Herren bad Moses give israelitterne følgende instrukser: „Det følgende er mine hellige dage, hvor I skal komme sammen for at holde højtid for mig.
Ugens syvende dag skal være en fuldstændig hviledag, hvor I skal samles for at tilbede Herren. I kan udføre jeres arbejde på ugens øvrige seks dage, men sabbatsdagen skal være indviet til mig, lige meget hvor I bor.
De følgende højtider skal I fejre hvert år på det fastsatte tidspunkt.
Påskedagen falder på den 14. dag i den første måned, og påskemåltidet skal fejres om aftenen.
De usyrnede brøds højtid begynder den 15. dag i den samme måned, og den skal vare i syv dage. Under den fest må I ikke spise brød, der er bagt med surdej. På festugens første dag skal folket mødes og tilbede mig, og I skal afholde jer fra alt hårdt arbejde. Det samme skal I gøre på festugens sidste dag, og hver eneste af de syv festdage skal I bringe ildofre til Herren.”
Herren fortsatte med at tale til Moses: „Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og begynder at høste afgrøde fra jeres marker, skal I hvert år bringe det første neg fra jeres kornhøst til præsten. Det skal I gøre dagen efter sabbatsdagen, og præsten skal så svinge det foran Herrens alter, så Herren kan tage imod jeres taknemmelighedsgave. Samme dag skal I ofre et etårs lam uden skavanker som et brændoffer til Herren. Offeret skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel rørt op i olivenolie. Det skal være et ildoffer til Herren sammen med et drikoffer bestående af en liter vin. I må hverken spise friske kerner, brød eller ristet korn fra jeres nye høst, før I har bragt denne gave til Herren. Denne lov skal altid gælde, hvor I end bor.
Fra dagen efter denne sabbat, den dag, hvor det første neg blev svunget for Herrens ansigt, skal I så tælle nøjagtig syv uger frem, indtil I når frem til dagen efter den syvende sabbat. I skal altså tælle 50 dage frem, og så skal I bringe endnu et høstoffer til Herren. I skal komme med to brød hjemmefra. Brødene skal bages af fire liter fint mel ved brug af surdej, og de skal svinges foran Herrens alter som en taknemmelighedsgave for høsten. Foruden dette afgrødeoffer og drikofferet skal I ofre syv etårs lam uden skavanker, en ung tyr og to væddere som et lifligt brændoffer. Dernæst skal I ofre en gedebuk som syndoffer og to etårs vædderlam som fællesskabsoffer.
Sammen med brødene, som repræsenterer jeres høst, skal præsten svinge disse offergaver foran Herrens alter. De er givet til Herren, men præsterne må spise dem. Denne dag skal udråbes til en særlig indviet festdag for hele folket. Ingen må udføre hårdt arbejde den dag. Dette er en permanent forordning, som skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor.
Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. Det er til føde for de fattige og fremmede, som ikke selv ejer jord.”
Herren fortsatte med at tale til Moses: „Den første dag i den syvende måned skal være en hvile- og højtidsdag, en mindedag, som indvarsles med lyden fra et vædderhorn. Ingen må udføre hårdt arbejde på den dag, men I skal bringe Herren ildofre.”
Herren fortsatte sine instruktioner til Moses: „Den tiende dag i den syvende måned skal være forsoningsdagen. På den dag skal I faste og holde højtid for Herren med ildofre. I må ikke udføre normalt arbejde, for den dag er afsat til at skabe forsoning mellem jer og Herren, jeres Gud. Enhver, der undlader at faste på den dag, og enhver, som udfører normalt arbejde på den dag, skal dø. Dette er en permanent forordning, der skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor. Det skal være en fuldkommen hviledag, hvor I skal undlade at spise noget. Forsoningsdagen begynder ved solnedgang den niende og varer til solnedgang næste dag.”
Herren fortsatte: „På den 15. dag i den syvende måned skal I påbegynde løvhyttefesten for Herren, og festen skal vare i syv dage. På den første dag skal folket samles til højtid, og der må ikke udføres noget hårdt arbejde på den dag. På hver af festens syv dage skal I bringe ildofre til Herren. På den ottende dag skal folket samles igen til højtid og bringe ildofre til Herren. Heller ikke på den dag må der udføres hårdt arbejde.
Dette er de hellige fester, hvor folket skal holde højtid og bringe ildofre til Herren, både brændofre og afgrødeofre, madofre og drikofre. Disse festdage er ekstra højtider ud over sabbatsdagene, og de ofre, I bringer ved disse fester, skal være i tilgift til jeres normale gaver og taknemmelighedsofre til Herren.
Hvad løvhyttefesten angår, skal den vare i en hel uge. Når høsten er overstået, skal festen påbegyndes på den 15. dag i den syvende måned, og både den første dag og den ottende dag skal være hviledage. På den første dag skal I komme med de flotteste frugter, palmegrene, løvrige grene og pilegrene, og i syv dage skal I danse og juble for Herren. Husk, at festen skal være en tilbagevendende begivenhed, som I fejrer år efter år. I syv dage skal alle indfødte israelitter bo i løvhytter, for at de kommende generationer kan vide, hvordan det var, da jeg, Herren, jeres Gud, førte jer ud af Egypten og lod jer bo i løvhytter.”
Da Herren var færdig med alle disse instruktioner om festerne, gav Moses dem videre til Israels folk.
Herren sagde nu til Moses: „Giv Israels folk besked om at bringe dig ren olivenolie, så lamperne på guldlysestagen, der står uden for forhænget til det allerhelligste rum, kan blive ved at brænde. Hver morgen og aften skal Aron gøre lamperne i stand og fylde olie på, for at de kan blive ved at brænde for Herrens ansigt fra slægt til slægt.
Sørg for, at der hver sabbat bliver placeret 12 runde fladbrød i to stabler, seks i hver, på det guldbelagte bord, som står for Herrens ansigt. Brødene skal bages af det fineste hvedemel, og der skal bruges fire liter til hvert. Oven på hver stabel skal der anbringes en skål med ren røgelse, der skal brænde som et mindeoffer til Herren. Israelitterne skal bringe deres gaver som en permanent pagtsforpligtelse, så nye brød kan blive lagt frem for Herrens ansigt hver sabbat. De gamle brød skal tilfalde præsterne, som skal spise dem på et indviet sted, for de er et helligt offer og præsternes retmæssige andel fra ildofferet til alle tider.”
En dag skete det, at en ung mand, hvis mor var israelit, og hvis far var egypter, kom i slagsmål med en israelit. I kampens hede kom den unge mand til at misbruge Herrens navn ved at komme med en forbandelse, og han blev ført til Moses for at få sin dom. Mandens mor hed Shelomit, en datter af Dibri af Dans stamme. Manden blev varetægtsfængslet, indtil Herren ville vise, hvad der videre skulle ske med ham.
Da sagde Herren til Moses: „I skal føre manden uden for lejren, og de, der hørte ham udsige forbandelsen, skal lægge deres hænder på hans hoved. Derefter skal alle de forsamlede stene ham. Sig til Israels folk, at enhver, der forbander Gud, skal idømmes dødsstraf og stenes af folket. Denne lov gælder for de indfødte israelitter såvel som for de fremmede iblandt jer: Enhver, der udtaler Herrens navn i en forbandelse, er skyldig i blasfemi og skal idømmes dødsstraf.
Der skal også være dødsstraf for mord. Hvis nogen slår et dyr ihjel, som tilhører en anden, skal vedkommende give ejeren et tilsvarende levende dyr. Hvis man lemlæster en anden, skal man selv lemlæstes tilsvarende: Brud for brud, øje for øje, tand for tand. Straffen skal svare til den skade, man har forvoldt.
Altså: Den, der slår en andens husdyr ihjel, skal erstatte dyret, men den, der slår et andet menneske ihjel, må betale med sit eget liv. Den samme lov skal gælde for alle indbyggere i landet, hvad enten de er fremmede eller indfødte.”
Moses gav nu disse instruktioner videre til israelitterne, hvorefter de førte den unge mand udenfor lejren og stenede ham. Israelitterne gjorde, som Herren havde befalet.
En bøn af Guds tjener Moses.
Herre, du er vores tilflugt,
du har hjulpet os fra slægt til slægt.
Du var til, før bjergene blev skabt,
du levede, før jorden blev dannet.
Din eksistens har ingen begyndelse
og kommer aldrig til en afslutning.
Men menneskers liv får ende,
på din befaling bliver de til støv.
Tusinde år er for dig som en enkelt dag er for os,
den varer nogle timer, og så er den forbi.
Du gør ende på menneskers liv,
og de sover ind. De er som græs.
Om morgenen er græsset grønt og frisk,
det glinser og er fuldt af liv.
Men om aftenen er det tørret ind
og vissent.
Vi sygner hen under din fortærende vrede,
vi skælver under din voldsomme harme.
Du ser vore skjulte synder,
vore fejl ligger udbredt for dine øjne.
Vi mærker din vrede hver dag,
vi ender vores liv med et suk.
Vi kan forvente at leve, til vi er halvfjerds,
måske nogle kan nå at blive firs.
Selv vore bedste år har nok af problemer,
men tiden flyver af sted, snart er alt forbi.
Hvem kender styrken af din vrede?
Din harme fylder os med ærefrygt.
Hjælp os til at huske, at livet er kort,
så vi kan vokse i visdom.
Åh, Herre, se i nåde til os!
Hvor længe skal vi lide under din straf?
Vær barmhjertig imod dit eget folk.
Mæt os hver morgen med din kærlighed,
så vi oplever glæde dag efter dag.
Vi har været ulykkelige i umindelige tider.
Giv os nu lige så mange lykkelige år.
Lad dit folk igen opleve dine undere,
lad vore børn få din herlighed at se.
Vis os din nåde, Herre, vor Gud,
giv os gode tider og fremgang.
De, der søger hjælp hos den Højeste,
bliver beskyttet af den Almægtige.
Jeg siger til Herren: „Du er min tilflugt,
jeg stoler trygt på dig, min Gud.”
Han bevarer dig fra at gå i fælden,
redder dig fra dødelige sygdomme.
Han dækker dig med sine fjer,
du er tryg under hans vinger.
Du kan fuldt ud stole på hans hjælp.
