Moses fortsatte med at tale til folket: „I har hørt om de vældige undere og frygtelige plager, som Herren sendte over egypterkongen, hans tjenere og hele hans folk. Men Herren har endnu ikke givet jer forstand til at fatte det, øjne til at se det eller ører til at høre det. I 40 år har han ført jer gennem ørkenen, uden at jeres tøj og sko blev slidt op. I fik hverken almindeligt brød eller vin og øl, men Herren sørgede for jeres behov for at lære jer at sætte jeres lid til ham som jeres Gud.
Da vi kom hertil, rykkede kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan ud imod os, men vi tilintetgjorde dem og overdrog deres land til Rubens og Gads stammer samt Manasses halve stamme. Overhold derfor omhyggeligt pagtens betingelser, så I må få velsignelse og fremgang i alt, hvad I tager jer for. I dag står I for Herrens ansigt sammen med jeres stammeoverhoveder og ledere på alle niveauer, jeres koner og børn og de fremmede, som hugger brænde og henter vand for jer. I står her for under ed at skulle tilslutte jer den pagt, som Herren i dag vil indgå med jer. Gør I det, skal I være hans folk, og han vil være jeres Gud, sådan som han også lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob. Denne pagt gælder ikke kun jer, som står her i dag, men også de kommende generationer i Israel.
I husker, hvordan det var at bo i Egypten, og I husker, hvordan vi passerede gennem andre folkeslags territorier, og med jeres egne øjne så I deres afskyelige afgudsbilleder af træ, sten, sølv og guld. Der må ikke være nogen iblandt jer, mand eller kvinde, slægt eller stamme, der vender sig fra Herren for at dyrke den slags fremmede guder. Der må ikke være nogen bitter rod, som vokser op og spreder gift omkring sig. Skulle der findes nogen, som har hørt denne pagts ord og alligevel tror, at der ikke sker dem noget, hvis de gør oprør imod deres Gud, så vil Guds straf ramme både dem og andre omkring dem. Herren vil ikke tilgive sådanne mennesker, men straffe dem hårdt, for han vil ikke dele jeres hengivenhed med andre guder. Hans vrede vil blusse op imod dem, og han vil ramme dem med alle de forbandelser, som er nævnt i denne bog, indtil de er udryddet og deres slægtsnavn glemt.
Hvis I bryder pagten med Herren, vil jeres efterkommere og de fremmede, der kommer langvejsfra, se følgerne af den katastrofe og de sygdomme, som Herren vil ramme landet med. De vil se øde, svovlholdige saltsletter, en gold og uopdyrket brandtomt uden vegetation overhovedet, når Herren i sin voldsomme vrede har gjort landet så øde som Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim.
‚Hvad skyldes Herrens voldsomme vrede imod det land?’ vil man spørge. Svaret lyder: ‚Landets indbyggere brød deres pagt med Herren, deres fædres Gud, efter at han havde ført dem ud af Egypten. De dyrkede fremmede guder, som de aldrig før havde kendt, og som Herren havde forbudt dem at dyrke. Derfor blussede Herrens vrede op imod dem, så han ramte dem med alle de plager, der er nævnt i denne bog. I sin store vrede rykkede Herren dem op med rode og smed dem bort, bort til det land, hvor de nu bor.’
Der findes hemmeligheder, som Herren ikke har åbenbaret for os. Men hvad han har åbenbaret, de ord, som er nedskrevet i denne lov, har vi pligt til at adlyde, både vi og vores børn.
I har nu hørt velsignelsens og forbandelsens ord. Når I engang i fremtiden befinder jer blandt de nationer, som Herren til den tid har fordrevet jer til, vil I tænke på de her ord og grunde over dem. Hvis I da vender jer til Herren, så I og jeres børn af hele jeres hjerte begynder at følge de befalinger, jeg i dag har pålagt jer, vil Herren, jeres Gud, i sin barmhjertighed befri jer fra de fremmede nationers åg. Om I så befinder jer i jordens fjerneste afkroge, vil han samle jer og føre jer tilbage til det land, han gav jeres fædre. Han vil overdrage jer landet på ny, han vil velsigne jer og gøre jer endnu mægtigere end før. Herren vil omskære hjerterne på jer og jeres efterkommere, så I kan elske ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl og få et godt liv.
Hvis I vender jer til Herren og adlyder de befalinger, jeg har pålagt jer i dag, vil han tage sin forbandelse fra jer og lade den ramme jeres fjender, der hader og forfølger jer. Herren, jeres Gud, vil give jer lykke og fremgang i alt, hvad I tager jer for. Han vil give jer masser af kvæg, rekordhøst og mange børn, og han vil glæde sig over jer, som han glædede sig over jeres fædre. Men kun hvis I af hele jeres hjerte vender jer til ham og adlyder alle de love, som er nedskrevet i denne bog.
De befalinger, jeg i dag pålægger jer, er ikke ufattelige for jer, og de er ikke uden for jeres rækkevidde. De er ikke oppe i himlen, således at nogen ville spørge: ‚Hvem kan stige op til himlen for at få fat i dem og fortælle os om dem, så vi kan handle efter dem?’ De befinder sig heller ikke på den anden side af det store hav, således at nogen ville spørge: ‚Hvem kan rejse til den anden side af havet for at få fat i dem og fortælle os om dem, så vi kan handle efter dem?’ Nej, du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber, så du kan handle efter det.
I dag skal I vælge, om I foretrækker livet og lykken, eller I foretrækker døden og ulykken. Jeg har befalet jer at elske Herren, jeres Gud, så I går på hans veje og overholder hans love. Gør I det, vil I få et godt liv og blive et mægtigt folk. Så vil Herren velsigne jer i det land, I skal over og tage i besiddelse. Men hvis I vender jer fra ham og ikke vil adlyde ham, hvis I lader jer lokke til at dyrke andre guder, kan jeg i dag garantere jer for, at I vil gå til grunde. Så bliver I ikke boende ret længe i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.
I dag kalder jeg himlen og jorden til vidne på, at jeg har givet jer valget mellem livet og døden, mellem velsignelsen og forbandelsen. Vælg nu livet, så I og jeres børn får et godt liv. Elsk Herren, jeres Gud, adlyd ham og hold jer til ham, så I kan få lov at leve og blive boende i det land, Herren lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob!”
Det er bedre at være ærlig og fattig
end at være en uhæderlig tåbe.
Begejstring og uvidenhed er en farlig blanding,
den, der farer hurtigt frem, begår mange fejl.
En tåbe er selv årsag til sine problemer,
selvom han giver Gud skylden.
Rigdom tiltrækker mange venner,
det gør fattigdom ikke.
Et falsk vidne får sin straf,
en løgner undslipper ikke.
Man bukker dybt for en gavmild rigmand,
den, der giver gaver, har mange venner.
Den fattiges slægtninge undgår ham,
og hans bekendte holder afstand fra ham.
Han beder hele tiden om hjælp,
men han får dem ikke overtalt.
Man gavner sig selv ved at søge efter visdom,
den, der sætter pris på viden, får fremgang.
Et falsk vidne får sin straf,
en løgner går til grunde.
Det er upassende for en tåbe at leve i luksus
og for en slave at bestemme over en adelsmand.
Der skal meget til, før de vise bliver vrede,
at bære over med en fornærmelse vinder dem respekt.
En konges vrede er frygtelig som løvens brøl,
hans anerkendelse forfriskende som morgenduggen.
En tåbelig søn er sin fars ulykke,
en kones anklager som evindelige dryp fra et hul i taget.
Man kan arve sig til hus og rigdom,
men en forstående kone er en gave fra Herren.
Den sløve og slappe sover tiden væk,
den dovne kan ikke holde sulten fra døren.
Den, der adlyder Guds bud, gavner sig selv,
at lade hånt om sin handlemåde ender med død.
At hjælpe den hjælpeløse er som at give Gud et lån,
han betaler det rigeligt tilbage.
Disciplinér dine børn, for så er der håb for fremtiden,
men pas på ikke at gøre dem fortræd.
En ilter person må tage følgen af sine handlinger,
skåner man ham, bliver han bare værre.
Tag imod råd og vejledning,
gør du det, opnår du visdom til sidst.
Mennesker lægger et utal af planer,
men det er Herrens planer, der lykkes.
Det er en fordel at være ærlig og trofast,
hellere være en fattig mand end en bedrager.
Ærefrygt for Herren fører til et godt liv,
man er mæt og tilfreds og skærmes fra ondt.
Den dovne stikker fingrene i frugtfadet,
men gider ikke føre hånden til munden.
En tåbe kan lære af at se en slyngel få bank,
men for den kloge er en irettesættelse nok.
Den, der jager sin far og mor på porten,
er en skændsel og vanære for sin slægt.
Min søn, holder du op med at lytte til vejledning,
glemmer du snart, hvad du allerede har lært.
Et falsk vidne blæser på retfærdighed,
onde mennesker trives med ondskab.
Spottere lærer kun, når de bliver afstraffet,
tåber lærer kun, når de får bank.
Vin kan føre til overmod og øl til slagsmål,
den, der drikker sig fuld, mangler visdom.
En konges vrede er som løvens brøl,
den er livsfarlig, når den bliver vakt.
At undgå klammeri er prisværdigt,
kun tåber insisterer på at skændes.
Den dovne gider ikke pløje i såtiden
og kigger forgæves efter korn i høsttiden.
