Mens David opholdt sig i Hebron, fik han seks sønner. Den ældste hed Amnon, og hans mor var Ahinoam fra Jizreʼel. Den næstældste hed Kilab, og hans mor var Abigajil, som var enke efter Nabal fra Karmel. Den tredje hed Absalom, og hans mor var Maʼaka, en datter af kong Talmaj af Geshur. Den fjerde hed Adonija, og hans mor var Haggit. Den femte hed Shefatja, og hans mor var Abital. Den sjette hed Jitream, og hans mor var Egla.
Som striden tilspidsedes, fik Abner større og større magt blandt Sauls tilhængere. Han mente derfor, at han kunne tillade sig visse friheder, blandt andet at gå i seng med en af Sauls medhustruer, en pige ved navn Ritzpa, en datter af Ajja. Men da Ishboshet irettesatte ham for det, blev han rasende.
„Hvad regner du mig for?” råbte han. „En omstrejfende hund? Her kommer du og kritiserer mig for et lille sidespring med en kvinde! Er det den tak, jeg får for min trofasthed overfor din far? Er det lønnen for ikke at have udleveret dig til David for længst? Må Gud straffe mig, om jeg ikke gør, hvad jeg kan for at tage kongemagten fra dig og gøre David til konge over både Nordriget og Juda, fra Dan i nord til Beʼersheba i syd, sådan som Herren har lovet ham.”
Ishboshet blev stum af skræk, da han hørte de ord.
Derpå sendte Abner bud til David: „Lad os slutte fred. Så vil jeg hjælpe dig til at blive konge over hele Israel.”
„Godt,” svarede David, „men jeg vil ikke forhandle med dig, medmindre du kommer med min første kone Mikal, Sauls datter.”
Samtidig sendte David følgende besked til Ishboshet: „Giv mig min kone Mikal tilbage! Jeg slog 100 filistre ihjel for at få hende!”
Ishboshet sendte straks sine mænd af sted for at hente Mikal hos Paltiel, søn af Lajish, som hun var blevet gift med i mellemtiden. Manden fulgte grædende efter hende helt til Bahurim. Dér bad Abner ham vende om og gå hjem, og det gjorde han.
I mellemtiden forhandlede Abner med Nordrigets ledere. Han mindede dem om, at de i lang tid havde ønsket David som konge.
„Husk i den forbindelse, hvordan Herren lovede, at David ville redde Israels folk fra filistrene og alle vores andre fjender!” sagde han. „Nu har I chancen for at gøre løftet til virkelighed!”
Abner forhandlede også med lederne af Benjamins stamme, hvorefter han tog til Hebron for at informere David om resultatet af sine forhandlinger. Han havde taget 20 mænd med sig, og David holdt en fest til ære for Abner og hans mænd.
Inden Abner rejste hjem, gav han David følgende løfte: „Så snart jeg kommer hjem, vil jeg kalde alle Nordrigets ledere sammen og få dem til at slutte op om dig, så du kan blive konge over hele riget, sådan som du gerne vil!” Så sendte David ham af sted med ønsket om en god rejse.
Kort efter at Abner var taget af sted, vendte Joab hjem fra et vellykket plyndringstogt sammen med nogle af Davids mænd. Joab fik nu at vide, at Abner netop havde været på et fredeligt besøg hos kongen. Straks løb han ind til kongen og udbrød: „Hvad i alverden har du gjort? Du har jo ladet manden slippe væk, selv om du må have været klar over, at han kom for at udspionere os!”
Derpå sendte Joab, uden at David vidste det, nogle sendebud af sted efter Abner med besked om, at han skulle komme tilbage. Sendebudene indhentede ham ved Siras vandreservoir, og Abner vendte tilbage sammen med dem. Da Abner ankom til Hebron, trak Joab ham til side i byporten under foregivende af, at han ville tale privat med ham, men i stedet trak han sin daggert og myrdede ham som hævn for, at Abner havde dræbt hans bror Asael.
Da David hørte om mordet på Abner, erklærede han: „Jeg sværger ved Herren på, at jeg og min slægt er uskyldige i denne forbrydelse! Joab og hans familie må tage det fulde ansvar for mordet. Må Joabs børn blive ramt af sygdom og ulykke, så de falder i kamp eller bliver invalide eller dør af sygdom eller sult!”
Joab og hans bror Abishaj myrdede altså Abner for at tage hævn over deres bror Asael, som var blevet dræbt af Abner i slaget ved Gibeon.
Derefter befalede David, at Joab og alle hans mænd skulle flænge deres tøj og klæde sig i sæk og aske for at vise deres sorg over Abners død. Kongen ledsagede personligt ligbåren til det sted i Hebron, hvor Abner blev begravet. Mens de stod ved graven, brast David og alle hans mænd i gråd, og David sang følgende sørgesang over Abner:
Ak, Abner, du blev narret i døden.
Man bandt ikke engang dine hænder
eller lagde dine fødder i lænker!
Du blev myrdet af voldsmænd.
Bagefter græd hele folket igen.
David nægtede at tage føde til sig på begravelsesdagen. Alle opfordrede ham til at spise, men David aflagde ed på, at han ville faste indtil solnedgang, en gestus, som folket lagde mærke til og syntes om, og som var med til at øge deres respekt for ham. Det overbeviste både Judas og Nordrigets folk om, at David ikke var skyld i Abners død. Endvidere sagde David til sine mænd: „Mon I forstår, at det er en af Israels store ledere, vi har begravet i dag! Selv om jeg er Guds udvalgte konge, kan jeg intet stille op over for de to gerningsmænd, Zerujas sønner. De er mig for stærke. Må Herren selv straffe dem for deres ondskab!”
Da Ishboshet fik at vide, at Abner var blevet myrdet i Hebron, blev han rystet, og Nordrigets folk blev urolige. Ishboshet overgav derefter kommandoen over Nordrigets hær til de to brødre Baʼana og Rekab, der begge var anførere for kongens udrykningsstyrker. Baʼana og Rekab var sønner af Rimmon, som boede i Beʼerot og var fra Benjamins stamme. Beʼerot var nemlig blevet indlemmet under Benjamin, efter at byens oprindelige indbyggere var flygtet til Gittajim, hvor de bor i landflygtighed den dag i dag.
(Jonatan havde en søn, der hed Mefiboshet. Han var kun fem år gammel, da der kom bud om, at Saul og Jonatan var blevet dræbt i slaget ved Jizreʼel. Mefiboshets plejemor greb ham straks og flygtede, men i skyndingen snublede hun og tabte ham, og han blev lam i benene.)
En dag, hvor det var meget varmt, ankom Baʼana og Rekab til kong Ishboshets hus, mens han lå og sov til middag. Dørvogtersken, som var ved at rense hvede, var også faldet i søvn, så de slap uset forbi hende. De sneg sig ind i kongens soveværelse, slog ham ihjel og huggede hovedet af ham. Så tog de hovedet med sig og vandrede hele natten ned gennem Jordandalen. Da de ankom til Hebron, overbragte de hovedet til David.
„Se her er Ishboshets hoved!” sagde de. „Han var jo søn af Saul, som forsøgte at slå dig ihjel. I dag har Herren givet dig hævn over Saul og hans familie!”
Men David svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, som hidtil har reddet mig fra mine fjender, at jeg vil straffe jer for en sådan udåd. I Ziklag lod jeg den budbringer dræbe, som troede, at jeg ville blive glad for at høre om Sauls død! Det var den belønning, han fik for sit budskab. Hvor meget strengere straf fortjener da ikke sådan et par forbrydere, der har myrdet en uskyldig mand, mens han lå og sov hjemme i sin seng! I må bøde med jeres liv!”
Så befalede David sine mænd at slå Baʼana og Rekab ihjel. Da det var gjort, skar de hænder og fødder af dem og hængte ligene op ved dammen i Hebron. Men Ishboshets hoved begravede de i Abners grav i Hebron.
Herren, Israels Gud, sagde til mig:
„Alt, hvad jeg har sagt til dig, skal du skrive ned i en bog. For der kommer en dag, hvor jeg vil befri mit folk Israel og Juda fra fangenskabet og føre dem hjem til det land, jeg gav deres forfædre i eje.”
Det følgende budskab angår Israel og Juda:
„Hør, hvad Herren siger: Der er nogen, der råber og skriger af skræk. Sig mig, kan mænd føde børn? Hvorfor står de så askegrå i ansigtet og presser hænderne mod lænden som kvinder i fødselsveer? Det bliver en forfærdelig tid. Aldrig har Israels folk oplevet en lignende trængselstid. Men jeg vil bevare mit folk og redde dem til sidst. Til den tid, siger Herren, den Mægtige, vil jeg rive åget af deres skuldre og brække det i stykker. Jeg vil sprænge deres lænker. De skal ikke længere være slaver i et fremmed land. Derefter skal de tjene Herren, deres Gud, og jeg vil give dem en konge som David.
