Bibelen på hverdagsdansk
Det følgende budskab fra Herren drejer sig om Babylon og det babyloniske folk:
„Råb det ud til hele verden, så alle kan høre det. Hold det ikke for dig selv, men hejs et signalflag og bekendtgør budskabet overalt. Babylon bliver erobret. Deres store gud Marduk bliver ydmyget, deres ‚herre’ svigter dem, alle deres afguder står magtesløse. Et folk vil tromle ind over landet fra nord og lægge det øde. Både mennesker og dyr flygter, så landet står tomt tilbage.
Til den tid vil Israels og Judas folk samles og søge tilbage til mig som deres Gud med anger og gråd. De vil spørge om vej til Zion, for nu vil de hjem. De vil forny pagten med mig og love aldrig at bryde den igen.
Mit folk var fortabt som får, der gik vild. Deres hyrder ledte dem bort og lod dem strejfe om i bjergene, så de fór vild og ikke kunne finde vej tilbage til folden. Enhver, der mødte dem, gik til angreb på dem. Fjenderne sagde: ‚De har syndet imod Herren, den Gud, som deres forfædre tilbad, for de har ikke holdt sig til ham. Derfor har vi lov at angribe dem.’
Skynd jer væk fra Babylonien, mit folk. Sæt en ære i at være de første, der kommer af sted. Jeg vil nemlig samle en mægtig hær fra mange folkeslag i nord og sende den imod Babylonien for at erobre landet. Det er dygtige krigere, og deres pile rammer plet. Babylonien bliver plyndret, indtil angriberne er fuldt belæssede med krigsbytte, siger Herren.
Hør her, I babyloniere, som plyndrede mit folk. I blev glade og hoppede rundt som kåde kalve eller unge heste på engen. Men nu bliver jeres land ydmyget, så det bliver ringere end alle andre lande, en udtørret og øde vildmark. Når min vrede har ramt landet, bliver det en øde og forladt ørken. Alle, der går forbi, standser chokeret og ryster på hovedet over den ødelæggelse, der har ramt landet.
Hør, I folkeslag, gør jer klar til at angribe Babylon. Lad bueskytterne omringe byen. Spar ikke på pilene, for de har syndet imod mig. Lad krigsråbet lyde fra alle sider. Se, byen overgiver sig, murene styrter sammen. Nu oplever Babylon min straf. Giv byen den samme behandling, som den har givet andre. Dræb alle i Babylonien, der er i færd med at så eller høste. Lad alle de fremmede i landet flygte for den fremstormende hær og vende tilbage til deres hjemlande.”
Israels folk er som får, der jages af løver. Først angreb assyrerkongen dem og åd sin del, og senere gnavede kong Nebukadnezar kødet af deres knogler.
Derfor siger Herren, den Mægtige, Israels Gud: „Nu er tiden kommet, hvor jeg vil straffe den babyloniske konge, som jeg straffede assyrerkongen. Men jeg vil føre mit folk hjem til deres eget land, så de kan bosætte sig på Karmels og Bashans marker og hvile sig mætte og tilfredse i Efraims og Gileads bjergland. Til den tid er der ingen skyld tilbage i Israel eller Juda, for jeg tilgiver den rest, der overlever.
Mine krigere, ryk ud mod Meratajim og Pekod. Udryd dem totalt. Gør, som jeg har befalet jer. Krigslarmen høres over hele landet, og den voldsomme ødelæggelse er begyndt. Den store hammer, der knuste jordens folk, er nu selv knækket og knust. Babylon er blevet en ødemark til skræk og advarsel for alle verdens folkeslag. Jeg lagde en fælde for dig, Babylon, og du opdagede det ikke. Men nu sidder du uhjælpelig fast i fælden, for du kæmpede mod mig, Herren.
Jeg har åbnet mit våbenlager og taget min vredes våben frem. Jeg er Herren, Israels Gud, og det er mig, der står bag Babyloniens ødelæggelse. Træng ind i landet fra alle sider, bryd ind i kornlagrene. Gør mure og huse til dynger af grus, skån ingen og intet. Hug alle krigsheltene ned, for nu er tiden kommet, hvor Babylonien får sin straf.”
De judæere, som undslipper og flygter fra Babylonien, vil fortælle hjemme i Jerusalem, hvordan Herren, deres Gud, tog hævn over dem, der ødelagde hans tempel.
Herren siger: „Send bud efter bueskytterne og lad dem omringe Babylon, så ingen kan undslippe. Gør imod hende, hvad hun gjorde imod andre, for hun trodsede Israels hellige Gud. Hendes unge mænd skal falde i byens gader, alle krigerne bliver dræbt. Jeg er Herren, Israels Gud, og jeg kommer imod dig, du stolte folk, for at gøre regnskabet op med dig. Du stædige og stolte land, du skal snuble og falde, og ingen rejser dig op, for jeg sætter ild på Babyloniens byer, og ilden tilintetgør alt omkring dem.”
Hør hvad Herren, den Mægtige, siger: Både Israels og Judas folk er blevet mishandlet. Deres bortførere har holdt dem fanget og nægtet at lade dem rejse hjem. Men deres befrier er stærk, hans navn er Herren, den Mægtige. Han vil kæmpe for dem og skabe fred i deres eget land, men Babylons indbyggere kommer til at skælve i rædsel.
„En mægtig hær er på vej mod Babylon,” siger Herren. „Den hugger alle indbyggerne ned. Fyrster og vismænd falder. Spåmændene viser sig at være tåber, og krigerne gribes af rædsel. Stridsvognene bliver slået i stykker og hestene dræbt. Lejesoldaterne ryster af skræk som skræmte kvinder. Fjenden vil plyndre alle landets skatte. Der bliver tørke i landet, så floder og kanaler tørrer ud. Hvorfor? Fordi landet er fyldt med afgudsbilleder, og folket er stolte af dem. Snart bliver Babylon beboet af ugler, sjakaler og andre af ørkenens vilde dyr. Aldrig mere vil der bo mennesker i byen. Den vil ligge øde og forladt for altid. Jeg vil udslette Babylon, som jeg udslettede Sodoma og Gomorra og de omliggende landsbyer. De har ligget øde og forladte lige siden.
Se, en mægtig hær rykker frem fra nord, et stort antal konger fra mange lande kommer imod dig. Krigerne er fuldt bevæbnede, grusomme og ubarmhjertige. Larmen fra hestenes hove lyder som det oprørte hav. Bølge efter bølge vil skylle ind over dig, Babylon.