Et menneskes motiver er som vandet i en dyb brønd,
men den kloge formår at få dem op til overfladen.
Mange siger, at man kan regne med dem,
men hvor finder man en virkelig trofast ven?
Retskafne mennesker er ærlige og oprigtige,
og deres børn oplever velsignelsen deraf.
Før kongen afsiger sin dom,
vurderer han omhyggeligt alle vidnesbyrd.
Hvem tør sige: „Mit liv er pletfrit,
jeg har aldrig gjort noget forkert.”?
Herren afskyr uhæderlig handel
og uærlige forretningsmetoder.
Et barns karakter afsløres i dets handlinger,
man kan se dets gode eller dårlige motiver.
Herren har givet os ører og øjne,
så lad os bruge dem til at tjene ham.
Bruger du tiden på at sove, bliver du fattig,
men står du op og arbejder, vil du få din løn.
„Elendigt bras!” siger køberen, mens han tinger om prisen,
men bagefter praler han af det røverkøb, han har gjort.
Guld og juveler kan man altid få,
men et visdomsord er en sjælden perle.
Den, der stiller kaution for ukendte personer,
bør tage imod pant fra dem.
Et stjålet brød smager godt i begyndelsen,
men bagefter er det som grus i munden.
God rådgivning giver et godt resultat,
en god plan kan afgøre krigens udfald.
En sladrehank kan ikke holde sin mund,
så pas på med dem, der snakker for meget.
Den, der forbander sin far eller mor,
vil ende sit liv i det dybeste mørke.
En arv man får, mens man er ung,
holder næppe, til man bliver gammel.
Sig ikke: „Det skal du få betalt!”
Overgiv hellere sagen til Herren.
Herren afskyr dem,
der snyder i en handel.
Intet menneske kender sin fremtid,
for det er Herren, der lægger alting til rette.
Når du aflægger et løfte til Herren,
så tænk først over, hvad du lover.
En klog konge finder de skyldige
og giver dem den straf, de fortjener.
Herrens lys afslører et menneskes sjæl,
dets inderste tanker og motiver.
Godhed og sandhed beskytter en konge,
handler han ret, bevarer han magten.
Man beundrer de unges styrke
og respekterer de gamles livserfaring.
Fysisk afstraffelse kan fjerne ondskab
og få et menneske på bedre tanker.
Pinsemorgen var alle disciplene forsamlet på ét sted. Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de opholdt sig. Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.
I Jerusalem var der religiøse jøder fra alverdens lande. Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog. „Hvad sker der her?” råbte de undrende. „De er jo alle sammen fra Galilæa, og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål! Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien, Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen, vi kretere og arabere – hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?” Der var stor forvirring, og folk råbte i munden på hinanden: „Hvad sker der?”
Men de, der ikke forstod ordene, gjorde nar af disciplene. „De har bare drukket for meget vin!” råbte de.
Da trådte Peter frem, og de andre 11 apostle stillede sig ved siden af ham. Han råbte til folkemængden: „Hør efter, alle I jøder, og I, som bor i Jerusalem. Det er ikke sandt, som nogle af jer siger, at de her mennesker har drukket sig fulde. Klokken er jo kun ni om formiddagen. Nej, her opfyldes det, som Gud åbenbarede for profeten Joel:
‚Det vil ske i de sidste tider,
at jeg vil udgyde af min Ånd over hele menneskeheden.
Alle vil komme til at profetere,
både mænd og kvinder.
De unge vil få åbenbaret min vilje gennem syner,
de gamle vil få det gennem drømme.
Også mine tjenere vil blive fyldt med min Ånd,
og de skal profetere.
Jeg vil gøre utrolige ting i himmelrummet
og store tegn nede på jorden:
Blodsudgydelser,
ildebrande og røgskyer.
Solen skal formørkes,
og månen skal blive mørkerød som blod,
før Herrens store og frygtindgydende dag kommer.
Men enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive frelst.’
Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:
‚Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Der er også håb for mit legeme,
for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.
Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde.’
Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.
Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.
David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’
Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”
Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere – ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”
Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.
Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider, og de var med, når man samledes til bøn.
I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.
Efter denne tale til Israels folk fortsatte Moses:
„Jeg er nu 120 år gammel, og min tid er forbi. Jeg kan ikke være jeres leder længere, for Herren har sagt til mig, at jeg ikke må komme med over Jordanfloden. Men Herren selv vil lede jer videre. Han har lovet at gå foran jer og udrydde indbyggerne i landet på samme måde, som han udryddede amoritterkongerne Sihon og Og og deres folk, så I kan tage landet i besiddelse. Josva vil gå i spidsen for jer, sådan som Herren har befalet. Når Herren har udleveret landets indbyggere til jer, skal I udrydde dem, sådan som jeg har sagt. Vær modige og uden frygt. I skal ikke være bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer, han vil ikke svigte jer eller forlade jer.”
Derefter kaldte Moses på Josva, og i hele Israels påhør sagde han til ham: „Vær modig og uden frygt, så du kan føre folket til sejr i det land, Herren lovede vores forfædre. Vær ikke bange, for Herren vil bane vejen for dig. Han vil ikke svigte dig eller forlade dig.”
Derefter nedskrev Moses alle lovene og overdrog ansvaret for dem til de præster, der bar pagtens ark, og til de israelitiske ledere. Derpå sagde han til dem: „Denne lov skal læses op for hele Israels folk, hver gang de kommer til helligdommen under løvhyttefesten i frigivelsesåret, altså hvert syvende år. Så skal I kalde folket sammen, både mændene, kvinderne, børnene og de fremmede, der bor iblandt jer, og lade dem høre loven, så de kan lære Herrens vilje at kende og frygte ham og adlyde ham. Gør det igen og igen, så længe I bor i det land, I skal over og tage i besiddelse, så jeres efterkommere kan høre lovens ord og lære at kende og frygte Herren.”
Herren sagde nu til Moses: „Det er snart tiden, hvor du skal dø. Tag Josva med dig og gå hen til åbenbaringsteltet, så jeg kan indsætte ham som din efterfølger.”
Så gik Moses og Josva hen til åbenbaringsteltet, og Herren åbenbarede sig inde i teltet som en skysøjle, der stillede sig foran indgangen. „Du skal snart dø og begraves som dine forfædre,” sagde Herren til Moses. „Når du er borte, og folket er gået ind i landet, varer det ikke længe, før de glemmer min pagt og begynder at dyrke de fremmede guder, man tilbeder i det land. Da blusser min vrede op imod dem, og jeg forlader dem og skjuler mig for dem, så de går til grunde. De vil sygne hen og rammes af mange ulykker og trængsler, så de tvinges til at indse, at Gud ikke længere er med dem, ja, jeg vender ryggen til dem på grund af deres ondskab og afgudsdyrkelse.
Skriv nu ordene til den sang, jeg vil give dig, og lær Israels folk at synge den. Den skal være et vidnesbyrd om, at jeg har advaret dem. Jeg vil føre dem ind i det land, jeg lovede deres forfædre, et land der ‚flyder med mælk og honning’. De vil opleve fremgang og velstand, men derefter vil de bryde min pagt ved at dyrke fremmede guder. Når de så rammes af alskens ulykker, skal denne sang, som skal gå i arv fra slægt til slægt, minde dem om grunden til deres problemer. Jeg kender deres tilbøjeligheder og tanker, endnu inden jeg fører dem ind i det land, jeg har lovet dem.” Moses skrev ordene ned med det samme, og han lærte israelitterne sangen allerede samme dag.
Derefter talte Herren direkte til Josva og sagde: „Vær modig og uden frygt. Det bliver din opgave at føre Israels folk ind i det land, jeg har lovet dem. Husk, at jeg vil gå med dig og hjælpe dig.”
Da Moses havde nedskrevet alle de love, som findes i denne bog, gav han de præster, der havde ansvaret for pagtens ark, ordre til at lægge lovbogen ved siden af arken som et vidnesbyrd over for Israels folk. „Jeg ved godt, hvor oprørske og stædige Israels folk er,” sagde han til dem. „Det var slemt nok, mens jeg var deres leder. Hvor meget værre bliver det så ikke, når jeg er død og borte? Kald nu alle folkets ledere sammen, så jeg kan tale til dem og kalde himlen og jorden til vidne imod dem. Jeg er klar over, at folket efter min død vil blive ulydige og forlade den vej, jeg har anvist dem. Ondskaben vil brede sig, så de synder imod Herren. Derved fremkalder de hans vrede, og da kommer ulykken over dem.”
Derpå fremsagde Moses for hele Israels folk den sang, han havde fået af Herren:
Lyt efter, himmel og jord,
livgivende er mine ord,
forfriskende er min tale
som dug i grønne dale.
Om Herren jeg vil jer lære,
så I lever ham til ære!
Som en klippe er Herren urokkelig,
en trofast Gud, helt uden svig.
Men hans eget folk, åh, hvilken skam,
vendte ryggen til og svigtede ham.
Hvilken tåbelighed at begå,
hvilken måde at lønne hans trofasthed på.
Er han ikke jeres skaber og far,
som har givet jer alt, hvad I har?
Lad nu tankerne gå tilbage
og husk på fortidens dage.
Lad de, som er grånet af ælde,
om tegn og undere fortælle.
Da Herren fordelte jorden
mellem folk fra syden til norden,
satte han landenes skel
med tanke på menneskers vel.
