Hør efter, Israels folk! Nu er det tid at gå over Jordanfloden og erobre landet fra folkeslagene på den anden side. De er større og stærkere end jer og bor i byer med himmelhøje mure. Blandt dem bor de frygtede anakitter, kæmper, som siges at være uovervindelige. Men Herren, jeres Gud, vil gå foran jer som en fortærende ild, der ødelægger alt på sin vej, og I vil hurtigt besejre dem og udrydde dem, sådan som Herren har lovet.
Når Herren rydder dem bort foran jer og giver jer landet i besiddelse, må I ikke sige: ‚Herren hjalp os, fordi vi fortjente det!’ Nej, det er ikke jer, der fortjener hans hjælp, men dem, der fortjener hans straf. Han driver dem ud af landet på grund af deres ondskab og for at opfylde sit løfte til jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob. Jeg kan forsikre jer om, at Herren ikke giver jer det dejlige land, fordi I har gjort jer fortjent til det. I er nemlig et stædigt og oprørsk folk!
Glem aldrig, hvordan folket gang på gang fremkaldte Herrens vrede i ørkenen, lige fra den dag, de forlod Egypten, og til nu. Hele vejen har de gjort oprør imod ham.
Husk på, hvor vred de gjorde ham ved Horebs bjerg, så vred, at han faktisk havde besluttet at udrydde hele folket. Det var dengang jeg opholdt mig på bjerget i 40 dage uden at spise eller drikke, mens jeg ventede på, at Herren skulle give mig stentavlerne med pagtens betingelser, som de allerede havde hørt ham erklære fra ilden på bjerget. Han befalede mig imidlertid at skynde mig ned ad bjerget, fordi folket, jeg havde ført ud af Egypten, havde syndet ved at tage afstand fra ham og støbe et afgudsbillede i stedet.
‚Lad mig få lov til at udrydde dette oprørske folk fra jordens overflade!’ sagde Herren til mig. ‚Derefter vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et mægtigt folk, større og stærkere end dem.’
Jeg gik så ned fra det flammende bjerg. I hænderne havde jeg de to stentavler. Da jeg ved bjergets fod fik øje på den tyrekalv, de havde fremstillet, blev jeg så rasende over, at de så hurtigt havde forladt Herrens vej, at jeg løftede stentavlerne i vejret og kastede dem til jorden, så de splintredes for øjnene af folket. Derefter lå jeg for Herrens ansigt endnu 40 dage uden at spise eller drikke. Jeg sørgede over deres utrolige ondskab, som endnu en gang havde fremkaldt hans vrede. Jeg rystede af angst for, at Herren ville gøre alvor af sin trussel og udslette sit folk, men også denne gang hørte han min bøn. Selv Aron, der havde svigtet sit ansvar, blev ramt af Herrens vrede, men han blev skånet ved, at jeg gik i forbøn for ham. Den forfærdelige tyrekalv, folket havde fremstillet, brændte jeg i ilden, hvorefter jeg knuste resterne til fint støv og smed støvet i bækken, der flød ned ad bjerget.
Senere ved Tabera og Massa provokerede folket Herren igen, og endnu en gang ved ‚De Grådiges Grav’. Da vi nåede til Kadesh-Barnea, og Herren opfordrede dem til at gå ind i det land, han havde lovet dem, nægtede de at adlyde ham, fordi de ikke havde tillid til, at han ville hjælpe dem. Folket har været i oprør imod Herren, lige så længe jeg kan huske.
Da jeg lå for Herrens ansigt i 40 dage og bad for dem, var det, fordi Herren havde sagt, at han ville udrydde sit folk. Derfor gik jeg i forbøn for dem med følgende ord: ‚Min Herre og min Gud, udslet ikke dit ejendomsfolk, som du med magt og vælde befriede fra slaveriet i Egypten. Husk på dine løfter til dine tjenere Abraham, Isak og Jakob og se i nåde til det her oprørske folk med dets synd og ulydighed. Hvis du udrydder dem, vil egypterne jo påstå, at du ikke var i stand til at gennemføre din plan om at føre dem til det land, du havde lovet dem, eller de vil sige, at du er en ond Gud, der af had til dit folk lagde en fælde for dem i ørkenen. Vis dog, at de er dit ejendomsfolk, og at det ikke var forgæves, at du med magt og vælde førte dem ud af Egypten.’
Herren sagde til mig, at jeg skulle lave to nye stentavler ligesom dem, jeg slog i stykker, og en trækasse til at opbevare tavlerne i. Derefter skulle jeg gå op på bjerget igen, så han på de nye tavler kunne skrive de samme bud, der stod på de oprindelige tavler. De nye tavler skulle fremover opbevares i kassen. Så lavede jeg en kasse af akacietræ, tilhuggede to stentavler magen til dem, jeg havde slået i stykker, og tog stentavlerne med mig op til Herren på bjerget. Der skrev han på ny de ti bud på tavlerne, de bud, han tidligere havde givet folket fra ilden på bjerget, mens de stod ved bjergets fod, og han gav tavlerne tilbage til mig. Da jeg kom ned fra bjerget, lagde jeg tavlerne i kassen, pagtens ark, hvor de opbevares den dag i dag, sådan som Herren har befalet.
Efter at vi drog op fra lejren ved Jaʼakans sønners brønde, kom vi til Mosera. Der døde Aron og blev begravet, hvorefter hans søn Eleazar blev præst i hans sted. Så drog vi til Gudgoda og videre til Jotbata, et vandrigt område med mange kilder.
På den tid udvalgte Herren levitterne til at bære pagtens ark, stå vagt for Herrens ansigt og velsigne folket i Herrens navn, sådan som de gør i dag. Af den grund får levitterne ikke som de andre stammer arvelod i Kanaʼans land, men de får del i de ofre, som bliver givet til Herren.
Efter at jeg for anden gang havde opholdt mig på bjerget i 40 dage, og Herren havde hørt min bøn om ikke at tilintetgøre sit folk, sagde han til mig: ‚Rejs dig og før folket af sted mod det land, jeg lovede deres forfædre, så de kan tage landet i besiddelse.’
Hør nu, Israels folk, hvad Herren, jeres Gud, forlanger af jer: Vis ærefrygt for ham og adlyd ham i alle ting! Hold hans befalinger og love, som jeg pålægger jer i dag, for de er givet til gavn for jer. Elsk ham og tilbed ham af hele jeres hjerte, med alle jeres tanker og af hele jeres sjæl. Ham tilhører alt på jorden og i himlen, og dog elskede han jeres forfædre så højt, at han blandt alle jordens folk udvalgte jer til sit ejendomsfolk, og det er I den dag i dag. Derfor skal I være lydige mod Herren og holde op med at være så egenrådige.
Herren jeres Gud er Gud over alle guder og Herre over alle herrer. Han er Gud den mægtige, der bør frygtes og æres. Han gør ikke forskel på folk og tager ikke imod bestikkelse. Han er retfærdig imod enker og forældreløse, og han elsker de fremmede og giver dem føde og klæder. På samme måde skal I vise omsorg for de fremmede, for jeres forfædre boede selv som fremmede i Egypten. I skal vise ærefrygt for Herren, jeres Gud, tilbede ham og holde jer til ham. Kun ved hans navn må I sværge på, at I taler sandt. Ham skal I lovsynge, for han er jeres Gud, og I har hørt om de mægtige tegn og undere, han har gjort. Dengang jeres forfædre drog til Egypten, var de en lille flok på 70 personer, men nu har han gjort jer talrige som himlens stjerner.
Halleluja!
Det er godt at synge lovsange til Gud,
ja, det er herligt at prise hans magt.
Herren genopbygger Jerusalem
og bringer de landflygtige hjem til Israel.
Han heler de sønderbrudte hjerter,
læger de sår, de har fået.
Herren satte stjernerne på himlen,
han har givet dem alle et navn.
Han er stor og mægtig,
hans visdom er uden grænser.
Herren rejser den ydmyge op
og kaster den onde i støvet.
Syng takkesange for Herren,
spil på jeres harper for Gud.
Han samler skyerne på himlen,
sender byger af regn ned på jorden,
så græs spirer frem på bakkerne.
Han giver dyrene deres føde,
mætter den skrigende ravneunge.
Han er ikke interesseret i stærke heste,
ikke imponeret af krigerens lårmuskler.
Han glæder sig over dem, der adlyder ham
og har tillid til hans trofaste omsorg.
Jerusalems befolkning, pris Herren.
Zions indbyggere, lovsyng jeres Gud.
Han beskytter byen mod fjenders angreb
og velsigner dens indbyggere.
Han skaber fred i landet
og sørger for en rigelig høst.
Han sender sit ord ud over jorden,
hans vilje bliver udført i hast.
Han breder sneen ud som et tæppe,
spreder rimfrost på jorden som mel.
Han kaster hagl som byger af småsten,
hvem kan holde stand mod den isnende kulde?
På hans ord begynder isen at smelte,
når han ånder på den, pibler vandet frem.
Han sendte sit ord til Israels folk,
gav dem sine forskrifter og lovbud.
