Herren sagde til Moses: „Det er tid at drage bort herfra med det folk, som du førte ud af Egypten, og gå videre til det land, jeg lovede at give Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. Det er et rigt og frugtbart land. Jeg vil sende min engel i forvejen, og han skal bortdrive kanaʼanæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Men selv vil jeg ikke tage med jer, for I er et egenrådigt og oprørsk folk, og hvis jeg er midt iblandt jer, kunne jeg komme til at tilintetgøre jer undervejs.”
„Sig til israelitterne, at de er et genstridigt og oprørsk folk,” fortsatte Herren. „Hvis jeg skulle rejse sammen med dem bare en dag, ville de blive tilintetgjort. Sig, at de skal tage deres smykker af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil gøre ved dem.” Folket sørgede over de hårde ord, og der ved Horebs bjerg tog de deres smykker af.
Moses plejede at rejse et mindre telt, som også blev kaldt åbenbaringsteltet, et stykke uden for lejren. Enhver, som ønskede at søge Herrens vilje i en sag, gik ud til det telt.
Hver gang Moses gik derud, rejste folket sig og stillede sig i deres teltdøre og holdt øje med ham, indtil han nåede indgangen. Når han så gik ind i åbenbaringsteltet, sænkede skysøjlen sig og stod ved indgangen, mens Herren talte med Moses. Når alt folket så skysøjlen stå ved indgangen til åbenbaringsteltet, stillede de sig ved deres teltdøre og lagde sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt. Inde i teltet talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når to venner taler sammen. Bagefter vendte Moses tilbage til lejren, men Josva, Nuns søn, den unge mand, som var hans hjælper, forlod ikke åbenbaringsteltet.
Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig. Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.”
Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.” „Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses. „Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?” Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.” Da sagde Moses: „Lad mig få lov at se dig i din herlighed!” Herren svarede: „Jeg vil lade al min herlighed passere forbi dig og samtidig råbe mit navn ‚Jahve’. Jeg viser godhed imod hvem, jeg vil, og jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil. Men du kan ikke få mit ansigt at se, for intet menneske kan se mig i min herlighed og overleve. Stil dig ved klippen her udenfor. Når jeg så går forbi i min herlighed, mens du står i klippespalten, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg har passeret dig. Så vil jeg tage min hånd til side, og du kan se mig bagfra, men mit ansigt får ingen at se.”
Herren sagde derefter til Moses: „Lav to nye stentavler som dem, du slog i stykker. Så vil jeg skrive de samme ord på de nye tavler. I morgen tidlig skal du gøre dig klar og komme op på Sinaibjerget. Stå og vent på mig på toppen. Ingen må følge med dig denne gang, og ingen må færdes på bjerget. Husdyrene må ikke engang græsse i nærheden af bjerget.”
Så lavede Moses to stentavler, der lignede de første. Tidligt næste morgen gik han af sted med stentavlerne i hånden op på Sinaibjerget, sådan som Herren havde sagt.
Da steg Herren ned, stillede sig i en sky foran Moses og nævnte sit navn „Jahve”. Han passerede forbi Moses, alt imens han sagde: „Jeg er Jahve, en nådig og kærlig Gud, som ikke straks bliver vred, men er meget barmhjertig. Jeg er en trofast Gud, der viser nåde gennem tusind generationer og er villig til at tilgive ondskab, oprør og synd. Men den, der fortsætter med at gøre oprør, får sin straf. Børnene i tre eller fire generationer må bøde for forældrenes ondskab.”
Da bøjede Moses sig hurtigt til jorden i tilbedelse og sagde: „Herre, hvis du virkelig holder af mig, så gå med os! Jeg ved, at det er et stædigt og oprørsk folk. Men tilgiv os vores synd og skyld, og lad os være dit folk.”
Herren svarede: „Jeg opretter en pagt med jer: For øjnene af jer vil jeg udføre undere så store, at noget lignende aldrig før er set på jorden, og hele Israels folk skal være vidne til de store gerninger, jeg vil gøre gennem jer. Jeres del af pagten er at adlyde mine befalinger. Så vil jeg bortdrive amoritterne, kanaʼanæerne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne foran jer. Indgå ikke nogen form for fredsaftale med folkene i det land, I kommer til. Hvis de bliver boende iblandt jer, vil de føre jer på afveje. I skal rive deres altre ned, knuse deres stenstøtter, vælte deres Asherapæle og brænde deres afgudsbilleder. I må ikke tilbede nogen anden gud, for jeg er Herren, jeres Gud, og jeg forventer jeres fulde loyalitet. Jeg tåler ingen rivaler.
I må ikke indgå nogen form for fredsaftale med folkene i landet. Hold jer langt væk fra dem og deres afgudsfester, som de vil invitere jer med til. I må ikke tillade, at jeres sønner indgår ægteskab med deres døtre, for de dyrker fremmede guder, og med deres afgudsdyrkelse vil de friste jeres sønner til utroskab imod Herren. I må aldrig fremstille afgudsbilleder eller tilbede dem.
I skal fejre de usyrnede brøds fest til den fastsatte tid i aviv måned, den måned I forlod Egypten. I syv dage skal I spise brød bagt uden surdej efter de forskrifter, som jeg har givet jer.
Alt førstefødt af hankøn tilhører mig, og det gælder også jeres køer, får og geder. Hvad æselføl angår, kan de købes fri ved at ofre et lam i deres sted. Men hvis I beslutter ikke at frikøbe æselføllet, skal I brække halsen på det. Jeres førstefødte sønner derimod kan I købe fri ved at betale en passende løsesum. Ingen må komme til mig uden offergave.
Året rundt, også i såtid og høsttid, skal I arbejde seks dage i ugen. Den syvende dag skal I hvile fra jeres arbejde.
I skal fejre ugefesten for hvedehøsten med det første neg fra marken, og senere festen for frugthøsten, når alle jeres afgrøder er i hus. Tre gange om året skal alle mænd i Israel træde frem for Herren, Israels Gud. Ingen skal få lov at angribe eller erobre jeres land, når I tre gange årligt drager op for at træde frem for Herren, jeres Gud. Jeg vil bortdrive folkene foran jer og udvide jeres grænser.
I må ikke bruge syrnet brød i forbindelse med jeres ofre til mig, og intet kød fra påskelammet må gemmes til næste morgen. Bring det bedste af den første høstafgrøde til Herrens, jeres Guds, hus. I må ikke koge et gedekid i dets mors mælk.”
Herren sagde endvidere til Moses: „Skriv de love ned, som jeg her har givet dig. De udgør betingelserne for min pagt med dig og med Israel.”
Moses blev oppe på bjerget sammen med Herren i 40 dage, og i al den tid hverken spiste eller drak han. Han skrev så pagtens grundlæggende bestemmelser, de ti bud, på de nye stentavler.
Da Moses kom ned fra Sinaibjerget med de to stentavler, hvor pagtens ord stod skrevet, lyste hans ansigt efter samværet med Herren, men det var han ikke selv klar over. Da Aron og israelitterne så hans lysende ansigt, turde de ikke komme i nærheden af ham. Men han kaldte dem til sig, og Aron og folkets ledere kom hen til ham og talte med ham. Derefter samledes hele folket, og han fortalte dem alt, hvad Herren havde sagt til ham på bjerget. Da han var færdig med at tale til dem, dækkede han sit ansigtet med et slør. Men hver gang han gik ind i åbenbaringsteltet og trådte frem for Herren, fjernede han sløret. Når han derefter kom ud igen og fortalte folket, hvad Herren havde sagt til ham, kunne de se, at hans ansigt strålede. Derefter tog han sløret på igen og beholdt det på, indtil han igen trådte frem for Herren.
Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.
Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger ham?
Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
Ingen gør det gode, ikke én eneste.
„Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
En dag skal de gribes af rædsel,
fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
så bliver der jubel og glæde i Israel.
Til korlederen: En visdomssang af David, dengang folkene fra Zif kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.
Kom mig til hjælp, mægtige Gud,
jeg ved, du har magt til at redde mig.
Hør min bøn, oh, Gud,
og lyt til mine ord.
Fremmede folkeslag rejser sig imod mig,
voldsmænd vil mig til livs,
de regner slet ikke med dig.
Men du er min redning, Gud,
du er den, der holder mig i live.
Lad fjenderne blive straffet for deres ondskab.
Gør det af med dem, Herre,
for du er trofast imod mig.
Så vil jeg ofre til dig med glæde,
jeg vil lovprise dig, Gud, for du er god.
Du udfrier mig fra alle mine problemer,
og jeg ser mine fjender blive besejret.
Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.
Hør min bøn, Gud,
lyt til mit råb om hjælp.
