Til den tid vil Herren gribe sit skarpe sværd og straffe Livjatan, den lynhurtige slange, der vrider og snor sig, ja, han vil tilintetgøre dragen i havet. Herren siger: „I skal tænke på Israel som en dejlig vinmark. Jeg passer på den, vander den hver eneste dag, vogter den dag og nat, så ingen kan skade den. Min vrede mod Israel er ovre. Bliver den angrebet af tjørn og tidsler, går jeg i krig mod dem og brænder dem op. Jeg skåner kun dem, som overgiver sig og slutter fred med mig. Engang vil Israel slå rod og blomstre og fylde verden med frugt.”
Har Herren straffet Israel på samme måde, som han straffede deres fjender? Nej, fjenderne tilintetgjorde han, men Israel sendte han i eksil langt borte. De blev fejet bort fra deres land ved hans vældige åndepust, som var det en ørkenstorm. Israels straf vil være afsonet og deres synd slettet ud, når de har knust afgudsaltrenes sten og nedbrudt Asherapælene og røgelsesaltrene. Den befæstede by ligger forladt, dens huse er tomme, den ligner en ødemark. Kalve går og græsser dér. De lægger sig og tygger drøv på træernes blade. Folket blev som de tørre grene, kvinderne brækker af træerne for at bruge dem til brændsel. Det var et folk uden forståelse. Derfor viste deres skaber dem ingen barmhjertighed.
Men engang i fremtiden vil Herren samle dem sammen igen lige fra Eufratfloden og til Egyptens bæk og bringe dem tilbage. Til den tid vil signalet lyde fra det store vædderhorn, og da vil Herren kalde sit folk tilbage fra eksilet i Assyrien og Egypten. De skal vende hjem til Jerusalem og tilbede ham på hans hellige bjerg.
Hør efter, Israels folks ledere.
Burde I ikke vide, hvad der er ret og rigtigt?
Men I hader det gode
og elsker det onde.
I flår huden af mit folk
og kødet af deres knogler.
I hakker dem i småstykker, som var de kød til en suppegryde,
og derefter tager I bare for jer af retterne.
Når I så råber til Herren om hjælp,
vil han ikke høre på jer.
Han vender ryggen til
på grund af al jeres ondskab.
Hør efter, I falske profeter,
som fører Herrens folk på afveje.
I profeterer fred og ingen fare
for dem, som betaler jer godt.
Men I lover krig og ulykke til dem,
som ikke har råd til at betale.
Engang vil jeres syner holde op,
jeres trolddomskunster vil høre fortiden til.
Det er ude med jer,
og natten vil sænke sig over jer.
Når det viser sig, at jeres ord var løgn,
ord, der ikke kom fra Gud,
vil I holde jer for munden
og skjule jeres ansigt i skam.
Men jeg er fyldt med Herrens Ånd og kraft
og viger ikke tilbage for at udpege Israels synd.
Hør efter, Israels folks ledere.
I, som hader retfærdighed og fordrejer sandheden.
I bygger jeres magt og rigdom,
på mord, ondskab og korruption.
Dommerne tager imod bestikkelse,
præsterne kræver betaling for at undervise,
og profeterne vil have penge for at spå.
Samtidig hævder I, at Herren er med jer,
og at intet ondt vil ramme jer.
Derfor bliver Zion lagt øde som en pløjemark,
Jerusalem bliver til en hob af ruiner,
tempelbjerget bliver dækket af tjørnekrat.
En kristen slave skal vise sin herre respekt, for at Guds navn og det kristne budskab ikke skal få et dårligt ry. Er slavens herre også troende, må slaven ikke vise ham mindre respekt, fordi de som kristne står lige. Tværtimod, så bør slaven udføre sit arbejde endnu bedre, for den, der nyder godt af hans veludførte arbejde, er en kristen, som er elsket af Gud.
Du skal undervise om de her ting, Timoteus, og styrke menigheden. Hvis nogle folk kommer med en forkert undervisning, og hvis de ikke vil holde sig til den sunde lære, vi har fra Jesus Kristus, og den undervisning, der fremmer gudsfrygten, så er de hovmodige og forstår ikke, hvad de udtaler sig om. De er syge efter at diskutere og slås om ord, og det fører bare til misundelse og strid, fornærmelser og ondsindede angreb på folks personlighed. Der vil konstant være sammenstød mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft, som har fjernet sig fra sandheden og mener, at gudsfrygt skal give økonomisk udbytte. Gudsfrygt giver faktisk et stort udbytte, men kun hvis man samtidig kan leve nøjsomt. Vi havde jo ikke noget med os, da vi blev født, og vi kan ikke tage noget med os, når vi skal herfra. Vi skal være glade og tilfredse, når vi har mad at spise og tøj at tage på. De, der vil være rige, falder let i fristelser og går i Djævelens fælde. De får alle slags tåbelige og skadelige ønsker og vaner, som styrter mennesker i ødelæggelse og fortabelse. Kærlighed til penge fører til alt muligt ondt. Nogle er på grund af kærlighed til penge faret vild fra troen og har påført sig selv stor smerte.