Babylons konge får bud om den angribende hær. Hans arme synker, han gribes af rædsel, han vrider sig i smerte som en kvinde i fødselsveer.
Som en løve, der springer ud fra Jordanflodens vildnis og jager fårene væk i alle retninger, vil jeg i et nu jage babylonierne væk og udpege en leder, som jeg selv vælger. Hvem kan måle sig med mig? Hvem tør kræve mig til regnskab? Hvilken fyrste kan modsætte sig mine planer? Hør da min plan for Babyloniens folk: Selv børnene slæbes væk, og landet bliver lagt øde. Hele verden vil skælve ved nyheden om Babyloniens fald. Folkets dødsskrig høres over hele jorden.”
Hold op med at se skævt til os. Vi har jo ikke gjort jer uret, behandlet jer dårligt eller udnyttet jer. Jeg siger ikke det her for at dømme jer. Jeg har jo allerede sagt, at I har en stor plads i vores hjerter, og at vi vil stå sammen med jer i liv og død. Jeg skriver til jer med stor frimodighed, og jeg er stolt af jer. Hvad jeg hører om jer, har opmuntret og glædet mig meget midt i alle mine trængsler.
Da vi kom til Makedonien, havde vi heller ikke dér nogen ro på os. Vi måtte kæmpe på flere fronter, for der var den ydre modstand såvel som den indre bekymring. Men Gud, som styrker de nedtrykte, gav os ny styrke, da Titus kom. Det var ikke kun det, at han kom, der glædede os, men også, at hans besøg hos jer havde været så opmuntrende. Han fortalte, hvor meget I længes efter os, hvor bedrøvede I var over det, som var sket, og hvor loyale I var over for mig. Det glædede mig virkelig meget.
Nu fortryder jeg ikke, at jeg skrev det brev til jer, selvom det i første omgang gjorde jer kede af det. Jeg var ellers ved at fortryde, at jeg havde skrevet brevet, for jeg var klar over, at det ville gøre jer kede af det, i det mindste for en tid. Men nu er jeg glad for, at jeg skrev det. Jeg glæder mig ikke over jeres bedrøvelse, men over, at bedrøvelsen fik jer til at tage afstand fra det onde. I bedrøvelsen vendte I jer til Gud, og på den måde fik vores brev et positivt resultat. Gud kan nemlig bruge den slags bedrøvelse til at føre mennesker til omvendelse og evigt liv. Det er en bedrøvelse, man ikke ville have været foruden. Men den bedrøvelse, som udspringer af verdslig tankegang, ender i død.
Tænk på, hvad denne bedrøvelse fra Gud udrettede hos jer! I blev ivrige efter at forsvare den rette lære. I blev oprørte over den synd, der var begået, og forskrækkede over konsekvenserne. I blev ivrige efter at straffe den skyldige. Alt det, I gjorde, har nu bragt jer tilbage på den rette vej. Jeg skrev ikke brevet kun med henblik på den, der havde begået uretten, eller den, der var offer for uretten, men for at I selv kunne blive klar over, hvor stærk jeres loyalitet over for os og over for Gud i virkeligheden er. At opleve jeres loyalitet har været til stor opmuntring for os.
Oven på den opmuntring har det været os en stor glæde at se Titus være så glad. I gav ham fred i sindet med det, I gjorde. Jeg havde rost jer over for ham, og I gjorde ikke min ros til skamme. Jeg bestræber mig altid på at sige sandheden, så det var jo rart, at min rosende omtale af jer viste sig at være sand. Nu har han endnu større kærlighed til jer, for han husker, hvordan I modtog irettesættelsen med frygt og bæven, og hvordan I alle handlede i lydighed. Jeg glæder mig over, at jeg til enhver tid kan have tillid til jer.
Bibelen på hverdagsdansk
Herren siger: „Jeg sender et ødelæggende stormvejr ind over Babylonien, en voldsom vind midt ind i landet. Befolkningen skal blæses bort som avner, når man renser korn. Fremmede vil angribe fra alle sider, indtil landet er tomt og øde. Når katastrofen rammer dem, vil ingen kunne nå at få rustning på eller spænde buen. Ingen bliver skånet, både unge og ældre bliver dræbt. De faldne ligger overalt i landet, og døde kroppe hober sig op i byernes gader, for jeg er Herren, den Mægtige, og jeg svigter ikke Israel og Juda. Babylonierne bliver straffet for deres mange synder imod Israels hellige Gud.”
Flygt fra Babylonien, alle I fremmede, som blev holdt i fangenskab. Bring jer i sikkerhed, så I ikke også bliver dræbt, når Herren hævner sig på babylonierne og giver dem, hvad de har fortjent. Babylon var som et guldbæger i Herrens hånd, og de fremmede fra alverdens lande blev betaget og beruset af dets storhed. Derfor er de lamslåede og siger: „Pludselig er Babylon faldet og knust. Græd over hendes skæbne. Skaf hende lægende salver, måske er der endnu håb. Vi ville gerne hjælpe hende, hvis vi kunne, men nu kan intet redde hende. Derfor må vi lade hende være og vende hjem til vores eget land. Den straf, Herren sendte mod hende fra Himlen, er så stor, at den ikke kan måles.”
Og Judas folk siger: „Herren har givet os oprejsning. Kom, lad os vende hjem til Jerusalem og fortælle om alt, hvad Herren, vores Gud, har gjort.”
„Gør pilene spidse og fyld jeres koggere!” siger Herren, for han har gjort medernes konger opsatte på at erobre og ødelægge Babylonien. Det er Herrens hævn over dem, der vanærede hans tempel. „Giv signal til angreb på Babylons mure! Sæt vagter ved portene og hele vejen rundt om muren, så ingen slipper væk. Gør klar til bagholdsangreb.”
Herren vil nu udføre sin plan og gøre alvor af sine trusler. Du prægtige by ved de mange vandområder, du blomstrende handelscentrum, nu er timen kommet, hvor du får din straf. Herren den Mægtige har givet et højtideligt løfte: Jeg vil lade dine fjender oversvømme dig, som var de græshopper, og de vil udstøde vældige sejrsråb.
Det var Herren, der med sin vældige styrke, visdom og snilde grundlagde universet, skabte jorden og udspændte himmelhvælvingen. Med sin tordnende røst får han regnen til at styrte ned. Han samler skyerne fra horisonten, skaber lyn og regn, og slipper vinden løs.