Hør mig og svar mig.
Jeg er ude af mig selv
og ryster af skræk.
Mine fjender gør mig bange
med deres voldsomme trusler.
De er rasende på mig
og klar til angreb.
Mit hjerte banker helt vildt,
dødsangsten overmander mig.
Jeg er grebet af skræk og rædsel,
jeg er lammet af frygt.
Jeg ville ønske, jeg havde vinger som en fugl,
så jeg kunne flygte og finde fred.
Jeg ville flyve langt bort,
slå mig ned i ødemarken og blive der.
Jeg ville skyndsomst søge ly
for det voldsomme uvejr.
Skab forvirring hos dem, Herre,
og forstyr deres planer.
Der er oprør og ufred i byen.
Der går vagter på bymuren dag og nat,
men den virkelige fare kommer indefra.
Der er vold og mord overalt,
trusler og bedrageri breder sig uhæmmet.
Hvis det var en fremmed, der rasede imod mig,
kunne jeg bedre holde det ud.
Hvis jeg blev hånet af mine fjender,
kunne jeg løbe væk fra dem.
Men det var en mand, jeg troede var min ven,
min følgesvend og min fortrolige.
Vi delte hinandens hemmeligheder,
vi fulgtes ad i festoptoget til Guds hus.
Gid du ville sende dem direkte i dødsriget, Gud,
for ondskaben har fyldt deres sind.
Jeg vil råbe til min Gud,
og Herren vil redde mig.
Morgen, middag og aften vil jeg klage min nød,
og han vil høre min bøn.
Han vil redde mig fra mine angribere,
selv om der er mange, der kæmper imod mig.
Gud, som har magten fra fortids dage,
vil høre mig og ydmyge dem.
De nægter jo at forandre sig,
de frygter ikke Gud.
Min ven forrådte mig,
han brød sit løfte.
Hans tale var glat som olie,
men han havde bagtanker om oprør.
Hans ord var bløde som smør,
men de blev snart til skarpe dolke.
Kast din byrde på Herren,
så vil han bære den for dig.
Han lader ikke de gudfrygtige bukke under.
Aldrig i evighed.
Gud, send de onde bedragere i afgrunden,
mordere og løgnere skal dø i deres ungdom.
Men jeg sætter min lid til dig.
Da Jesus var på vej væk fra templet, udbrød en af hans disciple: „Mester, se engang på de smukke bygninger! Er det ikke nogle flotte sten?”
„Jo, det ser smukt ud,” svarede Jesus. „Men det hele vil blive jævnet med jorden.”
Lidt senere, da Jesus sad alene med disciplene på Olivenbjergets skråning lige over for templet, spurgte Peter, Jakob, Johannes og Andreas ham: „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at alt er tæt ved afslutningen?”
Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange mennesker på vildspor. Når I hører om uro og krigshandlinger rundt omkring, så lad jer ikke skræmme. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der jordskælv og hungersnød. Men det er kun som de første veer inden en fødsel.”
Jesus fortsatte: „Vær på vagt! Man vil slæbe jer for retten og piske jer i synagogerne. I vil blive anklaget og stillet for konger og guvernører, fordi I tjener mig, men det vil give jer anledning til at fortælle dem budskabet om mig, ja, det gode budskab skal forkyndes for alle folkeslagene, før afslutningen kommer.
Når I bliver arresteret og slæbt for retten, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar. Sig bare det, som I får fra Gud, når øjeblikket er inde. Så er det nemlig ikke jer, der taler, men Helligånden.
Søskende vil angive hinanden – også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men de, der holder ud til det sidste, vil blive frelst.
Når I ser ‚den afskyelige ødelægger’ stå på det sted, hvor han ikke burde stå,” (må de, der læser det, forstå alvoren i det), „så skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene. De, der opholder sig uden for deres hus, skal ikke løbe ind for at pakke deres ting, og de, der arbejder i marken, skal ikke løbe hjem for at hente deres overtøj. Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes. Bed om, at jeres flugt ikke kommer til at ske om vinteren. For det bliver så forfærdeligt, som det ikke har været siden jordens skabelse og heller aldrig vil blive igen. Hvis ikke Gud afkortede den periode, ville intet menneske overleve. Men nu bliver den afkortet af hensyn til dem, han har udvalgt.
Hvis der kommer nogen og fortæller jer, at Messias er kommet og befinder sig her eller der – så tro ikke på det. Der vil komme falske profeter og folk, der hævder at være Messias, og de vil gøre forbavsende mirakler for – om muligt – at vildlede endog Guds udvalgte. Pas på! Nu har jeg advaret jer!
Efter den tids frygtelige trængsler vil solen blive formørket og månen holde op med at skinne. Stjernerne vil falde ned, og himlens kræfter komme ud af balance. Da vil man se Menneskesønnen komme til syne i skyerne med kraft og megen herlighed, og da vil jeg sende mine engle ud, for at de kan samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner, fra jordens og himlens yderste grænser.
Lad mig bruge figentræet som billede. Når de nye skud bryder frem, og bladene folder sig ud, så ved I, at sommeren er på vej. På samme måde kan I vide, at jeg snart kommer, når I ser de her ting ske. Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske. Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Ingen kender dagen eller det tidspunkt, hvor det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. Vær på vagt! Vær altid parat, for I ved ikke, hvornår det sker. Det er som med en mand, der skulle ud på en lang rejse og overlod huset til sine tjenere. De fik hver deres ansvarsområde, og dørvogteren fik besked på at holde vagt. Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår husets herre vender tilbage, om det bliver om aftenen, ved midnat, før daggry eller om morgenen. Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer. Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: Hold jer parate!”
Moses sammenkaldte derefter alle israelitterne til et møde og sagde: „Det følgende er de regler, som Herren har befalet jer at overholde: Hver uge må I arbejde i seks dage, men den syvende dag skal være helligdag, hvor I lader arbejdet hvile. Det er en dag, som er indviet til Herren. Hvis nogen arbejder på den dag, skal de dø. Der må heller ikke tændes ild nogen steder i jeres hjem på en sabbat.”
Moses sagde endvidere til dem: „Herren har også givet følgende forordninger: ‚Alle, som ønsker at give Herren en frivillig offergave, kan bringe noget af det følgende: guld, sølv eller bronze; blåt, violet eller purpurrødt garn, fintvævet linned, gedehår, rødfarvede vædderskind, kraftigt læder, akacietræ, olivenolie til lamperne, aromatiske stoffer til salveolien og til røgelsen, onykssten eller andre ædelsten til at sætte på den hellige vest og på brystklædet.
Alle de af jer, som er velsignet med kunstneriske evner, skal lave de ting, Herren har befalet: Guds bolig med teltdugene og de overliggende presenninger; krogene, modulerne, tværstængerne, stolperne og soklerne; arken med bærestængerne og forsoningsstedet samt forhænget foran det allerhelligste; bordet med dets bærestænger og tilbehør, og de hellige brød; lysestagen med de tilhørende redskaber, lamperne og olien dertil; røgelsesalteret med dets bærestænger, salveolien og den vellugtende røgelse; forhænget ved indgangen til boligen, brændofferalteret med dets bronzegitter, bærestænger og andet tilbehør; vaskefadet med tilhørende stativ; forgårdens stofvægge og forhænget ved indgangen til forgården med tilhørende stolper og sokler; teltpløkkerne både til boligen og forgården med dertil hørende barduner; de prægtigt vævede dragter til brug ved tjenesten i helligdommen, både ypperstepræsten Arons hellige dragt og dragterne til hans sønner, når de skal gøre præstetjeneste.’ ”
Derefter gik alle israelitterne hjem for at hente deres gaver. Alle, som ønskede at give Herren en frivillig offergave, kom med deres bidrag til Guds bolig og dens udstyr eller til præstedragterne.
Både mænd og kvinder kom, alle, som havde et villigt hjerte. De bragte deres gaver som et svingningsoffer til Herren: guld og smykker af mange slags: brocher, øreringe, fingerringe og halskæder. Andre kom med blåt, violet eller purpurrødt garn, fintvævet linned, gedehår, rødfarvede vædderskind eller kraftigt læder. Andre bragte sølv eller bronze som deres gave til Herren. Atter andre bragte akacietræ.
De kvinder, som havde særlige evner inden for håndarbejde, spandt blåt, violet og purpurrødt garn og vævede fint linned, mens andre flettede gedehår. Lederne kom med onykssten og andre ædelsten til den hellige vest og brystklædet. De bragte også aromatiske stoffer af forskellig slags til salveolien og til røgelsen samt olivenolie til lamperne. Enhver, som havde på hjerte at hjælpe til med det arbejde, som Herren havde pålagt Moses, kom med deres gaver til Herren.
