Da sagde Herren til Moses: „Sig til præsten Eleazar, Arons søn, at han skal rage røgelseskarrene ud af ilden og smide den brændende røgelse væk. Disse røgelseskar er hellige, også selv om de tilhørte oprørske mænd, der måtte dø for deres synd. Tag disse røgelseskar og sørg for, at de bliver hamret flade og brugt som beklædning på alteret. De er hellige, fordi de blev brugt i tjenesten for Herren. På alteret skal de tjene som en advarsel overfor israelitterne.”
Så tog præsten Eleazar de 250 røgelseskar af bronze, hamrede dem ud til plader og beklædte alteret med dem. Det blev en advarsel til Israels folk om, at ingen uindviede personer, der ikke var af Arons slægt, måtte brænde røgelse for Herren, for så ville det gå dem som Kora og hans tilhængere. Således blev den befaling, Herren havde givet Eleazar gennem Moses, ført ud i livet.
Men allerede næste dag begyndte folket igen at beklage sig overfor Moses og Aron: „Det er jer, vi kan takke for, at nogle af Herrens folk er blevet dræbt.”
Mens folket gav luft for deres utilfredshed overfor Moses og Aron, kom Herrens herligheds sky pludselig til syne over åbenbaringsteltet, og Moses og Aron vendte sig og gik hen til indgangen.
„Træk jer væk fra folket,” beordrede Herren dem, „så jeg kan komme til at udrydde dem.” Men Moses og Aron kastede sig ned med ansigtet mod jorden foran Herren. Derefter sagde Moses til Aron: „Skynd dig hen til alteret med dit røgelseskar. Læg gløder fra alteret i det, kom røgelse ovenpå og bær det rundt blandt folket, så der kan skaffes soning for dem, for Herren har i sin vrede sendt en plage over folket.”
Aron adlød Moses og skyndte sig rundt blandt folket for at skaffe dem soning, så den plage, der allerede var begyndt, kunne blive stoppet, og da Aron stillede sig mellem de døde og de levende, standsede plagen. Den dag døde 14.700 mennesker af plagen, ud over alle dem, der den foregående dag var døde sammen med Kora. Da plagen var standset, vendte Aron tilbage til Moses ved åbenbaringsteltets indgang.
Da sagde Herren til Moses: „Sig til Israels folk, at hver af de 12 stammeledere skal bringe dig en stav. Skriv så lederens navn på den stav, han kommer med. Arons navn skal skrives på den stav, der repræsenterer Levis stamme. Tag nu disse stave og læg dem foran pagtens ark i åbenbaringsteltet, hvorfra jeg kommunikerer med jer. En af stavene vil sætte skud, og det vil vise jer, hvem jeg har udvalgt til at tjene mig. Sådan vil jeg lukke munden på israelitterne, så jeg kan blive fri for deres evindelige klager.”
Derefter fortalte Moses folket, hvad Herren havde sagt, og hver af de 12 stammeledere kom med deres stav. Også Arons stav var med i bunken. Moses tog nu stavene og lagde dem for Herrens ansigt i det allerhelligste rum, og næste dag, da han kom tilbage, så han, at Arons stav ikke blot havde sat skud, men havde sat blomster og nu bar modne mandler.
Moses tog stavene med sig ud til de ventende israelitter. De kiggede på dem, og lederne tog hver deres stav, men Arons stav lagde Moses på Herrens befaling tilbage foran pagtens ark, for at den skulle være en påmindelse om folkets oprør og en advarsel om den dødsstraf, der ventede dem, hvis de igen satte sig op mod Moses og præsterne.
Men folkets beklagelser var stadig ikke forbi. „Hvordan kan vi undgå at dø,” sagde de, „hvis der er dødsstraf for at komme i nærheden af Herrens bolig? Det er ude med os.”
Da sagde Herren til Aron: „Jeg har overdraget tjenesten ved helligdommen til levitterne. Det er deres ansvar, hvis der sker et lovbrud under tjenesten. Men præstetjenesten er overdraget til dig og dine efterkommere, og sker der noget galt der, er det jer, der bliver krævet til ansvar. Levitterne skal hjælpe jer under præstetjenesten foran teltet med pagtens ark. Men når de udfører deres arbejde, må de under ingen omstændigheder røre direkte ved nogen af de hellige ting eller ved alteret. Gør de det, skal de dø – og det skal I også. Levitterne skal tage sig af åbenbaringsteltet og transportere det omkring, men ingen af de andre israelitter må hjælpe til med det arbejde.
Det er jer præster, som skal udføre tjenesten i selve helligdommen og ved alteret, så Israels folk ikke igen skal rammes af min vrede ved ikke at respektere præstetjenesten. Jeg har udvalgt levitterne til at hjælpe jer under jeres præstetjeneste i åbenbaringsteltet. De er en gave til jer fra Herren. Men du og dine efterkommere, som er mine præster, skal alene varetage altertjenesten. Det er kun jer, som har tilladelse til at gå ind bag forhænget til helligdommen, for I er mine præster. Enhver anden, der trænger ind i helligdommen, skal dø.”
Herren sagde videre til Aron: „Jeg giver jer præster jeres del af de offergaver, som folket bringer til mig. Denne ordning skal gælde for altid. I må få de dele af de hellige ofre, som ikke skal brændes på alteret, hvad enten det er afgrødeofre, syndofre eller skyldofre. I skal spise dem på et helligt sted, men kun mændene må spise dem. De offergaver, som svinges foran alteret, skal for altid tilhøre jer og jeres familier. Både mænd, kvinder og børn må spise af disse ofre – med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt.
Det samme gælder for de høstofre, som folket bringer til mig – det første og bedste af deres olivenolie, nylavede vin, korn og frugter. De ofre må alle jeres familiemedlemmer få del i – med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt. Alt hvad der tilhører mig, tilhører også jer. Alt det førstefødte blandt mennesker og dyr tilhører mig, og skal derfor tilhøre jer. Dog skal israelitterne løskøbe de førstefødte sønner og det førstefødte blandt alle urene dyr. I stedet for at bringe disse førstefødte sønner og urene dyr som offergaver, skal de en måned efter fødslen løskøbe dem med fem sølvstykker for hver.
Hvad de førstefødte blandt hornkvæget og småkvæget angår, kan de ikke løskøbes, men de skal ofres til mig. Deres blod skal stænkes på alteret, og deres fedt skal brændes som et lifligt offer til mig. Men kødet skal tilhøre jer – ligesom brystet og det højre lårstykke, der svinges foran alteret, tilhører jer. Alle de ofre, som folket bringer til mig ved at svinge dem foran alteret, skal tilhøre jer, og I og jeres familier må spise af dem. Dette er en permanent lov, en troskabspagt mellem mig på den ene side og jer og jeres efterkommere på den anden side.”
Herren sagde videre til Aron: „I præster må ikke eje jord eller anden ejendom i landet. Hvad der tilhører mig, tilhører også jer. Men hvad levitterne angår, skal de modtage betaling for deres arbejde ved åbenbaringsteltet i form af den tiende, Israels folk bringer. De får nemlig heller ikke jord eller ejendom i landet.
Ingen israelitter, bortset fra præster og levitter, må igen prøve at komme helt op til åbenbaringsteltet. Gør de det, skal de dø.
Levitterne skal gøre tjeneste ved åbenbaringsteltet og hjælpe præsterne, men de må ikke få del i landets jord. Det skal være en fast ordning som varer fra slægt til slægt. I stedet for jord får de den tiende, som israelitterne bringer til mig.”
Herren sagde videre til Moses: „Sig til levitterne, at en tiendedel af den tiende, de modtager fra israelitterne, skal de give videre til mig. Det bliver deres ‚høstoffer’ og skal i mine øjne regnes på lige fod med de øvrige israelitters høstofre, der betales af det første korn fra tærskepladsen og den første vin, de producerer. Den skal bestå af den bedste del af de tiendegaver, som de modtager fra folket og denne tiende skal de overdrage til Aron som repræsentant for præsterne. Så længe levitterne sørger for at bringe den bedste del af den tiende, de selv modtager, videre til præsterne, må de spise resten, hvor de vil, sammen med deres familier, uden derved at pådrage sig skyld. Det er deres løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet. Men hvis de overtræder denne lov, skal de dø.”
En sang af David.
Herren sagde til min Herre:
„Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.”
Herren vil give dig et mægtigt kongerige,
fra Zion skal du regere over alle dine fjender.
Dit folk kommer villigt på kampens dag,
din hær af friske unge samles ved solopgang på det hellige bjerg.
Herren har aflagt et løfte, som aldrig kan rokkes:
„Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”
Herren er ved din side, han er din styrke,
han knuser de fjendtlige konger i sin vrede.
Han holder dom over folkeslagene,
han knuser jordens ledere, dalene fyldes med lig.
Han drikker af en bæk langs vejen,
han rejser sig med fornyet styrke.
Halleluja!
Af hele mit hjerte vil jeg takke Herren,
berømme ham midt i de gudfrygtiges forsamling.
De ting, han gør, er vidunderlige,
de eftertragtes af alle, som sætter pris på dem.
Fantastiske er alle hans undere,
hans godhed varer til evig tid.
Herren er nådig og barmhjertig,
ingen må glemme hans velgerninger.
Jeg ved, at han altid sørger for sit folk.
Kan han nogensinde glemme sin pagt med dem?