Men Israel beholdt han selv.
Det folk blev hans ejendom.
Han fandt dem i ødemarken tom
under ørkenhimlens brændende hvælv.
Han vogtedʼ dem fra det høje,
som man værner sit sårbare øje.
Som en ørn, der skubber ungen ud af reden
og spreder vingerne ud forneden,
han løftedʼ sit folk på sit vingefang
og bar dem fremad dagen lang.
Herren ville selv dem føre,
ingen fremmed gud fik lov dem at røre.
De bosatte sig i landet med bakker og slugter
og blev næret af markens og træernes frugter.
Fra klippens spalter fik de honning på bord,
de fik olivenolie trods den stenede jord.
Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,
kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.
De høstede en hvede så fin,
og dertil den blodrøde druevin.
Israel blev forkælet og fed,
opblæst og egenrådig derved.
De forkastede deres Skaber og Gud,
foragtede deres Frelsers bud.
At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,
de forlod ham til fordel for nye skikke.
De ofredʼ til dæmoner, som kun er tomhed,
frugten af menneskers frygtsomhed.
Til væmmelige afguder de sig vendte,
nye guder, som fædrene ikke kendte.
De glemte den Gud, som livet dem gav,
skubbede ham ud i glemslens hav.
Derfor må han støde sine egne børn bort –
tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!
Herren siger:
„Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.
De børn kan jeg ikke regne med mer.
De lovede mig troskab og lydighed,
men var falske og utro til stadighed.
De har provokeret mig med tomheds guder,
de har opført sig som en anden luder.
Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,
jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.
Min vrede er blusset op på ny,
den rammer alt fra havets dyb til himlens sky.
Jorden lægges øde, der er intet at høste,
alverden skal i sin grundvold ryste.
De mange ulykker giver dem ingen hvile,
jeg skyder på dem med alle mine pile.
De bliver ramt af hungersnød og tørke,
hærget af pest og dødens mørke.
Rovdyrtænder vil flænse dem op,
giftige slanger vil hugge i deres krop.
På gaden slår fjenden børnene ned,
i hjemmene er der hverken ro eller fred.
Både børn og unge vil miste livet.
De gamle har hvert et håb opgivet.
At udrydde dem helt jeg havde i sinde,
jeg ville for evigt udslette deres minde.
Men så ville det lyde i fjendens lejr:
‚Det var vores magt, der gav os sejr!’
Mit folk er uden forstand,
fatter de da ingenting?
Havde de bare haft visdom til at se,
havde de været klar over, hvad der ville ske.
Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt,
eller to fjender med ti tusind krigere få bugt,
hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen,
hvis ikke deres beskytter havde trukket sig bort?
Deres fjender har ikke en sådan beskytter,
og det ved de godt.
De er fordærvede som Sodoma,
lige så rådne som Gomorra,
de er som bitre vindruer
fra giftige drueklaser,
deres ord er som bid fra en slange,
som spyt fra en kobra.
Alt dette ligger gemt hos mig,
forseglet i mine arkiver.
Det er mit ansvar at straffe dem,
en dag skal deres fødder vakle.
Undergangen nærmer sig,
den vil komme over dem med hast.”
Men når der kun er en rest tilbage,
når Herren ser, at deres kraft er opbrugt,
da vil han genrejse sit folk,
forbarme sig over sine tjenere.
Da vil han spørge: „Hvor er nu jeres guder,
dem I troede, der ville hjælpe jer?
De åd jo fedtet fra jeres ofre
og drak den vin, I gav dem.
Lad dem komme jer til hjælp,
lad dem beskytte jer!
Forstår I nu, at jeg er Gud?
Der findes ingen anden som mig.
Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv,
jeg sårer, men jeg læger også.
Den, jeg dømmer, kan ingen redde.
Jeg løfter min hånd og sværger:
Så sandt jeg lever evindelig,
vil jeg hvæsse mit lynende sværd
og udføre min knusende dom.
Jeg vil hævne mig på mine fjender,
og hugge dem ned, som hader mig.
Mine pile vil svømme i blod,
mit sværd vil svælge i kød.
Det udgyder faldnes og fangnes blod,
hugger de tapreste hoveder af.”
Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk,
for Herren vil hævne sine tjeneres blod.
Han vil straffe fjenden
og skaffe soning for sit folks land.
Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. Derefter sagde han:
„De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.”
Samme dag sagde Herren til Moses: „Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kanaʼans land, det land jeg nu vil give Israels folk. Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.”
En konges tanker er under Herrens kontrol,
han styrer dem som vandet i en kanal.
Vi kan mene, at vi gør det rigtige,
men Herren kender motiverne.
At vi gør det rigtige og handler ret,
glæder Gud mere, end at vi ofrer til ham.
Nedladenhed og en hoven holdning
resulterer kun i onde handlinger.
Flid og fornuftige planer giver fremgang,
men ubetænksomt hastværk fører til fattigdom.
Rigdom, man svindler sig til, forsvinder som en tåge,
og de, der søger den, ender i dødens gab.
Fordi de onde nægter at gøre det rette,
går deres ugerninger ud over dem selv.
Den skyldige går krogveje,
den uskyldige har intet at skjule.
Hellere bo i et hummer på loftet
end i hus med en kone, der skælder ud.
Onde mennesker er ude på at skade andre,
de har intet tilovers for deres medmennesker.
Den vise kan lære ved at lytte til vejledning,
tåben lærer kun ved at se en skyldig blive straffet.
Gud lægger mærke til de ondes færden,
og han straffer dem, for han er retfærdig.
De, der lukker ørerne for andres nødråb,
vil råbe forgæves, når de selv har brug for hjælp.
Vrede kan formildes med en gave i smug,
raseri kan afdæmpes med lidt bestikkelse.
Når retfærdigheden sker fyldest, glæder de retskafne sig,
men forbryderne ryster af angst.
Den, der ikke tager imod fornuft,
ender i de dødes selskab.
Den, der lever for at more sig, ender i gæld,
et liv i sus og dus fører ikke til velstand.
De onde og troløse bliver straffet,
så de gode og trofaste kan gå fri.
Hellere bo alene i en ørken
end i hus med en sur og arrig kone.
Den kloge sparer op og bliver velstående,
tåben bruger straks alt, hvad han tjener.
Den, der stræber efter at være retfærdig og kærlig,
bliver respekteret og får et godt liv.
Den vise kan besejre et utal af krigere
og nedbryde fjendens fæstningsværker.
Den, der formår at holde sin mund,
kan undgå en masse problemer.
Den hovmodige kendes på sit overmod,
sin stolte og arrogante optræden.
Den dovnes ønsker ender med at ødelægge ham,
for han nægter at bestille noget.
Han tænker kun på at skrabe til sig,
mens den retskafne elsker at give til andre.
Den ondes offergave er en afskyelighed,
især når den bringes med bagtanke.
Det falske vidne bliver afsløret til sidst,
men den, der taler sandt, kan holde stand.
Den onde tromler fremad,
den retskafne overvejer sine skridt.
Visdom, tanker og planer er intet værd
for dem, der prøver at stå Herren imod.
Hesten kan gøres klar til kamp,
men det er dog Herren, der giver sejr.
Et godt ry er bedre end rigdom,
at blive værdsat er bedre end at eje sølv og guld.
Rig og fattig har noget tilfælles:
Det er Herren, der har skabt dem begge.
Den fornuftige ser faren på forhånd og undgår den,
en tåbe vader videre og må tage konsekvensen.
Ydmyghed og ærefrygt for Herren
giver rigdom, respekt og et godt liv.
Bedragerens vej er fuld af fælder og forhindringer,
de, der har livet kært, holder sig væk.
Lær dine børn at træffe rette valg,
så vil de gøre det, så længe de lever.
Den rige har magt over den fattige,
og udlåneren bestemmer over den, der låner.
Den ondskabsfulde tyran bliver straffet,
hans terrorregime får ende.
Generøse mennesker velsignes,
for de deler deres mad med de fattige.
Jag spotteren bort, så får ufreden ende,
skænderier og fornærmelser hører op.
Kongen er ven med dem, der er oprigtige
og taler barmhjertige ord.
Herren værner om sandheden,
og gendriver løgnernes ord.
Den dovne siger: „Hvis jeg går ud på gaden,
bliver jeg måske ædt af en løve!”
En utro kvindes ord er besnærende,
den, som Herren vil straffe, går i fælden.
Det er naturligt for et barn at gøre tåbelige ting,
men konsekvent tilrettevisning hjælper på sagen.
De, der udnytter de magtesløse til egen fordel
eller bestikker dem, der har magt, skal ende i fattigdom.
Lyt til de vises ord og gem dem i dit hjerte, så vil du glæde dig over at kunne huske dem og give dem videre til andre. Jeg lærer dig det her i dag, for at du skal sætte din lid til Herren. Jeg har nedskrevet 30 visdomsord, som skal vejlede dig og give dig kundskab. De vil hjælpe dig til at forstå, hvad der er sandt og ret at gøre, så du kan svare godt for dig, når du bliver spurgt.
Angrib ikke de svage, fordi de er magtesløse,
undertryk dem ikke i retssager,
for Herren selv vil forsvare dem
og straffe dem, der udnytter deres svaghed.
Bliv ikke ven med dem, der altid er vrede,
hold dig fra hidsige mennesker,
ellers risikerer du at gøre som dem
og at ende i store problemer.