Du skal ikke ligge vågen om natten af frygt,
eller være bange for de pile, der flyver om dagen.
Du skal ikke ængstes for at blive syg om natten,
eller for at ulykker skal ramme dig ved højlys dag.
Om så tusinde falder ved siden af dig,
eller ti tusinde bukker under omkring dig,
skal ulykken ikke ramme dig.
Med dine egne øjne får du at se,
hvordan gudløse mennesker bliver straffet.
Når du søger tilflugt hos Herren,
og beder den Mægtige beskytte dig,
skal du ikke rammes af noget ondt,
ingen ulykke skal ødelægge dit hjem.
For han befaler sine engle at passe på dig,
de skal vogte dig, hvor du end går.
De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
Du kan overvinde både løver og slanger
og sætte din fod på dem som sejrherre.
Herren siger: „Jeg redder dem, der elsker mig,
beskytter dem, der har tillid til mig.
Når de kalder, vil jeg svare.
Jeg hjælper dem, når de har problemer,
redder dem og giver dem oprejsning.
Jeg velsigner dem med et langt liv,
de skal opleve, at jeg frelser dem.”
En sang til sabbatten.
Det er godt at takke dig, Herre,
at lovsynge den mægtige Gud,
at mindes din nåde hver morgen,
at takke dig for din trofasthed hver aften,
at prise dig til harpeklang,
til toner fra lut og lyre.
Jeg fryder mig over dine undere,
glæder mig over dine gerninger.
Du gør utrolige ting, Herre,
dine tanker er ufattelige.
Der er noget, som tåber ikke kan begribe,
en sandhed, de uvidende ikke kan forstå:
Selv om de gudløse ser ud til at klare sig godt,
bliver de til sidst udslettet for evigt.
Men du, Herre, har magten i al evighed,
du nedkæmper alle dine fjender.
De gudløse vil gå til grunde,
de onde vil blive gjort til intet.
Du har givet mig styrke som en bøffel,
din støtte giver mig glæde og fremgang.
Jeg har set mine fjender falde,
hørt om mine angriberes nederlag.
De retskafne trives som mægtige palmer,
vokser sig store som Libanons cedre.
De er plantet i Herrens Hus,
dér trives de under hans pleje.
Selv i alderdommen bærer de frugt,
de bevarer deres friskhed og livskraft.
De vidner om Herrens beskyttelse,
han er helt igennem god og retfærdig.
I mellemtiden stimlede tusindvis af mennesker sammen omkring Jesus, så de nærmest trådte på hinanden. Jesus talte til folkemængden, men tænkte især på disciplene: „Pas på! Hold jer fra farisæernes surdej, hykleriet. Hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang. Det, som nu er hemmeligt, vil blive kendt. Hvad I har sagt i mørket, vil komme frem i lyset, og hvad I har hvisket bag lukkede døre, vil blive udråbt offentligt.
Jeg siger jer, mine venner: Vær ikke bange for dem, som nok kan slå jer ihjel rent fysisk, men ikke har magt over, hvad der sker med jer bagefter. Lad mig fortælle jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, der efter at I er slået ihjel, har magt til at kaste i Helvede. Ja, ham skal I frygte.
Hvad koster fem spurve? Nogle få mønter måske. Men ikke én af dem er glemt hos Gud. Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. Så vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.
Det siger jeg jer: Dem, der åbent og offentligt vedkender sig Menneskesønnen, vil jeg også åbent vedkende mig over for Guds engle. Men dem, der offentligt nægter at kendes ved mig, vil jeg heller ikke kendes ved over for Guds engle. De, der taler negativt om Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men de, der håner Helligånden, kan ikke få tilgivelse.
Når I bliver stillet for retten i synagogerne eller skal forsvare jer over for myndigheder og øvrighedspersoner, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar, for Helligånden vil på sådanne tidspunkter inspirere jer til, hvad I skal sige.”
En mand fra mængden råbte: „Mester, sig til min bror, at han skal dele min fars arv med mig!”
Jesus svarede: „Gud har ikke sendt mig for at være dommer i jeres retssager.” Så tilføjede han henvendt til de omkringstående: „Vogt jer for al slags pengebegær, for økonomisk velstand kan ikke skænke jer livet.”
Derpå fortalte Jesus en historie: „En rig mand havde en gård, hvis marker havde givet en rekordstor høst. Han spekulerede derfor på, hvad han skulle gøre, for han havde ikke plads til den enorme høst. Til sidst sagde han til sig selv: ‚Jeg vil rive mine lader ned og bygge nogle endnu større, så jeg kan få det hele under tag. Derefter vil jeg tage den med ro og sige til mig selv: Nu har du samlet nok til mange år, og det er på tide, du nyder livet. Spis, drik og vær glad!’ Men Gud sagde til ham: ‚Du er en tåbe! I nat skal du dø! Hvem skal så have alt det, du har skrabet sammen?’
Sådan går det den, der kun tænker på at samle sig rigdomme på jorden i stedet for at tjene Gud.”
Jesus fortsatte, nu henvendt til sine disciple: „Det er grunden til, at jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad at spise og tøj at tage på. Livet er jo mere end maden og tøjet. Se på ravnene. De hverken sår eller høster, og de samler ikke forråd, men alligevel giver Gud dem, hvad de har brug for. Er I ikke meget mere værd end fuglene? Kan nogen af jer mon ved at bekymre sig lægge bare én dag til sit liv? Hvis altså uro og ængstelse ikke kan ændre noget, hvorfor så i det hele taget gøre sig bekymringer?
Se på liljerne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! I skal ikke være så optaget af, hvad I skal spise og drikke. Det går folk ude i verden højt op i, men I skal ikke bekymre jer om sådan noget, for jeres Far i Himlen ved, at I har brug for det. Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift.
Vær ikke bange, du lille flok, for jeres Far har besluttet at give jer del i sit Rige. Sælg hvad I har og giv pengene til dem, der er i nød. Skaf jer punge, der aldrig bliver slidt op, og rigdomme i Himlen, der aldrig mister deres værdi, for dér bliver der hverken stjålet eller ødelagt noget. Hvor jeres rigdomme er, vil også jeres tanker være.
Vær altid parate og hold lamperne tændt som tjenere, der venter på, at deres herre skal komme hjem efter en bryllupsfest, så de kan lukke op for ham, lige så snart han banker på døren. Velsignede er de, som han således finder parate, når han kommer tilbage. Det siger jeg jer: Han vil tage et forklæde på og få dem til at sætte sig til bords for selv at varte dem op. Måske kommer han ikke før midnat, måske først i de tidlige morgentimer. Men i alle tilfælde bliver de tjenere velsignet, som står parate til at tage imod ham.
I ved, at hvis en husejer vidste, hvornår der ville komme en tyv, så ville han tillade et indbrud. Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.”
Peter spurgte: „Er det med henblik på os, du fortæller den historie, eller gælder det alle?”
Jesus svarede: „En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer.
Men hvis forvalteren tænker: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig’, kan han give sig til at mishandle alle tjenestefolkene, alt imens han selv fester og drikker. Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med de vantro. Når han bliver straffet så hårdt, er det fordi, han var blevet bedt om at holde sig parat, og han udmærket vidste, hvad hans herre havde befalet ham at gøre. Alligevel gjorde han det ikke.
Men de, der ikke kender deres herres vilje og gør sig skyldige i noget, de fortjener straf for, vil få en mildere straf, for man forlanger mest af dem, der har fået mest betroet.
Jeg er kommet for at sætte verden i brand, og hvor ville jeg ønske, at ilden allerede havde fænget! Men jeg skal igennem en lidelsens dåb, og indtil det er overstået, gruer jeg for det.
Tror I, at fordi jeg er kommet til denne jord, vil der være fred og ingen fare. Nej, der vil blive splid blandt mennesker. Fra nu af vil fem personer i samme familie være indbyrdes uenige, tre mod to og to mod tre. En far og en søn vil blive uenige, og ligeledes en mor og en datter, en svigermor og svigerdatter.”
Derpå sagde Jesus henvendt til folkemængden omkring ham: „Når I ser skyerne trække sammen i vest, siger I straks: ‚Nu bliver det regn.’ Det har I ret i. Og når vinden kommer fra syd, siger I: ‚Det bliver varmt i dag.’ Det har I også ret i. Alligevel bedrager I jer selv. I kan tyde jordens og himlens tegn. Hvorfor kan I så ikke tyde tidens tegn?”
Til sidst sagde Jesus: „Hvorfor kan I ikke selv bedømme, hvad der er det rigtige? Er der nogen, som anklager dig for ikke at have betalt din gæld, så gør, hvad du kan, for at få sagen bragt i orden, inden det er for sent. Ellers ender sagen hos dommeren, som vil overgive dig til retsbetjenten, og retsbetjenten vil sætte dig i fængsel. Det siger jeg dig: Du slipper aldrig ud derfra, medmindre din gæld bliver betalt fuldt ud!”
Dengang Moses var på Sinaibjerget, sagde Herren til ham: „Du skal give Israels folk følgende instruktioner: Når I kommer ind i det land, som jeg vil give jer, skal landet hvert syvende år ligge uopdyrket hen som en sabbatshvile. I seks år kan I tilså jeres marker, beskære jeres vinstokke og høste jeres afgrøder, men hvert syvende år skal landet ligge brak. Det er en sabbatshvile for Herren. I det år må I ikke pløje jorden eller tilså jeres marker. I må heller ikke arbejde i jeres vingårde. Det korn, der vokser på markerne fra resterne af det foregående års afgrøde, og de druer, der alligevel gror på vinrankerne, må I heller ikke indhøste, for i det år skal jorden hvile sig. Men I må gerne spise de frugter og andet, der gror vildt. Den regel gælder også jeres daglejere og slaver og de fremmede, som bor iblandt jer. Kvæget og de vilde dyr skal også leve af det, der gror vildt.
Tæl nu syv gange syv år frem. Efter 49 år, når forsoningsdagen er inde, på den 10. dag i den syvende måned, skal der blæses i vædderhorn ud over landet. Hvert syvende sabbatår skal være et jubelår, og i hele landet skal både jorden og daglejerne frigives. Enhver skal sættes fri til at vende tilbage til sin slægt og sit tidligere jordstykke. I jubelåret må I ikke tilså landet eller høste jeres korn og druer på sædvanlig vis. Jubelåret skal holdes helligt, men I må gerne spise det, der gror vildt.