Israel, min tjener, tab ikke modet over det, I skal igennem. Vær ikke nedslået, for engang vil jeg føre jer hjem fra fjerne lande og befri jeres efterkommere fra eksilet. Mit folk vil vende hjem til deres eget land og leve i fred og gode kår, uden at nogen truer dem mere. Jeg er hos jer, og jeg vil redde jer, siger Herren. Jeg vil fuldstændigt ødelægge det folk, jeg spredte jer iblandt, men jeg vil altid bevare en rest af mit eget folk. Jeg er nødt til at straffe jer, men det er en retfærdig straf.
I har fået et gabende sår, mit folk. Ingen er i stand til at forbinde det eller behandle det med medicin. Jeres forbundsfæller har ladt jer i stikken. Jeg har slået hårdt ned på jer, som om jeg var en grusom fjende. Årsagen er jeres mange synder, jeres store skyld. I kan godt holde op med at græde over såret, når ingen kan behandle det. Jeg er nødt til at straffe jer på grund af jeres mange synder og store skyld.
Men når jeg vender jeres skæbne, vil de, som nu mishandler jer, selv blive mishandlet. Alle jeres fjender vil ende som slaver. De, som angreb jer, vil selv blive angrebet, og de, som plyndrede jer, vil selv blive plyndret. Da vil jeg helbrede jeres sår, så I bliver raske igen, siger Herren. Men indtil da vil Jerusalem blive betragtet som en forbandet by, et gudsforladt sted.
Engang vil jeg føre jer ud af fangenskabet og genoprette jeres land. Da skal Jerusalem genopbygges på sine gamle ruiner, og fæstningsværkerne skal restaureres. Der vil lyde glædesråb og jubelsang. Jeg vil igen gøre folket talrigt, og det skal blive en stor og agtet nation. Jeres efterkommere vil opleve en blomstringstid som i gamle dage. Jeg vil genoprette dem som mit folk og straffe alle, som vil undertrykke dem. Jeg vil give jer en leder fra jeres egne rækker. Han skal træde frem for mig, for jeg indbyder ham til at komme ind i min nærhed. Hvem tør træde frem for mig, medmindre jeg har kaldt ham til mig? Da skal I leve som mit folk, og jeg vil være jeres Gud, siger Herren.
Min voldsomme vrede skal bryde løs som en hærgende orkan, der gør det af med de gudløse. Min vrede lægger sig ikke, før den har udført mine planer. Engang i fremtiden vil I kunne forstå det.
Da jeg var hos jer, venner, kunne jeg ikke tale til jer som til åndeligt modne mennesker, ja, man kunne dårligt se, at I var blevet kristne. I var som nyfødte børn i jeres tro på Kristus, så jeg gav jer mælk og ikke fast føde, for det var I slet ikke parate til. Og det er I stadig ikke! Når I er misundelige på hinanden og strides om magten, viser det så ikke, at I endnu er åndeligt umodne og handler ud fra denne verdens tankegang? Er det ikke et udtryk for menneskelig tankegang at sige: „Jeg hører til Paulusʼ parti”, eller: „Jeg hører til Apollosʼ parti”? Hverken Apollos eller jeg ønsker blokdannelser i menigheden. Vi er kun Guds tjenere, og vi er medarbejdere på jeres tro. Hver af os gjorde kun det, Gud havde givet os at gøre: Det var mig, der plantede, og Apollos, der vandede, men det var Gud, der gav væksten. Altså afhænger det mere af Gud, som får det til at gro, end af hvem, der planter og vander. Den, der planter, og den, der vander, arbejder sammen og ikke imod hinanden. De vil hver især få deres løn for det arbejde, de har udført. Vi er Guds medarbejdere, mens I er den mark, han arbejder på.
Man kan også sige, at I er det hus, han er ved at bygge. Ved Guds nåde har jeg som en erfaren bygmester lagt et fundament, og andre har bygget ovenpå. Men vi må alle passe på, hvordan vi bygger. For det er ikke muligt at lægge et andet fundament end det, der allerede er lagt, nemlig Jesus Kristus. En dag vil det blive afsløret, hvordan hver enkelt har bygget oven på det fundament, om de har bygget med guld, sølv og ædelstene, eller med træ, strå og halm. På dommens dag vil nemlig enhvers arbejde blive prøvet i ilden. De, der har bygget sådan, at deres arbejde består ildprøven, vil blive belønnet for det. Men de, hvis arbejde ikke består prøven, vil ingen løn få. Dog vil de selv komme frelst igennem, ligesom et menneske bliver reddet ud af et brændende hus.
Ved I ikke, at I er Guds hus? Guds Ånd bor jo i jer. Hvis nogen prøver at ødelægge Guds hus, vil Gud ødelægge dem, for Gud værner om sin hellige bolig, og I er hans bolig.
Pas på, at I ikke narrer jer selv! I, som mener, at I er kloge i denne verden, må give afkald på jeres egen visdom, før I kan tage imod Guds visdom. Denne verdens visdom er nemlig tåbelig i Guds øjne. Det er, som der står skrevet: „Han fanger de kloge i deres egen snedighed.” Og et andet sted står der: „Herren kender de kloges tanker og ved, at de er uden værdi.” Derfor skal I ikke prale af, hvad bestemte mennesker har udrettet. I har jo adgang til det hele. I har nydt godt af både Paulus, Apollos og Peter. I har kundskab om verden, livet, døden, nutiden og fremtiden – alt ligger for jeres fødder. Men husk at underordne jer Kristus, ligesom Kristus underordnede sig Gud.
Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. „Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.
(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år. I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)
Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der.
„Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!” Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.
I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Mægtige, var med ham.
Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham. Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre. Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon, Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia, Elishama, Eljada og Elifelet.
Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg. Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.
Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?”
Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”
Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Baʼal-Peratzim.
De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.
Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen. David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne. Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”
David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.
Derefter udvalgte David 30.000 af Israels bedste krigere og gik i spidsen for dem til Baʼala i Judas stammeområde for at bringe den mægtige Herres ark hjem – han, der troner mellem keruberne. Arken, der i lang tid havde stået i Abinadabs hus på højen, blev anbragt på en ny oksekærre, som blev styret af Abinadabs to sønner, Uzza og Ahjo. Uzza gik ved siden af arken og Ahjo foran. David og Israels øvrige ledere dansede og sang af alle kræfter til Herrens ære til musik fra lyrer, harper, tamburiner, kastagnetter og bækkener.
Men da de nåede til Nakons tærskeplads, snublede okserne, og Uzza rakte hånden ud for at støtte Guds ark. Da blev Herren vred og straffede Uzza, fordi han ikke viste ærefrygt for Guds ark, som ikke måtte røres, og han døde på stedet. David var oprørt over, at Herren havde straffet Uzza så hårdt. Derfor kaldte han stedet for „Peretz-Uzza”, hvilket det hedder den dag i dag.
Episoden gjorde, at David blev bange for Herren. „Hvordan tør jeg bringe Herrens ark hjem til mig?” sagde han. Derfor ombestemte han sig, og i stedet for at føre Herrens ark ind i Davidsbyen, lod han den indtil videre opbevare hos Obed-Edom fra Gat. Der stod den i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hans familie.
Da David hørte, at Herrens ark havde bragt velsignelse til Obed-Edoms familie og ejendom, arrangerede han et festligt optog for at føre arken op til Davidsbyen. Da de, som bar Herrens ark, havde gået seks skridt, gjorde de holdt, mens der blev ofret en tyr og en fedekalv. David var begejstret og dansede uhæmmet for Herren, iført en hellig vest. Sådan førte David og israelitterne under jubelråb og trompetfanfarer Herrens ark op til Davidsbyen.
Men da processionen nåede ind til Davidsbyen, og Davids kone Mikal, Sauls datter, fra sit vindue så kong David hoppe rundt og danse for Herren, følte hun foragt for ham.
Herrens ark blev anbragt i det telt, som David havde ladet indrette til den. Derefter ofrede han brændofre og fællesskabsofre til Herren, og han velsignede folket i Herren den mægtiges navn. Så gav han hver af de tilstedeværende, både mænd og kvinder, en gave bestående af et brød, en klump dadler og en klump rosiner, og de gik alle hver til sit.
Da David vendte hjem for at velsigne sin familie, kom Mikal ham i møde og udbrød forarget: „Som Israels konge dog tog sig værdigt ud i dag! Hvad skulle det gøre godt for at danse halvnøgen omkring for øjnene af byens kvinder? Sikken tåbelig opførsel!”