Stil ikke kaution for en andens gæld,
lad være at love, at du nok skal betale.
Du risikerer at miste alle dine penge,
dine møbler og alt, hvad du har.
Flyt ikke de gamle markskel,
som går tilbage til dine forfædres tid.
De, der gør et fremragende stykke arbejde,
kan forvente at få en høj stilling.
En dag var Peter og Johannes på vej op til templet for at deltage i den daglige eftermiddagsbøn kl. 15. Som de nærmede sig templet, så de en mand blive båret hen til indgangen. Han havde været lam fra fødslen af, og man plejede hver dag at anbringe ham ved den indgang til tempelpladsen, der blev kaldt for „Den Smukke Port”. Der kunne han sidde og tigge penge af dem, der gik ind ad porten. Da han så Peter og Johannes på vej ind i templet, bad han også dem om en skilling. De standsede og betragtede ham opmærksomt. „Se på os!” sagde Peter. Den lamme mand så spændt op på dem, for han regnede med, at de ville give ham noget. „Jeg ejer hverken sølv eller guld, men hvad jeg har, det giver jeg dig,” sagde Peter. „På vegne af nazaræeren Jesus, som er Messias, og med autoritet fra ham siger jeg til dig: Rejs dig op og gå!” I det samme tog Peter den lamme mands højre hånd for at hjælpe ham op. Straks blev mandens fødder og ankler stærke, han rejste sig op og støttede på benene. Han begyndte at gå omkring, og derefter fulgte han med Peter og Johannes ind på tempelpladsen, hvor han sprang rundt og dansede og priste Gud. Da folk derinde hørte glædesudbruddene og så ham danse omkring, blev de helt ude af sig selv, så forbløffede var de over det, der var sket med ham. Han var jo kendt som den lamme tigger ved „Den Smukke Port”.
Mens tiggeren stadig holdt sig tæt ved Peter og Johannes, nåede de hen i den del af tempelområdet, der kaldes for Salomons Søjlegang, og den forbløffede folkemængde samlede sig om dem. „Hvad er I så forbavsede over, venner?” sagde Peter, da han så dem, „og hvorfor står I og stirrer på os? I må ikke tro, at det er os, der ved egen kraft eller særlig fromhed har fået manden her til at gå. Nej, det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud – vores forfædres Gud – der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham. Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet. I dræbte livets ophav, men Gud lod ham genopstå fra de døde. Det kan både Johannes og jeg bevidne. Det er ved troen på Jesus, at manden, som I ser her, og som I kender, er blevet helbredt. Den tro, som Jesus har givet os, har gjort ham fuldstændig rask.
Jeg ved godt, at hverken I eller jeres ledere vidste, hvad I gjorde, da I behandlede Jesus på den måde. Det var med i Guds plan, og derved blev de profetier opfyldt, der forudsagde, at Messias skulle gennemgå store lidelser. Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer, og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt. Han skal blive i Himlen, indtil den tid kommer, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine udvalgte profeter. Moses sagde: ‚Herren, jeres Gud, vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk. Lyt til alt, hvad han siger til jer, for enhver, der ikke retter sig efter det, han siger, vil blive udryddet.’
Samuel og de profeter, der var senere end ham, har også alle sammen talt om det, der er sket iblandt os i de her dage. I er profeternes efterkommere, og I er arvtagere til den pagt, Gud oprettede med vores forfædre. Som en del af pagten gav Gud følgende løfte til Abraham: ‚Gennem en af dine efterkommere vil alle jordens folkeslag blive velsignet.’ Da Gud sendte sin Tjener, blev han først sendt til jer med den lovede velsignelse, som I alle sammen kan få del i, hvis I vender om fra jeres onde gerninger.”
Før sin død velsignede profeten Moses israelitterne med følgende ord:
Fra Sinai førte Herren os fremad,
i Seir så vi hans herlighed,
på Parans bjerge hans stråleglans.
Hans hellige titusinder fulgte ham,
da han kom sydfra til Moabs skråninger.
Han elsker sit folk,
han holder hånden over sine hellige,
de, som følger i hans fodspor
og adlyder alle hans bud,
alle de love, som jeg pålagde folket,
og som Jakobs slægt fik i eje.
Han blev Israels hersker,
dengang folkets ledere samledes,
og alle stammer gav deres ja.
Herre, lad Ruben leve og ikke uddø,
selvom hans stammetal er lille.
Herre, hjælp Juda imod hans fjender.
Vær du den, som forsvarer ham.
Bring ham hjem fra krigen i god behold.
Hør, han råber til dig om hjælp.
Herre, åbenbar ved Urim og Tummim
din vilje for Levi, din trofaste tjener,
som du satte på prøve ved Massa,
og irettesatte ved Meribas vande.
Han var mere loyal over for dig
end over for sin egen familie.
Han adlød dine befalinger,
var trofast imod din pagt.
Han skal lære Israels folk dine bud,
Jakobs børn dine love.
Han skal ofre dig duftende røgelse,
bringe brændofre op på dit alter.
Herre, velsign ham med styrke,
må hans tjeneste være til glæde for dig.
Knus hans fjender, som hader ham,
så de aldrig rejser sig imod ham igen.
Benjamin er Herrens yndling,
han kan trygt hvile sig.
Han beskyttes dagen lang,
han omsluttes af Herrens arme.
Herren velsigne Josefs land,
med himlens regn og jordens kilder,
med solmoden frugt og rigelig afgrøde,
med det bedste fra de ældgamle bjerge,
med en herlig høst fra de evige høje,
med alt det bedste, som jorden rummer,
med nåde fra ham, som talte til mig ved tornebusken.
Velsignet er Josef som leder blandt sit folk,
som fyrste over sine brødre.
Han er stærk som tyren,
har horn som bøflen.
Han gennemborer fjenderne,
jager dem på flugt til jordens ender.
Efraims mægtige hær er hans styrke,
Manasses talstærke folk kæmper tappert.
Zebulon bliver velsignet på sine handelsrejser.
Issakars telte vil bugne af gods og guld.
De vil samle folkene på bjerget
og i fællesskab bringe ofre til Herren.
De bringer havets rigdomme i hus
og graver skatte op af sandet.
Tak, Herre, at du giver god plads til Gads stamme.
Som løven ligger Gad på lur,
parat til at rive fjendens hoved eller arm af.
Han valgte den bedste del af landet,
et område, der passer sig for en leder.
Når Israels ledere er samlet,
er Gad parat til at handle på Herrens bud.
Dan er som en løveunge,
der springer frem fra Bashan.
Naftali er mæt af velsignelse
og fyldt med Herrens nåde.
Han får søen og solsiden i eje.
Asher er en særlig velsignet søn,
en yndling blandt sine brødre,
hans land vil blive fyldt med oliven.
Hans byer har porte af jern og bronze,
hans styrke vil vare, så længe han lever.
Der er ingen som Israels Gud.
Han farer frem over himlen for at hjælpe,
han rider på skyerne som en konge.
Den evige Gud er din tilflugt,
hans evige arme holder dig oppe.
Han jager fjenden på flugt foran dig
og befaler dig at udslette ham.
Israel skal bo i tryghed,
Jakobs børn får egen bolig
i et land fyldt med korn og vin,
hvor himlen drypper af væde.
Israel, hvor er du velsignet,
et folk, der befries af Herren selv.
Han er dit skjold og din redning,
han er dit sejrende sværd.
Dine fjender bøjer sig i støvet for dig,
men du udsletter dem.
Derefter steg Moses op fra Moabs sletter til Pisgatinden på Nebos bjerg over for Jeriko, hvorfra Herren viste ham landet: Gileads land helt op til Dan i nord; Naftalis land; Efraims og Manasses land; Judas land helt over til Middelhavet mod vest, Negev mod syd, og Jordandalen mellem palmebyen Jeriko og Zoar.
„Det er landet, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob at give deres efterkommere,” sagde Herren til Moses. „Nu har du set det med egne øjne, men du får ikke lov til at komme ind i det.”
Så døde Moses, Herrens tjener, i Moabs land, sådan som Herren havde bestemt det, og han blev begravet i Moab, i dalen over for byen Bet-Peor. Den dag i dag er der ingen, der kender det nøjagtige sted.
Moses var 120 år gammel, da han døde, men han havde bevaret sin livskraft og sit gode syn.
Der på Moabs sletter sørgede folket i 30 dage over hans død.
Josva, Nuns søn, var fyldt med visdoms ånd, for Moses havde lagt sine hænder på ham og velsignet ham, og israelitterne fulgte ham og adlød de befalinger, Herren havde givet Moses.
Aldrig før eller siden har der været en profet som Moses, med hvem Herren talte ansigt til ansigt. Ingen mirakler kan sammenlignes med dem, han udførte for øjnene af Israel og egypterkongen og alle hans tjenere.
Bliver du indbudt til en fest hos en magtfuld person,
så skal du være på vagt.
Lad være med at proppe dig,
selvom du er nok så sulten.
Se ikke længselsfuldt efter de lækre retter,
for der er måske en bagtanke med det hele.
Brug ikke al din energi på at blive rig,
men brug din fornuft og behersk dig.
Rigdom har det med at få vinger
og forsvinde som en fugl i luften.
Spis ikke ved gnierens bord,
smag ikke på hans lækre mad.
„Spis og drik!” siger han,
men han mener det ikke.
Til sidst får du kvalme af ham
og fortryder dine rosende ord.