Moses sagde til israelitterne: „Herren har udvalgt Betzalel, som kommer fra Judas stamme og er søn af Hurs søn Uri, og fyldt ham med sin Ånd. Han har givet ham rige evner og kunstnerisk snilde på mange områder, så han kan designe smukke ting i både guld, sølv og bronze. Også som juvelér og billedskærer er han fremragende. Herren har givet både Betzalel og Oholiab, Ahisamaks søn af Dans stamme, særlige evner til at oplære andre på mange forskellige områder såsom billedskærerarbejde, design, broderi og vævning af forskellig art. De er eksperter indenfor alle de kunstneriske fagområder, som er nødvendige for arbejdet.
Alle andre kunstnere og kunsthåndværkere med gudgivne evner skal hjælpe Betzalel og Oholiab med at konstruere og indrette helligdommen, sådan som Herren har befalet.”
Moses samlede nu Betzalel, Oholiab og de øvrige kunstnere og kunsthåndværkere med gudgivne evner, som ønskede at være med til arbejdet, og han overlod dem alle de materialer, som folket havde givet til helligdommens opførelse. De frivillige gaver blev ved med at strømme ind, dag efter dag, og arbejdet gik godt fremad. En dag kom alle kunsthåndværkerne fra de forskellige arbejdsgrene til Moses og sagde: „Vi har rigeligt med materialer til arbejdet, men folk bliver ved med at komme med mere.” Så lod Moses bekendtgøre i hele lejren: „I skal ikke bringe flere materialer!” Så holdt folk op med at komme med flere gaver, og der var mere end nok til at fuldføre alt arbejdet.
De dygtige kunsthåndværkere begyndte med at lave de ti stofbaner af fintvævet linned med broderede keruber i blåt, violet og purpurrødt garn. De ti stofbaner havde alle samme mål, 12,6 m i længden og 1,8 m i bredden. De blev syet sammen fem og fem, så de dannede to store stykker teltdug. Så blev der lavet løkker af blåt garn i kanten af den sidste bane på hvert af de to sammensyede stykker, 50 løkker på hvert stykke, så de sad over for hinanden. Derefter blev der lavet 50 guldkroge til at holde løkkerne sammen to og to, således at de to stykker dannede en enhed.
Yderteltdugen blev lavet af 11 gedehårstæpper. Alle tæppestykkerne havde samme mål, 13,5 m i længden og 1,8 m i bredden. De fem af tæpperne blev syet sammen til ét stykke, og de seks andre til et andet stykke. Så blev der lavet 50 løkker på hver af de to stykkers yderbaner og 50 små bronzehægter til at holde løkkerne sammen, så de to stykker dannede en enhed. Ovenover blev der udspændt en presenning af rødfarvede vædderskind, og ovenpå igen en presenning af kraftigt læder.
Til boligens sider blev der lavet moduler af akacietræ. Modulernes mål var 4,5 m i højden og 67 cm i bredden, og de havde hver to tapper forneden. Boligens sydside bestod af 20 moduler, som stod på 40 sølvsokler, to sokler under hvert modul. Nordsiden bestod også af 20 moduler på 40 sølvsokler, to sokler under hvert modul. Boligens vestside, som var bagsiden, bestod af seks moduler plus et smallere modul i hvert hjørne. Hjørnemodulerne blev holdt sammen med beslag forneden og med en ring foroven. Vestsiden bestod altså i alt af otte moduler med 16 sølvsokler nedenunder, to sokler for hvert modul.
Der blev også lavet 15 tværstænger af akacietræ til at holde modulerne sammen, fem til hver af de tre sider af boligen. Den midterste af de fem tværstænger blev fastspændt halvvejs oppe på vægmodulerne og nåede fra det ene hjørne til det andet. Både moduler og tværstænger blev belagt med guld, og de ringe, stængerne sad fast i, blev støbt i rent guld.
Teltets indre forhæng blev lavet af fintvævet linned med kunstnerisk broderede keruber i blåt, violet og purpurrødt garn. Der blev lavet fire stolper af akacietræ belagt med guld, som blev rejst på fire sokler af sølv. Foroven på hver stolpe var der en krog af guld, som forhænget blev hængt op på.
Til sidst blev der lavet et forhæng til boligens indgang. Forhænget var lavet af fintvævet linned med blå, violette og purpurrøde broderier på. Det blev hængt op på fem stolper, som hver havde en krog foroven. Stolperne, deres hoveder og tværstænger blev belagt med guld, og deres fem sokler var støbt i bronze.
Til korlederen: En sang af David, dengang han blev taget til fange af filistrene i Gat. Synges til melodien „Den tavse due i det fjerne.”
Åh, min Gud, vær mig nådig!
Mine fjender er efter mig,
de plager mig dagen lang.
De er ude efter mig hele tiden,
de kappes om at få mig ned med nakken.
Men når jeg er bange,
sætter jeg min lid til dig.
Jeg stoler på dit ord,
der er ingen grund til frygt.
Hvad kan mennesker gøre mig?
De er ude på at gøre mig fortræd,
de lægger onde planer imod mig.
De udspionerer mig hele tiden,
overvåger mine skridt for at slå mig ihjel.
Lad ikke forbryderne gå fri, Herre.
Lad dem mærke din vrede og straf.
Du kender alle mine problemer
og skriver dem ned i din dagbog.
Gem mine tårer i din lædersæk.
Når jeg råber om hjælp, må fjenderne flygte,
for jeg ved, at du står ved min side, Gud.
Jeg stoler på dine løfter, min Herre og Gud,
jeg priser dig, for du holder ord.
Der er ingen grund til at frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?
De løfter, jeg har givet dig, Gud,
vil jeg opfylde med lovprisningsofre.
Du frelser mig fra døden
og redder mine fødder fra at snuble,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
Til korlederen: En sang af David om dengang han flygtede fra Saul ind i en hule.
Åh, min Gud, vær mig nådig og barmhjertig,
for jeg tyer til dig i min nød.
Jeg søger ly under dine vinger,
indtil stormen er drevet over.
Jeg råber til den mægtige Gud,
for han fører mig igennem til sejr.
Han sender mig hjælp fra Himlen,
han frelser mig fra alle mine fjender.
Han er trofast og god imod mig.
Jeg er omringet af blodtørstige løver,
de er klar til at springe på mig.
Deres tænder er spyd og pile,
deres tunge er et skarpt sværd.
Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
Mine fjender satte en fælde for mig,
derfor er jeg dybt bekymret.
De gravede en faldgrube på min vej,
men de kommer selv til at falde i den.
Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
jeg vil synge og spille til din ære.
Jeg vil gribe min harpe og lyre,
jeg vil vække morgenrøden.
Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
jeg vil synge din pris for alle mennesker.
Din trofasthed fylder universet,
din godhed når til skyerne.
Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
Til korlederen: En sang af David.
Mon I fyrster ved, hvad der er ret og rigtigt?
Mon I behandler folk retfærdigt?
Nej, I har kun ondskab i tanke,
I giver volden frit løb i landet.
I har været onde fra fødslen af,
fra barnsben har I været fulde af løgn.
I udspyr slangegift og vil ikke lytte til Gud.
I ligner en døv kobra,
der ikke kan høre slangetæmmeren,
lige meget hvor højt han spiller.
Knus kæberne på de grusomme løver, Herre.
Bræk alle deres skarpe tænder, Gud.
Lad dem forsvinde som vand i ørkenen,
lad dem visne som græs i tørtiden.
Lad dem blive til slim som sneglen,
lad dem ende som dødfødte fostre,
der aldrig får lyset at se.
Gud vil feje de onde af vejen,
hurtigere end brændet kan få gryden i kog.
De gudfrygtige glæder sig, når retten sejrer.
De får lov at vade i de gudløses blod.
Da skal folk udbryde:
„Ja, de gudfrygtige bliver belønnet til sidst.
Der er en Gud, som sørger for retfærdighed på jorden.”
Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”. Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania. Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende voldsomt ud, men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter gunstig anledning til at forråde ham.
På den første af påskefestens dage – den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet – spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”
Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ Så vil han føre jer op ovenpå til et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat til os.”
De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig – en af jer, der spiser sammen med mig!” Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?”
„Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye pagt. Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.”
Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen, gik de ud mod Olivenbjerget.
Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’ Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
„Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
„Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre.
De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!”
Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om – hvis det var muligt – at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. „Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.
Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Ordene hang endnu i luften, da Judas pludselig dukkede frem af mørket – han, som var en af de Tolv. Han kom med en flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler. De var udsendt af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham er det. Grib ham, og hold ham godt bevogtet, når I fører ham bort.”
Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. „Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden. I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast. En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus. „Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.”
Da flygtede alle disciplene. Dog var der en ung mand, der fulgte efter Jesus, da han blev ført bort. Den unge mand havde kun et klæde over sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham, viklede han sig ud af det og flygtede nøgen.
Jesus blev nu ført til ypperstepræstens hus, hvor ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere efterhånden samledes. Peter fulgte efter på afstand og vovede sig indenfor i ypperstepræstens gård. Her satte han sig og varmede sig ved ilden sammen med vagtmandskabet.
Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. Adskillige falske vidner blev ført frem, men de modsagde hinanden.
Til sidst stod nogle mænd frem med følgende falske vidnesbyrd: „Vi har selv hørt ham sige: ‚Jeg vil ødelægge det tempel her, som er bygget af mennesker, og inden der er gået tre dage, vil jeg rejse et nyt, der ikke er bygget af mennesker.’ ” Men heller ikke på det punkt stemte deres udsagn overens.
Nu rejste ypperstepræsten sig og sagde til Jesus: „Du har hørt anklagerne imod dig. Hvad har du at sige til dit forsvar?” Men Jesus svarede ham ikke. Så spurgte ypperstepræsten: „Er du Messias, Guds Søn?”
„Ja, det er jeg,” svarede Jesus, „og I skal se Menneskesønnen sidde ved Guds højre side, og I skal se ham komme igen med himlens skyer.” Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Hvad skal vi med flere vidner! Nu har I selv hørt, hvordan han håner Gud. Hvad er jeres dom?”
De var alle enige om, at han fortjente dødsstraf.
Nogle af de omkringstående begyndte at spytte på Jesus. De lagde noget over hans ansigt, så han ikke kunne se, og slog ham med knytnæver, idet de sagde: „Hvis du er en profet, så sig os, hvem der slog dig!” Selv retsbetjentene slog ham med stokke, da de førte ham væk.
Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. Da en af ypperstepræstens tjenestepiger kom forbi, fik hun øje på ham, mens han sad og varmede sig ved ilden. Hun stirrede et øjeblik på ham og sagde så: „Du var også sammen med ham Jesus fra Nazaret!”
Peter benægtede det med det samme. „Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” sagde han og forsvandt derefter ud i portrummet. Netop da galede en hane.
Da pigen lidt efter så ham dér, råbte hun til de omkringstående: „Ham dér er en af dem.” Atter benægtede Peter det.
Lidt senere sagde de, der stod omkring ham: „Du er bestemt en af dem, for man kan høre på dig, at du er fra Galilæa!”
Peter benægtede det igen og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand, I taler om!”
I det samme hørtes endnu et hanegal, og Peter huskede pludselig, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Og han brød sammen i gråd.
Betzalel konstruerede nu pagtens ark. Den blev lavet af akacietræ og var 112 cm lang, 67 cm bred og 67 cm høj. Indvendig og udvendig blev den belagt med rent guld, og den fik en pynteliste af guld hele vejen rundt. Fire guldringe blev støbt og fæstnet til arkens fire hjørner, to ringe i hver side. Derefter lavede han bærestænger af akacietræ, belagde dem med guld og stak stængerne gennem ringene på siden af arken, så den kunne bæres.
Dernæst lavede han af rent guld et låg over arken, forsoningsstedet. Låget var 112 cm langt og 67 cm bredt. Så lavede han de to keruber af udhamret guld og placerede dem i hver sin ende af låget. Han lavede dem, så de gik ud i ét med låget. Keruberne vendte ansigtet mod hinanden, men de så ned på forsoningsstedet, og deres vinger var bredt ud, så de dækkede arken.
Derefter blev der lavet et bord af akacietræ, 90 cm langt, 45 cm bredt og 67 cm højt. Bordet blev belagt med rent guld og fik en pynteliste af guld hele vejen rundt. Det fik også en kant på en håndsbred hele vejen rundt med en liste af guld udenpå. Dernæst blev der støbt fire guldringe, som blev fæstnet til de fire ben lige under kantlisten, så bærestængerne kunne stikkes gennem dem. Bærestængerne blev lavet af akacietræ og belagt med guld. Bordets tilbehør blev lavet af rent guld: tallerkener, fade, skåle og kander til brug ved drikofferet.
Dernæst blev lysestagen lavet af rent, udhamret guld. Stagens fod, stamme, lampeholdere, blomsterknopper og kronblade blev lavet ud i ét stykke. Stammen havde seks grene, tre på hver side. På hver gren var der tre mandelblomster med knopper og kronblade. Stammen selv var dekoreret med fire mandelblomster med knopper og kronblade, og de tre nederste blomster var placeret med en blomst under hvert af de tre sæt grene. Samtlige blomster og grene blev hamret ud i rent guld og gik i et med stammen. Endelig blev de syv lamper til lysestagen lavet, og der blev fremstillet vægetænger og vægebakker, alt sammen i rent guld. Til lysestagen og dens forskellige tilbehør blev brugt 30 kg rent guld.
Røgelsesalteret blev lavet af akacietræ. Det var 45 cm langt, 45 cm bredt og 90 cm højt. Hornene i hvert hjørne blev udskåret i et stykke med alteret. Det hele blev belagt med rent guld, og der blev sat en pynteliste af guld på kanten hele vejen rundt. På hver af de to sider under listen blev der placeret to guldringe beregnet til bærestængerne, og bærestængerne blev lavet af akacietræ belagt med guld.
Derpå fremstillede man den aromatiske salveolie, og man lavede den hellige røgelse, sådan som røgelsesblanderne laver den.
Brændofferalteret blev også konstrueret af akacietræ. Det var 2,25 m langt, 2,25 m bredt og 1,35 m højt. Der blev lavet et horn i hvert af dets fire hjørner, ud i ét stykke med hjørnestolpen, og det hele blev belagt med bronze. Dernæst blev der lavet bronzeredskaber til brug ved alteret, bakker til at fjerne asken i, diverse skovle, stænkeskåle, kødgafler og bakker til gløder. Et bronzegitter blev lavet og anbragt under listen midtvejs nede i alteret. Ved gitterets fire hjørner blev der lavet fire ringe, hvor bærestængerne kunne stikkes ind. Bærestængerne blev lavet af akacietræ belagt med bronze og blev stukket gennem ringene på hver side af alteret, der var lavet som en hul trækasse.
Vaskefadet af bronze med tilhørende bronzestativ blev lavet af bronzespejle, som var en gave fra de kvinder, der gjorde tjeneste i forgården.
Derpå blev indhegningen omkring forgården lavet. Til sydsiden blev der lavet en 45 m lang stofvæg af fintvævet linned. Til at holde stofvæggen blev der lavet 20 stolper med dertil hørende bronzesokler, sølvkroge og sølvstænger. Nordvæggen var også 45 m lang med 20 stolper, bronzesokler, sølvkroge og sølvstænger. Vestsiden bestod af en 22,5 m lang stofvæg hængt op ved hjælp af sølvkroge og sølvstænger på ti stolper med dertil hørende bronzesokler. Østsiden med indgangen til boligen var ligeledes 22,5 m lang.
På den ene side af indgangen blev der opsat tre stolper på hver sin sokkel og lavet en 6,75 m lang stofvæg, som blev hængt op på stolperne. Det samme blev der gjort på den anden side af indgangen. Stofvæggen rundt om forgården blev lavet af fintvævet linned. Hver stolpe stod på en bronzesokkel, mens krogene til stolperne og tværstængerne, som stoffet blev hængt op på, blev lavet af sølv. Stolpernes hoveder blev overtrukket med sølv.
Stoffet til forhænget ved indgangen blev lavet af fintvævet linned med broderier i blåt, violet og purpurrødt garn. Det var 9 m langt og havde samme højde som resten af forgårdens vægge, nemlig 2,25 m, og blev ved hjælp af sølvkroge og sølvstænger hængt op på fire stolper med tilhørende bronzesokler. Stolpernes hoveder var af sølv, men samtlige teltpløkker, der blev brugt til boligen og til forgården, var af bronze.
Her følger en rapport over arbejdet og en liste over de materialer, som blev brugt ved opførelsen af boligen, hvor pagtens ark fremover skulle have til huse. Moses gav levitterne opgaven med at holde regnskab over materialerne, og han udpegede Arons søn Itamar til at forestå det arbejde. Betzalel havde det overordnede ansvar for alt det arbejde, der blev udført. Han blev assisteret af Oholiab, som også var specielt dygtig til design, indgravering, vævning og broderi.
