼans land sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot, og han tog alle sine ejendele med og de slaver, han havde erhvervet sig i Karan. De fortsatte ind i landet og kom til Sikem, til Mores egetræ. Området var på det tidspunkt beboet af det kanaʼanæiske folk.
Dér viste Herren sig for Abram og sagde: „Jeg vil give dette land til dine efterkommere.” På det sted byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. Derpå forlod Abram stedet og rejste sydpå, indtil han kom til bjerglandet med Betel mod vest og Aj mod øst. Der slog han lejr og byggede et alter for at tilbede Herren. Derefter rejste han fra sted til sted i sydlig retning, indtil han bosatte sig i Negev.
Engang blev der hungersnød i landet, og det var så slemt, at Abram besluttede at rejse ned til Egypten med sin familie for at bo der en tid. Da de nærmede sig grænsen til Egypten, sagde Abram til Saraj: „Du er jo en virkelig smuk kvinde. Når nu egypterne ser dig, vil de sige: ‚Det er hans kone. Lad os slå ham ihjel og tage hende.’ Men hvis du så siger, at du er min søster, vil egypterne spare mit liv og behandle mig godt på grund af dig.” Og sådan gik det. Da de kom ind i Egypten, talte alle om Sarajs skønhed. Da embedsmændene ved paladset omtalte hende i rosende ord overfor Farao, blev Saraj hentet til hans harem. Abram blev godt behandlet på grund af Saraj. Farao gav ham får, køer, æsler, kameler og mange slaver, både mænd og kvinder.
Men Herren ramte Farao og hans hof med frygtelige plager på grund af Saraj, Abrams kone. Farao sendte da bud efter Abram. „Hvad er det dog, du har gjort imod mig?” råbte han. „Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din kone? Hvordan kunne du sige, hun var din søster, så jeg tog hende til mit harem? Her er hun! Tag hende og forsvind!” Så blev Abram og hans kone, deres slaver og al deres ejendom eskorteret ud af landet.
Abram forlod så Egypten og rejste nordpå til Negev sammen med sin kone og Lot og al deres ejendom. Han var nu meget rig. Han havde meget kvæg og masser af sølv og guld. De fortsatte nordpå fra sted til sted, indtil de nåede Betel og det sted mellem Betel og Aj, hvor de tidligere havde slået lejr, og hvor Abram havde bygget et alter. Der ofrede han igen til Herren.
Lot, som fulgte med Abram, var også en velstående mand med mange får og køer og telte. Der var imidlertid ikke græs nok på stedet til deres mange dyr, så de kunne ikke blive ved at bo så tæt sammen. Kanaʼanæerne og perizzitterne boede jo også i landet. Så da det kom til slagsmål mellem Abrams og Lots hyrder, sagde Abram til Lot: „Det her går ikke. Der må ikke være strid mellem os eller mellem vores folk. Vi er jo trods alt i familie. Her er land nok. Så lad os hellere gå hver til sit. Hvis du går til venstre, så går jeg til højre; eller hvis du går til højre, så går jeg til venstre.”
Da Lot spejdede ud over landet, lagde han mærke til Jordandalens frugtbare slette, der strakte sig helt til Zoar. Det var før Sodoma og Gomorra blev ødelagt, og området var endnu frodigt som Edens have og Egyptens land. Lot valgte Jordandalen. Han tog afsked med Abram og gik mod øst. Abram blev altså i Kanaʼans land, mens Lot med sin teltlejr drog østpå fra sted til sted, indtil han nåede Sodoma, hvor han slog sig ned. Folkene dér var berygtet for deres store ondskab. De syndede groft imod Herren.
Efter at Lot var taget af sted, sagde Herren til Abram: „Se dig omkring til alle sider fra det sted, hvor du står. Se mod nord og mod syd, mod øst og mod vest. Jeg vil give dig og dine efterkommere hele dette land til evigt eje. Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som sandkornene på jorden. Rejs nu gennem landet på kryds og tværs og se nøje på det, for jeg vil give det til dig.” Så slog Abram lejr i Mamres egelund ved Hebron. Der byggede han et alter for Herren.
Så var det Zofars tur til at gå i rette med Job:
„Hold lige en pause, jeg har en kommentar.
Du snakker og snakker, men nu skal du få svar!
Vi kan ikke bare sidde og høre på den slags.
Når du håner Gud, må vi sætte dig på plads.
Du hævder, at din adfærd er fejlfri,
at du i Guds øjne er helt uden skyld.
Om Gud dog bare ville åbne sin mund,
give dig ren besked og sige, hvad han mener.
Hvis han åbner for sin visdoms gemmer,
vil du indse, hvor lidt du egentlig har forstået,
for han straffer dig mindre, end du faktisk fortjener.
Forstår du Guds skjulte tanker og planer?
Kender du omfanget af hans guddommelige magt?
Den når højere op end himlen og dybere ned end dødsriget.
Sammenlignet med ham har du hverken visdom eller magt.
Hans visdom går ud over jordens grænser,
er mere vidtstrakt end havets horisonter.
Når Gud nu har afsagt sin dom over dig,
er der så nogen, der kan standse straffen?
Han gennemskuer menneskers bedrag
og lægger mærke til alle deres synder.
Det er sværere for en tåbe at blive vis
end for et vildæsel at føde et menneske.
Gid du ville vende dig fra din synd
og trygle din Gud om nåde.
Tag afstand fra alle dine synder,
luk hjertets dør for al ondskab.
Så kan du løfte hovedet frit igen
og leve i sikkerhed uden at frygte.
Så kan du glemme dine tidligere trængsler,
som flodvand, der for længst er flydt videre.
Dit ansigt vil stråle som middagssolen,
dit tungsind forsvinde som morgentågen.
Du får nyt mod og fornyet håb,
du får lov til at leve i fred og sikkerhed.
Du kan lægge dig trygt til hvile.
Mange vil komme til dig for at få hjælp.
Men for de gudløse er der intet håb.
De har ingen steder at søge tilflugt
og kan kun se frem til at dø.”
Hertil svarede Job:
„I er så kloge og har svar på alt!
Hvor trist, at visdommen skal uddø med jer!
Men jeg er nu heller ikke uden forstand,
jeg står ikke tilbage for jer i noget.
Der er jo intet nyt i det, I har sagt.
Jeg er en retskaffen og retsindig mand.
Når jeg beder til Gud, svarer han mig.
Alligevel håner mine venner mig.
Det er nemt nok at foragte dem, der har problemer,
når man ikke selv har nogen.
Hvorfor sparker I til en mand, der ligger ned?
Røvere lever i fred,
de, der trodser Gud, er i sikkerhed.
De tror kun på sig selv og deres egen styrke.
Du kan lære noget af dyrene!
Fuglene kan fortælle dig det,
krybdyrene på landjorden ved det,
fiskene i havet kan forklare det for dig.
De ved alle som en,
at Herren står bag det hele.
Han holder enhver skabning i sin hule hånd,
et menneskes liv afhænger af ham.
Man må vurdere alt, hvad man hører,
ligesom man smager på maden, før man spiser den.
Visdom søger man hos de ældre,
for livserfaring kommer med årene.
Gud er kilden til al visdom og magt,
hos ham får man indsigt og gode råd.
Hvad han bryder ned, kan ikke bygges op.
Hvad han lukker i, kan ingen lukke op.
