For Zions skyld vil jeg ikke tie. For Jerusalems skyld får jeg ikke ro, før retfærdigheden bryder igennem som morgenrøden, og frelsen som en flammende fakkel. Folkeslagene skal få øjnene op for, at du er god, og konger skal se din herlighed. Herren giver dig et nyt navn, som han selv vælger. Da bliver du som en prægtig kongekrone i Herren, din Guds, hånd. Du skal ikke længere kaldes „Den forkastede”, og dit land skal ikke længere hedde „Det gudsforladte land”. Nej, du skal kaldes „Min elskede” og „Min brud”, for Herren glæder sig over dig og hjemfører dig som sin brud. Som en ung mand bygger et hjem med sin brud, vil dine hjemvendte sønner bygge deres hjem i dig. Som en brudgom, der fryder sig over sin brud, vil Gud fryde sig over dig.
På dine mure, Jerusalem, har jeg sat vægtere ud, som dag og nat skal råbe til Gud, indtil hans løfter bliver opfyldt. Lad ikke hænderne synke, I, som beder. Lad ikke Herren få fred, før han genrejser Jerusalem og lader byen komme til ære og værdighed på jorden. Herren har aflagt et højtideligt løfte til sit folk, som han vil bakke op med al sin magt: „Jeres fjender skal ikke længere leve af jeres korn. De fremmede skal ikke drikke den vin, I har arbejdet så hårdt på at fremstille. Nej, I skal få lov at spise af det korn, I har høstet, og I skal prise Herren for det. Og I skal få lov til i templets forgård at drikke vinen fra de druer, I har plukket.”
Gå ud af byen, Jerusalems indbyggere, og ban vej for det hjemvendende folk. Fjern de store sten og hejs et banner som tegn for hele verden. Herren siger til alle folkeslag på jorden: „Sig til Jerusalems indbyggere: Se, din Frelser er på vej, og han går foran sit frigivne folk.”
De skal kaldes „Guds hellige folk” og „Herrens løskøbte folk”, og Jerusalem skal kaldes „Den eftertragtede by” og „Byen, som ikke bliver forladt”.
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk
Hvem er den mægtige fyrste i blodrøde klæder, som kommer fra Botzra i Edoms land?
„Det er mig, Herren, som har magt til at frelse, og som afsiger retfærdige domme.”
Hvorfor er dit tøj så rødt, som om du havde trampet druerne i vinpersen?
„Jeg trådte vinpersen alene. Der var ingen, som hjalp mig. I min vrede nedtrådte jeg dem, som var de druer. Jeg trampede på dem, så jeg blev oversprøjtet med blod. Hævnens time var kommet, tiden til at befri mit folk fra deres undertrykkere. Jeg ventede på, om nogen ville hjælpe mig, jeg undrede mig over, at ingen støttede mig. Så fuldførte jeg dommen alene i min stærke vrede. Jeg nedtrådte folkene i vrede, fyldte dem med min harmes vin og lod deres blod løbe ud på jorden.”
Jeg vil mindes Herrens trofasthed. Jeg vil takke ham for alt, hvad han gjorde for os, glæde mig over hans godhed imod Israels folk, over hans barmhjertighed og urokkelige troskab. Han sagde: „Det er jo mit folk, og de vil ikke svigte mig.” Da befriede han dem fra slaveriet. Han led sammen med dem og sendte sin engel for at redde dem. På grund af sin kærlighed ynkedes han over dem og befriede dem. Han har båret dem og beskyttet dem helt fra begyndelsen.
Men de gjorde alligevel oprør imod ham og bedrøvede hans hellige Ånd. Derfor blev han deres fjende og kæmpede imod dem.
Men så kom de i tanke om de gamle dage, hvor Moses førte folket ud af Egypten, og de råbte: „Hvor er den Gud, som førte Israels folk med dets ledere sikkert gennem havet? Hvor er den Gud, som gav sin hellige Ånd til sin tjener Moses? Hvor er den Gud, som viste sin vældige magt og gav Moses autoritet til at kløve havet foran hele folket? Hvor er den Gud, som udførte de store mirakler, som vi aldrig glemmer? De vandrede gennem havet så let som heste gennem ørkenen. Som kvæget, der føres ned til græsset i dalen, førte Herrens Ånd folket til et hvilested. Sådan førte Herren sit folk for at vise sin herlighed.
Herre, se nu til os fra din hellige bolig i din herligheds Himmel. Hvad er der blevet af din nidkærhed for dit folk? Hvor er din vældige magt? Hvor er din barmhjertighed og kærlighed? Hvorfor oplever vi det ikke? Du er jo vores Far. Abraham og Jakob kan ikke hjælpe os. Det er dig, Herre, som har hjulpet og reddet os fra ældgammel tid. Herre, hvorfor tillader du os at fare vild fra dine veje? Hvorfor gør du os sløve, så vi glemmer at have ærefrygt for dig? Kom tilbage og grib ind, for vi ønsker at tjene dig, og vi tilhører dig. Dit særlige folk boede i landet en kort tid, men nu er det vores fjender, der nedtramper dit hellige sted. Vi har altid været dit folk. De andre folkeslag tilbeder dig ikke, og det er ikke dem, der har dig som deres Herre. Gid du ville flænge himlen og stige ned til os. Så ville bjergene bæve.
