I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var øde og tom, og urdybet lå hen i totalt mørke, men Guds Ånd svævede over de mørke vande.
Så sagde Gud: „Der skal blive lys!” og så var der lys. Gud glædede sig over lyset, og han satte skel mellem lyset og mørket. Tiden med lys kaldte han dag, og tiden med mørke kaldte han nat. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den første dag.
Så sagde Gud: „Der skal være en hvælving midt i alt vandet til at dele det.” Og Gud dannede en hvælving, så vandet ovenfor den blev adskilt fra vandet nedenfor den. Hvælvingen kaldte han himmel. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den anden dag.
Dernæst sagde Gud: „Vandet under himmelhvælvingen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne.” Og sådan skete det. Det tørre land kaldte han jord, og de steder, hvor vandet var, kaldte han hav; og Gud glædede sig over sit værk.
Derpå sagde Gud: „Grønne planter, der bærer frø, skal spire frem af jorden, og frugttræer, som bærer frugt med kerner, skal vokse op, så de kan formere sig, hver efter sin art.” Og sådan blev det. Op af jorden spirede grønne planter, som bar frø, og træer, som bar frugt med kerner, hver efter sin art. Og Gud glædede sig over sit værk. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den tredje dag.
Så sagde Gud: „Der skal være lysgivere på himmelhvælvingen, som sætter skel mellem dag og nat, og som markerer årstidernes skiften og festdagenes begyndelse.” Og sådan blev det. Gud frembragte to store lys på himlen til at skinne på jorden, det største lys, solen, får magten om dagen, og det mindre, månen, får magten om natten sammen med stjernerne. Han satte dem på himmelhvælvingen til at lyse på jorden, til at sætte skel mellem dagen og natten. Og han glædede sig over sit værk. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den fjerde dag.
Dernæst sagde Gud: „Vandet skal vrimle med fisk og andet liv, og der skal være et mylder af fugle i luften.” Og sådan blev det. Gud skabte de store havdyr og en mangfoldighed af fisk og fugle; og han glædede sig over sit værk. Han velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange. Fiskene skal fylde havene, og fuglene skal fylde luften.” Det blev aften, og det blev morgen. Det var den femte dag.
Derpå sagde Gud: „Af jorden skal der fremstå alle slags dyr – kvæg, krybdyr og alle mulige vilde dyr.” Og sådan blev det. Gud dannede alle slags vilde dyr, krybdyr og husdyr, alle i stand til at formere sig, hver efter sin art; og Gud glædede sig over sit værk.
Så sagde Gud: „Lad os frembringe et levende væsen, der ligner os. Det får magt over alt dyrelivet – fiskene i havet, fuglene i luften og de tamme og vilde dyr på jorden.” Da skabte Gud to mennesker, som lignede ham. De blev skabt som mand og kvinde. Gud velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange, bred jer over hele jorden og tag den i besiddelse! Tag magten over fiskene, fuglene og alle de andre dyr på jorden.” Gud fortsatte: „Se! Jeg giver jer alle de frøbærende planter på jorden som føde, og I må også spise frugt fra de mange frugttræer. Jeg giver græsset og alt grønt til føde for dyrene og fuglene.” Og sådan blev det. Gud betragtede nu hele sit skaberværk, og han var ovenud tilfreds med det. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den sjette dag.
På den måde blev himlen og jorden og alt liv skabt. Skaberværket var nu fuldført, og Gud hvilede på den syvende dag. Han velsignede den og indviede den til hviledag.
Da Gud skabte verden, var der først ingen grønne planter eller buske på jorden, for han havde endnu ikke ladet det regne. Der var heller ingen mennesker til at dyrke jorden. Men der vældede vand frem af jorden og vandede dens overflade.
Så formede Gud et menneske af jorden og blæste livsånde i dets næsebor, så det blev et levende væsen. Gud havde plantet en have i Eden mod øst, og dér anbragte han nu det menneske, som han havde skabt. Gud havde plantet alle slags smukke træer i haven, træer med en mængde frugt. Midt i haven stod livets træ og træet, der giver kendskab til både godt og ondt. I Eden udsprang en flod, som vandede haven. Derfra delte den sig i fire andre floder. Den første flod hedder Pishon. Den bugter sig omkring landet Havila, hvor der findes guld af fin kvalitet samt bedellium og ædelsten. Den anden flod kaldes Gihon. Den løber gennem landet Kush. Den tredje flod kaldes Tigris. Den løber langs med Assyriens østgrænse. Den fjerde flod kaldes Eufrat.
Gud satte mennesket, Adam, i Edens have, for at han skulle passe den, og han sagde til ham: „Du må spise frugten fra alle træerne i haven undtagen det træ, som giver kendskab til både godt og ondt. Hvis du spiser af den frugt, skal du dø.”
Derpå sagde Gud: „Det er ikke godt for Adam at være alene. Jeg vil give ham en livsledsager, der passer til ham.” Gud havde af jorden formet alle slags dyr og fugle. Dem førte han nu hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; og hvad Adam kaldte dem, blev deres navn. Adam navngav alle fuglene og de vilde og tamme dyr, men han fandt ikke nogen passende ledsager iblandt dem. Derfor lod Gud Adam falde i en dyb søvn. Mens han sov, tog Gud et af hans ribben og lukkede stedet til igen med kød. Af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.
„Ja!” udbrød Adam. „Det er knogler af mine knogler og kød af mit kød! Hun skal hedde kvinde, for hun er taget ud af manden.c” Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét.
Adam og hans kone var begge nøgne, men de skammede sig ikke over deres nøgenhed.
Slangen var den mest udspekulerede af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde: „Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?” „Nej, vi må da gerne spise frugt fra træerne i haven!” svarede kvinden. „Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!” „I dør da ikke,” hvislede slangen. „Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.”
Kvinden lagde nu mærke til, hvor dejlig frugten så ud, lige til at spise og få forstand af. Hun plukkede en frugt og spiste af den. Derefter gav hun en til sin mand, som også var der, og han spiste af den. Straks lagde de mærke til, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.
Henimod aften, da luften blev kølig, hørte Adam og kvinden, at Gud kom gående i haven, og de gemte sig inde mellem træerne. Gud kaldte: „Adam, hvor er du?” Adam svarede: „Jeg hørte dig komme, og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen. Derfor gemte jeg mig.” „Hvem fortalte dig, at du var nøgen?” spurgte Gud. „Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?” „Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,” indvendte Adam, „og så spiste jeg.”
Så vendte Gud sig til kvinden: „Hvor kunne du gøre det?” udbrød han. „Det var slangen, der lokkede mig til det,” forsvarede hun sig, „og så spiste jeg.”
Nu talte Gud til slangen: „Som straf for det, du har gjort, skal du være den mest forbandede af alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv! Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem dit afkom og hendes afkom. Du skal hugge ham i hælen, men han skal knuse dit hoved!”
Derpå sagde Gud til kvinden: „Jeg vil forstærke ubehaget ved din graviditet og smerten ved at føde børn. Du vil gerne have magt over din mand, men du skal underordne dig under ham.”
Til Adam sagde Gud: „Fordi du adlød din kone og spiste af frugten, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, er du nu skyld i, at jorden bliver forbandet. Hele dit liv må du møjsommeligt slide for at skaffe dig føden. Nu må du leve af, hvad du kan dyrke på marken, hvor der også vil vokse tjørn og tidsler. Du kommer til at arbejde hårdt for føden, indtil du dør og bliver lagt i jorden, hvoraf du er formet. For af jord er du kommet, og til jord skal du blive.”
Adam kaldte sin kone Eva, for hun blev hele menneskeslægtens mor. Derpå lavede Gud skindtøj til Adam og hans kone.
Så sagde Gud: „Nu da menneskene er blevet som os i den forstand, at de kender både det gode og det onde, skal de ikke også spise frugten fra livets træ og leve evigt.” Derfor bortviste Gud dem fra Edens have og satte dem til at dyrke den jord, hvoraf de var taget. Han drev dem ud og satte keruber øst for Edens have til at bevogte vejen til livets træ med glimtende og hvirvlende flammesværd.