Holder han regnen tilbage, bliver jorden til ørken.
Slipper han uvejret løs, bliver der oversvømmelse.
Visdom og styrke finder du hos ham.
Både bedrageren og den bedragne er i hans magt.
Han kan sætte samfundets ledere fra magten
og fratage dommere deres ret til at dømme.
Han kan fjerne konger fra tronen
og gøre dem til slaver i stedet.
Han kan fratage præster deres tjeneste
og sætte mægtige mænd fra magten.
Han kan gøre de bedste rådgivere målløse
og fratage de kloge deres tænkeevne.
Han kan ydmyge de stolte fyrster
og afvæbne de stærke krigere.
Han kan bringe lys ind i de mørkeste afkroge
og afsløre de dybeste hemmeligheder.
Han kan gøre nationer stærke,
men også opløse dem igen.
Han kan udvide et lands grænser,
men også sprede befolkningen for alle vinde.
Han kan berøve regenter deres sunde fornuft
og lade dem vakle rundt i en vejløs ørken,
så de famler sig frem i mørket uden lys,
raver omkring som berusede.
Pas på jeres motiver, så I ikke gør gode gerninger, for at andre skal lægge mærke til jer. Så mister I nemlig den belønning, der kommer fra jeres Far i Himlen.
Når du giver en gave til en, der er i nød, så vær ikke som de selvretfærdige, der plejer at udbasunere deres gode gerninger i synagoger og på gadehjørner for at folk skal rose dem. Det siger jeg jer: De har allerede fået deres belønning. Nej, når du gør en god gerning, så gør det i al stilhed. Lad ikke den venstre hånd vide, hvad den højre gør. Så vil du få løn af din himmelske Far, for han ser det, som er skjult for alle andre.
Når I beder, skal I ikke være som de selvretfærdige hyklere. De elsker at stille sig op og bede i synagogerne og på gadehjørnerne, for at folk skal lægge mærke til dem. Det siger jeg jer: De har allerede fået deres fulde løn. Nej, når du beder, så gå ind i et rum, hvor du kan lukke døren efter dig, og bed til din Far, som er i det skjulte. Og din Far, for hvem intet er skjult, vil belønne dig.
Når I beder, skal I ikke gøre som de mennesker, der ikke kender Gud. De fremsiger de samme bønner om og om igen, for de tror, at deres bønner bliver hørt på grund af de mange ord. Sådan skal I ikke gøre, for jeres Far ved, hvad I trænger til, før I beder ham om det. Bed derfor på følgende måde:
Far i Himlen.
Må du blive æret.
Må dit rige bryde igennem.
Må din vilje ske på jorden,
som den sker i Himlen.
Giv os det, vi har brug for i dag.
Tilgiv os, hvor vi har svigtet,
ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os.
Lad os ikke bukke under for fristelsen,
men red os fra den Ondes angreb.
Hvis I tilgiver dem, der har gjort noget forkert mod jer, vil jeres Far i Himlen også tilgive jer. Men hvis I nægter at tilgive, vil han heller ikke tilgive jer.
Når I faster, skal I ikke tage en bedrøvet mine på, sådan som de selvretfærdige gør. De forsømmer deres udseende, så folk rigtig kan se, at de faster. Det siger jeg jer: De har fået deres fulde løn! Nej, når du faster, så red dit hår og vask dit ansigt, som du plejer, så ingen kan se, at du faster. Lad det være en hemmelighed mellem dig og din Far i Himlen – og din Far, som kender alle hemmeligheder, vil belønne dig.
I skal ikke samle jer rigdomme her på jorden, hvor de let kan blive ødelagt eller stjålet. Nej, saml jer rigdomme i Himlen, hvor intet mister sin værdi, og hvor intet bliver stjålet. Der, hvor du har dine rigdomme, vil også dine tanker være.
Øjet er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys. Men hvis du har et lukket og ondt sind, vil dit indre fyldes af mørke. Pas på ikke at lukke af for mit lys, for så bliver dit liv ét stort mørke.
Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både Gud og materialismen.
Det er derfor, jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad og drikke og tøj at tage på. Er livet ikke mere end maden og tøjet? Se på fuglene! De hverken sår, høster eller samler forråd, men jeres himmelske Far sørger for dem. Er I ikke mere værd end dem? Kan nogen af jer mon ved at bekymre sig lægge bare én dag til sit liv?
Hvorfor bekymrer I jer for, om I har tøj at tage på? Se på blomsterne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! Lad derfor være med at bekymre jer for, hvordan I skal få noget at spise og få tøj på kroppen. Lad de gudløse om det. Det er jo det, de går op i. Jeres himmelske Far ved godt, at I har brug for de ting. Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift. Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen, for morgendagen skal nok komme med sine problemer helt uden hjælp. Dagen i dag har problemer nok i sig selv.
På det tidspunkt udbrød der krig i landet. Amrafel, kongen af Shinear, Arjok, kongen af Ellasar, Kedorlaomer, kongen af Elam, og Tidal, kongen af Gojim, kæmpede mod Bera, kongen af Sodoma, Birsha, kongen af Gomorra, Shinab, kongen af Adma, Shemeber, kongen af Sebojim, og kongen af Bela – også kaldet Zoar.
De sidstnævnte konger allierede sig og mobiliserede deres hære i Siddims dal ved Det Døde Hav. I 12 år havde de været undertrykt af Kedorlaomer, men i det trettende år gjorde de oprør, og nu i det fjortende år var Kedorlaomer og hans allierede på vej imod dem. Efter at disse allierede hære havde slået refaitterne i Ashterot-Karnajim, zuzitterne i Ham, emitterne på Kirjatajimsletten og horitterne i Seirs bjerge og forfulgt dem helt til El-Paran ved ørkenens udkant, vendte de om og kom til En-Mishpat – det senere Kadesh – hvor de slog amalekitterne og de amoritter, der boede i Hatzetzon-Tamar.
Men nu rykkede kongerne af Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Bela altså ud i Siddims dal imod kong Kedorlaomer og hans allierede. Det var fire konger mod fem. Siddims dal var imidlertid fuld af asfaltgruber, og da Sodomas og Gomorras konger blev slået på flugt, faldt nogle af deres folk ned i gruberne, mens resten flygtede op i bjergene. Sejrherrerne kunne nu uden videre plyndre Sodoma og Gomorra for ejendele og levnedsmidler, hvorefter de drog bort. De tog Lot, Abrams nevø, og alt hvad han ejede, med sig – for han boede jo i Sodoma. En mand, som var undsluppet, kom og fortalte hebræeren Abram, hvad der var sket. Abram boede stadig i egelunden, der tilhørte amoritten Mamre, som var bror til Eshkol og Aner – Abrams allierede.
Da Abram hørte, at Lot var taget til fange, sammenkaldte han alle sine mandlige slaver, 318 i alt, og satte efter Kadorlaomers folk, til han indhentede dem oppe ved Dan. Han og folkene spredte sig, og i nattens løb overrumplede de fjenderne, slog dem og forfulgte dem helt til Hoba nord for Damaskus. Det lykkedes på den måde Abram at befri Lot og de øvrige krigsfanger, og han tog alt det med tilbage, som fjenderne havde taget i krigsbytte.
Da Abram vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de andre konger, kom Sodomas konge ham i møde i Shavedalen – også kaldet Kongedalen. Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med. Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.
