Bibelen på hverdagsdansk
To dage senere iførte Ester sig sin dronningekåbe og gik ind i den inderste gård og stillede sig foran indgangen til tronsalen. Derinde sad kongen på tronen, og han kunne se dem, der opholdt sig udenfor. Da han fik øje på Ester, rakte han guldscepteret frem imod hende, og hun gik frem mod ham og rørte ved spidsen af scepteret.
„Hvad har du på hjerte, dronning Ester?” spurgte han. „Fortæl mig, hvad du ønsker. Jeg vil give dig hvad som helst, du beder om – om det så er det halve kongerige!”
Ester svarede: „Hvis det behager kongen, vil jeg bede kongen og Haman om i aften at komme til en lille festmiddag, som jeg har forberedt i dag.”
Da sagde kongen til sine tjenere: „Skynd jer at få fat i Haman!”
Samme aften indfandt kongen og Haman sig til Esters festmiddag. Mens de sad og drak vin, sagde kongen til Ester: „Sig mig nu, hvad det er, du ønsker! Jeg giver dig det, om det så er det halve kongerige!”
Hun svarede: „Hvis det behager kongen at opfylde mit ønske, vil jeg bede kongen om at komme igen i morgen aften sammen med Haman til endnu en lille festmiddag, som jeg vil gøre klar til jer. Så skal jeg nok fortælle, hvad jeg har på hjerte.”
Haman var glad og fornøjet, da han gik hjem efter den fine middag. Men da han gik ud af paladsets port, fik han øje på Mordokaj, der hverken rejste sig for ham eller viste det mindste tegn på ærbødighed. Det gjorde ham rasende, men han beherskede sig og skyndte sig hjem. Da han var kommet hjem, tilkaldte han sine nærmeste venner og sin kone Zeresh. Med selvtilfreds mine pralede han af sin store rigdom, sine mange sønner og den ære, kongen havde vist ham ved at forfremme ham til den næstøverste i hele perserriget.
„Nu skal I høre!” sagde han. „I dag inviterede dronning Ester mig til en privat festmiddag sammen med hende og kongen. Hun havde selv forberedt det hele til os to! Og i morgen har hun inviteret os igen!” Så tilføjede han: „Men jeg kan ikke rigtig glæde mig over det, så længe den ubehøvlede jøde, Mordokaj, sidder i paladsets portrum.”
Hans kone og venner kom straks med et godt forslag: „Du skal få lavet en 22,5 meter høj galge, og i morgen kan du så bede kongen om at få Mordokaj hængt i den! Derefter kan intet forstyrre din glæde ved den kongelige festmiddag.”
Det forslag syntes Haman godt om, og han sørgede straks for at få galgen rejst.
Den nat kunne kongen ikke falde i søvn. Derfor sendte han bud efter rigets krønikebog og bad om at få læst op af bogen. Det stykke, der blev læst, indeholdt beretningen om, hvordan Mordokaj havde angivet de to kongelige portvagter Bigtana og Teresh, der i sin tid havde lavet en sammensværgelse i den hensigt at myrde kongen.
„Hvilken belønning fik Mordokaj i den anledning?” spurgte kongen.
„Ingen,” svarede kammertjenerne.
„Er der nogle af mine embedsmænd i paladset?” spurgte kongen. Haman var netop ankommet tidligt til paladset den morgen for at anmode kongen om tilladelse til at få Mordokaj hængt i den galge, han havde rejst. Tjenerne meldte nu kongen: „Haman står her udenfor.” „Før ham ind!” befalede kongen. Da Haman var kommet ind, spurgte kongen: „Sig mig, Haman: Jeg har i sinde at hædre en af mine mænd. Hvordan mener du, jeg bedst kan gøre det?” Haman tænkte straks: „Mon ikke det er mig, kongen gerne vil hædre?” Derfor svarede han: „Hvis kongen ønsker at hædre en mand, skal man iføre ham en dragt, som kongen selv har haft på, og sætte ham på en hest, som kongen selv har redet på, og som bærer det kongelige diadem på hovedet. Så skal en af kongens øverste mænd føre ham rundt i byen, mens han råber: ‚Sådan belønner kongen den mand, han ønsker at hædre!’ ”
„Udmærket!” svarede kongen. „Tag min kongekåbe og min hest og gør, som du har foreslået, med jøden Mordokaj, der sidder blandt dommerne i portrummet. Alt, hvad du har foreslået, skal du gøre!”
Haman var nødt til at parere ordre. Han fik overdraget kongens dragt og hest, gav Mordokaj dragten på, hjalp ham op på hesten og førte ham gennem byens gader, mens han råbte: „Sådan belønner kongen den mand, han ønsker at hædre!”
Bagefter vendte Mordokaj tilbage til sit arbejde i portrummet, mens Haman skyndte sig hjem med tilhyllet ansigt, fuldstændig knust. Da han fortalte sin kone og vennerne, hvad der var sket, sagde de: „Hvis Mordokaj er jøde, har du ikke blot trukket det korteste strå. Du kan ikke stille noget op imod ham. Du er færdig!”
Mens de endnu talte sammen, ankom kongens tjenere for at hente Haman til den festmiddag, Ester havde forberedt.
Selvom det lyder som tåbeligt praleri, så lad mig alligevel gå videre og fortælle om de syner og åbenbaringer, Herren har givet mig.
