Ved lodtrækning fik klanerne af Judas stamme tildelt jord i det område, der mod sydøst grænser op til Edom og strækker sig helt ned i Zins ørken.
Sydgrænsen gik fra Det Døde Havs sydvestlige kant, syd om Akrabbimpasset, videre gennem Zins ørken, syd om Kadesh-Barnea til Hetzron. Så gik den op til Addar, drejede imod Karka og videre til Atzmon, indtil den nåede Egyptens Bæk, som den fulgte helt ud til Middelhavet.
Østgrænsen gik langs Det Døde Hav op til Jordanflodens udløb.
Nordgrænsen begyndte ved bugten, hvor Jordanfloden løber ud i Det Døde Hav, gik nordpå til Bet-Hogla og videre vestpå nord om Bet-ha-Araba til Bohans sten, opkaldt efter Rubens søn. Derfra løb den gennem Akors dal til Debir, hvor den drejede mod nordvest til Gelilot, som ligger over for Adummimpasset på dalens sydside. Derfra løb grænsen videre til kilderne ved En-Shemesh og videre til En-Rogel, hvorfra den løb gennem Hinnoms dal og fulgte den sydlige side af Jebus-højdedraget, hvor Jerusalem ligger, derpå mod vest over bjergene på den anden side af Hinnoms dal og ved den nordlige ende af Refaimdalen. Fra bjergkammen fortsatte den til Neftoakilden og videre til byerne på Efrons bjerg, før den drejede i en bue op til Baʼala, som Kirjat-Jearim også kaldes. Fra Baʼala løb den videre til Seirs bjerge forbi byen Kesalon på Jearimbjergets nordlige skråning helt ned til Bet-Shemesh, hvorfra den fortsatte til Timna. Herfra gik grænsen videre til højdedraget nord for Ekron. Her drejede den i en bue mod nord til Shikkaron og videre til Baʼalabjerget, hvorfra den fortsatte til Jabneʼel og ud til Middelhavet.
Vestgrænsen var Middelhavet.
Herren havde givet Josva befaling om at overdrage et stykke af Judas territorium til Kaleb. Så han fik lovning på byen Hebron. Senere drev han de tre anakitter, Sheshaj, Ahiman og Talmaj, bort derfra. Derefter angreb han byen Debir, der tidligere hed Kirjat-Sefer.
Kaleb havde forinden sagt: „Den, der indtager Kirjat-Sefer, får min datter Aksa til kone.” Otniel, der var søn af Kalebs bror, Kenaz, erobrede byen og fik som belønning Aksa til kone.
Efter brylluppet bad Aksa sin mand om tilladelse til at tage hjem til sin far og bede om et stykke agerjord. Da hun kom derhen og stod af sit æsel, spurgte Kaleb hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?” „Velsign mig med en afskedsgave. Du har jo bortgiftet mig til det tørre sydland, så jeg har brug for nogle vandkilder.” Så gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.
Judas stamme fik altså følgende område: Alle byerne, der lå langs Edoms grænse i sydlandet: Kabtzeʼel, Eder, Jagur, Kina, Dimona, Adada, Kedesh, Hatzor, Jitnan, Zif, Telem, Baʼalot, Hatzor-Hadatta, Kerijjot-Hetzron, som også kaldes Hatzor, Amam, Shema, Molada, Hatzar-Gadda, Heshmon, Bet-Pelet, Hatzar-Shual, Beʼersheba, Bishotja Baʼala, Ijjim, Esem, Eltolad, Kesil, Horma, Ziklag, Madmanna, Sansanna, Lebaot, Shilhim, Ajin og Rimmon – i alt 29 større byer med tilhørende landsbyer.
Judas stamme fik også følgende byer på bakkeskråningerne mod vest: Eshtaol, Zora, Ashna, Zanoa, En-Gannim, Tappuach, Enam, Jarmut, Adullam, Soko, Azeka, Shaʼarajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim – i alt 14 større byer med tilhørende landsbyer.
Desuden fik Judas stamme Senan, Hadasha, Migdal-Gad, Dilan, Mitzpe, Jokteʼel, Lakish, Botzkat, Eglon, Kabbon, Lahmas, Kitlish, Gederot, Bet-Dagon, Naʼama og Makkeda – i alt 16 større byer med tilhørende landsbyer. Desuden var der Libna, Eter, Ashan, Jifta, Ashna, Nesib, Keila, Akzib og Maresha – i alt ni større byer med tilhørende landsbyer.
Desuden fik de Ekron med småbyer og landsbyer, og på vejen fra Ekron til Middelhavet fik de alle byerne på Ashdodsiden med tilhørende landsbyer, samt selve Ashdod med småbyer og landsbyer, Gaza med de småbyer og landsbyer, der lå langs Middelhavet hele vejen ned til Egyptens Bæk.
Judas stamme fik tillige følgende byer i bjerglandet med tilhørende landsbyer: Shamir, Jattir, Soko, Danna, Kirjat-Sanna, som også kaldes Debir, Anab, Eshtemoa, Anim, Goshen, Holon og Gilo – i alt 11 byer med tilhørende landsbyer. De fik også Arab, Duma, Eshan, Janim, Bet-Tappuach, Afek, Humta, Kirjat-Arba, som også kaldes Hebron, og Sior – i alt ni byer med tilhørende landsbyer. Desuden fik de Maon, Karmel, Zif, Jutta, Jizreʼel, Jakdam, Zanoa, Kain, Gibea og Timna – i alt 10 byer med tilhørende landsbyer. De fik Halhul, Bet-Zur, Gedor, Maʼarat, Bet-Anot og El-Tekon – i alt seks byer med tilhørende landsbyer. Desuden Tekoa, Efrat, som også kaldes Betlehem, Peor, Etam, Kulon, Tattam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho – i alt 11 byer med tilhørende landsbyer. Dernæst Kirjat-Baʼal, som også kaldes Kirjat-Jearim, og Rabba, to byer med tilhørende landsbyer.
Endelig fik de følgende seks byer med tilhørende landsbyer i ødemarken: Bet-ha-Araba, Middin, Sekaka, Nibshan, saltbyen Ir-ha-Melach og En-Gedi.
Men Judas stamme kunne ikke fordrive jebusitterne fra Jerusalem, og derfor bor jebusitterne endnu i dag iblandt dem.
Ved lodtrækning fik Josefs efterkommere jord i et område, hvis sydgrænse startede ved Jordanfloden ud for Jeriko og gik videre op i højlandet til Betel (også kaldet Luz) og dernæst videre gennem arkitternes land til Atarot. Derpå bøjede den mod sydvest til jafletitternes område og kom til Nedre Bet-Horon og videre til Gezer og derfra ud til Middelhavet. De to stammer fra Josefs sønner, Efraim og Manasse, fik hver deres arvelod.
Efraims klaners område gik fra Atarot-Addar mod øst til Øvre Bet-Horon mod vest, og derfra gik grænsen ud til Middelhavet. Nordgrænsen gik gennem Mikmetat og videre østpå i en bue op til Taʼanat-Shilo og videre øst om Janoha. Fra Janoha fortsatte den ned til Atarot og Naʼara øst om Jeriko for at ende ved Jordanfloden. Fra Tappuach løb nordgrænsen vestpå langs med Kana-kløften til Middelhavet. Efraim fik tillige nogle byer inden for Manasses territorium.
De kanaʼanæere, som boede i Gezer, blev imidlertid aldrig drevet ud, og derfor lever de den dag i dag som slaver blandt Efraims folk.
Jeg tænkte dybt og længe for at forstå det. Til sidst måtte jeg erkende, at selv de retskafne og vise menneskers liv er i Guds hånd. Der er ingen, der ved, hvilken skæbne der venter dem, om de kommer til at opleve lykke eller ulykke. Alle er i samme båd, retskafne og syndere, gode og onde, religiøse og ikke-religiøse, gudfrygtige og gudsbespottere. Den samme skæbne venter alle, hvad enten det er gode mennesker eller syndere, hvad enten de gør deres bedste for at tjene Gud eller ej. Det er det, der gør menneskelivet så meningsløst. Det er grunden til, at mennesker ikke tager deres ondskab så tungt, men fremturer i deres vanvid, indtil døden indhenter dem.
Når døden indtræffer, er alt håb ude. Det er altså bedre at være en levende hund end en død løve. De, der lever, ved i det mindste, at de skal dø, hvorimod de døde er uden bevidsthed. De kan ikke se frem til nogen belønning, og man glemmer dem hurtigt. Deres kærlighed, had og lidenskaber er for længst forbi. De er udenfor livets arena.
Nyd derfor nuet og øjeblikket. Spis, drik og vær glad, for det er helt i orden i Guds øjne. Tag bare det fine tøj på og gør dig klar til fest. Lev lykkeligt med den kvinde, du elsker, i det korte liv, som gives dig på jorden. Nyd livets glæder, for det er lønnen for dit slid og slæb. Hvad du end har for, så gør det helhjertet. Husk, at når du dør, ophører dine planer og dit arbejde, din kundskab og din visdom.
Der er en anden ting, jeg har lagt mærke til: Det er ikke altid den hurtigste, der i sidste ende vinder løbet, og det er ikke altid den stærkeste, der går sejrende ud af kampen. Den vise er ikke altid mæt, den dygtige ikke nødvendigvis rig, og den bedste ikke sikker på forfremmelse. Livet er et spil af tilfældigheder, et spørgsmål om rette tid og sted. Ingen ved, hvornår modgang sætter ind. Som fisken fanges i nettet og fuglen i fælden, er det menneskets lod at rammes af uventede ulykker.