Sodomas konge sagde til Abram: „Giv mig bare mine tilfangetagne folk tilbage. Krigsbyttet må du beholde.”
Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber, at jeg ikke vil tage noget, som tilhører dig, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke senere kunne sige, at du gjorde Abram rig. Men lad mine unge mænd få betaling for deres arbejde, og giv mine allierede, Aner, Eshkol og Mamre, deres del af krigsbyttet.”
Senere talte Herren til Abram i et syn: „Vær ikke bange, Abram, for jeg er med dig, og jeg vil belønne dig rigeligt.” „Men min Herre og min Gud,” udbrød Abram, „hvad skal jeg med din velsignelse, hvis jeg dør barnløs? Min tjener Eliezer kommer til at arve al min rigdom, for du har jo ikke givet mig en søn.” Men Herren svarede: „Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”
Herren førte nu Abram udenfor og sagde: „Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.” Abram troede på Herren, og derfor blev han accepteret.
Herren fortsatte: „Jeg er Herren, din Gud, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.” Men Abram indvendte: „Min Herre og min Gud, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?” Da sagde Herren: „Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.” Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over. Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.
Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.
Da sagde Herren til Abram: „Dine efterkommere vil komme til at bo i et fremmed land som slaver, og de ville blive mishandlet i 400 år, men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom. (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.) Fire generationer senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”
Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn og en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr. Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. „Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, „lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord – hele det område, som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kanaʼanæerne, girgashitterne og jebusitterne.”
Jeg kender det alt sammen,
jeg har hørt det før og forstår det udmærket.
Jeg ved det samme, som I ved,
jeg står ikke tilbage for jer i visdom.
Men det er den Almægtige, jeg vil tale med!
Det er ham, jeg ønsker at høre fra.
I er kvaksalvere og bruger tomme ord
som salve til mine sår i sjælen.
Bare I dog ville holde mund,
det er det klogeste, I kan gøre.
Hør dog, hvad det er, jeg siger,
så I kan forstå, hvorfor jeg klager.
Tror I, Gud har brug for, at I forsvarer ham?
Så burde I i det mindste sige sandheden.
Hvorfor vil I føre sagen for ham?
Tror I, han har brug for jeres hjælp?
Mon ikke han kender jeres motiver?
Eller tror I, at I kan føre Gud bag lyset?
Gud selv vil gå i rette med jer,
fordi I formaster jer til at føre sagen for ham.
Har I slet ingen ærefrygt for ham?
Skælver I ikke for hans majestætiske storhed?
Jeres hule fraser er blot tomme ord,
jeres forsvar falder som et korthus.
Ti stille, så jeg kan bringe min klage til Gud,
og så må jeg selv tage følgerne.
Jeg er parat til at vove skindet
og sætte livet på spil.
Jeg vil lægge min sag frem for ham.
Måske slår han mig ihjel, men han er mit eneste håb.
Jeg tror dog snarere, at han vil frikende mig,
for hvis jeg var skyldig, turde jeg ikke træde frem for ham.
Hør nu efter, hvad jeg siger.
Læg godt mærke til mine ord.
Jeg er parat til at fremlægge min sag for Gud,
for jeg ved, at jeg har retten på min side.
Hvis nogen kan bevise det modsatte,
tier jeg stille og tager imod min straf.
Jeg beder dig om at gøre to ting for mig, Gud,
derefter vil jeg ikke mere løbe fra dig.
Først må du fjerne mine lidelser
og derefter holde op med at skræmme mig.
Hvis du vil være den første til at fremføre anklage,
så vil jeg forsvare mig.
Hvis du lader mig tale først,
så forventer jeg, at du svarer mig.
Hvad er det egentlig, jeg har gjort forkert?
Forklar mig min overtrædelse og min synd.
Hvorfor har du vendt mig ryggen?
Hvorfor ser du på mig som en fjende?
Hvorfor sparker du til et nedfaldent blad?
Hvorfor jagter du et udtørret halmstrå?
Du dømmer mig alt for hårdt, Gud,
min ungdoms dumheder trækker du frem.
Du har lagt mine fødder i lænker,
du følger alle mine bevægelser
og undersøger mine fodspor.
Mennesker smuldrer som råddent træ,
som et stykke tøj, der ædes op af møl.
Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
Da ville du hjælpe mig på vejen frem
og ikke tage dig af mine fejltrin.
Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt. Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer. Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på. Hvordan kan du sige til din ven: ‚Lad mig tage splinten ud af dit øje’, når du ikke ser bjælken i dit eget? Din selvretfærdige hykler! Sørg først for at få bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din vens øje.
Giv ikke jeres kostbare perler til svinene, for de vil bare træde dem ned uden at forstå værdien. Kast ikke det bedste, I har, for de vilde hunde, for de vil blot vende sig om mod jer og gå til angreb.
Bed inderligt, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. For den, som beder inderligt, får. Den, der søger, finder, og døren lukkes op for dem, som banker på. Hvis et barn beder sine forældre om et stykke brød, så får det vel ikke en sten? Eller hvis barnet beder om en fisk, så får det vel ikke en slange? Når altså selv I, som er onde, kan finde ud af at give jeres børn det, som er godt, hvor meget mere skulle så ikke jeres himmelske Far give gode gaver til dem, der beder ham om det?
Sådan som I ønsker, at andre skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Det er Toraen og Profeterne i en nøddeskal.
Gå ind gennem den snævre port. Vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den. Snæver er den port og smal den vej, der fører til livet. Få er de, der finder den.
Vogt jer for de falske profeter. De kommer forklædt som uskyldige får, men er i virkeligheden glubske ulve. Bedøm dem ud fra resultatet af deres handlinger, ligesom man bedømmer et træ ud fra dets frugter. Der vokser jo ikke vindruer på en tjørnebusk, og man finder ikke figner på en tidsel. Det er altid sådan, at et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt, og et dårligt træ kan ikke bære god frugt. Ethvert frugttræ, der ikke bærer god frugt, bliver hugget om og brændt. Altså skal I bedømme dem ud fra deres frugter.
Det er ikke alle, der omtaler mig som ‚Herre’, der kommer med ind i Guds rige, men kun de, der gør min himmelske Fars vilje. På dommens dag vil mange prøve at forsvare deres handlinger: ‚Herre, Herre, er det da ikke i dit navn, vi har profeteret? Er det da ikke i dit navn, vi har uddrevet onde ånder? Er det da ikke i dit navn, vi har gjort undere?’ Men jeg vil svare: ‚Jeg har aldrig kendt jer. Gå jeres vej, I som handler ondt!’
Enhver, som lytter til mine ord og handler på dem, ligner en, der var så fornuftig at bygge sit hus på klippegrund. Selv da regnen styrtede ned, floden gik over sine bredder, og stormvindene slog imod huset, styrtede det ikke sammen, for det stod på klippegrund.
Enhver, som lytter til mine ord, men ikke handler på dem, ligner en, der var så tåbelig at bygge sit hus på sandgrund. Da regnen styrtede ned, floden gik over sine bredder, og stormvindene slog imod huset, faldt det sammen med et brag, og alt blev ødelagt.”
Da Jesus holdt op med at tale, var de mange mennesker overvældet af forundring over hans undervisning. Han talte nemlig med stor autoritet – og ikke som de skriftlærde.
Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen børn få, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar. En dag sagde hun til Abram: „Herren har hindret mig i at få børn. Prøv du at gå ind til Hagar. Måske hun så får en søn, som jeg kan regne for min egen.”
Abram gik ind på forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti år efter, at Abram var kommet til Kanaʼans land. Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.
Saraj beklagede sig til Abram: „Hvorfor tillader du Hagar at være nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne få en søn, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. Må Herren selv dømme om du eller jeg har ret!”
„Siden hun er din slavepige, kan du gøre med hende, hvad du vil,” svarede Abram. Fra da af var Saraj så hård imod Hagar, at hun til sidst løb sin vej.
Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den øde vej til Shur. Englen sagde til hende: „Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” „Jeg er løbet væk fra min frue,” svarede hun. „Vend tilbage til din frue og adlyd hende,” fortsatte englen. „Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan tælle. Du skal føde en søn, som du skal give navnet Ishmael. Herren har nemlig hørt din bøn om hjælp. Men din søn bliver en mand med et hidsigt temperament og stædig som et æsel. Han vil være i oprør mod alle, og alle vil være imod ham. Selv sine nærmeste slægtninge vil han strides med.”
Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for – som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.” Senere blev stedet kaldt Beʼer-Lahaj-Roi. Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.
Så fødte Hagar en søn, og Abram kaldte ham Ishmael. På det tidspunkt var Abram 86 år gammel.
Da Abram var 99 år gammel, viste Herren sig for ham og sagde: „Jeg er den almægtige Gud! Adlyd mig og gør, hvad der er rigtigt. Jeg opretter en pagt med dig. Jeg lover dig, at dine efterkommere skal blive umådelig talrige.”
Abram bøjede sig med ansigtet mod jorden i ærefrygt, og Gud fortsatte: „Dette er mit pagtsløfte til dig: Du skal blive far til mange folkeslag. Jeg vil også give dig et andet navn. Du skal ikke længere hedde Abram, men Abraham, for du skal blive far til mange folkeslag. Mange folk vil se dig som deres far, og konger skal nedstamme fra dig. Denne pagt skal fortsætte fra slægt til slægt – til evig tid. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud. Dette Kanaʼans land, hvor du nu bor som fremmed, giver jeg til dig og dine efterkommere for evigt, og jeg vil være deres Gud. Men du skal holde din del af pagten. Det gælder både dig og dine efterkommere fra slægt til slægt: Alle mænd og drenge iblandt jer skal omskæres. Det skal være tegnet på, at I vil holde pagten. I skal omskære alle drenge på den ottende dag efter fødslen; det gælder også slaver, der hører til jeres husstand. Det skal være tegnet på pagten mellem os til evig tid. Enhver, som ikke bliver omskåret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt.”
Og Gud tilføjede: „Hvad din kone Saraj angår, skal du ikke længere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara. Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk – selv konger skal nedstamme fra hende.”
Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?” Men til Gud sagde han: „Må din velsignelse være med Ishmael!”
„Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak. Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid. Hvad Ishmael angår, vil jeg gøre, som du siger. Jeg vil også velsigne ham og gøre hans efterkommere til et stort folk. Tolv fyrster skal nedstamme fra ham. Men min pagt gælder ikke for Ishmael, men for Isak – den søn, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.” Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej.
Samme dag omskar Abraham sin søn Ishmael og alle andre mænd og drenge i sin teltlejr, sådan som Gud havde sagt. Abraham var 99 år og Ishmael 13 år, da de blev omskåret sammen med alle deres slaver, både de købte og dem, der var født som slaver.
Elifaz tog nu til genmæle:
„Har man hørt mage til opblæst snak?
Du kendes da ellers som en fornuftig mand.
Du burde tænke dig bedre om
og ikke bruge den slags tomme ord.
Du undergraver fromhed
og viser ingen respekt for Gud.
Du kommer med snedige udtalelser
for at dække over dine overtrædelser.
Jeg er ikke ude på at dømme dig,
du dømmer dig selv med dine ord.
Var du det første menneske i verden?
Blev du født, før jorden blev skabt?
Var du til stede, da Gud planlagde det hele?
Fik du monopol på alverdens visdom?
Hvad ved du, som vi ikke ved?
Tror du virkelig, du er klogere end os?
Vores viden stammer fra de gamle vismænd,
der er langt ældre end din far.
Er Guds trøst da ikke nok for dig?
Er andres venlige ord til ingen nytte?
Hvorfor hidser du dig sådan op
og sender os lynende blikke?
Husk lige, at det er Gud, du er vred på,
det er ham, du anklager med dine ord.
Tror du virkelig, nogen kan være helt uskyldig?
Kan et menneske være fuldstændig fejlfrit?
Ikke engang englene er uden synd.
Selv de himmelske væsener kan svigte Gud.
Hvor meget mere skyld har da ikke et menneske,
der tørster efter synd som var det vand.
Hør lige her, så skal jeg sige dig noget,
lad mig fortælle dig, hvad jeg selv har hørt,
hvad de gamle vismænd har fortalt,
det, de lærte af deres forfædre,
af dem, til hvem Gud gav dette land,
før de blev påvirket af fremmede folk.
De onde må lide alle deres dage,
de grusomme bliver selv grusomt behandlet.
Syndere må leve i evig angst,
selv i fredstid bliver de overfaldet.
De tør ikke gå ud om natten
af frygt for at blive myrdet.
De ved, at det vil gå galt til sidst,
at de ender som føde for gribbene.
Gru og rædsel omringer dem
som en hær, der venter på at angribe.
De har jo gjort oprør mod Gud,
trodset den Almægtige.
Stædigt satte de sig op mod Gud,
gik til angreb med sværd og skjold.
De ragede til sig på alle måder,
maven blev tyk og kinderne fede.
De kommer til at bo i ødelagte byer,
i forladte huse, der er ved at falde sammen.
Deres rigdom smuldrer og forgår,
de efterlader sig intet af værdi.
De undslipper ikke dødens mørke,
men fortæres af flammer, når Gud ånder på dem.
Fordi de stoler på den bedrageriske rigdom,
bliver hele deres liv et tomt bedrag.
De er som et frugttræ, der ikke blomstrer
og derfor bliver fældet i utide.
De er som en vinstok, der skæres ned, før druerne er modne,
som et oliventræ, der mister blomsterne og ikke giver frugt.
De gudløses liv bærer ikke frugt.
De, der har svindlet sig til rigdom, vil miste det hele.
De undfanger onde planer, som modnes i deres indre,
indtil de fødes som løgn og bedrag.”
Job svarede på følgende måde:
„Den slags har jeg hørt så tit.
I er nogle kønne trøstere!
Er der ingen ende på din elendige tale?
Kunne du ikke finde på noget bedre at sige?
Hvis I var i mit sted, og jeg var i jeres,
ville jeg være fristet til at tale på samme måde.
Jeg kunne have holdt en prædiken for jer
og rystet på hovedet af jer.
Men jeg vil hellere være andre til opmuntring,
prøve at trøste folk i deres sorg.
Jeg kan ikke trøste mig selv ved at tale,
men at tie giver mig heller ingen lindring.
Gud har mast mig ned i jorden,
han har udryddet hele min familie.
Min elendige tilstand ses som hans straf,
det, han har gjort, som bevis på min skyld.
Hans vrede river og rusker i mig.
Han skærer tænder imod mig af raseri.
