Så snart Moses havde rejst boligen, salvede og indviede han både den og inventaret, alteret og alle redskaberne. Derefter kom Israels 12 stammeoverhoveder, dem der havde haft ansvaret for folketællingen, med deres offergaver: Seks overdækkede vogne, som hver blev trukket af to okser, altså en vogn for hver to ledere og en okse for hver leder. Alle disse offergaver bragte de til Herren ved boligens indgang.
„Tag imod deres gaver,” sagde Herren til Moses, „og brug vognene til hjælp med flytningen af åbenbaringsteltet. Giv dem til levitterne svarende til deres behov.”
Så overdrog Moses vognene og okserne til levitterne, således at gershonitterne fik to vogne og fire okser, og meraritterne fik fire vogne og otte okser. De arbejdede alle under Arons søn Itamar. Kehatitterne fik imidlertid ingen vogne eller okser, for de skulle personligt bære de allerhelligste ting fra boligen på deres skuldre.
Dengang alteret blev indviet, bragte lederne også gaver, som skulle ofres på alteret. Da sagde Herren til Moses: „Sørg for, at lederne bringer deres gaver på skift, så der ofres én gave hver dag til indvielse af alteret.”
Den første dag bragte Nahshon fra Judas stamme sin gave. Gaven bestod af et sølvfad der vejede ca. 1,5 kilo, og en sølvskål der vejede ca. 800 gram. Begge var fyldt med et afgrødeoffer, der bestod af fint mel blandet med olivenolie. Desuden bragte han en guldtallerken, der vejede 115 gram, fyldt med røgelse, og brændofre der bestod af en ung tyr, en vædder og et etårs lam. Som syndoffer bragte han en gedebuk, og som fællesskabsoffer bragte han to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårs lam.
Næste dag bragte Netanel fra Issakars stamme sine offergaver. Det var nøjagtig det samme, som Nahshon havde bragt dagen før.
På den tredje dag bragte Eliab fra Zebulons stamme sine offergaver. Det var også nøjagtig de samme gaver.
På den fjerde dag bragte Elitzur fra Rubens stamme sine offergaver, igen det samme som de andre.
På den femte dag bragte Shelumiel fra Simeons stamme sine gaver, magen til de andres.
På den sjette dag bragte Eljasaf fra Gads stamme sine gaver, magen til de andres.
På den syvende dag bragte Elishama fra Efraims stamme sine gaver, magen til de andres.
På den ottende dag bragte Gamliel fra Manasses stamme sine gaver, magen til de andres.
På den niende dag bragte Abidan fra Benjamins stamme sine gaver, magen til de andres.
På den tiende dag bragte Ahiezer fra Dans stamme sine gaver, magen til de andres.
På den 11. dag bragte Pagiel fra Ashers stamme sine gaver, magen til de andres.
På den 12. dag bragte Ahira fra Naftalis stamme sine gaver, magen til de andres.
Den gave, som folkets stammeledere bragte til alterindvielsen, udgjorde altså tilsammen: Tolv sølvfade, der hver vejede ca. 1,5 kilo; 12 sølvskåle, der hver vejede ca. 800 gram; 12 guldtallerkener, der hver vejede 115 gram. Sølvets samlede vægt var ca. 28 kilo, og guldets vægt var ca. 1,4 kilo. Brændoffergaverne udgjorde i alt 12 tyre, 12 væddere, 12 etårs lam med dertil hørende afgrødeofre. Syndoffergaverne udgjorde 12 gedebukke, og fællesskabsoffergaverne udgjorde 24 unge tyre, 60 væddere, 60 gedebukke og 60 etårs lam.
Når Moses derefter gik ind i åbenbaringsteltet for at tale med Herren, hørte han Herrens stemme tale til sig fra et sted oven over pagtens ark mellem de to keruber.
Herren sagde til Moses: „Sig til Aron, at når han anbringer de syv lamper på lysestagen, skal de vendes, så lyset bliver kastet fremad.”
Aron gjorde som Herren havde befalet gennem Moses. Lysestagen var hamret ud i rent guld fra fodstykket til blomstermotiverne, og den svarede nøjagtig til den beskrivelse, Herren havde givet Moses.
Da sagde Herren til Moses: „Udskil levitterne fra de andre stammer og lad dem gennemgå en særlig renselsesceremoni. Først skal du stænke renselsesvandet på dem, derefter skal de barbere sig over hele kroppen og vaske deres tøj, så de bliver renset. Så skal de komme med en ung tyr til brændoffer, et afgrødeoffer bestående af fintmalet mel blandet med olivenolie samt en anden ung tyr til syndoffer. Derefter skal du kalde folket sammen og føre levitterne hen i nærheden af åbenbaringsteltets indgang, hvor israelitterne skal lægge hænderne på dem. Da skal Aron med et svingningsoffer overgive levitterne til Herren som en gave fra hele Israels folk. På den måde bliver de indviet til at tjene Herren på folkets vegne. Derefter skal levitterne lægge hænderne på hovedet af de to unge tyre, som derpå skal ofres til Herren, den ene som syndoffer og den anden som brændoffer, som tegn på forsoning med Herren. Så skal levitterne føres til Aron og hans sønner, og du skal med et svingningsoffer overgive dem til præsterne som deres medhjælpere. På den måde skal levitterne udskilles fra folket for at tilhøre og tjene mig.
Efter at de således er helliget og overgivet til mig, kan de udføre deres opgaver ved åbenbaringsteltet. De skal helt og fuldt tilhøre mig som en erstatning for folkets førstefødte sønner, for samtlige førstefødte sønner og handyr skulle egentlig tilhøre mig siden den nat, jeg dræbte egypternes førstefødte sønner. Men jeg anerkender levitterne som stedfortrædere for folkets ældste sønner, og jeg har overdraget levitterne til Aron og hans sønner, så de på folkets vegne kan udføre deres hellige opgaver ved åbenbaringsteltet. De skal være med til at bringe folket forsoning for deres synder, så Israels folk ikke rammes af plager, når de kommer i nærheden af helligdommen.”
Så indviede Moses og Aron og Israels folk levitterne til deres tjeneste ved nøje at følge Herrens befalinger til Moses. Levitterne gennemgik ritualet og vaskede deres tøj, hvorefter Aron fremstillede dem for Herren med et svingningsoffer som tegn på, at de var en gave til ham. Da det var gjort, udførte han forsoningsritualet over dem, så de blev renset. Derefter var levitterne klar til at gå ind i åbenbaringsteltet og hjælpe Aron og hans sønner. Alt, hvad Herren havde befalet Moses med hensyn til levitterne, blev udført.
Desuden sagde Herren til Moses: „Levitterne har tjenestepligt ved åbenbaringsteltet fra deres 25. år, men når de fylder 50, skal de trække sig tilbage. Derefter må de gerne hjælpe med vagttjeneste i åbenbaringsteltet, men de må ikke udføre det samme arbejde som før.”
Min sjæl, pris Herren.
Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
og farer af sted på vindens vinger.
Du bruger stormvinde som dine sendebud
og gør lynene til dine tjenere.
Du grundfæstede jorden,
den står urokkeligt fast.
Havets vandmasser dækkede den som en klædning
og gik hen over bjergenes tinder.
På din befaling flygtede vandet,
det styrtede væk ved din tordenrøst,
det strømmede over bjerge og gennem dale,
for at komme til det sted, du havde beredt for det.
Havene fik en grænse at holde sig bagved,
så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
Du lod kilder risle frem i dalene
og bække bane sig vej mellem bjergene,
så dyrene kan få vand at drikke,
vildæslerne slukke deres tørst.
Ved bredden bygger fuglene rede,
fra trækronerne høres deres sang.
Fra himlen sender du regn over bjergene,
du velsigner jorden med væde.
Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
Vin, som giver os glæde,
olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
brød, som giver os styrke og helse.
Herren passer de træer, han har plantet,
Libanons cedre får rigeligt med regn.
Fuglene bygger rede i træernes grene,
storkene bor i fyrretræernes toppe.
Højt på bjerget holder stenbukken til,
mellem klipper er grævlingens skjul.
Du skabte månen til at markere årets gang,
solen står op og går ned på den fastsatte tid.
Du skabte nattens mørke,
hvor de vilde dyr kommer frem.
De unge løver brøler efter bytte,
fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
De trækker sig tilbage, når solen står op,
går hjem til deres huler og lægger sig.
Da begynder mennesket sin daglige dont,
bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.
Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
Jorden er fuld af dine skabninger.
Hvilken mangfoldighed du har skabt.
Foran mig ligger det mægtige hav,
det vrimler af liv i alle former og farver.
Skibene pløjer sig gennem de store have,
Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
Hele skabningen er afhængig af dig,
du giver dem føde i rette tid.
Du giver, og de tager imod,
når du åbner din hånd, bliver de mætte.
Men vender du ryggen til dem,
bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
dør de og bliver til støv.
Din livgivende Ånd har skabende kraft,
du fornyer alt liv på jorden.
Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
Når han ser på jorden, skælver den.
Når han rører ved bjergene, bryder røgen frem.
Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
prise Gud til mit sidste åndedrag.
Må han finde behag i min lovsang,
for han er kilden til al min glæde.
Gid der ingen syndere var tilbage,
ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
Halleluja!
En dag sagde Jesus til sine disciple: „Det kan ikke undgås, at nogle falder fra troen. Men ve dem, som er skyld i, at andre falder fra. Det ville være bedre, om de blev kastet i havet med en møllesten om halsen, end at de får en af de svage i troen til at falde fra. Pas derfor på, hvordan I lever!
Hvis din ven forsynder sig imod dig, så konfronter ham med det. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så tilgiv ham. Selv hvis han forsynder sig syv gange om dagen, skal du tilgive ham, for så vidt han angrer og beder om tilgivelse.”
Apostlene sagde nu til Jesus: „Giv os mere tro!”
Jesus svarede: „Var jeres tro blot som et sennepskorn, kunne I sige til morbærfigentræet her: ‚Ryk dig op og slå rod i havet!’ Og det ville adlyde jer.
Forestil jer, at en mand har en slave til at arbejde i marken eller passe får. Når slaven kommer hjem efter dagens arbejde, mon hans herre så vil sige til ham: ‚Kom her og sæt dig til bords. Nu skal jeg sørge for, at du straks får noget at spise.’ Nej, han siger: ‚Tag et forklæde på og lav aftensmad til mig. Efter at jeg er færdig med måltidet, kan du selv tage dig noget at spise.’ Siger man tak til en slave, fordi han gør, hvad han har fået besked på?
På samme måde med jer. Når I har gjort, hvad jeg har befalet jer, skal I sige: ‚Vi er jo bare slaver og har kun gjort, hvad vi fik besked på.’ ”
På sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus på et tidspunkt grænsen mellem Galilæa og Samaria. I nærheden af en landsby kom ti spedalske hen imod ham. De standsede op et stykke fra ham og råbte: „Jesus, Mester, vær barmhjertig og gør os raske!”
Han så på dem og sagde: „Gå hen til præsterne og lad jer undersøge.”
Mens de var på vej derhen, forsvandt deres spedalskhed.
En af dem vendte tilbage til Jesus, da han så, at han var blevet helbredt, og på vejen lovpriste han Gud med høj røst. Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden foran Jesus og takkede ham for, hvad han havde gjort. Det var en samaritaner! Jesus spurgte: „Blev de ikke helbredt alle ti? Hvor er de ni? Er den her fremmede den eneste, der er kommet tilbage for at give Gud æren?”
Så sagde Jesus til ham: „Rejs dig blot og gå hjem. Din tro har frelst dig.”
En dag spurgte farisæerne Jesus: „Hvornår kommer Guds rige?”
„Guds rige kommer ikke sådan, at man kan se det i det ydre,” svarede han. „Der er ingen, der vil kunne udpege det og sige: ‚Her er det!’ eller: ‚Dér har vi det!’ Guds rige findes allerede midt iblandt jer!”
Senere sagde Jesus til disciplene: „Der vil komme tidspunkter, hvor I inderligt vil længes efter, at Menneskesønnen skal komme, men I skal holde ud. Nogle vil sige til jer: ‚Se, dér er han!’ eller: ‚Her er han!’ Men I skal ikke tro på det! Lad være med at løbe efter den slags.
Den dag Menneskesønnen virkelig kommer, vil det være som et lyn, der oplyser himlen fra den ene ende til den anden. Men først skal jeg gennem mange lidelser og forkastes af dem, som ikke tror på mig.
Som det gik i Noas dage, vil det gå ved Menneskesønnens komme. Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken, og vandmasserne pludselig kom og udslettede dem alle. Eller som det gik i Lots dage: Folk holdt deres fester, købte og solgte, plantede og byggede, lige til den dag, da Lot gik ud af Sodoma, og det pludselig regnede med ild og svovl fra himlen, så alle blev udslettet. Menneskesønnens komme vil ske lige så pludseligt og uventet.
Den dag vil de, der opholder sig uden for deres hus, ikke have tid til at løbe ind for at pakke, og de, der arbejder i marken, vil ikke have tid til at løbe hjem og hente deres ejendele. Husk på, hvad der skete med Lots hustru! De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv.
Når det sker, vil to mennesker sove i samme seng. Den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. To kvinder vil hjælpe hinanden med at male korn. Den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.”
„Hvor vil det ske, Herre?” spurgte disciplene.
„Hvor gribbene samles, der er ådslet!” var Jesu svar.
De følgende forskrifter gav Herren til Moses i årets første måned, året efter, at israelitterne havde forladt Egypten. På det tidspunkt opholdt de sig endnu i Sinaiørkenen. Herren sagde:
„For fremtiden skal Israels folk hvert år fejre påske. Om aftenen på den 14. dag i årets første måned, skal I holde højtid – og I må sørge for nøje at overholde alle mine befalinger for denne fest.”
Så bekendtgjorde Moses for folket, at Herren havde befalet, at de nu skulle fejre påskefesten. Og festen blev fejret om aftenen på den 14. dag i den første måned efter alle de forskrifter, Herren havde givet. Men den dag festen skulle begynde, var der nogle mænd, som var blevet urene efter at have rørt ved et lig. Derfor kunne de ikke komme med deres påskelam, som jo skulle slagtes ved alteret udenfor helligdommen før solnedgang. Disse mænd kom så til Moses og Aron og sagde: „Vi er blevet urene ved et lig, så vi ikke kan træde frem for Herren. Hvorfor skal det hindre os i at bringe vores offergave til Herren på det fastsatte tidspunkt sammen med de andre israelitter?”
Moses svarede: „Vent til jeg hører, hvad Herren har at sige om det.” Herrens svar til Moses lød:
„Sig til israelitterne: Hvis nogen af jer eller jeres efterkommere er urene, når påskedagen kommer, fordi I har været i berøring med lig, kan I fejre påske den følgende måned, dvs. om aftenen den 14. dag i årets anden måned. Det samme gælder, hvis I er ude på en lang rejse i den første måned. Den aften kan I så spise påskelammet sammen med det usyrnede brød og de bitre urter, og I må ikke levne noget til næste morgen eller brække nogen af dyrets knogler. I skal på alle områder følge de normale regler for påskefesten.
Men hvis nogen ikke er på rejse og heller ikke er uren, men alligevel nægter at bringe et påskeoffer til Herren på det fastsatte tidspunkt, så skal den person udryddes. Han må bære straffen for sin ulydighed. Hvis en af de fremmede, der bor iblandt jer, ønsker at fejre påske for Herren, skal han følge samme retningslinjer som alle andre, for loven om påsken gælder både for indfødte israelitter og de fremmede iblandt jer.”
Den dag, boligen blev rejst, sænkede en sky sig over teltet med pagtens ark, så det hele blev overdækket af skyen. Om aftenen forvandledes skyen til noget, der lignede ild, og den blev stående over boligen hele natten.
Sådan fortsatte det dag for dag: Om dagen lignede det en almindelig sky, og om natten lignede det en ildsky. Når skyen flyttede sig, fulgte folket efter. Når den standsede, slog de lejr dér. På den måde var det Herren, som bestemte, hvornår det var tid til opbrud, og hvornår det var tid til at slå lejr. Så længe skyen blev stående, brød folket ikke op – uanset om det var nogle få dage, eller det var i længere tid, for sådan ønskede Herren det. Somme tider blev skyen kun stående en enkelt nat, og så snart det blev morgen, løftede den sig. Til andre tider blev den stående hele den næste dag og natten med, eller den blev stående i to hele dage, en måned eller i længere tid. Uanset tidsrummet blev Israels folk boende i lejren så længe skyen forblev over boligen, og de brød op, når skyen løftede sig. Herren bestemte, hvornår det var tid at slå lejr, og hvornår det var tid at bryde op – og folket fulgte alle de befalinger, Herren havde givet Moses.
Herren sagde nu til Moses: „Lav to trompeter af hamret sølv. De skal bruges som signalhorn, så folket ved, hvornår det er tid at samles, og hvornår det er tid at bryde op. Når der blæses i begge trompeter på en gang, er det signal til, at folket skal samles ved åbenbaringsteltets indgang, men når der kun blæses i den ene, er det signal til at kun stammelederne skal mødes.
Når I blæser signalet til opbrud, skal de stammer, der ligger i lejr ved østsiden af boligen, bryde op først. Når opbrudssignalet lyder en gang til, skal stammerne ved sydsiden følge efter. Ved det tredje trompetsignal skal stammerne mod vest bryde op, og ved det fjerde signal skal stammerne mod nord bryde op. Men skal folket blot kaldes sammen, skal I blæse et andet signal. Præsterne er de eneste, som må blæse i trompeterne. Denne ordning skal gælde fremover fra slægt til slægt.
Når I kommer ind i det land, jeg har lovet jer, og I går i krig mod en fjende, der undertrykker jer, skal I blæse opbrudssignalet i trompeterne, så vil jeg gribe ind og redde jer fra jeres fjender. Når det er tid til at fejre de årlige og månedlige højtider, skal I blæse i trompeterne. Det er signalet til, at der skal bringes brændofre og fællesskabsofre. De skal minde jer om, at jeg er iblandt jer. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud.”