Her er et andet eksempel på visdom, som gjorde et stort indtryk på mig: Der var en lille by med ganske få indbyggere. En mægtig konge gik imod byen med sin hær, belejrede den og byggede angrebsramper omkring den. I byen boede der en fattig mand, som ingen regnede for noget. Men han var klog, og takket være hans visdom blev byen reddet. Da indså jeg, at visdom er vigtigere end magt, men hvis den vise samtidig er fattig, ser man gerne ned på ham, og hans råd bliver sjældent værdsat. Et stille ord fra en vismand er mere værd end en tåbelig herskers råben. Visdom har større indflydelse end våbenmagt, men en enkelt synder kan ødelægge meget godt.
Et par døde fluer kan få en hel flaske parfume til at stinke, og en smule tåbelighed kan overdøve mange visdomsord. Den vises tanker er hans styrke, tåbens tanker er hans svaghed. Man kan genkende en tåbe, bare man ser ham gå hen ad vejen.
Hvis din overordnede bliver vred på dig, skal du ikke sige op af den grund. Selv alvorlige misforståelser kan glattes ud, hvis du tager det ganske roligt.
En anden uretfærdighed har jeg lagt mærke til, og det er en fejl, som magthavere ofte begår: De giver tåbelige personer en høj stilling, men overser dem med de store evner. Jeg har endda set slaver ride som fyrster, og fyrster gå til fods, som var de slaver.
Den, der graver en grav, må passe på ikke selv at falde i den. Den, der nedbryder sin havemur, risikerer at blive bidt af en slange. Den, der arbejder i et stenbrud, skal passe på ikke at få en sten ned over sig. Den, der fælder træer, risikerer at blive knust under et af dem. Hvis øksen er sløv, må der lægges flere kræfter i under arbejdet. Den kloges visdom kan hjælpe ham, så hans arbejde lykkes. Hvis slangen bider, før den er tæmmet, hjælper det ikke, at slangetæmmeren er nok så dygtig.
En vismands ord bringer ham ære og fremgang, men tåbens ord giver ham store problemer. Fordi hans udgangspunkt er tåbeligt, bliver hans konklusion det rene sludder. Tåber snakker og snakker, men hvem kan vide, hvad fremtiden bringer? En tåbe kan blive så udmattet af sit arbejde, at han ikke engang kan finde vejen hjem.
Det er en ulykke for et land at have en tåbelig konge, som tillader landets ledere at være fulde fra morgenstunden. Det er godt for et land at have en forstandig konge, som har styr på landets ledere, så de kun fester på de rette tidspunkter – og uden at blive fulde. Den dovne blæser på, at taget er utæt, og bjælkerne er ved at rådne. Fest fører til latter, og vin gør munter, har man penge, kan man få det hele. Tænk aldrig en ond tanke imod kongen. Tal ikke ondt om dem, der sidder ved magten, ikke engang hjemme i dit eget soveværelse. En lille fugl kunne synge om, hvad du sagde i smug.
På den tid var Kong Herodes Agrippa begyndt at forfølge og mishandle nogle fra menigheden i Jerusalem, og han lod Jakob, Johannesʼ bror, halshugge. Da kongen mærkede, at det faldt i god jord hos de jødiske ledere, lod han også Peter arrestere og sætte i fængsel, og han gav fire vagthold på hver fire soldater ordre til at bevogte fængslets døre. Det skete under påskehøjtiden, og kongen havde til hensigt at få ham dømt af Det jødiske Råd, så snart påsken var forbi. Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.
Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren. Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: „Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder. „Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: „Tag din kappe på og følg efter mig!” Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete. De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.
Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. „Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. „Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”
Efter at have sundet sig gik han hen til Marias hus, hende, der er mor til Johannes Markus. En masse mennesker var samlet til bøn dér. Han bankede på døren til portrummet, og en pige, som hed Rhode, gik ud for at høre, hvem det var. Hun genkendte med det samme Peters stemme og blev så glædeligt overrasket, at hun helt glemte at lukke op og i stedet løb tilbage til de andre for at fortælle dem, at Peter stod udenfor. „Du er ikke rigtig klog!” sagde de, men hun blev ved med at påstå, at det var Peter, der stod udenfor. Til sidst sagde de: „Det må være hans skytsengel!” Imens stod Peter og bankede og bankede. Da de endelig fik lukket op og så, at det virkelig var ham, blev de ude af sig selv af forbavselse. Men Peter gjorde tegn til, at de skulle være stille, og han fortalte dem, hvordan Herren havde befriet ham fra fængslet. „Fortæl det til Jakob og de andre ledere,” sagde han. Derefter rejste han væk til et andet sted.
Ved daggry blev der stor opstandelse blandt de soldater, der havde stået vagt. Ingen anede, hvor Peter var blevet af. Da kongen sendte bud efter ham, og man ikke kunne finde ham, kom vagterne i forhør og blev derefter henrettet. Efter den historie forlod kong Herodes Judæa og tog ophold i Cæsarea.
Nogen tid efter ankom en delegation fra Tyrus og Sidon til Cæsarea. Herodes havde haft et meget spændt forhold til de to byer, men de kom nu for at anmode om fred, for de fik deres fødevarer fra det område, Herodes regerede over. Det lykkedes for delegationen at komme på venskabelig fod med Blastus, kongens kammertjener, og de fik ham til at hjælpe sig. Et møde med kongen blev aftalt, og på den fastsatte dag iklædte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig på tronen og holdt en tale til dem. Da han var færdig, hyldede folket ham og råbte: „Det er en gud og ikke et menneske, der taler!” I samme øjeblik ramte Herrens engel ham med en sygdom, fordi han tog imod menneskers tilbedelse i stedet for at give Gud æren. Han blev ædt op af orme og døde.
Men de kristne havde fremgang, og Guds ord nåede ud til flere og flere mennesker. Da Barnabas og Saul havde fuldført deres opgave i Jerusalem, tog de Johannes Markus med sig og vendte tilbage til Antiokia.
Også efterkommerne af Manasse, Josefs ældste søn, fik ved lodtrækning tildelt jord. (Makir-slægten, der var efterkommere af Manasses ældste søn Makir, der blev far til Gilead, havde allerede fået tildelt Gilead og Bashan øst for Jordanfloden. De var dygtige krigere.) Manasses stammes øvrige slægter, det vil sige Abiezers, Heleks, Asriels, Sikems, Shemidas og Hefers slægter, fik tildelt et område vest for Jordanfloden.
Hefers søn Zelofhad havde imidlertid ingen sønner – kun døtrene Mahla, Noa, Hogla, Milka og Tirtza. Disse fem kvinder kom til præsten Eleazar og Josva og til de israelitiske ledere og sagde: „Herren gav Moses besked på, at vi skulle arve på lige fod med mændene i vores stamme.” Derfor gav Josva de fem kvinder land på lige fod med deres mandlige slægtninge, sådan som Herren havde befalet gennem Moses.
Manasses område vest for Jordanfloden blev opdelt i ti områder, fordi kvinderne i Manasses stamme også fik jord. Resten af stammen fik jord i Gilead.
Manasses område gik fra Ashers grænse til Mikmetat tæt ved Sikem. Fra Mikmetat gik grænsen sydpå til dem, der boede ved Tappuachs kilde. Landet omkring Tappuach tilfaldt Manasse, men selve byen på grænsen mellem Manasse og Efraim tilfaldt Efraim. Fra Tappuachs kilde fulgte grænsen nordsiden af Kana-kløften ud til Middelhavet. Nogle af byerne i Manasses område tilfaldt Efraim. Sydsiden af Kana-kløften tilhørte Efraims territorium, og nordsiden tilhørte Manasses. Mod vest grænsede Manasses område op til Middelhavet, mod nordvest til Ashers territorium, og mod nordøst til Issakars territorium.
Manasses halve stamme fik desuden nogle byer med tilhørende landsbyer i Issakars og Ashers territorier: Bet-Shan, Jibleam, Dor, En-Dor, Taʼanak og Megiddo. (Den tredje af disse lå ved kysten.) Men det lykkedes ikke Manasses stamme at fordrive de oprindelige indbyggere i disse byer, og derfor bor kanaʼanæerne der den dag i dag. Dog lykkedes det med tiden israelitterne at undertvinge kanaʼanæerne og gøre dem til slaver.
Josefs efterkommere kom nu til Josva og sagde: „Hvorfor har du ikke givet os et større territorium, når Herren har gjort os så talrige?”
„Hvis der ikke er plads nok til jer i Efraims højland,” svarede Josva, „må I selv rydde skoven og indtage det område, hvor perizzitterne og refaitterne bor.”
„Nej, højlandet er ikke stort nok til os,” sagde Josefs efterkommere, „men kanaʼanæerne i lavlandet omkring Bet-Shan og i Jizreʼeldalen kan vi ikke drive væk, for de har jernvogne.”
„Tag bare skovområdet på bjergskråningerne,” svarede Josva. „I er en stor og stærk stamme, så det skal nok lykkes for jer. Og jeg er sikker på, at I også kan jage kanaʼanæerne bort fra lavlandet, selv om de er stærke og har jernvogne.”
Nu da landet var under Israels kontrol, samledes folket i Shilo for at rejse åbenbaringsteltet. Dog var der endnu syv af stammerne, som ikke havde fået tildelt deres landområder.
