Herren sagde til Moses og Aron: „Hvis nogen får et sår på huden, et udslæt eller en hvid plet, kan der være fare for en smitsom hudsygdom. En sådan person skal føres til præsten Aron eller til en af hans sønner, så de kan undersøge det mistænkelige sted på huden. Hvis hårene på det pågældende sted er blevet hvide, og hvis pletten ligger dybere end selve huden, er der tale om en smitsom sygdom, og præsten skal derfor erklære personen for uren.
Men hvis den hvide plet ikke går dybere end huden, og hårene ikke er hvide, skal præsten sætte personen i karantæne i syv dage. På den syvende dag skal præsten foretage en ny undersøgelse. Hvis pletten stadig er der, men ikke har bredt sig, skal præsten give personen endnu syv dages karantæne. Derefter skal præsten foretage endnu en undersøgelse. Hvis det da viser sig, at pletten er i aftagende og ikke har bredt sig yderligere, skal præsten erklære personen for rask, fordi der så kun var tale om en ufarlig hudirritation. Vedkommende skal blot sørge for at vaske sit tøj, så er alt normalt igen. Men hvis pletten derimod breder sig efter undersøgelsen hos præsten, skal personen komme tilbage. Præsten skal så foretage en ny undersøgelse, og hvis pletten så virkelig har bredt sig, skal præsten erklære vedkommende for uren, for så er det en smitsom hudsygdom.
Personer, som ser ud til at have en smitsom hudsygdom, skal føres til præsten, som skal se efter, om der er et hvidligt, betændt sår på huden med hvide hår ovenpå. Hvis disse symptomer er til stede, er der tale om en kronisk, smitsom hudsygdom, og præsten skal erklære dem for urene. Under sådanne omstændigheder behøves der hverken yderligere karantæne eller observation, for der er utvivlsomt tale om en alvorlig sygdom. Men hvis præsten opdager, at udslættet har bredt sig over hele kroppen fra top til tå, skal han erklære dem for rene, for så er sygdommen ikke længere smitsom. Viser der sig imidlertid den mindste antydning af sårdannelse, skal præsten erklære dem for urene, for da er såret et symptom på, at sygdommen er smitsom. Sker det så senere, at såret forsvinder, og huden bliver hvid, skal de angrebne personer vende tilbage til præsten for at blive undersøgt igen. Viser det sig virkelig, at det angrebne sted er blevet fuldstændig hvidt, skal præsten erklære dem for raske og dermed rene.
I de tilfælde, hvor nogen har haft en byld på huden, og bylden er forsvundet, men har efterladt sig et hvidt mærke eller en rødlighvid plet, skal de angrebne personer gå til præsten for at blive undersøgt. Hvis præsten skønner, at pletten ligger dybere end selve huden, og hvis hårene på stedet er hvide, skal præsten erklære dem for urene, for der er udbrudt en smitsom sygdom efter bylden. Men hvis præsten kan se, at der ikke er hvide hår på det angrebne sted, og at pletten ikke går dybere end selve huden og heller ikke skinner, skal præsten give dem karantæne i syv dage. Hvis pletten breder sig i den periode, skal præsten erklære dem for urene. Men hvis den hvide plet ikke breder sig yderligere, er der blot tale om et ar efter bylden. Da skal præsten erklære dem for rene.
Hvis nogen får et brandsår, og såret under helingen skifter farve til en lys, rødhvid eller hvid plet, skal præsten undersøge det mistænkelige sted. Hvis hårene i det lyse område er blevet hvide, og pletten går dybere end selve huden, er der udbrudt en smitsom sygdom efter brandsåret, og præsten skal erklære dem for urene. Men hvis præsten kan se, at der ikke er hvide hår i det lyse område, og at pletten er i aftagende og ikke går dybere end huden, skal præsten give dem karantæne i syv dage. Efter syv dage skal han undersøge pletten igen, og hvis pletten har bredt sig, skal præsten erklære dem for urene. Hvis den lyse plet derimod ikke har bredt sig på huden, men er i aftagende, er der blot tale om et ar efter forbrændingen. Præsten skal derfor erklære dem for rene, for de er ikke angrebet af en smitsom sygdom.
Hvis en mand eller kvinde får en plet i hovedbunden eller i underansigtet, så det er dækket af hår eller skæg, skal præsten undersøge dem grundigt. Viser det sig, at pletten ligger dybere end selve huden, og hårene i området er blevet gullige, skal præsten erklære dem for urene. Men hvis undersøgelsen hos præsten viser, at såret ikke ligger dybere end huden, og at hår- eller skægfarve stadig er gullig, skal præsten give dem karantæne i syv dage, og han skal undersøge dem igen efter de syv dage. Viser det sig så, at pletten ikke har bredt sig, og at der ikke er gullige hår i området, eller at pletten ikke ligger dybere end selve huden, skal de barbere håret af omkring det angrebne sted, dog ikke på selve pletten, hvorefter de skal være i karantæne i endnu syv dage. På den syvende dag skal de undersøges igen, og hvis pletten ikke har bredt sig, og den ikke ligger dybere end selve huden, skal præsten erklære dem for rene. De skal blot vaske deres tøj, hvorefter alt er normalt. Men hvis pletten senere begynder at brede sig, skal præsten undersøge dem igen og erklære dem for urene, uden hensyn til hårenes farve. Viser det sig derimod, at pletten ikke har bredt sig yderligere, og der vokser normalt hår i området, er de raske. Så var det alligevel ikke en smitsom sygdom.
Hvis en mand eller kvinde får lyse, skinnende pletter på huden, skal de undersøges af en præst. Medmindre pletterne er meget hvide, er der ikke tale om en smitsom sygdom, men blot om en ufarlig hudinfektion.
Hvis en mand begynder at tabe håret på hovedet og ender med at blive mere eller mindre skaldet, er han ikke dermed uren. Men hvis der samtidig viser sig en rødlighvid plet i det skaldede område, kan det være et tegn på en smitsom sygdom. I så fald skal præsten undersøge manden, og hvis det ligner en rødhvid plet, som tyder på en smitsom sygdom, skal præsten erklære manden for uren.
De, der således er erklæret urene af præsten, skal rive flænger i deres tøj og undlade at rede deres hår. Så skal de dække underansigtet til, og når de går, skal de råbe: ‚Uren! Uren!’ Så længe sygdommen varer, skal de regnes for urene, og de skal bo uden for lejren.
Kommer der mug eller svamp på bomuldstøj, uldtøj eller på ting af læder, og man opdager en grønlig eller rødlig plet på det mistænkte materiale, er der sandsynligvis tale om noget, der er smittefarligt. Materialet må derfor bringes til præsten, så han kan undersøge det. Når præsten har undersøgt det, skal han lægge det til side i syv dage; og på den syvende dag skal han undersøge det igen. Har pletten da bredt sig, er der risiko for smitte. Derfor skal han brænde det angrebne materiale, for det er smitsomt og må uskadeliggøres i ilden.
Men hvis det ved undersøgelsen på den syvende dag viser sig, at pletten ikke har bredt sig yderligere, skal præsten sørge for, at det mistænkte materiale vaskes grundigt og derefter bliver lagt til side i syv dage til. Hvis pletten så ikke er blevet mindre, er der tale om noget smitsomt, også selv om pletten ikke har bredt sig yderligere. Derfor skal materialet brændes, hvad enten pletten er indvendig eller udvendig. Men hvis præsten kan se, at pletten er blevet mindre efter vask, skal han skære det angrebne sted bort. Hvis pletten så kommer igen på et andet sted, er der tale om noget smitsomt, og det hele skal brændes. Men hvis der ikke opstår nye pletter efter vask, kan materialet tages i brug igen, blot det vaskes endnu en gang.”
Dette er reglerne for materialer, der er mistænkt for at være smittefarlige. De tjener til at afgøre, hvorvidt materialet skal erklæres for rent eller urent.
Herren gav derefter Moses følgende anvisninger for, hvordan urene personer kan blive erklæret rene igen:
„Præsten skal gå uden for lejren for at undersøge dem, som er erklæret urene. Hvis præsten kan se, at sygdommen er forsvundet, skal han bede om to levende fugle af den slags, der må spises, noget cedertræ, en purpurrød snor og isopgrene. Tingene skal bruges i renselsesceremonien for dem, som er blevet helbredt. Præsten skal beordre den ene af fuglene slagtet over et lerkar med frisk kildevand. Den anden fugl, som stadig er i live, skal sammen med cedertræet, den purpurrøde snor og isopgrenen dyppes i det opsamlede blod. Så skal præsten syv gange stænke blod over dem, som er blevet helbredt, og erklære dem for raske, idet han slipper den levende fugl løs.
Derefter skal de, som er blevet helbredt, vaske deres tøj, barbere håret af og bade, hvorefter de kan vende tilbage til lejren, men de skal holde sig uden for deres families telt i syv dage. På den syvende dag skal de igen barbere håret af og også øjenbrynene, samt skægget for mændenes vedkommende, og de skal bade og vaske deres tøj igen, før de endelig kan erklæres for fuldkommen helbredt for deres sygdom.
Næste dag, altså på den ottende dag, skal de hver tage to vædderlam uden fysiske skavanker, et etårs gimmerlam, også uden fysiske skavanker, seks liter fint mel rørt op i olivenolie og en tredjedel liter olivenolie. Så skal præsten, som har foretaget undersøgelsen, bringe de helbredte og deres offergaver frem for Herren tæt ved indgangen til åbenbaringsteltet. Han skal tage det ene af vædderlammene, det, der skal bruges til skyldoffer, sammen med olivenolien og svinge det foran alteret. Så skal han slagte lammet på det indviede sted, hvor syndoffer- og brændofferdyrene slagtes, og kødet fra dette skyldoffer tilfalder præsten, så han kan spise det. Det er jo indviet til Herren. Derefter skal han tage noget af blodet fra skyldofferet og smøre det på de helbredtes højre øreflip, højre tommelfinger og højre storetå. Så skal han hælde noget af olivenolien i sin venstre hånd, dyppe sin højre finger i det og stænke det syv gange foran Herren, og dernæst smøre noget af olien på de helbredtes højre øreflip, tommelfinger og storetå oven på skyldofferdyrets blod. Når det er gjort, skal han hælde resten af olien i sin hånd over deres hoved. På den måde skal han skaffe dem soning hos Herren.
Derefter skal præsten ofre gimmerlammet som syndoffer og udføre forsoningsritualet på de helbredtes vegne. Til sidst skal han bringe det andet vædderlam som brændoffer og ofre det på alteret sammen med afgrødeofferet, så han skaffer dem soning. Da kan de endelig erklæres for rene.
Hvis de pågældende imidlertid er fattige og ikke har råd til tre lam, kan de nøjes med at bringe et enkelt vædderlam som skyldoffer. Lammet skal svinges foran Herrens alter som soning for dem. Som afgrødeoffer kan de nøjes med at ofre to liter fint mel rørt op i olivenolie samt en tredjedel liter olivenolie.
De skal så i stedet bringe to turtelduer eller to unge duer, hvad de nu kan klare at få fat i. Den ene due skal bruges som syndoffer og den anden som brændoffer. På den ottende dag, efter at de er erklæret rene, skal de bringe dyrene til præsten ved indgangen til åbenbaringsteltet. Han skal så tage lammet og svinge det foran Herrens alter sammen med olivenolien, hvorpå han skal slagte lammet og bringe det som skyldoffer og smøre noget af blodet på de helbredtes højre øreflip, tommelfinger og storetå.
Præsten skal nu hælde olivenolie i sin venstre hånd, dyppe sin højre finger i det og stænke det syv gange på Herrens alter. Derefter skal han smøre noget af den tiloversblevne olivenolie på deres højre øreflip, tommelfinger og storetå oven på skyldofferdyrets blod. Den resterende olie i hans hånd skal han hælde ud over hovedet på dem, på hvis vegne renselsesceremonien udføres, og derved skaffe soning for dem hos Herren.
Derpå skal han ofre de to turtelduer eller de to unge duer, hvad nu de helbredte kom med. Den ene af duerne skal bruges til syndoffer og den anden til brændoffer sammen med afgrødeofferet. På den måde skal præsten skaffe dem soning hos Herren.”
