Moses vogtede nu får for sin svigerfar, præsten i Midjan, som også kaldtes Jetro. Han drev dyrene over i den fjerne ende af ørkenområdet og kom til Guds bjerg, Horeb. Der viste Herrens engel sig for ham som en flammende ild midt i en tornebusk. Moses var forundret over, at busken stod i flammer uden at brænde op, så han tænkte: „Jeg må hen og se, hvorfor busken ikke brænder op.” Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!”
„Ja, det er mig!” svarede Moses.
„Kom ikke nærmere!” advarede Gud. „Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. Jeg er dine forfædres Gud – Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud.
Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads – et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kanaʼanæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.”
„Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?”
Men Gud sagde: „Jeg vil være med dig! Lad dette være et tegn på, at det er mig, som har sendt dig: Efter at du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede mig ved det bjerg, du står ved lige nu.”
„Men,” indvendte Moses, „hvis jeg går til Israels folk og fortæller dem, at deres forfædres Gud har sendt mig, vil de med det samme spørge: ‚Hvad hedder den Gud?’ Hvad skal jeg så sige til dem?”
„Jeg er den, som altid er!” svarede Gud. „Du skal fortælle dem, at den, som altid er, har sendt dig til dem. Sig til dem, at Jahve, deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har sendt dig til dem. Det har altid været mit navn, og sådan skal jeg huskes fra slægt til slægt. Tag nu af sted og kald alle Israels ledere sammen. Fortæl dem, at Jahve, deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, viste sig for dig, og at han sagde til dig: ‚Jeg har set, hvordan egypterne har behandlet jer. Og jeg lover at befri jer fra elendigheden i Egypten og føre jer ind i det land, hvor kanaʼanæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor – et land, der flyder med mælk og honning.’ De israelitiske ledere vil tage imod dit budskab. Derefter skal I sammen gå til Egyptens konge og sige: ‚Jahve, vores Gud, har åbenbaret sig for os. Derfor vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til ham. Giv os nu din tilladelse.’ ”
Jahve fortsatte: „Jeg ved godt, at egypterkongen ikke uden videre vil lade jer rejse – ikke medmindre han bliver tvunget til det. Jeg vil tvinge ham ved at slå hårdt ned på hele Egypten, og så vil han til sidst give efter og lade jer rejse. Og jeg vil sørge for, at egypterne bliver venligt stemt og giver jer gaver, så I ikke skal rejse bort med tomme hænder. De hebræiske kvinder skal bede alle de egyptiske kvinder, der bor i nærheden af dem, om sølvsmykker, guldsmykker og fine klæder, og I skal give jeres sønner og døtre det på. På den måde får I lov at plyndre egypternes rigdomme.”
„Jamen, hvad nu hvis Israels ledere ikke vil høre på mig?” indvendte Moses. „Hvad nu, hvis de ikke vil tro på, at du har vist dig for mig?”
„Hvad har du der i din hånd?” spurgte Herren ham.
„Min hyrdestav,” svarede Moses.
„Smid den på jorden,” sagde Herren. Da Moses smed staven på jorden, blev den til en slange, og han løb forskrækket væk fra den.
Men Herren råbte til ham: „Grib den i halen!” Så greb Moses den i halen, og straks blev den igen til en hyrdestav i hans hånd.
„Det skal nok overbevise israelitterne om, at det er deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, der har vist sig for dig,” sagde Herren. „Stik nu din hånd ind på brystet under kjortlen!” Moses adlød, og da han trak hånden ud igen, var den hvid som sne. „Stik hånden ind på brystet igen,” fortsatte Herren. Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den fuldstændig normal igen.
„Hvis de tvivler efter at have set det første mirakel, vil de blive overbevist af det andet,” sagde Herren. „Men hvis de stadig ikke tror dig, skal du tage lidt vand fra Nilen og hælde det ud på den tørre jord. Når du gør det, bliver vandet til blod.”
Men Moses havde flere indvendinger: „Jamen Herre, jeg er ikke god til at tale. Det har jeg aldrig været – og det er jeg heller ikke nu, efter at du har talt til mig. Jeg famler efter ordene.”
„Hvem skabte menneskets mund?” spurgte Herren. „Har jeg ikke magt til at gøre et menneske i stand til at tale eller ikke at tale, til at se eller ikke at se, til at høre eller ikke at høre? Gå nu og gør, som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig til at sige de rette ord – ja, jeg vil fortælle dig, hvad du skal sige.”
Men Moses protesterede: „Herre, send dog en anden end mig!”
Så blev Herren vred på Moses. „Hør her,” sagde han, „jeg ved, at din bror, levitten Aron, kan tale for sig. Han er i øvrigt på vej for at møde dig, og han bliver glad for at se dig igen. Jeg vil tale til dig, og hvad jeg fortæller dig, skal du sige videre til ham og således lægge ham ordene i munden. Jeg vil være med jer og fortælle jer, hvad I skal gøre. Aron skal tale til folket på dine vegne, som om han var din mund, og du skal fortælle ham, hvad han skal sige, så du taler til ham på mine vegne. Husk at tage din hyrdestav med, så du kan udføre de mirakler, jeg har vist dig.”
Så gik Moses hjem til sin svigerfar Jetro og sagde: „Jeg vil gerne rejse tilbage til Egypten og besøge min familie og se om de lever endnu.”
„Gå du blot, og fred være med dig,” svarede Jetro.
Inden Moses forlod Midjan, sagde Herren til ham: „Du skal ikke være bange for at vende tilbage til Egypten, for alle de mænd, der var ude efter at slå dig ihjel, er nu døde.” Så hjalp Moses sin kone med de to små børn op på et æsel og de begav sig alle af sted mod Egypten. Og han havde hyrdestaven – Guds stav – i hånden.
Undervejs gentog Herren sine instruktioner til Moses: „Når du ankommer til Egypten, skal du gå til Farao og udføre de mirakler, jeg har givet dig magt til at udføre. Men jeg vil gøre ham stædig, så han ikke vil lade israelitterne rejse. Da skal du sige til ham: ‚Herren siger: Israels folk er som min førstefødte søn. Jeg har befalet dig at lade dem rejse, så de kan tilbede mig. Siden du har nægtet det, vil jeg slå din førstefødte søn ihjel.’ ”
Et sted på vejen, hvor de overnattede, konfronterede Herren ham og ville dræbe ham. Da tog Zippora en flintekniv, afskar sin søns forhud og kastede den for Mosesʼ fødder. „Du er blevet mig en blodig ægtemand,” sagde hun. Så lod Herren ham være i fred. (Med udtrykket „blodig ægtemand” hentydede hun til omskærelsen.)
Herren havde tidligere sagt til Aron: „Gå Moses i møde i ørkenen!” Så tog Aron af sted og mødte Moses ved Guds bjerg, og de omfavnede hinanden og kyssede hinanden på kinden.
Moses fortalte Aron om det budskab, Herren havde givet ham, og om miraklerne, Herren havde befalet ham at udføre.
Da Moses og Aron ankom til Egypten, samlede de israelitternes ledere, og Aron fortalte dem, hvad Herren havde sagt til Moses, og Moses udførte miraklerne for øjnene af dem. Det overbeviste dem, og da de hørte, at Herren ikke havde glemt sit folk, men havde dyb medfølelse for dem midt i deres elendighed, knælede de med ansigtet mod jorden i ærefrygt for Herren.
En sang af David.
Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?
De, som har et godt ry
og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
eller taler ondt om andre.
De, som tager afstand fra de gudløse,
men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
selv om det koster dem dyrt.
De, som ikke kræver renter,
når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
har intet at frygte.
En sang af David.
Åh, Gud, beskyt mig,
for jeg søger ly hos dig.
Du er min Herre, og alt det gode,
jeg har oplevet, kommer fra dig.
De gudfrygtige i landet og især deres ledere,
dem glæder jeg mig over.
Men de, som tilbeder andre guder,
oplever mange sorger.
Jeg vil ikke nævne deres guders navne
eller være med til at bringe dem ofre.
Herre, du opfylder alle mine behov,
mit liv er i dine hænder.
Du har velsignet mig med et herligt land
og givet mig en vidunderlig arv.
Jeg vil prise Herren, min Rådgiver,
selv om natten vejleder han mig.
Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Også mit legeme er i sikkerhed,
for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.
Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde,
du giver mig den evige herlighed.
En bøn af David.
Herre, lyt til mig,
for jeg er gudfrygtig.
Hør min bøn,
for den kommer fra et oprigtigt hjerte.
Frikend mig, Herre,
du kender dem, som gør det rette.
Du er klar over mine motiver,
du kender mine inderste tanker.
Når du gransker mit hjerte, finder du intet forkert.
Jeg har besluttet ikke at synde med mine ord.
Jeg har altid fulgt din vejledning
og holdt mig fra onde menneskers handlinger.
Jeg har nøje fulgt den afmærkede sti,
ikke vaklet, når det gjaldt at adlyde dine bud.
Jeg beder til dig, Gud,
for jeg ved, du svarer mig.