Josva spurgte dem: „Hvor længe vil I vente med at tage det land i besiddelse, som Herren, jeres Gud, har lovet jer? Udvælg tre mænd fra hver stamme, så vil jeg sende dem ud for at kortlægge de resterende områder, så vi kan få fastlagt de sidste stammers landegrænser. De skal opdele landet i syv områder, idet Judas stamme allerede har fået land mod syd og Josefs stammer mod nord. Så vil vi ved lodtrækning fordele disse områder mellem de sidste syv stammer. Levitterne får ingen jord, da de arbejder direkte for Herren. Gud selv er deres arvelod, og han vil sørge for dem. Gads stamme og Rubens stamme samt Manasses halve stamme skal heller ikke have noget jord, for de har allerede fået tildelt deres arvelod øst for Jordanfloden, som Moses lovede dem.”
Til de udvalgte mænd sagde Josva: „Tag af sted og kortlæg hele landet, og kom så tilbage til mig med jeres skrevne rapport, så vil vi kaste lod for Herrens ansigt her i Shilo.” Mændene tog nu af sted, som de havde fået besked på, og opdelte området i syv territorier med en liste over byerne i de enkelte territorier. Derpå vendte de tilbage til Josva i lejren ved Shilo, og under den efterfølgende lodtrækning viste Herren Josva, hvordan territorierne skulle fordeles mellem stammerne.
Klanerne af Benjamins stamme fik ved lodtrækning tildelt området mellem Judas og Efraims territorier.
Nordgrænsen løb fra Jordanfloden op nord om Jeriko og vestpå gennem højlandet og Bet-Avens ørken. Den fortsatte til den sydlige skråning over for Luz, der også kaldes Betel, og gik videre til Atarot-Addar i højlandet syd for Nedre Bet-Horon. Vestgrænsen gik herfra mod syd og fulgte den vestlige side af højdedraget over for Bet-Horon for at ende ved landsbyen Kirjat-Baʼal, som også kaldes Kirjat-Jearim, som tilhørte Judas stamme.
Den sydlige grænse løb fra udkanten af Kirjat-Jearim vestpå til Neftoakilden og ned til foden af bjerget ved Hinnoms dal i den nordlige ende af Refaims dal. Derfra gik den gennem Hinnoms dal syd om de høje, hvor jebusitterne boede, og fortsatte ned til En-Rogel. Fra En-Rogel løb grænsen mod nordøst til En-Shemesh, videre til Gelilot over for Adummimpasset og ned til Bohanstenen, der er opkaldt efter Rubens søn, videre til højdedraget nord for Bet-ha-Araba, ned i Jordandalen og nord om Bet-Hogla for at ende nær det sted ved Det Døde Hav, hvor Jordanfloden løber ud i søen.
Den østlige grænse fulgte Jordanfloden. Det var Benjamins territorium.
Benjamins stamme fik følgende byer: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Ketzitz, Bet-ha-Araba, Zemarajim, Betel, Avvim, Para, Ofra, Kefar-ha-Ammoni, Ofni og Geba, i alt 12 byer med tilhørende landsbyer. Desuden Gibeon, Rama, Beʼerot, Mitzpe, Kefira, Mosa, Rekem, Jirpeʼel, Tarala, Zela, Elef, Jebus, der også kaldes Jerusalem, Gibea og Kirjat-Jearim, i alt 14 byer med tilhørende landsbyer.
Invester vidt og bredt, du skal nok få udbytte af det med tiden. Del ud til mange, for du ved ikke, hvilke ulykker der kan ramme dig.
Når skyerne er tunge og sorte, kommer der altid regn. Et træ kan falde til den ene eller anden side, men der er ingen tvivl om, at det vil ramme jorden. Den, der venter på det helt ideelle vejr, får hverken sået eller høstet. Gud har skabt alle ting, og hans handlinger går over vores forstand, ligesom vi ikke forstår, hvordan vinden blæser, eller hvordan fosteret formes i moderens liv. Du bør plante meget forskelligt, for du ved ikke, om det ene eller det andet lykkes, ja, måske lykkes det hele.
Det er rart at kunne nyde livet. Uanset hvor længe du lever, så vær taknemmelig for hver eneste dag, du kan nyde. Når du først er død, bliver alt til mørke og håbløshed.
Glæd dig og nyd livet i din ungdom. Følg dit hjerte og brug dine evner. Men husk, at du en dag skal stå til regnskab over for Gud. Spild ikke tiden med bekymringer og problemer, for barndom og ungdom forsvinder som dug for solen.
Tænk på din Skaber, mens du er ung,
for de dystre dage kommer, før du aner det.
Engang vil du sige til dig selv:
„Det er ikke længere en glæde at leve.”
Tænk på din Skaber, før livet rinder ud,
som solen forsvinder om aftenen,
som månen og stjernerne blegner om morgenen,
som skyen fordufter, når den er tømt for regn.
Tænk på din Skaber, før hænderne ryster,
før din ranke ryg bøjes af ælde,
før tænderne bliver få,
før synet begynder at svigte,
før hørelsen langsomt forsvinder,
så du ikke hører larmen fra livet omkring dig,
før du vågner samtidig med fuglene,
men alligevel ikke kan nyde deres sang,
før det bliver en kamp at gå op ad en bakke,
og du bliver bange for at falde om på vejen,
før håret bliver hvidt som nyfalden sne,
og du dårligt kan slæbe dig af sted,
og før din appetit på livet er forbi.
Da nærmer du dig gravens rand,
og dine pårørende går sørgende omkring.
Ja, tænk på din Skaber, før sølvsnoren brister,
før den gyldne lampe slukkes,
før hjertet slår det sidste slag,
og livets hjul går i stå.
Da vender støvet tilbage til jorden, hvorfra det kom,
og ånden vender tilbage til Gud, som gav den.
Der er ingen mening, livet er uden mening.
Det hele er meningsløst.
Fordi Prædikeren var så vis, delte han ud af sin visdom til folket. Han samlede mange ordsprog og satte dem i system, så de præcist og rammende udtrykte den sandhed, han ville formidle. Den vises ordsprog er som hyrdens pigstav, hans ord står fast som søm, der er hamret i bund, og de kommer fra en af samfundets spidser.
Pas på, min søn, for der er ingen ende på alle de meninger, som luftes i alskens bøger. At studere for meget gør dig bare træt.
Efter at alt det her er sagt, er min konklusion: Hav ærefrygt for Gud og adlyd hans befalinger, for det er alle menneskers pligt. Gud vil dømme alle vores handlinger – onde som gode – ja, selv de skjulte motiver.
I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul. En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!” Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.
Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern. Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper. De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus. Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord. Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas, modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro. Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde: „Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer? Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden. Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.
Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig. Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”
Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige! Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft, og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring. Han udryddede syv folkeslag i Kanaʼan og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel. Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’ Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.
Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe. Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’
Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud. Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat. Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel. Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule. Men Gud oprejste ham fra de døde, og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set.
Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet. Det står også omtalt i Salme 2: ‚Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’
Men det, at Jesus skulle opstå fra de døde, og at hans krop ikke skulle gå i forrådnelse, er antydet blandt andet i følgende skriftsted: ‚Jeg vil give jer de hellige, troværdige løfter, jeg gav David.’
Løftet forklares ud fra en anden salme, hvor der står: ‚Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.’
Der er ikke tale om David her, for efter at han havde tjent sin egen samtid ved at udføre Guds planer, døde han og blev begravet, og han er gået i forrådnelse. Men der er tale om den hellige Tjener, som Gud nu har oprejst fra de døde. Hans krop er jo ikke gået i forrådnelse.
I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler.
Men pas på, for hvis I ikke tager imod budskabet i tro, så går det jer, som der står et sted i de profetiske bøger: ‚Luk øjnene op, I vantro mennesker! I vil blive stumme af undren og gå til grunde! For jeg gør noget i jeres samtid, som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.’”
Da mødet i synagogen var forbi, var der mange, som bad Paulus og Barnabas om at komme igen den følgende sabbat for at fortælle mere. En del jøder og grækere fra synagogen kom til tro på Jesus, og de fulgte med Paulus og Barnabas, som talte videre med dem og opmuntrede dem til at holde fast ved Guds nåde.
Ugen efter var næsten hele byen stuvet sammen i synagogen for at høre dem forkynde om Herren. Da de jødiske ledere så det vældige opbud af mennesker, blev de jaloux og begyndte hånende at modsige alt, hvad Paulus sagde. Paulus og Barnabas lod sig dog ikke kue, men sagde: „Vi var nødt til først at bringe budskabet fra Gud til jer, som er jøder. Men når I afviser det og ikke regner jer selv for værdige til at få del i det evige liv, ja, så vender vi os til dem, der ikke er jøder. Herren har nemlig givet os følgende befaling: ‚Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så du kan bringe min frelse til jordens fjerneste egne.’”
Da grækerne hørte det, blev de jublende glade og lovpriste Herren for det budskab, og alle, som var beredt til at opnå det evige liv, kom til tro. Det var begyndelsen til, at Herrens ord blev kendt på hele den egn.
Nu fik de jødiske ledere ophidset de fornemme græske kvinder, som var gået over til jødedommen, samt byens ledende mænd. Det lykkedes dem at oppiske en så kraftig stemning imod Paulus og Barnabas, at de blev jaget ud af byen.
De to apostle rystede byens støv af deres fødder som et tegn på, at de overlod dem til deres egen skæbne, og rejste så videre til Ikonion. Men disciplene i byen blev fyldt med glæde og med Helligåndens kraft.
