Familieoverhovederne i Gileads slægt kom nu til Moses og folkets ledere med et problem. De sagde: „Herren har befalet dig at lade Israels folk fordele landet ved lodtrækning, og du har givet os besked på at overdrage vores slægtning Zelofhads jord til hans døtre. Men hvis de nu gifter sig med mænd fra en anden stamme, vil deres jordstykke tilfalde den stamme, og vores område vil i så fald blive formindsket, uden at vi kan gøre os håb om at få den mistede jord tilbage i det førstkommende jubelår.”
Derfor bekendtgjorde Moses på Herrens befaling følgende ordning for kvinders arvelod: „Disse mænd fra Manasses stamme har ret. Derfor siger Herren, at Zelofhads døtre kun må gifte sig inden for deres egen stamme. Derved undgår vi, at deres jordstykke kommer på andre stammers hænder, hvilket ville være forkert, for der må ikke overdrages jord fra en stamme til en anden. Enhver arveberettiget kvinde skal derfor gifte sig inden for sin egen stamme, så hendes arvelod forbliver på stammens hænder.”
Zelofhads døtre, som hed Mala, Tirtza, Hogla, Milka og Noa, gjorde, som Herren havde befalet Moses. De giftede sig med sønner af deres farbrødre, altså mænd fra deres egen stamme, Manasses stamme. På den måde forblev deres jord på stammens hænder.
Alle disse bud og forskrifter gav Herren til Israels folk gennem Moses, mens de lå i lejr på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko.
En valfartssang.
Herre, du husker Davids hengivenhed.
Han gav et højtideligt løfte,
han sagde til Israels mægtige Gud:
„Jeg under mig ikke ro,
jeg vil ikke lægge mig til hvile,
jeg vil ikke sove,
jeg vil ikke lukke et øje,
før jeg har bygget Herren et hus,
en værdig bolig for Israels vældige Gud!”
Man hørte i Betlehem, at pagtens ark var blevet set,
og så tog de til Jaʼars marker og fandt den.
Da den var ført til Davidsbyen, sagde de:
„Lad os tilbede Gud i helligdommen og bøje os for ham.
Kom, Herre, indtag din bolig,
på den ark, der viser din magt.
Må dine præster altid gøre det rette,
og dit trofaste folk juble af glæde.”
Du gav et løfte til David og hans slægt.
Forkast ikke din udvalgte konge.
Du lovede David med en ed,
et løfte, som ikke kan brydes:
„En fra din slægt
vil jeg gøre til konge.
Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
sidde på tronen til evig tid.”
Herren har udvalgt Zion,
dér ønsker han at bo.
„Dette er mit blivende hjem,
det er her, jeg har valgt at bo.
Jeg velsigner byen med overflod,
jeg giver de fattige mad at spise.
Jeg vil være med præsterne,
mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
Derfra skal en mægtig konge spire frem,
fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
Hans fjender vil blive til skamme,
men han selv skal regere i herlighed.”
En valfartssang af David.
Se, hvor smukt og dejligt det er,
når Guds folk er i harmoni med hinanden.
Det er som den kostbare salveolie,
der flyder fra Arons hoved
ned over hans skæg og præstedragt.
Det er som den friske morgendug på Hermon,
som den livgivende regn på Zions høje.
Dér er kilden til evigt liv,
den velsignelse, Herren har lovet.
En valfartssang.
Pris Herren, alle I, som tjener ham,
I, der står om natten i Herrens forgård.
Løft jeres hænder mod helligdommen
og lovpris Herren.
Herren velsigne sit folk fra Zion,
han, som skabte himmel og jord.
Halleluja!
Lovpris Herren, I hans tjenere,
I, som tjener i Guds hus,
I, som står i templets forgård.
Pris Herren, for han er god.
Lovsyng hans herlighed og nåde,
for Herren har udvalgt Israel.
Jakobs efterkommere er hans ejendomsfolk.
Jeg ved, at Herren er stor,
større end alle de andre folks guder.
Han gør alt, hvad han vil,
på jorden, i himlen og i havets dyb.
Han kalder uvejrsskyer sammen,
sender lynene af sted,
slipper stormen løs
og lader regnen styrte ned.
Alle de førstefødte i Egypten slog han ihjel,
både blandt mennesker og dyr.
Han udførte vældige tegn og undere
for øjnene af Farao og hele hans folk.
Han tilintetgjorde stærke nationer,
besejrede mægtige herskere,
amoritterkongen Sihon, kong Og af Bashan
og alle kongerne i Kanaʼans land.
Han gav deres lande til sit eget folk,
Israel fik det som sin arvelod.
Herre, dit ry vil altid bestå,
din berømmelse kender ingen grænser.
For Herren fører sit folks sag,
han er barmhjertig mod sine tjenere.
Andre folkeslag dyrker afguder,
som de selv har lavet af sølv og guld.
Afguderne har mund, men kan ikke tale.
De har øjne, men kan ikke se.
De har ører, men kan ikke høre,
for der er ingen livsånde i dem.
De, som fremstiller og tilbeder den slags guder,
ender med at blive lige så døde som dem.
Pris Herren, Israels folk!
Pris Herren, Arons slægt!
Pris Herren, alle I levitter!
Pris Herren, alle I, som adlyder ham!
Lovet være Herren, som bor på Zion,
han som har sin bolig i Jerusalem.
Halleluja!
Tidligt næste morgen vendte han tilbage til templet. Snart var en mængde mennesker samlet, og han satte sig ned for at undervise dem.
En gruppe skriftlærde og farisæere kom nu med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utroskab. De stillede hende foran Jesus og sagde: „Mester! Kvinden her er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel. Hvad siger du?” De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham, men Jesus bøjede sig forover, som han sad der, og skrev med fingeren i støvet.
Da de blev ved med at presse på med deres spørgsmål, rettede han sig op og sagde: „Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.” Så bøjede han sig igen forover og fortsatte med at skrive på jorden.
Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden – de ældste først. Til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden midt i folkemængden. Da rettede han sig op og så sig omkring. „Hvor blev de af?” spurgte han kvinden. „Var der ingen, der fordømte dig?” „Nej, Herre,” svarede hun.
„Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.”
Jesus fortsatte med at tale til folkeskaren: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.”
Farisæerne protesterede: „Nu taler du igen om dig selv. Den slags vidneudsagn er ikke gyldige.”
Jesus svarede: „Selv om jeg taler om mig selv, er det dog et gyldigt og sandt vidnesbyrd, for jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og jeg ved, hvor jeg går hen. Men det ved I ikke. I dømmer mig ud fra jeres menneskelige forudsætninger, men jeg dømmer ingen. Og hvis jeg endelig afsiger en dom, så er min dom gyldig, for jeg er ikke alene om den. Min Far, som sendte mig, står bag mig. Og står der ikke skrevet i den lov, I kender så godt, at når to vidner siger det samme, så er sagen afgjort? Jeg vidner altså om mig selv, og det andet vidne er min Far, som har sendt mig.”
„Hvor er din far da henne?” spurgte de.
„I kender hverken mig eller min Far,” svarede Jesus. „Hvis I var klar over, hvem jeg er, ville I også være klar over, hvem min Far er.”
Jesus sagde disse ord, mens han sad og underviste ved den store indsamlingsbøsse i templet. Han blev imidlertid ikke arresteret, for ifølge Guds plan var tiden endnu ikke inde til det.
Jesus fortsatte: „Jeg går bort, og I vil lede efter mig, men I skal dø i jeres synder. Der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme.”
De jødiske ledere udbrød: „Mon han vil begå selvmord, siden han siger, at vi ikke kan komme til det sted, hvor han går hen?”
„Jeg kommer ovenfra,” svarede Jesus. „I tilhører denne verden, men det gør jeg ikke. Derfor sagde jeg, at I kommer til at dø i jeres synder. For kun hvis I tror på, at jeg er den, jeg er, kan I undgå at dø i jeres synder.”
„Jamen, hvem er du da?” spurgte de.