David svarede: „Jeg dansede for Herren, som udvalgte mig til konge i stedet for din far og hans slægt, og som gjorde mig til leder for sit folk Israel. Og jeg vil blive ved med at danse til Guds ære, også selvom det er ydmygende, og du foragter mig for det. Men de kvinder, du nævnte, respekterer mig faktisk for at vise min glæde!”
Mikal, Sauls datter, forblev barnløs hele sit liv.
Til den tid vil alle Israels slægter anerkende mig som deres Gud, og de skal være mit folk. De, som ikke blev dræbt af fjendens sværd, vil opleve min nåde i det fremmede. Når de søger min fred, vil jeg komme til dem fra et fjernt land. Israel, jeg elsker dig med en evig og uforanderlig kærlighed. Derfor er jeg trofast over for dig. Du faldne Israels jomfru, jeg rejser dig op, så du kan danse af glæde til tamburinens rytmer. Du skal atter plante vingårde på Samarias bjerge og nyde frugten af dit arbejde.
Engang i fremtiden vil vagterne på Efraims bjerge råbe: ‚Kom, lad os tage op til Zion og tilbede Herren, vores Gud.’ ”
Hør, hvad Herren siger: „Syng af glæde over Israels folk, bryd ud i jubel over den ypperligste blandt nationerne. Lovpris mig og bed mig om at redde Israels rest. Fra landet mod nord og fra jordens fjerneste afkroge samler jeg mit folk og fører dem hjem. Iblandt dem er der blinde og lamme, gravide og fødende kvinder. Det er en stor forsamling, der vender hjem. De beder og græder af glæde, mens jeg fører dem hjem. Jeg bereder vejen for dem, så de ikke snubler, jeg sørger for frisk vand til dem på rejsen. Jeg er som en far for Israel, Efraim er min førstefødte søn.”
Hør Herrens ord, I fremmede nationer, råb det ud i fjerne lande. Herren, som engang adspredte Israel, vil samle sit folk og våge over dem, som en hyrde vogter sin hjord. Han løskøber Israel og redder dem fra nationer, som er stærkere end dem. De skal vende hjem til Zions bjerg, syngende og jublende over Herrens gode gaver: masser af korn, vin, oliven, får og kvæg. Deres land bliver som en frodig have, og deres ulykke er overstået.
Herren siger: „De unge piger vil danse af glæde og mændene slutte sig til dem, både gamle og unge. Jeg vender deres sorg til jubel, jeg trøster dem og giver dem ny livsglæde. Jeg giver præsterne en overflod af ofre, ja, hele mit folk skal mættes med velsignelse.”
Herren talte igen til mig og sagde: „I Rama høres der skrig, jamren og højlydt gråd. Det er Rakel, der græder over sine børn. Hun vil ikke lade sig trøste, for børnene er borte. Men Herren siger: Græd ikke mere, for jeg har hørt dine bønner. De landflygtige vil vende tilbage fra fjendens land. Der er håb for din fremtid, siger Herren, for dine børn skal vende hjem til deres land.
Jeg har hørt, hvordan Efraim stønner: ‚Herre, du straffede mig hårdt, men det var nødvendigt, for jeg var som en ustyrlig kalv. Hvis du vil tage imod mig, vil jeg vende tilbage til dig, for du er Herren, min Gud. Jeg vendte mig bort fra dig, men jeg angrede det bittert og græmmede mig over min dumhed. Jeg blev ydmyget, og nu skammer jeg mig over min ungdoms uforstand.’
Efraim er stadig min kære søn, siger Herren. Jeg var nødt til at straffe ham, men jeg elsker ham stadig og længes efter at vise min barmhjertighed imod ham.
Når du føres bort fra dit land, skal du markere den vej, du følger, så du kan finde hjem igen, du Israels jomfru. Hvor længe vil min egenrådige datter strejfe omkring? Jeg vil skabe noget helt nyt, så Israel vil række ud efter sin Gud.”
Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: „Når jeg fører Judas folk hjem, vil man over hele landet og i byerne igen sige: ‚Herren velsigne dig, du hellige bjerg, hvor retfærdigheden råder.’ Da vil byerne igen blive befolket. Landmændene vil opdyrke jorden og hyrderne passe deres flokke af får, geder og køer. Jeg giver den trætte hvile og den udkørte ny styrke. Da vil man sige: ‚Nu kan jeg sove i fred og vågne udhvilet op.’ ”
Herren siger: „Der kommer en tid, hvor jeg forøger antallet af indbyggere og kvæg i Israel og Juda. Jeg rykkede mit folk op med rode, nedrev deres huse og ødelagde deres land, men til den tid vil jeg plante dem på ny og genopbygge deres land. Man vil ikke længere bruge det gamle ordsprog: ‚Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’ Nej, den som spiser sure druer, må nu selv lide under det. Enhver skal dø for sin egen synd.”
„Engang i fremtiden vil jeg oprette en ny pagt med Israels og Judas folk,” siger Herren. „Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, vil forstå, at jeg er Herren. Jeg vil tilgive dem deres ondskab og slette deres synder fra min hukommelse.”
Herren, den Mægtige, som satte solen til at skinne om dagen og månen og stjernerne til at lyse om natten, og som sætter havet i oprør, så bølgerne bruser, aflægger følgende løfte:
„Så længe verden består, skal også Israels folk bestå. Det er lige så utænkeligt, at jeg skulle forkaste Israels folk på grund af deres synder, som det er, at nogen kan måle universets størrelse eller udforske jordens fundament.”
„Der kommer en dag,” siger Herren, „hvor hele Jerusalem skal genopbygges og give mig ære, fra Hananels tårn i det nordøstlige hjørne til Hjørneporten i nordvest, fra Gareb-højen i sydvest til Goa i sydøst. Da skal hele byen være indviet til mig, endog gravpladsen og askedyngen i dalen udenfor samt markerne ude i Kedrondalen helt til Hesteporten mod øst, og da skal byen aldrig mere ødelægges.”
Altså skal I betragte os som medarbejdere i tjenesten for Kristus, som forvaltere, der har fået indsigt i Guds mysterier. En forvalter skal være trofast og pålidelig i sit arbejde. For mig betyder det kun lidt, om I eller andre mennesker bedømmer min trofasthed i tjenesten. Jeg tør ikke engang stole på min egen bedømmelse i den sag. Skønt jeg ikke er bevidst om, at jeg skulle have gjort noget forkert, så er det i sig selv ikke noget bevis på, at jeg ikke har gjort det. Det tilkommer Herren alene at bedømme mig. Lad derfor være med at drage forhastede slutninger og dømme folk før tiden. Dommen kommer, når Herren kommer! Han vil bringe alt det frem i lyset, der har været skjult i mørket, og han vil åbenbare alle de skjulte motiver, der har været i menneskers hjerter. Da vil Gud give hver enkelt den ros, de fortjener.
Både Apollos og jeg har valgt at følge de principper, jeg lige har omtalt, for at vi kan være et eksempel for jer, og for at I kan lære at leve efter de skriftsteder, jeg har citeret ovenfor. I må lære ikke at fremhæve én person over en anden. Hvem har indsigt til at bedømme dig og din indsats? Er det ikke Gud, der har givet dig nåde til at udrette det, som er lykkedes for dig? Vil du tage æren for det, som Gud i sin nåde har givet dig?
I har jo overflod på alle måder! I er rige, som jeg ved ikke hvad! Helt uden vores hjælp er I allerede blevet fyrster! Ja, gid I var fyrster, for så kunne vi da regere sammen. Faktisk synes jeg, at Gud har sat os apostle bagerst i rækken som dødsdømte fanger, der i slutningen af sejrherrens triumftog vises frem for både engle og mennesker. Vi anses for tåber, fordi vi tjener Kristus, men I er vise og forstandige. Vi er de svage, men I er de stærke! I bliver æret og set op til, men vi bliver ringeagtet og overset. Vi vandrer fra sted til sted, og vi oplever sult, tørst og kulde. Vi er hjemløse og mishandlede. Vi slider og slæber for at opretholde livet. Når vi bliver hånet, svarer vi ved at velsigne. Når vi bliver forfulgt, finder vi os i det. Når man taler ondt om os, svarer vi venligt. Altid bliver vi behandlet som det skidt, man træder på, som udskud i alles øjne.
Jeg skriver ikke det her til jer for at give jer dårlig samvittighed, men for at vejlede jer som mine elskede børn. Der er masser af mennesker, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal gøre, men I har ikke mange åndelige fædre. I og med at I tog imod det glædelige budskab om Jesus, som jeg bragte jer, blev jeg jeres åndelige far. Derfor beder jeg jer om at lytte til mig og gøre som jeg.