Flygt fra den slags fristelser, du Guds mand. Stræb i stedet efter altid at gøre det rette. Øv dig i gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og nænsomhed. Kæmp for troens gode sag. Hold fast ved det evige liv, som Gud har kaldet dig til, og som du har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærvær. Ind for Guds ansigt, han, som giver alle ting liv, og med tanke på Jesus Kristus, som aflagde den gode bekendelse foran Pontius Pilatus, formaner jeg dig til at leve i lydighed mod det, du har fået befaling om. Lad din livsførelse være uplettet og uangribelig lige til den dag, da vores Herre, Jesus Kristus, vender tilbage. Når tiden er inde, vil Gud lade Kristus komme til syne i al sin herlighed:
Gud,
den vidunderlige og enestående Hersker,
Kongen over alle konger,
Herren over alle herrer,
han, som alene er udødelig,
som bor i et lys, ingen kan nærme sig,
han, som ingen har set eller kan se,
ham tilhører æren og magten i evighed.
Amen.
Sig til de rige, at de ikke må være overmodige og sætte deres lid til de usikre penge. De skal i stedet sætte deres lid til den Gud, som i rigt mål giver os alt muligt, vi kan glæde os over. Sig til dem, at de skal bruge deres penge til at gøre godt med. De bør være rige på gode gerninger, gavmilde og altid parate til at dele med andre. På den måde bruger de deres rigdom til at lægge et godt fundament for evigheden, og dermed får de fat i det virkelige liv.
Timoteus, værn om den tjeneste, Gud har betroet dig. Hold dig fra tåbelige og nytteløse diskussioner med dem, der ud fra deres såkaldte kundskab gerne vil modsige dig. Ved at følge den slags kundskab er nogle kørt af sporet med deres tro.
Guds nåde være med jer!
Ve dig, Samaria, du stolte by, der sidder som en krone på toppen af højen i den frugtbare dal, hvor Nordrigets ledere ligger slået omkuld af vin. Den smukke krone bliver til en krans af visne blomster. Herren sender en stærk og mægtig hær imod dig. Som et haglvejr og en frygtelig storm, som skybrud og styrtregn vil de komme over dig og slå dig til jorden. Du stolte by, hjemsted for Nordrigets fordrukne ledere, du bliver kastet til jorden og trampet ned under fjendernes fødder. Den smukke krone på højen i den frugtbare dal skal forsvinde som en tidligt modnet figen, man grådigt plukker og spiser.
Engang skal Herren, den Mægtige, blive en herlig krone, en smuk krans på hovedet af den rest, der er tilbage af hans folk. Han vil inspirere dommerne til at dømme retfærdigt og give styrke til dem, som slår fjenderne tilbage ved byens porte.
Men endnu ledes landet af fulde folk. Præster og profeter raver sanseløse omkring uden dømmekraft og visioner for folket. De er berusede, når de ser deres syner, og omtågede, når de afsiger deres domme. Deres borde er fulde af bræk, der er svineri overalt.
Hvem kan Herren give kundskab? Hvem kan han betro et budskab? Børn, som lige er vænnet fra? Spædbørn, som netop er taget fra brystet? Det vil blot blive opfattet som usammenhængende vrøvl og tåbeligheder. Herren vil tale til sit folk gennem fremmede sprog og andre tungemål. Han fortalte dem, hvor de kunne finde hvile og fred, men de ville ikke høre efter. Derfor lyder Herrens ord for dem som usammenhængende vrøvl og tåbeligheder. Resultatet bliver, at de snubler og falder, slår sig til blods og føres bort som fanger.
Hør nu Herrens ord, I gudløse ledere i Jerusalem: I siger, at I har en aftale med døden om, at den ikke vil ramme jer. I tror, at flodbølgen ikke vil opsluge jer, når den kommer. I tror, at I kan gemme jer bag jeres løgne og skjule jer bag falskheden.
Men hør, hvad Gud Herren siger: Se, jeg lægger på Zions bjerg en udvalgt og dyrebar hjørnesten. Den bruges i et nyt og solidt fundament, og de, der tror på ham, vil ikke blive skuffede. Retfærdighed er min målesnor og sandhed min lodline. I har søgt ly bag en løgn, men det hele vil blive skyllet væk af en haglbyge. Jeres aftale med døden er ugyldig, og når fjenden som en flodbølge vælter ind over jer, bliver I trampet ned. Igen og igen vil flodbølgen komme, morgen efter morgen, ved dag og ved nat, indtil I alle er skyllet bort. Hvis I forstår, hvad jeg siger, vil I gribes af frygt. I kan ikke gemme jer nogen steder. Sengen er for kort til, at I kan gemme jer i den, og tæppet er for smalt til at skjule jer.
Herrens vrede kommer pludselig over jer, som den kom over filistrene ved Peratzims bjerg og over amoritterne i Gibeons dal. Herren gør noget uventet og hidtil uset: Han kæmper imod sit eget folk. Så stop jeres hånlige ord, så ikke straffen skal blive endnu større, for Herren, min Gud, har fortalt mig, at han har besluttet at rydde hele landet.
Hør godt efter, hvad jeg siger, og tænk over, hvad det betyder. Bliver en landmand ved med at pløje og harve jorden? Planter han aldrig noget? Jo, når han har klargjort sin jord, sår han dild og kommen, hvede og byg, og langs kanten sår han spelt. Gud har givet ham kundskab om, hvad han skal gøre. Man knuser ikke dild med tærskeslæde, lader ikke tærskehjulet køre over kommen. Dild tærskes med en stok og kommen med en kæp. Man tærsker ikke kornet for evigt, for kernerne skal bruges til brød. Nej, man lader tærskeslæde, hjul og heste gå hen over det, men man knuser det ikke. Det er Herren, den Mægtige, der taler. Hans visdom er stor, og hans råd er værd at følge.