Totalvægten af alt det guld, folket bragte, og som blev brugt til projektet, var næsten 900 kg. Af sølv blev der brugt over 3 tons, hvilket svarede til den inddrevne personskat på alle registrerede personer over 20 år, nemlig ½ shekel sølv gange 603.550 personer. Sølvet blev brugt til at støbe de 100 sokler, der skulle bruges til vægmodulerne og til de stolper, der skulle bære forhænget foran det allerhelligste. Hver sokkel vejede ca. 30 kilo. Til sølvkrogene, stolpehovederne og tværstængerne gik der 18 kilo sølv.
Den indkomne bronze beløb sig til lidt over 2 tons. Den blev brugt til soklerne ved åbenbaringsteltets indgang, til bronzealteret, gitterværket, alterredskaberne, soklerne under forgårdens vægge og samtlige teltpløkker.
Til korlederen: En sang af David i anledning af, at Sauls soldater omringede hans hus for at dræbe ham.
Min Gud, red mig fra de grusomme fjender,
beskyt mig mod dem, som vil slå mig ihjel.
Fri mig for disse forbrydere,
red mig fra de frygtelige mordere.
De ligger i baghold og lurer på mig,
farlige mænd venter på mig derude,
på trods af at jeg intet ondt har gjort.
De er parat til at slå en uskyldig ihjel.
Herre, grib ind og kom mig til hjælp.
Mægtige Herre, Israels Gud,
gå i krig mod de onde mennesker.
Spar ikke de grusomme forbrydere.
De snuser rundt i byen om natten,
de knurrer som bidske hunde.
Forbandelser strømmer ud af munden på dem,
de slår om sig med frygtelige trusler.
„Hvem skulle opdage os?” siger de.
Men du ler blot ad dem, Herre,
du ser på de ugudelige med foragt.
Herre, du giver mig styrke, og jeg stoler på dig.
Jeg kan altid søge tilflugt hos dig.
Du er trofast, og kommer mig til hjælp.
Du giver mig sejr over alle mine fjender.
Slå dem ikke ihjel med det samme,
for så glemmer folk, hvad der skete.
Lad dem først vandre hjemløse rundt,
for du er den Gud, som beskytter os.
De taler stolte og syndige ord.
Straf dem på grund af deres overmod,
for alle deres løgne og forbandelser.
Udryd dem i din vrede,
gør det fuldstændigt af med dem.
Da vil alle i hele verden kunne se og forstå,
at du har magten i Israel.
De snuser rundt i byen om natten,
de knurrer som bidske hunde.
De går rundt og leder efter føde,
knurrer, hvis de ikke får nok.
Men jeg vil altid lovprise din magt,
hver morgen vil jeg synge om din trofaste kærlighed.
For du er min tilflugt,
min hjælp på nødens dag.
Du giver mig styrke, og jeg synger din pris.
Jeg søger tilflugt hos dig, min trofaste Gud.
Til korlederen: En sang af David i anledning af, at han havde besejret de aramæiske hære fra Naharajim og Zoba, og af, at Joab havde slået 12.000 edomitter i Saltdalen. Sangen er gavnlig til belæring og synges til melodien „Pagtens lilje.”
Hvorfor har du forkastet os, Gud?
Du har straffet os, fordi du var vred på os.
Men se i nåde til os og hjælp os.
Det var, som blev vi ramt af et jordskælv,
genopbyg nu den verden, som brød sammen.
Du har været hård mod dit folk,
vi ravede omkring, som var vi fulde.
Men du kalder på de gudfrygtige,
så de kan komme til dig og blive reddet.
Hør min bøn og gør brug af din magt,
så dit elskede folk kan blive reddet.
Gud har talt fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
jeg vil udmåle Sukkots dal.
Gilead tilhører mig,
Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
og dygtige krigere fra Efraim.
Moabitterne skal tjene mig,
og edomitterne være mine slaver.
Jeg vinder sejr over filistrene.”
Hvem tager med os til den befæstede by?
Hvem vil gå med os mod Edom?
Herre, har du forkastet os?
Hvorfor drager du ikke med os i krig?
Hjælp os dog mod vore fjender,
for menneskers hjælp er intet værd.
Med Guds hjælp vinder vi sejr,
for han vil trampe vore fjender ned.
Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.
Hør mit råb, Gud,
lyt til min bøn.
Det føles, som om alt håb er ude,
og jeg råber til dig i min nød.
Sæt mine fødder på en klippefast grund.
Du er min klippeborg og min fæstning,
du beskytter mig mod fjendens angreb.
Lad mig altid bo i din helligdom,
være tryg i ly af dine vinger.
Du har hørt mit højtidelige løfte, Gud,
du velsigner dem, der ærer dit navn.
Giv mig et langt og godt liv,
lad mig opleve flere generationer.
Lad min slægt regere evigt for dit ansigt,
lad din trofaste kærlighed omslutte mig.
Så vil jeg altid prise dit navn,
og opfylde alle mine løfter til dig.
Så snart det blev lyst, afsagde det jødiske råd den officielle dom. Rådet bestod af ypperstepræsterne, de skriftlærde og en række andre ledere. Det blev besluttet, at Jesus skulle bindes og føres til den romerske guvernør, der hed Pilatus.
Da de ankom til den romerske garnisons hovedkvarter, spurgte Pilatus: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
Nu kom ypperstepræsterne frem med deres anklager. Pilatus vendte sig mod Jesus: „Hvorfor siger du ingenting? Du hører jo alt det, de anklager dig for.” Men Jesus svarede stadig ikke et ord, og det undrede Pilatus sig meget over.
Der var tradition for, at romerne hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. På det tidspunkt var der en mand ved navn Barabbas, som sad fængslet sammen med andre oprørere. De havde under opstanden begået mord.
Mængden begyndte nu at trænge ind på Pilatus. De ville have en fange frigivet, som de plejede. „Vil I have, at jeg skal løslade ‚jødernes konge’ for jer?” spurgte Pilatus. Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, at ypperstepræsterne havde slæbt Jesus for retten.
Men ypperstepræsterne fik folkemængden overtalt til at bede om at få Barabbas sat fri.
„Hvad vil I så have, jeg skal gøre med den mand, som I kalder jødernes konge?” spurgte Pilatus. „Korsfæst ham!” råbte de tilbage.
„Hvorfor det?” sagde Pilatus. „Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Korsfæst ham!”
Pilatus besluttede, at det var bedst at bøje sig for mængden, så han løslod Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
Soldaterne førte Jesus ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. De klædte ham ud som konge med en purpurrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Så begyndte de at råbe: „Længe leve jødernes konge!” Derefter slog de ham i hovedet med en kæp, spyttede på ham og kastede sig på knæ foran ham. Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de den røde kappe af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind i byen. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.
De førte Jesus ud til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). Her ville soldaterne give ham vin med et bedøvelsesmiddel i, men han ville ikke have det. Så naglede de ham til korset, og derefter gav de sig til at rafle om hans tøj.
Klokken var omkring ni om formiddagen, da korsfæstelsen fandt sted. På korset over Jesu hoved blev anbragt et skilt, der viste anklagen mod ham. Der stod: „Jødernes konge”.
Samme morgen blev også to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus.
Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: „Nå, så det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage! Kom dog ned fra det kors og red dig selv!”
Også ypperstepræsterne og de skriftlærde hånede Jesus. „Den er god med ham,” sagde de til hinanden. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde. Og han skulle være ‚Messias, Israels konge’? Lad ham nu stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham!”
Også de to korsfæstede forbrydere hånede ham.
Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. Klokken tre råbte Jesus højt: „Eloi, Eloi! Lema sabaktani?” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. En af dem løb hen og hældte billig, sur vin på en svamp. Derefter anbragte han den på en stang og rakte den op til Jesus, for at han kunne drikke. „Lad os vente og se,” sagde han. „Måske kommer Elias og tager ham ned.”
Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.
I samme øjeblik blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst.
Da den romerske officer, der stod ved siden af korset, så alt det, der skete i forbindelse med Jesu død, udbrød han: „Den mand var virkelig en gudesøn!”
Nogle kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Blandt dem var Maria Magdalene, Salome, og den Maria, som var mor til Jakob den Lille og Joses. De havde fulgt Jesus og sørget for mad til ham, da han gik rundt i Galilæa. Desuden var der en del andre kvinder fra Galilæa, som var fulgt med til Jerusalem.
Alt det her skete om fredagen, dagen før sabbatten. Sent om eftermiddagen tog Josef fra Arimatæa mod til sig, opsøgte Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. Josef var et anset medlem af det jødiske råd og en mand, som ventede, at Guds rige skulle komme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Han tilkaldte den officer, som havde haft ansvar for korsfæstelsen, og spurgte ham, om det var rigtigt. Da officeren bekræftede det, fik Josef lov til at få Jesu lig udleveret. Først gik han hen og købte et hvidt lagen, hvorefter han fik taget Jesus ned fra korset og svøbt ind i lagenet. Derpå blev liget lagt i en gravhule, som var hugget ud i en klippe, og der blev rullet en stor sten for indgangen. Maria Magdalene og Maria, Josesʼ mor, stod og så, hvor Jesus blev lagt.