En mand ved navn Job boede i området Utz. Han var en retskaffen og gudfrygtig mand, der gjorde sit bedste for ikke at synde imod Gud. Han havde syv sønner og tre døtre, og han var meget rig. Han ejede 7000 får, 3000 kameler, 500 par okser, 500 hunæsler samt et stort antal tjenestefolk, så han var den rigeste mand i området øst for Israel.
Jobs sønner elskede at holde fest på omgang hos hinanden. De inviterede altid deres tre søstre med, og der blev spist og drukket i flere dage. Hver gang en sådan fest var forbi, sendte Job bud efter dem, for at de kunne gennemgå en renselsesceremoni. Han stod op tidligt om morgenen og bragte et brændoffer for hver af dem for at bede Gud om tilgivelse, hvis de i festens kådhed var kommet til at synde mod Gud og i tankerne havde forbandet ham.
En dag, da englene trådte frem for Herren, var også Satan iblandt dem.
„Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
„Nå, det har du,” fortsatte Herren. „Lagde du mærke til min tjener Job? Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd.”
„Det er da klart,” indvendte Satan. „Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet! Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.”
Så gik Satan bort fra Herren.
Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror. Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: „Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: „Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”
Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: „Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: „Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus. Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”
Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!”
På trods af denne tragedie syndede Job ikke. Han anklagede ikke Gud for det, der var sket.
Kort tid efter trådte englene igen frem for Herren, og Satan var iblandt dem.
„Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
„Lagde du mærke til min tjener Job?” spurgte Herren. „Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd. Han har bevaret sin gudhengivenhed, selvom du udfordrede mig til at lade dig skade ham uden grund.”
„Han har endnu ikke mærket noget på sin egen krop,” svarede Satan. „Mennesker vil gøre alt for at bevare livet. Hvis du rammer ham på hans egen krop, skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
„Gør, hvad du vil, Satan,” svarede Herren. „Men du må ikke tage livet af ham.”
Derpå gik Satan sin vej og sørgede for, at Job blev plaget af ondartede bylder fra top til tå. Den stakkels Job satte sig ud på askedyngen og skrabede sine bylder med et potteskår.
Da sagde hans kone til ham: „Holder du stadig fast ved din gudhengivenhed? Forband dog Gud og dø!”
Men Job svarede: „Sikke noget snak! Skal vi kun tage imod det behagelige fra Gud, og ikke det ubehagelige?”
På trods af alle sine lidelser anklagede Job ikke Gud med et eneste ord.
Da Jobs tre venner hørte om de tragedier, der havde ramt ham, aftalte de med hinanden, at de ville tage hen for at trøste og opmuntre ham. De tre venner var Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Zofar fra Naʼama. Da de kom til Job, kunne de næsten ikke genkende ham, så frygtelig så han ud. De brast i gråd, rev flænger i deres tøj og kastede støv op i luften. Så satte de sig på jorden ved siden af ham uden at sige et ord, for de kunne se, at han havde store smerter. I syv dage, dag og nat, sad de og led sammen i tavshed.
Jesus var „søn” af både kong David og af Abraham. Her følger slægtstavlen:
Abraham blev far til Isak, og Isak far til Jakob. Jakob blev far til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peretz og Zerach. Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram, og Ram blev far til Amminadab. Amminadab blev far til Nahshon, som blev far til Salma, og Salma blev far til Boaz, hvis mor hed Rahab. Boaz blev far til Obed, hvis mor hed Ruth. Obed blev far til Isaj, og Isaj far til kong David.
David blev med Uriasʼ kone far til Salomon. Salomon blev far til Rehabeam, som blev far til Abija, og Abija blev far til Asa. Asa blev far til Joshafat, som blev far til Joram. Joram blev far til Uzzija, som blev far til Jotam, og Jotam blev far til Ahaz. Ahaz blev far til Hizkija, som blev far til Manasse, og Manasse blev far til Amon. Amon blev far til Josias, som blev far til Jekonja og hans brødre, der levede på den tid, da folket blev ført bort til Babylon.
Efter at folket var ført bort til Babylon, blev Jekonja far til Shealtiel, som blev far til Zerubbabel, som igen blev far til Abiud. Abiud blev far til Eljakim, som blev far til Azor, og Azor blev far til Zadok, som blev far til Akim. Akim blev far til Eliud, som blev far til Eleazar, og Eleazar blev far til Mattan, som blev far til Jakob. Jakob blev far til Josef, der blev gift med Maria, som var mor til Jesus, der også kaldes Messias.
Der er altså 14 slægtled fra Abraham til kong David, og 14 fra kong Davids tid, indtil folket blev ført bort til Babylon, og 14 fra den tid, da folket kom til Babylon, indtil Messias blev født.
Jesus, Messias, kom til verden på følgende måde: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun ventede et barn ved Helligåndens kraft. Josef var en god og retskaffen mand, som ikke ville udsætte hende for offentlig skam, så han besluttede sig til i al stilhed at hæve forlovelsen.
Mens han grublede over det, havde han en drøm, hvor en engel fra Gud viste sig for ham. Englen sagde: „Josef, du er jo af kong Davids slægt, og du skal ikke være betænkelig ved at gifte dig med Maria, for det barn, hun venter, er blevet til ved Helligåndens kraft. Hun skal føde en søn, og du skal kalde ham Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.”
På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem en af sine profeter:
„Se, jomfruen vil blive gravid.
Hun skal føde en søn,
og han skal kaldes ‚Immanuel’.”
(Det navn betyder: „Gud er med os”).
Da Josef vågnede, stod han op og gjorde, som englen havde sagt. Han accepterede at gifte sig med Maria, men havde ikke ægteskabeligt samliv med hende, før hun havde født. Maria fødte så en dreng, som fik navnet Jesus.
Adam lå hos sin kone, Eva, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Kain, for – som hun sagde: „Med Guds hjælp har jeg fået en søn.” Hendes næste søn fik navnet Abel.
Abel vogtede får, og Kain dyrkede jorden. Engang bragte Kain en offergave til Gud af sin høst. Abel bragte også en offergave, det bedste kød fra sine førstefødte lam. Gud accepterede Abels offergave, men ikke Kains. Det blev Kain meget vred og bitter over.
„Hvorfor er du vred?” spurgte Gud. „Hvorfor går du og kigger ned i jorden? Når du gør det gode, kan du frit se andre i øjnene. Hvis du derimod gør, hvad der er ondt, så lurer synden ved din dør. Den ønsker at overmande dig, men du skal være herre over den.”
En dag sagde Kain til sin bror, Abel: „Lad os gå en tur ud på marken.” Mens de var derude, overfaldt Kain sin bror og slog ham ihjel. Så spurgte Gud Kain: „Hvor er din bror, Abel?” „Hvor skulle jeg vide det fra?” svarede Kain. „Jeg skal vel ikke gå og holde øje med ham!” Men Gud sagde: „Hvad har du dog gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Derfor skal du forvises fra agerjorden, som har drukket din brors blod. Den skal ikke længere give dig føden. Fra nu af skal du vandre hvileløst fra sted til sted.”
Kain blev fortvivlet. „Den straf er ikke til at bære!” udbrød han. „Du jager mig væk fra mine marker og gør mig hjemløs. Du støder mig bort fra din beskyttelse, så enhver, der ser mig, kan slå mig ihjel.” Men Gud svarede: „Hvis du bliver slået ihjel, skal du blive hævnet syv gange.” Så satte Gud et mærke på Kain som en advarsel, så ingen ville turde slå ham ihjel. Derpå rejste Kain væk fra Gud og bosatte sig i landet Nod, som lå øst for Eden.