Det er også derfor, jeg har sendt Timoteus til jer med det her brev. Han er en af dem, jeg har vundet for Kristus, og som jeg holder meget af. Han er en trofast Herrens tjener, og han kan undervise jer på samme måde, som jeg gør i de forskellige menigheder.
Da jeg ikke kunne komme til jer, blev nogle af jer vældig store i munden. Men jeg kommer snart, om Herren vil, og så vil jeg gerne kunne se Guds kraft i funktion hos jer frem for de mange store ord. Guds rige består jo ikke i ord, men i kraft. Hvad vil I helst? Skal jeg svinge pisken eller komme med den blide kærlighed?
David var nu flyttet ind i sit kongelige palads, og Herren havde skaffet fred i landet, så israelitterne ikke længere lå i konstant krig med nabofolkene. En dag sagde David til profeten Natan: „Her sidder jeg i mit smukke palads af cedertræ – men Guds ark står stadig i et telt!”
„Gør du bare, hvad du har på hjerte,” svarede Natan, „for Herren er med dig.”
Men samme nat sagde Herren til Natan: „Sig til min tjener David, at han ikke skal bygge et hus til mig! Jeg har endnu aldrig haft et hus at bo i. Min bolig har været et telt lige siden den dag, jeg førte israelitterne ud af Egypten, og jeg er flyttet med dem fra sted til sted. Har jeg nogen sinde beklaget mig over det til de ledere, jeg indsatte som hyrder for mit folk, Israel? Har jeg bedt nogen af dem om at bygge mig et fornemt hus af cedertræ? Derfor skal du give David følgende besked fra den mægtige Herre: ‚Jeg hentede dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og satte dig til at være leder for mit folk. Overalt hvor du kom frem, var jeg med dig og tilintetgjorde dine fjender. Jeg vil gøre dig lige så berømt som de kendteste mænd i verden. Jeg har givet mit folk et sted at slå sig ned og bo uden frygt og uden at blive mishandlet af deres fjender, sådan som det skete før i tiden, dengang jeg indsatte dommere til at lede mit folk. Jeg har skaffet dig fred for alle dine fjender. Hør nu efter, hvad jeg siger: I stedet for at du bygger mig et hus, vil jeg „bygge” dig et kongehus. Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt. Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt. Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Når han forsynder sig overfor mig, vil jeg sende andre folkeslag imod ham for at straffe ham, men jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med Saul for at overdrage magten til dig. Der vil altid stå en konge fra din slægt for mit ansigt. Ja, din slægts herredømme vil vare til evig tid.’ ”
Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Herren havde sagt. David gik da hen til det telt, hvor arken stod, og han satte sig i Herrens nærhed og bad: „Min Herre og min Gud, du har allerede gjort så meget for mig. Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Åh, min Gud, måtte mennesker dog forstå, hvad det her betyder. Hvad mere kan jeg sige? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig. Du har gjort dette for at stadfæste dit ord, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for din tjener. Herre, du er uendelig stor – der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt. Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag og deres guder bort foran dig. Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud.
Min Herre og Gud, gid det løfte, du har givet mig og min slægt, må stå fast for evigt. Må dets opfyldelse bringe dig evig ære, så folk erkender, at Israels Gud er den mægtige Gud. Må din tjener Davids slægt altid tjene dig. Mægtige Herre, Israels Gud, du har sagt, at du vil bygge mig et kongehus. Det er derfor, jeg drister mig til at komme med følgende bøn til dig. Min Herre og min Gud, dine ord kan man altid regne med, og du har givet mig gode løfter for fremtiden. Velsign min slægt, så den altid må bestå for dit ansigt. Min Herre og min Gud, det er dit løfte, og når du velsigner min slægt, vil den altid være velsignet!”
David besejrede efterhånden filistrene fuldstændigt og undertvang dem ved at indtage deres hovedstad. Han besejrede også moabitterne. Han lod dem lægge sig ned i en lang række ved siden af hinanden, hvorefter han afmålte dem med en målesnor: To snorlængder blev slået ihjel, en snorlængde fik lov at leve. De overlevende blev Davids skattepligtige undersåtter.
Kong Hadadezer af Zoba, Rehobs søn, forsøgte at generobre sit gamle territorium syd for Eufratfloden, men David besejrede ham. Ved den lejlighed erobrede David 1000 stridsvogne og tog 7000 ryttere og 20.000 fodfolk til fange. Han skar haserne over på de fleste af hestene, så der kun var nok tilbage til at trække 100 stridsvogne. Da aramæerne rykkede ud fra Damaskus for at hjælpe Hadadezer, huggede David 22.000 af dem ned. I Damaskusområdet udstationerede han flere garnisoner og indlemmede aramæerne blandt sine skattepligtige undersåtter. Herren gav David sejr over alle hans fjender. David beslaglagde alle de guldskjolde, som kong Hadadezers officerer havde brugt, og førte dem til Jerusalem sammen med en stor ladning kobber fra byerne Teba og Berotaj.
Da kong Toi af Hamat hørte om Davids triumf over Hadadezers hær, sendte han sin søn Joram af sted for at lykønske ham. Hadadezer og Toi var nemlig ærkefjender. Joram forærede David mange gaver af sølv, guld og bronze, og David indviede dem til Herren sammen med det guld og sølv, han havde taget i krigsbytte fra edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene, amalekitterne og kong Hadadezers hær.
Således voksede Davids ry ude omkring. På hjemvejen fra kampene mod nord tilintetgjorde han 18.000 edomitter i Saltdalen, hvorefter han etablerede en række garnisoner i Edom, så edomitterne kom under Davids herredømme. Således gav Herren David sejr, hvor som helst han kom frem.
David var en retfærdig konge i Israel, og han gav alle en fair behandling. Joab var øverstbefalende for hæren; Joshafat, Ahiluds søn, var kongens øverste embedsmand med ansvar for arkiverne; Zadok, Ahitubs søn, og Ahimelek, Ebjatars søn, var de ledende præster; Seraja var statssekretær; Benaja, Jojadas søn, var chef for livgarden; og Davids egne sønner havde ledende stillinger ved hoffet.
Herren gav mig et nyt budskab om det fremtidige håb i kong Zidkija af Judas tiende regeringsår, der var Nebukadnezars attende regeringsår. Den babyloniske hær var i færd med at belejre Jerusalem, og jeg var under husarrest i den kongelige gardes boligkompleks. Kong Zidkija havde nemlig sat mig i forvaring, fordi jeg havde givet kongen følgende besked fra Herren: „Hør hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han skal indtage den. Det vil ikke lykkes dig at undslippe, men du vil blive ført frem for kongen, som vil tage dig med til Babylon. Og der må du blive og udstå den straf, jeg har afmålt for dig. Hvis I kæmper mod babylonierne, vil det ikke gå jer godt.”
Først sagde Herren til mig: „Din fætter Hanamel, Shallums søn, er på vej for at bede dig om at købe den jord, han ejer i Anatot. Han vil gøre dig opmærksom på, at du har forkøbsret til jorden, fordi du er hans nærmeste slægtning.”
Det skete, som Herren havde sagt. Kort efter kom Hanamel og besøgte mig i den indre gård, hvor jeg sad i forvaring. „Køb min mark i Anatot i Benjamins land,” bad han. „Du har forkøbsret til den, fordi du er min nærmeste slægtning.” Da forstod jeg, at det var Herrens vilje, at jeg skulle købe den.
Derpå købte jeg marken for 200 gram sølv, hvorefter jeg underskrev og forseglede skødet og afvejede sølvet i vidners nærværelse. Derpå tog jeg det forseglede dokument med dets betingelser og klausuler tillige med den uforseglede kopi, hvorefter jeg i Hanamels, vidnernes og de øvrige tilstedeværende judæeres påsyn overrakte dokumentet til Baruk, Nerijas søn, Mahsejas sønnesøn, idet jeg sagde:
„Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: Tag dette forseglede dokument og kopien og læg dem i en lerkrukke, så de kan bevares for eftertiden. Herren, Israels Gud, lover jer, at engang i fremtiden skal Judas folk igen eje jord i deres eget land, og de skal købe og sælge huse, vingårde og marker.”
