Herren gav også Moses følgende befaling: „Alle Israels førstefødte sønner skal indvies til mig – også alle førstefødte handyr. De skal tilhøre mig.”
Så sagde Moses til folket: „Den her dag er en dag, I altid vil huske, for det var den dag, I forlod Egypten og blev reddet ud af slaveriet. Herren førte jer ud ved sin vældige magt og mægtige undere. På den dag må I kun spise brød, der er bagt uden surdej.
Denne dag i aviv måned skal hvert år fejres til minde om jeres befrielse fra slaveriet i Egypten. Når Herren har ført jer ind i det land, hvor kanaʼanæerne, hittitterne, amoritterne, hivvitterne og jebusitterne bor – det land, som han lovede jeres forfædre, et land, som ‚flyder med mælk og honning’, så skal I holde påske hvert år i aviv måned. I syv dage skal I spise usyrnet brød, og den syvende dag skal være en særlig højtidsdag for Herren. I de syv dage højtiden varer, må der ikke findes syrnet brød eller surdej i noget hjem, ja overhovedet ikke inden for landets grænser. Hvert år under denne højtid skal I forklare jeres børn, hvad det er, I fejrer – nemlig hvad Herren gjorde for jer, da han reddede jer fra slaveriet i Egypten. Denne årlige højtid skal være et konkret tegn, der giver jer identitet som Herrens befriede folk. Den skal være som et mærke på jeres hånd og pande og minde jer om, at I altid skal tænke og handle på Herrens befalinger, for med vældig magt og mægtige undere førte han jer ud af Egypten.
I skal fejre påske hvert år i aviv måned. Og når Herren fører jer ind i kanaʼanæernes land, som han for længe siden lovede jeres forfædre, skal alle jeres førstefødte sønner og førstefødte handyr gives til Herren, fordi det førstefødte tilhører ham. Men da æsler er urene dyr, skal I ikke give ham et førstefødt hanæsel. I stedet kan I give ham et lam eller et gedekid. Hvis I vælger ikke at give noget i stedet for æselføllet, skal I brække halsen på det. Og hvis I ikke vil give jeres førstefødte sønner til at tjene Herren, skal I indløse dem med et passende offer, som I giver til Herren i stedet for.
I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad skal disse indløsningsofre gøre godt for?’ skal I svare dem: ‚Med vældig magt og mægtige undere udfriede Herren os fra slaveriet i Egypten. Farao nægtede at lade os rejse, og derfor slog Herren alle de førstefødte sønner i Egypten ihjel tillige med alle de førstefødte handyr. Det er derfor, vi nu giver vores førstefødte sønner og vores førstefødte handyr til Herren, selv om sønnerne kan indløses med et andet offer.’ Jeg understreger igen, at denne tradition skal være som et mærke på jeres hånd og pande, et synligt tegn til minde om, at det var Herren, som med sin vældige magt førte jer ud af Egypten.”
Da Farao endelig lod israelitterne rejse, førte Gud dem ikke gennem filistrenes land, skønt det var den mest direkte vej fra Egypten til Kanaʼans land. Gud sagde: „Folket kunne miste modet og ønske at vende tilbage til Egypten, når der bliver kampe undervejs.” I stedet førte han dem ad en omvej gennem ørkenen i retning mod Det Røde Hav. Israelitterne forlod Egypten i grupper på 50 familier.
Moses tog Josefs mumie med sig, for Josef havde ladet Israels ledere sværge på, at man ville tage hans knogler med, når Gud engang førte sit folk ud af Egypten.
Efter at have forladt Sukkot slog de senere lejr ved Etam i udkanten af ørkenen. Herren gik selv foran dem, om dagen i form af en skysøjle for at vise dem vej og om natten i form af en ildsøjle for at lyse for dem. På den måde kunne de rejse både om dagen og om natten. Skysøjlen forlod dem ikke om dagen, og ildsøjlen forlod dem ikke om natten.
Derefter sagde Herren til Moses: „Sig til Israels folk, at de skal dreje fra vejen og gå imod Pi-ha-Hirot mellem Migdol og havet. I skal slå lejr langs kysten, over for Baʼal-Zefon, så vil Farao nemlig tro, at I er faret vild og lukket inde i ørkenen. Og så vil jeg endnu en gang gøre Farao stædig, så han sætter efter jer. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hele hans hær, og egypterne vil indse, at jeg er Herren, jeres Gud.”
Så slog israelitterne lejr, hvor Herren havde sagt.
Da Egyptens konge fik at vide, at israelitterne ikke var kommet tilbage til den fastsatte tid, holdt han rådslagning med sine embedsmænd. De fortrød nu, at de havde ladet alle deres slaver rejse bort. Så lod Farao sin stridsvogn gøre klar og satte efter dem i spidsen for et elitekorps på 600 udsøgte stridsvogne. Alle Egyptens øvrige stridsvogne fulgte efter, bemandet med erfarne vognkæmpere.
Herren havde gjort Farao så stædig, at han nu satte efter israelitterne, der var taget af sted i triumf. Hele Faraos hær med stridsvogne, ryttere og fodfolk deltog i forfølgelsen, og de indhentede Israels folk, hvor de havde slået lejr ved havet nær Pi-ha-Hirot over for Baʼal-Zefon.
Da nu Farao og hans hær kom nærmere, fik Israels folk øje på dem langt borte. De blev skrækslagne og råbte til Herren om hjælp. Så vendte de sig imod Moses og sagde: „Har du ført os her ud i ørkenen, for at vi skal dø? Var der ikke gravpladser nok i Egypten? Hvorfor fik du os i det hele taget til at forlade Egypten? Sagde vi ikke til dig dengang, at du skulle lade os være i fred? Hellere være slaver for egypterne end blive slagtet ned her i ørkenen!”
Men Moses svarede folket: „I skal ikke være bange! Bare bliv stående, hvor I står, for nu skal I få at se, hvordan Herren vil frelse jer. De egyptere, I ser komme imod os i dag, vil I aldrig komme til at se mere! Herren selv vil tage kampen op for jer. I skal bare tie stille!”
Derpå sagde Herren til Moses: „Der er ikke tid til mere snak. Sig til israelitterne, at de skal bryde op. Løft din stav og ræk den ud over havet, så der bliver en vej midt igennem. Så kan alle israelitterne gå tørskoet igennem havet og over på den anden side. Jeg vil gøre egypterne stædige, så de dumdristigt følger efter jer ud i havet. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hans hær, alle hans stridsvogne og ryttere. Når jeg har gjort det af med Farao og hele hans hær, vil egypterne indse, at jeg er Herren, jeres Gud!”
Herrens engel, som indtil da havde gået foran israelitterne for at vise vej, gik nu om bag dem. Også skysøjlen flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem, så den stod mellem israelitterne og egypterne. Om natten var der således lyst på israelitternes side og bælgmørkt på den egyptiske side. På den måde kom de ikke i nærheden af hinanden hele natten.
Da Moses rakte sin stav ud over vandet, drev Herren vandet bort. Han lod en voldsom østenvind blæse hele natten, så havet delte sig, og en tør sti kom til syne midt i. Så gik israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens vandet var som en beskyttende mur på begge sider. Men alle Faraos stridsvogne og ryttere fulgte efter dem ud i havet.
I den tidlige morgendæmring så Herren fra ild- og skysøjlen ned på egypternes hær og bragte den i uorden. Han fik vognhjulene til at sidde fast, så de havde stort besvær med at komme fremad. Da råbte egypterne: „Lad os se at komme væk! Det er deres gud, Jahve, der kæmper imod os.”
Da alle israelitterne var kommet over på den anden side, sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over havet igen, så vil vandet vende tilbage og oversvømme de egyptiske vogne og ryttere.” Moses adlød. Da dagen gryede, rakte Moses hånden ud over havet. Vandmasserne drønede tilbage til deres normale leje, og Herren skyllede de skrækslagne egyptere bort med de brusende strømme.
Vandet dækkede alle vognene og rytterne – ja, hele Faraos hær. Af alle de egyptere, der havde forfulgt israelitterne ud i havet, var der ikke en eneste, der overlevede. Men israelitterne nåede tørskoede gennem havet, mens vandet stod som en mur på begge sider.
Den dag reddede Herren israelitterne fra den egyptiske hær. De stod og betragtede ligene, der blev skyllet op på stranden. Da israelitterne så Herrens vældige magt demonstreret på egypterne, blev de fyldt af dyb ærefrygt for Gud, og de gav udtryk for deres tillid til ham – og til hans tjener Moses.