Alle afgudsdyrkerne er tåbelige, de forstår ingenting. Guldsmedene vil engang skamme sig over at have lavet afgudsbilleder, som er det rene svindel og bedrag. Der er jo ikke gnist af liv i deres afguder. De er nytteløse og latterlige, og en skønne dag bliver de ødelagt.
Men Jakobs Gud er helt anderledes. Han er verdens Skaber, og Israel er hans udvalgte folk. Han er den mægtige Gud.
„Babylonien, du var mit våben, min kølle,” siger Herren. „Med dig knuste jeg folkeslag og ødelagde riger. Med dig knuste jeg heste og ryttere, stridsvogne og vognkæmpere. Med dig knuste jeg gamle og unge, mænd og kvinder, hyrder og fåreflokke, bønder og kvæg, regenter og guvernører. I judæere har oplevet deres grusomhed i Jerusalem, men I vil nu få at se, hvordan jeg straffer Babylon og det babyloniske folk for deres ondskab.
Nu er jeg blevet din fjende, du vældige bjerg, der knuste jordens nationer. Jeg løfter min hånd imod dig og styrter dig ned fra din høje plads, så der kun er en afsvedet bakketop tilbage. Du skal fra nu af ligge øde og forladt, og dine murbrokker vil aldrig blive genbrugt til fundamenter for nye huse, siger Herren.
Kald på de andre nationer, så de kan gå i krig mod Babylonien. Lad krigsråbet lyde, tilkald hære fra landene Ararat, Minni og Ashkenaz. Udpeg en angrebsleder, og lad hestene storme frem som sultne græshopper. Lad de mediske konger gøre sig klar til kamp og sende besked til alle guvernørerne i det mediske storrige. Alle hære i hele riget skal mobiliseres.
Babylon skælver og vrider sig i smerte, for Herren vil nu gennemføre sin plan, og han giver ikke op, før byen er raseret og lagt øde. Babylons krigere vil opgive at gøre modstand. De gemmer sig i deres fæstninger og ryster som skræmte kvinder. Byens porte vil blive sprængt og husene brændt ned. Fra alle sider kommer der løbere med bud til kongen om, at slaget er tabt. Alle flodovergange er spærrede, marsken står i lys lue, og alle krigerne er panikslagne.”
Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: „Babylon er som en tærskeplads, der er stampet til og gjort klar. Om kort tid begynder høsten.”
„Kong Nebukadnezar faldt over os,” siger judæerne. „Som et mægtigt havuhyre kom han og slugte os og fyldte sin vom med vores rigdomme. Han åd os rub og stub og slikkede tallerkenen ren. Lad nu Babylon få betalt for de grusomme lidelser, han påførte os. Lad byens befolkning betale prisen for alle dem hos os, der mistede livet.”
„Jeg vil kæmpe for jer,” siger Herren til Jerusalem. „Jeg vil føre jeres sag og skaffe jer hævn. Jeg udtørrer Babylons bassiner og stopper byens vandforsyning. Jeg gør Babylon til en ruinbunke, et hjemsted for sjakaler, et eksempel til skræk og advarsel.
Babylon plejede at brøle som en løve på rov og knurre som sultne løveunger. Men nu skal den få lov at tømme min vredes bæger, så den drikker sig fra sans og samling. Den vil segne bevidstløs om og aldrig vågne igen, siger Herren. Jeg fører dens befolkning til slagtebænken, som var de får eller geder.
Tænk, Babylon er faldet, den store, stolte by, som alle jordens lande beundrede. Babylons undergang har rystet hele verden. Et hav af krigere skyllede hen over Babylon og jævnede den med jorden. Nu ligger alle bydele i ruiner. De er øde og forladte som en ørken, hvor ingen bor, og hvor ingen rejser igennem. Jeg straffer Bel, Babylons gud, og river byttet ud af gabet på ham. Folkeslagene skal ikke længere komme langvejsfra for at dyrke ham. Babylons mure er faldet.
Mit folk, flygt ud af Babylon. Bring jer i sikkerhed. Søg i dækning for den straf, jeg vil ramme byen med. Men lad jer ikke skræmme af de rygter, I hører. Der vil hele tiden være nye rygter, år efter år, om voldelige begivenheder og lande, der bekriger hinanden. Snart vil jeg straffe babylonierne og deres afguder. Hele landet vil blive ydmyget, og de faldne vil fylde gaderne. Himlen og jorden skal fryde sig, når hærene fra nord vælter ind over landet, siger Herren. Babyloniens hær dræbte Israels folk og andre folkeslag ud over jorden. Nu står Babylonien selv for tur. Flygt fra krigens rædsler, mit folk. Stands ikke op for se på det. Tænk på jeres Gud, skønt I er i et fjernt land, og glem ikke Jerusalem.
I siger, at I er blevet hånet og ydmyget, fordi fremmede folkeslag vanærede Herrens hellige tempel. Ja, men snart vil jeg hævne mig på Babyloniens afguder, og der skal lyde stønnen fra sårede over hele landet. Selv om Babylon forsøger at klatre op på den højeste tinde og befæster sine forsvarsværker, vil jeg sende en hær imod byen, som vil udslette den,” siger Herren.
Hør! Dødsskriget stiger op fra Babylon, hele Babyloniens land er brudt sammen. Det er Herren, som angriber Babylons befolkning og lukker munden på deres praleri. Fjendehære skyller ind over landet som brusende bølger, og der høres krigslarm i byen. Ødelæggelsen trænger ind i byen, overrumpler dens stolte krigere og brækker deres buer, for Herren er en Gud, som straffer mennesker for deres ondskab.
„Alle landets ledere og vismænd skal tømme min vredes bæger,” siger Kongen, Herren, den Mægtige. „Alle guvernører, stormænd og krigere får min vrede at føle. De segner om for aldrig at vågne igen. Babylons brede bymur skal jævnes med jorden, og de høje porte skal brænde ned til grunden. Folkenes slid er forgæves, for det hele bliver flammernes bytte.”
Kong Zidkija af Juda blev i sit fjerde regeringsår kaldt til Babylon, og Seraja, søn af Nerija, som var søn af Maseja, skulle ledsage ham og sørge for overnatning og proviant. Jeremias skrev så alle domsprofetierne om Babylon ned, gav bogrullen til Seraja og sagde til ham: „Så snart du kommer til Babylon, skal du oplæse ordene i bogrullen for folk der og fremsige følgende ord: ‚Herre, du har sagt, at du vil jævne Babylon med jorden, så den fremover skal ligge ubeboet hen.’ Når du har læst hele bogrullen op, skal du binde en sten fast på den, kaste den i Eufratfloden og sige: ‚Sådan skal det gå Babylon: Hun skal synke og aldrig komme op til overfladen igen, for Herren har besluttet at straffe hende.’ ”
Her slutter Jeremiasʼ budskaber.