Bøj dig ned og lyt til mine ord.
Vis mig din trofaste nåde,
for du redder dem, der søger ly hos dig fra deres fjender.
Beskyt mig, som du beskytter dit eget øje.
Gem mig under dine vingers skygge.
Red mig fra de gudløse, som angriber mig,
fra de morderiske fjender, som omringer mig.
De kender ikke til at vise nåde,
men er fulde af hovmod.
De opsporer mig og omringer mig,
de er parat til at gøre det af med mig.
De er som rovdyr på jagt efter bytte,
som unge løver, der ligger på lur.
Kom og slå dem ned, Herre.
Brug din magt til at redde mig fra dem.
Frels mig med din stærke hånd, Herre,
red mig fra disse mordere.
De er rige og får alt, hvad de peger på.
De har mange børn og kan efterlade dem en rigelig arv.
Men jeg er uskyldig og ser frem til at se dit ansigt.
Når jeg vågner, vil du åbenbare dig for mig.
Da Jesus var færdig med at undervise sine disciple, sagde han til dem: „I ved, at der kun er to dage til påskefesten begynder. Da vil Menneskesønnen blive forrådt og korsfæstet.”
Ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere holdt møde i ypperstepræsten Kajfasʼ hus. De diskuterede, hvordan de uden at vække opsigt kunne få Jesus pågrebet og slået ihjel. „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania. Da kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med en kostbar, aromatisk olie. Den hældte hun ud over Jesu hoved, mens han lå til bords og spiste.
Da disciplene så det, blev de fortørnede. „Sikken et spild,” sagde de. „Den olie kunne have indbragt mange penge, og pengene kunne være givet til de fattige.” Jesus hørte, hvad de sagde, og satte dem i rette: „Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. De fattige har I jo altid iblandt jer – men mig har I ikke altid. Hun hældte den olie ud over mit hoved som en forberedelse til min begravelse. Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne. „Hvad vil I give mig for at forråde Jesus til jer?” spurgte han. De lovede ham 30 sølvmønter for det. Fra det øjeblik søgte Judas en gunstig anledning til at forråde Jesus.
På den første af påskefestens dage kom disciplene til Jesus og spurgte: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” Han svarede: „Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‚Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”
Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og gjorde alt klar til påskemåltidet.
Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet. Mens de spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig, Herre?”
Jesus svarede: „Den, der har sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig. Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, sådan som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig. Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”
„Det er vel ikke mig, Herre?” spurgte Judas, forræderen.
„Jo, det er!” svarede Jesus.
Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, for det er mit blod, som besegler den nye pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”
Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen, gik de ud mod Olivenbjerget.
Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I nat vil I alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’ Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
„Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så vil jeg aldrig svigte dig!” forsikrede Peter.
Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
„Aldrig i livet!” udbrød Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre disciple.
Jesus og disciplene kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. Dog tog han Peter og de to sønner af Zebedæus med sig lidt længere frem. Han var sørgmodig og urolig. „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!”
Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: „Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. Han vækkede dem og sagde til Peter: „Kunne I ikke holde jer vågne bare én time for min skyld? Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad for anden gang: „Far, hvis det her lidelsens bæger ikke kan tages fra mig, men jeg er nødt til at tømme det, så lad din vilje ske.”
Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly. Så lod han dem være og gik for tredje gang alene tilbage for at bede den samme bøn igen.
Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Ordene hang endnu i luften, da Judas dukkede frem af mørket – han, som var en af de Tolv. Han kom med en stor flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler og udsendt af ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham skal I gribe!”
Derfor gik Judas lige hen til Jesus og sagde: „God aften, Mester!” og gav ham et kys på kinden.
„Min ven,” svarede Jesus, „er det for at vise din hengivenhed, du er kommet?”
I samme øjeblik omringede mændene Jesus og holdt ham fast. Pludselig trak en af disciplene sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. „Stik dit sværd i skeden!” beordrede Jesus. „De, der griber til vold, vil selv blive ofre for vold. Er du ikke klar over, at jeg kunne råbe til min Far om hjælp, og han ville straks sende mig mere end 12 legioner engle? Men hvordan skulle Guds plan, som er omtalt i Skriften, så blive opfyldt?”
Så vendte Jesus sig til dem, der var kommet for at fange ham: „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede. Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men alt, hvad der sker her, er blot en opfyldelse af, hvad profeterne har sagt!”
Da flygtede alle disciplene.
De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere var forsamlede. Peter fulgte efter på afstand og vovede sig helt ind i gården til ypperstepræstens hus. Her satte han sig blandt vagterne for at se, hvad det ville ende med.
Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede: „Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”
Så rejste ypperstepræsten sig. „Du har hørt anklagerne imod dig,” sagde han til Jesus. „Hvad har du at sige til dit forsvar?” Men Jesus forholdt sig tavs. Så sagde ypperstepræsten til ham: „Jeg tager dig i ed for den levende Guds ansigt. Sig os, om du er Messias, Guds Søn!”
„Ja, det er jeg,” svarede Jesus. „Og det siger jeg jer: Engang skal I se Menneskesønnen sidde ved Guds højre side, og I skal se ham komme igen på himlens skyer.”
Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Han har hånet Gud! Hvad skal vi med flere vidner? I hørte selv, hvad han sagde. Hvad mener I andre?”
„Han er skyldig!” råbte de. „Han skal dø!”
Så spyttede de ham i ansigtet og slog løs på ham med knyttede næver. Nogle slog ham med stokke og råbte: „Lad os se dine evner som profet, Messias! Hvem var det, der slog dig nu?”
Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. På et tidspunkt kom en tjenestepige hen til ham. „Du var også sammen med ham Jesus fra Galilæa,” sagde hun.
Peter benægtede det højlydt: „Jeg aner ikke, hvad du snakker om!”
Derefter gik han ud i portrummet. Men her fik en anden pige øje på ham. „Den mand var sammen med Jesus fra Nazaret,” sagde hun til dem, der stod rundt omkring.
„Nej, jeg sværger på, at jeg ikke kender den mand!” svarede Peter.
Folk begyndte nu at stimle sammen om ham: „Jo, du er bestemt en af dem!” sagde de. „Din dialekt afslører, hvor du kommer fra.”
Peter benægtede endnu en gang og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand!” I det samme galede en hane.
Da huskede Peter, at Jesus havde sagt: „Inden hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.” Straks gik han udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: „Vi har en besked til dig fra Jahve, Israels Gud. Han siger: Giv mit folk lov til at rejse, så de kan holde højtid for mig i ørkenen.”
„Hvem er Jahve?” svarede Farao. „Jeg kender ham ikke. Hvorfor skulle jeg adlyde ham og lade israelitterne rejse? Det vil jeg ikke gå med til.”
Men Moses og Aron blev ved: „Den Gud, som vi hebræere tilbeder, har mødt os,” erklærede de. „Giv os nu tilladelse til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til vores Gud, Jahve, så han ikke rammer os med sygdom og død.”
„Hør nu, Moses og Aron!” råbte Farao. „Lad være med at lægge hindringer i vejen for folkets arbejde! Gå I hellere selv tilbage til jeres arbejde! Hebræerne er jo nu meget talrige, og så vil I have, at de skal holde op med deres arbejde?”
Samme dag sendte Farao følgende besked til samtlige slavefogeder og opsynsmænd:
„I må ikke længere give folket halm til murstenene. Lad dem selv samle, hvad de har brug for. Men de skal lave lige så mange mursten som før. De har åbenbart ikke nok at bestille, ellers ville de ikke snakke om at tage ud i ørkenen for at ofre til deres Gud. De skal have mere arbejde, så de ikke har tid til at tænke på andet. Det skal nok afholde dem fra at høre på Mosesʼ og Arons løgnehistorier.”
Så gik slavefogederne og opsynsmændene ud til folket og sagde: „Farao har givet ordre til at standse leveringen af halm til arbejdet. Fra nu af må I selv samle halm, hvor I kan finde det, men I skal stadig lave lige så mange mursten som I plejer.” Så måtte folket rejse rundt i hele Egypten for at samle halm.
Slavefogederne var skånselsløse. „Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de, og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. „Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.
Så gik formændene til Farao. „Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de. „Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”
Men Farao svarede bare: „I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve. Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”
De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten. På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset. „Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”
Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her? Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”
„Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao,” sagde Herren til Moses. „Han skal få min magt at føle, indtil han lader mit folk rejse. Han vil blive så opsat på at komme af med dem, at han nærmest vil jage dem ud!” „Jeg er Herren!” fortsatte han. „Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob som den almægtige Gud, men jeg åbenbarede mig ikke for dem med mit navn, Jahve. Jeg indgik en pagt med dem, hvor jeg lovede at give dem og deres efterkommere Kanaʼans land, det land, hvor de boede som fremmede. Jeg har hørt Israels folks klageskrig under deres slaveri i Egypten, og da jeg har indgået en pagt med dem, vil jeg også opfylde det løfte, jeg gav dem.