Da jeg havde overrakt skøderne til Baruk, bad jeg følgende bøn:
„Min Herre og Gud! I din almagt skabte du himlen og jorden, intet er for vanskeligt for dig. Du lader menneskers synder få konsekvenser for deres børn, men din trofasthed og barmhjertighed varer i 1000 generationer. Du er virkelig Gud Herren, den Mægtige. Du besidder al visdom og gør store undere. Du ser alt, hvad mennesker foretager sig, og du lønner enhver efter, hvordan de lever og handler. Du gjorde utrolige ting i Egyptens land, som stadig huskes den dag i dag. Og du fortsatte med at gøre mirakler i Israel og i landene omkring os, så dit ry i dag er stort blandt folkeslagene.
Med mægtige undere, med kraft og frygtindgydende styrke, førte du dit folk Israel ud af Egypten, og du gav dem det land, du for længe siden lovede deres forfædre, et land der ‚flyder med mælk og honning’. Vores forfædre erobrede landet og bosatte sig der, men de nægtede at følge dig og adlyde dine love. De har praktisk talt ikke adlydt dig på et eneste punkt. Det er derfor, du har sendt denne frygtelige katastrofe over dem. Den babyloniske hær har allerede kastet volde op omkring bymuren. Snart vil det lykkes dem at erobre byen ved hjælp af hungersnød, epidemier og militær magt. Det er gået nøjagtig, som du advarede os om. Hvorfor har du så opfordret mig til i vidners nærværelse at købe denne mark og betale godt for den, når vi snart bliver løbet over ende af den babyloniske hær?”
Da svarede Herren: „Jeg er Herren, Gud over alle jordens folkeslag. Er noget for vanskeligt for mig? Ja, jeg vil udlevere denne by til kong Nebukadnezar og hans hær, og de vil erobre den. De vil trænge ind i byen og sætte ild til den, så husene brænder ned til grunden. For det var her på husenes tagterrasser, at mit folk gjorde mig vred ved at brænde røgelse for Baʼal og udgyde drikofre til fremmede guder. Israel og Juda har gjort oprør imod mig fra begyndelsen af. De krænker mig ustandselig med deres onde handlinger. Fra det tidspunkt denne by blev bygget og indtil nu, har dens indbyggere konstant gjort mig vred. Derfor har jeg besluttet at udslette byen.
Israels og Judas synder har gjort mig vred. Kongerne, embedsmændene, præsterne og profeterne, ja, hele folket har gjort oprør imod mig. De vendte mig ryggen i stedet for at søge min hjælp. Dag efter dag, år efter år, forsøgte jeg at lære dem at handle ret, men de ville ikke høre på mig. De har endda forurenet mit tempel ved at dyrke deres ækle afguder i helligdommen. De har bygget altre for Baʼal i Hinnoms dal og bragt deres egne børn som brændofre til afguden Molok, en afskyelig handling, jeg aldrig kunne drømme om at forlange. Med deres utrolige ondskab har de nedkaldt straffen over Judas folk.”
Derfor siger Herren, Israels Gud: „Det er rigtigt, at denne by skal falde i den babyloniske konges hænder. Han vil erobre den ved hjælp af hungersnød, epidemier og militær magt. Jeg vil straffe Judas folk ved at sprede dem til mange lande, men engang vil jeg føre dem tilbage til denne by, hvor de så skal få lov til at leve i fred og sikkerhed. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Jeg gør dem til ét folk, hvis mål er at tilbede mig alene. Da vil det gå dem godt, både dem og deres børn.
Jeg vil forny pagten med dem, og jeg lover altid at gøre godt imod dem. Jeg vil give dem en sådan respekt for mig, at de aldrig mere vil vende sig fra mig. Jeg vil glæde mig over at kunne vise dem min godhed. I trofasthed og hengivenhed vil jeg plante dem igen, så de kan slå rod i landet. Lige så sikkert som jeg har opfyldt mine domsprofetier på dem ved at sende ulykke og rædsel over dem, lige så sikkert vil jeg opfylde mine løfter om at vise dem godhed.
I siger med rette, at landet vil ligge øde hen, når det bliver erobret af babylonierne. Hverken mennesker eller dyr skal bo der. Men jeg lover jer, at engang skal man igen købe og sælge marker som før. Man skal underskrive og forsegle skøder i vidners nærværelse, både her omkring Jerusalem, i Benjamins land, i Judas byer, i det centrale højland, i Negev i syd og på bakkeskråningerne mod vest. For jeg vil give mit folk deres land tilbage,” siger Herren.
Hvor utroligt det end lyder, så har jeg hørt, at der er seksuel synd iblandt jer, og det af en så alvorlig karakter, at man ikke engang finder mage til blandt de gudløse, nemlig at en mand i jeres menighed lever sammen med sin stedmor. Og I slår det bare hen! I skulle hellere med skam og bedrøvelse udelukke den mand af jeres fællesskab. Selvom jeg befinder mig langt borte, følger jeg i min ånd levende med i, hvad der sker hos jer, og jeg har afsagt dommen over den skyldige. I bør samles i Herren Jesu navn – og jeg vil være med jer i tankerne – og ud fra den autoritet, som Jesus, vores Herre, har givet os, skal I overgive denne mand til Satan, så han bliver angrebet på sin krop. Måske kan det få ham til at vende sig fra sin synd, og dermed kan hans ånd blive reddet på dommens dag.
Her har I ikke noget at være stolte af. Ved I ikke, at en smule surdej kan gennemsyre hele dejen? Fjern den gamle surdej, så I kan være ligesom en ny dej, der ikke indeholder nogen urenheder. Kristus blev jo ofret som vores påskelam. Så lad os fejre påske med usyrnet brød – med sandhed og renhed – og ikke med gammel surdej – ondskab og moralsk forfald.
I mit tidligere brev skrev jeg, at I ikke måtte have noget at gøre med dem, der lever i seksuel synd. Jeg mente naturligvis ikke de mennesker, der ikke er kristne, og som lever et liv kendetegnet af seksuel synd, griskhed, tyverier og afgudsdyrkelse, for så måtte I jo forlade denne verden. Hvad jeg mente, var, at I ikke skal have fællesskab med nogen, der påstår, at de er kristne, men hvis liv er kendetegnet af seksuel synd, griskhed, afgudsdyrkelse, hån, druk eller tyverier. I skal tage afstand fra sådanne mennesker. Er det måske vores opgave at dømme de mennesker, der ikke følger Kristus? Nej, men det er jeres opgave at dømme dem, som hører til i jeres menighed. Dem, der er udenfor, må Gud dømme, men I skal fjerne det onde fra jeres midte!
En dag kom David til at tænke på, om der mon stadig var nogle tilbage af Sauls efterkommere, som han kunne vise godhed mod, sådan som han havde lovet Jonatan. Der var en mand ved navn Ziba, der engang havde været en af Sauls betroede tjenere. Ham sendte David bud efter.
„Er du Ziba?” spurgte han.
„Ja,” svarede manden.
Kongen fortsatte: „Er der ikke nogen tilbage af Sauls efterkommere, som jeg kan vise godhed og derved indfri et løfte, jeg har givet for Guds ansigt?”
„Jo, det er der,” svarede Ziba, „der er en søn af Jonatan, men han er lam i benene.”
„Hvor bor han?” spurgte kongen.
„Han bor i Lodebar hos Makir, Ammiels søn.”
Så sendte kong David bud efter Mefiboshet, Jonatans søn, Sauls barnebarn. Mefiboshet frygtede det værste, og da han kom ind til David, bøjede han sig underdanigt for kongen. Men David sagde beroligende:
„Vær ikke bange! Jeg vil behandle dig godt på grund af din far Jonatan. Du skal få al Sauls ejendom tilbage og bo her i paladset!”
Da bøjede Mefiboshet sig endnu en gang for kongen og udbrød: „Skulle kongen virkelig vise en sådan godhed imod en død hund som mig?”
Kongen tilkaldte nu Sauls tjener, Ziba. „Jeg har givet din herres barnebarn familiens ejendom tilbage,” forklarede han. „Det bliver din opgave at bestyre ejendommen og sørge for, at dine sønner og tjenere opdyrker jorden, så den giver udbytte og føde til hans familie. Men Mefiboshet skal fremover bo her i paladset.”
Ziba, der havde 15 sønner og 20 tjenere, svarede: „Jeg skal sørge for at efterkomme kongens ønske.” Og fra da af spiste Mefiboshet regelmæssigt sammen med kong David, og han blev behandlet som Davids egne sønner. Mefiboshet havde selv en lille søn, der hed Mika.
Zibas husstand kom altså til at bestyre Mefiboshets ejendom, mens Mefiboshet, der jo var lam i benene, flyttede til Jerusalem og tog ophold i kongens palads.
Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.
„Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.
Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”
Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere den ene side af deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.
Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede de 20.000 aramæiske lejesoldater fra områderne ved Rehob og Zoba, 1000 mand fra kongen af Maʼaka og 12.000 mand fra Tob. Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens mændene fra Zoba, Rehob, Tob og Maʼaka tog opstilling på den åbne slette. Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig selv og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.
„Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”
Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.
Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig mod israelitterne, søgte de forstærkning. Kong Hadadezer fik samlet en hær af aramæere fra den anden side af Eufratfloden, og de ankom til Helam, anført af Shobak, kong Hadadezers hærfører.
Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden til Helam, hvor de blev angrebet af aramæerne. Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 700 aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærføreren Shobak. Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med israelitterne og blev underlagt Israels herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.
Mens jeg stadig var i husarrest under opsyn af den kongelige garde, gav Herren mig følgende budskab:
„Jeg er Herren, som skabte jorden og står bag det hele. Kald på mig, mit folk, så vil jeg svare jer og fortælle jer store og utrolige ting, som I ikke før har kendt til. I har revet nogle af byens huse og en del af kongepaladset ned for at få sten til at forstærke bymuren imod fjendens angreb, men når I kommer i kamp med babylonierne, vil alle husene blive fyldt med døde kroppe, for i min vrede har jeg besluttet at slå hårdt ned på mit folk. Jeg har vendt ryggen til jer på grund af jeres ondskab.
Men engang i fremtiden vil jeg helbrede Jerusalems sår, og mit folk skal igen opleve fremgang og tryghed. Jeg vender Judas og Israels skæbne og genopbygger deres byer som før. Jeg renser dem fra deres synd og tilgiver deres ondskab og oprør imod mig. Da vil denne by bringe mig ære og glæde for øjnene af alle verdens folkeslag. Og når de hører om alt det gode, jeg gør for mit folk, al den fremgang jeg lader dem opleve, vil de skælve af ærefrygt for mig.”
Herren erklærer: „I har ret i, at jeres land skal blive en ødemark, hvor der hverken lever mennesker eller dyr. Jerusalems gader skal blive folketomme, men engang skal landet live op igen. Der skal blive glæde og latter. Brudeparrenes glade stemmer skal atter høres, og der skal igen stige lovsang op fra dem, der bringer lovprisningsofre i Herrens hus. ‚Lovet være Herren, den Mægtige,’ vil de synge, ‚for han er god, og hans trofasthed varer til evig tid.’ Ja, siger Herren, jeg vil give landet fremgang og gode kår som før. Selv om landet bliver raseret, så der hverken er mennesker eller dyr tilbage, vil der igen komme hyrder, som fører deres hjord på græs. De vil med glæde tælle deres får og geder, når de kommer hjem til folden. Det vil komme til at ske i det centrale højland, på bakkeskråningerne mod vest, i det sydlige Negev, i Benjamins land, i området omkring Jerusalem og i alle Judas byer. Ja, siger Herren, der kommer en dag hvor jeg vil opfylde mit løfte til Israel og Judas folk.
Engang i fremtiden vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’. Da vil Judas folk blive reddet og Jerusalem være i sikkerhed. Fra da af vil der aldrig mangle en arving til Davids trone i Israel, og der vil aldrig mangle præster til at bringe brændofre, afgrødeofre og andre ofre til Herren.”
Derefter fik jeg følgende budskab fra Herren:
„Lige så lidt, som I kan bryde naturens love, så dag og nat ikke kommer til de fastsatte tider, lige så lidt kan jeg bryde min pagt med min tjener David, så der ikke findes en arving til hans trone. Det samme gælder min pagt med de præster, der tjener mig. Davids og præsternes efterkommere vil blive talrige som stjernerne og strandens sandkorn, der ikke kan tælles.”
Derefter sagde Herren til mig: „Har du hørt, hvad andre folk siger om mit folk? De siger: ‚Herren har forkastet både Israel og Juda, som han i sin tid udvalgte.’ Man foragter mit folk og siger, at deres dage som et folk er talte. Men hertil svarer jeg: Jeg vil ikke forkaste mit folk eller min tjener David, lige så lidt som jeg bryder de love, jeg har givet for dag og nat eller for himmel og jord. Jeg bryder aldrig mit løfte om, at en søn af David en dag skal regere over Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere, for jeg vil vende mit folks skæbne og forbarme mig over dem.”
Hvis en af jer har et mellemværende med en anden fra menigheden, bør I løse sagen ved at bringe den til menighedens ledelse i stedet for at gå til en verdslig domstol. Ved I ikke, at de kristne en dag skal dømme verden? Når I skal dømme verden, skulle I så ikke kunne klare sådanne småsager? En dag skal vi jo dømme englene. Skulle vi så ikke kunne klare almindelige hverdagsproblemer? Når der opstår interne stridigheder blandt menighedens medlemmer, vil I så som dommere bruge folk, som menigheden ikke har tillid til? Det er for dårligt. Er der ikke en eneste iblandt jer, som har tilstrækkelig visdom til at dømme i den slags sager? Skal den ene kristne virkelig sagsøge den anden og endda have sagen afgjort af ikke-kristne dommere? Det er faktisk en falliterklæring, at kristne overhovedet fører retssager imod hinanden. Hvorfor ikke hellere lide uret og blive snydt? Tænk, at nogle af jer ligefrem bedrager jeres medkristne og gør dem uret!
Ved I ikke, at de, der lever i oprør mod Gud, ikke får del i Guds rige? Pas på, at I ikke bedrager jer selv! Mennesker, der lever i seksuel synd, utroskab eller afgudsdyrkelse, vil ikke få del i Guds rige. Det samme gælder mænd, som praktiserer homoseksualitet, og det gælder tyveknægte, griske mennesker, drankere, svindlere og dem, der nedgør andre. Den form for levevis har nogle af jer haft, men nu er I blevet renset fra jeres synder. I er frikendte på grund af det, som Herren Jesus Kristus og Guds Ånd har gjort for jer, og I er nu indviet til at tjene Gud.
„Alt er tilladt,” siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt for mig, men jeg skal ikke lade noget få kontrollen over mig. „Maden er skabt til maven, og maven er skabt til maden,” siger nogle. Ja, men der er evighedsværdier, som er vigtigere end fysisk tilfredsstillelse. Vi har ikke fået en krop for at bruge den til seksuel synd, men for at bruge den til ære for Kristus og lade ham være herre over den. Ligesom Gud oprejste Jesus fra de døde, vil han også oprejse os ved sin kraft.
Ved I ikke, at I hver for sig er dele på Kristi legeme? Kan man tage en del af Kristi legeme og bruge det til prostitution? Aldrig! Ved I ikke, at den mand, der giver sig hen til en prostitueret, gør sig til ét med hende? „De to skal blive ét,” hedder det jo. Men den, der giver sig hen til Herren, bliver åndeligt forenet med ham. I må afholde jer fra seksuel umoral.
I påstår, at synd ikke har noget med kroppen at gøre. Det passer ikke, for den, der går i seng med en prostitueret, synder netop mod sin egen krop. Ved I ikke, at Helligånden, som I har fået fra Gud, bor i jeres krop? Ved I ikke, at I ikke længere tilhører jer selv? Gud har ikke alene løskøbt jer, men også betalt en meget høj pris. Brug derfor jeres krop til ære for ham, som I tilhører.
Næste forår omkring den tid, hvor kongerne sædvanligvis drager i krig, sendte David Joab og Israels hær af sted til kamp. De besejrede den ammonitiske hær og belejrede Rabba. Men David selv blev hjemme i Jerusalem.
En dag ved aftenstid, efter at David havde rejst sig fra sit eftermiddagshvil, spadserede han rundt på paladsets flade tag. Derfra fik han øje på en kvinde, der var i færd med at tage bad. Hun var usædvanlig smuk. Han forhørte sig om, hvem hun var, og fik at vide, at hun hed Batsheba og var en datter af Eliam. Hun var gift med hittitten Urias. David sendte bud efter hende, og det endte med, at han gik i seng med hende. (Hun var netop færdig med det ugelange renselsesritual efter sin menstruation.) Bagefter gik hun hjem. Da Batsheba senere opdagede, at hun var gravid, gav hun David besked om det.
David sendte nu bud til Joab og bad ham om at sende hittitten Urias hjem til Jerusalem. Da Urias havde meldt sin ankomst i paladset, kaldte David ham ind og spurgte, hvordan det gik med Joab og hæren, og hvordan det gik med krigen. Derefter bad han ham om at gå hjem og få sig et velfortjent hvil. Så gik Urias sin vej, og kongen sørgede for at sende en gave hjem til ham. Men Urias gik ikke hjem. I stedet overnattede han i paladsets portrum sammen med andre af kongens folk.