„Har I slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” udbrød Jesus. „Der er meget, jeg kunne sige om jer og dømme jer for. Men lad mig nøjes med at sige, at han, som sendte mig, altid taler sandt. Og det budskab, jeg har fra ham, er det, jeg giver videre til menneskene.”
De fattede ikke, at han talte til dem om sin himmelske Far. Da sagde Jesus: „Når I har fået Menneskesønnen løftet op, vil I forstå, at jeg er den, jeg er. Jeg gør intet af egen vilje, men jeg siger det, min Far har sagt, jeg skal sige. Han, som har sendt mig, står bag mig. Han har ikke forladt mig, for jeg gør altid det, der er hans vilje.”
Mens Jesus talte, kom mange i folkeskaren til tro på ham, og til dem sagde han: „Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple. I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.”
„Sætte os fri?” afbrød de jødiske ledere ham. „Hvad mener du med det? Vi har aldrig været slaver af nogen. Vi er jo børn af Abraham!”
Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Enhver, som lever i synd, er slave af synden. Slaver har ingen frihed og ingen rettigheder. De kan når som helst blive sendt bort. Sønnen, derimod, hører til i familien, og det bliver han ved med at gøre. Hvis Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie.
Jeg ved, at I er børn af Abraham, men alligevel er I ude på at slå mig ihjel, for I har ikke plads til mit ord i jeres hjerter. Jeg taler om det, jeg har set hos min Far. Men I handler efter det, I har hørt fra jeres far.”
„Vores far, det er Abraham,” sagde de.
„Hvis I virkelig var Abrahams børn, ville I gøre, som han gjorde,” fortsatte Jesus. „Men nu prøver I at slå mig ihjel, jeg, som har sagt jer sandheden, den sandhed, jeg har fået fra Gud. Det ville Abraham aldrig have gjort. Nej, I adlyder jeres virkelige far, når I bærer jer sådan ad.”
„Vi er ikke uægte børn,” råbte de. „Vi har kun én far, og det er Gud!”
„Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for det er Gud, der har sendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I er ude af stand til at høre efter. Jeres far er Djævelen, og I er villige til at gøre alt det onde, som han gerne vil have jer til at gøre. Han har altid været ude på at ødelægge mennesker. Han har sat sig op imod sandheden, og der findes ikke noget sandt i ham. Det er helt naturligt for ham at lyve, for han er ophavsmand til alle former for løgn og bedrag. Mig tror I ikke på, fordi jeg siger sandheden. Hvem af jer kan påvise, at jeg skulle have gjort noget forkert? Når nu det, jeg siger, er sandt, hvorfor tror I så ikke på mig? Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”
„Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”
„Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”
„Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø. Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”
Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud, selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord. Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”
„Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.
Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”
Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.
I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. (Det tog 11 dage at rejse fra Horebs bjerg til Kadesh-Barnea på vej til Seirs bjerge). Det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.
„Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen, i Negev ørkenen, i kanaʼanæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’
Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’
Det forslag accepterede de, hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. ‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.
På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land. Da sagde jeg til folket: ‚Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os, og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’
De svarede: ‚Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’
Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme. De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt. Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os. Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.
I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‚Herren hader os,’ klagede de. ‚Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel. Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske kæmper i landet.
Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange. ‚Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‚Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten. Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’
Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud, som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.
Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor, at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre, undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.
Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‚Heller ikke du får lov at komme ind i landet, men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads. Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver, men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’
Så kom de straks på andre tanker: ‚Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‚Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.
Men Herren sagde til mig: ‚Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’
Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet. Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma. De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem. Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.
På Herrens befaling vendte vi så tilbage til ørkenen og gik sydpå i retning af Det Røde Hav. I mange år vandrede vi rundt i ørkenområdet sydvest for Seirs bjerge. Til sidst sagde Herren:
‚Nu er det tid at vende om og gå nordpå! Forbered folket på at gå gennem Seirs bjerge, det land, der tilhører edomitterne, som er Esaus efterkommere. Edomitterne vil blive urolige, når I drager gennem deres land, og derfor skal I passe ekstra meget på ikke at provokere dem til kamp. Jeg har givet dem hele Seirs bjergland i eje, og jeg har ikke i sinde at give jer så meget som en fodsbred af det. Betal dem for den mad og det vand, I har brug for undervejs. I de 40 år, I vandrede omkring i denne store ørken, har jeg jo været med jer og velsignet jer, så I ikke har manglet noget som helst.’
Så gik vi nordpå og satte kursen mod Moabs ubeboede sletter, men vi fulgte ikke vejen, der går fra Eilat og Etzjon-Geber gennem Arabadalen.
Herren advarede os også imod at provokere moabitterne. ‚Kæmp ikke imod dem,’ sagde han. ‚Jeg har givet dem byen Ar, og jeg har ikke i sinde at give jer noget af det land, jeg allerede har givet Lots efterkommere.’ ”
(Før i tiden boede emitterne i Moabs område. De var et stort og stærkt folk, der var i slægt med de anakitiske kæmper. Både emitterne og anakitterne gik under fællesnavnet refaitter, men moabitterne nøjedes med at kalde dem emitter. Før i tiden boede horitterne i Seirs bjerge, men de blev drevet bort af edomitterne, Esaus efterkommere, der overtog deres land på samme måde, som israelitterne overtog Kanaʼans land, fordi Herren havde bestemt det.)
„Derpå sagde Herren: ‚Gå nu over Zered-wadien.’ Det gjorde vi så. Der var altså gået 38 år, fra vi begyndte ørkenvandringen ud fra Kadesh, til vi nåede Zered-wadien. Herren havde sørget for, at alle de mænd, der 38 år tidligere var gamle nok til at bære våben, nu var døde. Herren forhindrede således folket i at komme ind i landet, indtil hele den generation, der gjorde oprør imod ham, var uddød.
Derpå sagde Herren til mig: ‚Gå nu videre nordpå gennem moabitternes land forbi Ar. Men når I kommer i nærheden af ammonitterne, skal I lade være med at forstyrre eller provokere dem, for jeg har ikke i sinde at give jer noget af det landområde, jeg har givet til Lots efterkommere.’ ”
(Det område tilhørte engang refaitterne, der af ammonitterne blev kaldt zamzummitter. De var et stort og stærkt folk, men Herren havde givet ammonitterne held til at fordrive dem og overtage deres land. På lignende måde havde Herren hjulpet Esaus efterkommere til at overtage området omkring Seirs bjerge ved at udrydde horitterne, der boede i landet før dem. En tilsvarende situation opstod, da kaftoritterne, som kom fra Kreta, angreb og udryddede avvitterne, der indtil da havde boet i området langs Middelhavet helt ned til Gaza.)
„Derpå sagde Herren: ‚Gå nu over Arnonfloden og ind i amoritterkongen Sihon af Heshbons land. I skal føre krig imod ham og tage hans land. Fra i dag vil jeg gøre samtlige folkeslag i verden bange for jer, så de ryster af skræk, bare de hører om jer!’
Derefter sendte jeg fra Kedemots ørken bud til kong Sihon af Heshbon med tilbud om en fredsaftale. ‚Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land,’ bad jeg. ‚Vi lover, at vi ikke vil nedtræde afgrøderne, men holde os til vejen. Vi lover også, at vi ikke vil stjæle mad undervejs, men betale for alt, hvad vi spiser og drikker, så længe vi er på gennemrejse. Edomitterne ved Seir gav os tilladelse til at gå gennem deres land. Det samme gjorde moabitterne fra Ar. Vi er på vej mod Jordanfloden for at gå ind i det land, Herren, vores Gud, har givet os.’
Men kong Sihon gav os ikke lov til at rejse gennem landet. Herren havde nemlig gjort ham stædig, og det udløste den krig, der blev årsag til, at landet nu er på vores hænder.
Da sagde Herren til mig: ‚Jeg har taget de første skridt til at give jer kong Sihons land. Nu kan I gå ind og erobre landet og tage det i besiddelse.’