Forsøg ikke at tale et fjols til fornuft,
han vil ikke værdsætte din visdom.
Udnyt ikke de forældreløses svaghed,
flyt ikke markskellet ind på deres grund.
Herren vil selv tage sig af deres sag
og forsvare dem overfor uretten.
Tænk over den vejledning, du får,
hør godt efter de kloge ord.
Et barn har brug for disciplin,
og et slag med riset slår det ikke ihjel.
Det, et barn lærer ved at blive straffet,
kan senere redde dets liv.
Min søn, når du tilegner dig visdom,
fryder jeg mig af hele mit hjerte.
Jeg bliver glad helt ind i sjælen,
når jeg hører dig sige de rette ord.
Lad være med at misunde syndere,
men lev hver dag i ærefrygt for Herren,
så undgår du skuffede forhåbninger
og får dig en velsignet fremtid.
Hør efter, min søn, og bliv vis,
så du kan holde den rette kurs i dit liv.
Lad være med at drikke dig fuld,
og hold dig fra alt frådseri.
Den slags gør dig bare fattig og sløv,
og du ender med at gå rundt i pjalter.
Lyt til din far, som gav dig livet,
respekter din mor, selv når hun bliver gammel.
Søg visdom og sandhed, vejledning og indsigt,
for det er værdier, det betaler sig at holde fast ved.
Et fornuftigt barn gør sine forældre glade,
det er lykken at have et forstandigt barn.
Giv dine forældre grund til at glæde sig,
lad din mor få lov at være stolt af dig.
Min søn, lyt til mit råd
og tag ved lære af mit eksempel.
En løsagtig kvinde er som en faldgrube,
en luder som en løkke om halsen.
Hun ligger på lur som en røver
og forfører sine ofre til utroskab.
Hvem får sorg, og hvem får smerte?
Hvem får skældud og masser af ballade?
Hvem får blå mærker og blodskudte øjne?
De, der drikker i tide og utide,
som altid er på udkig efter vin og øl.
Lad dig ikke lokke af den perlende vin,
uanset hvor godt den smager,
for bagefter bider den som en slange,
den er giftig som en hugorm.
Dine øjne ser de underligste ting,
og din mund taler mystiske ord.
Du slingrer som en sømand på et skib i storm,
der klynger sig ør til en svajende mast.
Når du kommer til dig selv igen, siger du:
„De må have banket mig,
men jeg ænsede det ikke.
De må have slået mig,
men jeg husker det ikke!
Når jeg er ovre den her brandert,
må jeg se at få noget at drikke!”
Vær ikke misundelig på onde mennesker,
stræb ikke efter at være sammen med dem.
De har ondt i sinde
og taler altid om ugerninger.
Det kræver indsigt at etablere et hjem
og visdom at bygge det op.
Fyld rummene med kundskab
som kostbare og smukke skatte.
En kriger, der også ejer visdom, er stærk,
klogskab er en fordel i kampen,
for der skal lægges planer, før man går i krig.
Jo flere rådgivere, jo større chance for at vinde.
Visdom ligger uden for tåbernes rækkevidde,
de har intet at sige, når en sag skal afgøres.
Den, som altid planlægger ondt,
bliver kendt som en lumsk person.
Tåbens ondskabsfulde tanker er synd,
den arrogante får et dårligt ry.
Hvis du svigter under pres,
viser det, at du mangler styrke.
Red dem, der er på vej til døden,
frels dem, inden det er for sent.
Sig ikke, at du intet vidste om det,
for Gud kender dine tanker.
Han, som vogter din sjæl, ved det hele
og han gengælder enhver efter deres gerninger.
Spis honning, min søn, for det er godt,
det smager så herligt og sødt.
Visdom er honning for sjælen.
Får du visdom, er der håb for din fremtid,
et håb, der ikke vil skuffe dig.
Lig ikke på lur for at angribe retskafne mennesker,
forbryd dig ikke ved at ødelægge deres hjem.
Den gudfrygtige rejser sig igen, når han er faldet,
men den gudløse bliver liggende, hvor han blev fældet.
Glæd dig ikke, når Herren straffer dine fjender,
vær ikke skadefro, når de får problemer,
for det bryder Herren sig ikke om,
og måske standser han så sin straf.
Lad være at ærgre dig over de ondes fremgang,
misund dem ikke, når det går dem godt,
for de har hverken fremtid eller håb,
pludselig er alt forbi.
Min søn, vis ærefrygt for Herren og for kongen,
og hold dig væk fra dem, der gør oprør,
for pludselig kommer straffen over dem,
og hverken Guds eller kongens straf er til at spøge med.
Følgende ordsprog er forfattet af forskellige vise mænd:
Partiskhed hos en dommer er forfærdelig.
Hvis han frikender den skyldige,
bliver han forbandet og set ned på.
Men hvis han dømmer retfærdigt,
bliver han æret og set op til.
Et ærligt svar er tegn på sandt venskab.
Du må have økonomien i orden,
før du tænker på at stifte familie.
Lad være at anklage nogen uden grund,
kom ikke med en falsk forklaring i retten.
Tænk ikke: „Nu skal han få betalt!
Han har selv været ude om det!”
Jeg kom forbi en doven mands mark,
og en vingård, der tilhørte en tåbe,
der var tidsler og ukrudt overalt,
og muren var styrtet sammen.
Jeg så det, tænkte over det,
og tog ved lære deraf:
„Åh, bare en lille en på øjet, bare lidt mere søvn,
en lille lur med foldede hænder.”
Men pludselig overfalder fattigdommen dig,
som en bevæbnet røver angriber sulten dig.
Mens Peter stod sammen med Johannes og talte til folkemængden, kom de ledende præster derhen sammen med kommandanten for tempelvagten og nogle af saddukæerne. De var oprørte over, at Peter og Johannes stod og underviste folket og oven i købet påstod, at Jesus var genopstået fra de døde. De to mænd blev pågrebet og sat i arresten til næste dag, for det var for sent til, at Det jødiske Råd kunne samles den dag. Men mange af dem, der havde hørt Peters tale, kom til tro, og der var nu omtrent 5000 mænd i menigheden.
Næste dag blev Rådet kaldt sammen. Det bestod af de jødiske ledere og de skriftlærde i Jerusalem. Ypperstepræsten Annas var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre fra ypperstepræstens familie. De to disciple blev ført frem, og forhøret begyndte. „Hvem har givet jer ret til at gøre det, I gjorde her i går?” lød det første spørgsmål.
Fyldt med Helligåndens kraft svarede Peter: „Ærede ledere og rådsmedlemmer! Hvis årsagen til forhøret her er den gode gerning, som fandt sted i går, hvor en lam mand blev helbredt, så lad mig sige ligeud til både jer og hele Israels folk, at når denne mand kan stå sund og rask foran jer, så skyldes det den kraft og autoritet, vi har fået fra nazaræeren Jesus. Det er ham, der er Messias, og det var jer, der korsfæstede ham, men Gud oprejste ham fra de døde. Han er den sten, som I bygmestre kasserede, men som nu er blevet selve hjørnestenen. Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.”
Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus. Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem. Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret.
„Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det. Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.”
Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”
Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkemængden ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.
Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.
Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes i dem. Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:
Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.
Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”
Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.
Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.
Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.
Efter at Moses var død, sagde Herren til hans medhjælper Josva, Nuns søn:
„Min tjener Moses er død. Nu er det dig, som skal føre israelitterne over Jordanfloden og ind i det land, jeg vil give dem. Hvad jeg sagde til Moses, siger jeg til dig: De områder, I erobrer i landet, skal tilhøre jer, fra Negevs ørken i syd til Libanons bjerge mod nord, ja, helt op til den store flod, Eufratfloden, og ud til Middelhavet mod vest, hele det land, hittitterne nu bor i. Ingen vil kunne holde stand imod dig, så længe du lever, for jeg vil være med dig, som jeg var med Moses. Jeg vil ikke svigte dig eller forlade dig.
Stå fast og vær modig, for du skal lede mit folk i erobringen af hele det land, jeg har lovet jeres forfædre. Ret dig omhyggeligt efter de forordninger, Moses gav dig. Hold fast ved dem, så vil tingene lykkes for dig. Mind hele tiden folket om disse love – og selv skal du tænke på dem døgnet rundt, så du handler efter dem, for så vil det gå dig godt, og du vil lykkes. Jeg siger det igen: Stå fast og vær modig! Vær ikke bange eller frygtsom! Husk, at jeg er Herren, din Gud, og jeg vil hjælpe dig med alt, hvad du skal gøre.”
Så sagde Josva til folkets ledere: „Gå rundt i lejren og sig til folket: Gør jer klar, for om tre dage går vi over Jordanfloden for at tage det land i besiddelse, som Gud har lovet os.”
Til lederne for Rubens, Gads og Manasses halve stamme sagde han: „Husk, hvad Guds tjener Moses sagde til jer: Herren, jeres Gud, har givet jer landet øst for Jordanfloden. Jeres koner, børn og kvæg har lov at blive her på østsiden, men alle våbenføre mænd skal gå over Jordanfloden i spidsen for de andre stammer og hjælpe dem med at indtage deres områder på den anden side. I skal kæmpe sammen med dem, indtil de har erobret det land, Herren har givet dem. Derefter må I vende tilbage og bosætte jer øst for Jordanfloden, hvor Moses tildelte jer land.”