For 14 år siden skete der noget for et menneske, som hører Kristus til. Han blev løftet op og ført til den tredje himmel. Jeg ved ikke, om kroppen var med, eller det kun var ånden. Gud alene ved det! Dog ved jeg, hvem det menneske var. Han kom til Paradis, hvor han hørte ufattelige ting, som det ikke er op til et menneske at tale om. Den oplevelse er nok værd at fremhæve, men jeg vil ikke fremhæve det, jeg selv formår. Hvis jeg skal fremhæve noget i mig selv, bliver det kun min afmægtighed. Hvis jeg fik lyst til at prale af noget, kunne jeg godt gøre det uden at være en tåbe, for det ville jo være sandt. Men jeg foretrækker at lade være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end de får ved at se og høre mig, ikke mindst på grund af de store åbenbaringer, jeg har fået.
For at jeg ikke skulle blive hovmodig, fik jeg derfor en „torn i kødet”, et Satans sendebud, til at slå mig i ansigtet. Tre gange har jeg bønfaldt Herren om, at den måtte blive fjernet. Men han sagde til mig: „Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.” Derfor vil jeg hellere fremhæve min magtesløshed, for at kraften fra Kristus kan virke gennem mig. Derfor kan jeg se det gode ved at være magtesløs, ved at blive mishandlet og lide nød, ved at blive forfulgt og være i vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.
Nu blev jeg så en tåbe – men det var jer, der tvang mig til det! Kunne I ikke have sagt noget godt om mig? Selvom jeg intet er i mig selv, så står jeg ikke tilbage for jeres „superapostle”. Med stor udholdenhed har jeg virket som apostel iblandt jer, og beviset på min aposteltjeneste er de tegn, undere og vældige gerninger, der er sket. Det eneste, jeg ikke har gjort, er at ligge jer til byrde, således som jeg ellers gør i de andre menigheder. Mon I kan tilgive mig det?
Det er nu tredje gang, jeg gør mig parat til at besøge jer, og det skal stadig ikke koste jer noget. Jeg er ikke interesseret i jeres penge, men i jer selv! Det er jo ikke børnene, der skal lægge penge til side til forældrene, men forældrene, der skal sørge for børnene. Jeg er kun glad for at kunne give mig selv til jer. Ja, jeg vil ofre alt for jeres skyld. Elsker I mig mindre, jo mere jeg elsker jer?
Vil I ikke indrømme, at jeg aldrig har ligget jer til byrde? Men nu siger man alligevel, at jeg var snu nok til at føre jer bag lyset og udnytte jer. Men hvordan? Har nogen af de medarbejdere, jeg sendte til jer, udnyttet jer? Jeg bad Titus om at besøge jer og sendte en anden medarbejder med. Mon Titus har udnyttet jer? Umuligt! Vi er nemlig ledet af samme Ånd og følger samme spor.
I har måske hele tiden tænkt, at vi skriver alt det her for at forsvare os over for jer? Men sådan forholder det sig ikke! Vi taler som Kristi tjenere, der skal stå til regnskab for Gud, og alt, hvad vi siger og skriver, kære venner, det gør vi for at hjælpe og styrke jer. Jeg er stadig bange for, at når jeg kommer til jer, vil jeg finde jer i en tilstand, som jeg ikke bryder mig om. Så vil I heller ikke blive særlig glade for at høre, hvad jeg har at sige jer! Jeg er bange for, at jeg vil blive vidne til skænderier og misundelse, vrede og egoisme, sårende ord og sladder, hovmod og oprør. Jeg er bange for, at Gud igen vil ydmyge mig foran jer, og at jeg kommer til at stå med bedrøvelse på grund af, at mange af dem, der tidligere har begået synder iblandt jer, ikke har vendt sig bort fra deres onde gerninger, såsom urent begær, seksuel synd og anden umoralsk opførsel.
Bibelen på hverdagsdansk
Om aftenen sad kongen og Haman endnu en gang til fest hos dronning Ester. Mens de drak af vinen, spurgte kongen igen: „Hvad har du på hjerte, dronning Ester? Fortæl mig nu, hvad du ønsker. Jeg giver dig det, om det så er det halve kongerige!”
Da svarede dronning Ester: „Hvis jeg har fundet nåde for Deres øjne, herre konge, beder jeg om, at De vil skåne mit eget og mine landsmænds liv. Det er blevet besluttet, at jeg og mit folk skal udryddes fuldstændigt. Hvis vi var blevet solgt som slaver, ville jeg ikke have ulejliget kongen af den grund, men total udryddelse er en anden sag.”
„Hvad mener du?” spurgte kong Xerxes. „Hvem er det, der har besluttet at udrydde jer?”
„Det er en fjende af jøderne, den onde Haman der!” svarede Ester.
Haman blev ligbleg og rystede af skræk. Kongen sprang op i vrede og gik ud i parken, mens Haman blev tilbage for at bønfalde dronning Ester om nåde, for han vidste, hvad kongens vrede betød. I sin fortvivlelse knælede Haman ned over divanen, som Ester lå på, netop som kongen vendte tilbage fra haven.
„Hvad i alverden!” råbte kongen. „Overfalder han dronningen for øjnene af mig i mit eget palads?” Straks sprang tjenerne til, overmandede Haman og tildækkede hans ansigt.
Den tjener, der hed Harbona, sagde til kongen: „Herre, Haman har netop opstillet en høj galge, som var tænkt til Mordokaj, kongens redningsmand. Den står parat i Hamans gård.”
„Så hæng ham selv i den!” beordrede kongen. Så hængte de Haman i den galge, han havde tænkt til Mordokaj, og kongens vrede lagde sig.
Samme dag beslaglagde kong Xerxes alt, hvad der havde tilhørt jødernes fjende, Haman, og overdrog det hele til dronning Ester. Dernæst blev Mordokaj ført frem for kongen, for Ester havde i mellemtiden fortalt ham, at han var hendes plejefar. Kongen havde taget sin signetring fra Haman og gav den nu til Mordokaj og gjorde ham dermed til premierminister. Ester overlod også til sin plejefar at bestyre al den ejendom, som havde tilhørt Haman.
