Hvis nogen ønsker at bringe Herren et fællesskabsoffer, kan han tage enten en tyr eller en ko, blot han sikrer sig, at dyret er uden skavanker. Han skal lægge sin hånd på dyrets hoved tæt ved indgangen til åbenbaringsteltet og derefter slagte det. Så skal præsterne stænke blodet rundt om på alterets sider. Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om det fedt, der hænger ved indvoldene, begge nyrer og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Præsterne skal bringe fedtet som et røgoffer oven på brændofferet, der ligger på alterbrændet. Det er et lifligt ildoffer for Herren.
Hvis nogen ønsker at bringe en ged eller et får som fællesskabsoffer til Herren, står det ham frit for at ofre et han- eller hundyr, blot han sikrer sig, at dyret ingen skavanker har.
Hvis det drejer sig om et får, skal han lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det ved indgangen til åbenbaringsteltet. Så skal præsterne stænke blodet rundt om på alterets sider. Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om hele fedthalen, der skæres af tæt ved halebenet, det fedt, der hænger ved indvoldene, begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne. Præsterne skal brænde det på alteret som et madoffer, et lifligt ildoffer for Herren.
Hvis nogen ønsker at bringe en ged som offergave til Herren, skal han lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det ved indgangen til åbenbaringsteltet, hvorefter præsten skal stænke blodet rundt om på alterets sider. Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om det fedt, der hænger ved indvoldene, begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne. Præsterne skal bringe det som et madoffer, et lifligt ildoffer for Herren. Husk, at alt fedtet tilhører Herren. I må aldrig spise fedt eller drikke blod! Det er en permanent lov, som skal gælde for alle kommende generationer, hvor I end bor.”
Derpå sagde Herren til Moses:
„Giv Israels folk følgende regler om, hvad de skal gøre, hvis nogen uforsætligt overtræder et af Herrens bud: Hvis en ordineret præst af vanvare kommer til at synde og derved påfører folket skyld, skal han ofre en ungtyr uden skavanker som et syndoffer til Herren. Han skal bringe tyren hen tæt ved åbenbaringsteltets indgang, lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det i Herrens nærvær. Så skal han tage noget af dyrets blod med ind i teltet, dyppe sin finger i blodet og i Herrens nærvær stænke blodet syv gange på det forhæng, der afskærmer det allerhelligste rum. Derefter skal han i Herrens nærvær stryge noget af blodet på røgelsesalterets horn i teltet. Resten skal han hælde ud ved foden af brændofferalteret uden for indgangen til teltet. Så skal han tage fedtet fra indvoldene, begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne, og brændes på brændofferalteret på samme måde, som når han ofrer en tyr eller en ko som fællesskabsoffer. Men resten af ungtyren – huden, kødet, hovedet, skankene, indvoldene og tarmene – skal han bære hen til det hellige sted uden for lejren, hvor man smider asken fra alteret. Der skal han brænde det på et bål oven på askedyngen.
Hvis det er hele folket, der uforsætligt gør sig skyldig i synd ved at gøre noget, som Herren har sagt, de ikke må gøre, pådrager de sig kollektiv skyld. Når de bliver klar over deres synd, skal de ofre en ungtyr som syndoffer. De skal bringe tyren til åbenbaringsteltet, hvor folkets ledere skal lægge deres hænder på tyrens hoved og derefter i Herrens nærvær slagte dyret. Så skal præsten bringe blodet ind i teltet, dyppe sin finger i blodet og i Herrens nærvær stænke det syv gange på forhænget. Derpå skal han i Herrens nærvær stryge noget af blodet på røgelsesalterets horn i teltet, og resten skal hældes ud ved foden af brændofferalteret uden for indgangen til teltet. Præsten skal fjerne alt fedtet og brænde det på alteret ligesom ved syndofferet for en præst. På den måde skal han skaffe soning for folkets synd, og de vil blive tilgivet. Præsten skal derefter bære resten af ungtyren uden for lejren og brænde den der efter de samme regler som ved syndofferet for en præst. Det er et syndoffer for hele folket.
Hvis det er en af lederne, der utilsigtet bryder en af Guds love, skal han, så snart han bliver klar over sin skyld, ofre en gedebuk uden skavanker. Han skal lægge sin hånd på bukkens hoved og derefter slagte den i Herrens nærvær på det sted, hvor brændofferdyrene slagtes. Det skal gælde som syndoffer for ham. Så skal præsten tage noget af blodet og smøre det på brændofferalterets horn. Resten af blodet skal hældes ud ved foden af alteret. Alt fedtet skal brændes på alteret efter de samme regler, som gjaldt for fællesskabsofferet. På den måde skal præsten skaffe soning for lederens synd, og han skal være tilgivet.
Hvis nogen af folket synder, er de skyldige, selvom det var uforsætligt. Så snart de bliver klar over deres synd, skal de som syndoffer bringe en hun-ged uden skavanker. De skal bringe geden hen til det sted, hvor brændofferdyrene slagtes, og dér lægge hånden på offerdyrets hoved, hvorefter de skal slagte det. Så skal præsten tage noget af blodet, dyppe sin finger i det og smøre det på brændofferalterets horn, hvorefter han skal hælde resten af blodet ud ved alterets fod. Alt gedens fedt skal fjernes ligesom ved et fællesskabsoffer, og præsten skal brænde det på alteret som et lifligt ildoffer for Herren. På den måde skaffer præsten soning for enkeltpersoner, som uforsætligt har syndet, og dermed er de tilgivet.
Hvis de i stedet vælger at bringe et lam som syndoffer, skal det være et hundyr uden skavanker. De skal bringe lammet hen til det sted, hvor brændofrene slagtes, lægge hånden på dyrets hoved og derefter slagte det. Derefter skal præsten tage noget af blodet, dyppe sin finger i det og smøre det på brændofferalterets horn. Resten skal han hælde ud ved alterets fod. Alt lammets fedt skal fjernes ligesom ved fællesskabsofferlammet, og præsten skal brænde fedtet på alteret på samme måde, som man brænder fedtet fra de andre ofre til Herren. På den måde skal præsten skaffe soning for enkeltpersoners synd, og dermed er de tilgivet.
Til korlederen: En lovsang af David.
Når Gud rejser sig, flygter hans fjender,
alle hans modstandere løber deres vej.
Han driver dem væk,
som røg drives væk af vinden.
De onde går til grunde
som voks, der smelter i varmen.
Men de gudfrygtige bliver glade,
de råber af fryd i Guds nærhed.
Syng lovsange til Gud.
Ophøj ham, som rider på skyerne.
Hans navn er Jahve,
fryd jer i hans nærhed.
Gud er som en far for de faderløse,
han taler enkernes sag.
Han regerer fra sin hellige trone.
Han giver de hjemløse et hjem,
sætter fanger i frihed og gør dem glade.
Men de genstridige forvises til den golde ørken.
Gud, dengang du gik foran dit folk,
og de marcherede gennem den udstrakte ørken,
da skælvede jorden af frygt,
og skyerne kunne ikke holde på regnen.
Jorden rystede for Israels Gud,
da han viste sin magt ved Sinai.
Du sendte regn i rigelig mængde,
du hjalp dit folk, da de var i nød.
Du gav dem et sted at bosætte sig,
du sørgede for de svage i din godhed, Gud.
Da hærføreren proklamerede sejren,
bragte masser af kvinder nyheden videre:
„Alle fjendens anførere er flygtet!”
Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.
Selv om de var hjemme ved fårefoldene,
blev de nu smykket med sølv og guld,
som duen er smykket med glinsende fjer.
Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt,
endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.
Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg,
du har mange mægtige tinder.
Hvorfor er du misundelig på det bjerg,
som Gud har valgt til sin bolig?
Dér vil Herren bo for evigt.
Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted,
var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.
Han steg op til det høje,
førte frigivne fanger med sig.
Han modtog gaver fra folk, selv de ugudelige
for at Gud Herren kunne få et sted at bo.
Syng lovsange til Herren hver eneste dag,
for han bærer vore byrder og redder os.
Vor Gud er en frelsende Gud,
som endog kan redde os fra døden.
Men han knuser sine fjenders hoved,
dem, der vælger at gøre oprør mod ham.
Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg,
jeg trækker dem op fra dybet,
så I kan vade rundt i fjendeblod,
og hundene slikke det op.”
Et festtog går frem i helligt skrud,
de hylder vor konge og vor Gud.
Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
piger med tamburiner danser i midten.
Lovsyng Gud i den store forsamling,
lad alle være med til at prise Herren.
Benjamins lille stamme går forrest,
fulgt af lederne fra Judas stamme,
og dem fra Zebulon og Naftali.
Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
for vi ved, at du kæmper for dit folk.
Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
må jordens konger bøje sig i hyldest.
Dit krigsråb gør egypterne bange,
selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
bliver slået og spredt.
Egypterne kommer med kostbare gaver,
kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.
Lovpris Gud, alle riger på jorden,
syng lovsange til Herren.
Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
hør blot hans tordnende røst.
Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
og har magten i himmelrummet.
Ære være Gud i hans helligdom.
Israels Gud giver styrke til sit folk.
Al ære og pris til ham.
På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.
Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids fødeby. Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.
Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset var optaget.
Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, men englen beroligede dem. „Vær ikke bange!” sagde han. „Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.”
I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:
„Al ære til Gud i Himlen
og fred på jorden
til dem, der gør Guds vilje!”
