Mens Ahaz, der var søn af Jotam og sønnesøn af Uzzija, var konge i Judariget, udbrød der krig. Arams kong Retzin og Israels kong Peka, Remaljas søn, angreb Jerusalem, men de var ikke i stand til at indtage byen.
Dengang Ahaz havde fået meddelelse om, at Aram havde allieret sig med Israel, blev han og hans folk grebet af panik. De rystede af skræk, som skovens træer skælver for vinden.
Da sagde Herren til Esajas: „Tag din søn Shear-Jashub med dig og gå ud og mød Ahaz ved enden af vandledningen, hvor den kommer ned fra Øvredammen, ved vejen til vaskepladsen. Sig til Ahaz: Hold op med at bekymre dig! Du skal ikke frygte for Retzins og Pekas vrede, for de er som to udbrændte stykker træ. Arams og Israels konger har allieret sig imod dig for at skræmme livet af Judas befolkning. De har til hensigt at bane sig vej til Jerusalem og gøre Tabeals søn til konge i stedet for dig. Men Herren, din Gud, siger, at deres plan ikke vil lykkes, for aramæerne sætter deres lid til hovedstaden Damaskus, og Damaskus sætter sin lid til kong Retzin, mens Israels folk sætter deres lid til hovedstaden Samaria, og Samaria sætter sin lid til kong Peka. Men inden 65 år er gået, vil Israels rige være knust og folket spredt for alle vinde. Og hvis I ikke sætter jeres lid til mig, bliver I heller ikke skånet!”
Esajas fortsatte med følgende budskab til kong Ahaz: „Bed Herren om at give dig et tegn – enten nede fra dødsriget eller oppe fra himlen – for at bekræfte, at det skal ske, som han har sagt. Hvad vælger du?”
Men kongen nægtede at gøre det: „Jeg vil ikke udfordre Herren ved at bede om et tegn!”
Så sagde Esajas: „Hør nu her, Davids efterkommere! Er det ikke nok, at I gør det besværligt for mig? Hvorfor gør I også oprør mod min Gud? Godt, så vil han selv give jer et tegn: Se, jomfruen vil blive gravid. Hun skal føde en søn, og han skal kaldes Immanuel. Han skal spise tykmælk og honning, indtil han er gammel nok til at skelne mellem ondt og godt, ja, inden han bliver så gammel, vil de to lande, hvis konger du frygter, blive lagt øde.
Men Herren vil give dig, din familie og dit rige så store problemer, som der ikke er set magen til, siden Israels rige rev sig løs fra Judas rige: Han vil sende assyrerkongen imod jer!
Til den tid vil Herren tilkalde Egyptens og Assyriens hære. De vil sværme om jer som fluer og bier. De vil alle komme og slå sig ned i landet, både i dalsænkninger og klippespalter, i tjørnekrat og ved vadestederne. Ja, Herren vil hente assyrernes hær helt fra den anden side af Eufratfloden og bruge dem som barberkniv til at rage håret af dig, både hovedhår, kropshår og skæg, så landet ligger bart tilbage. Når de har gjort landet øde, vil en mand være heldig, hvis han stadig ejer en ko og et par får eller geder. Så har han i det mindste mælk nok, og de få overlevende må leve af surmælk og honning. Til den tid vil frodige vinmarker med tusind vinstokke, der havde en værdi af tusind sølvstykker, være forvandlet til ødemarker med tjørn og tidsler, hvor man kan gå på jagt. Man tør knap nok bruge en hakke på de skråninger, som før var opdyrkede, for de vil være fulde af tidsler og tjørn. De kan kun bruges til græsning for kvæg, geder og får.”
Israels folk, hold op med jeres høstfester. I må ikke holde larmende fester og ofre til afguderne på tærskepladserne for at få en god høst eller takke for høsten, sådan som de andre folkeslag gør. I har forladt jeres Gud for at give jer hen til en afgud og tage imod hans gaver. Men jeres tærskepladser og vinperser vil ikke give tilstrækkeligt med korn og druesaft.
I får ikke lov at blive i det land, Herren gav jer. Efraim skal igen i fangenskab som dengang i Egypten, og I kommer til at spise uren mad i Assyrien. Dér kan I hverken bringe slagtofre eller drikofre til Herren, for de ville ikke være ham til behag. Al den mad, I spiser dér, vil være uren som ved en begravelse. I kan godt spise det, men det kan ikke bruges som et offer til Herren. Hvordan vil I da fejre Herrens højtider og festdage?
Nogle af dem, der undslipper, vil flygte til Egypten og blive begravet ved Memfis. Jeres tidligere huse med deres sølvskatte bliver overgroet med tjørn og tidsel. Straffens og gengældelsens dag er nær, og Israel vil erkende det. I håner mig og siger: „Profeten er en tåbe. Manden, der har Guds Ånd, er blevet gal!” Men jeres fjendtlighed skyldes jeres mange synder. Som profet står jeg ved min Guds side og ser fremtiden for Efraim. Men folk sætter fælder for mig hele tiden, og jeg møder fjendskab fra Guds eget folk. Folket er sunket lige så dybt som ved massakren i Gibea. Men Gud ser deres ondskab, og han vil straffe dem for deres synder.
Herren siger: „Da jeg først mødte jeres forfædre, var det som at finde vindruer i ørkenen. Jeg glædede mig over dem, som man glæder sig over de allerførste figener på træet. Men da de så kom til Peor, begyndte de at dyrke den afskyelige afgud Baʼal og blev efterhånden selv lige så afskyelige. Derfor forsvinder Israels herlighed som en fugl, der flyver væk. I vil opleve, at jeres børn dør ved fødslen eller før, ja mange kan slet ikke få børn. Selv hvis jeres børn bliver voksne, vil mange af dem miste livet. Det bliver frygteligt for jer, når jeg vender jer ryggen. Jeg så Efraim for mig som en palme, plantet i frugtbar jord, men snart bliver han tvunget til at føre sine egne børn i døden.”
Herre, hvad skal jeg bede dig gøre for dette folk? Jo, lad deres kvinder abortere eller deres bryster give for lidt mælk til at holde børnene i live!
Herren siger: „Jeg så al deres ondskab ved Gilgal. Dér begyndte jeg for alvor at få afsky for dem. På grund af deres onde handlinger vil jeg jage dem ud af mit land. Jeg kan ikke gøre mere for dem, for deres ledere er oprørske imod mig. Israel bliver ramt som et træ, hvor rødderne er tørret ind, så der ingen frugt kommer. Selv om de sætter børn i verden, dræber jeg deres dyrebare afkom.”
Min Gud forkaster sit folk, fordi de ikke vil lytte til ham og adlyde ham. De bliver flygtninge i et fremmed land.