Sig derfor til israelitterne: ‚Jeg er Herren, og jeg vil befri jer fra slaveriet i Egypten med vældig magt og hård straf over jeres undertrykkere. I skal være mit udvalgte folk, og jeg vil være jeres Gud. I skal opleve, at jeg er Herren, jeres Gud, og at jeg befrier jer fra slaveriet i Egypten. Jeg vil føre jer til det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob. Jeg giver det til jer, og det skal være jeres. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud!’ ”
Moses fortalte nu folket, hvad Gud havde sagt, men de ville ikke længere høre på ham. De havde fuldstændig mistet modet på grund af den øgede arbejdsbyrde.
Da sagde Herren til Moses: „Gå tilbage til kong Farao og sig til ham, at han skal lade israelitterne rejse ud af Egypten.”
„Men Herre!” indvendte Moses. „Når mit eget folk ikke engang vil høre på mig, hvordan kan jeg så forvente, at Farao vil? Jeg duer ikke til at tale!”
Men Herren befalede Moses og Aron at gentage det samme budskab både til folket og til kong Farao: Israelitterne skal forlade Egypten.
Følgende personer var overhoveder for forskellige slægter blandt Israels folk:
Jakobs ældste søn Ruben havde følgende sønner: Hanok, Pallu, Hetzron og Karmi.
Simeons sønner hed Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Shaul (hans mor var kanaʼanæer).
Levis sønner hed: Gershon, Kehat og Merari. Levi blev 137 år gammel. Gershons sønner hed Libni og Shimi. Kehats sønner hed Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel. Kehat blev 133 år gammel. Meraris sønner hed Mahli og Mushi. Disse blev slægtsoverhoveder i Levis stamme ifølge deres slægtsbog.
Amram giftede sig med Jokebed, som var hans faster, og de fik sønnerne Aron og Moses. Amram blev 137 år gammel. Jitzhars sønner hed Kora, Nefeg og Zikri. Uzziels sønner hed Mishael, Elsafan og Sitri.
Aron giftede sig med Elisheba, som var datter af Amminadab og søster til Nahshon. Deres børn hed Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.
Koras sønner hed Assir, Elkana og Abiasaf. De blev overhoveder for familierne i Koras slægt.
Arons søn Eleazar giftede sig med en af Putiels døtre, og de fik en søn der hed Pinehas. Alle disse var slægtsoverhoveder inden for Levis stamme med tilhørende familier.
Aron og Moses, som er nævnt her i slægtstavlen, er de to mænd, til hvem Herren sagde: „Før Israels stammer ud af Egypten!” Det var dem, som gik til Farao for at få tilladelse til at føre folket ud af landet.
Dengang Herren talte til Moses i Egypten, sagde han til ham: „Husk, at jeg er jeres Gud! Sig alt det, jeg pålægger dig, til kong Farao af Egypten.” Men Moses svarede: „Jeg duer jo ikke til at tale! Hvorfor skulle Farao høre på mig?”
Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David. Han sang den til Herren i anledning af, at Herren havde reddet ham fra Saul og alle hans øvrige fjender.
Jeg elsker Herren,
han er min redning.
Herren er min Klippeborg
og min Beskytter.
Han er mit Skjul,
hos ham søger jeg tilflugt.
Han er mit Skjold,
min Frelse og min Fæstning.
Jeg kalder på Herren, den Højlovede,
og frelses fra mine fjender.
Dødens reb omsluttede mig,
undergangens bølger væltede ind over mig,
dødsriget strammede sit greb om mig,
jeg sad fast i dødens fælde.
I min fortvivlelse råbte jeg til Herren,
jeg bad til min Gud om hjælp.
Han hørte mig fra sin helligdom,
mit skrig nåede frem til hans ører.
Da rystede jorden og skælvede,
bjergenes grundvolde bævede,
for Herrens vrede var blusset op.
Røg væltede ud af hans næsebor,
fortærende ild skød ud af hans mund,
glødende kul sprang frem fra ham.
Han skubbede himlens forhæng til side
og trådte ud på de mørke stormskyer.
Han steg op på en kerub og fløj,
svævede på vindens vinger.
Han hyllede sig i mørke,
omgav sig med sorte tordenskyer.
Lynene glimtede foran ham,
og haglene faldt fra skyerne.
Herren tordnede fra himlen,
den højeste Gud lod sin røst høre.
Han skød sine pile,
sendte fjenderne på flugt.
Han sendte sine lyn af sted,
så fjenderne spredtes for alle vinde.
Herren fnyste i sin harme,
så Jordens vande blev pisket op,
og havets bund kom til syne.
Fra det høje rakte han hånden ud,
trak mig op af det dybe vand.
Han frelste mig fra mine fjender,
de hadede mig og var mig for stærke.
Da jeg var svag, overfaldt de mig,
men Herren holdt mig fast
og førte mig i sikkerhed.
Han frelste mig, fordi han elsker mig.
Herren belønnede mig for mit retsind,
tog hensyn til min uskyld,
for jeg har holdt mig til hans veje.
Jeg har ikke i ondskab vendt mig fra min Gud.
Altid har jeg hans bud i tanke,
aldrig har jeg vendt ryggen til hans love.
Jeg har adlydt ham til punkt og prikke
og holdt mig borte fra synden.
Herren har belønnet mig for min retfærd,
han kender min pletfri levevis.
Herre, du er trofast mod dem, der er trofaste mod dig,
retskaffen overfor de retskafne.
Du handler uskyldsrent med de uskyldige,
men er snu mod de snedige.
Du ophøjer de ydmyge,
men ydmyger de hovmodige.
Herre, du er mit lys og mit håb,
du tænder dit lys i mørket.
Ved din hjælp kan jeg springe over mure
og forcere enhver forhindring.
Guds veje er fuldkomne,
hans løfter er sande.
Han er et skjold for dem,
der søger ly hos ham.
Hvor findes der en gud som Herren?
Hvor findes en klippe som ham?
Han giver mig styrke,
han jævner vejen foran mig.
Han gør mine skridt sikre som hjortens,
han giver mig fodfæste på bjergene.
Han træner mine arme til kamp,
så jeg kan spænde kobberbuen.
Herre, du giver mig din frelse som et skjold,
du støtter mig med din højre hånd,
din hjælp giver mig styrke.
Du udjævner stien foran mig,
så jeg ikke snubler og falder.
Jeg forfulgte mine fjender og gjorde det af med dem,
jeg holdt ikke inde, før de alle var besejret.
Jeg slog dem ned, så de ikke kunne rejse sig,
de ligger faldne ved mine fødder.
Du gav mig styrke til kampen,
du tvang mine modstandere i knæ,
du slog mine fjender på flugt,
jeg gjorde det af med dem, som hadede mig.
De råbte om hjælp,
men ingen kom til undsætning.
De råbte til dig, Herre,
men du ville ikke høre.
Jeg knuste dem til støv, som hvirvler i vinden,
jeg trådte dem ned som snavs på gaden.
Du hjalp mig i kampen mod fjendtlige hære,
gav mig sejr over fremmede folkeslag,
som nu er blevet mig underlagt.
Straks de hørte min røst, adlød de.
De kom krybende hen til mig.
De tabte fuldstændigt modet,
kom skælvende frem fra deres skjul.
Herren lever!
Lovet være min redningsmand.
Ære være min Gud, som frelste mig,
den Gud, som besejrede mine fjender,
som gav mig magt over fremmede folkeslag.
Herre, du reddede mig fra mine fjender.
Du førte mig i sikkerhed,
og frelste mig fra voldens mænd.
Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene, Herre.
Jeg vil synge om din storhed.
Du giver din konge mægtige sejre,
du er trofast over for mig, din udvalgte konge,
og mine efterkommere til evig tid.
Så snart det blev lyst, afsagde ypperstepræsterne og de øvrige ledere deres officielle dom, som lød på dødsstraf. Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus.
Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere. „Jeg har begået en fejl,” sagde han. „Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.”
„Hvad kommer det os ved?” svarede de. „Det bliver din sag.” Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig.
Ypperstepræsterne samlede pengene op. „Vi kan ikke lægge dem i templets indsamlingsbøsse,” sagde de til hinanden. „Der klæber blod ved de penge, så de kan ikke bruges til arbejdet i templet.” Sagen blev drøftet, og man besluttede at købe den mark, hvor pottemagerne hentede deres ler. Den kunne bruges som begravelsesplads for de fremmede, der døde i Jerusalem. Det er forklaringen på, at det sted stadig kaldes for „Blodmarken”. Sådan opfyldtes det, som profeten Jeremias havde talt om: „De tog 30 sølvmønter – det var alt, hvad Israels folk vurderede ham til – og de brugte dem til at købe pottemagermarken, som Herren havde sagt til mig.”
Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han.
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus. Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han.
„Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.
Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”
Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!”
„Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”
„Han skal korsfæstes!” råbte mængden.
„Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!”
Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”
Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
På vejen derud traf de på en mand fra Kyrene. Han hed Simon. Ham tvang de til at bære Jesu kors. De gik hen til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). Her ville soldaterne give Jesus lidt vin med et bedøvelsesmiddel i, men da han havde smagt på det, ville han ikke drikke det.