I det år skal enhver af jer tage sit tidligere jordstykke i besiddelse igen. Hvis jorden købes eller sælges i perioden mellem to jubelår, skal I enes om en rimelig pris ved at tælle frem til næste jubelår. Hvis jubelåret ligger langt ude i fremtiden, skal prisen være højere, end hvis jubelåret er nært forestående, for når I sælger jeres jord, er det i virkeligheden jeres årsafgrøder, I sælger til den nye ejer, og afgrøderne fra jorden tilhører så ham indtil næste jubelår. I skal have ærefrygt for jeres Gud og ikke være urimelige, så I udnytter hinanden.
Adlyd mine love, så skal I bo trygt i landet. Ja, hvis I adlyder mig, skal I opleve en god høst, have rigeligt at spise og have fred i landet. Nu vil I spørge: ‚Jamen, hvad skal vi spise hvert syvende år, hvis vi ikke må så noget i det år og derfor ingen høst får?’ Svaret lyder: ‚Det, I sår og høster i det sjette år, vil jeg velsigne så meget, at I har mad nok til tre år. I skal tilså jeres marker i det ottende år, og det opmagasinerede korn vil vare ved til begyndelsen af det niende år. Når den nye høst kommer, kan I begynde at spise af den.’
Landet tilhører jo i virkeligheden mig. Derfor må I ikke sælge noget af jeres jord for bestandig, for I er forpagtere og har kun fået det til låns. I enhver salgsaftale skal der indgå den klausul, at jorden kan købes tilbage. Hvis en mand er tvunget til at sælge noget af sin jord, skal det være muligt for de nærmeste slægtninge at købe jorden tilbage. Men hvis der ingen slægtninge findes, som kan gøre det, og hvis han selv efterhånden får skrabet tilstrækkeligt med penge sammen, skal han selv have mulighed for at købe jorden tilbage for en pris, der skal fastsættes efter antallet af årsafgrøder, der endnu er tilbage til næste jubelår. Når han har gjort det, kan han flytte tilbage til sin jord. Men hvis han ikke er i stand til at købe jorden tilbage, skal den være på den nye ejers hænder frem til næste jubelår. Til den tid skal den gives tilbage til den tidligere ejer.
Hvis en mand sælger sit hus i en by med mure omkring, har han tilbagekøbsret i op til et år. Hvis han ikke har købt huset tilbage ved årets udgang, tilfalder det den nye ejer, og i det tilfælde forbliver det den nye ejers ejendom – også efter næste jubelår. Men huse i bebyggelser uden mure omkring regnes som landejendomme, og for dem gælder de samme regler for tilbagekøb som for landejendomme: Tilbagekøbsretten gælder på ubegrænset tid, og i jubelåret skal en landejendom under alle omstændigheder overdrages til den tidligere ejer.
Med hensyn til salg af huse i byerne er der en enkelt undtagelse, der kommer levitterne til gode: Deres huse kan købes tilbage når som helst og skal under alle omstændigheder gives tilbage i jubelåret. Levitterne får nemlig ikke jord som de øvrige stammer, kun huse i byerne og tilhørende græsmarker til deres kvæg. De græsmarker må ikke sælges, for de tilhører levitterne for altid.
Hvis din landsmand er kommet ud i så store problemer, at han ikke længere kan forsørge sig selv, er du ansvarlig for at hjælpe ham. Du kan støtte ham økonomisk eller lade ham bo hos dig. Vis ærefrygt for din Gud ved at tilbyde den pågældende mad og logi, og kræv ikke renter af de penge, du låner ham. Du skal give ham, hvad han har behov for, og ikke drage økonomisk fordel af ham. For jeg, Herren, jeres Gud, førte jer ud af Egyptens land, så I kunne få Kanaʼans land i eje, og jeg kunne være jeres Gud.
Hvis din landsmand er blevet nødt til at sælge sin arbejdskraft til dig, må du ikke behandle ham som en slave, men som en daglejer eller en gæst, og han skal arbejde for dig indtil næste jubelår. På det tidspunkt står det ham frit for at rejse – og tage sin familie med sig – så han kan vende tilbage til sin slægt og sin tidligere ejendom, for jeg er den, som førte jer ud af Egypten, og I er mine tjenere! Derfor må I ikke behandle hinanden som almindelige slaver eller undertrykke hinanden på nogen måde. I skal vise ærefrygt for jeres Gud.
Derimod må I gerne opkøbe slaver fra de fremmede folkeslag, som bor omkring jer, og I må også gerne købe efterkommere af disse fremmede, selv om de er født i landet. De skal være jeres slaver på livstid, og I kan overdrage dem til jeres børn efter jer. Men jeres israelitiske landsmænd må I ikke undertrykke på nogen måde.
Hvis en af de fremmede, som bor iblandt jer, bliver rig, og en af jeres egne landsmænd bliver så fattig, at han er nødsaget til at sælge sig selv som slave til den fremmede eller til en efterkommer af en fremmed, kan en af hans brødre løskøbe ham, eller hans farbror, farbroderens søn eller en anden nær slægtning kan gøre det. Endelig kan han løskøbe sig selv, hvis han kan skrabe pengene sammen. Prisen for hans frihed skal udregnes efter antallet af år frem til næste jubelår og svare til den løn, en daglejer ville få i samme periode. Jo længere ude i fremtiden, jubelåret ligger, des tættere ligger løsesummen på det beløb, han oprindelig solgte sig selv for, men hvis jubelåret er nært forestående, bliver løsesummen et lille beløb i forhold til salgssummen. Hvis han sælger sig til en af de fremmede iblandt jer, skal den fremmede behandle ham, som hans egne landsmænd ville gøre, nemlig som en daglejer. Han må ikke undertrykke ham eller behandle ham som en slave. Og hvis han stadig ikke er løskøbt, når jubelåret oprinder, skal han og hans familie have deres frihed. For Israels folk er mine tjenere, og jeg er Herren deres Gud, som førte dem ud af Egypten.
I må ikke lave afguder eller tilbede stenstøtter og udskårne billeder i træ eller sten, for det er mig, der er jeres Gud.
I skal overholde loven om sabbatsdagen og vise respekt for min helligdom.
Hvis I adlyder mine befalinger og nøje overholder mine love, vil jeg sende regn til rette tid, så jorden giver gode afgrøder, og træerne bugner med frugt. Når vinhøsten nærmer sig om efteråret, vil I endnu ikke være færdige med at tærske korn, og når tiden kommer til at så jeres vinterkorn, vil I endnu ikke være færdige med at høste vindruerne. Adlyder I mig, vil jeg give jer rigeligt med mad og love jer tryghed i landet, for jeg vil give jer fred, og I skal lægge jer til ro uden frygt. Jeg vil jage de vilde dyr bort og sørge for, at landet ikke hærges af krig. I skal jage jeres fjender på flugt, og I skal forfølge dem og hugge dem ned. Fem af jer vil være nok til at jage 100 fjender på flugt – og 100 af jer nok til 10.000! Fjenderne skal falde for jeres sværd.
Adlyder I mig, vil jeg hjælpe jer og gøre jer til et stort folk, for da vil jeg opfylde mine pagtsløfter til jer. Jeres høst skal blive så stor, at I må smide den gamle høst ud for at få plads til den nye. Jeg vil bo midt iblandt jer, og jeg vil ikke lade jer i stikken. Jeg vil holde til hos jer, og I skal være mit folk, for jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egyptens land, så I ikke længere skulle være slaver. Jeg har fjernet slaveåget fra jeres skuldre og givet jer jeres værdighed og selvrespekt tilbage.
Men hvis I ikke vil lytte til mig og ikke adlyder mine befalinger, hvis I bryder min pagt ved at foragte mine love og forskrifter, så vil jeg give jer hvad I fortjener: Jeg vil straffe jer med sygdom og pest, som skal fylde jer med rædsel og tage livsmodet fra jer. Da er det forgæves, at I tilsår jeres marker, for jeres fjender skal spise afgrøderne. Jeg vil være imod jer, så jeres fjender vil besejre jer og tage magten fra jer. Da bliver I forvandlet til et frygtsomt folk, der flygter blot ved tanken om fjender.
Hvis det ikke hjælper, og I stadig ikke vil adlyde mig, da vil jeg straffe jer syv gange værre for jeres synd. Jeg vil knække jeres stolthed ved at holde regnen tilbage, så jorden bliver hård som sten, og uanset hvor hårdt I knokler, er jeres arbejde forgæves: Afgrøderne vokser ikke, og frugttræerne blomstrer ikke.
Hvis det ikke hjælper, og I stadig sætter jer op imod mig og nægter at adlyde mig, så vil jeg straffe jer endnu syv gange værre for jeres synd: Jeg vil sende vilde dyr imod jer, og de skal drive rovdrift på jeres børn og jeres kvæg. Jeg vil tynde ud iblandt jer, så vejene ligger øde hen.
Hvis det ikke hjælper, og I stadig står mig imod og ikke vil tage ved lære, da vil jeg stå jer imod og straffe jer syv gange værre for jeres synd: Fordi I har brudt min pagt, vil jeg hævne mig på jer ved at sende fjender imod jer. Søger I tilflugt i byerne, vil jeg sende epidemier imod jer, så I bliver nødt til at overgive jer til fjenderne. Der vil blive en sådan mangel på korn, at ti husstande må deles om det, der kan bages i en enkelt ovn. Brødet vil blive delt ud i småstykker efter vægt, og I vil ikke blive mætte af det.
Men hvis det ikke hjælper, og I stadig nægter at adlyde mig, da vil jeg give min vrede frit løb og straffe jer syv gange værre for jeres synder: I skal blive tvunget til at spise kødet af jeres egne sønner og døtre! Jeg vil vælte de statuer og ødelægge de røgelsesaltre, I har bygget rundt omkring på højene for at dyrke jeres afguder. Jeg vil lægge jeres lig i bunker oven på jeres afguders ‚lig’. Ja, jeg vil vende mig bort fra jer i afsky. Jeg vil lægge jeres byer øde, nedbryde jeres offersteder og nægte at tage imod røgelsesofre. Og ikke nok med det: Jeg vil lægge hele jeres land øde og lade jeres fjender overtage det, mens de undrende er vidne til den straf, jeg sender over jer.