„Alt, hvad du siger, vil vi gøre,” svarede de. „Og hvor som helst, du sender os, vil vi gå. Vi vil adlyde dig, som vi adlød Moses. Må Herren din Gud være med dig, som han var med Moses. Enhver, der ikke vil adlyde dig, skal dø. Stå fast og vær modig.”
Fra israelitternes lejr ved Shittim på Moabs sletter havde Josva i al hemmelighed sendt to spioner af sted over floden for at undersøge landet, især Jeriko. De tog af sted og kom til et hus i Jeriko, hvor der boede en kvinde ved navn Rahab, som var prostitueret. Der fik de lov til at overnatte.
Men da Jerikos konge fik at vide, at der var kommet nogle israelitter til byen den aften for at udspionere landet, sendte han straks nogle af sine folk til Rahabs hus: „Udlever de mænd, som er i dit hus,” beordrede de. „De er spioner.”
Rahab havde allerede skjult mændene, så hun svarede: „Der kom ganske rigtig to mænd til mit hus, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra. De er her ikke længere, for de forlod byen inden solnedgang, da byporten skulle lukkes. Jeg ved ikke, hvor de tog hen, men hvis I skynder jer, kan I sikkert nå at indhente dem.” Rahab havde ført mændene op på det flade tag og gemt dem under noget hør, hun havde liggende til tørre deroppe.
Kongens mænd skyndte sig af sted i retning af Jordanflodens vadesteder, og byporten blev lukket forsvarligt, så snart de var taget af sted.
Imens gik Rahab op på taget for at tale med mændene, inden de lagde sig til at sove. „Jeg ved, at Herren har givet jer vores land,” sagde hun. „Vi er alle sammen frygtelig bange for jer. Vi har jo hørt, hvordan Herren åbnede en vej for jer gennem Det Røde Hav, dengang I forlod Egypten. Vi ved også, hvordan det gik amoritterkongerne Sihon og Og på den anden side af Jordanfloden, da I ødelagde deres land og udryddede befolkningen. Så det er ikke underligt, at vi har tabt modet. Ingen tør kæmpe imod jer, når de ved, at Herren, jeres Gud, er den øverste Gud i Himlen og på jorden. Derfor vil jeg bede jer om én ting: Sværg ved jeres Guds hellige navn, at I vil hjælpe mig og min familie, ligesom jeg nu hjælper jer. Giv mig et sikkert tegn på, at I vil skåne mig og min mor og far, mine brødre og søstre og deres familier, så vi ikke skal dø, når I erobrer Jeriko.”
„Liv for liv!” svor mændene. „Hvis du ikke forråder os, vil vi sørge for, at du og din familie bliver skånet, når Herren giver os sejr over jeres land.”
Rahabs hus var bygget i ét med bymuren og havde et vindue, der vendte udad. Hun tog nu et reb og gjorde klar til at fire dem ned på ydersiden af bymuren. „Gå væk fra floden og op i bjergene,” sagde hun til dem, „og gem jer der i tre dage, indtil jeres forfølgere giver op og kommer tilbage til byen. Så kan I roligt vende hjem.”
Inden spionerne forsvandt, sagde de: „Den ed, du har fået os til at sværge, gælder kun, hvis du binder den her røde snor fast i vinduet, og hvis I alle holder jer inden døre. Hvis nogen forlader huset her, er det deres egen skyld, hvis de mister livet. Men vi står inde for, at der ikke vil ske noget med dem, der bliver i huset. Hvis du forråder os, er vi løst fra vores løfte.”
„Det er i orden,” svarede hun. Derpå firede hun dem ned, og de forsvandt i mørket, mens hun bandt den røde snor fast i vinduet.
Spionerne flygtede nu op i bjergene, hvor de blev i tre dage, mens deres forfølgere søgte efter dem overalt og siden vendte tilbage til byen med uforrettet sag. Derefter gik de ned fra bjergene, vadede over Jordanfloden og fortalte Josva, hvordan det var gået. „Herren har givet os hele landet,” sagde de. „Befolkningen er så bange for os, at de ryster af skræk.”
Her følger nogle flere af Salomons ordsprog, samlet af embedsmænd ved kong Hizkija af Judas hof.
Gud har ret til at holde ting skjult,
og kongen har ret til at undersøge ting.
Ingen kender himlens og jordens mysterier,
eller hvad kongen tænker i sit stille sind.
Sølv skal renses for urenheder,
før sølvsmeden kan bruge det.
Hoffet skal renses for onde rådgivere,
før kongen kan regere med retfærdighed.
Når du er indbudt til fest hos kongen,
så tag ikke en af de fornemmeste pladser.
Det er bedre at få tildelt en bedre plads
end at blive vist ned på en ringere.
Tal kun om det, du selv har set,
vær ikke for hurtig til at anklage en anden.
Det bliver dig, der står tilbage med skammen,
hvis din anklage viser sig at være falsk.
Hvis du kommer i klammeri med din nabo,
så lad være med at røbe fortrolige oplysninger.
Ellers vil man opdage, at du er åbenmundet,
og du har mistet din troværdighed for altid.
Et ord i rette tid og på rette sted
er som et dejligt æble, serveret på et sølvfad.
Værdifuld som en ørering eller et smykke af guld
er den vises irettesættelse for den, der vil tage ved lære.
En pålidelig budbringer er velgørende for sin herre
som en iskold forfriskning på en varm sommerdag.
Den, der giver tomme løfter,
er som en drivende sky uden regn.
Selv en konge kan overtales, hvis du er tålmodig nok,
med venlighed kan man klare mange problemer.
For meget af det gode giver væmmelse.
Finder du honning, så spis ikke mere, end hvad godt er.
Rend ikke dine venner på dørene,
ellers bliver de trætte af dig.
At blive anklaget på falsk grundlag
er som at få en dolk stukket i ryggen.
At stole på en upålidelig person i en nødsituation
er som at tygge med en løs tand
eller støtte på en forstuvet fod.
At synge muntre viser for en, som sørger,
er som at tage tøjet af ham på en kold dag
eller gnide salt i såret.
Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise,
er han tørstig, så giv ham noget at drikke.
På den måde gør du ham skamfuld,
og Herren vil belønne dig.
Så sikkert som nordenvinden bringer kulde,
bringer sladder vrede i sindet.
Hellere bo i et hummer på loftet
end i hus med en kone, der skælder ud.
At høre godt nyt fra et fjernt land
er som et glas koldt vand for en, som tørster.
En retsindig, der lader sig overtale af en gudløs,
er som en mudret kilde eller en forurenet brønd.
Det er ikke godt at spise for mange søde sager,
man skal ikke forvente altid at blive rost.
Den, der ikke kan beherske sig,
er sårbar som en by uden mur omkring.
At en tåbe bliver æret er lige så upassende
som regn i tørtiden eller sne om sommeren.
En svale sætter sig ikke på din skulder,
og en ufortjent forbandelse rammer dig ikke.
En hest kan styres med bidsel og et æsel med pisk,
en tåbe lærer kun ved at få tæsk.
Giver du en tåbe igen med samme mønt,
kommer du selv til at ligne en tåbe.
Giver du en fornuftig forklaring til en tåbe,
kan han måske indse sin tåbelighed.
Det er skørt at sende en besked med en tåbe,
det er værre end ingenting, det giver bagslag.
Hvis en tåbe prøver at bruge et ordsprog,
er det som en lam, der prøver at gå.
At hædre en tåbe er lige så tosset
som at binde stenen fast til slyngen.
En tåbe, der stiver sig af med ordsprog,
er som en drukkenbolt, der støtter sig til en tjørnekæp.
Den arbejdsgiver, der hyrer den første den bedste,
er som en skytte, der skyder på må og få.
En tåbe, der fremturer i sin tåbelighed,
er som en hund, der slikker sit eget bræk i sig.
En tåbe, der er ærlig, er bedre faren
end den, der fejlagtigt tror, han er klog.
Den dovne siger: „Jeg kan ikke gå på arbejde,
for jeg risikerer at blive ædt af en løve!”
Den dovne vender og drejer sig i sengen,
som døren drejer sig på sine hængsler.
Den dovne stikker fingrene i frugtfadet,
men gider ikke føre hånden til munden.
Den dovne er klogere i sine egne øjne
end syv vise og fornuftige mennesker.
En forbipasserende, der blander sig i et skænderi,
er som en, der rykker en vild hund i øret.
Den, der bedrager sin ven og bagefter påstår, at det var for sjov,
er som en sindssyg, der leger med et dødbringende våben.
Uden brændsel går ilden ud,
uden bagtalelse dør striden ud.
En kværulant får en strid til at blusse op,
som når man bærer brænde til bålet.
Sladder sluges med hud og hår
og lagrer sig dybt i sindet.
Som skinnende glasur på en grim lerkrukke
er smukke ord, der dækker over falske motiver.
En ondskabsfuld person kan tale smigrende ord,
men er fyldt med had indvendigt.
Tro ikke på de venlige ord,
for hans hjerte er fuldt af onde planer.
Skønt han snedigt skjuler sit had,
bliver det før eller senere klart for enhver.
Den, der graver en grav for andre, falder selv i den,
den, der ruller en stor sten mod andre, knuses selv under den.
Den, der lyver, viser sit had,
ondsindet smiger gør megen fortræd.