Landet, som tilhørte de fremmede, gav han til sit eget folk,
med magt drev han de andre væk for øjnene af sine udvalgte.
Når han handler, gør han altid det rigtige,
ordene fra ham kan man stole på.
Pas på, at I trofast adlyder hans bud,
retsindighed har evighedsværdi.
Sit folk har han sat i frihed,
til evig tid varer hans pagt med dem.
Underfuld og enestående er Herren.
Visdom udspringer af ærefrygt for Gud.
Ypperlig er den indsigt, man får ved at adlyde ham.
Æren er hans for evigt!
Halleluja!
At adlyde Herren giver velsignelse.
Budene bør man glæde sig over.
Du og dine efterkommere får fremgang og magt,
enhver, der handler ret, bliver velsignet.
Familien vil opleve velstand,
gode mennesker vil altid blive husket.
Han er et lys for de gudfrygtige midt i mørket,
ingen er nådig og barmhjertig som han.
Ja, velsignet er de gavmilde og hjælpsomme,
kendetegnet på deres handlinger er ærlighed.
Lever de sådan, får de styrke og fasthed,
mennesker med et godt ry bliver husket længe.
Når modgangen kommer, som kunne skabe frygt,
opgiver de ikke, for de stoler på Herren.
På trods af fjendens angreb
rider de stormen af og ender med sejr.
Sådanne mennesker giver gavmildt til dem, der er i nød,
taknemmelighed og ære bliver dem til del,
uselvisk godhed vil aldrig blive glemt.
Ved at se en sådan velsignelse bliver de gudløse vrede.
Ynkeligt sidder de tilbage med tomme hænder,
ærgrelsen står malet i deres ansigter.
Halleluja!
Pris Herren, alle hans tjenere,
lovpris den mægtige Gud!
Hans er æren,
både nu og i al evighed.
Alle mennesker på jorden
bør lovprise Herren, den Mægtige.
Herren er ophøjet over alle jordens folk,
hans herlighed fylder universet.
Ingen når på højde med Herren, vor Gud,
han sidder på sin trone i Himlen.
Han må bøje sig frem
for at kigge ned på himmelrummet og jorden.
Han løfter de hjælpeløse op fra støvet,
de fattige op fra rendestenen.
Han ærer dem som kongebørn,
bænker dem på hæderspladsen.
Han giver den barnløse kvinde børn,
gør hende til en lykkelig mor.
Halleluja!
Tiden for påskefesten nærmede sig. Ypperstepræsterne og de skriftlærde drøftede, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel, uden at der blev uroligheder.
Da fór Djævelen i Judas Iskariot, som var en af de Tolv. Han opsøgte ypperstepræsterne og lederne af det vagtmandskab, der hørte til templet, og han forklarede dem, hvordan han kunne forråde Jesus til dem. Det var de glade for at høre, og de lovede ham en vis sum penge. Judas accepterede, og fra det øjeblik ventede han på en gunstig anledning, hvor Jesus ikke var omgivet af en masse mennesker.
Så kom den første dag under påskefesten, hvor påskelammet skulle slagtes. Jesus kaldte på Peter og Johannes. „Gå ind til byen og gør klar til, at vi sammen kan fejre påskemåltidet,” sagde han.
„Hvor vil du have, at vi skal gå hen og gøre det hele parat?” spurgte de.
„Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, der bærer på en vandkrukke. Følg efter ham til det hus, hvor han går ind, og sig til husets ejer: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ Så vil han føre jer op ovenpå til et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”
Da de kom ind i byen, fandt de det hele, sådan som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Da tiden var inde, gik Jesus derhen sammen med apostlene, og de lagde sig omkring bordet for at begynde måltidet. Jesus sagde til dem: „Af hele mit hjerte har jeg længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Det er det sidste påskemåltid, jeg tager del i, indtil der bliver den fuldkomne påske i Guds rige.”
Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sagde: „Tag denne vin og del den imellem jer, for jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin igen, før Guds rige kommer.”
Senere tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det over, delte det ud til disciplene og sagde: „Dette brød er mit legeme, som skal ofres for jeres skyld. Spis det for at huske på, hvad jeg har gjort for jer.”
Efter måltidet tog han vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som udgydes for jer. Det besegler den nye pagt.”
Jesus fortsatte: „Men en af jer, som spiser sammen med mig, vil forråde mig. Menneskesønnen skal dø, sådan som Gud har bestemt det. Men ve det menneske, som forråder mig!”
Straks begyndte disciplene at diskutere hvem af dem, der kunne finde på at gøre sådan noget.
Disciplene diskuterede også hvem af dem, der var bedst egnet som leder. Da sagde Jesus til dem: „Denne verdens magthavere hundser med dem, de har under sig, og selv en diktator ynder at kalde sig folkets velgører. Sådan skal I ikke opføre jer. De, der er ledere iblandt jer, skal være villige til at tjene dem, de er ledere for. De, som har højest rang iblandt jer, skal stå på lige fod med dem, som har den laveste rang. Ude i verden er det sådan, at den, der bliver beværtet, er større end den, som tjener ved bordet. Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
I har trofast stået sammen med mig i mine prøvelser. Med den autoritet, som min Far har givet mig, lover jeg jer nu, at I skal få lov til at sidde til bords i mit rige, ja, I skal få lov til at sidde på troner og regere over Israels 12 stammer.”
Jesus henvendte sig nu til Simon Peter: „Simon, Satan vil friste jer til fald, men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk de andre disciple.”
„Herre,” svarede Peter, „for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være.”
„Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
Derefter spurgte Jesus disciplene: „Da jeg sendte jer ud uden pung eller taske eller ekstra sandaler, kom I da til at mangle noget?” „Nej,” svarede de.
„Men nu skal den, som har penge, tage dem med. Den, som har en taske, skal tage den med, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe et. Det skriftsted, der siger: ‚Han blev regnet som en synder,’ vil snart gå i opfyldelse, for det, der er skrevet om mig, skal nødvendigvis opfyldes.”
„Se, Herre! Vi har to sværd!”
„Nok om det,” svarede Jesus.
Sammen med disciplene gik Jesus nu som så ofte før ud til Olivenbjerget. Der sagde han til dem: „Bed Gud om hjælp til ikke at bukke under for fristelserne.”
Så gik han så langt som et stenkast fra dem, knælede ned og bad: „Far, hvis du er villig til det, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Men din vilje ske, ikke min!” Da viste en engel sig for ham og styrkede ham. Han var i en sådan dødsangst, at hans sved faldt som bloddråber på jorden, mens han bad mere og mere indtrængende.
Da han rejste sig og gik hen til disciplene, var de faldet i søvn af træthed og fortvivlelse. „Hvordan kan I sove?” sagde han. „Rejs jer op og bed, så I ikke bukker under for fristelserne.”
Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden. „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus.
Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: „Skal vi slå til, Herre?” Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af. „Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham.
Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. „Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig! Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.”
Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det. En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!”
„Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter.
Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han.
„Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage.
En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!”
Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du snakker om!”
Netop da var der en hane, der galede.
Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?” Også på mange andre måder hånede de ham.
Det var nu ved at blive lyst, og det jødiske råd var samlet, både ypperstepræsterne, de skriftlærde og alle de øvrige ledere. Jesus blev ført frem for rådet, og man tog ham i forhør: „Er du Messias, så sig os det lige ud.”
„I tror jo ikke på, hvad jeg siger,” svarede Jesus. „Og I plejer heller ikke at svare, når jeg spørger jer om noget. Men snart skal Menneskesønnen tage plads ved den mægtige Guds højre side.”
Straks råbte de i munden på hinanden: „Så er du altså Guds Søn?”
Jesus svarede: „I siger det selv. Ja, jeg er!”
„Så er der ikke brug for flere vidner!” lød det rundt omkring. „Nu har han selv indrømmet det.”
Herren sagde til Moses og Aron: „Jeg giver jer følgende lovregel: Sig til Israels folk, at de skal komme med en rød kvie, som er uden skavanker og aldrig har været spændt i åg. Den skal overgives til præsten Eleazar, føres uden for lejren og slagtes, mens han ser på det. Så skal præsten dyppe sin finger i blodet og stænke det syv gange i retning af åbenbaringsteltet, hvorpå kvien skal brændes, mens han ser på det – både dens hud, kød, blod og indvolde skal brændes. Og han skal tage noget cedertræ, nogle isopgrene og noget skarlagenrødt garn og kaste det ind i ilden, mens kvien brændes.
Derefter skal både Eleazar og den mand, der brændte kvien, vaske deres tøj og bade, hvorefter de kan vende tilbage til lejren, men de er urene indtil aften. En mand, som ikke er uren, skal derefter samle kviens aske op, så den kan opbevares på et dertil indviet sted uden for lejren. Asken skal bruges til at blande i det vand, der benyttes som renselsesvand, for kvien er et syndoffer. Den mand, som samler kviens aske op, skal også vaske sit tøj, og han vil være uren indtil aften. Det her er en permanent lov, som skal gælde både for Israels folk og de fremmede, der bor iblandt dem.
Enhver, der rører ved et lig, er uren i syv dage. På den tredje og den syvende dag skal de lade sig rense med vand, hvori der er blandet aske fra den røde kvie. Hvis de ikke på den måde bliver renset, forbliver de urene. Hvis de så rører ved noget i min bolig, gør de den uren, og de skal udryddes, fordi der ikke blev stænket renselsesvand på dem. De blev aldrig renset for deres synd.