Kong Sihon erklærede os krig og mønstrede sin hær ved Jahatz. Men Herren, vores Gud, hjalp os med at besejre ham, og vi erobrede alle hans byer og udryddede samtlige indbyggere, også kvinder og børn. Intet fik lov at overleve, undtagen kvæget, som vi beholdt sammen med krigsbyttet fra de byer, vi havde erobret. Vi indtog samtlige byer fra Aroer på toppen af Arnonkløften og byen, som ligger nede i dalen, helt til Gilead. Ikke en eneste by kunne holde stand imod os, for Herren, vores Gud, gav dem i vores magt. Men som Herren havde befalet, holdt vi os fra ammonitterne, som boede øst for Jabbokfloden og i byerne i bjerglandet.
Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
Tak til den Gud, som er over alle guder,
hans trofasthed varer til evig tid.
Tak Herren, som er Herre over alle herrer,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han er den eneste, som kan gøre undere,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han skabte himlen i sin visdom,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han anbragte jorden over vandenes dyb,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han skabte lysene på himlen,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han satte solen til at skinne om dagen,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han lod månen og stjernerne lyse om natten,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han slog Egyptens førstefødte sønner ihjel,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han førte Israels folk ud af Egypten,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han greb ind og viste sin stærke magt,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han banede vej gennem Det Røde Hav,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han førte sit folk gennem havet,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han lod Farao drukne med hele hans hær,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han førte sit folk gennem ørkenen,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han besejrede mægtige fyrster,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han gjorde det af med berømte konger,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han dræbte amoritterkongen Sihon,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han udslettede Bashans kong Og,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han gav os deres land som en arv,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han gav det i eje til Israel, sin tjener,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han glemte os ikke, da vi var i nød,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han frelste os fra alle vore fjender,
hans trofasthed varer til evig tid.
Han sørger for føde til al sin skabning,
hans trofasthed varer til evig tid.
Bryd ud i tak til Himlens Gud,
for hans trofasthed varer til evig tid.
Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
når vi tænkte tilbage på Zion.
Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
så vi hængte dem op i piletræerne.
Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
vore plageånder pålagde os at være glade:
„Syng en sang om Zion for os!”
Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
når vi sygner hen i et fremmed land?
Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
må min højre hånd da blive lammet!
Gid min tunge må klæbe til ganen,
hvis jeg ikke husker på dig
og sætter dig højere end alt andet.
Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
„Riv byen ned, jævn den med jorden!”
Babylon, du går din undergang i møde.
Velsignet være dem, der gengælder dig,
hvad du har gjort mod os.
Lad dem tage dine spædbørn
og knuse dem mod klippen.
En sang af David.
Jeg takker dig, Herre, af hele mit hjerte,
lovsynger dig i alles påhør.
Jeg bøjer mig i tilbedelse mod din helligdom,
jeg priser dig for din nåde og trofasthed.
Du står bag dine løfter
med al din magt og autoritet.
Du svarede mig, da jeg råbte om hjælp,
gave mig livsmod og styrke tilbage.
Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
når de hører de ord, du taler.
Ja, de skal synge om dine undere,
og give dig den ære, som tilkommer dig.
Selv om du er så umådelig stor,
tager du dig af de svage og ydmyge,
men de stolte skubber du fra dig.
Når jeg står i problemer til halsen,
er du med mig og redder mit liv.
Du holder fjendernes vrede i skak,
frelser mig ved din vældige kraft.
Du fører mig igennem til sejr.
Din trofaste kærlighed varer ved.
Opgiv mig ikke,
men fuldend dit værk.
Da Jesus og disciplene senere gik omkring i byen, traf de en mand, som havde været blind fra fødslen. „Mester, hvorfor er den mand født blind?” spurgte disciplene. „Er det på grund af hans egne synder eller hans forældres?”
„Ingen af delene,” svarede Jesus. „Men det, der er sket med ham, vil føre til, at Guds kraft bliver synliggjort. Så længe det endnu er ‚dag’, må jeg gøre de gerninger, som Gud har lagt til rette for mig. Der kommer en ‚nat’, hvor ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens Lys.”
Derefter spyttede Jesus på jorden, lavede mudder af spyttet, smurte det på den blinde mands øjne og sagde til ham: „Gå hen og vask dig i den dam, der kaldes Shiloa.” (Shiloa betyder „udsendt”). Manden gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.
Hans naboer og andre, der kendte ham som den blinde tigger, sagde: „Er det ikke ham, der sad og tiggede?” „Jo, det må være ham,” mente nogle. Andre sagde: „Nej, det må være en, der ligner ham.”
„Det er mig!” sagde manden.
„Hvordan er du kommet til at se?” spurgte folk.
„En mand ved navn Jesus lavede noget mudder og smurte det på mine øjne,” svarede han. „Og så sagde han, at jeg skulle gå hen og vaske det af i Shiloa-dammen. Da jeg havde gjort det, kunne jeg se.”
„Hvor er den mand henne nu?” spurgte folk.
„Det ved jeg ikke,” svarede han.
Så tog de manden, som havde været blind, med hen til farisæerne. Da helbredelsen var foregået på en sabbat, forhørte farisæerne ham om, hvordan han var kommet til at se. Han forklarede, hvordan Jesus havde smurt mudder på hans øjne og bedt ham vaske det af. Da han havde gjort det, kunne han se.
„Den mand er ikke sendt af Gud,” sagde nogle af farisæerne, „han overholder jo ikke sabbatten.” Men andre sagde: „Hvordan skulle en synder kunne gøre sådan et mirakel?” De var meget uenige om, hvad de skulle mene om Jesus.
Derfor spurgte de manden, der havde været blind: „Hvad mener du om ham? Det er jo dig, han har helbredt.”
„Han er en profet!” var svaret.
De jødiske ledere nægtede nu at tro på, at manden havde været blind. Derfor blev hans forældre tilkaldt og krydsforhørt: „Er den mand her jeres søn, som I påstår er født blind? Hvordan kan det så være, at han kan se nu?”
„Ja, det er vores søn. Og det er rigtigt, at han er født blind. Men hvordan det er gået til, at han nu kan se, eller hvem der er årsag til det, det kan vi ikke sige noget om. Spørg ham selv! Han er gammel nok til selv at svare.” De svarede på den måde, fordi de var bange for de jødiske ledere, som havde vedtaget, at hvis nogen sagde, at Jesus var Messias, skulle de udelukkes fra synagogen.
For anden gang tilkaldte farisæerne manden, der havde været blind, og sagde til ham: „Giv Gud æren! Vi ved jo, at den mand er et syndigt menneske.”
„Om han er en synder, det ved jeg ikke,” svarede manden, „men én ting ved jeg: Før var jeg blind, og nu kan jeg se!”
„Jamen, hvordan gjorde han det?” spurgte de. „Hvordan fik han dig til at se?”
„Det har jeg jo lige fortalt jer!” udbrød manden. „I hørte måske ikke efter? Hvorfor vil I ellers høre det igen? I vil da ikke være hans disciple, vel?”
Så skældte de ham ud: „Du kan selv være hans discipel! Vi er disciple af Moses. Vi ved, at Gud talte til Moses, men vi ved ikke, hvem den her mand er.”
„Det var da mærkeligt,” svarede manden. „Han helbreder en blind, og I aner ikke, hvem han er. Mon Gud ville bønhøre ham, hvis han var et syndigt menneske? Nej, Gud bønhører dem, der viser ham ære og gør hans vilje. Har man nogensinde før hørt, at en blindfødt er blevet helbredt, så han kunne se? Hvis den mand ikke kom fra Gud, kunne han ikke have gjort det.”
„Vil du nu til at belære os?” råbte de. „Du, som har været en synder hele dit liv!” Så jog de ham ud.
Da Jesus hørte, hvordan manden var blevet smidt ud, opsøgte han ham og spurgte: „Tror du på Menneskesønnen?” „Mester, sig mig, hvem han er, så jeg kan tro på ham,” svarede manden. „Du har allerede set ham,” sagde Jesus. „For det er mig, der er Menneskesønnen.” „Herre, jeg tror!” svarede han og faldt på knæ foran Jesus.
Da sagde Jesus: „Denne verden vil blive dømt, nu da jeg er kommet. De blinde bliver seende, men de seende bliver blinde.” Da nogle af de farisæere, som fulgte med Jesus, hørte det, sagde de: „Vil du måske påstå, at vi også er blinde?” Jesus svarede: „Havde I været blinde, ville I have været uden skyld. Men så længe I påstår, at I kan se, er I skyldige!”