Han sendte det ikke til de andre folk,
de kender ikke hans love.
Halleluja!
Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
Pris ham, I engle,
lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
Pris ham, sol og måne,
lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
Pris ham, I højeste himle,
lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
I skal alle prise Herren,
for I er skabt på hans befaling.
Han gav jer hver jeres faste plads
ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
Lad Herrens pris lyde fra jorden,
lovsyng ham, alle I havets skabninger.
Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
Pris ham, I bjerge og bakker,
lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
Pris ham, både rovdyr og husdyr,
lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
Pris ham, I jordens konger,
lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
Pris ham, I unge mænd og unge piger,
lovsyng ham, både I børn og I ældre.
I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
Han har al magten i himlen og på jorden.
Han har ført sit folk frem til sejr,
han har givet sine tjenere grund til glæde,
det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!
Halleluja!
Syng en ny sang for Herren,
pris ham i de gudfrygtiges forsamling.
Israel, glæd dig over din Skaber,
Jerusalem, bryd ud i takkesang for din konge.
Pris ham ved at danse af glæde,
lovsyng ham med tamburiner og lyrer.
Herren fryder sig over sit folk,
han kommer de ydmyge til undsætning.
Lad de gudfrygtige fryde sig over sejren,
juble af glæde natten igennem.
Med lovsang til Gud i hjerte og mund,
og et tveægget sværd i hånden,
fuldbyrder de Guds dom over nationerne
og udfører straffen over de fremmede folkeslag.
De lægger fjendernes konger i lænker
og stormændene i fodjern.
De udfører den dom, der er afsagt,
men Guds trofaste tjenere vil blive æret.
Halleluja!
Halleluja!
Pris Gud i hans helligdom,
pris ham i hans himmelske bolig.
Pris ham for hans underfulde handlinger,
pris ham for hans overvældende magt.
Pris ham med det kraftige vædderhorn,
pris ham med harpe og lyre.
Pris ham med tamburiner og dans,
pris ham med lut og fløjte.
Pris ham med kraftige cymbler,
som får det hele til at runge.
Alt, hvad der er liv i, skal prise Herren.
Halleluja!
Alt var klar til at påskehøjtiden kunne begynde. Jesus vidste, at tiden var kommet til, at han skulle gå bort fra denne verden og vende tilbage til Faderen. Den kærlighed, han hele tiden havde haft til dem, der fulgte ham her på jorden, ville han vise endnu engang på den sidste aften, hvor de var sammen.
Jesus begyndte nu påskemåltidet sammen med sine disciple. Djævelen havde allerede indgivet Judas Iskariot den tanke, at han skulle forråde Jesus. Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud.
Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?”
„Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.”
„Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!”
„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.”
„Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!”
„Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at få vasket fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene – dog ikke alle.” Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham.
Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer. Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted. Det ved I jo godt. Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.
Hvad jeg siger, gælder ikke jer alle, for jeg ved, hvem jeg har udvalgt. Skriften siger: ‚En af dem, der spiser sammen med mig, bekæmper mig.’ Det går snart i opfyldelse. Jeg siger det allerede nu, for at I kan tro på mig, når det sker. Det siger jeg jer: Den, der tager imod dem, jeg sender ud, tager imod mig – og den, der tager imod mig, tager imod Faderen, som sendte mig.”
Derefter blev Jesus stærkt bevæget i sin ånd og sagde: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig!”
Disciplene så spørgende på hinanden. Ingen vidste, hvem han hentydede til. Den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, lå til bords ved siden af Jesus. Derfor nikkede Simon Peter til ham over bordet for at få ham til at spørge Jesus, hvem det kunne være. Den anden discipel lænede så hovedet tilbage mod Jesu bryst og spurgte: „Hvem er det, Herre?” „Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper i skålen,” svarede Jesus.
Så dyppede han et stykke brød og gav det til Judas Iskariot. Så snart Judas havde fået brødet, kom Satan ind i ham, og Jesus sagde: „Gør det, du har i sinde – men gør det snart!” Ingen af de andre ved bordet forstod, hvorfor han sagde det til ham. Nogle troede, at Jesus bad Judas købe ind til højtiden eller give nogle penge til de fattige. Det var nemlig ham, der gik rundt med pengepungen. Judas tog nu brødet, rejste sig og gik. Det var nat.
Da Judas var gået, sagde Jesus: „Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen vil blive æret, og det, han gør, vil bringe Gud ære. Siden han vil bringe Gud ære, vil Gud også bringe ham ære, og det kommer til at ske meget snart. Venner, nu varer det ikke længe, før jeg skal bort. I vil lede efter mig, men som jeg tidligere sagde til de jødiske ledere, siger jeg nu også til jer: Der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme. Derfor giver jeg jer en ny befaling: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden! Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle kunne se, at I er mine disciple.”
„Men Herre,” sagde Peter, „hvor går du hen?” Jesus svarede: „Du kan ikke følge mig nu, men senere vil du komme til mig.” „Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg er parat til at dø for dig!” „Dø for mig?” sagde Jesus. „Inden hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig!”
I skal elske Herren, jeres Gud, og altid adlyde alle hans befalinger og lovbud. Det er til jer, jeg taler, ikke til jeres efterkommere, for de har ikke som jer erfaret Herrens straf, storhed og vældige magt. De så ikke de store undere, han gjorde i Egypten mod kongen og hans folk. De oplevede ikke, hvordan Herren i Det Røde Hav druknede hele den egyptiske hær med alle dens heste og stridsvogne, der var i hælene på jer, så de én gang for alle blev uskadeliggjort. De oplevede ikke på egen krop, hvordan Herren gang på gang tog sig af sit folk under vandringen i ørkenen og helt frem til i dag. De var ikke vidne til, hvordan Datan og Abiram, Eliabs sønner af Rubens stamme, syndede imod ham, så de i folkets påsyn blev opslugt af jordens gab sammen med deres familier, telte, husstande og dyr.
Men I, I har hørt om eller selv været vidne til Herrens mægtige indgreb. Derfor skal I omhyggeligt lægge mærke til de bud, som jeg påbyder jer i dag, så I må få styrke til at gå ind og tage landet i besiddelse. Hvis I adlyder hans love, vil I få et langt og godt liv i det land, Herren lovede jeres forfædre og jer, et vidunderligt land, der ‚flyder med mælk og honning’. Det land, som I skal ind og tage i besiddelse, er ikke som det land, jeres forfædre boede i. I Egypten var afgrøderne afhængige af det hårde arbejde ved vandingsanlæggene, men det land, der ligger foran jer, er et frodigt land med bakker og dale, hvor regnen falder fra himlen og vander jorden, et land, som Herren omsorgsfuldt våger over året rundt.
Hvis I vil adlyde de lovbud, jeg pålægger jer i dag, hvis I vil elske Herren, jeres Gud, og tjene ham med hele jeres hjerte, alle jeres tanker og hele jeres sjæl, vil han hvert forår og efterår sende den regn, der er behov for, så I får masser af korn, vin og oliven. Han vil sørge for, at der er rigeligt med græs til jeres kvæg og masser af føde til jer selv.
Men pas på, at I ikke bliver narret til at vende jer fra Gud og begynde at dyrke andre guder. Gør I det, vil Herrens vrede blusse op imod jer, og han vil lukke for himlens sluser, så høsten slår fejl, og I går til grunde i det dejlige land, han gav jer. Læg derfor omhyggeligt mærke til alle hans befalinger, bind dem om jeres hænder og pander, så I altid husker at adlyde dem. Lær jeres børn dem. Tal om dem ude og hjemme, ved sengetid og om morgenen. Skriv dem på jeres dørstolper, for at I og jeres børn, så længe verden står, kan opleve velsignelse i det land, Herren lovede jeres forfædre.
Hvis I omhyggeligt adlyder de befalinger, jeg giver jer, og elsker Herren, jeres Gud, så I følger ham og holder jer til ham, vil Herren jage indbyggerne ud af landet, selv om de er både flere og stærkere end jer. Den jord, I indtager, skal tilhøre jer, fra Negevs ørken i syd til Libanons bjerge i nordvest, og fra Eufratfloden til Middelhavet. Ingen kan holde stand imod jer, for Herren, jeres Gud, har lovet at skabe panik iblandt dem, så de flygter for jer, overalt hvor I rykker frem.
I dag stiller jeg jer over for et valg. Det er op til jer, om I vælger at være under Herrens velsignelse eller under hans dom. Velsignelsen får I, hvis I adlyder Herren, jeres Guds, bud, som jeg pålægger jer i dag, men hvis I trodser hans bud og dyrker fremmede guder, vil han dømme jer. Når Herren, jeres Gud, fører jer ind i det land, I skal erobre, vil der blive udråbt velsignelse fra Garizims bjerg og dom fra Ebals bjerg.” (De to bjerge ligger vest for Jordanfloden, ved Moras ege nær Gilgal i kanaʼanæernes land.)
„Tiden er nu kommet, hvor I skal gå over Jordanfloden og indtage det land, som Herren har givet jer. Når I slår jer ned i landet, skal I omhyggeligt følge de lovbud, jeg pålægger jer i dag.