I tilfælde af at et menneske dør hjemme i sit telt, skal alle tilstedeværende og alle, der kommer ind i teltet, så længe den døde er der, være urene i syv dage. Enhver beholder i teltet, der ikke er tildækket med klæde eller låg, bliver også uren.
I tilfælde af at et menneske dør i krig, og nogen rører ved liget, mens det ligger på jorden, bliver vedkommende uren. Uanset hvad dødsårsagen er, gælder det samme: Den, der rører ved et lig, er uren i syv dage – ja, man bliver uren, bare man rører ved en knogle eller et gravsted.
Renselsesritualet for et menneske, der dør i sit telt, skal foregå på følgende måde: Først skal noget af asken fra den røde kvie, der blev bragt som syndoffer, drysses i en skål, og der skal hældes frisk vand over. Derefter skal en person, der ikke selv er uren, tage en isopgren, dyppe den i vandet og stænke det på selve teltet, de ting, der er i teltet, og de personer, som var til stede. På samme måde skal der stænkes renselsesvand på de personer, der på anden vis har været i kontakt med knogler, lig eller gravsteder. Dette ritual skal foretages på den tredje og den syvende dag, hvorefter de urene skal vaske deres tøj og bade. På den syvende aften er de så rene igen.
Men hvis de, der er urene, ikke ønsker at lade sig rense for deres synd, skal de udryddes, for de har gjort min helligdom uren. De blev aldrig renset. Dette er en permanent ordning. Den, som stænker renselsesvand på den urene, bliver selv uren og skal vaske sit tøj og være uren indtil aften. Det samme gælder for dem, der på en eller anden måde kommer i berøring med renselsesvandet. Alt hvad de urene rører ved bliver urent, og hvis nogen rører ved de urene ting, bliver de også urene indtil aften.”
Det var i årets første måned, at Israels folk nåede frem til Zins ørken. Mens de lå i lejr ved Kadesh, døde Mirjam og blev begravet.
Der var næsten ingen vand på stedet, og derfor begyndte folket igen at klage til Moses og Aron. „Gid vi var døde, dengang Herren slog en masse israelitter ihjel,” jamrede de. „Hvorfor har I ført os ud i den her ørken? Var det bare, for at vi og vores dyr skulle dø? Hvorfor overtalte I os til at forlade Egypten for at føre os ud til det her gudsforladte sted? Hvad er der blevet af det frugtbare land med korn, figner, druer og granatæbler, som I lovede os? Vi er ved at dø af tørst.”
Da forlod Moses og Aron forsamlingen og gik hen til åbenbaringsteltets indgang, hvor de bøjede sig i støvet for Herren, og Herrens herlighed viste sig for dem.
„Tag Arons stav og kald folket sammen,” sagde Herren til Moses. „Mens de alle ser på det, skal du tale til klippen og befale den at give vand. Så vil der strømme vand ud fra klippen, og der bliver rigeligt til både folket og dyrene.”
Moses gjorde, som Herren havde sagt, og hentede staven fra dens plads foran pagtens ark. Så kaldte han og Aron folket sammen rundt om klippen. „Se her, I oprørske mennesker!” råbte Moses. „Tror I, vi kan skaffe vand til jer fra denne klippe?” Så løftede han staven og slog to gange på klippen, og vandet strømmede ud, så folket og dyrene kunne drikke, så meget de ville.
Men Herren sagde til Moses og Aron: „I havde åbenbart ikke tro nok til at gøre, nøjagtig som jeg sagde, og I tog tilmed selv æren over for folket. Jeg er jeres Gud, og I skal adlyde mig. Nu får I ikke æren af at føre folket ind i det land, jeg har lovet dem.”
Man kaldte stedet Meribas vand, for her satte Israels folk sig igen op imod Herren, og her viste han dem, at man bliver straffet for at sætte sig op mod den hellige Gud.
Mens de opholdt sig ved Kadesh, sendte Moses en delegation i forvejen til Edoms konge. De fik besked på at sige: „Dit broderfolk, israelitterne, sender hilsen. Du har hørt om alle de strabadser, vi har været igennem, siden vores forfædre kom til Egypten og slog sig ned i landet, hvor de blev gjort til slaver. Men i vores nød råbte vi til Herren, og han sendte sin engel for at befri os fra slaveriet i Egypten. Vi ligger i lejr ved Kadesh ikke langt fra jeres land, og vi beder om tilladelse til at rejse gennem landet. Vi skal nok gå uden om jeres marker og vingårde – ikke engang jeres brønde vil vi tage vand af. Vi lover at holde os til Kongevejen og ikke gå til nogen af siderne, så længe vi er i jeres land.”
Men Edoms konge svarede: „Hold jer væk fra mit land, ellers sender jeg hæren imod jer.”
„Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. „Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.”
Men Edoms konge var ubøjelig. „I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen. Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej. De fulgte så en anden vej fra Kadesh til Hors bjerg.
Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron: „Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand.
Moses skal føre Aron og hans søn Eleazar op på Hors bjerg, og dér skal han tage Arons præstedragt af ham og give hans søn Eleazar den på, hvorefter Aron skal dø.”
Moses adlød Herren, og mens folket fulgte dem med øjnene, gik de tre mænd op på Hors bjerg. Da de nåede toppen, tog Moses præstedragten af Aron og gav Eleazar den på, hvorefter Aron døde oppe på bjerget. Moses og Eleazar gik så ned igen, og da folket hørte, at Aron var død, sørgede de over ham i 30 dage.
Efter at Israels folk havde forladt Egypten,
hvor de havde levet blandt et fremmed folk,
blev Judas land deres hjem,
Israel det rige, de regerede.
Havets vandmasser flygtede fra dem,
Jordanfloden vendte om.
Bjergene sprang rundt som væddere,
bakkerne var kåde som lam.
Hvad går der af dig, hav, siden du flygter?
Jordanflod, hvorfor vender du om?
Hvorfor springer I bjerge som væddere?
Bakker, hvorfor er I kåde som lam?
Når jorden står overfor den Mægtige, må den skælve,
ryste af angst for Israels Gud,
han, som gav drikkevand fra en ørkensten,
gjorde klippevæg til kildevæld.
Dig tilhører æren, Herre, ikke os,
for du er nådig og trofast.
Hvorfor siger de fremmede folkeslag:
„Nå, hvor er så jeres Gud?”
Vores Gud er i Himlen,
og han gør, hvad han vil.
Deres gudebilleder er lavet af sølv og guld,
de er skabt af mennesker,
de har mund, men kan ikke tale,
øjne, men kan ikke se,
de har ører, men kan ikke høre,
næse, men kan intet lugte.
De har hænder, men kan ikke føle på noget,
fødder, men kan ikke gå,
de kan ikke frembringe en eneste lyd.
De, som fremstiller og tilbeder den slags guder,
ender med at blive lige så døde som dem.
Men Israels folk, I skal stole på Herren,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
Arons præsteslægt, I skal stole på Herren,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
Alle I, der tilbeder Herren, I skal stole på ham,
for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
Herren har omsorg for os og velsigner os.
Han velsigner Israels folk og Arons slægt,
han velsigner alle, der adlyder ham,
både små og store.
Herren vil lade jeres antal vokse,
give jer mange efterkommere.
Herren, der skabte himlen og jorden,
vil velsigne jer.
Himlen er Herrens område,
men jorden har han givet til menneskene.
De døde lovsynger ikke Herren,
i stilhedens rige prises han ikke.
Men vi, der lever, vi lovsynger Herren,
vi vil prise ham nu og altid.
Halleluja!
Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.”
Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.”
Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!”
Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke.
Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus.
Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig.
Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.”
Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem).
Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!”
For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!”
Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket.
Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham.
En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’ For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”
To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre.
Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. Folkemængden stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!”
Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det her er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk.
Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.”
Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.”
Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.
Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!” Med de ord udåndede han.
Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!”
De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele.
Et af medlemmerne af Det jødiske Råd var en god og retskaffen mand, der hele tiden havde været i forventning om Messiasʼ snarlige komme, og han var imod, at rådet havde dømt Jesus til døden. Han hed Josef og kom fra byen Arimatæa i Judæa. Han henvendte sig nu til Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. Det fik han lov til og tog så liget ned fra korset og svøbte det i et liglagen. Derpå anbragte han det i en klippegrav, hvor ingen endnu havde ligget. Det var sent fredag eftermiddag, lige før sabbatten begyndte.
Da Jesu lig blev ført bort, fulgte kvinderne fra Galilæa efter, og de så den klippegrav, han blev lagt ind i. Efter at de var kommet hjem, tilberedte de en begravelsessalve med aromatiske olier. Men de foretog sig ikke noget på sabbatten, som den jødiske lov foreskriver.
Da kongen af Arad i Negev hørte, at israelitterne kom op ad vejen mod Atarim, samlede han sin hær og angreb dem, og det lykkedes ham at tage en del af dem til fange. Da lovede Israels folk højt og helligt Herren, at hvis han ville hjælpe dem med at besejre kongen af Arad og hans hær, ville de totalt udslette alle de kanaʼanæiske byer i området uden at tage noget bytte til sig selv. Herren hørte deres bøn og gav dem sejr over kanaʼanæerne, så alle byerne og deres indbyggere blev udslettet. Stedet er siden kendt under navnet Horma.