Men det skal ske i de sidste dage,
at Herrens tempelbjerg bliver verdens knudepunkt.
Alverdens folkeslag vil strømme derhen.
„Lad os rejse til Herrens bjerg,” vil de sige.
„Lad os tage hen til Israels Guds bolig,
så vi kan lære hans vilje at kende
og følge hans vejledninger,
for den sande lære kommer fra Zion,
Herrens ord udgår fra Jerusalem.”
Herren vil afgøre folkenes stridigheder
og være dommer for fjerne stormagter.
Da vil de smede deres sværd om til plovskær
og omdanne deres spyd til vingårdsknive.
Landene vil holde op med at bekrige hinanden,
og alt militær bliver overflødigt.
Til den tid kan man nyde freden i sin have,
for der er ikke længere noget at frygte.
Dette er et budskab fra Herren, den Mægtige.
Folkeslagene følger hver deres gud,
men vi vil for evigt følge Herren, vores Gud.
„Til den tid,” siger Herren,
„vil jeg samle mit adspredte, forslåede folk
og læge dem, jeg var nødt til at straffe.
Jeg vil begynde forfra med den rest, der er tilbage,
og samle mit adspredte folk til en stærk nation.
Da vil jeg være deres konge
og regere fra Zions bjerg for evigt.
Kong David vogtede over Jerusalem
fra udkigstårnet på Ofelhøjens palads.
Engang skal Davids rige genoprettes,
og Jerusalem, kongens by, få sin værdighed igen.”
Jeg hører i min ånd de høje skrig
som fra en fødende kvinde.
Jerusalem, din konge er væk,
din øverste leder er forsvundet.
Jerusalems indbyggere har grund til at stønne,
som om de alle vred sig i veer.
I bliver ført bort fra byen
og må overnatte under åben himmel.
I bliver ført langt bort til Babylon,
men engang vil jeg bringe jer hjem igen.
Herren selv vil komme til det land
og befri jer fra jeres fjenders hånd.
Jeg ser i min ånd mange nationer,
der samler sig imod Jerusalem.
De ønsker at få ram på den hellige by
og fuldstændigt udslette den.
Men de kender ikke Herrens planer,
de forstår ikke hans tanker.
Det er nemlig Herren, der har samlet dem,
som man samler kornet på tærskepladsen.
Jerusalems indbyggere, tærsk dem,
som en okse tærsker korn.
Jeg giver jer horn af jern og klove af bronze,
så I kan knuse mange nationer.
Deres rigdomme skal overgives til Herren, jeres Gud,
deres skatte tilhører Kongen over hele jorden.
Jeg ser i min ånd Jerusalems indbyggere samle sig i klynger,
for fjenderne har belejret byen.
De vil tage kongens scepter fra ham
og slå ham i ansigtet med det.
Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Min livsmission er at forkynde om det evige liv, som Gud har lovet dem, der tror på Jesus Kristus.
Kære Timoteus, min elskede søn i troen. Må du opleve barmhjertighed, nåde og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre.
Jeg takker Gud for dig, hver gang jeg tænker på dig, om det så er dag eller nat, den Gud, som jeg tjener med en ren samvittighed, og som min familie har tjent gennem mange generationer. Jeg glæder mig til at mødes med dig igen, for jeg husker dine tårer, da vi sidst sagde farvel til hinanden.
Jeg tænker tit på din helhjertede tro på Herren. Både din mor, Eunike, og din mormor, Lois, havde en stærk tro, og jeg er overbevist om, at du har den samme stærke tro.
Derfor vil jeg også opfordre dig til at opflamme den nådegave fra Gud, som du fik, da jeg bad for dig under håndspålæggelse. Gud har ikke givet os en Ånd, der gør os frygtsomme, men en Ånd, der giver os kraft, kærlighed og sund fornuft.
Du må ikke skamme dig over at fortælle andre om vores Herre, og du må ikke tabe modet, fordi jeg sidder i fængsel. Vær parat til at lide for budskabet om Kristus, ligesom jeg gør, og søg kraft dertil fra Gud, som frelste os og kaldte os til at tjene ham. Det var ikke noget, vi gjorde os fortjent til. Det var ene og alene, fordi han, længe før verden blev til, havde besluttet at vise os sin nåde gennem Jesus Kristus. Den plan blev åbenbaret for alle, da vores Frelser, Jesus Kristus, kom til jorden. Han tilintetgjorde dødens magt og åbenbarede vejen til liv og udødelighed gennem troen på ham. Og Gud udvalgte mig til at være forkynder, lærer og apostel for dette budskab. Det er derfor, jeg må igennem de her lidelser. Men det har ikke slået mig ud, for jeg kender ham, jeg har sat min lid til, og jeg er sikker på, at han har magt til at værne om den tjeneste, han har betroet mig, indtil den sidste dag.
Det, du har lært af mig, skal være din rettesnor for sund forkyndelse, og du skal udføre din tjeneste med den trofasthed og kærlighed, som kommer fra Jesus Kristus selv. Ved hjælp af Helligånden, som bor i os, skal du værne om den gode tjeneste, du har fået betroet.
Du ved, at alle mine medarbejdere fra provinsen Asien har forladt mig, deriblandt Fygelos og Hermogenes.
Herren velsigne Onesiforos og hans familie! Han har flere gange besøgt mig og opmuntret mig, og han har aldrig skammet sig over, at jeg sidder i lænker. Tværtimod, da han kom til Rom, søgte han straks efter mig og fandt ud af, hvor jeg var. Må Herren vise ham nåde på dommens dag. Og du ved bedst selv, hvor stor en hjælp han var for os, da vi var i Efesos sammen.