Da englene igen var vendt tilbage til Himlen, sagde hyrderne til hinanden: „Lad os gå ind til Betlehem og se, hvad der er sket, det, som Gud har fortalt os om.” Så skyndte de sig ind til byen, hvor de fandt det sted, hvor Maria og Josef opholdt sig, og de fandt barnet, som lå i krybben. Hyrderne fortalte nu, hvad englen havde sagt om barnet, og alle, som hørte deres beretning, var forundrede. Maria tog alle ordene til sig og tænkte ofte senere på, hvad der var sket den nat. Hyrderne vendte glade tilbage til fårene på marken, imens de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt. Det var jo sket, som englen havde sagt.
Da drengen en uge senere skulle omskæres, fik han navnet Jesus. Det var det navn, englen havde givet ham, før han blev undfanget i sin mors liv.
Ifølge Toraen skal en kvinde, som har født, gennemgå en renselsesceremoni, og der skal bringes et offer i templet. Endvidere står der skrevet, at enhver førstefødt søn skal tilhøre Gud. Josef og Maria gik derfor op til templet i Jerusalem, da tiden var inde, for at bringe det foreskrevne renselsesoffer, dvs. et par turtelduer eller blot to unge duer. Samtidig tog de barnet med for at indvi ham til at tjene Gud.
I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligåndens kraft, og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde:
„Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.”
Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: „Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.”
Der var på det tidspunkt i Jerusalem også en gammel profet ved navn Anna. Hun var datter af Fanuel og tilhørte Ashers stamme. Efter syv års ægteskab havde hun levet som enke, og nu som 84-årig var hun altid at finde i templet. Under faste og bøn tjente hun Gud dag og nat. Hun havde stået i nærheden og brød nu ud i tak til Gud. Derefter fortalte hun om barnet til alle, som længtes efter Jerusalems befrielse.
Efter at Jesu forældre havde opfyldt alt, hvad der var foreskrevet i Guds lov, var de klar til at vende tilbage til deres hjemby, Nazaret, i Galilæa. Der voksede Jesus op, og han blev en moden og klog dreng. Det var tydeligt, at Guds velsignelse var over ham.
Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten. Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang. Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende. Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner. Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem.
På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen. De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på. Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor: „Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!”
„Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?” spurgte Jesus. „Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?” Men de forstod ikke, hvad han mente med det.
Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt. Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.
Hvis folk under en retssag nægter at aflægge forklaring om en forbrydelse, de har været vidne til, pådrager de sig skyld.
Hvis nogen rører ved noget, der er urent, f.eks. et dødt dyr, som det er forbudt at spise – hvad enten det drejer sig om et vildt dyr, et husdyr eller et krybdyr – er de skyldige, også selv om de ikke rørte ved det med vilje. Eller hvis nogen rører ved nogen som helst form for affald fra mennesker og bliver klar over, hvad de har gjort, så har de pådraget sig skyld.
Hvis nogen overilet aflægger et løfte og sværger på det – hvad enten løftet er aflagt i god eller ond hensigt – er de skyldige, så snart de bliver klar over deres fejltrin.
I hvert enkelt af disse tilfælde skal de bekende deres synd og bringe et skyldoffer til Herren. Det skal være et hundyr, enten et lam eller et gedekid, og præsten skal ofre dyret, for at deres overtrædelse af Herrens bud kan blive tilgivet.
Hvis de er fattige og ikke har råd til at ofre et lam til Herren, skal de bringe to turtelduer eller to dueunger som skyldoffer. Den ene due skal være et syndoffer, og den anden skal være et brændoffer. Præsten skal først bringe syndofferet ved at tage den fugl, som rækkes ham først, og nippe halsen over uden at rive hovedet helt af. Derpå skal han stænke noget af blodet på siderne af alteret og lade resten løbe fra ved alterets fod. Den anden fugl skal tjene som brændoffer, og den skal ofres efter den sædvanlige procedure for brændofre. På den måde skal præsten skaffe soning for deres synd, og dermed er de tilgivet.
Men hvis de er så fattige, at de ikke engang har råd til to duer, skal de som syndoffer bringe to liter fint mel. De må ikke blande melet med olivenolie eller strø røgelse over, for i dette tilfælde drejer det sig om et syndoffer. De skal bringe melet til præsten, og præsten skal tage en håndfuld af det og brænde det på alteret på samme måde som andre ofre, der brændes. Sådan skal præsten skaffe soning for deres synd, og dermed er de tilgivet. Resten af melet skal tilfalde præsten på samme måde som melet fra afgrødeofferet.”
Derpå gav Herren Moses følgende instrukser: „Hvis nogen forsømmer at bringe de foreskrevne afgrødeofre eller tiendegaver til Herren, skal de bringe en vædder uden skavanker som skyldoffer. Vædderen skal vurderes efter den standard, der bruges i helligdommen. De skyldige skal så betale det, de skylder, plus en bøde på 20 procent. Det hele skal bringes til præsten, og præsten skal skaffe soning for deres skyld ved at ofre vædderen som skyldoffer, og dermed er de tilgivet.
Enhver, der synder ved at overtræde Guds lov, er skyldig, selv om det var utilsigtet. Som skyldoffer skal de bringe en vædder uden fysiske defekter, og præsten skal skaffe dem soning, så de bliver tilgivet for det, de uforsætligt har gjort. Det er et skyldoffer, for de har pådraget sig skyld over for Herren.”
Herren fortsatte: „Hvis nogen synder imod mig ved at nægte at tilbagelevere et pant for noget, der er lånt eller lejet, eller ved at undlade at tilbagelevere noget, som midlertidig er overladt i deres varetægt, eller ved at udplyndre og udbytte andre, eller ved at lyve om en ting, de har fundet og selv beholdt, eller ved at sværge falsk for at kunne beholde det eller tilsvarende synder, da skal de, hvis de bliver kendt skyldige, samme dag aflevere til ejeren, hvad de på den måde uretmæssigt har tilranet sig, og desuden skal de betale 20 procent oveni. De skal bringe et skyldoffer til præsten, som så vil ofre det til Herren. Skyldofferet skal være en vædder uden fysiske defekter eller dyrets værdi i sølv. Præsten vil så skaffe dem soning over for Herren, og dermed er de tilgivet.”
Herren sagde videre til Moses: „Gør Aron og hans sønner bekendt med følgende regler for brændofrene:
Ilden skal holdes ved lige, og brændofferet skal blive liggende på alteret hele natten. Næste morgen skal præsten tage sine linnedunderbenklæder og sin linnedkjortel på, hvorefter han skal tage asken fra alteret og lægge den i en bunke ved siden af alteret. Så skal han skifte tøj og bære asken uden for lejren til det indviede sted. Men alterilden skal brænde hele tiden, den må under ingen omstændigheder gå ud. Hver morgen skal præsten lægge nyt brænde på ilden og placere det daglige brændoffer ovenpå, og han skal brænde fedtet som et fællesskabsoffer. Husk at ilden altid skal brænde på alteret, for den må aldrig slukkes.
De følgende regler gælder afgrødeofferet:
Efter at præsterne har bragt offeret til Herrens alter, skal ypperstepræsten tage en håndfuld af det fintmalede mel med olivenolien og røgelsen i og brænde det på alteret som et lifligt afgrødeoffer. Resten af melet skal tilhøre Aron og hans sønner, og det brød, de tilbereder af melet, skal laves uden surdej, og det skal spises i åbenbaringsteltets forgård. Hvis det drejer sig om ovnbagt brød, gælder samme regel: Der må ikke bruges surdej til brødet. Det er præsternes andel af de ofre, der brændes for mig på alteret, men deres andel er for mig lige så indviet som den del, der brændes på alteret. Det samme gælder synd- og skyldofre. Deres del af brændofrene må dog kun spises af præsterne selv, de mandlige efterkommere af Aron, fra generation til generation. Kun de indviede må røre ved det.”
Derpå sagde Herren til Moses: „Samme dag Aron og hans sønner bliver salvet og indsat i deres præsteembede, skal de bringe Herren et almindeligt afgrødeoffer: to liter fintmalet mel. Den ene halvdel skal ofres om morgenen, og den anden halvdel skal ofres om aftenen. Det skal tilberedes på bageplade med olivenolie, og efter at brødet er gennembagt, skal det brækkes i stykker og bringes som et lifligt afgrødeoffer. Den af Arons efterkommere, der er indsat som ypperstepræst, skal forestå ceremonien. Dette er en permanent lov. Og for disse afgrødeofre fra præsterne gælder det, at hele offeret skal brændes. Intet af det må spises.”
Herren fortsatte: „Gør Aron og hans sønner bekendt med følgende regler for syndofrene:
Ethvert dyr, der bringes som syndoffer, er indviet til mig. Dyret skal slagtes samme sted, hvor I slagter brændofferdyrene. Den præst, som udfører offerceremonien, skal sørge for, at kødet kun bliver spist i åbenbaringsteltets forgård. Kun indviede præster må røre ved kødet, og hvis der kommer blodstænk på deres tøj, skal de vaske tøjet på det sted, der er indviet til det. Hvis kødet bliver kogt i en gryde af ler, skal gryden knuses bagefter. Men hvis det er en gryde af bronze, der bruges, skal den skures og skylles grundigt med vand bagefter. Kun mænd af præsteslægten må spise af offerkødet, for det er et helligt offer. Men hvis syndofferdyrets blod er blevet båret ind i åbenbaringsteltet og brugt som sonoffer i helligdommen, må dets kød ikke spises. I den slags tilfælde skal kødet brændes.
Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.
Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
vandet når mig allerede til halsen.
Jeg er som sunket i et bundløst hul,
jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
snart skyller bølgerne hen over mig.
Jeg er udmattet af at råbe om hjælp,
min hals er hæs og tør,
mine øjne er trætte af at stirre
og vente på hjælp fra min Gud.
De, som hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved.