Derfra vendte israelitterne tilbage til Hors bjerg, hvorefter de fortsatte ad vejen mod Det Røde Hav i en bue uden om Edom. Men undervejs blev de utålmodige, og de begyndte atter at kritisere både Gud og Moses. „Hvorfor førte I os ud af Egypten?” klagede de. „Var det for at lade os dø her i ørkenen? Her er jo hverken vand eller mad – og vi er trætte af den evindelige manna.”
Da sendte Herren giftslanger imod dem, og mange blev bidt og døde.
Nu kom folket til Moses og sagde: „Vi har syndet ved at gøre oprør mod dig og Herren. Bed Herren om at fjerne slangerne fra os.” Da gik Moses i forbøn for folket, og Herren sagde Moses: „Lav en slange af kobber og hæng den op på en stang – så skal alle, som ser hen på den, leve, selvom de er blevet bidt af giftslangerne.”
Så lavede Moses en kobberslange og satte den op på en stang. Og alle, som så hen på den, når de var blevet bidt af en slange, reddede livet.
Derefter rejste Israels folk videre og slog lejr ved Obot. Fra Obot tog de til Ijje-ha-Abarim i ørkenen umiddelbart øst for Moab, og videre til Zereddalen, hvor de igen slog lejr. Fra Zereddalen rejste de videre mod nord til det øde område på den anden side af Arnonfloden ved grænsen til amoritternes land. Arnonfloden danner grænse mellem moabitterne og amoritterne. „Bogen om Herrens krige” nævner byen Vaheb med dens bække i Sufaområdet i Arnonflodens kløft, som strækker sig langs grænsen til Moab helt til byen Ar.
Derfra rejste israelitterne til Beʼer. Det var ved dette vandsted, at Herren sagde til Moses: „Kald folket sammen, så vil jeg give dem vand.” Episoden står beskrevet i følgende sang:
„Du ældgamle brønd, hvor kilden fremsprang,
vi viser vor glæde ved at synge en sang.
Denne brønd lod stormænd grave,
fyrster med scepter og herskerstave.”
Så forlod de ørkenen og fortsatte gennem Mattana, Nahaliel og Bamot og videre gennem dalen i Moabs højland, hvorfra man kan se ørkenen og Pisgas bjergtinder længere borte.
Da sendte Israel følgende budskab til amoritterkongen Sihon: „Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land. Vi lover, at vi ikke vil nedtrampe jeres marker og vingårde eller drikke jeres vand, men holde os på Kongevejen, så længe vi er i jeres land.”
Men kong Sihon gav dem ikke lov. I stedet samlede han sin hær og rykkede ud mod israelitterne i ørkenen. Ved Jahatz mødtes de to hære, og Israel huggede amoritterne ned. Derefter besatte de området fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden mod nord og ud til ammonitternes område mod øst, men ikke længere, for ammonitternes grænse var stærkt befæstet.
Israelitterne indtog således amoritternes byer, og de slog sig ned i disse byer, også i Heshbon, kong Sihons residensby, og i området op til Arnonfloden, der tidligere havde tilhørt moabitterne, men som kong Sihon havde erobret. Den gamle digter udtrykker det sådan:
„Kom til Heshbon, Sihons by
som nu bygges op på ny.
Ild fór ud fra Heshbon,
flammer skød frem fra Sihon.
Moabs byer gik op i røg,
Arnons fjelde, hver en høj.
Moabitter, nu er det forbi
med jeres Kemosh-afguderi.
Han sendte jo jer alle på flugt,
kvinder blev fanger – åh, hvor smukt!
Men vi erobredʼ Heshbon,
indtog landet op til Dibon.
Vi dræbte dem helt til Nofa
som ligger tæt ved Medeba.”
Mens Israels folk opholdt sig i amoritternes land, sendte Moses nogle spioner ud for at undersøge, hvordan han lettest kunne indtage byen Jazer. Derefter angreb de byen og de omkringliggende landsbyer, og amoritterne måtte flygte.
Derefter satte de kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod dem ved byen Edrei. Men Herren sagde til Moses: „Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hans land til dig. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.” Og ganske rigtigt: Israelitterne sejrede og dræbte kong Og, hans sønner og hans hær, så der ikke var en eneste overlevende tilbage. Således lykkedes det israelitterne at erobre hele området.
Israelitterne brød op fra Bashan og tog sydpå igen. Da de nåede Moabs højslette øst for Jordanfloden over for Jeriko, slog de lejr der. På det tidspunkt var Balak, en søn af Zippor, konge over Moab. Da han blev klar over, hvor talrige israelitterne var, og hvordan de havde udryddet amoritterne, blev både han og hans folk skrækslagne. Balak klagede sin nød til midjanitternes ledere: „Denne enorme menneskemængde vil gøre det fuldstændig af med os, som når en stor flok køer spiser græsset på marken rub og stub.”
Derpå sendte Balak bud til Bileam, Beors søn, der boede i Petor ved Eufratfloden, og bad ham komme og hjælpe. „Jeg er ved at blive rendt over ende af et mægtigt folk, der kommer fra Egypten,” forklarede han. „Skynd dig! Kom og forband dette folk, så jeg kan få held til at jage dem ud af landet. Jeg ved jo, at den du velsigner, er velsignet, og at den, du forbander, er forbandet.”
Kong Balaks sendebud, nogle af de mest betroede moabitiske og midjanitiske ledere, havde penge med for at betale Bileam for hans tjeneste. Da de nåede frem, satte de straks Bileam ind i situationen. „Bliv her i nat,” sagde Bileam, „så skal jeg i morgen fortælle jer, hvad Herren til den tid har sagt til mig.” Så blev de der natten over.
Samme nat viste Gud sig for Bileam og spurgte: „Hvem er de mænd, der er hos dig?” „De kommer fra kong Balak af Moab,” svarede han. „Kongen siger, at et mægtigt folk fra Egypten er på vej mod hans land, og han har bedt mig komme og forbande dem, så han kan få held til at besejre dem.” „Følg ikke med dem,” sagde Gud. „Du må ikke forbande dem, for jeg har velsignet dem.”
Næste morgen sagde Bileam til sendebudene: „I må hellere vende hjem, for Herren siger, at jeg ikke må følge med jer.”
Sendebudene vendte så tilbage til kong Balak med uforrettet sag. Men Balak gav ikke op. Han sendte endnu flere af sine mest betroede ledere af sted. Da de nåede frem, sagde de: „Kong Balak beder dig inderligt om at komme. Han lover dig store æresbevisninger og en god betaling. Ja, han vil give dig hvad som helst, du forlanger – bare du vil komme og forbande disse mennesker.” Men Bileam svarede: „Om han så giver mig et helt palads fuldt af guld og sølv, har jeg ikke magt til at handle imod Herren min Guds vilje. Men bliv her i nat – så skal jeg finde ud af, om Herren har noget at tilføje til det, han allerede har sagt.” Samme nat sagde Gud til Bileam: „Når du er så opsat på at følge med disse mænd, så gør det bare – men du må ikke gøre andet end det, jeg siger til dig.”
Næste morgen sadlede Bileam sit æsel og fulgte med sendebudene tilbage. Men Gud var vred over, at Bileam var så forhippet på at tage af sted – og derfor sendte han en engel i forvejen for at blokere vejen. Da Bileam og hans to tjenere nu kom ridende, fik Bileams æsel pludselig øje på Herrens engel, der stod på vejen med draget sværd. Æslet drejede straks fra vejen og gik ind over marken, men Bileam slog æslet og tvang det tilbage på vejen. Så stillede Herrens engel sig længere fremme på et sted, hvor vejen løb mellem to vingårdsmure. Da æslet så englen, der blokerede vejen, prøvede det at klemme sig forbi langs muren, og Bileams ene fod kom i klemme. Endnu en gang slog han på æslet. Herrens engel stillede sig nu længere fremme på vejen på et sted, der var så snævert, at æslet umuligt kunne komme uden om englen. Så lagde æslet sig ned på vejen.
Nu blev Bileam rasende. Han slog æslet værre end før, men i det samme gav Herren æslet mund og mæle. „Hvad har jeg gjort, siden du nu har slået mig tre gange?” sagde æslet. „Du har gjort mig til grin,” hvæsede Bileam. „Hvis jeg havde haft mit sværd med mig, havde jeg slået dig ihjel på stedet.” „Du kender min trofasthed,” fortsatte æslet. „Har jeg før været ulydig imod dig?” „Nej,” indrømmede Bileam.
I det samme åbnede Herren Bileams øjne, så han fik øje på englen, der stod med draget sværd på vejen. Da kastede Bileam sig til jorden. „Hvorfor slog du dit eget æsel så voldsomt?” spurgte englen. „Det var jo mig, der stod i vejen for at standse dig, fordi du var mere opsat på at gøre din egen vilje end Guds vilje. Tre gange så æslet mig og veg tilbage. Det blev din redning, for var det ikke sket, havde jeg for længst slået dig ihjel og ladet æslet leve.”
Da indrømmede Bileam: „Jeg har syndet. Jeg vidste ikke, at det var dig, der forsøgte at standse mig. Jeg vil straks vende om, hvis jeg har handlet forkert.” Herrens engel svarede: „Følg bare med mændene, men du må kun sige det, jeg giver dig lov til at sige.” Så fortsatte Bileam rejsen.