På den 20. dag i den anden måned, et år efter, at Israels folk havde forladt Egypten, løftede skyen sig fra boligen med pagtens ark, og skyen viste israelitterne vej fra Sinaiørkenen hele vejen op til Parans ørken.
Vandringen skete i overensstemmelse med de instrukser, Herren havde givet Moses. Først skulle Judas stamme bryde op med banneret for den første hærafdeling. De blev anført af Nahshon. Issakars stamme, anført af Netanel, og Zebulons stamme, anført af Eliab, fulgte med i den første afdeling. Derefter blev åbenbaringsteltet pakket sammen, og det var Gershons og Meraris slægter af Levis stamme, der drog af sted med det.
Så skulle Rubens stamme bryde op med banneret for den anden hærafdeling. De blev anført af Elitzur. Simeons stamme, anført af Shelumiel, og Gads stamme, anført af Eljasaf, fulgte med i den anden hærafdeling. Derpå skulle Kehats slægt bryde op. Det var dem, der bar de hellige ting fra boligen, og åbenbaringsteltet ville så allerede være stillet op, når de nåede frem til den nye lejrplads.
Derefter skulle Efraims stamme bryde op med banneret for den tredje hærafdeling. De blev anført af Elishama. Manasses stamme, anført af Gamliel, og Benjamins stamme, anført af Abidan, fulgte med i den tredje hærafdeling.
Til sidst skulle Dans stamme bryde op med banneret for den fjerde hærafdeling. De blev anført af Ahiezer. Ashers stamme, anført af Pagiel, og Naftalis stamme, anført af Ahira, fulgte med i den sidste hærafdeling. Således skulle stammerne bryde op i rækkefølge og vandre af sted i de foreskrevne hærafdelinger.
Da de skulle til at begynde vandringen, sagde Moses til sin svoger, midjanitten Hobab: „Endelig er vi på vej mod det land, Herren har lovet os. Hvis du vil følge med os, vil vi belønne dig rigeligt, for Herren har givet Israels folk gode løfter.”
Men Hobab svarede: „Nej tak, jeg må tilbage til mit land og min slægt.”
„Jo, bliv nu hos os,” bad Moses. „Vi har brug for dig, for du kender ørkenen og ved, hvor det er bedst at slå lejr. Hvis du går med os, skal du nok få del i alt det gode, Herren vil give os.” Det gjorde han så.
De vandrede derefter væk fra Herrens bjerg, mens skyen svævede over pagtens ark, som blev båret forrest for at vise dem vej. Efter tre dagsrejser kom de til et sted, hvor de kunne slå lejr og hvile ud.
Hver gang de løftede arken for at gå videre, råbte Moses: „Rejs dig, Herre. Slå dine fjender på flugt, så de spredes for alle vinde.” Og hver gang de holdt hvil, sagde han: „Vend tilbage, Herre. Bliv hos disse tusindvis af israelitter.”
Sig tak til Herren og giv ham ære!
Forkynd hans undere for alle folkeslag!
Syng og spil til hans ære,
tænk på alle de mirakler, han har udført.
Glæd jer over hans herlighed.
Lad alle, der kender ham, fryde sig.
Søg hjælp hos Herren og hans styrke,
hold jer altid nær til ham.
Tænk på de fantastiske ting, han har gjort,
de undere, han har udført
og hans retfærdige domme.
I er jo børn af Guds tjener, Abraham,
I er de udvalgte efterkommere af Jakob.
Han er Herren, vor Gud,
han regerer over hele jorden.
Han holder altid sine løfter,
er trofast gennem tusind generationer.
Han står bag sin pagt med Abraham,
det løfte, han højtideligt afgav til Isak.
Han bekræftede den overfor Jakob
som en vedvarende pagt med Israels folk:
„Jeg giver jer Kanaʼans land,
det skal være jeres særlige ejendom.”
Det sagde han, da de endnu var få,
en lille flok fremmede i Kanaʼans land.
De vandrede fra land til land,
fra det ene rige til det andet.
Men han tillod ingen at skade dem,
han advarede konger om at holde sig væk.
„Rør ikke mine udvalgte,
gør ikke mine profeter fortræd!”
Han sendte hungersnød over Kanaʼans land,
gjorde ende på alle deres forsyninger.
Han sendte en mand i forvejen til Egypten.
Det var Josef, der blev solgt som slave.
I fængslet blev hans fødder lagt i lænker,
om halsen fik han en ring af jern,
indtil hans profeti blev opfyldt,
og det viste sig, at Herren talte sandt.
Da fik Farao ham løsladt,
Egyptens konge satte ham i frihed.
Han fik ansvar for Faraos finanser,
hans paladser, hans gods og ejendom.
Han fik autoritet over alle kongens embedsmænd
og gav instrukser til Faraos rådgivere.
Så kom Jakob og hans familie til landet,
de boede som gæster i Egypten.
Herren gjorde dem frugtbare og talrige,
de blev mere talstærke end landets indbyggere.
På den måde gjorde Gud egypterne misundelige,
så de begyndte at mishandle hans tjenere.
Da sendte Gud sin tjener Moses
sammen med Aron, som han havde udvalgt.
De udførte fantastiske ting,
gjorde tegn og undere i Egyptens land.
Herren sendte et tykt mørke over landet,
men egypterne adlød ikke hans befaling.
Han forvandlede deres floder til blod,
så alle fiskene døde.
Han fyldte landet med frøer,
selv i kongens private gemakker kom de ind.
Han sendte fluesværme i massevis,
myggene svirrede over hele landet.
I stedet for regn kom der frygtelige haglbyger,
og lynene slog ned over hele Egypten.
Vinstokke og figentræer blev ødelagt,
træerne splintredes og væltede omkuld.
Så sendte han sværme af græshopper,
de kom i utrolige mængder,
de åd alt, hvad der var grønt i landet,
de spiste alle markens afgrøder.
Derpå dræbte han det kæreste, de ejede,
den førstefødte søn i hvert eneste hjem.
Da førte Herren sit folk ud af Egypten,
belæsset med sølv og guld,
ingen var syg eller svagelig.
Egypterne var lettede, da de var borte,
for de var blevet bange for dem.
Gud skærmede sit folk med en sky,
han lyste for dem med en ildsky om natten.
De bad om kød, og han sendte vagtler,
mættede dem med manna, brødet fra himlen.
Han åbnede en klippe, så vand strømmede ud,
det blev til en flod i ørkenens sand.
Herren opfyldte sit hellige løfte,
som han havde givet til sin tjener Abraham.
Hans folk drog ud med frydesang,
hans udvalgte jublede af glæde.
Han gav dem fremmede folkeslags lande,
de høstede afgrøder, som andre havde plantet.
Det gjorde han med det mål for øje,
at hans folk skulle adlyde hans bud.
Lovet være Herren!
Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet:
„Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder. I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun. Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ”
Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan, tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme de uretfærdige? Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde ud i tro, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?”
Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre: „To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver. Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker – eller som den skatteopkræver, der står derhenne. Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’
Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’
Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For alle, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men alle, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
På et tidspunkt kom nogle forældre til Jesus med deres små børn, for at han skulle velsigne dem. Da disciplene så det, ville de jage dem bort. Men Jesus kaldte på dem. „Lad børnene komme til mig,” sagde han. „I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”
En af de jødiske ledere kom en dag til Jesus med et spørgsmål. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”
„Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke begå drab, ikke stjæle, ikke anklage nogen på falsk grundlag, og du skal ære din far og din mor.”
„Alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung,” svarede manden.
Da Jesus hørte det svar, sagde han: „Du mangler én ting endnu. Sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom – og kom så og følg mig!” Det blev manden dybt ulykkelig over at høre, for han var meget rig.
Da Jesus så hans bedrøvede ansigt, sagde han: „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige! Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”
De omkringstående var forbløffede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de.
Jesus svarede: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud.”
„Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har forladt vores hjem og ejendele for at følge dig.” Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, der har forladt hjem, ægtefælle, søskende, forældre eller børn for Guds riges skyld, skal få det mange gange igen i denne verden – og evigt liv i den kommende verden.”
Jesus samlede de 12 disciple omkring sig og sagde: „Nu er vi snart i Jerusalem, og dér vil alle Skriftens profetier om Menneskesønnen gå i opfyldelse. Jeg vil blive udleveret til romerne, og de vil håne mig og spytte på mig. Jeg vil blive pisket og til sidst dræbt. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”
Men disciplene forstod slet ikke, hvad han sagde. Hans ord var som en lukket bog for dem, så de ikke fattede, hvad han talte om.
Jesus og hans følge nærmede sig nu Jeriko. Der sad en blind mand ved vejen og tiggede, og da han hørte lyden af mange mennesker, der nærmede sig, spurgte han, hvad der foregik. „Det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi,” fik han at vide. Så gav han sig til at råbe: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
De mennesker, der gik foran Jesus, forsøgte at få manden til at tie stille, men han råbte bare endnu højere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
Jesus standsede og sagde, at man skulle føre den blinde mand hen til ham. „Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.