De naglede ham til korset og gav sig derefter til at rafle om hans tøj. Nogle satte sig ned for at holde vagt, mens andre anbragte et skilt på korset over hans hoved med anklagen imod ham. Der stod: „Det her er Jesus, jødernes konge”. Derefter blev to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus. Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: „Det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage. Red nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!”
Også ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere hånede Jesus: „Den er god med ham!” sagde de. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde! Og han skulle være Israels konge? Lad ham nu tage og stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham! Han siger, at han stoler på Gud, og at han er Guds Søn. Så burde Gud også komme og redde ham!”
Han blev også hånet af de to forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham.
Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. Klokken tre råbte Jesus højt: „Eli, Eli! Lema sabaktani?” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. En af dem løb hurtigt hen for at hente en svamp og hældte billig, sur vin på den. Derefter anbragte han svampen på en stang og holdt den op til Jesus for at han kunne drikke. De andre sagde: „Lad os se, om Elias kommer og redder ham.”
Da udstødte Jesus igen et højt råb og udåndede.
I det samme blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst. Der kom et jordskælv, så nogle klipper revnede, og der blev åben adgang til adskillige gravkamre. Mange af de gudfrygtige menneskers døde legemer blev levende. De kom ud af deres grave, og da Jesus senere var opstået fra de døde, gik de ind til Jerusalem, hvor de blev set af mange mennesker.
Da officeren og soldaterne, som holdt vagt ved Jesus, så jordskælvet og alt det andet, der skete, blev de skrækslagne og råbte: „Den mand var virkelig en gudesøn!”
Mange kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Det var dem, der havde fulgt Jesus fra Galilæa for at sørge for hans fornødenheder. Blandt dem var Maria Magdalene og den Maria, som var mor til Jakob og Josef, samt Zebedæussønnernes mor.
Der var en velhavende mand ved navn Josef fra Arimatæa, som var en discipel af Jesus. Han gik sidst på eftermiddagen hen til Pilatus for at anmode om at få udleveret Jesu lig. Pilatus gav sin tilladelse. Josef fik så liget taget ned og svøbt ind i et helt nyt lagen. Derefter blev det lagt i en ny gravhule, som han havde ladet hugge ud i en klippe til sig selv. Efter at en stor sten var rullet for indgangen, gik han hjem. Både Maria Magdalene og den anden Maria sad lige over for graven og iagttog det hele.
Den følgende dag var det sabbat. Ypperstepræsterne og farisæerne gik til Pilatus og sagde: „Herre, vi er kommet i tanke om, at den bedrager engang sagde: ‚På den tredje dag vil jeg genopstå.’ Vi beder dig derfor give ordre til, at graven forsegles indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal stjæle hans lig og udsprede det rygte, at han er kommet til live igen. Det ville være et endnu større bedrag end det første.”
Pilatus svarede: „Her har I vagtmandskab. Gå hen og bevogt graven, så godt I kan.”
Så gik de hen og forseglede stenen og lod vagtmandskabet bevogte graven.
„Hør nu engang, Moses,” sagde Herren. „Jeg vil vise Farao, at det er Gud selv, der står bag dig, og din bror Aron skal være den, der fører ordet. Sig alt det, jeg fortæller dig, videre til Aron, så han kan sige det videre til Farao. Han skal forlange, at Israels folk får lov at forlade Egypten. Men jeg vil gøre Farao stædig, og derefter vil jeg gøre mange tegn og undere i Egypten. Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg straffe Egypten med store katastrofer, hvorefter jeg vil føre mit talrige folk ud. Når egypterne ser min magt, og hvordan jeg tvinger dem til at lade mit folk rejse, vil de komme til at forstå, at jeg er jeres Gud!”
Så var Moses og Aron parat til at gøre, som Herren havde befalet. Moses var på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron var 83.
Dernæst sagde Herren til Moses og Aron: „Når Farao kræver, at I skal gøre et under for at bevise jeres Guds magt, skal Aron smide sin stav på jorden foran Farao, og den vil blive forvandlet til en slange.”
Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren havde befalet: Aron smed sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk, og staven blev straks forvandlet til en slange. Men Farao kaldte på sine vismænd og troldmænd, og de var i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af deres magi. Deres stave blev til slanger ligesom Arons, men Arons slange slugte troldmændenes slanger. Farao var imidlertid lige stædig og ville ikke høre på dem – nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Så sagde Herren til Moses: „Farao er lige stædig og nægter at lade folket rejse. Gå derfor hen til ham i morgen tidlig, når han går ned til Nilen. Vent på ham ved bredden og sørg for at have staven, der blev til en slange, parat. Sig til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig for at sige: ‚Lad mit folk rejse, så de kan tilbede mig i ørkenen!’ Endnu har du ikke bøjet dig for kravet, men nu siger hebræernes Gud til dig: ‚Du skal få at se, at jeg er deres Gud!’ Jeg slår nu Nilens vand med denne stav, og vandet vil blive til blod! Fiskene vil dø, og floden vil komme til at stinke, så dit folk vil nægte at drikke vand fra den.”
Og Herren fortsatte: „Sig så til Aron, at han skal pege ud over alle Egyptens vande med sin stav. Når han gør det, vil vandet i alle landets floder, kanaler, damme og vandreservoirer forvandles til blod. Ja, selv vandet i alle trækar og stenkrukker vil blive til blod.”
Moses og Aron gjorde, som Herren havde befalet. Moses rakte sin stav ud og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans folk, så vandet blev til blod, fiskene døde, og alt flodvandet stank. Egypterne kunne ikke længere drikke det. Vand blev til blod overalt i Egypten. De egyptiske troldmænd brugte deres magi til at gøre det samme. Farao blev endnu mere stejl og ville ikke høre på Moses og Aron – nøjagtig som Herren havde forudsagt. Han vendte sig om og gik tilbage til sit palads, som om der intet var sket. Imens gravede egypterne brønde langs floden for at finde rent vand, for de kunne jo ikke drikke vandet i floden. Sådan gik der syv dage.
Derpå sagde Herren til Moses: „Gå hen til Farao og giv ham denne besked fra mig: Lad mit folk rejse, for at de kan tilbede mig. Hvis du stadig nægter, vil jeg lade mængder af frøer plage dit land fra ende til anden. Nilen skal komme til at vrimle med frøer, og frøerne vil trænge ind i dit palads og dit soveværelse – ja, helt op i din seng. De vil myldre ind i alle egypternes huse, selv ind i bageovnene og op i dejtrugene. Frøerne vil kravle rundt på dig og dine hoffolk – ja, på alle landets indbyggere.”
Og Herren gav Moses besked om, at Aron med sin stav skulle pege ud over landets floder, alle kanalerne og dammene, så frøerne kunne oversvømme landjorden. Aron adlød, og der vrimlede frøer frem overalt. Men ved hjælp af deres magi fik også troldmændene frøer til at vrimle frem.
Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Bed Jahve om at fjerne frøerne fra mig og mit folk, så vil jeg give jeres folk tilladelse til at rejse ud og tilbede jeres Gud.”
„Hvornår vil du have, jeg skal bede for dig, dine tjenere og dit folk?” spurgte Moses. „Når jeg beder, vil frøerne forsvinde fra jeres huse og kun være i floden.”
„I morgen!” sagde Farao.
„Det skal ske,” svarede Moses. „Så vil du forstå, at der ikke findes nogen så mægtig som vores Gud, Jahve. Alle frøer vil forsvinde fra dig og dine huse, dine tjenere og dit folk. Kun de frøer der findes i Nilen, vil blive tilbage.”
Moses og Aron forlod nu Farao, og Moses bad Herren om at udrydde frøerne. Herren gjorde, hvad Moses bad om. Frøerne døde i husene, i gårdene og på markerne. De blev samlet i store dynger, og det stank over hele landet. Men da Farao så, at han var blevet fri for frøerne, kom stædigheden over ham igen, og han nægtede at lade folket rejse – nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Så sagde Herren til Moses: „Sig til Aron, at han skal slå på jordens støv med sin stav. Så vil støvet i hele Egypten blive forvandlet til myggesværme.” Moses og Aron gjorde igen, som Herren havde befalet, og pludselig vrimlede det med myg over hele landet, og de angreb både mennesker og dyr. Troldmændene forsøgte igen at gøre miraklet efter, men denne gang kunne de ikke. Myggene sad tæt på både mennesker og dyr.
„Det er et tegn fra Gud!” udbrød troldmændene. Men Farao var lige stædig og hårdhjertet, og ville ikke lade folket rejse – nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Så sagde Herren til Moses: „Stå tidligt op i morgen og gå Farao i møde, når han er på vej til floden. Sig til ham fra mig af: Lad mit folk rejse ud for at tilbede mig. Hvis du stadig nægter, vil jeg sende store sværme af fluer over dig, dine tjenere og hele dit folk. Dine huse og egypternes huse vil blive fyldt med fluer, og jorden vil blive dækket af dem. Men i Goshens land, hvor israelitterne bor, vil jeg gøre en undtagelse, så der ingen fluer vil være. Så må du vel kunne fatte, at jeg er Herren, deres Gud, og at jeg har magten her i landet. Jeg vil gøre forskel på mit folk og dit folk. Det her mirakel skal ske i morgen.”