De ønsker at gøre det af med mig,
selv om jeg er ganske uskyldig.
De beskylder mig for at stjæle
og forlanger det stjålne tilbage.
Gud, du kender mig og mine tåbeligheder,
mine fejl kan ikke skjules for dig.
Min Herre og min Gud, lad ikke dem, som stoler på dig,
tabe modet på grund af mine trængsler.
Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp,
opgive håbet på grund af mine problemer.
Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig.
Det er derfor, jeg bliver gjort til grin.
Mine søskende vil ikke kendes ved mig,
de ser mig som en fuldstændig fremmed.
Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.
Den hån, som ramte dig, ramte også mig.
Når jeg faster for Herren,
håner de mig.
Når jeg sørger i sæk og aske,
synger de smædeviser om mig.
Byens ledere taler nedsættende om mig,
fulde folk synger spottesange.
Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
Hør min bøn og hjælp mig.
Træk mig op af det dybe dynd,
lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
lad mig ikke drukne i dybet.
Lad ikke bølgerne begrave mig.
Lad ikke dybet opsluge mig.
Lad ikke døden få det sidste ord.
Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld,
hjælp mig i din store nåde.
Vend dig ikke bort fra din tjener,
skynd dig at redde mig ud af min nød.
Kom til mig og frels mig,
fri mig fra mine fjenders magt.
Du ved, hvad de siger om mig,
hvordan de håner og spotter mig.
Du kender mine fjender,
og du ved, hvad de siger.
Deres hån har taget så hårdt på mig,
at jeg fuldstændig har mistet modet.
Ingen havde medlidenhed med mig,
ingen var villig til at trøste mig.
De ville have mig til at spise deres giftige mad,
og de ville slukke min tørst med sur vin.
Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.
Udøs din vrede over dem,
lad din harme fortære dem.
Lad deres hjem ligge øde hen,
lad ingen mere bo i deres telte.
Du opdrager mig,
men de håner mig.
Mens jeg lider under min straf,
spreder de falske rygter om mig.
Straf dem for alle deres synder,
lad dem ikke undslippe.
Slet deres navne af livets bog,
så de ikke tælles med blandt dit folk.
Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
Red mig snart fra min elendighed.
Så vil jeg prise og tilbede dig,
ophøje dig med takkesange.
For i dine øjne er dét mere værd
end at ofre køer og store tyre.
Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
vil de glæde sig og fatte nyt mod.
For Herren hører den ydmyges råb,
han foragter ikke dem, der føler sig fanget.
Selv himlen og jorden skal prise ham,
havet og fiskene stemme i med lovsang.
Ja, Gud vil redde Jerusalem
og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
og tager landet i eje som før.
Hans tjeneres børn får det i arv,
de, som elsker Herren, skal bo der.
Til korlederen: En sang af David, skrevet som en bøn til Gud.
Gud, vær mig nådig og frels mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
Lad dem, som vil slå mig ihjel,
blive forlegne og flove.
Lad dem, som ønsker at gøre mig fortræd,
blive tvunget til at trække sig tilbage.
Lad dem, som håner mig,
selv blive ydmyget og hånet.
Må alle, som søger hjælp hos dig,
opleve glæde og lykke.
Må de, som oplever din hjælp,
dag efter dag sige: „Gud er stor!”
Jeg er svag og værgeløs.
Skynd dig at hjælpe mig, Gud.
Du er den, der redder og befrier mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
I kejser Tiberiusʼ 15. regeringsår fik Johannes, Zakariasʼ søn, som holdt til i ødemarken, et budskab fra Gud. Landet var besat af romerne, og Pontius Pilatus var guvernør i Judæa. Herodes Antipas regerede i Galilæa, hans bror Filip i Ituræa og Trakonitis, mens Lysanias regerede i Abilene. Annas og Kajfas var jødernes ypperstepræster.
Johannes forlod så ørkenområdet og vandrede omkring i nærheden af Jordanfloden. Der forkyndte han, at folk skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. Dermed gik følgende ord af profeten Esajas i opfyldelse:
„Der lyder en stemme i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
Gør jer klar til hans komme!
Hver dal skal fyldes op,
hvert bjerg og hver høj skal jævnes ud.
De krogede veje skal rettes ud,
og de ujævne stier glattes.
Og alle skal se Guds frelse.’ ”
Johannes råbte til de mange mennesker, som strømmede til for at lade sig døbe: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? Bevis med jeres liv, at I er villige til at vende jer bort fra jeres synder! Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’ Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten der til børn af Abraham! Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og ethvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden.”
„Jamen, hvad skal vi da gøre?” spurgte de.
Johannes svarede: „Den, som har to kjortler, skal give den ene til den, der ingen har. Og den, der har mad at spise, skal dele med den, der intet har.”
Der kom også nogle skatteopkrævere for at blive døbt. „Hvad med os?” spurgte de. „Hvad skal vi gøre?”
„I skal være ærlige!” svarede Johannes. „I må ikke opkræve mere i skat end det beløb, I har fået besked på.”
„Og os,” spurgte en flok betjente. „Hvad med os?”
„Misbrug ikke jeres magt til at presse penge af folk,” svarede han. „Lad være med at arrestere nogen på falsk grundlag i håb om at modtage bestikkelse, men vær tilfredse med den løn, I får!”
Da alle folk var i forventning om, at Messias snart skulle komme, var de spændt på, om det kunne være Johannes, der var den lovede frelser. Men Johannes sagde: „Jeg døber jer med vand, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler. Han vil døbe jer med Helligåndens kraft og med ild. Han har kasteskovlen i hånden, klar til at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”
Sådan forkyndte Johannes det gode budskab og bad indtrængende sine tilhørere om at leve efter Guds vilje. Men da han irettesatte Herodes, fordi han levede sammen med sin brors kone, Herodias, og for alt det onde, han derudover foretog sig, føjede Herodes endnu en forbrydelse til sit synderegister. Han satte Johannes i fængsel.
Mens Johannes endnu var på fri fod og døbte folk, kom Jesus også og blev døbt. Da han derefter stod og bad, åbnede himlen sig, og Helligånden dalede ned over ham i skikkelse af en due. Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”
Jesus var cirka 30 år, da han begyndte at træde offentligt frem. Folk anså ham for at være Josefs søn. Han var efterkommer af Eli, som var søn af Mattat. Mattat var søn af Levi, som var søn af Melki. Melki var søn af Jannaj, som var søn af Josef. Josef var søn af Mattatias, som var søn af Amos. Amos var søn af Nahum, som var søn af Esli. Esli var søn af Naggaj, som var søn af Mahat. Mahat var søn af Mattatias, som var søn af Shimi. Shimi var søn af Josek, som var søn af Joda. Joda var søn af Johanan, som var søn af Resa. Resa var søn af Zerubbabel, som var søn af Shealtiel. Shealtiel var søn af Neri, som var søn af Melki. Melki var søn af Addi, som var søn af Kosam. Kosam var søn af Elmadam, som var søn af Er. Er var søn af Josva, som var søn af Eliezer. Eliezer var søn af Jorim, som var søn af Mattat. Mattat var søn af Levi, som var søn af Simeon. Simeon var søn af Juda, som var søn af Josef. Josef var søn af Jonam, som var søn af Eljakim. Eljakim var søn af Melea, som var søn af Menna. Menna var søn af Mattata, som var søn af Natan. Natan var søn af David, som var søn af Isaj. Isaj var søn af Obed, som var søn af Boaz. Boaz var søn af Salma, som var søn af Nahshon, Nahshon var søn af Amminadab, som var søn af Admin. Admin var søn af Arni, som var søn af Hetzron. Hetzron var søn af Peretz, som var søn af Juda. Juda var søn af Jakob, som var søn af Isak. Isak var søn af Abraham, som var søn af Tera. Tera var søn af Nakor, som var søn af Zerug. Zerug var søn af Reu, som var søn af Peleg. Peleg var søn af Eber, som var søn af Shela. Shela var søn af Kenan, som var søn af Arpakshad. Arpakshad var søn af Sem, som var søn af Noa. Noa var søn af Lemek, som var søn af Metusalem. Metusalem var søn af Enok, som var søn af Jered. Jered var søn af Mahalalel, som var søn af Kenan. Kenan var søn af Enosh, som var søn af Set. Set var søn af Adam, som var søn af Gud.
Følgende regler gælder for skyldofferet, som er et meget helligt offer. Offerdyret skal slagtes på samme sted, hvor brændofferdyrene slagtes, og dets blod skal stænkes på siderne af alteret. Derefter skal præsten ofre dyrets fedt, også fedthalen og fedtet omkring indvoldene, begge nyrer og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Præsterne skal brænde nyrerne og fedtet på alteret som et skyldoffer for Herren. Kun mænd fra præsteslægten må spise det tiloversblevne kød, for det er indviet til mig, og det skal spises på et indviet sted.
Samme regel gælder for syndofferet: Den præst, som udfører forsoningsceremonien, har ansvar for, at kun præsterne spiser af kødet. For brændofferet gælder det, at offerdyrets hud tilfalder den præst, som udfører offerhandlingen. De afgrødeofre, som består af mad, der er tilberedt i ovn, på pande eller på bageplade, tilfalder den præst, der udfører offerhandlingen. Alle andre afgrødeofre, både med og uden olivenolie i, skal fordeles ligeligt mellem alle præsterne.