Israels folk var som en frodig vinstok. Men jo mere frugt der var, des flere altre byggede de. Jo mere fremgang de fik, des flottere afgudsbilleder lavede de. Deres hjerter var svigefulde, og nu må de tage straffen for deres synd. Deres altre og afgudsbilleder vil blive smadret. De siger: „Herren har straffet os for vores mangel på gudsfrygt, så nu har vi ingen konge længere. Men det gør ingen forskel, for ingen konge kan redde os.”
De afgav tomme løfter og svor på, at de ville holde deres aftaler, men det gjorde de bare ikke. Uretten florerede som ukrudt i en kornmark. Samarias indbyggere er bekymrede for guldkalven i Betel, Ondskabens Hus. Både folket og præsterne, som tilbad den, vil jamre og sørge. Den bliver nemlig taget fra dem. Den bliver ført bort til Assyrien og foræret til den magtfulde konge dér. Da bliver Efraim beskæmmet. Israel bliver skamfuld over at have søgt hjælp hos en statue af en afgud. Samaria er færdig. Dets konge vil forsvinde som en træsplint på vandet og føres bort af strømmen. Afgudsaltrene, hvor Israel syndede, bliver revet ned, og tidsel og tjørn gror hen over dem. Folk vil råbe til bjergene: „Skjul os!” og til højene: „Styrt sammen over os!”
Herren siger: „Lige siden udåden ved Gibea har Israel fortsat i det samme syndige spor. I Gibea blev synderne straffet med en krig. Nu vil jeg straffe Israels folk for deres vedvarende synd ved at sende fremmede folkeslag imod dem.
Efraim, du var som en tam kvie, der var glad for at tærske. Men nu lægger jeg et åg på din smukke hals og spænder dig for ploven. Juda skal pløje og Jakob bryde jorden op. I skal bryde ny jord og så retskafne handlinger. Derefter kan I høste velvilje. Det er på høje tid at søge mig, så jeg kan komme og lade min velsignelse regne ned over jer.
I har dyrket falskhed og høstet uret. I har spist af løgnens frugt. I satte jeres lid til, at menneskers magt og våben kunne frelse jer. Derfor vil fjenden føre krig imod jer, og alle jeres fæstningsværker skal rives ned, som dengang Shalman udslettede alle i Bet-Arbel, både mænd, kvinder og børn. Det samme skal ske med Betel på grund af al jeres ondskab. Så snart krigen begynder, er det ude med Israels konge.
Betyder det noget for jer at blive mindet om, hvad Kristus har gjort for os, at blive trøstet og opmuntret, at opleve Åndens fællesskab og at mærke den indbyrdes kærlighed og omsorg? Hvis de ting betyder noget for jer, så gør min glæde fuldkommen ved at praktisere dem. Stå sammen i kærlighed og vær ét i sjæl og sind. Gør intet ud fra selviske motiver eller personlige ambitioner. Vær ydmyge og se op til hinanden, så I giver andre mere ære end jer selv. Sørg ikke bare for jeres egne behov, men tænk også på de andres. Lad Jesus Kristus være jeres forbillede og efterlign hans indstilling:
Han var lig med Gud,
og havde ret til at fastholde den lighed.
Dog gjorde han ikke krav på sin ret,
men gav afkald på sin guddomsmagt,
tog tjenerskikkelse på og blev menneske.
Som menneske ydmygede han sig
og accepterede den værste død –
døden på et kors.
Derfor har Gud ophøjet ham
og givet ham et navn og en position
højt over alle andre.
Alle kommer til at bøje knæ for ham
i himlen og på jorden og under jorden.
Og alle skal erklære
til Gud Faders ære:
Jesus Kristus er Herre!
Kære venner! Da jeg var hos jer, adlød I altid omhyggeligt mine anvisninger. Nu, hvor jeg er langt borte, skal I i endnu højere grad lade Gud få lov at fortsætte sit frelsesværk i jeres liv, idet I adlyder ham med dyb ærefrygt. Det er jo Gud selv, som giver jer lyst og styrke til at adlyde ham og gøre hans vilje. Gør det alt sammen uden beklagelser eller indvendinger, så I kan stå som uangribelige forbilleder, Guds uskyldsrene børn. Midt i den fordærvede og forvildede verden skal I være som strålende lys, der skinner for dem, der lever i mørket. Når I således lever i overensstemmelse med livets ord, kan jeg på dommens dag glæde mig over, at det ikke var forgæves, jeg kom til jer og arbejdede så hårdt for jeres skyld. Og skulle mit arbejde for at bringe jer til troen resultere i, at jeg må lide døden, så vil jeg alligevel glæde mig over det og glæde mig sammen med jer. På samme måde bør I også være glade – og glæde jer sammen med mig.
Jeg håber, at Herren Jesus vil gøre det muligt for mig snart at sende Timoteus til jer, så jeg kan blive opmuntret ved at høre, hvordan I har det. Ingen af mine andre medarbejdere har en så oprigtig omsorg for jer som Timoteus. De fleste mennesker synes, det er vigtigere at sørge for deres egne behov end at tjene Jesus Kristus. I ved, at Timoteus er som en søn for mig, og at han har stået sin prøve ved at arbejde sammen med mig, når jeg har forkyndt om Jesus. Jeg regner med at sende ham til jer, så snart jeg er klar over, hvad der skal ske med mig her, og jeg har den tillid til Herren, at jeg også selv snart kan få mulighed for at besøge jer.
Jeg har valgt at sende Epafroditus tilbage til jer med dette brev. I sendte ham jo til mig, for at han skulle hjælpe mig med mine behov, og han har været en kær medarbejder og kampfælle for mig. Men han længes meget efter jer, og han er urolig, fordi I hørte, at han var syg. Og syg det var han, ja døden nær, men Gud forbarmede sig over ham, og dermed også over mig, så jeg ikke skulle opleve den ene sorg efter den anden. Derfor er jeg ekstra opsat på at sende ham af sted nu med brevet, for jeg ved, at I vil blive meget glade for at se ham. Og jeg vil have den bekymring mindre. Tag med glæde imod ham som en Herrens tjener. Mennesker som ham skal I vise stor respekt, for han satte livet på spil og var døden nær i tjenesten for Kristus. Det, som I ikke kunne gøre for mig, fordi I var langt borte, det gjorde han.
Derpå sagde Herren til mig: „Tag en stor tavle og skriv med tydelig skrift navnet: Maher-Shalal Hash-Baz. Gør det med to pålidelige mænd som vidner: Urija, som er præst, og Zekarja, Jeberekjas søn.”