Til præsterne skabte kunstnerne skønne dragter af blåt, violet og purpurrødt garn til brug under tjenesten i helligdommen. Der blev lavet en særlig dragt til Aron. Det hele blev lavet efter de instrukser, som Herren havde givet Moses.
Den hellige vest blev broderet med blåt, violet og purpurrødt garn på fintvævet linned med indlagt guldtråd. Bladguld blev skåret i tynde strimler, og en dygtig tekstilkunstner indbroderede guldtråden med garnet i det vævede stof. Den hellige vests skulderremme blev lavet og fæstnet til kanten af forstykket og bagstykket. Det smukt vævede livbånd blev lavet af samme materialer og blev syet i ét med den hellige vest efter de instrukser, Herren havde givet Moses.
De to onykssten blev sat i guldindfatninger, og navnene på Israels 12 stammer blev indgraveret på dem efter samme teknik, som når man laver segl. Derefter blev de sat fast på den hellige vests skulderremme for altid at minde Herren om Israels stammer, sådan som han havde sagt til Moses.
Dernæst lavede en dygtig tekstilkunstner brystklædet af samme materialer som den hellige vest med broderier af guldtråd og blåt, violet og purpurrødt garn på fintvævet linned. Brystklædet blev foldet dobbelt og var kvadratisk, et fingerspand på hver led. Fire rækker ædelsten blev fæstnet på brystklædet. Den øverste række bestod af en rubin, en topas og en smaragd; den anden række af en granat, en safir og en månesten; den tredje række af en opal, en agat og en ametyst; den fjerde række af en krysolit, en onyks og en jaspis. Alle ædelstenene blev sat i en guldindfatning på brystklædet, så der var 12 sten i alt, hver af dem indgraveret med et stammenavn, efter samme teknik, som når man laver segl.
Til brystklædet blev der lavet snoede kæder i rent guld, så kæderne havde et reblignende mønster. To guldspænder og to guldringe blev støbt, hvorpå ringene blev fæstnet til brystklædets to øverste hjørner. De to guldkæder blev sat fast i ringene, og i den anden ende blev kæderne fastgjort til guldspænderne foran på den hellige vests skulderremme. Endnu to guldringe blev støbt og sat på indersiden af brystklædets to nederste hjørner. To tilsvarende guldringe blev sat fast nederst på den hellige vests remme ved sømmen lige over livbåndet, og brystklædets to ringe blev bundet fast til de to ringe på den hellige vests remme lige over livbåndet ved hjælp af en violet snor, så brystklædet er bundet godt fast i den hellige vest. Alt dette blev gjort, nøjagtig som Herren havde befalet Moses.
Yderkjortlen under den hellige vest blev lavet af blåt, vævet klæde med en åbning i midten forstærket med et vævet kantebånd, så den ikke blev slidt i stykker. Granatæbler af blåt, violet og purpurrødt garn blev fæstnet til sømmen i kjortlens nederste kant, og små guldbjælder blev syet fast mellem granatæblerne, så der skiftevis sad et granatæble og en guldbjælde hele vejen rundt. Aron skulle bære denne kjortel under tjenesten i helligdommen, sådan som Herren havde befalet Moses.
Til Aron og hans sønner blev der også lavet inderkjortler og hovedbeklædning af linned. Hovedbeklædningen og underbenklæderne blev lavet af fintvævet linned. Bælterne blev også lavet af fintvævet linned med broderier i blåt, violet og purpurrødt garn, sådan som Herren havde befalet Moses.
Dernæst blev den hellige guldplade lavet. Den fik følgende indskrift, graveret som når man laver segl: Indviet til Herren. Pladen blev bundet foran på Arons turban med et blåt bånd, nøjagtig som Herren havde befalet Moses.
Endelig var alle tingene til teltboligen lavet færdige, så det hele var i overensstemmelse med de instrukser, Herren havde givet Moses. Kunstnerne bragte tingene til Moses: teltduge, kroge, moduler, tværstænger, stolper og sokler; presenningerne af rødfarvede vædderskind og kraftigt læder; forhænget foran det allerhelligste, arken med bærestænger og forsoningsstedet; bordet med dets tilbehør og de hellige brød; lysestagen af rent guld med lamper, redskaber og olie; guldalteret, salveolien, den vellugtende røgelse og forhænget over indgangen til teltet; bronzealteret med bronzegitteret, bærestængerne og andet tilbehør; vaskefadet med tilhørende stativ; forgårdens stofvægge og forhænget ved indgangen til forgården med tilhørende stolper, sokler, barduner og teltpløkker samt åbenbaringsteltets øvrige udstyr. Også de prægtigt vævede dragter til brug ved tjenesten i helligdommen blev vist frem, både ypperstepræsten Arons hellige dragt og dragterne til hans sønner, når de skulle gøre præstetjeneste.
Israelitterne havde dermed færdiggjort den opgave, som Herren havde befalet Moses at udføre, og Moses inspicerede alt arbejdet og velsignede dem, for resultatet svarede til de instrukser, Herren havde givet ham.
Herren sagde nu til Moses: „Rejs åbenbaringsteltet på den første dag i det nye år, sæt pagtens ark ind i det, og hæng det indre forhæng op, så arken er afskærmet bag det. Sæt derefter bordet på plads og anbring de forskellige redskaber på det. Sæt også lysestagen på plads og gør lamperne klar.
Placer nu røgelsesalteret af guld udenfor det indre forhæng lige over for arken. Hæng det ydre forhæng op ved teltets indgang og sæt brændofferalteret op foran indgangen. Anbring vaskefadet mellem teltet og alteret og fyld vand i det. Rejs derefter indhegningen, så der dannes en forgård rundt om teltet, og hæng forhænget op for indgangen til forgården.
Tag salveolien og stænk den på boligen og alt det, der er inde i boligen, så det hele bliver indviet og helligt. Stænk også olie på brændofferalteret og dets tilbehør, så det bliver indviet og fuldkommen helligt. Gør det samme med vaskefadet og dets stativ, så det bliver indviet.
Før derpå Aron og hans sønner hen i nærheden af åbenbaringsteltets indgang og vask dem med vand. Giv så Aron den hellige dragt på og salv ham, så han indvies til at gøre præstetjeneste for mig. Giv også hans sønner deres dragter på og salv dem, så de ligeledes kan tjene som præster. Denne salvning skal være indvielse til en præstetjeneste, som skal fortsætte i alle kommende slægtled.”
Moses gjorde nøjagtig, som Herren havde befalet ham. På den første dag i året efter udfrielsen blev boligen rejst. Først blev soklerne anbragt på deres pladser, vægmodulerne blev rejst på soklerne, tværstængerne blev skubbet på plads og stolperne på østsiden blev rejst op. Så bredte han teltdugen ud over det hele og lagde presenningerne ovenpå, nøjagtig som Herren havde befalet.
Derpå lagde han stentavlerne med de ti bud ned i arken, satte bærestængerne fast og lagde forsoningstedet ovenpå som låg. Arken blev så båret ind i det allerhelligste rum, og det indre forhæng blev hængt op, så arken blev skjult, nøjagtig som Herren havde befalet.
Bordet blev placeret uden for forhænget ved åbenbaringsteltets nordvæg, og de hellige brød blev lagt ud på bordet foran det allerhelligste, hvor Herrens nærvær var, nøjagtig efter forskriften.
Ved teltets sydvæg, over for bordet, anbragte Moses lysestagen og satte lamperne på stagen foran det allerhelligste rum, hvor Herrens nærvær var, nøjagtig som Herren havde befalet ham.
Røgelsesalteret af guld placerede han foran det indre forhæng, og han brændte vellugtende røgelse derpå, nøjagtig som Herren havde befalet.
Dernæst hængte han det ydre forhæng op ved boligens indgang og anbragte brændofferalteret uden for teltet nær ved indgangen. Så ofrede han brændofferet og afgrødeofferet, nøjagtig som Herren havde befalet.
Derefter placerede han vaskefadet mellem brændofferalteret og teltet og fyldte det med vand, og han selv og Aron og Arons sønner vaskede hænder og fødder. Hver gang de gik ind i Guds bolig eller skulle bringe et offer på alteret, vaskede de sig, sådan som Herren havde befalet Moses.