En sang af David.
Herren er mit lys og min redning,
så hvem har jeg grund til at frygte?
Herren beskytter mit liv,
hvad har jeg så at være bange for?
Når mine fjender angriber mig og vil mig til livs,
så snubler de alle og falder.
Selv om jeg omringes af en hær, er jeg ikke bange.
Selv om alt tyder på krig, er jeg stadig tryg.
Jeg har bedt Herren om én ting,
og det er mit højeste ønske:
at få lov at leve i hans nærhed livet igennem,
at se hans herlighed og meditere i hans helligdom.
Herren beskytter mig,
når der er fare på færde.
Han skjuler mig i sit telt,
sætter mig højt på en klippe.
Dér kan jeg være i fred,
for fjenden kan ikke nå mig.
Dér vil jeg bringe ofre til Herren
og lovprise ham af hele mit hjerte.
Herre, hør min bøn!
Vær mig nådig og svar mig.
Mit hjerte byder mig at søge dig,
og derfor kommer jeg til dig.
Vend mig ikke ryggen, Herre.
Vis ikke din tjener bort i vrede.
Du er min redning, svigt mig ikke nu!
Lad mig ikke i stikken, min frelses Gud!
Selv hvis min far og mor forlod mig,
ville du altid blive hos mig, Herre.
Vis mig den vej, jeg bør følge,
led mig på ærlighedens sti.
Mine fjender venter på, at jeg falder.
Lad mig ikke falde i hænderne på dem!
De anklager mig for ting, jeg ikke har gjort,
og de er altid ude på vold.
Men jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe mig,
så jeg oplever hans godhed hele mit liv.
Regn med Herren og hold ud!
Stol på ham og tab ikke modet!
En sang af David.
Herre, jeg råber til dig om hjælp,
for du er min eneste redning.
Hvis du ikke griber ind,
må jeg se døden i øjnene.
Herre, lyt til min bøn om nåde,
jeg råber til dig om hjælp
med løftede hænder mod din helligdom.
Lad mig ikke ende som de ondskabsfulde,
der taler venligt til folk,
mens de udtænker onde planer.
Giv dem den straf, de fortjener,
lad dem lide for deres grusomme handlinger.
Straf dem for al deres ondskab.
De ænser ikke Guds veje,
de følger ikke hans bud.
Derfor vil Gud rive dem ned
som et hus, der aldrig skal genopbygges.
Lovet være Herren,
for han har hørt min bøn.
Han er min styrke og mit skjold,
jeg stoler på ham af hele mit hjerte.
Når han hjælper, fyldes jeg med glæde,
mit hjerte jubler af lovsang til ham.
Herren bevarer sit folk,
han giver sejr til sin udvalgte konge.
Herre, befri dit folk,
velsign dem, der hører dig til.
Vær som en hyrde for dem,
bær dem i dine arme for evigt!
En sang af David.
Pris Herren, hele himlens hær,
for han har al magt og herlighed.
Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
kom til hans trone i tilbedelse.
Hans røst runger over de sorte skyer,
den Mægtige tordner fra sin himmel.
Der er styrke i hans stemme,
han taler med umådelig kraft.
Hans stemme splintrer de største træer,
knækker Libanons stolte cedre.
Den får Libanon og Hermon til at hoppe,
som var de kalve eller unge tyre.
Når Herren taler,
springer lynene frem.
Hans røst får landet til at skælve,
selv Kadeshørkenen begynder at ryste.
Hans råb får træerne til at bøje sig,
og bladene falder til jorden.
Alle i hans helligdom råber: „Giv ære til Gud!”
Han bestemte over syndfloden,
han er Konge over alt til evig tid.
Han styrker sit folk,
velsigner det med fred.
Jesus og disciplene gik ind i en synagoge, og dér var der en mand med en forkrøblet hånd. Farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede manden på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.
Jesus sagde nu til manden med den forkrøblede hånd: „Rejs dig op og stå her i midten.” Derefter spurgte han forsamlingen: „Hvad siger Guds lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller til noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” Men ingen svarede. Jesus så rundt på forsamlingen, vred og bedrøvet over deres stenhårde hjerter. Så sagde han til manden: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han – og straks blev hånden rask.
Farisæerne rejste sig øjeblikkeligt og forlod synagogen. Kort efter mødtes de med herodianerne for at drøfte, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen.
Jesus og hans disciple gik nu ned mod søen, og en masse mennesker fulgte efter dem. De fleste kom fra Galilæa, men mange kom helt fra Judæa, Jerusalem, Idumæa og fra landet på den anden side af Jordanfloden – ja, endog helt fra Tyrus og Sidon. De store undere, Jesus gjorde, rygtedes vidt omkring, og folk kom strømmende for at se, hvad der foregik. Jesus gav sine disciple besked på at holde en båd klar, så han kunne gå om bord i den, hvis han blev for voldsomt trængt af folkemængden på bredden. For han helbredte så mange mennesker, at de syge pressede på fra alle sider for at røre ved ham. Når de, som var plaget af dæmoner, så ham, faldt de på knæ foran ham og skreg: „Du er Guds Søn!” Men Jesus forbød dem strengt at røbe, hvem han var.
En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Derefter kaldte han på de disciple, som han ønskede, og de kom til ham. På den måde gjorde han 12 af sine disciple til apostle. De skulle stå i lære hos ham, så han senere kunne sende dem ud med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab og til at uddrive onde ånder. Her er navnene på de 12: Simon, som Jesus senere gav navnet Peter; Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus (de blev kaldt „Tordensønnerne”); Andreas; Filip; Bartolomæus; Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.
Når Jesus og hans disciple gik hjem, fulgte der ofte så mange mennesker med ind i huset, at de ikke engang kunne komme til at spise. Da hans familie hørte om det, tog de af sted for at få fat i ham, for de mente, at han var gået fra forstanden.
Nogle skriftlærde, der var kommet helt fra Jerusalem, gik rundt og sagde: „Jesus står i ledtog med Satan, de onde ånders fyrste. Det er derfor, han kan uddrive de onde ånder!”
Jesus kaldte dem til sig og talte til dem i billeder: „Hvordan kan Satan uddrive sine egne onde ånder?” spurgte han. „Et land, som ligger i krig med sig selv, kan ikke bestå, og et hjem, der er i splid med sig selv, går snart i opløsning. Hvis Satan nu er begyndt at kæmpe mod sine egne, så er han kommet i krig med sig selv, og det er ude med ham.
Man kan ikke bare bryde ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har. Man må først binde ham. Derefter kan man tage, hvad han har i sit hus.
Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al deres synd og al deres gudsbespottelse, men hvis de håner Helligånden, så er der ingen tilgivelse længere. Det er en synd med evige konsekvenser.” Det sagde Jesus til dem, fordi de påstod, at det var ved Satans kraft og ikke ved Helligåndens kraft, han uddrev de onde ånder.
Nu kom så Jesu mor og brødre til det overfyldte hus, hvor han underviste. De sendte bud ind til ham og bad ham komme udenfor. „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde de, der sad nærmest ved ham. „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” spurgte Jesus og lod blikket glide rundt på den forsamling, der sad omkring ham: „Min mor og mine brødre sidder her! For den, der gør Guds vilje, er min bror eller søster eller mor.”
Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:
Jeg vil synge for Herren,
ophøje ham for hans herlige sejr.
Han fældede hest og rytter,
kastede dem i havets dyb.
Herren er min styrke og glæde,
han er den, som frelser mig.
Han er min Gud, og jeg vil prise ham,
mine forfædres Gud, jeg vil ophøje ham.
Herren er en vældig kriger,
Herren er hans navn.
Faraos vogne og hære blev opslugt af havet,
hans folk forsvandt i Det Røde Hav.
Bølgerne slog hen over dem,
de sank som sten i havets dyb.
Herre, din højre hånd er stærk,
du knuser dine fjender.
Med din vældige magt vandt du
over dem, som var imod dig.
Din vrede flammede op
og fortærede dem som halmstrå.
Ved dit åndepust hobede vandet sig op,
de brusende vande stod faste som en mur.
Fjenden tænkte: „Jeg forfølger dem,
indhenter dem og udrydder dem.
Jeg plyndrer dem og uddeler byttet,
jeg stiller min hævntørst på dem.
Jeg trækker mit sværd af skeden,
med magt vil jeg udrydde dem.”
Men du pustede, og havet dækkede dem.
De sank som bly i de vældige vande.