Disse regler gælder for dem, som ikke er i stand til at bringe de ofre, der normalt kræves i forbindelse med renselsesceremonien.
Derefter sagde Herren til Moses og Aron: „Når I ankommer til Kanaʼans land, som jeg har givet jer lovning på, kan det ske, at der kommer mug eller svamp i et hus. I så fald skal husets ejer henvende sig til præsten og ikke lægge skjul på sin mistanke om, at der er noget smitsomt i hans hus. Så skal præsten beordre huset ryddet, før han går i gang med at undersøge det, så ikke hele indboet bliver urent. Hvis han i husets vægge opdager grønlige eller rødlige pletter, der går dybere end selve overfladen, skal han afspærre huset i syv dage og derefter komme og inspicere det igen. Viser det sig nu, at pletterne på væggen har bredt sig, skal præsten beordre den del af væggen fjernet og materialerne anbragt på en dertil indrettet losseplads uden for byen. Derefter skal han sørge for, at husets indervægge bliver skrabet grundigt, og at al det afskrabede materiale bliver smidt på lossepladsen uden for byen. Så skal der sættes nye sten ind i stedet for de gamle, og væggen skal pudses med ny mørtel.
Hvis pletterne nu viser sig igen, skal præsten komme tilbage og undersøge huset på ny. Hvis han ser, at pletterne har bredt sig, er der tale om noget smitsomt, og huset er urent. Derfor skal han beordre huset revet ned, og han skal sørge for, at både sten, tømmer og puds bliver fjernet og smidt på lossepladsen.
Enhver, der overtræder forbuddet om at gå ind i det afspærrede hus, skal regnes for uren indtil aften, og enhver, som sover eller spiser i huset, skal vaske sit tøj bagefter.
Men hvis præsten ved den næste undersøgelse kan se, at der ikke er nye pletter, skal han foretage den ceremonielle renselse, for huset er nu uden for smittefare. Renselsen foregår ved, at han tager to fugle, et stykke cedertræ, en purpurrød snor og en isopgren. Den ene fugl skal han slagte over et lerkar med frisk kildevand og derefter dyppe cedertræet, isopgrenen, den purpurrøde snor og den levende fugl i det opsamlede blod. Så skal han bestænke huset syv gange, for at huset kan blive renset, og lade den levende fugl slippe fri uden for byen. Det er den fremgangsmåde, som må følges, når et hus er urent, og der skal skaffes soning for det, så det kan blive renset.”
Det var reglerne for, hvordan man kan fastslå angreb af smitsomme sygdomme på tøj og i huse og i forbindelse med pletter på huden, udslæt og sår. Ved at følge de her regler, kan I afgøre, om der er tale om angreb af en smitsom sygdom eller ej. Derfor blev denne lov givet.
En visdomssang af Asaf.
Mit folk, lyt til min belæring,
hør nøje efter, hvad jeg siger.
Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.
Det er vore forfædres historier,
som er fortalt gennem mange generationer.
Vi vil fortælle dem til vore børn,
som igen skal give dem videre til nye generationer.
De skal også høre om Herrens magt,
om de forunderlige ting, han har gjort.
Han gav sine love til Jakobs slægt,
åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.
Han befalede vore forfædre
at undervise deres børn derom,
så den næste generation ville vide besked,
så selv de børn, som endnu ikke var født,
til sin tid kunne belære deres børn,
for at hvert slægtled må have tillid til Gud,
huske hans vældige gerninger
og adlyde hans befalinger,
så de ikke bliver som deres forfædre,
der var stædige og oprørske,
som ikke vendte deres hjerte til Gud,
men var troløse og ulydige mod ham.
Efraims krigere var udrustet med buer,
men flygtede alligevel i kampens hede.
De overholdt ikke pagten med Gud,
og de nægtede at følge hans lov.
De glemte, hvad Gud havde gjort,
alle de store undere, han havde udført.
Han gjorde mirakler for deres forfædre,
da de kom fra Zoans slette i Egypten.
Han delte havet og førte dem igennem,
vandet stod som en vold på begge sider.
Om dagen ledte han dem ved en sky,
om natten var der en søjle af ild.
Han kløvede ørkenens klipper
og skaffede masser af vand.
En kilde sprang frem fra klippen,
så vandet flød som en flod.
Men de fortsatte deres oprør mod Gud,
de vakte den Mægtiges vrede i ørkenen.
De provokerede Gud med vilje,
forlangte deres egyptiske livretter.
De fornærmede Gud ved at sige:
„Kan Gud dække bord i ørkenen?
Han slog ganske vist på klippen,
så vandet strømmede ud.
Men kan han give os brød?
Kan han skaffe kød til sit folk?”
Da Gud hørte det, blev han vred.
Hans vrede blussede op imod Israel,
for de havde ikke tillid til deres Gud.
De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.
Men han gav befaling til skyerne
og åbnede himlens sluser.
Han lod det regne ned over dem med manna,
han gav dem korn fra himlen.
Det var brød fuld af kraft, de spiste,
og Gud sendte det i overflod.
Han lod østenvinden fare hen over himlen,
styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,
lod kød hagle ned over dem,
fugle så talrige som sandkornene på stranden.
Han lod dem falde ned midt i lejren,
de lå rundt omkring imellem teltene.
Folket spiste sig overmætte,
Gud tilfredsstillede deres grådighed.
Men mens de endnu havde munden fuld,
blev deres grådighed straffet.
De blev ramt af Herrens vrede,
han dræbte deres stærkeste mænd,
gjorde det af med de bedste krigere.
Alligevel blev de ved med at synde,
til trods for hans mægtige undere.
Derfor dræbte han folk i deres bedste alder,
de blev alle grebet af rædsel.
Når han dræbte en stor del af dem,
søgte resten tilbage til ham.
De angrede og vendte sig igen til Gud.
Så huskede de, at Gud var deres redning,
den mægtige Gud var deres befrier.
Men de dyrkede kun Gud med deres ord,
deres lovprisning var ikke andet end løgn.
Deres hjerter var langt fra Gud,
de holdt ikke fast ved hans pagt.
Alligevel var Gud barmhjertig,
han tilgav deres synd og udslettede dem ikke.
Ofte holdt han sin vrede tilbage,
lod ikke sit raseri få frit løb.
Han vidste jo, at de kun var mennesker,
de var som et vindpust, der farer forbi.
Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen?
De vakte hans vrede og voldte ham sorg.
De provokerede deres Gud gang på gang,
de var ulydige mod Israels Herre.
De glemte hans underfulde kraft,
som befriede dem fra fjendens tyranni.
De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne,
gjorde mægtige undere på Zoans slette.
Han forvandlede floderne til blod,
så vandet ikke kunne drikkes.
Han sendte insekter, som stak dem,
et mylder af frøer, som ødelagde deres land.
Han gav deres afgrøde til græshopperne,
hele deres høst blev ædt op.
Han ødelagde deres vinstokke med hagl,
deres figentræer med den iskolde regn.
Deres kvæg bukkede under for haglene,
deres dyr blev ramt af lynene.
Han udøste sin vrede over dem,
sendte ødelæggelsen ind over dem.
Han gav sin vrede frit løb
og sparede ikke egypternes liv,
men gjorde dem til ofre for de mange plager.
Han dræbte alle Egyptens førstefødte,
symbolet på hver eneste families frugtbarhed.
Men han førte sit eget folk i frihed,
ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.
Han ledte dem frem i sikkerhed,
mens deres fjender blev begravet i havet.
Han førte dem til det forjættede land,
det bjergland, han havde lovet at give dem.
Han drev folkeslag bort foran dem,
han uddelte landet til dem ved lodkastning,
så Israels stammer kunne bosætte sig der.
Men de trodsede igen den mægtige Gud,
de adlød ikke hans befalinger.
De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort,
de svigtede deres Gud som en slap bue.
De krænkede ham med deres afgudsbilleder,
æggede ham med deres offerhøje.
Gud så deres opførsel og blev meget vred,
han følte en stærk lede ved sit folk.
Han forlod sin helligdom i Shilo,
hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.
Han tillod, at arken blev taget som bytte,
overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.
Han lod mange blive dræbt i krig,
for han var vred på sit udvalgte folk.
De tapre krigere døde i deres ungdom,
de unge piger havde ingen at gifte sig med.
Præsterne blev myrdet af fjendens soldater,
enkerne fik ikke lov at synge klagesange.
Da rejste Herren sig som af søvne,
som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.
Han drev fjenderne på flugt,
voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.
Men han forkastede Efraims krigere,
de der var efterkommere af Josef.
I stedet valgte han Judas stamme,
og besluttede sig for Zions bjerg.
Dér byggede han sin prægtige helligdom
på et fundament, som varer til evig tid.
Han udvalgte sin tjener David,
som ikke var andet end en fårehyrde.
Han fjernede ham fra faderens får
og gjorde ham til konge i Israel,
til hyrde for sit udvalgte folk.
David blev en god og retfærdig konge,
han ledte folket med kyndig hånd.
Da Jesus var færdig med at tale til folkemængden, gik han ind til Kapernaum. Her boede en romersk officer, der havde en tjener, som var syg og døden nær. Det var en tjener, han satte stor pris på. Officeren havde hørt om Jesus og sendte nogle af lederne fra den jødiske menighed hen for at bede ham komme og helbrede hans tjener. De bad indtrængende Jesus om at komme. „Hvis nogen fortjener hjælp, så er det ham,” sagde de, „for han elsker vores folk og har bygget en synagoge til os.” Jesus og hans ledsagere gik derfor med dem.
Men da de nærmede sig huset, sendte officeren nogle venner ud for at sige: „Herre, gør dig ikke så megen ulejlighed. Jeg er jo ikke værdig til, at du skulle komme ind i mit hus. Jeg føler mig heller ikke værdig til at komme ud til dig. Men du kan blot udstede en befaling og på den måde gøre min tjener rask. Jeg er jo en mand, som selv står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Hvis jeg siger til en: ‚Gå!’ så går han, og siger jeg til en anden: ‚Kom!’ så kommer han. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”
Jesus var forbløffet over de ord, og han vendte sig til dem, der fulgtes med ham, og sagde: „Det siger jeg jer: Ikke engang blandt Israels folk har jeg mødt så stærk en tro.”
Da officerens venner kom tilbage til huset, fandt de tjeneren fuldstændig rask.
Den næste dag var Jesus på vandring i retning mod en by, der hedder Nain, og som sædvanlig havde han følgeskab af sine disciple og en masse nysgerrige. Da de nærmede sig byporten, kom et begravelsesfølge dem i møde. Det viste sig at være en ung mand, der netop var død. Hans mor var enke og havde ikke andre sønner. Mange sørgende fra byen var med i følget. Da Jesus så moderen, fik han medlidenhed med hende. „Græd ikke!” sagde han. Så gik han hen og rørte ved båren, så bærerne standsede. „Unge mand,” sagde han, „rejs dig op!” Den døde satte sig op og begyndte at sige noget, og Jesus gav ham tilbage til hans mor. Overvældet af ærefrygt gav tilskuerne sig til at prise Gud. „En stor profet er midt iblandt os,” sagde de. „Gud er kommet til os for at hjælpe sit folk.”
Beretningen om, hvad der var sket den dag, spredtes ud over jødernes land og videre ud til de omkringliggende lande.
Johannes Døbers disciple fik snart at høre om alt det, Jesus gjorde, og de fortalte det til Johannes, der sad i fængsel. Han sendte så to af dem til Jesus med et spørgsmål: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”
Da de to udsendinge kom til Jesus, fandt de ham i færd med at helbrede mange syge og uddrive de onde ånder. Selv mange blinde fik deres syn. Da de kom frem med Johannesʼ spørgsmål, svarede han: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, der erkender deres behov for hjælp. Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”
Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til menneskemængden: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I da? Et siv, der svajede hid og did for vinden? En mand klædt på som en fyrste? Nej, dem, der bærer fornemme klæder og lever i rigdom og pragt, finder man i kongelige paladser. Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:
‚Jeg vil sende min udsending foran dig.
Han skal berede vejen for dig.’
Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham. Alle de, som hørte Johannesʼ budskab, også skatteopkræverne, bøjede sig for Guds ord og blev døbt med Johannesʼ dåb.