Hans anklagende øjne gennemborer mig.
Folk ser på mig med foragtende blikke,
spottende slår de mig i ansigtet,
alle rotter sig sammen imod mig.
Gud har givet mig i gudløses vold,
kastet mig i kløerne på onde mennesker.
Jeg levede i fred, indtil han knuste mig.
Han greb mig i nakken og slog mig fordærvet.
Han stillede mig op som en skydeskive,
og hans pile kom imod mig fra alle sider.
De gennemborede mine nyrer,
min galde flød ud på jorden.
Han huggede mig sønder og sammen,
han slog mig som en kriger, der er gået amok.
Jeg sidder klædt i sæk og aske.
Min stolthed ligger knust i støvet.
Mit ansigt er rødt af gråd,
jeg har sørgerande under øjnene.
Men jeg ved, at jeg er uskyldig,
og at min bøn er oprigtig.
Mit blod skal råbe fra jorden,
min bøn om retfærdighed blive ved at runge.
Allerede nu har jeg et vidne i Himlen,
en forsvarer, der taler min sag i det høje.
Mine venner håner mig,
men jeg kommer til Gud med tårer i øjnene.
Han bønfalder Gud på mine vegne,
som et menneske forsvarer sin ven.
Jeg har ikke mange år igen,
og når jeg først er gået bort,
er der ingen vej tilbage.
Da Jesus kom ned fra bakketoppen, samledes der igen en masse mennesker omkring ham, og de fulgte med ham, da han gik videre. Inden længe kom der en spedalsk mand hen imod Jesus. Han faldt på knæ foran ham og bad inderligt: „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!”
Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik blev manden renset for sin spedalskhed.
Derpå sagde Jesus til ham: „Lad være med at fortælle det til nogen, men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen foreskriver.”
Da Jesus nåede frem til Kapernaum, kom en romersk officer ham i møde og bønfaldt ham: „Herre, min tjener ligger syg i mit hus derhjemme. Han er lammet og lider forfærdeligt.” Jesus sagde til ham: „Skulle jeg gå ind i dit hus for at helbrede ham?”
Officeren svarede: „Herre, jeg ved godt, at jeg er for uværdig til, at du kan gå ind i mit hus. Men giv bare en befaling her og nu, så bliver min tjener rask. Jeg er jo en mand, som selv står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Hvis jeg siger til en: ‚Gå!’ så går han, og siger jeg til en anden: ‚Kom!’ så kommer han. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”
Da Jesus hørte det, blev han meget forundret og sagde til dem, der fulgte ham: „Så stærk en tro har jeg ikke mødt blandt Israels folk. Det siger jeg jer: Fra hele verden skal mange, som oprindeligt ikke hørte med til Guds folk, komme og sidde til bords i Guds rige sammen med Abraham, Isak og Jakob. Men mange af dem, som mener, at de tilhører Guds folk, skal kastes ud i det yderste mørke, hvor de vil ærgre sig noget så frygteligt og jamre højlydt.”
Derefter sagde Jesus til den romerske officer: „Gå du blot hjem. Det, som du havde tro for, er sket.” I samme øjeblik blev hans tjener helbredt.
Senere kom Jesus til Peters hus, hvor Peters svigermor lå syg med feber. Så snart Jesus gik ind og tog hendes hånd, forsvandt feberen, og hun stod op og sørgede for mad til dem.
Samme aften blev mange dæmonbesatte mennesker bragt til Jesus. Han behøvede bare at sige et ord, så flygtede dæmonerne. Og alle de mennesker, der havde smerter eller var syge, blev helbredt. Dermed opfyldtes det, som er talt gennem profeten Esajas:
„Han tog vores sygdomme på sig,
han bar vores lidelser.”
En gang var der så mange mennesker, der stimlede sammen omkring Jesus, at han bad disciplene om at gøre en båd klar, så de kunne sejle over til den anden side af søen. I mellemtiden kom en af de skriftlærde hen til Jesus og sagde: „Mester, jeg vil gerne være din discipel og følge med dig – uanset hvor du går hen!”
Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ingen steder, hvor jeg kan hvile ud og være i fred.”
En anden af dem, der fulgte ham, sagde: „Herre, jeg vil gerne være din discipel, men jeg må først tage mig af min fars begravelse.”
Til ham sagde Jesus: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde.”
Derpå gik Jesus om bord sammen med disciplene, og de sejlede af sted. Da de var midt ude på søen, kom der pludselig en frygtelig storm, så høje bølger slog ind over båden. Men Jesus lå og sov. Til sidst gik disciplene hen og vækkede ham og råbte: „Herre, red os! Vi drukner!”
„Hvorfor er I så bange?” sagde Jesus. „I har ikke megen tro!” Så rejste han sig og befalede vinden og bølgerne at lægge sig. Straks blev der helt stille. Disciplene blev overvældet af forundring. „Hvem er den mand egentlig?” sagde de til hinanden. „Selv stormen og søen adlyder ham!”
Kort efter gik de i land på den modsatte bred. Det var i gadarenernes område. To dæmonbesatte mænd kom hen imod dem. De holdt til i gravhulerne og var så farlige, at ingen turde rejse gennem det område. Nu råbte og skreg de: „Lad os være i fred, du Guds Søn! Er du kommet for at pine os før tiden?”
Lidt derfra gik en stor flok svin og rodede efter føde i jorden. Dæmonerne råbte nu til Jesus: „Skal vi kastes ud, så giv os lov til at fare i svinene!”
„Ud med jer!” kommanderede Jesus. Straks fór de ud af mændene og ind i svinene. Hele svineflokken styrtede derpå ned ad skrænten og ud i vandet, så de alle druknede.
Svinehyrderne løb forfærdede ind til den nærmeste by, hvor de fortalte om alt, hvad der var sket. Alle indbyggerne gik derefter ud for at se Jesus og bad ham så om at forlade deres egn.
Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.
„Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.
Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.
„Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”
Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”
Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”
Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.
Så rejste mændene sig fra måltidet, og Abraham fulgte dem på vej til et sted, hvor de kunne se Sodoma i det fjerne. Herren sagde nu for sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”
Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen – vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”
Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”
Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte – vel vidende, at jeg kun er støv og aske. Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”
„Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”
„Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.
„Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”
Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”
Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.
Samme aften ankom de to engle til Sodoma. Lot sad på torvet lige inden for byporten, og da han fik øje på dem, gik han dem straks i møde og bøjede sig ærbødigt for dem.
„Mine herrer,” sagde han, „kom hjem til mig og få vasket støvet af jeres fødder. I skal være mine gæster, og i morgen tidlig kan I så begive jer videre på rejsen.” „Nej tak,” svarede de. „Vi vil hellere tilbringe natten her på torvet.”
Men Lot pressede på, og til sidst gik de med ham hjem. Han fik bagt noget brød i en fart, selv om der ingen surdej var i huset, og han serverede et måltid mad for dem.
Efter måltidet, da de skulle til at gå til ro, blev huset omringet af byens mænd, både unge og gamle. De råbte til Lot: „Hvor er de mænd, som kom for at overnatte hos dig? Bring dem ud til os, så vi kan have sex med dem!”
Men Lot gik ud til dem og lukkede døren efter sig. „Rolig, venner!” sagde han. „Gør jer ikke skyldig i noget så ondt! Jeg har to døtre, som endnu er jomfruer. Dem kan jeg bringe ud til jer. Så kan I gøre med dem, hvad I vil. Men I må lade disse mænd i fred. De er mine gæster og under min beskyttelse.”
