Et budskab om Zions dal:
Hvorfor samles folk på hustagene? Hvorfor er der fest og ballade i byen?
De, som før eller siden døde, blev ikke dræbt med sværd eller fældet i kamp. Alle lederne flygtede, men blev fanget uden at gøre modstand. Alle, som blev i byen, blev taget til fange, selv om de ønskede at flygte langt væk.
Derfor sagde jeg: „Lad mig være i fred med mine bitre tårer. Prøv ikke at trøste mig, men lad mig græde over mit folks undergang.” Herren, min Gud, har beredt en frygtelig trængselsdag for dem i Zions dal. Jerusalems mur brydes ned, og der lyder råb mod bjerget om hjælp. Der er bueskytter fra Elam, kavaleri fra Aram og fodfolk fra Kir med løftede skjolde. De dejlige dale fyldes med stridsvogne, og rytterne presser sig på ved portene. Men Judas skæbne blev afgjort allerede dengang, I løb til det kongelige rustkammer efter våben. I så, at Jerusalems mur var fuld af revner. I undersøgte husene og rev nogle af dem ned for at få sten til at udbedre muren. I samlede vand i den nedre dam mellem de to mure ved at udgrave den gamle dam. Men I satte ikke jeres lid til Herren, som skabte det alt sammen, ham, som står bag det hele.
Herren, den Mægtige, kaldte jer til at græde og sørge. Han bad jer rage håret af som tegn på, at I sørgede over jeres synder, og til at klæde jer i sæk og aske for at vise jeres anger. Men I holdt gilde og morede jer, I sang, dansede og lo, I slagtede okser og får, spiste kød og drak vin. „Lad os spise og drikke,” råbte I, „for I morgen skal vi dø!” Men Herren, min Gud, har fortalt mig, at den synd ikke skal tilgives jer, så længe I lever. Det er Herrens egne ord.
Herren, min Gud, sendte mig til kongens slotsforvalter, Shebna, med følgende besked:
„Hvem tror du, du er? Hvorfor udhugger du dig et fornemt gravkammer her i byen, en smuk bolig højt oppe på klippevæggen? Herren vil slynge dig langt bort, du stolte mand. Han vil rulle dig sammen som en bold og kaste dig bort til et vidtstrakt land. Både du og dine smukke vogne skal føres bort, og du skal dø i det fremmede, for du har bragt skam over din herre. Men først vil jeg tage din stilling fra dig og i stedet udnævne min tjener Eljakim, Hilkijas søn, som din efterfølger. Han skal overtage din embedsdragt, din titel og din autoritet. Han vil være en omsorgsfuld far for Jerusalem og Judas folk. Jeg gør ham til kongens øverste embedsmand. Hans ord skal være lov, og ingen vil turde modsætte sig hans vilje. Jeg slår hans myndighed fast som et syvtommersøm i en solid mur. Fordi han lever op til sit ansvar, vil folk have stor respekt for ham og hans familie.”
„Men engang vil selv det syvtommersøm blive revet løs,” siger Herren, den Mægtige. „Selv om det var banket godt fast i den solide mur, vil det blive revet ud af muren og falde til jorden. Og alt, hvad der var afhængigt af det søm, vil falde til jorden og blive knust.” Det er Herrens ord.
Herren, Israels Gud, viste Obadias, hvad der i fremtiden vil ske med Edoms land.
Vi har hørt fra Herren, at han har sendt en budbringer til folkeslagene for at sige: „Gør jer klar til krig imod Edoms land!”
Og til Edom siger Herren: „Jeg vil gøre dig til et lille og svagt land i de andre nationers øjne. Du vil blive foragtet af alle. Dit hovmodige hjerte har vildledt dig. ‚Hvem kan nå mig her?’ siger du selvbevidst, fordi du bor i klippefæstninger højt oppe i bjergene. Men om du så svævede så højt oppe som ørnen eller byggede din rede blandt stjernerne, ville du ikke være uden for min rækkevidde.
Når tyve og røvere kommer om natten for at stjæle, nøjes de med at tage det, de kan bruge. Og når man høster druer, levner man lidt til de fattige. Men jeres fjender vil udrydde jer fuldstændigt, Esaus efterkommere. De vil ribbe landet for alt af værdi.
Jeres allierede vil svigte jer og drive jer ud af landet. De folk, I troede, var jeres venner, vil lægge fælder for jer, uden at I opdager det. Til den tid vil jeg straffe Edom og udrydde alle de dygtige og kloge blandt Esaus efterkommere. Temans krigere bliver slået ned. Alle som bor i Edoms bjerge bliver dræbt.