„Herre,” sagde manden, „jeg vil gerne kunne se!”
„Det er sket!” svarede Jesus. „Din tro har reddet dig!” Straks kunne manden se, og han begyndte at lovprise Gud og fulgte derefter med Jesus. Alle de omkringstående brød også ud i lovprisning.
Folket begyndte ret hurtigt at beklage sig højlydt over de dårlige forhold, de måtte leve under; og da Herren hørte det, blev han så vred, at han sendte ild ned over dem, og det begyndte at brænde i lejrens udkant. Folket skreg til Moses om hjælp, og da han gik i forbøn for dem, døde ilden ud. Stedet kaldte man Tabera, for på det sted begyndte Herrens ild at brænde.
Kort efter begyndte nogle af de fremmede, som fulgte med, at længes efter Egyptens kødgryder, og de fik hele Israels folk til at græde af selvmedlidenhed. „Bare vi dog kunne få lidt kød,” klagede de alle sammen. „Åh, hvor vi længes efter de fisk, der var nok af i Egypten – og honningmeloner, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. Man mister appetitten, når det eneste, man får at spise, er manna.”
Den manna, folket spiste, var hvidgule flager, der lignede korianderfrø, og som lå på jorden hver morgen, når duggen var forsvundet. De samlede det op og malede det til mel med en håndkværn eller i en morter. Derefter kogte de det i en gryde og lavede en slags pandekager, der smagte som var de bagt med olivenolie.
Da Moses hørte folket beklage sig fra deres teltåbninger, blev han meget nedslået, og Herren blev vred. Moses sagde da til Herren: „Hvad har jeg gjort, siden jeg skal belemres med det her genstridige folk? De opfører sig som børn. Men det er ikke mig, der har sat dem i verden. Skal jeg virkelig bære dem i favnen, som en far bærer sit spædbarn, hele vejen til det land, du lovede deres forfædre? Hvor skal jeg få kød fra til alle de mennesker? De græder og plager mig om at få kød at spise. Jeg kan ikke klare at bære ansvaret for dette folk – det er for tung en byrde for mig. Hvis det skal være på den måde, foretrækker jeg, at du tager mit liv, så jeg kan slippe for denne elendighed.”
Da sagde Herren til Moses: „Tilkald 70 af folkets ledere og før dem hen til åbenbaringsteltets indgang. Så vil jeg komme ned og tale med dig, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over disse ledere, så de kan tage medansvar og løfte byrden sammen med dig. Samtidig skal du befale folket at hellige sig og være parate til i morgen, så skal de få kød at spise. Sig til dem: Herren har hørt jer klage over, at I ikke har kød at spise. Han har også hørt jer sige, at I havde det bedre i Egypten. Derfor vil han nu give jer kød at spise – ikke bare i morgen og i overmorgen, eller i de næste 5 eller 10 eller 20 dage – nej, I skal få kød i en hel måned, så det hænger jer langt ud af halsen, og I får kvalme bare ved tanken. For I har forkastet Herren, som er midt iblandt jer, og I har anklaget ham, fordi han førte jer ud af Egypten.”
Men Moses indvendte: „Der er mere end 600.000 voksne mænd foruden kvinder og børn. Hvordan kan du love dem kød i en hel måned? Selv om vi slagter samtlige køer, får og geder i lejren, er det ikke nok. Hvis det, du siger, skulle kunne gå i opfyldelse, måtte vi fange hver eneste fisk i havet.”
Herren svarede: „Er noget umuligt for mig? Vent bare – så skal du få at se, om jeg står ved mit ord eller ej.”
Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Derpå udvalgte han 70 af folkets ledere og lod dem tage opstilling rundt om teltet. Da kom Herren ned i skyen for at tale med Moses, og han tog noget af den Ånd, der var over Moses, og lod den komme over de 70 ledere, som straks begyndte at profetere – noget som de dog kun gjorde denne ene gang.
To mænd ved navn Eldad og Medad var ikke gået hen til teltet, selv om de hørte med blandt de udvalgte ledere. Alligevel kom Guds Ånd over dem, og de begyndte at profetere dér, hvor de befandt sig i lejren. En ung mand kom nu løbende hen til Moses og fortalte ham, hvad der var på færde. Josva, Nuns søn, der havde været Mosesʼ medhjælper fra sin ungdom, udbrød: „Mester, stands dem dog.” Men Moses svarede: „Hvorfor er du så nidkær på mine vegne? Jeg ville ønske, at hele folket var profeter, og at Herren ville lade sin Ånd komme over dem alle.” Så vendte Moses og Israels ledere tilbage til deres telte.
Herren sendte nu en storm fra havet, og den drev en umådelig flok vagtler ind over lejren. Vagtlerne baskede rundt i knap en meters højde udenom lejren i en radius af en dagsrejse. Hele den dag og natten med og den næste dag havde folk travlt med at samle vagtler, som de lagde ud til tørring på jorden over hele lejren efter at have slagtet dem. Det mindste, der blev fanget af en enkelt person, var ca. 2200 liter. Men endnu mens de spiste kødet, slog Herrens vrede ud mod folket, så mange af dem omkom. Derfor kaldte man stedet „De Grådiges Grav”, fordi man her begravede dem, der havde været så grådige efter kød.
Derfra rejste folket videre til Hatzerot, hvor de slog lejr.
En dag gjorde Mirjam og Aron oprør imod Moses, fordi han havde taget sig en kone fra det land, der hed Kush, syd for Egypten. „Kan Herren kun tale til Moses?” sagde de. „Hvad med os? Herren kan vel lige så godt tale til os.” Herren hørte det, men Moses prøvede ikke at forsvare sig, for han var jordens mest ydmyge menneske. Herren talte nu til både Moses, Aron og Mirjam og sagde: „Gå alle tre hen til åbenbaringsteltet!” Da stillede de sig foran teltet.
Derpå steg Herren ned, skjult i en sky, og stillede sig ved indgangen til teltet. „Aron og Mirjam, træd frem,” beordrede han. Det gjorde de så. Herren fortsatte: „Når jeg taler til en profet, gør jeg det normalt gennem syner og drømme, men det er ikke på den måde, jeg kommunikerer med min tjener Moses. Han er en trofast leder for mit folk. Med ham taler jeg ansigt til ansigt og ikke i gåder. Han har set mig, som jeg er. Hvor vover I så at gøre oprør imod ham?”
Så forlod Herren dem i vrede, og da skyen løftede sig fra teltet, var Mirjam fyldt med hvide pletter over hele kroppen. Aron var rystet over synet af det og udbrød: „Åh Moses, gå i forbøn for os, så vi ikke mister livet på grund af denne tåbelige synd. Mirjam ligner jo et dødfødt barn, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse.”
Da råbte Moses til Herren: „Herre, jeg beder dig: Gør hende rask.”
Herren svarede: „Hvis hendes egen far havde spyttet hende i ansigtet, var hun blevet uren og måtte bære sin skam i syv dage. Send hende derfor uden for lejren. Efter syv dage kan hun vende tilbage igen.”
Så blev Mirjam udstødt af lejren i syv dage, og folket måtte vente på hende, før de kunne rejse videre. Derefter forlod de Hatzerot og nåede frem til Parans ørken, hvor de slog lejr og blev et stykke tid.
Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
og for at vise sin magt for verden.
Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
og folket kunne gå tørskoet over.
Han frelste dem fra deres fjender,
friede dem fra egypternes had.
Vandet skyllede hen over forfølgerne,
så de druknede alle som en.
Da troede folket på Guds løfter
og brød ud i lovsang til ham.
Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,
de holdt op med at søge hans vilje.
I ørkenen krævede de kød at spise,
de udfordrede Guds tålmodighed.
Han gav dem, hvad de forlangte,
men straffede dem også for deres oprør.
Nogle i lejren blev misundelige på Moses
og på Aron, Guds udvalgte præst.
Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,
lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.
Ild for ned fra himlen
og fortærede dem, der gjorde oprør.
Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
De nægtede at gå ind i det frugtbare land,
for de troede ikke på Guds løfte.
De sad bare i deres telte og surmulede
og ville slet ikke høre på Herrens ord.
Derfor svor han højt og helligt,
at oprørerne skulle dø i ørkenen.
Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene
og gøres til flygtninge i fremmede lande.
Dernæst tilbad de Baʼal i Peor,
de holdt fest og ofrede til livløse afguder.
Deres opførsel krænkede Herren dybt,
og han lod en pest bryde ud iblandt dem.
Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,
og det gjorde, at plagen holdt op.
Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,
og det vil han altid blive husket for.
Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,
og Moses faldt i unåde hos Herren.
De gjorde ham nemlig så oprørt,
at han talte i vrede og handlede overilet.
De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,
som Herren havde befalet dem at udrydde.
De giftede sig tilmed ind i deres familier,
lærte sig deres ugudelige skikke,
så de dyrkede de fremmedes afguder
og derved blev skyld i deres egen ulykke.
De ofrede både deres sønner og døtre
til de fremmede folkeslags guder.