Kain lå hos sin kone, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Enok. Kain grundlagde også en by og kaldte den Enok efter sin søn. Enok blev far til Irad, Irad blev far til Mehujael, Mehujael blev far til Metushael, og Metushael blev far til Lemek. Lemek tog sig to koner, Ada og Silla. Ada fik en søn, som fik navnet Jabal. Han blev stamfar til dem, der bor i telte og holder kvæg. Hans bror hed Jubal og blev stamfar til dem, der spiller på lyre og fløjte. Silla fik en søn, som blev kaldt Tubal-Kain. Han blev stamfar til dem, der smeder kobber og jern. Tubal-Kain havde en søster ved navn Naʼama.
Lemek sagde engang til sine koner:
„Ada og Silla, hør på mig,
lyt til, hvad jeg siger!
Jeg har dræbt en ung mand som hævn for et sår,
en dreng som hævn for en skramme.
Hvis Kain skulle hævnes 7 gange,
så skal jeg hævnes 77 gange!”
Adam og Eva fik en søn mere, som de kaldte Set, for – som Eva sagde: „Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, som Kain slog ihjel.” Set fik senere en søn, som han kaldte Enosh. På den tid begyndte man at påkalde og tilbede Gud som Herren over alle ting.
I det følgende kommer en fortegnelse over Adams efterkommere indtil oversvømmelsen.
Da Gud skabte menneskene, skabte han dem, så de lignede ham. Som mand og kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og kaldte dem fra begyndelsen „mennesker”.
Adam var 130 år, da hans søn Set blev født. Set var på alle måder en tro kopi af Adam. Efter Sets fødsel levede Adam endnu 800 år og fik mange sønner og døtre. Han døde 930 år gammel.
Set var 105 år, da hans søn Enosh blev født. Efter Enoshʼ fødsel levede Set endnu 807 år og fik sønner og døtre. Han døde 912 år gammel.
Enosh var 90 år, da hans søn Kenan blev født. Efter Kenans fødsel levede Enosh endnu 815 år og fik sønner og døtre. Han døde 905 år gammel.
Kenan var 70 år, da hans søn Mahalalel blev født. Efter Mahalalels fødsel levede Kenan endnu 840 år og fik sønner og døtre. Han døde 910 år gammel.
Mahalalel var 65 år, da hans søn Jered blev født. Efter Jereds fødsel levede Mahalalel endnu 830 år og fik sønner og døtre. Han døde 895 år gammel.
Jered var 162 år, da hans søn Enok blev født. Efter Enoks fødsel levede Jered endnu 800 år og fik sønner og døtre. Han døde 962 år gammel.
Enok var 65 år, da hans søn Metusalem blev født. Efter Metusalems fødsel levede Enok 300 år mere og fik sønner og døtre. Han blev 365 år gammel, og han levede i et nært fællesskab med Gud. Pludselig en dag forsvandt han, for Gud tog ham til sig.
Metusalem var 187 år, da hans søn Lemek blev født. Efter Lemeks fødsel levede Metusalem endnu 782 år og fik sønner og døtre. Han døde 969 år gammel.
Lemek var 182 år, da han fik en søn, som han kaldte Noa, for – som han sagde: „Noa vil bringe os trøst midt i det møjsommelige arbejde med jorden, som Herren har forbandet.” Efter Noas fødsel levede Lemek endnu 595 år og fik sønner og døtre. Han døde 777 år gammel.
Noa var 500 år, før han fik sønnerne Sem, Kam og Jafet.
Til sidst brød Job tavsheden:
„Forbandet være den nat, jeg blev født,
det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
Lad den nat forblive i det skjulte,
blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
og skyerne dække den.
Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
Lad den blive til trøstesløs tomhed,
en nat, hvor ingen glæder sig.
Lad troldmændene forbande den,
de, som tør vække Livjatan.
Lad dens morgenstjerne formørkes,
lad den forgæves vente på daggry,
lad den aldrig få morgenrøden at se.
For den hindrede ikke min fødsel,
skånede mig ikke for ulidelige smerter!
Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
eller udåndede, så snart jeg var født?
Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
Jeg ville hellere have været død,
så jeg kunne sove i fred i min grav,
blandt konger og jordens herskere,
der byggede sig gravkamre i ørkenen,
blandt fyrster, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
Var jeg dog bare et dødfødt barn,
som aldrig havde set dagens lys.
I døden bliver de gudløse stille,
dér kan de trætte hvile ud.
Dér har selv fangerne fred,
hører ikke længere vagternes råben.
Dér deler de fattige skæbne med de rige,
slaven er sin herres lige.
Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
der lever i smerte og elendighed?
De søger uden held efter døden,
som var den en sjælden skat.
De råber højt af glæde,
når de endelig når deres grav.
Hvorfor lader Gud mig leve,
når jeg er uden fremtid og håb?
Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
kun jamren kommer over mine læber.
Det, jeg frygtede allermest, er sket,
mine værste drømme er blevet til virkelighed.
Jeg er rastløs og uden ro,
dybt begravet i min smerte.”
Da svarede Elifaz:
„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
Jesus blev født i Betlehem i Judæa, mens Herodes den Store var konge. Nogen tid efter ankom nogle stjernetydere fra Østen til Jerusalem. De spurgte: „Hvor er jødernes nyfødte konge? Vi har set hans stjerne i Østen, og nu er vi kommet her for at bringe ham vores hyldest.”
Kong Herodes blev skrækslagen, og Jerusalem begyndte at summe af rygter. Han sammenkaldte derfor ypperstepræsterne og alle jødernes skriftlærde til et møde og spurgte: „Har profeterne sagt noget om, hvor Messias skal fødes?”
„Ja,” svarede de, „i Betlehem. For en af profeterne har skrevet:
‚Du Betlehem i Judas land!
Du er langtfra den ringeste blandt Judas byer.
Fra dig skal en konge fremstå,
han skal blive leder for mit folk, Israel!’ ”
Derefter tilkaldte Herodes i al hemmelighed stjernetyderne, og de fortalte ham det nøjagtige tidspunkt, da de første gang havde set stjernen. „I skal søge efter barnet i Betlehem,” sagde han. „Når I har fundet det, skal I komme tilbage og fortælle mig, hvor han er. Så vil jeg også tage derhen og hylde ham.”
Da stjernetyderne havde talt med kongen, tog de af sted. Kort efter fik de til deres store glæde igen øje på den stjerne, de havde set i Østen. Og de fulgte den, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.
De gik ind i huset, og der så de Jesus sammen med hans mor, Maria. De knælede ned foran ham og bøjede i ærefrygt hovedet mod jorden. Derefter åbnede de for deres medbragte kostbarheder og gav ham både guld, røgelse og myrra.
Senere advarede Gud dem i en drøm imod at tage tilbage til Herodes. Derfor rejste de en anden vej hjem.
Da stjernetyderne var taget af sted, viste en engel sig for Josef i en drøm. „Stå op og flygt til Egypten med barnet og dets mor,” sagde englen. „Kong Herodes leder efter barnet for at slå det ihjel. Bliv i Egypten, indtil jeg siger til.” Samme nat tog Josef af sted med Maria og barnet, og de bosatte sig i Egypten, indtil Herodes var død. Sådan gik det i opfyldelse, som Herren havde talt gennem en af sine profeter:
„Jeg kaldte min søn ud af Egypten.”
Herodes blev rasende, da han opdagede, at stjernetyderne havde narret ham. Han sendte straks soldater til Betlehem og omegn for at dræbe alle drengebørn på to år og derunder ud fra de oplysninger, stjernetyderne havde givet ham.
Med den massakre opfyldtes profeten Jeremiasʼ ord:
„I Rama høres der skrig,
jamren og højlydt gråd.
Det er Rakel, der græder over sine børn.
Hun vil ikke lade sig trøste,
for børnene er borte.”
Efter at Herodes var død, viste englen sig igen i en drøm for Josef i Egypten og sagde: „Rejs tilbage til Israel sammen med barnet og hans mor. De, som ville slå barnet ihjel, er selv døde.” Josef begav sig da på vej tilbage mod Israel med Jesus og Maria. Men da han hørte, at Herodesʼ søn, Arkelaos, var blevet konge i Judæa efter sin far, var han bange for at tage derhen. Desuden blev han advaret i endnu en drøm og besluttede derfor at tage til Galilæa, hvor han bosatte sig i den by, der hedder Nazaret. På den måde opfyldtes det profetiske ord om, at Messias skulle kaldes „nazaræer”.
