Da Jakob hørte, at det var muligt at købe korn i Egypten, sagde han til sine sønner: „Hvad venter I på? Det siges, at der kan købes korn i Egypten. Se at komme af sted og køb noget, inden vi sulter ihjel.”
Så tog Josefs ti ældre brødre af sted for at købe korn i Egypten, men Jakob ville ikke lade Josefs yngre bror, Benjamin, rejse med af frygt for, at der skulle ske ham noget undervejs. Således kom Jakobs sønner til Egypten sammen med mange andre, for hungersnøden havde ramt hele Kanaʼans land. Siden Josef var guvernør i landet og havde ansvar for kornsalget, var det ham, brødrene opsøgte. De bøjede sig for Josef med ansigtet mod jorden. Øjeblikkelig genkendte Josef sine brødre, men han lod som ingenting, og de genkendte ikke ham.
„Hvor kommer I fra?” spurgte han barsk.
„Fra Kanaʼans land,” svarede de. „Vi er kommet for at købe korn.”
Da Josef nu stod ansigt til ansigt med sine brødre, huskede han de drømme, han havde haft for mange år siden. „I er spioner, der er kommet for at se, hvor landets forsvar er svagest,” sagde han skarpt.
„Nej, nej, herre,” bedyrede de. „Vi er bare kommet for at købe korn! Vi er brødre, og vi er ærlige folk. Vi er aldeles ikke spioner.”
„Jo, I er!” blev Josef ved. „I er kun ude på at finde hullerne i vores forsvar.”
„Herre,” forsikrede de, „vi er 12 brødre, og vores far bor i Kanaʼans land. De ti af os står her foran Dem. Vores yngste bror er hjemme hos sin far, og en af vores brødre lever ikke mere.”
Men Josef holdt på sit. „Som jeg allerede har sagt, er jeg sikker på, at I er spioner. Men det skal jeg nok få opklaret. Så sandt Farao lever, får I ikke lov at forlade Egypten, før jeres yngste bror står her lyslevende foran mig. En af jer kan tage hjem og hente ham, men resten af jer beholder jeg som gidsler i fængslet. Så vil det vise sig, om I har talt sandt eller ej. Hvis det viser sig, at I slet ikke har nogen yngre bror, ved jeg, at I er spioner.” Så lod han dem alle sætte i fængsel i tre dage.
På tredjedagen sagde Josef til dem: „Jeg er en gudfrygtig mand. Hvis I vil beholde livet, så gør, hvad jeg siger. Jeg vil nøjes med at beholde én af jer her i fængslet. Resten af jer kan tage hjem med korn til jeres familier. Men I skal hente jeres yngre bror, så jeg har bevis for, at I har talt sandt. Så ved jeg, at I ikke er spioner, som fortjener døden.” Det forslag gik brødrene ind på.
Mens de nu diskuterede sagen indbyrdes, sagde en af brødrene: „Det her kan vi takke os selv for! Det er straffen for det, vi i sin tid gjorde imod Josef. Vi så hans fortvivlelse og angst, mens han bønfaldt os, men vi ville ikke høre efter.”
„Sagde jeg ikke dengang, at I ikke måtte gøre ham fortræd?” indvendte Ruben. „Men I ville jo ikke høre på mig. Nu skal vi dø, fordi vi var skyld i hans død.”
Brødrene havde ingen anelse om, at Josef forstod alt, hvad de sagde, for han havde talt med dem ved hjælp af tolk. Nu forlod han dem et øjeblik, fordi han blev så bevæget, at han var begyndt at græde. Da han senere kom tilbage, udpegede han Simeon til gidsel og lod ham binde for øjnene af dem.
Josef befalede nu sine tjenere at fylde mændenes sække med korn og i al hemmelighed at lægge hver enkelt mands betaling tilbage øverst i sækken. Han sørgede også for, at brødrene fik rejseproviant. Så læssede de kornsækkene på æslerne og begyndte hjemturen. Da de standsede for at overnatte, og en af brødrene åbnede sin sæk for at tage foder til æslerne, så han, at pengene lå oven i sækken!
„Se!” råbte han til brødrene. „Mine penge ligger oven i sækken!” De blev rædselsslagne. „Hvad har Gud dog gjort imod os?” spurgte de hinanden.
Da de kom tilbage til deres far i Kanaʼans land fortalte de ham hele historien.
„Manden, som administrerer landet, talte hårde ord til os,” forklarede de. „Han anså os for at være spioner og smed os i fængsel. Men vi sagde til ham: ‚Vi er ærlige folk og ikke spioner. I alt var vi 12 brødre med samme far, men en bror lever ikke mere, og den yngste er hjemme hos sin far i Kanaʼans land.’ Manden svarede os: ‚Jeg skal nok finde ud af, om I taler sandt: En af jer skal blive her hos mig, mens I andre tager jeres korn og rejser hjem til jeres familier. Hent så jeres yngste bror og kom tilbage til mig, så jeg kan afgøre, om I er spioner eller ærlige folk. Hvis I kan bevise, at I taler sandt, skal I få jeres bror tilbage, og I skal få lov til at komme og købe så meget korn, I vil.’ ”
Brødrene tømte nu deres sække. Men da de så, at oven i hver sæk lå posen med pengene, de havde betalt for kornet, blev både de og deres far grebet af rædsel.
„I har berøvet mig mine børn!” klagede Jakob. „Josef er død! Simeon er væk! Og nu vil I også tage Benjamin fra mig! Jeg kan ikke klare mere modgang!”
Men Ruben svarede: „Du må dræbe begge mine sønner, hvis Benjamin ikke kommer hjem igen. Jeg påtager mig det fulde ansvar for ham.”
„Nej,” indvendte Jakob, „min yngste søn får ikke lov til at rejse med jer. Hans bror Josef er allerede død, og Benjamin er den eneste, der er tilbage efter sin mor. Sker der noget med ham, dør jeg af sorg.”
Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kanaʼans land, så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: „Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”
„Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda. „Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn, men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”
„Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. „Hvordan kunne I være så onde imod mig?”
„Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. „Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‚Hent jeres bror herned?’ ”
Juda var ved at miste tålmodigheden: „Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult – både vi, du og vores børn! Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold. Hvis vi ikke havde spildt tiden med snak frem og tilbage, kunne vi have været i Egypten og tilbage igen to gange allerede!”
Endelig gav Jakob sig. „Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand. Tag balsam, honning, krydderier, myrra, pistacienødder og mandler. Tag dobbelt så mange penge med, som kornet koster, så I kan betale det tilbage, som lå oven i jeres sække. Det var nok en fejltagelse, at I fik dem med hjem. Tag så jeres bror og rejs tilbage til manden. Må den almægtige Gud være jer nådig, når I står over for ham, så han løslader Simeon og lader Benjamin vende tilbage i god behold. Hvis jeg skal opleve den smerte at miste mine børn, så lad mig da gøre det!”
Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef. Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus, slagt et dyr og forbered et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.” Husholderen gjorde, som han havde fået besked på, og førte brødrene til Josefs hus, men de blev bange, da de så, hvor de blev ført hen.
„Han vil nok anholde os og gøre os til slaver og tage vores æsler på grund af det med pengene oven i sækkene!” sagde de til hinanden. „Han tror sikkert, vi stjal dem!”