Fordi de myrdede uskyldige børn
og ofrede dem til Kanaʼans afguder,
blev landet besmittet af det udgydte blod.
Guds folk var blevet urent i hans øjne,
deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.
Derfor blussede Guds vrede op imod dem,
han følte afsky for sit ejendomsfolk.
Han overgav dem i fremmedes vold,
deres fjender undertrykte dem.
De gjorde livet surt for dem
og kuede dem på alle måder.
Gang på gang befriede Herren sit folk,
men de blev ved med at gøre oprør
og falde dybere og dybere i synd.
Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,
han hørte deres råb om nåde.
Han havde jo indgået en pagt med sit folk,
og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.
Han sørgede for, at de fremmede regenter
fik medlidenhed med dem.
Vor Herre og Gud, frels os!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan synge takkesange til dig,
glæde os og lovprise dig.
Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Lad hele folket svare: Amen!
Halleluja!
Jesus og hans følge gik derefter ind i Jeriko. Her boede en rig mand ved navn Zakæus, som var en højtstående skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. Han var ivrig efter at få et glimt af Jesus, men han var ikke ret høj og kunne ikke se noget for de mange mennesker. Derfor løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ et sted, hvor Jesus helt sikkert ville komme forbi. Da Jesus nåede frem til træet, kiggede han op og sagde: „Skynd dig at komme ned, Zakæus! Gud vil, at jeg skal besøge dig i dag.”
Zakæus klatrede ned i en fart og inviterede glad Jesus med sig hjem til spisning, mens folk forarget mumlede: „Enhver ved da, at den mand er en stor synder, og nu går Jesus med ham hjem!”
Under måltidet rejste Zakæus sig og sagde til Jesus: „Herre, jeg vil give halvdelen af, hvad jeg ejer, til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, så vil jeg give det firedobbelt tilbage.”
Da udbrød Jesus: „I dag er frelsen kommet til dette hjem, for denne mand har vist den samme tro som Abraham. Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.”
Mens folk sad og lyttede, fortalte Jesus følgende historie, fordi han var så tæt på Jerusalem, og fordi mange ventede, at Gud snart ville oprette sit rige synligt på jorden:
„Der var en mand af kongelig slægt, som var nødt til at rejse til et fjernt land for at få sin kongeværdighed bekræftet. Derefter ville han så vende tilbage som konge. Inden han rejste, tilkaldte han ti af sine tjenere, betroede dem hver en sum penge og sagde: ‚Se, hvad I kan få ud af pengene, mens jeg er væk.’
Men en del af landets borgere hadede ham og sendte en delegation af sted med følgende erklæring: ‚Vi ønsker ikke, at den mand skal regere over os.’
Manden blev alligevel indsat som konge, og da han vendte tilbage, sendte han bud efter de tjenere, som han havde betroet sine penge. Han ville se, hvad hver enkelt havde fået ud af dem.
Den første kunne aflægge rapport om, at han nu havde ti gange så meget, som han oprindelig havde fået. ‚Godt,’ sagde kongen. ‚Du er en god og pålidelig tjener. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor giver jeg dig ansvar for ti byer.’
Den næste kunne fortælle, at hans penge var vokset til det femdobbelte. ‚Godt,’ sagde hans herre. ‚Du får ansvaret for fem byer.’
Den tredje mand afleverede følgende rapport: ‚Her har du dine penge. Jeg har haft dem liggende godt gemt i et tørklæde. Jeg var nemlig bange for dig og turde ikke løbe nogen risiko. Jeg ved jo, at du er en streng herre. Du indkasserer udbyttet fra andres arbejde, og du høster, hvad du ikke selv har sået.’ Kongen blev vred og sagde: ‚Du er en doven og dårlig arbejder! Jeg vil dømme dig ud fra dine egne ord: Du siger, jeg er en streng herre, og at jeg indkasserer udbyttet fra andres arbejde. Hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem.’
Derpå vendte kongen sig til de mænd, der stod omkring ham. ‚Tag pengene fra ham,’ sagde han, ‚og giv dem til ham, der har fået det største udbytte.’
‚Jamen, herre,’ indvendte de, ‚han har da rigeligt allerede!’
Kongen svarede: ‚Det siger jeg jer: Alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste det, de fik. Lad nu mine fjender, dem, der ikke ville anerkende mig som konge, blive ført ind og henrettet for mine øjne.’ ”
Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”
De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.
„Herren har brug for det,” svarede disciplene.
Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.
Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. De råbte:
„Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!
Fred i Himlen,
og herlighed i det Højeste!”
Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”
Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”
Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”
Senere gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’ men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’”
Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.
Herren sagde nu til Moses: „Udtag en leder fra hver stamme og send dem af sted for at udspionere Kanaʼans land, som jeg vil give jer.”
På det tidspunkt lå folket i lejr i Parans ørken. Moses gjorde, som Herren havde befalet. Følgende stammeledere blev udtaget som spioner: Shammua, søn af Zakkur, fra Rubens stamme; Shafat, søn af Hori, fra Simeons stamme; Kaleb, søn af Jefunne, fra Judas stamme; Jigal, søn af Josef, fra Issakars stamme; Hosea, søn af Nun, fra Efraims stamme; Palti, søn af Rafu, fra Benjamins stamme; Gaddiel, søn af Sodi, fra Zebulons stamme; Gaddi, søn af Susi, fra Manasses stamme; Ammiel, søn af Gemalli, fra Dans stamme; Setur, søn af Mikael, fra Ashers stamme; Nahbi, søn af Vafsi, fra Naftalis stamme; og Geuel, søn af Maki, fra Gads stamme. Det var ved den lejlighed, at Moses ændrede Hoseas navn til Josva.
Inden Moses sendte dem af sted, sagde han: „Gå nordpå gennem Negev op i bjergene hvor I har overblik og kan danne jer et indtryk af landet og dets indbyggere. Læg mærke til, hvor mange de er, og hvor stærke de er. Læg mærke til, om jorden er frugtbar, om der er mange træer, og om folket bor i åbne landsbyer eller i byer med mure omkring. Drag modigt af sted og kom tilbage med nogle af landets frugter.” Det var nemlig den tid på året, hvor druerne var ved at være modne.
Så tog de af sted og udspionerede landet lige fra Zins ørken til Rehob nær Lebo-Hamat. På rejsen kom de først gennem Negev og nåede derefter til Hebron – en by så gammel, at den var blevet grundlagt syv år før Zoan i Egypten. I Hebron så de akimanitterne, sheshajitterne og talmajitterne – tre slægter, der nedstammede fra de anakitiske kæmper. Derefter kom de til et sted, som de kaldte Eshkoldalen. Der tog de en drueklase så stor, at der måtte to mand til at bære den på en stang imellem sig. De plukkede også nogle af landets granatæbler og figner. Den enorme drueklase, de fandt der, var årsag til, at de kaldte stedet Eshkoldalen.
Efter at have udspioneret landet i 40 dage vendte de tilbage og aflagde rapport til Moses, Aron og Israels folk, der opholdt sig i Kadesh i Parans ørken, og de viste dem de frugter, de havde taget med sig fra landet.
„Da vi kom et stykke ind i det land, du sendte os til, så vi, hvor rigt landet var,” sagde de til Moses. „Det er virkelig et land, der ‚flyder med mælk og honning’. De frugter, vi har med tilbage, er bevis nok. Men med hensyn til indbyggerne har vi dårlige nyheder: Det er et uhyre stærkt folk, som bor i store, befæstede byer. Ja, vi så tilmed nogle af de berygtede anakitiske kæmper iblandt dem. I Negev-området bor amalekitterne; i bjerglandet bor hittitterne, jebusitterne og amoritterne; og langs Middelhavet og Jordanfloden bor kanaʼanæerne.”
Efter den rapport begyndt folket straks at beklage sig over for Moses. Men Kaleb kaldte forsamlingen til ro og orden. „Lad os komme af sted! Vi kan helt afgjort indtage landet,” sagde han.
„Det er lettere sagt end gjort,” indvendte de andre spioner. „Glem ikke, at vi her står over for nogle uhyre stærke krigere – selveste Anaks efterkommere. De er kæmper, og vi har ikke en chance imod dem. Da vi så dem, følte vi os på størrelse med græshopper – og sådan ser de nok også på os.” På den måde tog de modet fra folket.
Da brød hele folket ud i klageråb, og de græd og klagede hele natten. Derefter gik de hen til Moses og Aron og beklagede sig: „Gid vi var døde i Egypten – eller endda her i ørkenen. Hvorfor har Herren ført os hertil, når vi skal dø i krig og vores koner og børn føres bort som slaver. Lad os dog vende om og se at komme tilbage til Egypten.” Længslen efter Egypten bredte sig i lejren. „Ja, lad os vælge en anden leder og vende tilbage til Egypten!” blev der råbt.