Da kong Balak fik at vide, at Bileam var på vej, forlod han byen og gik ham i møde ved landegrænsen langs Arnonfloden. „Hvorfor kom du ikke med det samme, da jeg sendte bud efter dig?” spurgte han Bileam. „Tror du ikke, jeg har råd til at belønne dig rigeligt?” „Nu er jeg her,” svarede Bileam. „Men jeg kan ikke sige andet end det, Gud giver mig lov at sige.” Så fulgte Bileam med kongen til Kirjat-Hutzot, hvor kong Balak ofrede køer og får og gav noget af kødet til Bileam og hans ledsagere. Næste morgen førte Balak så Bileam op på toppen af Bamot-Baʼal, hvorfra de kunne se ud over hele det israelitiske folk.
Jeg elsker Herren,
for han hørte min bøn.
Han lyttede til mit råb om hjælp,
jeg vil bede til ham, så længe jeg lever.
Døden holdt mig i sit kvælertag,
jeg var dødsens angst og dybt fortvivlet.
Da råbte jeg: „Herre, red mig fra at dø!”
Herren er god og nådig.
Vores Gud er fuld af barmhjertighed.
Han hjælper dem, der råber om hjælp,
han frelste mig i nødens stund.
Min sjæl, fald til ro igen,
for Herren har bevist sin godhed.
Han reddede mig fra døden,
mit øje fra gråd, min fod fra fald.
Jeg er stadig i live,
og jeg vil altid følge Herrens vej.
Jeg troede, og derfor talte jeg.
„Herre!” råbte jeg. „Jeg er i stor nød!”
I min bitre angst sagde jeg:
„De er alle sammen fulde af løgn!”
Hvad kan jeg give til Herren
for al hans godhed imod mig?
Jeg vil takke ham for min redning
med et drikoffer.
Jeg vil bringe ham de ofre, jeg har lovet,
for øjnene af hele folket.
Herren elsker sit folk,
han griber ind, hvis nogen er nær ved at dø.
Herre, jeg er din tjener, en simpel slave.
Tak, fordi du reddede mig fra døden.
Jeg vil bringe dig ofre som tak
og lovprise dig.
Jeg vil bringe de ofre, jeg lovede,
for øjnene af hele folket,
midt i din helligdom, Herre,
midt i Jerusalem.
Halleluja!
Pris Herren, alle nationer.
Lovsyng ham, alle folkeslag.
For hans godhed mod os er stor,
hans trofasthed varer til evig tid.
Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
Syng med, Israels menighed:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
Syng med, Arons præsteslægt:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
Syng med, alle I, der adlyder Herren:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
I min nød bad jeg til Herren,
han svarede og satte mig fri.
Herren er med mig, så jeg vil intet frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?
Herren hjælper mig,
han besejrer alle mine fjender.
Det er bedre at stole på Herren
end at sætte sin lid til mennesker.
Det er bedre at søge hjælp hos ham
end at stole på stormænd og fyrster.
Jeg var omringet af fjendtlige hære,
men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
De kom imod mig fra alle sider,
men i Herrens kraft sejrede jeg over dem.
De sværmede om mig som bier,
men de forsvandt som en bunke kvas, der brænder,
i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
Jeg blev angrebet hårdt og var ved at bukke under,
men Herren kom mig til undsætning.
Herren hjalp mig og gav mig styrke,
han gav mig sejr over mine fjender.
Der høres jubel og sejrsråb i de gudfrygtiges telte:
„Herren gav os sejr!
Herren er stor og mægtig!
Det var ham, der gav os sejren!”
Jeg er ikke død, jeg lever stadig.
Jeg vil fortælle, hvad Herren har gjort.
Selv om Herren satte mig på en hård prøve,
skånede han dog mit liv.
Luk helligdommens porte op,
så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
De porte fører ind til Guds nærhed,
kun de gudfrygtige kan gå derind.
Jeg takker dig, Herre,
for du hørte min bøn og gav mig sejr.
Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.
Det er Herrens dag i dag,
kom, lad os juble og fryde os.
Herre, hjælp os, når vi er i nød,
red os og giv os fremgang!
Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
Vi velsigner jer fra Herrens hus.
Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
Lad folk komme i festligt optog
til alterets horn med flettede grene.
Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
Jeg vil fortælle om din storhed og magt.
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid!
Meget tidligt søndag morgen tog kvinderne deres aromatiske salve med ud til graven. Her så de, at den store sten, der havde spærret for indgangen, var rullet til side. De gik indenfor – men Herren Jesu lig var der ikke. De vidste ikke, hvad de skulle tro, men pludselig stod to mænd foran dem, klædt i blændende hvide klæder. Kvinderne blev skrækslagne og så ned i jorden. „Hvorfor søger I efter den levende blandt de døde?” spurgte mændene. „Han er ikke her. Han er stået op fra de døde! Husk, hvad han sagde til jer, allerede mens I var i Galilæa, nemlig at Menneskesønnen skulle forrådes og udleveres til onde mennesker, som ville korsfæste ham. Men på den tredje dag ville han genopstå!”
Nu huskede de, hvad Jesus havde sagt, og de skyndte sig ind i byen for at fortælle det til de 11 disciple og alle de andre. Det var Maria Magdalene, Johanna og Maria, Jakobs mor, der sammen med de andre kvinder fortalte det til apostlene, som dog havde svært ved at tage dem alvorligt. De troede i hvert fald ikke på dem.
Men Peter løb alligevel ud til graven for at se nærmere efter. Da han kom derud, bøjede han sig ned og kiggede ind gennem den lave åbning. Der var ikke andet at se end de efterladte ligklæder. Så gik han hjem, mens han undrede sig over, hvad der mon var sket.
Samme dag var to disciple på vej til landsbyen Emmaus, der ligger 11 kilometer fra Jerusalem. Mens de gik og snakkede med hinanden om alt det, der var sket, kom Jesus selv og fulgtes med dem. Men de genkendte ham ikke. „Hvad er det, I er så optaget af?” spurgte han.
De standsede og så bedrøvet på ham. Den ene, som hed Kleofas, svarede: „Du må være den eneste i Jerusalem, der ikke ved, hvad der lige er sket.”
„Hvad er der sket?”
„Det med Jesus fra Nazaret. Han var en profet, som talte med stor visdom og gjorde mange mirakler. Gud var med ham, og folk var begejstrede for ham. Men ypperstepræsterne og vores ledere arresterede ham og udleverede ham til romerne, for at han kunne blive dømt til døden. Og så blev han korsfæstet. Vi havde ellers håbet, at det var ham, der var Messias, og at han ville befri Israel.”
„Men der er sket mere endnu,” fortsatte Kleofas. „I dag er det nemlig den tredje dag regnet fra den dag, han blev korsfæstet, og nogle af de kvinder, som hører med blandt disciplene, gik tidligt i morges ud til graven, og de har gjort os endnu mere forvirrede. De kom nemlig tilbage og sagde, at hans lig ikke var i graven. De fortalte også, at de havde haft et syn af engle, som sagde, at han lever. Så løb nogle af de andre disciple derud, og de fandt det sådan, som kvinderne havde fortalt. De kunne heller ikke finde Jesu lig!”
„Hvor er i tungnemme!” udbrød Jesus. „Hvorfor har I så svært ved at tro på, hvad profeterne har forudsagt? At Messias skulle lide og dø, før han gik ind til sin herlighed, er jo netop Guds plan.” Derpå citerede Jesus stykke efter stykke fra Skrifterne, lige fra Første Mosebog og gennem alle de profetiske bøger, og han forklarede de mange profetiske ord, der handlede om ham.
De var nu nået frem til Emmaus, og Jesus ville gå videre, men de bad ham indtrængende om at blive natten over hos dem, for det var allerede sent på eftermiddagen. Han gik derfor med dem hjem. Da de skulle til at spise, tog Jesus brødet, takkede Gud, brækkede det i stykker og gav dem det. Da var det, som om deres øjne åbnedes, og nu kunne de genkende ham. Men i samme øjeblik blev han usynlig for dem.
„Var det ikke, som om vores hjerter brændte, mens han gik på vejen og forklarede Skrifterne for os?” sagde de til hinanden. Uden at spilde et øjeblik brød de op og begav sig på vej tilbage til Jerusalem. Dér fandt de både de 11 apostle og de øvrige disciple forsamlede, og de blev modtaget med ordene: „Herren er virkelig genopstået! Simon har set ham!”
De to fortalte nu, hvad de havde oplevet på vejen, og hvordan de havde genkendt Jesus, da han brækkede brødet i stykker.
Mens de snakkede om, hvad der var sket, stod Jesus pludselig midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!” De blev alle forskrækkede og troede, de så et genfærd.
„Hvorfor er I så bange?” spurgte Jesus. „Og hvorfor tvivler I? Se på mine hænder! Se på mine fødder! Kan I ikke se, at det er mig? Her, føl på mig! I kan jo se, at jeg har en krop, og det har et genfærd ikke.”
Så viste han dem sine hænder og fødder. Men de var stadig i tvivl og var på én gang både glade og skeptiske. Så spurgte han: „Har I noget at spise her?” De rakte ham et stykke stegt fisk, og han spiste det, mens de stirrede på ham.