Vi satte derefter kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod os ved byen Edrei. Men Herren sagde til mig: ‚Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hele hans land til jer. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.’ Herren, vores Gud, hjalp os i kampen mod kong Og, så vi slog ham og huggede hele hans hær ned. Der var ingen, der overlevede. Bagefter indtog vi samtlige 60 byer i Argob-området, hvor kong Og var konge. Alle byerne var stærkt befæstede med høje mure og jernbeslåede porte. Desuden indtog vi alle de mindre, ubefæstede byer i området. Vi udslettede totalt kong Og af Bashans rige på samme måde, som vi havde udslettet kong Sihon af Heshbons rige. Vi udryddede hele befolkningen, både mænd, kvinder og børn, men kvæget og krigsbyttet beholdt vi.
Hele området øst for Jordanfloden, som før havde tilhørt de to amoritterkonger, var nu på vores hænder. Det var området mellem Arnonfloden mod syd og Hermonbjerget mod nord.” (Hermonbjerget blev af sidonierne kaldt Sirjon, af amoritterne blev det kaldt Senir.) „Vi havde dermed kontrol over alle byerne på højsletten samt over områderne Gilead og Bashan helt til byerne Salka og Edrei.”
(Kong Og af Bashan var den sidste, der var tilbage af den refaitiske kæmpeslægt. Hans jernseng måler fire meter i længden og næsten to meter i bredden, og står den dag i dag i ammonitterbyen Rabba.)
„Efter sejren over de to konger fordelte jeg det erobrede land øst for Jordanfloden mellem Rubens og Gads stammer og halvdelen af Manasses stamme. Rubens og Gads stammer fik området nord for byen Aroer ved Arnonfloden samt den sydlige halvdel af Gileads bjergland med tilhørende byer. Det halve af Manasses stamme fik den nordlige del af Gilead-området samt hele Argob-området, som vi havde taget fra kong Og.” (Sidstnævnte område kaldes også Bashan eller refaitternes land.) „Jair-slægten af Manasses stamme overtog Argob-området helt til Geshurs og Maʼakas grænse. De gav landets byer nye navne, og landet selv kaldte de ‚Jairs landsbyer’, hvad det hedder den dag i dag. Makir-slægten af Manasses stamme fik det nordlige Gilead. Rubens og Gads område går fra Gilead i nord ned til Arnonfloden i syd, hvor grænsen går midt gennem Arnondalen. Mod øst danner Jabbokfloden grænse til ammonitternes område. Vestgrænsen følger Jordanfloden fra Galilæasøen i nord til Det Døde Hav i syd, og videre øst om søen til lavlandet neden for Pisgas bjerg.
Jeg mindede Rubens og Gads stammer samt Manasses halve stamme om, at selv om Herren nu havde tildelt dem dette område, måtte de vente med at etablere sig der, indtil deres våbenføre mænd havde gjort deres pligt ved at hjælpe de øvrige stammer med at indtage Kanaʼans land vest for Jordanfloden, det land, som Herren ville give dem. ‚Men jeres kvinder og børn,’ sagde jeg, ‚de kan blive tilbage i de byer, som Herren har givet jer her, og tage sig af jeres store kvægflokke, indtil Herren har givet de øvrige stammer sejr, og I kan vende tilbage. I må ikke vende tilbage, før de øvrige stammer har indtaget landet på den anden side af Jordanfloden, for Herren har udset dette land til dem.’
Da sagde jeg til Josva: ‚Du har selv oplevet, hvordan Herren har givet os sejr over kong Sihon og kong Og. Når I nu går over på den anden side af Jordanfloden, vil Herren også give jer sejr over kongerne dér. Vær ikke bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer og kæmpe på jeres side.’
I samme forbindelse bad jeg til Herren: ‚Min Herre og min Gud! Du har vist mig din storhed og magt. Findes der nogen gud i himlen eller på jorden, der handler så underfuldt som dig? Vil du ikke give mig lov til at drage over Jordanfloden og se det herlige bjergland og Libanon?’ Men Herren var vred på mig på grund af folket og ville ikke give mig lov til at følge med. ‚Ikke tale om!’ sagde han. ‚Du må nøjes med at gå op på toppen af Pisgas bjerg, hvor der er god udsigt til alle sider, og se ind i landet. Men Jordanfloden kommer du ikke over. Du skal indsætte Josva som din efterfølger og opmuntre ham til at føre folket over floden og indtage det land, du ser på den anden side.’
Så blev vi i dalen over for Bet-Peor.”
Moses fortsatte sin tale: „Israels folk, lyt omhyggeligt til de love og forordninger, jeg her pålægger jer at overholde, så I kan blive i live og gå ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer. I må ikke lægge noget til eller trække noget fra, men I skal adlyde de her befalinger, som kommer fra Herren, jeres Gud. I har været vidne til Herrens straf ved Peors bjerg, hvor han udryddede alle, der dyrkede Baʼal. Det er kun de af jer, der holdt jer til Herren, som i dag er i live.
De love og forordninger, jeg giver jer, har jeg fået fra Herren, min Gud, og I skal sørge for at overholde dem, også når I tager landet i besiddelse. Hvis I overholder dem, vil I blive kendt som et folk med visdom og indsigt. Når de omkringboende folk hører om de her love, vil de sige: ‚Israels folk er både et stort og klogt folk.’ Er der andre folkeslag, hvis gud kommer dem til hjælp, hver gang de kalder på ham, sådan som Gud Herren gør det for os? Og hvilket folk på jorden kan fremvise så retfærdige love, som dem jeg pålægger jer i dag?
Men pas på, at I aldrig glemmer det, I har oplevet med Gud! Må hans undere have gjort et dybt, uudsletteligt indtryk på jer, så I fortæller dem videre til jeres børn og børnebørn. Husk at fortælle dem om dengang, da jeres forældres generation stod for Herrens ansigt ved Horebs bjerg, og han sagde til mig: ‚Kald folket sammen, så jeg kan lære dem at have ærefrygt for mig, og så de kan lære deres børn den samme ærefrygt.’ Folket stod ved bjergets fod, mens bjerget var i brand, og flammerne slog op mod himlen gennem mørke og sorte skyer. Da talte Herren til folket fra ilden. De hørte hans stemme, men kunne ikke se ham. Han bekendtgjorde sin pagt med os, den overenskomst vi skal overholde, de ti bud, og han skrev dem på de to stentavler. Lige siden den dag har Herren gennem mig givet sit folk alle de love og regler, der vil gælde i det land, I nu skal ind og tage i besiddelse.
Men tag jer i agt, for selv om Herren talte til folket fra ilden på Horebs bjerg, fik de ham aldrig at se. Derfor må I ikke synde ved at fremstille billeder af nogen art og tilbede dem. I må ikke lave afgudsbilleder, hvad enten de forestiller mænd, kvinder, køer, får, geder, vilde dyr, krybdyr, fugle eller fisk. Løft heller ikke blikket mod himlen for at tilbede solen, månen og stjernerne, selv om andre folk dyrker den slags. Det vil Gud ikke tillade jer at gøre, for han hentede sit folk ud af Egyptens smelteovn, for at de skulle være hans ejendomsfolk, og det er, hvad I er i dag. Herren blev vred på mig på grund af folket, og han svor, at jeg ikke skulle få lov til at gå over Jordanfloden ind i det gode land, han har givet jer som arvelod. Derfor må jeg dø her på denne side af floden.
Tag jer i agt, at I ikke bryder den pagt, som Herren, jeres Gud, har sluttet med jer! I må ikke lave afgudsbilleder; for det har Herren forbudt, og jeres Gud er en fortærende ild. Han tåler ingen rivaler!