En mand ved navn Ananias og hans kone, Safira, solgte et jordstykke, de havde. Derefter beholdt de selv en del af pengene, og Ananias bragte resten til apostlene under foregivende af, at det var hele salgssummen. Men Peter sagde: „Ananias, hvorfor har du ladet Satan friste dig til at lyve over for Helligånden og selv beholde nogle af pengene? Ingen tvang dig til at sælge din jord, og da den først var solgt, havde du stadig ret til at bruge pengene, som du ville. Hvordan kunne du finde på at gøre det her? Det er jo ikke os, du har løjet for, men Gud!” Da Ananias hørte det, faldt han om og døde. Alle de tilstedeværende var dybt rystede. Nogle unge mænd rejste sig og svøbte ham ind i et lagen. Så bar de ham udenfor og begravede ham.
Cirka tre timer senere kom Safira ind uden at vide, hvad der var sket. Peter spurgte hende: „Er det beløb her den fulde pris, I solgte jorden for?” „Ja, det er det,” svarede hun.
„Hvorfor er du og din mand blevet enige om at udfordre Herrens Ånd?” sagde Peter. „Kan du høre skridt uden for døren? Det er dem, som har begravet din mand, der kommer tilbage. De vil også bære dig ud.” Straks faldt hun om for fødderne af Peter og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død. Så bar de hende ud for at begrave hende ved siden af hendes mand. Hele menigheden og alle, som ellers hørte om det, blev dybt rystede.
Apostlene holdt sammen og blev ved med at forkynde og undervise i Salomons Søjlegang, og de gjorde mange bemærkelsesværdige undere blandt folket. Ingen af de øvrige troende turde slutte op om dem der, men apostlene nød stor anseelse hos folket, og flere og flere kom til tro på Herren, både mænd og kvinder. Apostlene gjorde så mange mirakler, at folk bar de syge ud på gaderne på senge og måtter, der hvor Peter kom forbi, så i det mindste hans skygge ville falde på dem. Store mængder af mennesker strømmede ind fra de omkringliggende byer med syge og folk, som var plaget af dæmoner – og de blev alle helbredt!
Ypperstepræsten og hans venner, som alle var saddukæere, blev jaloux på apostlene og satte dem i fængsel. Men en engel kom om natten og åbnede fængselsportene og førte dem udenfor. Derpå sagde englen: „Gå tilbage til templet og tal til folk om alt det, som hører det evige liv til.”
Derfor gik apostlene allerede næste dag ved daggry op på tempelpladsen og fortsatte med at undervise folk. I mellemtiden sammenkaldte ypperstepræsten og hans venner Rådet, som bestod af alle de jødiske ledere, og de sendte nogle folk fra tempelvagten hen til fængslet for at hente apostlene. Men de fandt dem ikke i fængslet. Derpå gik de tilbage til Rådet og rapporterede: „Fængslet var forsvarligt lukket og låst, og vagterne stod på deres poster uden for hver af dørene. Men da vi fik åbnet døren til fangernes celle, var der ingen derinde.”
Da kommandanten for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte det, vidste de ikke, om de skulle tage det alvorligt, eller hvad der var på færde. Så kom der en mand og fortalte, at de mænd, som var blevet fængslet dagen før, nu stod henne i templet og underviste folket. Kommandanten tog af sted med sit vagtmandskab og fik fat i dem – dog uden at bruge vold, for de var bange for, at folk så ville begynde at kaste sten efter dem.
Apostlene blev nu ført frem for Rådet, hvorefter ypperstepræsten sagde: „Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at tale mere om den mand? Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres propaganda! Det er tydeligt, at I er ude på at give os skylden for hans død.”
Peter svarede på apostlenes vegne: „Vi må adlyde Gud mere end mennesker. Vores forfædres Gud oprejste Jesus fra de døde, efter at I havde fået ham hængt op på et kors og dræbt. Ham har Gud nu ophøjet og givet pladsen ved sin højre side, og ham har han gjort til leder og Frelser, således at Israels folk kan få anledning til at vende om fra deres synder og blive tilgivet. Vi kan bevidne alt, hvad der er sket. Og Helligånden, som Gud giver til dem, der vil adlyde ham, bekræfter det.”
Da rådsmedlemmerne hørte det, blev de så rasende, at de ville slå apostlene ihjel med det samme. Men et medlem af Rådet, en farisæer ved navn Gamaliel, som underviste i Toraen og var højt respekteret af folket, rejste sig og anmodede om, at apostlene blev ført uden for rådssalen et øjeblik. Så vendte han sig til Rådets øvrige medlemmer og sagde: „Venner! Pas på, at I ikke gør noget overilet mod disse mennesker. For en del år siden var der en mand ved navn Teudas, som gav sig ud for at være noget stort, og der var ca. 400 mænd, der sluttede sig til ham. Men da han til sidst blev dræbt, opløstes det hele af sig selv, og hans tilhængere blev spredt for alle vinde. Efter ham dukkede så Judas fra Galilæa op, dengang vi havde den store folketælling. Han fik også samlet en flok oprørere, men da han mistede livet, forsvandt hans tilhængere som dug for solen. Derfor vil jeg råde jer til at lade mændene være i fred. Hvis det her har sit udspring i menneskelige tanker og planer, så vil det hele snart gå i sig selv. Men hvis Gud står bag det, så kan I ikke standse det, tværtimod risikerer I at komme til at kæmpe mod Gud selv.”
Forsamlingen fulgte hans råd. Apostlene blev kaldt ind igen, blev pisket og endnu en gang advaret imod at tale om Jesus. Så blev de løsladt, og de gik fra stedet fyldt med glæde over, at Gud havde regnet dem for værdige til at lide for Jesu skyld. Men de fortsatte med hver dag at forkynde budskabet om, at Jesus er Messias, og undervise folk både på tempelpladsen og rundt omkring i hjemmene.
Tidligt næste morgen brød Josva og Israels folk op fra lejren ved Shittim og kom ned til Jordanfloden. Der slog de lejr, indtil de var parat til at gå over floden.
Tre dage senere gik lederne rundt i lejren med følgende besked til folket: „Når I ser præsterne bryde op og gå af sted med pagtens ark, skal I følge efter. De vil gå foran jer og vise vej. Men der skal være en afstand på en kilometer mellem jer og arken. I må ikke komme for tæt på den.”
Derefter sagde Josva til folket: „Sørg for at være rituelt rene, for i morgen vil Herren gøre undere iblandt jer.”
Til præsterne sagde han: „I skal tage pagtens ark og gå i spidsen for folket.” Og de accepterede at tage pagtens ark og gå foran folket.
Om natten sagde Herren til Josva: „I dag vil jeg sørge for, at du vinder stor respekt blandt Israels folk. Alle skal få at se, at jeg er med dig, ligesom jeg var med Moses. Sig til præsterne, som skal bære pagtens ark: Når I kommer til flodens bred, skal I gå et skridt ud i den og blive stående.”
Næste morgen kaldte Josva folket sammen og sagde: „Hør efter, hvad Herren, jeres Gud, siger. I dag vil I se et bevis på, at den levende Gud er midt iblandt jer. Det vil give jer mod til at tro på, at han også vil drive landets indbyggere på flugt foran jer – alle kanaʼanæerne, hittitterne, hivvitterne, perizzitterne, girgashitterne, amoritterne og jebusitterne. Arken, der tilhører Herren – hele jordens Herre – skal bane vej for jer gennem floden. I skal udvælge 12 mænd, en fra hver stamme. Så snart præsterne med arken træder ud i floden, vil vandstrømmen nordfra standse og hobe sig op som en vold.”
Så brød folket op for at gå over floden, og præsterne, som bar pagtens ark, gik foran dem. Det var i høsttiden, hvor Jordanfloden går over sine bredder. Men da præsterne trådte ud i floden, standsede vandet, som kom nordfra, hobede sig op og stod som en vold ved byen Adam nær Saretan, mens vandet på sydsiden flød bort i retning af Det Døde Hav, indtil flodlejet var tørt, så folket kunne gå over lige ved Jeriko. Mens folket gik over, stod præsterne med arken midt ude i det udtørrede flodleje.
Efter at folket var kommet godt over på den anden side, sagde Herren til Josva:
„Sig til de 12 mænd, der blev udpeget af Israels 12 stammer, at de hver skal tage en sten fra det sted i flodlejet, hvor præsterne står, og tage stenene med sig til det sted, hvor I slår lejr i aften.”
Så kaldte Josva de 12 mænd sammen og sagde til dem: „Nu kan I gå over, men stands midt ude i flodlejet, hvor pagtens ark er. Der skal hver af jer samle en sten op og bære den på skulderen over på den anden side, så der er en sten for hver af Israels 12 stammer. De sten skal være et minde, og når jeres børn i fremtiden spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ skal I svare: ‚De minder os om dengang, Jordanflodens vand standsede for at lade Herrens ark og folket passere.’ De sten skal altid minde Israels folk om det under, som skete, da vi krydsede Jordanfloden.”
Mændene gjorde, som Josva havde sagt. De samlede 12 sten op fra flodlejet, én sten for hver stamme, sådan som Herren havde befalet Josva, og tog dem med sig til det sted, hvor de slog lejr for natten. Josva anbragte desuden 12 sten midt i floden på det sted, hvor præsterne stod med pagtens ark, og de sten er der den dag i dag. De præster, som bar arken, blev altså stående ude i flodlejet, indtil alt, hvad Herren havde befalet Josva, var udført. På den måde førte Josva folket over floden, sådan som Moses havde givet instrukser om. Folket skyndte sig over floden, mens præsterne stod i midten, og da de alle var kommet over, fulgte præsterne efter med arken, mens folket stod og så til.