Derefter gik jeg ind til min hustru, og hun blev gravid og fødte en søn. Da sagde Herren til mig: „Kald ham Maher-Shalal Hash-Baz, for endnu inden drengen har lært at sige ‚mor’ eller ‚far’, vil assyrerkongen plyndre Damaskusʼ rigdomme og røve Samarias skatte.”
Herren talte igen til mig: „Fordi mit folk har forkastet Shiloas friske vand og foretrækker Arams kong Retzin og Israels kong Peka, vil jeg sende en mægtig oversvømmelse fra Eufratfloden imod dem: Assyrerkongen og hans mægtige hære vil oversvømme landet. Floden vil gå over sine bredder, skylle ind over Judas land og nå helt frem til hovedstaden. Hele ‚Immanuels land’ vil bliver angrebet af fjenden.”
Gør blot klar til krig, I folkeslag, men I kan ikke stå jer imod Herren! Hør efter, I fjerne lande. Gør bare alt, hvad I kan. I vil dog blive slået engang. Hold blot krigsråd og indgå alliancer. Det nytter intet, for Gud er med os.
Herren opfordrede mig kraftigt til at stå fast og ikke følge flertallet, og han sagde til os: „I skal ikke kalde noget for en sammensværgelse, bare fordi andre gør det. Bliv ikke grebet af panik som flertallet. Det er mig, I skal respektere, frygte og ære, for jeg er Herren, den Mægtige. Jeg er som en helligdom og et tilflugtssted, men også som en anstødssten, som både Israel og Juda vil snuble over, en fælde, som Jerusalems indbyggere vil blive fanget i. Mange vil snuble og falde over den. Skriv det ned, som jeg har sagt, og sæt segl på bogrullen, så de, der følger mig, kan holde fast ved mit ord.”
Jeg har forventning til, at Herren griber ind, selv når han vender ryggen til Israels folk. Jeg sætter al min lid til ham. Her er jeg sammen med de børn, som Herren gav mig. Vi er som tegn for Israels folk fra Herren, den Mægtige, som bor på Zions bjerg.
Måske vil nogle sige til jer: „Prøv at spørge de clairvoyante til råds, dem der mumler og hvisker. Skal man ikke søge råd hos sine guder og adspørge de døde angående de levende, så man kan få vejledning og hjælp?” Men de, der siger sådan, famler i mørket. De kommer til at vandre modløse og sultne gennem landet. Hungersnøden vil gøre dem bitre, så de forbander både kongen og Gud. Hvad enten de spejder mod det høje eller ser sig omkring på jorden, er der kun modgang og håbløst mørke omkring dem.
Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten. Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Baʼal og brændte røgelse for afguderne. Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham.
Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg tog bidslet ud af munden på ham. Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. Mit folk bliver ikke sendt tilbage til Egypten, men de bliver underlagt Assyriens konge, for de ville ikke vende om til mig.
Krigen vil hærge i deres byer og gøre ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet.
Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Sebojim? Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede.
Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, som i fugleflugt vil de komme fra Egypten, som duer skal de vende hjem fra Assyrien. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland. Jeg, Herren, har talt.”
Herren siger: „Efraim lyver og bedrager. Juda flakker om uden at forstå min trofasthed. Israel er fuld af løgn og bedrag, kun optaget af falske værdier. De slutter forbund med Assyrien og giver Egypten gaver for at få hjælp.”
Herren bliver nødt til at straffe Judas folk for dets oprør. Jakobs efterkommere må bøde for deres handlinger. Allerede ved fødslen narrede Jakob sin tvillingebror. Som voksen kæmpede han med Gud. Ja, han kæmpede med en engel og sejrede. Han græd og tryglede om en velsignelse. Ved Betel mødte han Herren ansigt til ansigt, og Herren talte til ham, tænk, Herren, den mægtige Gud!
Vend jer derfor til Gud! Søg Herren til hver en tid og vær trofaste og retfærdige i jeres adfærd.
Herren siger: „Mit folk er som en købmand, der vejer med falske lodder, som en, der elsker at udnytte andre. ‚Se, hvor rig jeg er blevet!’ praler de. ‚Jeg har samlet mig rigdom uden at gøre noget forkert.’
Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten. Men nu vil jeg igen lade dig bo i telte, som da vi var sammen i ørkenen. Jeg sendte mine profeter til dig for ved hjælp af syner og billedtale at advare dig. Alligevel er Gilead fyldt med afgudsdyrkelse, og derfor må jeg straffe dem. Der ofres mange okser i Gilgal, men afgudsaltrene vil ende som stendynger på markerne.”
Herren tog sig af Jakob, da han i sin tid flygtede til Aram. Dér vogtede han får for at få den kvinde, han elskede. Senere førte Herren sit folk ud af Egypten ved hjælp af en profet, som ledede og beskyttede dem. Men Efraim provokerede Herren til vrede. De fortjener døden for deres forbrydelser, ja, Herren vil straffe dem for deres synder.
Venner, glæd jer over at tilhøre Herren! Jeg gentager gerne mig selv for at slå det helt fast for jer.
Vogt jer for de ondskabsfulde mennesker blandt jøderne, der siger, at I skal omskæres for at høre med til Guds folk. Det er jo os, der er Guds folk, os, der tjener Gud i Åndens kraft og sætter al vores lid til, hvad Jesus Kristus har gjort for os og ikke til en religiøs baggrund og tradition.
Skal vi endelig tale om religiøs baggrund, så er der næppe nogen, der har en bedre baggrund end mig. Jeg er født israelit og hører til Benjamins stamme. Alle mine forfædre er jøder, og jeg blev omskåret på ugedagen for min fødsel. Som farisæer var jeg fanatisk med hensyn til at overholde den jødiske lov, hvilket resulterede i, at jeg forfulgte de kristne. Jeg opfyldte alle reglerne til punkt og prikke.
Men alt det, som jeg dengang mente, var så vældig værdifuldt, har jeg lært at regne for værdiløst på grund af Kristus. Ja, faktisk regner jeg alt det gamle for at være uden værdi, fordi jeg nu har noget langt bedre. Jeg har nemlig lært Jesus Kristus at kende som min Herre. Derfor har jeg taget afstand fra min tidligere religiøsitet og kasseret den som affald. Nu ønsker jeg kun at blive ét med Kristus. Jeg forsøger ikke længere at opnå Guds accept ved at prøve at overholde den jødiske lov, men sætter min lid til, hvad Kristus har gjort for mig. Derved kan jeg også blive ét med ham i hans lidelser og død og få del i den kraft, der oprejste ham fra de døde. Jeg ser jo frem til at genopstå fra de døde, ligesom han gjorde.