Og Herren gjorde, som han havde sagt: Vældige sværme af fluer trængte ind i Faraos palads og i hans tjeneres huse og i hvert eneste hjem i Egypten, så hele landet var forpestet af fluer.
Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Så tag da af sted og bring ofre til jeres Gud, men gør det inden for landets grænser. Tag ikke ud i ørkenen.”
Men Moses svarede: „Nej, det går ikke an. Egypterne vil afsky den måde, vi ofrer til vores Gud på. Hvis vi gør noget for øjnene af dem, som de finder afskyeligt, vil de så ikke stene os? Vi bliver nødt til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til Herren, vores Gud, sådan som han har befalet os.”
„Ja ja, så rejs da,” sagde Farao modstræbende, „men tag ikke for langt væk! Og skynd jer så at bede til jeres Gud om, at de fluer må forsvinde!”
„Så snart jeg er ude af paladset, skal jeg bede vores Gud om at udrydde fluerne,” svarede Moses. „Og fluerne vil forsvinde fra dig, dine tjenere og dit folk i morgen. Men pas på, at du ikke igen narrer os og nægter at lade folket rejse hen og ofre til Herren.”
Så forlod Moses Farao og bad Herren om at fjerne fluerne, og Herren gjorde, som Moses bad: Alle fluerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk. Ikke én eneste blev tilbage. Men også denne gang blev Farao hård og stædig, så han ikke lod israelitterne rejse.
Til korlederen: En sang af David.
Himlen vidner om Guds herlighed,
universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
Nat efter nat vidner stjernerne derom.
Skaberværket taler ikke,
der er ingen stemme at høre.
Og dog når budskabet til jordens ende,
det kan ses overalt i verden.
Solen fik sit hjemsted på himlen,
strålende som en brudgom bryder den frem,
gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
Den ene horisont er dens udgangspunkt,
ved den anden når den sit mål.
Intet undgår dens brændende varme.
Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
Herrens ord er sande, står fast for altid.
Hans vedtægter er gode og værd at følge.
De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.
Herre, hvem kan se sine egne fejl?
Straf mig ikke for ubevidste synder.
Bevar mig også fra overmod,
lad ikke min stolthed få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.
Til korlederen: En sang af David.
Må Herren svare på din bøn, når du er i nød,
må Jakobs Gud bevare dig fra alt ondt.
Må han sende dig hjælp fra sin helligdom,
styrke dig fra sin bolig på Zion.
Må han mindes alle dine gaver
og acceptere dine brændofre.
Må han opfylde dit hjertes længsler
og lade dine planer lykkes.
Må vi få anledning til at råbe af glæde,
når vi hører om dine sejre.
Må vi få anledning til at lovsynge vor Gud.
Må Herren svare på alle dine bønner.
Jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe sin udvalgte konge.
Han svarer mig fra sin himmelske bolig,
hjælper mig med sin mægtige styrke.
Nogle stoler på vogne og ryttere,
men vi stoler på Herren, vor Gud.
De skal falde og gå til grunde,
men vi rejser os og står fast.
Giv mig sejren, Herre!
Hør os, når vi beder dig om hjælp!
Til korlederen: En sang af David.
Herre, kongen glæder sig over din magt,
han råber af fryd over din sejr.
Du har opfyldt hans hjertes ønske,
ikke nægtet ham, hvad han bad dig om.
Du kom til ham med rige gaver.
Du satte en gylden krone på hans hoved.
Han bad om din velsignelse over sit liv,
og du lovede ham et varigt dynasti.
Du gav ham sejre og berømmelse,
du tildelte ham ære og værdighed.
Din velsignelse følger ham altid,
dit nærvær fylder ham med usigelig glæde.
Han stoler på Herren og skal aldrig snuble,
for den Mægtiges trofaste nåde bevarer ham.
Du opsporer alle dine fjender,
tilintetgør enhver, som hader dig.
Når du viser dig, brænder de op som i en ovn,
du opsluger dem i vrede, lader ild fortære dem.
Du fjerner deres børn fra jordens overflade,
deres slægt dør fuldstændig ud.
Selv om de sætter sig op imod dig,
vil deres onde planer ikke lykkes.
De vender om og flygter,
når du sender dine pile.
Stå frem, Herre, i din vældige styrke.
Med sang og spil vil vi lovprise din magt.
Da sabbatten var forbi, og det var ved at blive lyst søndag morgen, begav Maria Magdalene og den anden Maria sig på vej ud for at se til graven.
Pludselig rystede jorden voldsomt. En engel var nemlig kommet ned fra himlen, havde rullet stenen bort fra graven og sat sig på den. Hans klæder var blændende hvide, og han udstrålede et stærkt lys. Vagterne rystede af skræk og faldt lamslåede til jorden.
Da kvinderne nåede derhen, sagde englen til dem: „I skal ikke være bange! Jeg ved, at I søger efter Jesus, som blev korsfæstet. Men han er ikke her! Han er genopstået, sådan som han forudsagde. Kom og se, hvor han lå. Og skynd jer så hen og sig til hans disciple: ‚Jesus er genopstået fra de døde! Og han tager til Galilæa for at mødes med jer der.’ Husk nu, hvad jeg har sagt.”
Kvinderne løb af sted fra graven for hurtigst muligt at fortælle det til disciplene. De var dybt rystede, men jublende glade. Mens de var på vej, stod Jesus pludselig foran dem og sagde: „Fred være med jer!” De faldt på knæ, rørte ved hans fødder og tilbad ham.
Jesus sagde til dem: „Vær ikke bange! Gå hen og sig til mine disciple, at de skal tage til Galilæa. Dér vil de få mig at se.”
Mens kvinderne endnu var på vej, var nogle af gravvagterne allerede nået ind til byen for at fortælle ypperstepræsterne, hvad der var sket. De øvrige jødiske ledere blev straks indkaldt til et krisemøde, hvor det blev besluttet at tilbyde vagterne en betydelig sum penge, hvis de ville sige, at disciplene havde stjålet Jesu lig om natten, mens de sov. „Hvis guvernøren hører om det,” sagde de, „så skal vi nok ordne sagen med ham, så I ikke kommer i vanskeligheder.”
Vagterne tog imod pengene og gjorde, hvad de havde fået besked på. Derfor spredtes det rygte blandt jøderne, at disciplene havde stjålet Jesu lig, og det er der stadig nogen, der tror på.
De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.
„Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus. „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden, og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.”
„Gå tilbage til Farao,” befalede Herren, „og sig til ham: Herren, hebræernes Gud, siger: ‚Lad mit folk rejse for at tilbede mig. Hvis du stadig plager dem og nægter at lade dem rejse, vil Herren sende en pest, som vil slå jeres køer, heste, æsler, kameler, får og geder ihjel. Men Herren vil igen gøre forskel mellem israelitterne og egypterne. Ikke et eneste af israelitternes husdyr skal dø. Herren har sat en frist og sagt: I morgen skal det ske!’ ”
Den næste dag skete det, som Herren havde sagt: Alle egypternes husdyr døde, men ikke et eneste af israelitternes dyr døde. Da sendte Farao folk ud for at se efter, og de bekræftede, at ingen af israelitternes husdyr var døde. Men hans hjerte var forhærdet, og han lod stadig ikke israelitterne rejse.
Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Tag nogle håndfulde aske fra smelteovnen og lad Moses kaste asken op i luften, mens Farao ser på det. Så vil der komme en støvsky over Egypten, som vil få betændelse og bylder til at bryde ud på både mennesker og dyr over hele landet.”
Så tog de aske fra ovnen og gik hen til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses asken op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder. Troldmændene kunne ikke klare sig imod Moses eller beskytte sig imod bylderne. Betændelsen angreb dem såvel som alle andre egyptere. Men Herren gjorde Farao endnu mere stædig, så han stadig ikke ville lade folket rejse – nøjagtig som Herren havde sagt til Moses.
Så sagde Herren til Moses: „I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig. Denne gang vil jeg sende en katastrofe, der for alvor vil gå ud over dig og dine hoffolk og hele dit folk. Da skal du indse, at der ikke findes en Gud som mig i hele verden. Jeg kunne for længst have gjort det af med dig og dit folk, så I blev udryddet fra jordens overflade, men jeg har ladet dig være, fordi jeg vil demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden. Du tyranniserer stadig mit folk og vil ikke lade dem rejse. Så i morgen ved denne tid vil jeg sende et haglvejr værre end nogensinde i Egyptens historie. Sørg for, at alle dyrene på markerne og alle markarbejdere kommer indenfor i sikkerhed, for hvert eneste menneske og dyr, der ikke er under tag, vil dø i haglvejret.”
De af Faraos tjenere, som troede på, hvad Herren havde sagt, skyndte sig at få deres dyr og slaver indendørs, men de, som ignorerede Herrens ord, lod deres slaver og dyr blive ude på marken.