I vil opleve en frygtelige krig, og jeg vil sprede jer blandt fremmede folkeslag. Jeres land skal lægges øde, og jeres byer skal jævnes med jorden. Da skal jorden langt om længe få fred og hvile. Og den skal få godtgjort alle de år, I udpinte den. Den skal ligge brak i den tid, I opholder jer som fanger i fjendens land. I den tid skal jorden opleve fred og ro. Det skal være den sabbatshvile, jeg godtgør den, fordi I udpinte den ved at overtræde budet om sabbatåret.
Og de af jer, som overlever krigen, skal pines af frygt og bekymring i landflygtigheden. Selv lyden af et blad, der hvirvles af sted for vinden, skal få jer til at fare sammen og flygte, som var der en hær i hælene på jer. I skal falde over jeres egne ben og snuble over hinanden i vild forvirring, selv om der ikke er nogen, som forfølger jer. I kan ikke klare jer mod jeres fjender. I vil dø blandt fremmede folkeslag og blive begravet i fremmed jord. Den sidste rest af overlevende skal sygne hen i fortvivlelse i fjendeland som følge af deres egen og deres forfædres ulydighed.
Til sidst vil de så angre deres egen og deres forfædres oprør og utroskab imod mig. De vil erkende, at fordi de først vendte ryggen til mig, måtte jeg vende ryggen til dem. Det var grunden til, at jeg førte dem i eksil i fjendeland. Når deres stolte, uomskårne hjerter til sidst ydmyger sig, og de accepterer den straf, jeg måtte sende over dem som følge af deres ulydighed, da vil jeg mindes mine løfter til Abraham, Isak og Jakob, og jeg vil føre dem tilbage til det land, jeg lovede dem. Men i mellemtiden skal landet opleve fred og hvile, for jeg godtgør landet de tabte sabbatter, mens folket i eksil må afsone straffen for at have forkastet mine love og forskrifter. På trods af det onde, de har gjort, vil jeg dog ikke forkaste dem fuldstændigt og udrydde dem helt, for derved ville jeg helt annullere min pagt med dem. Jeg er stadig Herren, deres Gud. For at redde den sidste rest vil jeg opfylde mine løfter til forfædrene om at være deres Gud. Jeg førte jo deres forfædre ud af Egypten og ind i landet for øjnene af mange folkeslag.”
Det var alle de love, forskrifter og anvisninger, som Herren gav Israels folk gennem Moses på Sinaibjerget.
Herren sagde til Moses: „Sig til Israels folk, at hvis et menneske er blevet givet eller giver sig selv til Herrens tjeneste som følge af et særligt løfte, kan dette menneske købes fri mod følgende betaling: 50 shekel for en mand mellem 20 og 60 år, 30 shekel for en kvinde, 20 shekel for en dreng mellem 5 og 20 år, 10 shekel for en pige, fem shekel for en dreng mellem en måned og fem år, tre shekel for en pige, 15 shekel for en mand over 60 år; og ti shekel for en kvinde over 60 år. Men hvis den, der aflagde løftet, ikke har råd til at betale det forlangte beløb, skal han henvende sig til præsten, og præsten skal vurdere, hvor meget den pågældende kan betale.
Har man lovet Herren et af de dyr, der kan anvendes som offerdyr, kan det ikke købes fri. Når det først er lovet til Herren, er det blevet hans ejendom. Når løftet skal indfries, kan man ikke bytte det lovede dyr med et andet, hvad enten det er et ringere eller et bedre dyr. Kommer man med et andet dyr end det lovede, skal begge dyr tilfalde Herren.
Har man lovet Herren et af de dyr, der ikke kan anvendes som offerdyr, skal man føre dyret til præsten, så han kan vurdere dets pris, og den vurdering kan ikke ankes. Ønsker giveren nu at løskøbe dyret, kan han gøre det ved at betale vurderingssummen plus 20 procent.
Har nogen lovet at overgive sit hus til Herren, skal præsten vurdere husets værdi, og den vurdering kan ikke ankes. Hvis giveren ønsker at tilbagekøbe huset, skal han betale vurderingssummen med et tillæg på 20 procent.
Har nogen lovet at give udbyttet fra et stykke af sin slægtsjord til Herren, skal værdien vurderes efter, hvor meget såsæd, der skal bruges til at tilså jordstykket med byg, 50 shekel pr. tønde såsæd. Dette beløb skal gælde, hvis retten til jorden bliver overgivet i et jubelår. Men sker det efter et jubelår, skal værdien udregnes i forhold til antallet af de årsafgrøder, der er tilbage indtil næste jubelår, så beløbet bliver reduceret. Ønsker giveren senere at tilbagekøbe den fulde ret til sit jordstykke, skal han betale vurderingssummen med et tillæg på 20 procent. Men hvis han ikke køber retten til jorden tilbage inden jubelåret, eller hvis han sælger den videre, kan han ikke derefter købe den tilbage. Når jubelåret kommer, og jordstykket gives fri, skal den tilhøre Herren, og præsterne får ansvaret for den.
Hvis nogen har købt et stykke jord, som ikke er hans egen slægtsjord, og ønsker at overgive udbyttet fra jorden til Herren, skal præsten vurdere værdien efter, hvor lang tid der er til jubelåret. Hvis giveren senere ønsker at tilbagekøbe retten til jorden, skal han betale det beløb, som præsten har sat værdien til. Når jubelåret kommer, skal jorden overdrages den oprindelige ejer, som i sin tid solgte den. En shekel sølv skal vejes efter den standardvægt, der bruges i helligdommen.
Ingen kan give den førstefødte kalv eller det førstefødte lam eller kid til Herren, for det førstefødte tilhører i forvejen Herren. Men hvis det førstefødte dyr er af den slags, der ikke kan bruges som offerdyr, skal ejeren betale præsten vurderingsprisen med et tillæg på 20 procent, og hvis ejeren ikke vil løskøbe dyret, skal præsten sælge det til en anden for vurderingssummen. Men alt, som betingelsesløst er helliget Herren, hvad enten det drejer sig om mennesker, dyr eller arvet jord, kan ikke købes tilbage eller sælges, for det er helligt og tilhører Herren ubetinget. Hvis et menneske er skyldig til døden, kan det ikke købes fri mod at betale en løsesum. Det menneske skal dø.
En tiendedel af landets korn- og frugthøst skal sættes til side til Herren, og det tilhører ham. Hvis nogen ønsker at betale med rede penge i stedet, skal han betale vurderingssummen med et tillæg på 20 procent. Også hver tiende af jeres hornkvæg og småkvæg skal gives til Herren. I må ikke skele til om dyrene er gode eller dårlige, når I betaler jeres tiende til Herren. Et lovet dyr kan ikke senere ombyttes med et andet. Kommer nogen med et andet dyr, skal begge dyr tilfalde Herren, og de kan ikke købes fri med penge.”
Det var, mens Moses opholdt sig på Sinaibjerget, at Herren gav ham alle de her love, som skulle gives videre til Israels folk.
Det er Herren, der sidder med magten,
han er klædt i kongeligt skrud.
Ingen kan udfordre hans herredømme,
han grundlagde jorden, den står urokkeligt fast.
Herre, du har været Konge fra tidernes morgen,
fra evighed har du siddet på tronen.
Havene buldrer og brager,
brændingen hamrer højlydt mod stranden.
Men Herren sidder roligt på sin trone,
berøres ikke af bølgernes oprør.
Herre, dine love og bud står fast,
dit tempel vidner om din hellighed for evigt.
Herre, du er en retfærdig dommer.
Vis din magt ved at dømme de skyldige.
Afsig din dom over menneskene,
lad de stolte få den straf, de fortjener.
Åh, Herre, hvor længe skal de onde hovere,
hvor længe får de lov til at gå fri?
De udspyr trusler til alle sider,
de bryster sig af deres evindelige ondskab.
Herre, de undertrykker dit udvalgte folk,
de plager dem, der tilhører dig.
De myrder både enker og de fremmede i landet,
de dræber de forældreløse børn.
De siger, at du slet ikke ser det,
at Israels Gud ikke opdager, hvad de gør.
Tænk jer dog om, I tåber!
Fatter I da slet ingenting?
Er han, som skabte øjet, ikke i stand til at se?
Er han, som skabte øret, ikke i stand til at høre?
Er han, som styrer verden, ikke i stand til at straffe?
Han, som giver mennesker kundskab,
har kendskab til alt.
Han kender menneskenes tanker,
han ved, at de er uden værdi.
Det er en velsignelse at blive irettesat af Herren,
for man lærer at adlyde hans lov.
Man slipper for en masse problemer,
og han overvinder alle ens fjender.
Herren vil ikke forkaste sit folk,
han lader ikke sine egne i stikken.
Retfærdigheden skal sejre til sidst,
de retskafne længes efter at se det ske.
Hvem beskyttede mig mod de onde?
Hvem skærmede mig mod forbryderne?
Havde Herren ikke hjulpet mig,
havde det været ude med mig.
Da jeg råbte til dig i min nød,
hjalp du mig, Herre, for du er trofast.
Når bekymringerne vælter ind over mig,
så styrker du mig og giver mig nyt mod.
De onde regenter gør oprør imod dig,
når de vedtager uretfærdige love.
De anklager retskafne mennesker
og dømmer uskyldige til døden.
Men Herren er min tilflugt,
min Gud vil beskytte mig.
Han straffer de onde på grund af deres synd,
han udrydder dem på grund af deres ondskab.
Herren, vor Gud, vil gøre det af med dem.
Så kom der nogle og fortalte Jesus, at Pilatus havde nedslagtet nogle jøder fra Galilæa, netop som de bragte deres offerdyr til slagtning i templet. Da sagde Jesus: „Mener I, at de galilæere var værre end andre mennesker, fordi det gik dem sådan? Det var de ikke. Men I vil alle gå til grunde, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og tror på mig. Og hvad med de 18, der blev slået ihjel, da tårnet ved Shiloa-dammen væltede ned over dem? Tror I, at de var værre end alle andre mennesker i Jerusalem? Nej, jeg siger jer: Jeres skæbne bliver lige så tragisk som deres, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og søger Gud.”