Derpå trådte Ester endnu en gang frem for kongen og faldt grædende ned for hans fødder, mens hun bønfaldt ham om at sætte en stopper for Hamans plan mod jøderne. Igen rakte kongen guldscepteret frem mod Ester, hvorefter hun rejste sig og sagde: „Hvis jeg har fundet nåde for kongens øjne, hvis det behager Dem at opfylde mit ønske, og hvis De synes, det er rigtigt at gøre det, beder jeg kongen om at tilbagekalde Hamans befaling om at udrydde jøderne i riget. Jeg kan ikke bære at se mit folks og min slægts undergang!”
Kongen svarede Ester og Mordokaj med følgende ord: „Jeg har gjort, hvad jeg kunne: Jeg har henrettet Haman for hans hadefulde angreb på jøderne, og jeg har overdraget hans ejendom til Ester. Men når en lov først er skrevet og har fået det kongelige stempel, kan den ikke trækkes tilbage. I har imidlertid min tilladelse til at sende en skrivelse ud til rigets jøder, og jeg giver jer fuld frihed til i mit navn at skrive, hvad I vil, og ophøje det til lov ved at forsegle brevet med den kongelige signetring.”
Den 23. dag i den tredje måned, den, der hedder sivan, dikterede Mordokaj et brev for kongens sekretærer, som skrev det ned på de mange forskellige sprog, der taltes i de 127 provinser lige fra Indien til Nubien. Brevet var adresseret til guvernørerne og til jøderne ud over hele riget. Mordokaj underskrev brevet med kongens navn og stemplede det med det kongelige segl. Derefter udstyrede han sendebudene med de hurtigste heste fra kongens stalde og sendte dem af sted. I lovskrivelsen stod der, at jøderne rundt omkring i rigets byer havde tilladelse til at forene sig og forsvare sig, ja, de havde lov til at dræbe enhver fjende, som angreb dem eller deres kvinder og børn, og de måtte derefter overtage fjendens ejendele. Loven skulle træde i kraft den 13. dag i den 12. måned, den dag Haman havde fastsat for jødemassakren. Desuden stod der, at skrivelsens indhold skulle ophøjes til lov i samtlige rigets provinser, og at denne lov skulle bekendtgøres for alle, så jøderne kunne forberede sig og ruste sig til dagen. På kongens befaling steg rytterne op på de kongelige heste og galoperede af sted, efter at skrivelsen var blevet bekendtgjort i regeringsbyen Susa.
Derefter forlod Mordokaj paladset iført guldkronen og den blåhvide kongelige klædning med den tilhørende purpurrøde linnedkappe og begav sig gennem byen, hvor han blev hyldet af folkemængden. Det var indvarslingen af en ny tid med fred og glæde for jøderne. Og hver gang de kongelige kurerer nåede frem til en ny by, blev der stor begejstring blandt jøderne, som fejrede begivenheden med fest og dans. Mange ikke-jøder sluttede sig endda til jøderne, for de blev fyldt med ærefrygt for dem.
Det er nu tredje gang, jeg kommer til jer, og det er på tide at få sagen afgjort, som der står skrevet: „Ud fra to eller tre vidneudsagn kan en sag afgøres.” Ved mit andet besøg hos jer advarede jeg de syndige mennesker om, at hvis sagen ikke var bragt i orden, inden jeg kom næste gang, så ville jeg ikke lægge fingrene imellem. Nu er jeg på vej, og derfor gentager jeg denne advarsel over for dem, der dengang syndede, og over for alle andre, som har gjort syndige ting. I vil jo så gerne se bevis på, at det er Kristus, der taler gennem mig. Godt, I skal komme til at opleve, at han ikke er svag, men har magt til at straffe de skyldige. Godt nok så han magtesløs ud, da han blev korsfæstet, men nu lever han med Guds mægtige kraft til sin rådighed. Vi har oplevet den samme magtesløshed, som han måtte igennem, men nu lever vi sammen med ham og har Guds kraft til rådighed over for jer.
Se nøje på jeres egne liv! Prøv efter, om I virkelig lever i troen på Kristus. Hvis ikke Jesus Kristus bor i jer, består I ikke prøven! Jeg håber, at I kan se, at vi består prøven.
Vi beder Gud om, at I må tage afstand fra det onde. Det væsentlige for os er ikke, om vi har succes i vores tjeneste eller ej, men at I gør det rigtige. Man kan ikke kæmpe imod sandheden, kun for sandheden. Hvis I blot er stærke, er vi tilfredse med at være svage. Og vi beder specielt om, at I som menighed må blive genoprettet. Jeg skriver dette til jer nu i håbet om, at jeg ikke behøver at være streng over for jer, når jeg kommer, men at jeg må bruge den autoritet, som Herren har givet mig, til at styrke jer i stedet for at straffe jer.
Og nu til sidst, kære venner: Glæd jer. Sørg for, at alt kommer i orden og vær ved godt mod. Stå sammen i enhed og fred. Så vil kærlighedens og fredens Gud være med jer. Hils hinanden med et helligt kindkys. Alle de kristne her sender jer deres hilsener.
Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!