Men farisæerne og de skriftlærde nægtede at bøje sig for Guds plan med dem, og de lod sig ikke døbe. Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker? Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’
Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden god mad og vin, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ Nuvel, Guds visdom erfares af alle, som følger den.”
En af farisæerne indbød engang Jesus til spisning i sit hjem. En kvinde fra gaden, en prostitueret, fik at vide, at Jesus var taget ind for at spise hos farisæeren, og hun gik derhen med en alabastkrukke fyldt med aromatisk olie. Da hun var kommet indenfor, knælede hun stille ned bag Jesu fødder og begyndte at græde. Hendes tårer faldt på hans fødder. Med sit lange hår tørrede hun dem, kyssede dem og hældte den aromatiske olie ud over dem. Da farisæeren, som havde indbudt Jesus, så, hvad kvinden gjorde, tænkte han ved sig selv: „Det her viser, at Jesus ikke er en profet fra Gud. Ellers ville han være klar over, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Han ville vide, at hun er prostitueret.”
„Simon,” sagde Jesus, „jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig.”
„Hvad er det, mester?” spurgte farisæeren.
„Der var to, som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte 500 denarer, mens den anden kun skyldte 50. Ingen af dem kunne imidlertid betale deres lån, så manden eftergav dem begge, hvad de skyldte. Hvem af de to, tror du, var mest taknemmelig?”
„Mon ikke det var den, som fik eftergivet mest?” svarede Simon.
„Jo, du har ret,” svarede Jesus.
Så vendte han hovedet mod kvinden og fortsatte: „Simon, har du set, hvad den kvinde har gjort? Da jeg kom ind i dit hjem, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men hun har vasket dem med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig heller ikke det sædvanlige kys på kinden til velkomst, men hun bliver ved med at kysse mine fødder. Du kom ikke med olivenolie til mit hoved, men hun kom med aromatisk olie til mine fødder. Det siger jeg dig: Hun har fået sine mange synder tilgivet. Det kan du se ud fra den store kærlighed, hun viser. Den, som kun har fået tilgivet lidt, viser ikke megen kærlighed.”
Derefter sagde Jesus til kvinden: „Dine synder er tilgivet!”
Der blev uro omkring bordet. „Hvem er den mand, som påstår, at han kan tilgive folk deres synder?” sagde de andre gæster til hinanden.
Men Jesus fortsatte henvendt til kvinden: „Det er din tro, der har frelst dig. Du kan gå nu – med fred i hjertet!”
Herren befalede Moses og Aron at give Israels folk følgende instrukser:
„Hvis en mand har udflåd fra sit kønsorgan, gør det ham uren. Det gælder, hvad enten udflåddet varer ved eller er kortvarigt. Alt, hvad han har ligget eller siddet på, skal regnes for urent, og enhver, som kommer i berøring med noget, han har ligget eller siddet på, er uren indtil aften og må sørge for at bade sig og vaske sit tøj. De samme regler gælder, hvis nogen kommer i fysisk berøring med manden, eller hvis manden kommer til at spytte på nogen. Hvis manden har siddet i en sadel, er sadlen uren, ja, hvad som helst, han har haft under sig, skal regnes for urent, og de, som rører derved, skal vaske deres tøj og bade, og de er så urene indtil aften. Hvis den urene mand rører ved en anden person uden først at have vasket hænder, er den anden person uren indtil aften og må vaske sit tøj og bade. Hvis den urene mand rører ved en lerkrukke, skal den knuses, og et redskab af træ, som han har været i berøring med, skal renses med vand.
Når udflåddet er ophørt, skal han tælle syv dage frem og derefter vaske sit tøj og vaske sig grundigt i rent kildevand. På den ottende dag skal han tage to turtelduer eller to unge duer og komme frem for Herren tæt ved åbenbaringsteltets indgang. Så skal han overrække offergaverne til præsten, og præsten skal ofre den ene due som syndoffer, og den anden som brændoffer og således skaffe soning for manden hos Herren.
Når en mand har haft sædafgang, skal han vaske hele sin krop og regnes for uren indtil aften, og det tøj eller lagen, som sæden eventuelt har dryppet på, skal straks vaskes og regnes for urent indtil aften. Hvis en mand ligger sammen med sin kone, når det sker, skal hun også vaske sig og regnes for uren indtil aften.
Når en kvinde menstruerer, skal hun regnes for uren i syv dage, og enhver, der rører hende i den periode, skal regnes for uren indtil aften. Også alt, hvad hun ligger på eller sidder på i den periode, skal regnes for urent. Og rører nogen ved sengen eller noget, hun har siddet på, skal den person vaske sit tøj og bade og regnes for uren indtil aften. Hvis en mand ligger sammen med sin kone og kommer i kontakt med hendes menstruationsblod, skal han også regnes for uren i syv dage, og en hvilken som helst seng, han ligger på i de syv dage, skal regnes for uren.
Hvis menstruationen fortsætter ud over den normale tid, eller hvis kvinden bløder uden for den månedlige periode, gælder samme regler som nævnt ovenfor: Det, hun ligger på eller sidder på, skal regnes for urent. Det gælder på samme måde, at enhver, som kommer i berøring med noget, hun har siddet på, er uren. Vedkommende skal bade, vaske sit tøj og regnes for uren indtil aften. Men syv dage efter at hendes blødning er standset, skal hun ikke længere regnes for uren.
På den ottende dag skal hun tage to turtelduer eller to unge duer og bringe dem til præsten tæt ved indgangen til åbenbaringsteltet, og præsten skal ofre den ene due som syndoffer og den anden som brændoffer. På den måde skal han skaffe soning for hende hos Herren efter hendes blødning. Det er retningslinjerne for, hvordan I skal rense Israels folk for urenhed, så de undgår at besmitte min bolig iblandt dem.”
Sådan skal I udføre renselsesceremonien for en mand med udflåd eller sædafgang, for en kvinde, der menstruerer, eller en mand, der har ligget hos hende i den periode, hvor hun regnes for uren.
Siden Herren havde dræbt to af Arons sønner, da de trådte frem for ham uden at følge forskrifterne, sagde han til Moses: „Advar din bror Aron imod at gå ind bag forhænget i helligdommen, hvor arken med forsoningsstedet står. Der er helt bestemte regler for hvornår og hvordan, han skal gå derind, og hvis han overtræder de regler, skal han dø. Jeg er nemlig personligt til stede i skyen over forsoningsstedet.
Det følgende er betingelserne for at træde ind i det allerhelligste rum: Aron skal bringe en ung tyr som syndoffer og en vædder som brændoffer. Men først skal han tage et bad og iføre sig den indviede præstedragt: underbenklæderne, linnedkjortlen, bæltet og turbanen. Derpå skal Israels folk bringe ham to gedebukke som syndoffer og en vædder som brændoffer. Den unge tyr skal han ofre til Herren som et syndoffer for sig selv, så han kan skaffe soning for sig selv og sin familie. Han skal føre de to gedebukke frem for Herren tæt ved åbenbaringsteltets indgang og kaste lod for at afgøre, hvilken af dem der skal tilfalde Herren, og hvilken der skal sendes bort. Den gedebuk, der tilfalder Herren, skal Aron ofre som et syndoffer. Den anden buk skal bringes til Herren i levende live og forsoningsritualet skal udføres over den, hvorefter Aron skal slippe den løs i ørkenen, for at den kan være syndebuk for folket.
Når Aron har ofret den unge tyr som syndoffer for sig selv og sin familie, skal han tage et røgelseskar, fylde det med glødende trækul fra Herrens alter og sætte det ind bag forhænget. Derefter skal han fylde hænderne med den hellige, vellugtende røgelse, der er knust til pulver, og lægge det på trækullene, så en sky af røgelse skjuler forsoningsstedet over arken, der indeholder stentavlerne med de ti bud. Gør han det, skal han ikke dø. Desuden skal han bringe noget af tyrens blod derind og med fingeren først stænke det på den ende af forsoningsstedet, der vender mod øst, og derefter syv gange foran arken.
Så skal han gå ud og ofre folkets syndofferbuk, bringe blodet ind bag forhænget og stænke det på forsoningsstedet og foran det, ligesom han gjorde med tyrens blod. På den måde skal han skaffe soning for det allerhelligste rum, for det er blevet besmittet af Israels folks synder, og samtidig skal han skaffe soning for åbenbaringsteltet, som står midt iblandt dem og er omgivet af deres urenhed. Ingen anden end Aron må opholde sig i åbenbaringsteltet fra det tidspunkt, han går ind i det allerhelligste rum, til han kommer ud igen. Han alene skal forsone sig selv, sin familie og hele Israels folk med Herren. Derefter skal han gå ud til brændofferalteret og rense det ved at smøre noget af blodet fra tyren og gedebukken på alterets horn og med sin finger stænke blodet mod alteret syv gange. Derved renser han alteret for folkets synd og gør det helligt.
Når Aron har udført forsoningsritualerne for det allerhelligste rum, åbenbaringsteltet og brændofferalteret, skal han føre den levende buk frem, og han skal lægge begge hænder på dens hoved og bekende al Israels folks synd og oprør over den. På den måde lægger han alle folkets synder på bukkens hoved. Derpå skal bukken føres ud i ørkenen af en mand, som er udvalgt til at gøre det. Bukken skal derefter slippes løs og således bære folkets synder langt ud i ødemarken.
Derefter skal Aron gå ind i åbenbaringsteltet igen og tage linnedklæderne af, som han havde på bag forhænget, og han skal efterlade klæderne der. Derpå skal han bade på et indviet sted, tage sit andet tøj på og gå ud og ofre de to væddere som brændofre, så han skaffer soning for sig selv og for dem. Alt fedtet fra syndofferdyrene skal også brændes på alteret.
Den mand, som slipper bukken løs i ørkenen, skal umiddelbart efter bade og vaske sit tøj, før han vender tilbage til lejren. Syndoffertyren og syndofferbukken, hvis soningsblod er blevet båret ind i det allerhelligste rum af Aron, skal begge bæres uden for lejren og brændes med hud og hår. Den person, som har ansvaret for at brænde dem, skal derefter bade og vaske sit tøj, før han vender tilbage til lejren.
Det her er en permanent lov om forsoningsdagen, som skal gælde både for indfødte israelitter og de fremmede, som bor blandt Israels folk. På denne dag, den tiende dag i den syvende måned, må I ikke udføre noget arbejde, for det skal være en hvile- og fastedag. På den dag skal I forsones med Herren og renses for al jeres synd. Denne forsoningsceremoni skal fremover altid udføres af den ypperstepræst, der er salvet og indviet til dette embede i sin stamfar Arons sted. Han skal iføre sig de hellige linnedklæder og skaffe det allerhelligste rum, åbenbaringsteltet, alteret, præsterne og hele folket soning. Det skal være en permanent lov iblandt jer, at der på forsoningsdagen denne ene gang om året skaffes Israels folk soning for deres synder.”
Moses gjorde, som Herren havde befalet ham.
En sang af Asaf.
Åh, Gud, fjenderne har invaderet dit eget land.
De har gjort din helligdom uren
og lagt Jerusalem i ruiner.
Dine dræbte tjenere blev gribbenes føde,
de gudfrygtiges kroppe blev ædt af vilde dyr.
Blodet flød rundt om Jerusalem,
der er ingen tilbage til at begrave de faldne.
Nabolandene håner og foragter os,
vi er blevet til spot for vore omgivelser.
Hvor længe vil du straffe os, Herre?
Hvor længe vil din harme brænde som ild?
Udøs hellere din vrede over de gudløse folk.
Straf dem, der ikke tilbeder dig.
Fjenden har nu ødelagt dit udvalgte folk,
de har lagt byen og landet i ruiner.
Straf os ikke for vore forfædres synder.
Skynd dig at vise din nåde og barmhjertighed.
Er vi ikke blevet ydmyget nok?
Hjælp os, for du er vor Gud og Frelser.
Du er jo en trofast og nådig Gud.
Tilgiv vores synd og red os,
for du er en trofast og nådig Gud.
Hvorfor skal gudløse folk håne os?
De siger: „Hvor er deres Gud?”