Jeg mener ikke, at jeg allerede har forstået det hele eller er blevet fuldkommen. Men jeg bliver ved med at arbejde hen mod det mål, som Kristus gav mig, da han i sin tid greb ind i mit liv. Kære venner, jeg mener som sagt ikke, at jeg har nået målet endnu, men jeg bestræber mig på ikke at se tilbage på det, der ligger bag mig, og kæmper i stedet frem mod det, der ligger foran. Jeg løber frem mod målet for at kunne modtage den himmelske sejrskrans, som Gud har kaldet os til gennem Jesus Kristus. Lad nu alle os, som er nået til åndelig modenhed, have samme indstilling. Og skulle der være et og andet, I ser anderledes på, så vil Gud åbenbare det for jer. Men lad os i alle tilfælde stå sammen og være enige, så langt som vi nu er nået i vores fælles forståelse.
Følg mit eksempel, kære venner, og læg mærke til dem, der lever med os som forbillede. Mange gange har jeg sagt det, og jeg siger det igen med tårer i øjnene: Der er mange, som har taget afstand fra budskabet om Kristi forsoningsdød på korset. De går deres undergang i møde. De lever for at tilfredsstille deres lyster, sætter en ære i det, de burde skamme sig over, og er kun optaget af jordiske ting. Men vores fokus og hjemsted er i Himlen, hvorfra vi med længsel venter på, at vores Frelser, Jesus Kristus, skal vende tilbage. Han vil forvandle vores ufuldkomne, jordiske legemer og gøre dem lig sit eget fuldkomne, himmelske legeme ved den kraft, som gør ham til Herre over alle ting.
Kære venner, jeg elsker jer og længes efter jer, I som er min glæde og sejrskrans. Hold fast ved Herren, sådan som jeg har undervist jer om.
Men mørket skal ikke ruge for altid
over det land, som tynges af trængsler.
Herren har ydmyget Zebulon
og bragt skam over Naftalis land.
Men engang vil vejen til havet igen få ære,
og landet øst for Jordanfloden,
de fremmede folkeslags Galilæa.
9Det folk, som går rundt i mørke,
skal se et strålende lys.
Lyset vil skinne på alle,
som lever i dødsskyggens land.
Herre, du gør jubelen stor,
du fylder os med glæde,
som når høstfolk fryder sig over høsten,
som krigere jubler, når de deler byttet.
For du bryder det tunge åg,
som hviler på vores skuldre,
knækker slavefogedens kæp,
som da du frelste os fra midjanitterne.
Støvler, der trampede i krigen,
og kapper, som er sølet i blod
skal brændes op,
fortæres af ilden.
For et barn er født os!
En søn er os givet!
Han skal være vores konge,
og han skal kaldes:
„Underfuld Rådgiver”,
„Vældig Gud”,
„Evig Fader”,
„Fredsfyrste”.
Når han bliver konge i Davidsriget,
bliver hans magt uden grænser,
og han skaber fred overalt.
For han bygger sit rige på retfærdighed
fra nu af og til evig tid.
Herren, den Mægtige,
vil gøre, hvad han har besluttet.
Herren har udtalt sin dom over Israels rige. Alle i Samaria har hørt det, det er kendt i Efraims land. Alligevel siger de i hovmod og trods: „Hvis landet lægges i ruiner, bygger vi det bare op igen, så det bliver bedre end før. Vi bruger tilhugne natursten i stedet for brændte lersten, og vi erstatter det ødelagte morbærfigentræ med cedertræ.” Herren vil svare på deres hovmod ved at føre fjender imod dem, aramæerne fra øst og filistrene fra vest. Med vidtåbne gab kommer de og opsluger Israel. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Men de angrede ikke over for ham, der straffede dem. De søgte stadig ikke Herren, den Mægtige. Derfor vil Herren hugge hoved og hale af Israel og tilintetgøre både høj og lav på samme dag. Landets ledere er hovedet, de løgnagtige profeter er halen. Folkets ledere førte dem vild, de viste dem vej til afgrunden.
Derfor vil Herren ikke hjælpe de unge krigere, og han har ikke medynk med dem, der bliver enker, og dem, der bliver faderløse. De er jo alle onde og gudløse, og de taler som tåber. Derfor er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Ondskaben brænder som en ild, der fortærer tjørn og tidsel og antænder skovens tætte krat, så røgen hvirvler op. Herren den Mægtiges vrede afsvider landet, og folket bliver ildens bytte. Ingen hjælper hinanden, men de slås med deres nærmeste om føden. De stjæler mad fra hinanden, men bliver ikke mætte. De æder alt, hvad de kan finde af spiseligt, men er lige sultne. Nogle vil endda fortære deres egne børn. Manasse er imod Efraim, Efraim er imod Manasse – og sammen overfalder de Judas stamme. Alligevel er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Ve jer, I, som udsteder ondskabsfulde dekreter og afsiger uretfærdige domme for at undertrykke de svage, udnytte de hjælpeløse, frakende de fattige deres rettigheder og udplyndre både enker og faderløse børn.
Hvad vil I gøre, når straffen kommer over jer fra det fjerne? Hvem, tror I, vil hjælpe jer? Hvor vil I opbevare jeres rigdomme? I bliver enten dræbt i krig eller ført bort som fanger. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.
Tidligere var det sådan, at når Efraims stamme talte, rystede folk af skræk, for hele Israel så op til dem. Men de syndede ved at dyrke Baʼal og dødsdømte derved sig selv.
Og de synder stadig. De har masser af sølvsmede, der har travlt med at støbe afguder. De tilbeder guder, som de selv har lavet. Man siger om dem, der ofrer til afguderne, at de kysser kalve. Men de vil forsvinde som morgentågen, fordampe som duggen. De er som avner, vinden blæser bort fra tærskepladsen, de forsvinder som røgen fra et bål.
Herren siger: „Jeg er Herren, din Gud, som skabte himlen og dannede jorden. Jeg anbragte stjernerne på himlen, men ikke for at du skulle tilbede dem. Jeg er den, som førte dig ud af Egypten. Dengang kendte I ikke andre guder, og der findes ingen anden, der kan redde jer. Jeg tog mig af jer i ørkenen, i det golde og tørre land. Men så snart I kom til det gode land og spiste jer mætte, blev I stolte og glemte mig. Derfor kommer jeg imod jer som en løve, som en leopard, der ligger på lur langs stien. Som en rasende bjørn, hvis unger er taget fra den, sønderriver jeg jer. Som et vildt dyr vil jeg flå jer og gøre det af med jer.
Israel, hvis jeg angriber jer, hvem kan da frelse jer? Hvor findes den konge, som kan redde jer? Hvor er nu de konger, som I bad om at få? Da I forlangte at få en konge, gjorde I mig vred, men jeg gav jer alligevel en. Nu har I igen gjort mig vred, og jeg tager jeres konge fra jer. Jeg kender til alle Efraims synder, intet er glemt.