Ve dig, Ariel, byen, som David belejrede og indtog. År efter år bringer du dine ofre. Fortsæt du blot med dine højtider, men en dag kommer dommen over dig, og da vil du græde og sørge. Da bliver du virkelig Ariel, for du bliver som et alter, oversprøjtet med blod. Jeg omringer dig og belejrer dig, som David gjorde, jeg omgiver dig med volde og angrebsramper. Fra det dybe taler du da, mumler fortvivlet i støvet. Din stemme kommer fra graven, svag som en dødnings røst.
Men dine fjender skal knuses til støv, tyrannerne spredes som avner for vinden. Pludselig kommer Herren, den Mægtige, over dem med torden, jordskælv, storm og ild. Da skal alle de folk, som fører krig mod Jerusalem og kæmper imod Ariel, selv opleve et mareridt. Som den sultne drømmer om mad, men stadig er sulten, når han vågner, og som den tørstige drømmer om vand, men vågner lige tørstig, sådan skal det gå alle dine fjender.
I er blevet tåber, I er blevet blinde! I er omtågede, men ikke på grund af vin. I raver fortumlede omkring, men ikke på grund af øl. Herren har gjort jer åndeligt sløve. Profeterne og seerne, som skulle være jeres åndelige øjne, ser intet. For jer er et profetisk budskab som ordene i en lukket bog. Giver man bogen til en, der kan læse, og siger: „Vær venlig at læse!” siger han bare: „Det kan jeg ikke. Bogen er jo lukket med segl!” Og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: „Vær venlig at læse!” siger han: „Jeg har ikke lært at læse!”
Derfor siger Herren: „Når mit folk kommer til mig, ærer de mig kun for et syns skyld. Deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud. Derfor vil jeg fortsat overraske dem ved min handlemåde. De vises visdom skal sættes til side, de kloges klogskab skal gøres til intet.”
Ve dem, der tror, de kan skjule sig for Gud, dem, som tror, de kan føre ham bag lyset. De gør deres gerninger i mørket og beroliger sig selv: „Der er ingen, der ser os. Ingen lægger mærke til noget.” Hvor dum har man lov at være! Har pottemageren ikke større magt end leret? Siger lerkrukken måske til pottemageren: „Det er ikke dig, som har formet mig! Det har du slet ikke forstand på!”?
Det varer ikke længe, før Libanon igen bliver en frugthave, og træerne igen står tæt som i en skov. Da skal de døve høre, hvad der læses fra bogen, og de blinde skal befries fra det mørke, de befinder sig i. De ydmyge skal glæde sig over, hvad Herren gør, og de afmægtige skal juble over Israels Gud. Tyranner skal forsvinde, de stolte skal styrtes, lovovertrædere skal lade livet. Gud vil gøre det af med dem, der anklager de uskyldige og sætter fælder for dommeren i retten, så de får dem dømt uden grund.
Derfor siger Herren, Abrahams beskytter, til Israels folk: Mit folk skal ikke længere blegne af skræk, deres hoveder skal ikke længere bøjes i skam. Når de ser deres mange børn og mine velsignelser, skal de til fulde forstå, at jeg er deres hellige Gud, og da skal de få ærefrygt for mig. Da vil de, som er åndeligt på vildspor, lære sandheden at kende, og de, som gør oprør mod Herren, vil tage imod belæring.
Du Betlehem-Efrat,
du er kun en lille landsby i Juda,
men fra dig skal en konge fremstå,
som skal lede Israels folk på mine vegne.
Hans oprindelse fortaber sig i fortiden.
Derfor vil Gud give folket i deres fjenders hænder,
indtil den fastsatte tid er inde.
Resten af Judas folk skal vende hjem,
fulgt af de øvrige blandt Israels folk.
Han vil lede sit folk i den mægtige Guds navn,
som en hyrde vogter sine får.
Da skal de bo trygt,
for hans herredømme omfatter hele jorden.
Han er den, der bringer fred.
Når assyrerne angriber vores land
og prøver at indtage vores fæstninger,
indsætter vi syv fyrster imod dem,
mere end nok til at slå dem.
De vil overmande assyrerne
og herske over dem med hård hånd.
Ja, vores konge vil redde os fra assyrerne,
hvis de prøver at invadere vores land.
Den overlevende rest af Israels folk,
som spredes blandt mange folkeslag,
vil være som regnen, der får græsset til at vokse,
som duggen, der kommer ned fra himlen.
Det kommer fra Herren
og afhænger ikke af menneskers vilje.
De vil leve midt iblandt andre folkeslag
og blive et stærkt og frygtet folk,
som en løve blandt skovens dyr,
som en ungløve blandt flokke af får.
Når de går på rov, slår de alt ned.
Når de sønderriver et bytte, er der ingen redning.
De overvinder deres uvenner
og rydder deres fjender af vejen.
„Når dommen rammer jer,” siger Herren,
„vil jeg gøre det af med alle jeres heste
og tilintetgøre alle jeres stridsvogne.
Jeg vil ødelægge jeres byer
og nedbryde jeres fæstninger.
Jeg river alle amuletter ud af jeres hænder
og gør op med enhver form for spådomskunst.
Jeg ødelægger jeres afgudsbilleder,
slår alle jeres gudestatuer i stykker.
Aldrig mere skal I tilbede de guder,
som I selv har skabt.