Følgende regler gælder for de fællesskabsofre, som bringes til Herren:
Hvis det drejer sig om et lovprisningsoffer, skal der sammen med offeret bringes rundbrød og fladbrød, blandet med olivenolie og bagt uden surdej. Offeret skal bringes til Herren sammen med et brød, bagt med surdej. Et brød af hver slags skal bæres frem for Herrens alter med en svingende bevægelse, hvorefter brødene tilfalder den præst, som stænker offerdyrets blod på alteret. Efter at offerdyrets bedste og fedeste dele er blevet ofret til Herren som en lovprisning, skal præsterne spise dyrets kød samme dag, for intet må levnes til næste dag.
Men hvis nogen ønsker at bringe ofre af anden art, hvad enten det drejer sig om indfrielsen af et løfte til Herren eller frivillige ofre, må der gerne levnes noget, som så kan spises næste dag. Hvis noget derimod levnes til tredjedagen, skal det brændes, for hvis noget spises på tredjedagen, vil Herren ikke anerkende det som et gyldigt offer, og offeret gavner ikke den, som bragte det. Ligeledes regnes den præst, som spiser dette offer, for skyldig, for det er afskyeligt for Herren, og præsten kommer til at stå til regnskab for sin synd.
Hvis kødet kommer i berøring med noget urent, må det ikke spises, men det skal brændes. Samtidig gælder det, at offerkød kun må spises af personer, der er rituelt rene. Den præst, som er uren, men som alligevel spiser af fællesskabsofferet, skal dø. Den, som rører ved et urent dyr eller noget urent fra et menneske, og derefter spiser af fællesskabsofferet, skal dø.”
Derefter sagde Herren til Moses: „Sig til Israels folk, at de aldrig må spise fedt, hverken fra kvæg eller får eller geder. Fedtet fra et dyr, som dør af sygdom, eller som dræbes af vilde dyr, må heller ikke spises, men det må gerne bruges til andre formål. Enhver, der spiser fedt fra et offerdyr, skal dø.
Spis aldrig blod, hverken fra fugle eller andre dyr. Enhver, som gør det, skal dø.”
Herren fortsatte: „Sig til Israels folk, at de, der bringer Herren et fællesskabsoffer, selv skal frembære deres offer. De skal personligt ofre dyrets fedt og bryststykke som en gave til Herren. Bryststykket skal svinges frem og tilbage foran alteret. Så skal præsten brænde fedtet på alteret, men bryststykket skal tilfalde præsterne, og det højre lår skal tilfalde den præst, som udfører offerhandlingen. Bryststykket og det højre lår skal være en gave fra Israels folk og skal altid tilfalde præsterne, for det er deres andel af fællesskabsofferet.” Den dag Aron og hans sønner blev salvet, befalede Herren, at Israels folk skulle give dem disse stykker af offerdyrene. Det er deres ret fra slægt til slægt.
Dette er Herrens instrukser om brændofferet, afgrødeofferet, syndofferet, skyldofferet, indvielsesofferet og fællesskabsofferet. Disse forskrifter gav Herren til Moses på Sinaibjerget, dengang Israels folk begyndte at bringe ofre til Herren ude i ørkenen.
Derpå sagde Herren til Moses: „Før Aron og hans sønner hen i nærheden af åbenbaringsteltets indgang og bring også deres præstedragter, salveolien, ungtyren, der skal bruges til syndoffer, de to væddere og kurven med det usyrnede brød. Og kald så hele folket sammen!”
Moses gjorde, som Herren havde befalet, og samlede hele Israels folk uden for åbenbaringsteltet, hvorefter han sagde til dem: „Det, som nu skal ske, er noget, Herren har befalet mig at gøre.”
Så lod han Aron og hans sønner træde frem og vaskede dem med vand. Derefter iklædte han Aron inderkjortlen med bæltet, yderkjortlen og den hellige vest med det fintvævede livbånd. Så gav han ham brystklædet på og lagde Urim og Tummim inden i, hvorefter han anbragte turbanen og guldpladen på hans hoved, sådan som Herren havde befalet ham.
Derefter tog Moses salveolien og stænkede den på teltet og alt dets inventar for på den måde at indvi stedet. Han stænkede alteret syv gange og stænkede også alterredskaberne, vaskefadet og dets stativ, så det hele var indviet. Derpå salvede han Aron ved at hælde olien ud over hans hoved. Aron var nu indviet til tjenesten som ypperstepræst. Derefter kom turen til Arons sønner. Moses iklædte dem deres særlige dragter med bælter og hovedbeklædning, sådan som Herren havde befalet ham.
Moses tog nu den unge tyr, der var udvalgt til syndoffer, og Aron og hans sønner lagde hænderne på tyrens hoved, hvorefter Moses slagtede den. Så dyppede han sin finger i det opsamlede blod og smurte noget rundt om alterets fire horn for på den måde at indvi alteret. Resten af blodet hældte han ud ved alterets fod. Alteret var nu indviet og renset for urenhed. Så tog han fedtet fra tyrens indvolde, fedtklumpen over leveren, begge nyrer og fedtet rundt om og brændte det hele på alteret. Kødet, huden og resten af indvoldene blev derefter brændt uden for lejren, sådan som Herren havde befalet ham.
Så førte Moses den vædder frem, som skulle være et brændoffer for Herren. Aron og hans sønner lagde hænderne på vædderens hoved, og Moses slagtede den, hvorefter han stænkede dens blod på alterets sider hele vejen rundt. Dernæst parterede han vædderen og brændte kødstykkerne samt hovedet og fedtet. Så vaskede han dyrets ben og indvoldene med vand og lagde det på alteret, så hele vædderen blev brændt som et lifligt offer. På den måde fulgte Moses Herrens befaling.
Nu førte Moses den anden vædder frem, som skulle være et indvielsesoffer for præsterne. Aron og hans sønner lagde hænderne på vædderens hoved, hvorefter Moses slagtede den og smurte noget af blodet på Arons højre øre, højre tommelfinger og højre storetå. Derefter smurte han noget af blodet på Arons sønner, på deres højre øreflip, tommelfinger og storetå. Resten af blodet stænkede han på alteret hele vejen rundt.
Så tog han alt fedtet, fedthalen, fedtet omkring indvoldene og ved leveren og begge nyrer med det omkringliggende fedt, samt det højre lår. Ovenpå placerede han et rundbrød og et fladbrød med olivenolie, samt et pandekageformet brød. Alle brødene var bagt uden surdej, og han tog dem fra brødkurven, som var stillet frem for Herren. Alt dette lagde han derefter i hænderne på Aron og hans sønner og beordrede dem at svinge det foran Herrens alter. Derefter tog Moses offergaverne og brændte dem på Herrens alter sammen med brændofferet som et lifligt offer. Moses tog nu brystet af vædderen og svingede det foran Herrens alter. Det var Mosesʼ personlige andel af offeret i overensstemmelse med, hvad Herren havde befalet ham.
Dernæst tog Moses noget af blodet fra alteret og noget af olivenolien og stænkede det på Aron og hans tøj og på Arons sønner og deres tøj. Nu var Aron, hans sønner og deres præstedragter indviet til at gøre altertjeneste for Herren.
Da sagde Moses til Aron og hans sønner: „Kog kødet ved indgangen til åbenbaringsteltet og spis det dér sammen med brødet fra offerkurven, sådan som jeg har fået befaling om. Hvad der levnes af kødet og brødet, skal I brænde. I skal blive uden for teltets indgang i syv dage, for så er indvielsen forbi. Det, som er sket i dag, er efter Herrens befaling, for at I kunne blive renset og indviet. Bliv tæt ved indgangen i syv dage, dag og nat. I skal adlyde Herrens befalinger, ellers skal I dø! Det har Herren sagt til mig.”
Så gjorde Aron og hans sønner nøjagtig, som Herren havde befalet gennem Moses.
Herre, jeg søger ly hos dig,
lad mig aldrig blive skuffet.
Kom og red mig,
for du er altid trofast.
Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig.
Vær du min fæstning, mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
Min Gud, red mig fra de onde mennesker,
fra de frygtelige voldsmænds kløer.
Min Herre og min Gud, jeg sætter min lid til dig,
fra barndommen af har jeg stolet på dig.
Jeg har været i din varetægt, siden jeg blev født,
jeg har altid kunnet støtte mig til dig.
Jeg takker dig hver eneste dag.
Mit liv vidner om din trofasthed,
jeg har altid kunnet regne med din hjælp.
Jeg priser og ærer dig dagen lang,
fortæller om din storhed til alle og enhver.
Svigt mig ikke, nu hvor jeg er gammel,
for jeg er svag og har brug for din hjælp.
Mine fjender lægger planer imod mig,
de lurer på at slå mig ihjel.
„Gud har forladt ham,” siger de.
„Vi overfalder ham nu, hvor han er alene.”
Åh, Gud, bliv ikke stående i det fjerne.
Skynd dig at komme og hjælpe mig.
Slå ned på mine anklagere,
så de alle bliver gjort til skamme.
Gå imod dem, der vil gøre mig fortræd,
så de selv bliver hånet og spottet.
Jeg sætter altid min lid til dig
og priser dig igen og igen.
Jeg har ikke tal på de gange,
hvor du trofast har reddet mig.
Jeg vil fortælle alle mennesker
om din store godhed og nåde.
Jeg vil fortælle om din vældige magt, min Herre og min Gud,
forkynde om dine retfærdige handlinger.
Du har vist mig din storhed, lige fra jeg var barn,
og jeg fortæller stadig om dine underfulde gerninger.
Nu, hvor jeg er gammel og grå,
må du ikke svigte mig, Gud.
Giv mig lov at fortælle om dine undere
også til den kommende generation.
Din godhed når til skyerne, Gud,
du har gjort vidunderlige ting.
Hvor findes en Gud som dig?
Du har tilladt, at jeg lider nu, Gud,
men jeg er sikker på, at du vil hjælpe mig igen.
