Det følgende er Davids sidste ord:
„Et budskab fra David, Isajs søn,
et budskab fra en, som Gud har gjort stor,
som Jakobs Gud har salvet til konge,
helten som Israel synger om.
Herrens Ånd talte gennem mig,
hans ord lå på min tunge.
Israels Gud talte,
Israels beskytter sagde til mig:
‚Den, der regerer retfærdigt,
den, der udøver sin magt i ærefrygt for Gud,
stråler som morgenens lys,
skinner som solen fra en skyfri himmel,
som lysglimt i det våde græs,
der lokker urter frem af jorden.’
Står min slægt ikke ret ind for Gud?
Har Gud ikke oprettet en evig pagt med mig?
En nøje beregnet og bevaret pagt.
Alt, hvad jeg har brug for til frelse,
mine behov og det, jeg længes efter,
dem får han til at spire frem.
Men onde mennesker er som tjørne, der fejes bort,
ingen vil røre ved dem.
Med en jernstang eller et spydskaft bliver de samlet i bunke;
bagefter brændes de op.”
Blandt Davids mægtige mænd var der tre store helte: Den største var takmonitten Josheb-Bashebet. Med sit spyd dræbte han engang 800 modstandere i ét slag.
Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. Han var sammen med David, da de triumferede over filistrene i slaget ved Pas-Dammim. Den israelitiske hær flygtede, men Elazar holdt stand og huggede filistre ned, indtil hans hånd blev så stiv, at han ikke kunne slippe sværdskæftet. Den dag gav Herren ham en stor sejr, så da de andre mænd kom tilbage igen, var der ikke andet for dem at lave end at samle krigsbyttet.
Den sidste af de tre store helte var Shamma, Ages søn af Harar-slægten. Engang, da filistrene angreb ham og hans mænd i en linsemark, flygtede alle mændene, men Shamma blev stående midt i marken og slog ene mand filistrene på flugt. Ved den lejlighed gav Gud ham en stor sejr.
Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang i høsttiden kom tre af dem hen til David, som opholdt sig ved Adullams hule, mens filistrene havde slået lejr i Refaimdalen. David var i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.
Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd. Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.
Benaja, Jojadas søn fra Kabtzeʼel, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede. Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det. Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte, selv om han ikke regnedes med blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.
Her følger en liste over de heltemodige krigere, der blev kaldt „De Tredive”: Asael, Joabs bror; Elhanan, Dodos søn fra Betlehem; Shamma fra Harod; Elika fra Harod; Heletz fra Palti; Ira, Ikkeshʼ søn fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; Sibbekaj fra Husha; Zalmon fra Ahoa; Maharaj fra Netofa; Heled, Baʼanas søn fra Netofa; Ittaj, Ribajs søn fra Gibea i Benjamins land; Benaja fra Piraton; Hiddaj fra Gaʼash kløften; Abi-Albon fra Arba; Azmavet fra Bahurim; Eljahba fra Shaʼalbon; Jashens sønner; Jonatan, Shammas søn fra Harar; Ahiam, Sharars søn fra Harar; Elifelet, Ahasbajs søn fra Bet-Maʼaka; Eliam, Ahitofels søn fra Gilo; Hetzro fra Karmel; Paʼaraj fra Arab; Jigal, Natans søn fra Zoba; Bani fra Gad; Zelek fra Ammon; Nahraj, Joabs våbendrager, fra Beʼerot; Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; hittitten Urias. I alt 37 heltemodige mænd.
Endnu en gang blev Herren vred på Israel. Han fik David til at bringe Israels folk i ulykke ved at give ham den tanke at optælle Judas og Nordrigets samlede hærstyrke. Kongen sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Beʼersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd, så jeg kan vide, hvor mange jeg råder over.”
Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu – og at du må leve så længe, at du oplever det! Hvorfor vil min herre, kongen, begå en sådan synd?”
Men trods deres protester måtte Joab og officererne bøje sig for kongens ord. De tog derfor af sted for at begynde optællingen. De krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Aroer midt i kløften syd for byen. Derefter gik de nordpå gennem Gads område og slog lejr ved Jazer. Derfra tog de videre til Gilead og hittitternes område. Efter at have været i Dan satte de kursen mod Sidon. Senere kom de til fæstningen i Tyrus og til hivvitternes og kanaʼanæernes mange byer, inden de nåede til landets sydligste punkt, Beʼersheba i Juda. Efter denne rundrejse, som varede ni måneder og 20 dage, vendte Joab tilbage til Jerusalem og meddelte kongen det samlede tal på landets våbenføre mænd, 800.000 mand i Nordriget og 500.000 mand i Juda.
Men da mønstringen var overstået, fik David dårlig samvittighed og sagde til Herren: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig, Herre!”
Da David stod op næste morgen, havde profeten Gad, som var i Davids tjeneste, allerede fået følgende budskab fra Herren: „Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: „Skal der komme tre års hungersnød i hele dit land? Vil du være på flugt for dine fjender i tre måneder? Eller skal Herren sende pest over landet i tre dage? Tænk dig nu godt om og lad mig vide, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig.”
„Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre for os at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”
Straks den samme morgen sendte Herren så pest over hele Israel fra Dan i nord til Beʼersheba i syd. Pesten varede i tre dage, og 70.000 mænd døde. Da dødsenglen var parat til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Aravnas tærskeplads.
Da David så englen, som slog folket med pest, sagde han til Herren: „Det er mig, der har syndet! Alle disse mennesker er som uskyldige får. Så er det bedre, at du rammer mig og min familie.”
Samme dag kom Gad til David med følgende besked fra Herren: „Gå hen og byg et alter for Herren på jebusitten Aravnas tærskeplads!” David gik straks derop, som Herren havde befalet. Da Aravna fik øje på kongen og hans mænd, der styrede lige hen imod ham, gik han dem i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran kongen.
„Herre, hvad er grunden til dit besøg?” spurgte han David.
David svarede: „Jeg vil købe din tærskeplads, så jeg kan bygge et alter for Herren og få pesten til at standse.”
„Min herre og konge, tag hvad du vil have,” svarede Aravna. „Udfør alle de ofre, du vil! Her er mine okser til brændofferet, og du må gerne bruge tærskeslæderne og åget til offerbrænde. Herre konge, jeg giver det alt sammen til dig. Må Gud Herren vise dig nåde!” „Nej,” svarede kongen, „jeg vil betale dig for det, for jeg vil ikke bringe Herren, min Gud, et offer, som ikke har kostet mig noget.”
Så købte David tærskepladsen, og han gav 50 sølvstykker for okserne, hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og fællesskabsofre. Da forbarmede Herren sig over landet og Israels folk og standsede pesten.
Herren blev ved med at tale til mig også efter Jerusalems fald. Dengang babylonierne var i gang med at arrestere alle judæere og hele Jerusalems befolkning for at føre dem i eksil, var jeg også blevet lagt i lænker og ført til Rama. Da Nebuzaradan fik øje på mig der, løslod han mig straks, idet han sagde: „Herren, din Gud, advarede judæerne om, at han ville straffe dem, fordi de havde gjort oprør imod ham, og nu er det sket. Men du er uskyldig, så nu tager jeg lænkerne af dine hænder. Hvis du ønsker at tage med til Babylon, er du velkommen, og i så fald vil jeg personligt sørge for dig. Hvis du hellere vil blive her, er det også i orden. Du har frihed til at slå dig ned, hvor du vil. Hvis du vælger at blive her, foreslår jeg, at du tager tilbage til Gedalja, for den babyloniske konge har udnævnt ham til guvernør over Juda. Han vil sørge for, at du kan færdes frit. Men du bestemmer selv, hvad du helst vil.”
Nebuzaradan gav mig så mad og nogle penge og lod mig gå. Jeg tog hen til Gedalja i Mitzpa og slog mig ned blandt de andre, der var blevet tilbage i Judas land.
Der var nogle judæiske krigere, som havde holdt sig skjult i de øde egne af landet. Da deres anførere hørte, at den babyloniske konge havde efterladt de fattige i landet og udnævnt Gedalja til guvernør, opsøgte de og deres mænd ham i Mitzpa, hvor han havde sit hovedkvarter. De pågældende ledere var Ishmael, søn af Netanja; Johanan og Jonatan, sønner af Karea; Seraja, søn af Tanhumet; Efajs sønner fra Netofa og maʼakatitten Jezanja. Gedalja forsikrede dem: „I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt. Jeg selv bliver i Mitzpa, og jeg lover at tale jeres sag for babylonierne, når de kommer på kontrolbesøg. Slå jer bare ned i byerne, dyrk den tilhørende jord, høst vindruer, figner og oliven, og saml jer forråd.”
På samme måde gik det med de judæere, der var flygtet til Moab, Ammon, Edom og de øvrige nabolande: Da de hørte, at den babyloniske konge havde efterladt en rest i Juda og indsat Gedalja til guvernør over landet, forlod de deres tilflugtssteder og begyndte at strømme hjem til Juda. De meldte sig først hos Gedalja i Mitzpa, hvorefter de bosatte sig rundt omkring i landet, hvor de snart høstede masser af vindruer, figner og andre afgrøder.
Johanan og nogle af de øvrige militære ledere, som havde holdt sig skjult i de øde områder, tog hen til Gedalja i Mitzpa og advarede ham: „Har du hørt, at ammonitterkongen Baʼalis har overtalt Ishmael, Netanjas søn, til at myrde dig?” Men Gedalja ville ikke tro det. Johanan bad derefter om at tale med Gedalja under fire øjne og sagde til ham: „Lad mig tage hen og dræbe Ishmael. Ingen vil opdage det. Hvorfor skal han have lov at slå dig ihjel? Hvorfor skal den rest af folket, som er tilbage i Juda, og som har samlet sig om dig, igen spredes for alle vinde og gå til grunde?”