Derfor gik de hen til husholderen, som stod ved indgangen og sagde: „Undskyld, men der er noget, vi må fortælle dig: Da vi var på vej hjem fra Egypten sidste gang, standsede vi undervejs for at overnatte, og da vi åbnede vores sække, lå de penge, som vi havde betalt for kornet, oven i sækkene! Se, her er de! Vi har taget dem med tilbage! Og vi har taget ekstra med, så vi kan købe mere korn! Men vi aner ikke, hvem der lagde pengene i vores sække.”
„Det skal I ikke være bekymrede over,” svarede husholderen. „Det må være jeres og jeres fars Gud, som har lagt dem oven i jeres sække. Vi har i alt fald fået betaling for det korn, I købte.” Så hentede han Simeon, hvorefter de alle blev lukket ind i Josefs hus og fik vand, så de kunne vaske støvet af deres fødder, mens æslerne blev fodret udenfor. Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat. Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.
Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far – ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”
„Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.
Josef så på sin helbror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.” Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham. Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. „Bring maden ind!” beordrede han.
Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere. Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke. Maden blev bragt dem fra Josefs eget bord, og Benjamin fik den største portion – fem gange så meget som de andre! Der var rigeligt med mad og drikke, og snakken gik lystigt imellem dem.
Det er håbløst at forsøge at fange den.
Synet af den er nok til, at modet forsvinder.
Når ingen tør kæmpe mod dette mægtige dyr,
hvem tør da kæmpe imod mig?
Hvem tør sige, at jeg skylder dem noget?
Alt i hele verden tilhører mig.
Lad mig beskrive Livjatans krop.
Den er velformet med enorme lemmer og vældig styrke.
Hvem kan flå huden af den
eller trænge ind under dens panser?
Hvem kan åbne munden på den,
så man ser de frygtindgydende tænder?
Ryggen er dækket af rækker af plader,
der beskytter den fuldstændigt som skjolde.
Pladerne sidder så tæt,
at intet kan trænge ind imellem dem.
De overlapper hinanden,
og det er umuligt at skille dem ad.
Når den fnyser, er det som lysglimt,
øjnene gløder som en solopgang.
Flammer står ud af munden på den,
et fyrværkeri af gnister.
Damp kommer ud ad dens næsebor
som fra en kedel med kogende vand.
Dens ånde får kul til at gløde,
fra gabet spruder den ild.
Halsmusklerne er utroligt stærke,
den skaber rædsel overalt, hvor den kommer.
Dens bug er hård og fast,
den kan modstå ethvert angreb.
Dens hjerte er hårdt som sten,
hårdt som en møllesten.
Går den til angreb, gyser de stærkeste helte,
de løber rædselsslagne deres vej.
Det er nytteløst at kæmpe imod den med sværd,
hverken spyd, pil eller lanse kan bruges.
Den bøjer jernstænger, som var det strå,
bronze splintrer den som råddent træ.
Pile kan ikke jage den på flugt,
og sten preller af som ingenting.
Stridskøller har ingen virkning,
og kastespyd ler den blot ad.
Dens bug er dækket af skarpe skæl,
som sætter dybe spor i jorden.
Flodvandet pisker den i kog,
det bobler som i en gryde.
Kølvandet er som en glinsende sti,
en stribe af sølvhvidt skum.
Der findes ingen skabning på jorden,
der er så frygtløs som den.
Den har intet at være bange for,
den er det stolteste dyr på jorden.”
Da svarede Job:
„Jeg ved, at du er mægtig,
at ingen har magt til at standse dig.
Du spurgte mig: ‚Hvorfra kender du mine tanker,
når du knap nok ved, hvem jeg er?’
Jeg indrømmer, at jeg har udtalt mig om ting,
som går over min forstand.
Du sagde også: ‚Lad mig stille dig nogle spørgsmål,
så får vi se, om du kan svare på dem.’
Det eneste svar, jeg kan give, er:
Før havde jeg kun hørt om dig,
nu har jeg set dig med egne øjne.
Hvad jeg har sagt, tager jeg i mig igen,
jeg angrer skamfuldt i støv og aske.”
Da Herren var færdig med at tale til Job, sagde han til Elifaz:
„Jeg er vred på dig og dine to venner, for I fortalte ikke sandheden om mig, som min tjener Job gjorde. Tag derfor syv ungtyre og syv væddere og bring dem som brændoffer for jer, mens Job ser på det. Så vil han gå i forbøn for jer, og jeg vil høre hans bøn, så jeg ikke straffer jer med ulykke for den synd, I har begået ved at tale usandt om mig.”
Så gjorde Elifaz, Bildad og Zofar, som Herren havde sagt, og Herren hørte Jobs bøn for dem, så de blev tilgivet.
Efter at Job således havde bedt for sine venner, velsignede Herren ham igen, så han fik dobbelt så meget, som han havde før. Alle hans brødre og søstre og alle hans gamle venner kom tilbage til ham og holdt fest i hans hjem for at trøste og opmuntre ham efter de prøvelser, Herren havde tilladt ham at gennemgå. Og hver af dem gav ham et sølvstykke og en guldring.
Herren velsignede den sidste del af Jobs liv langt mere, end han havde velsignet ham tidligere. Han blev ejer af 14.000 får, 6000 kameler, 1000 par okser og 1000 hunæsler.
Gud gav ham desuden syv nye sønner og tre døtre. Døtrenes navne var Jemima, Ketzia og Keren-Happuk. I hele landet var der ingen kvinder så smukke som Jobs døtre, og de arvede på lige fod med deres brødre.
Job levede endnu 140 år, og han oplevede at få både børnebørn og oldebørn. Han blev altså meget gammel og døde mæt af dage.
Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”
På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:
„Sig til Jerusalems indbyggere:
Se, jeres konge er på vej!
Han er ydmyg og rider på et hanæsel –
det er et æselføl.”
De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:
„Hoshana, Davids Søn!
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
Hoshana til Gud i det Højeste!”
Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. „Hvem er han?” spurgte folk. „Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, „profeten fra Nazaret i Galilæa!”
Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: „Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’, men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.”
Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: „Hører du ikke, hvad børnene råber?”
„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”
Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.
Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!” Og straks visnede træet.
Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det figentræ visne så hurtigt?” spurgte de.
Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til sådan et ‚bjerg’: ‚Løft dig op og kast dig i havet!’ Og så vil det ske. I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”
Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”
„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”
De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”
Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”
„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her.”
„Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ ‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”
„Det gjorde den første,” svarede de.
„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”
„Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.
Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Det er ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”
De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”
Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:
‚Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.’?”
Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”
Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. De ville gerne have arresteret ham på stedet, men de var bange for, hvad folkemængden så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.
Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. „Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.
Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ” Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.
„Hvad mener du?” svarede brødrene. „Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre! Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus? Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være dine slaver!”
„Nej,” svarede husholderen. „Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være slave. I andre kan godt rejse hjem.”
Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem. Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk. Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen. Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.
„Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”
Da sagde Juda: „Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver – både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”
„Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”
Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror. Dertil svarede vi: ‚Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’ Så sagde De, herre: ‚Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’ Men vi svarede: ‚Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’ Men De insisterede: ‚Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’ Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt. Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn, sagde vi til ham: ‚Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’
Så sagde vores far: ‚I ved jo, at min elskede kone fødte mig to sønner. Den ene forsvandt. Han blev nok flået ihjel af et rovdyr, for jeg så ham aldrig igen. Hvis der nu også sker noget med den anden søn, dør jeg af sorg.’ Derfor kan De nok forstå, herre, at hvis jeg kommer hjem uden den dreng, som min far er så stærkt knyttet til, så dør han af sorg, og det er vi skyld i. Herre, jeg har personligt lovet min far at tage mig af drengen på denne rejse – ja, jeg sagde ligefrem: ‚Hvis jeg ikke bringer ham tilbage i god behold, tager jeg selv hele skylden!’ Herre, tillad mig derfor at blive Deres slave i stedet for drengen. Lad ham få lov at tage hjem sammen med sine brødre. Hvordan kan jeg tage hjem til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne holde ud at se min fars sorg.”
Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det – ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.
„Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.
„Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. Ja, det var Gud, som sendte mig hertil – ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og nu regerer jeg hele Egypten.
Skynd jer tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”
Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef – også Benjamin kan bekræfte det. Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her – og skynd jer så at bringe ham herhen.”
Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen. Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.
Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kanaʼan og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod. Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil. Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”
Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt. Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker. Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten – og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten. Så tog han afsked med sine brødre: „Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem, hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kanaʼan.
„Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det. Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”
Gud velsigner de mennesker,
som ikke går efter gudløses råd,
står bag syndige handlinger,
eller sidder og håner Herren,
men som ønsker at gøre hans vilje,
og har hans ord i tanke både dag og nat.
De er som træer, der vokser ved vandløb
og bærer frugt hver eneste høst,
og hvis blade altid er grønne.
Alt, hvad de gør, lykkes for dem.
Anderledes er det med de gudløse.
De er som avner, vinden blæser bort.
På dommens dag dømmes de skyldige,
de hører ikke hjemme blandt Guds folk.
Herren hjælper dem, der gør hans vilje,
men de gudløses vej ender i afgrunden.
Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.
„Lad os bryde de snærende bånd,” siger de.
„Lad os sprænge de tunge lænker.”
Men han, som troner i Himlen, ler,
han ryster på hovedet ad deres planer.
Så taler han til dem i vrede,
de skælver af rædsel ved hans ord:
„Jeg har allerede indsat min konge,
han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”
(Den udvalgte konge siger:)
„Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet.
Han sagde til mig: ‚Du er min søn,
i dag er jeg blevet din Far.
Bed mig, og du skal få verden i eje,
alle jordens riger skal tilhøre dig.
Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom,
som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”
Hør efter, I konger og fyrster,
vær kloge og lyt til mit råd.
Bøj jer ærbødigt for Herren,
søg ham med frygt og bæven.
Bøj jer med respekt i støvet,
så I ikke bliver knust under hans vrede.
For hans dom kan hurtigt ramme jer.
Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.
En sang af David, da han flygtede fra sin søn Absalom.
Åh Herre, mine fjender er så mange,
de er alle imod mig, de gør mig bange.
„Gud vil ikke redde ham!” siger de.
Men Herren er mit skjold og min styrke,
han gav mig modet tilbage.
Jeg råbte til ham om hjælp,
og han svarede mig fra sit hellige bjerg.
Jeg lagde mig trygt til at sove,
for Herren skærmede mig med sin hånd.
Jeg bliver ikke overmandet af frygt,
om så tusinder af fjender omringer mig.
Men jeg råber til Herren:
„Grib ind, Herre! Red mig, Gud!”
Herren ydmyger alle mine fjender,
det er ham, der bryder de ondes magt.
Han er den, som redder os.
Ja, velsign dit folk, Herre!
Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.
Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp,
for du er en god Gud.
Du har hjulpet mig før,
når jeg var trængt op i en krog.
Vær nådig imod mig
og lyt til min bøn!
I oprørske mennesker,
hvor længe vil I krænke min ære?
Hvor længe vil I stræbe efter falskhed
og foretrække løgn og bedrag?
I må forstå, at Herren velsigner dem,
der trofast følger ham.
Han hører mit råb om hjælp,
han svarer, hver gang jeg kalder.
Bliver I oprørte over noget, da synd ikke.
Tænk jer om, forhast jer ikke.
Bring hellere ofre til Herrens ære
og sæt jeres lid til ham.
Mange klager: „Hvorfor hjælper Gud os ikke?”
Herre, se i nåde til os.
Mit hjerte glæder sig mere over dig
end over en rig høst af korn og vin.
Jeg kan roligt lægge mig til at sove,
for du, Herre, beskytter mig.
Til korlederen: Brug fløjterne. En sang af David.
Herre, hør min bøn,
lyt til mine dybe suk.
Min Konge og min Gud, hør mit råb om hjælp,
for til dig vil jeg klage min nød.
Om morgenen løfter jeg min røst til dig,
jeg lægger min sag frem for dig og venter.
Gud, du hader grusomheder
og kan ikke acceptere ondskab.
Oprørere får ikke adgang til dig,
for du hader de onde.
Du tilintetgør dem, der lyver,
du afskyr vold og bedrageri.
Men jeg kan gå ind i dit hus
på grund af din trofaste nåde
og tilbede dig i ærefrygt.
Herre, led mig ad den rette vej,
så mine fjender ikke fælder mig.
Vis mig den vej, jeg skal gå,
og fortæl mig, hvad jeg skal gøre.
Mine fjender lyver konstant,
de er kun ude på at gøre fortræd.
Deres strube stinker som en åben grav,
deres tunge er belagt med smiger.
Drag dem til ansvar, oh, Gud,
fang dem i deres egne fælder.
Straf dem for deres trodsighed,
for det er dig, de gør oprør imod.
Men lad alle, som stoler på dig, juble.
Lad dem råbe af fryd til hver en tid.
Du beskytter dem, der følger dig trofast,
så de altid er fyldt med glæde.
Du velsigner jo de gudfrygtige, Herre,
dækker dem med din nådes skjold.
Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:
„Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde – gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.
Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”
Det blev for meget for farisæerne. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? Vis mig den mønt, I betaler skat med.”
De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
„Det er kejserens navn og billede.”
„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”
Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.
Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to, men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv. Til sidst døde også konen. Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”
Jesus svarede: „I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:
‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’
Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”
Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.
Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. De fik en af de skriftlærde til at spørge:
„Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”
Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker. Det er det største og fornemmeste bud. Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’ Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”
Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: „Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”
„Han er Davids søn,” svarede de.
„Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’
Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”
Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.
Så tog Jakob af sted med hele sin teltlejr og kom til Beʼersheba. Dér bragte han et offer til sin fars Gud. Om natten talte Gud til ham i et syn.
„Jakob! Jakob!” kaldte han.
„Ja, jeg lytter,” svarede Jakob.
„Det er Gud, der taler til dig,” sagde stemmen, „din fars Gud! Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil sørge for, at din slægt bliver et stort folk, mens I bor der. Jeg vil selv gå med dig til Egypten, og jeg vil bringe dine efterkommere tilbage igen. Selv vil du dø i Egypten, men Josef vil være hos dig, når du dør.”