Det er straffen for jeres voldshandlinger mod jeres broderfolk, Israel. I skal udryddes for jeres skammelige handlinger. I svigtede Israel og gjorde intet, da fjenderne erobrede landet. Da de delte Jerusalem imellem sig ved lodkastning og drog af sted med deres krigsbytte, skulle man tro I holdt med fjenden. I nød jeres broderfolks nederlag, glædede jer over deres ulykke. I var med til at udplyndre dem og blev rige på deres bekostning. I stillede jer op ved passene og dræbte dem, der prøvede at flygte. I tog de overlevende til fange og udleverede dem til deres fjender.
Dommen over alle folkeslag er nær. I vil få løn som forskyldt. Hvad I har gjort mod andre, vil blive gjort mod jer. I drak af sejrens bæger på mit hellige bjerg, og det samme vil andre folkeslag gøre fremover. Derfor skal I også drikke af straffens bæger, ja tømme det til bunds, så I bliver helt udslettet.
Men en rest af mit folk skal overleve, og Zions bjerg skal være et helligt sted. Jakobs efterkommere vil genindtage det land, som blev taget fra dem. Da vil Jakobs og Josefs efterkommere blive som en fortærende ild, mens Edom bliver som en stubmark. Alt bliver brændt. Ikke en eneste af Esaus efterkommere vil undslippe! Jeg, Herren, har talt.
Den del af mit folk, som bor i Negev, skal indtage Edoms bjergland. De, som bor på Judas vestlige bakkeskråninger, skal erobre filistrenes sletter, og resten af judæerne skal overtage Efraims og Samarias agerland. Benjamins folk skal erobre Gilead. De soldater af Jakobs efterkommere, som blev taget til fange, vil vende hjem og overtage kyststrækningen helt op til Zarepta, og de indbyggere fra Jerusalem, som blev ført til Lilleasien, skal vende hjem og overtage Negevs landsbyer. De befriede vil tage til Zions bjerg for at regere over Esaus bjerge. Og så skal Herren være konge.”
Dette brev er fra Paulus, der efter befaling fra Gud, vores Frelser, og Jesus Kristus, vores håb, er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus.
Kære Timoteus, mit sande barn i troen. Må du opleve nåde, barmhjertighed og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre.
Da jeg rejste videre til Makedonien, bad jeg dig om at blive i Efesos, for at du skulle irettesætte visse personer, som forvirrer folk med deres forkerte lære. Du skal beordre dem til ikke at være så optaget af myter og endeløse stamtavler, for det fører til nytteløse diskussioner i stedet for at fremme Guds frelsesplan, der er baseret på tro. Formålet med din irettesættelse af dem skal være at fremme den kærlighed, der udspringer af et rent hjerte, en god samvittighed og en oprigtig tro. Det er, når folk glemmer kærligheden, at de begiver sig ud i sådanne formålsløse diskussioner. De vil gerne undervise i Guds lov, men de ved ikke, hvad de snakker om, og de forstår ikke baggrunden for det, de har så travlt med at udtale sig om.
En lov er en god ting, hvis man altså bruger den rigtigt og forstår, at den ikke er til for dem, der gør det rigtige i forvejen, men for dem, der er lovløse og oprørske. Loven finder anvendelse over for de gudløse og respektløse syndere, dem, der ikke er kommet til tro, og folk, der gør vold mod forældre og begår mord, folk, der lever i seksuel synd, praktiserer homoseksualitet eller er slavehandlere, folk, der lyver og afgiver falsk forklaring eller på anden måde handler i modstrid med den sunde lære. Den sunde lære finder vi i det herlige budskab om Kristus, som vores vidunderlige Gud har betroet mig at forkynde.
Jeg er fuld af taknemmelighed til Jesus Kristus, vores Herre, fordi han anså mig for at være trofast og betroede mig denne tjeneste, som han også har givet mig kraft til at udføre. Engang hånede og forfulgte jeg de kristne med et utroligt hovmod. Men alligevel var Gud nådig imod mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde dengang. Herrens nåde strømmede ud over mig, så jeg blev fyldt med den tro og kærlighed, der har sin kilde i Jesus Kristus. Jeg, som var den største synder, forstod pludselig, at Jesus Kristus kom til denne verden for at frelse syndere. Tro mig, og accepter, hvad jeg siger. Netop fordi han kom for at frelse syndere, viste han nåde imod mig. Derved er jeg blevet et fantastisk eksempel på den enestående kærlighed, han ønsker at udvise over for dem, der endnu har til gode at komme til tro på ham og modtage det evige liv.
Han er evighedens Konge,
usynlig og uforgængelig.
Der er ingen anden Gud.
Giv ham ære nu og i al evighed.
Amen.