Hvem er som du blandt guder, Herre?
Hvem er som du, enestående og herlig?
Dine undere er frygtindgydende,
dine mirakler utrolige.
Du løftede din hånd,
og jorden opslugte vores fjender.
Du er en trofast leder for dit frikøbte folk.
Du har magt til at føre dem til din hellige bolig.
Folkeslagene hører om det og skælver,
filistrene overvældes af frygt.
Edoms høvdinge forfærdes,
Moabs fyrster ryster.
Kanaʼans beboere taber modet.
Rædsel og angst overvælder dem.
De står tavse af frygt med forstenede ansigter,
indtil dit folk er gået forbi, Herre,
til dit frikøbte folk er nået hjem.
Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg,
det sted, som skal blive din bolig, Herre,
den helligdom, du selv vil bygge.
Herren er konge, evig og altid!
Dengang Faraos stridsvogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over. Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner. Mirjam sang:
Syng for Herren,
ophøj ham for hans herlige sejr.
Hest og rytter
kastede han i havets dyb.
Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand. Da de kom til Mara, fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke. Så beklagede folket sig til Moses. „Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de.
Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet.
Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinjer, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde: „Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.”
Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.
Fra Elim rejste israelitterne ind i Sins ørken, området mellem Elim og Sinai. De kom dertil en måned efter, at de havde forladt Egypten. Igen beklagede hele folket sig bittert til Moses og Aron.
„Gid vi dog var blevet i Egypten!” jamrede de. „Der havde vi både kød og brød og kunne spise os mætte. Det var bedre, om Herren havde ladet os dø der. Men nu har I bragt os ud i den her ørken, hvor vi er ved at dø af sult.”
Da sagde Moses til Aron: „Sig til folket, at de skal komme frem for Herren, for han har hørt deres beklagelser.”
Mens Aron talte til israelitterne, skete der noget ude i ørkenen. Alle vendte sig og kiggede derhen, og nu så de Herrens herlighed vise sig i skysøjlen, som plejede at lede dem. Da talte Herren til Moses: „Jeg har hørt israelitternes klager. Sig til dem: ‚I aften skal I få kød at spise, og i morgen tidlig skal I spise jer mætte i brød. Da skal I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.’ ”
Endvidere sagde Herren: „Jeg vil lade mad falde ned fra himlen som regn. Folket kan så hver dag gå ud og samle så meget, de har behov for til den dag. Jeg vil sætte dem på prøve for at se, om de vil følge mine befalinger. Sig til dem, at de skal samle en dobbelt portion på ugens sjette dag.”
Moses fortalte det til Aron, som derefter sagde til folket: „I aften skal I få at se, at det var Herren, som førte jer ud af Egypten. Og i morgen skal I få mere af hans herlighed at se, for han har hørt jeres klage. Det er jo ham, I beklager jer over for, ikke os!” Moses fortsatte: „I aften vil Herren give jer kød at spise, og i morgen vil han give jer brød. Og husk på, at når I beklager jer, er det ikke mod os, men mod Herren selv. Vi er jo kun hans talerør.”
Samme aften kom en stor flok vagtler flyvende, og de faldt i et tykt lag over hele lejren. Og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren. Da duggen forsvandt, var ørkenen dækket af tynde flager, noget, der lignede rimfrost. Da israelitterne så det, sagde de til hinanden: „Hvad er det?” De vidste jo ikke, hvad det var.
„Det er det brød, som Herren har givet jer at spise,” svarede Moses. „Herren har befalet, at enhver af jer skal samle så meget, der er brug for i jeres familie – omkring to liter til hver person.”
Israelitterne gjorde nu, som Moses havde sagt, og nogle samlede meget, andre mindre. Da de bagefter målte, hvad de havde samlet, viste det sig, at de, der havde samlet meget, ikke havde for meget, og de, der havde samlet mindre, havde ikke for lidt. Alle fik, hvad de havde brug for.
„I må ikke gemme noget af det fra den ene dag til den anden,” sagde Moses til dem.
Der var dog nogle, som ikke rettede sig efter Moses, og de gemte noget af det til næste morgen. Men om morgenen var det fuldt af orme og lugtede grimt. Da blev Moses vred på dem.
De følgende morgener samlede hver familie så meget, de havde behov for. Når solen begyndte at brænde, smeltede det, som endnu lå på jorden. Den sjette dags morgen var der dobbelt så meget som de andre morgener – fire liter til hver i stedet for to. Da kom folkets ledere til Moses og spurgte ham, hvordan det kunne være.
Moses svarede: „Fordi Herren har befalet, at i morgen skal være en hviledag, en særlig sabbatsdag, indviet til Gud. Bag og kog derfor så meget I vil i dag, og gem resten til i morgen.” Og næste morgen viste det sig, at maden ikke fejlede noget. Den lugtede ikke, og der var ikke gået orm i. Da sagde Moses: „Det er den mad, I skal spise i dag, for i dag er det sabbat for Herren. Der bliver ikke noget at samle ind i dag. I seks dage kan I samle mad, men den syvende dag er sabbat, og derfor er der intet at finde.”
Nogle af dem gik alligevel ud for at samle, selv om det var sabbat. Men de fandt ikke noget.
„Hvor længe vil mit folk nægte at adlyde mine befalinger og instruktioner?” spurgte Herren Moses. „Forstår de ikke, at jeg har givet dem den syvende dag som en hviledag? Det er jo derfor, jeg giver jer dobbelt så meget mad på den sjette dag, så der er nok til to dage. Om sabbatten skal I blive hjemme i lejren og ikke gå ud for at samle mad.” Så hvilede folket på den syvende dag.
Israelitterne kaldte flagerne for „manna”. De var hvide, på størrelse med korianderfrø og smagte som honningkager.
Derpå sagde Moses: „Herren har påbudt, at vi skal tage to liter af denne manna og gemme det som et dyrebart minde om, hvordan han sørgede for os. På den måde vil kommende generationer kunne se, hvad det var for noget brød, Herren gav os at spise i ørkenen, efter at han havde ført os ud af Egypten.” Derpå sagde Moses til Aron: „Få fat i en krukke, hæld to liter manna i den og opbevar den for Herrens ansigt som et minde for kommende generationer.” Aron gjorde, hvad Herren havde pålagt Moses, og krukken blev senere anbragt i pagtens ark foran stentavlerne.
I 40 år spiste Israels folk manna – lige indtil de bosatte sig i Kanaʼans land, hvor der var afgrøder at spise.
En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du hjalp mig.
Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Sig tak til den hellige Gud!
Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
Jeg sagde: „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig, min Herre og Gud.
Til korlederen: En sang af David.
Herre, jeg søger ly hos dig,
lad mig aldrig blive skuffet.
Kom og red mig,
for du er altid trofast.
Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig hurtigt.
Vær du min fæstning og mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
Hjælp mig, for dig kan jeg regne med.
Gør mig fri af den fælde, mine fjender har sat,
for du er mit håb og min tilflugt.
Mit liv er i dine hænder.
Frels mig, Herre, min trofaste Gud.
Jeg hader dem, der dyrker jammerlige afguder.
Jeg stoler altid selv på dig og din magt.
Jeg jubler over din trofaste nåde,
for du kender mine problemer,
og du har set mine lidelser.
Du udleverede mig ikke til fjenden,
men førte mig til et sikkert sted.
Herre, vær mig nådig,
for jeg er i nød.
Mine øjne er røde af gråd,
mit indre fortæres af smerte.
Jeg er døden nær af sorg,
mine dage går med at sukke.
Mit livsmod er brudt,
min krop sygner hen.
Mine fjender håner mig,
mine naboer spotter mig.
Mine venner frygter mig,
de flygter, når de ser mig på gaden.
De har afskrevet mig, som var jeg allerede død,
jeg er kasseret som en krukke, der blev knust.
Jeg hører, hvad der hviskes i krogene,
jeg ved, jeg er omringet af fjender.
De rotter sig sammen imod mig,
de planlægger at slå mig ihjel.
Men Herre, jeg stoler på dig.
Jeg siger: „Du er min Gud!”
Mit liv er i dine hænder.
Red mig fra alle mine fjender.
Se i nåde til din stakkels tjener,
frels mig, min trofaste Gud.
Herre, lad mig ikke i stikken,
når jeg råber til dig om hjælp.
Gør det af med de onde mennesker,
lad dem synke stumme i graven.
Sæt en stopper for deres falske anklager,
luk munden på de hovmodige løgnere,
som anklager de gudfrygtige uden grund.