Da David næste dag fik at vide, at Urias ikke var taget hjem, kaldte han ham til sig og spurgte: „Hvorfor gik du ikke hjem til din kone i går aftes? Du har jo været væk hjemmefra meget længe!”
Urias svarede: „Alle andre må nøjes med at sove i telt eller på den bare jord, både Joab og hærens officerer, Herrens ark, og alle Israels og Judas krigere. Skulle jeg så tage hjem til mit komfortable hus for at spise og drikke og sove hos min kone? Jeg sværger på, at sådan ville jeg aldrig opføre mig.”
„Godt,” sagde David. „Men bliv nu her i byen en dag mere. I morgen kan du tage tilbage til hæren.” Det accepterede Urias, og senere på dagen inviterede David ham til middag, hvor han sørgede for, at han blev beruset. Men også den nat overnattede Urias i portrummet i stedet for at gå hjem.
Næste morgen skrev David et brev, som han bad Urias aflevere til Joab. I brevet blev Joab beordret til at placere Urias helt fremme i fronten, på den mest udsatte post. På et passende tidspunkt skulle Joab så trække hovedstyrken tilbage, så Urias blev ladt i stikken og dræbt. Joab placerede derfor Urias i frontlinjen op mod bymuren, hvor han vidste, at fjendens bedste krigere befandt sig, og Urias faldt på sin post sammen med adskillige andre israelitiske soldater.
I sin næste rapport til David gjorde Joab rede for slagets gang, og til sendebudet, som skulle overbringe den, sagde han: „Det kan godt være, at kongen bliver vred og spørger: ‚Hvorfor i alverden kom I så tæt på bymuren? Vidste I ikke, at I der ville blive skudt fra muren? Har I glemt Abimelek, der i sin tid blev dræbt ved Tebetz, fordi en kvinde smed en møllesten ned fra muren?’ Hvis kongen siger noget i den retning, skal du sige: ‚Urias blev også dræbt!’ ”
Så kom sendebudet til Jerusalem, hvor han aflagde rapport for David. „Fjenden gjorde et udfald imod os,” forklarede han, „og det lykkedes os at tvinge dem tilbage til byporten. Men mændene på muren sendte en regn af pile ned over os, så flere af vores folk blev dræbt. Også Urias mistede livet!”
„Sig til Joab, at han ikke skal tage det så tungt,” svarede David. „Soldater falder nu engang i krig. Sig til ham, at han ikke må opgive angrebet, før byen er indtaget.”
Da Batsheba fik at vide, at hendes mand var død, sørgede hun over ham i adskillige dage. Da sørgetiden var omme, sendte David bud efter hende og giftede sig med hende. Og inden længe fødte hun en søn.
Men Herren blev vred over Davids onde handlemåde.
Herren sendte så profeten Natan til David, og Natan fortalte ham følgende historie: „Der var to mænd, som boede i samme by. Den ene var rig og havde masser af køer, får og geder. Den anden var fattig. Han ejede kun et eneste lille lam, som det var lykkedes ham at købe. Han elskede det lam, som han elskede sine børn. Han lod det spise af sin egen tallerken, drikke af sit eget krus, og han sad med det på skødet, som var det hans egen datter.
En dag fik den rige mand besøg, men han nænnede ikke at slagte et af sine egne dyr for at beværte gæsten. I stedet tog han den fattige mands lam, slagtede det og serverede det for sin gæst.”
Det blev David rasende over at høre: „Jeg sværger ved den levende Gud, at den mand, som har gjort det, skal betale fire lam i erstatning. Ja, sådan en hjerteløs person fortjener at dø!”
„Det er dig, der er den rige mand!” sagde Natan. „Hør, hvad Herren, Israels Gud, siger til dig: ‚Jeg udvalgte dig til at blive Israels konge og reddede dig fra Sauls angreb. Jeg gav dig hans rige og hans koner og gjorde dig til konge over både Nordriget og Juda, og hvis det var for lidt for dig, havde jeg gerne givet dig meget, meget mere. Hvorfor gør du oprør imod, hvad jeg har sagt, og handler så ondt? Du har stjålet Uriasʼ kone, og du har fået ham dræbt for at dække over din synd. Du har vist foragt for mig ved din skændige opførsel, og derfor vil der blive splid i din egen familie. Hør efter, hvad jeg nu siger: En af dine nærmeste vil gøre oprør imod dig. Han vil tage dine koner for øjnene af dig og forlyste sig med dem ved højlys dag. Du handlede i det skjulte. Men det her vil ske ved højlys dag og for øjnene af hele Israels folk!’ ”
Da gik David til bekendelse: „Jeg har syndet imod Herren!”
Natan svarede: „Så har Herren også tilgivet dig, og du skal slippe for at dø for din synd! Men det nyfødte barn, som er resultatet af din synd, skal dø, for du har bragt skam over Herrens navn.” Derefter gik Natan hjem.
Kort efter ramte Herren det barn, som Batsheba havde født, med sygdom. Da gik David i forbøn for barnet. Han nægtede at spise på grund af sorg, og selv om natten blev han liggende udstrakt på gulvet i bøn. Hans rådgivere forsøgte forgæves at få ham til at rejse sig og tage føde til sig. På den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere turde ikke fortælle ham den sørgelige nyhed, for de tænkte: „Han var helt knust før! Hvis vi nu kommer og fortæller ham, at drengen er død, kunne han gå helt amok!”
Da David så dem stå og hviske sammen, gik sandheden op for ham.
„Er drengen død?” spurgte han.
„Ja, han er,” svarede de.
Så rejste David sig op fra gulvet, gik i bad, gned sig med en vellugtende olie og tog rent tøj på. Derefter gik han hen til Herrens telt for at tilbede, hvorefter han vendte tilbage til paladset og bad om at få noget mad sat frem. Hans tjenere var forbløffede over hans reaktion.
„Forstår man nu det?” udbrød de. „Mens drengen endnu var i live, græd du og nægtede at spise, men så snart han er død, holder du op med at sørge og begynder at spise igen!”
David svarede: „Jeg fastede og græd, så længe drengen var i live, for jeg tænkte, at Herren måske ville vise mig nåde og lade ham leve. Men nu, hvor han er død, er der ingen grund til at faste mere. Kan jeg måske bringe ham tilbage til livet? Jeg kan følge ham i døden, men han kan ikke komme tilbage til mig!”
David trøstede sin kone Batsheba, så godt han kunne, og hun blev igen gravid og fødte endnu en søn, som hun gav navnet Salomon. Herren elskede den dreng, og gennem profeten Natan sendte han bud om, at drengen skulle kaldes „Herrens elskede”.
I mellemtiden var det lykkedes Joab og Israels hær at indtage ammonitternes hovedstad Rabba, og Joab sendte følgende sejrsbudskab hjem til David: „Vi er gået ind i Rabba og kontrollerer byens vandforsyning. Før nu resten af hæren hertil, så du selv kan sætte kronen på værket og få æren for sejren i stedet for mig.”
Så førte David resten af hæren til Rabba og fuldførte indtagelsen af byen. Han fjernede kronen fra ammonitterkongens hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld, og der var en stor ædelsten på den. Desuden tog han et stort krigsbytte. Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte nogle af dem til at arbejde med save, hakker og økser, mens andre kom til at arbejde i teglværkerne. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land. Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.
Dengang kong Nebukadnezar af Babylon ankom med den mægtige hær, han havde samlet fra de erobrede lande, og belejrede både Jerusalem og de øvrige byer i Judas land, gav Herren mig følgende budskab:
„Gå hen til kong Zidkija med denne besked: Hør, hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han vil brænde den ned til grunden. Det vil ikke lykkes dig at undslippe. Du bliver taget til fange og ført frem for kongen, og han vil dømme dig til eksil i Babylon. Men hør nu kong Zidkija af Juda: Herren lover dig, at du ikke skal dø i krigen. Når du engang dør en naturlig død blandt dit eget folk i eksilet, vil de brænde røgelse for at ære dit minde på samme måde, som man gjorde for de konger, der gik forud for dig. Man vil sørge over dig og sige: ‚Ak, vores konge er død.’ Det er et løfte, siger Herren.”
Den besked overbragte jeg så til kong Zidkija, mens babylonierne belejrede Jerusalem, Lakish og Azeka, de eneste befæstede byer i Juda, der endnu var tilbage.