Træk mig tilbage fra gravens rand.
Kom og red mig endnu en gang,
så jeg bliver æret som før.
Jeg vil takke dig med harpespil,
lovprise din trofasthed, Gud.
Jeg vil spille på min lyre og lovsynge dig,
for du er Israels hellige Gud.
Jeg vil råbe af fryd og synge din pris.
Jeg vil takke dig, når du sætter mig fri.
Dagen lang vil jeg fortælle om din godhed.
Alle mine fjender bliver ydmyget og gjort til skamme.
En sang til Salomon.
Gud, hjælp kongen at regere, som du ville have gjort,
lær ham at være retfærdig som dig.
Må han lede dit folk på den rette måde
og være villig til at hjælpe de hjælpeløse.
Da skal bjergene forkynde fred for folket
og højene genlyde af retfærdighed.
Da skal han forsvare de svage,
komme de magtesløse til hjælp
og uskadeliggøre alle tyrannerne.
Da vil folket give dig ære fra slægt til slægt,
så længe solen og månen skinner på jorden.
Hans retfærdige styre vil bringe velsignelse
som regnen, der væder jorden.
Under hans ledelse vil retfærdigheden vokse sig stærk,
freden vil herske, så længe månen lyser på nattehimlen.
Hans rige skal strække sig fra hav til hav,
fra Eufratfloden til verdens ende.
Fjerne nationer vil bøje sig for ham,
hans fjender falde næsegrus i støvet.
Kongerne fra Tarshish og de fjerne lande skal svare ham skat,
Sabas og Sebas regenter vil komme med deres gaver.
Alle konger vil underordne sig ham,
alle folkeslag vil love ham troskab.
Han redder hver fattig, som råber om hjælp
og fører de hjælpeløses sag.
Han har medlidenhed med de svage
og redder de magtesløse fra overgreb.
Han frier dem fra vold og tyranni,
for i hans øjne har de stor værdi.
Kongen længe leve!
Han belønnes med guld fra Saba.
Folk vil bede for ham uafbrudt
og velsigne ham dagen lang.
Der bliver overflod af korn i landet,
det bølger hen over bakker og dale.
Frugttræerne skal trives som i Libanons plantager,
kornet vokse tæt som græsset på marken.
Hans navn skal være kendt for evigt,
så længe solen bliver i sin bane.
Alle folkeslag skal velsignes gennem ham
og se ham som den, der er velsignet af Gud.
Lovet være Herren, Israels Gud,
for kun han kan gøre sådanne undere.
Han er værdig til al vor lovsang for evigt.
Må hans herlighed fylde al jorden.
Amen, amen.
Her slutter Davids, Isajs søns, bønner.
Jesus gik videre fra Jordanfloden, efter at han var blevet fyldt med Helligåndens kraft, og han blev ført rundt i Judæas ødemark under Åndens ledelse, mens han i 40 dage blev fristet af Djævelen. I den tid spiste han intet, og henimod slutningen var han meget sulten. Da sagde Djævelen til ham: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til den sten dér, at den skal blive til brød?”
Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene!’”
Derefter tog Djævelen ham med et andet sted hen, og i et glimt viste han Jesus alle verdens lande. Så sagde han: „Jeg vil give dig magt over al den herlighed, du ser, for den magt er blevet overdraget til mig, og jeg giver den til hvem, jeg vil. Hvis bare du vil falde på knæ og tilbede mig, vil jeg overgive det alt sammen til dig.”
Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Det er Herren, din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.’”
Så tog Djævelen ham med ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren. „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’”
Jesus svarede: „Der er sagt: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’”
Da Djævelen var nået til ende med sine fristelser, lod han Jesus være i fred, indtil han kunne øjne en ny chance.
Jesus vendte nu tilbage til Galilæa, hvor han vandrede rundt og udførte mange mirakuløse helbredelser ved Helligåndens kraft. Inden længe blev han kendt langt uden for Galilæas grænser. Han underviste også i synagogerne, og folk talte med beundring om ham.
Da Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op, gik han den følgende sabbat hen til synagogen, som han plejede. Under mødet blev han bedt om at læse op fra Skrifterne, så han rejste sig, og man rakte ham profeten Esajasʼ bogrulle. Han rullede den ud og læste op fra det sted, hvor der står:
„Herrens Ånd er over mig,
fordi han har udvalgt mig.
Han har sendt mig for at bringe godt nyt til de afmægtige,
forkynde frihed for de fangne,
give nyt syn til de blinde,
og rejse dem op, som er blevet trampet ned.
Det bliver en tid, hvor Herren tager imod alle,
som kommer til ham.”
Derpå rullede Jesus bogrullen sammen igen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig ned for at kommentere det, han havde læst. Alle i synagogen stirrede spændt på ham. „I dag er de skriftord, I lige har hørt, gået i opfyldelse!” begyndte han.
Alle fik et godt indtryk af ham, og de var betaget af de vidunderlige ord, der kom fra hans mund. Men at Jesus skulle være Messias, det kunne de ikke acceptere. „Jamen, det er jo Josefs søn,” blev de ved med at sige.
Jesus svarede: „I vil sikkert bruge ordsproget: ‚Læge, læg dig selv’ på mig, – og I vil sige: ‚Hvorfor gør du ikke de samme undere her i din hjemby, som du gjorde i Kapernaum?’ Men det siger jeg jer: Ingen profet bliver accepteret som profet i sin hjemby. Tænk på det mirakel, som profeten Elias gjorde for at hjælpe en enke i Zarepta i Sidons land. Der var ellers enker nok i Israel, som trængte til hjælp, for det regnede ikke i tre et halvt år, og der var stor hungersnød i landet, men Elias blev ikke sendt til nogen af dem. Eller tænk på profeten Elisa, som helbredte syreren Naʼaman, skønt der var mange med smitsomme hudsygdomme i Israel, der trængte til hjælp.”
Da folk i synagogen hørte den udtalelse, blev de rasende. De sprang op og førte Jesus ud af byen, hen mod randen af det bjerg, Nazaret er bygget på. De ville styrte ham ned, men han gik roligt sin vej midt igennem menneskemængden.
Jesus slog sig derefter ned i Kapernaum. Den følgende sabbat underviste han i synagogen, og hans ord gjorde dybt indtryk på folk, for han talte til dem med en autoritet, de ikke var vant til.
Nu var der i forsamlingen en mand, der var besat af en ond ånd. Han begyndte at råbe af fuld hals: „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”
„Ti stille, og kom ud af ham!” befalede Jesus. Den onde ånd kastede manden til jorden og fór så skrigende ud af ham uden at gøre ham yderligere fortræd. De tilstedeværende blev forfærdede og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvilken utrolig magt! Han taler jo med en sådan autoritet, at selv de onde ånder adlyder ham og farer ud.” Og rygtet om ham gik som en løbeild over hele egnen.
Fra synagogen gik Jesus hen til Simons hus, hvor Simons svigermor lå med høj feber. Man bad Jesus om at helbrede hende, og han gik hen til hende og befalede feberen at forlade hende. Feberen forsvandt, og hun stod op med det samme og sørgede for mad til dem.
Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi, kom folk med alle dem, der led af forskellige slags sygdomme. Jesus lagde hænderne på hver enkelt og helbredte dem. Mange blev befriet fra onde ånder, og når ånderne på hans befaling kom ud, råbte de: „Du er Guds Søn!” Men Jesus ønskede ikke, de skulle røbe, at han var Messias. Derfor befalede han dem at tie stille.
Tidligt næste morgen gik Jesus ud til et øde sted. Folk ledte efter ham alle vegne, og da de fandt ham, bad de ham om ikke at forlade dem. Men han sagde: „Jeg må også bringe budskabet om Guds rige til de andre byer. Det er det, jeg er blevet sendt for at gøre.” Og han vandrede omkring og forkyndte i landets synagoger.
Da indvielsesceremonien syv dage senere var forbi, kaldte Moses Aron, hans sønner og Israels ledere sammen. Så befalede han Aron at udvælge en tyrekalv til syndoffer og en vædder til brændoffer, begge uden skavanker. Dyrene skulle han gøre klar til at ofre til Herren.
„Og sig til Israels folk,” fortsatte Moses, „at de skal udvælge en gedebuk til syndoffer og en etårs tyrekalv og et etårs lam til brændoffer, alle uden skavanker. Derudover skal folket bringe Herren et fællesskabsoffer bestående af en ko og en vædder, og et afgrødeoffer bestående af mel rørt med olivenolie. I dag vil Herren nemlig åbenbare sig for dem.”
Så bragte de det hele hen til åbenbaringsteltets indgang, sådan som Moses havde befalet, og folket stimlede sammen for at afvente Herrens tilsynekomst.
Da sagde Moses: „Når Herrens anvisninger er blevet fulgt, vil han vise sig for jer i al sin herlighed.”
Moses beordrede nu Aron at gå frem til alteret og ofre sit syndoffer og sit brændoffer for at skaffe soning for sig selv og sin familie. Derefter skulle han ofre de øvrige dyr for at skaffe folket soning, sådan som Herren havde befalet. Og Aron gik frem til alteret og slagtede tyrekalven som offer for sin egen synd. Hans sønner opsamlede blodet, hvorpå Aron dyppede sin finger i det og smurte det på alterets horn. Resten hældte han ud ved foden af alteret. På alteret brændte han nu syndofferdyrets fedt, nyrerne og fedtklumpen ved leveren, sådan som Herren havde befalet Moses, men kødet og huden brændte han uden for lejren.