Men Gedalja svarede: „Jeg forbyder dig at gøre Ishmael fortræd, for det kan ikke være sandt, hvad du påstår om ham.”
Om jeg så var i stand til at tale alle de jordiske og himmelske sprog, men ikke havde kærlighed, da var jeg som en rungende gonggong eller et støjende bækken.
Om jeg havde profetiens gave, havde åbenbaring om alle mysterier og havde al kundskab, om jeg havde den tro, der flytter bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.
Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære, men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig.
Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. Den gør intet skamfuldt og er ikke selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed.
Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op. Kundskab er jo ufuldkommen, og profetier er mangelfulde, men når det fuldkomne først er der, vil det ufuldkomne forsvinde.
Da jeg var barn, talte, tænkte og argumenterede jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnagtige. Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed.
Der er tre blivende fundamenter: tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.
På sine gamle dage døjede kong David med at holde varmen. Uanset hvor mange tæpper man lagde over ham, frøs han altid.
Hans rådgivere sagde da til ham: „Lad os lede efter en ung pige, som kan ligge i din favn og hjælpe dig til at holde varmen.” Det syntes David var en god idé.
Så gennemsøgte de landet på kryds og tværs i håb om at finde den rigtige pige, og de fandt Abishag, en smuk ung pige fra Shunem. Hende førte de til kongen, og hun tog sig kærligt af ham, men der var ikke tale om noget seksuelt forhold.
Adonija, som var søn af kong David og Haggit, havde store tanker om sig selv, og han ville gerne være konge efter sin far. Derfor anskaffede han sig vogn, ryttere og en livgarde på 50 mand, der skulle løbe foran ham gennem byen. David hverken irettesatte ham eller satte spørgsmålstegn ved, hvad han gjorde. Adonija var en flot ung mand, og nummer to i tronfølgerækken efter Absalom. Han allierede sig med hærføreren Joab og præsten Ebjatar, som begge lovede at hjælpe ham til magten. Men præsten Zadok, profeten Natan, samt Benaja, Shimi, Rei og Davids livgarde svigtede ikke kongen. De nægtede at give Adonija tilsagn om støtte.
En dag tog Adonija af sted til den såkaldte Slangesten ved Rogelkilden lidt uden for Jerusalem, hvor han ofrede småkvæg, hornkvæg og fedekalve. Til denne selvbestaltede kroningsfest inviterede han alle sine halvbrødre undtagen Salomon, og alle de kongelige embedsmænd i Juda med undtagelse af profeten Natan, Benaja og kongens livgarde.
Da gik profeten Natan til Batsheba, Salomons mor, og sagde: „Har du hørt, at Adonija har udråbt sig selv til konge, uden at David aner noget om det? Hvis du har dit eget og din søn Salomons liv kært, så gør som jeg siger: Gå straks til kong David og sig til ham: ‚Herre, lovede du mig ikke, at Salomon skulle overtage tronen efter dig? Hvorfor er Adonija så blevet udråbt til konge?’ ” Og Natan tilføjede: „Mens du er hos kongen, kommer jeg og bekræfter hvert eneste ord, du siger.”
Derpå gik Batsheba ind i kongens soveværelse. David var jo meget gammel, og Abishag var hos ham. Batsheba bøjede sig dybt for kongen, og han spurgte: „Hvad vil du?”
„Min herre,” svarede hun. „Du aflagde det løfte over for Herren, din Gud, at min søn Salomon skulle afløse dig på tronen. Men i stedet er Adonija blevet udråbt til konge uden dit vidende. Han har kronet sig selv og ofret en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve. Både Ebjatar og Joab og alle dine sønner på nær Salomon er med til festen. Og nu, min herre konge, venter hele Israel på at få at vide, om du virkelig har udpeget Adonija som din efterfølger. Hvis du ikke griber ind nu, vil Salomon og jeg blive henrettet, så snart du er død.”
Mens Batsheba talte med David, ankom Natan til paladset, og tjenerne meddelte kongen: „Profeten Natan er her for at tale med dig,” Batsheba blev bedt om at gå ud, så kongen kunne høre, hvad Natan havde at sige.
Da Natan kom ind i soveværelset, bøjede han sig dybt for kongen og spurgte: „Herre, er det rigtigt, at du har udpeget Adonija til at blive din efterfølger? Er det ham, der skal sidde på tronen efter dig? I dag fejrede han kroningsfest ved at ofre en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve, og han inviterede dine sønner til festen sammen med Joab og Ebjatar. I dette øjeblik fester og drikker de og råber: ‚Længe leve kong Adonija!’ Men Zadok, Benaja, Salomon og jeg blev ikke inviteret. Sker det efter din befaling? Har du virkelig udpeget Adonija til tronfølger uden at sige et ord om det til dine betroede embedsmænd?”
„Kald på Batsheba!” befalede kong David sine tjenere, da Natan var gået. Så kom hun tilbage og stod foran kongen. Da sagde David: „Jeg lover ved den levende Gud, som trofast har hjulpet mig gennem alle farer, at jeg i dag vil indfri det løfte, jeg gav dig ind for Guds ansigt: Din søn Salomon skal være min efterfølger på tronen!”
Da bøjede Batsheba sig dybt for ham og udbrød: „Gid min herre og konge må leve for evigt!”
„Kald Zadok ind,” beordrede kongen, „også Natan og Benaja!”
Da de var kommet, sagde han til dem: „Tag Salomon og mine mænd med jer til Gihon, og giv Salomon mit eget muldyr at ride på. Dér ved Gihonkilden skal Zadok i sin egenskab af præst og Natan som profet salve ham til konge over Israels folk. Efter salvningen skal I lade blæse i vædderhornet og udråbe et længe leve for kong Salomon. Og når I kommer tilbage, skal I sætte ham på min kongetrone, for jeg har udpeget ham til at være konge over Israel og Juda.”
„Amen!” svarede Benaja. „Herren, min konges Gud, vil føre det igennem! Gid Herren må velsigne Salomon, som han har velsignet dig – ja, må Salomons kongedømme blive endnu mægtigere end dit!”
Så fik Zadok, Natan og Benaja fat på Salomon og lod ham ride på kongens private muldyr, og de tog alle af sted til Gihon sammen med den kongelige livgarde. Zadok havde hentet hornet med den hellige salveolie fra teltet, hvor arken stod, og da de kom til Gihon, hældte han olien ud over Salomons hoved. Salomon var dermed salvet til konge. Der blev blæst i vædderhornet, og folket råbte: „Længe leve kong Salomon!” Derpå fulgte de Salomon tilbage til Jerusalem. Undervejs spillede folk på fløjte og jublede så højt, at jorden gyngede under dem.
I mellemtiden var Adonijas kroningsfest ved at være til ende. Gæsterne var netop ved at bryde op, da de hørte lyden af vædderhornet inde fra byen.
„Hvad sker der?” udbrød Joab. „Hvad er der på færde i byen?” I det samme ankom præsten Ebjatars søn, Jonatan.
„Velkommen!” sagde Adonija til Jonatan. „En mand som du kommer sikkert med gode nyheder!”
„Desværre!” råbte Jonatan. „Kong David har netop udråbt Salomon til konge! Han gav ham sit eget private muldyr og sendte ham til Gihon sammen med Zadok, Natan og Benaja, eskorteret af den kongelige livgarde. Der salvede Zadok og Natan ham til konge. De er netop vendt tilbage fra Gihon, og byen er på den anden ende af begejstring. Det er grunden til al den larm. Salomon er nu indsat som konge, og hele hoffet lykønsker kong David og siger: ‚Gid din Gud må gøre Salomon endnu mere berømt end dig – og hans kongedømme endnu mægtigere end dit!’ Kongen har fra sin seng udtrykt sin taknemmelighed til Gud og sagt: ‚Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har gjort mig den glæde at udvælge en af mine sønner til konge efter mig!’ ”
Ved de ord sprang Adonija og hans gæster panikslagne op fra bordet og flygtede for livet. Adonija skyndte sig til helligdommen og greb fat i de horn, der sad på hjørnerne af alteret.
Salomon fik besked om, at Adonija havde søgt tilflugt ved alterets horn, og at han sagde: „Jeg bliver her, indtil Salomon sværger på, at han ikke vil slå mig ihjel.” Salomons reaktion var: „Hvis han vil være loyal over for mig, skal jeg ikke krumme et hår på hans hoved, men hvis han pønser på at undergrave mit kongedømme, skal han dø.” Så sendte kong Salomon sine mænd af sted for at hente Adonija ved alteret. Han blev ført frem for kongen og kastede sig ned foran ham med ansigtet mod jorden. Men Salomon nøjedes med at sige til ham: „Du har frihed til at gå hjem.”
Kort efter, da David lå for døden, kaldte han Salomon ind for at give ham sine sidste ord:
„Alle skal jo dø, og nu er det snart min tur! Men Salomon, jeg har tillid til, at du vil blive en stærk og værdig efterfølger. Gør altid, som Gud siger! Adlyd omhyggeligt de love og forordninger, som han gav os gennem Moses, så vil dit liv lykkes. Hvis du altid er lydig, vil Herren opfylde det løfte, han gav mig, for han har lovet, at hvis mine børn og deres efterkommere tager sig i agt og viser helhjertet trofasthed imod ham, vil der i al fremtid være en af mine efterkommere på tronen i Israel.