De følgende befalinger skal I adlyde fremover i det land, som Herren, jeres fædres Gud, har lovet at give jer:
I skal ødelægge de fremmede folkeslags offersteder overalt i landet, på bjergene, på højene og under de store træer. Riv altrene ned, slå stenstøtterne i stykker, kast Asherapælene i ilden, knus afgudsbillederne og tilintetgør alt, hvad der har med deres afgudsdyrkelse at gøre.
I må ikke ofre til Herren, jeres Gud, hvor som helst, sådan som de andre folkeslag ofrer til deres guder, men I skal bygge ham en helligdom på det sted, han vil udvælge til sin bolig. Dér skal I ofre jeres brændofre og andre ofre til ham. Dér skal I komme med jeres tiende og gaver, løfteofre, frivilligofre og de førstefødte af jeres køer, får og geder, og dér skal I sammen med jeres familier holde højtid for Herren, jeres Gud, og glæde jer over, hvad han har gjort for jer.
Til den tid, når I er kommet over Jordanfloden og har slået jer ned og har fået ro for fjenderne i landet, må I ikke længere bare gøre, hvad I finder for godt. Til den tid skal I bringe jeres ofre til helligdommen, som Herren vil udvælge til sin bolig, og I skal holde højtid dér for Herrens ansigt sammen med jeres børn og slaver. I skal indbyde levitterne til at tage del i festmåltidet sammen med jer, for de har ikke fået nogen jord tildelt som de andre stammer.
I må altså ikke ofre brændofre hvor som helst, men kun på det sted, som Herren vil udvælge sig i et af stammeområderne. Hvad de øvrige dyr angår, altså dem I bruger til føde, kan I slagte dem, hvor som helst I bor, ligesom I nu gør med de vilde dyr. I kan spise lige så meget, I vil, og både urene og rene personer må spise med, bare I sørger for at lade blodet løbe fra ved slagtningen, for det må I ikke spise.
Men hjemme hos jer selv må I ikke spise af offergaverne, heller ikke tiende af jeres korn, vin og oliven, jeres førstefødte dyr, jeres løfteofre, frivilligofre eller andre gaver til Herren. Alle offergaverne skal I spise for Herren, jeres Guds, ansigt på det sted, han vil udvælge, og I skal spise dem sammen med jeres børn, jeres slaver og levitterne, der bor iblandt jer. Det er kun ved helligdommen, at I må holde festmåltid for Herren, jeres Gud, og glæde jer over, hvad han har gjort for jer. Glem ikke at invitere de levitter med, der bor iblandt jer.
Når Herren har udvidet jeres landområde, sådan som han har lovet at gøre, kommer nogle af jer til at bo langt fra helligdommen. Derfor behøver I ikke at tage jeres dyr derhen, for at de kan blive slagtet der, før I spiser dem. Det er kun de dyr, der skal ofres til Herren, som nødvendigvis skal slagtes i helligdommen. Men husk, at I ikke må spise blodet, for blodet repræsenterer livet. Lad blodet løbe ud på jorden under slagtningen i lydighed mod Herren, for at det kan gå jer og jeres børn vel. Men alle jeres offergaver og løfteofre skal I bringe til helligdommen. Brændofrene skal ofres helt til Herren, både kødet og blodet. Ved de øvrige ofre skal blodet stænkes på Herrens, jeres Guds, alter, men kødet må I spise.
Sørg for at følge de her forskrifter. Gør I det, handler I ret i Herrens øjne, og da vil det fremover gå jer og jeres børn vel.
Når Herren får udryddet indbyggerne foran jer, og I slår jer ned i landet, må I passe på ikke at blive fanget ind af deres levevis, så I dyrker deres guder. Lad være med at kopiere deres religiøse traditioner. De dyrker deres guder på en måde, som Herren hader. De brænder tilmed deres egne børn til ære for deres guder. Hvor afskyeligt!
Det følgende er ordsprog af Davids søn og Israels konge, Salomon. Formålet med ordsprogene er at vejlede folk og give dem visdom, at hjælpe dem til at skelne mellem rigtigt og forkert. De skal hjælpe folk til at handle klogt, ærligt og ret. De skal give de uerfarne kundskab og de unge indsigt og dømmekraft. Selv de erfarne kan lære noget, og de fornuftige kan blive vejledt. De kan lære at meditere over betydningen af ordsprog og billedtale samt de vises ordspil og gåder. Ærefrygt for Herren fører til visdom. Kun en tåbe foragter visdom og vejledning.
Hør efter din fars formaning, min søn,
og husk på din mors belæring.
Værdsæt deres velmente vejledning
som et fornemt trofæ, et dyrebart smykke.
Giv ikke efter, min søn, men sig nej,
når dårlige venner vil lokke dig på afveje.
Måske siger de: „Kom, lad os finde et offer,
lægge os på lur og dræbe de uskyldige.
Før de aner uråd, er de allerede døde,
selv de stærke klarer sig ikke imod os.
Derefter plyndrer vi dem og bliver rige,
tænk på alle de ting, vi kan købe!
Kom nu! Du skal nok få din andel.
Vi deler naturligvis byttet imellem os!”
Gå ikke med dem, min søn!
Hold dig langt væk fra den slags venner.
De er kun ude på at røve og plyndre
og viger ikke tilbage for mord.
Hvis en fugl ser en fælde blive sat op,
holder den sig væk og går ikke i den.
Men sådanne venner er ikke så kloge.
De sætter en fælde, men falder selv i den.
De, der røver fra andre,
berøver sig selv et godt liv.
Visdommen råber til folk på gaden,
står på torvet og taler til dem,
kalder på skaren, som haster forbi,
opsøger byens øverste ledere.
„I mennesker uden forstand!” råber den,
„Hvor længe vil I forblive i uvidenhed?
Hvor længe vil spotterne blive ved med at spotte?
Hvor længe vil tåberne nægte at blive vejledt?
Gid I ville lytte til min vejledning.
Så ville jeg dele mine tanker med jer
og øse ud af min visdom til jer.
Men I ville ikke høre, når jeg kaldte på jer,
I afviste min udrakte, hjælpende hånd.
I forkastede alle mine gode råd,
lyttede ikke til mine formaninger.
Derfor vil jeg le, når ulykken rammer jer,
håne jer, når I gribes af rædsel,
når I rammes som af et lyn fra en klar himmel,
når jeres mareridt bliver til virkelighed,
når angst og nød truer med at knuse jer.
Da vil I råbe om hjælp, men ikke få svar.
I vil søge efter mig, men ikke finde mig.
I forkastede jo kundskaben
og nægtede at vise Herren respekt.
I var ligeglade med de råd, jeg gav jer,
I valgte at ignorere min vejledning.
Derfor må I nu bide i det sure æble,
til I får kvalme af jeres egen dumhed.
Stædig egenrådighed bliver jeres død,
naiv sorgløshed fører jer i ulykke.
Men de, der lytter til mig, skal leve i tryghed,
de skal bo i fred og uden frygt.”
Hvis du tror på, hvad jeg siger, min søn,
og tager imod min vejledning,
hvis du adlyder visdommens ord
og ærligt søger at få indsigt,
hvis du tørster efter kundskab
og længes efter viden,
søger efter visdom som efter sølv,
graver efter den, som var den guld,
så vil du få ærefrygt for Gud
og bedre kunne forstå, hvem han er.
For den sande visdom kommer fra Herren,
hos ham får man kundskab og indsigt.
Han giver gode råd til de oprigtige
og beskytter dem, der lever ret.
Han våger over de retsindiges vej
og tager de trofaste under sine vinger.
Hvis du lytter til ham, vil du forstå,
hvad der er godt og rigtigt.
Den visdom og kundskab, du får,
vil tilfredsstille dit hjertes længsel.
Dømmekraft vil hjælpe og beskytte dig,
omtanke vil bevare dig fra at fare vild
og værne dig mod onde mennesker,
folk, der altid lyver og bedrager,
dem, der nægter at følge Guds vej
og sniger sig frem i mørket.
De glæder sig over ondskaben,
fryder sig over forfærdelige ting.
De er uærlige i alt, hvad de gør,
løgnagtige i alt, hvad de foretager sig.
Visdom redder dig fra en andens utro hustru,
fra en løsagtig kvindes forførende ord,
en kvinde, som svigter sit troskabsløfte
og forlader sin ungdoms elskede.
At gå ind i hendes hus er at gå døden i møde,
vejen fører direkte ned i dødsrigets mørke.
Ingen, som besøger hende, vender tilbage,
de har fjernet sig fra vejen til livet.
Derfor bør du følge de rette stier
og holde dig til Guds vej.
De, der gør det rette, bliver boende i landet,
de retsindige bliver ikke jaget bort.
Men de gudløse bliver fjernet fra landet,
de troløse rykkes op med rode.
Jesus fortsatte sin tale til disciplene: „I skal ikke være bange eller urolige. I tror på Gud. Tro også på mig. I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer. Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er. Og I kender vejen, der fører til det sted, hvor jeg skal hen.”