Du har nået smertens time, som når en kvinde skal føde et barn. Men du er trodsig som et barn, der modsætter sig at blive født. Skal jeg udfri dig af dødsrigets greb? Skal jeg redde dig fra døden? Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din ødelæggende kraft? Jeg viser ingen barmhjertighed.
Efraim klarede sig ellers bedre end sine brødre, men jeg vil sende en mægtig østenvind imod dig. Den skal blæse ind fra ørkenen, så dine kilder og brønde tørrer ud, og dine skatte tages fra dig.”
Samarias folk må tage deres straf, for de har gjort oprør imod Gud. De skal alle tilintetgøres af den hær, som vil invadere landet. Deres småbørn bliver knust mod jorden, og deres gravide kvinder får maven skåret op.
Israel, vend tilbage til Herren, din Gud, for din synd gjorde, at du faldt. Vend tilbage til Gud og sig: „Herre, tilgiv os vores synder! Vær barmhjertig og tag os til nåde, så vi kan bringe dig lovprisningsofre. Assyrien kan ikke frelse os, stridsheste kan ikke redde os. Aldrig mere vil vi søge hjælp hos de afguder, vi selv har lavet. Kun hos dig møder den forældreløse barmhjertighed.”
Herren svarer: „Jeg vil helbrede dig for din tendens til frafald, og jeg vil elske dig af hele mit hjerte, for min vrede er forbi. Jeg vil bringe Israel fornyelse som duggen, der forfrisker jorden. De skal blomstre som liljer og skyde dybe rødder som Libanons cedertræer. Hele tiden kommer der friske skud, så de kan vokse sig store som oliventræer og dufte som Libanons cederskove. Folket skal vende tilbage til et frodigt land og dyrke korn igen. De skal blomstre som vinstokken med en vellugt, der overgår Libanons vingårde.
Efraim, hold dig langt væk fra afguderne! Det er mig, der svarer på dine bønner og hjælper dig. Jeg er som en stedsegrøn cypres, og jeg vil sørge for alle dine fornødenheder.”
De vise vil forstå dette budskab. De kloge vil erkende sandheden i det. Herren gør altid det rigtige, og et godt menneske retter sig efter hans ord. Men syndere snubler og falder, fordi de nægter at tro ham.
Jeg opfordrer alvorligt Euodia og Syntyke til med Herrens hjælp at nå til enighed! Og jeg beder dig, min trofaste kollega, om at hjælpe disse to kvinder, der så tappert har stridt sammen med mig i forkyndelsen af det gode budskab sammen med Clemens og de øvrige medarbejdere, hvis navne er indskrevet i livets bog.
Vær altid glade i jeres tro på Herren! Jeg siger igen: Vær glade! Lad alle mærke, at I har et venligt sind. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.
Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose. Lev efter det forbillede, I har i mig, og den undervisning, I har modtaget fra mig. Så vil fredens Gud være med jer.
Jeg priser Herren og er inderlig taknemmelig for, at jeres omsorg for mig er blomstret op igen, og for den gave, I har sendt mig. Jeg ved godt, at I hele tiden har ønsket at hjælpe mig, men at I ikke havde mulighed for det. Det er ikke, fordi jeg led nogen nød, for jeg har lært at være tilfreds med det, jeg har. Jeg ved, hvad det vil sige at klare mig med lidt, såvel som hvordan det er at have overflod. Jeg har lært hemmeligheden ved at være tilfreds i enhver situation, hvad enten jeg kan spise mig mæt eller må sulte, hvad enten jeg har overflod eller lider mangel. Alt dette kan jeg klare ved den styrke, Kristus giver mig. Men det var smukt af jer at hjælpe mig i min vanskelige situation.
I ved, at dengang jeg kom til jer med budskabet om Kristus og så siden rejste videre og forlod Makedonien, var I, kære filippere, den eneste menighed, der støttede mig økonomisk. Selv da jeg var i Thessaloniki, sendte I mig ikke mindre end to gange, hvad jeg havde brug for. For mig er det ikke selve gaven, der er det vigtigste, men den stadigt voksende belønning, I kan se frem til at få engang.
Jeg takker for den rundhåndede gave, Epafroditus kom med fra jer, og nu har jeg rigeligt. Det var som en offergave fra jer med en liflig duft, som Gud har glædet sig over. Og min Gud vil af sin herlige rigdom gennem Jesus Kristus give jer alt, hvad I har brug for. Lovet være Gud, vores Far, i al evighed! Amen.
Hils alle, som tilhører Jesus Kristus. Lederne her sender jer også deres hilsener. Jeg skal også hilse fra alle de andre kristne her, og især fra dem, der er i kejserens tjeneste. Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd.
Men jeg vil også dømme assyrerne, min vredes kæp. Det er min vrede, der giver dem sejr, og jeg bruger dem til at straffe mit frafaldne folk, som har provokeret mig til vrede. Jeg lader den assyriske hær hærge og plyndre dem og trampe dem ned som gadens snavs. Assyrerkongen ved ikke, at han er mit redskab. Han ønsker bare at tilintetgøre mange folkeslag. „Er mine stormænd ikke mægtige som konger?” vil han sige. „Vi indtog Kalno, som vi indtog Karkemish. Hamat måtte overgive sig nøjagtig som Arpad. Det gik Samaria som Damaskus. Jeg har besejret riger, som havde langt flere guder til at beskytte sig end Jerusalem og Samaria. Hvem kan så hindre mig i at gøre med Jerusalem og dets guder, som jeg gjorde med Samaria og dets guder?”
Men når Herren har udført sine planer imod Zions bjerg og Jerusalem, vender han sig imod Assyriens konge og straffer ham for hans hovmod, griskhed og praleri.
„Jeg er stærk, jeg er klog, jeg er mægtig!” praler han. „Se blot, hvor mange riger jeg har indtaget. Jeg har overskredet deres grænser, plyndret dem for skatte og stødt deres konger fra tronen. Jeg har samlet deres rigdomme, som man samler æg fra en forladt fuglerede, uden at nogen gjorde modstand eller gav lyd fra sig!”
Men hør her, assyrerkonge! Praler en økse overfor den person, som svinger den? Bestemmer saven over den, som saver? Er en kæp herre over den, som slår med den? Kan en stok gå af sig selv?
På grund af dit praleri vil Herren, den Mægtige, lade sygdom tynde ud iblandt dine tropper. Under din ydre styrke ulmer ilden. Lyset fra Israels Gud vil blive som en fortærende ild. Pludselig vil han gøre det af med dig som tjørne og tidsler, der går op i røg. Ja, Herren vil tynde ud både i din hær og i dit folk, som når træerne i en skov eller frugthave bliver fældet, eller som når sygdom udtærer et menneske. Der bliver så få tilbage, at selv et barn kan tælle dem.