Bibelen på hverdagsdansk
Den 13. dag i den 12. måned kom, dagen, som jødernes fjender havde set frem til, hvor Hamans lov om jødemassakren trådte i kraft. Men det gik ikke som fjenderne havde håbet, tværtimod. Jøderne i de forskellige byer sluttede sig sammen i en forenet front for at gå til modangreb på deres fjender. Alle var fyldt med ærefrygt for jøderne, og ingen kunne holde stand imod dem. Provinsernes guvernører og ledende mænd støttede også jøderne, for de var fulde af ærefrygt for Mordokaj. Mordokaj var nemlig en højt respekteret mand i kongens palads, og hans magt og indflydelse var kendt i alle rigets provinser.
Således sejrede jøderne over deres fjender. De slog mange ihjel og gjorde ellers med dem, hvad de ville. I Susa alene dræbte jøderne 500 af deres fjender. Desuden dræbte de Hamans ti sønner: Parshandata, Dalfon, Aspata, Porata, Adalja, Aridata, Parmashta, Arisaj, Aridaj og Vajzata. Men de tog ikke deres fjenders ejendele.
Samme dags aften, da kongen hørte om alle de dræbte i Susa, sendte han bud efter dronning Ester. „I Susa alene har jøderne slået 500 mennesker ihjel,” sagde han. „Også Hamans ti sønner er dræbt. Hvis det er gået så voldsomt til her i byen, kan jeg levende forestille mig, hvordan det må være gået ude omkring i provinserne. Men sig mig, Ester, hvad ønsker du mere? Jeg vil give dig, hvad som helst du beder om!”
„Hvis det behager kongen,” svarede Ester, „vil jeg bede om, at jøderne her i Susa får tilladelse til at handle på samme måde i morgen, og at ligene af Hamans ti sønner bliver hængt op på pæle.”
Det gik kongen med til. Ligene af Hamans ti sønner blev hængt op på pæle, og det blev bekendtgjort i Susa, at jøderne havde tilladelse til at fortsætte udryddelsen af deres fjender den næste dag. På den dag slog jøderne 300 mere ihjel, dog stadig uden at tage deres ejendele.
Ude omkring i provinserne havde jøderne på den 13. dag i den 12. måned dræbt 75.000 fjender, men de tog ikke deres ejendele. Dagen derpå hvilede alle jøder ude i provinserne for at fejre deres triumf med fest og dans. Men jøderne i Susa fortsatte som nævnt den næste dag og hvilede først den 15. dag i den 12. måned, hvor de fejrede sejren med fest og dans. Det er grunden til, at jøderne i de små byer i provinsen i Israel den dag i dag fejrer den 14. dag i den 12. måned som en glædesdag, hvor de giver hinanden gaver.
Mordokaj sørgede for at skrive disse begivenheder ned, hvorefter han sendte et brev ud til alle jøder i rigets provinser – nær og fjern. I brevet opfordrede han dem til hvert år at fejre den 14. og 15. dag i den 12. måned. Det skulle være dage med fest og glæde til minde om dengang, jøderne fik fred for deres fjender, og deres fortvivlelse blev vendt til glæde. De skulle sende madvarer til hinanden og give gaver til de fattige.
Jøderne tog Mordokajs forslag til sig og gjorde denne glædesfest til en fast tradition. Hvert år mindedes de hvordan Haman, alle jøders fjende, havde planlagt at få dem udryddet og fastsat dagen for massakren ved at kaste lod, og hvordan kongen, da han blev klar over det, havde udstedt en skriftlig befaling, som forpurrede Hamans onde planer og ladet ham selv og hans sønner dræbe og hænge op på pæle. På grund af alt det, der skete, og på grund af Mordokajs brev, har jøderne hvert år siden fejret denne fest som kaldes purimfesten efter det persiske ord pur, der betyder lod. Alle jøder i hele riget lovede højtideligt at videreføre traditionen til deres børn og de følgende generationer af jøder. De lovede, at de fremover hvert år ville fejre denne fest på de to fastsatte dage og på den måde, det var beskrevet i brevet. Alle jødiske familier ud over hele det persiske rige skulle fejre dagene hvert år, så mindet om det, der skete, aldrig skulle gå i glemmebogen blandt det jødiske folk.
Endvidere skrev dronning Ester med hjælp fra Mordokaj endnu et brev, som Mordokaj sørgede for blev sendt ud til alle jøder i rigets 127 provinser. I det brev blev jøderne opfordret til at gøre faste og fortvivlelse til en del af de traditioner, der hørte med til purimfesten. Esters skrivelse bekræftede således retningslinjerne for festen, som derefter blev skrevet ned og gjort til lov.
Kong Xerxes udskrev skat ud over hele sit rige helt ud til de fjerneste kyster. Alle hans bedrifter står optegnet i det medisk-persiske riges krønikebog, som også indeholder en skildring af Mordokajs betydning og den magt, som kongen gav ham. Mordokaj blev altså rigets premierminister og kong Xerxesʼ højre hånd. Blandt jøderne fik han stor indflydelse, og han var højt respekteret af dem, fordi han altid talte deres sag og gjorde meget for at sikre deres efterkommeres fremtid.
Dette brev er fra Paulus, der er kaldet til at tjene Jesus som apostel. Min kaldelse kommer ikke fra et menneske eller en gruppe mennesker. Den kommer fra Jesus Kristus selv og fra Gud, vores Far, som oprejste ham fra de døde. Jeg og alle vennerne, som er sammen med mig her, sender mange hilsener til jer, som tilhører de kristne menigheder i provinsen Galatien. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.
I ved, hvordan Jesus gav sit liv, for at vi kunne få tilgivelse for vores synder og blive sat fri fra de onde tanker og vaner, som hører denne verden til. Han gik i døden for os, fordi det var Guds vilje, han, som er vores Far. Han skal have æren i al evighed. Amen.