Som Moses havde befalet, gik de våbenføre mænd fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme også med over floden. De udgjorde 40.000 bevæbnede krigere, som var klar til at kæmpe for Herren på Jerikos sletter. Herren gjorde det sådan, at Josva den dag vandt stor respekt i folkets øjne. Fremover viste de ham samme ærefrygt, som de havde vist Moses. Efter at Josva på Herrens befaling havde sagt til de præster, der stod med pagtens ark, at de skulle komme op af flodlejet, steg de op på bredden, og i samme øjeblik de satte foden på landjorden, strømmede vandet tilbage, og floden gik over sine bredder som før.
Det var den tiende dag i årets første måned, at folket krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Gilgal øst for Jeriko. Det var også der, Josva anbragte de 12 mindesten, de havde taget med fra midten af floden. Så gentog han over for hele Israels folk, hvad han allerede tidligere havde sagt: „I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ skal I sige: ‚De er til minde om, at Israels folk gik tørskoet over Jordanfloden.’ Fortæl dem, hvordan Herren holdt vandet tilbage for øjnene af jer, indtil alle var kommet over, ligesom han gjorde med Det Røde Hav, dengang Israels folk skulle krydse det. For alle jordens folk skal det være et tegn på Herrens vældige magt, og det skal hjælpe jer til altid at have respekt og ærefrygt for Herren, jeres Gud.”
Pral ikke med dine fremtidsplaner,
du ved jo ikke, hvad morgendagen bringer.
Ros ikke dig selv,
men overlad det til andre.
Sten og sand er tungt at bære,
men at udholde en tåbes provokationer er værre.
Det er hårdt at møde vrede,
men bitter jalousi er dog værre.
Kærlighed, der irettesætter,
er bedre end passiv kærlighed.
Det er bedre at få kritik fra en ven
end skulderklap fra en fjende.
Den, der er stopmæt, har ikke lyst til dessert,
men den sultne kan spise tørt brød.
Som en fugl, der er kommet bort fra sin rede,
er den, der har måttet forlade sit hjem.
Sande venner giver styrke til sjælen,
som aromatiske olier giver lindring til kroppen.
Vedligehold dine venskaber,
både dine egne og dine forældres.
Når ulykken da rammer,
behøver du ikke søge hjælp hos en slægtning.
Det er bedre at have en god ven tæt på
end en slægtning langt borte.
Når du vokser i visdom, min unge lærling, gør du mig glad,
for så har min undervisning dog båret frugt.
Den fornuftige ser faren på forhånd og undgår den,
en tåbe vader videre og må tage konsekvensen.
Den, der stiller kaution for ukendte personer,
bør tage imod pant fra dem.
Hvis man for tidligt råber godmorgen til sin nabo,
bliver han irriteret i stedet for glad.
En kone, der altid skælder ud,
er som vedvarende dryp fra et hul i taget.
At få hende til at holde op
er som at prøve at fange vinden
eller holde fast på et stykke sæbe.
Som jern skærper jern,
sådan skærper gode venner hinanden.
Den, der passer et figentræ godt,
får del i frugten,
og den tjener, der passer sit arbejde godt,
får ære og ros fra sin herre.
Dit ansigt kan du se i et spejl,
din karakter kan du se i dit hjerte.
Død og ødelæggelse får aldrig ende,
et begærligt menneske får aldrig nok.
En smeltning kan afgøre kvaliteten af sølv eller guld,
et menneskes omdømme viser dets karakter.
Om du så hakkede en tåbe til plukfisk,
ville hans dumhed stadig hænge ved ham.
Pas godt på dine får og geder,
sørg godt for hele din besætning.
Ejendele og position kan man hurtigt miste,
selv kongen ved ikke, om hans søn arver tronen.
Men når høet er høstet, og nyt græs spirer frem,
og når græsset på skråningerne er bragt i hus,
da får du masser af uld til nyt tøj,
og du kan opkøbe jord ved at sælge dine geder.
Tilmed har du rigeligt med gedemælk,
nok til dig selv, din familie og dine tjenestefolk.
Den, som har dårlig samvittighed, flygter,
selv når ingen er efter ham,
men den, hvis samvittighed er god,
holder stand som en løve.
Når et folk er i oprør, holder en leder ikke længe,
men en klog og dygtig regent skaber ro og tryghed.
En ubehøvlet tyran, der undertrykker de svage,
er som en haglbyge, der slår kornet ned.
Den, der ignorerer loven, støtter ondskaben,
den, der holder fast ved loven, bekæmper det onde.
De onde forstår ikke, hvad retfærdighed er,
men det gør de, der ønsker at gøre Guds vilje.
Det er bedre at være ærlig og fattig
end at være rig og uhæderlig.
En fornuftig søn adlyder loven,
men den, der føjter om med dårlige venner,
er en vanære for sin far.
Den, som bliver rig ved at udnytte andre og kræve høje renter,
mister sin rigdom til den, som er barmhjertig mod de hjælpeløse.
Når et menneske ignorerer Guds lov,
er selv hans bønner en afskyelighed.
Den, der forleder andre til synd, falder i sin egen fælde,
men de retsindige skal få en rig belønning.
En, der er rig, tror, han ved alt,
men en fattig med sund fornuft ved bedre.
Når retfærdigheden sejrer, er der grund til fest,
men når ondskaben hersker, søger folk i skjul.
Den, der dækker over sine fejl, får aldrig fremgang,
den, der erkender dem og lover bedring, får en ny chance.
Velsignet er den, som har ærefrygt for Gud,
den, som kun tror på sig selv, ender i store problemer.
Farlig som en brølende løve eller en sulten bjørn
er en ondsindet hersker over et magtesløst folk.
En regent, der undertrykker sit folk, er en tåbe.
En god leder udnytter ikke sin magt til egen fordel.
Den, der har mord på samvittigheden, er altid på flugt,
lad være med at dække over ham.
Den retsindige bliver reddet,
den uærlige går sin undergang i møde.
Den, der passer sit arbejde, har nok at spise,
den, der drømmer tiden bort, må sulte.
Den, der er ærlig og trofast, bliver rigt belønnet,
den, der uærligt bliver rig, undgår ikke straf.
Partiskhed i retten er altid af det onde,
og nogle kan bestikkes bare med et stykke brød.
Den griske har kun øje for at vinde sig rigdom,
han ser ikke, at det er fattigdom, der venter ham.
I sidste ende er en ærlig irettesættelse bedre
end altid at høre på smigrende ord.
Den, der stjæler fra sine forældre,
er ikke bedre end en simpel røver.
Selviskhed fører til skænderier,
tillid til Herren fører til fremgang.
Den, der kun stoler på sig selv, er en tåbe,
den, der vandrer i visdom, er tryg.
Den, der giver til mennesker i nød, vil altid selv have nok,
den, der lukker øjnene for nøden, bliver foragtet.
Når et ondt menneske regerer, søger folk i dækning,
når den onde styrtes, blomstrer retfærdigheden.
Efterhånden som flere og flere kom til tro, begyndte de græsktalende jødekristne i menigheden at beklage sig overfor de hebraisktalende, fordi de mente, at deres enker blev tilsidesat ved den daglige maduddeling. Derfor indkaldte de 12 apostle alle lederne til et møde og sagde: „Det er ikke godt, at vi forsømmer forkyndelsen af Guds ord for at tage vare på maduddelingen. Derfor skal I finde syv erfarne og åndsfyldte mænd iblandt jer, som har et godt ry. Dem vil vi give ansvaret for maduddelingen, så vi selv kan koncentrere os om bønnen og tjenesten med at forkynde ordet.”
De syntes alle, at det var et godt forslag, og de valgte derfor syv mænd: Stefanus (en mand, som var fuld af tro og Helligåndens kraft), Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos fra Antiokia (en græker, der tidligere havde sluttet sig til jødedommen). De syv blev så fremstillet for apostlene, som bad for dem og indsatte dem til tjeneste ved at lægge hænderne på dem og velsigne dem.
Guds ord nåede ud i stadig videre kredse, og antallet af disciple voksede stærkt i Jerusalem. Også en del af de jødiske præster kom til tro.
Stefanus, der var fuld af Guds nåde og Helligåndens kraft, gjorde opsigtsvækkende tegn og undere blandt folket. En dag kom der nogle mænd fra den synagoge, der hed „De Frigivnes Synagoge”, og de begyndte at diskutere med ham. Der var folk fra Kyrene, Alexandria og provinserne Kilikien og Asien. Men ingen af dem kunne modsige Stefanusʼ visdomsord og Helligåndens inspiration. De fik så nogle mænd til at sige: „Vi har hørt den mand tale imod Moses og imod Gud selv!” Derved fik de ophidset både den jævne befolkning, de jødiske ledere og de skriftlærde. Stefanus blev pågrebet og ført frem for Det jødiske Råd. Her rejste de falske vidner sig og sagde: „Den mand bliver ved med at tale imod vores hellige tempel og imod Toraen. Vi har selv hørt ham sige, at nazaræeren Jesus vil nedbryde templet og lave om på de love, som Moses har givet os.” Alle rådsmedlemmerne stirrede på Stefanus, for hans ansigt strålede som en engels.