Jeg vil rykke jeres Asherapæle op
og lægge jeres byer i ruiner.
I min vrede vil jeg straffe ethvert folk,
som ikke adlyder mig.”
Timoteus, min søn, hent din styrke fra den nåde, som Jesus Kristus giver. Alt, hvad du har hørt mig undervise om i mange vidners nærvær, skal du give videre til trofaste mennesker, som er kvalificerede til selv at undervise andre.
Som en god soldat, der kæmper for Jesus Kristus, må du være parat til at lide ondt ligesom vi andre. En soldat i tjeneste vil gerne gøre den, der har hvervet ham, tilfreds. Derfor kan han ikke være opslugt af dagliglivets gøremål. Og idrætsfolk må følge spillets regler, hvis de skal vinde sejrskransen. Den landmand, som har slidt i marken, må være den første til at få del i høsten. Tænk over det, jeg siger. Herren vil give dig indsigt i alle de her ting.
Glem aldrig essensen af min forkyndelse: Jesus Kristus er Davidssønnen, og han blev oprejst fra de døde. Det er, fordi jeg har forkyndt dette glædelige budskab, at jeg må lide og sidder i lænker, som om jeg var en forbryder. Men Guds ord kan man ikke standse med lænker. Jeg er parat til at udholde det alt sammen for de udvalgtes skyld, så de må opnå frelsen i Jesus Kristus og den evige herlighed, som følger med. Tro mig:
Er vi døde med ham, skal vi leve med ham.
Holder vi ud, skal vi regere med ham.
Fornægter vi ham, vil han også fornægte os.
Er vi troløse, forbliver han dog trofast,
for han kan ikke fornægte sin egen natur.
Det skal du minde folk om, og du skal formane de genstridige i Guds navn. Sig til dem, at de ikke må føre nytteløse diskussioner – det virker blot ødelæggende på tilhørerne. Sørg for at holde dig selv på ret kurs i forhold til det sande budskab, så du til sin tid kan stå frem for Gud som en, der ikke behøver at skamme sig over sit arbejde. Hold dig fra den tåbelige og tomme snak, der kun fører mennesker bort fra Gud. Den slags er som kræft, der æder om sig. Hymenæus og Filetus er eksempler på folk, som er kommet bort fra sandheden. De ødelægger troen hos nogle ved at hævde, at de dødes opstandelse allerede har fundet sted. Men sandheden er baseret på et solidt fundament, som Gud selv har lagt, og det fundament har følgende indskrift: „Herren kender dem, der hører ham til,” og: „Alle, der vedkender sig Herren, skal tage afstand fra det onde.”
I et fornemt hjem findes der skåle af guld og sølv, men også nogle af træ og ler. De fine skåle bruges, når der er fest, mens de billige bruges til daglig. De, der holder sig fra nytteløse diskussioner og falsk lære, er som rene skåle, der altid er klar til brug, og som husets herre kan anvende til mange gode formål.
Flygt fra de ting, som frister unge mennesker, og stræb efter hæderlighed, trofasthed, kærlighed og fred ligesom alle de andre, der tror på og beder til Herren af et rent hjerte.
Endnu en gang siger jeg til dig, at du skal holde dig fra de dumme, ja tåbelige diskussioner. Du ved, at det kun fører til skænderier, og en Herrens tjener skal ikke skændes med nogen. Han bør være venlig mod alle, dygtig til at lære fra sig og udholdende i modgang. Han skal irettesætte sine modstandere med nænsomhed. Måske de så med Guds hjælp vil ændre mening og komme til erkendelse af sandheden. Måske de vil komme til fornuft og blive friet ud af den fælde, Djævelen har fanget dem i for at få dem til at gøre, hvad han vil.
Ve jer, mine børn, siger Herren, for I har gjort oprør imod mig! I lægger planer, men det er ikke mine planer. I beder om hjælp fra andre nationer, men ikke fra min Ånd. Jeres synderegister bliver større og større. I stedet for at spørge mig til råds har I indgået forbund med Egypten og bedt Farao om hjælp og beskyttelse. Men at sætte sin lid til Farao fører kun til skuffelse og ydmygelse for jer. Skønt han har guvernører i Zoan, og hans herredømme strækker sig helt til Hanes, vil I komme til at fortryde det, for han kan ikke hjælpe jer.
Et budskab om lastdyrene på vej gennem Negev:
Jeg ser en karavane, der langsomt bevæger sig af sted gennem ørkenlandet til Egypten. De har æsler og kameler læsset med kostbarheder til betaling for egypternes hjælp. Det er en farefuld færd, for ørkenen er fuld af løver, der ligger på lur, hugorme og hurtige giftslanger. Og så er det til ingen nytte, for egypterne vil ikke hjælpe jer. Egyptens løfter er tomme løfter. Derfor kalder jeg landet „Den harmløse drage”.
Skriv budskabet ned, så det kan bevares som et evigt vidnesbyrd om mit folks oprørskhed. De er som stædige børn, der ikke vil høre, hvad Herren siger. Til mine profeter siger de: „Ti stille! Vi vil ikke høre på jer.” Eller de siger: „Lad være med at sige os den ubehagelige sandhed. Vi vil hellere høre noget rart, selvom det måske ikke passer. Tag ikke livet så tungt. Vi har fået nok af al den snak om Israels hellige Gud.”