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk
Det ville få folkeslagene til at skælve af angst og fjenderne til at frygte dit herlige navn, som når ild sætter kvas i brand og bringer vand i kog. For du gjorde engang undere, vi ikke ventede, og bjergene skælvede, da du viste dig. Intet øre har hørt, og intet øje har set en gud som dig, for du griber ind og hjælper dem, som sætter deres lid til dig. Du hjælper dem, som med glæde gør din vilje og følger dine veje.
Men vi syndede imod dig, og du blev vred. Evig og altid har vi været onde og ulydige. Vi blev alle urene af synd. Selv det bedste, vi gjorde, var kun beskidte handlinger. Vi blev som visne blade, der blev fejet bort af vores synd som af vinden. Ingen bad dig om hjælp eller holdt sig nær til dig. Derfor vendte du dig bort og overlod os til den straf, vi fortjente.
Men Herre, du er stadig vores Far! Vi er leret, og dine hænder har formet os. Vi er dit værk. Vær ikke alt for vred på os, Herre. Husk ikke for evigt på vores synd. Vi er jo dit udvalgte folk.
Se, dine hellige byer er blevet jævnet med jorden, Zion ligner en øde ørken, Jerusalem ligger i ruiner. Vores hellige og prægtige tempel, hvor vores forfædre lovpriste dig, er brændt ned til grunden. Det sted, vi elskede over alt andet, er nu kun en ruinhob. Vil du stadig ikke gribe ind, Herre? Vil du stiltiende se på, at vi bliver straffet så hårdt?”
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk
Herren siger til sit folk: „Jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig. Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg sagde til et folk, som egentlig ikke var mit folk: ‚Se, her er jeg!’
Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk, som handlede ondt og fulgte deres egne tanker, et folk, som blev ved med at håne mig op i mit åbne ansigt ved at dyrke deres afguder i haverne og brænde offerild på hustagene for fremmede guder. Om natten gik de ud til gravhulerne for i al hemmelighed at søge kontakt med de afdøde, og de spiste svinekød og anden uren mad. Alligevel sagde de til andre mennesker: ‚Rør ikke ved mig, for du gør mig uren med din synd. Jeg er nemlig hellig og ren.’ De er som en stadig stank i min næse.
Deres synderegister er langt, og jeg giver ikke op, før de har fået, hvad de fortjener. Jeg straffer jer ikke kun for jeres egne synder, men også for jeres forfædres synder. Også de brændte røgelse på bjergene og hånede mig ved at dyrke deres afguder på offerhøjene. I skal få den fulde straf for jeres synd.”
„Men jeg vil ikke udslette jer alle,” siger Herren. „På en rådden drueklase kan man altid finde enkelte gode druer, der ikke fortjener at blive kasseret. Jeg har da også fundet sande Guds tjenere i Israel, og dem vil jeg ikke lade gå til grunde sammen med de andre. Jeg vil frelse en rest af Israels folk og Judas efterkommere. Mine udvalgte, som tjener mig, skal arve landet og bo der. Saronsletten bliver græsmarker for deres får, og i Akors dal vil deres kvæg ligge og tygge drøv. Det lover jeg dem af mit folk, som søger hjælp hos mig.
Men I, som har svigtet mig og mit tempel og i stedet tilbeder lykkeguden og skæbneguden, jeres skæbne bliver sværdhug, og jeres lykke bliver at knæle til nedslagtning. For da jeg kaldte, svarede I ikke, og da jeg talte, hørte I ikke efter. I syndede bevidst for øjnene af mig og valgte at handle stik imod min vilje.”
Derfor siger Herren, jeres Gud: „I skal sulte, men de, der tjener mig, skal spise. I skal tørste, men de skal drikke. I skal hænge med hovedet i skam, men de skal glæde sig. I skal græde af sorg og jamre i fortvivlelse, men de skal juble af fryd. Mine udvalgte vil huske jer som dem, der blev forbandet og dræbt af Gud selv. Mine tjenere får en bedre fremtid.
Til den tid vil I igen begynde at bruge mit navn, når I aflægger en ed eller udtaler en velsignelse, for jeg er en trofast Gud. Da vil de gamle problemer være glemt og ikke længere huskes.
Hør her! Jeg vil skabe en ny himmel og en ny jord, og man vil ikke huske det gamle mere. Glæd jer! Fryd jer for evigt over mit nye skaberværk!