Herren gav mig et nyt budskab i forbindelse med, at kong Zidkija havde lavet en aftale med Jerusalems indbyggere om at frigive alle slaver i byen. Aftalen var, at alle skulle frigive både deres mandlige og kvindelige slaver med den begrundelse, at ingen judæere burde være slaver for deres eget folk. Både lederne og folk i almindelighed havde accepteret begrundelsen og frigivet deres slaver. Men senere ændrede de mening og tog deres slaver tilbage. Derfor gav Herren mig følgende budskab til dem:
„Herren, Israels Gud, siger: Jeg indgik en pagt med jeres forfædre, dengang jeg befriede dem fra fangenskabet i Egypten. En af pagtens bestemmelser var, at enhver hebræer, der havde solgt sig selv som slave, skulle frigives efter seks års tjeneste. Men jeres forfædre overholdt ikke den bestemmelse. For nylig kom I på bedre tanker og frigav jeres slaver, som I burde have gjort for længe siden. I indgik højt og helligt en pagt med hinanden om det her foran mit tempel. Men derefter overtrådte I aftalen og vanærede mit navn ved at tage de mænd og kvinder tilbage, som I havde frigivet, og gøre dem til slaver igen.
Derfor, siger Herren, siden I ikke adlød mig og frigav jeres landsmænd, vil jeg ‚frigive’ jer til at blive udryddet ved krig, hungersnød og epidemier. Jeg gør jer til et afskrækkende eksempel for resten af verden. Fordi I overtrådte den pagt, som I højtideligt indgik i mit nærvær, vil jeg straffe jer. I vil lide samme skæbne som den kalv, I skar i to stykker, så I kunne gå mellem stykkerne, da I bekræftede pagtens ordlyd. Jeg vil skære jer i stykker, hvad enten I er ledere i Jerusalem og Juda, embedsmænd, præster eller jævne folk, for I har brudt en højtidelig pagt. Jeg vil overgive jer til jeres fjender, og de vil slå jer ihjel. Jeres lig vil blive til føde for gribbe og vilde dyr. Jeg vil også udlevere kong Zidkija af Juda og hans embedsmænd til den babyloniske konge. Skønt kongen af Babylon har trukket sig tilbage for en tid, vil jeg atter tilkalde de babyloniske hære, og de vil angribe og erobre denne by og brænde den ned til grunden. Jeg vil også sørge for, at alle Judas byer bliver jævnet med jorden, så de alle bliver folketomme.”
Med hensyn til jeres spørgsmål om ægteskab og sex, så er det prisværdigt for en mand at leve i cølibat, men hvis manden er gift, bør han være sammen med sin kone, og konen bør være sammen med sin mand, for at de ikke skal fristes til seksuel synd. Manden bør opfylde sin kones ægteskabelige behov, og konen bør tilsvarende opfylde sin mands behov. En gift kvinde tilhører sin mand og ikke kun sig selv, og tilsvarende tilhører en gift mand sin kone og ikke kun sig selv. Derfor må I ikke afvise jeres ægtefælles ønske om sex, medmindre I er enige om at være afholdende en tid, for at I bedre kan koncentrere jer om at bede. Derefter skal I være sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, når jeres drifter bliver for stærke. Det her er en indrømmelse, jeg giver jer, ikke en befaling. Jeg kunne ønske, at alle havde det som jeg, men enhver har sin egen nådegave fra Gud – én person har det på én måde, en anden har det på en anden måde.
Med hensyn til enkerne og enkemændene, vil jeg sige: Det er prisværdigt for dem at forblive ugift ligesom jeg. Men hvis de ikke kan leve i afholdenhed, må de hellere gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at blive opslugt af sine drifter.
Men med hensyn til dem, der er gift, har jeg en befaling, ikke kun et forslag. Og den befaling kommer fra Herren: En kvinde må ikke skille sig fra sin mand. (Hvis hun alligevel skiller sig fra ham, bør hun forblive ugift eller blive forsonet med ham igen.) Og en mand må ikke gå fra sin kone.
Med hensyn til blandede ægteskaber har jeg selv en mening, men ikke en direkte befaling fra Herren: Hvis en troende mand er gift med en ikke-troende kvinde, som gerne vil blive hos ham, så må han ikke gå fra hende. Og hvis en troende kvinde har en mand, der ikke er troende, men som er villig til at blive sammen med hende, så må hun ikke gå fra ham. En troende kvinde bliver jo ikke uren ved at være gift med en ikke-troende mand, og en troende mand bliver jo heller ikke uren ved at være gift med en ikke-troende kvinde. Den ikke-troende ægtefælle regnes som værende ren i Guds øjne gennem sit ægteskab med en troende ægtefælle. Ellers ville deres børn jo være urene, men det er de ikke. Hvis derimod den ikke-troende ægtefælle ønsker at blive skilt, så lad dem blive skilt. I sådanne tilfælde er en troende mand eller kvinde ikke under tvang. Gud har kaldet os til at leve i fred. En troende kvinde kan jo ikke vide, om hendes mand vil komme til tro, ligesom en troende mand ikke kan vide, om hans kone vil komme til tro.
I bør hver især acceptere det liv, Gud har kaldet jer til at leve, og de vilkår, Herren har givet jer i livet. Sådan er min undervisning i alle menighederne.
Hvis en mand har gennemgået den jødiske omskærelsesceremoni, inden han blev en kristen, skal han ikke søge at ændre på det, og hvis han ikke er blevet omskåret, skal han ikke blive det nu. For en kristen betyder det intet, om han har gennemgået den ceremoni eller ej. Det afgørende er at gøre Guds vilje.
Fortsæt blot i den situation, I var i, da I blev kristne. Var du slave på det tidspunkt, så lad det ikke bekymre dig, men skulle du få en chance for at blive fri, så udnyt den bare. Var du slave, da Herren kaldte dig ind i sit rige, så glæd dig over, at du nu er frigjort fra syndens slaveri. Og var du fri, da du blev kaldet, så husk, at du nu er slave hos Kristus. Det kostede ham dyrt at løskøbe dig, så pas på, at du ikke igen bliver slave af verdslig tankegang. Altså, kære venner, bør I tjene Gud, lige meget hvilken situation I var i, dengang I blev kristne.
Med hensyn til de unge, som endnu aldrig har været gift, har jeg ingen særlig befaling fra Herren. Men jeg fortæller jer min mening som en person, man kan fæste lid til på grund af Herrens barmhjertige indgriben i mit liv. I den trængselstid, som vi befinder os i, mener jeg, at det er en fordel at forblive ugift. Hvis du er bundet i et ægteskab, skal du ikke opløse det. Hvis du ikke er bundet, så lad være med at gifte dig. Men hvis en ung mand alligevel beslutter at gifte sig, er der ikke noget forkert i det, og hvis en ung pige gifter sig i en tid som denne, så har hun ikke gjort noget forkert. Men hvis I gør det, vil I få nogle problemer, som jeg kunne ønske, at I blev skånet for. Det siger jeg jer, venner: Verden i sin nuværende form er tæt ved at have nået sin afslutning. Der er ikke lang tid tilbage. Derfor gør det fra nu af ikke den store forskel, om man er gift eller ugift, om man sørger eller er glad, om man har penge at købe for eller ej, og om man udnytter det, verden har at byde på, eller ej.
Jeg vil gerne skåne jer for de bekymringer, der hører denne verden til. En ugift mand tænker på det, der hører Herren til, hvordan han kan glæde sin Herre. Men en gift mand tænker på det, der hører denne verden til, hvordan han kan glæde sin kone, og på den måde er hans tanker delt. Det samme gælder den ugifte kvinde eller unge pige. De tænker på det, der hører Herren til, og indvier både deres krop og ånd til at tjene Herren. Men en gift kvinde tænker på det, der hører denne verden til, hvordan hun kan glæde sin mand. Jeg siger ikke det her for at begrænse jeres frihed, men for at I kan tjene Herren på en god og helhjertet måde uden at blive optaget af så mange andre ting.
Hvis en mand har en ugift datter, som gerne vil giftes, og som ikke er helt ung mere, og hvis han mener, det ville bringe skam over datteren, hvis hun forblev ugift, så lad ham gøre det, han mener, er det rigtige: lad hende blive gift. Det er der ikke noget forkert i. Men hvis han har overvejet sagen grundigt og har taget sin beslutning, hvis han ikke er blevet presset til noget, der er imod hans overbevisning, og hvis han mener, at datteren bør forblive ugift, så er det i orden. Altså er det i orden for en mand at gifte sin datter bort, og det er i orden ikke at gøre det, dog anbefaler jeg det sidste.
En kvinde er bundet af sit ægteskab, så længe hendes mand lever. Men hvis manden sover ind, er hun frit stillet til at gifte sig med hvem, hun vil, blot det er med en kristen. Dog vil hun, så vidt jeg kan se, få mere velsignelse ud af ikke at gifte sig, og jeg tror, at jeg har den opfattelse fra Guds Ånd.