Hertil svarer Israels hellige Gud: Fordi I forkaster mit ord og i stedet sætter jeres lid til løgn og bedrag, skal jeres synd være som en voksende revne i en knejsende mur. Revnen bliver større og større, indtil muren pludselig styrter i grus. I vil blive knust som en lerkrukke og slået i tusinde stykker. Ikke et eneste skår vil være stort nok til, at man kan bruge det til at hente gløder fra ildstedet eller en sjat vand fra et vandreservoir. For Herren, Israels hellige Gud, har sagt: Kun ved at vende jer til mig og søge min hjælp kan I blive reddet. I får styrke ved at være stille og stole på mig. Men det vil I ikke. I siger: „Vi har brug for hurtige heste.” Ja, I får brug for at flygte i fuld fart fra jeres fjender. En enkelt fjendtlig rytter vil jage 1000 af jer på flugt. Fem af dem er nok til at slå jer alle på flugt. En rest bliver tilbage som et enligt banner på en bakketop.
Men Herren længes efter at være nådig og barmhjertig imod jer. Han er en god Gud, og han velsigner dem, der søger hjælp hos ham.
Mit folk i Jerusalem, hold op med at græde, for Herren er barmhjertig. Han vil høre dig, hvis du beder om hans hjælp. Han vil svare dig, så snart du råber til ham. Selv når han sender dig modgang og bitter lidelse, er han med dig for at vejlede dig. Med dine egne øjne skal du se dine vejledere. Når du er ved at komme på afveje og fare vild, skal du høre en stemme bag dig sige: „Her er den vej, du skal følge.” Da vil du ødelægge alle dine forsølvede afguder og forgyldte gudestatuetter. Du vil kaste dem bort som affald. „Ud med dem!” vil du sige.
Da vil Gud velsigne det, du har sået, med masser af regn. Afgrøden vil vokse godt, og høstudbyttet blive stort. Dit kvæg får vidtstrakte græsgange. Okser og æsler, som arbejder for dig, får det fineste og bedste foder. Den dag Gud griber ind og besejrer dine fjender, vil han sende dig strømme af vand fra hvert bjerg og bakkedrag. Månen vil skinne som solen, og solen vil skinne syv gange stærkere end før, som syv dages dagslys på én gang. Sådan vil det gå, når Herren helbreder sit forslåede folk og heler de sår, han gav dem.
Se, Herren kommer langvejsfra. Hans vrede er som en vældig brand, indhyllet i et tykt røgtæppe. Han fråder af raseri, hans ord fortærer som ild. Hans vrede vælder frem som en flodbølge, der fejer alt og alle bort foran sig. Han ryster folkeslagene i ødelæggelsens si, lægger bidsel i deres mund og fører dem bort til dom.
Men Guds folk skal synge af glæde som om aftenen, når en højtid begynder. Hans folk skal glæde sig af hjertet, som når fløjtespilleren leder pilgrimstoget op til Herrens bjerg i Jerusalem, til Israels klippe. Herren vil lade sin vældige røst lyde. Han knuser fjenderne med sin stærke arm og udgyder sin vrede over dem med voldsomme lyn, med torden, skybrud og store hagl. Herrens straf skal ramme assyrerne. Han slår dem med sin vredes stok. Med de stokkeslag, der falder på assyrerne, slår Herren takt til sit folks frydesang, der ledsages af tamburiner og harpeklang. Ligbålet står parat til Assyriens konge. Det er højt og bredt, og der er masser af brændsel. Herrens åndepust er som et vulkanudbrud, der sætter det hele i brand.
Hør, hvad Herren siger til Israels folk:
„Kom og forsvar jer med bjergene som vidner,
lad højene høre, hvad I har at sige.”
Ja, lad bjergene høre Herrens anklage,
jordens grundvold skal lytte med,
for han vil anklage sit folk,
han kræver Israel til regnskab.
„Mit folk, hvad har jeg gjort jer?
Hvorfor er I blevet trætte af mig? Svar mig!
Det var jo mig, der førte jer ud af Egypten
og befriede jer fra slaveriet.
Jeg gav jer både Moses, Aron og Mirjam som ledere.
Mit folk, husk på, at kong Balak af Moab ville forbande jer,
men jeg fik Bileam, Beors søn, til at velsigne jer.
Husk alle miraklerne på vejen mellem Shittim og Gilgal,
hvordan jeg i min nåde gav jer sejr.”
„Hvilke ofre ønsker Gud, vi skal bringe ham?” spørger I.
„Hvad kan vi give til den højhellige Gud?
Måske kan vi give ham et brændoffer,
de bedste kalve vi ejer?
Vil han tage imod 1000 væddere,
eller måske et hav af olivenolie?
Skal vi ofre vores førstefødte sønner,
som bod for alle vores synder?”
Nej, menneske, du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren forlanger af dig:
Du skal gøre det rette i trofast kærlighed,
og altid være villig til at vandre med Herren.
Herren råber til Jerusalem,
og den, der er vis, lytter til hans ord.
Hør på dommen
og tænk over, hvem der afsiger den:
„I snyder stadig, når I sælger jeres varer,
I bliver rige ved at bedrage andre.
I ændrer på vægten med god samvittighed
og bruger falske lodder uden at blinke.
Byens rigmænd er voldelige,
alle indbyggerne er fulde af løgn, snyd og bedrag.
Derfor vil jeg sende en hær imod jer,
så I kan forstå konsekvensen af jeres synd.
Der bliver mangel på mad,
så sulten gnaver i maven.
I vil prøve at redde jeres ejendele,
men det skal ikke lykkes jer.