Venner, jeg vil gerne fortælle jer om, hvordan Guds nåde er kommet til udtryk i menighederne i Makedonien. Midt i deres mange trængsler har de oplevet en overvældende glæde, og midt i deres dybe fattigdom har de vist en utrolig hengivenhed, for de gav ikke bare, hvad de havde råd til, men de gav meget mere, kan jeg godt fortælle jer. Og de gjorde det helt af egen fri vilje. De bad os indtrængende om at tage imod deres pengegave, så de kunne få lov at være med til at hjælpe de nødlidende kristne i Jerusalem. De gav langt mere, end vi havde kunnet forestille os. Fordi de vidste, det var Guds vilje, gav de sig selv helhjertet, først og fremmest til Herren og derefter til os.
Derfor har vi bedt Titus om at rejse ned til jer og færdiggøre den indsamling, som han tidligere satte i gang hos jer. Ligesom I har overflod på så mange måder, stor tro, mange forkyndere, megen kundskab, stor begejstring og stor kærlighed til os, så vis jer også rige nu, hvor det gælder om at bidrage til denne kærlighedsgave.
Det er ikke nogen ordre, jeg kommer med. Men da andre har vist stor iver efter at være med i indsamlingen, vil jeg gerne se, hvor ægte jeres kærlighed er på det her område. Tænk på, hvordan vores Herre, Jesus Kristus, viste sin kærlighed og nåde. Han var rig, men blev fattig for jeres skyld, for at I ved hans fattigdom kunne blive rige.
Jeg mener, det vil være godt for jer at gøre det færdigt, som I begyndte på for et år siden. Det var jo jer, der tog initiativet til at begynde en indsamling. Gør den nu færdig med samme iver, som I havde i begyndelsen. Giv hvad I kan! Hvis I giver af et villigt sind, er det ikke så vigtigt, hvor meget I har at give af. Gud vil, at I skal give af det, I har – ikke af det, I ikke har. Det er jo ikke meningen, at I skal lide nød for at andre kan nyde. Det er et spørgsmål om at dele ligeligt. I har rigeligt i øjeblikket og kan hjælpe de andre. En anden gang, når I har brug for hjælp, kan de hjælpe jer. På den måde bliver goderne ligeligt fordelt. Husk på, hvad Skriften siger: „De, der samlede meget, fik ikke for meget. Og de, der samlede mindre, fik ikke for lidt.”
Jeg takker Gud, fordi han har givet Titus samme inderlige omsorg for jer, som jeg selv har. Han var fyr og flamme, så snart jeg foreslog ham at rejse ned til jer. Han længes nemlig efter at møde jer igen. Sammen med ham sender vi en anden kristen medarbejder, som er anerkendt i alle menighederne på grund af sit arbejde med at forkynde det glædelige budskab. Desuden er han af menighederne blevet udpeget til at rejse sammen med os, så længe vi er i gang med denne pengeindsamling. Herren vil blive æret gennem indsamlingen, og den viser vores iver efter at hjælpe hinanden. Ved at rejse sammen kan vi undgå, at nogen vil mistænke os for at misbruge det store beløb, som er blevet os betroet. Det er vigtigt for os at gøre det, der er ros værd – ikke kun i Guds øjne, men også i menneskers.
Sammen med de to sender vi endnu en af vores medarbejdere, som mange gange har vist sin iver efter at tjene Herren. Nu er han ivrig efter at komme af sted, og han har stor tillid til jer efter det, jeg har fortalt om jer. Titus er jo min assistent, som også vil være til hjælp for jer, og de to andre er udsendt fra menighederne og gør Kristus ære.
Bibelen på hverdagsdansk
Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Hamutal og var datter af Jirmeja fra byen Libna. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ligesom Jojakim havde gjort. Til sidst var Jerusalems og Judas oprør og ugudelighed blevet så voldsom, at Herren var nødt til at straffe dem og sende dem i eksil. Det varede ikke længe, før Zidkija gjorde oprør imod den babyloniske konge.
Derfor mobiliserede kong Nebukadnezar igen sin hær og drog mod Jerusalem. I kong Zidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, begyndte den babyloniske hær en svær belejring af byen. De byggede angrebsramper op imod bymuren. Belejringen varede til Zidkijas 11. regeringsår. På den niende dag i den fjerde måned af det år var alt spiseligt sluppet op og befolkningen totalt udsultet. På det tidspunkt brød fjenden hul gennem bymuren og den judæiske hær prøvede at flygte. Nogle forlod byen om natten gennem paladsets have, igennem en korridor mellem to mure, ud af en port i bymuren og videre i retning af Jordandalen. Men de babyloniske tropper holdt vagt rundt omkring byen, og de satte efter kong Zidkija og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Hans soldater flygtede i alle retninger, men han selv blev fanget og ført til den babyloniske konge i byen Ribla i Hamat-området, hvor han blev anklaget og dømt. Han blev tvunget til at overvære sine sønners og nærmeste embedsmænds henrettelse, hvorefter hans øjne blev stukket ud. Så blev han lagt i lænker og ført til Babylon, hvor han blev holdt fængslet til sin død.
På den tiende dag i den femte måned i kong Nebukadnezars 19. regeringsår kom Nebuzaradan til Jerusalem fra Babylon. Nebuzaradan var chef for den babyloniske konges livvagt. Han nedbrændte Herrens tempel, kongens palads og alle byens mest betydningsfulde bygninger, hvorefter han beordrede sine tropper til at rive Jerusalems bymur ned. Så samlede han resten af byens indbyggere, håndværkerne og de, der havde overgivet sig, for at føre dem til Babylon i eksil. Kun de fattigste lod Nebuzaradan blive tilbage, så der var nogen til at dyrke jorden og passe vingårdene.