Hør nu efter! Du ved, at Joab myrdede mine to hærførere Abner og Amasa, da han i fredstid stak dem ned uden varsel som hævn for, hvad de havde gjort i en krigssituation. Du er en klog mand, Salomon, og du ved, hvad du bør gøre: Lad ikke Joab dø en fredelig død i sin alderdom. Men Barzillajs sønner fra Gilead skal du vise godhed, og du skal sørge for deres fornødenheder, for de tog sig af mig, dengang jeg flygtede fra din bror Absalom. Og husker du Shimi, Geras søn af Benjamins stamme fra Bahurim? Han forbandede mig groft, da jeg var på vej til Mahanajim. Men da han senere kom ned til Jordanfloden for at møde mig, lovede jeg, at jeg ikke ville slå ham ihjel. Men det betyder ikke, at han er uskyldig. Salomon, du er en klog mand; du finder nok på råd, så Shimi får en blodig død!”
Derefter døde David, og han blev begravet i Davidsbyen. Han havde regeret i Israel i 40 år, de syv med hovedsæde i Hebron og de 33 med hovedsæde i Jerusalem. Salomon blev den nye konge efter sin far David, og hans kongedømme var stærkt fra starten.
En dag opsøgte Adonija Salomons mor, Batsheba.
„Kommer du i et fredeligt ærinde?” spurgte hun.
„Ja, det gør jeg,” svarede Adonija. „Faktisk kommer jeg for at bede dig gøre mig en tjeneste.”
„Hvilken tjeneste?” spurgte hun.
„Jo, ser du,” begyndte Adonija. „Det var jo egentlig mig, der havde krav på tronen, for jeg var den ældste af Davids sønner, der er i live, og hele Israel forventede, at jeg blev konge. Men så overtog min bror som bekendt det hele – og det må vel være Herrens vilje. Nu beder jeg dig blot love mig, at du vil gøre mig en lille tjeneste.”
„Hvad drejer det sig om?” spurgte Batsheba.
„At du taler til kong Salomon på mine vegne,” svarede Adonija. „Jeg ved jo, at han vil gøre, hvad du beder ham om. Bed ham om at give mig Abishag fra Shunem til kone.”
„Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede hun.
Så gik Batsheba til kong Salomons tronsal. Da hun kom ind, gik han hende i møde og bøjede sig dybt for hende, hvorefter han gav ordre til, at der skulle bæres en trone frem til hende. Den blev anbragt på hans højre side, og hun tog plads.
„Jeg vil bede dig gøre mig en lille tjeneste,” begyndte hun. „Jeg håber ikke, du skuffer mig.”
„Hvad tænker du på, mor?” spurgte han. „Du ved, jeg ikke vil nægte dig noget!”
„Så lad din bror Adonija få lov at gifte sig med Abishag,” svarede hun.
„Er du vanvittig?” udbrød Salomon. „Hvorfor tror du, han beder om Abishag? Han kunne lige så godt bede om kongeværdigheden med det samme! Han er jo min ældste bror, og han har tilmed Ebjatar og Joab på sin side.” Da svor kong Salomon: „Måtte Herren straffe mig om ikke den listige anmodning kommer til at koste Adonija livet! Jeg sværger ved den levende Gud, han, der indsatte mig som konge efter min far og som lovede mig, at min slægt skulle være konger efter mig, at Adonija skal dø allerede i dag!”
Salomon befalede Benaja, at han straks skulle hugge Adonija ned med sit sværd.
Kongen sagde derefter til Ebjatar: „Tag hjem til din gård i Anatot. Jeg burde egentlig også lade dig henrette, men lad os nu se tiden an, for trods alt bar du Guds ark, dengang min far var konge, og du udholdt din del af de strabadser, min far måtte igennem.”
Dermed blev Ebjatar afsat fra sin stilling som præst for Herren, og samtidig opfyldtes det ord, Herren havde talt i Shilo om Elis efterkommere.
Da Joab hørte nyheden om Adonijas død, søgte han straks tilflugt i helligdommen og greb fat om alterets horn. Han var i fare, fordi han havde støttet Adonija i hans oprør, selv om han ikke havde støttet Absalom. Da kong Salomon fik at vide, hvor Joab gemte sig, sendte han Benaja af sted for at henrette ham.
Benaja gik hen til helligdommen og sagde til Joab: „I kongens navn: Kom ud!”
„Nej,” svarede Joab, „jeg bliver her, til jeg dør!”
Så vendte Benaja tilbage til kongen med den besked.
„Godt,” svarede kongen, „så lad ham dø der! Henret ham ved alteret og begrav ham. Så hviler skylden for de mord, han har begået på uskyldige mennesker, ikke længere på mig og min fars slægt. Herren vil holde ham personligt ansvarlig for at have myrdet to mænd, der var bedre end ham, for det var ikke med min fars samtykke, at de blev myrdet, hverken Abner, der var øverstkommanderende for Israels hær, eller Amasa, der var øverstkommanderende for Judas hær. Må skylden alene tilregnes Joab og hans efterkommere, og må Herren frifinde David og hans efterkommere i den sag.”
Så gik Benaja tilbage og dræbte Joab, og han blev begravet uden for sit hus i ørkenen. Kongen udpegede derefter Benaja til sin nye hærfører og Zadok til præst ved helligdommen i Ebjatars sted.
Kongen sendte nu bud efter Shimi og sagde: „Byg dig et hus her i Jerusalem. Du er under husarrest, og du må ikke forlade byen, uanset hvad der sker. I samme øjeblik du overskrider Kedrondalen, er du dødsens, og du er selv ude om det.”
„Godt,” svarede Shimi. „Du er min herre og konge, og jeg vil gøre, som du siger.” Han blev derefter i Jerusalem i lang tid.
Men tre år senere flygtede to af Shimis slaver til kong Akish i Gat. Da Shimi fik at vide, at hans slaver var i Gat, sadlede han sit æsel og opsøgte kong Akish. Efter at have fundet sine slaver vendte han tilbage til Jerusalem.
Salomon fik imidlertid at vide, at Shimi havde forladt Jerusalem og var taget til Gat og hjem igen. Da sendte han bud efter ham og sagde: „Befalede jeg dig ikke i Guds navn at blive i Jerusalem, hvis du havde dit liv kært? Og svor du ikke på, at du ville blive i byen? Hvorfor har du da trodset min befaling og brudt din ed? Og hvad med alle de onde ting, du gjorde mod min far, David? Nu vil Herren straffe dig for din ondskab, men hans velsignelse vil fortsat hvile over Davids slægt, så de kan bevare kongemagten for evigt.” På kongens befaling henrettede Benaja så Shimi.
Med Adonijas og Joabs død blev Salomons kongedømme yderligere befæstet.
Men allerede samme år i den syvende måned kom Ishmael til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. Ishmael var af kongelig herkomst og en af den tidligere konges betroede embedsmænd. Gedalja inviterede dem til spisning dér i Mitzpa. Under måltidet sprang Ishmael og hans mænd pludselig op, trak deres sværd og dræbte Gedalja. Derefter løb de ud og dræbte samtlige judæiske embedsmænd og babyloniske soldater i guvernørens hovedkvarter.
Næste dag, før nogen vidste noget om mordet på Gedalja, var en gruppe på 80 mænd fra Sikem, Shilo og Samaria på vej til Jerusalem med korn og røgelse for at ofre til Herren. De havde raget skægget af, revet flænger i tøjet og skåret sig i huden for at vise deres sorg over Jerusalems fald. Da de nærmede sig Mitzpa, kom Ishmael dem grædende i møde og sagde: „Kom og se, hvad der er sket med Gedalja.”
Men så snart de var kommet ind i byen, begyndte Ishmael og hans mænd at slå dem ihjel og kaste ligene i et vandreservoir. Ti af dem undgik døden ved at love at give ham deres forråd af hvede, byg, olivenolie og honning, som de havde skjult i nærheden af byen. Det vandreservoir, som Ishmael kastede de 70 mænd ned i, havde kong Asa ladet bygge, dengang han befæstede Mitzpa i krigen mod kong Basha af Israel.
Ishmael tog så resten af byens indbyggere til fange, både kongens døtre og alle dem, som Nebuzaradan havde overladt i Gedaljas varetægt i Mitzpa, og flygtede til ammonitternes land.
Men da Johanan og de øvrige officerer hørte, hvad Ishmael havde gjort, samlede de alle deres mænd og satte efter ham, og de indhentede ham ved dammen nær Gibeon. Så snart Ishmaels fanger fra Mitzpa fik øje på Johanan og hans mænd, jublede de af glæde og sluttede sig til ham. Ishmael undslap med nød og næppe sammen med otte af sine mænd og nåede i sikkerhed i Ammon.
Johanan og hans mænd tog nu alle dem, de havde befriet, soldater, kvinder, børn og hoffolk, og førte dem til landsbyen Gidrot-Kimham ved Betlehem. De havde nemlig planer om at tage til Egypten, for de var bange for, hvordan babylonierne ville reagere på budskabet om Gedaljas død. Gedalja var jo blevet indsat som guvernør af selveste den babyloniske konge.
Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.
Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger – medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.
Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.
Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre. Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.
Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen, men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.
Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker. Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.” En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro.
Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden? Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle. Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!”
Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en lovsang, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.
Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang – og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det. Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.
Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt. Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille. I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det. Gud ønsker ikke forvirring, men fred.
Som det er skik i alle de andre kristne menigheder, skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger. Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet. Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer?
Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren. Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.
Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale. Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.
Salomon gik derefter i forbund med Egypten ved at gifte sig med en datter af den egyptiske konge. Han førte hende til Davidsbyen og boede med hende der, indtil Herrens hus, hans eget palads og bymuren blev færdigbygget.
Da Herrens hus endnu ikke var bygget, udførte folket deres ofringer rundt omkring på landets offerhøje. Salomon elskede Herren og fulgte nøje de anvisninger, hans far havde givet ham, men han fortsatte dog med at ofre dyr og brænde røgelse på de gamle offerhøje.
En dag tog Salomon til Gibeon for at ofre, for det store alter fandtes der, og han bragte tusind brændofre på alteret. Mens han var i Gibeon, viste Herren sig for ham i en drøm om natten og sagde: „Bed om hvad du vil, og jeg vil give det til dig!”
Salomon svarede: „Du har været umådelig god imod min far, fordi han var både trofast, retskaffen og oprigtig i sit forhold til dig. At du gav ham en søn til at følge ham på tronen er et udtryk for din trofasthed imod ham. Herre, min Gud, nu har du gjort mig til konge i min fars sted, men jeg er ung og uerfaren. Det forventes af mig, at jeg skal regere dit udvalgte folk – et folk så stort, at det ikke kan tælles. Giv mig derfor et lydhørt hjerte, så jeg kan lede dit folk, så jeg kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert. For hvem kan magte at regere over dit mægtige folk?”
Herren syntes godt om Salomons ønske og svarede: „Fordi du bad om evne til at træffe de rigtige beslutninger og ikke om rigdom til dig selv, et langt liv, eller død over dine fjender, vil jeg opfylde din bøn: Jeg vil give dig større visdom end nogen anden nogen sinde har haft eller vil få. Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om – nemlig rigdom og berømmelse. Så længe du lever, vil ingen af alle verdens konger kunne måle sig med dig. Og hvis du adlyder mine love og forordninger, sådan som din far gjorde, vil jeg give dig et langt liv i tilgift.”
Så vågnede Salomon og blev klar over, at han havde drømt; og han vendte tilbage til Jerusalem og til teltet med Herrens pagts ark. Foran arken ofrede han brændofre og fællesskabsofre til Gud, og bagefter holdt han en fest for alle sine embedsmænd.
En dag søgte to prostituerede audiens hos kongen. De ville have ham til at fælde dom i en bestemt sag.
„Herre,” sagde den første, „vi to bor i samme hus, og for nylig fødte jeg et barn, mens hun var til stede. To dage senere fødte hun også et barn. Der var ingen andre end os i huset, så der var ingen vidner. Men hendes dreng døde midt om natten, fordi hun kom til at ligge på ham. Mens jeg stadig lå og sov, stod hun op og tog min søn, som lå ved min side, og lagde ham over i sin egen seng. Derefter anbragte hun sin egen døde søn hos mig. Tidligt om morgenen stod jeg op for at amme mit barn, men så opdagede jeg, at drengen var død! Men da jeg så nøje på ham, kunne jeg se, at den døde dreng slet ikke var min søn.”
„Det passer ikke!” protesterede den anden kvinde. „Det er min søn, der lever, og din, der er død!”
„Nej,” svarede den første kvinde, „den døde dreng er din, og den levende er min!” Sådan blev de ved med at skændes et stykke tid.
Da sagde kongen: „I kan åbenbart ikke blive enige. Hent mig lige et sværd!” Så blev der hentet et sværd, og kongen gav følgende ordre: „Tag det levende barn og hug det midt over, så kan hver af kvinderne få halvdelen!”
Men hende, der var mor til barnet, holdt jo af det og råbte: „Åh nej, herre, dræb ikke barnet! Så giv det hellere til hende!” Men den anden kvinde sagde: „Nej, hvis ingen af os kan få barnet, er det bedre at hugge det midt over!”
Da faldt kongens dom: „Slå ikke barnet ihjel,” befalede han, „men giv det til den kvinde, som ønskede at skåne det; for det er hende, der er mor til barnet.”
Rygtet om kongens kloge dom spredtes hurtigt ud over landet, og det skabte respekt omkring ham, for alle var forbløffet over den visdom, Gud havde givet Salomon.
Salomon var konge over hele Israels folk, og det følgende er en liste over hans højeste embedsmænd:
Azarja, søn af Zadok, var præst ved helligdommen; Elihoref og Ahija, Shishas sønner, var statssekretærer; Joshafat, søn af Ahilud, havde ansvaret for de historiske arkiver; Benaja, søn af Jojada, var øverstbefalende for hæren; Zadok og Ebjatar var præster; Azarja, søn af Natan, havde opsyn med alle distriktsguvernørerne; Zabud, søn af Natan, var hofpræst og kongens personlige rådgiver; Ahishar var hofmarskal; Adoniram, søn af Abda, havde opsyn med alle slaverne.
Salomons 12 distriktsguvernører havde ansvar for at opkræve skat til kongens hof. Hvert distrikt havde ansvar for at sende forsyninger til kongen og hans hof én måned om året. Det følgende er en liste over distriktsguvernørerne og de områder, de havde ansvar for:
Hurs søn var guvernør over Efraims bjergland; Dekers søn over Makatz-Shaʼalbim, Bet-Shemesh og Elon-Bet-Hanan; Heseds søn over byerne Arubbot og Soko samt hele Hefer-området; Abinadabs søn, som var gift med Salomons datter Tafat, over Dors højland; Baʼana, Ahiluds søn, over byerne Taʼanak og Megiddo samt hele området omkring Bet-Shan, som ligger ved Zaretan neden for Jizreʼelsletten og op til Abel-Mehola og Jokmeam området; Gebers søn over Ramot-Gilead, Jairs landsbyer (opkaldt efter Manasses søn Jair) og Argob-området i Bashan, i alt 60 større befæstede byer med portslåer af bronze; Ahinadab, Iddos søn over Mahanajim-området; Ahimaʼatz, der var gift med Basemat – en anden af Salomons døtre – over Naftalis land; Baʼana, Hushajs søn, over Ashers land med byen Alot; Joshafat, Paruas søn, over Issakars land; Shimi, Elas søn, over Benjamins land; Geber, Uris søn, over Gilead-området med den del, der havde tilhørt amoritterkongen Sihon og kong Og af Bashan. Der var kun én garnison i hele det område.
Johanan, Jezanja, de øvrige officerer og et stort antal civile ledere kom nu hen til mig og sagde: „Gå i forbøn for os hos Herren din Gud, for som du ser, er der ikke mange tilbage af os mere. Bed Herren, din Gud, om at vise os, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal tage hen.”
Jeg gav dem følgende svar: „Godt, jeg vil bede til Herren for jer, og alt, hvad han siger til mig, vil jeg fortælle jer i alle detaljer.”
„Vi lover højtideligt ind for Herrens ansigt, at vi vil adlyde alt, hvad han beder dig om at sige til os,” sagde de. „Uanset om vi bryder os om det eller ej, vil vi adlyde Herren, din Gud, som vi nu rådspørger gennem dig. For hvis vi gør, hvad han siger, vil det gå os godt.”
Ti dage senere svarede Herren på min bøn, og jeg kaldte så Johanan, officererne og de øvrige ledere sammen.
Derpå sagde jeg til dem: „I bad mig spørge Herren, Israels Gud, til råds, og her er hans svar:
Bliv boende her i landet. Hvis I gør det, vil jeg velsigne jer og give jer fremgang. Det gør mig ondt at se de lidelser, I har været igennem, selv om jeg var nødt til at straffe jer. I behøver ikke frygte den babyloniske konge, for jeg vil beskytte jer, så han ikke kan gøre jer noget ondt. Jeg vil være barmhjertig imod jer og sørge for, at han også er barmhjertig. I kan trygt blive boende i landet.
Men hvis I nægter at blive boende i landet, som Herren, jeres Gud, har sagt, og hvis I absolut vil til Egypten, fordi I tror jer sikre for krig og hungersnød dernede, så hør, hvad Herren siger til den rest af judæere, som er tilbage: Hvis I rejser til Egypten, vil al den krig og hungersnød I frygter her, følge jer, så I mister livet dernede. Det er den skæbne, der venter hver eneste af jer: Hvis I slår jer ned i Egypten, vil I dø som ofre for krig, hungersnød og sygdom. Det bliver min straf for jeres ulydighed.
Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: På samme måde som jeg i min vrede straffede Jerusalems indbyggere, vil jeg straffe jer, så snart I ankommer til Egypten. I vil blive afskyet og hadet, forbandet og hånet, og I kommer aldrig hjem til jeres land igen.”
Derefter sagde jeg til dem: „I er en rest af Judas folk, og Herren har advaret jer imod at tage til Egypten. Hvis I vælger ikke at lytte til Herren, kommer I til at bøde med jeres liv. Det var jer selv, der bad mig søge Herren om råd, og I lovede at adlyde ham, lige meget hvad det var, han sagde. I dag har jeg så givet jer Herrens svar, men I er åbenbart alligevel ikke villige til at gøre, som han siger. Derfor skal I vide, at hvis I gør alvor af at rejse til det land, som I ønsker at flygte til, vil I blive ramt af krig, hungersnød og sygdom.”
Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer – ellers var det forgæves, at I kom til tro.