Hvor er din godhed dog stor,
du velsigner alle, der ærer dig.
Enhver kan se din nåde
over dem, der søger din hjælp.
Du beskytter dem, der adlyder dig,
de er skærmet mod vold og overgreb.
Du holder din hånd over dem
og renser dem fra de falske anklager.
Jeg priser dig, Herre, for din trofaste nåde.
Du reddede mig, da byen var omringet af fjender.
Jeg sagde i min angst,
„Herren har forladt mig.”
Men du hørte min bøn,
da jeg råbte om hjælp.
Følg Herren, alt hans folk,
for han beskytter de lydige,
men straffer de oprørske.
Hold ud og tab ikke modet,
I, der stoler på Herren.
Senere gav Jesus sig igen til at undervise nede ved søen, og en masse mennesker samledes omkring ham. Derfor gik han om bord i en båd, hvorfra han kunne sidde og tale til menneskemængden, der stod på bredden. Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.
„Hør godt efter!” sagde han. „En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark. Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte kornplanterne, så de ikke satte aks. Men noget af kornet faldt i god jord. Det voksede op og gav afgrøde på 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået. Lad dem høre, som har øre.”
Når Jesus var alene med de Tolv og de øvrige, som fulgte ham, plejede de at spørge ham om meningen bag hans billeder.
Hans svar lød: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men de, som ikke følger mig, må nøjes med at spekulere over billedtalen. Derved opfyldes ordet:
De ser, men fatter dog intet.
De hører, men forstår dog intet.
Derfor kommer de ikke til mig og får tilgivelse.”
Jesus fortsatte: „Har I ikke forstået billedet med kornet og jordbunden? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre billeder?
Kornet, som landmanden såede, er et billede på Guds ord. Nogle mennesker er som vejen. Når de hører Guds ord, kommer Satan straks og piller de ord væk, som blev sået i dem. Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører Guds ord, tager de straks imod det med glæde. Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer, den forførende materialisme og lysten til at gøre alt muligt andet kvæler ordet, så der ikke bliver nogen frugt af det. Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager imod det. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”
Jesus fortsatte: „Hvis nogen tænder en lampe, er det vel ikke for at stille den under en spand eller ind under sengen? Nej, de stiller lampen højt og frit, så den kan sprede sit lys. Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det, og det, som er hemmeligt, vil blive åbenbaret. Lad dem høre, som har øre!”
Jesus fortsatte: „Læg godt mærke til, hvad I hører. I skal modtage i samme forhold, som I giver. Ja, I skal få endnu mere, end I har givet. De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det, de fik.”
Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „En landmand går ud og sår korn i sin mark. Så går han hjem, og den ene dag følger den anden. Mens han sover, og mens han er vågen, vokser kornet ude på marken, uden at han kan forklare, hvordan det går til. Jorden bærer frugt helt af sig selv. Først strå, så aks og til sidst kerner i aksene. En dag står hele marken moden og er klar til høst. Så kommer landmanden med sin segl for at gå i gang med indhøstningen.”
Jesus fortsatte: „Hvad kan vi sammenligne Guds rige med? Hvilket billede kan vi bruge? Jo, Guds rige er som et sennepsfrø. Det frø er det allermindste. Men når det er sået, vokser planten op og breder sig mere end de andre haveurter. Den danner skygge, som fuglene kan søge ly og bygge rede under.”
Jesus brugte mange sådanne billeder, alt efter hvad folk var i stand til at forstå. Ja, når han underviste en stor forsamling, brugte han udelukkende den slags billeder, og det var kun, når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød.
Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til folkemængden inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.
Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”
Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”
På Herrens befaling forlod Israels folk nu Sins ørken og flyttede fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til Refidim, men der var intet vand der.
Igen klagede folket til Moses. „Giv os vand!” forlangte de.
„Hvorfor anklager I mig!” spurgte Moses. „Hvorfor udfordrer I Guds tålmodighed?”
Men folket led af tørst, så de blev ved at klage: „Hvorfor førte du os ud af Egypten? Var det, for at vi skulle dø af tørst sammen med vores familier og dyr?”
Da bad Moses til Herren: „Hvad skal jeg stille op med dette folk? De er jo lige ved at stene mig!”
Herren svarede: „Tag nogle af Israels ledere med dig og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så. Jeg vil stå foran dig på klippen ved Horebs bjerg. Og når du slår på klippen, vil der strømme vand ud af den, så alle kan få noget at drikke.” Det gjorde Moses så for øjnene af Israels ledere, og vandet strømmede frem. Moses gav derfor det pågældende sted navnet Massa, men det blev også kaldt Meriba, for det var her, Israels folk skændtes med Herren og provokerede ham ved at sige: „Vil Herren sørge for os – eller vil han ikke?”
Mens israelitterne opholdt sig ved Refidim, gjorde nogle amalekitiske krigere sig klar til at angribe dem. Moses sagde da til Josva: „Udvælg dig nogle mænd og gå i morgen imod amalekitterne. Jeg stiller mig oppe på toppen af højen med Guds stav i hånden.”
Så rykkede Josva ud for at kæmpe imod amalekitterne. Og Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen. Så længe Moses løftede hånden med staven op i luften, fik israelitterne overtaget, men så snart han sænkede hånden for at hvile, fik amalekitterne overtaget. Da Moses blev træt af at holde armene i vejret, fandt Aron og Hur en sten, som han kunne sidde på, og så stillede de sig på hver sin side af Moses og holdt hans arme i vejret. På den måde var hans arme løftet lige til solnedgang. Sådan besejrede Josva og hans mænd amalekitternes hær.
Derefter sagde Herren til Moses: „Nedskriv beretningen om denne begivenhed i en bog, så den altid vil huskes, og lad aldrig Josva glemme, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitterne.” Moses byggede et alter her, som han kaldte „Herren kæmper for mig.”
„Amalekitterne satte sig op mod Herren,” sagde Moses. „Derfor vil Herren kæmpe mod dem fra slægt til slægt.”
Det varede ikke længe, før Jetro, Mosesʼ svigerfar, der var præst i Midjan, hørte om de fantastiske mirakler, Gud havde gjort, da han førte sit folk, israelitterne, ud af Egypten.
Moses havde på et tidligere tidspunkt sendt sin kone Zippora og sine to sønner tilbage til Jetro. Mosesʼ ældste søn fik navnet Gershom, for han sagde: „Jeg har levet som fremmed i udlandet.” Hans anden søn fik navnet Eliezer, for han sagde: „Mine forfædres Gud er blevet min hjælper ved at redde mig ud af Faraos kløer.” Jetro var nu på vej sammen med Zippora og de to sønner til Moses i ørkenen, hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg.
Han sendte en besked i forvejen til Moses: „Jeg, din svigerfar Jetro, er på vej med din kone og dine to sønner.” Moses gik straks sin svigerfar i møde, bøjede sig ærbødigt og kyssede ham på kinden til velkomst. Efter at have spurgt til hinandens helbred gik de ind i Mosesʼ telt for at tale sammen. Moses fortalte sin svigerfar om alle de undere, Herren havde gjort for at redde israelitterne fra Farao og egypterne. Han fortalte også om de problemer, der havde været undervejs, og om, hvordan Herren havde hjulpet folket igennem det alt sammen. Jetro var begejstret over at høre, hvad Herren havde gjort for Israels folk, og hvordan han havde ført dem ud af Egypten.
„Lovet være Jahve,” sagde Jetro, „for han har reddet jer fra egypterne og Farao – ja, han har virkelig befriet jer fra slaveriet i Egypten. Nu ser jeg, at Jahve er større end nogen anden gud, for han har befriet sit folk fra de stolte og brutale egyptere.”
Så ofrede Jetro brændofre og andre ofre til Gud, og Aron og Israels øvrige ledere kom for at spise offermåltid sammen med ham.
Næste dag satte Moses sig som sædvanlig for at høre på folks klager og løse deres indbyrdes konflikter. De stod i kø omkring ham fra morgen til aften. Da hans svigerfar så, hvor tidskrævende et arbejde det var, sagde han: „Sikke meget arbejde du har med folket. Hvorfor er du alene om at klare den store opgave? Folk står jo i kø hele dagen for at få hjælp.”
„Folket kommer til mig i håb om at få Guds svar på deres problemer,” forklarede Moses, „og når de har en retssag, er jeg deres dommer. Det er jo min opgave at undervise dem om Guds forordninger og instruktioner.”