Det næste stykke land tilfaldt ved lodtrækning klanerne i Simeons stamme. Landet var en del af det område, som Judas stamme tidligere havde fået tildelt. Deres arvelod omfattede følgende byer med tilhørende landsbyer: Beʼersheba, Molada, Hatzar-Shual, Bala, Etzem, Eltolad, Betul, Horma, Ziklag, Bet-Markabot, Hatzar-Susa, Bet-Lebaot og Sharuhen, i alt 13 byer med tilhørende landsbyer. Desuden Ajin, Rimmon, Eter og Ashan, i alt fire byer med tilhørende landsbyer. Disse byer med tilhørende landsbyer strakte sig sydpå helt til Baʼalat-Beʼer, der også kaldes Ramat-Negev. Simeons arvelod var altså en udstykning af Judas oprindelige territorium, der alligevel var for stort til judæerne.
Det tredje lod faldt på Zebulons stamme, som nu fik tildelt sit territorium. Grænsen løb syd for Sarid i en bue mod vest forbi Marala til Dabbeshet, og videre indtil den nåede wadien øst for Jokneam. I modsat retning løb grænsen østpå fra Sarid til Kislot-Tabors grænse og videre til Daberat og op til Jafia. Derfra fortsatte den øst om Gat-Hefer til Et-Katzin videre til Rimmon og drejede så mod Nea. Den nordlige grænse gik forbi Hannaton og endte i Jifta-El-dalen. Foruden de nævnte byer indbefattede området også byerne Kattat, Nahalal, Shimron, Jidala og Betlehem. Det var i alt 12 byer med tilhørende landsbyer.
Som nummer fire fik Issakars stamme tildelt sit territorium. Området omfattede: Jizreʼel, Kesulot, Shunem, Hafarajim, Shion, Anaharat, Rabbit, Kishjon, Ebes, Remet, En-Gannim, En-Hadda, Bet-Passes, Tabor, Shahatzuma og Bet-Shemesh, i alt 16 byer med tilhørende landsbyer. Issakars østgrænse fulgte Jordanfloden.
Det femte lod faldt på Ashers stamme. Deres område omfattede følgende byer: Helkat, Hali, Beten, Akshaf, Alammelek, Amad og Mishal.
Den vestlige grænse gik sydpå fra Karmel til wadi Shihor-Libna, drejede østpå mod Bet-Dagon og stødte op til Zebulons grænse i Jifta-El-dalen. Herfra gik grænsen nordpå, så området kom til at indeholde Bet-ha-Emek, Neiel, Kabul, Abdon, Rehob, Hammon og Kana, tæt på Storsidon. Derfra bøjede grænsen af nord for Rama og gik i retning af den befæstede by Tyrus for at ende ved Hosa ved Middelhavet. Området indbefattede også byerne Mehalleb, Akzib, Umma, (Akko), Afek og Rehob, i alt 22 byer med tilhørende landsbyer.
Som nummer seks fik Naftalis stamme tildelt sit territorium. Sydgrænsen løb fra Helef, fra egen ved Saʼanannim, syd om Adami-Nekeb til Jabneʼel og Lakkum for at ende ved Jordanfloden. Den vestlige grænse gik nordpå fra Aznot-Tabor i retning af Hukok. Naftalis område stødte op til Asher mod vest, Zebulons mod syd og Jordanfloden mod øst. De befæstede byer i området omfattede Siddim, Ser, Hammat, Rakkat, Kinneret, Adama, Rama, Hatzor, Kedesh, Edrei, En-Hatzor, Jiron, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Shemesh. I alt var der 19 byer med tilhørende landsbyer.
Til syvende og sidst fik Dans stamme tildelt sit territorium ved lodtrækning. Byerne i dette område var Zora, Eshtaol, Ir-Shemesh, Shaʼalabbin, Ajjalon, Jitla, Elon, Timna, Ekron, Elteke, Gibbeton, Baʼalat, Jehud, Bene-Berak, Gat-Rimmon, Me-ha-Jarkon, Rakkon og området ved Jafo. Danitterne kunne dog ikke fastholde deres område, og derfor tog de op til byen Leshem, udryddede indbyggerne og slog sig ned der. Fra da af kaldte de byen Dan efter deres forfar.
Således blev hele landet fordelt mellem Israels stammer efter de grænser, som her er nævnt. Også Josva fik tildelt et stykke jord, for Herren havde lovet, at han kunne tage en hvilken som helst by, han ønskede. Josva valgte Timnat-Sera i Efraims højland, genopbyggede byen og slog sig ned der.
Fordelingen af landet fandt sted ved lodtrækning for Herrens ansigt ved indgangen til åbenbaringsteltet i Shilo under Eleazars, Josvas og ledernes opsyn.
Herren sagde til Josva: „Sig til Israels folk, at de skal udvælge de tilflugtsbyer, jeg talte til Moses om. Hvis nogen ved et uheld kommer til at slå et andet menneske ihjel, kan han flygte til en af disse byer, så han er i sikkerhed for den dræbtes slægtninge, som vil hævne drabet. Når en sådan drabsmand ankommer til en af disse byer, skal han over for byrådet, som sidder på pladsen indenfor porten, forklare, hvad der er sket, hvorefter de skal lade ham få adgang til byen og give ham husly. Hvis den dødes slægtning så kommer for at hævne drabet, må drabsmanden ikke udleveres, for drabet skete ved et uheld. Drabsmanden skal blive i byen, indtil han har været stillet for retten, og sagen er afgjort. Selv om han bliver kendt uskyldig, kan han ikke forlade byen, før den mand, der var ypperstepræst, da ulykken skete, er død. Derefter kan han frit vende hjem til sin by.”
Følgende byer vest for Jordanfloden blev udpeget som tilflugtsbyer: Kedesh i Galilæa i Naftalis højland; Sikem i Efraims højland; og Kirjat-Arba, som også kaldes Hebron, i Judas højland. Øst for Jordanfloden blev følgende tre byer udpeget som tilflugtsbyer: Betzer i ørkenområdet på Rubens territorium; Ramot i Gilead på Gads territorium; og Golan i Bashan på Manasses territorium. I disse tilflugtsbyer kunne både israelitterne og de fremmede iblandt dem være i sikkerhed for hævnmordere, hvis de ved et uheld var kommet til at slå et andet menneske ihjel. Her havde de frit lejde, indtil der faldt offentlig dom i sagen.
Det følgende er Salomons bedste sangskat.
Den unge pige til den unge mand:
„Kys mig! Kys mig!
Din kærlighed er bedre end vin.
Hvor du dufter skønt.
Bare jeg hører dit navn, bliver jeg fuld af forventning.
Ikke underligt, at de unge piger falder for dig.
Kom, tag min hånd og lad os løbe!
Før mig til dit kongelige sovekammer!”
Jerusalems unge piger til den unge mand:
„Også vi fryder os over dig.
Din kærlighed er bedre end vin.”
Den unge pige til den unge mand:
„Tænk, de er alle forelskede i dig!”
Den unge pige til de andre piger:
„Hør her, I lyshudede piger fra Jerusalem,
lad være med at stirre sådan på mig,
bare fordi jeg er mørkere end jer.
Jeg er mørk og smuk,
mørk som teltene i Kedars ørken,
smuk som Salomons telte.
Min hud blev brændt i den bagende sol,
fordi mine brødre var skrappe imod mig.
De sendte mig ud for at passe vinmarkerne
i stedet for at passe min egen ‚vingård’.”
Den unge pige til den unge mand:
„Sig mig, min elskede: Hvor græsser du din hjord i dag?
Hvor lader du dem hvile sig i middagsheden?
Fortæl mig, hvor du er, så jeg ikke behøver at forklæde mig
og gå rundt og lede efter dig blandt hyrderne.”
Den unge mand:
„Hvis du ikke kender vejen, du dejligste af alle kvinder,
så følg blot dyrenes spor til hyrdernes telte
og lad dine gedekid græsse der.
Min elskede, du er vildt bedårende
som et prægtigt hoppeføl fra Faraos stalde.
Dine kinder er yndige i glansen fra dine øreringe,
din hals er fortryllende med kæden af ædelsten.
Jeg vil få lavet dig en guldsnor med perler af sølv.”
Den unge pige:
„Min parfumes vellugt omgiver kongen,
når han ligger ved det festdækkede bord.
Min elskede er som en pose med myrra,
der hviler imellem mine bryster.
Min elskede er som hennablomster
fra de frodige vinmarker ved En-Gedi.”
Den unge mand:
„Du er så smuk, min elskede, så yndig.
Dine øjne er blide som duer.”
Den unge pige:
„Hvor ser du dejlig ud, min elskede,
som vi ligger her i det grønne græs
i skyggen af cedertræ og cypres.”
Den unge pige:
„Jeg er som en rose fra Saronsletten,
som en lilje fra den frodige dal.”
Den unge mand:
„Du er som en lilje blandt torne, min elskede,
langt smukkere end de andre piger.”
Den unge pige:
„Og du, min elskede, er som et æbletræ i en fyrreskov,
langt ædlere end de andre mænd.
Jeg nyder at sidde i din skygge
og smage dine søde kys.
Du fører mig til bords med kærlige blikke.
Åh, styrk mig med rosiner og æbler,
for jeg er syg af kærlighed.
Din venstre arm er under mit hoved,
med din højre omfavner du mig.”
Den unge pige til de andre piger:
„Jerusalems unge piger,
lov mig ved gazeller og markens dådyr,
at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Den unge pige:
„Jeg kan høre min elskedes stemme.
Han er på vej hen til mig!
Se, dér kommer han løbende over bjergene,
springende ned ad bakkerne som en gazelle.