Det her skal stå ved magt i al fremtid, også længe efter, at I er kommet ind i landet og har fået børn og børnebørn. I må ikke synde ved at lave afgudsbilleder af nogen art, eller gøre noget, som i Herrens øjne er ondt og fremkalder hans vrede. I dag kalder jeg himlen og jorden til vidne på, at hvis I trodser det her bud, vil I blive rykket op fra det land, I nu skal ind og tage i besiddelse. Herren vil da sprede jer mellem folkeslagene, og kun en rest vil overleve dér. I jeres landflygtighed vil I blive tvunget til at dyrke afguder af træ og sten, som hverken kan se eller høre eller sanse noget som helst.
Da vil I begynde at søge Herren, jeres Gud, på ny, og I vil finde ham, hvis I søger ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. Til den tid vil jeres nød og ulykke tvinge jer tilbage til Herren, så I atter adlyder ham. Herren, jeres Gud, er nemlig en nådig Gud. Han slipper jer ikke og lader jer ikke gå til grunde. Han glemmer heller ikke de løfter, han har givet jeres forfædre.
Se tilbage gennem tiden, helt tilbage til begyndelsen, da Gud skabte menneskene på jorden. Spørg fra den ene ende af jordkloden til den anden: Har man nogen sinde hørt noget lignende, at et helt folk har hørt Gud tale til dem fra ilden, sådan som Israels folk oplevede det og dog forblev i live? Hvor findes et lignende eksempel på, at en gud ved hjælp af plager, undere, kamp og frygtelige straffe har frelst et folk fra dets tyranner? Sådan har Herren jeres Gud ikke desto mindre handlet med sit udvalgte folk, dengang de var slaver i Egypten, sådan som I alle ved. Han gjorde det, for at folket skulle indse, at han er Herren, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham. Han talte med vældig røst fra Himlen for at retlede sit folk, og han lod almindelige mennesker se den guddommelige ild, og han talte til folket fra ilden.
På grund af kærlighed til sit eget folk, som han havde udvalgt, altså jeres forfædre og deres efterkommere, førte han dem med vældig magt ud af slavetilværelsen i Egypten. Og han vil drive folk på flugt foran jer, folk, der er jer overlegne i styrke, og give jer deres lande i eje. Det er allerede begyndt at ske! Kan I da være i tvivl om, at Herren er Gud både i Himlen og på jorden, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham? Derfor skal I ubetinget adlyde de love, jeg pålægger jer i dag. Gør I det, vil det gå jer og jeres børn godt, og I vil få lov at blive boende i det land, som Herren, jeres Gud, vil give jer.”
Moses udpegede nu tre byer øst for Jordanfloden, som skulle være fristed for dem, der ved et uheld kom til at slå et andet menneske ihjel. Folk fra Rubens stamme skulle søge tilflugt i Betzer i det øde højland. For Gads stamme blev det Ramot i Gilead, og for Manasses stamme blev det Golan i Bashan.
Her følger en fortegnelse over de love og forordninger, som Moses overdrog til Israels folk, efter at de var undsluppet fra Egypten og lå i lejr i dalen øst for Jordanfloden over for Bet-Peor, et område, der havde tilhørt amoritterkongen Sihon af Heshbon. (Moses og israelitterne havde udryddet det amoritiske folk ved at slå både kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan. Israelitterne havde således erobret hele området fra byen Aroer på toppen af Arnonkløften til Sions bjerg i nord, også kaldet Hermonbjerget. Mod syd strakte det sig til Det Døde Hav og øst for søen til området ved foden af Pisgas bjerg.)
Til korlederen: En sang af David.
Herre, du ved alt om mig,
du kender mit hjerte til bunds.
Du er klar over alt, hvad jeg gør,
du kender mine inderste tanker.
Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
du lægger mærke til al min færden.
Du ved, hvad jeg vil sige,
før jeg kan nå at åbne munden.
Du omgiver mig på alle sider,
lægger din skærmende hånd på mig.
Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
Jeg når aldrig uden for din rækkevidde,
hvor jeg end er, er du nær hos mig.
Farer jeg op til himlen, da møder du mig der.
Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.
Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger,
rejser jeg mod vest over det store hav,
så vil din hånd også lede mig der,
din højre hånd holde mig fast.
Bad jeg mørket om at skjule mig,
befalede jeg dagen at blive til nat,
så ville mørket ikke være mørkt for dig,
for nat eller dag gør ingen forskel.
Du har skabt mig som den, jeg er,
du formede mig i min mors mave.
Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
dit skaberværk er fantastisk.
Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
Mit livsløb var planlagt og skrevet ned i din bog,
længe før jeg så dagens lys.
Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
Jeg ville aldrig nå til ende med dem.
Jeg ville ønske, du ville udrydde de gudløse,
få de morderiske mænd til at lade mig være i fred.
De vanærer dit navn og håner dig,
de er blasfemiske og taler ondt om dig.
Herre, jeg hader enhver, der hader dig,
jeg føler lede ved dem, der er imod dig.
Dine fjender er også mine fjender,
jeg hader dem af hele mit hjerte.
Undersøg mig og se på mit hjerte, Gud!
Gransk mine motiver og afslør mine tanker!
Hvis du ser, at jeg er kommet på afveje,
så led mig tilbage til det evige livs vej.
Til korlederen: En sang af David.
Herre, red mig fra onde mennesker,
beskyt mig mod voldelige mænd.
Altid har de ondt i sinde,
hele tiden skaber de konflikter.
De spiller med tungen som en slange,
deres ord er som dræbende gift.
Herre, beskyt mig mod de ondes angreb,
vær mit værn mod de voldsmænd,
som ønsker at få mig ned med nakken.
Selvsikre mennesker sætter fælder for mig,
de lægger et net ud og sætter snarer på min vej.
De ligger i baghold for at fange mig.
Herre, du er min Gud.
Lyt til min bøn om hjælp.
Ja, Herre, du er min redningsmand,
du beskytter mig på kampens dag.
Lad ikke de gudløse få deres vilje,
lad ikke deres onde planer lykkes.
Lad dem ikke få held til at omringe mig,
men lad deres ondskab ramme dem selv.
Lad gloende kul vælte ned over dem,
styrt dem i afgrunden, så de aldrig kommer op igen.
Lad ikke løgnere få fremgang i landet,
lad voldsmænd få deres velfortjente straf.
Herre, jeg ved, du vil føre de hjælpeløses sag
og forsvare de undertryktes rettigheder.
De gudfrygtige har grund til at takke dig,
de retskafne skal bo i din nærhed.
Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”
Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.
Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden. Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.
Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen. Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”
Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.
Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.
Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.
Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”
Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere. Mange sagde: „Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?” Andre sagde: „Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?”
Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”
Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. Jeg og Faderen, vi er ét.”
Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”
„Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”
„Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?” spurgte Jesus. „Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig. Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”
De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.
Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid, og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.” Og mange af dem kom til tro på Jesus.
Moses kaldte hele Israels folk sammen og sagde til dem: „Lyt nu omhyggeligt til de love, Gud har givet jer, så I lærer dem og adlyder dem.
Ved Horebs bjerg sluttede Herren, vores Gud, en pagt, ikke kun med vores fædre, men med alle os, som lever i dag. I hørte selv Herren tale til jer fra ilden på bjerget. Ved den lejlighed var det mig, der var mellemmand mellem Herren og jer, så jeg kunne videredegive hans ord til jer. I var jo bange for ilden, og det var ikke jer, der gik op på bjerget. Han sagde:
‚Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.
Du må ikke tilbede andre end mig.
Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Hvis nogen tager afstand fra mig, har det konsekvenser indtil tredje eller fjerde slægtled. Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.
Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der viser foragt for mig.
Du skal holde fri på sabbatsdagen, sådan som Herren, din Gud, har befalet. Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine okser, æsler og andre husdyr, og eventuelle fremmede, som bor hos dig. På den dag skal dine slaver have mulighed for at hvile ud ligesom dig. Husk på, at dine forfædre var slaver i Egypten, indtil jeg greb ind og førte dem ud med magt og vælde. Derfor befaler jeg, at du holder fri på hviledagen for at tilbede mig.
Du skal ære din far og din mor, sådan som Herren, din Gud, har befalet dig, så du kan få et langt og godt liv i det land, jeg vil give dig.
Du må ikke begå drab.
Du må ikke bryde ægteskabet.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.