Babylonierne slog templets bronzesøjler, bronzehavet og alle rullebordene i stykker og tog alt metallet med sig hjem til Babylon. De tog alt, hvad der var lavet af bronze: askebakkerne, skovlene, vægesaksene, fadene, skålene og de bronzeredskaber der blev brugt ved ofringerne i templet. Nebuzaradan tog selv, hvad der var af guld og sølvting: skålene, bakkerne til gløder, stænkeskålene, fadene, lysestagerne og de forskellige drikofferskåle. Det hele blev vejet, undtagen de to søjler, bronzehavet, de 12 bronzetyre og rullebordene, som kong Salomon i sin tid havde ladet fremstille til Herrens tempel. De var for store til at blive vejet. Søjlerne var 8,1 m høje og 5,4 m i omkreds. De var hule med en tykkelse på fire fingre. Foroven havde de et søjlehoved på 2,25 m med en dekoration af fletværk og granatæbler i bronze. På siderne var der 96 granatæbler og øverst på søjlehovedet yderligere 100 granatæbler hele vejen rundt.
Af tempelpersonalet tog Nebuzaradan følgende krigsfanger: Ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere. Fra byen tog han den øverstkommanderende officer, en rekrutteringsofficer, syv af kongens tidligere rådgivere og 60 andre betydningsfulde mænd, som var gået under jorden. Han førte disse mænd til den babyloniske konge i Ribla i Hamat-området, hvor de alle blev henrettet. Judas folk var nu ført bort fra deres land og måtte leve i eksil.
I Nebukadnezars syvende regeringsår blev i alt 3023 judæere ført i eksil, i hans 18. regeringsår yderligere 832 fanger fra Jerusalem, og i hans 23. regeringsår bortførte Nebuzaradan 745 fanger fra Juda, alt i alt 4600 fanger.
Mange år senere kom der en ny konge på tronen i Babylon, som hed Evil-Merodak. Han besluttede at benåde Jojakin og løslade ham fra fængslet. Det skete den 27. dag i den 12. måned i Jojakins 37. år i fangenskab. Den nye konge behandlede Jojakin venligt, bedre end de andre konger, som også var i fangenskab. Jojakin fik nyt tøj i stedet for fangedragten, og han spiste i kongens palads indtil sin dødsdag. Så længe han levede, gav kongen af Babylon ham fra dag til dag, hvad han havde brug for.
Når de tre udsendinge kommer til jer, så vis jeres kærlighed i praksis og bevis, at vi havde ret, da vi roste jer over for dem i menighedernes påhør.
Det er næsten overflødigt, at jeg skriver til jer om denne kærlighedsgave til de kristne i Jerusalem. Jeg kender jo jeres iver efter at hjælpe. Det har jeg rost jer for over for menighederne i Makedonien, og jeg har sagt, at I nede i Akaja allerede for et år siden var parat til at sende en gave. Det var faktisk jeres iver efter at hjælpe, der fik mange af de andre til at slutte sig til indsamlingen. Jeg sender nu mine medarbejdere, for at min ros af jer ikke skal vise sig at være grundløs på det punkt. Det gør jeg, for at I kan være parate, når jeg kommer, som jeg har sagt, at I ville være. Hvis nogle fra menighederne i Makedonien rejser med mig ned til jer, og de så opdager, at I slet ikke er klar, når vi kommer, ville det være flovt for både jer og mig. Derfor mente jeg, at det var bedst, hvis mine medarbejdere rejste i forvejen, så de kan hjælpe jer til at få færdiggjort indsamlingen af den gave, som I har lovet. Lad det være en kærlighedsgave, så den bliver et udtryk for Guds velsignelse, ikke for nogens smålighed.
Husk på, at de, der sår sparsomt, skal høste sparsomt, men de, der sår rigeligt, skal høste rigeligt. I må hver især afgøre, hvor meget I vil give. Gør det ikke som en sur pligt, for Gud elsker en glad giver. Gud har magt til at lade sin nåde strømme ud over jer, så I altid har noget at gøre godt med, uden at I selv kommer til at mangle. Skriften taler på følgende måde om dem, der adlyder Gud og gør det rette:
„De giver gavmildt til dem, der er i nød.
Deres godhed vil aldrig blive glemt.”
Ligesom Gud velsigner landmandens marker, så der bliver korn til at bage brød af og såsæd til næste år, sådan vil han også velsigne det, I giver, så jeres godhed bringer megen velsignelse med sig. I bliver rige på alt, så I kan tjene Gud helhjertet og oprigtigt. Når vi bringer jeres gave videre, vil mange mennesker takke Gud for jer. For når I tjener Gud ved at dele med de nødlidende, så møder I ikke kun deres behov, men I bliver også årsag til, at mange mennesker vil takke Gud. Ved at gennemføre denne indsamling giver I ære til Gud, dels fordi det viser, at I er lydige over for budskabet om Kristus, dels fordi det viser jeres oprigtige omsorg for de fattige, ja over for alle mennesker, og dels fordi det bevirker, at de vil længes efter at have fællesskab med jer, og de vil bede for jer på grund af Guds overvældende nåde, som de oplever gennem jeres handling.
Lad os altid takke Gud, fordi han gav sin Søn – en gave langt større, end ord kan udtrykke.
Bibelen på hverdagsdansk
Kong Xerxes af Persien regerede over et mægtigt rige, der strakte sig fra Indien mod øst til Nubien mod vest. Det var opdelt i 127 provinser.
Engang, da kongen opholdt sig i et af sine paladser i byen Susa, besluttede han at indkalde alle sine provinsguvernører, embedsmænd og militære ledere fra hele det medisk-persiske rige til en konference, der varede i seks måneder. Det var i hans tredje regeringsår. Under konferencen beværtede kongen dem godt, og han demonstrerede med stolthed sin utrolige magt og rigdom.
Da konferencen var forbi, holdt kongen en fest for sine hoffolk, embedsmænd og alle med tilknytning til paladset uanset deres stilling. Festen varede en uge og blev holdt i paladsets parkområde, der til anledningen var udsmykket med hvide og blå bannere af kostbart linned, fastgjort med purpurfarvede bånd til sølvringe på søjler af hvidt marmor. Fornemme divaner belagt med guld og sølv var stillet frem på mosaikgulve af porfyr, marmor, perlemor og andre sjældne stenarter. Der blev serveret drinks i guldbægre af forskelligt design, og der var et overdådigt udvalg af udsøgte vine, som det passer sig for en mægtig monark. Der var ingen grænser for, hvor meget man måtte drikke, for kongen havde givet sine tjenere ordre til, at alle måtte drikke lige så lidt eller lige så meget, de ville.
Imens holdt dronning Vashti en tilsvarende fest for kvinderne inde i paladset.