Da kastede Moses og Aron sig ned foran folket med ansigtet mod jorden, og to af spionerne – Josva og Kaleb – som havde været inde og udspejde landet, rev flænger i deres tøj af fortvivlelse over folkets oprør. „Begriber I ikke, at det er et vidunderligt land?” råbte de. „Hvis vi er lydige mod Herren, vil han føre os ind i landet og give det til os. Det er et fantastisk frugtbart land, der i den grad ‚flyder med mælk og honning’. Hvorfor vil I gøre oprør imod Herren? Hvorfor er I bange for landets indbyggere? Vi kan sagtens indtage landet, for Herren er med os, mens de er uden beskyttelse. Hvad er I bange for?”
Josvas og Kalebs ord gjorde kun ondt værre, og folket talte allerede om at stene dem. Da viste Herrens herlighed sig pludselig over åbenbaringsteltet, og Herren sagde til Moses: „Hvor længe skal det her folk have lov til at foragte mig? Hvor længe vil de nægte at tro på mig, selv efter alle de undere, jeg har udført iblandt dem? Jeg vil sende ulykker over dem og udrydde dem, og så vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et endnu mægtigere folk end dem.”
„Men hvad vil egypterne sige, når de hører om det?” indvendte Moses. „De så jo din vældige kraft demonstreret, da du befriede dit folk. Indbyggerne i dette land er også allerede klar over, at du bor blandt dit folk Israel og taler til dem ansigt til ansigt. De har hørt om skysøjlen, der går foran os om dagen, og ildsøjlen, der lyser for os om natten. Men hvis du nu udrydder dit folk, vil disse nationer sige: ‚Herren dræbte sit folk, fordi han ikke var i stand til at føre dem ind i det land, han havde lovet dem.’ Herre, vis nu din storhed ved at stå ved de ord, du har udtalt: at du sjældent bliver vred, og at din trofasthed er stor. Du tilgiver mennesker deres synd og oprør, også selv om den skyldige skal straffes og fædrenes synd får konsekvenser indtil tredje eller fjerde slægtled. Jeg trygler dig, Herre: Vis din trofasthed og nåde imod dette folk, så du tilgiver dem deres synd, sådan som du har tilgivet dem hele vejen, siden de forlod Egypten.”
Da svarede Herren: „Godt, jeg vil tilgive dem, sådan som du har bedt om. Men så sandt jeg er den levende Gud, så sandt min herlighed fylder hele jorden, så skal ingen af de mænd, som har været vidne til de undere, jeg gjorde i Egypten og i ørkenen, og som nu for tiende gang har provokeret mig med deres ulydighed, få det land at se, som jeg lovede deres forfædre. Ingen af dem, der har vist mig foragt, skal få landet at se. Men min tjener Kaleb har en anden ånd end resten af folket, og han har bevist sin lydighed imod mig. Derfor skal han få lov til at komme ind i landet, og hans efterkommere skal tage deres del i besiddelse. Da nu amalekitterne og kanaʼanæerne bor i lavlandet, skal I i morgen tidlig bryde op og vende tilbage til ørkenen ad vejen mod Det Røde Hav.”
Herren sagde til Moses og Aron: „Hvor længe skal jeg finde mig i, at det her onde folk hele tiden beklager sig? Jeg har set deres oprør og hørt deres beklagelser. Giv dem nu følgende besked fra mig: Så sandt jeg lever, skal I få, hvad I har bedt om: I skal få lov at dø i ørkenen – alle I, der er over 20 år, I, der beklagede jer over mig. Ingen af jer skal nå ind i det land, som jeg svor at give til jer – bortset fra Kaleb og Josva. I sagde, at jeres børn ville blive taget til fange og gjort til slaver; men jeg siger, at det bliver dem, der går ind og tager det land i besiddelse, som I har vraget, mens I selv skal dø i ørkenen.
Jeres børn skal vokse op som nomader, mens I vandrer rundt i ørkenen i 40 år, indtil den sidste af jer, som gjorde oprør, er død. Det er resultatet af jeres troløshed. Ligesom spionerne vandrede rundt i landet i 40 dage, skal I vandre rundt i ørkenen i 40 år – ét år for hver dag er straffen for jeres synd. På den måde vil jeg lære jer, hvilke konsekvenser det får, når I forkaster mig. Jeg, Herren, har talt. Sådan vil jeg gøre mod dette onde folk, som har rottet sig sammen imod mig og derfor skal dø her i ørkenen.”
De ti spioner, som havde foranlediget oprøret imod Herren ved at sprede frygt blandt folket, faldt derefter døde om for Herrens ansigt; kun Josva og Kaleb var tilbage. Og da Moses bekendtgjorde Herrens ord til folket, blev de grebet af dyb sorg.
Men tidligt næste morgen var de klar til at drage af sted mod løfternes land. „Vi tog fejl,” sagde de, „men nu er vi parat til at gå ind i det land, Herren har lovet os.”
„Nej,” svarede Moses, „I har forspildt jeres chance. Vil I nu synde igen ved at gøre oprør mod Herrens ordre om at vende tilbage til ørkenen? Gå ikke ind i landet nu, for Herren er ikke med jer. Gør I det alligevel, vil I blot blive slået af fjenderne. Amalekitterne og kanaʼanæerne vil besejre jer. Når I vender jer fra Herren, vender han sig fra jer.”
Men de var egenrådige og satte kursen mod bjerglandet, selv om pagtens ark og Moses blev tilbage i lejren. De amalekitter og kanaʼanæere, der boede i bjerglandet, kom ned og slog dem og forfulgte dem helt til Horma.
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
Det er, hvad Herrens folk bør sige,
dem, han befriede fra fjendens magt
og bragte tilbage fra fjerne lande,
fra øst og vest og syd og nord.
De måtte vandre længe gennem øde egne,
de ledte efter et sted at bo.
De var udmattede af sult og tørst
og nær ved at give op.
Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
Han førte dem ad den rigtige vej
til en by, hvor de kunne bosætte sig.
De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
Han slukkede de udmattedes tørst,
og han mættede de sultne med gode gaver.
De sad i et trøstesløst mørke
og led under deres fangenskab,
fordi de havde gjort oprør mod Gud,
ringeagtet den Højestes bud.
Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,
når de segnede, hjalp ingen dem op.
Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
Han førte dem ud af mørket
og rev deres lænker i stykker.
De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
Han sprængte porte af bronze
og huggede gennem slåer af jern.
De opførte sig som tåber og måtte lide
på grund af deres synd og oprør mod Gud.
De mistede appetitten og fik kvalme af maden,
de var døden nær af sult.
Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
Han sagde blot et ord, og de blev reddet,
han rev dem ud af dødens gab.
De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere han gør for menneskene.
Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,
synge med glæde om hans vældige gerninger.
Nogle stod til søs med deres skibe,
drev handel på det store hav.
Også de fik Herrens gerninger at se,
de undere han udførte på havet.
Han befalede stormvejret at bryde løs,
bølgerne rejste sig som bjerge.
De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
Sømændene var ved at give op over for orkanen.
De ravede rundt som fulde folk,
de kunne intet stille op.
Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
Stormen blev stille som en hvisken,
havets bølger faldt hurtigt til ro.
Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
og han førte dem til deres rejses mål.
De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene,
ophøje ham offentligt i folkets forsamling
og for landets ledende råd.
Han forvandlede floder til ødemark,
gjorde kildevand til ørkensand.
Frugtbart land blev til saltsletter
på grund af beboernes ondskab.
Men derefter gjorde han ørkenen til oase
og ødemarken til frugtbart land,
så hans sultende folk kunne slå sig ned
og bygge byer, hvor de kunne bo,
tilså deres marker, plante vingårde
og bringe en bugnende høst i hus.
Han velsignede dem, de blev mange,
og der var ingen mangel på kvæg.
Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker,
mange døde, så de blev færre og færre.
Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere,
lade dem flakke om i øde egne.
Men de, der søgte hjælp hos Herren,
blev reddet ud af deres ulykke.
Han tog sig af dem,
så de trivedes og havde fremgang.
De retskafne glæder sig over at se det,
men de onde holder skamfuldt deres mund.
De vise vil lægge mærke til det
og anerkende Herrens trofasthed.
En dag, mens Jesus stod på tempelpladsen og underviste folk og fortalte om Guds rige, kom ypperstepræsterne og de skriftlærde sammen med nogle af de andre jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Fortæl os, hvem der har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?” forlangte de.
„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Sig mig: Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke?”
De begyndte at drøfte det indbyrdes: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. Og siger vi, at han ikke var sendt af Gud, så vil folket stene os, for de tror jo alle sammen, at Johannes var en profet.” Derfor svarede de: „Vi ved ikke, hvem der har sendt ham.”
„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her!” sagde Jesus.
Jesus fortalte nu følgende historie:
„Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. Ved høsttid sendte han en af sine folk derhen for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
„Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. „Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre.”
Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!”
Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’ Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!”
Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.
De jødiske ledere holdt derefter skarpt øje med Jesus, og de sendte spioner ud, som skulle foregive at være gudfrygtige mennesker, der stillede ærlige spørgsmål. Men hensigten var at få ham til at sige noget, som de kunne anklage ham for over for de romerske myndigheder. Nogle af dem stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, vi ved, at du taler og underviser om, hvad der er Guds vilje, og du snakker ikke folk efter munden. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”
Men Jesus gennemskuede deres snedighed: „Vis mig en mønt!” sagde han. „Hvem er der billede af på mønten? Hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.