Jeg gør Jerusalem til et vidunderligt sted, hvor folk vil juble af glæde. Og jeg vil fryde mig over mit folk i Jerusalem. Ingen skal længere græde og jamre af sorg. Ingen børn vil dø som spæde, og de gamle vil ikke gå bort før tiden. Hundrede år skal betragtes som en ung alder, og en, der ikke når de hundrede, vil man regne for at være under forbandelse. De bygger sig huse og bor der selv, de planter vinmarker og nyder selv dens frugt. De bliver ikke jaget fra hus og hjem, og andre røver ikke deres høst. Mit folk vil opnå en høj alder og nyde frugten af deres arbejde. De skal ikke arbejde forgæves eller føde børn for bare at miste dem igen. De er Herrens velsignede folk, og velsignelsen skal gå i arv til deres børn. Jeg vil gribe ind og hjælpe dem, før de kalder på mig. Ja, før de ved, hvad de skal bede om, vil jeg give dem det, de har brug for. Ulven og lammet skal græsse sammen, løven skal æde hø som oksen, men slangen skal spise støv. Til den tid vil der hverken findes ondskab eller ødelæggelse i hele mit hellige bjergland,” siger Herren.
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk
„Himlen er min trone, og jorden er min fodskammel. Hvordan vil I bygge et hus til mig? Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo? Jeg har jo selv skabt det hele, og det tilhører mig,” siger Herren.
„Jeg hjælper dem, som har et ydmygt og sønderknust hjerte, og som tager mine ord alvorligt. Men mange håner mig med deres ondskab. De ofrer en okse til mig, men slår samtidig mennesker ihjel. De ofrer et lam til mig, men ofrer samtidig en hund til afguderne. De bringer et afgrødeoffer til mig, men et offer af svineblod til afguderne. De brænder røgelse for mig, men hylder også en afgud. De har valgt at følge deres egne lyster og tager med glæde del i afskyelige handlinger. Men nu vil jeg også straffe dem og bringe al den ulykke over dem, som de håbede at undgå. For da jeg kaldte på dem, nægtede de at svare. Da jeg talte til dem, ville de ikke høre efter. I stedet syndede de lige op i mit åbne ansigt og handlede stik imod min vilje.
Men hør, hvad jeg, Herren, har at sige til jer, som adlyder mig: De fra jeres eget folk, som hader jer og støder jer bort på grund af jeres loyalitet imod mig, håner jer og siger: ‚Få Herren til at vise sin herlighed, så vi kan se, hvad det er, I er så glade for.’ Men de vil blive ydmyget eftertrykkeligt.
Hør et råb i byen, en høj lyd fra templet. Det er mig, Herren, der taler. Jeg vil gøre op med mine fjender.
Jerusalem er som en kvinde, der pludselig føder et barn, så snart veerne begynder. Hvem har nogen sinde oplevet, hvad I nu ser med egne øjne? Fødes en nation på en enkelt dag? Fødes et folk på et øjeblik? Men sådan føder Jerusalem. Pludselig får hun veer og føder straks sine børn. Skulle jeg tillade svangerskab og så hindre fødslen? Skulle jeg afbryde en fødsel, jeg selv har sat i gang?” siger Herren.
Glæd jer med Jerusalem. Vær glade på hendes vegne, alle I, som elsker hende, og som før har sørget over hende. Så skal I mættes ved hendes overflod og finde hvile som spædbarnet, der mættes og hviler trygt ved sin mors bryst. „Ja,” siger Herren, „jeg sender en flod af fred over hende tillige med en strøm af rigdom fra fremmede nationer. Hendes børn bæres på hoften, sidder på skødet og får kærtegn. Som en mor trøster sit barn, sådan trøster jeg jer. I vil finde trøst i Jerusalem.”
Når I ser Jerusalems genrejsning, vil I juble af glæde, og I vil vokse jer sunde og raske. Da vil Guds tjenere erfare Herrens magt, og hans fjender vil smage hans vrede. For se, Herren kommer med lyn og tordenskrald, hans vrede er en fortærende ild, hans dom er et brølende flammehav. Herren vil straffe sine modstandere med ild og sværd i et vældigt blodbad.
Herren siger: „De, som dyrker afguder i offerlundene, og som spiser svinekød og mus og andre urene dyr, vil blive udryddet. Jeg kender menneskets tanker og gerninger, og alle folkeslagene vil opleve min kraft og magt til at straffe dem. Jeg vil gøre et under iblandt dem, og dem, der undslipper, sender jeg ud til Tarshish, Pul, Lud (de berømte bueskytter), Tubal, Javan, og til de fjerne lande, der ikke har hørt om mig eller oplevet min kraft. De skal fortælle folkene om min herlighed, og de skal føre alle jeres brødre iblandt folkeslagene tilbage som et offer til mig. På heste, i vogne, i bærestole, på muldyr og kamelryg skal de komme til Jerusalem og mit hellige bjerg,” siger Herren. „De skal komme, som når israelitterne bringer offergaver i rene kar til mit tempel. Da vil jeg udpege nogle af dem, som er vendt hjem, til at være mine præster og levitter,” siger Herren.
„Ligesom den nye himmel og den nye jord altid vil bestå, skal jeres slægt og efterkommere aldrig dø ud. Hver uge på sabbatten og hver den første i måneden skal alle mennesker komme for at tilbede mig,” siger Herren. „Og de skal gå ud og se på ligene af dem, som gjorde oprør imod mig. De ligger på lossepladsen, hvor ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes. Synet af dem vil tjene til skræk og advarsel for alle.”
Bibelen på hverdagsdansk
Bibelen på hverdagsdansk