Se, nu står han uden for muren,
han kigger ind gennem vinduesgitteret.
Min elskede siger til mig:
‚Stå op, min smukke! Kom med!
Se, vinteren er forbi, nu er det forår.
Blomster skyder op af jorden,
fuglene synger af glæde,
turtelduerne kurrer overalt i landet.
De første figner er kommet,
vinrankens blomster spreder deres duft.
Stå op, min elskede!
Kom, du skønne, kom med mig!’ ”
Den unge mand:
„Min due, hvorfor gemmer du dig bag klippen?
Lad mig se dit ansigt og høre din stemme,
for din stemme er bedårende, og dit ansigt er yndigt.
Lad os fange alle de små ræve,
som vil ødelægge vores kærligheds blomstrende vingård.”
Den unge pige:
„Min elskede, du er min, og jeg er din.
Du græsser din flok mellem liljerne,
til dagen bliver sval og skyggerne lange.
Kom springende tilbage som en gazelle
hen over de ujævne bakkeskråninger.”
I byen Ikonion gik det på samme måde. Paulus og Barnabas gik hen i synagogen og talte med en sådan gennemslagskraft, at mange af tilhørerne kom til tro, både jøder og grækere. Men de jøder, der ikke ville lade sig overbevise, gik i gang med at vække misstemning og uvilje mod Paulus og Barnabas hos den græske befolkning. Det afholdt dog ikke de to apostle fra at blive i længere tid på stedet og frimodigt fortsætte deres forkyndelse. Og Herren bekræftede budskabet ved at give dem kraft til at udføre store undergerninger. Byen delte sig i to lejre. Nogle holdt med de jødiske ledere, andre holdt med apostlene.
En gruppe ledere blandt jøderne og grækerne fik samlet nogle folk, der skulle mishandle og stene Paulus og Barnabas. Da de to apostle blev klar over det, skyndte de sig bort til området omkring Lystra og Derbe, to byer i provinsen Lykaonien. Der vandrede de nu omkring og forkyndte det glædelige budskab.
Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt. Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring.
Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.” De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde.
Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes i dem. Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.”
Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkemængden til at lade være med at ofre til dem.
Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død. Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen.
Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe, hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien. De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de. I hver af menighederne indsatte apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på.
Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien. De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia. Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.
Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus. Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.
De levitiske klaners overhoveder kom nu til Shilo med en anmodning til ypperstepræsten Eleazar, Josva og overhovederne for de øvrige stammer.
„Herren talte til Moses om, at vi skulle have nogle byer at bo i og have græsmarker til vores husdyr,” sagde de.
Derfor gav de øvrige stammer afkald på et antal byer med opland, som ved lodtrækning blev fordelt mellem levitterne. Det første lod faldt på Kehat-klanen. Arons slægt, som hørte til denne klan, fik 13 byer, der oprindelig var blevet tildelt Judas, Simeons og Benjamins stammer. De øvrige slægter blandt kehattitterne fik 10 byer fra Efraims, Dans og Manasses halve stammes områder, mens Issakars, Ashers, Naftalis og Manasses halve stamme i Bashan overgav 13 byer til Gershon-klanen. Merari-klanen fik 12 byer af Rubens, Gads og Zebulons stammer. Herrens befaling til Moses var dermed fulgt. Alle disse byer med tilhørende græsmarker blev ved lodtrækning fordelt blandt levitterne.
Af de 13 byer, som Arons slægt fik, var de ni fra Judas og Simeons områder. Først fik de Hebron med tilhørende græsmarker i Judas højland – tilflugtsbyen, som også kaldes Kirjat-Arba efter anakitten Anaks far. Men Kaleb af Judas stamme fik lov at beholde de øvrige marker, som hørte til byen, samt de omliggende landsbyer. Arons slægt fik også Libna, Jattir, Eshtemoa, Holon, Debir, Ajin, Jutta og Bet-Shemesh – alle med tilhørende græsmarker.
De øvrige fire byer var i Benjamins stammeområde: Gibeon, Geba, Anatot og Alemet. Præsterne, Arons efterkommere, fik altså i alt 13 byer med tilhørende græsmarker til deres husdyr.
De øvrige familier fra Kehat-klanen fik af Efraims stamme følgende fire byer med tilhørende græsmarker: tilflugtsbyen Sikem i Efraims højland, Gezer, Kibsajim og Bet-Horon.
Dans stamme afstod følgende fire byer med tilhørende græsmarker: Elteke, Gibbeton, Ajjalon og Gat-Rimmon.
Manasses halve stamme afstod byerne Taʼanak og Jibleam. Det var i alt 10 byer med tilhørende græsmarker, som blev afstået til resten af Kehat-klanen.
De 13 byer med tilhørende græsmarker, som Gershon-klanen fik, lå i følgende stammeområder: Manasses halve stamme i Bashan afstod to byer: tilflugtsbyen Golan og Ashtarot.
Issakars stamme afstod fire byer: Kishjon, Daberat, Jarmut og En-Gannim.
Ashers stamme afstod også fire byer: Mishal, Abdon, Helkat og Rehob.
Naftalis stamme afstod tre byer: tilflugtsbyen Kedesh i Galilæa, Hammot-Dor og Kartan.
De 12 byer, som ved lodtrækning tilfaldt den sidste af levitternes klaner, Merari-klanen, lå i følgende stammeområder: Zebulons stamme afstod fire byer: Jokneam, Karta, Rimmona og Nahalal.
Rubens stamme afstod også fire byer: Betzer, Jahatz, Kedemot og Mefaʼat. Gads stamme afstod også fire byer: tilflugtsbyen Ramot i Gilead, Mahanajim, Heshbon og Jazer.
På denne måde fik Levitterne i alt 48 byer med tilhørende græsmarker.
Således fordelte Herren hele landet mellem Israels stammer, sådan som han havde lovet deres forfædre; og de slog sig ned i landet, efter at de havde taget det i besiddelse. Derefter gav Herren dem fred og ro i landet, sådan som han havde lovet; ingen kunne klare sig imod dem, for Herren overgav deres fjender til dem. Herren opfyldte alle de gode løfter, han havde givet sit folk. Det var ikke tomme ord, han havde talt!
Josva kaldte nu krigerne fra Rubens og Gads stammer samt fra Manasses halve stamme til sig og sagde til dem:
„I har gjort nøjagtig, som Herrens tjener Moses gav jer besked på – og I har også gjort, hvad jeg har sagt. I har gjort jeres pligt over for de andre stammer ved nøje at følge Herrens befalinger i al den tid, det tog at indtage landet. Nu har Herren endelig givet os fred og fremgang i landet, sådan som han lovede. Derfor er det på tide, at I vender hjem til det land på den anden side af Jordanfloden, som Moses gav jer. Men husk fortsat at adlyde Guds bud, de love, som han gav til Moses. Elsk Herren, jeres Gud, gør hans vilje og adlyd hans bud. Vær tro imod ham og tjen ham af hele jeres hjerte og med hele jeres sjæl!”
Så velsignede Josva dem og gav dem fri til at tage hjem. Moses havde jo givet den ene halvdel af Manasses stamme land i Bashan, og Josva havde givet den anden halvdel land blandt de andre israelitter vest for Jordanfloden. Efter at Josva havde velsignet dem, sagde han til dem: „I vender rige hjem med masser af krigsbytte: kvæg, sølv, guld, bronze, jern og tøj. Alt dette skal I dele med jeres slægtninge derhjemme!”
Så forlod krigerne fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme israelitternes lejr ved Shilo i Kanaʼan og satte kurs mod Jordanfloden for at vende hjem til deres eget land i Gilead. Men inden de satte over floden, byggede de ved Gelilot i Kanaʼan et stort alter, som kunne ses på lang afstand.
Da israelitterne fik at vide, at de havde bygget deres eget alter, samledes lederne i Shilo og gjorde klar til krig imod dem. De sendte en delegation i forvejen anført af Pinehas, præsten Eleazars søn. Delegationen, som foruden Pinehas bestod af lederne for hver af de ti øvrige stammer, satte over floden for at tale med Rubens, Gads og Manasses halve stamme i Gilead.
„Israels folk forlanger en forklaring på, hvorfor I har syndet imod Israels Gud og vendt jer fra ham, så I har bygget et alter og gjort oprør imod ham,” sagde de. „I burde have taget ved lære af den synd, vi begik ved Peor, og som stadig tynger os. Hvorfor vil I gøre oprør igen, når I udmærket ved, at det vil udløse Herrens straf over os? Hvis det land, I bor i, er besmittet af afgudsdyrkelse, så kom tilbage til Herrens land, hvor hans bolig er. Vi deler gerne vores land med jer, men hvis I begynder at ofre på et andet alter end Herrens sande alter, gør I oprør imod ham og drager os med ind i det. Har I glemt, at dengang Akan, Zerachs søn, syndede imod Herren, ramte straffen ikke kun ham, men hele Israels folk?”