Du må ikke begære andre menneskers ægtefælle, hus, ejendom, slaver, køer, æsler eller andet, der tilhører dem.’
Herren gav de her befalinger til hele folket, da han talte til dem fra ilden på bjerget, som var omgivet af mørke og sorte skyer. Det var de eneste bud, han dengang gav folket, og han skrev dem på to stentavler og gav tavlerne til mig. Men da de hørte hans stemme og så ilden på bjergets top, kom deres ledere og bønfaldt mig: ‚I dag har Herren, vores Gud, vist os sin herlighed og storhed, så vi endog med egne ører har hørt hans stemme fra ilden, og vi har erfaret, at det er muligt at høre Guds røst, uden at man dør af det. Men vi er bange for, at den vældige ild vil fortære os, hvis Herren bliver ved med at tale til os på den måde. Trods alt er det aldrig tidligere sket, at nogen overlevede at komme så tæt på den levende Gud. Derfor skal du, Moses, fremover tale med Gud alene og bagefter fortælle os, hvad han sagde, så vi kan handle derefter.’
Herren hørte jeres bøn og sagde til mig: ‚Jeg har hørt, hvad folket har sagt, og det er rigtigt af dem at være forsigtige. Gid de må bevare denne ærefrygt for mig, så de altid af hjertet ønsker at adlyde mine befalinger. Da vil det gå dem og deres efterkommere godt i al fremtid. Gå nu ned og sig til dem, at de skal vende hjem til deres telte. Når du kommer tilbage til mig, vil jeg give dig de love, du skal lære dem, for at de kan overholde dem i det land, jeg giver dem.’ ”
Derpå sagde Moses til folket, som nu opholdt sig på Moabs sletter: „I skal følge Herren, jeres Guds, befalinger til punkt og prikke og ikke på nogen måde gå på kompromis med dem. Gør I det, vil I få et langt og godt liv i det land, I snart skal ind og tage i besiddelse.
Herren, jeres Gud, har befalet mig at undervise jer om hans love, for at I skal adlyde dem i det land, I snart skal tage i besiddelse. I skal vise ærefrygt for Herren, jeres Gud, så I selv, jeres børn og børnebørn livet igennem adlyder alle hans befalinger. Gør I det, vil I få et godt og langt liv. Hør derfor opmærksomt efter, Israels folk, og vær rede til at adlyde lovene, så det må gå jer godt, og I må blive til et stort folk i et land, der ‚flyder med mælk og honning’, sådan som jeres forfædres Gud har lovet jer.
Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud – Herren alene! Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med alle dine tanker, med liv og sjæl og med al din styrke! De her ord, som jeg i dag pålægger dig, skal du have ind på rygmarven, så du lærer dine børn dem og taler om dem hvor som helst og når som helst, ude og hjemme, ved sengetid og om morgenen. Bind dem om håndleddet, sæt dem på din pande og skriv dem på dørstolpen som et tegn på, at dine handlinger og tanker og dit hverdagsliv skal styres af Herrens ord.
Når Herren, jeres Gud, har ført jer ind i det land, han lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob, og givet jer store og smukke byer, I ikke selv har haft besværet med at bygge, prægtige huse med indbo, I ikke selv har samlet, med vandreservoirer, I ikke selv har udhugget af klippegrunden, med vingårde og olivenlunde, I ikke selv har plantet, og I har taget for jer af retterne, da skal I passe på, at I ikke glemmer Herren, som frelste sit folk fra slaveriet i Egypten. Det er Herren, din Gud, du skal vise ærefrygt, og ham alene du skal tjene. Det er kun ved hans navn, du har lov at sværge på, at du taler sandt. I må ikke dyrke nabofolkenes guder, for Herren er jeres Gud, som er midt iblandt jer, og han tåler ikke rivaler. Ellers vil hans vrede ramme jer og udslette jer fra jordens overflade. I må ikke provokere Herren, jeres Gud, som dengang jeres forældre gjorde oprør mod ham ved Massa. I skal adlyde hans ord til punkt og prikke og gøre, hvad der er godt og ret i Herrens øjne. Da vil det gå jer godt, så I får lykke til at erobre det gode land, han lovede jeres forfædre. Ja, Herren selv har lovet at jage fjenderne på flugt foran jer.
Når jeres sønner i fremtiden spørger jer: ‚Hvad er hensigten med de love og forordninger, Herren, vores Gud, har givet os?’ skal I svare: ‚Dengang Israels folk var slaver i Egypten, befriede Herren dem med magt og vælde, med mægtige undere og frygtelige katastrofer, der ramte egypterkongen og hans folk. De så det med deres egne øjne. Herren førte dem ud af Egypten, for at de skulle gå ind og tage det land i besiddelse, som han havde lovet vores forfædre. Han har befalet os at overholde hans love og vise ham ærefrygt, så det må gå os godt, og han kan bevare os, sådan som han har gjort det indtil denne dag. Så længe vi trofast adlyder Herren, vores Guds, love, vil han acceptere os som sit folk.’ ”
En sang af David.
Herre, jeg har brug for din hjælp her og nu.
Hør mig, når jeg beder til dig.
Lad min bøn være som røgelse, der stiger op,
mine løftede hænder som et aftenoffer.
Herre, hjælp mig til at holde min mund
og være varsom med, hvad jeg siger.
Hjælp mig til at tage afstand fra det onde,
så jeg ikke roder mig ind i noget forkert
sammen med ugudelige mennesker,
selv om det nok kan være fristende.
En kærlig irettesættelse vil jeg tage imod
som forfriskende olie til mit hoved.
Jeg bekæmper det onde med min bøn,
og når de gudløse ledere styrtes ned fra klippen,
vil man indse, at jeg havde ret.
Deres knogler vil ligge spredt ved gravens rand
som sten, der er pløjet op af marken.
Mit blik er rettet mod dig, min Herre og Gud.
Du er min hjælp og min tilflugt,
overgiv mig ikke i onde menneskers hænder.
Bevar mig fra deres baghold,
fra forbrydernes fælder.
Lad dem selv gå i fælden,
og lad mig gå fri.
En visdomssang og bøn af David, fra dengang han gemte sig i en hule.
Jeg råber højt til Herren,
trygler ham om nåde.
Jeg udøser min nød for ham,
betror ham mine problemer.
Når jeg er modløs og opgivende,
viser du mig den vej, jeg skal gå,
for de har sat fælder op alle vegne.
Jeg ser mig omkring til højre og venstre,
men alle virker så ligeglade,
ingen vil føre mig i sikkerhed,
ingen er villige til at hjælpe.
Herre, derfor råber jeg til dig,
du er min tilflugt, mit håb om overlevelse.
Lyt til min bøn, for jeg er i stor nød.
Red mig, for mine forfølgere er stærke.
Hjælp mig ud af det her fængsel,
så jeg atter kan takke og tilbede dig.
Når du griber ind og redder mig,
vil de gudfrygtige samles og takke dig for det.
En sang af David.
Herre, hør min bøn!
Lyt til mit indtrængende råb!
Svar mig, for du er trofast og god.
Fordøm mig ikke, Herre,
for ingen er fejlfri i dine øjne.
Mine fjender forfølger mig,
de har spoleret mit liv.
De tvinger mig til at leve i mørket,
som om jeg allerede var død.
Modet svigter mig,
jeg er lammet af frygt.
Jeg tænker på gamle dage,
jeg mindes dine mægtige undere,
jeg husker det, du gjorde engang.
Jeg rækker ud efter dig med længsel,
min sjæl tørster som den tørre jord.
Skynd dig at hjælpe mig, Herre,
for jeg kan snart ikke mere.
Vend mig ikke ryggen,
for så er det ude med mig.
Lad mig smage din godhed hver morgen,
for det er dig, jeg sætter min lid til.
Vis mig din vilje med mit liv,
for det er dig, jeg ønsker at følge.
Frels mig fra mine fjender, Herre,
for det er hos dig, jeg har søgt tilflugt.
Lær mig at gøre din vilje,
for det er dig, der er min Gud.
Led mig ved din gode Ånd
til et sted, hvor jeg kan leve i fred.