Så sagde Herren til Moses: „Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.” Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie. Landet lå i ruiner. Mennesker og dyr på markerne blev dræbt, træer blev splintret, markens afgrøder blev slået ned. Kun i Goshens land, hvor israelitterne boede, faldt der ingen hagl.
Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. „Nu indser jeg min fejl,” sagde han. „Herren har ret, og jeg og mit folk har uret. Bed dog Herren om at standse tordenen og haglvejret. Jeres folk kan rejse med det samme.”
„Godt,” svarede Moses, „så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden. Alligevel ved jeg, at du og dine hoffolk endnu ikke er villige til at bøje jer for Gud.”
Den dag blev al hør og byg ødelagt, for katastrofen kom på en årstid, hvor byggen stod med aks og hørren i blomst. Hvede og spelt blev ikke beskadiget, for de kommer senere.
Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op. Men da Farao så, at regnen, tordenen og haglene var holdt op, fortsatte han med sit oprør. Han blev hård igen og nægtede stadig at lade israelitterne rejse – nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Da sagde Herren til Moses: „Gå igen til Farao og stil dit krav! Jeg har gjort ham og hans rådgivere stædige, så jeg fortsat kan vise min magt på dem og udføre mirakuløse tegn iblandt dem. Hvilke fantastiske beretninger dine børn og børnebørn skal få at høre om alle de undere, jeg gjorde i Egypten for at vise, at jeg er Herren, jeres Gud.”
Så gik Moses og Aron igen til Farao og sagde: „Herren, hebræernes Gud, spørger dig nu: Hvor længe vil du nægte at adlyde mig? Lad mit folk rejse for at tilbede mig. Hvis du stadig modsætter dig, vil jeg i morgen lade græshoppesværme invadere dit land. Græshopperne vil fuldstændig dække jorden og fortære den smule, som er tilbage efter haglvejret, så der intet grønt bliver tilbage hverken på træer eller marker. De vil fylde dit palads, dine hoffolks boliger og hvert eneste hus i Egypten. Aldrig tidligere i historien har en sådan katastrofe ramt dette land. Ingen af dine forfædre har nogensinde set noget lignende.” Derefter drejede Moses om på hælen og forlod Farao.
Nu henvendte hoffolkene sig til Farao i protest. „Hvor længe vil du lade de her katastrofer fortsætte?” klagede de. „Lad dog de mennesker rejse, så de kan tilbede deres Gud! Kan du ikke se, at hele Egypten ellers går til grunde?”
Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. „Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. „Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?”
„Alle som en,” svarede Moses. „Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.”
„Ikke på vilkår!” råbte Farao. „Hvis I prøver at slippe væk med jeres kvinder og børn, så får I sandelig brug for jeres Guds hjælp! Jeg kan godt se, hvad I er ude på! Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve – det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset.
Derefter sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.”
Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet.
Enorme sværme af græshopper dækkede hele landet. Aldrig havde der været så mange græshopper i Egyptens historie. Og aldrig igen skal noget lignende ske. Græshopperne dækkede jordens overflade, så den blev helt sort, og de åd alle planter og frugter, der var tilbage efter haglvejret. De efterlod ikke noget grønt overhovedet – ikke et træ, ikke en plante var tilbage i hele Egypten.
Farao fik hurtigt fat i Moses og Aron. „Jeg har syndet imod Herren, jeres Gud, og imod jer!” sagde han. „Tilgiv mig bare denne ene gang og bed jeres Gud om at tage den her dødbringende plage fra mig.”
Moses forlod derefter Farao og bad til Herren. Da sendte Herren en storm fra vest, som blæste græshopperne ud i Det Røde Hav. Ikke en eneste græshoppe blev tilbage i hele Egypten. Men Herren lod Farao blive stædig igen, så han alligevel ikke ville lade israelitterne rejse.
Herren sagde nu til Moses: „Løft dine hænder imod himlen, og et dybt og forfærdeligt mørke vil sænke sig over Egypten – et mørke så tykt, at man kan føle det.” Moses rakte hånden op mod himlen, og et tykt mørke sænkede sig over landet i tre dage. Folk kunne ikke se hinanden, så de rørte sig ikke ud af stedet i tre dage, men overalt hvor israelitterne boede var der lyst.
Da sendte Farao bud efter Moses. „Rejs og tilbed Herren,” sagde han. „Men efterlad jeres køer, geder og får her. Jeres kvinder og børn kan I tage med.”
„Har du tænkt dig at give os de dyr, vi skal bruge som slagtofre og brændofre til Herren, vores Gud? Nej, vel! Derfor er vi nødt til at have vores dyr med. Vi ved jo heller ikke, hvilke ofre Herren ønsker, før vi når frem til stedet, så vi må tage det hele med.”
Herren gjorde igen Farao stædig, så han nægtede at lade dem rejse. Han råbte efter Moses: „Forsvind herfra, og lad mig aldrig mere se dig for mine øjne! Hvis du viser dig igen, slår jeg dig ihjel!”
„Godt,” svarede Moses. „Du skal aldrig mere se mig.”
Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
Og dog, du er vores Gud, som sidder på tronen,
Israel lovpriser dine undere.
Det var dig, vore forfædre stolede på,
og du befriede dem.
Det var dig, de råbte til, og de blev reddet,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
„Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
Mine læber er tørre som potteskår,
min tunge klistrer til ganen,
du har bragt mig til gravens rand.
Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
en bande af forbrydere omringer mig.
De har gennemboret mine hænder og fødder.
Jeg kan tælle alle mine knogler.
Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
De delte mine klæder imellem sig
og trak lod om min kjortel.
Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af bøflens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
De kommende generationer skal tjene dig
og høre om dine underfulde gerninger.
De skal fortælle om din nåde og frelse
til slægter, som endnu ikke er født.
En sang af David.
Herren er min hyrde,
han sørger altid for mig.
Han leder mig til grønne enge
og fører mig til stille vandløb.
Han giver mig ny styrke,
og leder mig på den rette vej,
for han er en god og trofast Gud.
Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal,
har jeg dog intet at frygte,
for du går ved min side,
din hyrdestav beskytter mig.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du gør mig til æresgæst
og fylder mit bæger til randen.
Din godhed og trofaste nåde
følger mig livet igennem.
Og jeg får lov at bo i dit hus,
så længe jeg lever.
Min beretning handler om Jesus, som er Guds Søn og den ventede Messias.
At der skulle komme en forløber for Frelseren, har Gud forudsagt i de profetiske bøger. Der står jo skrevet:
„Jeg vil sende min udsending foran dig.
Han skal berede vejen for dig.”
og:
„Der lyder en stemme i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
Gør jer klar til hans komme!’ ”
Den omtalte udsending var Johannes Døber. Han opholdt sig i de øde egne, og han sagde til folk, at de skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. Fra Jerusalem og hele Judæaområdet kom folk strømmende til for at se og høre ham. Og dem, der bekendte deres synder, døbte han i Jordanfloden. Johannes var klædt i en profetkappe vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet. Han levede af græshopper og honning fra vilde bier. Hans budskab var: „Der kommer snart en, som har større magt end jeg har. Jeg er end ikke værdig til at knæle ned og løse remmen på hans sandaler. Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med Helligåndens kraft.”
Også Jesus tog af sted fra sin hjemby, Nazaret i Galilæa, og kom til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. Da Jesus efter dåben steg op af floden, så han himlen blive åbnet og Helligånden dale ned imod ham som en due. Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”
Straks efter sendte Helligånden Jesus ud i ødemarken, hvor han blev i 40 dage. Dér blev han fristet af Satan, og rundt omkring ham lurede de vilde dyr. Bagefter kom nogle engle og sørgede for mad til ham.
Kort tid efter blev Johannes sat i fængsel af kong Herodes, og Jesus begyndte at gå rundt i Galilæa og fortælle de gode nyheder fra Gud. „Nu er tiden inde!” sagde han. „Nu er Guds rige kommet. I skal ændre jeres indstilling og tro på det glædelige budskab, som jeg bringer jer.”
En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, fik han øje på to mænd, som var i færd med at fiske med kastenet i søen. Det var Simon og hans bror Andreas. „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” råbte Jesus til dem. Med det samme sagde de farvel til fiskeriet og fulgte ham som hans disciple.
Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på Zebedæusʼ sønner, Jakob og Johannes. De sad i deres båd og rensede nettene. Da Jesus kaldte på dem, gik de straks med ham. De efterlod deres far i båden sammen med de folk, han havde i arbejde.
Snart efter nåede Jesus og hans disciple frem til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik de ind i synagogen, og Jesus fik anledning til at undervise der. Hans ord gjorde dybt indtryk på de forsamlede, for han talte med en autoritet, som de ikke var vant til fra de skriftlærde.
Blandt tilhørerne var der en mand, som var plaget af en ond ånd. Pludselig begyndte den onde ånd i manden at råbe: „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”
„Ti stille, og kom ud af ham,” befalede Jesus. Den onde ånd fik manden til at ryste voldsomt og fór så skrigende ud af ham.