„Husker I ikke, at jeg fortalte jer, at alt, hvad der står skrevet om mig i Toraen, Profetbøgerne og Salmernes Bog, måtte gå i opfyldelse?” Derpå forklarede han dem betydningen af Skrifterne, og han sagde til dem: „Det står i Skrifterne, at den lovede Messias, Frelseren, skulle lide meget og genopstå fra de døde på den tredje dag, og at budskabet om omvendelse og tilgivelse ved tro på ham skal bringes til alle folkeslag. Med udgangspunkt i Jerusalem skal I fortælle om alt, hvad I har hørt og set og oplevet. Jeg vil sende Helligånden til jer, sådan som min Far har lovet. Men I skal forholde jer i ro her i byen, indtil I er blevet udrustet med kraften fra Gud!”
Senere tog Jesus disciplene med ud af Jerusalem og hen i nærheden af Betania. Han løftede hænderne og velsignede dem. Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev taget op til Himlen. Disciplene lovpriste ham og vendte derpå glade tilbage til Jerusalem, og de kom til stadighed i templet og priste Gud.
Da sagde Bileam til kongen: „Byg syv altre her og bring mig syv tyre og syv væddere.” Balak adlød, hvorefter de i fællesskab ofrede en tyr og en vædder på hvert af de syv altre.
Bileam sagde nu til kongen: „Bliv stående her ved dine brændofre, så vil jeg gå hen og prøve at få Herren i tale. Bagefter skal jeg fortælle dig, hvad Herren siger.” Så gik han op på en nøgen klippetop, og Herren mødte ham dér. Bileam sagde til Herren: „Jeg har bygget syv altre og ofret en tyr og en vædder på hvert alter.” Da gav Herren Bileam et budskab til kong Balak.
Så vendte Bileam tilbage til kongen, der stod ved sine brændofre sammen med de moabitiske ledere. Det budskab, Herren havde givet ham, lød som følger:
„Fra Aram lod Balak mig hente,
han sendte bud fra østlandets bjerge:
‚Kom og forband Jakob,
nedkald Guds vrede over Israel.’
Kan jeg mon forbande, når Gud ikke vil,
nedkalde vrede, uden at Herren er vred?
Jeg ser dem fra min udkigspost,
fra bjergene skuer mit øje dem:
De er et udvalgt folk,
udskilt fra andre nationer.
Jakobs slægt kan ikke tælles,
Israels folk er som sand på stranden.
Det er et gudfrygtigt folk,
gid jeg må leve og dø som dem.”
„Hvad i alverden er det, du siger?” udbrød kong Balak. „Bad jeg dig ikke om at forbande mine fjender? Hvorfor velsigner du dem så i stedet for?”
Bileam svarede: „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?”
„Nuvel,” sagde Balak, „følg med hen til et andet sted, hvor vi kun kan se en mindre del af folket. Dem kan du i det mindste forbande for mig.” Så førte Balak ham op til udkigsstedet på toppen af Pisgas bjerg. Her byggede han igen syv altre og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.
Derefter sagde Bileam til kongen: „Bliv stående her ved dit brændoffer, mens jeg går hen og prøver at få Herren i tale.” Da talte Herren til Bileam og gav ham et budskab til Balak, hvorpå Bileam vendte tilbage til kongen og de moabitiske ledere, der stod rundt om altrene.
„Nå, hvad sagde Herren så?” spurgte kongen ivrigt. Bileam svarede:
„Hør godt efter, kong Balak,
spids dine ører, Zippors søn.
Gud er ikke som mennesker, der lyver,
han skifter ikke mening, som vi gør.
Når han siger noget, så gør han det.
Han holder, hvad han lover.
Når han har befalet at velsigne,
kan jeg ikke andet end velsigne.
I Jakobs lejr lider man ingen nød,
ingen ulykke rammer Israels folk.
For Herren, deres Gud, er med dem,
de hylder ham som deres konge.
Gud førte dem ud af Egypten,
han gav dem styrke som en bøffel.
Forbandelser preller af på Jakob,
trolddom har ingen magt over Israel.
Nu siger folkeslagene om Israel:
‚Se, hvad Gud har gjort for sit folk.’
Det er et folk, der rejser sig som en løve,
som en hunløve, der jager sit bytte.
De hviler sig først, efter at de har spist,
og når de har drukket de dræbtes blod.”
Da udbrød kong Balak: „Hvis du ikke vil forbande dem, så kunne du i det mindste lade være med at velsigne dem.” „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?” svarede Bileam. „Nuvel,” sagde Balak, „følg med hen til et tredje sted. Måske Gud går med til, at du forbander dem fra det sted.”
Så førte kong Balak ham op på toppen af Peors bjerg, hvorfra de kunne se ud over ørkenen, og Bileam opfordrede igen kongen til at bygge syv altre og tilberede syv tyre og syv væddere som brændofre. Kongen adlød Bileam og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.
Nu stod det klart for Bileam, at Herren ønskede at velsigne Israel. Derfor gik han ikke afsides som før for at få et tegn. I stedet kastede han et blik ud over ørkenen, hvor folket havde slået lejr stamme for stamme. Da kom Guds Ånd over ham, og han kom med følgende budskab:
„Således siger Bileam, Beors søn,
manden, der ser med lukkede øjne,
manden, som hører Guds stemme,
kender den Højestes hemmeligheder,
manden, som skuer syner fra den Almægtige,
hensunket med sit indre øje vidt åbent:
Hvor er dine telte smukke, Israel,
dine boliger er skønne at se på.
Som frodige planter i en frugtbar dal,
som velvandede haver ved flodens bred,
som egetræer, plantet af Herren selv,
som cedertræer, plantet ved vandløb.
Vand har de i overflod,
rigeligt til at vande deres korn.
Deres konge er mægtigere end Agag,
hans kongerige uden sidestykke.
Gud førte dem ud af Egypten,
han gav dem styrke som en bøffel.
De opæder de folk, som står dem i vejen,
skyder dem med pile, knuser deres knogler.
Som en sejrende løve lægger de sig til ro.
Hvem vover at vække deres vrede?
Velsignet er den, der velsigner dig.
Forbandet er den, der forbander dig.”
Kong Balak blev nu så rasende på Bileam, at han knyttede næverne og skreg: „Jeg sendte bud efter dig, for at du skulle forbande mine fjender, og i stedet har du nu velsignet dem tre gange! Nu kan det være nok! Forsvind med dig. Rejs hjem til dit eget land. Jeg havde tænkt at lønne dig rigeligt, men det har Herren nu forhindret.”
Bileam svarede: „Jeg fortalte for længst dine sendebud, at om du så gav mig et helt palads fuldt af guld og sølv, kunne jeg ikke modsætte mig Herrens vilje eller lave om på den. Jeg sagde udtrykkeligt, at jeg ikke kunne sige andet end det, Herren gav mig at sige. Ja, nu vil jeg vende hjem til mit folk, men først vil jeg lade dig vide, hvad dette folk skal gøre ved dit folk i tiden, der kommer.”
Og Bileam fremkom med følgende profeti:
„Således siger Bileam, Beors søn,
manden, der ser med lukkede øjne,
manden, som hører Guds stemme,
og kender den Højestes hemmeligheder,
manden, som skuer syner fra den Almægtige,
hensunket med sit indre øje vidt åbent:
Jeg ser ham komme – dog ikke endnu.
Jeg skuer ham i det fjerne.
En stjerne stiger op fra Jakob,
en konge fremstår fra Israel.
Han knuser begge Moabs flanker,
tilintetgør alle Sets sønner.
Edom bliver underlagt Israel,
Seirs land bliver dets ejendom.
Israel skal vokse sig stærk,
Guds folk skal kue sine fjender.
En magthaver skal fremstå fra Jakob,
han udrydder de overlevende i byen.”
Da vendte Bileam sig mod amalekitternes land og fortsatte:
„Først var amalekitterne en stormagt,
men de går undergangen i møde til sidst.”
Derefter vendte han sig i retning af kenitternes land og sagde:
„Du stoler på din stærke borg,
din rede er bygget på bjergets top.
Men jeres land bliver ødelagt,
når assyrerne fører jer bort i eksil.”
Bileams sidste budskab lød:
„Hvem kan bestå, når Gud sender sin hær?
Skibe skal komme fra grækernes kyst,
de kuer både assyrerne og hebræerne.
Men derefter går de selv til grunde.”
Så skiltes Bileam og kong Balak og drog hver til sit.
Velsignede er de, som gør Guds vilje,
alle de, som adlyder Herrens love.
Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
og søger ham af hele deres hjerte.
Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
derfor vælger vi at gøre hans vilje.
Vi kender dine befalinger, Herre,
som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
Ved at fokusere på alle dine befalinger
undgår jeg at blive gjort til skamme.
Vore hjerter bryder ud i tak,
når vi forstår dine retfærdige love.
Vær tålmodig med mig,
for jeg ønsker at adlyde dine bud.
Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
for det hjælper dem til at blive på din vej.
Jeg søger dig af hele mit hjerte,
lad mig ikke fare vild fra dine bud.
Jeg gemmer dine løfter i mit hjerte
for ikke at synde imod dig.
Jeg lover og priser dig, Herre,
lær mig alle dine lovbud.
Jeg gentager igen og igen
alle de bud, du har givet mig.
Jeg glæder mig over dine befalinger,
som var de alverdens rigdomme.
Jeg grunder over dine formaninger
og holder fast ved dine forskrifter.
Jeg glæder mig over din vejledning
og vil aldrig glemme dit ord.
Lad din godhed omslutte mig,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
Luk mine øjne op, så jeg kan se
de vidunderlige ting i din lov.