Gør gengæld for drabet på dine tjenere,
så alle i hele verden får det at vide.
Lyt til fangernes suk,
red dem, som er dømt til at dø.
Tag syvfold hævn på de folkeslag,
som har hånet dig, Herre.
Så vil vi takke dig for evigt,
vi, som er dit folk, den hjord, du vogter.
Så vil vi lovprise dig i de kommende generationer.
Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”
Hør os, du Israels Hyrde,
du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner mellem keruberne,
bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
Hjælp Efraim, Benjamin og Manasse.
Stå frem i din vælde og red os.
Genopret dit folk, Gud.
Se i nåde til os og frels os.
Herre, mægtige Gud,
hvor længe vil du blive ved at være vred?
Hvor længe er du døv for vore bønner?
Du gav os sorg i overflod,
tårer i rigeligt mål,
vore nabofolk foragter os,
vore fjender ler ad os.
Genopret dit folk, mægtige Gud.
Se i nåde til os og frels os.
Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
Du beredte jorden for din vinstok,
den slog rod og spredte sig over landet.
Den bredte sig ud over bjergene,
dækkede de mægtige cedertræer.
Den bredte sine ranker til Middelhavet
og nåede helt op til Eufratfloden.
Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
så alle og enhver kan plukke af druerne?
Skovens vildsvin gnaver af planterne,
de vilde dyr æder af druerne.
Vend dit ansigt imod os, mægtige Gud!
Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
Genopliv det skud, du plantede,
det folk, du udvalgte til at tjene dig.
Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
Må fjenderne bukke under for din vrede.
Velsign det folk, som vil tjene dig,
den nation, som du selv har udvalgt.
Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
så vi igen kan påkalde dit navn.
Genopret dit folk, mægtige Herre.
Se i nåde til os og frels os.
Til korlederen: Brug et strengeinstrument. En sang af Asaf.
Lovpris vor Gud, som giver os styrke,
bryd ud i jubel for Israels Gud.
Syng til lyden af tamburiner,
til skønne toner fra harper og lyrer.
Vædderhornet indvarsler højtiderne,
både nymånefester og dem ved fuldmåne.
Det er fester, som Gud har forordnet,
de er beskrevet i Israels love.
Han gjorde det til en regel i Israel,
da han førte os ud af Egypten.
Jeg hørte en ukendt stemme sige til mig:
„Jeg fjernede byrden fra din skulder,
jeg befriede dig fra det hårde slid.
Du råbte til mig i din nød, og jeg frelste dig.
Jeg talte til dig fra tordenskyen.
Jeg prøvede din tro ved Meriba.
Lyt til mig, mit folk, for jeg advarer jer.
Åh, Israel, ville I dog bare adlyde mig.
I må aldrig tilbede nogen anden gud
eller bøje jer for et billede af en afgud,
for det var mig, jeres Herre og Gud,
som førte jer ud af Egyptens land.
Bed til mig, når I har brug for min hjælp,
og I skal opleve, hvor god og gavmild jeg er.
Men mit folk nægtede at adlyde mig,
Israel ville ikke have med mig at gøre.
Så lod jeg dem gå deres egne veje,
og de gjorde ganske som de ville.
Bare mit folk dog ville adlyde mig,
gid de ville følge mine befalinger.
Så ville jeg hurtigt besejre deres fjender,
feje alle deres modstandere bort.
Alle fjenderne ville krybe sammen af skræk,
det ville være slut med dem for altid.
Men jer ville jeg give den bedste hvede
og mætte jer med honning fra klippen.”
I den følgende tid fortsatte Jesus sin vandring. Han gik fra by til by og fra landsby til landsby for at forkynde Guds ord og fortælle de gode nyheder om Guds rige. De Tolv var med og desuden nogle kvinder, som han havde befriet fra onde ånder og helbredt for forskellige sygdomme. Blandt dem var Maria Magdalene, af hvem Jesus havde uddrevet syv dæmoner, Johanna, Susanna og flere andre, som af egne midler sørgede for mad til den lille flok. (Johanna var gift med Huza, der var hofchef hos Herodes.)
Folk fra alle byerne i nærheden opsøgte Jesus, og en dag, da en masse mennesker var samlet omkring ham, fortalte han følgende historie:
„En landmand gik ud for at så korn på sin mark. Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, hvor det blev trådt ned, og fuglene kom og spiste det. Noget af kornet faldt på stengrund. Så snart planterne kom op, visnede de, for der var for lidt væde i jorden. Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. Men noget af kornet faldt i god jord og gav et udbytte på 100 gange så meget, som der var sået.” Da Jesus var færdig med historien, råbte han: „Lad dem høre, som har øre.”
Disciplene kom bagefter hen og spurgte Jesus, hvad meningen bag historien var. Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men de andre må nøjes med at spekulere over billedtalen. Derved opfyldes ordet:
‚De ser, men fatter dog intet.
De hører, men forstår dog intet.’
Lad mig forklare jer billedtalens betydning: Kornet, der blev sået, er et billede på Guds ord. Nogle mennesker er som vejen. De hører godt nok Guds ord, men Djævelen kommer og piller de ord væk, som blev sået i deres hjerter, for at de ikke skal komme til tro og få det evige liv. Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører Guds ord, tager de imod det med glæde. Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når modgangen kommer, giver de op og falder fra. Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og jagten på materielle goder kvæler ordet, så der ingen frugt bliver. Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og gemmer det i et fint og godt hjerte. De holder ud gennem modgang, og derfor bærer det frugt i deres liv.”
Jesus fortsatte: „Ingen kunne finde på at tænde en lampe og stille den under en spand eller ind under sengen. Nej, man stiller en lampe højt og frit, så de, der kommer ind, får glæde af lyset. Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det. Og det, som er hemmeligt, vil komme ud i lyset og blive kendt.
Pas på, hvordan I bruger det, I hører. De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det, de troede, de havde.”
Engang, da Jesu mor og brødre kom for at tale med ham, kunne de ikke komme ind i huset på grund af de mange mennesker. „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde man til ham. Jesus svarede: „Min mor og mine brødre – det er alle dem, der hører Guds ord og handler på det.”
En dag gik Jesus sammen med disciplene om bord i en båd, og han sagde til dem: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” De lagde da fra land, og mens de sejlede, faldt Jesus i søvn. Pludselig kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden tog en masse vand ind, så de kom i livsfare. Disciplene gik hen og vækkede Jesus. „Mester, mester, vi drukner!” råbte de. Da rejste han sig og befalede stormen og bølgerne at lægge sig, og det blev blikstille. Derpå vendte han sig til disciplene og spurgte: „Hvor er jeres tro?”
Med ærefrygt og undren i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og bølgerne adlyder ham!”
De sejlede nu videre ind imod gadarenernes egn, som ligger over for Galilæa. Da Jesus steg i land, kom en mand fra landsbyen løbende hen imod ham. Han var besat af onde ånder, og i lang tid havde han flakket hjemløs om uden tøj på. Han holdt til i klippehulerne, hvor man begravede de døde. Han faldt nu på knæ foran Jesus, og Jesus befalede den onde ånd at fare ud af ham. Men han skreg op: „Lad mig være i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg beder dig om ikke at pine mig!” Mange gange havde ånden slæbt af sted med den stakkels mand. Man havde lænket ham med jernkæder på hænder og fødder og holdt ham bevogtet, men hver gang havde han revet sig løs og var af den onde ånd blevet drevet ud i ødemarken.
„Hvad er dit navn?” spurgte Jesus.
„Legion!” råbte manden, for han var besat af en mængde dæmoner. De begyndte nu at bønfalde Jesus om ikke at jage dem ned i afgrundens mørke. Der gik en flok svin og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden, og dæmonerne bad om lov til at fare i svinene. I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór de ud af manden og ind i svinene, og hele svineflokken styrtede ned ad skrænten og ud i søen, hvor de druknede.
Da svinehyrderne så det, flygtede de, og de fortalte om det i by og på land. Snart var en strøm af mennesker på vej ud for at se, hvad der var sket. Da de nåede derhen, fik de øje på manden, der havde været besat af onde ånder. Han sad nu roligt, påklædt og fuldstændig normal ved Jesu fødder. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. De, der havde set, hvordan den besatte var blevet reddet, forklarede, hvordan det var sket. Derefter bad alle folk der fra egnen Jesus om at forlade deres område, for de var bange for, hvad han ellers kunne finde på at gøre.
Jesus gik da op i båden for at sejle tilbage til Galilæa. Manden, der havde været besat af onde ånder, bad om at få lov til at følge med, men Jesus sagde: „Gå tilbage til din familie og fortæl, hvor stort et under, Gud har gjort for dig.” Manden gik da hjem og fortalte over hele byen om det forunderlige, Jesus havde gjort.
Da Jesus nåede tilbage over søen, tog folkemængden imod ham med åbne arme, for de havde ventet ham med længsel. En synagogeforstander ved navn Jairus nærmede sig, knælede ned foran ham og bad ham følge med hjem, for hans eneste datter lå for døden. Hun var 12 år gammel.
Mens Jesus fulgte med ham, masede mængden sig ind på ham fra alle sider.
Nu var der en kvinde, som havde lidt af blødninger i 12 år, uden at nogen havde kunnet helbrede hende, selv om hun havde brugt alle sine penge på lægehjælp. Hun nærmede sig bagfra og rørte ved kvasten på hans bedesjal. Straks standsede blødningen.
„Hvem var det, der rørte ved mig?” spurgte Jesus.
Da ingen meldte sig, sagde Peter: „Mester, folk maser jo ind på dig fra alle sider.”
„Der var en, der rørte ved mig,” insisterede Jesus, „for jeg kunne mærke en kraft forlade mig.”
Kvinden indså nu, at Jesus var klar over, hvad der var sket. Skælvende kom hun frem og faldt på knæ foran ham, og i hele mængdens påhør fortalte hun, hvorfor hun havde rørt ved ham, og at hun nu var rask.
Jesus sagde da til hende: „Min ven, din tro har reddet dig! Gå med fred!”
Mens han endnu talte, kom en mand med en besked til Jairus fra hans hjem: „Din datter er død. Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” Da Jesus hørte det, sagde han til Jairus: „Vær ikke bange! Tro på mig, så vil hun blive reddet!”
Da de nåede frem til huset, ville Jesus kun have Peter, Johannes, Jakob og den lille piges forældre med ind i det værelse, hvor hun lå. Huset var fyldt med grædende og jamrende mennesker. „Lad være med at græde,” sagde Jesus. „Hun er ikke død. Hun sover bare.” Men de lo overbærende, for de vidste godt, at hun var død. Jesus gik hen og tog pigen i hånden. „Stå op, lille pige!” kaldte han. Da vendte hendes ånd tilbage, og hun stod straks op. Så sagde Jesus, at de skulle give hende noget at spise. Forældrene var ude af sig selv af undren, men Jesus sagde, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad der var sket.
Herren gav også Moses følgende instrukser, som han skulle videregive til Aron, præsterne og hele Israels folk:
„Hvis en israelit ofrer en ko, et lam eller en ged enten inde i lejren eller uden for lejren i stedet for at bringe den hen til indgangen til åbenbaringsteltet, hvor den kunne blive ofret til Herren efter forskrifterne, skal han betragtes på lige fod med en morder, og han skal bøde med sit liv. Formålet med denne lov er at få Israels folk til at holde op med at ofre på uindviede steder. Fra nu af skal de altid bringe deres ofre hen til indgangen til åbenbaringsteltet, hvor præsten kan ofre deres fællesskabsofre og andre ofre til Herren. Det er nemlig kun ved at bringe ofrene til præsten, at han har mulighed for at stænke blodet på Herrens alter ved åbenbaringsteltets indgang og ofre fedtet som et lifligt offer. Folket skal ikke længere være mig utro. De skal holde op med at ofre til deres afskyelige afgudsgedebukke. Dette er en permanent lov, som skal gælde fra slægt til slægt. Jeg gentager: Hvis en indfødt israelit eller en fremmed, der bor iblandt jer, bringer et brændoffer eller et andet offer andre steder end ved åbenbaringsteltets indgang, hvor det kan ofres til Herren på behørig vis, skal den person lide døden.