Jeg er chokeret over, at I så hurtigt har vendt jer fra Gud, som kaldte jer til at leve i Kristi nåde. Vi bragte jer det glædelige budskab om Jesus, men I har nu taget imod et andet budskab, som bestemt ikke er glædeligt. Der er nogen, der skaber forvirring iblandt jer ved at fordreje glædesbudskabet fra Kristus. Hvis nogen bringer jer et budskab, der går imod det, vi forkyndte for jer, bliver han ramt af Guds dom. Det gælder også, hvis vi selv eller en engel gør det. Lad mig sige det en gang til, fordi det er så vigtigt: Guds dom vil ramme enhver, der kommer med et andet budskab end det, I allerede har taget imod!
I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus.
Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.
I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende. Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed. Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg rejste straks til Arabien og vendte senere tilbage til Damaskus.
Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien. De kristne menigheder i Judæa havde aldrig mødt mig personligt. Men de havde gentagne gange hørt, at den mand, som før i tiden forfulgte dem, nu udbredte den selv samme tro, som han før prøvede at udrydde. Og de takkede Gud for, hvad der var sket med mig.
Bibelen på hverdagsdansk
Ak ja, den travle by er nu folketom.
Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
Byen jamrer og græder natten lang.
Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
Alle de gamle venner har svigtet hende.
Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
Præsterne sørger, pigerne græder,
hele byen er fortvivlet.
Fjenden sejrede og plyndrede byen.
Det var Herrens straf for folkets ulydighed.
Alle indbyggerne blev ført bort som slaver.
Glansen er gået af den før så herlige by.
Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
Hjemløs og fattig sidder Jerusalem
og mindes de skatte, hun har mistet.
Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
Ingen ser op til Jerusalem, som de gjorde engang.
Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
„Se min elendighed!” råber hun til Herren.
„Min fjende foragter mig!”
Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
men fremmede folkeslag brød ind i templet
og vanhelligede det.
Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
Byen råber i sin nød:
„Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
Mon der findes en større smerte end min?
Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.
Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.
Dommen fór ned fra himlen som en fortærende ild.
Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.
Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.
Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.
Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.
På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.
Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.
Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
Resultatet er en stadig strøm af tårer.
Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”
Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.
„Trods mine lidelser,” siger Jerusalem,
„ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
Forstå min smerte, alle I folkeslag:
Mine indbyggere er ført bort som slaver.
Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
Vær mig nådig, Herre, for jeg pines af mit oprør.
De, der løb ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
de, der blev i husene, bukkede under for sulten.
Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre,
ingen kommer for at trøste mig.
Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
Straf dem, som du har straffet mig!
Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”
Ak, som en sort og truende tordensky
lå Herrens vrede over Jerusalem.
Israels himmelske herlighed ligger knust i støvet.
End ikke Herrens eget tempel blev forskånet for hans vrede.
Befolkningen i Judas land blev nådesløst jaget fra hus og hjem.
Herren nedbrød i sin vrede hver eneste befæstet by.
Han ødelagde hele kongeriget til skam for dets ledere.
Den samlede israelitiske hær blev løbet over ende.
Herren trak sin beskyttende hånd væk, da fjenden angreb.
Hans vrede hærgede landet som en fortærende ild.
Eliten blandt landets ungdom blev dræbt.
Herren blev vores fjende og gjorde det af med os.
Han udgød sin vrede over Jerusalems indbyggere.
Fjenderne viste sig at være sendt af Herren.
De ødelagde alle paladser og fæstninger i landet
og skabte sorg og smerte overalt i Juda.
Grundlaget for at holde sabbat og højtid forsvandt,
da Herren nedrev sit tempel, som var det et skur.
Han forstødte i vrede både konger og præster.
Han forkastede sit alter, forlod sit tempel,
lod fjenderne nedbryde palads og bymur.
De jublede i templet som på en højtidsdag.
Intet i Jerusalem undgik ødelæggelsens svøbe.
Herren havde besluttet, at bymuren skulle falde.
Alle fæstningsværker og tårne blev lagt i ruiner.
Jerusalems portslåer blev smadret og portene splintret.
Kongen og landets ledere blev ført bort til et fremmed land.
Toraen bliver glemt og profetisk åbenbaring er forbi.
Klædt i sæk og med aske på hovedet
sidder de tilbageblevne ledere tavse på jorden.
De unge kvinder går nedbøjede omkring.
Lidelsen er ikke til at bære, mine tårer er brugt op.
Mit hjerte er knust ved at se mit folks smerte.
Børn og spædbørn dør af sult midt på gaden.
„Mad! Vand!” klager de små og besvimer.
De falder om som sårede soldater i byens gader.
Langsomt dør de i armene på deres mødre.
Nøden og pinen i byen er ufattelig.
Åh, Jerusalem, din trøstesløse sorg er uden sidestykke.
Det er umuligt at lindre din grænseløse smerte.
Ordene I hørte fra jeres såkaldte profeter, var falske.
Hvis de havde påtalt jeres synd i stedet for at lyve,
havde I måske kunnet undgå denne frygtelige skæbne.
På vejen uden for byen går folk nu forbi og råber hånligt:
„Er det den by, man kaldte verdens skønneste?
Den skulle ellers have bragt glæde til hele jorden.”
Raseriet står malet i deres ansigter, mens de håner dig:
„Endelig kom Jerusalem ned med nakken!
Det har vi set frem til meget længe.”
Så fik Herren til sidst gjort alvor af sin trussel.
Han gennemførte uden skånsel den straf, han havde lovet.
Han gav fjenderne sejr og lod dem tage æren for det.
Tårerne skal strømme som en flod dag og nat.
Græd øjnene ud af hovedet, Jerusalem, råb til Herren.