Jordens befolkning var nu vokset meget, og der blev født mange smukke piger. „Gudesønnerne” blev tiltrukket af de smukke piger, og tog sig så mange koner iblandt dem, som de havde lyst til. Da sagde Gud: „Min Ånd skal ikke for altid strides med menneskene, for de er jo blot kød og blod. Jeg vil give dem 120 år.”
Dengang „gudesønnerne” fik børn med „menneskedøtrene”, var der mægtige mænd på jorden, de berømte helte fra gamle dage.
Da Herren så, hvordan menneskenes ondskab voksede, så de hele dagen kun tænkte onde tanker, blev han ked af, at han havde skabt dem. Al den ondskab skar ham i hjertet. „Jeg vil fjerne de mennesker, jeg har skabt, fra jordens overflade,” sagde han. „Og jeg vil udrydde både de vilde og tamme dyr og alle fuglene, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.” Men Herren var tilfreds med Noa.
Dette er Noas historie: Noa var dengang det eneste menneske på jorden, som Gud kunne acceptere. Han levede i et nært forhold til Gud. Han havde tre sønner: Sem, Kam og Jafet.
Men ondskaben voksede ud over jorden. I Guds øjne blev verden mere og mere ond. Menneskene var onde og fordærvede i bund og grund.
Da sagde Gud til Noa: „Jeg har besluttet at udrydde menneskene, for de er skyld i, at verden er fuld af vold og ondskab. Men du skal bygge en ark af gofertræ og tætne den med tjære både indvendigt og udvendigt. Du skal indrette den med mange rum. Sådan her skal du bygge arken: Den skal være 150 meter lang, 25 meter bred og 15 meter høj. Du skal lave taget, så det ender en halv meter over arken, og du skal lave en dør i siden på arken. Du skal indrette den med et nederste, mellemste og øverste dæk. Jeg vil nemlig sende en stor oversvømmelse, som vil udrydde alt, hvad der lever på landjorden. Både dyr og mennesker skal dø. Men jeg vil oprette en pagt med dig. Du skal gå ind i arken sammen med din kone, dine sønner og deres koner. I skal medbringe en han og en hun af alle de tamme og vilde dyr og alle fuglene, for at de kan overleve sammen med jer. Og I skal tage mad med, så der er nok til både jer og dyrene.”
Noa begyndte med det samme at gøre, hvad Gud havde befalet ham.
Da Noa var færdig med at bygge arken, sagde Herren til ham: „Du og din familie skal gå om bord i arken, for du er den eneste, jeg kan acceptere blandt menneskene på jorden. Af alle slags fugle og de dyr, der bruges til ofringer og til mad, skal du tage syv par, en han og en hun, for at de siden hen kan formere sig på jorden. Af de øvrige dyr skal du kun tage ét par, en han og en hun. Om syv dage vil jeg sende regn, og det vil blive ved at regne uden ophør i 40 dage. Jeg vil udrydde alle levende væsener fra jordens overflade.”
Noa gjorde, som Herren havde befalet ham: Han bad sin kone, sine sønner og deres koner om at gøre sig klar til at gå ind i arken, så de kunne blive reddet fra oversvømmelsen. Alle dyrearter kom parvis ind i arken, som Herren havde befalet. Syv dage efter at Gud havde talt, begyndte regnen. Jordens kilder og himlens sluser blev åbnet på den 17. dag i den anden måned i det år, hvor Noa blev 600, og det regnede uafbrudt i de næste 40 dage. På den dag, da regnen begyndte, gik Noa ind i arken sammen med sin kone og sine sønner, Sem, Kam og Jafet, og deres koner. Alle de forskellige dyr var allerede kommet ind i arken, både de tamme og vilde dyr og fuglene, ja, alt, hvad der kunne trække vejret, sådan som Gud havde befalet. Og Herren lukkede døren efter dem.
I 40 dage blev vandet ved med at stige, og arken flød på vandet. Vandet steg og steg, indtil de højeste bjerge stod under vand. Vandet nåede mere end 7 meter over bjergtoppene. Alt levende på landjorden omkom – både dyr og mennesker. Kun Noa overlevede – og sammen med ham alle dem, som var i arken.
I 150 dage var jorden i vandmassernes vold.
Beklag dig bare, så meget du vil,
der er ingen, der hører dit råb.
Tror du, englene vil tale din sag?
Vrede kan tage livet af en tåbe,
deres bitterhed kan koste dem livet.
En tåbe kan klare sig godt for en tid,
men pludselig ligger alt i ruiner.
Hans familie er prisgivet andres begær,
der er ingen til at forsvare dem i retten.
De sultne kommer og stjæler hans høst,
de lader intet tilbage på marken,
begærlige folk overtager hans ejendele.
Ingen bliver straffet uden grund,
ulykker kommer ikke af sig selv.
Nej, årsagen findes i mennesket selv,
der kommer jo kun røg, hvor der er ild.
Derfor må du bekende din synd for Gud
og lade ham være din dommer.
Hans visdom og storhed er grænseløs,
hans undere kan man ikke tælle.
Han sender regn på jorden
og vander både haver og marker.
Han rejser de ydmyge op
og bringer de forliste i sikkerhed.
Men de listige spænder han ben for,
så der intet kommer ud af deres onde planer.
Han fanger de kloge i deres egen snedighed,
så deres kunstfærdige planer går i vasken.
De famler sig frem som i blinde,
de kan ikke finde vej selv ved højlys dag.
Men de magtesløse redder han fra de stærkes kløer,
han frelser dem fra de magtfuldes intriger.
Han giver de svage nyt håb
og standser uretfærdigheden imod dem.
Det er en velsignelse at blive irettesat af Gud!
Vær taknemmelig, når den Almægtige straffer dig!
For selv om han slår og sårer,
så forbinder han også og helbreder.
Gang på gang beskytter han dig,
både seks og syv gange redder han dig.
Under hungersnød redder han dig fra sultedøden,
under krig redder han dig fra sværdets hug.
Han beskytter dig mod ondskabsfuld sladder
og redder dig fra voldelige overfald.
Du kan le ad ulykker så vel som hungersnød,
selv de vilde dyr behøver du ikke at frygte.
Markens sten skader ikke din plov,
du kan passe din jord i fred for vilde dyr.
Du kan bo i tryghed i dit hus
uden frygt for at miste dine ejendele.
Dine efterkommere bliver mange,
så frodige som det grønne græs.
Som korn, der modnes, før det høstes,
skal du nå en moden alder, før du dør.
Jeg har talt ud fra min egen erfaring,
så hør efter og følg mit råd.”
Hertil svarede Job:
„Hvis min frustration kunne måles,
hvis min ulykke kunne vejes på en vægt,
da ville den være tungere end sandet på stranden.
Det er grunden til min bitterhed.
Den Almægtiges pile har ramt mig,
giften trænger ind i mit indre,
jeg føler mig omringet af en mægtig hær.
Brøler en ko, når krybben er fuld?
Skryder et æsel, når græsset er grønt?
Jeg spiser ikke smagløs mad uden salt,
og dine smagløse ord kan jeg ikke sluge.
Jeg får kvalme af at høre på dem,
har ikke appetit på mere af den slags.
Gid Gud ville høre min bøn
og give mig det, jeg længes efter!
Det eneste, jeg ønsker, er at dø,
at han skærer min livstråd over.
Jeg har kun én trøst i mine pinsler:
Jeg har altid troet på Guds ord.
Men jeg har ikke styrke til at udholde mere,
jeg ser ingen mening med livet længere.
Min krop er ikke lavet af bronze,
jeg er ikke så hård som en sten.
Nej, der er intet at stille op,
jeg har mistet min livskraft og styrke.
Den, der svigter en fortvivlet ven,
har ingen respekt for den almægtige Gud.