Jesus fortalte derefter følgende historie: „En mand havde en vinmark, hvor der også stod et figentræ. Han kom fra tid til anden for at se, om der var frugt på træet, men hver gang blev han skuffet. Til sidst sagde han til sin gartner: ‚Det er nu tredje år, jeg forgæves har kigget efter frugt på det træ. Tag og fæld det! Hvorfor skal det stå og tage kraften fra jorden, når det ingen frugt giver?’ Men gartneren svarede: ‚Åh, herre, lad det stå året ud, så vil jeg grave omkring det og give det ekstra gødning. Hvis træet derefter bærer frugt, er det fint. Hvis ikke, er du i din gode ret til at hugge det om.’ ”
Mens Jesus en sabbatsdag sad og underviste i en synagoge, lagde han blandt de tilstedeværende mærke til en kvinde, som på grund af en sygdomsånd havde været krumbøjet og ude af stand til at rette sig op i 18 år. Han kaldte hende frem og sagde: „Du er helbredt for din sygdom.” Derefter lagde han hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og lovpriste og takkede Gud.
Men forstanderen for synagogen blev forarget over, at Jesus havde foretaget en helbredelse på en sabbat. „Der er seks dage i ugen, hvor man kan arbejde,” sagde han til menigheden. „På de dage kan I komme og blive helbredt, men ikke på sabbatten!”
„Hvor er I nogle hyklere!” sagde Jesus. „Hver sabbat løser I uden skrupler jeres køer og æsler fra deres plads i stalden og fører dem ned til vandet, så de kan få noget at drikke. Skulle jeg så ikke have lov til at løse denne ‚Abrahams datter’ af Satans lænker, som hun har været bundet med i 18 år, også selv om det er sabbat i dag?” Det svar var ydmygende for Jesu modstandere, men alle de andre glædede sig over de fantastiske ting, Jesus gjorde.
Jesus fortsatte sin undervisning: „Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? Hvilket billede skal jeg bruge? Jo, Guds rige er som et lille sennepsfrø, en mand sår i sin have. Det vokser op og bliver til en stor busk, hvor fuglene kommer og bygger rede i grenene. Man kan også sammenligne det med den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”
Jesus fortsatte nu fra by til by og fra landsby til landsby. Han underviste overalt, hvor han kom frem på sin vej mod Jerusalem.
En mand spurgte ham: „Er det kun få, der kommer ind i Guds rige?”
Han svarede: „I må kæmpe for at komme ind gennem den smalle dør. Mange vil prøve at komme indenfor, men det vil ikke lykkes dem. Når først husets herre har lukket døren, er det for sent. Står I da udenfor og banker på døren og råber: ‚Herre, luk os ind!’ vil svaret lyde: ‚Jeg kender jer ikke.’ I vil så begynde at forsvare jer: ‚Jamen, vi har da spist og drukket for øjnene af dig, og du har undervist i vores midte!’ Men han vil svare: ‚Javist, men jeg kender jer ikke. Gå jeres vej, I onde mennesker!’ I vil ærgre jer noget så frygteligt og jamre højlydt, når I står udenfor og ser Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne samlet i Guds rige. Der vil komme masser af mennesker fra øst og vest og nord og syd for at holde festmåltid i Guds rige. Dér vil nogle, som nu er de mindste, blive de største; og nogle, som nu er de største, vil blive de mindste.”
I det samme kom nogle farisæere hen til Jesus og sagde: „Skynd dig væk herfra! Ellers slår Herodes dig ihjel!”
Jesus svarede: „Gå I hen og sig til den opkomling, at det ikke skal afholde mig fra at helbrede de syge og uddrive dæmoner både i dag og i morgen. På den tredje dag er jeg ved målet. Jeg skal bruge i dag, i morgen og i overmorgen til turen til Jerusalem. Det er nemlig utænkeligt, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem.
Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger, men I ville ikke! Derfor bliver jeres hus lagt øde, og det siger jeg jer: I får mig ikke at se igen, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”
På den første dag i den anden måned året efter, at israelitterne havde forladt Egypten, talte Herren til Moses i åbenbaringsteltet, mens folket opholdt sig i Sinais ørken.
Herren sagde: „Lav en liste over alle våbenføre mænd over 20 år med deres stamme- og slægtsnavne. Du og Aron skal være ansvarlige for optællingen, som skal uddelegeres til en leder fra hver enkelt stamme. Følgende ledere skal hjælpe jer: fra Rubens stamme: Elitzur, Shedeurs søn; fra Simeons stamme: Shelumiel, Zurishaddajs søn; fra Judas stamme: Nahshon, Amminadabs søn; fra Issakars stamme: Netanel, Suars søn; fra Zebulons stamme: Eliab, Helons søn; fra Efraims, Josefs søns, stamme: Elishama, Ammihuds søn; fra Manasses, Josefs søns, stamme: Gamliel, Pedasurs søn; fra Benjamins stamme: Abidan, Gidonis søn; fra Dans stamme: Ahiezer, Ammishaddajs søn; fra Ashers stamme: Pagiel, Okrans søn; fra Gads stamme: Eljasaf, Deuels søn; fra Naftalis stamme: Ahira, Enans søn.” Disse mænd var ledere blandt folket, overhoveder for hver deres slægt.
Samme dag sammenkaldte Moses, Aron og de ovennævnte ledere samtlige våbenføre mænd i Israel over 20 år. Hver person fik besked på at oplyse sit stamme- og slægtsnavn, sådan som Herren havde befalet Moses. Her følger den samlede opgørelse: Jakobs førstefødte søns, Rubens, stamme: 46.500; Simeons stamme: 59.300; Gads stamme: 45.650; Judas stamme: 74.600; Issakars stamme: 54.400; Zebulons stamme: 57.400; Efraims, Josefs søns, stamme: 40.500; Manasses, Josefs søns, stamme: 32.200; Benjamins stamme: 35.400; Dans stamme: 62.700; Ashers stamme: 41.500; Naftalis stamme: 53.400. Det samlede antal våbenføre mænd udgjorde 603.550 personer.
Dette tal indbefatter dog ikke levitterne, for Herren havde sagt til Moses: „Du må ikke bruge levitterne som soldater, og du skal ikke tage dem med på listen. Jeg har nemlig givet dem ansvar for at tage sig af min bolig, det hellige telt, som indeholder pagtens ark. Derfor skal de altid have deres lejr i nærheden af boligen. Det er levitternes opgave at pakke teltet sammen og rejse det igen, og hvis nogen andre blander sig i den opgave eller blot rører ved teltet, skal de henrettes. Resten af Israels stammer skal tildeles hver deres lejrplads med hver deres banner, men levitterne skal slå lejr rundt om teltet med pagtens ark, så de udgør en mur mellem folket og Herren, for at ingen af de menige israelitter skal komme til at røre ved teltet og rammes af Herrens vrede.”
Israels folk fulgte omhyggeligt de befalinger, som Herren havde givet Moses.
Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Hver enkelt stamme skal tildeles deres eget område i lejren, og det skal markeres med deres stammes banner. Deres lejre skal ligge i en kreds rundt om åbenbaringsteltet.
På teltets østside skal Judas stamme stå i spidsen for en hærafdeling. Foruden de 74.600 våbenføre mænd fra Judas stamme under ledelse af Nahshon er der Issakars stamme med 54.400 våbenføre mænd under ledelse af Netanel og Zebulons stamme med 57.400 våbenføre mænd under ledelse af Eliab. Det samlede antal våbenføre mænd i Judas hærafdeling er således 186.400. Disse tre stammer skal gå forrest, hver gang israelitterne bryder op og drager af sted til næste lejrplads.
På teltets sydside skal Rubens stamme stå i spidsen for en hærafdeling: Foruden Rubens stamme med dens 46.500 våbenføre mænd under ledelse af Elitzur er der Simeons stamme med 59.300 våbenføre mænd under ledelse af Shelumiel og Gads stamme med 45.650 våbenføre mænd under ledelse af Eljasaf. Det samlede antal våbenføre mænd i Rubens hærafdeling er således 151.450. Disse tre stammer skal følge efter Judas hærafdeling, hver gang israelitterne bryder op og drager af sted til næste lejrplads.
Derefter skal levitterne bryde op med deres egne telte og med åbenbaringsteltet, så de hele tiden holder sig i midten. De skal følge denne orden, når de bryder op, og når de slår lejr igen, hver hærafdeling med sit eget banner.
På teltets vestside skal Efraims stamme stå i spidsen for en hærafdeling. Foruden Efraims stamme med dens 40.500 våbenføre mænd under ledelse af Elishama er der Manasses stamme med 32.200 våbenføre mænd under ledelse af Gamliel og Benjamins stamme med 35.400 våbenføre mænd under ledelse af Abidan. Det samlede antal våbenføre mænd i Efraims hærafdeling er således 108.100. Disse tre stammer skal følge efter levitterne og Rubens hærafdeling, hver gang israelitterne bryder op og drager af sted til næste lejrplads.
På teltets nordside skal Dans stamme stå i spidsen for en hærafdeling. Foruden Dans stamme med dens 62.700 våbenføre mænd under ledelse af Ahiezer er der Ashers stamme med 41.500 våbenføre mænd under ledelse af Pagiel og Naftalis stamme med 53.400 våbenføre mænd under ledelse af Ahira. Det samlede antal våbenføre mænd i Dans hærafdeling er således 157.600. Disse tre stammer skal danne bagtrop, hver gang israelitterne bryder op og drager af sted til næste lejrplads.”
I alt udgjorde den israelitiske hær altså 603.550 våbenføre mænd foruden levitterne, der ifølge Herrens befaling til Moses var fritaget for værnepligt. Og israelitterne fulgte omhyggeligt de befalinger, som Herren havde givet Moses, så de brød op i den angivne rækkefølge og slog lejr på deres tildelte områder under deres respektive stammefaner.
Kom, lad os lovprise Herren med sang,
lad os råbe af fryd for vor Frelser.
Lad os komme til ham med tak,
lad os spille og synge til hans ære.
For Herren er den mægtige Gud,
Kongen over alle guder.
Han bestemmer over havenes dyb,
de mægtige bjerge tilhører ham.