Lad selv dine nedbrudte mure hulke af gråd.
Udgyd dine tårer for Herren natten igennem.
Løft hænderne og bønfald ham om at redde dine indbyggere,
som er ved at dø af sult i dine gader.
„Vær nådig, Herre,” råber Jerusalem.
„Stands denne frygtelige straf.
Skal mødre virkelig spise deres egne børn, som sad på deres skød?
Skal præster og profeter myrdes i dit hellige tempel?
Yngre så vel som ældre ligger døde i gadens snavs.
Både unge mænd og piger blev hugget ned af sværdet.
Herre, du slog dem i din vrede og uden barmhjertighed.
Ødelæggeren skabte rædsel overalt, så alle måtte smage din vrede.
Du inviterede mine fjender til at komme, som var det en festdag.
Fjenden dræbte alle mine kære,
som var født og opvokset hos mig.”
14 år efter tog jeg igen til Jerusalem, denne gang sammen med Barnabas. Jeg tog også Titus med. Gud havde gennem en åbenbaring vist mig, at jeg skulle tage derhen. Jeg mødtes så med lederne i menigheden i Jerusalem, som alle var jødekristne, og forelagde dem det budskab, som jeg forkynder for alle folkeslagene. Det gjorde jeg for at sikre mig, at mit arbejde ikke ville blive modarbejdet af de andre og derfor være forgæves. Titus, som jeg havde med, var aldrig blevet omskåret, fordi han ikke er jøde. Men lederne i Jerusalem accepterede ham som en kristen uden at kræve, at han først skulle omskæres.
Jeg tog til Jerusalem, fordi nogle jøder var kommet til Antiokia og havde påstået, at man ikke kunne være kristen uden at blive omskåret. De havde sneget sig ind i menigheden under påskud af at være kristne, men de var ude på at ødelægge den frihed, vi har i Jesus, vores Frelser, og gøre os alle til slaver af de jødiske love. Men vi nægtede at bøje os for deres krav. At leve i Guds nåde er nemlig selve kernen i vores budskab.
Under mødet i Jerusalem blev det klart, at lederne dér ikke havde noget at indvende imod det budskab, jeg forkynder. (At disse ledere var meget ansete, er uvæsentligt for mig, for Gud vurderer ikke mennesker efter, hvilken status de har.) Tværtimod accepterede de fuldt ud, at Gud har givet mig den opgave at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag, mens Peter har fået til opgave at forkynde det for jøderne. De accepterede, at ligesom Gud står bag Peters tjeneste som apostel for jøderne, på samme måde står han også bag min tjeneste som apostel for de andre folkeslag. Da Jakob, Peter og Johannes, der regnes for de øverste ledere, hørte, hvordan Gud havde velsignet min tjeneste, gav de Barnabas og mig hånden på, at vi alle skulle stå sammen i tjenesten for Gud. De accepterede, at vi skulle koncentrere os om de øvrige folkeslag, mens de selv ville gå til jøderne. Dog bad de os om at hjælpe de fattige kristne i Jerusalem, og det var jeg også mere end villig til.
Engang, da Peter var på besøg i menigheden i Antiokia, var jeg nødt til at konfrontere og irettesætte ham, for han var helt forkert på den. Da han først ankom, havde han intet imod at have spisefællesskab med de kristne, som ikke var jøder. Men da nogle af Jakobs jødiske bekendte fra Jerusalem kom, trak han sig tilbage fra fællesskabet med de ikke-jødiske kristne. Det gjorde han af frygt for dem, der mener, at man ikke kan være kristen uden også at være omskåret. De øvrige jødekristne i Antiokia fulgte Peter i hans hykleri. Ja, selv Barnabas lod sig rive med ind i det.
Da jeg så, hvordan de jødekristne ledere gik på kompromis med sandheden, irettesatte jeg Peter i alles påhør. Jeg sagde til ham:
„Selvom du er jøde, følger du jo ikke længere alle de jødiske skikke. Hvordan kan du så forlange, at de kristne, som ikke er jøder, skal antage jødiske skikke, før du kan acceptere dem? Vi, der er født som jøder, har i modsætning til dem, der ikke er jøder, et grundigt kendskab til de jødiske love. Alligevel har vi indset, at mennesker ikke kan blive accepteret af Gud ved at overholde de jødiske love, men det bliver de ved at tro på, at Jesus er deres Frelser. Derfor har vi også sat vores lid til Jesus. Vi ved, at vi er blevet accepteret af Gud på grund af vores tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. Nogle jøder betragter os som store syndere, fordi vi har sat de jødiske love til side for i stedet at blive accepteret på grundlag af, hvad Kristus har gjort for os. Er det sandt, at vi er store syndere, fordi vi har sat vores lid til Kristus i stedet for lovgerninger? Absolut nej! Det er kun, hvis jeg går tilbage og genopbygger det system af love, som jeg er blevet løst fra, at jeg virkelig er en synder.
Også mit liv var engang styret af de jødiske love. Men jeg blev løst fra dem for at kunne leve for Gud. Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke, som jeg gjorde før, men nu lever Kristus i mig. Alt, hvad jeg gør, det gør jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sit liv for mig. Jeg står fast på, at Gud accepterer os alene på grund af sin nåde. Hvis det var muligt at blive accepteret af Gud ved blot at overholde de jødiske love, så døde Kristus jo til ingen nytte!”
Bibelen på hverdagsdansk
Afstraffelsen var hård, hans vrede imod mig stor.
„Af sted med dig!” sagde han, og førte mig ind i det dybeste mørke.
Angrebene haglede ned over mig,
jeg oplevede hans straf dagen lang.