„Godt,” sagde Jesus, „så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans!”
Det svar havde de ikke ventet. Det lykkedes dem altså ikke at få Jesus til at gå i en fælde, mens der var vidner på det. Og så tav de.
Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester! Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde barnløs. Den næstældste bror giftede sig så med enken, men også han døde barnløs. Derefter giftede den tredje sig med hende. Sådan gik det videre, indtil alle syv havde været gift med hende uden at efterlade sig børn. Til sidst døde også konen. Hvem af brødrene skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle syv været gift med hende.”
Jesus svarede: „Ægteskab i jordisk forstand hører denne verden til, men i den kommende verden får menneskene et liv, der ligner englenes. De gifter sig ikke, og der er ingen, der dør. De, som er værdige til at få del i genopstandelsen fra de døde, vil få et helt nyt liv som Guds børn.
Men at de døde genopstår, det kan man se fra det afsnit i Skriften, hvor der står om Moses og den brændende tornebusk. Her omtales Gud som Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. Derfor lever disse forfædre for Guds ansigt.”
„Godt svaret, mester!” udbrød nogle af de skriftlærde, og ingen vovede sig frem med flere spørgsmål.
Jesus stillede nu forsamlingen et spørgsmål: „Hvordan kan Messias være en søn af Kong David, når David selv kalder ham for herre? Han siger jo sådan i Salmernes Bog:
‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’
Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”
Derefter sagde Jesus til sine disciple i mængdens påhør: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. De kappes om de fornemste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom!”
Herren sagde til Moses: „Giv Israels folk denne besked fra mig: Når folket engang kommer ind i det land, jeg vil give dem, og de ønsker at glæde mig med et ildoffer, hvad enten det er et brændoffer eller et slagtoffer, skal de udvælge offerdyret blandt deres småkvæg eller hornkvæg. Hvert eneste offer – hvad enten det drejer sig om et almindeligt offer, et løfteoffer, et frivilligt offer eller et særligt offer i forbindelse med de årlige festdage – skal bringes sammen med et afgrødeoffer. Hvis det er et lam, de ofrer, skal afgrødeofferet bestå af to liter fint mel blandet med en liter olivenolie. Desuden skal der ofres et drikoffer bestående af en liter vin.
Hvis de ofrer en vædder, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af fire liter fint mel blandet med halvanden liter olivenolie og drikofferet skal bestå af halvanden liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.
Hvis de ofrer en ung tyr, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af seks liter fint mel blandet med to liter olivenolie, og drikofferet skal bestå af to liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.
Det er reglerne for de ofre, der skal følge med, hvad enten offerdyret er en tyr, en vædder, et lam eller et gedekid – og reglerne er de samme for israelitter som for de fremmede, der bor iblandt dem. Denne lov skal gælde fremover fra slægt til slægt. Samme lov skal gælde for både jer og de fremmede iblandt jer.”
Herren sagde også dette til Moses: „Sig til Israels folk: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, skal I ofre en smagsprøve af landets første høst til mig ved at tage noget korn fra tærskepladsen og bage et grovbrød af det. Loven om et offer fra den første høst skal gælde fremover fra slægt til slægt.
Hvis I eller jeres efterkommere som folk betragtet uforvarende kommer til at overtræde de love, som jeg har givet jer gennem Moses indtil nu, skal hele folket, så snart fejltagelsen er opdaget, ofre en ung tyr som brændoffer. Da vil jeg anerkende duften af brændofferet som et lifligt offer, når det ofres sammen med det sædvanlige afgrødeoffer og drikoffer samt et syndoffer bestående af en gedebuk. Præsten skal på den måde skaffe soning for hele folket, og da skal de blive tilgivet, fordi der var tale om en fejltagelse, som er rettet, efter at der er ofret et brændoffer og et syndoffer. Da skal hele folket få tilgivelse, også de fremmede, der bor iblandt jer, fordi der var tale om uforvarende, kollektiv synd.
Hvis en enkeltperson uforvarende kommer til at overtræde lovene, skal han ofre en etårs hun-ged som syndoffer; og præsten skal skaffe ham soning, hvorefter han er tilgivet. Denne lov gælder også de fremmede, der bor iblandt jer.
Men enhver der synder forsætligt – hvad enten han er indfødt israelit eller fremmed – skal udryddes, fordi han har vist ringeagt for mig og mine bud og med vilje overtrådt min lov. Derfor skal han bære sin straf.”
En sabbatsdag, da Israels folk opholdt sig i ørkenen, blev en mand taget på fersk gerning i at gå og samle brænde. Manden blev ført til Moses og Aron og de øvrige ledere, som fængslede ham, indtil de kunne få en afgørelse fra Herren angående mandens forseelse.
Da sagde Herren til Moses: „Manden skal føres uden for lejren og stenes til døde af hele folket.” Så førte man ham uden for lejren og henrettede ham, som Herren havde befalet.
Herren sagde til Moses: „Sig til Israels folk, at de fremover fra slægt til slægt skal gøre det til en vane at sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper; kvasterne skal sys i med purpurtråd. Hensigten med denne ordning er at minde jer selv om at følge mine befalinger. Hver gang I får øje på kvasten, skal I tænke på at adlyde mig i stedet for at adlyde jeres egne lyster og indskydelser, som I har så let ved at gøre. Når I ser kvasten, skal I rette jeres indre blik på mig, så I kommer til at ligne mig i hellighed; for jeg er Herren, jeres Gud, der førte jer ud af Egyptens land – ja, jeg er Herren, jeres Gud.”
Blandt israelitterne var der en mand, der hed Kora, søn af Jitzhar, der igen var søn af Kehat, som var en af Levis sønner. Kora gjorde oprør imod Moses, og han blev bakket op af Datan og Abiram, der var sønner af den Eliab, som var søn af Pallu. De var fra Rubens stamme. 250 andre mænd gik med i oprøret mod Moses, og de var alle sammen ansete og folkevalgte ledere.
Alle disse mænd gik nu til Moses og Aron og sagde: „Nu må det være nok med det præstestyre. Vi kan alle træde frem for Herren, og han er med os hver især. Hvorfor ophøjer I jer selv over Herrens folk?”
Da Moses hørte det, kastede han sig fortvivlet ned med ansigtet mod jorden, og han sagde til Kora og hans tilhængere: „Vent til i morgen, så vil Herren vise, hvem der hører ham til, og hvem der er indviet til at træde frem for ham. Kora, du og dine tilhængere skal komme tilbage i morgen med hver jeres røgelseskar, tænd op i dem og brænd røgelse for Herren. Så får vi at se, hvem Herren har udvalgt som præster. I levitter er gået for vidt!”
Moses sagde videre til Kora: „Er I levitter nu ikke længere tilfredse med den særstilling, Israels Gud har givet jer? Har han ikke udvalgt jer til på folkets vegne at hjælpe med arbejdet ved Herrens bolig? Han har givet jer denne særlige tjeneste for ham. Vil I nu også være præster? Det er Herren selv, ikke Aron og hans sønner, du og dine tilhængere gør oprør imod.”
Derefter sendte Moses bud efter Datan og Abiram, men de sendte følgende besked tilbage: „Vi kommer ikke. Det er jo dig, der har lokket os bort fra et land, som flød med mælk og honning, for at vi skulle dø her i ørkenen. Vil du stadig påstå, at du er Guds udvalgte leder? Du har jo ikke ført os til det land med frugtbare marker og vingårde, som flyder med mælk og honning, som du lovede os? Hvor er det blevet af? Tror du ikke, folk har øjne i hovedet? Vi vil ikke have noget med dig at gøre mere.”
Da blev Moses meget vred, og han sagde til Herren: „Lad være med at anerkende deres røgelsesofre. Jeg har aldrig forurettet nogen af dem eller stjålet så meget som et æsel fra dem.”
Derpå sagde han til Kora: „Husk nu at komme tilbage i morgen sammen med dine tilhængere, så I kan træde frem for Herren sammen med Aron. Sørg for, at alle de 250 mænd kommer med hver deres røgelseskar. Du selv og Aron skal også komme med hver jeres røgelsesoffer.”
Næste dags morgen kom de med deres røgelseskar med ild i. Efter at de havde lagt røgelse på, stillede de sig op sammen med Moses og Aron ved åbenbaringsteltets indgang. I mellemtiden havde Kora fået en stor del af folket over på sin side, og nu stod de foran indgangen til åbenbaringsteltet og ventede på, hvad der ville ske. Da viste Herrens herlighed sig for folket, og Herren sagde til Moses og Aron: „Træk jer væk fra dette folk, så jeg kan komme til at udrydde dem.”
Men Moses og Aron kastede sig ned for Herren med ansigtet mod jorden. „Åh Gud, du som regerer over alt levende,” bad de, „er det nødvendigt at slå hele folket ihjel på grund af en enkelt mands synd?”
Da svarede Herren: „Så sig til folket, at de, der befinder sig i nærheden af Koras, Datans og Abirams telte, skal fjerne sig langt væk.”