Timoteus, mit barn, det er altså den opgave, jeg har givet dig ansvar for, og det stemmer også overens med de profetiske ord, som tidligere blev udtalt over dig. Hold fast ved de ord, så du kan kæmpe den gode kamp i tro og med en ren samvittighed.
Desværre har nogle mennesker ignoreret deres samvittighed og lidt skibbrud i deres trosliv. Det gælder blandt andet Hymenæus og Alexander, som jeg har måttet overgive til Satan, for at de må lære ikke at vise hån mod Gud.
Et budskab om Tyrus:
Bryd ud i gråd, I mægtige Tarshish-skibe, for Tyrus er ødelagt. Der er ingen havn at komme tilbage til. Da I kom til Cypern, hørte I om ødelæggelsen. Bliv stumme af sorg, Sidons handelsfolk og I, som bor langs kysten. Jeres skibe sejlede over det store hav. De bragte jer korn fra Egypten. I blev rige på grund af Nildeltaets høst. I var verdens vigtigste handelscentrum. Men nu må Sidon, den prægtige havneby, skamme sig over sit tab. Nu jamrer havet: „Jeg er som en kvinde uden børn. Mine sønner og døtre er borte.” Når Egypten hører, hvordan det er gået Tyrus, bliver der stor sorg. I vil jamre, kystboere, og prøve at rejse over til Tarshish. Nu ligger jeres ældgamle og engang så blomstrende by i ruiner, den by, hvorfra I drog ud over havet til fjerne egne.
Hvem lod en sådan katastrofe ramme Tyrus, den magtfulde by, hvis handelsfolk blev stenrige stormænd? Herren, den Mægtige, gjorde det for at ydmyge de stolte og nedbøje dem, der sætter deres lid til jordisk rigdom og pragt. Nu må I dyrke jorden, som de gør langs Nilen, for det er forbi med skibshandelen. Herren rakte hånden ud over havet, og jordens riger rystede. Han lod fjendtlige folkeslag tilintetgøre Fønikiens fæstning og forsvar.
Han sagde: „Du ligger ilde tilredt, Sidon, der er intet at juble over mere. Rejs bare over til Cypern, men heller ikke der vil du opleve fred.”
Det var det kaldæiske rige og ikke assyrerne, der ødelagde Sidon. De byggede angrebstårne, ødelagde byens fæstninger og lagde den i ruiner, så den blev hjemsted for vilde dyr. Græd og sørg, I Tarshish-skibe, som krydser verdenshavene, for jeres havn er ødelagt.
Tyrus vil blive glemt i 70 år, svarende til en konges levetid. Derefter vil det gå byen som i visen om den prostituerede kvinde:
Ja, grib din harpe, du glædespige.
Måske vil en mand dig igen berige?
Gå ud i gaderne nok en gang
og istem din gamle elskovssang.
Efter 70 år vil Herren genrejse Tyrus, men hun vil ikke opføre sig bedre end før. Hun vil vende tilbage til sit gamle erhverv og sælge sin sjæl til alverdens kongeriger. Men det, hun tjener på sin forretning, skal ikke længere komme hende selv til gode, men overdrages til Herren og bruges af dem, der tjener ham, så de kan spise sig mætte og klæde sig i fornemt tøj.
En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: „Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”
Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish. Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.
Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.
Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”
Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.
Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” „Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”
Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. Så råbte de til Jonasʼ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.
I mellemtiden havde Herren ordnet det sådan, at en stor fisk slugte Jonas. Jonas var inde i fisken i tre dage, og fra fiskens indre bad han til Gud:
„I min nød vendte jeg mig til dig, Herre,
og du greb ind!
Jeg råbte om hjælp fra dødens forgård,
og du bønhørte mig!”
Han fortsatte:
„Du kastede mig i havet,
og jeg sank ned i dybet.
Jeg blev slugt af det store ocean,
og bølgerne rasede oven over mig.
Jeg troede, du havde forkastet mig,
og at jeg aldrig mere skulle se dit hellige tempel.
Vandmasserne lukkede sig omkring mig,
havets dyb omsluttede mig.
Vandplanterne viklede sig om hovedet på mig,
og jeg sank ned mod bjergenes rødder.
Jeg var på vej gennem dødsrigets port,
som ville blive smækket i efter mig for evigt.
Men Herre, du hørte min bøn
og rev mig ud af dødens gab.
Da alt håb var ude, vendte jeg mig til dig, Herre,
og fra dit hellige tempel hørte du min bøn.
De, som holder sig til falske guder,
oplever ikke din trofasthed og nåde.
Men det har jeg nu oplevet,
og jeg vil takke dig med lovsang og ofre.
Jeg vil indfri mine løfter til dig,
for det er dig, Herre, der har magt til at redde.”