Kernen i det budskab, jeg gav jer, sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne. Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt. Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste. Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn. Jeg er jo den ringeste af alle apostlene – ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med. Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på.
Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte. I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde. Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.
Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.” Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.
Hvis de døde ikke genopstår, hvorfor lader nogle sig så døbe på vegne af dem, som er døde?
Og hvorfor skulle vi udsætte os selv for fare hver eneste dag? Jeg har gang på gang stået ansigt til ansigt med døden, men jeg er virkelig stolt over det, som vores Herre, Jesus Kristus, har udrettet iblandt jer. Hvis jeg kun havde et menneskeligt håb at støtte mig til, ville jeg så have fortsat kampen mod de bæster i Efesos? Hvis der ikke var nogen opstandelse fra de døde, kunne vi lige så godt gøre, som der står skrevet: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø!”
Lad jer ikke føre vild. Husk på, at „Gode vaner forsvinder i dårligt selskab.” Kom nu til fornuft og forlad det vildspor, I er slået ind på. Det er jo en skændsel for jer, at nogle af jer er så uvidende om Gud.
Nogen vil sikkert indvende: „En død kan da umuligt genopstå? Hvad for en krop vil han stille med?”
Prøv at tænke dig om! Det sædekorn, du lægger i jorden, må dø, før det kan blive til en ny plante. Og den nye plante, der vokser op, er jo ikke det samme som det nøgne sædekorn, du lagde i jorden, hvad enten det nu var et hvedekorn eller et andet korn. Når sæden er lagt i jorden, får Gud en plante til at vokse frem efter sit design, og de forskellige slags sædekorn bliver til forskellige planter.
Ikke alle levende væsener har den samme form. Mennesker, dyr, fugle og fisk er alle forskellige. Desuden er der himmelske legemer og jordiske legemer. De himmelske legemer har en anden energi og udstråling end de jordiske. Solen har sin særlige udstråling, og månen og stjernerne deres, og den ene stjerne adskiller sig fra den anden i energi og udstråling.
Det, der sker i naturen, kan sammenlignes med det, der sker, når de døde genopstår. Det, der lægges i jorden, er forgængeligt; det, der opstår, er uforgængeligt. Det, der lægges i jorden, er værdiløst; det, der opstår, er herligt. Det, der lægges i jorden, er magtesløst; det, der opstår, er fuldt af kraft. Der lægges et fysisk legeme ned, men der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et fysisk legeme, må der også findes et åndeligt. Skriften siger jo også, at den første mand, Adam, blev et levende væsen og gav det fysiske liv videre. Men den sidste Adam, Kristus, giver åndeligt liv. Det fysiske liv kommer først, derefter det åndelige.
Adam blev skabt af jordens muld, men Kristus kom ovenfra – fra Himlen. Alle mennesker har den samme slags legeme som Adam, et jordisk legeme, men alle, der hører Kristus til, vil få samme slags legeme som ham, et himmelsk legeme. Ligesom vi fik et jordisk legeme, skal vi også få et himmelsk legeme. Hør godt efter, venner: Et almindeligt menneske af kød og blod kan ikke få del i det kommende Guds rige. Det forgængelige kan ikke få del i det uforgængelige.
Lad mig fortælle jer en åbenbaring, jeg har fået med hensyn til, hvad der vil ske, når den sidste trompet lyder, og Jesus kommer igen: Vi skal ikke alle sove ind, men alle vil få et nyt legeme. Det vil ske i et nu, i et øjeblik. Når trompeten lyder, vil alle de døde kristne opstå med nye uforgængelige legemer, og vi andre, som stadig lever, vil blive totalt forvandlet. Det her forgængelige legeme må nødvendigvis forvandles til et uforgængeligt legeme. Når det sker, vil det være en opfyldelse af følgende to skriftord:
„Truslen om død er vendt til sejr!”
og
„Oh, død, hvad blev der af din sejr?
Oh, død, hvor er din brod?”
Døden bruger synden som sin dræbende brod, og synden får sin styrke fra loven. Men vi priser Gud, som giver os sejren over disse magter gennem Jesus Kristus, vores Herre.
Derfor, mine elskede venner: Stå urokkeligt fast og gør altid jeres yderste i tjenesten for Herren. I ved jo, at jeres arbejde for ham ikke er forgæves.
Under kong Salomon oplevede Juda og Israel en vældig opblomstring. Befolkningstallet voksede stærkt, og alle havde nok at spise og var glade og tilfredse.
Kong Salomon havde herredømmet over alle landene fra Eufratfloden i nord til den egyptiske grænse mod syd, inklusive filistrenes land. De lande, han havde underlagt sig, betalte skat til ham og var loyale over for ham hele hans liv.
Hoffets daglige fødevareforbrug bestod af 30 sække fint hvedemel, 60 sække usigtet mel, ti stykker staldkvæg, 20 stykker markkvæg, 100 stykker småkvæg og fra tid til anden hjorte, gazeller, rådyr og fede gæs. Salomon regerede over en række vasalstater fra Tifsa ved Eufratfloden mod nord til Gaza mod syd, og han havde fred til alle sider. Så længe Salomon levede, havde Israels befolkning fred lige fra Dan i nord til Beʼersheba i syd, og alle kunne i ro og mag dyrke deres figentræer og vinplanter.
Salomon havde 4000 heste til at trække sine stridsvogne og 12.000 rideheste til sine ryttere. Hver måned sørgede distriktsguvernørerne for mad til Salomon og hans hof samt for byg og hø til hestene i de kongelige stalde.
Gud gav Salomon usædvanlig visdom og indsigt og en omfattende viden på mange felter – ja, i visdom overgik han langt Østens og Egyptens vismænd. Selv Etan fra Zerachs slægt kunne ikke måle sig med ham – og langt mindre Mahols sønner Heman, Kalkol og Darda. Hans berømmelse nåede langt ud over rigets grænser til de omkringliggende nationer. Han forfattede 3000 ordsprog og skrev 1005 sange. Han havde en bred viden om pattedyr, fugle, krybdyr og fisk, og han vidste alt om planter lige fra Libanons store cedre til den lille ysop, der vokser i sprækker i muren. Konger fra mange lande sendte deres folk til ham for at få råd og vejledning.
Kong Hiram af Tyrus var en god ven af David. Da han hørte, at Davids søn Salomon var blevet konge i Israel, sendte han en delegation af sted med lykønskninger. Salomon sendte følgende brev med tilbage til kong Hiram: „Du ved, hvordan David blev angrebet fra alle sider af nabolandene, så han ikke var i stand til at bygge det hus, som han ønskede at bygge for Herren, sin Gud. Men Herren hjalp ham til at besejre alle hans modstandere. Nu har Herren, min Gud, skaffet mig ro. Ingen fjender truer udefra, og ingen oprører undergraver riget indefra. Derfor har jeg planer om at bygge Herren, min Gud, et hus, for Herren sagde til min far: ‚Din søn, som jeg vil gøre til konge efter dig, skal bygge mit hus!’ Gør mig nu den tjeneste at hjælpe mig med det projekt: Send skovarbejdere til Libanons bjerge, så de kan hugge cedertræ til mig. Jeg vil så sende folk af sted, som kan hjælpe dem. Men der er ingen, der kan hugge tømmer så godt som jer sidoniere. Jeg vil naturligvis betale dine folk, hvad du forlanger.”
Hiram blev så begejstret for Salomons brev, at han udbrød: „Lovet være den Gud, der har givet David sådan en vis søn til at regere over Israels mægtige folk!” Derpå sendte han svar tilbage til Salomon: „Jeg har modtaget dit brev og vil gøre, hvad du bad mig om. Vi kan levere både cedertræ og fyrretræ. Mine folk skal nok sørge for transporten af tømmeret fra Libanons bjerge ud til Middelhavet, hvor de vil binde tømmeret sammen til flåder og fragte det langs kysten til det sted, du ønsker. Der vil flåderne så blive skilt ad igen, og du kan fragte tømmeret videre. Hvad betaling for tømmeret angår, bedes du sende mig fødevarer til mit hof.”
På den måde fik Salomon fat i alt det ceder- og fyrretræ, han havde brug for, og som betaling sendte han årligt 20.000 sække hvede og 200 ankre olivenolie til kong Hirams hof.
Herren gav Salomon stor visdom, som han havde lovet, og Hiram og Salomon indgik en formel fredsaftale.
Salomon udskrev 30.000 mænd fra hele Israel til arbejdet med at skaffe træ og sendte dem holdvis til Libanon – 10.000 ad gangen – således at hvert hold tilbragte en måned i Libanon og to måneder hjemme. Adoniram havde overopsyn med arbejdslejren.
Desuden udskrev Salomon 80.000 mænd til at hugge stenblokke i de nærliggende bjerge, 70.000 mænd til at transportere stenene, og 3600 arbejdsformænd. Stenhuggerne brød store klippeblokke løs til templets fundament. Det var et yderst kostbart projekt. Salomons og Hirams folk fik hjælp af eksperter fra Gebal til den videre forarbejdning af både stenblokke og tømmer.
I Salomons fjerde regeringsår, i måneden ziv, det vil sige årets anden måned, påbegyndte han tempelbyggeriet – 480 år efter, at Israels folk havde forladt Egypten. Templet blev 27 m langt, 9 m bredt og 13,5 m højt. Foran indgangen til templet blev der bygget en forhal, 9 m på den lange led svarende til templets bredde og 4,5 m på den korte led. Hele vejen rundt på tempelbygningen var der smalle vinduesåbninger.