Så skyndte Moses sig hen til Datans og Abirams telte, og folkets ledere fulgte i hælene på ham. „Skynd jer at komme væk fra disse onde mænds telte,” advarede han de omkringstående. „I må ikke røre nogen af deres ejendele, for så mister I livet på grund af deres synd.”
Folket trak sig skyndsomt væk fra Koras, Datans og Abirams telte. Datan og Abiram kom ud og stillede sig foran døren til deres telte sammen med deres koner og børn.
Da sagde Moses til folket: „Nu skal I få at se, at jeg ikke er en selvbestaltet leder iblandt jer, men at det er Herren, som har sendt mig, for at jeg skal udføre den opgave, han har givet mig. Hvis disse mennesker dør en naturlig død som alle andre, så har Herren ikke udvalgt mig, men hvis Herren griber ind og lader jorden åbne sig, så den opsluger dem sammen med deres ejendele, og de ryger direkte ned i dødsriget, så er det bevis på, at disse mænd har forhånet Herren.”
Næppe var Moses færdig med at tale, før jorden revnede under dem og åbnede sig som et vældigt gab, og gabet opslugte de oprørske mænd, deres familier og deres ejendele, så de røg lige lukt ned i dødsriget. Jordens gab lukkede sig over dem, og dermed var de udryddet af folket. Men israelitterne flygtede skrækslagne ved lyden af deres skrig. De var bange for at lide samme skæbne.
I det samme fór der ild ud fra Herren og opbrændte de 250 mænd, der stod med deres røgelsesofre.
En sang af David.
Jeg er fuld af tillid til dig, Gud,
jeg vil synge og spille af hjertet for dig.
Jeg vil gribe min harpe og lyre,
jeg vil vække morgenrøden.
Jeg vil takke dig, Herre, blandt folkeslagene,
jeg vil synge din pris for de fremmede.
Din trofasthed fylder universet,
din godhed når til skyerne.
Herre, lad din storhed fylde himmelrummet,
lad din herlighed komme over hele jorden.
Hør min bøn og gør brug af din magt,
så dit elskede folk kan blive reddet.
Gud har talt fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
jeg vil udmåle Sukkots dal.
Gilead tilhører mig,
Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
og dygtige krigere fra Efraim.
Moabitterne skal tjene mig
og edomitterne være mine slaver.
Jeg vinder sejr over filistrene.”
Hvem tager med os til den befæstede by?
Hvem vil gå med os mod Edom?
Herre, har du forkastet os?
Hvorfor drager du ikke med os i krig?
Hjælp os dog mod vore fjender,
for menneskers hjælp er intet værd.
Med Guds hjælp vinder vi sejr,
for han vil trampe vore fjender ned.
Til korlederen: En sang af David.
Gud, jeg lovsynger dig.
Forbliv ikke tavs og afvisende,
mens onde mennesker lyver om mig,
bagtaler mig med deres falske anklager.
De taler ondskabsfuldt om mig,
hader mig, skønt jeg intet har gjort.
Jeg elsker dem og går i forbøn for dem,
men alligevel anklager de mig groft.
De gengælder mig ondt for godt,
belønner min venlighed med had.
De siger: „Lad en ond mand stå frem
og føre sag mod ham i retten.
Lad ham blive kendt skyldig,
lad hans bønner blive betragtet som syndige.
Gør hans livstid kort,
lad en anden overtage hans lederfunktion.
Lad hans børn blive faderløse
og hans hustru enke.
Lad dem tigge sig til dagligt brød
og blive jaget fra hus og hjem.
Lad hans kreditorer overtage hans ejendom,
lad fremmede røve hans formue.
Lad ingen vise ham barmhjertighed
eller have ondt af hans efterladte børn.
Lad hans slægt dø ud,
så hans navn for altid er glemt.
Husk hans forfædres ondskab,
tilgiv ikke hans mors synd.
Herre, husk altid på hans synder,
og lad hans slægt blive glemt.
Han havde ikke tanke for andres vel,
men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde.
Han elskede at forbande,
så lad ham være forbandet.
Han ønskede ikke at velsigne andre,
så lad være med at velsigne ham.
At forbande andre var en livsstil for ham,
det gennemtrængte ham fuldstændigt.
Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham
som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.”
Må Herren hævne sig på disse mine fjender,
der udslynger løgne og dødstrusler imod mig.
Herre, frels mig, for du er trofast.
Lad mig opleve din nåde og godhed.
Jeg er i stor nød,
mit hjerte hamrer af angst.
Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder,
det bliver viftet væk som en flue.
Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster,
jeg er kun skind og ben.
Folk ser på mig med foragt,
de ryster på hovedet, når de ser mig.
Hjælp mig, min Herre og Gud,
red mig, for du er trofast.
Så vil de se, at det er dig, der griber ind.
De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.
Lad dem bare forbande,
for du velsigner mig.
Deres angreb vil mislykkes,
så de ydmyges, mens jeg fryder mig.
Lad mine fjender blive gjort skamfulde,
lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.
Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte.
Jeg vil prise dig i alles påhør.
For du er på de svages side,
du forsvarer dem overfor deres fjender.
Mens Jesus sad i templets forgård og underviste, lagde han mærke til en del rige mennesker, der lagde deres gaver i templets indsamlingsbøsse. En fattig enke kom også forbi og lod to småmønter falde i. Da sagde Jesus til disciplene: „Så I den fattige enke dér? Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde!”
Nogle af disciplene begyndte at tale om templet, om dets smukke sten og de gaver, som folk havde skænket til bygningen. Da sagde Jesus: „Den tid kommer, hvor alt det, som I her beundrer, bliver jævnet med jorden.”
„Mester, hvornår vil det ske?” spurgte de. „Hvad er tegnet på, at disse ting snart skal ske?”
Jesus svarede: „Pas på, at I ikke bliver vildledt, for mange vil komme og påstå, at de er Messias, og andre vil sige, at nu er tiden inde. Lyt ikke til dem! Og når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme. Den slags er uundgåeligt, men afslutningen kommer ikke lige med det samme. Folk og nationer vil bekrige hinanden, og der vil komme store jordskælv og epidemier og hungersnød det ene sted efter det andet. Der vil ske forfærdelige ting og store tegn på himlen.
Men før alt det sker, vil I blive forfulgt og taget til fange. I vil blive slæbt for retten og kastet i fængsel, og I vil blive stillet for både konger og guvernører, fordi I tjener mig. Det vil give jer anledning til at fortælle dem budskabet om mig. Og husk, at I ikke skal bekymre jer om, hvordan I skal forsvare jer, for jeg vil selv give jer inspiration til det, I skal sige, og jeg vil give jer visdomsord, som ingen af jeres anklagere vil kunne argumentere imod.
Selv de, der står jer nærmest – forældre, søskende, slægtninge og venner – vil forråde og udlevere jer, og nogle af jer vil blive slået ihjel. Ja, I vil blive hadet af mange, fordi I hører mig til. Men i virkeligheden kan de slet ikke skade jer. Hvis I holder ud indtil det sidste, skal I få det evige liv.
Når I ser fremmede soldater omringe Jerusalem, da ved I, at byen står foran sin ødelæggelse. De, der er i Judæa, skal flygte op i bjergene. De, der opholder sig inde i Jerusalem, skal skynde sig ud, og de, der er udenfor, skal ikke prøve på at komme ind. Da vil retfærdigheden ske fyldest, og den straf, som profeterne har advaret om, vil blive til virkelighed. Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes, for der vil komme stor elendighed over landet, og Guds straf vil ramme folket. Nogle vil blive dræbt i kampen, og andre vil blive ført bort til fremmede lande som fanger. Jerusalem vil blive trampet ned af fremmede folkeslag, indtil den fastsatte periode er udløbet.
Der vil komme varsler på himmelhvælvingen, både ved solen, månen og stjernerne, og i hele verden vil folkeslagene blive grebet af angst og stå rådvilde på grund af mægtige bølger og den brusende brænding. Folk vil besvime af rædsel, når de ser, hvad der er ved at ske med jorden, for himlens kræfter vil komme ud af balance. Da vil de se Menneskesønnen komme til syne i en sky med kraft og megen herlighed. Når alt det her begynder at ske, så ret ryggen og løft hovedet, for befrielsens time nærmer sig.”
Jesus fortsatte med følgende billede: „Se på figentræet og alle de andre træer. Når I ser træerne springe ud, ved I, at sommeren er på vej. På samme måde kan I også vide, at Guds rige er nær, når alt det, jeg her har beskrevet, begynder at ske. Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske. Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Pas på, at I ikke bliver opslugt af fester, drikkeri og dagliglivets bekymringer, så det kommer fuldstændig bag på jer, når det endelig sker. Det vil komme til at berøre alle mennesker på hele jorden. Vær altid på vagt og bed om, at I ikke bliver løbet over ende af alt det, der skal ske, men at I kan stå frem foran Menneskesønnen med frimodighed.”
Jesus kom til tempelområdet hver dag for at undervise folk, og fra tidlig morgen stimlede folk sammen for at høre ham. Om aftenen gik han ud til Olivenbjerget, hvor han plejede at overnatte.