„Nej, Herre,” indvendte Thomas. „Vi ved hverken, hvor du går hen, eller hvordan vi skal finde vej derhen.”
Jesus svarede: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig. Havde I forstået, hvem jeg er, ville I også have forstået, hvem min Far er. Men I skal snart forstå, hvem han er, og I har set ham.”
„Herre, vis os Faderen!” bad Filip. „Det er alt, hvad vi ønsker.”
„Er du stadig ikke klar over, hvem jeg er, Filip?” spurgte Jesus. „Og det efter, at jeg har været så lang tid sammen med jer! Den, som har set mig, har set Faderen. Hvorfor siger du så: ‚Vis os Faderen’? Tror du da ikke, at jeg er ét med Faderen, og at Faderen er ét med mig? Det jeg siger til jer, kommer ikke fra mig selv, men fra Faderen, som bor i mig. Og det er også ham, der gør sine gerninger gennem mig. Tro mig, når jeg siger, at jeg er ét med Faderen, og Faderen er ét med mig. Men vil I ikke tro det, så tro på grund af de undere, I har set mig gøre.
Det siger jeg jer: De, der tror på mig, skal gøre de samme undere, som jeg har gjort; ja, de skal gøre endnu mere, for jeg er på vej til Faderen. Hør godt efter: Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre. På den måde vil Faderen blive æret gennem Sønnen.
Hvis I elsker mig, vil I gøre det, jeg beder jer om. Jeg vil anmode Faderen om at sende jer en anden Vejleder, som altid skal være hos jer. Det er sandhedens Ånd, som denne verdens mennesker ikke er i stand til at tage imod, for de ser ham ikke, og de kender ham ikke. Men I kender ham, for han er hos jer og skal være i jer.
Jeg er nødt til at forlade jer, men jeg lader jer ikke i stikken – og jeg kommer tilbage til jer igen. Denne verdens mennesker ser mig snart for sidste gang. Men I skal få mig at se igen, for jeg har evigt liv – og det har I også. Når I ser mig igen, skal I forstå, at jeg er ét med min Far, og at I er ét med mig, ligesom jeg er ét med jer.
De, der elsker mig, holder fast ved mine befalinger og adlyder dem. Og de, der elsker mig, vil blive elsket af min Far, og jeg vil elske dem og åbenbare mig selv for dem.”
Judas (ikke Iskariot, men den anden discipel af samme navn) sagde til ham: „Herre, hvordan kan det være, at du vil åbenbare dig selv for os og ikke for mennesker ude i verden?”
Jesus svarede: „Fordi de, der elsker mig, vil gøre det, jeg siger til dem. Derfor vil min Far også elske dem, og vi vil komme og tage bolig i dem. Men de, der ikke elsker mig, retter sig ikke efter, hvad jeg siger. Det, jeg siger til jer, udspringer ikke af mine egne tanker, men stammer fra Faderen, som sendte mig.
Jeg kan fortælle jer de her ting, fordi jeg endnu er hos jer, men det bliver Helligånden, den nye Vejleder, som Faderen vil sende til jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer.
Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse! Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for han er større end jeg. Jeg har sagt jer det alt sammen på forhånd, for at I må tro på mig, når det sker.
Jeg kan ikke sige mere her og nu, for denne verdens fyrste er på vej herhen. Han har ingen magt over mig, men jeg gør det her, for at mennesker må kunne forstå, at jeg elsker min Far. Derfor gør jeg, hvad han har befalet mig. Kom, lad os rejse os og gå herfra.”
I skal adlyde alle de befalinger, jeg pålægger jer. I må hverken trække noget fra eller lægge noget til. Hvis der findes en profet iblandt jer, eller en, der ved hjælp af drømme udtaler sig om fremtiden, og hans forudsigelser viser sig at gå i opfyldelse, og hvis han samtidig opfordrer jer til afgudsdyrkelse, må I ikke følge hans opfordring, for det er Herren, jeres Gud, der gennem den frafaldne profet sætter jer på prøve for at se, om I virkelig elsker Herren med hele jeres sjæl og sind. I må aldrig dyrke andre guder end Herren! Adlyd hans befalinger og hold jer til ham. Men den profet, som ville lede jer på afveje, skal henrettes, for han har forsøgt at lokke jer til at gøre oprør imod Herren, jeres Gud, der førte jer ud af slavetilværelsen i Egypten. Ved at henrette en sådan profet fjerner I det onde fra jeres midte.
Det samme gælder, hvis en nær ven eller nogen af jeres nærmeste familie forsøger at friste jer. Selv hvis din ægtefælle, din bror eller søster, din søn eller datter i al fortrolighed opfordrer dig til at dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine forfædre har kendt til, må du ikke give efter og lytte til dem. Du må ikke engang vise nogen form for forståelse eller på anden måde prøve at undskylde dem. Henret dem! Kast selv den første sten mod dem, og lad derefter de andre anklagere komme til, for de forsøgte at lokke jer bort fra Herren, jeres Gud, den Gud, der førte jer ud af slaveriet i Egypten. Det vil sætte skræk i livet på resten af folket, så de ikke begår den samme synd.
Hvis I hører om, at der i en af Israels byer findes onde mennesker, som har lokket byen til at dyrke fremmede guder, skal I først undersøge, om det er sandt. Hvis det virkelig viser sig, at noget så forkasteligt er sket i en af de byer, Herren har givet jer, skal I angribe byen og udrydde dens indbyggere og husdyr. Bagefter skal I samle alt byttet midt på torvet og brænde det, ja, I skal sætte ild til hele byen og lade den være et brændoffer for Herren, jeres Gud. Lad ruinerne være, genopbyg aldrig byen igen, og lad være med at beholde noget af byttet. Da vil Herrens voldsomme vrede lægge sig, og han vil vise jer nåde og barmhjertighed og fortsat velsigne jer, så I bliver en mægtig nation, sådan som han lovede jeres forfædre.
Men Herren, jeres Gud, vil kun vise jer barmhjertighed, hvis I holder jer til ham og adlyder de befalinger, jeg pålægger jer i dag, så I gør, hvad der i Herrens øjne er ret.
I er Guds børn. Derfor må I ikke snitte jer selv til blods eller barbere ansigtshåret af for at vise jeres sorg over en, der er død, sådan som de andre folkeslag gør. Nej, I skal være et helligt folk, indviet til Herren alene, for han har udvalgt jer blandt alle folk på jorden til at være hans ejendomsfolk.
I må ikke spise urene dyr, men I må gerne spise okser, får, geder, hjorte, gazeller, antiloper, rådyr, stenbukke og bjerggeder.
Alle dyr, der tygger drøv og har spaltede klove, må I spise, men alle andre dyr må I ikke spise. Derfor må I ikke spise kameler, harer og klippegrævlinger, for de tygger drøv, men de har ikke spaltede klove.
I må heller ikke spise svin, for de har spaltede klove, men de tygger ikke drøv og er derfor urene. I må ikke engang røre den slags dyr, når de er døde.
Alle fisk med finner og skæl må I spise, alle andre dyr, der lever i vandet, skal I regne for urene.
Alle fugle må I spise, bortset fra følgende som er urene: ørne, gribbe, fiskeørne, de forskellige falke- og høgearter, krager og ravne, hornugler, måger, skarver, ibiser, rørhøns, ørkenugler, storke, de forskellige hejrearter og hærfugle. Flagermus må I heller ikke spise.
Alle insekter med vinger er urene og må derfor ikke spises, men de dyr med vinger, som er rene, må I gerne spise.
Spis ikke selvdøde dyr, men sælg dem eventuelt til de fremmede iblandt jer, så de kan spise dem. Men I må ikke selv spise den slags, for I er et særligt folk, indviet til Herren jeres Gud.
Kog ikke et gedekid i mælk fra dets mor.
Hvert år skal I give en tiendedel af jeres høst til Herren. Bring din tiende til det sted, som Herren vil udvælge til sin helligdom og hold festmåltid der. Det gælder tiende af korn, ny vin og olivenolie samt de førstefødte kalve, lam og gedekid. Formålet med at give tiende er, at I derved skal lære at sætte Gud på førstepladsen i jeres liv. Hvis helligdommen ligger så langt borte, at det er for besværligt at bringe tienden dertil, kan I sælge de varer, I ellers skulle have givet i tiende, og rejse op til helligdommen med pengene og dér købe en okse, et får, noget vin eller øl, så I sammen med jeres husstand kan feste for Herrens ansigt. Glem ikke levitterne iblandt jer. Inviter dem med og del maden med dem, for de har ikke fået tildelt jord som jer andre.
Hvert tredje år skal I samle tienden på et bestemt sted i byen og dele den ud mellem de jordløse levitter, de fremmede, enkerne og de forældreløse iblandt jer, så de kan komme og spise sig mætte. Da vil Herren, jeres Gud, velsigne jer i jeres arbejde.
Glem ikke, hvad jeg fortæller dig, min søn.
Tag imod min vejledning og følg den.
Så vil du få et langt og rigt liv
og opleve mange gode år.