Rundt langs templets ydermur byggede Salomon en række mindre rum i tre etager. Stueetagen var 2,25 m bred, førstesalen var 2,7 m bred, og andensalen var 3,15 m bred. De bjælker der dannede gulv og loft, hvilede på nogle fremspring i tempelmuren, således at man ikke behøvede at bryde hul i muren for at lave denne tilbygning.
Tempelbygningens sten var blevet færdighugget i stenbruddet, hvilket betød, at bygningen blev rejst i stilhed uden støj fra hamre, mejsler eller andre jernredskaber.
Der var kun adgang til den udvendige tilbygning gennem en dør, der vendte mod syd, og trapper førte op til første og anden sal.
Templets tag bestod af tværbjælker og planker af cedertræ. Det var også tværbjælker af cedertræ, der forbandt tilbygningen med templet. Hver etage i tilbygningen var 2,25 m høj.
Herren talte til Salomon om det tempel, han var i færd med at bygge. „Hvis du nøje følger mine instrukser og adlyder mine befalinger,” sagde han, „vil jeg opfylde det løfte, jeg gav din far, David. Jeg vil tage bolig iblandt mit folk Israel og ikke forlade dem.”
Da selve tempelbygningen var færdig, fortsatte Salomon med den indvendige indretning. Væggene blev beklædt med cedertræspaneler fra gulv til loft, og gulvbrædderne var af fyrretræ. Der blev lavet et inderrum på 9 m gange 9 m gange 9 m. Det var det allerhelligste rum. Også det rum blev beklædt på alle sider med cedertræsplanker. Det største rum i templet, som kaldtes det hellige, blev således 18 m langt. Cedertræspaneler dækkede alle murene fuldstændigt, og de blev dekoreret med udskårne figurer af blomsterknopper og udsprungne blomster.
I templets inderste rum, det allerhelligste, blev pagtens ark senere anbragt. Røgelsesalteret, som skulle stå foran indgangen til det allerhelligste rum, blev lavet af cedertræ, og en guldkæde blev udspændt foran rummet. Templets indersider blev belagt med rent guld, både i det hellige og det allerhelligste. Også cedertræsalteret blev belagt med guld.
I det allerhelligste rum anbragte Salomon to keruber, udskåret af vildt oliventræ. De var 4,5 m høje. Hver vinge var 2,25 m lang, og hver kerubs vingefang var således 4,5 m. De to keruber var nøjagtig ens, og de var begge belagt med guld. De var anbragt således, at deres udbredte vinger tilsammen nåede fra væg til væg, og det sted, hvor deres vingespidser rørte hinanden, var nøjagtig midt i rummet.
Figurer, der skulle forestille keruber, palmetræer og blomster, var sirligt udskåret i panelerne i begge tempelrum, og selv gulvet i begge rum blev belagt med guld.
Salomon lod fremstille to dørfløje af vildt oliventræ til at lukke af for det allerhelligste rum, og fem dørkarme forskudt ind i hinanden. Dørene blev udsmykket med udskårne keruber, palmetræer og blomster, og det hele blev belagt med guld.
Ved indgangen til det hellige rum lod han også lave en dørramme af vildt oliventræ, men denne gang med fire forskudte dørkarme. Der blev lavet to fløjdøre af fyrretræ, hvor hver fløj havde to dørflader, som drejede på hængsler. På fløjdørene lod han udskære keruber, palmetræer og blomster, som blev belagt med guld.
Han lod bygge en mur rundt om den indre forgård med tre lag sten og et lag cedertræsbjælker.
Tempelbyggeriet startede som sagt i årets anden måned i Salomons fjerde regeringsår, og det var færdigt til mindste detalje i bul måned, det vil sige den ottende måned, i Salomons 11. regeringsår. Det tog altså godt syv år at opføre templet.
Da jeg havde givet dem Herrens svar, sagde Jezanja, Johanan og de andre overmodige mænd til mig: „Du lyver! Herren har ikke sagt, at vi ikke må rejse til Egypten og bosætte os der. Det er Baruk, Nerijas søn, der står bag den idé. Det er ham, der har overtalt dig til at sige sådan, så vi kan blive slået ihjel af babylonierne eller gjort til slaver i Babylonien.”
Johanan, officererne og de øvrige ledere nægtede altså at adlyde Herrens befaling om at blive i Juda. Johanan og de andre officerer samlede en stor gruppe judæere og begav sig af sted til Egypten. Deriblandt var alle de judæere, der netop var vendt hjem fra nabolandene, som de i sin tid var flygtet til. Også kongens døtre og alle de andre, som Nebuzaradan havde overladt i Gedaljas varetægt i Mitzpa, blev taget med, både mænd, kvinder og børn. De tvang også Baruk og mig til at tage med. De nægtede altså at adlyde Herren og nåede inden længe frem til byen Takpankes i Egypten.
Mens vi var i Takpankes, sagde Herren til mig: „Kald Judas mænd sammen. Tag så i deres påsyn nogle store sten og grav dem ned i brolægningen ved indgangen til Faraos palads her i Takpankes. Derefter skal du sige til judæerne: Hør, hvad Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: Kong Nebukadnezar af Babylon er min tjener, og jeg vil bringe ham her til Egypten. Han vil rejse sin trone på brolægningen og udspænde sin tronhimmel over de sten, der er gravet ned her. Når han kommer, vil han rasere Egypten. Nogle vil blive dræbt i kampen, andre vil blive taget til fange, og andre vil dø af sygdom. Alle vil få den skæbne, som er bestemt for dem. Nebukadnezar vil sætte ild til de egyptiske guders templer og enten brænde afgudsbillederne eller tage dem med sig. Som hyrden, der piller lus af sin kappe, vil den babyloniske konge pille Egypten ren og drage bort som sejrherre. Han vil knuse de hellige obelisker i Heliopolis og brænde Egyptens gudetempler.”
Med hensyn til indsamlingen til de kristne i Jerusalem skal I gøre det samme, som jeg har pålagt menighederne i Galatien: Hver søndag skal hver enkelt af jer lægge noget af sit overskud til side, så I ikke først begynder indsamlingen, når jeg kommer. Efter at jeg er kommet, kan I så udvælge nogle pålidelige budbringere, og jeg vil skrive et brev, som de kan få med til Jerusalem, når de tager af sted med jeres kærlighedsgave. Og hvis det er bedst, at jeg selv tager med, kan vi følges ad.
Jeg kommer og besøger jer, når jeg har været i Makedonien, som jeg blot rejser hurtigt igennem. Hos jer vil jeg gerne blive et stykke tid – måske hele vinteren – for at I kan hjælpe mig med forsyninger, før jeg fortsætter mod mit næste rejsemål. Denne gang ønsker jeg ikke blot at gøre et kort ophold og rejse videre med det samme. Jeg kommer for at blive en tid, hvis ellers Herren vil. Jeg bliver i Efesos til pinse, for selvom her er mange modstandere, er der åbne døre for et stort og frugtbart arbejde.
Når Timoteus når frem til jer, så tag jer godt af ham, så han ikke har noget at frygte. Han arbejder jo for Herren ligesom jeg, og I skal vise ham respekt. Når han tager tilbage hertil, så giv ham det, han har brug for til rejsen. Jeg vil vente på ham og hans ledsagere her.
Med hensyn til min gode medarbejder, Apollos, så havde jeg stærkt opfordret ham til at tage med på rejsen til jer sammen med de andre, men det var han ikke opsat på lige på det tidspunkt. Han vil komme, når han finder det belejligt.
Vær altid parat til Herrens genkomst og vær trofaste over for ham. Vær modige og stærke. Hvad I end gør, så gør det i kærlighed!
I kender jo Stefanas og hans familie og ved, at de var blandt de første, der blev kristne i provinsen Akaja. De har givet sig selv fuldt ud til tjenesten i menigheden. Jeg beder jer om at underordne jer og vise respekt over for sådanne mennesker og alle vores medarbejdere, som arbejder hårdt i tjenesten for Herren. Jeg blev glad for at få besøg af Stefanas, Fortunatus og Akaikos. De har afhjulpet savnet af jer, for de har været mig til trøst og opmuntring, ligesom de har været det for jer. Jeg håber, at I skønner på sådanne mænd.
Menighederne i provinsen Asien sender jer mange hilsener. Akvila og Priska og menigheden, som samles i deres hus, hilser jer hjerteligt i Herren. Også menighedens ledere sender deres særlige hilsen. Hils hinanden med et helligt kindkys.
Disse afsluttende ord skriver jeg med egen hånd. Den, som ikke elsker Herren, vil blive dømt. Kom snart, Herre!
Herren Jesu nåde være med jer!
Mine kærligste hilsener til jer alle i Jesu Kristi navn.
Det tog Salomon 13 år at opføre sit eget paladskompleks.
En af bygningerne kaldte han „Libanonskovhallen”. Den var 45 m lang, 22,5 m bred og 13,5 m høj. Den var bygget op omkring fire rækker cedertræssøjler. Loftkonstruktionen bestod af 15 gange 3 store tværbjælker af cedertræ, som hvilede på disse cedertræssøjler. Oven på tværbjælkerne var der lagt et bræddeloft bestående af cedertræsplanker. I hallens langsider var der vinduer, der sad over for hinanden i tre niveauer. I hver ende af hallen var der tre rektangulære døråbninger, der også sad over for hinanden.
Han byggede også „Søjlehallen”. Den var 22,5 m lang og 13,5 m bred med en overdækket terrasse, hvis tag blev båret af en række søjler.