Derefter sørgede Herren for, at fisken spyttede Jonas ud på strandbredden.
Derfor understreger jeg vigtigheden af at bede for alle mennesker, påkalde Guds hjælp, gå i inderlig forbøn for hinanden og sige tak til Gud. Bed specielt for konger og alle i ledende stillinger, så vi kan leve et fredeligt og stilfærdigt liv med en værdighed, som ærer Gud. Det er godt og værdsat hos Gud, vores Frelser.
Gud ønsker jo, at alle må komme til erkendelse af sandheden og få det evige liv. Der er nemlig kun én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Jesus Kristus. Da tiden var inde til det, gav Jesus sit liv som løsesum for at kunne sætte alle mennesker i frihed, og det er kernen i budskabet. Som en trofast og sandfærdig forkynder, apostel og lærer har jeg fået til opgave at bringe dette budskab ud til alle folkeslag. Jeg lyver ikke. Det er den rene og skære sandhed.
Når mændene rundt omkring i menighederne løfter hænderne i bøn, skal det være med hengivenhed til Gud, uden vrede eller indbyrdes splid. Kvinderne skal være anstændige i deres påklædning og smykke sig med en værdig og fornuftig optræden frem for med kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og dyrt tøj. Lad dem vise deres gudsfrygt gennem gode gerninger. En kvinde bør underordne sig og tage imod belæring i stilhed. Jeg kan ikke tillade en kvinde at optræde som lærer. Hun bør leve i stilhed og ikke være dominerende over for en mand. Hvorfor? Fordi Adam blev skabt først og derefter Eva. Og det var ikke Adam, der blev bedraget af Satan, men kvinden, og det førte til oprør mod Guds vilje. Men kvinden vil nå frem til det evige liv ved at værne om kaldet som opdrager for sine børn og leve et fornuftigt liv i tro og kærlighed og hellighed.
Hør efter! Herren gør landet tomt og øde, og han spreder dets indbyggere. Det går menigmand som præst, slave som herre, slavepige som frue, køber som sælger, udlåner som låner. Ikke en eneste undslipper. Landet bliver plyndret totalt og tømt. Det er Herrens ord.
Befolkningen vil lide under følgen af deres synder. Jorden vrider sig i smerte, og afgrøderne visner, for himlen nægter at give regn. Landet er ødelagt af ondskab og forbrydelser. Folket har overtrådt Guds lov og brudt hans ubrydelige pagt. Derfor hænger Guds forbandelse over dem, og de må bære straffen for deres synd. Befolkningen svinder ind, og kun få vil overleve.
Vinhøsten er slået fejl, vinen er brugt op og lystigheden vendt til sorg. Harpens melodiøse akkorder og tamburinens lystige rytmer er forstummet, al jubel er ophørt. Ingen vin kan inspirere til sang, og øllet smager bittert.
Tomhedens by er brudt ned. Alle døre er låste og barrikaderede. Folk strejfer om i gaderne og råber på vin. Glæden er gået i sort, lystigheden forsvundet. Byen er ødelagt, dens porte slået ind. Som når man har slået oliven ned fra træets grene eller plukket druer i vinmarken, sådan bliver det blandt alle folkeslagene ud over jorden: kun en rest bliver tilbage.
Men de, som er tilbage, skal råbe højt af glæde. I Vesten lovsynger de Guds storhed. I Østen skal lovsangen give ekko tilbage. Fjerne øer skal lovprise Herren, Israels Herre. Fra jordens ender synger de: „Æren er Guds, for han er retfærdig.”
Men mit hjerte er tungt af sorg, jeg holder det ikke ud. Ondskaben vinder stadig frem, troløshed ligger på lur overalt. Terror, ulykker og undertrykkelse rammer alle jordens folk. Undslipper I terror, vil I styrte i en faldgrube. Kravler I op af faldgruben, bliver I fanget i en fælde.
Straffen kommer ned fra himlen. Jorden ryster i sin grundvold. Den slår revner og bryder sammen, ryster og skælver. Verden vakler som en beruset, svajer som et faldefærdigt skur. Den segner under vægten af sin skyld og rejser sig ikke igen.
Til den tid vil Herren straffe himlens åndemagter såvel som jordens stolte herskere. De bliver stuvet sammen som fanger og lænket i mørkets hule. Der må de vente til dommens dag. Fuldmånen vil skjule sit ansigt og solen gemme sig væk, for Herren, den Mægtige, skal regere fra Zions bjerg i Jerusalem, og hans folks ledere skal se hans herlighed.
Igen talte Herren til Jonas og sagde: „Tag af sted til den store by Nineve og udråb min straf over den.”
Denne gang adlød Jonas og tog til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en umådelig stor by, og det ville tage tre dage at gå igennem den.