Mine venner har svigtet mig,
de er som en bjergbæk, hvis vand er tørret ud.
Om foråret er den fuld af is,
og smeltevandet får den til at svulme.
Men når varmen sætter ind, tørrer den ud,
dens vand er sporløst forsvundet.
Bækken bugter sig fremad,
men løber ud i sandet og er væk.
Karavaner fra Tema spejder efter vand,
rejsende fra Saba håber at få øje på en oase,
men når de når den udtørrede bæk, skuffes de,
alle deres forhåbninger var forgæves.
Sådan har I skuffet mig nu.
I vender jer fra mig i afsky.
Har jeg bedt jer om at komme med gaver
eller dele jeres rigdomme med mig?
Har jeg bedt jer om at redde mig fra fjendens hånd
eller betale løsesum for at sætte mig i frihed?
Hvis I giver mig et fornuftigt svar,
skal jeg nok høre efter.
Hvis I kan sige mig, hvor jeg har fejlet,
lytter jeg gerne til jer.
Det kan godt gøre ondt at få sandheden at vide,
men jeres udgydelser gavner mig intet.
Måske er mit ordvalg kritisabelt,
men tænk dog på, hvor desperat jeg er!
I ville udnytte et forældreløst barn
eller sælge jeres venner som slaver.
Prøv at se på mig!
Tror I, jeg lyver jer op i ansigtet?
Hvorfor går I ud fra, at jeg er skyldig,
når jeg intet forkert har gjort?
Aldrig er en løgn kommet over mine læber.
Tror I ikke, jeg kender forskel på godt og ondt?”
Mange år senere begyndte Johannes Døber at prædike ude i Judæas ødemark. Hans budskab lød sådan her: „I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!” Det er ham, der tales om i profeten Esajasʼ bog, dér hvor der står:
„Der lyder en stemme i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
Gør jer klar til hans komme!’ ”
Johannesʼ profetkappe var vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet. Hans mad bestod af græshopper og honning fra vilde bier. Folk fra Jerusalem og hele egnen omkring Jordanfloden – ja fra hver eneste del af Judæa – kom strømmende til for at se og høre ham. Og dem, der bekendte deres synder, døbte han i Jordanfloden.
Men da han så, at mange farisæere og saddukæere også kom for at blive døbt, råbte han til dem: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? Bevis med jeres liv, at I er villige til at vende jer bort fra jeres synder. Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’ Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten der til børn af Abraham! Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og ethvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden. Jeg døber med vand, for at det skal føre til en ændret indstilling, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at bære hans sandaler. Han vil døbe med Helligåndens kraft og med ild. Han har kasteskovlen i hånden klar til at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”
Jesus ankom nu fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. Men Johannes ville ikke gøre det: „Det er jo mig, der trænger til at blive døbt af dig!” protesterede han. „Hvorfor kommer du så til mig?”
„Gør det nu,” sagde Jesus, „for på den måde gør vi Guds vilje.”
Johannes gjorde da, som Jesus ønskede.
I samme øjeblik Jesus steg op af vandet efter dåben, blev himlen pludselig åbnet, og Guds Ånd kom over ham som en due, der dalede ned ovenfra. Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt ud tilfreds med.”
Men Gud glemte ikke Noa og dyrene i arken. Han standsede vandstrømmen fra jordens indre og lukkede himlens sluser, så styrtregnen holdt op. Samtidig sendte han en vind, så vandet begyndte at synke. Vandet sank lidt efter lidt, og efter at arken i 150 dage havde været prisgivet vandmasserne, gik den på grund i Ararats bjerge. Det skete den 17. dag i den syvende måned. Vandet fortsatte langsomt med at synke, og på den første dag i den tiende måned kom bjergtinderne til syne.
Noa ventede i endnu 40 dage. Derefter åbnede han en luge og sendte en ravn af sted. Ravnen kom ikke tilbage, men fløj omkring, indtil vandet var borte fra jorden. Derefter sendte Noa en due af sted for at se, om den kunne finde tørt land, men duen fandt ingen steder at lande. Vandet stod endnu for højt, så den vendte tilbage til arken. Noa rakte hånden ud og tog duen ind igen.
Syv dage senere sendte Noa duen af sted for anden gang, og denne gang vendte den tilbage ved aftenstid med et frisk olivenblad i næbbet. Så var Noa klar over, at jorden var ved at blive tør. En uge senere sendte han duen af sted igen, og denne gang vendte den ikke tilbage.
På den første dag i den første måned i det år, Noa fyldte 601 år, fjernede han noget af arkens tag og så, at det meste af vandet var væk. Men ikke før den 27. dag i den anden måned var jorden tilstrækkelig tør til, at de kunne gå ud.
Så sagde Gud til Noa: „Gå ud af arken med din kone, dine sønner og deres koner og tag alle fuglene og dyrene med dig, så de kan formere sig og sprede sig over jorden.” Noa forlod da arken sammen med sin kone, sine sønner og deres koner. Og alle dyrene forlod arken parvis.
Derpå byggede Noa et alter og ofrede nogle af de rene dyr og fugle til Herren. Brændofferet behagede Herren, og han sagde til sig selv: „Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, selvom deres tanker er onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udslette alt liv på jorden. Så længe jorden står, skal forår og efterår, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.”
Gud velsignede Noa og hans sønner: „Formér jer og bliv mange!” sagde han. „Spred jer over jorden. Dyrene, fuglene og fiskene vil frygte for jer, fordi jeg har givet jer magt over dem. Jeg har givet dem til jer, og I må gerne spise dem såvel som de grønne planter, jeg tidligere har givet jer. Men fordi livet er i blodet, må I ikke spise kød, som stadig indeholder blod. Menneskers livsblod vil jeg kræve hævn for. Ethvert dyr, som dræber et menneske, skal dø. Ethvert menneske, der slår et andet menneske ihjel, skal henrettes for at have myrdet et levende væsen, som er skabt i Guds billede. Formér jer og få mange børn så jeres efterkommere kan brede sig ud over hele jorden.”
Derpå sagde Gud til Noa og hans sønner: „Jeg vil oprette min pagt med jer og jeres efterkommere og med alle de dyr, som er kommet ud af arken sammen med jer: Jeg vil aldrig mere sende en oversvømmelse, som udsletter alt liv på landjorden. Og jeg vil give jer et synligt tegn på denne evige pagt, som jeg opretter med jer og alle levende væsener. Jeg har sat min regnbue i skyerne. Den er tegn på mit evigtgyldige løfte til jer og til hele jorden. Når jeg sender regn over jorden, og regnbuen kommer til syne, så vil jeg huske mit løfte til jer og de andre levende væsener: at der aldrig igen vil komme en oversvømmelse, som ødelægger alt liv. Når jeg ser regnbuen i skyerne, vil jeg huske min evige pagt med alle levende væsener på jorden. Regnbuen er tegnet på denne pagt.”
Noas tre sønner, som var med i arken, hed Sem, Kam og Jafet, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning. Det var Kam, der blev stamfar til kanaʼanæerne.
Noa dyrkede jorden, og han var den første, der plantede en vingård. En dag drak han af vinen og blev stærkt beruset, så han smed tøjet og lå nøgen inde i sit telt. Kam kom ind og så sin far nøgen. Han gik straks ud og fortalte sine brødre det. Så tog Sem og Jafet en kappe over skuldrene, gik baglæns ind i teltet og tildækkede deres far. De vendte ryggen til, så de ikke så ham nøgen. Da Noa vågnede og blev ædru, hørte han, hvad hans yngste søn havde gjort. „Gud vil dømme Kanaʼan og hans efterkommere!” udbrød han. „Lad dem blive slaver for Sems og Jafets efterkommere. Priset være Herren, Sems Gud, må kanaʼanæerne trælle for dem. Må Gud give Jafets slægt meget land, må de trives som Sems slægt, og må kanaʼanæerne også trælle for dem.”
Noa levede endnu 350 år efter oversvømmelsen. Han var 950 år gammel, da han døde.