Til den tid skal den rest, som er tilbage af Israels og Judas folk, ikke længere støtte sig til assyrerne, som forrådte dem. I stedet skal de søge hjælp hos Herren, Israels hellige Gud. Denne rest skal vende sig til den mægtige Gud. Selv om Israels folk engang var talrigt som sandet ved stranden, vil kun få af dem vende tilbage. Herren er enestående og retfærdig, og han har besluttet at straffe dem. Han vil gennemføre sin beslutning om at lægge hele landet øde.
Derfor siger Herren, deres Gud: „Mit folk, som bor i Jerusalem, I skal ikke være bange for assyrerne, der undertrykker jer, som egypterne gjorde engang. Det kommer ikke til at vare længe. Om kort tid er min vrede imod jer forbi, og så vil jeg vende min vrede mod assyrerne og udrydde dem.”
Herren, den Mægtige, vil svinge sin pisk over dem, ligesom dengang midjanitterne blev slået ved Orebs klippe. Hans stav er udrakt over dem, som dengang han druknede den egyptiske hær i havet. Han vil løfte byrden fra jeres skuldre og åget fra jeres nakke. I vil nægte at bære åg, fordi Herren har gjort jer så stærke.
Assyrerhæren rykkede frem til Ajjat og passerede gennem Migron. Ved Mikmas efterlod de en del af forsyningerne, hvorefter de marcherede over passet. Ved Geba slog de lejr for natten. Rama rystede af skræk, og indbyggerne i Sauls Gibea flygtede for livet. Skrig af frygt, I folk fra Gallim, råb op, Laisha, stem i, Anatot! Madmenas indbyggere flygtede, og Gebims indbyggere bragte sig i sikkerhed. Fjendehæren nåede frem til Nob, hvor de slog lejr og nu truer med knyttede næver mod Jerusalem og Zions bjerg.
Men se! Herren, den Mægtige, fælder dem som grene, der hugges af træerne. Selv de stolteste stammer segner. Der bliver lyst i skovens tykning. Som skovhuggeren fælder træerne på Libanons bjerge, sådan fælder den Mægtige sine fjender.
Joel, Petuels søn, modtog følgende profetiske budskab fra Herren:
Lyt til mig, alle I, som bor i dette land. Hvad mener I, som er landets ledere? Kan I huske en lignende katastrofe? Har I hørt om noget tilsvarende på jeres forfædres tid? Nu har I noget at fortælle jeres børn, som de kan fortælle videre til deres børn. Ja, det vil blive fortalt gennem mange generationer.
Den ene sværm af græshopper efter den anden har ædt alt rub og stub. Hvad den ene sværm levnede, åd den næste, og nu er der intet tilbage. Vågn op, alle drukkenbolte, og sæt jer til at græde. I, der er så glade for vin, har grund til at sørge, for alle druer og vinplanter er væk. En umådelig hær af græshopper har lagt vores land øde. Deres tænder var skarpe som løvetænder. Vinstokkene er ribbet, og figentræerne er hærget. Barken er flået af, så grenene står strittende og hvide tilbage.
Sørg og græd, mit folk, som en ung jomfru, der sørger over sin forlovedes død. Nu er det slut med at ofre korn og vin i Herrens hus, og præsterne sørger. Markerne er afgnavede, og hele landet er i sorg, for der er hverken korn, vinstokke eller oliventræer tilbage.
Vinbønderne er desperate, for vinstokkene er raserede. Landmændene er fortvivlede, for hveden og byggen er væk. Figentræerne er visne. Granatæbletræer, palmer, æbletræer og alle de andre træer er tørret ud. Alle mennesker har mistet deres glæde og håb.
I præster, som plejer at bringe ofre på alteret, klæd jer i sørgedragt og græd! Klæd jer i sæk og aske, både dag og nat, for nu er det slut med både korn- og vinofre. Udråb en faste! Kald lederne og hele folket sammen til bøn i Herren vores Guds hus og græd for hans ansigt.
Herrens dag er nær, hvor den Almægtige fælder dom over alt det onde. Det bliver en frygtelig dag.
Al afgrøde forsvandt for øjnene af os. De glade lovsange forstummede i Herrens hus. Sædekornene visnede i den tørre jord. Laderne er tomme, for alt kornet er brugt op. Dyrene stønner af sult. Køerne vandrer hvileløst omkring i en håbløs søgen efter græs. Selv gederne kan ikke finde noget at spise.
Herre, hjælp os, for træer og græsgange er tørret ud som efter en steppebrand. Selv de vilde dyr skriger til dig om hjælp, for alle vandløb er tørret ud, og græsgangene er afsvedne.
Blæs i vædderhornet fra Zion. Lad præsterne sende signal fra Herrens hellige bjerg. Alle mennesker vil skælve, for dommens dag er nær.
Det bliver en mørk og dyster dag med kulsorte skyer på himlen. Som morgenlyset breder sig over bjergene, bevæger en mægtig fjendehær sig frem. Aldrig før har man set så vældig en hær, og aldrig siden skal man se dens lige. Den stormer frem som en steppebrand. Foran den ligger landet grønt og frugtbart som Edens have, bagved den er landet øde som en ørken. Intet undslipper. Det ligner en hær af ryttersoldater, som stormer frem til angreb. De springer hen over bjergene med en larm som stridsvogne i fuld fart. Man hører en knitren som en stubmark, der brænder. De rykker frem som en mægtig hær i kampformation. Folkeslag gribes af frygt for dem, og alle ansigter bliver ligblege.
De stormer frem som veltrænede soldater og forcerer enhver forhindring. De styrer lige mod målet uden at komme ud af kurs. De går ikke i vejen for hinanden, men holder retningen. De trænger frem gennem en regn af spyd, og lader sig ikke standse. De kaster sig over byen. De løber oven på bymuren. De trænger ind i husene. De klatrer gennem vinduerne, som var de tyve. Jorden skælver foran dem, og himlens kræfter rystes. Solen og månen formørkes, og stjernerne holder op med at skinne.
Herren fører an med et højt kommandoråb, for det er hans mægtige, talløse hær. En enorm skare står parat til at udføre hans ordrer. Det bliver en frygtelig dag, når Herren fælder sin dom. Hvem kan udholde den dag?
Herren siger: „Vend om til mig, mens der endnu er tid! Søg mig af hele jeres hjerte med anger, gråd og faste. Sønderriv jeres hjerter, ikke jeres tøj.”