„Det er ikke en god måde at gøre det på,” svarede Jetro. „Både du selv og folket bliver jo ganske udmattede. Moses, den opgave er for tung en byrde, hvis du forsøger at gøre alting selv. Lyt til mit råd – så vil Gud være med dig. Du skal fortsat selv træde frem for Gud på folkets vegne og spørge ham til råds i de vanskelige sager. Og du skal også undervise folket om hans forordninger og instruktioner og lære dem principperne for gudsfrygt, og hvordan de bør leve. Men du bliver nødt til at finde nogle kvalificerede, ærlige og gudfrygtige mænd, der ikke vil tage imod bestikkelse.
Dem skal du indsætte som dommere og rådgivere, nogle med ansvar for 1000 mennesker, nogle med ansvar for 100 mennesker, og andre med ansvar for 50 eller ti personer. Overlad så ansvaret for lov og orden til dem. Hvis en sag er kompliceret eller særlig betydningsfuld, kan de henvende sig til dig. Men alle mindre sager kan de selv tage sig af. Det vil betyde en stor aflastning for dig, hvis du på den måde uddelegerer nogle af dine ansvarsfulde opgaver til andre. Hvis du følger mit råd, og hvis det er i overensstemmelse med Guds vilje, vil du undgå stress, og folket kan hurtigere få deres sager behandlet og derfor gå tilfredse hjem.”
Moses fulgte sin svigerfars råd. Han udvalgte kvalificerede mænd fra alle de 12 stammer og udnævnte dem til dommere og ledere for henholdsvis 1000, 100, 50 og 10 personer. Disse mænd stod altid til rådighed, så retfærdigheden kunne ske fyldest. Alle mindre sager tog de sig af, og kun de mere komplicerede blev overladt til Moses.
Kort efter tog Moses afsked med sin svigerfar, som vendte tilbage til sit land.
En visdomssang af David.
Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet.
Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld,
de, som er oprigtige af hjertet.
Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
havde jeg det helt elendigt.
Jeg sukkede dagen lang.
Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.
Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
er du parat til at redde dem.
Herre, du er mit skjulested,
du skærmer mig fra ulykke.
Derfor vil jeg juble af glæde.
Jeg vil instruere og undervise dig,
jeg vil vise dig den vej, du skal gå.
Jeg vil give dig min personlige vejledning.
Vær ikke trodsig som heste og æsler,
der skal tvinges med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme til dig.
De gudløse har mange problemer,
men de, der stoler på Herren,
oplever hans trofaste nåde.
Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.
Råb af glæde, I, der kender Herren.
Det er godt at prise og lovsynge ham.
Spil en takkesang på lyren,
skøn musik på den ti-strengede harpe.
Syng en ny sang for Herren,
spil smukt på lyren og råb af fryd.
For Herrens bud er gode,
og alt, hvad han gør, er rigtigt.
Han elsker det rette og gode,
hans nåde mærkes i hele verden.
Da Herren talte, blev himlen skabt,
alle stjerner blev til på hans ord.
Han samlede vandet, så det blev til hav,
han dannede et mægtigt vandreservoir.
Hele jorden bør give ham ære,
alle mennesker bør vise ham respekt.
Et ord fra ham satte verden i gang,
på hans befaling blev jorden til.
Herren ødelægger folkenes planer
og forhindrer deres mange intriger.
Men Herrens planer står fast for evigt,
hans tanker bliver altid til virkelighed.
Lykkeligt er det folk, som har Herren til Gud,
dem han valgte som sit ejendomsfolk.
Herren ser ned fra Himlen,
han ser på alle menneskene.
Fra sin bolig iagttager han dem alle,
han holder øje med verdens befolkning.
Det er ham, der har skabt dem alle,
han kender deres motiver og handlinger.
En konge sejrer ikke ved sin store hær,
en helt vinder ikke ved sin egen styrke.
Stridsheste kan være nok så stærke,
det er dog ikke dem, der giver sejren.
Men de, der ærer Herren og stoler på ham,
oplever hans trofasthed og nåde.
Han redder dem fra døden
og hjælper dem i hungersnøden.
Vi venter på, at Herren griber ind,
det er ham, der hjælper og beskytter os.
Det er en stor glæde at kende ham,
vi stoler på hans magt og herlighed.
Herre, vis os din trofaste kærlighed,
til dig alene har vi sat vores håb.
En sang af David om dengang, han foregav at være gået fra forstanden foran kong Abimelek, så kongen sendte ham væk.
Jeg vil prise Herren til hver en tid,
altid fortælle om hans magt og storhed.
Jeg glæder mig over, hvad Herren har gjort,
lad de forkuede høre det og fryde sig.
Kom og slut jer til mig,
lad os sammen prise Herren.
Jeg bad Herren om hjælp, og han svarede mig,
han befriede mig fra al min frygt.
De, som stoler på Herren, skal stråle af glæde,
for han vil aldrig nogensinde skuffe dem.
Jeg råbte til Herren i min nød,
og han reddede mig ud af mine problemer.
For Herrens engel redder enhver,
som ønsker at gøre Guds vilje.
Prøv selv at opleve Herrens godhed,
lykkelige er de, der søger hjælp hos ham.
Adlyd Herren, I, som tilhører ham,
de, der følger ham, får, hvad de har brug for.
Selv stærke løver lider nød og sulter,
men de, der stoler på Herren, lider ingen nød.
Kom, mine børn, og hør, hvad jeg siger.
Jeg vil lære jer, hvordan man viser Herren ære.
I, der gerne vil have et godt liv
og ønsker jer gode dage,
I skal holde jeres tunge i skak
og ikke lade løgn komme over jeres læber.
Hold jer fra det onde,
gør det gode og stræb efter fred.
Herren beskytter de retskafne
og hører deres bøn om hjælp.
Men han er imod dem, der handler ondt.
Han udrydder dem helt, så de ikke huskes.
Han hører de retsindiges råb om hjælp,
redder dem ud af deres problemer.
Herren er hos dem, der føler sig knust,
han hjælper dem, der er dybt deprimerede.
De uskyldige kommer også ud i problemer,
men Herren hjælper dem igennem dem alle.
Ja, han beskytter dem fra alt det onde,
så de ikke bliver knust derved.
De onde må bøde for deres ondskab,
de, der bekæmper de uskyldige, bliver straffet.
Men Herren redder sine tjenere.
De, der søger ham, bliver ikke straffet.
Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes egn. Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser. Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham, og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.
Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham. Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”
„Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!” Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.
Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden. „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne. I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken – omkring 2000 – styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.
Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket. Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til. Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.
Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham. „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud i sin barmhjertighed har gjort for dig.”
Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en masse mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”
Jesus gik med ham, men en masse mennesker trængtes stadig om ham. Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger. I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre – tværtimod. Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet. Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.
Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.
„Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”
Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.
Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele. „Min ven, din tro har reddet dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”
Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”
Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairusʼ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes. Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset. Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.
Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!” Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund. „I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”
Nøjagtigt to måneder efter at israelitterne havde forladt Egypten, ankom de til Sinaiørkenen. De havde flyttet lejren fra Refidim og var nu kommet til Sinaiørkenen, hvor de slog lejr tæt ved bjerget. Moses gik op ad bjerget for at mødes med Gud, og Herren råbte til Moses fra bjergets top:
„Sig til israelitterne, Jakobs efterkommere: ‚I har set, hvad jeg gjorde mod egypterne, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer hertil. Hvis I vil adlyde mig og overholde jeres del af pagten, vil jeg udvælge jer blandt alle folkeslagene til at være mit eget folk, for hele jorden tilhører mig. I skal være et særligt folk, et folk, der adlyder mig som jeres konge og tilbeder mig som jeres Gud.’ Sådan skal du sige til israelitterne.”
Da Moses kom ned fra bjerget, kaldte han folkets ledere sammen og fortalte dem, hvad Herren havde sagt. Alle som én svarede de: „Vi vil nøje følge Herrens befalinger og gøre alt, hvad han siger.” Moses gik så tilbage til Herren med deres svar. Da sagde Herren: „Jeg vil komme til dig i en tæt sky, så folket kan høre mig tale til dig, og så de for fremtiden vil have fuld tillid til dig.” Da Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt, sagde Herren: „Gå ned til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og vaske deres tøj. De skal holde sig parat til i overmorgen, for da vil jeg stige ned på Sinaibjerget for øjnene af dem. Du skal også lave afspærringer omkring bjerget og advare dem om, at de ikke må gå op ad bjerget. De må ikke engang røre ved foden af bjerget. Enhver, der rører bjerget, er dødsens. Hvad enten det drejer sig om mennesker eller dyr, så skal de straks stenes eller skydes med pile, for ingen må røre ved dem. Folket må holde sig på afstand af bjerget, indtil de hører en langtrukken lyd som fra et vædderhorn. Derefter skal de samles ved foden af bjerget.”