Endelig rejste han forgårdens vægge rundt om teltet og alteret og hængte forhænget op for indgangen til forgården. Således fuldendte Moses værket.
Da dækkede skyen teltet, og Herrens herlighed fyldte boligen. Moses kunne ikke gå ind i teltet, for skyen dækkede det, og Herrens herlighed fyldte boligen.
Under resten af rejsen mod det land, Gud havde lovet israelitterne, brød folket kun op, når skyen løftede sig fra teltet. Hvis skyen blev over teltet, blev folket, hvor de var, indtil skyen lettede. Om dagen hvilede skyen over boligen, og om natten lyste skyen som ild, så Israels folk kunne se, at Gud var med dem.
Til korlederen Jedutun. En sang af David.
Jeg sætter al min lid til Gud,
for kun han kan frelse mig.
Ja, han er mit skjold og mit værn,
hos ham kan jeg være tryg.
Hvor længe vil I angribe en sagesløs mand
og forsøge at slå mig omkuld?
I ser på mig som en hældende mur
eller et faldefærdigt stakit.
I ønsker at styrte mig fra min høje position,
og I er fulde af løgn og bedrag.
Jeres ord virker venlige,
men indvendig er I fulde af foragt.
Jeg sætter al min lid til Gud,
for kun han giver mig håb.
Ja, han er mit skjold og mit værn,
hos ham kan jeg være tryg.
Det er Gud, der hjælper mig og giver mig ære.
Han er mit værn og mit tilflugtssted.
Stol altid på Gud, mit folk.
Udøs jeres hjerte for ham,
for han er et værn for os alle.
Menneskers tanker er tomhed,
kendisser lyver og bedrager.
Hvis man forsøgte at måle deres troskab,
ville det ikke give udslag på vægten.
Man kan blive rig på uretmæssig vis,
men det giver ikke tryghed og fred.
Selv om din velstand skulle vokse,
må du ikke bygge dit liv på den.
Gud har fortalt os to grundlæggende ting
om sit eget guddommelige væsen:
Han er mægtig, trofast og kærlig,
og han dømmer alle efter deres handlinger.
En sang af David, da han opholdt sig i Judæas ødemark.
Gud, du er min Gud, og jeg opsøger dig.
Min sjæl tørster efter fællesskab med dig.
Hele min krop sukker efter et møde med dig
i dette afsvedne og tørre land.
Jeg har oplevet din nærhed i helligdommen,
jeg har set din magt og herlighed.
At opleve din godhed er mere værd end livet.
Derfor vil jeg altid lovsynge dig.
Jeg vil takke dig, så længe jeg lever,
løfte mine hænder i tilbedelse til dig.
Du mætter min sjæl med udsøgte retter,
jeg lovsynger dig med fryd i hjertet.
Når jeg ligger i min seng, mindes jeg din storhed,
jeg tænker på din nåde, når jeg vågner om natten.
Jeg husker, hvor ofte du har hjulpet mig,
jeg fryder mig under dine vingers skygge.
Jeg klynger mig til dig,
din højre hånd holder mig oppe.
Mine fjender prøver at dræbe mig,
men de skal styrtes i dødsriget.
De skal falde for sværdet
og blive føde for sjakaler.
Men jeg vil glæde mig over min Gud.
Enhver, der stoler på ham, har grund til at juble,
men de falske bedragere må forblive tavse.
Til korlederen: En sang af David.
Hør min bøn, Gud, midt i min nød.
Red mig fra fjendernes angreb.
Skærm mig mod deres skumle planer,
beskyt mig mod deres ondskabsfulde list.
Deres tunger er som skarpe sværd,
deres ord som giftige pile.
De sigter på de uskyldige fra deres baghold,
de skyder dem ned uden skrupler.
De mødes for at ægge hinanden til ondskab
og planlægge, hvor de skal sætte deres fælder.
„Ingen opdager noget,” siger de selvsikkert.
De udklækker grusomme planer,
som de hemmeligt fører ud i livet.
Et menneskes tanker ligger skjult i sindet.
Men Gud vil selv ramme dem med sin straf,
pludselig bliver de gennemboret af hans pile.
Deres egne ord vil fælde dem,
og alle, som oplever deres fald,
vil skælve
og fyldes af ærefrygt for Gud.
De vil forkynde Guds store undere
og forstå hans retfærdige dom.
De gudfrygtige skal glæde sig over Gud
og søge tilflugt hos ham.
Alle de retskafne skal glæde sig.
Næste dags aften, da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Salome og Maria, Jakobs mor, vellugtende salver til at salve den døde med. Tidligt søndag morgen, mens solen var ved at stå op, gik de ud til gravhulen. „Hvem mon vi kan få til at rulle den store sten væk fra indgangen?” sagde de til hinanden, for stenen var meget tung. Men da de nåede frem, så de, at stenen allerede var rullet væk. Graven var åben. De gik indenfor og så en engel i skikkelse af en ung mand sidde i højre side af gravhulen. Han var iført en lang, hvid klædning. Da kvinderne så englen, blev de forskrækkede, men han sagde til dem: „Vær ikke bange! Er det ikke Jesus fra Nazaret, den korsfæstede, I leder efter? Han er ikke her! Han er genopstået. Se selv: Det var her, han blev lagt. Men gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: ‚Jesus tager til Galilæa for at mødes med jer dér, sådan som han har sagt jer.’ ”
Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.
Det var tidligt søndag morgen, Jesus opstod fra de døde, og den første, der fik ham at se, var Maria Magdalene, som han havde befriet for syv onde ånder. Hun gik straks hen til de grædende og sørgende disciple og sagde: „Jesus lever! Jeg har selv set ham!” Men de troede ikke på det.
Senere samme dag viste Jesus sig i sin nye skikkelse for to mænd, der var på vej ud på landet – bort fra Jerusalem. De skyndte sig så tilbage til byen for at fortælle de øvrige disciple, at de havde været sammen med Jesus. Men heller ikke deres beretning troede disciplene på.
Derefter viste Jesus sig for de elleve disciple, mens de var ved at spise. Han bebrejdede dem, at de så stædigt havde nægtet at tro på dem, der havde set ham i live.
Senere gav Jesus sine disciple følgende befaling: „Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker. Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt. Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.”
Efter at Herren Jesus havde sagt alt, hvad han ville sige til sine disciple, blev han taget op til Himlen, hvor han satte sig ved Guds højre side.
Og disciplene gik ud alle vegne og forkyndte budskabet om Jesus, og Gud gav dem magt til at udføre tegn og undere, som bekræftede, at budskabet var sandt.
Herren kaldte på Moses fra åbenbaringsteltet og sagde: „Giv Israels folk følgende instrukser: Når en af jer vil give en offergave til Herren, kan han bringe et af sine husdyr: en ko, et får eller en ged. Hvis han bringer et stykke kvæg som brændoffer, skal det være en tyr uden skavanker. Han skal bringe dyret hen i nærheden af åbenbaringsteltets indgang som en gave til Herren. Der skal han lægge sin hånd på tyrens hoved, så Herren kan modtage det som hans stedfortrædende offer og tilgive hans synd. Manden skal derefter slagte dyret i Herrens påsyn, og præsterne skal bringe blodet som et offer til Herren ved at stænke det på siderne af alteret, der står ved indgangen til teltet. Derefter skal han flå dyret og partere det. Præsterne skal starte et bål på alteret og lægge det parterede dyr inklusive dets hoved og alt fedtet oven på alterbrændet. Tyrens indvolde og skanke skal han vaske med vand, før de bliver lagt på alteret. På den måde skal præsterne brænde det hele, og det bliver et offer, som behager Herren.
Hvis brændofferdyret er et får eller en ged, gælder det samme: Dyret skal være et handyr uden fysiske defekter. Manden, som bringer offerdyret, skal slagte dyret ved alterets nordside, og præsterne skal stænke blodet på siderne af alteret. Så skal manden partere dyret, og præsterne skal lægge det parterede dyr inklusive dets hoved og alt fedtet oven på alterbrændet. Men indvoldene og skankene skal han først vaske med vand. Således skal præsterne brænde det hele på alteret som et brændoffer til Herrens velbehag.
Hvis nogen ønsker at bringe en fugl som brændoffer, skal det være en turteldue eller en ung due. Præsten skal bringe fuglen til alteret, nippe halsen over på den, lade blodet løbe ned ad alterets side og brænde fuglens hoved på alteret. Derefter skal han fjerne fuglens kro og fjer og kaste dem på askedyngen ved alterets østside. Så skal han rive vingerne løs uden at skille dem helt fra kroppen og så brænde resten af fuglen på alteret. På den måde bliver det et lifligt offer for Gud.