Bedøvet ligger jeg med knuste knogler, min hud er flået i laser.
Bitterhed og smerte er blevet min lod,
han omringede mig og angreb fra alle sider.
Bunden er nået, dødens mørke omslutter mig,
som om jeg allerede lå i graven.
Det føles, som om jeg er låst inde og lagt i lænker,
jeg er ude af stand til at slippe fri.
Desperat råber jeg om hjælp,
men han har besluttet ikke at høre mine bønner.
Der er ingen vej ud af mit fængsel,
enhver flugtvej er spærret af forhindringer.
En løve lå på lur efter mig, en vild bjørn overfaldt mig.
Enden var nær, for han trak af med mig
og begyndte at flå mig i småstykker.
Eller han var som en bueskytte,
der brugte mig som skydeskive.
Forfærdet så jeg hans pile komme flyvende
og bore sig ind i mit hjerte.
Folk lo blot ad mig, de sang spotteviser dagen lang.
Frygteligt var det at drikke et bæger så fuldt af sorg og smerte.
Gruset fyldte min mund, da han trykkede mig ned i jorden.
Glemt er den glæde, jeg havde engang, og fred hører fortiden til.
Grænsen for min udholdenhed er nået,
jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig.
Herrens trofasthed, nåde og almagt
Hjemløs og ulykkelig ligger jeg her,
jeg kan ikke holde ud at tænke på min smerte.
Hver gang jeg tænker over det, bliver jeg dybt deprimeret.
Håbet er dog ikke helt udslukt, for én ting holder jeg fast ved:
Herrens trofasthed er stor, hans barmhjertighed ikke brugt op.
Hans trofasthed er stor, hans nåde er ny hver morgen.
„Herren er min Gud,” siger jeg,
„derfor vil jeg sætte min lid til ham.”
Ingen, der søger Herren, bliver skuffet,
han hjælper dem, der håber på hans svar.
Imødese hans svar med tålmodighed,
for før eller siden vil han gribe ind.
I ungdommen må man lære at bære sit åg.
Ja, når Herren lægger sit åg på mig, må jeg acceptere det i stilhed.
Jeg vil bøje mig for ham i ydmyghed,
for der er stadig håb om redning.
Jeg vil vende den anden kind til
og tage imod alle fjendens fornærmelser.
Lidelsen varer ikke ved, for Herren forkaster os ikke for evigt.
Leder han os ind i sorg og smerte,
viser han os bagefter nåde og barmhjertighed.
Lad ingen tro, at han glæder sig over at straffe vores ulydighed.
Mon Herren ikke ser, når et land mishandler sine fanger?
Mon Herren ikke ser, når nogen dømmes uretfærdigt?
Mon Herren ikke ser,
når et menneske fratages sine rettigheder?
Nogle tror, at de handler i egen kraft, men Herren står bag det.
Når vi oplever velsignelse eller bliver straffet,
kommer begge dele fra Herren.
Nu kan vi lige så godt se i øjnene,
at vi straffes for vore egne synder.
Omvendelse og syndserkendelse
Oprigtig selverkendelse er nødvendig,
lad os erkende vores synd og bede om nåde.
Og lad os så løfte vore hjerter og hænder
og råbe til Gud i Himlen.
Oprørskhed førte os ud i store synder,
som Herren var nødt til at straffe.
På grund af vore synder blev du vred på os,
du ramte os hårdt uden skånsel.
Påkaldte vi dig i vore bønner, var det,
som om du gemte dig bag en sky.
Provokationen fra folkeslagene var ikke til at bære,
de så på os som det værste skidt.
Ringeagt og trusler var alt, hvad vi mødte
fra alle vore fjender omkring os.
Rædsel og angst fyldte vore hjerter,
for hele vores verden blev lagt i ruiner.
Reaktionen på mit folks forlis var en flod af tårer.
Strømmen af tårer, der flyder fra mine øjne, er ikke til at standse.
Se i nåde til os, Herre, for kun du kan redde os.
Synet af Jerusalems befolkning er en stadig smerte i min sjæl.
Tænk på, hvordan fjenderne overfaldt mig,
selv om jeg ikke havde gjort dem noget.
Triumferende smed de mig i et dybt hul
og overdængede mig med sten.
Til sidst troede jeg, at alt var forbi,
og jeg sagde: „Det er ude med mig!”
Bøn om hjælp og straf over fjenderne
Uden noget af mit eget tilbage råbte jeg til dig, Herre.
Udmattet og ussel skreg jeg om hjælp,
og du hørte mine tryglende bønner.
Uden at tøve kom du mig til hjælp
og trøstede mig med et: „Vær ikke bange!”
Ved at høre min bøn, Herre, har du reddet mit liv.
Vær min dommer, Herre, og døm mine fjender
for deres ondskab imod mig.
Vend dig mod mine fjender,
alle dem, der vendte sig mod mig.
Øgenavne brugte de imod mig, Herre,
du kender deres ondskabsfulde tanker.
De håner mig dagen lang
og lægger hele tiden nye planer imod mig.
Hør, hvor de håner mig. Fra morgen til aften
er jeg skydeskive for deres spot.
Åh, Herre, de fortjener, at du straffer dem
for alt det onde, de har gjort.
Gør dem ude af sig selv af rædsel,
udøs din forbandelse over dem.
Forfølg dem i din vrede og udslet dem.
Udryd dem fra jordens overflade.
Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres glans.
Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne.
Byens befolkning var deres vægt værd i guld,
men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk.
De vilde sjakaler giver deres unger die,
men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse.
Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen.
Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give.
Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult.
De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen.
Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere?