Så gik Moses tilbage til folket og fortalte dem, at de skulle vaske både sig selv og deres tøj. „Gør jer parat!” sagde han, „for om to dage vil Herren åbenbare sin herlighed. Indtil da må I også give afkald på seksuelt samvær.”
Om morgenen på den tredje dag kom et voldsomt uvejr med lyn og torden. En tæt sky sænkede sig over bjerget, og der hørtes en høj og langtrukken lyd som fra et vædderhorn, så alle i lejren skælvede. Da førte Moses folket ud af lejren for at møde Gud, og de stillede sig op ved bjergets fod. Sinaibjerget var indhyllet i røg, fordi Herren var ved at stige ned på bjerget som en flammende ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget rystedes af voldsomme jordskælv, mens lyden fra vædderhornet voksede i styrke. Så talte Moses, og Gud tordnede sit svar tilbage, så alle kunne høre det. Da Herren var nået ned til toppen af Sinaibjerget, kaldte han Moses op til sig. Og Moses gik op til Gud.
Herren sagde til Moses: „Gå ned og advar folket, så de ikke bryder igennem afspærringen. De må ikke komme herop for at se mig, og hvis nogen gør det, vil de dø. Selv præsterne, som er vant til at komme i min nærhed, skal jo gennemgå renselsesritualerne og hellige sig, for at jeg ikke skal tilintetgøre dem.”
„Jamen, folket vil ikke komme op på bjerget,” indvendte Moses. „Du har jo sagt, de ikke må! Du befalede mig at afspærre bjerget som forbudt område.”
Men Herren sagde: „Gå nu ned og tag Aron med herop. Advar dem om, at hverken præsterne eller folket må overskride grænsen og forsøge at komme herop, for så vil jeg tilintetgøre dem.”
Så gik Moses ned til folket og fortalte, hvad Gud havde sagt.
Derefter gav Gud sit folk følgende budskab:
„Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.
Du må ikke tilbede andre end mig.
Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Hvis nogen tager afstand fra mig, har det konsekvenser indtil tredje eller fjerde slægtled. Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.
Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der viser foragt for mig.
Husk på sabbatsdagen og hold den adskilt fra andre dage. Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine husdyr og eventuelle fremmede, som bor hos dig. Jeg brugte seks dage til at skabe jorden, himlen, havet og alt hvad der findes i dem, men jeg hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede jeg hviledagen og gjorde den til en særlig dag.
Du skal ære din far og din mor, så du kan få et godt og langt liv i det land, Herren, din Gud, vil give dig.
Du må ikke begå drab.
Du må ikke bryde ægteskabet.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.
Du må ikke begære andre menneskers hus, ægtefælle, slaver, køer, æsler eller andet, der tilhører dem.”
Mens folket hørte larmen af tordenen og den frygtindgydende lyd af vædderhornet og så lynglimtene og røgen, der bølgede til vejrs fra bjerget, rystede de af skræk og holdt sig på afstand. Da sagde de til Moses: „Det er bedre, at du fortæller os, hvad Gud siger. Vi skal nok handle derefter! Men lad ikke Gud tale direkte til os mere, for så dør vi!”
„I skal ikke være bange,” svarede Moses. „Når Gud kom til jer på denne frygtindgydende måde, var det, for at I skulle se hans vældige magt og lære at have ærefrygt for ham. Det skal hjælpe jer til ikke at synde imod ham.”
Mens folket stod på afstand og så til, gik Moses ind i den tykke mørke sky, hvor Gud var.
Herren sagde nu til Moses: „Du skal sige til folket: Nu har I selv hørt, at jeg har talt til jer fra himlen. Husk, at I ikke må lave eller tilbede afguder af sølv eller guld.
De altre, I bygger for mig, må gerne være lavet af jord. På dem skal I ofre jeres får og geder og kvæg som brændofre og fællesskabsofre. Hvor som helst I tilbeder og ærer mig, vil jeg selv komme til jer og velsigne jer. Hvis I bygger altre af sten, må I ikke bruge tilhuggede sten. For når I svinger værktøjet over dem, vanhelliger I dem. Og endnu en ting: Lav ikke trappetrin op til alteret, for at jeres nøgenhed under kjortlen ikke skal blottes, når I går op ad dem.
En sang af David.
Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
Gå i krig mod dem, som angriber mig.
Tag din rustning på, grib dit skjold,
gør klar til kamp mod mine fjender.
Kast dit spyd og brug din lanse
mod dem, der forfølger mig.
Lov mig, at du vil redde mig.
Bring skam over dem,
der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
og deres onde planer mislykkes.
Blæs dem væk som avner for vinden,
lad din mægtige engel drive dem bort.
Gør deres vej mørk og glat,
lad din engel forfølge dem.
Uden grund har de sat fælder for mig,
gravet en faldgrube på min vej.
Men pludselig kommer ulykken over dem,
de bliver fanget i deres egen fælde,
de styrter selv i faldgruben.
Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
jeg vil fryde mig over din frelse.
Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
frelser de værgeløse fra røveres overgreb.
Falske vidner stod frem imod mig,
anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
De gengældte godt med ondt
og gjorde mig helt fortvivlet.
Dengang de var syge, sørgede jeg,
klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
og fastede inderligt for dem.
Jeg følte det, som var det min egen familie,
jeg sørgede for dem, som var det min mor.
Men da jeg selv kom ud i problemer,
blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
bagtalte mig dagen lang.
Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
De viste tænder som glubske løver.
Herre, hvor længe vil du bare se på?
Grib dog ind og frels mig fra de løver.
Red mit liv fra de rasende bæster.
Så vil jeg offentligt give dig ære,
prise dig blandt alt dit folk.
De blev mine fjender uden årsag.
Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
Lad dem ikke udføre deres onde planer.
De ønsker ikke at skabe fred,
men planlægger ondt mod uskyldige folk.
De råber deres anklager imod mig:
„Ha!” siger de. „Vi så det selv!”
Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
Lad mig ikke i stikken nu.
Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
Min Herre og Gud, før min sag.
Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
Lad dem ikke sejre over mig.
Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
Gør dem alle skamfulde,
alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
selv blive gjort til grin.
Men lad dem, som ønsker mig det godt,
juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
for han hjælper sine tjenere.”
Så vil jeg altid mindes din godhed.
Ja, jeg vil prise dig dagen lang.
Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David.
Onde mennesker har et oprørsk hjerte,
de har ingen respekt for Gud.
De er blændet af deres eget hovmod,
de vil ikke erkende deres egen synd.
Deres tale er løgn og bedrag,
de er ligeglade med, hvad der er ret og rigtigt.
De ligger om natten og lægger onde planer,
de gør bevidst det, de ved, er forkert,
i stedet for at tage afstand fra det onde.
Herre, din nåde er uden ende,
din trofasthed er uden begrænsning.
Din godhed er uden sidestykke,
din visdom er ufattelig som havets dyb.
Du holder hånden over både mennesker og dyr.
Hvor er din godhed fantastisk, Gud,
mennesker søger ly i dine vingers skygge.
De nyder velsignelsen fra dit eget bord,
og du lader dem drikke af din herligheds kilde.
Du er den, der giver liv til os alle,
du er Lyset, som oplyser vores indre.
Din kærlighed omslutter dem, der følger dig,
de oprigtige af hjertet kan regne med din hjælp.
Lad ikke de hovmodige trampe mig ned,
eller gudløse mennesker jage mig bort.
Jeg ved, at de onde vil få deres straf,
de bliver slået ud, så de ikke rejser sig igen.
Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose, Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias.
Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.” Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig meget over deres mangel på tro.
Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.
En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud og sagde til dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end deres vandringsstav. „I skal hverken tage mad eller penge med,” fortsatte han, „heller ikke en taske med ekstra tøj og sandaler. Når I kommer til et hjem, hvor de tager imod jer, skal I blive boende dér. Lad være med at flytte fra hus til hus. Hvis ingen vil invitere jer indenfor eller høre på jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at de er overladt til deres egen skæbne.”
Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle ændre deres indstilling og tro på Jesus. De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.