Rubens, Gads og Manasses halve stamme svarede: „Herren er mægtig, Gud over alle guder, og han ved, at hensigten med dette alter ikke var at gøre oprør imod ham. Vi ønsker også, at hele Israel skal vide, at vi ikke har i sinde at ofre brændofre, afgrødeofre og fællesskabsofre på det alter. Må Herrens forbandelse ramme os, hvis det havde været vores hensigt. Nej, vi har bygget det, fordi vi frygter, at jeres efterkommere i fremtiden kan finde på at sige til vores efterkommere: ‚Hvad ret har I til at tilbede Herren, Israels Gud? Herren har sat Jordanfloden som en grænse mellem vores folk og jeres folk; det viser, at I ikke er rigtige israelitter.’ Resultatet bliver så, at I får vores efterkommere til at opgive at tilbede Herren. Denne frygt er baggrunden for, at vi har bygget alteret som en påmindelse. Det skal være et tegn for vores og jeres efterkommere, at vi har samme ret som jer til at tilbede Herren med brændofre, fællesskabsofre og andre ofre. Jeres efterkommere skal ikke komme og påstå, at vi ikke hører Herren til! Gør de det, kan vores efterkommere frimodigt svare: ‚Se det alter, som vores forfædre byggede. Det ligner Herrens sande alter, men det er ikke beregnet til at ofre på. Det er et tegn på, at vi har samme ret som jer til at tilbede Herren, Israels Gud.’ Det er bestemt ikke vores hensigt at gøre oprør imod Herren og bygge et alter, der skal konkurrere med Herrens sande alter, der står foran hans bolig, for kun på det alter kan der ofres til ham.”
Da præsten Pinehas og stammelederne hørte den forklaring, var de lettede. „I dag står det klart,” sagde Pinehas, „at Herren stadig er med os, for I har ikke syndet imod ham, sådan som vi troede. Tværtimod har I reddet os fra at begå en stor fejl og blive straffet af Herren.”
Så vendte Pinehas og hans delegation tilbage til Israels folk og fortalte, hvordan det var gået, og hele Israel frydede sig og lovpriste Gud. Fra da af var der ikke længere tale om at gå i krig mod stammerne øst for Jordanfloden. Rubens og Gads stamme kaldte alteret for „Mindealter”, fordi det skulle minde begge parter om, at de alle regnede Herren som deres Gud.
Den unge pige:
„En nat lå jeg i min seng og drømte om min elskede.
Jeg længtes efter ham.
Jeg lå og ventede på ham, men han kom ikke.
Så besluttede jeg at gå ud i byen
og lede efter ham på gader og stræder,
men jeg kunne ikke finde ham.
Jeg mødte vægterne på deres runde og spurgte:
‚Har I mon set ham, jeg elsker?’
Kort efter fandt jeg min elskede.
Jeg klyngede mig til ham og slap ham ikke,
før jeg havde ført ham til min mors hus,
ind i det værelse, hvor jeg selv engang blev undfanget.
Jerusalems unge piger, lov mig ved gazeller og markens dådyr,
at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde!”
Jerusalems unge piger:
„Hvad er det, der nærmer sig fra ørkenen
omgivet af noget, der ligner røgsøjler?
Det dufter af røgelse og myrra,
de dyreste parfumer, der kan købes for penge.
Se, det er Salomons bærestol,
eskorteret af tres af Israels mægtigste mænd.
De er alle bevæbnet med sværd, alle er de erfarne krigere,
alle har sværd ved siden til beskyttelse mod natlige farer.”
Den unge pige:
„Salomons kongelige bærestol er bygget af udsøgt træ fra Libanon.
Bærestængerne er belagt med sølv,
og ryglænet med guld.
Sædet er polstret med kostbart, purpurfarvet uld
og betrukket med læder af Jerusalems unge piger.
Kom og se, I Zions døtre:
Kong Salomon bærer en krans,
som hans mor har sat på hans hoved.
Det er hans bryllupsdag,
en stor og festlig dag.”
Den unge mand:
„Hvor er du yndig, min elskede, hvor er du smuk.
Dine øjne bag sløret er blide som duer.
Dit hår bølger ned som en flok sorte geder
på en bakkeskråning i Gilead.
Dine tænder er hvide som klippede, nyvaskede får;
hver har sin tvilling, ingen står alene.
Dine læber er som purpurrøde bånd.
Hvor er din mund dog smuk.
Dine kinder bag sløret er røde
som to halve granatæbler,
din hals er rank som Davidstårnet,
smykket med tusinde helteskjolde.
Dine bryster er som to gazelletvillinger,
der græsser mellem liljer.
Når dagen bliver sval og skyggerne lange,
vil jeg gå til myrrabjerget, til højen med den krydrede duft.
Hvor er du smuk, min elskede,
aldeles perfekt fra top til tå.
Forlad dit hjem i Libanon, min brud,
stig ned fra Amanabjergets tinde.
Sig farvel til Hermons højdedrag,
hvor løver huserer, og leoparder ligger på lur.
Du har stjålet mit hjerte, min elskede, min brud,
indfanget mig med dit fortryllende blik,
der stråler om kap med perlerne om din hals.
Hvor er din kærlighed fortryllende, min elskede, min brud,
langt bedre end vin.
Du dufter dejligere end alverdens aromatiske olier.
Dine kys er som honning, min brud,
fra din tunge flyder mælk og honning.
Duften fra dit tøj er som duften af Libanons cedertræer.
Min elskede, min brud, du er som en hemmelig have
med en brønd, som kun jeg har lov at drikke af.
Du er som en frugthave med de mest udsøgte frugter
og duftende krydderurter,
med et væld af buske og træer,
med myrra og alverdens aromatiske dufte.
Brønden i min have er som en kilde med rindende vand,
det klare og friske bjergvand fra Libanon.”
Den unge pige:
„Vågn op til dåd, du nordenvind!
Kom, søndenvind, og blæs gennem min have,
så dens vellugt fortryller min elskede,
så han kommer ind i sin have og smager dens udsøgte frugt.”
Mens Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, kom der nogle jøder fra Judæa på besøg, og de stod frem og sagde til menigheden: „I kan kun blive frelst, hvis I bliver omskåret efter de jødiske forskrifter.” Det førte til en heftig debat mellem Paulus og Barnabas på den ene side og de tilrejsende jøder fra Judæa på den anden. Til sidst blev det besluttet, at Paulus og Barnabas og nogle andre ledere fra menigheden i Antiokia skulle tage til Jerusalem for at diskutere sagen med apostlene og de øvrige ledere i menigheden der.
Menigheden udrustede dem til rejsen, og på vej gennem Fønikien og Samaria gjorde de ophold i byerne for at besøge de Jesus-troende dér. Her fortalte de til alles store glæde, at mange ikke-jøder nu også havde vendt sig fra deres synd og havde taget imod budskabet om Jesus.
Da de ankom til Jerusalem, blev de taget godt imod af hele menigheden med apostlene og de øvrige ledere i spidsen. Paulus og Barnabas berettede om de store ting, Gud havde udrettet gennem dem i deres arbejde blandt de ikke-jødiske folkeslag. Men nogle af de farisæere, der var kommet til tro, rejste sig op og sagde: „Disse mennesker skal omskæres, og de skal have besked på at overholde de love og forskrifter, Moses har givet os.”
Apostlene og menighedens ledere holdt nu et særskilt møde for at drøfte spørgsmålet. Det førte til en længere diskussion, og til sidst rejste Peter sig. „Venner,” sagde han. „I ved jo godt alle sammen, hvordan Gud i begyndelsen udvalgte mig iblandt jer og brugte mig til at forkynde budskabet om Jesus for ikke-jøder, så også de kunne komme til tro. Og Gud, som kender hjertets indstilling, satte det blå stempel på dem ved at give dem Helligåndens kraft, ligesom han gav den til os. Han gjorde ingen forskel på dem og os, for vi har alle fået hjertet renset gennem troen. Skal vi nu til at gå i rette med Gud og lægge en byrde på disciplenes skuldre, som hverken vores forfædre eller vi selv har været i stand til at bære? Nej! Det er gennem Herren Jesu nåde, at vi kommer til tro og bliver frelst på samme måde som dem, der ikke er jøder.”
Forsamlingen blev stille, og de lyttede nu til Barnabas og Paulus, der fortalte om de undere, som Gud havde udført gennem dem blandt de ikke-jødiske folkeslag.
Da de var færdige med deres beretning, tog Jakob ordet og sagde: „Venner, jeg vil gerne sige noget. Simon har fortalt, hvordan Gud greb ind og åbnede døren for mennesker fra andre folkeslag til at blive et folk, der tilhører ham. Det stemmer helt overens med, hvad profeterne har sagt. Der står jo skrevet: ‚Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids rige. Jeg vil genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen. Det gør jeg, for at de øvrige må søge Herren, alle de andre folkeslag, som jo også tilhører mig. Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.’”
Jakob fortsatte: „Det har altså været kendt fra gammel tid, at de øvrige folkeslag også skulle med. Jeg mener derfor, at vi ikke skal lægge unødvendige byrder på de ikke-jøder, der vender sig til Gud. Nej, lad os blot skrive til dem, at de skal afholde sig fra al seksuel synd, og endvidere bør de ikke spise blod, kød fra kvalte dyr eller kød, som først har været ofret til afguderne. Alle kender jo de love, vi har fra Moses, for de er blevet oplæst og forkyndt hver eneste sabbat gennem utallige generationer i synagogerne rundt omkring i de forskellige byer.”
Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samråd med hele menigheden at sende nogle repræsentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De mænd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas. De fik følgende brev med:
Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.
Til de ikke-jødiske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.
Mange hilsener til jer alle!
Vi har fået at vide, at nogle folk herfra har skabt en del uro hos jer ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved jeres frelse. Det har vi imidlertid aldrig bedt dem om, og vi er derfor blevet enige om at sende jer to udvalgte mænd fra menigheden her sammen med vores elskede Barnabas og Paulus, som jo har vovet livet i arbejdet for vores Herre, Jesus Kristus. Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan bekræfte det, som vi her skriver om.