„Det er hårdt at være menneske,
at slide som en slave dagen lang.
Men en slave kan se frem til, at dagen får ende,
en arbejder får sin løn, når arbejdet er gjort.
Men jeg belønnes med elendighed,
smertefulde nætter i massevis.
Når jeg går til ro, tænker jeg:
‚Gid det snart bliver lyst, så jeg kan stå op.’
Natten lang vender og drejer jeg mig i sengen,
jeg finder ingen ro før daggry.
Min krop er dækket af ækle sår,
min hud er betændt og væsker.
Mit liv forsvinder som sand mellem fingrene,
dagene går uden håb om en ændring.
Mit liv er som et vindpust,
aldrig mere får jeg lykken at se.
Snart vil mit liv være slut,
jeg forsvinder fra jordens overflade.
Når mennesker når til livets afslutning,
er de som en sky, der opløses og forsvinder.
De er borte for evigt, ses ikke mere,
vender aldrig tilbage til deres hjem.
Derfor kan jeg ikke bare tie stille,
for smerten i min sjæl tvinger mig til at tale,
bitterheden i mit indre kræver at få afløb.
Åh Gud, er jeg da et farligt uhyre,
siden du har lukket mig inde i et bur?
Når jeg lægger mig til at sove
for at glemme mine smerter en stund,
skræmmer du mig med syner,
med onde drømme og mareridt.
Jeg foretrækker at blive kvalt,
jeg vil hellere dø end være i evig pine.
Jeg kan ikke holde livet ud længere!
Lad mig være i fred den korte tid, jeg har tilbage!
Hvad betyder et enkelt sølle menneske for dig,
hvorfor gøre så stort et nummer ud af mig?
Hvorfor plager du mig hver morgen,
udfordrer min tålmodighed dagen lang?
Hvorfor ikke bare ignorere mig,
lade mig være i fred længe nok til at synke mit spyt?
Selv om jeg skulle have syndet,
går der vel ikke skår af din almagt for det?
Du holder jo øje med hele verdens befolkning.
Hvorfor er jeg blevet skydeskive?
Hvad har jeg gjort for at fortjene din vrede?
Hvorfor tilgiver du ikke bare min skyld
og lukker øjnene for mine fejltrin?
Snart ligger jeg i min grav,
leder du efter mig, er jeg borte.”
Da sagde Bildad til Job:
„Hvor længe bliver du ved med at rase?
Din tale buldrer som et tordenvejr.
Tror du, Gud afsiger en uretfærdig dom?
Kan den almægtige Gud tage fejl?
Dine børn må have syndet imod ham,
siden han straffede dem med døden.
Hvorfor ikke søge Gud
og bede den Almægtige om nåde?
Hvis du virkelig er uskyldig og oprigtig,
skal han nok træde til og give dig oprejsning.
Han giver dig så meget fremgang og rigdom,
at det, du før havde, er for intet at regne.
Ved du ikke, hvad der skete med vores forfædre?
Tag ved lære af de tidligere generationer.
Vi ved så lidt, vi blev født i går,
vores liv er som en skygge, der glider forbi.
Mon ikke de gamles erfaring kan hjælpe
og give dig det svar, du af hjertet søger?
Kan sivene vokse, hvis sumpen tørrer ud?
Kan rørgræs klare sig, hvis vandet forsvinder?
Selv om de stod i blomst, ville de hurtigt visne,
de ville gå til, før de var klar til høst.
Sådan går det med dem, der glemmer Gud,
de gudløse mister alt håb.
Det, de satte deres lid til, falder sammen,
det er skrøbeligt som et spindelvæv.
De støtter sig til det, men det holder ikke,
de klamrer sig til det, men det falder til jorden.
De gudløse kan se ud som en frodig plante,
der breder sig ud til alle sider,
hvis rødder borer sig ned mellem stenene
og fæstner sig dybt nede i jorden.
Men når de rykkes op og kastes bort,
er der intet tilbage, ingen husker dem mere.
Det var alt, hvad de fik ud af livet.
Snart skyder andre op, hvor de stod.
Vi ved, at Gud ikke hjælper de gudløse,
og at han ikke støder de retskafne fra sig.
Derfor kan han give dig glæden tilbage,
han kan fylde din mund med latter igen.
Dine fjender vil stå skamfulde tilbage,
og de gudløse forsvinde for bestandigt.”
Derefter førte Helligånden Jesus ud til et øde sted, for at Djævelen kunne friste ham. Der gik 40 dage, hvor Jesus ikke spiste noget, og han blev meget sulten. Da kom Fristeren til ham og sagde: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til de sten dér, at de skal blive til brød?”
Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler.’ ”
Så tog Djævelen ham med ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren. „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’”
Jesus svarede: „Der står også skrevet: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’ ”
Så tog Djævelen ham med op på toppen af et højt bjerg og viste ham alle verdens lande og al deres herlighed. „Alt det vil jeg give dig,” sagde han, „hvis du falder på knæ og tilbeder mig.”
Jesus svarede: „Forsvind Satan! Der står jo skrevet: Det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.”
Så forlod Djævelen ham, og nogle engle kom og sørgede for mad til ham.
Da Jesus kort efter hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, tog han tilbage til Galilæa. Han slog sig dog ikke ned i sin hjemby Nazaret, men flyttede til Kapernaum ved Genesaret Sø, som ligger i den egn, hvor stammerne Zebulon og Naftali i sin tid havde bosat sig. Dermed gik det ord i opfyldelse, som Gud havde talt ved profeten Esajas:
„Du Zebulons og Naftalis land,
som vejen til havet går igennem,
og landet øst for Jordanfloden,
de fremmede folkeslags Galilæa,
det folk, som bor i mørket,
har set et strålende lys.
Lyset er brudt frem hos dem, som lever i dødens land
og bor i dødens skygge.”
Fra da af begyndte Jesus at forkynde sit budskab: „I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!”
En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, så han to brødre, Simon (der senere fik navnet Peter) og Andreas. De var i færd med at fiske med kastenet i søen. Jesus råbte ud til dem: „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” Med det samme sagde de farvel til fiskeriet og fulgte ham som hans disciple.
Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på to andre brødre, Jakob og Johannes. De sad i en båd sammen med deres far, Zebedæus, og var ved at gøre deres net klar til næste fangst. Dem kaldte Jesus også på, og de lagde straks arbejdet til side, efterlod deres far i båden og fulgte med Jesus.
Jesus vandrede nu omkring i hele Galilæa og underviste i synagogerne. Overalt hvor han kom frem, forkyndte han de gode nyheder om Guds rige, og han helbredte alle slags skrøbeligheder og sygdomme. Rygterne om de mirakler, han gjorde, blev spredt langt ud over Galilæas grænser, så der kom syge helt fra Syrien for at blive helbredt. Uanset hvad de fejlede, eller hvilke smerter de havde – om det var dæmonbesatte, epileptikere eller lamme mennesker – så helbredte Jesus dem alle. Store folkemængder fulgte ham, hvor han end gik. Det var folk fra Galilæa, Dekapolis, Jerusalem, Judæa og området øst for Jordanfloden.
Efter oversvømmelsen fik Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet, selv sønner. Det følgende er en liste over disse sønner og deres efterkommere.
Jafets sønner hed Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Meshek og Tiras. Gomers sønner hed Ashkenaz, Difat og Togarma. Javans sønner hed Elisha, Tarshish, Kittim og Rodanim. Fra Jafets efterkommere nedstammer de folkeslag, som bosatte sig i kystlandet og på øerne, hver med deres eget område og sprog.
Kams sønner hed Kush, Mitzrajim, Put og Kanaʼan, Kush fik sønnerne Seba, Havila, Sabta, Rama og Sabteka. Ramas sønner hed Saba og Dedan.