Jonas begyndte nu at gå igennem byen og råbte en hel dag: „Om 40 dage vil Nineve blive lagt i ruiner!”
Nineves indbyggere tog budskabet alvorligt, og der blev udråbt en faste. Byens ledere og hele befolkningen klædte sig i sæk og aske for at vise, at de angrede deres synder.
Så snart Nineves konge havde hørt Jonasʼ budskab, havde han nemlig holdt rådslagning med sine ministre. De blev enige om, at følgende befaling skulle bekendtgøres over hele byen: „Kongen og hans ministre bekendtgør hermed, at ingen, hverken dyr eller mennesker, må spise eller drikke noget! Alle skal klæde sig i sæk og aske og råbe til Gud om nåde! Alle skal omvende sig fra deres ondskab og gøre ende på uretfærdighed og vold! Måske vil Gud vise barmhjertighed og ikke ramme os med sin frygtelige straf, men lade os leve.” Derefter tog kongen sin kappe af, klædte sig i sæk og aske og satte sig på jorden.
Da Gud så, at indbyggerne omvendte sig fra deres ondskab, forbarmede han sig og ødelagde ikke byen, som han havde sagt, han ville gøre.
Men Jonas blev rasende. „Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!” Men Herren svarede: „Jonas, er det rigtigt af dig at være så vred?”
Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.
Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.
Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet. Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.
„Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud.
„Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.
„Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste. Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre. Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”
Tro mig, at komme med i menighedens ledelse er et udmærket ønske at have, men der må stilles visse krav til en leder: Han skal have et godt ry og have vist trofasthed i sit ægteskab, have selvbeherskelse, være fornuftig, anstændig, gæstfri og god til at lære fra sig.
Han må hverken være drikfældig eller stridslysten, men skal være venlig og fredsommelig, og han må ikke være pengegrisk. Han skal være en god leder i sit eget hjem og være i stand til at opdrage sine børn til at være lydige og vise respekt. (For hvis en mand ikke er en god leder i sit eget hjem, hvordan skulle han så kunne lede Guds menighed?) Han må ikke være en helt ny kristen, for at han ikke skal blive hovmodig og falde ind under den samme dom, som Djævelen fik. Det er også nødvendigt, at han har et godt ry uden for menigheden, så han ikke bliver offer for den forhånelse, som Djævelen vil prøve at angribe ham med.
De, der hjælper med praktiske opgaver i menigheden, skal også være ærværdige mænd, man kan stole på. De må ikke være drikfældige eller ude efter at berige sig selv. De skal med ren samvittighed holde fast ved budskabet om Kristus, som nu er åbenbaret for os. Prøv dem af først, og hvis de klarer opgaverne godt, kan de indsættes i deres hjælpetjeneste i menigheden. De kvindelige medhjælpere skal også være ærværdige personer, der ikke løber med sladder. De skal have selvbeherskelse og vise trofasthed i alt, hvad de foretager sig.
Medhjælpere skal også have vist trofasthed i deres ægteskab og have bevist, at de kan styre deres børn og hjem på en god måde. De, som trofast har udført deres arbejde i menigheden, har gjort gode fremskridt i deres kristne liv, og de vil opleve stor frimodighed i troen på Jesus Kristus.
Jeg regner med snart at komme på besøg hos dig. Men skulle jeg blive forsinket, har jeg nu givet dig nogle retningslinjer for ledelsen i Guds hus, den levende Guds menighed, som bærer og understøtter sandheden. Og det er bestemt en stor skat, der ligger gemt i vores gudsdyrkelse:
„Han kom i menneskeskikkelse,
vandrede i Helligåndens kraft,
blev betjent af engle,
forkyndt blandt folkeslagene,
troet på over hele verden,
taget op til Himlens herlighed.”
Mægtige Gud, du er min Gud.
Jeg vil synge din pris og ære dit navn.
Underfulde ting har du gjort,
udført dine planer fra fortids dage.
Byer har du lagt i ruiner,
jævnet fæstningsværker med jorden.
Fjendens paladser er sunket i grus
for aldrig mere at genopbygges.
Mægtige nationer skal lovprise dig,
ondskabens byer skal ryste af skræk,
for du frelser dem, som stoler på dig,
du hjælper de svage i deres nød.
Du giver dem læ for stormen og skygge for heden,
du værner dem mod den ondskab og vold,
der pisker imod dem som regn mod en mur.
Som kølende skyer i ørkenens hede
dæmper du voldsmænds voldsomme vrede.
På Zions bjerg vil Herren holde fest for alverdens folkeslag, et gilde med lækre retter og udsøgte vine. Til den tid vil han fjerne det tæppe af frygt, som indhyller alle folkeslag, for han vil tilintetgøre døden for evigt. Gud Herren vil tørre tårerne bort fra hver kind og fjerne forhånelsen af sit folk overalt på jorden. Det er Herren, der har talt.