Desuden byggede han „Domhuset”, hvor hans trone stod. Det var her, han afsagde dom i de forskellige retssager, der blev bragt til ham. Det var indvendigt beklædt med cedertræspaneler fra gulv til loft.
Salomons private beboelseshuse lå bag Domhuset inden for den mur, som omgav hele paladskomplekset. Det hus, han lod opføre til den egyptiske prinsesse, han havde giftet sig med, svarede i størrelse og udstyr til hans eget. Husene blev bygget af store, smukke sandsten, som var blevet hugget ud og savet til i bestemte mål. Disse sten blev brugt til husmurene, hele vejen fra nederst til øverst, og de blev også brugt til muren omkring paladsgården. Stenene til fundamentet var ekstra store, nogle var 4,5 m lange, andre 3,6 m. Oven på fundamentet blev der så bygget med de andre sten, der var tilhugget efter bestemte mål, samt med cedertræ. Muren omkring paladsets gård bestod af tre lag tilhugne sten med et lag cedertræsbjælker ovenpå, svarende til den mur, der omgav templet og forhallen foran templet.
Kong Salomon sendte bud til Tyrus efter en kunsthåndværker og fik fat i en mand ved navn Huram, som var ekspert i bronzestøbning. Han var søn af en enke fra Naftalis stamme, og hans far havde været en dygtig bronzesmed i Tyrus. Således kom Huram i arbejde hos kong Salomon.
Han lavede to bronzesøjler, 8,1 m i højden og 5,4 m i omkreds. Derefter formede han to søjlehoveder af bronze, der var 2,25 m høje. Hvert søjlehoved var dekoreret med syv rækker kædelignende bronzefletværk. Oven over dem anbragte han to rækker granatæbler i bronze. De øverste 1,8 m af søjlehovederne var bøjet udad som en liljeblomst. De to rækker granatæbler, 100 i hver række, var anbragt over den fortykkede kant forneden på søjlehovedet ved siden af fletværket. Disse to søjler blev placeret foran tempelindgangen. Søjlen mod syd blev kaldt Jakin, og søjlen mod nord blev kaldt Boaz. Dermed var søjlerne færdige.
Han støbte også en stor, rund vandbeholder, 2,25 m dyb, 4,5 m i diameter og 13,5 m i omkreds. Den blev kaldt „bronzehavet”. På ydersiden lige under kanten hele vejen rundt lavede han to rækker græskarlignende udsmykninger med ca. 5 cm mellem hver, formet i ét med resten af bronzehavet. Beholderen stod på 12 bronzeokser, der vendte halerne mod hinanden, således at okserne tre og tre så i retning af de fire verdenshjørner. Beholderens tykkelse var en håndsbred, og kanten var bøjet udad som kanten på en kop eller som toppen af en liljeblomst. Den rummede ca. 44.000 liter vand.
Derpå lavede han ti rulleborde af bronze, 1,8 m lange, 1,8 m brede og 1,35 m høje. Bordene var konstrueret med sidepaneler, som var sat fast på de fire ben i hjørnerne. Sidepanelerne var dekoreret med løver, okser og keruber. Både over og under løverne og okserne var der dekorationer formet som kranse, der hang nedad. Alle disse borde havde fire bronzehjul med bronzeaksler. I hvert side var der en lodret stang, som ragede lidt op, så det tilhørende vandfad kunne blive holdt på plads oven på bordet. Også disse støttestænger var af bronze, og de var dekoreret med kranselignende ornamenter. På oversiden af hvert rullebord var der en cirkulær fordybning som støtte for vandfadet. Den var 45 cm dyb med en diameter på 67 cm. Der var også dekorationer ved kanten af denne fordybning. Sidepanelerne var dog firkantede, ikke runde.
De fire hjul sad under sidepanelerne og havde en diameter på 67 cm. Hjulakslerne gik igennem de fire hjørneben. Hjulene lignede almindelige vognhjul, men både aksler, eger, fælge og nav var støbt i metal. I hvert hjørne var der et håndtag, som var ud i ét stykke med resten af bordet. Ved overkanten af bordet var der en kant på 22,5 cm, der gik hele vejen rundt. Keruber, løver, palmetræer og kransedekorationer smykkede det hele, hvor der var plads. Alle ti rulleborde var fuldstændig ens, idet de blev støbt ved brug af de samme forme.
Derefter lavede han ti store vandfade af bronze og placerede dem i den dertil indrettede fordybning i rullebordene. Hvert fad var 1,8 m i diameter og rummede knap 900 liter vand. De ti rulleborde med tilhørende vandfade blev placeret i templets forgård, fem på templets sydside og fem på nordsiden. Bronzehavet blev placeret ved templets sydøstlige hjørne.
Endelig lavede Huram diverse redskaber såsom askebakker, skovle og stænkeskåle. Derefter var han færdig med inventaret til Herrens hus og havde således fuldført den opgave, kong Salomon havde givet ham. Det følgende er en liste over de ting, Huram lavede:
De to søjler; de to liljeformede søjlehoveder med tilhørende fletværk og de 400 granatæbler; de ti rulleborde med de ti store vandfade; bronzehavet og dets fundament bestående af 12 okser; askebakkerne, skovlene og stænkeskålene.
Alle disse genstande var lavet af blankpoleret bronze og støbt i lerforme i Jordandalen mellem Sukkot og Zaretan. Totalvægten af den bronze, der blev brugt til Hurams arbejde, vides ikke; der gik simpelt hen så meget bronze til, at Salomon opgav at veje det.
Salomon fik fremstillet inventaret til brug inde i selve templet: røgelsesalteret og bordet til de hellige brød, som begge var belagt med guld; de ti lysestager (fem stager ved hver langvæg i tempelrummet uden for det allerhelligste rum), alle blomsterdekorationerne, lamperne, tængerne, baljerne, vægesaksene, stænkeskålene, fadene, bakkerne til gløder, hængslerne til dørene ind til det allerhelligste rum og til dørene ved templets hovedindgang – alt lavet af rent guld.
Da Herrens hus stod færdigt, tog kong Salomon de gaver af sølv og guld og andre kostbarheder, som hans far havde givet til Herren, og han placerede det hele i skatkamrene i Herrens hus.
Nu kaldte kong Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den ny tempelbygning. Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i etanim måned, den syvende måned. Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så arken hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet. Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.
Derpå bar præsterne Herrens pagts ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger. De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger. Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum, men ikke helt udefra; og sådan er det også den dag i dag. I arken lå kun de to stentavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.
Da præsterne kom ud fra helligdommen igen, skete der pludselig noget: En tæt sky fyldte Herrens hus, så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte hans hus.
Da udbrød Salomon: „Herre, du har sagt, at du bor i den tætte sky. Nu har jeg bygget dig en bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”
Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han:
„Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: ‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. I stedet udvalgte jeg dig, David, til at lede mit folk.’ ”
Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, ‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. Jeg har lavet et særligt rum til arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med vores forfædre, efter at han havde ført dem ud af Egypten.”
Salomon knælede nu ned foran Herrens alter med hænderne løftet mod Himlen, mens hele forsamlingen så til. Han bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. Ja, Israels Gud, opfyld også det løfte!
Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg i dag beder for dit ansigt: Våg over dette hus både dag og nat – det sted, hvor du har lovet at tage bolig – og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.
Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.
Når dit folk synder og bliver besejret af deres fjender som straf, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du gav deres forfædre.
Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.
Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. Da vil de lære at vise dig ærefrygt i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.
Og når fremmede folk hører om din storhed og dine mægtige undere, og de kommer langvejsfra for at bede dig om hjælp, vendt mod dette hus, så hør dem i Himlen, hvor du bor, og svar på deres bøn. Da skal alle jordens folkeslag høre om dig og have ærefrygt for dig ligesom dit folk, Israel, og hele verden vil forstå, at det hus, som jeg har bygget, er indviet til dig.
Når du sender dit folk i krig mod deres fjender, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt til bolig, og det hus, jeg har bygget til dig, hør da i din Himmel deres bøn og skaf dem deres ret.
Hvis de synder imod dig – og hvem kan sige sig fri for den mulighed – og du i din vrede tillader fjenden at føre dem som fanger til et fremmed land, det være sig nært eller fjernt, og hvis de så kommer til fornuft i det land, hvor de er i fangenskab, og råber til dig: ‚Vi har handlet ondt og været ulydige mod Gud! Vi har syndet!’ da hør deres bøn i din bolig i Himlen og hjælp dem, når de ærligt vender sig til dig og beder om hjælp, vendt mod det land, du gav deres forfædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget til din ære.
Tilgiv dit folk al deres ondskab og ulydighed mod dig, og lad deres fjender vise barmhjertighed mod dem, for de er jo dit ejendomsfolk, som du rev ud af smelteovnen i Egypten. Må dine øjne og ører altid være åbne, så du hører min og folkets bøn, hver gang vi råber til dig. For da du førte vores forfædre ud af Egyptens land, betroede du din tjener Moses, at du havde udvalgt Israel blandt verdens folkeslag til at være din særlige ejendom.”
Salomon lå på knæ foran Herrens alter, mens han bad med løftede hænder.