Kush havde også en efterkommer ved navn Nimrod. Han var en heltemodig kriger og en enestående jæger. Det er fra ham, man har udtrykket: „En mægtig jæger som Nimrod.” Nimrods rige bestod først af byerne Babel, Erek, Akkad og Kalne i landet Shinar. Senere erobrede han Assyrien, hvor han byggede byerne Nineve, Rehobot-Ir, Kala og Resen, som blev rigets hovedstad og ligger mellem Nineve og Kala.
Mitzrajim blev stamfar til luditterne, anamitterne, lehabitterne, naftuhitterne, patrusitterne, kasluhitterne (som filistrene stammer fra) og kaftoritterne. Kanaʼans ældste søn hed Sidon og blev stamfar til sidonitterne. Kanaʼan blev også stamfar til hittitterne, jebusitterne, amoritterne, girgashitterne, hivvitterne, arkitterne, sinitterne, arvaditterne, zemaritterne og hamatitterne. Kanaʼanæernes slægter bredte sig efterhånden, så deres grænser nåede fra Sidon i nord til Gerar og Gaza i syd – og østpå til Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim ved Lasha. Alle disse folk er Kams efterkommere, opregnet efter deres slægter, sprog og territorier.
Sem, der var storebror til Jafet, fik også en række sønner, og han blev gennem Eber stamfar til hebræerne. Sems sønner var Elam, Ashur, Arpakshad, Lud og Aram. Arams sønner hed Utz, Hul, Geter og Mash. Arpakshad blev far til Shela, som blev far til Eber. Eber fik to sønner. Den første søn hed Peleg, for det var på hans tid, at jordens befolkning adskiltes i forskellige sproggrupper og spredtes ud over jorden. Den anden søn hed Joktan, og han blev far til Almodad, Shelef, Hazarmavet, Jera, Hadoram, Uzal, Dikla, Obal, Abimael, Saba, Ofir, Havila og Jobab. Joktans efterkommeres område strækker sig fra Mesha til Sefar i bjergene mod øst. Disse folk er Sems efterkommere, opregnet efter deres slægter, sprog og territorier.
Alle disse etniske grupper nedstammer altså fra Noas sønner. Efter oversvømmelsen blev jorden befolket med disse folkeslag.
I begyndelsen talte alle mennesker samme sprog. Efter oversvømmelsen bevægede de sig rundt i Østen og kom til en frugtbar slette i landet Shinar, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: „Lad os forme mursten og brænde dem hårde, og lad os bruge asfalt som mørtel. Så kan vi bygge en stor by med et tårn, som når op til himlen. Et sådant projekt vil gøre os berømte og hindre, at vi bliver spredt ud over jorden.”
Men Gud steg ned for at se på byen og tårnet, som de var ved at bygge. „Se, hvad de er i stand til at udrette, når de er enige og taler samme sprog,” sagde Gud. „Intet vil være umuligt for dem. Lad os derfor give dem forskellige sprog, så de ikke længere forstår hinanden.”
På den måde fik Gud spredt dem ud over hele jorden, og de fik aldrig fuldendt deres byggeri. Man kaldte den påbegyndte by for Babel, for det var dér, Herren forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog, og som følge deraf spredtes de ud over hele jorden.
Det følgende er en liste over Sems efterkommere ned til Abram. To år efter oversvømmelsen – da Sem var 100 år – fik han en søn, som fik navnet Arpakshad. Derefter levede Sem endnu 500 år og fik andre sønner og døtre. Arpakshad var 35 år, da han fik sønnen Shela. Derefter levede Arpakshad endnu 403 år og fik andre sønner og døtre. Shela var 30 år, da han fik sønnen Eber. Derefter levede Shela endnu 403 år og fik andre sønner og døtre. Eber var 34 år, da han fik sønnen Peleg. Derefter levede Eber endnu 430 år og fik andre sønner og døtre. Peleg var 30 år, da han fik sønnen Reu. Derefter levede Peleg endnu 209 år og fik andre sønner og døtre. Reu var 32 år, da han fik sønnen Zerug. Derefter levede Reu endnu 207 år og fik andre sønner og døtre. Zerug var 30 år, da han fik sønnen Nakor. Derefter levede Zerug endnu 200 år og fik andre sønner og døtre. Nakor var 29 år, da han fik sønnen Tera. Derefter levede Nakor endnu 119 år og fik andre sønner og døtre. Tera var 70 år, før han fik sønnerne Abram, Nakor og Haran.
Det følgende er en liste over Teras efterkommere. Tera var far til Abram, Nakor og Haran. Haran fik en søn, der blev kaldt Lot, men døde ellers forholdsvis ung på sin fødeegn ved den kaldæiske by Ur. (Hans far, Tera, var stadig i live på det tidspunkt.)
Abram giftede sig med Saraj, og Nakor giftede sig med sin niece Milka, en datter af Haran og søster til Jiska. Saraj kunne ikke få børn. Tera tog sin søn Abram, sin svigerdatter Saraj og sit barnebarn Lot med sig og forlod sin hjemby Ur for at drage til Kanaʼans land. Men da de kom til byen Karan, slog de sig ned der. Tera blev 205 år gammel og døde i Karan.
Job gav Bildad følgende svar:
„Du kan have ret i, hvad du siger,
for ingen kan retfærdiggøre sig over for Gud.
Hvis man stævnede Gud for retten,
ville man aldrig klare frisag.
Hans visdom og magt er grænseløs.
Ingen slipper godt fra at trodse ham.
Han flytter bjerge så let som ingenting,
vælter dem omkuld i sin vrede.
Han rusker i jorden, så den skælver,
ryster i hele sin grundvold.
Han kan befale, at solen ikke skal stå op,
og at stjernerne skal indhylles i mørke.
Det var ham, der udspændte himmelbuen,
og han kan gå på havets bølger.
Han skabte Karlsvognen og Orion,
Syvstjernen og Dyrekredsen.
Han udfører utrolige mirakler
og gør talløse undere.
Han bevæger sig lydløst og usynligt,
man hverken ser eller hører ham.
Han tager, hvad han vil have,
og hvem tør sige: ‚Det må du ikke!’
Gud holder ikke sin vrede tilbage,
ingen menneskelig magt kan standse ham.
Hvordan skulle jeg kunne forsvare mig,
retfærdiggøre mig overfor ham?
Selvom jeg mener, jeg er uskyldig,
kan jeg ikke gå i rette med ham.
Jeg må nøjes med at bede ham om nåde.
Hvis jeg stævnede ham for retten,
mon han så ville høre på min klage?
Han har udløst en orkan over mig
og givet mig sår på sår uden grund.
Jeg har knap tid til at trække vejret,
før jeg oplever nye lidelser.
Ingen kan måle sig med ham i styrke.
Hvem har magt til at anklage ham i retten?
Selv om jeg måske var uskyldig,
ville min optræden i retten dømme mig.
Jeg mener, jeg er uskyldig,
men hvem tør bedømme sig selv?
Mit liv har ikke længere nogen værdi.
Derfor siger jeg: ‚Det kan være lige meget nu.
Gud straffer åbenbart uskyldige såvel som skyldige.’
Når pisken pludselig slår til,
ignorerer han de uskyldiges fortvivlede råb.
Når et land falder i en ond mands magt,
bliver dets dommere blinde for retfærdigheden.
Hvis det ikke er Gud, der står bag,
hvem er det så?
Jeg ser dagene passere forbi som en hurtigløber,
de iler af sted uden at give mig nogen glæde.
De glider forbi som sivbåde,
som ørne, der haster efter bytte.
Hvad nu hvis jeg sagde: ‚Jeg vil glemme min smerte,
tage smilet på og se glad ud.’
Ville det mon standse mine lidelser?
Nej, for i dine øjne, oh, Gud, er jeg åbenbart skyldig.
Hvis jeg allerede er dømt skyldig,
hvad hjælper det så, at jeg forsvarer mig?
Ja, selv om jeg vaskede mit ansigt i sne
og skrubbede mine hænder med skurepulver,
ville du dog straks dyppe mig i mudder,
så mit tøj ville skamme sig over mig.
Du er jo ikke et menneske som jeg,
derfor kan vi ikke mødes i retten.