De tilstedeværende blev grebet af forfærdelse og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvad er det her for noget? Det er en helt ny måde at undervise på, og sikken en autoritet han har. Selv de onde ånder adlyder ham!” Det, der var sket, rygtedes hurtigt ud over hele den del af Galilæa.
Da mødet i synagogen var forbi, gik Jesus, Jakob, Johannes og Andreas med Simon hjem. Det viste sig, at Simons svigermor lå syg med feber, og det fortalte de Jesus. Jesus gik straks hen til hende, tog hendes hånd og hjalp hende op. Feberen forsvandt med det samme, og hun gik i gang med at sørge for mad til dem.
Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi, bragte man en masse syge og dæmonbesatte mennesker til Jesus. Næsten hele byen stimlede sammen uden for huset. Jesus helbredte mange mennesker, der havde forskellige sygdomme. Desuden uddrev han mange onde ånder, men han tillod dem ikke at røbe, hvem han var.
Næste morgen stod Jesus op længe før daggry og gik alene ud til et øde sted for at bede. Simon og de andre gik noget senere ud for at lede efter ham. Da de fandt ham, sagde de: „Alle folk spørger efter dig.” „Lad os tage hen til de andre landsbyer,” sagde Jesus. „De skal også høre det budskab, jeg er kommet for at fortælle.”
Så vandrede Jesus gennem hele Galilæa og fortalte sit budskab i synagogerne, og han befriede mange mennesker fra dæmonernes magt.
En dag kom der en spedalsk mand til Jesus. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. „Hvis du vil, kan du gøre mig rask!” sagde han. Jesus fik dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud og rørte ved ham. „Det vil jeg!” sagde Jesus. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Manden var totalt helbredt. Jesus sagde da til ham: „Lad være med at fortælle det her til nogen. Men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”
Men da manden gik derfra, råbte han til højre og venstre, at han var blevet helbredt. Folk stimlede nu sammen i store klynger omkring Jesus, og fra den dag var det umuligt for ham at gå ubemærket ind i en by. Han opholdt sig på øde steder, men selv dér kom folk til ham alle vegne fra.
Nu sagde Herren til Moses: „Jeg vil sende endnu en sidste katastrofe over Farao og egypterne. Når den kommer, vil han lade jer rejse. Ja, han vil være så opsat på at blive af med jer, at han vil jage jer ud af landet. Sig nu til alle israelitiske mænd og kvinder, at de skal bede deres egyptiske naboer om guld- og sølvsmykker.” Herren havde nemlig gjort egypterne venlig stemt overfor israelitterne. Desuden var Moses en mand, som både Faraos hoffolk og alle egypterne havde stor respekt for.
Moses sendte så besked ind til Farao: „Herren siger: ‚Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. Da vil alle førstefødte sønner i hvert hjem dø, lige fra din egen søn til den førstefødte af den ringeste slavinde, som arbejder ved håndkværnen. Selv de førstefødte blandt jeres husdyr skal dø. Hjerteskærende dødsklager vil runge gennem natten i hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet en sådan sorg, og aldrig siden skal det blive så slemt.
Men hos israelitterne vil alt være så fredeligt, at ikke en eneste hund vil knurre, hverken mod mennesker eller dyr. Da vil du indse, at jeg gør forskel på egypterne og israelitterne.’
Og alle dine embedsmænd skal komme løbende til mig og bøje sig til jorden og tigge: ‚Skynd jer at rejse – alle sammen!’ Når det sker, vil vi rejse!” Så forlod Moses Faraos palads i stor vrede.
Herren havde jo sagt til Moses: „Farao vil ikke høre på jer før til allersidst, men det giver mig anledning til at vise min magt og gøre mange undere og tegn i Egypten.” Derfor gjorde Herren Farao stædig, så han ikke ville lade folket rejse – på trods af at Moses og Aron udførte alle de her undere for øjnene af ham.
Mens de stadig var i Egypten, sagde Herren til Moses og Aron: „Fra nu af skal denne måned være den første måned i jeres kalender. Bekendtgør for hele folket, at på den 10. dag i denne første måned skal hvert familieoverhoved udvælge et lam eller et gedekid til ofring. Hvis en familie er for lille til at spise et helt dyr, kan den dele det med en anden familie i nabolaget, afhængigt af hvor mange medlemmer der er i hver familie, og hvor meget den enkelte kan spise. Dyret skal være et etårs handyr – enten et lam eller et gedekid – og det må ikke have nogen fysisk defekt. Pas godt på det indtil den 14. dag i samme måned. Da skal hver familie slagte deres offerdyr før det bliver mørkt. De skal tage noget af blodet og smøre det på dørkarmen i de huse, hvor offerdyret spises. Den aften skal I alle spise kødet med usyrnet brød og bitre urter til. Kødet må ikke spises råt eller kogt, men kun helstegt, altså med hoved, skanke og indmad. Gem ikke noget af det til næste dag, men det, som ikke bliver spist den aften, skal I brænde inden det bliver morgen.
I skal spise det i al hast – iført jeres rejsetøj, så I er parat til øjeblikkeligt at begive jer ud på en lang rejse. I skal have vandresko på og vandrestav ved hånden, for det er Herrens påskefest.
Den nat vil jeg gå gennem Egypten og slå alle de førstefødte sønner og de førstefødte handyr ihjel. Jeg vil besejre alle Egyptens guder, for jeg er Herren, jeres Gud! Blodet, som I har smurt på dørkarmene, vil være et tegn. Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbia det hus, så ingen af jer dør, når jeg straffer Egypten.
Den dag skal I altid mindes fra slægt til slægt. Hvert år skal I fejre påskefest for Herren og følge disse instrukser. I syv dage må I kun spise brød, som er bagt uden surdej. I løbet af påskedagen skal I fjerne al surdej fra jeres huse. Enhver, som spiser brød bagt med surdej i den næste uge, skal udryddes af Israels folk. På festens første og syvende dag skal hele folket samles til højtid. På disse særlige dage må I ikke udføre nogen form for arbejde – udover madlavning.
Denne årlige fest, hvor I spiser usyrnet brød, skal minde jer om, at på den dag førte jeg hele det israelitiske folk ud af Egypten. I skal fejre den som en fast tradition fra slægt til slægt. Fra solnedgang på månedens 14. dag indtil solnedgang på månedens 21. dag må I kun spise usyrnet brød. I de syv dage må der ikke findes den mindste smule surdej i jeres huse, og enhver, der i den periode spiser syrnet brød, skal udryddes af Israels folk. Den samme forordning gælder for udlændinge, der bor iblandt jer. Jeg gentager: I de syv dage må I – hvor I end bor – ikke spise noget som helst, der er tillavet med surdej, men kun usyrnet brød.”
Da kaldte Moses alle Israels ledere sammen og sagde til dem: „Sig til alle israelitiske familieoverhoveder, at de skal gå ud til deres småkvæg og hente et lam eller gedekid, som de kan slagte. Det bliver deres påskeoffer. De skal lade blodet løbe fra i en balje. Så skal de tage nogle isopgrene, dyppe dem i blodet og smøre blod på overliggeren og siderne af dørkarmen. Og husk, at ingen må gå uden for en dør, før det bliver morgen, for i nat vil Herren gå gennem landet og slå egypterne ihjel. Men når han ser blodet på jeres dørkarme, vil han gå forbi og ikke tillade ødelæggeren at trænge ind og slå jeres førstefødte sønner ihjel.
Husk, at disse forordninger er permanente, og skal overholdes af jer og jeres efterkommere i fremtiden. Når I kommer ind i det land, som Herren har lovet jer, skal I fortsætte med at højtideligholde påskefesten. Så vil jeres børn spørge: ‚Hvad betyder alt det her? Hvorfor holder vi den her fest?’ Og I skal svare: ‚Det er påskefesten, som vi fejrer, fordi Herren gik forbi israelitternes huse i Egypten. Han dræbte egypternes førstefødte sønner, men han skånede vores familier.’ ” Da Moses var færdig, faldt lederne på knæ, bøjede hovedet mod jorden og tilbad Herren.
Israelitterne gjorde nu, som Herren havde befalet dem gennem Moses og Aron. Ved midnatstid slog Herren alle de førstefødte sønner i de egyptiske familier ihjel – lige fra Faraos søn, kronprinsen, til den førstefødte søn af fangen i fangehullet. Selv de førstefødte blandt dyrene måtte dø. Den nat stod Farao, hans hoffolk og hele det egyptiske folk op, og utallige sørgeskrig steg op fra Egyptens land, for i hvert eneste hus var der nogen, som var død.
I nattens løb tilkaldte Farao Moses og Aron. „Tag af sted,” sagde han, „forsvind alle som én! Rejs ud og tilbed Herren, som I ønsker. Tag alle jeres dyr og forsvind. Rejs bare, men velsign mig, før I tager af sted.”