Næste morgen hjalp Jakobs sønner så deres far, deres koner og deres børn op i de vogne, som Farao havde stillet til rådighed, og de forlod Beʼersheba. De tog alting med sig – deres dyr og alt, hvad de havde samlet sig i Kanaʼan. Kort tid efter ankom de til Egypten, Jakob og alle hans efterkommere: hans sønner og døtre og børnebørn, hele hans store familie.
Det følgende er en liste over Jakobs sønner og sønnesønner, der tog med ham til Egypten:
Ruben, hans ældste søn, og dennes sønner Enok, Pallu, Hetzron og Karmi; Simeon og hans sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul, hvis mor var kanaʼanæer; Levi og hans sønner Gershon, Kehat og Merari; Juda og hans sønner Shela, Peretz og Zerach; (Er og Onan var jo allerede døde. Peretzʼ sønner hed Hetzron og Hamul.) Issakar og hans sønner Tola, Pua, Jashub og Shimron; Zebulon og hans sønner Sered, Elon og Jahleʼel. Det var Jakobs og Leas seks sønner, som alle blev født i Paddan-Aram. Jakobs og Leas mandlige efterkommere var således i alt 33. Der var også datteren Dina.
Gads sønner hed Zefon, Haggi, Shuni, Etzbon, Eri, Arodi og Areli; Ashers sønner hed Jimna, Jishva, Jishvi, Beria, og deres søster hed Sera. Berias sønner hed Heber og Malkiel. Disse 16 personer var efterkommere af Jakob og Zilpa, tjenestepigen, som Lea fik af sin far, Laban.
Jakobs og Rakels sønner hed Josef og Benjamin. Josef fik i Egypten sønnerne Manasse og Efraim med Asenat, en datter af præsten Potifera fra Heliopolis. Benjamins sønner hed Bela, Beker, Ashbel, Gera, Naʼaman, Ehi, Rosh, Muppim, Huppim og Ard. Disse 14 var Jakobs og Rakels sønner og sønnesønner.
Dan havde sønnen Hushim. Naftalis sønner hed Jahtzeʼel, Guni, Jetzer og Shillem. Disse 7 var sønner og sønnesønner af Jakob og Bilha, tjenestepigen, som Rakel fik af sin far, Laban.
Antallet af Jakobs efterkommere, som kom med til Egypten, var altså 66. Svigerdøtrene blev ikke regnet med. Med Jakob selv samt Josef og hans to sønner var de så 70 i alt, som videreførte Jakobs slægt i Egypten.
Da Jakob og hans følge ankom til Egypten, sendte Jakob Juda i forvejen for at bede Josef om at vise dem vej til Goshen. Josef gjorde sin vogn klar og tog af sted til Goshen for at møde sin far. Så snart han ankom, omfavnede han sin far og græd ved hans skulder i lang tid. Derefter sagde Jakob til Josef: „Nu kan jeg dø i fred, for jeg har med egne øjne set, at du er i live.”
Josef sagde til sine brødre og deres familier: „Jeg vil nu tage tilbage til Farao og fortælle ham, at I er ankommet fra Kanaʼans land. Jeg vil forklare ham, at I er fårehyrder og kvægavlere, og at I har bragt jeres får, geder og kvæg og alt, hvad I ejer, med jer. Når Farao derpå sender bud efter jer og spørger om jeres beskæftigelse, skal I sige: ‚Vi og vores forfædre har altid været kvægavlere og fårehyrder.’ Når I fortæller ham det, vil han lade jer sætte jeres telte op her ude i Goshen, for egypterne kan ikke fordrage nomadefolk.”
Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kanaʼan med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”
„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. „Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kanaʼan, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”
Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”
Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.
„Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.
Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.
Så gav Josef den bedste del af Egypten – området omkring byen Ramses – til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.
Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kanaʼan, hvor jorden blev totalt udtørret. Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kanaʼan, opbevarede han i Faraos skatkammer. Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kanaʼan, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
„Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, og alle landets indbyggere blev fæstebønder. Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.
Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”
„Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.
Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse.
Til korlederen: Brug lyrerne. En sang af David.
Herre, straf mig ikke i vrede,
irettesæt mig ikke i harme.
Vær barmhjertig, Herre, for jeg er svag.
Helbred mig, Herre, jeg ryster over det hele.
Jeg er fortvivlet og fuld af frygt.
Hvor længe skal jeg lide, Herre?
Hør mit råb og red mig,
for du er en trofast Gud.
I graven kan ingen tilbede dig,
de døde lovsynger dig ikke.
Jeg er udmattet af smerte,
jeg græder hver eneste nat,
min pude er gennemblødt af tårer.
Sorgen slører mit blik
på grund af mine mange fjender.
Gå væk fra mig, I onde mennesker,
for Herren har hørt min gråd.
Han har hørt mit suk,
og han vil svare på min bøn.
Alle mine fjender bliver ydmyget,
de gribes af rædsel og flygter.
En sang David sang til Herren på grund af benjaminitten Kush.
Min Herre og Gud, jeg stoler på dig,
red mig fra alle mine forfølgere.
Lad dem ikke sønderrive mig som løver,
slæbe mig bort, uden at nogen kommer til hjælp.
Herre, hvis jeg havde forbrudt mig,
hvis jeg virkelig var skyldig,
hvis jeg havde svigtet mine venner
eller uden grund udplyndret mine fjender,
kunne de med god ret sønderrive mig
og trampe mig ned i støvet.
Grib ind mod mine fjenders raseri, Herre!
Giv dem den straf, de fortjener.
Lad folkene samles foran dig.
Tag plads på din høje trone.
Det er dig, Herre, der dømmer folkeslagene.
Frikend mig, for jeg er uskyldig.
Jeg har ikke gjort noget forkert.
Herre, gør en ende på de gudløses ondskab,
men hjælp dem, der er uden skyld.
For du er god og retfærdig, du kender hjertets dyb,
du vejer vore motiver og inderste tanker.
Den mægtige Gud er mit skjold,
han redder dem, der handler ret.
Gud er en retfærdig dommer,
han dømmer de gudløse dag efter dag.
Hvis de ikke omvender sig,
hvæsser han sværdet og spænder buen.
Han affyrer sine dødbringende våben,
sender de brændende pile af sted.
De gudløse undfanger uret,
er svangre med ondskab og føder løgn.
De sætter fælder for andre, men bliver selv fanget.
De graver faldgruber, men falder selv i dem.
Deres onde planer giver bagslag,
deres rænker rammer dem selv.
Jeg priser Herren, for han er god.
Jeg vil lovsynge den mægtige Gud.
Til korlederen: Brug strengeinstrumenter. En sang af David.
Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
Universets vidundere viser din storhed.
Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed
for at lukke munden på dine modstandere.
Når jeg ser op mod himlen, dine hænders værk,
månen og stjernerne, som du har skabt,
hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du skabte det kun lidt ringere end det guddommelige,
gav det kongelig ære og værdighed.
Du gav mennesket ansvar for dit skaberværk,
det blev sat som hersker over alle ting,
over får og kvæg og vilde dyr,
fugle, fisk og alt havets liv.
Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
Derpå sagde Jesus henvendt til folkemængden og til sine disciple: „De skriftlærde og farisæerne har påtaget sig rollen som fortolkere af Toraen. I kan roligt handle efter, hvad de siger, men følg ikke deres eksempel. De følger nemlig ikke deres egne råd. De lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men er ikke selv villige til at bære de samme byrder. Alt, hvad de gør, gør de for at blive lagt mærke til. De gør deres bederemme ekstra brede og kvasterne på deres bedesjaler ekstra store. De elsker at være æresgæster ved de fine middage, og de kappes om de fornemste pladser i synagogen. De nyder, at man hilser ærbødigt på dem på gaderne, og at folk kalder dem for ‚rabbi’ – læremester. Sådan må I ikke opføre jer. Tværtimod, I skal betragte jer selv som søskende på lige fod med hinanden. I må ikke lade jer kalde ‚rabbi’, for kun Gud er jeres læremester. I skal heller ikke sige ‚Ærværdige Fader’ til nogen her på jorden, for kun én er en sådan Far for jer, nemlig jeres himmelske Far. Lad heller ikke nogen kalde jer ‚Herre’, for kun Messias har autoritet som jeres Herre. Den største iblandt jer er den, der tjener de andre. Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.
Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!
Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.
Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen – nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab. Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.
Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt – mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.
Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre, der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse. I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.
Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I bygger monumenter til ære for de profeter, som jeres forfædre slog ihjel. I pynter gravstederne for de gudfrygtige mænd, som jeres forfædre dræbte. Og så siger I: ‚Hvis vi havde levet på vores forfædres tid, ville vi ikke have været med til at slå profeterne ihjel.’ Men ved at kalde dem jeres forfædre afslører I jer selv. I er nemlig af samme skuffe som dem, der slog profeterne ihjel. Slangeyngel! Fortsæt I bare i jeres forfædres spor, men hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?
Derfor vil I også korsfæste eller på anden måde dræbe mange af de profeter, vismænd og skriftkyndige, jeg vil sende til jer. Nogle vil I piske i jeres synagoger og jagte dem fra by til by. Men I og jeres forfædre vil blive krævet til regnskab for at have myrdet alle disse retskafne mænd, fra den uskyldige Abel til profeten Zakarias, som blev dræbt mellem indgangen til templet og brændofferalteret. Det siger jeg jer: Mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger.
Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger, men I ville ikke! Derfor bliver jeres hus øde og forladt, for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke at se igen, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”
Kort efter fik Josef meddelelse om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hans fars helbred. Han tog derfor straks af sted for at besøge ham sammen med sine to sønner Manasse og Efraim. Da Jakob hørte, at Josef var kommet, satte han sig med en kraftanstrengelse op og svingede benene ud over sengekanten. Derpå sagde han til Josef: „Den almægtige Gud viste sig for mig i Luz i Kanaʼan og velsignede mig. Han sagde: ‚Jeg vil gøre dig til et stort folk og give Kanaʼans land til dig og dine efterkommere, og det skal for altid være jeres ejendom.’ ”
„Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. „De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner. Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område. Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kanaʼan, inden vi ankom til Efrat – og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.) Så kiggede Jakob over på de to drenge. „Hvem er de?” spurgte han.
Josef svarede: „Det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”
„Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, „så jeg kan velsigne dem.” Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem, og han sagde til Josef: „Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få dig at se igen. Men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”
Så førte Josef drengene væk fra deres bedstefars knæ og bøjede sig dybt til jorden for ham. Derefter førte han med sin højre hånd Efraim hen til Jakobs venstre side og med sin venstre hånd Manasse hen til Jakobs højre side. Jakob lagde dog sin højre hånd på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved, selvom han var den ældste, så han sad med armene over kors. Derpå velsignede han Josef og hans to sønner med følgende ord: „Må den Gud, som min bedstefar Abraham og min far Isak vandrede med, den Gud, som har ledet og hjulpet mig livet igennem som en hyrde, den engel, som har bevaret mig fra alt ondt – må han velsigne de to drenge her! Må de føre min slægt videre, som jo udgår fra Abraham og Isak, og må de blive til et mægtigt folk.”
Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, kunne han ikke lide det, og han greb sin fars hånd for at lægge den på Manasses hoved. „Far,” sagde han. „Det er ham her, der er den ældste. Læg din højre hånd på hans hoved.”
Men det nægtede hans far. „Jeg ved, hvad jeg gør, min søn,” svarede han. „Manasse vil blive stamfar til et mægtigt folk, men hans yngre bror vil blive endnu mægtigere. Hans efterkommere vil blive til mange folkeslag.” Den dag velsignede Jakob drengene med følgende velsignelse:
„Israelitterne vil bruge jeres navne til at velsigne hinanden. De vil sige: ‚Må Gud velsigne jer, som han velsignede Efraim og Manasse!’ ” På den måde satte han Efraim over Manasse.
Derefter sagde Jakob til Josef: „Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og føre jer til Kanaʼan, det land, han lovede jeres forfædre. Og da du har en højere position end dine brødre, overdrager jeg dig højlandet omkring Sikem, som vi tog fra amoritterne med sværd og bue.”
Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover.
Kom og hør, I Jakobs sønner,
lyt til Israel, jeres far!
Ruben, du min ældste søn,
det første skud på stammen,
ypperlig i rang og styrke,
men uregerlig som havets bølger.
Du mistede din forret som førstefødt,
for du gik i seng med din fars kone.
Hvilken skændig handling
at vanære sin far sådan.
Simeon og Levi, to alen af ét stykke,
mænd af vold og vrede ord.
Jeres planer og motiver kan jeg ikke acceptere,
i galskab myrdede I mennesker og lemlæstede okser for sjov.
Forbandet være jeres hidsighed,
forbandet jeres vrede og vold.
I bliver adskilt i Israel,
spredt ud over landet.
Juda, dine brødre vil juble,
når du tilintetgør dine fjender.
Ja, dine brødre skal bøje sig for dig.
Juda er en løve, der vogter over sit bytte.
Når han hviler sig, hvem tør da vække ham?
Scepteret skal tilhøre Juda,
og han skal have kongemagten,
indtil den rette konge kommer,
han, som alle folkeslag skal lyde.
Han binder sit æsel til en vinstok
og vasker sit tøj i druesaft.
Hans øjne er mørkere end rødvin,
hans tænder hvidere end mælk.
Zebulon vil havne ved havet,
hans land bliver hjemsted for skibe,
det strækker sig helt til Sidon.
Issakar er stærk som et æsel,
han hviler sig mellem kvægfoldene.
Når han opdager, hvor godt et sted, han har fundet
og hvor frugtbart landet er,
tager han villigt åget på skuldrene
og arbejder hårdt for føden.
Dan skaffer sit folk deres ret
så godt som nogen af Israels stammer.
Han er som en slange på stien,
hugger i hestens hæl, så rytteren styrter.
Åh Gud, du er vores redning!
Gad bliver angrebet af omstrejfende bander,
men han forfølger og udplyndrer dem.
Asher får en overflod af afgrøder
og kan levere til kongens hof.
Naftali løber frit omkring,
kommer gerne med smukke ord.
Josef er som en vinstok, plantet ved kilden,
hvis ranker spreder sig over muren.
Han blev beskudt med bitterheds pile,
hans modstandere behandlede ham hårdt,
men han holdt sin bue med fasthed,
hans stærke arme rystede ikke.