Hold fast ved sandhed og troskab,
bær dem som et smykke om din hals,
skriv dem på dit hjertes tavle.
Gør du det, vil du møde velvilje
både fra Gud og mennesker.
Stol på Herren af hele dit hjerte,
følg ikke kun dine egne tanker.
Søg Guds vilje i alt, hvad du gør,
så vil han lade livet lykkes for dig.
Vær ikke selvklog og egenrådig,
adlyd Herren og tag afstand fra det onde,
det giver sundhed til sjæl og krop,
styrke til hele dit legeme.
Brug din rigdom til ære for Herren,
giv ham det første af hele din indtægt.
Så vil han fylde din lade med korn
og dine vinbeholdere med vin.
Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig,
bliv ikke bitter, når han sætter dig i rette.
Det er jo dem, han elsker, han opdrager på,
som når en far irettesætter sin elskede søn.
Velsignede er de, der vinder sig visdom,
lykkelige de, som opnår indsigt.
Hvad de vinder, er vigtigere end sølv,
det, de opnår, er bedre end guld.
Visdom er mere værd end juveler,
ingen skatte kan måle sig med den.
Den giver dig et langt og lykkeligt liv
og desuden både rigdom og ære.
Den leder dig ad herlige stier
og fører dig fremad i fred.
Visdom er et livets træ for dem, der tager imod den.
Velsignede er de, der klynger sig til den.
Herren skabte jorden ved hjælp af sin visdom,
han brugte sin indsigt til at danne himlen.
På hans kundskabs ord brød jordens kilder frem,
og skyerne begyndte at sende væde.
Bevar din dømmekraft og omtanke,
tab dem aldrig af syne, min søn.
De får dit liv til at lykkes
og giver dig ære og respekt.
Så kan du færdes med sikre skridt,
dine fødder vil ikke snuble.
Så kan du gå til ro uden at være bange,
lægge dig ned og nyde din søvn.
Du frygter ikke en pludselig fare,
ængstes ikke, når gudløse straffes,
for du regner med Herrens hjælp,
han bevarer dine fødder fra fælden.
Afslå ikke at hjælpe nogen,
hvis du er i stand til det.
Sig ikke: „Kom igen i morgen, så skal jeg hjælpe dig,”
hvis du har, hvad der er brug for.
Du må ikke pønse på ondt imod dem, som har tillid til dig.
Lad være at starte et skænderi med nogen, som intet ondt har gjort dig.
Vær aldrig misundelig på en voldsmands magt,
tag ikke ved lære af ham.
For Herren hader uretfærdighed,
men han holder sig nær til de retskafne.
Herren forbander de gudløses huse,
men de retskafnes hjem velsigner han.
Herren modarbejder de hovmodige,
men de ydmyge viser han nåde.
Herren lønner de vise med ære,
men tåberne får kun skam som belønning.
Min søn, lyt til din fars formaninger,
hør godt efter, så du kan blive klogere,
for jeg giver dig mange gode råd.
Vig ikke fra mine retningslinjer.
Jeg har jo selv været ung engang,
min mors øjesten og min fars stolthed.
Min far indprentede mig dengang:
„Hvis du følger de råd, jeg giver dig,
vil du få et langt og lykkeligt liv.
Stræb efter visdom og søg efter indsigt,
husk på mine ord og gør, som jeg siger.
Vig ikke fra visdommen, for den vil beskytte dig.
Elsker du visdom, vil den værne om dig.
Visdom er det vigtigste, du kan vinde.
Du skal tilegne dig dømmekraft for enhver pris.
Ærer du visdom, vil du selv blive æret.
Agter du visdom, vil du selv blive agtet.
Den vil sætte en krone på dit hoved,
belønne dig med en sejrskrans.”
Min søn, hør på mig og gør, hvad jeg siger,
så får du et langt og lykkeligt liv.
Jeg viser dig visdommens vej
og leder dig ad de rette stier.
På visdommens vej snubler du ikke,
på retfærdighedens vej vil du ikke falde.
Hold fast ved mit råd og slip det ikke,
for mine ord vil føre dig sikkert gennem livet.
Slå ikke følge med onde mennesker,
drej ikke ind på synderes vej.
Hold dig langt væk fra ondskabens vej.
Vend dig bort og gå forbi.
De onde får ingen ro, før de har forbrudt sig,
sover ikke, før de har bragt nogen til fald.
De lever af ondskab, som var det brød,
og nyder vold, som var det vin.
De, der følger Guds vej, ser hans lys,
og det vokser og vokser, som tiden går.
Men den vej, de onde følger, ligger i mørke,
de ved ikke, hvad de falder over.
Min søn, lyt til mine ord,
hør godt efter, hvad jeg siger.
Hold godt fast ved dem,
og lad dem slå rod i dit hjerte,
for de giver liv til alle, som følger dem,
de giver sundhed til krop og sjæl.
Pas på dine tanker og motiver,
for det er dem, der former dit liv.
Hold din tunge fra falsk tale,
lad ingen løgn komme over dine læber.
Hav målet for øje, hvor du end går,
lad være med at se til siden.
Vælg den rette vej,
og du vil opleve, at alt går godt.
Bøj ikke af til højre eller venstre,
hold dig fra alt, hvad der er ondt.
Mens de gik, fortsatte Jesus med at tale til disciplene: „Jeg er den sande vinstok, og min Far er ejeren. Enhver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og enhver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den kan bære mere frugt. I er allerede blevet renset gennem det, I har lært af mig.
Afbryd ikke forbindelsen til mig, så vil jeg heller ikke afbryde forbindelsen til jer! Ligesom grenene på en vinstok kun kan bære frugt, hvis de bliver på stokken, sådan kan I kun bære frugt, hvis I bliver i mig og henter jeres kraft fra mig. De, der bliver i mig, bærer megen frugt, men uden mig kan I intet udrette.
De grene, der afbryder forbindelsen til mig, bliver som sagt fjernet og smidt på jorden, fordi de ikke bar frugt. Derpå tørrer de ind og bliver til sidst samlet sammen og brændt.
Men hvis I bliver i mig, og handler på mine befalinger, så bed om, hvad I vil, og det vil ske. I ærer min Far ved at bære megen frugt og viser derved, at I er mine disciple.
Som Faderen har elsket mig, har jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed. I bliver i min kærlighed ved at adlyde mig, ligesom jeg bliver i min Fars kærlighed ved at adlyde ham. Jeg siger det her til jer, for at min glæde kan være i jer og fylde jeres hjerter. Min befaling til jer er, at I skal vise hinanden den samme kærlighed, som jeg har vist jer. Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for at redde sine venner. I er mine venner – hvis I altså gør det, jeg har befalet jer at gøre. Jeg betragter jer ikke længere som tjenere, for en tjener bliver ikke indviet i sin herres planer. Jeg regner jer for mine venner, for jeg har betroet jer alt det, jeg selv har fået at vide af min Far. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Jeg har sat jer til at gå ud og bære frugt – og det skal være en varig frugt – så min Far kan give jer alt, hvad I beder ham om i mit navn. Min befaling til jer er: I skal elske hinanden.
Når I oplever, at verden hader jer, så husk, at den også har hadet mig. Hvis I tilhørte denne verden, ville den elske jer, som den elsker sine egne. Men fordi jeg har kaldet jer ud af verden, hører I ikke længere til i verden; derfor hader den jer. Husk på, hvad jeg sagde til jer: En tjener står ikke over sin herre. De, der har forfulgt mig, vil også forfølge jer, men de, der har adlydt mine ord, vil også adlyde jeres. De vil forfølge jer, fordi I tilhører mig. De kender jo ikke ham, som har sendt mig. De havde ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde været her og talt til dem om deres synd, men nu har de ingen undskyldning. Den, der hader mig, hader også min Far. De havde heller ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde gjort de store undere iblandt dem, som ingen anden har gjort, men nu har de set dem, og alligevel hader de både mig og min Far. Således opfyldes Skriftens ord: ‚De hadede mig uden grund.’
Når jeg sender Vejlederen til jer – sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen – så vil han tale til mennesker om mig. Men også I skal fortælle om mig, for I har været med mig fra begyndelsen.
Hvert syvende år skal I eftergive al gæld. Enhver kreditor skal annullere gældsbeviset og eftergive den landsmand, som måtte skylde ham noget, men ikke den fremmede iblandt jer, for i det år løser Herren alle israelitter fra deres gældsforpligtelser. Det bliver I ikke fattigere af, for Herren vil velsigne jer rigeligt i det land, han giver jer, hvis ellers I adlyder hans befalinger. Forudsætningen for hans velsignelse er, at I omhyggeligt adlyder de love, jeg pålægger jer i dag. Så vil Herren velsigne jer, sådan som han har lovet, så I kan låne ud til andre og ikke selv have behov for at låne, og på den måde vil I blive herre over andre og ikke selv blive underlagt nogen.