Alle egypterne bad israelitterne om at forlade landet så hurtigt som muligt, for de tænkte: „Ellers ender det med, at vi alle dør.” Så tog israelitterne deres dejtrug med den usyrnede dej, viklede noget tøj omkring og bar dem af sted på deres skuldre. Israels folk bad egypterne om guld og sølv og klæder, som Moses havde sagt, og Herren havde givet egypterne respekt for israelitterne, så de gav dem, hvad de bad om. Sådan forlod de Egypten som en sejrende hær med meget bytte.
Midt om natten forlod israelitterne Ramses og satte kursen mod Sukkot. Omkring 600.000 mænd foruden alle kvinderne og børnene begav sig på vej til fods. Mange andre, som ikke var israelitter, fulgte med, sammen med får og geder og en stor mængde kvæg. Når de gjorde holdt for at spise, bagte de brød af den usyrnede dej, de havde bragt med sig. Dejen var usyrnet, for folket blev jo nærmest smidt ud af Egypten uden at have tid til at vente på, at dejen skulle hæve.
Israels folk havde boet i Egypten i 430 år, og det var faktisk på den sidste dag af de 430 år, at Herrens folk forlod landet, opdelt i grupper. Denne sidste nat i Egypten vågede Herren over sit folk for at redde dem ud af deres slavetilværelse, og derfor skal israelitterne hvert år i fremtiden våge for Herren på denne nat.
Herren sagde til Moses og Aron: „De følgende regler for påskehøjtiden skal nøje overholdes: Ingen fremmed må spise af jeres påskeoffer. Slaver, som I har anskaffet jer, må deltage i spisningen, hvis de er blevet omskåret som tegn på, at de så er blevet en del af Israels folk. Men lejede slaver og fremmede, som midlertidigt bor hos jer, må ikke deltage. De, som spiser offerdyret, skal spise det sammen i ét hjem. I må ikke bære noget af kødet uden for det hjem, og I må heller ikke brække offerdyrets knogler i stykker. Hele Israels folk skal fejre den her mindefest samtidig.
Hvis der bor fremmede iblandt jer, og de ønsker at fejre påskehøjtiden med jer, skal alle mændene først omskæres. Derefter kan de fejre påske med jer, for de skal få de samme rettigheder, som hvis de var født ind i Israels folk. Men en uomskåret mand må ikke spise af offerdyret. Det gælder alle, hvad enten de er israelitter eller fremmede, som bor iblandt jer.”
Israelitterne fulgte de retningslinjer, som Herren havde givet Moses og Aron. Den dag førte Herren Israels folk ud af Egyptens land, stamme for stamme.
En sang af David.
Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren,
hele verden og alle, som bor i den.
Han grundlagde jorden på verdenshavene,
dens fundament lagde han på havets dyb.
Hvem kan stige op på Herrens bjerg?
Hvem har lov at gå ind i hans helligdom?
De, som har rene motiver og gør det gode,
som ikke tilbeder afguder eller sværger falsk.
Sådanne mennesker bliver velsignet af Gud
og nyder godt af hans trofasthed og godhed.
Kun de må komme ind i Herrens nærhed
og tilbede Jakobs Gud.
Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den mægtige Konge kan komme ind.
Hvem er den mægtige Konge?
Det er Herren, som er stærk og mægtig.
Det er Herren, som vinder enhver kamp.
Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den mægtige Konge kan komme ind.
Hvem er den mægtige Konge?
Det er Herren, som styrer alt.
Han er den mægtige Konge.
En sang af David.
Til dig, Herre, råber min sjæl.
Min Gud, jeg stoler på dig,
lad mig ikke i stikken!
Lad ikke fjenderne sejre over mig!
For de, der stoler på Herren,
bliver ikke til skamme.
Men de, der gør oprør mod ham,
går deres undergang i møde.
Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje,
vis mig den sti, jeg skal følge.
Lær mig at leve i din sandhed,
for du er min Gud og min frelser.
Det er dig, jeg sætter min lid til.
Du har altid været en trofast Gud,
din barmhjertighed varer til evig tid.
Tilgiv mig min ungdoms oprør,
vis mig din trofasthed og nåde.
Herren er god og barmhjertig,
han hjælper de vildfarne tilbage på vejen.
Han viser de ydmyge, hvad der er rigtigt,
lærer dem den rette vej.
Når vi ønsker at gøre hans vilje,
leder han os med sin kærlige hånd.
Herre, tilgiv mine mange synder,
for du er kendt som en nådig Gud.
Dem, der har ærefrygt for Herren,
hjælper han at vælge den rigtige vej.
De oplever hans velsignelse,
og deres børn får lov at bo i landet.
Herren vejleder alle, der vil følge ham,
han indvier dem i sine hemmelige planer.
Jeg vil altid søge hjælp hos Herren,
for han redder mig fra mine fjenders fælder.
Vær mig nådig, Herre,
for jeg er helt alene og hjælpeløs.
Skab en vej ud af min ulykke,
befri mig fra alle mine lidelser.
Tænk på min sorg og smerte,
tilgiv mig alle mine synder.
Mine fjender er mange,
og de hader mig inderligt.
Beskyt mig og red mig.
Lad mig ikke bukke under,
for jeg stoler på din hjælp.
Må min ærlighed blive min redning,
for jeg har sat min lid til dig.
Herre, frels hele Israel fra ulykke.
En sang af David.
Frikend mig, Herre, for jeg er uskyldig.
Jeg har altid sat min lid til dig.
Se efter, hvad der bor i mit hjerte,
undersøg mine tanker og motiver.
Jeg kender din trofaste nåde,
jeg ønsker at gøre din vilje.
Jeg færdes ikke blandt de falske,
gør ikke de gudløse selskab.
Jeg tager afstand fra de ondes planer,
jeg vil ikke have noget med dem at gøre.
Jeg ønsker at bevare min uskyld,
så jeg kan nærme mig dit hellige alter.
Der vil jeg synge dig en takkesang,
fortælle om alle dine undere.
Herre, jeg elsker at komme til dit hus,
for det er der, jeg kan se din herlighed.
Lad mig ikke dele skæbne med syndere,
døm mig ikke, som du dømmer voldsmænd,
for de er altid ude på rov
og tager gerne imod bestikkelse.
Men jeg lever oprigtigt og retskaffent.
Fri mig fra det onde og vær mig nådig.
Mine fødder står på sikker grund,
og i folkets forsamling vil jeg prise dig, Herre.
Nogle dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev hurtigt kendt over hele byen, at han var ankommet. Det varede ikke længe, før der kom så mange mennesker til det hus, hvor han var, at folk stod langt ud på gaden for om muligt at høre, hvad han havde at sige. Fire mænd kom gående derhen med en lam mand på en sovemåtte. Da de ikke kunne komme ind til Jesus på grund af mængden af mennesker, gik de op ad trappen til husets flade tag. De fjernede et stykke af taget over verandaen og firede sovemåtten med den syge mand ned lige foran Jesus. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet!”
Nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte ved sig selv: „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.” Jesus var i sin ånd klar over, hvad de tænkte, og han sagde til dem: „Hvorfor tænker I sådan? Hvad er lettest at sige til den lamme mand her: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op, tag din sovemåtte og gå på dine ben’? Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen har magt på jorden til at tilgive synder.” Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din sovemåtte og gå hjem!” Manden rejste sig, tog sin måtte og gik sin vej for øjnene af de forbløffede tilskuere, som straks gav sig til at lovprise Gud for det under, der var sket. „Vi har aldrig set noget lignende!” udbrød de begejstret.
Senere gik Jesus igen ud langs Galilæasøen. En masse mennesker fulgte i hælene på ham, og han underviste dem, mens han gik. Da han passerede toldstedet, så han Levi, Alfæusʼ søn, sidde der. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Straks rejste Levi sig og fulgte med ham som en af hans disciple.
Derefter blev Jesus og disciplene indbudt til spisning i Levis hjem. Mange skatteopkrævere og nogle af de andre „syndere”, som til stadighed fulgte Jesus, blev også inviteret. Da nu de skriftlærde blandt farisæerne så Jesus i det selskab, sagde de til hans disciple: „Hvordan kan han få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”
Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”
En dag, da Johannes Døbers disciple og farisæerne havde en fastedag, kom der nogle og spurgte Jesus: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både farisæernes og Johannesʼ disciple gør det?”
„Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham,” svarede Jesus. „Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.
Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at når den nye lap krymper, river den det gamle tøj i stykker, så hullet bliver endnu værre. Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, sprænger den de gamle lædersække. På den måde går vinen til spilde, og lædersækkene bliver ødelagt. Nej, til ny vin bruger man nye lædersække.”
En dag, da det var sabbat, gik Jesus og hans disciple langs en kornmark, og mens de gik, plukkede disciplene nogle aks og spiste kernerne. Nogle af farisæerne irettesatte Jesus: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
„Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd kom i nød og blev sultne?” svarede Jesus. „På den tid da Ebjatar var ypperstepræst, gik David hen til Guds hus, og han og hans mænd spiste af de hellige brød, som ellers kun præsterne har lov til at spise af.”
Så tilføjede han: „Sabbatten blev til for menneskets skyld – mennesket blev ikke til for sabbattens skyld. Altså er Menneskesønnen herre over sabbatten.”