Han blev hjulpet af Jakobs mægtige Gud,
og igennem det blev han en hyrde,
en frelser for Israels folk.
Din fars Gud er din hjælper,
og den Almægtige velsigner dig
med himlens velsignelser ovenfra
og jordens velsignelser nedenfra,
med ægteskabelige glæder
og med mange børn.
Den velsignelse, du får fra din far,
overgår de ældgamle bjerges velsignelser
og det, de evige høje kan tilbyde.
Må disse velsignelser hvile på Josefs hoved,
på issen af fyrsten blandt brødre.
Benjamin er som en ulv på rov.
Han æder af sit bytte om morgenen
og deler ud af sit overskud om aftenen.”
Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen.
Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kanaʼans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron. I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.” Med disse ord til sine sønner udtrykte Jakob sin sidste vilje. Så lagde han sig til rette i sengen og drog sit sidste åndedrag.
Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham. Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget. Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 70 dage.
Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag. „Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kanaʼan og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”
Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.
Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd. Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land. Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.
Da de kom til tærskepladsen ved Atad tæt ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage. Senere kaldte de lokale indbyggere, kanaʼanæerne, det sted Abel-Mitzrajim, for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!” Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem: De bragte hans lig ind i Kanaʼans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted. Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.
Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden. Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.
Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.
Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer? Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv. Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.
Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel, og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.
„Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kanaʼan, så skal I tage mine knogler med.”
Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.
Til korlederen: Synges til melodien „En søns død.” En sang af David.
Jeg vil prise dig, Herre, af hele mit hjerte,
fortælle om alle dine undere.
Jeg fryder mig over dig og synger lovsange til dig,
for du er den mægtige Gud.
Mine fjender vendte om og flygtede,
du jog dem på flugt og fældede dem.
Du skaffede mig oprejsning
og afsagde en retfærdig dom.
Du gik i rette med folkeslagene,
du udryddede de onde mennesker,
så deres navne er glemt for evigt.
Mine fjender blev fuldstændig knust,
deres byer blev lagt i ruiner,
man husker dem ikke mere.
Herren regerer i evighed,
han sidder som dommer på sin trone.
Han er fair, når han dømmer folkene,
han regerer verden med retfærdighed.
De undertrykte søger tilflugt hos Herren,
han hjælper dem i modgang og trængsel.
De, som kender dig, Herre, stoler på dig,
du skuffer ikke dem, der søger din hjælp.
Syng af fryd for Herren, som troner på Zion,
lad alle høre om hans store undere.
Han husker og hævner uret og drab,
han glemmer ikke de svages råb.
Vær mig nådig, Herre,
for mine fjender er ude efter mig.
Herre, riv mig ud af dødens gab.
Så vil jeg fotælle om dine undere på Jerusalems torve,
og fryde mig over, at du frelste mig.
Fjenderne ender i deres egen faldgrube,
de bliver fanget i deres egne fælder.
Herren er kendt for sin retfærdighed,
de onde indfanges af deres egen ondskab.
De ugudelige ender i den evige død,
det gælder alle, som gør oprør mod Gud.
Men de ydmyge bliver ikke ladt i stikken,
de undertryktes håb bliver ikke gjort til skamme.
Herre, lad ikke de onde sejre,
men udmål den straf, de fortjener.
Lad dem frygte og bæve,
så de indser, at de kun er mennesker.
Hvorfor er du så langt væk, Herre,
når jeg har allermest brug for dig?
De gudløse undertrykker frækt de svage,
fanger dem med listige intriger.
De praler af deres onde planer,
roser de grådige, men håner Herren.
De er stolte og regner ikke med Gud.
De mener, han slet ikke eksisterer.
De ser ud til at klare sig godt.
De ænser ikke straffen, der venter dem.
De blæser på deres modstandere.
„Intet kan slå os ud,” siger de.
„Vi klarer alle problemer.”
De har munden fuld af forbandelser, løgn og trusler,
deres ord skaber altid ødelæggelse.
De ligger på lur i mørket og myrder de uskyldige,
de venter altid på et hjælpeløst bytte.
Som løver kryber de sammen, klar til spring,
venter på at kaste sig over de svage.
Som jægere fanger de deres ofre i fælden
og slæber dem bort i deres net.
De svage overmandes og segner,
falder under de gudløses magt.
„Gud opdager det ikke,” siger de onde,
„han vil aldrig få noget at vide.”
Grib ind, Herre! Løft din hånd og slå dem ned.
Glem ikke de svage og undertrykte.
Skal de onde have lov at håne dig
og sige: „Han vil ikke kræve os til regnskab.”?
Herre, du ser hver eneste ond handling.
Du ser det og straffer dem.
De nødstedte regner med dig, Gud,
for du er den, der hjælper de svage.
Sæt en stopper for de ondes adfærd,
drag dem til ansvar for alle deres forbrydelser.
Herre, du er konge for evigt og altid.
De gudløse skal ikke bo i dit land.
Herre, du ved, hvad de undertrykte længes efter.
Du hører deres suk og trøster dem.
Du forsvarer de sårbare og svage,
så ingen skal terrorisere dem længere.
Til korlederen: En sang af David.
Jeg stoler på Herren og søger hans hjælp.
Hvorfor siger I da: „Flygt op i bjergene som en fugl,
for de gudløse har spændt deres bue og lagt pilen til rette.
De gemmer sig i mørket for at ramme de retskafne.
Hvad kan en gudfrygtig gøre, når al lov og ret er borte?”
Herren sidder i sit hellige tempel.
Han regerer fra sin trone i Himlen.
Han ser hvert menneske på jorden.
Han gennemskuer både de gode og de gudløse.
Han hader dem, som elsker vold.
Han lader gloende kul regne ned over de onde,
straffer dem med rygende svovl og en brandvarm vind.
Herren er god og elsker dem, der adlyder ham,
de, som gør det gode, skal se hans ansigt.
Da Jesus var på vej væk fra templet sammen med disciplene, gjorde de ham opmærksom på templets smukke bygninger. „Ja, det ser smukt ud,” sagde Jesus. „Men det siger jeg jer: Det hele vil blive jævnet med jorden.”
Da de var nået over på Olivenbjerget, satte Jesus sig ned. Han var alene sammen med disciplene, som sluttede kreds om ham og spurgte: „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at du kommer, og det bliver verdens ende?”
Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange mennesker på vildspor. I vil høre om uro og krigshandlinger rundt omkring, men lad det ikke skræmme jer. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der hungersnød og jordskælv. Men det er kun som de første veer inden en fødsel.
I vil blive forfulgt, og mange vil blive dræbt. I vil blive hadet af alle folkeslag, fordi I hører mig til. Mange vil derfor opgive troen og endda forråde og hade hinanden. Mange falske profeter vil dukke op, og de vil føre mange vild. Efterhånden som ondskaben breder sig, vil kærligheden blive kold hos mange. Men de, der holder ud til det sidste, vil blive frelst. Og glædesbudskabet om Guds rige skal forkyndes i hele verden, så alle folkeslag kommer til at høre det – og så vil afslutningen komme.