De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb.
Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed,
deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt.
Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden,
for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod.
Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult,
fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen.
Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor,
som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve?
Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede.
Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden.
Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem.
Ingen af jordens konger troede, det var muligt.
Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet.
De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by.
Overalt i byen raver folk rundt i blinde.
De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene.
„Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!”
Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!”
Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til,
for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde.
Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves.
Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi.
Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe.
De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde,
han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
Østpå glæder I jer, Edoms folk,
for denne gang var det ikke jer, der blev ramt.
Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin,
så I mister besindelsen.
Åh, Jerusalem, din straf var hård,
men en dag bliver du genoprettet.
Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.
Herre, tænk på, hvor meget vi har lidt.
Glem ikke al den foragt, vi har måttet tåle.
Det land, du gav os, er nu fyldt med fremmede,
udlændinge overtog vores ejendom.
Vi er forældreløse, vore fædre er døde,
og vore mødre sidder tilbage som enker.
Selv vandet, vi drikker, må vi købe,
og vi betaler for brændsel i dyre domme.
Vi træller under vore fjenders tyranni,
vi er trætte af slid og slæb, og åget trykker os.
Vi har måttet søge til Egypten og Assyrien
for at få mad at spise.
Vore forfædre syndede, men nu er de døde,
så det er os, der må bære straffen.
Et slavefolk er blevet herrer over os,
og der er ingen til at redde os.
Vi må hente vores føde langvejsfra
og risikere at blive overfaldet på vejen.
Vores hud er blevet mørk af solen,
og sulten hjemsøger os.
I Jerusalem voldtog de vore kvinder,
vore unge piger blev krænket i Judas byer.
Vore ledere henrettede de ved hængning,
gamle mennesker viste de ingen respekt.
Vore unge mænd må nu trække kværnen,
vore drenge segner under byrder af brænde.
De gamle forsvandt fra byens torve,
de unges muntre musik er forstummet.
Vi har alle mistet vores livsglæde,
den lystige dans er afløst af sorg.
Vi har intet mere at være stolte af.
Vi har syndet og har det elendigt.
Vore hjerter er fyldt med sorg,
vi kan dårligt se ud af øjnene for tårer.
Vi græder over Zions bjerg, hvor templet lå,
nu strejfer sjakaler om i ruinerne.
Herre, du er dog for evigt den samme.
Dit herredømme varer fra slægt til slægt.
Vil du for evigt glemme os?
Hvor længe skal vi vente på din frelse?
Drag os tilbage til dig, så vi omvender os.
Giv os en ny chance, så alt bliver som før.
Eller har du fuldstændig forkastet os?
Er din vrede som en bundløs afgrund?
I tåbelige galatere, hvordan kunne I komme sådan på afveje? Har nogen forhekset jer? Har vi ikke klart fortalt jer om Kristi død på korset? Sig mig engang: Modtog I Helligånden, fordi I var gode til at overholde de jødiske love? Eller var det, fordi I greb om budskabet i tro? Er I virkelig så tåbelige? I begyndte jeres kristenliv så godt i Åndens kraft. Vil I nu forsøge at fuldføre det ved jeres egne anstrengelser? I har allerede været udsat for megen forfølgelse, siden I blev kristne. Har det hele været til ingen nytte? Når Gud giver jer sin Ånds kraft og gør mirakler iblandt jer, er det så, fordi I er gode til at overholde de jødiske love, eller fordi I tror på det budskab, I fik fortalt?
Tænk på, at Abraham havde tro til Gud, og det var derfor, Gud accepterede ham. I skal vide, at det er dem, der har tro som Abraham, der er de sande børn af Abraham. Skriften har for længe siden gjort det klart, at Gud ville acceptere alle folkeslag på grund af deres tro. Det kan man se af det løfte, Gud gav Abraham, nemlig: „Gennem dig vil alle folkeslag blive velsignet.” Derfor vil alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede.
Alle, som prøver at blive accepteret af Gud på grundlag af lovgerninger, lever under Guds dom. Der står jo skrevet: „Enhver, som ikke holder fast ved og handler efter alt, hvad der er skrevet i denne lovbog, kommer under Guds dom.” Det skulle være klart for enhver, at ingen opnår det evige liv ved at overholde alle lovene. Der står jo skrevet: „Den retskafne får livet ved sin tro.” Men den jødiske lov bygger ikke på tro, men på overholdelse af alle lovene. Der står jo skrevet: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.” Nu har Kristus frikendt os fra den dom, som følger af ikke at kunne overholde alle lovene. Det gjorde han ved selv at gå ind under dommen i stedet for at lade dommen ramme os. Da Jesus døde på korset, oplevede han Guds dom, for der står skrevet: „Den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom.” Da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene. Det betyder også, at det er ved tro, vi modtager Helligånden, som blev lovet os.
Lad mig prøve at forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra. Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke „og dine efterkommere”, som om det gjaldt mange, men „og en af dine efterkommere”, og det vil sige Kristus. Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, blev ikke trukket tilbage, da Gud oprettede lovens pagt efter 430 år. Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse bliver opfyldt ved, at man overholder loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde.
Hvad er så formålet med loven? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Jødernes lov blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket. Gud gav ikke sine love direkte til folket. Men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled.
Er loven da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke! Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler. Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt. Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet.
Indtil det at tro på Kristus blev en mulighed, levede vi jøder som i et fangenskab og blev bevogtet af loven. Den skulle holde os i skak, indtil Kristus kom, og vi dermed kunne blive accepteret af Gud på grundlag af vores tro på ham. Og nu, da vi er kommet til tro, behøver vi ikke længere at blive bevogtet af den jødiske lov.