Når I er kommet ind i landet, og nogen iblandt jer er fattig, må I ikke lukke hjertet og nægte at hjælpe de fattige. Nej, I skal låne dem, hvad de har brug for. Pas på, at I ikke afslår at låne nogen noget, blot fordi eftergivelsesåret nærmer sig. Gør I det, vil Herren høre de fattiges råb og betragte jeres afslag som en synd. Nej, I skal låne de fattige, hvad de har brug for uden at beklage jer. Så vil Herren jeres Gud velsigne jeres arbejde og jeres ejendom. Der vil altid være nogle, som er fattige iblandt jer. Derfor er denne befaling nødvendig. Del gavmildt ud til jeres landsmænd i nød.
Hvis nogle af jeres landsmænd arbejder som slaver for jer, skal I frigive dem efter det sjette år, men send dem ikke tomhændet bort. Giv dem rundhåndet nogle af jeres dyr og noget af jeres korn og vin i afskedsgave, så de får del i noget af den velsignelse, Herren har givet jer. Husk, at I selv var slaver i Egypten, indtil Herren befriede jer. Det er baggrunden for denne befaling.
Hvis slaverne ikke ønsker frigivelse, fordi de er godt tilfredse med at arbejde som slaver, og fordi de er kommet til at holde af dig og din familie, skal du tage en syl og stikke den gennem slavens øreflip og ind i døren som tegn på, at vedkommende skal være din slave på livstid. Dette gælder både for mandlige og kvindelige slaver.
Når du frigiver en slave, skal du ikke beklage dig over at miste en god arbejdskraft. Tænk på, at du trods alt i seks år har haft en medhjælp, der kostede dig under halvdelen af, hvad en almindelig daglejer koster. Da vil Herren, din Gud, velsigne dig i dit arbejde.
Af de kalve og lam, der fødes blandt jeres husdyr, skal I udtage de førstefødte handyr som en gave til Herren. I må ikke lade en førstefødt tyrekalv udføre arbejde, og I må ikke klippe et førstefødt får. I og jeres familie skal spise dem for Herrens ansigt, når I hvert år drager til helligdommen. Men hvis dyret har fysiske skavanker, hvis det er lamt, blindt, eller der er andet i vejen med det, må I ikke ofre det i helligdommen, men spise det hjemme på almindelig vis, hvad enten I er rene eller urene. Dog skal I hælde blodet ud på jorden, for det må I ikke spise.
Husk altid at fejre påskefesten i aviv måned til minde om den nat, da Herren jeres Gud førte jer ud af Egypten. Offerdyret skal tages fra småkvæget eller hornkvæget. Efter at I har bragt dyret til helligdommen og slagtet det, skal I spise det sammen med det usyrnede brød, og I skal fortsætte med at spise usyrnet brød i syv dage til minde om det brød, I spiste, da I forlod Egypten i en sådan hast, at der ikke var tid til at lade brødet hæve. Fremover skal I altid huske at fejre den dag, I forlod Egypten. I syv dage må der ikke findes surdej i jeres hjem, og I må ikke levne noget af påskeofferet til næste morgen.
I må ikke spise påskeofferet hjemme. Det må kun spises på det sted, som Herren vil udvælge til sin helligdom, og det skal slagtes ved solnedgang på årsdagen for befrielsen fra slaveriet i Egypten. Når I har stegt dyret og spist det, kan I næste morgen tage tilbage til jeres telte, og de følgende seks dage må I ikke spise brød med surdej i. På den syvende dag skal I lade arbejdet hvile, og I skal alle samles for Herrens ansigt til højtidsfest.
Tæl syv uger frem fra den første kornhøst. Da skal I fejre ugefesten. På den dag skal I bringe Herren frivillige ofre i forhold til den høst, han har velsignet jer med. I skal glæde jer for Herrens ansigt sammen med jeres familie og husstand, og ikke glemme at invitere levitterne, de fremmede, enkerne og de forældreløse iblandt jer til at følge med jer til festen i helligdommen. Husk på, at I selv var slaver i Egypten. Det vil hjælpe jer til at værdsætte baggrunden for denne regel.
Den tredje højtid, løvhyttefesten, skal I fejre efter endt høst, når kornet er tærsket, og vindruerne er presset. I syv dage skal I glæde jer sammen med jeres familie og husstand, og glem ikke at invitere levitterne, de fremmede, enkerne og de forældreløse iblandt jer til at følge med jer til festen i helligdommen på det sted, Herren vil udvælge. Dér skal I glæde jer og takke Herren for hans velsignelse over høsten og det arbejde, I har udført.
Ved de tre højtider skal alle mænd i Israel drage op til helligdommen og medbringe deres offergaver i forhold til den velsignelse, Herren har givet dem.
I de byer, som Herren, jeres Gud, giver de enkelte stammer, skal I udpege dommere og administrative ledere, der kan dømme folket retfærdigt. De skal være upartiske og må ikke tage imod bestikkelse, for bestikkelse påvirker ledernes dømmekraft og får dem til at bøje retten. Lad retfærdigheden råde iblandt jer, så I kan indtage det land, Herren giver jer, og også blive boende i landet.
Når I bygger et alter for Herren, jeres Gud, må I ikke rejse Asherapæle ved siden af, eller stenstøtter, for den slags er udtryk for afgudsdyrkelse, og det er noget, Herren hader.
Hør på mine visdomsord, min søn,
lyt til den indsigt, jeg har,
så du kan leve dit liv i visdom
og vælge dine ord med omtanke.
En utro kvindes ord er søde som honning,
hendes smiger glider ned som smør,
men bagefter bliver den bitter som malurt,
skarp som et tveægget sværd.
Hun haster mod døden,
hendes skridt fører lige til dødsriget.
Hun er ligeglad med livets vej,
hun er på afveje, men ved det ikke.
Hør godt efter, min søn,
læg mærke til, hvad jeg siger:
Hold dig fra en anden mands kone,
kom ikke i nærheden af hendes hus.
Ellers spilder du din rigdom på en fremmed kvinde,
bruger dine bedste år på at føje et grusomt menneske.
Fremmede mennesker vil feste på din bekostning
og nyde frugten af dit slid og slæb.
Når det hele er forbi, vil du græmme dig,
når du ser, hvordan du ødelagde dit liv.
„Gid jeg havde lyttet til min fars formaning!”
vil du sige til dig selv.
„Havde jeg dog bare hørt efter!
Jeg adlød ikke mine vejledere,
rettede mig ikke efter deres råd.
Nu er mit liv ødelagt,
og min synd er offentligt kendt.”
Drik vand fra din egen beholdning,
det rene vand fra din egen brønd.
Brug ikke din livskraft på fremmede kvinder,
men lad kærligheden blomstre i dit eget hjem.
Sats på at elske din egen kone
i stedet for fremmede kvinder.
Lad Gud velsigne din egen livskilde,
glæd dig over din ungdoms hustru,
din turteldue, dine øjnes fryd.
Glæd dig ved hendes bryster
og berus dig i hendes kærlighed!
Hvorfor vil du lade dig forføre
af en fremmed, en anden mands kone?
Husk på, at Herren ser alle dine handlinger,
han lægger mærke til alt, hvad du gør.
Den ondes synder bliver hans skæbne,
han fanges i sine handlingers fælde.
Han dør af mangel på selvdisciplin,
hans tåbelighed styrter ham i graven.
Min søn, har du kautioneret for en nabo
eller stillet garanti for en fremmed,
så er du bundet af det ord, du har givet,
sidder fast i en dumdristig aftale.
Prøv at komme ud af det, min søn,
for du er jo i den anden mands magt.
Anmod ham straks om at annullere aftalen.
Udsæt det ikke til dagen efter!
Giv dig ingen ro, før det er gjort!
Fri dig fra snaren, før løkken strammes,
flygt fra fælden, før den klapper i.
Er du doven, så tag ved lære af myren,
få forstand af at studere dens færden.
Den arbejder uden at have pisken over nakken,
den har hverken chef eller arbejdsgiver.
Den indsamler proviant om sommeren,
opbygger sit vinterforråd i høsttiden.
Hvor længe bliver du liggende, dit dovendyr?
Hvornår har du tænkt dig at stå op?
„Åh, bare en lille en på øjet, bare lidt mere søvn,
en lille lur med foldede hænder.”
Men pludselig overfalder fattigdommen dig,
som en bevæbnet røver angriber sulten dig.
En ond og samvittighedsløs slyngel
er den, som taler bedrageriske ord,
som blinker med det ene øje,
skraber med foden og giver tegn med hænderne.
Han pønser hele tiden på ondt
og er årsag til skænderier overalt, hvor han kommer.
Men pludselig indhenter ulykken ham,
på et øjeblik bliver han slået ned uden håb om redning.
Der er mange ting, Herren hader,
især er der syv forfærdelige synder:
Hovmodige øjne, løgnagtige tunger,
hænder, der dræber uskyldige folk,
et hoved fyldt med onde planer,
fødder, der iler med at øve vold,
et vidne, som lyver i retten,
og den, der skaber splid mellem venner.
Husk at følge din fars råd, min søn,
glem ikke, hvad din mor har lært dig.
Gem ordene i dit hjerte og hav dem altid for øje,
lad dem vise dig vejen, du bør gå.