Jeg vil straffe alle israelitter eller fremmede iblandt jer, som spiser blod, ja, jeg vil udrydde dem fuldstændigt. For blodet repræsenterer livet, som er helligt, og jeg vil, at blodet skal bruges til at stænke på alteret, for at det kan bringe soning for jeres synder. Det er grunden til, at ingen iblandt jer, hverken israelit eller fremmed, må spise blod. Og enhver, hvad enten det er en israelit eller en fremmed iblandt jer, som slår et dyr eller en fugl ihjel af den slags, som det er tilladt at spise, skal lade blodet løbe fra og dække det til med jord, for blodet repræsenterer livet. Det er derfor, jeg har pålagt Israels folk aldrig at spise blod. Enhver, som alligevel gør det, skal dø.
Alle israelitter, såvel som fremmede iblandt jer, der spiser selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af andre dyr, skal vaske deres tøj og bade og regnes for urene indtil aften. Hvis de ikke vasker deres tøj og bader, må de selv tage ansvaret for følgerne.”
Herren befalede Moses at sige til Israels folk: „Husk, at jeg er Herren, jeres Gud! Derfor må I ikke opføre jer som egypterne, I engang boede iblandt, eller som kanaʼanæerne, der bor i det land, jeg vil føre jer ind i. I må ikke lade jer påvirke af deres livsførelse. I skal adlyde mine love og forskrifter, for jeg er Herren, jeres Gud. Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud!
Ingen af jer må have seksuelt samvær med en nær slægtning, siger jeg, Herren. Det vil sige: Du må ikke have seksuelt samvær med din mor eller din stedmor. Derved vanærer du din far. Du må ikke have seksuelt samvær med din søster eller halvsøster, hvad enten din halvsøster er en datter af din far eller din mor, og hvad enten hun er opvokset sammen med dig eller et andet sted. Du må ikke have seksuelt samvær med dit barnebarn, hvad enten hun er datter af din søn eller af din datter. Hun er jo dit eget kød og blod. Det samme gælder din faster, din moster og din farbrors kone. De er nære slægtninge, og du må ikke have noget seksuelt forhold til nogen af dem.
Du må heller ikke stå i seksuelt forhold til din søns kone eller din brors kone. Du må ikke gifte dig med både en mor og hendes datter eller barnebarn. De er nære slægtninge, og du begår en stor synd ved at have et seksuelt forhold til dem begge. Du må heller ikke gifte dig med to søstre og have et seksuelt forhold til dem begge. Først efter din kones død, kan du gifte dig med hendes søster.
Du må ikke have seksuelt samvær med en kvinde under hendes menstruation. Du må ikke gøre dig selv uren ved at have et seksuelt forhold til en anden mands kone.
Du må ikke overgive nogen af dine børn til dyrkelsen af afguden Molok, for derved krænker du Herren, din Gud.
En mand må ikke have seksuelt samvær med en mand, som hvis det var en kvinde – det er en afskyelighed. En mand må ikke gøre sig uren ved at have seksuel omgang med et dyr. En kvinde må heller ikke hengive sig seksuelt til et dyr – det er perverst og afskyeligt.
Pas på ikke at gøre jer selv urene ved nogen af disse ting. De folkeslag, jeg driver bort foran jer, gør den slags ting. Hele Kanaʼans land er fuld af den slags perversiteter, og derfor vil jeg straffe befolkningen og landet selv skal spytte dem ud. I skal omhyggeligt adlyde alle mine love og forskrifter, så I ikke gør jer skyldige i nogen af de her afskyelige handlinger. Og mine love gælder både for de indfødte israelitter og de fremmede iblandt jer.
De her afskyelige handlinger er længe blevet praktiseret af befolkningen i det land, jeg vil føre jer ind i, og derfor er landet blevet urent. Følg under ingen omstændigheder deres skræmmende eksempel, for hvis I gør det, vil landet også spytte jer ud, nøjagtig som det snart vil spytte de nuværende indbyggere ud. Enhver, som gør sådan noget, skal dø. Sørg derfor for at adlyde mine love, så I ikke optager nogen af den slags afskyelige skikke iblandt jer. Nej, gør jer ikke urene ved at handle som indbyggerne i det land, jeg vil føre jer ind i, for jeg er Herren, jeres Gud.”
En sang af Asaf.
Gud kalder lederne sammen,
han anklager sit folks dommere:
„Hvor længe vil I dømme uretfærdigt?
Hvor længe vil I favorisere de gudløse?
Døm de fattige og faderløse retfærdigt,
forsvar de svage og hjælpeløse,
red de magtesløse og undertrykte,
fri dem fra onde menneskers magt.
I er tåbelige, uvidende og blinde.
Derfor vakler verden i sin grundvold.
Jeg har kaldt jer guder,
for I er indsat af mig og burde handle som jeg,
men I skal dø som de gudløse mennesker, I er,
akkurat som andre landes gudløse ledere.”
Ja, træd frem, Gud, og døm denne verden,
for du har magt over alle folkeslag.
En sang af Asaf.
Åh, Gud, sid ikke bare dér,
vær ikke så passiv og tavs!
Hør, hvor dine fjender larmer.
Se, hvor dine modstandere knejser.
De lægger snedige planer mod dit folk,
udtænker ondt mod dem, du holder af.
„Lad os udslette hele folket,” siger de,
„så Israel forsvinder totalt.”
De enes om en plan
og slutter pagt imod dig,
beduiner fra Edom og Moab,
ishmaelitter sammen med hagritter,
geballitter, ammonitter og amalekitter,
filistre og folk fra Tyrus.
Selv Assyrien har sluttet sig til dem,
de støtter nu Lots efterkommere.
Gør med dem, som du gjorde med midjanitterne.
Du slog jo Sisera og Jabin ved Kishonfloden,
de blev tilintetgjort ved En-Dor,
deres kroppe rådnede på slagmarken.
Lad det gå deres ledere som Oreb og Zeʼeb,
deres fyrster som Zeba og Zalmunna.
De sagde: „Lad os erobre Guds græsgange
og gøre dem til vores!”
Min Gud, lad dem blive som visne blade,
som avner, der flyver bort i vinden.
Som ild, der æder sig gennem skoven,
som flammer, der sætter bjerge i brand,
skal dit stormvejr forfølge dem,
din hvirvelvind forfærde dem.
Lad dem blive ydmyget så dybt,
at de forstår, hvem du er, Herre.
Gør dem skamfulde og skrækslagne,
lad dem få en frygtelig død.
Vis dem, at du er Herren, den Mægtige,
som regerer over hele jorden.
Til korlederen: Brug et strengeinstrument. En sang af en af Koras efterkommere.
Hvor herlig er din bolig,
mægtige Gud!
Min sjæl længes efter at være i dit tempel,
alt i mig glæder sig over den levende Gud.
Spurvene bygger rede tæt ved dit alter,
svalerne slår sig ned dér og får unger.
De ønsker at være i din nærhed, Herre,
min mægtige konge og Gud.
Velsignede er de, der bor i dit hus,
for de kan altid synge lovsange til dig!
Velsignede er de, der søger styrke hos dig,
som af hjertet ønsker at komme til Zions bjerg.
Når de går gennem Baka-dalen,
forfrisker du dem med dit kildevand,
de mættes af regnens velsignelser.
Deres styrke forøges og vokser,
de træder frem for Gud på Zions høj.
Hør mig, Herre, mægtige Gud,
lyt til min bøn, du Israels Gud.
Se i nåde til din udvalgte konge,
hjælp ham, som beskytter dit folk.
Én dag i din helligdom er bedre
end tusinde dage andre steder.
Hellere være dørvogter i Guds hus
end have overflod i de gudløses telte.
For Herren er vores sol og skjold,
han giver nåde og herlighed.
De, der er ærlige og oprigtige,
nægter han intet godt.
Mægtige Herre,
velsignede er alle, der stoler på dig.
Til korlederen: En sang af en af Koras efterkommere.
Du var nådig mod dit land, Herre,
du vendte Israels skæbne,
du tilgav dit folks synder,
du fjernede al deres skyld!
Du vendte dig væk fra din vrede,
din heftige harme holdt op.
Genopret os, Gud, vor Frelser,
lad dit mishag imod os høre op.
Vil du være vred på os for evigt?
Skal din vrede vare fra slægt til slægt?
Tag imod os endnu en gang,
så vi atter kan glæde os i dig.
Vis os din trofaste kærlighed, Herre,
red os endnu en gang.
Jeg vil lytte omhyggeligt til Herrens ord,
for han taler om fred til sit folk,
lad dem ikke gentage deres dumheder.
De, der adlyder ham, skal opleve hans frelse,
landet skal fyldes af hans herlighed igen.
Troskab og sandhed skal mødes,
retfærdighed og fred skal kysse hinanden.
Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed kommer ned fra Himlen.
Ja, Herren vil velsigne os igen,
så jorden giver en rigelig høst.
Godhed skal gå foran ham
og bane en vej for hans fødder.
En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og gav dem magt og autoritet til at uddrive alle slags dæmoner og til at helbrede de syge. Så sendte han dem ud for at forkynde budskabet om Guds rige og for at helbrede de syge. „I skal ikke tage noget med på rejsen,” sagde han, „hverken en stav eller en taske med mad, penge, og ekstra tøj. Når I bliver budt ind i et hjem, så bliv der, så længe I er i byen. Men hvis ingen vil tage imod jer, så forlad byen og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at de er overladt til deres egen skæbne.”
Så drog de af sted fra landsby til landsby, forkyndte budskabet om Guds rige og helbredte de syge alle vegne.
Da kong Herodes hørte om alle de undere, Jesus gjorde, vidste han ikke, hvad han skulle tro. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde. Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet, mens andre igen mente, at det var en af de andre gamle profeter, der var kommet til live igen.
„Jeg har ladet Johannes halshugge,” sagde Herodes. „Hvem er så den mand, som folk fortæller så meget mærkeligt om?” Og han søgte efter en anledning til at få Jesus at se.
Da apostlene kom tilbage til Jesus, fortalte de ham, hvad de havde udrettet. Derefter ville Jesus gerne være alene med dem, så de sejlede af sted i retning af Betsajda. Da folk opdagede, at de var taget af sted, fulgte mange efter dem inde på bredden. Senere bad Jesus disciplene lægge til land, og han underviste folkemængden om Guds rige og helbredte de syge.
Sent på eftermiddagen kom de Tolv hen til Jesus og sagde: „Du må hellere lade folk gå nu, så de har tid til at nå hen til gårdene og landsbyerne, hvor de kan købe mad og finde husly. Det her er jo et øde sted.”
„Giv I dem noget at spise!” svarede Jesus.
„Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” protesterede de. „Du kan da ikke mene, at vi skal gå hen og købe mad til alle de mennesker!” Der var omkring 5000 mænd til stede. Så sagde Jesus til dem: „Få folk til at sætte sig i rækker med 50 mænd i hver række.” Det gjorde de så, og der var plads til, at alle kunne sidde ned.
Jesus tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud. Så brækkede han brødene i stykker og gav stykkerne til sine disciple, for at de skulle give dem videre til de mange mennesker. Alle spiste og blev mætte. Bagefter samlede disciplene de stykker sammen, som var tilovers, og 12 kurve blev fyldt op.
En dag var Jesus alene sammen med disciplene, og han tilbragte en tid i bøn. Derefter spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?” De svarede: „Nogle siger, at du er Johannes Døber, andre, at du er Elias, og andre igen, at en anden af de gamle profeter må være genopstået fra de døde.”
„Og hvad siger I?” spurgte han. „Hvem tror I, at jeg er?”
„Du er Messias, den frelser, Gud har sendt!” svarede Peter.
Jesus forbød dem strengt at omtale ham på den måde over for andre, og han tilføjede: „Menneskesønnen skal igennem mange lidelser og vil blive forkastet af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere. Til sidst dræber de mig, men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.”
Så sagde Jesus henvendt til alle, der var hos ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig hver dag, også selv om det koster livet. De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis det selv går fortabt og mister alt? Hvis I fornægter mig og mine ord, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars og de hellige engles herlighed. Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme.”