Helligånden og vi har besluttet, at der ikke skal lægges nogen større byrde på jer, end det er strengt nødvendigt. Det vil sige, at I skal holde jer fra at spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod. Desuden skal I holde jer fra al seksuel synd. Hvis I overholder det, handler I ret. Lev vel!
De fire mænd tog så af sted til Antiokia, hvor de kaldte menigheden sammen og overrakte dem brevet. Da brevet var blevet oplæst, blev der glæde i hele menigheden over de opmuntrende ord. Judas og Silas var profeter, og de opmuntrede og styrkede menigheden gennem flere budskaber. De blev i byen et stykke tid, hvorefter de vendte tilbage til Jerusalem med hilsen og tak til dem, der havde sendt dem. Paulus og Barnabas opholdt sig endnu en tid i Antiokia for sammen med mange andre at undervise og forkynde Herrens ord.
Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: „Lad os nu vende tilbage for at se, hvordan det går med menighederne i de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord.” Men da Barnabas ønskede at tage Johannes Markus med, gjorde Paulus indsigelser. Han mente ikke, at Markus skulle med dem nu, eftersom han var rejst tilbage, da de kom til Pamfylien, i stedet for at fortsætte i arbejdet sammen med dem.
De to mænds uenighed på det punkt blev så skarp, at de besluttede at tage hver sit sted hen. Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Cypern. Men Paulus valgte at tage Silas med, og efter at menighedens ledere havde bedt om, at Gud i sin nåde ville være med dem, tog de af sted og rejste til provinserne Syrien og Kilikien for at styrke menighederne der.
Der var nu gået lang tid, efter at Herren havde givet israelitterne fred for deres fjender. Josva var blevet en gammel mand, og en dag kaldte han Israels ledere, dommere og administratorer til sig.
„Jeg er nu en gammel mand,” begyndte han, „og I har selv været vidne til alt det, Herren har gjort for jer i min levetid, for det var Herren, som kæmpede for jer, og jeg har fordelt både de erobrede og uerobrede områder imellem jer. Hele landet mellem Jordanfloden og Middelhavet tilhører jer. Herren jeres Gud vil selv drive alle de folk, som bor der nu, på flugt foran jer, så I kan tage hele landet i besiddelse, sådan som han har lovet.
Stå nu fast og overhold omhyggeligt alle de forskrifter og love, der står skrevet i Mosesʼ lovbog. Gå aldrig på kompromis med Guds bud! Pas på, at I ikke blander jer med de hedenske folk, der endnu bor i landet. I må ikke dyrke deres guder eller sværge ved dem. Lad ikke engang navnene på deres guder komme over jeres læber. Vær tro mod Herren, jeres Gud, sådan som I har været indtil i dag. Han har drevet store og mægtige folkeslag på flugt, og ingen har kunnet holde stand imod jer. Hver eneste af jer kan slå 1000 af dem på flugt, for Herren kæmper for jer, sådan som han har lovet. Derfor skal I fortsat elske og adlyde ham ubetinget.
Hvis I vender jer fra ham og gifter jer med de fremmede folk omkring jer, kan I være sikre på, at Herren, jeres Gud, ikke længere vil drive dem ud af jeres land. Da vil de blive en fælde for jer, en pisk over nakken og en torn i øjet, og I vil gå til grunde i det gode land, Herren har givet jer.
Nu er tiden kommet, hvor jeg skal dø. I har selv oplevet, hvordan alle Guds løfter til jer er gået i opfyldelse. Det var ikke tomme løfter, han gav. Men lige så sikkert, som Herren har opfyldt sine løfter om velsignelse, vil han opfylde truslen om straf, hvis I er ulydige og bryder hans pagt ved at dyrke andre guder. Da vil han blive vred på jer – og I vil hurtigt blive udryddet og miste det gode land, han gav jer.”
Derefter samlede Josva alle Israels stammeledere, dommere og administratorer i Sikem, hvor de trådte frem for Guds ansigt.
Da sagde Josva til folket: „Herren, Israels Gud, siger: Jeres forfar Tera, Abrahams og Nakors far, boede på den anden side af Eufratfloden, hvor man dyrkede fremmede guder. Men jeg udvalgte Abraham og førte ham ind i Kanaʼans land, hvor jeg gav ham talrige efterkommere gennem hans søn Isak. Isak gav jeg sønnerne Jakob og Esau. Esau fik området omkring Seirs bjerge, mens Jakob og hans familie tog til Egypten.
Jeg gav jer Moses og Aron som ledere, og jeg bragte frygtelige plager over Egypten, hvorefter jeg førte mit folk ud af landet. Men egypterne satte efter dem med deres stridsvogne og ryttere, og da jeres forfædre var kommet til Det Røde Hav, råbte de til mig om hjælp, og jeg satte mørke mellem dem og egypterne. Jeg lod havet skylle over alle egypterne, så de druknede for øjnene af Israels folk. Derefter vandrede folket omkring i ørkenen i mange år.
Til sidst førte jeg jer ind i amoritternes land på østsiden af Jordanfloden. De rykkede ud imod jer, men jeg tilintetgjorde dem og overgav landet til jer. Da rykkede kong Balak af Moab ud imod jer og lejede Bileam til at forbande jer. Men det ville jeg ikke tillade. I stedet tvang jeg ham til at velsigne jer, så I blev reddet fra hans forbandelser.
Derefter krydsede I Jordanfloden og kom til Jeriko. Jerikos mænd tog kampen op imod jer, og det samme gjorde mange andre folk: amoritterne, perizzitterne, kanaʼanæerne, hittitterne, girgashitterne, hivvitterne og jebusitterne. Hver især kæmpede de imod jer, men jeg tilintetgjorde dem alle. Jeg sendte frygt og forvirring foran jer, så jeres fjender blev panikslagne, også de to amoritterkonger. Det var ikke jeres sværd og buer, som skaffede jer sejr. Det var mig, som gav jer et land, I ikke havde slidt med at opdyrke, og byer, I ikke selv havde bygget – de byer, som I bor i nu. Jeg gav jer frugten af landets vinmarker og olivenlunde, skønt I ikke havde haft besværet med at plante dem.”
Josva fortsatte: „Vis nu ærefrygt for Herren og tjen ham af et oprigtigt og sandt hjerte. Udryd de afguder, som jeres forfædre dyrkede, mens de boede hinsides Eufratfloden og i Egypten. Tilbed Herren alene. Hvis ikke I vil tjene Herren, så beslut jer i dag for, hvilke andre guder I vil tjene. Skal det være de guder, som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Eufratfloden? Eller skal det være de guder, som blev dyrket her i amoritternes land, som I nu har overtaget? Men jeg og min familie, vi vil tjene Herren!”
Da svarede folket: „Vi vil aldrig svigte Herren og dyrke andre guder! Herren er den Gud, som frelste os og vores forfædre fra Egyptens slaveri. Han er den Gud, som har gjort vældige undere for øjnene af os. Han beskyttede os under vores lange vandringer og hjalp os mod alle vores fjender. Det var ham, der drev amoritterne og de andre folkeslag ud af det land, vi nu bor i. Også vi vil tjene Herren – han alene skal være vores Gud!”
Men Josva svarede folket: „Det er ikke sikkert, at I kan klare at holde fast ved Herren, jeres Gud. Han er en Gud, der ikke tåler rivaler, og som ikke ser igennem fingre med oprør og synd. Hvis I svigter ham og vender jer til andre guder, vil han straffe jer hårdt – uanset hvor god han hidtil har været imod jer.”
Men folket svarede: „Vi vil tjene Herren!”
„I er selv vidner på, at I har valgt at tjene Herren,” sagde Josva.
„Ja,” svarede folket, „det er vi vidner på.”
„Godt,” fortsatte Josva, „så bevis det ved at fjerne jeres afguder, så I kan tjene Herren alene.”
„Ja,” svarede folket, „for vi vil tilbede og tjene Herren alene.”
Den dag lod Josva folket slutte pagt ved Sikem, en permanent og bindende pagt imellem dem og Gud, og han skrev det hele i den bog, hvor Guds love var nedskrevet. For at minde dem om deres pagt med Gud rullede han en stor sten hen under egetræet ved siden af Herrens alter. Så sagde han til folket:
„Denne sten har hørt hvert eneste ord, Herren har sagt, og derfor skal den være et vidne imod jer, hvis I bryder jeres løfte.” Derpå sendte han folket hjem til deres forskellige territorier.
Josva døde kort efter i en alder af 110 år og blev begravet på sin jord i Timnat-Sera nord for Gaʼashbjerget i Efraims højland.
Folket adlød Herren, så længe Josva og de andre gamle israelitter levede, de som havde oplevet Herrens undere.
Josefs knogler, som folket havde bragt med fra Egypten, blev begravet på det stykke jord, som Jakob havde købt af Hamors sønner i Sikem, og som nu hørte med til Josefs efterkommeres arvelod.
Arons søn Eleazar døde også og blev begravet i Gibea i Efraims højland, den by, som var blevet overdraget hans søn Pinehas.
Den unge mand:
„Jeg er kommet til min have, du min elskede, min brud.
Jeg nyder din myrra og balsam,
jeg spiser din honning og nektar,
jeg drikker vin og mælk fra din mund.”
Jerusalems unge piger:
„Ja, I der elsker hinanden,
spis og drik så meget kærlighed, I vil.”
Den unge pige:
„En nat jeg lå og sov, havde jeg en drøm.
Jeg hørte min elskede banke på døren.