Da han var færdig, rejste han sig og bad for hele Israels forsamling:
„Lovet være Herren, som har indfriet sit løfte og givet Israel fred! Han har opfyldt alle de løfter, han gav til sin tjener Moses. Gid Herren, vores Gud, må være med os, som han var med vores forfædre. Måtte han aldrig forlade os eller forkaste os, og måtte han hjælpe os til at gøre hans vilje i alle ting, til at adlyde de befalinger og følge de forskrifter, han gav vores forfædre. Og måtte han altid huske min bøn, så han giver mig og hele Israel den hjælp, vi har brug for dag for dag. Gid alle verdens folkeslag må komme til erkendelse af, at Herren er den eneste sande Gud i hele verden. Og måtte jeres hjerter altid været fuldt overgivet til Herren, jeres Gud, så I adlyder hans love og følger hans befalinger, sådan som I gør det i dag.”
Kongen og hele Israels folk bragte en utrolig mængde ofre til Herren. Salomons fællesskabsoffer bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. På den måde indviede de Guds tempel. Kongen indviede den dag den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret ved indgangen til templet var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og den del af fællesskabsofrene, som skulle brændes. En vældig menneskemængde fra hele landet tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. Efter selve tempelindvielsesfesten, som varede i syv dage, fejrede Salomon sammen med folket løvhyttefesten i syv dage, i alt 14 dage. Den følgende dag afsluttede Salomon festen, så folket var fri til at tage hjem, og de velsignede deres konge. Derefter drog de hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist sin tjener David og sit folk Israel.
Herren gav mig derefter følgende budskab om de judæere, der havde slået sig ned i byerne Migdol, Takpankes og Memfis i det nordlige Egypten og i området Patros i det sydlige Egypten:
Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: „I ved, hvad jeg gjorde ved Jerusalem og Judas byer. De ligger nu i ruiner og er folketomme. Jeg måtte straffe befolkningen for deres ondskab, for de provokerede mig med deres afgudsdyrkelse. De dyrkede fremmede guder, som hverken de eller I eller jeres forfædre før kendte til. Gang på gang sendte jeg mine tjenere, profeterne, til dem for at advare dem: ‚Hold dog op med jeres afskyelige afgudsdyrkelse. I ved jo, at jeg hader det.’ Men de ville ikke høre efter, og de omvendte sig ikke fra deres ondskab. De blev ved med at ofre røgelse til de fremmede guder. Da kogte min vrede over, og min glødende harme faldt som ild ned over Judas byer og Jerusalems gader, så de nu er øde tomter.
Og nu spørger Herren, den Mægtige, Israels Gud, jer: Hvorfor vil I ødelægge jer selv? Hvorfor vil I være årsag til, at samtlige mænd, kvinder, børn og spædbørn må lade livet? Her i Egypten, hvor I har slået jer ned, har I igen provokeret mig til vrede ved at lave nye afguder og ofre røgelse til dem. Derved har I fældet dommen over jer selv: I vil blive udryddet, og over hele verden vil man håne og forbande jer. Har I glemt jeres forfædres ondskab? Har I glemt alle de synder, som Judas konger og dronninger begik? Har I glemt jeres egne synder og jeres koners synder i Juda og Jerusalem? Indtil i dag har mit folk ikke angret eller vist mig respekt. I har ikke adlydt de love og forskrifter, jeg gav jer og jeres forfædre.
Derfor siger Herren, den Mægtige, Israels Gud: Jeg har besluttet at udrydde jer. Jeg vil tilintetgøre den rest af Juda, der absolut ville flygte til Egypten. De skal alle sammen dø her enten i krig eller af sult, og de vil blive hånet, foragtet og forbandet. De kommer til at opleve den samme straf her, som ramte Jerusalem: krig, sult og epidemier. I flygtede herned i håbet om engang at vende tilbage, men kun en ganske lille rest får lov at vende tilbage. Det store flertal skal dø i Egypten.”
En stor gruppe judæere fra både det nordlige og sydlige Egypten hørte mit budskab. Selv om det var kvinderne, der brændte røgelse for de egyptiske afguder, var mændene udmærket godt klar over det. Forsamlingen gav mig nu følgende svar: „Vi vil ikke høre på de budskaber, du påstår, at Herren har givet dig. Vi har lovet at brænde røgelse for Himlens Dronning og give hende drikofre, og det vil vi blive ved med. Det er jo ikke andet end det, vores forfædre og konger og ledere gjorde før i tiden i Judas byer og Jerusalems gader. Dengang led vi ingen nød. Vi havde masser at spise, og vi havde lykken med os. Men da vi holdt op med at brænde røgelse og bringe drikofre til Himlens Dronning, gik alting galt for os, og vi blev plaget af krig og sult.”
Kvinderne tilføjede: „Tror du for øvrigt, at vi dyrker Himlens Dronning, udgyder drikofre til hende og bager kager til hendes ære uden at vores mænd ved det?”
Da sagde jeg til den store forsamling af mænd og kvinder: „Herren så til med afsky, dengang jeres forfædre og konger og ledere brændte røgelse for afguderne i Judas byer og Jerusalems gader. Det var jo netop, fordi Herren ikke længere kunne holde ud at se på jeres ondskab og jeres afskyelige afgudsdyrkelse, at han ødelagde landet, så det i dag er et forbandet land med folketomme ruinbyer. Kan I da ikke forstå, at netop jeres afgudsdyrkelse og jeres oprør imod Herren og hans love og forordninger var årsag til jeres ulykke? Hør nu, hvad Herren siger til alle jer judæere, som har slået jer ned i Egypten. Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: I er alle sammen fast besluttede på at fortsætte med at brænde røgelse og give drikofre til Himlens Dronning, både mænd og kvinder. Så gør da, hvad I har lovet hende! Men hør Herrens ord, alle I judæere, der har slået jer ned i Egypten: Jeg sværger ved mit eget mægtige navn, at ingen af jer længere får mulighed for at påkalde mig og sige: ‚Så sandt Herren lever!’ Jeg skal sørge for, at I rammes af ulykke, så I alle omkommer som ofre for krig og sult her i Egypten. Det bliver kun en lille rest, der undslipper min vrede og vender tilbage til Judas land. Til den tid vil alle de judæere, som kom til Egypten for at bosætte sig her, erkende, hvem der havde ret, jer eller mig. Og nu vil jeg give jer et tegn på, at jeg mener mine trusler om straf alvorligt: Jeg vil udlevere Egyptens konge, Hofra, til hans fjender på samme måde, som jeg udleverede kong Zidkija af Juda til kong Nebukadnezar af Babylon.”
Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Jeg og min medarbejder, Timoteus, sender mange hilsener til jer, som hører til menigheden i Korinth, samt til alle de andre kristne i Akaja. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.
Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han er en barmhjertig Gud, der opmuntrer os på alle måder. Han trøster og styrker os i alle vores trængsler, så vi kan videregive hans trøst og styrke til andre, der har det svært. Det er jo sådan, at jo mere vi lider for Kristus, des mere giver han os af sin trøst og opmuntring. Når vi bliver udsat for trængsler, kommer det faktisk jer til gode! Når vi er kommet styrket igennem lidelserne, kan vi nemlig opmuntre jer til at udholde tilsvarende lidelser. Vi har fuld tillid til, at I vil komme styrket igennem, for vi er overbeviste om, at når I står over for sådanne lidelser, vil I få den samme trøst og hjælp, som vi har fået.
Vi kan godt fortælle jer, venner, at de trængsler, vi var udsat for i provinsen Asien, var så overvældende, at vi næsten ikke kunne holde det ud. Vi havde opgivet alt håb om at slippe levende fra det. Vi regnede os faktisk allerede for døde, for at vi ikke skulle tro, at vi havde nogen chance for at redde os selv. Det var kun Gud, der kunne hjælpe os, han, som endog formår at give nyt liv til de døde. Og han greb ind! Han reddede os fra den visse død, og vi har tillid til, at det vil han fortsat gøre, når I står sammen med os i bøn. Når Gud så i sin nåde redder os, vil mange mennesker lovprise ham, netop fordi så mange har bedt for os.
Vi kan med god samvittighed sige, at vores handlemåde i almindelighed og især over for jer ved Guds hjælp har været uangribelig og redelig. Det skyldes ikke verdslig visdom, men Guds nåde. Derfor er jeg også åben og oprigtig over for jer i mine breve. Der står ikke noget mellem linjerne. Lige nu forstår I os måske ikke helt, men det er jeg sikker på, at I kommer til. På den dag, da Herren Jesus afsiger sin dom, vil I sætte pris på, hvad vi har gjort for jer, ligesom vi vil glæde os over, hvor langt I er kommet.
Da jeg var sikker på jeres forståelse og tillid, havde jeg oprindeligt regnet med at gøre ophold hos jer både på min rejse videre til Makedonien og på tilbagevejen, for at jeg kunne blive til dobbelt velsignelse for jer. Derefter kunne I så hjælpe mig videre til Judæa. Når jeg ikke fulgte min plan, betyder det så, at jeg ikke er til at stole på? Er jeg måske som de mennesker, der siger ja, selvom de mener nej? Slet ikke! Jeg mener, hvad jeg siger, og Gud er trofast, han vil hjælpe mig til at opfylde mit løfte om at besøge jer. Jesus Kristus, Guds Søn, som Timoteus, Silvanus og jeg har forkyndt for jer, sagde jo heller ikke ja til noget uden at gøre det. Og gennem Jesus har Gud sagt sit ja til verden, for alt, hvad Gud har lovet, bliver opfyldt gennem Jesus.
Derfor har vi også sagt ja til Gud, og nu lever vi til hans ære. Det er jo ham, der har udrustet os med sin Ånd, og det er ham, der arbejder på at grundfæste både jer og os i Kristus. Han har givet os Helligånden i vores hjerter som en forsmag på den herlighed, der venter os, og som et tegn på, at vi tilhører ham.