Når I ser ‚den afskyelige ødelægger’, som profeten Daniel taler om, stå i helligdommen,” (må de, der læser det, forstå alvoren i det) „så skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene. De, der opholder sig uden for deres hus, skal ikke løbe ind for at pakke deres ting, og de, der arbejder i marken, skal ikke løbe hjem for at hente deres overtøj. Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes. Bed om, at jeres flugt ikke kommer til at ske om vinteren, og at den ikke falder på en sabbat. For det bliver så forfærdeligt, som det ikke har været siden verdens begyndelse og heller aldrig vil blive igen. Hvis ikke Gud afkortede den periode, ville intet menneske overleve. Men nu bliver den afkortet for de udvalgtes skyld.
Hvis der kommer nogen og fortæller jer, at Messias er kommet og befinder sig her eller der – så tro ikke på det. Der vil komme falske profeter og folk, der hævder at være Messias, og de vil gøre store mirakler for – om muligt – at vildlede endog Guds udvalgte. Nu har jeg advaret jer!
Hvis nogen kommer og siger: ‚Se, Messias er ude i ødemarken!’ så lad være med at tage derud. Eller hvis de siger, at han skjuler sig på et bestemt sted, så lad være med at tro det. For når Menneskesønnen kommer, så bliver det som lynet, der oplyser himlen fra øst til vest.
Hvor gribbene samles, der er ådslet.
Efter den tids frygtelige trængsler vil solen pludselig blive formørket og månen holde op med at skinne. Stjernerne vil falde ned og himlens kræfter komme ud af balance. Tegnet på Menneskesønnens komme vil derefter vise sig på himlen, og alle jordens folkeslag vil jamre højlydt, når de ser Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed. Da vil jeg sende mine engle ud under gjaldende trompetfanfarer for at samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner, fra jordens og himlens yderste grænser.
Lad mig bruge figentræet som billede. Når de nye skud bryder frem, og bladene folder sig ud, så ved I, at sommeren er på vej. På samme måde kan I vide, at jeg snart kommer, når I ser alle de her ting ske. Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske. Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Ingen kender dagen eller det tidspunkt, hvor det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. Som det gik i Noas dage, vil det gå ved Menneskesønnens komme. Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme. To mænd vil arbejde sammen i marken, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. To kvinder vil male korn, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.
Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår jeres Herre kommer tilbage. I ved, at hvis en husejer vidste, hvornår der ville komme en tyv om natten, så ville han holde vagt for at forhindre indbruddet. Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.
En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer.
En dårlig forvalter tænker derimod: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig.’ Derfor har han ingen skrupler ved at mishandle sine medtjenere og bruge tiden til at feste med sine venner. Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med hyklerne. Dér, hvor de kommer hen, er der gråd og stor fortvivlelse.”
Her er navnene på Jakobs sønner, som fulgte ham til Egypten sammen med deres familier: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Issakar, Zebulon og Benjamin, Dan og Naftali, Gad og Asher. Josef var allerede i Egypten. I alt bestod Jakobs familie af 70 personer.
Som årene gik, døde Josef og hans brødre og hele deres generation. Men deres efterkommere fik mange børn og børnebørn, og de blev med tiden så mange, at de fyldte hele det område, de boede i.
Der var nu en ny konge i Egypten, og han kendte ikke noget til Josef eller til, hvad han havde udrettet. „De israelitter er efterhånden så talrige og stærke, at de er ved at blive en trussel imod os,” sagde kongen til sine embedsmænd. „Det må vi få sat en stopper for, ellers risikerer vi, at de i krigstilfælde slutter sig til vores fjender og flygter ud af landet.”
Så gjorde egypterne dem til slaver og satte brutale slavefogeder over dem, som skulle udmatte dem med hårdt arbejde. De tvang dem til at bygge to nye forsyningscentre for Farao – byerne Pitom og Ramses. Men jo mere egypterne mishandlede og undertrykte israelitterne, jo flere blev de. Egypterne blev bange for dem, og derfor lod de dem arbejde endnu hårdere. De var skånselsløse i deres krav og tvang dem til at lave mursten og mørtel til de egyptiske byggeprojekter foruden al slags hårdt markarbejde og drev i det hele taget rovdrift på deres arbejdskraft. Faraos næste påfund var at give følgende ordre til de hebræiske jordemødre Shifra og Pua: „Når I hjælper hebræerkvinderne med at føde, skal I dræbe alle drengebørnene. Lad kun pigerne leve.” Jordemødrene frygtede imidlertid Gud mere end kongen, og derfor nægtede de at gøre, som han sagde. De lod drengene leve.
Da kaldte kongen dem til sig og sagde: „I lader jo drengene leve! Hvorfor gør I ikke, som jeg har sagt?”
„Herre,” sagde de. „De hebræiske kvinder er ikke som de egyptiske. De føder så hurtigt, at vi simpelt hen ikke kan nå frem i tide!”
Gud velsignede jordemødrene på grund af deres gudsfrygt, så de ikke selv havde problemer med at få børn, og han var stadig med israelitterne, så de blev endnu mere talrige og mægtige. Så gav Farao den egyptiske befolkning følgende ordre: „Kast alle nyfødte hebræiske drenge i Nilen! Pigerne kan få lov at leve.”
På den tid var der en familie, hvor både manden og konen var fra Levis stamme. Konen blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig drengen var, skjulte hun ham de tre første måneder. Da hun ikke længere kunne skjule barnet, lavede hun en kurv af papyrusrør og gjorde den vandtæt med beg og tjære. Så lagde hun barnet i kurven og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. Drengens storesøster gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med ham.
Kort efter kom en af Faraos døtre ned til Nilen for at bade. Imens gik hendes hofdamer langs flodens bred. Da prinsessen fik øje på kurven mellem sivene, sendte hun en af hofdamerne hen for at hente den. Da hun åbnede kurven, så hun den lille dreng, som lå og græd, og hans gråd rørte hende dybt. „Det må være en af de hebræiske drenge!” udbrød hun.
Så trådte drengens søster frem og spurgte prinsessen: „Skal jeg få fat i en hebræisk kvinde, der kan amme barnet for dig?”
„Ja, gør det!” svarede prinsessen. Så skyndte pigen sig hjem og hentede sin mor.
„Tag dette barn med hjem og pas ham for mig,” sagde prinsessen til moderen. „Jeg skal nok betale dig for det.” Så tog moderen barnet med hjem og passede ham.
Nogle år senere, da drengen var blevet ældre, bragte moderen ham tilbage til prinsessen, som adopterede ham. Hun gav ham navnet Moses, for hun sagde: „Jeg trak ham op af vandet.”
Mange år senere, da Moses var blevet voksen, gik han en dag ud for at se til sine israelitiske landsmænd. Han så, hvor hårdt de blev tvunget til at arbejde. Han så også, hvordan en egypter gennembankede en af de hebræiske slaver – en af hans egne landsmænd! Efter at have set sig om til alle sider for at være sikker på, at der ikke var nogen vidner, slog Moses egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.
Næste dag, da han igen gik derud, så han to hebræere i slagsmål. „Hold op med det!” råbte han til ham, der havde startet kampen, „du slår jo en af dine egne landsmænd!”