„Flyt dig!” råbte de. „Hvad bilder du dig ind? Vi gav dig lov til at bo iblandt os, og så vil du fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre! Bare vent til vi får fat i dig, så skal vi behandle dig værre end dine gæster!” De nærmede sig truende Lot, parate til at brække døren op om nødvendigt.
Da rakte de to mænd hænderne ud efter Lot, trak ham ind i huset og lukkede døren. Samtidig gjorde de mændene udenfor blinde, så de ikke kunne finde døren.
„Har du nogen pårørende her i byen, Lot, svigersønner, sønner, døtre eller andre, som hører til din familie?” spurgte englene, „så sørg for at få dem ud af byen hurtigst muligt! Vi har nemlig fået ordre til at tilintetgøre dette sted! Synden her er blevet så himmelråbende, at Herren har besluttet at ødelægge byen.”
Lot skyndte sig af sted til de mænd, der var forlovet med hans døtre. „I må forlade byen hurtigst muligt!” sagde han. „For Herren vil ødelægge den!” Men de troede, det var hans spøg.
Ved daggry næste morgen, skyndede englene på Lot. „Få fat i din kone og dine to døtre og kom af sted, så I ikke skal miste livet på grund af byens synd.”
Da Lot tøvede, tog englene ham og hans kone og de to døtre ved hånden og førte dem skyndsomst uden for byen, for Herren ville redde dem.
„Løb for livet!” sagde englene. „Se jer ikke tilbage og stands ikke nogen steder i Jordandalen. Flygt op i bjergene, hvis I vil redde livet!” Men Lot indvendte: „Åh nej, herre! I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør. Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.”
„Godt,” svarede englen, „jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt. Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.
Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar. Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra. Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne. Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte.
Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren. Da han kiggede ud over sletten i retning af Sodoma og Gomorra, så han en tyk røg stige til vejrs over hele området. Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen.
Senere forlod Lot Zoar, for han var bange for at blive boende der. I stedet tog han op i bjergene med sine to døtre og indrettede sig i en bjerghule. En dag sagde den ældste søster til den yngste: „Der findes ingen mænd i dette øde område, som vi kan gifte os med. Desuden er vores far snart for gammel til selv at avle børn. Lad os få ham til at drikke sig fuld og så ligge med ham, så hans slægt kan fortsætte.” Så drak de ham fuld, og samme nat lå den ældste søster med sin far, men han sansede intet – hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op.
Næste morgen sagde hun til den yngste: „Jeg lå hos vores far i nat. Lad os drikke ham fuld igen i aften, så du kan gøre det samme. Det er den eneste måde, slægten kan overleve på.” Så drak de ham fuld, og derefter gik den yngste søster ind og lå hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen. Sådan gik det til, at begge døtre blev gravide ved deres far. Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab. Han blev stamfar til moabitterne. Den yngste fødte også en søn, som kom til at hedde Ben-Ammi. Han blev stamfar til ammonitterne.
Mit livsmod er brudt,
mine dage er talte,
og graven venter mig.
Jeg er omgivet af folk,
som blot gør nar ad mig.
Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud.
Ingen anden kan løse mit problem,
for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det.
Derfor bør de ikke hovere over mig.
Når nogen lader sin ven i stikken,
rammer straffen hans egne børn.
Du har gjort mig berygtet,
én man håner og spytter i ansigtet.
Mit blik er sløret af tårer,
jeg er ikke andet end skind og ben.
Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke
og oprørte over de gudløses fremgang.
Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd,
de, som har rene motiver, får ny styrke.
Men hvad jer angår, mine venner,
finder jeg ingen visdom i jeres ord.
Mit livsløb er snart forbi,
og mine ønsker blev ikke opfyldt.
I siger, at lyset er ved at bryde frem,
men jeg ser ikke andet end mørke.
Jeg ser frem til at blive lagt i graven,
hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke.
Forrådnelsen bliver som en far for mig,
ormene som en mor eller søster.
Hvad mener I om sådan et håb?
Hvem kan få øje på min lykke?
Er der håb tilbage, når man ligger i graven?
Har man stadig et håb, når man bliver til støv?”
Nu gik Bildad igen i rette med Job:
„Hold nu op med al din snak, Job!
Kom til fornuft, så vi kan tale sammen.
Hvad regner du os egentlig for?
En flok dumme, umælende får?
Du opnår intet ved at pine og plage dig selv.
Verden går videre, uanset hvad du gør.
Synd fører nu engang til straf,
og de ondes livslys slukkes.
Mørket indhyller deres bolig,
og de får et ulykkelig endeligt.
Deres faste skridt bliver usikre,
de snubler over deres egne ben.
Deres fødder fører dem til fald,
de er ude på gyngende grund.
De går lige i fælden og sidder fast i saksen,
får en løkke om foden og kan ikke komme fri.
En skjult snor er spændt ud over vejen,
et reb ligger parat som en løkke.
Rædselen kommer imod dem fra alle sider,
angsten er lige i hælene på dem.
Deres livskraft udtæres,
undergangen ligger på lur efter dem,
sygdom æder dem langsomt op,
døden har lagt sin klamme hånd på dem.
De trækkes ud af deres trygge bolig
og føres frem til den frygtelige død.
Ild og svovl regner ned over dem,
deres ejendom bliver omdannet til aske.
De er som et træ med udtørrede rødder,
hvor alle grenene er ved at visne.
Ingen mindes dem, når de er borte,
deres navne går hurtigt i glemmebogen.
De udslettes fra jordens overflade,
skubbes fra lyset ind i mørket.
De efterlader sig ingen arvinger,
deres slægt uddør med dem.
Alle, som hører om deres ulykke,
gribes af gru og forfærdelse.
Ja, sådan går det onde mennesker,
dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”
Jesus og disciplene gik derpå op i båden og sejlede hjem til Kapernaum. Efter at de var nået i land, kom nogle mænd bærende med en lam mand på en sovemåtte. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: „Fat mod, min ven! Dine synder er dig tilgivet.”
„Hvad bilder han sig ind?” tænkte nogle af de skriftlærde. „Det er da en hån imod Gud.”
Men Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I ondt? Hvad er lettest at sige: ‚Dine synder er tilgivet’ eller: ‚Rejs dig op og gå på dine ben’? Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder. Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: ‚Rejs dig op, tag din sovemåtte og gå hjem!’ ” Manden rejste sig da og gik sin vej.
Da folk så det, blev de fyldt af ærefrygt og lovpriste Gud, som havde givet et menneske en sådan magt.
Da Jesus gik videre, fik han øje på en mand, der sad og opkrævede told til den romerske besættelsesmagt. Han hed Mattæus. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Mattæus rejste sig straks op og fulgte med ham som en af hans disciple.
Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæusʼ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre „syndere” var inviteret med. Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”
Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’ Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”
En dag kom Johannes Døbers disciple til Jesus og spurgte: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både vi og farisæerne gør det?”
Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke sørge og faste, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.
Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker. Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”
Mens Jesus talte, kom en af byens ledende mænd hen til ham, faldt på knæ foran ham og sagde: „Min datter er lige død. Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, vil hun blive levende igen.”
Jesus og disciplene rejste sig og gik med ham.