En uges tid senere tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med op på et bjerg for at bede. Mens han bad, begyndte hans ansigt at stråle, og hans lange kjortel blev blændende hvid. Pludselig var der to mænd, som stod og talte med ham. Det var Moses og Elias. De strålede af himmelsk herlighed, og de talte med ham om hans snarlige bortgang, der skulle finde sted i Jerusalem. Peter og de andre var frygtelig døsige og kæmpede mod søvnen. Det lykkedes dem at holde sig vågne, og de så, hvordan både Jesus og de to mænd udstrålede Guds herlighed. Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, udbrød Peter: „Mester, hvor er det skønt at være her. Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.” Han vidste ikke, hvad han skulle sige. I det samme kom der en sky ned over dem, og de blev bange, da de pludselig befandt sig midt inde i den. Så lød der en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Lyt til ham!” Da stemmen lød, var der ingen andre at se end Jesus.
Den oplevelse holdt disciplene foreløbig for sig selv. Det var først lang tid senere, de fortalte andre om, hvad de havde set.
Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor flok mennesker dem i møde. En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn, og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham. Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.”
„Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”
Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen. Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.
Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: „Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold.” Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham.
Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig. Så sagde han: „Enhver, der tager imod sådan et barn, fordi det hører mig til, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager imod min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”
Johannes sagde nu til Jesus: „Mester, vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med. Han er jo ikke en af dine disciple.”
Men Jesus svarede: „Lad være med at hindre ham. Den, som ikke er imod jer, er for jer.”
Da tiden nu nærmede sig, hvor Jesus skulle vende tilbage til Himlen, satte han kursen mod Jerusalem. En dag sendte han nogle disciple i forvejen for at sørge for husly i en samaritansk landsby. Men de blev afvist, fordi de var på vej til Jerusalem. Da Jakob og Johannes hørte det, sagde de til Jesus: „Herre, vil du have, at vi skal kalde ild ned fra himlen og brænde dem op, ligesom Elias gjorde?” Men Jesus vendte sig om og irettesatte dem, og de gik videre til den næste landsby i stedet for.
Mens de gik, var der en mand, som sagde til Jesus: „Jeg vil gerne være din discipel og følge med dig – uanset hvor du går hen!” Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ingen steder, hvor jeg kan hvile ud og være i fred.”
Til en anden sagde Jesus: „Kom med mig!” Men han svarede: „Herre, jeg må først tage mig af min fars begravelse.” „Lad de døde begrave deres døde,” svarede Jesus. „Gå du ud og forkynd budskabet om Guds rige!”
En tredje sagde: „Jeg ville egentlig gerne være discipel af dig, Herre, men lad mig først tage afsked med min familie.” Jesus sagde til ham: „Når du begynder at pløje, skal du se fremad og ikke tilbage. De, der hele tiden ser sig tilbage, kan ikke arbejde i Guds rige.”
Herren befalede også Moses at sige følgende til Israels folk: „I skal være hellige, for jeg, Herren, jeres Gud, er hellig! Enhver iblandt jer skal respektere sin mor og sin far og overholde loven om sabbatten, for jeg er Herren, jeres Gud. I må hverken dyrke afguderne eller lave afgudsbilleder, for jeg er Herren, jeres Gud.
Når I bringer et fællesskabsoffer til mig, skal I ofre det på behørig vis, så jeg kan acceptere jeres offer. Det vil sige, at I skal spise offerkødet samme dag, I ofrer det, eller senest den næste dag, for alt, hvad der levnes til tredjedagen, skal brændes. Det, der spises på tredjedagen, er i mine øjne afskyeligt og helt uacceptabelt. Hvis nogen alligevel spiser det på tredjedagen, har han vanhelliget det, som jeg har gjort helligt, og han skal dø.
Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. Det samme gælder vinhøsten: Du må ikke ribbe vinstokkene for de sidste druer, og du må ikke samle de druer op, som falder på jorden under arbejdet. De skal blive tilbage, så de fattige og fremmede, som ikke ejer nogen jord, også har noget at spise. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud.
I må hverken stjæle, lyve eller bedrage. I må ikke sværge falsk, for derved krænker I mig.
I må ikke undertrykke eller udbytte nogen. Når dagens arbejde er forbi, skal I straks udbetale løn til jeres daglejere.
Tal ikke ondt om en, der er døv, og få ikke en blind til at snuble. Ved at handle retfærdigt viser I mig ære.
Jeres dommere skal fælde retfærdige domme og ikke skele til, om en person er rig eller fattig. Enhver skal dømmes retfærdigt.
I må ikke sprede sladder eller bringe andres liv i fare.
I må ikke hade jeres næste, men I bør irettesætte en ven, der begår en synd, så I ikke drages med ind under hans dom. Tag ikke hævn over nogen og bær ikke nag. Elsk din næste som dig selv. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud!
Adlyd mine love: I må ikke parre to forskellige arter husdyr med hinanden, og I må ikke blande to forskellige kornarter sammen, når I tilsår jeres mark. Gå ikke med tøj vævet af to forskellige slags materialer.
Hvis en mand forfører en slavepige, som en anden har købt for at have hende som medhustru, skal han straffes. Dog skal de ikke straffes med døden, fordi hun er slave og ikke en fri kvinde. Manden, som har forbrudt sig, skal bringe en vædder som skyldoffer på alteret ved indgangen til åbenbaringsteltet, hvorefter præsten skal ofre vædderen og skaffe soning for mandens synd. Så skal han få tilgivelse.
Efter at I er kommet ind i landet og har tilplantet det med alle slags frugttræer, må I ikke høste de tre første afgrøder. Fjerde års høst skal indvies til mig og gives til mig under jublende lovsang. Men femte års høst skal tilhøre jer. På den måde vil I få et større høstudbytte. Husk, at jeg er Herren jeres Gud.
I må ikke spise kød, uden at blodet først er løbet fra. I må ikke have noget at gøre med spådomskunst eller trolddom.
I må ikke klippe håret kort i siderne, I må ikke barbere kindskægget af, og I må ikke lade jer tatovere eller skære jer i huden i forbindelse med en dødsklage.
Gør ikke jeres døtre urene ved at lade dem deltage i religiøs prostitution, for det kan betyde, at folket vender sig til afguderne, og landet fyldes af umoralitet.
Hold loven om sabbatsdagen, og hav ærefrygt for helligdommen, for jeg er Herren, jeres Gud.
Spørg ikke spåkoner til råds og søg ikke kontakt med de døde, for derved gør I jer urene. Det er mig, I skal spørge til råds.
I skal vise hensyn og respekt over for de ældre. Derved ærer I mig, som er jeres Gud.
I må ikke undertrykke de fremmede, som bor iblandt jer, men I skal behandle dem som alle andre borgere i landet: Elsk dem som jer selv, for I var jo selv engang fremmede i Egyptens land. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud.
Sørg altid for at bruge korrekte mål, hvad enten det drejer sig om længdemål, rummål, mønt eller vægt, og gør målet fuldt. Husk, at det var mig, som førte jer ud af Egypten. Derfor skal I adlyde alle mine love og forskrifter, så I omhyggeligt overholder dem, for jeg er jeres Gud.”
Herren befalede Moses at give Israels folk følgende instrukser:
„Enhver indfødt israelit eller fremmed iblandt jer, som overgiver sit barn til dyrkelsen af afguden Molok, skal stenes til døde af sine landsmænd. En sådan person vil jeg selv kæmpe imod og sørge for, at han bliver udryddet, for han har gjort min helligdom uren og krænket mit hellige navn. Hvis hans landsmænd ser igennem fingre med hans synd og nægter at slå ham ihjel, vil jeg selv sørge for at udrydde ham og alle andre af mit folk, der dyrker Molok.
Jeg vil kæmpe imod enhver, som søger kontakt med de døde og henvender sig til sandsigere i stedet for at søge hjælp hos mig. De skal fuldstændig udryddes. Stræb efter hellighed, for jeg er Herren, jeres Gud. I skal adlyde alle mine bud, for jeg er Herren, som gør jer til mit særlige folk.
Enhver, som forbander sin far eller mor, skal lide døden.
Hvis en mand begår ægteskabsbrud med en anden mands kone, skal både manden og kvinden dømmes til døden. Og hvis en mand har samleje med sin fars kone, har han krænket sin far og skal lide døden sammen med kvinden. Hvis en mand har samleje med sin svigerdatter, skal de begge lide døden, for de har begået en skammelig handling og må bære straffen derfor. Hvis en mand har seksuelt samvær med en anden mand, som en mand har det med en kvinde, skal de begge straffes med døden, for det er en afskyelig handling, som de begge har ansvaret for. Hvis en mand har samleje med både en mor og hendes datter, har de begået en afskyelig forbrydelse. Alle tre skal brændes, for den slags skammelige handlinger må ikke finde sted iblandt jer.
Hvis en mand har samleje med et dyr, skal han henrettes og dyret slås ihjel. Det samme gælder, hvis en kvinde har samleje med et dyr: Hun fortjener dødsstraf for sin synd.
Hvis en mand har samleje med sin søster, hvad enten hun er en datter af hans far eller mor, har han begået en skammelig handling, og begge skal henrettes offentligt. En sådan mand må bære straffen for sin synd. Hvis en mand har samleje med en kvinde under hendes menstruation, skal de begge dø, for manden har blottet hendes blods kilde, og hun har tilladt ham at gøre det.
Seksuelt samvær mellem en mand og hans faster eller moster er forbudt, for de er nære slægtninge. Derfor skal de bære deres straf. Hvis en mand har samleje med sin farbrors kone, har han krænket sin farbror. Både han og kvinden må bære deres straf og dø uden børn. Hvis en mand har samleje med sin brors kone, er det en uren handling. Han har krænket sin bror, og både han og kvinden skal dø uden børn.
I skal overholde alle mine love og forskrifter, så det land, jeg vil føre jer ind i, ikke skal spytte jer ud igen. I må ikke gøre som de folkeslag, jeg driver bort foran jer. De begår alle den slags handlinger, jeg her har advaret jer imod. Derfor afskyr jeg dem og har lovet jer, at I skal få deres land i eje. Det er et land, som flyder med mælk og honning. Jeg er Herren, jeres Gud, og jeg har udskilt jer fra de andre folkeslag.
Derfor skal I skelne imellem de dyr og fugle, jeg har givet jer tilladelse til at spise, og dem, som jeg har forbudt jer at spise. I må ikke gøre jer selv til genstand for min afsky ved at spise fugle eller dyr, som jeg har forbudt jer at spise. I skal være mit særlige folk, for jeg, Herren, er jeres Gud, og jeg har udskilt jer fra de øvrige folkeslag, så I kan være mit folk.
Hvis en mand eller en kvinde har en dødemaners ånd i sig eller en spådomsånd, skal de stenes til døde.”
En bøn af David.
Bøj dig, Herre, og lyt til min bøn,
jeg føler mig ydmyget og elendig.
Hjælp mig, for jeg er tro imod dig.
Red mit liv, for jeg tjener dig.
Du er min Gud, og jeg stoler på dig.
Vær mig nådig, Herre,
jeg råber til dig dagen lang.
Gør din tjener glad, Herre,
det er dig, der er min redning.
Herre, du er god og tilgiver gerne,
du er tro mod alle, der stoler på dig.
Åh Gud, hør min bøn,
lyt til mit råb om nåde.
Jeg kalder på dig i min nød,
for jeg ved, du vil svare mig.
Ingen afguder kan måles med dig, Herre,
ingen anden kan gøre det, du gør.
Alle folkeslag er skabt af dig,
og de skal komme og bøje deres knæ
for at ære og tilbede dig.
For du er mægtig og gør store undere,
du alene er den sande Gud.
Lær mig din vilje, så jeg kan gøre det rette,
hjælp mig til at tjene dig helt og fuldt.
Jeg vil prise dig af hele mit hjerte,
jeg vil altid ære dig, min Herre og Gud.
Din trofasthed er stor,
og du har reddet mig fra dødens gab.
Jeg angribes af brutale mænd, Herre,
voldsmænd prøver at slå mig ihjel.
De har ingen respekt for dig.
Men du er en barmhjertig og nådig Gud,
tålmodig, god og trofast.
Vis mig din nåde
og frels din ydmyge tjener.
Kom med et bevis på din godhed, Herre,
så mine fjender ser det og bliver ydmyget,
for du, Herre, har beskyttet og hjulpet mig.