Da skal hele folket udbryde: „Han er vores Gud! Vi satte vores lid til ham, og han frelste os. Han er den Herre, som vi ventede på med længsel. Lad os juble og glæde os, fordi han har frelst os.”
Herrens velsignelse hviler over Zions bjerg, men moabitterne bliver trampet ned som halm i en mødding. De kæmper for at holde sig oven vande, men trods deres dygtighed ydmyger Herren dem for deres stoltheds og indbildskheds skyld. Deres tårnhøje mure nedbryder han, så de synker i grus og bliver til støv.
Mika fra byen Moreshet modtog en række profetiske budskaber fra Herren på den tid, hvor henholdsvis Jotam, Ahaz og Hizkija regerede i Juda. Gud viste ham, hvad der skulle ske med Samaria og Jerusalem.
Hør godt efter, alle folkeslag.
Lyt til mig, alle jordens beboere.
Herren, Israels Gud, dømmer sit folk,
tordner mod dem fra sin trone i Himlen.
Han forlader sin himmelske bolig,
træder ned på bjergenes tinder.
De smelter som voks under hans vrede,
som ved en syndflod skylles højene væk.
For Israels folk har vendt sig fra Herren,
Judas folk har syndet mod deres Gud.
Hvem gik forrest i Israels frafald?
Var det ikke Samaria?
Hvem førte an i Judas afgudsdyrkelse?
Var det ikke Jerusalem?
Derfor bliver Samaria til en ruinhob,
et sted, hvor der plantes vinstokke.
Herren smider husenes sten ned i dalen,
så fundamenterne ligger blottede tilbage.
Alle stenstøtter skal smadres,
alle afgudsbilleder brændes.
De afskyelige afguder
skal blive til affald.
Byens rigdom kom fra gaver til dens afguder,
nu bliver rigdommen givet til andre folks guder.
Derfor vil jeg sørge og klage,
gå barfodet omkring uden kjortel.
Jeg vil hyle som en sjakal
og tude som en ugle.
For Samaria er dødeligt såret,
og Juda vil få samme skæbne.
Ulykken banker på mit eget folks port,
snart når den frem til Jerusalem.
Fortæl det ikke til filistrene i Gat,
vis dem ikke jeres sorg.
Kast støv på hovedet,
Bet-Leafras borgere.
Shafirs folk bliver ydmyget,
i laser bliver de ført i eksil.
Zaʼanan bliver belejret,
så ingen kan komme ud.
Bet-Etzel er klædt i sorg,
for ulykken standsede ikke der.
Marots indbyggere håber på det bedste,
men det er forgæves.
Herrens straf er på vej,
den nærmer sig Jerusalems port.
Spænd hestene for vognen og flygt,
I folk fra Lakish.
Det var jer, der indførte Israels afguder,
og derved førte I Jerusalem til fald.
Tag afsked med Moreshet-Gat,
for den bliver overtaget af nye ejere.
Akzib har intet haft af værdi,
som Judas konger kunne bruge.
Maresha bliver erobret af fjenden,
Judas ledere søger tilflugt i Adullams hule.
Judas land, græd over dine indbyggere,
klip dig skaldet som en grib,
for de bliver taget fra dig
og ført bort som fanger.
Helligånden gør det helt klart, at i den sidste tid, før Jesus kommer igen, vil nogle af de kristne tage afstand fra troen. I stedet vil de blive ivrige tilhængere af lærere, hvis undervisning er inspireret af bedrageriske og dæmoniske ånder. De vil lyve uden at fortrække en mine, for de har mistet deres samvittighed. De vil forbyde ægteskab og kræve, at man undgår at spise visse ting, som jo ellers er skabt af Gud, for at de, der tror og kender sandheden, kan spise dem med tak til Gud. Alt, hvad Gud har skabt, er nemlig godt, og i stedet for at forkaste det, kan vi spise det med taknemmelighed. Gud har jo erklæret, at ingen mad er uren, og desuden takker vi ham for maden. Når du forklarer det her for de kristne, er du en god tjener for Jesus Kristus. Du skal hente din styrke fra budskabet om troens betydning og fra den gode undervisning, som du har modtaget. Afvis de tåbelige myter, der intet godt fører med sig.
Brug hellere tiden på at øve dig i gudsfrygt. Fysisk træning er godt, men giver et begrænset udbytte, for det gavner kun en tid. Gudsfrygt har man derimod stort udbytte af, for det gavner en både her i livet og i den kommende verden. Tro mig, og accepter, hvad jeg siger. Vi slider og kæmper jo netop, fordi vi har sat alt vores håb til den levende Gud, som giver evigt liv til alle, der tror på Kristus. Tilrettevis dem, der tager fejl, og undervis dem om det rette.