Han skabte både hav og land,
derfor tilhører det hele ham.
Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
lad os knæle for Herren, vor Skaber.
Han er vor Gud, og vi er hans folk,
den hjord, han vogter og tager sig af.
Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba
og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
De provokerede mig og satte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
i stedet for at følge mine.”
Så svor jeg i min vrede:
„De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
Syng en ny sang for Herren,
lad hele jorden synge med.
Syng Herrens pris og lov hans navn,
fortæl om hans frelse hver eneste dag.
Lad alle folk høre om hans vældige undere,
fortæl om de forunderlige ting, han har gjort.
For Herren er stor, og æren er hans,
ingen andre guder er værd at tilbede.
Andre folks guder er falske guder,
men Herren har skabt både himlen og jorden.
Han udstråler kongelig værdighed,
styrke og skønhed kommer fra hans helligdom.
Pris Herren, alle verdens folk,
erkend hans herlighed og magt.
Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
bring jeres gaver og tilbed i hans tempel.
Tilbed Herren i helligt skrud,
bøj knæ for ham, alle jordens folk.
Fortæl folkeslagene, at Herren er konge,
han skabte jorden på et sikkert fundament,
og han vil dømme alle folkeslag retfærdigt.
Lad himlen glæde sig og jorden juble,
lad havene bruse i lovprisning,
lad marken med sin afgrøde juble,
lad lovsangen suse i skovens træer,
for Herren kommer,
han er på vej for at dømme jorden.
Han dømmer verden med retfærdighed,
alle jordens folk får en fair behandling.
Herren er konge, lad jorden juble!
Lad de fjerne lande glæde sig!
Skyer og mørke omslutter ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
Foran ham kommer der en ild,
som opbrænder alle hans fjender.
Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og bæver.
Bjergene smelter af frygt foran ham,
for han er den Mægtige, jordens Herre.
Himlene udråber hans godhed,
folkene ser hans herlighed.
De, som beder til afguder, bliver til skamme,
de praler af deres håbløse guder,
men alle afguder bliver underlagt Herren.
Jerusalem skal høre det og glæde sig,
Judas byer skal fryde sig,
for du, Herre, er en retfærdig dommer.
Du er den højeste magt i verden,
ingen guder kan måle sig med dig.
I, der elsker Herren, skal tage afstand fra det onde,
for han beskytter dem, der adlyder ham,
han redder dem ud af de gudløses kløer.
De retsindige oplever Guds lys,
de oprigtige har grund til at glæde sig.
Glæd jer i Herren, I retskafne,
lovsyng hans hellige navn.
På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham. En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt. Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?” Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.
Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?” Stadig intet svar.
Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet. „Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig, vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.
Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret. For alle, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og alle, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”
En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’ Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ ‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’
Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’
Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”
Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: „Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre – ja, højere end sit eget liv. De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.
Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: ‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’
Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.
På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har. Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med? Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”
Dengang Herren talte til Moses på Sinaibjerget, havde Aron følgende sønner: Nadab (den førstefødte), Abihu, Eleazar og Itamar. Moses salvede og indsatte dem alle til at gøre tjeneste som præster for Herren. Men Nadab og Abihu døde i Sinai ørken, for Herren straffede dem, da de forsøgte at bringe et forkert røgelsesoffer. De havde ingen børn, så Eleazar og Itamar var derefter alene om at gøre præstetjeneste under deres fars opsyn.
Da sagde Herren til Moses: „Kald Levis stamme sammen og lad dem træde frem for Aron. Levitterne skal efter Arons anvisninger hjælpe præsterne med at udføre deres forskellige pligter i åbenbaringsteltet på Israels folks vegne; for disse mænd er udpeget til at repræsentere hele folket, og de har ansvaret for boligens inventar og vedligeholdelse. Men kun Aron og hans sønner må udføre præstetjeneste. Hvis nogen lægmand trænger ind i helligdommen, skal han henrettes.”
Og Herren fortsatte: „Dengang jeg dræbte egypternes førstefødte sønner, var det på betingelse af, at alle Israels førstefødte sønner og dyr skulle tilhøre mig. Jeres førstefødte sønner skulle blive min ejendom og tjene mig. Men nu vil jeg acceptere levitterne som erstatning, således at det i stedet bliver dem, der skal tilhøre mig og tjene mig.”
Senere talte Herren igen til Moses i Sinai ørken. „Nu skal du optælle Levis stamme,” sagde han. „Lav et slægtsregister over samtlige mandspersoner, der er over en måned gamle.” Moses begyndte straks på den opgave, Herren havde givet ham.
Levi havde tre sønner: Gershon, Kehat og Merari, som blev stamfædre til de slægter blandt levitterne, der bærer deres navne. Gershon havde to sønner: Libni og Shimi; Kehat havde fire sønner: Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel; Merari havde to sønner: Mahli og Mushi.
Gershons slægt gennem sønnerne Libni og Shimi blev optalt til 7500 mandspersoner over en måned gamle, og de skulle slå lejr bag ved boligen, på vestsiden. Den øverste for Gershon-slægten var Laels søn Eljasaf. Denne slægts ansvarsområde var boligens teltduge, presenninger og indgangsforhæng, forgårdens teltduge, der indhegnede åbenbaringsteltet og brændofferalteret og forhænget foran indgangen til forgården. De havde også ansvar for de snore, der hørte til.
Kehats slægt gennem sønnerne Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel blev optalt til 8600 mandspersoner over en måned gamle, og de skulle slå lejr ved boligens sydside. Lederen af denne slægt var Elitzafan, søn af Uzziel. De var ansvarlige for pagtens ark, bordet med brødene, lysestagen, altrene, de forskellige redskaber, der blev brugt i helligdommen, samt for forhænget i helligdommen. Alt det praktiske arbejde vedrørende disse ting var deres ansvar.
Præsten Eleazar, Arons søn, fik overopsynet med levitterne. Det blev hans opgave at føre tilsyn med dem, der arbejdede i helligdommen.
Meraris slægt gennem sønnerne Mahli og Mushit blev optalt til 6200 mandspersoner over en måned gamle, og de skulle slå lejr ved boligens nordside. Lederen af denne slægt var Zuriel, søn af Abihajil. De var ansvarlige for boligens vægmoduler, tværstænger, stolper, sokler og det værktøj, der blev brugt under monteringen, forgårdens stolper og sokler, samt alle pløkker og barduner.
På østsiden af åbenbaringsteltet, ud for indgangen, skulle Moses, Aron og Arons sønner slå deres telte op, for de havde overopsynet med al tjenesten i helligdommen, hvor de repræsenterede folket. Og hvis nogen lægmand trængte ind i helligdommen, skulle han henrettes.
Optællingen af levitterne, som Moses og Aron på Herrens befaling udførte, resulterede i en liste med 22.000 mandspersoner over en måned gamle.
Da sagde Herren til Moses: „Optæl nu hvor mange førstefødte sønner blandt hele Israels folk, der er over en måned gamle. Alle Israels førstefødte sønner og det førstefødte blandt jeres køer, får og geder tilhører egentlig mig, men i stedet for kan I give mig levitterne, og alle levitternes husdyr skal tilhøre mig som erstatning for de førstefødte blandt resten af folkets husdyr.”
Så gjorde Moses, som Herren havde befalet. Han optalte alle folkets førstefødte sønner, der var over en måned gamle, og det samlede antal viste sig at være 22.273.
Derefter sagde Herren til Moses: „Giv mig levitterne i stedet for disse førstefødte sønner, og levitternes dyr i stedet for hele folkets førstefødte dyr. Husk, at det er mig, der er jeres Gud. Da antallet af de førstefødte sønner overstiger levitternes antal med 273, skal du løskøbe de 273 overskydende sønner ved at betale fem shekel sølv for hver af dem. Sølvstykkerne skal gives til Aron og hans sønner, og de skal vejes efter den standardvægt, der bruges i helligdommen.”
Så indsamlede Moses løsesummen for de overskydende 273 førstefødte sønner. De øvrige 22.000 førstefødte sønner var allerede købt fri ved, at alle de levitiske mænd blev indviet til Herren i deres sted. Den samlede løsesum blev således 1365 shekel sølv. Og Moses gav pengene til Aron og hans sønner, sådan som Herren havde befalet ham.
Da sagde Herren til Moses og Aron: „Optæl hvor mange mandlige efterkommere af Levis søn Kehat, der er mellem 30 og 50 år. Det er dem, der skal arbejde i åbenbaringsteltet med de helligste ting:
Hver gang I er klar til at pakke lejren sammen, skal Aron og hans sønner først gå ind i helligdommen og tage forhænget mellem det hellige og det allerhelligste rum ned og lægge det over pagtens ark. Oven på det skal de lægge et kraftigt stykke læder, som igen skal dækkes med et lilla klæde, før de anbringer bærestængerne i guldringene.
Dernæst skal de brede et lilla klæde ud over bordet med de hellige brød og anbringe de forskellige fade, skåle og kander, der bruges ved drikofrene, oven på klædet sammen med de brød, der altid ligger fremme. Ovenpå igen skal de brede et lilla klæde og et kraftigt stykke læder, før de anbringer bærestængerne i bordets guldringe.
Lysestagen, lamperne, vægesaksene, vægebakkerne og beholderne til olivenolie skal anbringes på bærestativet, hvorefter de dækkes med et lilla klæde og derefter med et stykke kraftigt læder.
Så skal de brede et lilla klæde over røgelsesalteret af guld, dække det med et kraftigt stykke læder og anbringe bærestængerne i alterets guldringe. Alle de øvrige redskaber, der bruges i helligdommen, skal dækkes med et lilla klæde og kraftigt læder, før de anbringes på bærestativet.
Brændofferalteret skal også dækkes til med et lilla klæde, men først skal asken fjernes. Alle redskaber, der bruges ved ofringen, skal lægges oven på klædet – både bakker til gløder, kødgafler, skovle og skåle – hvorefter det hele skal dækkes til med kraftigt læder. Til sidst skal bærestængerne anbringes i ringene.
Når Aron og hans sønner har pakket helligdommens inventar og redskaber sammen, skal kehatitterne træde til og bære det hele til næste lejrplads. Men hvis de rører disse hellige ting, skal de dø. Det er altså kehatitternes opgave at bære helligdommens inventar.