Dernæst slagtede han vædderen, som var udvalgt til brændoffer. Hans sønner opsamlede blodet, hvorefter han stænkede det på siderne af alteret. Så parterede sønnerne dyret og bragte kødet til ham stykke for stykke, også hovedet, og han brændte stykkerne på alteret. Til sidst vaskede Aron vædderens ben og dens indvolde og ofrede også dem som et brændoffer på alteret.
Nu kom turen til de offerdyr, som folket var kommet med. Først slagtede Aron gedebukken som et syndoffer for folket på samme måde som med den tyrekalv, han netop havde ofret som sit eget syndoffer. Dernæst ofrede han tyrekalven og lammet, som var folkets brændoffer, alt sammen efter Herrens forskrifter.
Da denne del af ceremonien var overstået, frembar Aron afgrødeofferet ved at tage en håndfuld af det og brænde det på alteret sammen med det sædvanlige morgenbrændoffer.
Til sidst tog han folkets fællesskabsoffer, koen og vædderen, og slagtede dem. Hans sønner rakte ham blodet, som han stænkede rundt om på siderne af alteret. Så lagde de offerdyrenes fedt, fedthalen og fedtet omkring indvoldene, nyrerne og fedtklumpen over leveren oven på dyrenes bryststykker, hvorefter Aron bragte fedtet som et røgoffer på alteret. Derpå løftede han bryststykkerne og de højre lårstykker op og svingede dem for Herrens alter, sådan som Moses havde befalet.
Offerceremonien var dermed forbi, og med udrakte hænder velsignede Aron til sidst folket, hvorefter han gik ned fra alteret. Moses og Aron gik derpå ind i åbenbaringsteltet. Lidt senere kom de ud igen og velsignede folket. Da viste Herrens herlighed sig for hele forsamlingen, og Herren sendte en ild, som fortærede brændofferet og resten af fedtstykkerne på alteret. Da folket så det, råbte de af begejstring og kastede sig med ansigtet mod jorden for at tilbede Herren.
En dag tog Arons sønner Nadab og Abihu hver sit røgelseskar og ville bringe et røgoffer. Men da de kom frem for Herren med offeret, som ikke var i overensstemmelse med hans forskrifter, sendte Herren ild imod dem og dræbte dem.
Da sagde Moses til Aron: „Det er et alvorligt eksempel på, hvad Herren mente, da han sagde: ‚Jeg viser min hellighed på dem, der står mig nærmest. Hele folket skal se min herlighed.’ ” Men Aron var stum af forfærdelse.
Moses kaldte på Mishael og Elsafan, der var sønner af Arons farbror Uzziel, og sagde: „Kom og fjern jeres slægtninge fra helligdommen og bær dem uden for lejren.” De kom straks og bar de døde bort ved at tage fat i deres kjortler, sådan som Moses havde befalet dem.
Moses sagde nu til Aron og hans to efterladte sønner, Eleazar og Itamar: „I må ikke vise jeres sorg ved at tage jeres hovedbeklædning af og lade jeres hår hænge løst eller rive jeres tøj i stykker. Gør I det, vil Herren også slå jer ihjel, og hans vrede vil få konsekvenser for hele Israels folk. Lad i stedet folket sørge over Nadab og Abihu. Lad dem begræde den ulykke, Herrens ild har påført os. Bliv her ved indgangen til åbenbaringsteltet, for I er salvet med Herrens olie til at tjene ham i hellighed. Ellers risikerer I også at dø.” Så gjorde de, som Moses befalede.
Nu talte Herren til Aron: „Hverken du eller dine sønner må drikke vin eller øl, når I går ind i åbenbaringsteltet. Hvis I gør det, skal I dø! Det samme gælder dine efterkommere i fremtiden. I må kunne skelne mellem, hvad der er indviet til mig, og hvad der ikke er, og mellem hvad der er rent, og hvad der er urent, så I kan vejlede folket i alle de love, jeg har givet jer gennem Moses.”
Derpå sagde Moses til Aron og hans to tilbageblevne sønner, Eleazar og Itamar: „Tag den del af afgrødeofferet, som er tilbage, efter at en håndfuld af det er blevet brændt på Herrens alter. Bag brød af det uden at bruge surdej, og spis så brødet tæt ved alteret. Denne del af offeret er også indviet til mig, og derfor skal I spise det i helligdommens forgård. Det skal være jeres andel af de afgrødeofre, som bringes til Herren. Det har Herren selv givet mig besked på. Men bryststykket og lårstykket, som blev ofret til Herren, ved at I svingede det frem og tilbage foran hans alter, kan I spise sammen med jeres familie på et indviet sted. Det skal være jeres andel af de fællesskabsofre, som Israels folk bringer Herren. Ligesom fedtet gives til Herren som et ildoffer, skal lårstykket og bryststykket symbolsk gives til Herren, ved at I svinger dem foran Herrens alter. Derefter skal de stykker tilhøre dig og din familie, for sådan har Herren befalet det.”
Moses spurgte nu, hvad der var blevet af kødet fra den buk, der var ofret som syndoffer for folket. Da han fik at vide, at kødet var blevet brændt uden for lejren, blev han vred på Eleazar og Itamar, som havde gjort det, for det var imod reglerne.
„Hvorfor har I ikke spist kødet fra folkets syndoffer i helligdommen?” spurgte han vredt. „Det er jo et helligt offer, og det er givet til jer, for at I skal fjerne folkets skyld og skaffe soning for dem foran Herrens ansigt. Det er kun, når syndofferets blod bringes ind i åbenbaringsteltet, at kødet skal brændes. Ellers skal det spises i helligdommen, sådan som jeg gav jer besked på.”
Aron svarede: „Ja, men tænk på, hvad der er overgået mig i dag. Mine to sønner syndede og døde for Herrens ansigt. Hvis jeg havde spist af et helligt offer på en dag som denne, ville Herren så have godtaget det?” Det argument accepterede Moses.
En sang af Asaf.
Gud er god mod sit folk,
mod dem, hvis hjerte er rent.
Men jeg var på nippet til at miste min tro,
jeg var kommet snublende nær til afgrunden.
For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse,
de har jo fremgang på trods af deres ondskab.
Alt går så glat og sorgløst for dem,
de er raske og strutter af sundhed.
De bekymrer sig ikke om noget som helst,
eller plages af problemer som os andre.
Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod,
de omgiver sig med vold, som var det en kappe.
Ondskaben vælter ud af deres indre,
deres tanker er fyldt med nedrige planer.
Deres tale er ondskabsfuld og hånlig,
de er fyldt med foragt og trusler mod andre.
De gør oprør mod Gud i Himlen
og opfører sig, som om de ejede hele jorden.
Derfor bøjer folket sig for dem
og giver dem alt, hvad de forlanger.
„Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de.
„Den Højeste Gud aner ingenting.”
Sikken et grusomt hovmod.
Deres velstand øges,
uden at de anstrenger sig for det.
Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst.
Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv?
Det giver mig kun problemer dagen lang,
og jeg pines fra morgen til aften.”
Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan,
ville jeg være en forræder mod dit folk.
Jeg har prøvet at forstå det,
men det er bestemt ikke let.
Så gik jeg ind i dit tempels forgårde, Gud,
og du forklarede mig de ondes endeligt.
Jeg indså, at de er ude på et skråplan,
du vil straffe dem med døden engang.
På et øjeblik er det forbi med dem,
de vil opleve en frygtelig afslutning på livet.
Deres liv er som en drøm,
der forsvinder, når man vågner.
Når du griber ind, Herre,
bliver det enden på deres liv.
Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet,
hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.
Dengang var jeg dum og uvidende,
som et dyr, der intet forstår.
Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
Du holder fast ved min højre hånd.
Du rådgiver mig på livets vej,
og til sidst går jeg ind til herligheden.
Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud,
ingen andre i verden kan jeg stole på.
Kroppen kan svigte og livsmodet synke,
men du er min tilflugt og tryghed for evigt.
Alle, der vender dig ryggen, går til grunde,
du udrydder dem, der gør oprør imod dig.
At leve i Guds nærhed er min lykke!
Jeg har valgt at stole på min Herre og Gud,
og vidne om alle hans velgerninger.
En visdomssang af Asaf
Åh, Gud, har du forkastet os for evigt?
Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.
Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage.
Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk.
Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.
Prøv at gå en runde i byens ruiner,
se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.
De udstødte sejrsråb midt i dit tempel,
de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.
De angreb dit tempel som skovhuggere,
der svinger økserne mod de store træer.
De knuste det udskårne træværk,
huggede det i stumper og stykker.
De satte ild til din helligdom, Herre.
De vanærede din bolig her på jorden.
De besluttede at knuse os helt
og afbrændte alle vore bedehuse.
Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk.
Der er heller ingen profeter tilbage.
Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.
Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud?
Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?
Hvorfor gør du ikke noget?
Hvorfor straffer du dem ikke?
Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider,
ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.
Du skilte vandene med vældig kraft,
du knuste hovederne på havets uhyre,
ja, du knuste Livjatans hoveder
og gav den som føde til ørkenens beboere.
Du åbnede kilder og lod vand springe frem,
du standsede flodernes løb.
Du satte solen til at skinne om dagen
og månen til at have magten om natten.
Du fastlagde jordens grænser,
du lod sommer og vinter afløse hinanden.
Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre,
de gudløse nationer spotter dit navn.
Giv ikke din due i rovdyrets vold,
forkast ikke for evigt dit stakkels folk.
Husker du ikke din pagt og dine løfter?
Verden er jo fyldt med vold og ondskab.
Lad ikke dit forpinte folk blive til spot,
men giv os grund til at lovprise dig.
Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære.
Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.
Glem ikke alt, hvad de gudløse siger,
deres hån og forbandelser stiger og stiger.