Jesus blev mere og mere kendt, og det varede ikke længe, før også kong Herodes hørte rygterne om ham. Man diskuterede, hvem Jesus egentlig var. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde, og at det var derfor, han kunne gøre mirakler. Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet tilbage, mens andre mente, at han var en profet ligesom de kendte profeter fra gamle dage. Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”
Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en halvbror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: „Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes, men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.
Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodesʼ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.
Herodiasʼ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have. „Forlang hvad du vil!” råbte han. „Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”
Pigen løb ud til sin mor og spurgte: „Hvad skal jeg forlange?”
„Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.
Pigen løb tilbage til kongen. „Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, „nu med det samme – på et fad!”
Kongen blev ked af at høre det, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne. Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes. Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.
Da Johannesʼ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.
De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. „I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.
Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted. Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken. Da Jesus gik i land, så han en stor menneskemængde. Han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.
Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”
„I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus.
„Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer til alle de mennesker!” spurgte de.
„Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han.
Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.
Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs, og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker. Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud, og alle fik nok og blev mætte. 5000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.
Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå op i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han sendte folkemængden bort. Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.
Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. Da de så en skikkelse komme gående på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange – det er mig!” Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.
De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. Lige så snart de var kommet ned fra båden, genkendte folk ham. De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.
Giv Israels folk følgende forordninger:
Hvis du køber dig en hebræisk slave, må du kun beholde ham i seks år. I det syvende år skal han frigives uden betaling. Hvis han kom til dig som ugift, er det kun ham selv, der skal frigives. Men hvis han i forvejen var gift, skal hans kone frigives sammen med ham. Hvis du har givet ham en kone i hans slavetid, og han og konen har fået børn, tilhører konen og børnene dig, men han selv skal frigives. Men hvis slaven erklærer: ‚Jeg elsker min herre, min kone og mine børn, så jeg ønsker ikke at blive frigivet,’ så skal du overgive ham til Gud og stille ham op ad døren eller dørstolpen og gennembore hans øre med en syl, hvorefter han skal være din slave på livstid.
Hvis en mand derimod sælger sin datter som slave, skal hun ikke frigives efter de seks år sådan som en mandlig slave. Men hvis hendes herre gifter sig med hende og senere ikke er tilfreds med hende, skal han give hende mulighed for at blive købt fri af sin far. Han har ikke lov til at sælge hende videre til andre. Hvis han lader sin søn gifte sig med hende, skal han respektere hende som sin egen datter. Hvis han beholder hende, men tager sig en kone nummer to, må han ikke nægte sin første kone mad, tøj og ægteskabelige rettigheder. Opfylder han ikke disse krav, skal hun frigives uden betaling.
Enhver, der begår drab, skal selv lide døden. Men er det uagtsomt manddrab, vil jeg anvise steder, hvor en sådan person kan søge beskyttelse imod at blive dræbt som hævn. Er det derimod overlagt mord, skal han lide døden, også selv om han søger beskyttelse ved Herrens alter.
Enhver, der angriber sin far eller mor, skal lide døden.
Enhver, der kidnapper en anden, skal dø, uanset om han har solgt sit offer eller beholdt ham.
Enhver, der forbander sin far eller mor, skal lide døden.
Hvis to mænd kommer op at slås, og den ene rammer den anden med en sten eller med en knytnæve og kvæster ham, så han må holde sengen, og hvis det ikke er værre, end at han kan gå omkring, om nødvendigt støttet til sin stok, så skal gerningsmanden ikke straffes ud over at betale for offerets tabte arbejdsfortjeneste og i øvrigt afholde udgifterne til medicin og lægehjælp.
Hvis en mand slår sin mandlige eller kvindelige slave så hårdt med en kæp, at vedkommende dør, skal han straffes. Men hvis slaven kommer sig efter en dag eller to, skal slavens herre ikke straffes, for den tabte arbejdsfortjeneste er straf i sig selv.
Hvis to mænd under et slagsmål kommer til at støde til en gravid kvinde, så barnet bliver født, men der ellers ikke sker noget, skal den skyldige betale erstatning, efter hvad kvindens mand forlanger, og domstolene kan godkende. Men hvis en person gør en anden fortræd, skal han straffes i forhold til den skade, han har forvoldt: liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, læsion for læsion, skramme for skramme.
Hvis en mand slår sin mandlige eller kvindelige slave i øjet, så øjet bliver ødelagt, skal han frigive slaven som erstatning for øjet. Hvis en mand slår en tand ud på sin mandlige eller kvindelige slave, skal han frigive slaven som erstatning for tanden.
Hvis en tyr stanger en mand eller kvinde ihjel, skal den stenes, og dens kød må ikke spises, men tyrens ejer skal ikke straffes for ulykken. Men hvis den samme tyr tidligere har stanget nogen, og ejeren er blevet advaret, men ikke har taget nogen forholdsregler, og den så stanger nogen ihjel, skal den stenes og ejeren skal lide døden. Dog kan han beholde livet, hvis den dødes slægtninge vil gå med til at acceptere en løsesum som erstatning.
Samme lov gælder, hvis tyren stanger en dreng eller en pige, men hvis den stanger en mandlig eller kvindelig slave, skal slavens herre have en erstatning på 30 sølvstykker, og tyren skal stenes.
Hvis en mand tager dækslet af en cisterne eller graver en brønd og ikke dækker hullet til, og en ko eller et æsel falder i brønden, skal han betale fuld erstatning for det døde dyr, men så tilhører det også ham.
Hvis en mands tyr stanger en anden mands tyr ihjel, skal de to ejere sælge den levende tyr og dele pengene imellem sig, og de skal også deles om den døde tyr. Men hvis det er kendt, at tyren før har villet stange, og ejeren ikke har taget nogen forholdsregler, skal han betale fuld erstatning for den døde tyr, som så bliver hans ejendom.
Hvis en mand stjæler et får eller en ko og så slagter dyret og sælger kødet, skal han betale fem køer i erstatning for den stjålne ko, og fire får i erstatning for et stjålet får. Men hvis det stjålne dyr findes levende i hans besiddelse, kan han nøjes med at erstatte det med to dyr for ét, hvad enten det drejer sig om en ko, et æsel, eller et får. Tyven skal betale fuld erstatning for det stjålne, og kan han ikke det, skal han sælges som slave for at kunne betale sin gæld. Hvis en tyv bliver taget på fersk gerning, mens han bryder ind i et hus om natten og bliver slået ihjel, skal den, der slog ham ihjel, ikke dømmes skyldig for drabet. Sker det derimod ved højlys dag, skal drabet regnes for mord og den skyldige dømmes. Hvis en mand lader sine husdyr græsse uden at passe på dem, så de går ind i en anden mands vingård eller på hans kornmark, skal han med det bedste af sin egen avl betale en erstatning, der svarer til den skade, dyrene har forvoldt.
Hvis en mand brænder stubbe og halm af på sin høstede mark uden at passe på, så ilden breder sig via tjørnekrattet i hegnet og brænder naboens korn eller neg, eller hele hans mark svides af, så skal den, der antændte ilden, betale erstatning for den ødelagte afgrøde.
Hvis en mand overlader penge eller anden ejendom i en vens varetægt, og det stjæles fra vennens hus, skal tyven betale dobbelt erstatning, hvis man får fat i ham. Kan man ikke finde ham, skal den mand, som fik værdierne overdraget, træde frem for Gud og aflægge ed, så det kan afgøres, om det er ham, der har forgrebet sig på sin vens ejendom.
I tilfælde af at en mand mister sine husdyr, sit tøj eller anden ejendom og påstår at have fundet det tabte hos en anden, der imidlertid nægter at have stjålet det, skal begge parter træde frem for Gud og aflægge ed, for at det kan afgøres, hvem der er skyldig, og den skyldige skal så betale dobbelt så meget tilbage, som han tog.
Hvis en mand beder en ven om at passe et af sine æsler, køer, får eller andre husdyr, og dyret dør, bliver taget af fjender eller kommer til skade, uden at der er vidner på det, skal vennen ind for Herren sværge på, at han er uskyldig. Så skal dyrets ejer acceptere sin vens ord, og vennen er fritaget for at skulle betale erstatning. Men hvis dyret bliver stjålet fra ham, skal han betale ejeren fuld erstatning. Hvis dyret derimod er blevet dræbt af vilde dyr, skal han bringe resterne af dyret som bevis herpå, og da skal han ikke afkræves erstatning.
Hvis en mand låner et dyr af en ven, og dyret dør eller kommer alvorligt til skade, uden at ejeren er til stede, da skal den, der lånte dyret, betale fuld erstatning. Men hvis ejeren er til stede, skal der ikke betales erstatning. I tilfælde af at dyret er lejet, skal der heller ikke betales erstatning, for låneren er beskyttet under lejeaftalen og har allerede betalt sin leje.