Livet her på jorden er kort,
og jeg har brug for dine love til at lede mig.
Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
mind mig om dine love hver eneste dag.
Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
Lad dem ikke hovere over mig,
fordi jeg adlyder dine bud.
Lederne i samfundet bagtaler mig,
men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
og jeg ønsker at følge din vejledning.
Jeg er nedslået og fortvivlet.
Giv mig nyt mod ved dit ord.
Jeg fortalte dig det hele, og du hjalp mig.
Lær du mig nu dine principper.
Jeg vil gerne forstå hensigten med dine bud,
og jeg beundrer dine gode love.
Jeg føler mig så udkørt og trist.
Styrk mig ved dit ord.
Jeg vil altid være ærlig over for dig,
lad din lov forvandle min karakter.
Jeg har valgt at være trofast,
sat mig for at følge dine lovbud.
Jeg klynger mig til dit ord,
for jeg ved, du ikke skuffer mig, Herre.
Jeg vil ivrigt adlyde alle dine bud,
for du har givet mig viljen til at gøre det.
I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.
Et menneske stod frem, sendt fra Gud. Hans navn var Johannes. Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro. Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset. Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.
Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham. Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.
Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed – en herlighed, som den unikke Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.
(Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: „Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)
Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde, for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.
Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den unikke Søn, som er ved Faderens højre side, har vist os, hvem han er.
Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.”
„Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?”
„Nej,” svarede han.
„Er du den store Profet, vi venter på?”
„Nej.”
„Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”
Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde:
‚Der lyder en stemme i ødemarken:
Gør jer klar til Herrens komme!’”
Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne, og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?”
„Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender. Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at tage sandalerne af ham.”
Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden, hvor Johannes opholdt sig og døbte.
Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”
Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”
Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”
Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.
„Mester, hvor bor du?”
„Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen, og de blev hos ham resten af dagen.
En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannesʼ søn, men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).
Næste dag besluttede Jesus at begynde rejsen tilbage til Galilæa. Han mødte da Filip, der var fra Betsajda ligesom Andreas og Peter, og han sagde til ham: „Kom med mig og bliv min discipel.” Filip gik straks hen for at finde Natanael. „Vi har mødt Messias,” fortalte han, „ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef fra Nazaret.”
„Nazaret?” udbrød Natanael. „Kan noget godt komme fra Nazaret?”
„Kom selv og se,” svarede Filip.
Da Jesus så Natanael komme, sagde han: „Dér kommer en israelit, som er helt igennem ærlig.”
„Hvor kender du mig fra?” spurgte Natanael.
„Jeg så dig under figentræet, inden Filip kaldte på dig.”
„Mester, så må du være Guds Søn, Israels konge!”
„Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg så dig under figentræet? Du skal komme til at se større ting end det.”
Så fortsatte han: „Det siger jeg jer: I skal få lov at se himlen åben og engle bevæge sig op og ned mellem Gud og Menneskesønnen.”
Mens israelitterne lå i lejr i Shittim, syndede nogle af de unge mænd ved at ligge med moabitiske piger. Det skete ved, at pigerne inviterede dem med til de fester, de holdt for deres afguder, og det førte til, at mændene ikke bare spiste afgudsofferkød, men deltog åbenlyst i afgudsdyrkelsen med dertil hørende utugt.
Inden længe begyndte mange af israelitterne at dyrke moabitternes gud, Baʼal-Peor. Da sendte Herren i sin vrede en plage over folket, og han sagde til Moses: „Kald folkets ledere sammen og lad alle de ansvarlige blive henrettet og hængt op i solen foran mit telt, så min vrede ikke skal udslette hele folket.” Så gav Moses folkets ledere følgende besked: „De af jeres folk, der er begyndt at dyrke Baʼal-Peor, skal I henrette.”
En af de israelitiske mænd var fræk nok til at tage en af de midjanitiske piger med ind i sit telt nær ved midten af lejren, mens Moses og folket stod grædende og sørgede foran indgangen til åbenbaringsteltet. En ung mand ved navn Pinehas, søn af ypperstepræsten Eleazar, opdagede det, sprang op, greb et spyd og fulgte efter dem ind i teltet, hvor han jog spyddet gennem mandens krop og ind i pigens mave. Da standsede plagen, som indtil da havde kostet 24.000 mennesker livet.
Herren sagde nu til Moses: „Du kan takke Pinehas for at plagen standsede, for han forstod, at jeg ikke tåler afgudsdyrkelse, og han afværgede, at min vrede gjorde yderligere indhug iblandt jer. Fordi han handlede i nidkærhed overfor sin Gud, og fordi han derved skaffede soning for Israels folk, lover jeg ham og hans efterkommere, at de altid skal være mine præster.”
Den mand, som blev dræbt sammen med den midjanitiske pige, hed Zimri. Han var søn af Salu og var en af lederne i Simeons stamme. Pigens navn var Kozbi. Hun var datter af en midjanitisk fyrste ved navn Zur.
„Du skal udrydde midjanitterne,” sagde Herren til Moses, „for de forførte jer ved at lokke jer bort fra mig og få jer til at dyrke deres afguder i stedet. Det, der skete med Kozbi, som døde den dag, plagen brød løs på grund af Baʼal-Peor, er et eksempel på, hvad der vil ske med hele det midjanitiske folk.”
Efter at plagen var standset, sagde Herren til Moses og præsten Eleazar, Arons søn:„Lav en optælling over samtlige israelitiske mænd fra 20 år og opefter, så I ved, hvor mange våbenføre mænd hver enkelt stamme og slægt kan bidrage med.”Så optalte Moses og Eleazar folket, mens de lå i lejr på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. Her følger resultatet af denne anden mønstring, stamme for stamme, slægt for slægt:
Først Rubens stamme (Ruben var jo Jakobs førstefødte søn): Stammen bestod af følgende slægter, opkaldt efter Rubens sønner: hanokitterne opkaldt efter Hanok; palluitterne opkaldt efter Pallu; hesronitterne opkaldt efter Hesron; karmitterne opkaldt efter Karmi. Fra Rubens slægter mønstredes der 43.730 våbenføre mænd.
Eliab, der var søn af Pallu, havde tre sønner: Nemuel, Datan og Abiram. Det var Datan og Abiram, der sammen med Kora gjorde oprør imod Moses og Aron – ja, imod Herren selv. Derfor åbnede jorden sit gab og opslugte dem, så de sammen med de 250 mænd, der blev brændt op af Herrens ild, blev til skræk og advarsel for hele folket. Koras slægt uddøde dog ikke.
Dernæst Simeons stamme, som bestod af følgende slægter, opkaldt efter Simeons sønner: nemuelitterne opkaldt efter Nemuel; jaminitterne opkaldt efter Jamin; jakinitterne opkaldt efter Jakin; zerahitterne opkaldt efter Zerach; shaulitterne opkaldt efter Shaul. Fra Simeons slægter mønstredes i alt 22.200 mand.
Gads stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Gads sønner: zefonitterne opkaldt efter Zefon; haggitterne opkaldt efter Haggi; shunitterne opkaldt efter Shuni; oznitterne opkaldt efter Ozni; eritterne opkaldt efter Eri; aroditterne opkaldt efter Arod; arelitterne opkaldt efter Areli. Fra Gads slægter i alt 40.500 mand.
Dernæst Judas stamme: Judas sønner Er og Onan, der døde i Kanaʼan, er ikke medregnet. Stammens slægter er opkaldt efter Judas øvrige sønner: shelanitterne opkaldt efter Shela; peretzitterne opkaldt efter Peretz; zerahitterne opkaldt efter Zerach. Peretzitterne var yderligere opdelt i hesronitterne, opkaldt efter Hesron, og hamulitterne, opkaldt efter Hamul, begge sønner af Peretz. Fra Judas slægter i alt 76.500 mand.
Issakars stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Issakars sønner: tolaitterne opkaldt efter Tola; punitterne opkaldt efter Pua; jashubitterne opkaldt efter Jashub; shimronitterne opkaldt efter Shimron. Fra Issakars slægter i alt 64.300 mand.
Zebulons stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Zebulons sønner: sereditterne opkaldt efter Sered; elonitterne opkaldt efter Elon; jaleʼelitterne opkaldt efter Jaleʼel. Fra Zebulons slægter i alt 60.500 mand.
To stammer udsprang fra Josefs to sønner: Manasse og Efraim. Manasses stamme bestod af makiritterne, opkaldt efter Manasses søn Makir, og gileaditterne, opkaldt efter Makirs søn Gilead. Gileaditterne var opdelt i følgende slægter: iezritterne opkaldt efter Iezer; helekitterne opkaldt efter Helek; asrielitterne opkaldt efter Asriel; shekemitterne opkaldt efter Shekem; shemidaitterne opkaldt efter Shemida; heferitterne opkaldt efter Hefer. Hefers søn Zelofhad havde ingen sønner, men fem døtre ved navn Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirtza. Fra Manasses slægter var der i alt 52.700 mand.
Efraims stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Efraims sønner: shutelaitterne opkaldt efter Shutela; bekeritterne opkaldt efter Beker; tahanitterne opkaldt efter Tahan. Shutela fik sønnen Eran, hvorfra eranitterne stammer. Fra Efraims slægter var der i alt 32.500 mand.