En dag, da Jesus stod nede ved Genesaret Sø, trængte folk sig ind på ham for at kunne høre Guds ord. Så fik han øje på to både, der lå i vandkanten. Fiskerne var gået fra borde og var ved at rense deres net. Jesus gik om bord i den båd, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land, hvorefter han satte sig ned i båden og underviste menneskemængden derfra.
Da han var færdig, vendte han sig mod Simon og hans partner og sagde: „Sejl ud på dybt vand og læg jeres garn ud til fangst!”
„Jamen, mester, vi har slidt hele natten uden at fange noget,” indvendte Simon. „Men når du siger det, så prøver vi igen.” Det varede ikke længe, før nettene var så sprængfyldte med fisk, at de var lige ved at gå i stykker. Simon gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem, og snart var begge både så fyldte med fisk, at de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han på knæ for Jesus og sagde: „Gå bort fra mig, Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed.” Både han selv og hans medhjælpere var lamslåede og forskrækkede over den mirakuløse fiskefangst. Det samme var Peters makkere i den anden båd, Jakob og Johannes, Zebedæusʼ sønner. Men Jesus sagde til Simon: „Vær ikke bange. Fra nu af skal du være menneskefisker.”
Efter at de havde trukket bådene på land, sagde de farvel til fiskeriet og fulgte nu Jesus som hans disciple.
I en af de byer, Jesus besøgte, var der en mand, som var hårdt angrebet af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig med ansigtet mod jorden. „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!” bad han.
Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden.
Jesus forbød ham at sige det til nogen og fortsatte: „Gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Og husk at tage den offergave med, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”
Alligevel spredtes rygtet hurtigt, og store folkemængder kom for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. Jesus trak sig derfor tilbage til øde områder, hvor han havde chance for at være alene og få tid til at bede.
En dag, da Jesus var i færd med at undervise, sad der mange farisæere og skriftlærde blandt tilhørerne. De var kommet både fra landsbyerne i Galilæa og Judæa og helt fra Jerusalem, og Guds kraft var til stede, så Jesus kunne helbrede. Så kom der nogle mænd gående med en lam mand på en sovemåtte. De forsøgte at komme ind i huset for at lægge den syge foran Jesus, men det kunne de ikke på grund af de mange mennesker, der var forsamlede. I stedet gik de op på husets flade tag, fjernede noget af taget over verandaen og firede sovemåtten med den syge mand ned lige foran Jesus. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet.” Men farisæerne og de skriftlærde tænkte: „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”
Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I sådan? Hvad er lettest at sige: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op og gå på dine ben’? Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder.” Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din sovemåtte og gå hjem!” Straks rejste manden sig for øjnene af dem, tog sin måtte og gik hjem, alt imens han lovpriste Gud.
Alle de tilstedeværende var ude af sig selv af begejstring og ærefrygt. De priste Gud og sagde: „Vi har set de utroligste ting i dag.”
Da Jesus senere var på vej ud af byen, fik han øje på en mand ved navn Levi, der sad ved toldstedet og opkrævede skat til romerne. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Straks rejste Levi sig, forlod alt og fulgte med ham som en af hans disciple.
Derefter holdt Levi en stor fest i sit hjem med Jesus som æresgæst. Blandt gæsterne var der mange skatteopkrævere.
Farisæerne og de skriftlærde var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan I få jer selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?” Det var Jesus, der svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”
Så var der nogle, der sagde: „Johannes Døbers disciple faster og beder ofte, og det gør farisæernes også. Hvorfor gør dine disciple det så ikke?” Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.”
Jesus svarede dem også med følgende billedtale: „Ingen kunne finde på at rive sit nye tøj i stykker for at bruge det til at lappe sit gamle tøj. For det første ødelægger man sit nye tøj, og for det andet passer den nye lap alligevel ikke til det gamle tøj. Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, sprænger den de gamle lædersække. På den måde går vinen til spilde, og lædersækkene bliver ødelagt. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. Men de, som er vant til at drikke den gamle vin, vil ikke prøve den ny, for de er overbeviste om, at den gamle vin er bedst.”
Derefter sagde Herren til Moses og Aron: „Sig til Israels folk, at de dyr på landjorden, som må spises, indbefatter alle drøvtyggere med spaltede klove. Det vil sige, at følgende dyr regnes for urene, og de må ikke spises: Kamelen, som ganske vist tygger drøv, men ikke har spaltede klove, klippegrævlingen, som tygger drøv, men heller ikke har spaltede klove, haren, som tygger drøv, men som heller ikke har spaltede klove, svinet, som godt nok har spaltede klove, men ikke tygger drøv. I må ikke spise kød af disse dyr, eller røre dem, efter at de er døde, for I skal regne dem for urene.
Med hensyn til fisk må I spise alt, hvad der har både finner og skæl, uanset om I fanger dem i floderne eller i havet. Men alle andre dyr, der lever i vandet, skal I regne for urene. I må hverken spise deres kød eller røre ved dem, når de er døde. Jeg gentager: Alle dyr, der lever i vandet, og som ikke har både finner og skæl, skal I regne for urene, og de må ikke spises.
I må ikke spise følgende fugle: Ørne, gribbe, fiskeørne, de forskellige falke- og høgearter, krager og ravne, hornugler, måger, skarver, ibiser, rørhøns, ørkenugler, storke, de forskellige hejrearter og hærfugle. Flagermus er også urene og må ikke spises.
I må ikke spise insekter, undtagen de forskellige arter af græshopper. Alle andre insekter skal I regne for urene.
Alle, der kommer i berøring med et dødt, urent dyr, bliver selv urene. De skal vaske deres tøj med det samme og regnes for urene indtil samme aften.
Det samme gælder for alle, der rører ved dyr, der ikke er drøvtyggere eller har spaltede klove: de er urene indtil om aftenen. Dyr med poter må I heller ikke spise. Hvis nogen rører et sådant dyr, når det er dødt, er de urene indtil aften. Hvis nogen bliver nødt til bære på et sådant dødt dyr, skal de straks vaske deres tøj, og de er så urene til om aftenen.
Følgende smådyr skal I regne for urene: muldvarpe, mus, firben, gekkoer og kamæleoner.
Enhver, der rører ved døde dyr af den slags, er uren indtil aften. Det samme gælder for ting, der kommer i berøring med sådanne døde dyr. De bliver urene. Hvis det drejer sig om en brugsgenstand af træ, tøj, skind eller sækkelærred, skal genstanden lægges i vand og regnes for uren indtil aften, men derefter kan den tages i brug igen. Hvis et sådant urent, dødt dyr falder ned i en lerkrukke med vand, skal vandet regnes for urent, og krukken skal knuses. Hvis noget af vandet sprøjter ud på nogle madvarer eller drikkevarer, skal de også regnes for urene.
Hvis et sådant dødt dyr kommer i berøring med en lerovn eller et ildsted af ler, skal de rives ned, for de er blevet urene. Hvis dyret falder ned i en kilde eller et vandreservoir, bliver vandet ikke urent, men den, der fisker dyret op, bliver uren. Hvis det døde dyr kommer i berøring med såsæd, bliver sæden ikke uren derved, men hvis sæden er våd, og dyret falder ned i den, bliver sæden uren.
Alle selvdøde dyr er urene, også de dyr, som ellers ikke er urene. Hvis nogen rører ved et selvdødt dyr, vil de være urene indtil aften. Hvis nogen spiser af dyrets kød eller bærer det døde dyr væk, skal de vaske deres tøj, og de er urene indtil om aftenen.
Dyr, som kravler på jorden, er urene og må ikke spises. Det indbefatter alle krybdyr, som glider på deres bug, såvel som krybdyr med ben. Intet dyr, som kravler på fire eller flere ben, må spises, for et sådant dyr er urent. I må ikke engang røre ved et sådant dyr. Hvis I gør det, bliver I urene.
Jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egypten. Gør ikke jer selv urene med disse ting. I skal være hellige, for jeg er hellig. Disse love gælder jeres forhold til dyr og fugle inklusive alt, hvad der svømmer i vandet eller kravler på landjorden. Når I kender disse love, kan I skelne imellem, hvilke dyr, der er rene og kan spises, og hvilke dyr, der er urene og derfor ikke må spises.”
Herren befalede Moses at give Israels folk følgende instrukser:
„Efter at en kvinde har født en dreng, skal hun regnes for uren i syv dage ligesom under hendes menstruation. Når drengen er en uge gammel, skal han omskæres. Derefter har moderen en periode på 33 dage, hvor hun ikke må røre noget, som er helligt, og hun må ikke gå hen til åbenbaringsteltet.
En kvinde, der føder en pige, skal regnes for uren ligesom under hendes menstruation, men dobbelt så længe, altså i 14 dage. Og derefter må hun ikke komme i nærheden af noget helligt i 66 dage.
Følgende regler gælder, hvad enten barnet er en dreng eller en pige: Når perioden på de 40 eller 80 dage efter fødslen er overstået, skal moderen tage et etårs lam som brændoffer og en ung due eller en turteldue som syndoffer og bringe dem til præsten tæt ved indgangen til åbenbaringsteltet. Han skal så ofre dem til Herren som forsoning, og derefter er hun fuldstændig renset efter sin fødsel.
Men hvis kvinden er fattig og ikke har råd til at ofre et lam, skal hun bringe to turtelduer eller to unge duer. Den ene due skal bruges til brændofferet og den anden til syndofferet.”
Til korlederen: En lovsang af Asaf.
Vi priser og takker dig, Gud.
Du er os altid nær,
og man fortæller om dine undere.
Gud siger: „Dommen kommer til den fastsatte tid,
og det bliver en retfærdig dom.