En sang af Koras slægt.
Han grundlagde sin by på de hellige høje.
Ja, Herren elsker Zions stad
langt mere end andre byer i Israel.
Jerusalem, du er Guds egen by,
der siges mange herlige ting om dig.
I Egypten og Babylonien,
i filistrenes land, i Tyrus og Kush
er der folk, der kender Gud
og føler, at Jerusalem er deres hjem.
I Jerusalem siger man til hinanden:
„Vi hører alle til på dette sted,
og den Mægtige tager hånd om sin by.”
Herren fører regnskab over alle mennesker,
og noterer dem, der hører Jerusalem til.
De danser af glæde, mens de lovpriser byen:
„Du er alt, hvad vi har brug for.”
Til korlederen: En visdomssang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.
Herre, min Gud og redningsmand,
jeg råber til dig dag og nat.
Lad min bøn nå frem til dig,
lyt til mit råb om hjælp.
Min sjæl er tynget af problemer,
jeg befinder mig på gravens rand.
Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
Din straf tynger mig til jorden,
skyller over mig som brændingen.
Du har fået mine venner til at forlade mig,
du har gjort det, så de væmmes ved mig,
jeg er fanget og ser ingen udvej.
Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig?
Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
Herre, jeg råber til dig om hjælp,
hver morgen stiger mine bønner op til dig.
Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
Jeg er hjælpeløs og døden nær,
fra min ungdom plaget af rædsel.
Din straf overvælder mig,
så jeg er ved at gå til af angst.
Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
slår sammen over mit hoved.
Mine venner og min familie har forladt mig,
mine bekendte har efterladt mig i mørket.
Jesus udvalgte nu 70 andre disciple, som han ville sende i forvejen, to og to, til de landsbyer, han selv senere ville besøge. Han gav dem følgende instrukser: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor ham, der har ansvaret for høsten, om at sende flere arbejdere ud for at få høsten i hus. Tag af sted nu. Jeg sender jer som lam blandt ulve. Tag hverken penge eller oppakning med og heller ikke ekstra sko. Spild ikke tiden ved at falde i snak med dem, I møder undervejs. Når I kommer ind i et hus, skal I straks velsigne det ved at sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ Hvis der bor nogen, som vil tage imod jeres fredshilsen, vil de nyde godt af velsignelsen. Hvis ikke, vil velsignelsen vende tilbage til jer selv.
Når I kommer ind i en landsby, hvor de tager imod jer, skal I ikke flytte rundt fra hus til hus. Bliv på ét sted og spis og drik det, som sættes frem for jer. En arbejder er sin løn værd. Helbred de syge i byen og sig til dem: ‚Nu er Guds rige kommet til jer.’ Men hvis en by ikke tager imod jer, så gå gennem dens gader og råb: ‚Vi ryster støvet fra jeres by af vores fødder for at advare jer om Guds dom. Vi har sagt jer det: Guds rige er kommet nær!’ Jeg siger jer, at det gudløse Sodoma vil stå sig bedre på dommens dag end sådan en by.”
Jesus fortsatte: „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. Ja, Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes ned i dødsriget!”
Derefter sagde han til disciplene: „De, der lytter til jer, lytter til mig, og de, der forkaster jer, forkaster mig, og dermed forkaster de også ham, der sendte mig.”
Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædestrålende: „Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.”
Jesus svarede: „Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. Jeg har givet jer magt til at træde på ‚slanger’ og ‚skorpioner’ – ja, magt over hele fjendens hær – og han vil ikke kunne skade jer. Men det afgørende er ikke, at de onde ånder adlyder jer. Nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.”
I det samme blev Jesus fyldt af glæde ved Helligånden, og han udbrød: „Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de selvkloge og overlegne. I stedet har du åbenbaret det for de troskyldige og ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”
Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.”
Derpå sagde han til sine disciple: „Velsignede er de, som ser det, I ser! Mange profeter og konger har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.”
En dag kom en jødisk skriftlærd for at sætte Jesus på prøve. „Mester, hvad skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?” spurgte han.
„Hvad siger Toraen?” var Jesu svar.
„Den siger: ‚Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med al din styrke og med alle dine tanker,’ ” svarede den skriftlærde. „Og den siger også: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’ ”
„Rigtigt svaret,” sagde Jesus. „Gør det, så skal du få del i livet.”
Men manden ville retfærdiggøre sig selv, og derfor spurgte han: „Jamen, hvem er så min næste?”
„Lad mig fortælle dig en historie,” svarede Jesus. „En mand var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Pludselig blev han overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, slog ham til jorden og lod ham ligge halvdød i vejkanten. Tilfældigvis kom en præst gående ned ad den samme vej. Da han så manden ligge der, gik han over i den modsatte side af vejen og fortsatte. Senere kom en tempeltjener til det samme sted. Da han fik øje på manden, gik også han forbi i den modsatte side af vejen. Til sidst kom der en samaritaner forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham, så han stod af sit æsel og gik derhen. Han rensede og behandlede mandens sår med olivenolie og vin og forbandt dem. Derefter anbragte han manden på sit æsel og bragte ham til en landevejskro, hvor han fortsat selv plejede ham. Dagen efter gav han kroværten to denarer og bad ham tage sig af manden. ‚Kommer det til at koste mere, skal jeg nok betale det på tilbagevejen,’ sagde han.
Hvem af de tre, synes du, har handlet som den overfaldnes næste?”
„Ham, der viste barmhjertighed,” svarede den skriftlærde.
„Så gør du, som han gjorde!” sagde Jesus.
Jesus og hans disciple fortsatte nu deres vandring mod Jerusalem. Undervejs kom de til en landsby, hvor en kvinde, der hed Marta, tog imod dem i sit hjem. Hendes søster Maria satte sig ved Jesu fødder og blev siddende der for at høre, hvad han fortalte. Marta var travlt optaget af at sørge for gæsterne, og hun sagde til Jesus: „Herre, er du ligeglad med, at min søster har overladt alt arbejdet til mig? Sig dog til hende, at hun skal komme og hjælpe mig.”
„Kære Marta,” sagde Jesus, „du er rastløs og gør dig en masse bekymringer! Men noget er vigtigere end andet, og Maria har valgt det væsentlige. Det skal ikke tages fra hende.”
Herren sagde endvidere til Moses: „Sig til præsterne, at de ikke må gøre sig selv urene ved at røre et lig, medmindre det drejer sig om en nær slægtning: en mor, en far, en søn, en datter, en bror eller en ugift søster, som han har ansvaret for, siden hun ikke har nogen mand. Som leder blandt sit folk skal han passe på ikke at gøre sig selv uren.
Præsterne må ikke klippe sig skaldede noget sted på hovedet eller barbere deres kindskæg af. De må heller ikke lave ridser i huden eller tatoveringer. I Guds øjne skal de være hellige, og de må ikke krænke ham eller bringe skam over hans navn. Det er jo dem, der er udvalgt til at bringe ildofre til Herren, og de ofre skal kunne accepteres af deres Gud. En præst må ikke gifte sig med en prostitueret eller med en kvinde, som ikke er jomfru. Han må heller ikke gifte sig med en fraskilt, for han er en indviet Guds tjener, som er udvalgt til at bringe jeres ofre frem for Gud. Han skal være hellig, for jeg, Herren, som gør jer hellige, er selv hellig. Hvis en præstedatter bliver prostitueret, har hun krænket sin fars hellighed, og hun skal brændes.
Ypperstepræsten, der er salvet og indviet til en særlig tjeneste, og som har fået lov at bære den ypperstepræstelige dragt, må ikke tage sin hovedbeklædning af og lade håret hænge løst eller rive flænger i sin dragt. Han må heller ikke røre en død person, ikke engang sin egen mor eller far. Han må ikke krænke helligdommen ved at forlade den for at deltage i en begravelse, for han er salvet og indviet til at tjene Gud. Husk, at jeg er jeres Gud. Den kvinde, han gifter sig med, skal være jomfru. Han må ikke gifte sig med en enke, og heller ikke med en fraskilt eller en prostitueret. Hans tilkommende skal være en jomfru fra hans egen præsteslægt, ellers ville hans sønner ikke være værdige til at overtage hans embede. Jeg er Herren, som har udvalgt ham.”
Og Herren sagde til Moses: „Sig til Aron, at hvis nogen af hans efterkommere har en legemsfejl, må vedkommende ikke bringe ofre til Gud. Ingen, der er blind eller lam, har et misdannet ansigt, en legemsdel, der er for lang, eller en forkrøblet fod eller hånd, er pukkelrygget eller dværg, eller har en fejl ved øjnene eller har udslæt, bylder eller deforme testikler, må bringe ofre ved Herrens alter, selv om han er en efterkommer af Aron. Men han må gerne spise af den mad, som tilkommer præsterne i forbindelse med ofringerne. På grund af sin fysiske defekt må han aldrig komme i nærheden af forhænget i helligdommen eller komme nær alteret, for derved ville han krænke helligdommen, og det er mig, Herren, som har gjort den til noget helt særligt.”
Moses gav så alle reglerne videre til Aron og hans sønner og alle israelitterne.
Herren sagde til Moses: „Sig til Aron og hans sønner, at de må passe på ikke at krænke min hellighed ved at behandle folkets hellige offergaver skødesløst. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud. Derfor gælder følgende regel for jeres efterkommere, fra slægt til slægt: Hvis en præst er uren, men alligevel påtager sig at ofre dyr eller andre offergaver, som folket bringer til Herren, skal han dø.
Hvis en præst er uren på grund af en smitsom sygdom eller udflåd, må han ikke spise af offergaverne, før han er helbredt. Hvis han er uren efter at have rørt ved noget, som har været i nærheden af en død person, eller er uren som følge af sædafgang, eller hvis han rører ved et krybdyr eller ved en person, der af en eller anden grund er blevet uren, skal han regnes for uren indtil aften, og han må derfor ikke spise af offergaverne, før han har badet samme aften. Efter solnedgang vil han være renset, og da må han igen spise af offergaverne, for det er dem, han lever af. Han må ikke spise selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af de vilde dyr, for gør han det, bliver han uren. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud. Du skal indprente overfor præsterne, at hvis de ikke følger mine instrukser meget omhyggeligt, skal de straffes med døden, for jeg er Herren, som har indviet dem til tjeneste.
Ingen uden for præstens egen familie må spise af de hellige offergaver, heller ikke hvis de bor hos ham eller arbejder for ham. En slave, som præsten selv har købt, må imidlertid gerne deltage i måltidet. Det samme gælder alle slaver, der er født i præstens hus. Hvis en præstedatter gifter sig med en mand uden for præsteslægten, afskærer hun dermed sig selv fra at tage del i måltidet. Men hvis hun bliver enke eller fraskilt og ikke har nogen sønner til at støtte sig økonomisk, og hun vender tilbage for at bo i sin fars hus, har hun lov til at spise af offergaverne igen. Grundreglen er altså, at kun medlemmer af præstens familie må deltage i måltidet.
Hvis nogen uforvarende skulle komme til at spise af offergaverne, skal han godtgøre det, han har spist, ved at erstatte det med et tillæg på 20 procent. Præsterne skal sørge for at de hellige offergaver, som Israels folk bringer til Herren, ikke bliver vanhelliget ved, at nogle, som ikke er berettiget til det, spiser af dem, for gør de det, pådrager de sig skyld. Jeg er Herren, som har indviet dem til tjeneste.”
Og Herren sagde til Moses: „Sig til Aron og hans sønner og hele Israels folk, at hvis en israelit eller en fremmed iblandt jer gerne vil give en gave som et brændoffer til Herren, uanset om det er for at opfylde et løfte, han har givet Herren, eller det er et spontant, frivilligt offer, vil offeret kun blive godkendt af Herren, hvis det er et handyr uden skavanker. Det skal være enten en tyr, en vædder eller en gedebuk.