Lad ingen se ned på dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende både med dine ord og med dit liv. Vær et godt eksempel for dem, når det gælder kærlighed, trofasthed og renhed. Brug tiden, indtil jeg kommer, til at læse op for dem fra Skriften, til at styrke dem i troen og til at undervise dem. Glem ikke den nådegave, du har, den du modtog fra Gud, da menighedens ledere profeterede over dig og bad for dig med håndspålæggelse. Giv dig i kast med opgaverne, så vil enhver kunne se, hvordan det vil lykkes for dig. Vær bevidst om, hvordan du lever og underviser, og hold ud. Din tjeneste fører jo både dig selv og dine tilhørere frem til det evige liv.
Til den tid vil man i Judas land synge en lovsang til Herren:
Vores by er godt befæstet,
Herren selv er dens mure og volde.
Luk portene op for et retskaffent folk,
som holder fast ved troen på Gud.
De, som stoler på Herren,
skal bo der i fred.
Stol altid på Herren,
for han er den evige klippe.
Han nedstyrter alle de stolte,
knuser de knejsende byer,
jævner dem med jorden
og smider dem i støvet,
så de trampes ned
af de undertryktes fødder.
De retskafne vandrer uden at snuble,
for Herren baner vej for dem.
Herre, vi ønsker at gøre din vilje,
vi ønsker af hjertet at ære dit navn.
Om natten længes min sjæl efter dig,
min ånd søger dig hele tiden.
Når din dom rammer jorden,
vil folk forstå, hvad retfærdighed er.
Viser du nåde mod de gudløse,
lærer de ikke at gøre det gode.
De kan bo i et land med retfærdighed
uden at fatte Herrens storhed.
Herre, de lytter ikke til dine trusler,
ser ikke din hånd, som er parat til slag.
Vis dem din nidkærhed for dit folk,
så de med skam erkender din magt,
mens dine fjender fortæres af ilden.
Herre, lad din fred hvile over os.
Alt, hvad vi har udført, har du jo gjort.
Herre, vor Gud, andre har regeret over os,
men kun dig vil vi anerkende og ære.
De andre konger er døde og borte,
de kommer ikke til live igen.
Din straf ramte dem, og de blev udryddet.
De huskes ikke mere.
Herre, du har gjort os til et talrigt folk
og udvidet vore grænser.
Derved har du vist din storhed.
Herre, i vores fortvivlelse søgte vi dig,
hviskede vore bønner, mens du straffede os.
Herre, vi var som en fødende kvinde,
der vrider sig i smerte.
Ja, vi vred os i fødselsveer,
men intet kom der ud af det.
Vi kunne ikke selv redde vores land.
Intet fødtes af vore anstrengelser.
Men ét ved vi:
De, som hører dig til, skal leve,
deres legemer skal opstå på ny.
De, der ligger begravet i jorden,
skal engang vågne og juble.
Som duggen indvarsler dagens lys,
vil Herren lade sine døde se livets lys.
Mit folk, gå hjem og lås jeres døre. Skjul jer for en kort tid, indtil Gud i sin vrede har taget sig af jeres fjender. Se, Herren kommer fra Himlen for at straffe jordens folk for deres synd. De mord, som blev begået i det skjulte, skal afsløres, for jorden kan ikke længere dække over de dræbte.
Ve jer, der misbruger jeres magt
og undertrykker de svage.
Om natten udtænker I onde planer
og fører dem ud i livet, så snart det bliver lyst.
I begærer jeres nabos hus og marker
og overtager dem uden at have skrupler.
I tilraner jer andre folks ejendom,
som er gået i arv fra deres forfædre.
Derfor siger jeg, Herren:
„Også jeg har udtænkt en plan
som straf for al jeres ondskab.
Jeg vil lægge et tungt åg på jeres skuldre,
og så er det jer, der kommer ned med nakken.”
Når det sker, vil jeres fjender håne jer
ved at synge en klagesang for jer:
„Åh, vi er helt knust,
for Guds folk har mistet sit land.
Herren har selv taget det fra os
og delt det ud til ugudelige folkeslag.”
I, der har undertrykt andre,
får ikke arvelod blandt Guds folk.
„Hold op med dine dommedagsprædikener,” siger folk.
„Det kunne Gud da aldrig få sig selv til at gøre!”
Har Herren ikke været tålmodig med jer, Israels folk?
Er det hans skyld, at han bliver nødt til at straffe jer?
For de, der gør det gode,
er det godt at høre profetens ord.