De giver dig ro, når du skal sove,
de vejleder dig, når du tager hul på en ny dag.
De giver dig lys på vejen frem
og leder dig til et langt og godt liv.
De beskytter dig mod utro kvinder,
mod gifte koners lokkende kalden.
Lad være med hemmeligt at beundre deres skønhed,
bliv ikke fanget af forførende blikke.
Det koster ikke meget at få fat i en prostitueret,
men at ligge hos en anden mands kone kan koste dit liv.
Kan man bære gløder i hænderne
uden at brænde fingrene?
Kan man gå på gloende kul
uden at få sår på fødderne?
Kan en mand begå ægteskabsbrud
uden at lide under konsekvenserne?
Man kan forstå en mand, som stjæler,
hvis han er ved at dø af sult.
Men bliver han pågrebet,
må han betale syv gange så meget tilbage.
Kan han ikke betale,
må han sælge ud af sine ejendele.
Men begår du ægteskabsbrud, er du uden undskyldning.
Så er du dum nok til at lægge løkken om din egen hals.
Du bliver straffet og vanæret,
din forbrydelse vil altid blive husket.
En jaloux ægtemand er rasende,
og hans hævn er ubarmhjertig.
Han tager ikke imod godtgørelse,
ingen erstatning kan dæmpe hans vrede.
Jeg siger det, før det sker, for at I ikke skal miste troen. I vil blive smidt ud af synagogen, ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud. Og det vil de gøre, fordi de hverken kender min Far eller mig. Men når forfølgelserne kommer, så husk på, hvad jeg nu har sagt til jer. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har hele tiden været hos jer.
Nu skal jeg snart tilbage til ham, der sendte mig, og ingen af jer spørger mig længere, hvor jeg går hen. I er fyldt af sorg og uro på grund af det, jeg har fortalt jer, men I må tro mig, når jeg siger, at det er bedst for jer, at jeg går bort. Kun hvis jeg går bort, kan Vejlederen komme til jer, og når jeg er gået bort herfra, vil jeg sende ham til jer.
Når Helligånden kommer, vil han afsløre folks forkerte opfattelse af synd, retfærdighed og dom. Deres synd er, at de ikke tror på mig. Det er retfærdigt, at jeg går til Faderen, og I derfor ikke længere kan se mig. Dommen består i, at denne verdens fyrste er dømt.
Jeg har stadig meget at sige jer, som I ikke kan forstå endnu. Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer.
Snart ser I mig ikke mere, men lidt senere vil I se mig igen.” Da spurgte disciplene hinanden: „Hvad mener han med, at vi snart ikke skal se ham mere, men at vi så lidt senere får ham at se igen? Og hvad mener han med, at han skal gå til Faderen, og at det skal ske snart? Vi forstår det ikke.”
Jesus var klar over, at de ønskede at spørge ham om det, så han sagde: „I spørger hinanden, hvad jeg mener med det, jeg sagde. Dét siger jeg jer: Denne verden vil glæde sig over det, der skal ske med mig – men I vil sørge og græde. Bagefter vil jeres sorg blive vendt til glæde. En kvinde glæder sig ikke til den smerte, der er forbundet med at føde, men når barnet er født, glemmer hun smerterne af glæde over, at et lille menneskebarn er kommet til verden. Det samme gælder jer. I er ikke glade lige nu, men vi skal ses igen, og da skal I opleve en glæde i hjertet, som ingen kan tage fra jer. Når den tid kommer, skal I ikke længere spørge mig om noget, for I kan gå direkte til Faderen. Det siger jeg jer: Han vil give jer, hvad I beder om i mit navn. Endnu har I ikke prøvet at bede om noget i mit navn. Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.
Indtil nu har jeg måttet tale til jer i billeder, men den tid kommer, hvor det ikke er nødvendigt længere. Da vil jeg tale klart til jer om Faderen. Når det sker, kan I også gå direkte til ham i mit navn. Det er ikke nødvendigt, at jeg går i forbøn for jer hos Faderen, for han elsker jer, fordi I elsker mig, og fordi I tror, at jeg er kommet fra ham. Da jeg kom til denne verden, kom jeg fra Faderen. Nu forlader jeg så denne verden og er på vej tilbage til Faderen.”
Disciplene udbrød: „Nu taler du klart og ikke længere i billeder. Og vi forstår nu, at du ved alt, og at der ikke er grund til at stille flere spørgsmål. Derfor tror vi på, at du er kommet fra Gud.”
„Mon I nu også tror?” sagde Jesus. „Om ganske kort tid vil I være spredt for alle vinde, og jeg vil stå alene tilbage. Men jeg er ikke alene, for min Far er med mig. Jeg har sagt jer alt det her, for at I skal søge jeres fred hos mig. I denne verden vil I blive forfulgt, men vær ved godt mod, for jeg har sejret over verden!”
De får, geder eller okser, I ofrer til Herren, må ikke være syge eller have fysiske skavanker. Den slags bryder Herren sig ikke om.
Hvis I hører om nogle mænd eller kvinder i landets byer, der har brudt den pagt, I har sluttet med Herren, jeres Gud, og trodset hans befaling ved at dyrke afguder eller tilbede solen, månen eller stjernerne, skal I først undersøge, om rygtet taler sandt. Hvis der virkelig er tale om afgudsdyrkelse, skal vedkommende pågribes, føres uden for byen og stenes til døde. Henret aldrig nogen på grundlag af et enkelt vidneudsagn. Der skal mindst to eller tre vidner til. Vidnerne skal kaste de første sten, hvorefter de øvrige tilstedeværende skal stene den skyldige til døde. Derved fjerner I det onde fra jeres midte.
Visse retssager kan synes for komplicerede for de lokale dommere. Det kan dreje sig om ejendomsret, uagtsomt manddrab eller voldelige overfald. Den slags sager skal I overdrage til præsterne og den fungerende dommer ved helligdommen. Den dom, de fælder, kan ikke appelleres, men må følges til punkt og prikke. Hvis de anklagede nægter at anerkende den dom, som den ansvarlige præst eller dommer fælder, skal de straffes med døden. Den slags egenrådighed skal udryddes i Israel. Når folk hører om det, vil de blive bange og ikke gøre oprør en anden gang.
Når I har indtaget det land, Herren, jeres Gud, vil give jer, og slået jer ned i landet, og I så tænker: ‚Vi burde have en konge ligesom vores nabofolk,’ må I ikke selv vælge en konge, men vente på, at Herren viser jer, hvem det skal være. Kongen skal være israelit, ikke udlænding, og han må ikke anskaffe sig masser af heste til sine krigstogter. Han må heller ikke sende folk til Egypten for at opkøbe heste, for Herren har udtrykkeligt advaret jer imod at vende tilbage til Egypten. Kongen må ikke tage sig mange koner, for at hans hjerte ikke skal vende sig fra Herren. Rigdom i store mængder må han heller ikke skaffe sig.
Så snart han er blevet indsat og sætter sig på kongetronen, skal han få lavet sin egen kopi af lovbogen, som findes i præsternes varetægt.
Denne kopi skal han altid have ved hånden, og han skal læse i den hver dag, så han kan lære at frygte Herren, adlyde hans befalinger og ikke føle sig hævet over sine landsmænd. Så vil han få lov at regere længe, og hans slægt vil få lov at sidde på Israels trone i mange generationer.
Husk, at præsterne og de øvrige levitter ikke får nogen jord tildelt som resten af Israels folk. Præsterne og levitterne skal leve af de offergaver, som folket bringer til helligdommen. De må ikke eje jord som deres landsmænd. De skal sætte deres lid til Herren, og han har lovet at sørge for dem.
Når I ofrer hornkvæg eller småkvæg til Herren, skal I overlade boven, kæberne og maven til præsterne. Derudover har de krav på førstegrøden af jeres korn-, vin- og olivenhøst, samt den første uld fra fåreklipningen. Herren jeres Gud har blandt Israels folk udtaget Levis stamme til altid at gøre tjeneste ved helligdommen.
Enhver levit har, uanset hvor han bor i landet, ret til når som helst at komme til helligdommen og gøre tjeneste der på lige fod med alle andre levitter, som regelmæssigt arbejder der. Han har krav på sin retmæssige del af ofrene, også selv om han har indtægter ved salg af nogle af sine ejendele.
Når I kommer ind i det land, som Herren vil give jer, så pas på, at I ikke lader jer friste til at deltage i lokalbefolkningens afgudsdyrkelse. Ingen iblandt jer må brænde sine børn som offer til afguderne, udøve spådomskunst eller trolddomskunst, bruge sort magi eller have noget som helst med spiritisme at gøre. Herren ser med væmmelse på enhver, der beskæftiger sig med den slags ting, ja, det var netop derfor Herren, jeres Gud, besluttede at jage de indfødte ud af landet og give det til jer. I må ikke følge deres eksempel, men I skal trofast adlyde Herren i alle ting.
Herren, jeres Gud, vil engang sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk, og I skal lytte til ham og adlyde ham. Jeres forældre bad selv om at få en profet som mellemmand, dengang de stod ved foden af Horebs bjerg og tiggede om at blive fri for selv at skulle høre Guds frygtindgydende stemme og se den fortærende ild, fordi de var bange for at dø.