Arons søn Eleazar er ansvarlig for lampeolien, den hellige røgelse, det daglige afgrødeoffer og salveolien – ja, han skal have overopsynet med åbenbaringsteltet og alt dets inventar og de hellige redskaber.”
Dernæst sagde Herren til Moses og Aron: „I må passe på, at kehatitterne ikke mister livet. I skal nøje overholde de forskrifter, jeg her har givet, så de ikke dør under udførelsen af deres opgave. Det er Aron og hans sønner, der skal fortælle kehatitterne, hvad de hver især skal bære. Men kehatitterne må først komme ind i helligdommen, efter at det hele er pakket ned, for hvis de ser de hellige ting, skal de dø.”
Herren sagde nu til Moses: „Optæl hvor mange mandlige efterkommere af Levis søn Gershon, der er mellem 30 og 50 år. De skal også arbejde ved åbenbaringsteltet. Det er deres opgave at transportere boligens teltduge, de to tagdækninger af vædderskind og kraftigt læder samt indgangsforhænget. Derudover har de til opgave at transportere forgårdens teltvægge og forhænget over indgangen til forgården, som indhegner helligdommen og brændofferalteret. Endelig skal de også transportere diverse snore og værktøj, der bruges ved arbejdet. Aron og hans sønner skal uddelegere arbejdet blandt gershonitterne, og gershonitterne skal stå til regnskab for deres arbejde over for Arons søn Itamar.
Optæl hvor mange mandlige efterkommere af Levis søn Merari, der er mellem 30 og 50 år. De skal også arbejde ved åbenbaringsteltet. Efter at teltet er pakket sammen, er det deres opgave at afmontere og transportere helligdommens vægmoduler, tværstænger, stolper og sokler, forgårdens stolper og sokler, samt alle pløkker og barduner – og alt det værktøj, der bruges under arbejdet. Enhver skal være helt klar over, hvori deres opgave består, så arbejdet kan gå hurtigt; og Arons søn Itamar skal have overopsynet med det.”
På Herrens befaling foretog Moses og Aron og folkets ledere så en optælling af levitterne. Først lavede de en liste over Kehats slægt, familie for familie, over alle mænd, der var mellem 30 og 50 år, og som havde pligt til at arbejde ved åbenbaringsteltet. Det samlede antal var 2750. En tilsvarende optælling over Gershons slægt blev til 2630, og over Meraris slægt 3200. Det samlede antal mænd mellem 30 og 50 år, der havde pligt til at arbejde ved åbenbaringsteltet, var 8580. Aron mønstrede alle disse mænd og forklarede dem deres opgaver, sådan som Herren havde befalet gennem Moses.
Syng en ny sang for Herren
om de underfulde ting, han har gjort.
Han har vundet en vældig sejr
ved sin egen guddommelige kraft.
Han har vist sin magt til at frelse,
alle folkeslag har set hans retfærdige dom.
Han har vist sin trofasthed og nåde mod Israel,
hele jorden har set, hvordan han frelste sit folk.
Bryd ud i lovsang til Gud, hele jorden,
råb af fryd og syng af glæde.
Syng for Herren til harpeklang,
lad lovsangen lyde til strengespil,
til trompeter og vædderhornets lyd,
en vældig symfoni til Herren, vor konge.
Lad havet med alt dets liv stemme i,
sammen med jorden og alle dens folk.
Lad floderne juble og klappe i hænderne,
bjergene bryde ud i glædessang for Herren,
for han kommer og dømmer jorden.
Han dømmer verden med retfærdighed,
alle folkeslag får en fair behandling.
Herren er konge, og alle folkeslag bæver.
Han sidder på sin trone mellem keruberne,
og hele jorden skælver.
Han sidder som konge på Zions bjerg,
han regerer over alle jordens folkeslag.
De skal ære hans store og herlige navn.
Han er enestående.
Du store konge, som elsker retfærdighed,
du har sørget for lighed og retfærdighed i Israel.
Lovpris Herren, vores Gud,
bøj jer ned for hans fødder,
for han er jo vores Gud.
Moses og Aron var hans præster,
Samuel en profet, der bad til Gud.
De påkaldte Herren, og han svarede dem.
Han talte til dem fra skysøjlen,
og de fulgte den vejledning, han gav dem,
adlød hans bud og befalinger.
Herre, vor Gud, du svarede dem og var villig til at tilgive,
selv om du måtte straffe dem for deres synder.
Lovpris Herren, vor Gud,
tilbed ham på hans hellige bjerg.
Herren er jo vores Gud.
En takkesang.
Råb af fryd for Herren, al folket,
tilbed jeres Gud med glæde,
kom til ham med jublende sang.
Forstå, at Herren er Gud,
han skabte os, og vi er hans folk,
vi er den fåreflok, han passer.
Træd ind ad tempelporten med takkesang,
gå ind i hans forgård med glæde,
lovpris hans navn og sig ham tak,
for Herren er god,
hans nåde varer til evig tid,
hans trofasthed fra slægt til slægt.
En sang af David.
Jeg priser dig, Herre, for din trofasthed,
jeg vil synge om din godhed og retfærdighed.
Jeg ønsker at leve et ulasteligt liv,
og derfor har jeg brug for din hjælp.
Alt, hvad jeg gør i mit kongelige palads,
vil jeg gøre af et oprigtigt hjerte.
Jeg vil ikke tage del i ondskab,
jeg hader dem, der gør oprør imod dig.
Jeg vil stræbe efter ubetinget ærlighed,
ikke tolerere falskhed og ondskab.
De, der nedgør andre bag deres ryg,
vil jeg sørge for, bliver straffet.
Jeg tager afstand fra stolte mennesker,
hovmodige folk kan jeg ikke holde ud.
Men de gudfrygtige, der lever i landet, er velkomne hos mig.
Jeg vil kun have ærlige folk i min tjeneste.
Bedragere skal ikke få plads under mit tag,
løgnagtige folk bliver ikke lukket ind.
Jeg vil gøre det af med de onde dag efter dag,
fjerne alle forbrydere fra Herrens by.
En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de. Da sagde Jesus:
„Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangen, mens han går ud og leder efter det, der er faret vild, indtil han finder det? Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var faret vild!’
Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin vildfarelse og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.
Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”
Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner. En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.
Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget. Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. ‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’
Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – og slagt fedekalven, for nu skal der festes! Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. ‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’
Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham indtrængende om at komme med ind. ‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’
‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”
Herren sagde til Moses: „Giv Israels folk ordre til at sende alle, der lider af smittefarlige hudsygdomme, ud af lejren. Desuden skal alle, der har udflåd eller har været i berøring med lig, udelukkes fra at opholde sig i lejren, for den slags personer er urene. Denne ordning gælder for både mænd og kvinder. I skal udelukke disse mennesker, så de ikke besmitter lejren, hvor jeg har taget bolig.” Israelitterne gjorde straks, som Herren havde befalet Moses: alle de urene blev sendt uden for lejren.
Da sagde Herren til Moses: „Sig til Israels folk, at hvis en mand eller en kvinde svigter mig ved at begå en synd og dermed pådrager sig skyld, skal de bekende den synd, de har begået. Hvis synden drejer sig om materielle værdier, skal den forurettede have erstatning med et tillæg på 20 procent. Men hvis den forurettede er død, og der ikke er nogen slægtning til at modtage erstatning, skal betalingen tilfalde præsten sammen med den vædder, som bringes til soning for synden. Ligeledes tilfalder alle særlige offergaver præsten.”
Herren sagde til Moses: „Sig til Israels folk, at hvis en mand har mistanke om, at hans kone har været ham utro, så han er jaloux, men der ikke findes vidner eller klare beviser, skal manden føre sin kone til præsten, og han skal medbringe et offer på et kilo rent bygmel, men ingen olivenolie eller røgelse. Det skal være et jalousioffer – dvs. mandens anmodning til Herren om, at sandheden må komme frem i lyset. Derpå skal præsten fremstille den mistænkte kvinde for Herren, mens han hælder indviet vand i en lerskål og rører lidt støv fra boligens gulv i vandet. Så skal han tage hendes hovedbeklædning væk og lægge jalousiofferet i hendes hænder, for at det kan blive afgjort, om der er baggrund for mandens mistanke. Imens skal præsten stille sig foran hende med krukken, der indeholder den bitre forbandelses vand. Da skal han sige til hende: ‚Hvis du ikke har haft seksuel omgang med andre end din mand, skal du fritages for den forbandelse, der ligger i dette vand. Men hvis du har vendt dig fra din mand og gjort dig selv uren ved en anden mand, vil Herren forbande dig midt iblandt dit folk, og vandet vil få din livmoder til at svulme op, og du vil ikke kunne få børn.’ Da skal kvinden svare: ‚Lad denne forbandelse ramme mig, hvis jeg er skyldig.’ Præsten skal skrive forbandelsen på et stykke læder, hvorefter han skal vaske den skrevne forbandelse af i det bitre vand, så når hun drikker vandet, vil hun samtidig drikke sig en forbandelse til. Præsten skal nu tage jalousiofferet ud af hendes hænder, svinge det for Herrens ansigt og bringe det hen til alteret. Så skal han tage en håndfuld af dette offer og hælde det på alterets ild som et røgoffer, hvorefter kvinden skal drikke vandet. Hvis hun virkelig har gjort sig selv uren og har været sin mand utro, skal forbandelsesvandet blive bittert i hende, så hendes livmoder svulmer op, og hun ikke længere kan få børn – og man skal bruge hendes navn som en forbandelse. Men hvis hun er uskyldig og ikke har været manden utro, vil der ikke ske hende noget – og hun vil fortsat være i stand til at få børn.
Det er de forskrifter, der skal følges, når en mand mistænker sin kone for utroskab – og ved at følge dem vil det blive afgjort, hvem der har ret. Manden skal føre sin kone frem for Herren, og præsten skal handle efter ovennævnte forskrifter. Men hvis forbandelsen rammer hende, er manden uden skyld – for kvinden har fået den straf, hun har fortjent.”
Herren sagde til Moses: „Sig til Israels folk, at hvis en mand eller en kvinde aflægger naziræerløftet og således indvier sig til Herren på en særlig måde, må de, så længe de er bundet af deres løfte, hverken drikke øl eller vin – ikke engang druesaft – og de må heller ikke spise druer eller rosiner. De må ikke nyde noget, der har med vindruer at gøre – ikke engang kernerne eller skrællerne.