‚Luk op, min elskede, min skat, min due!’ hviskede han.
‚Mit hår og ansigt er vådt af nattens fugtighed.’
Men jeg svarede: ‚Jeg har allerede taget tøjet af.
Skal jeg nu tage det på igen?
Jeg har vasket mine fødder.
Skal jeg snavse dem til igen?’
Min elskede stak hånden ind ad hullet i døren
og forsøgte at låse den op.
Mit hjerte bankede af længsel,
og jeg sprang op for at åbne døren for ham.
Mine hænder dryppede af myrra,
da jeg rørte ved håndtaget.
Jeg åbnede for min elskede –
men han var der ikke!
Jeg var ude af mig selv, fordi han var forsvundet.
Jeg løb ud for at lede efter ham, men fandt ham ikke.
Jeg kaldte på ham,
men der var intet svar.
Vægterne fandt mig i den forfatning på deres runde i byen.
De slog mig og rev kappen af mig.”
„Jerusalems unge piger, lov mig, at hvis I ser min elskede,
så fortæl ham, at jeg er syg af kærlighed!”
Jerusalems unge piger:
„Du smukkeste af alle kvinder, sig os,
hvad fortrin har din elskede frem for andre mænd?
Hvad er der særligt ved ham,
siden du beder os fortælle ham om din kærlighed?”
Den unge pige:
„Min elskede er rødmosset
og har en stærkere udstråling end tusind andre mænd!
Hans ansigt stråler som det pureste guld,
hans hårlokker er sorte som ravnen.
Hans øjne er som duer, der bader i en sø af mælk,
omkranset af juveler.
Hans kinder er som bede med aromatiske planter.
Hans læber er som liljer, der drypper af myrra.
Hans arme er som guldstænger, oversået med rubiner.
Hans overkrop er som skinnende elfenben, besat med safirer.
Hans ben er som marmorsøjler med fødder af guld.
Hans fremtoning er majestætisk som Libanons bjerge,
fyrstelig som et cedertræ.
Hans mund er fuld af sødme,
han er helt igennem vidunderlig.
Sådan er min ven, min elskede.”
Jerusalems unge piger:
„Du smukkeste blandt kvinder, sig os,
hvor din elskede er gået hen,
så vi kan hjælpe dig med at finde ham!”
Den unge pige:
„Min elskede er gået ned i sin have til bedene med krydderurter.
Der græsser han sin flok og plukker liljer.
Min elskede er min, og jeg er hans.
Han græsser sin flok mellem liljerne.”
Den unge mand:
„Min elskede, du er yndig som byen Tirtza,
bedårende som Jerusalem,
ærefrygtindgydende som en række bannere.
Se ikke så direkte på mig,
for dine øjnes skønhed overvælder mig.
Dit hår bølger nedad som en flok sorte geder
på en bakkeskråning i Gilead.
Dine tænder er hvide som en nyvasket fåreflok;
hver har sin tvilling, ingen står alene.
Dine kinder bag sløret er røde
som to halve granatæbler.
Om jeg så havde tres dronninger og firs medhustruer
foruden utallige tjenestepiger,
ville du overgå dem alle i skønhed, min due –
du er fuldkommen!
Du er din mors eneste datter,
du er hendes yndling,
og hun har kun godt at sige om dig.
Byens piger priser din skønhed, når de ser dig,
dronninger og medhustruer lovpriser din charme og ynde.
‚Hvem er skøn som morgenrøden,’ spørger de,
‚smuk som månen, strålende som solen,
og ærefrygtindgydende som en række bannere?’
Jeg gik ned gennem nøddehegnet for at finde blomster i dalen,
for at se, om der var nye skud på vinrankerne
og blomsterknopper på granatæbletræerne.
Jeg var ude af mig selv af kærlighed.
Giv mig dér din dejlige ‚myrra’, du fyrstedatter.”
Paulus og Silas fortsatte rejsen, og efter et kort ophold i Derbe ankom de til Lystra. Her traf de en discipel, der hed Timoteus. Selv om hans far var græker, blev han regnet for at være jøde, fordi hans mor var jøde. Timoteus havde et godt omdømme blandt lederne af menighederne både i Lystra og Ikonion, så Paulus ville gerne have ham med på den videre rejse. Han fik Timoteus omskåret, inden de tog af sted, af hensyn til de mange jøder, de kom i kontakt med. De vidste nemlig alle, at han ikke var blevet omskåret på grund af sin græske far.
De rejste nu fra by til by, og de brugte anledningen til at forklare de lokale menigheder de regler, som apostlene og menighedens ledere i Jerusalem havde besluttet, at de burde overholde. Ved den undervisning og opmuntring, menighederne modtog fra Paulus og Silas, blev de styrket i troen og voksede dagligt i antal.
Derefter rejste Paulus og hans ledsagere gennem distriktet Frygien i den provins, der hed Galatien, efter at Helligånden havde afskåret dem fra at forkynde ordet i provinsen Asien. Da de nærmede sig grænsen til det område, der hed Mysien, overvejede de at fortsætte mod nord ind i provinsen Bitynien, men Jesu Ånd tillod dem det ikke. I stedet rejste de mod vest tværs gennem Mysien og nåede til havnebyen Troas.
En nat havde Paulus et syn. Han så en mand fra Makedonien, som stod og kaldte indtrængende på ham: „Kom herover til Makedonien og hjælp os!” råbte han. Efter det syn forsøgte vi med det samme at komme over til Makedonien, for vi forstod, at det var Gud, der ville sende os derover for at forkynde budskabet om Jesus. Vi gik om bord i et skib i Troas og nåede den første dag frem til øen Samotrake. Den næste dag ankom vi til havnebyen Neapolis i Makedonien. Derfra fortsatte vi til fods til Filippi, der er en romersk koloni og den vigtigste by i den del af Makedonien. Der blev vi nogle dage.
På sabbatten gik vi et lille stykke uden for byen langs med en flod, hvor vi mente, jøderne plejede at mødes til bøn. Vi satte os ned og begyndte at tale til de kvinder, der var kommet. En af dem hed Lydia. Hun var fra Tyatira og handlede med kostbare purpurklæder. Hun havde antaget den jødiske tro, og mens hun lyttede til Paulus, åbnede Herren hendes hjerte, så hun tog ordene til sig. Sammen med hele sin husstand blev hun døbt, hvorefter hun indbød os som sine gæster. „Hvis I virkelig tror på, at jeg nu hører Herren til,” sagde hun, „så må I også komme og bo i mit hus i nogle dage.” På den måde overtalte hun os.
Da vi en dag var på vej ned til det sted ved floden, hvor de samledes til bøn, mødte vi en slavinde, der havde en spådomsånd i sig. Hendes herrer tjente mange penge på grund af hendes evne til at spå. Hun fulgte i hælene på os og råbte: „Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de er kommet for at forkynde jer vejen til frelse!” Det gentog sig i mange dage, og til sidst blev det Paulus for meget. Han vendte sig om og talte direkte til dæmonen i hende: „Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at forsvinde ud af hende!” I samme øjeblik forlod den hende.
Hendes herrer blev vrede over, at de nu havde mistet deres indtægtskilde, så de greb fat i Paulus og Silas og slæbte dem for dommerne på byens torv. „De her mennesker skaber oprør i vores by,” sagde de. „De er jøder, og de lærer folk skikke, som vi romere ikke kan godtage og bestemt ikke kan rette os efter.”
Mængden tilsluttede sig anklagen mod Paulus og Silas. Dommerne gav ordre til, at tøjet skulle rives af dem, og at de skulle prygles med knipler. Efter at de var gennembanket, blev de kastet i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at sørge for, at de ikke undslap. Han tog ingen chancer, men kastede dem i den inderste celle og spændte deres fødder fast i nogle tunge træblokke.
Ved midnatstid var Paulus og Silas i færd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. Pludselig blev fængslet gennemrystet af et kraftigt jordskælv, så det rystede i sin grundvold. I samme øjeblik sprang fængselsdørene op, og alle lænkerne faldt af fangerne. Fangevogteren vågnede med et sæt, og da han så fængslets døre stå på vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sværd for at begå selvmord. Men Paulus råbte til ham: „Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen!” Rystende af angst råbte fangevogteren: „En fakkel! Kom med en fakkel!” hvorpå han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. Så førte han dem udenfor og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” „Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,” svarede de. „Det gælder både dig og din husstand.”
Så forkyndte Paulus og Silas om Jesus både til ham og til de andre, der hørte til husstanden. Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres sår, og straks efter blev han og hele hans husstand døbt. Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud.
Næste morgen sendte dommerne nogle betjente til fangevogteren med besked om, at han nu kunne løslade de to mænd. Fangevogteren førte dem hen til Paulus i hans celle og sagde: „Dommerne har sendt besked om, at I skal løslades. Derfor er I fri til at rejse videre i fred.” Men Paulus svarede: „Til trods for at vi er romerske statsborgere, er vi offentligt og uden dom blevet gennembanket og kastet i fængsel. Og nu vil man så hemmeligt sende os bort. Nej, lad dommerne selv komme herhen og føre os ud af fængslet.” Betjentene gik tilbage med den besked. Da dommerne hørte, at de var romerske statsborgere, blev de bange. De kom derfor hen til fængslet og gav dem en undskyldning, hvorefter de førte dem ud af fængslet med en opfordring til at forlade byen. Men Paulus og Silas gik først tilbage til Lydias hus, hvor de samledes med de troende og opmuntrede dem til at holde fast ved troen. Derpå fortsatte de deres rejse.