På festens sidste dag, da kongen var i højt humør på grund af vinen, bad han de syv eunukker, der var hans personlige tjenere – Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas – om at føre Vashti frem med dronningekronen på hovedet, så alle mændene kunne beundre hendes skønhed. Hun var nemlig usædvanlig smuk. Men da hofmændene forelagde kongens ønske for dronningen, nægtede hun at adlyde. Kongen blev rasende og spurgte sine rådgivere til råds, som han havde for vane, når der opstod et problem, der krævede kendskab til landets love. Kongens nærmeste rådgivere var Karshena, Shetar, Admata, Tarshish, Meres, Marsena og Memukan – syv højt betroede embedsmænd i det medisk-persiske rige. De syv rådgivere havde deres daglige gang hos kongen.
„Hvad skal vi stille op med hende?” spurgte han dem. „Hvilken straf fastsætter loven for en dronning, der nægter at adlyde kongens officielle ordre?”
Memukan svarede: „Det er ikke kun kongen, hun har vanæret, men samtlige mænd i hele det persiske rige! Når alle kvinderne i riget hører, at dronningen har nægtet at adlyde kongen, vil de også nægte at adlyde deres mænd, for de vil sige: ‚Kong Xerxes befalede dronning Vashti at komme til ham, men det nægtede hun.’ Allerede nu har de fornemme persiske og mediske kvinder hørt, hvad hun gjorde, og de vil fra nu af behandle dine betroede embedsmænd på samme måde. Det vil resultere i opsætsighed og skænderier uden lige! Hvis det behager kongen, foreslår vi, at De udsteder et dekret, som siger, at dronning Vashti aldrig mere må nærme sig kongen. Lad det blive en kongelig lov, som efter medisk-persisk retspraksis ikke kan omstødes, når først den er sat i kraft. Desuden foreslår vi, at De vælger en ny dronning, som er mere værdig til opgaven, end Vashti var. Når kongens befaling bliver læst op i hele det persiske rige, vil det betyde, at alle kvinderne uanset stand fremover vil vise deres mænd respekt!”
Kongen og hans andre rådgivere syntes godt om Memukans forslag, som derefter blev til lov. Kongen sendte en meddelelse ud til alle provinserne, som på de lokale sprog bekendtgjorde, at enhver mand er herre i sit eget hus, og at det er hans sprog, der skal tales i hjemmet.
Nogen tid senere havde kongens vrede fortaget sig. Han tænkte over, hvad Vashti havde gjort, og fortrød den lov, han havde udstedt.
Da sagde kongens rådgivere: „Lad os finde nogle smukke unge piger til kongen. Vi foreslår, at kongen sender talentspejdere ud til rigets forskellige provinser og gennem dem udvælger de smukkeste kandidater til det kongelige harem i paladset i Susa. Eunukken Hegaj, der har opsyn med paladsets kvinder, skal sørge for at give dem skønhedspleje, hvorefter kongen kan vælge den pige, han synes bedst om, som dronning Vashtis efterfølger.”
Kongen syntes godt om rådgivernes forslag og gjorde, som de havde sagt.
Blandt de ansatte i paladset var der en jøde ved navn Mordokaj. Han var fra Benjamins stamme, søn af Jair, der var søn af Shimi, som var søn af Kish. Kish var en af de jøder, der efter Jerusalems ødelæggelse var blevet taget til fange af kong Nebukadnezar og ført i landflygtighed i Babylonien sammen med kong Jekonja af Juda og mange andre. Mordokaj havde en smuk, ung kusine ved navn Ester – med det jødiske navn Hadassa. Efter hendes forældres død havde Mordokaj adopteret hende og opdraget hende som sin egen datter. Da nu kongen søgte efter smukke piger, blev Ester sammen med mange andre ført til paladset i Susa. Hegaj blev så betaget af Ester, at han satte alt ind på at gøre hende så smuk som mulig. Han begyndte straks på hendes skønhedskur og gav hende bedre mad end nogen af de andre piger. Han stillede syv af de bedste hofdamer til hendes rådighed og gav hende det flotteste værelse i kvindernes fløj. Ester fortalte ikke til nogen, at hun var jøde, for det havde hendes plejefar forbudt hende. Hver dag lagde Mordokaj vejen forbi kvindernes fløj for at høre, hvordan det gik med Ester.
Pigernes skønhedspleje varede et helt år og bestod af seks måneders behandling med myrraolie og seks måneders behandling med forskellige salver og skønhedsmidler. Når en pige således havde gennemgået et års skønhedskur, blev hun sendt ind til kongen. Den dag hun forlod kvindernes fløj og gik ind til kongen, måtte hun selv udvælge det tøj og de smykker, hun ønskede. Pigen tilbragte så en nat hos kongen, hvorefter hun næste morgen blev ført til den fløj, hvor kongens medhustruer boede. Der blev hun overgivet i eunukken Shaʼashgazʼ varetægt. Her skulle hun så bo fremover og kom ikke ind til kongen igen – medmindre han sendte bud efter hende.
Da det blev Esters tur til at komme ind til kongen, lyttede hun til Hegajs råd og klædte sig sådan, som han foreslog, og alle beundrede hendes skønhed. Så blev Ester ført ind til kong Xerxes – det var i den tiende måned i kongens syvende regeringsår – og han blev så forelsket i hende, at han satte dronningekronen på hendes hoved og udnævnte hende til dronning i stedet for Vashti. For at markere sin glæde udråbte han dagen som en national helligdag, og til ære for Ester holdt han en stor fest for sine embedsmænd og hoffolk. Han uddelte også gaver med en rundhåndethed, der passer sig for en stor monark.
Alle pigerne blev efterhånden overflyttet til medhustruernes fløj. Ester havde stadig ikke røbet sin jødiske herkomst, sådan som Mordokaj havde pålagt hende. Hun blev nemlig ved med at følge hans råd, selv efter at hun var blevet dronning.
Mordokaj hørte til de dommere, som sad og afgjorde mindre retssager i portrummet i kongens palads. En dag, mens han sad der, blev han klar over, at to af portvagterne, Bigtan og Teresh, var vrede på kongen og ventede på en anledning til at myrde ham. Det fortalte Mordokaj straks til dronning Ester, som sagde det videre til kongen. Sagen blev straks undersøgt, og de to skyldige mænd blev henrettet ved hængning. Mens kongen så på det, blev det hele derefter nedskrevet i rigets krønikebog.