„Hvad bilder du dig ind?” vrissede urostifteren. „Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?” Da blev Moses bange, for han var klar over, at alle nu vidste, hvad han havde gjort. Da Farao hørte om det, gav han ordre til, at Moses skulle arresteres og henrettes. Men Moses flygtede til Midjans land, hvor han satte sig ved en brønd.
Der var en præst i Midjan, som havde syv døtre. De kom nu for at hente vand og fylde vandtrugene, så deres fars får kunne drikke. Samtidig kom nogle hyrder til brønden, som ville jage pigerne væk, men Moses lagde sig imellem og hjalp dem. Han trak også vand op til deres får.
Da pigerne kom hjem til deres far, Reuel, udbrød han: „I kommer tidligt hjem i dag! Hvordan kunne I give fårene vand så hurtigt?”
„En egypter hjalp os mod hyrderne,” forklarede de. „Og han trak endda vand op fra brønden til os og til fårene!”
„Hvor er han nu?” spurgte faderen. „I lod ham vel ikke bare blive stående ude ved brønden? Inviter ham til at spise sammen med os.”
Moses tog imod invitationen og slog sig ned hos familien. Efter nogen tid gav Reuel ham en af sine døtre, Zippora, til kone. Hun fødte en dreng, som Moses kaldte Gershom, for – som han sagde: „Jeg bor jo som udlænding i et fremmed land.”
Nogen tid efter døde den egyptiske konge, men israelitterne stønnede stadig under det hårde slavearbejde. De råbte i fortvivlelse til Gud, og han hørte deres klage. Han havde jo givet sit løfte om velsignelse og hjælp til Abraham, Isak og Jakob. Gud så på israelitternes situation og havde dyb medfølelse med dem.
Til korlederen: Brug lyrerne. En sang af David.
Herre, kom os til hjælp.
Der er ingen tilbage, som adlyder dig.
Man kan ikke opdrive et ærligt menneske.
Alle bedrager hinanden,
de er fulde af løgn og falskhed.
Herre, gør en ende på al deres smiger,
sæt en stopper for de pralende ord.
De siger hovmodigt: „Vores ord giver os magt,
ingen skal bestemme over os!”
Men Herren svarer:
„Fordi de svage og forfulgte råber til mig,
vil jeg nu gribe ind og forsvare dem.”
Herrens løfter er sande,
hans ord er som det fineste sølv,
forædlet syv gange i ilden.
Herre, selvom ondskaben sidder i højsædet,
og alle gør, hvad der passer dem,
så ved vi, at du altid beskytter os
og bevarer os fra den slags mennesker.
Til korlederen: En sang af David.
Hvor længe vil du glemme mig, Herre? – For evigt?
Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?
Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
grib ind og red mig fra døden.
Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.
Jeg stoler på dig og din trofasthed.
Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
for din underfulde godhed imod mig.
Til korlederen: En sang af David.
Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
Fra himlen ser Herren på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger Gud?
Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
Ingen gør det gode, ikke én eneste.
„Fatter de da intet?” siger Herren.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
En dag skal de fyldes af rædsel,
for Gud er med dem, der adlyder ham.
Onde mennesker undertrykker de svage,
men Herren er deres beskytter.
Gid Herren ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Herren griber ind og genrejser sit folk,
så bliver der jubel og glæde i Israel.
Jesus fortsatte: „Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.
Men ved midnatstid lød råbet: ‚Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. Men de andre svarede: ‚Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.
Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‚Herre, luk op for os!’ Men han svarede: ‚Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’ ”
„Vær altid parate,” sagde Jesus, „for I ved ikke, hvornår jeg kommer.”
„Lad mig fortælle endnu en historie om Guds rige,” fortsatte Jesus. „Der var en mand, som skulle ud på en lang rejse. Forinden kaldte han sine tjenere til sig og betroede dem sin formue, som de skulle få til at vokse, mens han var borte. En fik fem sække med sølvmønter, en anden fik to og en tredje fik én sæk, alt efter den enkeltes evner. Derpå tog han af sted på sin rejse.
Den mand, der havde fået de fem sække penge, begyndte straks at købe og sælge, og han tjente fem sække mere. På samme måde tjente manden med de to sække to mere. Men ham, der havde fået én sæk penge, gik ud og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge der.
Lang tid efter kom de tre mænds herre tilbage fra rejsen, og han kaldte dem sammen, for at de kunne aflægge regnskab for deres forvaltning af de penge, de havde fået betroet. Først trådte den mand frem, som havde fået de fem sække. Han kom med i alt ti sække og sagde: ‚Du betroede mig fem sække penge. Jeg har tjent fem til.’ ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’
Derefter trådte den mand frem, der havde fået de to sække, for at aflægge regnskab: ‚Du betroede mig to sække penge. Jeg har tjent to til.’ ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’
Til sidst trådte den mand frem, som havde fået én sæk: ‚Herre,’ begyndte han. ‚Jeg kender dig som en hård mand. Jeg ved, at du høster, hvor du ikke har sået, og du indkasserer udbyttet fra andres arbejde. Jeg var bange for dig, så jeg gravede pengene ned i jorden. Værsgo! Her har du dine penge!’
Herren blev vred. ‚Du er en dårlig og doven arbejder!’ sagde han. ‚Når du nu vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og indkasserer udbyttet fra andres arbejde, hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem!’
Henvendt til sine øvrige arbejdere sagde han: ‚Tag pengene fra ham og giv dem til ham, der har ti sække penge. For alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste det, de fik. Og kast så den uduelige arbejder ud i det yderste mørke, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.’
Når Menneskesønnen kommer i sin kongeværdighed sammen med alle englene, så vil han tage plads på sin herlighedstrone, og mennesker af alle folkeslag vil samles foran ham. Da vil han dele dem op i to grupper, som en hyrde adskiller får og geder. Fårene vil han anbringe ved sin højre side og gederne ved sin venstre.
Derefter vil han sige til dem på højre side: ‚Kom, I min Fars velsignede! Tag det rige i besiddelse, som har stået klar til jer fra verdens grundvold blev lagt. I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed, og skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så til mig, da jeg var syg, og I besøgte mig i fængslet.’
De, der har gjort Guds vilje, vil svare: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten og givet dig noget at spise, eller tørstig og givet dig noget at drikke. Vi har da heller aldrig set dig stå som fremmed og budt dig velkommen, eller set dig stå uden tøj og skaffet dig noget. Vi har da aldrig set dig syg eller i fængsel og besøgt dig.’ Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I har gjort imod selv den mest oversete af dem, som er mine, det har I også gjort mod mig.’
Derefter vil han vende sig til dem på sin venstre side og sige: ‚Bort med jer, I, der står under Guds dom! Bort til den evige ild, der er bestemt for Djævelen og hans hjælpere. I gav mig jo intet at spise, da jeg var sulten, og intet at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig ikke velkommen, da jeg stod som fremmed, eller skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så ikke til mig, da jeg var syg eller i fængsel.’
Da vil de svare på samme måde: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten eller tørstig, fremmed eller uden tøj, syg eller i fængsel, så vi kunne have hjulpet dig.’ Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod selv den mest oversete af disse mennesker, det har I heller ikke gjort mod mig.’
Den sidste gruppe vil gå bort til evig straf, men de første, som har gjort Guds vilje, vil gå ind til evigt liv.”