Jorden skal ryste og menneskene skælve,
men jeg står urokkeligt fast.”
Jeg siger til de stolte: „Vær ikke hovmodige.”
Jeg advarer de gudløse: „Vær ikke selvsikre.
Prøv ikke på at kæmpe mod himlens Gud,
sæt jer endelig ikke op imod ham.
Dommen kommer hverken fra øst eller vest,
eller fra ørkenen nede mod syd.
For det er Gud, der dømmer os alle:
han ydmyger den ene og ophøjer den anden.
Herren holder et bæger i hånden,
hans vrede bobler som en krydret vin.
Han udøser sin straf over alle de onde,
de skal tømme bægeret til sidste dråbe.”
Men jeg vil altid juble og glædes,
takke og lovprise Israels Gud,
for han vil bryde de gudløses magt,
men de gudfrygtiges styrke skal vokse.
Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang af Asaf.
Gud har vist sin magt i Judas land,
han er berømt overalt i Israel.
Hans bolig er bygget i Jerusalem,
hans hjem findes på Zions bjerg.
Han brækkede fjendens pile og skjolde,
han ødelagde alle deres våben.
Du er mægtig og herlig,
større end de højeste bjerge.
De stærke fjender blev slået,
nu sover de dødens søvn.
De kunne intet stille op mod dig.
Ved lyden af dit krigsråb, Jakobs Gud,
faldt heste og ryttere omkuld.
Hvem ville ikke frygte dig, Gud?
Hvem kan holde stand mod din vrede?
Du udråbte din dom fra himlen,
jorden skælvede og blev stille.
Du gik til angreb for at dømme de gudløse,
for at forsvare dit undertrykte folk.
Vi ærer dig, fordi du straffede de onde,
du åbenbarede din mægtige vrede.
Opfyld de løfter, I har givet jeres Gud.
Bring jeres gaver som tak til den Mægtige.
Han ydmyger stormænd og mægtige fyrster,
alle konger på jorden frygter hans magt.
Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.
Jeg råber til Gud uden ophør.
Jeg håber, han hører min bøn.
Da jeg var i nød, søgte jeg hen til min Herre.
Hele natten løftede jeg hænderne i bøn til ham.
Jeg kunne ikke finde ro i sjælen.
Jeg tænker på Gud og stønner i min nød,
jeg sukker af længsel efter hans hjælp.
Jeg kan ikke sove, før han griber ind.
Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.
Jeg mindes de gamle dage,
den tid, som nu er forbi.
Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten.
Nu sidder jeg og spørger mig selv:
Har Herren forkastet mig for evigt?
Vil han aldrig igen være nådig?
Er hans trofasthed opbrugt?
Gælder hans løfter ikke længere?
Har Gud glemt at være god?
Har han lukket sit hjerte i vrede?
Jeg kan ikke udholde den tanke,
at den Mægtige skulle have mistet sin magt.
Jeg husker miraklerne i gamle dage,
de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
De er altid i mine tanker,
jeg kan ikke lade være at grunde over dem.
Du er helt speciel, Gud,
ingen guder kan måles med dig.
Du er undernes og miraklernes Gud,
du viste din magt, så alle hørte om det.
Du befriede dit folk med din vældige styrke,
det var Jakobs og Josefs slægt.
Vandet så dig og trak sig tilbage af frygt,
det skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
dine lynpile fløj til alle sider.
Tordenen rumlede som vognhjul,
lynene oplyste himlen.
Hele jorden rystede og bævede.
Du banede en vej gennem havet,
du vandrede igennem de vældige vande,
men du efterlod dig ingen fodspor.
Som en fårehyrde førte du dit folk,
Moses og Aron var dine hjælpere.
En dag, da det var sabbat, kom Jesus og hans disciple på deres vandring forbi nogle kornmarker. Disciplene plukkede nogle aks, gned dem mellem hænderne og spiste kernerne. Men nogle af farisæerne irettesatte dem: „Hvorfor høster I korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
„Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd var sultne?” sagde Jesus. „Han gik op til Guds hus, spiste af de hellige brød og gav også nogle til sine mænd. Det er jo ellers kun præsterne, der har lov til at spise af dem.”
Så tilføjede han: „Menneskesønnen er herre over sabbatten.”
En anden sabbat var Jesus igen gået ind i en synagoge og underviste forsamlingen. Blandt de tilstedeværende var en mand, hvis højre hånd var forkrøblet. De skriftlærde og farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.
Jesus var klar over, hvad de tænkte, og han vendte sig mod manden med den forkrøblede hånd. „Rejs dig op og stå her i midten,” sagde han. Manden rejste sig. Så vendte Jesus sig mod farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Hvad siger Guds Lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” Han så rundt på dem alle sammen og vendte sig så mod manden: „Ræk hånden frem!” sagde han. I samme øjeblik han gjorde det, var hånden rask.
Farisæerne og de skriftlærde blev rasende, og de gav sig til at drøfte indbyrdes, hvad de skulle stille op med Jesus.
En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Han tilbragte natten i bøn til Gud, og ved daggry kaldte han sine disciple til sig og udvalgte 12 af dem, som han også kaldte apostle. Her er navnene på dem: Simon, som han også kaldte Peter, og dennes bror Andreas; Jakob og Johannes; Filip; Bartolomæus; Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Simon Frihedskæmper; Judas, søn af Jakob, og Judas Iskariot, som blev forræder.
Da de var kommet ned fra bjerget, gik de ud på en slette, hvor mange af Jesu disciple samledes omkring dem. Der var også en masse mennesker, som var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Der var jøder fra hele Judæa og Jerusalem og folk så langt nordfra som kystområdet ved Tyrus og Sidon. Jesus uddrev mange onde ånder, og alle i menneskemængden søgte at røre ved ham, for en sådan kraft strømmede fra ham, at alle, der rørte ved ham, blev helbredt.
Jesus så ud over sine disciple og sagde:
„Velsignede er I, som erkender jeres afmagt –
for I skal få del i Guds rige.
Velsignede er I, som nu er sultne –
for I skal få jeres sult stillet.
Velsignede er I, som nu sørger –
for I skal komme til at juble.
I er velsignede, selv når mennesker hader jer, fryser jer ud, håner jer og sværter jer til, fordi I hører mig til. Glæd jer, når det sker! Ja, dans af glæde, for der venter jer en stor løn i Himlen. Sådan er Guds profeter altid blevet behandlet.
Men ve jer, der har alt –
for I har haft jeres gode dage.
Ve jer, der er mætte nu –
for I vil komme til at lide sult.
Ve jer, der jubler nu –
for I vil komme til at sørge og græde.
Ve jer, der lever højt på menneskelig popularitet,
for den har de falske profeter altid solet sig i.”
Jesus fortsatte: „Til jer, som ønsker at adlyde mig, siger jeg: Elsk jeres fjender! Gør godt mod dem, som hader jer. Velsign dem, som forbander jer. Bed for dem, som mishandler jer.
Hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til. Hvis nogen vil tage din yderkjortel fra dig, så lad ham også få din inderkjortel. Giv til enhver, som anmoder dig om noget, og hvis nogen tager dine ejendele, så lad være med at kræve dem tilbage.
Gør mod andre, som I ønsker, at de skal gøre mod jer. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre. Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad prisværdigt skulle der være ved det? Det gør syndere jo også. Hvad særligt er der ved at låne penge ud, når I ved, I får dem igen? Selv syndere låner ud til andre syndere, når blot de får deres penge igen.
Nej, elsk jeres fjender og gør godt imod dem. Lån jeres penge ud uden at spekulere på, om I får dem tilbage. Så bliver I rigeligt belønnet og handler som børn af den højeste Gud. Gud er nemlig god, også mod de utaknemmelige og onde. Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig.
Lad være med at dømme andre, ellers bliver I selv dømt. Fordøm ikke, så I ikke selv skal blive fordømt. Tilgiv, så vil I selv få tilgivelse.
Giv, så skal der gives jer. Den målestok, I anvender over for andre, vil blive anvendt over for jer. Er I gavmilde, vil I modtage et godt, rystet, presset mål med top på.”
Jesus anvendte tit billeder i sin undervisning. „Kan en blind lede en blind?” sagde han. „Falder de ikke begge i grøften? En lærling står ikke over sin mester. Men enhver, som er udlært, bliver som sin mester.
Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på. Hvordan kan du sige til din ven: ‚Kom, lad mig tage splinten ud af dit øje’, når du ikke ser bjælken i dit eget? Din selvretfærdige hykler! Sørg først for at få bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din vens øje.
Et godt træ bærer gode frugter, og et dårligt træ bærer dårlige frugter. Man bedømmer et træ efter de frugter, det frembringer. Man plukker jo heller ikke figner i et tjørnekrat eller vindruer fra en tornebusk. Et godt menneske henter gode ting frem af sit hjertes gode forråd. Et ondt menneske henter onde ting frem af sit hjertes onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.
Hvorfor kalder I mig ‚Herre’, når I ikke gør, hvad jeg siger? Men de, som kommer til mig og hører mine ord og handler på dem, lad mig fortælle jer, hvem de ligner. De ligner en mand, der skulle til at bygge et hus. Han gravede dybt ned til han nåede klippegrunden, og den brugte han som fundament for sit hus. Selv da der blev oversvømmelse, og vandet skyllede mod huset, stod det urokkeligt fast, for det var bygget på et godt fundament. De, som har hørt mine ord uden at handle på dem, ligner derimod en mand, der byggede sit hus på den bare jord uden et godt fundament. Da så oversvømmelsen kom og skyllede imod det hus, styrtede det hele sammen i en ruinhob.”