Nogle af jer beskylder mig for at optræde spagfærdigt, når jeg er hos jer, men modigt, når jeg er langt væk. Jeg advarer jer med den nænsomhed og venlighed, som kendetegner Kristus selv, og jeg håber ikke, det bliver nødvendigt for mig at optræde modigt og stærkt for at irettesætte dem, der mener, at vi handler ud fra selviske motiver. Godt nok lever vi her i verden, men vi kæmper ikke med verdslige våben. Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter og overmodige tanker, der går imod en sand forståelse af Gud. Vi tager den slags tanker til fange og fører dem ind i lydighed mod Kristus. Og vi er klar til at straffe dem iblandt jer, som stadig måtte være ulydige, efter at resten af jer er blevet lydige.
I ser overfladisk på tingene, men de, som véd med sig selv, at de hører Kristus til, må da kunne bedømme, at når de hører Kristus til, så gør vi det også. Jeg kunne godt rose mig endnu mere af den autoritet, Herren har givet os som apostle – en autoritet vi har fået for at styrke jer, ikke for at straffe jer – og jeg er ikke bange for at gøre det, hvis det bliver nødvendigt. Men jeg ønsker ikke, at det skal se ud, som om jeg er ude på at skræmme jer i mine breve. „Hans breve,” siger nogle jo, „har stor kraft og styrke, men når han selv kommer, er han svag og ikke værd at høre på.” De, der taler sådan, må gøre sig klart, at det vi siger på afstand i vores breve, det handler vi på, når vi er hos jer.
Misforstå mig ikke! Jeg kunne ikke drømme om at stille mig på linje med de mænd, der hele tiden anbefaler sig selv. Det er ikke klogt af dem udelukkende at sammenligne sig med hinanden og ustandselig måle sig med deres egen målestok. Vi ønsker ikke at forsvare os selv mere end rimeligt er. Vi holder vores tjeneste inden for de grænser, Gud har afstukket for os, og vores tjeneste over for jer ligger inden for de grænser. Vi går nemlig ikke for vidt, når vi mener at have det åndelige ansvar for jer. Det var jo os, der først tog helt over til Korinth med budskabet om Kristus.
Vi ønsker ikke uretmæssigt at tage æren for det arbejde, som andre har udført iblandt jer, men vi håber, at når jeres tro vokser, vil vi kunne udvide vores arbejdsfelt endnu mere, så vi kan forkynde budskabet om Kristus i de områder, som ligger endnu længere væk end Korinth. På den måde undgår vi risikoen for at komme til at rose os af andres arbejde. Skriften siger jo: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.” Det er jo ikke den, der anbefaler sig selv, der opnår anerkendelse, men den, som Herren anbefaler.
Bibelen på hverdagsdansk
Kort tid efter forfremmede kong Xerxes en mand ved navn Haman til premierminister, og han blev således den øverste mand i riget næst efter kongen. Alle kongens ansatte knælede ned og hyldede ham, når han gik forbi, for det havde kongen befalet. Men Mordokaj nægtede at gøre det, fordi han var jøde.
„Du må hellere adlyde kongens befaling!” sagde de andre ansatte til ham gang på gang. Men Mordokaj var ubøjelig. Til sidst fortalte de Haman, at Mordokaj ikke ville knæle ned for ham. Haman blev rasende, men i stedet for kun at hævne sig på Mordokaj bestemte han sig for at udrydde alle jøder fra det persiske rige, fordi Mordokaj var jøde.
I den første måned, der hed nisan, i kong Xerxesʼ 12. regeringsår søgte Haman ved at kaste lod om dage og måneder at finde det gunstigste tidspunkt til at gøre det af med jøderne. Loddet traf den trettende dag i den 12. måned, som hed adar.
Haman sagde derpå til kongen: „Der findes et særligt folk blandt undersåtterne i kongens rige, som har deres egne love og traditioner og nægter at overholde perserrigets love. Derfor må det være i kongens interesse, at dette folk bliver udryddet. Hvis det behager kongen, bør der udsendes en befaling til alle rigets provinser om, at jøderne skal udryddes. Jeg anslår, at kongens embedsmænd på den måde kan indsamle 10.000 sække med sølv til rigets skatkammer.”
Kongen gik ind på Hamans forslag og rakte ham sin signetring. „Du må gøre, som du vil, med jøderne, og sølvet må du gerne selv beholde,” sagde han.
På den 13. dag i den første måned samlede Haman kongens sekretærer, som efter hans diktat nedskrev brevet til guvernørerne på alle de forskellige sprog, der taltes i riget. Derefter blev brevene underskrevet med kongens navn, forseglet med kongens signetring og sendt ud til alle rigets provinser. I brevet stod der, at alle jøder, unge og gamle såvel som kvinder og børn, skulle slås ihjel den 13. dag i den 12. måned, og at deres ejendom skulle konfiskeres. Brevets indhold skulle bekendtgøres som lov, så folk i hver eneste provins kunne være parat til at udføre ordren på den fastsatte dag. På kongens befaling blev bestemmelsen først offentliggjort i regeringsbyen Susa, hvorefter sendebudene skyndte sig af sted til alle rigets provinser. Kongen og Haman satte sig derefter til at drikke. Men jøderne i Susa var rædselsslagne.
Da Mordokaj hørte om Hamans planer, flængede han i fortvivlelse sit tøj og klædte sig i sæk og aske. Derefter gik han rundt i byen og jamrede højt og hjerteskærende. Da han kom hen på pladsen foran paladsets port, blev han stående dér, for det var forbudt at gå ind i paladset med sørgetøj på. Ud over hele riget reagerede jøderne på samme måde: De græd og jamrede og fastede på grund af den kongelige befaling, og mange af dem klædte sig i sæk og aske.
Da Esters hofdamer og tjenere fortalte hende, at Mordokaj stod uden for porten klædt i sæk og aske, blev hun fortvivlet og skyndte sig at sende noget tøj ud til ham, så han kunne komme ind i paladset. Men han nægtede at tage det på. Så gav Ester sin tjener Hatak besked på at gå ud til Mordokaj og finde ud af, hvad der var i vejen. Hatak gik straks ud på den åbne plads foran paladsets port, og Mordokaj fortalte ham om kongens befaling og om de 10.000 sække sølv, som Haman havde garanteret til rigets skatkammer, hvis han fik lov til at udrydde jøderne. Mordokaj gav ham også en kopi af kongens skrivelse med dødsdommen over jøderne og bad ham vise den til Ester, så hun kunne gå i forbøn for sit folk hos kongen. Hatak gik straks tilbage til Ester og fortalte hende det hele, hvorefter hun sendte ham ud til Mordokaj med følgende besked:
„Hvordan skulle jeg kunne gå i forbøn hos kongen? Alle og enhver ved, at hvis nogen vover sig ind på kongens private område uden at være tilkaldt, er de dødsens, medmindre kongen rækker sit guldscepter frem og benåder dem. Og det er nu over en måned siden, at jeg sidst blev kaldt ind til kongen!”