Frels mig, Herre, for du er trofast,
hjælp mig for din godheds skyld.
Uskadeliggør alle mine fjender,
for jeg er din tjener.
Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg.
Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.”
Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?”
Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys. Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham.” „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarusʼ død. Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!”
Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.
Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”
„Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”
Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.
Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarusʼ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.
Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. Jesus brast i gråd. „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?”
Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” Så fjernede de stenen fra indgangen.
Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” Den døde kom ud – med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus.
Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham. Men nogle af dem skyndte sig hen til farisæerne for at fortælle, hvad der var sket.
Straks sammenkaldte ypperstepræsterne og farisæerne Det jødiske Råd for at drøfte situationen. „Hvad skal vi gøre?” spurgte de hinanden. „Den mand har udført mange mirakler. Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, ender det med, at hele folket slutter sig til ham, og så kommer de romerske hære og overtager vores land og udsletter os som folk.”
En af dem, Kajfas, der var ypperstepræst i det år, sagde: „Forstår I ingenting? Kan I ikke se, at det er bedre for jer, at én mand dør for at redde folket, end at en hel nation går til grunde?” Det sagde Kajfas ikke af sig selv. Men han var jo ypperstepræst det år, og det, han sagde, var faktisk en profeti om, at Jesus skulle dø for hele folket. Ja, han skulle ikke bare dø for Israels folk, men han skulle samle Guds børn til ét folk, også dem, der bor rundt omkring i andre lande.
Fra den dag begyndte de jødiske ledere at planlægge, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel. Af den grund gik Jesus ikke mere åbenlyst omkring, men holdt sig fra Jerusalem og opholdt sig i udkanten af ørkenen. Da han kom til landsbyen Efraim, blev han dér en tid sammen med sine disciple.
Den jødiske påske var nært forestående, og mange mennesker fra hele landet kom ind til Jerusalem flere dage forinden for at gennemgå renselsesceremonien. Folk ledte efter Jesus, og når de mødtes på tempelpladsen, spurgte de hinanden: „Mon ikke han kommer til påskehøjtiden?” Imidlertid havde ypperstepræsterne og farisæerne givet befaling om, at hvis nogen vidste, hvor Jesus var, skulle de øjeblikkelig melde det, så man kunne få ham arresteret.
Moses fortsatte: „Herren, jeres Gud, vil føre jer ind i det land, I skal tage i besiddelse, og drive syv folkeslag, der er langt stærkere og mægtigere end jer, på flugt foran jer. Det er hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kanaʼanæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Når Herren, jeres Gud, har udleveret dem til jer, skal I udrydde dem totalt. I må ikke skåne nogen af dem eller slutte fred med dem. Hverken I selv eller jeres sønner og døtre må indgå ægteskab med dem, for det kan let føre til, at de unge glemmer Herren og begynder at dyrke andre guder, så Herrens vrede blusser op og udsletter jer alle sammen.
I skal rive deres altre ned, knuse deres stenstøtter, vælte deres Asherapæle og brænde deres afgudsbilleder. I skal være et særligt folk, der er indviet til Herren, jeres Gud. Af alle verdens folkeslag har han udvalgt jer til sit ejendomsfolk. I sin kærlighed udvalgte han jer, ikke fordi I var mægtige eller talstærke, for I var et ganske lille folk på jorden. Det var alene på grund af sin kærlighed til sit folk, og på grund af sit løfte til jeres forfædre, at han med magt og vælde befriede jer fra slaveriet i Egypten.
Husk på, at Herren, jeres Gud, er den eneste sande Gud, en pålidelig Gud, der i tusind generationer holder fast ved sin pagt og sin trofasthed mod dem, der elsker ham og holder hans befalinger. Men alle, som hader ham, vil få deres velfortjente straf. Han vil ikke tøve med at udslette dem. Derfor skal I nøje overholde de love og bud, jeg pålægger jer i dag.
Hvis I vil høre efter og adlyde de her bud, vil Herren vise sin trofasthed og overholde sin del af den pagt, han indgik med jeres forfædre. Han vil elske jer og velsigne jer, så I bliver en stor og succesrig nation i et frugtbart land med masser af korn, vin, oliven, køer, får og geder. Det var en sådan fremtid, han lovede jeres forfædre. Der vil ingen barnløshed være iblandt jer, selv jeres dyr vil være sunde og forplantningsdygtige, fordi han har valgt at velsigne jer mere end noget andet folk på jorden. Ja, Herren vil holde sygdomme væk fra jer. De frygtelige plager, han sendte over egypterne, vil I undgå. I stedet vil han sende dem over jeres fjender.
Men I må sørge for at udrydde de folk, som Herren udleverer til jer. I må ikke skåne nogen af dem, og for alt i verden ikke dyrke deres guder! Gør I det, bliver det jeres undergang! Og hvis I kommer i tvivl og tænker: ‚Hvordan skal vi kunne besejre folk, der er langt mægtigere end os?’ kan I jage frygten på flugt ved at huske på, hvad Herren, jeres Gud, gjorde ved egypterkongen og hans folk. Glem ikke de plager, Herren lod ramme dem, og som jeres forældre så med egne øjne. Husk på, hvordan den mægtige Gud med magt og vælde førte dem ud af Egyptens land. På samme måde vil han slå ned på de folk, I frygter, ja, Herren, jeres Gud, vil skabe panik iblandt dem, og selv de, der prøver at skjule sig for jer, vil blive fundet og udryddet.
Vær derfor ikke bange for de fremmede folkeslag, for Herren, jeres Gud, er med jer, og han er en vældig Gud, der forstår at skabe ærefrygt omkring sig. Når I marcherer frem, vil han give jer sejr over dem, ikke i hast, men gradvis, for at de vilde dyr ikke skal tage overhånd i landet. Herren vil udlevere jeres fjender til jer og skabe frygt og forvirring iblandt dem, så I kan hugge dem ned. Han vil overgive konger til jer, og I skal udrydde dem, så deres slægt går til grunde. Ingen skal kunne holde stand imod jer.
Brænd deres afguder, og lad jer ikke friste af det sølv og guld, der findes på dem. Lad være at tage det som krigsbytte, for det er hæsligt i Herren, jeres Guds, øjne og kan føre til jeres undergang. I skal afsky alt det, der har med afguderne at gøre, og ikke bringe noget af den slags ind i jeres hjem. Jeg har sagt, at den slags ting skal udryddes, og gør I ikke det, bliver I selv udryddet.
I skal nøje overholde alle de befalinger, jeg i dag pålægger jer. Gør I det, vil I få lov at tage det land i besiddelse, Herren lovede jeres forfædre, og I vil få et godt liv og blive et stort folk. Husk på, hvordan Herren i 40 år førte sit folk gennem ørkenen for at ydmyge dem og sætte dem på prøve, for at se, om de var villige til at adlyde ham. Han ydmygede dem ved først at lade dem sulte og derefter give dem manna, en form for mad, som hverken de eller deres forfædre havde set før, for at lære dem, at et menneske ikke lever af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler. I alle de 40 år blev deres tøj ikke slidt op, og deres fødder ikke opsvulmede. I må forstå, at når Herren straffede dem, gjorde han det til deres eget bedste, nøjagtig som når forældre opdrager deres børn.
Adlyd Herren, jeres Guds, befalinger, gå på hans veje og hav ærefrygt for ham. Herren vil føre jer ind i et godt land, et frodigt land med bakker og dale, med floder og kilder, der gennemstrømmer landet, et land med hvede og byg, med vinranker, figentræer, granatæbletræer, oliventræer og honning, et land med masser af føde og uden mangel på noget, et land, hvor der findes jernmalm, og hvor I kan bryde kobber i bjergene. Når I har spist jer mætte i landets overflod, skal I lovprise Herren, jeres Gud, for det gode land, han har givet jer.