Og skulle det lykkes jer at redde noget,
bliver det taget af fjenden.
I skal så, men I når ikke at høste.
I presser jeres oliven, men når ikke at bruge olien.
I presser saften af druerne, men når ikke at drikke vinen.
I fulgte jo kong Omris gudløse skikke,
efterlignede kong Ahabs ondskab.
Byens ødelæggelse bliver frygtelig at se på.
Indbyggerne bliver udsat for spot,
ja, hele folket vil blive hånet.”
Du skal vide, Timoteus, at den sidste tid, før Herren kommer igen, bliver en meget vanskelig tid. Folk vil kun tænke på sig selv og deres penge. De vil være arrogante og store i munden. De vil håne Gud og gøre oprør mod deres forældre. De vil være utaknemmelige og respektløse, afstumpede og hårdhjertede. De vil være anklagende, hæmningsløse, brutale, uden ønske om at gøre godt, forræderiske, fremfusende og hovmodige. De vil være mere opsat på at søge fornøjelser end på at søge Gud. De vil have en overfladisk religiøsitet, men vil ikke have noget med Guds kraft at gøre. Hold dig fra den slags mennesker.
Nogle af dem er falske lærere, der trænger sig ind i hjemmene og får magt over svage kvinder, der går rundt og er tynget af skyldfølelse over deres synder. Sådanne kvinder har et utal af behov og er altid parate til at følge nye lærere. Men de når aldrig frem til at forstå sandheden. Som Jannes og Jambres satte sig op imod Moses, sådan sætter de falske lærere sig op imod sandheden. Deres sind er fordærvet, og deres tro holder ikke under prøvelser. Derfor kan de heller ikke blive ved. En dag vil man indse, hvor tåbelige de er – ligesom det skete for Jannes og Jambres.
Timoteus, du har fulgt mig tæt på i lang tid. Du har observeret min undervisning, min adfærd og mine mål i livet. Du kender min trofasthed, langmodighed, kærlighed og udholdenhed. Du ved også om de forfølgelser og lidelser, jeg har været igennem i Antiokia, i Ikonion og i Lystra. Du ved, hvordan jeg holdt ud gennem dem alle sammen, og hvordan Herren reddede mig hver gang. Alle, der ønsker at tjene Jesus Kristus og leve et gudfrygtigt liv, vil blive forfulgt. Sådan er det bare. Men de ondskabsfulde, religiøse bedragere vil synke dybere og dybere. De er faret vild og fører andre på vildspor.
Du, derimod, skal holde fast ved det, du har lært og har sat din lid til. Du kender jo dem, der har undervist dig. Desuden er du fra din tidligste barndom blevet oplært i de hellige skrifter, som hjalp dig til at forstå, at frelsen modtages ved tro på Jesus Kristus. Hele Skriften er inspireret af Gud og kan bruges til undervisning, til irettesættelse, til korrektion og til træning i at leve ret, så enhver, der ønsker at tjene Gud, kan blive fuldt udrustet til at gøre det gode.
Ve jer, I, som rejser til Egypten efter hjælp, I, som sætter jeres lid til stridsvogne, heste og en sværm af ryttere i stedet for at søge hjælp hos Israels Gud. I sin visdom sender han ulykke over sit folk. Han ombestemmer sig ikke, men rejser sig imod dem og deres gudløse forbundsfæller på grund af deres ondskab. Egypterne er dødelige mennesker, ikke guder. Deres heste er af kød og blod, ikke ånd. Når Herren løfter sin hånd imod dem, snubler og falder de sammen med dem, de prøver at hjælpe. Så er det ude med dem alle.
Herren sagde til mig: „Jeg er Herren, den Mægtige, og jeg vil kæmpe for Zions bjerg, som en løve kæmper for sit bytte. Lige meget hvor højt hyrderne råber og hvor meget de larmer for at skræmme løven væk, så flytter den sig ikke, men viser blot tænder. Som fuglen, der svæver over sin rede for at beskytte den, sådan vil jeg beskytte og skærme Jerusalem. Jeg våger over byen og redder den.”
Israels folk, vend tilbage til den Gud, som I har været så utrolig oprørske imod. Der kommer en dag, hvor I vil kassere de afguder af sølv og guld, som jeres syndige hænder har skabt. Da vil assyrerne falde, men ikke for menneskers sværd. Gud vil selv nedkæmpe dem. De vil prøve at flygte, men de unge mænd bliver ført bort som slaver. Hærchefen vil flygte i rædsel, officererne tage benene på nakken, når de får øje på Israels banner, siger Herren, for hans vredes ild brænder i Jerusalem.
Sikken en elendighed!
Det er som i en frugtplantage, når høsten er forbi,
eller i en vinmark, når alle druer er plukket.
Der er ingen figner til at stille ens sult,
ikke en eneste klase vindruer er tilbage.
Guds tjenere er forsvundet fra jordens overflade.
Der findes ikke et eneste retskaffent menneske.
Alle ligger på lur som røvere,
og man sætter fælder for hinanden.
Der er kun en ting, de er gode til,
nemlig at være onde.
Øvrigheden er korrupt,
dommerne tager imod bestikkelse.
Den stærke gennemfører sine onde planer.
Alle er de enige om at bøje retten.
De bedste af dem er som tornebuske,
de mest ærlige som tjørnekrat.
Men straffen fra Gud er på vej,
de rædsler, som profeterne har advaret om.
Stol ikke på nogen,
tro end ikke din bedste ven.