Hvis en mand forfører en pige, der er jomfru, men ikke forlovet med nogen, og han går i seng med hende, skal han betale brudeprisen og gifte sig med hende. Hvis pigens far nægter at give sit samtykke til ægteskabet, skal manden alligevel betale et beløb, der svarer til brudeprisen for en jomfru.
En kvinde, der øver trolddom, skal lide døden.
Enhver, der har sex med et dyr, skal dø.
Døm til døden enhver, der ofrer til andre guder end Herren.
I må ikke undertrykke eller forulempe en udlænding. Husk på, at I selv boede som udlændinge i Egypten.
Udnyt heller ikke enker eller forældreløse børn. Gør I det, og de råber til mig om hjælp, vil jeg høre dem og straks gribe ind. Min vrede vil blusse op, og I skal blive tilintetgjort af fjendehære, så jeres koner bliver enker, og jeres børn bliver faderløse.
Hvis I låner penge til en fattig nabo, må I ikke kræve renter, som andre pengeudlånere gør. Tager I hans kappe i pant, skal I aflevere den til ham igen inden aften, for den kappe er sandsynligvis det eneste, han har at tage over sig om natten. Det er den, han bruger som tæppe. Hvad skal han ellers varme sig med? Leverer I den ikke tilbage, og han råber til mig for at få hjælp, vil jeg høre ham og gribe ind, for jeg er en barmhjertig Gud.
Du må ikke forbande din Gud eller tale ondt om dit folks ledere.
Giv mig villigt offergaver af dit korn og din vin.
Hold ikke løsesummen for din førstefødte søn tilbage. Giv mig også de førstefødte af dine får og dit kvæg. Lad dem blive hos moderen i syv dage, men giv dem til mig på ugedagen efter fødslen.
I skal være et folk, der er indviet til mig. Derfor må I ikke spise kød fra jeres dyr, som er blevet dræbt af rovdyr. Giv det i stedet til hundene.
En sang af David.
At de onde synes at klare sig godt
må ikke få dig til at misunde dem,
for der kommer en dag, hvor det hele er forbi,
og de vil falme og visne som blomster.
Bestræb dig på at leve ærligt og sandt.
Sæt din lid til Herren og gør det gode.
Så vil du opleve glæden fra Herren,
og han vil give dig, hvad dit hjerte ønsker.
Din fremtid skal du lægge i Herrens hænder,
stol på ham, så griber han ind.
Bliver du udsat for falske anklager,
vil Herren selv bevise din uskyld.
Er der en synder, som klarer sig godt,
skal du ikke blive sur over det.
Sæt dig stille i Herrens nærhed,
vent tålmodigt, så griber han ind.
For selv om det ikke ser retfærdigt ud,
skal du ikke fare op i vrede.
De onde får deres straf engang,
men de, som adlyder Herren, har en lovende fremtid.
Glem ikke, at det snart er ude med de onde,
går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke.
Men de ydmyge har en fremtid i landet,
de skal leve i fremgang og fred.
Hvorfor er de onde så fulde af had?
De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige.
Men Herren ryster på hovedet ad dem,
for han ved, at regnskabets time kommer.
Intet kan åbenbart standse deres ondskab,
de griber sværdet og spænder buen.
De overfalder de svage og værgeløse
og udrydder uskyldige mennesker.
Men sværdet skal ramme deres egne hjerter,
og deres buer skal brækkes itu.
Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed
frem for at få del i forbryderes overflod,
for de onde vil uvægerligt få deres straf,
men Herren velsigner de retsindige.
Kun de gudfrygtige har et håb for fremtiden,
for Herren er hos dem og hjælper dem.
I vanskelige tider svigter han dem ikke,
midt i hungersnøden sørger han for dem.
Lovløse mennesker vil få deres straf,
for Herrens fjender vil ende i en ovn,
de vil forgå i flammer og røg.
Medlidenhed og gavmildhed kendetegner de gudfrygtige,
mens de gudløse låner uden at betale tilbage.
De, som Herren vedkender sig, får landet i eje,
mens de, som han forkaster, bliver udryddet.
Når vi vælger Herrens vej,
vil han lede vore skridt.
Når vi snubler, falder vi ikke,
for han holder os i hånden.
Overalt hvor jeg har færdedes i mit lange liv,
har jeg aldrig set de gudfrygtige ladt i stikken
eller deres børn tigge om brød.
For de er gavmilde og låner ud med glæde,
deres børn er til velsignelse for mange.
Pas på! Gør det gode og ikke det onde,
så vil du opleve fremgang og fred.
For Herren elsker retfærdighed,
han svigter aldrig dem, der tjener ham.
Han vil altid beskytte og hjælpe dem,
men den gudløses slægt skal udryddes.
De gudfrygtige skal arve landet
og bo der til evig tid.
Retsindige mennesker taler med visdom
og handler ret.
Guds lov er skrevet i deres hjerter,
derfor farer de aldrig vild.
Skurke lægger sig ofte i baghold
og prøver at få ram på de uskyldige.
Men Herren svigter ikke dem, der stoler på ham,
han får dem frikendt, hvis de stilles for retten.
Tålmodigt må du vente på Herren og vandre på hans vej.
Så vil du få landet i eje.
Du får lov at se de gudløses undergang.
Voldsmænd er store og stærke
som mægtige knejsende træer.
Men går man senere forbi deres hus, er de væk.
Det er forgæves at kigge efter dem.
Ydmyge og ærlige mennesker bør du lægge mærke til,
for de, der skaber fred, har en lykkelig fremtid.
Men gudløse oprørere skal udryddes,
de onde har ingen fremtid.
Herren beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af deres problemer.
Han hjælper dem og befrier dem,
han redder dem fra de ondes angreb,
for de søger tilflugt hos ham.
En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder. Jøderne – og ikke mindst farisæerne – var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl.a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus, som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise.
Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”
„I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajasʼ bog:
‚Dette folk ærer mig i det ydre,
men deres hjerte er fjernt fra mig.
Det er forgæves, de dyrker mig,
når deres lære blot er menneskebud.’
De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for. Hvor smukt af jer at ophæve Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner!
For eksempel gav Moses jer følgende befaling fra Gud: ‚Du skal ære din far og din mor!’ Han sagde også: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø.’ Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ så har man lov til at lade være med at hjælpe sine forældre. På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner. Det er bare ét eksempel ud af mange.”
Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter, alle sammen! Prøv at forstå, hvad jeg siger: Det er ikke det, som udefra kommer ind i et menneske, der gør det urent i Guds øjne. Tværtimod – det er det, som kommer ud inde fra mennesket, der gør det urent. Lad dem høre, som har øre!”
Jesus gik derefter ind i det hus, hvor han holdt til, for at slippe bort fra folkemængden, og hans disciple spurgte ham, hvad meningen var med det billede. „Forstår I stadig ingenting?” sagde Jesus. „Så hør her: Det er jo ikke den mad, som udefra kommer ind i et menneske, der gør et menneskes tanker urene, for maden kommer ned i maven og forsvinder ud igen.” Ved at sige det erklærede han, at al slags mad var acceptabel i Guds øjne. Han tilføjede: „Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord, utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak. Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”
Derefter forlod Jesus og disciplene Galilæa og kom til egnene omkring Tyrus. Der fandt de et hus at bo i og ville gerne være forblevet ubemærket. Men det var umuligt. Jesus blev straks opsøgt af en ikke-jødisk kvinde fra egnen, som havde hørt om ham. Hun havde en datter, som var plaget af en ond ånd, og hun kom nu og faldt på knæ foran Jesus og bønfaldt ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.
Jesus sagde til hende: „Jeg må først tage mig af mine egne ‚børn’, jøderne. Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”
„Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene ind under bordet og spiser de krummer, som børnene taber.”
Så sagde Jesus til hende: „Fordi du svarede på den måde, skal du få, hvad du bad om. Gå nu blot hjem. Den onde ånd har forladt din datter.”
Da hun kom hjem, lå hendes datter roligt i sengen. Den onde ånd var forsvundet.
Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolisʼ egne øst for Genesaret Sø. En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham. Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge, så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: „Luk dig op!”
Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt. Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, for de var ude af sig selv af forundring. „Alt det, han gør, er godt!” sagde folk til hinanden. „Han får de døve til at høre og de stumme til at tale.”