Men pas på, at I ikke midt i jeres overflod glemmer Herren, jeres Gud, så I ikke længere holder hans love og befalinger. Når I spiser jer mætte og oplever fremgang, når I har bygget prægtige huse, når jeres velstand øges, og jeres besætninger vokser, må I passe ekstra på, at I ikke bliver selvsikre, så I glemmer Herren, der reddede jer fra at være slaver i Egypten. Tag jer i agt, at I ikke glemmer den Gud, der førte sit folk gennem den store og farlige ørken, hvor der er giftige slanger og skorpioner, og som midt i det udtørrede land lod vand springe frem fra den nøgne klippe. Han gav dem manna i ørkenen, mad, som deres forfædre aldrig har smagt, for at ydmyge dem og sætte dem på prøve for senere at kunne velsigne dem. Derved ville han undgå, at folket i fremtiden ville tro, at deres fremgang skyldes dem selv og deres egen dygtighed. Husk altid på, at jeres velstand kommer fra Herren, jeres Gud, der trofast holder fast ved den pagt, han oprettede med jeres forfædre.
Men hvis I glemmer Herren, jeres Gud, så I dyrker andre guder, kan jeg forsikre jer om, at det bliver jeres undergang, og at I bliver udryddet på samme måde, som Herren vil udrydde de folk, han jager bort foran jer. Sådan går det, hvis I er ulydige imod Herren, jeres Gud.
Af David.
Lovet være du, Herre,
du er min urokkelige Klippe.
Du træner mine hænder til kamp,
du styrker mine fingre til krig.
Du er min trofaste beskytter,
mit skjold, min tilflugt og befrier.
Jeg søger ly og hjælp hos dig,
for du giver mig sejr over de fremmede folkeslag.
Hvad er et menneske, at du tænker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det.
Et menneskes liv er flygtigt som et åndepust,
som en skygge passerer livet forbi.
Skub himlens forhæng til side og stig ned,
sæt din fod på bjergene, så de hylles i røg.
Send dine lyn, Herre, spred fjenderne,
jag dem på flugt med dine pile.
Ræk hånden ned til mig fra himlen,
træk mig op af det frådende dyb.
Red mig fra dette hav af fjender,
befri mig fra de fremmedes magt.
De er fulde af løgn,
og de sværger gerne falsk.
Jeg vil synge en ny sang til dig, Gud,
spille for dig på en ti-strenget harpe.
For du gav dine konger sejr,
du hjalp din tjener David.
Red mig fra det dødbringende sværd,
fra fremmede folkeslags herredømme.
De er jo fulde af løgn
og sværger gerne falsk.
Gid vore sønner må vokse sig stærke
og stå ranke som store træer.
Gid vore døtre må vokse sig smukke
som de kunstfærdige søjler i paladset.
Gid vore lader må blive fulde af al slags afgrøde
og vore får formere sig i tusindvis,
så de står tæt på alle vore marker.
Gid vore køer må få masser af kalve.
Jeg beder om, at byens porte ikke bliver brudt ned,
at ingen af os bliver taget til fange,
og at vi bliver skånet for jamren på torvene.
Velsignet er det folk, som oplever dette.
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud.
En lovsang af David.
Altid vil jeg prise dig, Herre,
du er min Konge og Gud for evigt.
Bestandig vil jeg synge til din ære,
takke dig hver eneste dag.
Der er ingen så mægtig som dig, Herre,
ingen kan fatte din storhed.
En generation skal fortælle det videre til den næste,
at dine underfulde gerninger er uden sidestykke.
Folk skal fortælle om din herlighed og magt,
og jeg vil altid mindes dine undere.
Gang på gang bliver dine gerninger berømmet,
jeg vil fortælle om din storhed igen og igen.
Herre, din godhed er enorm,
din retfærdighed bliver husket med glæde.
Ingen er nådig og barmhjertig som dig,
du er tålmodig og utrolig trofast.
Jeg ved, at du er god mod alle,
barmhjertig mod alle dine skabninger.
Kan mennesker gøre andet end takke dig, Herre?
Dine tjenere vil altid lovprise dig.
Lad os altid tale om dit riges herlighed,
fortælle om din vældige magt.
Mennesker i hele verden skal høre om din magt,
om dit riges strålende herlighed.
Når alt andet forgår, vil dit rige bestå.
Du skal regere i evighed.
Ord fra dig kan man stole på,
dine handlinger viser din nåde imod os.
På livets vej kan vi synke i knæ,
men du rejser os op, når vi falder.
Retter vi vores blik mod dig i tro,
vil du altid give os det, vi har brug for.
Så snart et menneske erkender sit behov,
er du straks parat til at opfylde det.
Trofasthed og retfærdighed kendes du på,
dine handlinger er baseret på kærlighed.
Uden undtagelse hjælper du alle,
som beder til dig af et oprigtigt hjerte.
Vælger mennesker at følge dig,
vil du redde dem, når de råber om hjælp.
Ærligt troende oplever din beskyttelse,
men de onde går deres undergang i møde.
År efter år vil jeg prise dig, Herre,
måtte alt levende lovsynge dig for evigt.
Halleluja!
Min sjæl, pris Herren!
Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
Stol ikke på stormænd,
for mennesker kan ikke frelse jer.
De dør og bliver lagt i deres grav,
da er det slut med alle deres planer.
Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
de, der sætter deres lid til Herren.
Han skabte himlen og jorden,
havet og alt, hvad der findes i dem.
Han er trofast til evig tid.
Han står på de undertryktes side
og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
han elsker dem, der gør hans vilje.
Han tager sig af de fremmede,
viser omsorg for enker og forældreløse,
men de ondes planer forpurrer han.
Herren skal regere for evigt!
Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!
Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede – den mand, han havde opvakt fra de døde. Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. Maria havde en flaske med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft.
Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: „Den olie var en formue værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den.
„Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. De fattige har I jo altid hos jer – men mig har I ikke altid.”
Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud – ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.
Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn – Israels konge!”
Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:
„Frygt ikke, Jerusalem!
Se, din konge er på vej,
og han rider på et æselføl.”
Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.
Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, fortalte om det vidt og bredt. Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet! Alle render jo efter ham.”
Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere, som var kommet langvejsfra. De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: „Vi vil også gerne møde Jesus.” Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det.
Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.
Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil. Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”
Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!”
Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.” Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.
„Løftet op?” spurgte folk. „Vi har lært fra Skriften, at når Messias bliver vores konge, skal han altid være hos os. Hvad mener du så med, at Menneskesønnen vil blive løftet op? Hvem er denne ‚Menneskesøn’?” Jesus svarede: „Lyset er endnu en kort tid iblandt jer. I skal vandre i lyset, mens I har Lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. De, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor de går hen. Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.”
Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne.
Skønt Jesus havde gjort mange undere for øjnene af folk, var der stadig mange, som ikke troede på ham. Således opfyldtes profeten Esajasʼ ord:
„Herre, hvem troede på budskabet?
Hvem blev Herrens magt åbenbaret for?”
Fordi de afviste budskabet, kunne de ikke komme til tro. Det stemmer med følgende ord fra Esajasʼ bog:
„Han har dækket deres øjne til
og tillukket deres hjerter,
så de intet ser eller forstår
og ikke vender sig til mig,
så jeg kan helbrede dem.”
Esajas viser her hen til Jesus, for han havde set et glimt af Messiasʼ forunderlige storhed.
Selv om flertallet tog afstand fra Jesus, var der alligevel mange, som troede på ham, endda nogle af de jødiske ledere. Men de turde ikke sige det offentligt, da de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. Anerkendelse fra andre mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud.
Da råbte Jesus: „De, der tror på mig, tror ikke kun på mig, men på ham, der sendte mig. Og de, der ser mig, ser ham, der sendte mig. Jeg er kommet for at bringe lys ind i denne mørke verden, så de, der tror på mig, ikke skal forblive i mørket. Hvis mennesker hører mine ord, men ikke adlyder, så er det ikke mig, der dømmer dem. Jeg er kommet for at frelse mennesker, ikke for at dømme dem. Men de, der forkaster mig og mine ord, vil på dommens dag blive dømt af de ord, som de har hørt mig sige. For det budskab, jeg har bragt jer, er ikke fra mig selv. Det er min Far, som har sendt mig med det, og det er ham, der har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige. Jeg ved, at formålet med hans befaling er at give mennesker det evige liv. Jeg siger kun det, som Faderen har bedt mig om at sige.”