Den, der ønsker at bringe Herren et afgrødeoffer, skal tage noget af sit bedste mel, hælde olivenolie over og drysse røgelse ovenpå. Derefter skal han bringe det til en af præsterne, som skal brænde en håndfuld af det på alteret som et lifligt mindeoffer for Herren. Resten af melet tilfalder præsterne som deres andel af Herrens højhellige ildoffer.
Hvis nogen ønsker at bringe ovnbagt brød som et offer til Herren, skal brødet bages af det bedste mel og olivenolie, og der må ikke være surdej i det. Både rundbrød og fladbrød bagt med olivenolie, men uden surdej, kan bringes som offergave. Også hvis offergaven er bagt på en plade over ildstedet, skal brødet bages af det bedste mel og olivenolie uden surdej. Bræk brødet i stykker og hæld olivenolie over det, så gælder også det som et afgrødeoffer. Hvis offergaven er tilberedt i en pande, skal I stadig bruge det bedste mel, blandet med olivenolie.
Uanset hvordan afgrødeofferet er tilberedt, skal du bringe det til præsterne, som vil sørge for, at det bliver overbragt til Herren.
Præsterne skal kun brænde en del af offeret som et lifligt afgrødeoffer for Herren. Resten tilfalder dem som deres retmæssige del af Herrens højhellige ildoffer.
I må ikke syrne det mel, I bruger til afgrødeofrene, for hverken surdej eller honning er tilladt i forbindelse med Herrens ildofre. Brød, der er bagt med surdej eller honning, må I gerne bringe som høstoffer, men ikke som brændoffer.
Ethvert afgrødeoffer skal indeholde salt, for saltet symboliserer jeres troskab mod Guds pagt. Så glem ikke saltet.
Hvis I ønsker at bringe et offer fra den tidlige høst, skal I riste friske, nyhøstede bygkerner og knuse dem. Siden det er et afgrødeoffer, skal I hælde olivenolie over det og drysse røgelse på. Præsterne skal så tage en del af de knuste kerner, olivenolien og al røgelsen og brænde det som et lifligt mindeoffer for Herren.
Til korlederen: En lovsang af David.
Zions Gud, vi skylder at lovprise dig,
vi vil indfri vores løfter til dig.
Du er en Gud, der hører bøn,
og vi kommer alle til dig.
Når vi indrømmer vores synd,
oplever vi din nådige tilgivelse.
Lykkelige er de, du lader leve i din nærhed,
de, som opholder sig i templets forgårde.
Vi mættes af alt det gode, du giver os,
fra din hellige bolig.
Du er vores frelser, Gud,
du redder os ved dine mægtige undere.
Du kan give håb til alle og enhver,
hvor de end bor i den vide verden.
Du er den mægtige Gud.
Du formede de enorme bjerge,
du dæmper bølgernes brusen
og standser nationernes oprør.
Alle folkeslag forundres over dine vældige gerninger,
du bliver lovprist både i øst og i vest.
Du vander jorden og gør den frugtbar,
du fylder floderne med enorme vandmasser.
Du sørger for væde til jorden,
så der bliver en god høst.
Du sender regn til de pløjede marker,
så furerne fyldes med vand.
Du blødgør jorden med regn
og giver grobund for den sæd, der er sået.
Når høsten er omme, er laderne fulde,
din velsignelse betyder overflod.
Græsgangene i ødemarken glinser af væde,
bakkerne blomstrer af fryd.
Fårene flokkes på de frodige enge,
dalene klædes i korn.
Hele dit skaberværk synger af glæde.
Til korlederen: En lovsang.
Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden,
lovpris hans herlighed og magt.
Giv ham den ære, han fortjener.
Sig til ham: „Dine gerninger er underfulde, Gud,
fjenderne viger for din vældige magt.
Hele jorden skal tilbede dig
og lovprise din herlighed.”
Kom og se Guds undere,
han gør fantastiske mirakler for sit folk.
Han banede en vej gennem havet,
så folket kunne gå tørskoet over.
Lad os juble over hans vældige magt.
Han har herredømmet for evigt og altid,
han regerer over alverdens folk.
Kun en tåbe gør oprør mod ham.
Pris Gud, alle folkeslag på jorden,
lad lovsange lyde til hans ære.
Han holder vores liv i sin hånd,
han sørger for, at vi ikke snubler.
Du brugte ilden til at rense os, Gud,
som sølv i en smeltedigel.
Du fangede os i dit net
og gjorde os til slaver.
Du lod fjenderne underkue os,
vi gik gennem ild og vand,
men du førte os ud i frihed til sidst
og gav os fremgang og fred.
Jeg vil bringe dig brændofre i din helligdom
for at opfylde de løfter, jeg gav dig.
Jeg vil stå ved de ord, jeg sagde,
da jeg råbte til dig i min nød.
Jeg vil ofre mit fedekvæg til dig.
Tag imod mine vædderes vellugt,
duften fra mine tyre og gedebukke.
Kom og hør, I, der ærer min Gud.
Jeg vil fortælle, hvad han har gjort for mig.
Jeg råbte til ham om hjælp,
jeg priste ham med min lovsang.
Havde jeg huset ondskab i hjertet,
ville han ikke have hørt min bøn.
Men han lyttede til mig,
han hørte min tryglende bøn.
Jeg priser dig, Gud, fordi du hørte min bøn
og omsluttede mig med din trofaste kærlighed.
Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang.
Velsign os og vær os nådig, Gud.
Grib ind og udfør dine undere.
Alle jordens folk vil kunne se, hvem du er,
når de oplever din magt til at frelse.
Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
alle verdens nationer skal give dig ære.
Alle folkeslagene skal fryde sig over dig,
de vil lovprise dig med glædessange,
for alle dine handlinger er retfærdige,
og du viser vej for alle nationer.
Alle folkeslag på jorden skal prise dig, Gud,
alle verdens nationer skal give dig ære.
Du har velsignet os, Gud,
og givet os en god høst.
Når Gud velsigner os mennesker så rigt,
bør alle folkeslag på jorden give ham ære.
Højtærede Teofilus!
Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om.
Dengang Herodes regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene.
En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, og det gjorde ham skrækslagen.
„Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes. Han vil blive til stor glæde for dig selv og mange andre, for han vil blive en af Guds største tjenere. Han må aldrig drikke vin eller øl, og han vil blive fyldt med Helligåndens kraft, allerede før han bliver født. Mange af Israels folk vil vende om fra deres ondskab og søge Herren, deres Gud, når de hører ham tale. Johannes vil træde frem i profeten Eliasʼ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de ulydige til at forstå visdommen i at gøre Guds vilje. Han vil gøre folket parat til at møde Herren.”
„Det har jeg svært ved at tro,” indvendte Zakarias. „Jeg er jo en halvgammel mand, og min kone er også godt oppe i årene. Giver du mig et tegn, så jeg kan tro på det?”
Englen svarede: „Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener, og han har sendt mig herhen for at fortælle dig den gode nyhed. Men fordi du tvivlede på, hvad jeg sagde, vil du få det tegn at blive stum. Du vil ikke kunne sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske til den fastsatte tid!”
Forsamlingen udenfor stod og ventede på, at Zakarias skulle komme ud til dem, og de undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. Da han endelig kom ud, kunne han ikke få et ord frem, og folk forstod, at han havde haft et syn i templet. Han forsøgte med tegn og fagter at forklare, hvad der var sket.
Efter at Zakarias havde fuldført sin tjenesteuge i templet, vendte han tilbage til sit hjem. Og det varede ikke længe, før Elisabet blev gravid, hvorefter hun holdt sig inden døre i fem måneder.
„Det er Gud, der har gjort det!” udbrød hun. „Han har været nådig imod mig og taget min skam bort.”
Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.
„Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”
„Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”
Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. Intet er umuligt for Gud.”
„Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.
Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft.
„Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.”
Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:
„Jeg priser Herren af hele mit hjerte!
Jeg fryder mig over Gud, min Frelser,
for han har udvalgt mig, sin ringe tjener.
Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet,
for den Almægtige har gjort store ting mod mig.
Han er en hellig Gud,
og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham.
Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet,
og spreder dem for alle vinde.
Verdens fyrster styrter han fra tronen,
men de ydmyge ophøjer han.
De sultne mætter han med alt godt,
men de rige sender han tomhændet bort.
Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel
ved at opfylde sit løfte om nåde,
det løfte, han gav vores forfædre,
om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.”
Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.
Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.
Ugedagen efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”
„Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. Han forlangte at få en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”
I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.
Johannesʼ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:
„Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.
Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.
Det forudsagde han gennem sine udvalgte profeter
i fordums tid:
En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.
Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.
Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.
Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet
som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”
Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.