Undervejs skete det imidlertid, at der kom en kvinde bagfra og rørte ved kvasten på Jesu bedesjal. Hun havde lidt af vedvarende blødninger i 12 år, og hun tænkte: „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt.”
Jesus vendte sig om og sagde til hende: „Vær ved godt mod, min ven! Din tro har reddet dig.” Fra det øjeblik var kvinden rask.
Da Jesus kom til lederens hjem og så det jamrende grædekor og hørte begravelsesmusikken, sagde han: „Forsvind herfra! Pigen er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham alle sammen. Da flokken omsider var kommet udenfor, gik Jesus ind og tog pigen ved hånden, og hun rejste sig op, som om intet var hændt.
Nyheden om det mirakel gik som en løbeild over hele egnen.
Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: „Du Davids Søn, hav barmhjertighed med os!” De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. „Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus.
„Ja, Herre!” svarede de.
Så rørte han ved deres øjne og sagde: „Som I tror, skal det ske.” Derefter kunne de begge se.
Jesus forbød dem at sige det til nogen, men de gik alligevel ud og fortalte om ham i hele den egn.
Da de var gået, kom der nogen med en mand, som ikke kunne tale, fordi han havde en dæmon i sig. Jesus uddrev dæmonen, og straks kunne manden tale. Folk var slået af forundring. „Noget sådant har man aldrig før set i Israel!” sagde de. Men farisæerne sagde: „Det er med hjælp fra de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”
Jesus gik nu omkring til alle byer og landsbyer i hele den egn. Hvor han end kom frem, underviste han i synagogerne og forkyndte de gode nyheder om Guds rige. Overalt helbredte han mennesker for alle slags sygdomme og lidelser. Når han så ud over mængden af mennesker, blev han fyldt af medlidenhed, for de var mishandlede og nedbrudte. De var som får uden hyrde. Og han sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor ham, der har ansvaret for høsten, om at sende flere arbejdere ud for at få høsten i hus.”
Abraham flyttede nu fra Mamres egelund til Negev, hvor han først slog sig ned mellem Kadesh og Shurs ørken, og senere boede han en tid som fremmed nær ved byen Gerar. Han omtalte sin kone, Sara, som om hun var hans søster. Derfor sendte kong Abimelek af Gerar bud efter hende.
Men en nat sagde Gud til Abimelek i en drøm: „Du skal dø! For kvinden, du tog, er gift med en anden!” Abimelek havde imidlertid ikke ligget med Sara. Derfor sagde han: „Herre, vil du slå uskyldige mennesker ihjel? Manden sagde jo, at hun var hans søster – og i øvrigt bekræftede hun det selv. Det var bestemt ikke min hensigt at gøre noget forkert!”
„Det ved jeg,” svarede Herren. „Det var derfor, jeg hindrede dig i at synde imod mig, idet jeg ikke tillod dig at røre hende. Send hende tilbage til hendes mand. Han er en profet, så han kan gå i forbøn for dig, så du ikke dør. Men hvis du ikke sender hende tilbage, skal du og hele din husstand dø!”
Tidligt næste morgen sammenkaldte Abimelek alle sine tjenere og fortalte dem, hvad der var sket, og de blev skrækslagne. Derefter sendte Abimelek bud efter Abraham. „Hvad er det dog, du har gjort imod os?” sagde han. „Hvad har du imod mig, siden du synes, jeg og mit rige fortjener at blive skyldige i sådan en stor synd? Sådan noget burde ikke ske! Hvorfor har du gjort det imod os?”
„Jeg regnede med, at det her var et gudløst sted, og at man derfor uden videre ville slå mig ihjel og tage min kone,” svarede Abraham. „Desuden er hun faktisk min søster, for vi har samme far, men ikke samme mor. Men vi giftede os alligevel. Da Gud i sin tid pålagde mig at rejse bort fra mit eget land, sagde jeg til hende: ‚Hvor som helst vi kommer frem, så vær sød at sige, at jeg er din bror.’ ”
Derefter gav Abimelek Abraham får, køer og slaver, både mænd og kvinder, og gav ham også hans kone tilbage. Abimelek sagde desuden: „Se dig omkring i mit rige og vælg det sted, hvor du helst vil slå dig ned.” Til Sara sagde han: „Jeg giver din bror 1000 sølvstykker i erstatning for det, som er overgået dig. Så regner jeg med, at vi er kvit.”
Abraham bad nu til Gud og gik i forbøn for kong Abimelek, og Gud helbredte både ham, hans kone og de øvrige kvinder i hans harem, så de igen kunne få børn. Herren havde nemlig gjort alle kvinderne i Abimeleks husstand ufrugtbare på grund af det med Sara.
Herren velsignede Sara, som han havde lovet: Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom – på det tidspunkt, som Gud havde sagt. Abraham kaldte sin søn Isak. På ugedagen efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel.
Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. Hvem turde sige til Abraham, at jeg igen skulle amme et barn? Men nu har jeg født ham en søn i hans alderdom.”
Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. Men da Sara opdagede, at Ishmael drillede hendes søn Isak, sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn.
Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. Men jeg vil også gøre slavekvindens søn til et stort folk, fordi han er din søn.”
Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Beʼershebas ørken. Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk. Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. „Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.
Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.” I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.
Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.
Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. „Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”
„Det sværger jeg på!” svarede Abraham. Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde. Dertil svarede Abimelek: „Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”
Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, spurgte Abimelek: „Hvad vil du gøre med dem?” „De syv lam er en særlig gave – og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. Fra da af kaldte man brønden Beʼersheba, for det var der, de indgik deres pagt.
Efter at pagten var indgået, vendte Abimelek og hans hærfører Pikol tilbage til filistrenes land. Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid.
Job gav følgende svar:
„Hvor længe bliver I ved med at håne mig?
Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?
I anklager mig nu for tiende gang,
mishandler mig uden barmhjertighed.
Hvis jeg har gjort noget forkert,
så er det mit problem og ikke jeres.
I mener, at I er bedre end mig,
og at mine lidelser er straf for min synd.
Forstår I ikke, at Gud gør mig uret
ved at sende disse ulykker over mig?
Jeg råber om hjælp, men får intet svar.
Jeg skriger højt, men ingen griber ind.
Gud har spærret vejen for mig,
han har indhyllet mit liv i mørke.
Han har berøvet mig min ære,
ødelagt mit gode omdømme.
Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt.
Han har taget ethvert håb fra mig.
Hans vrede blussede op imod mig,
han behandlede mig som en fjende.
Han sender en hær af ulykker imod mig,
de omringer mit hus og falder over mig.
Mine slægtninge har slået hånden af mig,
mine bekendte vil ikke kendes ved mig.
Min familie har vendt mig ryggen,
mine nærmeste venner ignorerer mig.
Mine gæster ser på mig som en fremmed,
mine tjenestepiger gør intet for mig.
Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,
ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.
Min kone føler afsky ved min ånde,
mine brødre kan ikke udholde stanken.
Selv børnene regner mig ikke for noget.
Når jeg rejser mig op, håner de mig.
Mine bedste venner viser mig afsky,
de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
Jeg er ikke andet end skind og ben,
med nød og næppe undgik jeg døden.
Vis dog lidt barmhjertighed, venner!
Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?
Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?
Ak, gid mine ord blev skrevet ned,
gid nogen ville optegne dem i en bog.
Gid nogen ville mejsle dem i sten,
indridse dem i en klippe for evigt.
Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,
engang skal han stå frem på jorden.
Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,
får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
Jeg skal se ham med mine egne øjne.
Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
Hvor vover I da at anklage mig
og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?
Pas på, at I ikke selv bliver straffet,
bliver ramt af Guds vrede og dom.”
Derefter tog Zofar til genmæle:
„Jeg bliver nødt til at sætte dig på plads,
for det, du siger, er oprørende.
Det er nemt nok at anklage os,
men jeg ved, hvordan jeg skal svare dig.
Ved du ikke, at fra tidernes morgen,
så længe der har været mennesker til,
har de gudløses triumf været kort,
og deres glæde kun varet et øjeblik?
Selv om deres selvglæde når til himlen,
og de går med næsen i sky,
bliver de kastet bort som affald,
og deres venner spørger, hvor de blev af.
De forsvinder som en drøm, når man vågner,
fordufter, som var det hele et synsbedrag.
Deres venner ser dem ikke mere,
aldrig vender de tilbage til deres hjemby.
Børnene må levere tilbage, hvad deres fædre har stjålet,
for de svage skal have det igen, som blev taget fra dem.
De gudløse dør og bliver lagt i graven,
selv om de stadig var unge og stærke.
De elsker smagen af synd,
nyder den i fulde drag,
lader den smelte langsomt på tungen,
synker den med stort velbehag.
Men i maven giver den voldsomme smerter,
som var det slangegift, de havde slugt.
Gud sørger for, at de kaster den op,
den velstand de guffede i sig, kommer op igen.
Men giften har gjort sin virkning,
de går til som bidt af en slange.
De kan ikke længere skumme fløden
eller nyde en overflod af honning.
De må aflevere deres uretmæssige bytte,
får ikke glæde af det, de har ranet.
For de knuste ubarmhjertigt de hjælpeløse,
overtog huse, som ikke var deres.
Altid skrabede de til sig,
men intet af det får de gavn af.
De stjal, hvad de kunne få fat i,
men den slags rigdom varer ikke ved.
Midt i velstanden rammes de af ulykken,
katastroferne regner ned over dem.
Mens de sidder i fred og spiser,
rammes de af Guds vrede,
han lader slagene hagle ned over dem.
De prøver at flygte for sværdet,
men bliver ramt i ryggen af en pil.
Når de trækker pilen ud,
drypper spidsen af galde.
Dødens rædsler står malet i deres ansigter,
deres skatte ender i glemslens mørke.
Guds ild fortærer dem,
opbrænder alle deres ejendele.
Himlens magter straffer dem for deres synd,
jorden vidner imod dem.
Guds vrede regner ned over dem,
deres huse skylles væk af en flodbølge.
Sådan er de gudløses skæbne.
Det er Gud selv, der straffer dem.”
Jesus kaldte nu 12 af sine disciple til sig og gav dem autoritet til at uddrive onde ånder og til at helbrede alle slags sygdomme og lidelser. Her er navnene på de 12 apostle: Simon, der senere fik navnet Peter; Andreas, der var bror til Simon; Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus; Filip; Bartolomæus; Thomas; Mattæus, som var skatteopkræver; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.
Derefter sendte Jesus de 12 apostle af sted med følgende instrukser: „I skal ikke tage ind i samaritanernes byer eller gå til de fremmede folkeslag, men gå hellere til de fortabte får af Israels folk. Fortæl dem, at Guds rige nu er kommet. Helbred de syge, oprejs de døde, gør de spedalske raske og driv dæmonerne ud. I har fået det for intet. Giv det for intet. I skal ikke tage penge med, ingen taske med ekstra tøj og sandaler – ja, ikke engang en vandringsstav. Den, der arbejder, har lov til at forvente, at der bliver sørget for ham.
Når I kommer ind i en by eller en landsby, så spørg efter en gudfrygtig person, som er villig til at invitere jer indenfor. Bliv i det hjem, indtil I tager videre til den næste by. Når I kommer ind i huset, skal I sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ Hvis det virkelig er et gudfrygtigt hjem, så vil jeres fred hvile over det. Hvis ikke, så vil freden vende tilbage til jer. Men hvis der i en by ikke findes en eneste, som vil høre på jer, så ryst byens støv af jeres fødder, når I forlader stedet. Det siger jeg jer: Sodoma og Gomorra med al deres ondskab og ugudelighed vil slippe billigere på dommens dag end sådan en by.
Jeg sender jer ud som får iblandt ulve. Vær ærlige, men ikke dumdristige. I vil blive arresteret og slæbt for retten på grund af jeres tro på mig. I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive anklaget og stillet for både konger og guvernører. Det vil give jer anledning til at fortælle dem om mig, så budskabet også når ud til den slags folk. Når I bliver arresteret, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar, for I vil få de rette ord i rette tid. Det er nemlig ikke jer, der skal tale – men jeres himmelske Fars Ånd vil tale gennem jer.
Søskende vil angive hinanden – også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men den, der holder ud til det sidste, vil blive frelst. Når forfølgelsen imod jer sætter ind i én by, så flygt videre til den næste, for det siger jeg jer: I når ikke igennem alle Israels byer, før Menneskesønnen kommer.
Husk at en lærling ikke står over sin mester – en tjener står ikke over sin herre. Lærlingen må acceptere, at det går ham som hans mester – og tjeneren, at han deler skæbne med sin herre. Når jeg, der er jeres mester, bliver kaldt for Djævelen selv, hvad vil de så ikke kalde jer?
Men I skal ikke være bange for dem, for alt, hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang. Det, som nu er hemmeligt, vil blive kendt. Hvad jeg fortæller jer i det skjulte, skal I fremsige offentligt. Hvad der hviskes jer i øret, skal I proklamere, så alle kan høre det. Vær ikke bange for dem! De kan kun slå kroppen ihjel, men jeres sjæl kan de ikke dræbe. I må hellere frygte ham, som kan sende både krop og sjæl i Helvede.
Hvad sælges et par spurve for? Nogle få mønter. Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at jeres Far ved om det. Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. Vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.
Dem, der åbent og offentligt vedkender sig mig, vil jeg også åbent vedkende mig over for min Far i Himlen. Men dem, der offentligt nægter at kendes ved mig, vil jeg heller ikke kendes ved over for min Far i Himlen.
I skal ikke tro, at fordi jeg er kommet til denne jord, vil der være fred og ingen fare. Nej, der vil blive splid, helt ind i familiens inderkreds:
En søn vil vende sig imod sin far,
en datter gøre oprør imod sin mor,
en svigerdatter imod sin svigermor.
Man får sin egen familie til fjender.
Den, der elsker sin far eller mor mere end mig, er ikke værdig til at være min discipel. Og den, der elsker sin søn eller datter mere end mig, er ikke værdig til at følge mig. Den, der ikke er villig til at give afkald på sit eget liv for at følge mig, er mig ikke værd. De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv.
De, der tager imod jer, tager imod mig. Og de, der tager imod mig, tager imod Gud, som sendte mig. De, der tager imod en profet, fordi profeten er sendt af Gud, skal få samme løn som profeten. Og de, der tager imod et menneske, der tilhører mig, fordi det tilhører mig, skal få samme løn. Det siger jeg jer: Den, der giver bare et glas koldt vand til den ringeste af mine disciple, fordi det er en discipel af mig, skal ikke gå glip af sin belønning.”