I den periode løftet gælder, må de ikke lade deres hår klippe, for de er helliget og indviet til Herren. Derfor skal de lade håret vokse.
I den periode løftet gælder, må de ikke komme i nærheden af lig – heller ikke, hvis det drejer sig om deres forældre eller søskende, for de er indviet til Gud på en særlig måde – de er naziræere og helliget Herren. Men hvis nogen falder død om, så de ikke kan undgå at røre ved den døde, så de bliver urene, skal de være urene i syv dage og derefter lade deres hår klippe af. Da vil de være renset for deres urenhed. Næste dag skal de så bringe to turtelduer eller to unge duer til præsten i forgården til åbenbaringsteltet, og præsten skal ofre den ene due som syndoffer og den anden som brændoffer, så der skaffes soning for deres urenhed. Først da kan de aflægge løfte på ny og lade håret vokse igen. Den del af løftet, som blev opfyldt, før de blev urene, tæller ikke længere. Nej, de må begynde forfra og aflægge et nyt løfte. Samtidig skal de ofre et etårs vædderlam som skyldoffer.
Når de har opfyldt deres naziræerløfte, og indvielsestiden er udløbet, skal de gå hen tæt ved åbenbaringsteltets indgang og ofre et etårs vædderlam uden skavanker som brændoffer til Herren. De skal desuden ofre et tilsvarende gimmerlam som syndoffer, et fællesskabsoffer bestående af en fuldvoksen vædder uden skavanker, en kurv med usyrnede brød, dels ringbrød lavet af fint mel blandet med olivenolie, dels fladbrød penslet med olivenolie, samt de sædvanlige afgrøde- og drikofre. Da skal præsten bringe ofrene til Herren i denne rækkefølge: syndofferet først, så brændofferet og fællesskabsoffervædderen sammen med de usyrnede brød – og endelig afgrødeofferet og drikofferet.
Derefter skal naziræerne i forgården til åbenbaringsteltet klippe deres hår, for det lange hår var tegnet på, at de havde indviet sig på en særlig måde til Herren, og de skal ofre håret på alteret sammen med fællesskabsofferet. Efter at de har klippet håret af, skal præsten tage vædderens kogte bov, et usyrnet ringbrød og et usyrnet fladbrød fra kurven og lægge disse ting i deres hænder. Så skal præsten svinge det foran Herrens alter som et offer til Herren. Denne del af offeret tilfalder præsten sammen med bryststykket og låret, der blev svunget foran Herrens alter. Derefter kan naziræerne drikke vin igen, for de er løst fra deres løfte.
Det er forskrifterne for naziræerløftet og de påkrævede ofre, efter at løftet er opfyldt. Ud over disse ofre skal de naturligvis bringe de ofre, de eventuelt måtte have lovet Herren, da de aflagde deres naziræerløfte.”
Herren sagde til Moses: „Sig til Aron og hans sønner, at de skal velsigne Israels folk på følgende måde: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren våge over dig og være dig nådig. Herren være dig nær og give dig fred. Aron og hans sønner skal med denne velsignelse stemple mit navn på Israels folk – og jeg vil velsigne dem.”
Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.
Herre, hør min bøn,
lad mit nødråb nå frem til dig.
Vend dig ikke bort fra mig,
for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
kom mig hurtigt til hjælp.
Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
det er, som om jeg blev lagt på et bål.
Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
jeg har mistet lysten til at spise.
Jeg sukker og stønner højlydt,
jeg er snart ikke andet end skind og ben.
Jeg er mager som en allike i ørkenen,
som en ugle i øde ruiner.
Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
de gør nar af mig og forbander mig.
Den mad, jeg spiser, smager som aske,
min drik er blandet med tårer,
fordi du udøste din vrede over mig,
du tog mig i kraven og kastede mig bort.
Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
jeg visner bort som afskåret græs.
Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
din storhed berømmes fra slægt til slægt.
Rejs dig og se i nåde til Zion.
Det er tid til at vise din barmhjertighed,
du har jo lovet at komme os til hjælp.
Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
elsker dit folk byens sten og murbrokker.
Folkeslag skal ære Herrens navn,
og jordens konger skal frygte for hans magt.
For Herren vil genopbygge Jerusalem,
han vil åbenbare sin magt og herlighed.
Han vil lytte til de nødstedtes råb,
ikke afvise deres indtrængende bøn.
Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
så kommende generationer må prise Herren.
Herren ser os fra sin bolig i himlen,
han betragter jorden fra sit himmelske tempel.
Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
han befrier dem, som var dømt til at dø.
Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
hans frelse skal prises i Jerusalem.
Da vil nationerne rådslå med hinanden,
og konger skal bøje sig for Herren.
Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
jeg føler, at min livskraft ebber ud.
Åh, min Gud, du som lever for evigt,
lad mig ikke dø før min tid.
I begyndelsen grundlagde du jorden,
med egne hænder skabte du himmelrummet.
Det hele skal forgå, men du vil bestå.
Himmel og jord slides op som en klædning,
du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
Men du er altid den samme,
dine leveår får aldrig ende.
De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
de skal få lov at trives i din nærhed.
En sang af David.
Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal ophøje den hellige Gud.
Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger.
Han tilgiver alle mine synder
og helbreder alle mine sygdomme.
Han frier mig fra dødens gab,
velsigner mig med sin nåde og godhed.
Han mætter mig med gode gaver,
jeg får min livskraft igen som ørnen.
Han lader retfærdigheden ske fyldest,
så de undertrykte får deres ret.
Han åbenbarede sine planer for Moses,
Israels folk var vidner til hans undere.
Herren er barmhjertig og nådig
med tålmodig og trofast kærlighed.
Han fortsætter ikke med at anklage os,
bliver ikke ved med at være vred.
Han giver os ikke løn som forskyldt,
straffer os ikke i forhold til vore synder.
Så højt som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der har ærefrygt.
Så langt som østen er fra vesten,
har han fjernet vore synder fra os.
Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der ærer ham.
Han forstår, hvor skrøbelige vi er,
han ved, at vi kun er som støv.
Vores liv på jorden er som græsset,
som markblomster, der hurtigt forsvinder.
Blæsten gør en ende på blomsten,
man skulle tro, den aldrig havde været der.
Men Herrens trofasthed er evig,
den omslutter dem, der ærer ham.
Hans godhed bliver alle generationer til del,
hvis de holder hans pagt og adlyder hans bud.
Herren sidder på sin trone i Himlen,
alt er underlagt hans herredømme.
Lovpris Herren, alle hans engle,
I vældige krigere, som adlyder hans ordrer
og udfører alle hans befalinger.
Ja, pris Herren, I englehære,
som tjener ham og udfører hans vilje.
Pris Herren, alle hans skabninger,
hvor I end befinder jer i hans rige.
Min sjæl, pris Herren.
Jesus fortalte nu følgende historie til disciplene: „En rig godsejer havde ansat en forvalter til at bestyre sit gods. Nogen tid efter blev han underrettet om, at forvalteren var uærlig og brugte løs af hans penge. Derfor kaldte han ham ind til sig. ‚Hvad er det, jeg hører om dig?’ sagde han. ‚Nu skal du aflevere dine regnskabsbøger, og så bliver du fyret!’
‚Hvad skal jeg dog gøre?’ tænkte forvalteren. ‚Nu mister jeg mit job. Jeg kan ikke klare hårdt fysisk arbejde, og jeg vil ikke være bekendt at gå rundt og tigge. Vent lidt! Nu har jeg det! Jeg må sørge for at have nogle venner, som jeg kan bo hos, når jeg mister mit arbejde.’
Derfor tilkaldte han en efter en alle de folk, der stod i gæld til godsejeren. ‚Hvor meget skylder du?’ spurgte han den første.
‚100 tønder olivenolie.’
‚Godt, her er gældsbeviset. Sæt dig straks ned og ret det til 50.’
‚Og du,’ spurgte han den næste, ‚hvor meget skylder du?’
‚100 tønder hvede.’
‚Okay, skriv 80 i stedet for.’
Da godsejeren hørte, hvad hans uærlige forvalter havde fundet på, roste han ham for hans klarhjernede initiativ.”
Jesus fortsatte: „Denne verdens børn behandler folk af deres egen slags med større skarpsindighed, end lysets børn gør. Og jeg siger til jer: Pas på, hvordan I bruger denne verdens materielle værdier. Brug dem til at skaffe jer venner og vinde dem for Guds rige. Når penge ikke længere har gyldighed, så vil disse venner tage imod jer i de evige boliger.”
Jesus sluttede med følgende ord: „De, der er ærlige og trofaste i det mindre væsentlige, vil også være det i det mere væsentlige. Men de, der ikke er til at stole på i det, som har ringe værdi, kan man heller ikke regne med i det, som har stor værdi. Hvis man ikke kan stole på jer med hensyn til denne verdens flygtige værdier, kan man heller ikke betro jer de sande værdier. Og hvis I ikke kan tage vare på andres ejendom, hvem vil så give jer noget, I kan kalde jeres eget?”
Jesus fortsatte: „Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både Gud og materialismen.”
Da farisæerne hørte det, hånede de Jesus, for de satte stor pris på deres penge. Jesus sagde da til dem: „I farisæere vil gerne give det udseende af at være så fromme, men Gud kender jeres hjerter. Det, som mennesker sætter højt, er uden værdi i Guds øjne.
Toraen og de profetiske bøger havde deres tid, indtil Johannes Døberen kom. Men med Johannes begyndte budskabet om Guds rige at blive forkyndt, og alle kæmper imod det! Men det er lettere for himlen og jorden at forgå, end det er for selv den mindste del af Toraen at falde til jorden uden at blive opfyldt.
Enhver mand, der skiller sig fra sin kone, bryder ægteskabet, hvis han gifter sig med en anden, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, bryder også ægteskabet.”
Jesus fortsatte: „Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Tilmed kom de sultne hunde og slikkede hans sår.
Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.
‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’
Men Abraham svarede: ‚Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’
Da råbte den rige mand: ‚Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’
Men Abraham sagde: ‚Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’
‚Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’
‚Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’ ”