Benjamins stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Benjamins sønner: belaitterne opkaldt efter Bela; ashbelitterne opkaldt efter Ashbel; ahiramitterne opkaldt efter Ahiram; shufamitterne opkaldt efter Shufam; hufamitterne opkaldt efter Hufam. Bela fik sønnerne Ard og Naʼaman, hvorfra arditterne og naʼamitterne stammer. Fra Benjamins slægter var der i alt 45.600 mand.
Dans stamme bestod af shuhamitterne, opkaldt efter Shuham, Dans søn. Fra Dans stamme var der 64.400 mand.
Ashers stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Ashers sønner: jimnitterne opkaldt efter Jimna; jishvitterne opkaldt efter Jishvi; beriaitterne opkaldt efter Beria. Følgende slægter stammer fra Berias sønner Heber og Malkiel: heberitterne og malkielitterne. Asher havde en datter ved navn Sera. Fra Ashers slægter var der i alt 53.400 mand.
Naftalis stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Naftalis sønner: jahtzeʼelitterne opkaldt efter Jahtzeʼel; gunitterne opkaldt efter Guni; jetzeritterne opkaldt efter Jetzer; shillemitterne opkaldt efter Shillem. Fra Naftalis slægter i alt 45.400 mand.
Det samlede antal våbenføre israelitiske mænd over 20 år var altså 601.730.
Derefter sagde Herren til Moses: „Du skal fordele landet mellem stammerne i forhold til stammernes størrelse, således at de store stammer vil få et stort landområde, og de mindre stammer vil få et mindre landområde. Der skal kastes lod om rækkefølgen af fordelingen mellem stammerne. Nogle vil få et stort område, andre et mindre område, alt sammen ved lodkastning.”
Levis stamme bestod af følgende slægter: gershonitterne opkaldt efter Gershon; kehatitterne opkaldt efter Kehat; meraritterne opkaldt efter Merari. Under dem hørte følgende slægter: libnitterne, hebronitterne, mahlitterne, mushitterne og koraitterne.
En af Kehats efterkommere hed Amram, som i Egypten blev gift med Jokebed af Levis stamme, hvorefter hun fødte Aron, Moses og Mirjam. Aron fik sønnerne Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. Nadab og Abihu døde, fordi de bragte et røgelsesoffer, der var i modstrid med Herrens befalinger.
Det samlede antal levitter af hankøn fra en måned og opefter var 23.000. Levitterne blev imidlertid ikke regnet med i folketællingen, for de fik ikke arvelod i landet sammen med de øvrige stammer.
Det var så resultatet af den folketælling, som Moses og præsten Eleazar holdt på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. Ikke en eneste af alle disse mennesker var med i den første folketælling, som Moses og præsten Aron havde foretaget i Sinaiørkenen; alle, der havde været med i den første optælling, var døde i mellemtiden, sådan som Herren havde sagt: „De skal alle dø i ørkenen.” De eneste, der var tilbage fra dengang, var Kaleb og Josva.
Lær mig at følge dine love, Herre,
så jeg altid er lydig imod dem.
Lad mig vokse i forståelsen af din lov,
så jeg kan holde den af hele mit hjerte.
Led mig fremad på lydighedens vej,
for at følge dine bud er min lyst.
Lad mit hjertes ønske være at følge dit ord
i stedet for at stræbe efter penge og profit.
Livet uden dig er ikke andet end tomhed,
men at følge dit ord giver mig indhold i livet.
Lad mig hvile i troen på dine løfter,
som gælder alle, der adlyder dig.
Lad dem, der håner mig, blive til skamme,
for jeg ved, at dine bud er gode.
Længslen efter dine love ligger i mit hjerte,
hjælp mig til altid at efterleve dem.
Du har lovet at redde mig, Herre.
Vis mig nu din trofasthed og grib ind.
Det er dit ord, jeg har sat min lid til.
Giv mig et svar til dem, der håner mig.
Det, at du redder mig og griber ind,
vil bevise, at det, jeg har sagt om dig, er sandt.
Da vil jeg altid holde din lov,
både nu og til evig tid.
Det giver mig en vældig frimodighed,
at jeg bygger mit liv på dine love.
Derfor skammer jeg mig ikke over dit ord,
men forkynder det frimodigt selv for konger.
Det er en stor glæde at kende dine bud.
Åh, hvor jeg elsker dem.
Dagligt rækker jeg hænderne ud efter dem.
Det fryder mig at kunne meditere over dem.
Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter,
for det er dem, der giver mig håb.
Hver gang jeg kommer ud for modstand,
giver dine løfter mig nyt mod på livet.
Hån og spot hagler ned over mig,
men jeg holder fast ved dit ord.
Herre, jeg holder mig dine bud for øje,
de har stået deres prøve, og de giver mig trøst.
Harmen vælder op i mig,
når de gudløse gør nar af dine bud.
Hvor jeg end opholder mig,
hylder jeg dine befalinger med glæde.
Herre, selv om natten tænker jeg på dig,
også da vil jeg adlyde dine bud.
Hver dag vil jeg følge dine bud,
for det giver mig glæde i livet.
Jeg bygger mit liv på dig, Herre,
og jeg har besluttet at følge dine bud.
Jeg beder dig af hele mit hjerte:
vær nådig imod mig, som du har lovet.
Jeg har gjort status over mit liv
og har valgt at rette mig efter dit ord.
Jeg vil ikke vente eller tøve,
men straks gøre det, du siger, jeg skal.
Jeg vil aldrig glemme din lov,
selv om de gudløse prøver at få mig i fælden.
Jeg kan stå op midt om natten
for at takke dig for dine gode love.
Jeg er ven med alle, der tjener dig
og overholder dine forordninger.
Jorden er fuld af din trofasthed, Herre,
lær mig at forstå dine bud til bunds.
Du har holdt dit løfte, Herre.
Du har velsignet mig som din tjener.
Dine befalinger og bud er gode,
lær mig at forstå dem og bruge dem ret.
Der var engang, hvor jeg gik mine egne veje,
men du ydmygede mig, og nu følger jeg dit ord.
Du er god og gør altid det gode.
Hjælp mig at adlyde dine befalinger.
Det kan godt være, de gudløse bagtaler mig,
men jeg vil helhjertet holde din lov.
De er forstokkede og stivnakkede,
men at adlyde dit ord giver mig glæde.
Det var godt, at du ydmygede mig,
så jeg kunne lære at overholde dine bud.
Dit ord er mere værd for mig
end guld og sølv i dynger.
To dage senere var Jesu mor med ved et bryllup i byen Kana i Galilæa. Jesus og hans disciple var også indbudt. Under festen slap vinen op, og Jesu mor kom hen til ham og sagde: „Der er ikke mere vin.”
„Lad mig være i fred, mor,” sagde han. „Tiden er ikke inde endnu.” Men hans mor gik hen til tjenerne og sagde: „Lige meget hvad han siger til jer, skal I bare gøre det!”
Der stod seks store vandkrukker i huset, som på grund af de jødiske renhedslove var lavet af sten. De rummede hver ca. 100 liter. Jesus bad tjenerne om at fylde dem med vand. Da de havde fyldt dem til randen, sagde han: „Øs nu noget op og gå hen til den ansvarlige for festen, så han kan smage på det.” Det gjorde de så, og han smagte på vandet, der nu var forvandlet til vin. Da han ikke vidste, hvor det kom fra – for det var kun tjenerne, der vidste det – kaldte han på brudgommen og sagde: „Man plejer ellers at servere den fine vin først, og senere, når folk er kommet lidt i stemning, den billige vin. Hvorfor har du gemt den fine vin til nu?”
Det mirakel, som Jesus udførte i Kana i Galilæa, var det første tegn på hans storhed og magt, og hans disciple troede på, at han virkelig var sendt af Gud.
Derefter tog han til Kapernaum sammen med sin mor, sine brødre og sine disciple, og dér blev de nogle dage.
Nu nærmede den jødiske påske sig, og Jesus tog til Jerusalem for at deltage i højtiden. Inde på selve tempelpladsen så han en masse mennesker, som solgte offerdyr. Der var både køer, får og duer. Nogle af de handlende sad ved små borde og vekslede penge. Da lavede Jesus sig en pisk af reb og jog alle fårene og køerne ud. Han vendte bunden i vejret på valutahandlernes pengeposer og væltede deres borde. Til dem, der solgte duer, råbte han: „Pak jeres ting sammen og forsvind!” „I må ikke gøre min Fars hus til en markedsplads.” Da hans disciple så, hvad han gjorde, kom de i tanker om det ord i Skriften, der siger: „Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.”
De jødiske ledere protesterede: „Hvem har givet dig lov til at jage folk ud af templet? Kan du gøre et mirakel som tegn på, at du handler på Guds vegne?”
Jesus svarede: „Ja, det kan jeg godt. Hvis I ødelægger Guds bolig, så vil jeg rejse den igen inden tre dage.”
„Det har taget 46 år at bygge Guds bolig,” indvendte de jødiske ledere, „og så vil du rejse den igen inden tre dage!”
Den „Guds bolig”, Jesus hentydede til, var ikke templet, men hans eget legeme. Efter at han var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanke om, at han havde sagt det. Da forstod de, hvad han mente, og de kom til tro på Skriftens ord.
På grund af de mirakler, Jesus gjorde i Jerusalem under påskehøjtiden, var der mange mennesker, der blev overbeviste om, at han måtte være Messias. Men Jesus betroede sig ikke til dem, for han vidste, hvad der bor i mennesket. Han havde ikke brug for nogen til at fortælle ham det.