Herren siger: „I, som er mit folk,
er nu blevet mine fjender.
I kræver den fattiges kappe som betaling for et lån
og river tøjet af folk, der går fredeligt på gaden.
I smider enker ud af deres hjem
og fratager faderløse børn deres værdighed.
I har gjort landet urent med jeres synd,
derfor kommer ulykken over jer.
I bliver sendt bort fra det land, jeg gav jer,
et land, hvor der skulle være ro og fred.
For I vil kun høre på løgneprofeter,
der lover jer fest og glade dage.
Engang vil jeg kalde Israels folk sammen,
for jeg vil samle den tiloversblevne rest.
Jeg vil lede dem som en mægtig fåreflok
på vej til en frodig græsmark.
Der bliver et mylder af glade mennesker.
Jeg nedbryder fangenskabets port
og fører mit folk hjem til deres eget land.
Kongen selv går foran dem,
Herren vil lede dem hjem.”
Du må ikke tale hårdt til en ældre mand, men vejled ham med respekt, som var han din egen far. Vejled de yngre mænd, som var det dine egne brødre, og de ældre kvinder, som var det din egen mor. De unge piger skal du omgås med anstændighed og respekt, som var det dine søstre.
Hvis en enke ingen børn har, der kan tage sig af hende, bør menigheden træde til og hjælpe. Men hvis hun har børn eller børnebørn, må det være dem, der skal lære at vise gudsfrygt ved at tage sig af deres egne familiemedlemmer. På den måde viser de deres taknemmelighed for, hvad deres forældre eller bedsteforældre har givet dem. Det er en handlemåde, som Gud værdsætter. Menigheden bør altså tage sig af de enker, som står alene i verden, som har sat alt deres håb til Gud, og som nu lever i bøn og påkaldelse dag og nat. Men enker, der kun lever for at møde deres egne behov, er derimod som levende døde. Giv menigheden de her anvisninger, så der ikke er noget at udsætte på dem. De, der ikke vil sørge for deres egne slægtninge og især deres nærmeste familie, har fornægtet troen og er værre end de vantro.
En enke, der ønsker at tjene Gud og få sit underhold fra menigheden, skal være mindst 60 år gammel, og hun skal have vist trofasthed i sit ægteskab. Hun skal være kendt for sin gode livsførelse. Har hun taget sig godt af sine børn? Har hun vist gæstfrihed? Har hun vist tjenersind overfor de kristne? Har hun hjulpet mennesker, som var i nød? Har hun på alle måder søgt at gøre det rette?
Yngre enker skal menigheden ikke forsørge, for når deres lyst til giftermål kommer i vejen for deres indvielse til Kristus, vil de giftes. Derved svigter de deres løfte om hengivenhed til Kristus alene. Hvis de yngre enker ikke har noget at bestille, går de på besøg i det ene hus efter det andet og begynder at løbe med sladder og blande sig i andre folks sager. Derfor er mit råd, at det er bedre for de unge enker at gifte sig igen og passe børn og hjem. Ellers kan Fjenden let føre dem på afveje. Der er allerede nogle, der har vendt sig fra troen for at følge Satan.
Altså, hvis en troende mand eller kvinde har et familiemedlem, som er blevet enke, skal de tage sig af hende. Hun må ikke blive en byrde for menigheden, for den har nok at gøre med at hjælpe de enker, der ikke har nogen til at forsørge sig.
Dem, der er gode ledere i menigheden, bør I vise dobbelt ære, især dem, der slider med forkyndelse og undervisning. I Skriften hedder det: „I må ikke binde munden til på en okse, mens den trækker tærskeslæden.” Og et andet sted tales der om, at en arbejder er sin løn værd. Hør ikke på klager over en leder i menigheden, medmindre der er to eller tre vidner, der kan bekræfte dem. Hvis han virkelig har forsyndet sig, bør du irettesætte ham, mens menigheden hører på det, så det kan virke afskrækkende på de andre. Med Gud og Herren Jesus Kristus og de udvalgte engle som vidner pålægger jeg dig alvorligt at følge de her anvisninger uden at dømme nogen på forhånd og uden at bøje retten.
Vær ikke for hurtig til ved håndspålæggelse at indsætte nogen til en tjeneste i menigheden, og lad dig ikke drage med i andres frafald. Hold dig selv fri af al synd. (Og drik ikke længere kun vand, men tag lidt vin for din maves skyld, og fordi du så ofte er syg.) Nogle menneskers synder kan man tydeligt se her og nu, mens andre menneskers synder først afsløres ved den endelige dom. På samme måde er det med gode gerninger. Nogle er tydelige for enhver, mens andre ikke kommer for dagen før til sidst.