Efter at Mordokaj havde fået den besked, bad han Hatak overbringe Ester følgende svar: „Du skal ikke tro, at du undslipper, bare fordi du er i kongens hus! Du kommer til at dele skæbne med dine landsmænd. Hvis du ikke taler med kongen, vil der komme hjælp og redning til jøderne fra anden side, men du og dine nærmeste skal dø! Hvem ved, om du ikke netop blev dronning for at kunne gøre noget i denne alvorlige situation!”
Ester sendte da følgende svar tilbage til Mordokaj: „Kald alle jøder i Susa sammen, så de kan bede og holde total faste for mig i tre dage, dag og nat. Imens vil jeg og mine hofdamer gøre det samme. Derefter vil jeg gå ind til kongen, selvom det er forbudt. Jeg er parat til at dø, hvis det skal være!”
Så gik Mordokaj sin vej og gjorde, som Ester havde sagt.
Nu håber jeg, I vil bære over med lidt tåbelig snak fra min side – ja, det gør I jo allerede! Gud har lagt en længsel i mit hjerte efter at beskytte jer mod åndelig utroskab. For ligesom en ung jomfru holder sig fra andre mænd i hengivenhed over for den mand, hun er forlovet med, sådan bør I være hengivne over for Kristus alene. Men jeg er bange for, at det skal lykkes nogle af de falske forkyndere at dreje jeres tanker bort fra den rene og enkle hengivenhed over for Kristus, ligesom Slangen narrede Eva med sin snedige overtalelsesevne. For hvis nogen kommer og forkynder jer en anden Jesus, end ham vi forkyndte, eller hvis I åbner jer for en anden ånd end Helligånden, som I modtog, eller hvis nogen viser jer en anden vej til frelse, så accepterer I det uden videre! Men jeg mener ikke, at jeg står tilbage for de „superapostle”, som optræder hos jer. Det kan godt være, at jeg ikke er nogen stor taler, men jeg har til gengæld et indgående kendskab til det, jeg taler om. Det er I vist også klar over, for vi har bevist det over for jer på mange forskellige måder.
Var det forkert af mig at forkynde Guds budskab uden at få betaling for det? Skulle jeg have fremhævet mig selv noget mere? Når jeg bøjede mig ned, var det for at kunne løfte jer op. I de andre menigheder tog jeg imod betaling, for at jeg kunne klare at betjene jer. Og da mine penge slap op, mens jeg var hos jer, bad jeg ikke jer om noget, men det var de kristne, som kom fra Makedonien, der gav mig, hvad jeg havde brug for. Jeg har aldrig bebyrdet jer med udgifter og vil heller ikke gøre det. Så sandt Kristus bor i mig, skal den ære ikke tages fra mig i provinsen Akaja. Hvorfor ikke? Mon det er, fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, hvor meget jeg elsker jer!
Jeg vil fortsat handle på den måde over for jer, for at de andre ikke skal få en chance for at prale med, at de står på linje med os. De er nemlig falske apostle. De er bedragere, som giver sig ud for at være sendt af Kristus. Det er ikke så mærkeligt, for Satan selv giver sig jo ud for at være en lysets engel. Derfor kan det ikke undre nogen, at de, der tjener Satan, påstår, at de tjener Gud. Men de vil få løn som forskyldt.
Nu vil jeg alligevel prale lidt. Det gør jeg ikke, for at I skal synes, jeg er tåbelig, men selvom I skulle synes det, så hør alligevel på mig. Herren har ikke befalet mig at fremhæve mig selv, og det er sikkert tåbeligt af mig at gøre det. Men når så mange andre roser sig af de ydre ting, som verden ser på, så vil jeg også gøre det. I er jo så kloge, at I gladelig tager imod nogle tåbeligheder. I accepterer uden videre, hvis nogen umyndiggør jer eller æder jer ud af huset, eller hvis nogen tager magten over jer, ophøjer sig selv og behandler jer med foragt. Jeg må med skam bekende, at vi er for svage til den slags!
Men når de andre nu tillader sig at prale, så lad mig også gøre det, selvom det er tåbeligt. De er stolte over at være hebraisktalende jøder. Det er jeg også! De siger, at de hører til Guds udvalgte folk. Det gør jeg også! De siger, at de er Abrahams efterkommere. Det er jeg også! De siger, at de tjener Kristus. Nu bliver jeg helt ustyrlig: Det gør jeg da endnu mere end dem! Jeg har slidt og slæbt mere end dem, og jeg har været i fængsel flere gange, end de har. Jeg er blevet pryglet mere end dem og har ofte været døden nær. Fem gange har jøderne givet mig de frygtelige 39 piskeslag. Tre gange er jeg blevet slået med stokke, og én gang er jeg blevet stenet. Tre gange har jeg lidt skibbrud, og et helt døgn har jeg drevet rundt på havet. Jeg har haft mange farlige rejser. Jeg har været i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare blandt mine egne landsmænd og i fare blandt fremmede folkeslag. Jeg har været i fare i byer, i ørkener og på de oprørte have. Jeg har også været i fare midt iblandt mennesker, der gav sig ud for at være kristne. Jeg har slidt, lidt afsavn og haft mange søvnløse nætter. Jeg har lidt sult og tørst, og mange gange har jeg fastet. Ofte har jeg frosset og manglet tøj at tage på. Og oven i alt det ydre stress bekymrer jeg mig dagligt for, hvordan menighederne klarer sig. Er det mærkeligt, at også jeg føler mig svag? Er det mærkeligt, at også jeg fristes til at give op, når andre falder fra? Skal jeg endelig rose mig af noget, så lad mig rose mig af min magtesløshed. Gud, vores Herres Jesu Kristi Far, ved, at jeg taler sandt. Han være priset i al evighed! I Damaskus satte Kong Aretasʼ guvernør vagter ved byens porte for at fange mig. Men gennem et vindue i bymuren blev jeg firet ned i en kurv og slap derfra.