Var der dog bare en mellemmand,
der kunne skabe forsoning imellem os,
en der kunne fjerne Guds straf over mig,
så jeg ikke skulle leve i angst for hans vrede,
så jeg kunne tale med Gud uden at frygte.
Men det kan jeg umuligt opnå alene.
Jeg er led og ked af at leve.
Lad mig give frit løb for min klage,
give luft for bitterheden i min sjæl.
Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud,
men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.
Hvad gavn har du af at ødelægge mig?
Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt,
og lader de ondes intriger lykkes?
Er dine øjne som et menneskes øjne?
Er dine tanker som mennesketanker?
Er dit liv kort som et menneskes?
Lever du kun nogle ganske få år,
siden du har så travlt med at finde fejl,
er så ivrig efter at dømme mig skyldig?
Du ved, jeg er uskyldig,
men hvem kan redde mig fra din straf?
Det var dine hænder, som skabte mig,
men nu er du ved at ødelægge mig!
Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler.
Vil du virkelig knuse mig til støv?
Du stod bag min undfangelse
og formede mig i min moders liv.
Du dannede mine knogler og sener
og dækkede dem med muskler og hud.
Du gav mig livet ved din nåde
og værnede om mig i min opvækst.
Men du havde mere i tanke,
og det forstår jeg først nu:
Du ville holde øje med, om jeg syndede,
og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.
Var jeg skyldig, ville jeg få min straf.
Og selv om jeg var uskyldig,
kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet
på grund af min elendighed og ulykke.
Da jeg alligevel gjorde det,
sprang du på mig som en løve
og demonstrerede din magt over mig.
Du sendte nye lidelser over mig,
og din vrede syntes at vokse,
for den ene ulykke afløste den anden.
Hvorfor lod du mig dog blive født?
Gid jeg var død i min moders liv,
så det var, som om jeg aldrig havde levet,
men blev lagt direkte ned i graven.
Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv.
Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?
Når jeg først er draget til de dødes rige,
vender jeg aldrig mere tilbage.
Der bliver lyset opslugt af mørket,
så der altid er kaos og kulsort nat.”
Da Jesus så de mange mennesker, gik han op på den nærliggende bakke. Der satte han sig ned, disciplene slog kreds om ham, og han begyndte at undervise dem:
„Velsignede er de, der erkender deres afhængighed af Gud –
for de skal få del i Guds rige.
Velsignede er de, der sørger over situationen –
for de skal blive trøstet.
Velsignede er de ydmyge –
for de skal få landet i eje.
Velsignede er de, der tørster efter retfærdighed –
for de skal få slukket deres tørst.
Velsignede er de barmhjertige –
for de skal mødes med barmhjertighed.
Velsignede er de rene af hjertet –
for de skal få lov at se Gud.
Velsignede er de, der stifter fred –
for de skal kaldes børn af Gud.
Velsignede er de, der bliver forfulgt, fordi de gør Guds vilje –
for de skal få del i Guds rige.
Velsignede er I, når man håner, forfølger og bagtaler jer, fordi I tror på mig. Glæd jer af hele jeres hjerte, for I får en stor løn i Himlen. Sådan forfulgte man også profeterne før jer.
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med? Det kan ikke bruges til noget, men bliver bare smidt ud, og folk træder det ned.
I er verdens lys, og det skal kunne ses, ligesom en by, der ligger på et bjerg, kan ses langt væk. Man tænder jo ikke en lampe for at skjule den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så den kan lyse for alle i huset. På samme måde skal I lade det lys, I har fået, skinne for folk, så de kan se, at det, I gør, er prisværdigt, og så de kan give jeres Far i Himlen ære.
I skal ikke tro, at jeg er kommet for at tilintetgøre Toraen eller Profetbøgerne. Nej, jeg er kommet for at opfylde det, der står i dem. Det siger jeg jer: Så længe himlen og jorden består, skal end ikke den mindste del af Toraen forsvinde. Det skal opfyldes alt sammen. Hvis nogen derfor går imod et af de mindste bud i Toraen og lærer andre at gøre det samme, skal de kaldes de mindste i Guds rige. Men de, som lever efter Guds vilje og lærer andre det samme, skal kaldes de største i Guds rige. Men det siger jeg jer: Hvis I ikke opfylder Guds vilje på en ny og bedre måde, end de skriftlærde og farisæerne gør, så kommer I slet ikke ind i Guds rige.
I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre: ‚Du må ikke begå drab.’ Hvis nogen gør det, skal de stilles for retten. Men jeg siger jer: Den, der bliver vred på en af sine nærmeste, burde stilles for retten. Og den, der kalder en anden for en forbandet idiot, burde straks stilles for en domstol. Og de, der kalder andre for ugudelige tåber, fortjener selv at blive kastet i Helvedes ild.
Når du går hen for at give en gave til Gud, og du så kommer i tanke om, at en af dine bekendte har noget imod dig, så lad gaven vente. Gå først hen og bliv forsonet med vedkommende. Derefter kan du bringe din gave.
Hvis nogen anklager dig for ikke at have betalt, hvad du skylder, så få et forlig i stand, inden det er for sent. Ellers bliver du slæbt i retten, og dommeren overgiver dig til retsbetjenten, som sætter dig i fængsel. Det siger jeg dig: Du slipper aldrig ud derfra, medmindre din gæld bliver betalt fuldt ud.
I ved, at Toraen siger: ‚Du må ikke bryde ægteskabet.’ Men jeg siger jer, at enhver mand, der ser på en kvinde med tanker om utroskab, han har allerede begået ægteskabsbrud i sit hjerte. Hvis dit øje er årsag til, at du bukker under for fristelsen, så riv det ud og kast det bort. Det er bedre, at en enkelt del af dig bliver ødelagt, end at hele din krop bliver kastet i Helvede. Hvis det er din hånd, der fører dig i fristelse, så hug den af og kast den bort. Det er bedre for dig at miste en del af din krop, end at du med hele kroppen i behold ender i Helvede.
I har også hørt, at hvis en mand skiller sig fra sin kone, skal han give hende et skilsmissebrev. Men jeg siger jer, at den mand, der skiller sig fra sin kone, uden at hun har været ham utro, han får hende til at være skyldig i ægteskabsbrud, når hun gifter sig igen, og manden, der gifter sig med hende, vil også være skyldig i ægteskabsbrud.
Der blev også sagt til vores forfædre: ‚Du må ikke bryde en ed, som du har aflagt over for Gud, men du skal holde det, du har svoret.’ Men jeg siger jer: Lad helt være med at sværge. Du skal ikke sige ‚ved Himlen’, for Himlen er Guds trone. Du skal heller ikke sige ‚ved Jorden’, for Jorden er Guds fodskammel. Du må heller ikke sige: ‚Jeg sværger ved Jerusalem’, for Jerusalem er Den store Konges by. Sig heller ikke: ‚Om det så koster mig mit hoved’, for du er ikke i stand til at gøre ét hår på dit hoved hvidt eller sort. Sig ganske enkelt: ‚Ja, jeg vil’, eller: ‚Nej, jeg vil ikke’. Hvad der ligger ud over det, kommer fra den Onde.
I har hørt, at der blev sagt: ‚Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer: Gengæld ikke ondt med ondt. Hvis nogen slår dig på den højre kind, så vend den anden til. Hvis nogen truer dig med en retssag for at få din inderkjortel, så lad ham få yderkjortlen med. Hvis nogen befaler dig at bære hans oppakning en kilometer, så gå to kilometer med ham. Giv til dem, der beder om hjælp. Afvis ikke dem, der vil låne af dig.
I har hørt, at der blev sagt: ‚Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Derved handler I som jeres himmelske Fars sande børn, for han lader sin sol skinne til gavn både for de onde og de gode, og han lader det regne både på dem, der gør hans vilje, og dem, der ikke gør. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. Hvis I kun hilser på dem, der hilser på jer, hvad særligt gør I så? Gør alle ikke det? Nej, I bør have samme kærlighed, som jeres Far i Himlen har.