Vend om til Herren, jeres Gud, for han er nådig og barmhjertig. Der skal meget til, før han bliver vred, og han omslutter jer med sin trofaste kærlighed. Han er parat til at eftergive straffen. Hvem ved? Det kan være, han standser straffen og velsigner jer i stedet, så der igen kan bringes afgrødeofre og drikofre til Herren, jeres Gud.
Blæs nu I vædderhornet fra Zions bjerg! Kald folket sammen til faste og bod. Alle skal samles og indvi sig til Gud, både gamle og børn, ja selv spædbørn. Lad brudepar afbryde deres fest for at komme herhen.
Guds tjenere, præsterne, skal stille sig op mellem indgangen til templet og alteret, så de grædende kan gå i forbøn for landet. „Herre, skån dit folk,” skal de bede. „Lad ikke de andre folkeslag håne os og sige: ‚Hvor er jeres Gud, som skulle hjælpe jer?’ ”
Kære trofaste medkristne i Kolossæ. Dette brev er fra Paulus, der ved Guds vilje er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus, og fra Timoteus, min medarbejder. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far.
Når vi beder for jer, takker vi altid Gud, vores Herres Jesu Kristi Far. Vi har jo hørt om jeres tro på Jesus som Messias og om jeres kærlighed til alle, der tror på ham, en kærlighed, som næres af forventningen om den herlighed, der venter jer i Himlen, sådan som I har hørt gennem det sande budskab om evigt liv ved tro på Kristus. Fra den dag Epafras, vores elskede medarbejder, bragte jer budskabet, og I oplevede Guds nåde, har det båret frugt i jeres liv, ligesom det gør i resten af verden. Epafras er en Kristi tjener og beder trofast for jer. Det er ham, der har fortalt os om jeres kærlighed, som er en frugt af Guds Ånd. Derfor er vi også blevet ved med at bede inderligt for jer, lige siden vi først hørte om jer, for vi ønsker, at I må få visdom og åndelig indsigt, så I fuldt ud kan forstå, hvad der er Guds vilje, så I kan leve sådan, at det ærer og glæder Herren. Det gør I ved at udføre alle slags gode gerninger og stadig vokse i jeres forståelse af Gud. Så vil han styrke jer på alle måder ved sin fantastiske kraft, så I kan holde ud under al modgang og med glæde være taknemmelige over, at vores himmelske Far har givet jer adgang til alt det, han har til sine børn, dem, der lever i lyset. Han har jo frigjort os fra mørkets magt og ført os ind i sin elskede Søns rige. På grund af Jesu død blev vi erklæret skyldfri og vores synder tilgivet.
Vi kan se den usynlige Gud ved at se hans Søn, som er Herre over alt det skabte. Alt i himlen og på jorden blev til og eksisterer ved hans medvirken og for hans skyld, både det synlige og det usynlige, inklusive alt, som har magt og autoritet i den åndelige verden. Han var til før alt andet, og alt eksisterer i kraft af ham. Han er leder for menigheden, som er hans legeme. Han er alle tings begyndelse. Han var den første til at opstå fra de døde og har førstepladsen på alle områder. Det var nemlig Guds plan og vilje at åbenbare hele sit guddommelige væsen gennem sin Søn, og Gud skabte gennem hans død på korset mulighed for fred og forsoning mellem sig selv og alt på jorden og i himlen.
I, der engang var langt borte fra Gud og fjendtligt indstillede over for ham midt i jeres onde handlinger, er nu blevet forsonet med ham. Gennem sin død skabte Kristus forsoning mellem jer og Gud, så I kan se frem til at stå foran ham fuldt ud accepterede, skyldfri og hævet over enhver anklage, hvis I altså bliver grundfæstet og styrket i troen, så I kan stå fast og ikke miste det håb, I modtog gennem budskabet om Kristus. Det budskab er nået ud over hele verden, og jeg, Paulus, har investeret mit liv i at forkynde det overalt.
Jeg har måttet lide meget, fordi jeg har forkyndt budskabet om Kristus for jer ikke-jøder. Men jeg glæder mig midt i det hele. Kristus måtte jo også lide meget, og jeg fortsætter blot, hvor han slap, til gavn for menigheden, som er hans legeme. Jeg blev tjener for Guds menighed for at udføre den opgave, som Gud har givet mig med henblik på jer. Jeg er med til at gøre den plan til virkelighed, som har været et mysterium gennem tiderne og ikke blev forstået af de tidligere generationer, men nu er blevet åbenbaret for hans udvalgte tjenere. Gud besluttede at vise os, hvor stor en rigdom der ligger i, at budskabet om frelse også gælder for ikke-jøder. Det betyder, at Kristus nu bor i jer, og det giver jer et stærkt håb om en herlig fremtid. Når vi fortæller jer om Kristus, gør vi det med al den visdom, vi har fået fra Gud. Vi underviser og retleder jer alle sammen med det formål, at hver enkelt af jer må nå frem til fuld modenhed i Kristus. Det er det mål, jeg arbejder og kæmper for med Guds kraft, som virker mægtigt i mig.
Der vil komme et rodskud fra Isajs stub, et nyt skud på Davids stamtræ. Herrens Ånd hviler over ham og giver ham visdom, indsigt, karakterstyrke, kundskab og gudsfrygt. Han lever og ånder for at gøre Herrens vilje. Han bedømmer aldrig en sag blot på grundlag af, hvad han ser og hører. Han forsvarer fattiges rettigheder og dømmer de svage retfærdigt. Han sætter voldsmænd til vægs med et visdomsord, tilintetgør de onde med et åndepust. Han bærer ret adfærd som bælte om sit liv, klæder sig i trofasthed og sandhed.
Engang vil ulven og lammet følges ad, leoparden hvile sig hos gedekiddet, kalven og løven græsse sammen, så et barn kan passe dem. Køer og bjørne vil blive venner, så deres unger ligger side om side. Løven vil æde græs som oksen. Spædbørn kan lege ved slangens hule, og småbørn kan uskadt stikke hånden i hugormens rede. Ingen gør fortræd i hele mit hellige bjergland, for verden skal fyldes af en dyb erkendelse af Herren, som vandet fylder verdenshavene.
Engang vil Isajs rodskud stå som et banner og kalde på alle folkeslagene. Menneskene vil søge svar hos ham, og hans bolig bliver herlig. Da vil Herren igen række hånden ud for at hjemkalde den rest, der er tilbage af hans folk, og de skal komme fra Assyrien, fra nedre og øvre Egypten, Kush, Elam, Babylonien, Hamat og fjerne kyster. Herren kalder på folkeslagene med sit banner, og han samler Israels og Judas bortdrevne og adspredte folk fra de fire verdenshjørner. Da skal fjendskabet mellem Israel og Juda høre op, og de skal ikke længere misunde og bekrige hinanden. I stedet angriber de i fællesskab filistrene i vest og tager bytte fra folkene i øst. De erobrer Edom og Moab, og gør ammonitterne til deres undersåtter.