Hvis nogen ønsker at bringe et fællesskabsoffer fra hornkvæget eller småkvæget som indfrielse af et løfte eller som et frivilligt offer, må dyret for at kunne være et acceptabelt offer ikke have fysiske defekter. Det må hverken være blindt, skadet eller lemlæstet, og det må ikke have sår eller udslæt eller lide af nogen hudsygdom. Et stykke hornkvæg eller småkvæg, der er lidt vanskabt, må imidlertid godt bringes som et frivilligt offer, men ikke som et løfteoffer. Et dyr med beskadigede kønsdele, eller som er blevet kastreret, må under ingen omstændigheder ofres til Herren. Det vil jeg ikke tillade i det land, jeg vil give jer. I må heller ikke hos de fremmede, der bor iblandt jer, købe og bringe offerdyr med skavanker. Sådanne dyr kan ikke bruges som ofre til jeres Gud.”
Herren sagde til Moses: „Efter at en kalv, et lam eller et kid er født, skal det nyfødte dyr blive hos sin mor i syv dage. Men fra den ottende dag kan det bruges som et offer til mig. Afkommet må ikke slagtes samme dag som moderen, hvad enten moderen er en ko, et får eller en ged. Når I ofrer et taknemmelighedsoffer til mig, skal I gøre det på behørig vis ved at spise offerdyret samme dag, det er slagtet. Intet af kødet må levnes til næste dag. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud.
I skal nøje overholde alle mine befalinger. I må ikke krænke mig ved at være ulydige. I skal vise mig ærefrygt og respekt, for jeg er Herren, der har gjort jer til mit særlige folk. Jeg førte jer ud af Egypten, for at I skulle tilbede mig som jeres Gud.”
En visdomssang af ezraitten Etan.
Herre, jeg vil altid synge om din nåde,
tale om din trofasthed fra slægt til slægt.
Din nåde forandres aldrig,
din trofasthed er grundfæstet i himlen.
„Jeg har sluttet pagt med min udvalgte,
højtideligt lovet min tjener David,
at jeg altid vil tage vare på hans slægt
og bygge ham en evig trone.”
Englene lovpriser dine undere, Herre,
himmelske skarer synger om din trofasthed.
Er der nogen, der kommer op på siden af dig, Gud?
Hvem af englene kan måle sig med ham?
Den himmelske forsamling skælver foran dig,
alle omkring dig bøjer sig i ærefrygt.
Hvem er som du, mægtige Gud?
Din trofasthed står fast for evigt.
Du hersker over det oprørte hav,
du befaler over de brusende bølger.
Du knuste Rahab, det stolte uhyre,
du fejede dine fjender langt væk.
Himlen er din, jorden tilhører dig,
du skabte dem med alt, hvad de rummer.
Du skabte både nord og syd.
Tabor og Hermon priser dig med glæde.
Din arm er umådelig stærk,
din højre hånd kan besejre alt.
Din trone er bygget på retfærdighed,
du kendetegnes ved nåde og sandhed.
Lykkelige er de, som lovsynger dig,
de lever i lyset af dit nærvær.
De glæder sig over dig dagen lang,
soler sig i din godhed.
Du er grunden til deres styrke,
vi sejrer på grund af din nåde og accept.
Vor konge er indsat af Herren,
Israels hellige Gud har udvalgt ham.
Du sagde engang i et syn til din profet:
„Jeg har valgt at støtte en ung helt,
udvalgt en konge blandt almindelige mennesker.
Jeg udtog David som min tjener,
salvede ham med olie til konge.
Min hånd skal altid støtte ham,
min arm give ham styrke.
Hans fjender kan ikke få ram på ham,
de onde kan ikke overmande ham.
Jeg vil selv gøre det af med hans fjender,
jeg tilintetgør dem, der hader ham.
Min trofaste kærlighed følger ham altid,
han får styrke ved at stole på mig.
Jeg giver ham magt over havet,
og han får magten på floderne.
Han skal kalde mig ‚Far’ og ‚Gud’
og ‚Redningsmand’.
Jeg vil gøre ham til min førstefødte søn,
den mægtigste konge på jorden.
Jeg vil være ham tro for evigt,
min pagt med ham står fast.
Hans slægt skal altid bestå,
hans rige vare ved, så længe himlen er til.
Men hvis hans børn svigter mig
og ikke adlyder mine bud,
hvis de bryder mine love
og ikke gør, som jeg siger,
så må jeg straffe dem for deres oprør,
drage dem til ansvar for deres ulydighed.
Men jeg vil altid være ham tro
og holde fast ved mit løfte.
Jeg bryder ikke min pagt,
og svigter ikke mit ord.
Jeg har én gang aflagt et højtideligt løfte,
og jeg kan ikke lyve overfor David.
Hans slægt skal altid bestå,
hans rige vare ved, så længe solen står op,
så længe månen er til,
så længe himlen består.”
Men nu har du forkastet din udvalgte konge,
du har udøst din vrede over ham.
Du har svigtet pagten med din tjener,
du har kastet hans kongekrone i støvet.
Du har nedbrudt vore forsvarsmure,
lagt vore fæstninger i ruiner.
Alle, der kommer forbi, udplyndrer os,
vi er til spot for vore naboer.
Du har givet vore fjender sejren,
og gjort vore modstandere glade.
Hans hær er slået tilbage,
du hjalp ham ikke mod fjenden.
Du har gjort ende på hans herlighed,
væltet hans trone omkuld.
Du gjorde ham gammel før tiden,
han blev til skamme for øjnene af alle.
Åh, Herre, hvor længe skal det fortsætte?
Hvor længe vil du skjule dig for os?
Hvor længe vil din vrede brænde som ild?
Husk på, at mit liv er kort.
Hvorfor skal mennesker være så magtesløse?
Kan man leve evigt og aldrig dø?
Kan man undslippe dødsrigets magt?
Herre, hvor er din trofasthed blevet af?
Hvor er den godhed, du lovede David?
Herre, se, hvordan din tjenere foragtes,
hvordan jeg må udholde folkenes hån.
Dine fjender ler ad os, Herre,
de puster kongen i nakken med deres hån.
Lovet være Herren for evigt.
Amen, amen.
En dag opholdt Jesus og disciplene sig på et øde sted, og Jesus var i bøn. Da han var færdig, sagde en af disciplene til ham: „Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.”
Jesus svarede: „Når I beder, så sig:
‚Far i Himlen.
Må du blive æret.
Må dit rige bryde igennem.
Må din vilje ske på jorden,
som den sker i Himlen.
Giv os det, vi har brug for hver dag.
Tilgiv os, hvor vi har svigtet,
for vi tilgiver også dem, der har svigtet os.
Lad os ikke bukke under for fristelsen,
men red os fra den Ondes angreb.’ ”
Jesus fortsatte: „Forestil dig, at du midt om natten går hen til en af dine venner og råber til ham: ‚Kære ven, vær rar og lån mig tre brød, for jeg har fået uventet besøg, og jeg har ikke brød i huset.’ Så kan det være, at din ven svarer inde fra huset: ‚Lad mig være i fred! Døren er låst, og både jeg og mine børn er gået i seng. Jeg kan ikke stå op for at give dig noget på den her tid af natten!’ Det siger jeg jer: Måske vil manden i huset ikke stå op og give dig det, du står og mangler, bare fordi I er venner, men han vil gøre det på grund af din påtrængenhed.”
Jesus fortsatte: „Bed inderligt, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. For den, som beder inderligt, får. Den, der søger, finder, og døren lukkes op for dem, som banker på.
Kunne nogen af jer, som er forældre, finde på at give jeres børn en slange at spise, hvis de bad om en fisk? Ville I servere en skorpion for dem, hvis de bad om et æg? Når altså selv I, som er onde, kan finde ud af at give jeres børn det, som er godt, hvor meget mere skulle så ikke jeres himmelske Far give Helligåndens kraft til dem, der beder ham om det?”
Engang uddrev Jesus en ond ånd, som havde gjort en mand stum. Efter at være befriet fra den onde ånd kunne den stumme mand tale, og alle var forbløffede. Men mange var skeptiske. Nogle sagde: „Det må være med hjælp fra Satan, de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.” Andre ville sætte ham på prøve ved at bede ham gøre et mirakel, som helt klart var fra Gud.
Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Det samme gælder et hjem og en familie. Hvis nu Satan uddriver sine egne onde ånder, hvordan kan hans rige så bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! Men hvis det er ved Guds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!
Når en stærk og bevæbnet mand bevogter sit hus, kan han have sine ejendele i fred. Først når en, som er stærkere end ham, angriber og besejrer ham, kan den stærkere afvæbne ham og fordele byttet.
De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig.
Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted, hvor den kan slå sig ned. Når den ikke finder noget, siger den til sig selv: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ Når den vender tilbage, finder den huset rengjort og sat fint i stand. Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske.”
Mens Jesus talte, råbte en kvinde fra mængden: „Åh, velsignet er den kvinde, der bragte dig til verden og nærede dig ved sit bryst!” Jesus svarede: „Velsignede er de, der hører Guds ord og handler på det.”
Da en masse mennesker var stimlet sammen, fortalte Jesus dem, hvad der ville ske med de vantro farisæere og deres lige: „Sådanne mennesker er onde. De forlanger at se tegn og undere, men de får ikke andet tegn end Jonastegnet. Ligesom Jonas forkyndte Guds dom over Nineves indbyggere, sådan vil Menneskesønnen en dag forkynde Guds dom over den slags mennesker. Dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig op og anklage den slags vantro mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon. Også Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas.
Ingen kunne finde på at tænde en lampe og derefter gemme den væk eller stille den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så de, der kommer ind i huset, kan få glæde af lyset.
Dit øje er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys. Men hvis du har et lukket og ondt sind, vil dit indre fyldes af mørke. Derfor skal du passe på, at det lys, du har i dig, ikke skal vise sig at være mørke. Hvis nu mit lys får adgang til hele dit indre, selv de mørkeste kroge, så bliver alting badet i lys, som når en kraftig lampe lyser for dig.”
Mens Jesus talte, kom en af farisæerne og indbød ham til spisning i sit hjem. Jesus gik med, og de begyndte måltidet. Farisæeren lagde med undren mærke til, at Jesus ikke først vaskede sine hænder efter det ritual, som jødisk tradition foreskrev. Da sagde Jesus til ham: „I farisæere har så travlt med at rense det ydre af bægre og fade, men jeres indre er fyldt med griskhed og ondskab. Hvor er det tåbeligt! Er det kun det ydre, Gud har skabt? Hvad med det indre? Har han ikke også skabt det? Gør op med jeres egoisme og vær i stedet gavmilde og barmhjertige. Hvis I gør det, har I ikke længere så travlt med at fordømme andre.
Ve jer farisæere, for I er omhyggelige med at give tiende af alle jeres indtægter, men I går let hen over retfærdighed og kærlighed til Gud. Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet.
Ve jer farisæere, for I elsker at sidde på de fornemste pladser i synagogen, og I nyder, når man hilser ærbødigt på jer på gaden.
Ve jer, for I er som uafmærkede grave, folk går hen over uden at ane hvilken råddenskab, der gemmer sig i dem.”
En af de skriftlærde protesterede: „Mester, det, du siger der, er også en fornærmelse mod os!”
„Ja,” sagde Jesus, „ve jer skriftlærde, for I lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men I rører ikke en finger for selv at bære byrderne.
Ve jer, for I bygger flotte mindesmærker over profeterne, men I glemmer, at det var jeres egne forfædre, der slog dem ihjel. De mindesten, I har rejst, viser, at I fortsætter det arbejde, jeres forfædre begyndte på. De slog profeterne ihjel, og I bygger mindesmærker over dem. Derfor har Gud i sin visdom sagt: ‚Jeg vil sende profeter og apostle til dem. Nogle vil de slå ihjel, andre vil de jage bort.’ Men I og jeres lige vil blive krævet til regnskab for alle de Guds mænd, I har slået ihjel ned gennem tiden. Det gælder lige fra ham, der slog Abel ihjel, til dem, der myrdede Zakarias midt mellem brændofferalteret og indgangen til templet. Det siger jeg jer: I og jeres lige skal stå til regnskab for alt det onde, I har gjort.
Ve jer skriftlærde, for I har bemægtiget jer kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind i Guds rige, og I står i vejen for dem, der gerne vil ind.”
De skriftlærde og farisæerne blev rasende, og da Jesus ville til at gå, udspurgte de ham på kryds og tværs for om muligt at få ham til at sige noget, de kunne anklage ham for.