Du må hellere sætte lås for munden,
selv når du er sammen med din kone.
En søn vil foragte sin far,
en datter gøre oprør imod sin mor
og en svigerdatter imod sin svigermor.
Man får sin egen familie til fjender.
Men jeg vil spejde efter Herren.
Jeg venter på, at Gud vil redde mig,
for jeg er sikker på, at han hører min bøn.
Du skal ikke hovere over mig, min fjende,
for selv om jeg falder, rejser jeg mig igen.
Når mørket omslutter mig,
vil Herren være mit lys.
Jeg accepterer min straf,
for jeg har syndet imod Herren.
Han vil forsvare mig mod fjenderne
og straffe dem for det, de har gjort.
Til sidst vil han føre mig fra mørket ud i lyset,
så jeg ser, hvor god og retfærdig han er.
Da vil fjenderne se Guds magt,
og deres hån vil blive gjort til skamme.
De spottede mig jo ved at sige:
„Hvorfor hjælper Herren, din Gud, dig ikke?”
Da er det min tur til at se på,
at min fjende trampes ned i mudderet.
En dag skal Jerusalem genopbygges,
og da bliver skellet mellem folkene fjernet.
Folk fra alverdens lande skal komme til jeres land,
fra stormagter som Assyrien og Egypten,
fra hele strækningen mellem Egypten og Eufratfloden,
ja fra fjerne lande og verdensdele.
Men landet skal først lægges øde
på grund af befolkningens ondskab.
Herre, tag dig af dit udvalgte folk,
som hyrden vogter sin hjord.
Lad dem nyde skovens frodighed i fred,
og glæde sig midt i en frugthave.
Lad dem boltre sig på Bashans og Gileads græsgange,
som de gjorde i gamle dage.
„Ja,” siger Herren, „jeg vil gøre undere for mit folk
som dengang, jeg førte jer ud af Egypten.”
Hele verden vil se dine undere
og med skam erkende deres afmagt.
De vil komme krybende ud af deres fæstninger,
de kravler hen ad jorden og æder støv som slanger.
Skælvende af frygt vil de nærme sig Herren, vores Gud,
for hans magt vil fylde dem med ærefrygt.
Der findes ingen Gud som dig,
du tilgiver den rest, der er tilbage af dit ejendomsfolk.
Du kan ikke være vred for evigt,
men elsker at vise din trofaste kærlighed.
Du vil igen se i nåde til os
og tilgive os alle vores synder,
ja, kaste dem i havets dyb.
Du viser din trofasthed mod Abraham
og opfylder dit løfte til Jakob.
De løfter, du gav vores forfædre, står fast.
Jeg er meget bevidst om, at Gud ser og hører alt, hvad jeg gør. Jeg tænker også meget på, at Jesus Kristus skal dømme de levende og de døde, og at han kommer og opretter sit rige. Derfor vil jeg minde dig om det ansvar, du har, for at forkynde det budskab, du har fået betroet, hvad enten du synes, det er belejligt eller ubelejligt. Du skal afsløre enhver falsk lære og korrigere de vildfarne. Vejled mennesker med megen tålmodighed og klar undervisning. Der kommer nemlig en tid, hvor folk ikke vil rette sig efter den sunde lære, men i stedet følger deres egne ønsker og holder sig til de forkyndere, der fortæller dem, hvad de gerne vil høre. De vil vende det døve øre til sandheden og i stedet lytte til myter. Du skal være på vagt på alle områder. Vær ikke bange for at lide ondt, men gør et godt stykke arbejde som evangelist. Vær helhjertet i din tjeneste.
Hvad mig angår, så skal mit blod snart ofres som et drikoffer. Tiden er inde til, at jeg skal herfra. Jeg har kæmpet den gode kamp, fuldført løbet og bevaret troen. Nu venter belønningen forude, retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil overrække mig på den store dag. Ja, ikke bare mig, men alle, som længes efter, at han skal komme igen.
Kom til mig, så hurtigt du kan, for Demas har forladt mig af kærlighed til den nuværende verden og er taget til Thessaloniki. Kreskens er rejst til Galatien og Titus til Dalmatien. Kun Lukas er endnu hos mig. Tag Markus med dig hertil, for jeg har brug for ham i tjenesten. Tykikos har jeg sendt til Efesos. Tag den frakke med, som jeg efterlod hos Karpos i Troas – og husk mine bøger, især dem på pergament.
Kobbersmeden Alexander har gjort mig meget ondt, men det er Herrens sag at straffe ham. Du skal være på vagt over for ham, for han er en stærk modstander af vores forkyndelse.
Første gang jeg skulle forsvare mig for domstolen, var der ingen, der hjalp mig. Alle svigtede mig. Gid de aldrig skal stå til regnskab for det. Men Herren hjalp og styrkede mig, så jeg kunne fuldføre min forkyndelse og bringe budskabet om ham ud til alle folkeslag. Og han reddede mig fra at blive dømt til døden. Ja, Herren vil fortsat redde mig ud af ethvert ondt angreb og føre mig sikkert ind i sit himmelske rige. Æren tilhører ham i al evighed! Amen.
Hils Priska og Akvila. Hils Onesiforos og hans familie. Erastos blev i Korinth, og jeg måtte efterlade Trofimos i Milet, da han blev syg.
Skynd dig at komme, før det bliver vinter. Jeg skal hilse fra Eubulos, Pudens, Linus, Claudia og alle de troende her. Herren være med din ånd! Nåde være med jer!