Herren baner en vej gennem Egyptens Hav. Han hæver sin hånd over Eufratfloden og lader en mægtig vind dele den i syv bække, som man let kan komme over. Der bliver en banet vej for den rest af hans folk, der er tilbage i Assyrien, ligesom der blev for Israel, da de drog op fra Egypten.
Da de havde gjort det, fik Herren medlidenhed med sit folk, og viste sin nidkærhed for det land, han havde givet dem. Han svarede på sit folks bøn og sagde: „Jeg vil give jer korn, olivenolie og vin, så der er rigeligt til alle. I skal ikke længere hånes af de andre folkeslag. Jeg vil fjerne hæren af græshopper fra nord. Størsteparten drives ud i ørkenen, mens fortropperne drukner i Det Døde Hav og bagtropperne i Middelhavet. Der bliver en voldsom stank af død.”
Herren har gjort store ting! Nu skal alle glæde og fryde sig, for Herren har gjort store ting for os. Dyrene glæder sig, for græsset bliver grønt, og træerne bærer frugt. Figentræer og vinstokke giver igen en rigelig høst.
Jerusalem, fryd dig over Herren, din Gud, for regnen, han sender, er et tegn på hans godhed. Han sender rigeligt med efterårsregn og forårsregn som før. Tærskepladsen skal fyldes med korn, persekarret flyde over med druesaft og olivenpressen med olie.
Herren siger: „Jeg vil erstatte det, I mistede i de år, da græshopperne åd jeres afgrøder. Det var mig, der sendte den store hær imod jer. Men nu skal I spise og blive mætte, og I skal takke og lovprise mig for den store nåde, jeg har vist jer. Aldrig igen skal mit folk opleve en lignende katastrofe. I skal få at se, at jeg er midt iblandt mit folk, Israel, og at jeg alene er Herren, jeres Gud.
Engang herefter vil jeg udgyde af min Ånd over hele menneskeheden. Alle vil komme til at profetere, både mænd og kvinder. De gamle vil få åbenbaret min vilje gennem drømme, de unge vil få det gennem syner. Også mine tjenere vil blive fyldt med min Ånd, og de skal profetere. Jeg vil gøre utrolige ting i himmelrummet og på jorden: Blodsudgydelser, ildebrande og røgskyer. Solen skal formørkes, og månen skal blive mørkerød som blod, før Herrens store og frygtindgydende dag kommer. Men enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive frelst.
På Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse at få, sådan som Herren har lovet. Ja, alle som hører Herren til, vil blive reddet.
Jeg vil gerne have, at I skal vide, hvor svær en åndelig kamp jeg kæmper både for jer, for menigheden i Laodikea og for alle de andre, som jeg aldrig har mødt personligt. Jeg beder om, at I må blive knyttet sammen i kærlighed og styrkes i jeres tro med en åndelig rigdom af indsigt og overbevisning. Derved vil I bedre kunne fatte det mysterium fra Gud, som Kristus nu har åbenbaret. Det er jo hos ham, at alle visdommens og kundskabens kostelige skatte ligger gemt. Det siger jeg for at advare jer imod dem, der vil prøve at bedrage jer med veltalenhed og falske argumenter. Selvom jeg opholder mig langt borte fra jer, tænker jeg meget på jer, og jeg glæder mig over at høre, at I står sammen i jeres fællesskab og har en stærk tro på Kristus.
Nu, hvor Jesus Kristus er jeres Herre, skal I følge ham. Stå fast i troen og søg jeres åndelige næring og styrke fra ham, sådan som I har lært, og vær altid fyldt med tak til Gud.
Pas på, at I ikke bliver fanget ind af forførende filosofier og indholdsløse ideologier, der ikke er baseret på Kristus, men på menneskelige traditioner og religiøse regler. For i Kristus er hele Guds væsen åbenbaret i menneskelig skikkelse, og alt, hvad I har brug for, kan I få fra ham. Han er den højeste hersker, og alle andre magter og myndigheder i universet er underlagt ham.
I behøver ikke at blive omskåret for at blive regnet med til Guds folk. Nej, ved jeres tro på Kristus er I åndeligt talt blevet omskåret. I tog afsked med det gamle liv, da I blev begravet i dåbens vand, ligesom Kristus blev begravet, og I stod op fra dåben til et nyt liv sammen med Kristus, fordi I tror på den Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. Engang var I åndeligt set døde og levede i synd og umoralitet, men Gud har givet jer et nyt liv, ligesom Kristus fik et nyt liv. Gud tilgav os alle vores overtrædelser, og anklageskriftet imod os, som byggede på lovens krav, tilintetgjorde han ved at fastgøre det til korset. Han besejrede ondskabens magter og myndigheder og fratog dem grundlaget for at anklage os, da han offentligt ydmygede dem ved sin sejr på korset.
I skal derfor ikke føle fordømmelse, hvis nogen kritiserer jer for, hvad I spiser og drikker, eller hvis nogen anklager jer for ikke at overholde de ugentlige, månedlige eller sæsonbestemte jødiske højtider. Disse lovbud og højtider var påbudt, fordi de pegede hen på noget, som senere skulle ske. De var som skyggen af en fremtidig virkelighed, og den virkelighed er kommet med Kristus. Lad ikke nogen tage den sejr fra jer, som Kristus har vundet. Følg ikke de folk, som insisterer på ydre religiøs fromhed, som tilbeder englene, som fordyber sig i deres egne drømme og syner, og som praler med deres menneskelige visdom. De underordner sig ikke Kristus, som dog er menighedens hoved, hvorfra hele legemet styres og vokser, mens alle dele og forbindelsesled udfører hver deres opgave.
Da I nu ligesom Kristus er løst fra jeres gamle liv og dermed ikke længere er underlagt denne verdens religiøse regler, hvorfor så blive ved med at gå op i lovbud som f.eks: „Det må du ikke bruge”, eller: „Den slags er det forbudt at spise” eller: „Det må du ikke røre.” Alle de ting, I ikke må røre, er jo bare almindelige ting, som har en kort levetid og er beregnet til at blive brugt. En sådan lære med bud og regler bygger på mennesketanker. Det kan lyde vældig fromt, og man kan fristes til at tro, at den slags ydre religiøsitet, påtaget ydmyghed og asketiske påbud er udtryk for sand visdom, men i virkeligheden er de uden værdi og effekt over for hjertets ondskab.