‚Godt,’ sagde Herren til mig, ‚jeg vil give dem, hvad de beder om. Jeg vil sende dem en profet som dig. Han skal udgå fra deres eget folk, og jeg vil fortælle ham, hvad han skal sige. Han skal være mit talerør overfor folket, og jeg vil personligt tage mig af enhver, der nægter at anerkende de ord, profeten taler på mine vegne. Men hvis en profet påberåber sig autoritet fra mig, på trods af at jeg ikke har talt til ham, skal han dø. Det samme gælder enhver profet, der taler på andre guders vegne.’
Hvordan kan man så afgøre, om en profeti kommer fra Herren eller ej? Hvis profetien ikke går i opfyldelse, kommer den ikke fra Herren. Budskabet er da noget, profeten selv har fundet på, og I skal ikke være bange for den dom, han forkynder.
Glem ikke mine gode råd, min søn,
hav dem altid i tanke.
Lyt til mine råd, så du får et godt liv,
pas på dem som på en dyrebar skat.
Skriv dig dem bag øret,
så du aldrig glemmer dem.
Elsk visdom som en søster,
lad indsigten være din bedste ven.
Lad dem værne dig mod en andens hustru,
beskytte dig mod løsagtige kvinders smiger.
En dag, jeg sad ved mit vindue
og kiggede ud gennem gitteret,
så jeg blandt de uforstandige unge mænd
en, der virkede utrolig naiv.
Jeg så ham gå hen ad gaden,
på vej mod en bestemt kvindes hus.
Tusmørket var faldet på,
og snart ville natten komme.
Da kom kvinden ham i møde,
smilende og udfordrende klædt.
Det er en højrøstet og trodsig kvinde,
som ikke bare kan sidde derhjemme.
Hun står altid på lur efter de unge mænd
i en døråbning eller på et gadehjørne.
Hun greb fat i den unge mand og kyssede ham,
mens hun skamløst forklarede:
„Jeg har lige bragt et fællesskabsoffer til Gud,
så jeg har masser af kød i huset!
Jeg var netop på vej for at opsøge dig,
så det var godt, at jeg mødte dig.
Min seng er redt med puder og tæpper
og det fineste spraglede linned fra Egypten.
Jeg har stænket dem med parfume
af myrra, aloe og kanel.
Kom, lad os beruse os i elskov,
lad os more os til morgenen gryr.
Min mand er ikke hjemme,
han er taget på en lang rejse.
Han tog en hel sæk penge med,
så det varer længe, før han kommer hjem.”
Hun besnærede ham med sin talestrøm,
forførte ham med sine sukkersøde ord.
Hurtigt fulgte han efter hende,
som en tyr på vej til slagtning,
som en hjort, der går i fælden
og kun venter på at få en pil gennem hjertet,
som en fugl, der er fanget i nettet
og ikke ved hvilken skæbne, der venter den.
Hør godt efter, min søn,
læg nøje mærke til, hvad jeg siger.
Lad dig ikke besnære af sådanne kvinder,
hold dig på lang afstand af dem.
Utallige mænd har de fået i saksen,
mange har mistet livet på grund af dem.
Døren til deres hus er indgangen til døden,
den fører direkte ned i dødsriget.
Visdommen kalder, hvem vil høre?
Indsigten råber sit budskab ud.
Den står på højdepunkter langs vejen,
stiller sig op ved befærdede gadehjørner.
Ved byens porte og på de åbne pladser
kan dens klare stemme høres:
„Jeg kalder på alle mennesker,
lyt til mit budskab, hver og én.
Forstå dog, hvad visdom er,
tag imod lidt sund fornuft.
Jeg har vigtige ting at fortælle jer,
jeg siger, hvad der er ret og rigtigt.
Min mund taler altid sandt,
jeg hader alt, hvad der er ondt.
Alt, hvad jeg siger, er sandt og godt,
der er intet falsk eller forkert i det.
Mine ord er indlysende for de forstandige,
ligetil for dem, der har en smule indsigt.”
Sæt større pris på min vejledning end på sølv,
for min undervisning er mere værd end guld.
At eje visdom er vigtigere end at eje juveler,
intet kan sammenlignes med den.
„Jeg, Visdom, har dømmekraft
foruden indsigt og sund fornuft.
Gudsfrygt indebærer at hade det onde.
Jeg hader hovmod og indbildskhed,
løgn og ondsindet sladder.
Følg mine gode råd og få fremgang,
indsigt og dømmekraft får du hos mig.
Jeg hjælper konger til at regere retfærdigt
og lovgivere til at udstede gode love.
Jeg hjælper guvernører til at træffe de rigtige valg,
alle jordens dommere har brug for mig.
Jeg kommer til dem, der vil tage imod mig.
De, som oprigtigt søger mig, finder mig.
Jeg giver dem rigdom og ære,
vedvarende værdier og gode normer.
Den gave, jeg giver, er bedre end det fineste guld,
den er mere værd end det fornemste sølv.
Jeg følger sandhedens stier,
vandrer på hæderlighedens veje.
De, der følger mig, lider ingen nød,
for jeg fylder deres forrådshuse.
Herren skabte mig i begyndelsen
før resten af hans skaberværk.
Jeg har min oprindelse i evigheden,
før verdens grundvold blev lagt.
Jeg blev dannet før havets dyb,
før kilderne og floderne var til.
Jeg var der, før bjergene blev dannet,
og højene blev skabt,
før Gud havde frembragt landjorden med dens marker,
før det første stykke jord kom til syne.
Da Gud udspændte himlens hvælving,
da han lagde jordens flade på urdybet,
da han anbragte skyerne over jorden
og åbnede kilderne under jorden,
da han med sit ord satte en grænse for havet,
da han lagde jordens grundvold fast,
da var jeg ved hans side som hans arkitekt.
Jeg glædede mig dag for dag,
frydede mig sammen med ham,
jublede ved at se den vide jord,
ved at se menneskene blive skabt.”
Hør derfor godt efter, min søn,
for du bliver lykkelig ved at følge mit råd.
Lyt til mig, så du kan få visdom.
Ignorer ikke visdommen, når den siger:
„Velsignede er de, der lytter til mig,
de, der venter ved min dør dag efter dag.
De, der tager imod mig, får et godt liv,
for de opnår Guds velvilje.
De, der forkaster mig, skader sig selv.
Siger de nej til mig, siger de ja til døden.”
Derefter så Jesus op mod nattehimlen og sagde: „Far, nu er tiden inde. Ophøj din Søn, så jeg kan ophøje dig. Du har jo givet mig den højeste myndighed over hele menneskeheden, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, du har givet mig. Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og den Frelser og Messias, som du har sendt. Jeg har æret dig her på jorden ved at fuldføre den opgave, du har givet mig. Far, ær du nu mig og før mig tilbage til din herlighed – tilbage til den position, jeg havde hos dig, før verden blev skabt.
Jeg har åbenbaret, hvem du er, for de mennesker, som du kaldte ud af verden og gav til mig. De var dine, men du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra dig, for de ord, jeg har fået fra dig, har jeg givet videre til dem, og de har taget imod dem. De ved nu, at jeg er kommet fra dig, og at du har sendt mig.
Jeg går i forbøn for dem, Far. Jeg går ikke i forbøn for verden, men for dem, som du har givet mig, for de tilhører dig. Du og jeg har alt tilfælles, og mine disciple har gjort mig ære. Nu kommer jeg til dig, for jeg skal ikke være i verden længere, men de skal leve i denne verden. Hellige Far, hold din hånd over dem, som du har givet mig. Beskyt dem med den mægtige kraft, som du gav mig, for at de må blive ét, ligesom vi er ét! Så længe jeg var hos dem, beskyttede jeg dem med din kraft. Jeg tog hånd om dem, så ikke en eneste af dem gik fortabt – undtagen ham, der måtte gå fortabt, og på den måde blev Skriften opfyldt.
Nu er jeg på vej til dig, og jeg siger det her, mens jeg endnu er på denne jord, for at de må blive fyldt med min glæde. Jeg har indviet dem i dit budskab, og nu hader verden dem, fordi de ikke længere er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af den. Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at beskytte dem fra den Ondes angreb. Men de hører ikke til i verden, ligesom jeg ikke hører til i verden. Rens dem gennem dit ord, som er sandheden. Som du sendte mig til verden, sender jeg nu dem til verden. Jeg indvier mig selv til dig, for at også de gennem erkendelsen af sandheden må indvi sig helt til dig.
Jeg beder ikke kun for dem, der er her, men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd. Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig. Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive ét, ligesom vi er ét. Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen! Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.
Far, mit ønske er, at de, som du har givet mig, må komme til det sted, hvor jeg tager hen, og at de må se den herlighed, som du har givet mig, fordi du har elsket mig, fra før verden blev til. Retfærdige Far! Selv om verden ikke kender dig, så kender jeg dig, og mine disciple her ved, at du har sendt mig. Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.”