Til den tid vil du sige:
„Jeg takker dig, Herre.
Du blev vred på mig,
men din vrede forsvandt,
og du trøstede mig.
Du er min Frelser,
jeg stoler på dig.
Jeg frygter ikke,
for du giver mig styrke.
Jeg lovsynger dig,
for du frelste mig.”
Med glæde skal I øse vand
fra frelsens kildevæld.
Til den tid skal I synge:
„Tak Herren, og påkald hans navn.
Alle folk skal høre, hvad han har gjort.
De skal få at vide, hvor mægtig han er.
Syng for Herren!
Han har gjort store undere,
som hele verden bør høre om.
Råb af fryd, I, som bor på Zion.
Israels hellige Gud er stor iblandt jer.”
Engang når jeg genopretter Juda og Jerusalem, vil jeg samle folkeslagene i Joshafats dal og straffe dem for det, de gjorde imod mit ejendomsfolk, Israel, da de spredte mit folk til alle sider og delte mit land imellem sig. Mit folk blev ført bort og solgt som slaver. En dreng blev solgt som betaling til en luder og en pige som betaling for en flaske vin. Tyrus og Sidon og alle filistrenes byer, hvad skylder jeg jer, siden I forgriber jer på min ejendom? Jeg vil hurtigt gøre gengæld, så I rammes på samme måde, som I har handlet mod andre. I tog mit sølv og guld og anbragte mine skatte i jeres afgudstempler. I solgte Judas og Jerusalems indbyggere til grækerne, som førte dem langt bort fra deres fædreland. Men jeg fører dem tilbage fra de lande, I bortførte dem til, og jeg gengælder jer for alt det, I gjorde. Jeg skal sørge for, at jeres sønner og døtre bliver solgt til Judas folk, og at de sælger dem videre til arabiske handelsfolk. Herren har talt!
Send bud til alle folkeslag, både nær og fjern: Gør jeres hære klar til hellig krig! Kald alle mand til våben og vær parat til angreb. Smed jeres plovskær om til sværd og jeres vingårdsknive til spyd. Lad den svage sige: ‚Jeg vil også kæmpe!’ Skynd jer at komme, alle I fremmede folkeslag, og gør klar til kamp i Joshafats dal.”
Åh, Herre, send din himmelske hær herned!
„Lad folkeslagene mobiliseres og samles i Joshafats dal,” siger Herren. „For dér vil jeg dømme nabofolkene. Kom med seglen, for de er modne til høst. Træd op i vinpersen, for den er fyldt til randen. Nu har menneskenes ondskab nået grænsen!”
Store menneskemængder samles til det afgørende slag. Herrens dom bliver snart ført ud i livet i afgørelsens dal. Solen og månen formørkes, og stjernernes lys forsvinder. Herren brøler fra Zions bjerg og tordner fra Jerusalem, så himmel og jord skælver. Men Herren beskytter sit udvalgte folk, Israel.
Herren siger: „Da skal I få at se, at jeg er Herren, jeres Gud, og at jeg bor på Zions hellige bjerg. Jerusalem skal være et helligt sted, hvor kun mit folk skal færdes. Ingen fremmed skal mere drage derigennem. Bjergskråningerne skal dækkes af vinmarker, kvæg skal græsse overalt, og alle Judas vandløb skal fyldes med vand. En kilde skal springe frem fra Herrens hus og vande Akaciedalen. Egypten bliver øde, og Edom bliver til ørken, til straf for deres vold imod Judas folk, for de myrdede mange uskyldige mennesker. Jeg vil skaffe de myrdede oprejsning ved at straffe de skyldige. Men mit folk skal altid bo i Juda og Jerusalem, og jeg, Herren, vil bo midt iblandt dem på Zions bjerg.”
Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd. Læg vægt på den himmelske verdens værdier, ikke de jordiske. Jeres gamle liv er forbi, og jeres kommende liv ligger gemt hos Gud, hvor Kristus er. Når Kristus bliver åbenbaret i sin herlighed, vil jeres kommende liv blive synligt, og I vil opnå den samme herlighed, som Kristus har.
Alt det i jeres gamle liv, som hører denne verden til, skal I derfor overgive til døden: seksuel synd, urene tanker, skammelige lidenskaber og ondt begær, samt pengegriskhed, som er en form for afgudsdyrkelse. Gud vil straffe de ulydige mennesker, der lever sådan. I levede også engang i ulydighed mod Gud, men nu skal I lægge al den slags fra jer. Undgå vredesudbrud, hidsighed, sjofelheder, samt ondskabsfulde og hånlige ord. Lyv ikke for hinanden. I har jo aflagt den gamle livsstil med alle dens onde gerninger, og I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere. Det har ikke noget at sige, om man er græker eller jøde, omskåret eller uomskåret, fremmed eller udlænding, slave eller fri. Nu er det Kristus, det drejer sig om. Han er grundlaget for alle ting, og han virker i og gennem os alle.
Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen.
Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker. I blev jo kaldet til at leve i fred som dele på samme legeme. Vær altid taknemmelige. Lad Kristi ord få lov at fylde meget i jeres liv, så I kan undervise og vejlede hinanden med hans visdom. Syng lovsange, salmer og åndelige sange med taknemmelighed i hjertet til Gud. Lad alt, hvad I siger og gør, være motiveret af lydighed mod Kristus og taknemmelighed til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem Kristus.
En gift kvinde skal underordne sig sin mand, som det passer sig for dem, der hører Herren til. Manden skal vise sin kone kærlighed og må ikke blive bitter på hende.
I børn skal adlyde jeres forældre i alle ting, for det glæder Herren. I forældre må ikke være hårdhændede over for jeres børn, så de mister modet.
I, som er slaver, skal i alle forhold være lydige mod jeres jordiske herrer og ikke kun arbejde, når der bliver holdt øje med jer. Gør jeres arbejde helhjertet og til ære for Herren. Hvad I end gør, så læg hele jeres sjæl i det, som om det var Herren selv og ikke mennesker, I arbejdede for. I ved jo, at I vil modtage jeres løn fra Herren engang. Kristus er jeres sande Herre. Men de, der gør andre uret, skal få deres straf, og så er det lige meget, hvilken status de har haft.
De af jer, som ejer slaver, skal behandle dem anstændigt og retfærdigt. Sørg for, at de får, hvad de har brug for. I ved jo, at I også selv har en Herre i Himlen, som en dag vil gøre regnskabet op med jer.
Esajas så Babyloniens ødelæggelse i et syn, hvor Herren sagde:
„Løft signalet til angreb på toppen af en høj! Lad kommandoråbet lyde! Giv tegn til hæren om at marchere mod Babylon og jævne de riges paladser med jorden! Jeg har udvalgt disse hære til at straffe dem, der har fremkaldt min vrede. Jeg har kaldt mine helte til denne opgave, og de vil juble, når jeg sejrer.
Hør larmen fra bjergene! Lyt til hærene under fremmarch! Det er krigslarm fra mange folkeslags hære. Jeg er Herren, den Mægtige, og jeg mønstrer min hær. De kommer langvejsfra, og de er mit redskab imod dig, Babylon. De er udtryk for min vrede, og de skal ødelægge hele landet.
Skrig af rædsel, for Herrens time er kommet. Den Almægtige vil knuse jer. Jeres arme er lammet af frygt, og selv de modigste mænd ryster af skræk. Frygt og smerte sætter ind som veerne hos en kvinde, der skal føde. I stirrer hjælpeløse på hinanden, hede om ørerne. Se, Herrens dag kommer, Herrens frygtelige vredesdag. Landet skal ødelægges, og alle syndere med det. Der ses ingen stjerner på himlen, solen er formørket, månen skinner ikke.
Jeg, Herren, straffer verden for dens ondskab og de ugudelige for deres synd. Jeg knuser de stoltes overlegenhed og tyrannernes hovmod. Når dommen er fuldbyrdet, er der ikke mange tilbage. Til den tid er mennesker sjældnere end det fineste guld. I min vrede ryster jeg himlen, og jorden skal rokkes fra sin plads. Jeg, Herren den Mægtige, viser min vrede.
Som skræmte gazeller, som forvildede får, der er kommet bort fra deres hyrde, flygter enhver hjem til sit eget land. Enhver, der bliver taget til fange, bliver gennemboret af sværdet. Deres småbørn knuses for øjnene af dem, deres hjem bliver plyndret og deres kvinder voldtaget.
Jeg vækker nemlig medernes vrede imod det babyloniske rige. De kan ikke købe sig fri med guld og sølv. Medernes pile rammer de unge, de har ingen medynk med børnene.
Det går Babylon, den herlige storby, den kaldæiske kulturs stolthed og pryd, som det gik Sodoma og Gomorra, dengang Herren sendte ild fra himlen. Aldrig igen skal Babylon genopbygges og blive beboet. Selv nomaderne undgår at slå lejr der. Ingen hyrder søger nattely på det sted. Kun ørkenens vilde dyr bor der, sjakaler løber rundt i de forladte huse. Hornugler slår sig ned, og vilde geder springer rundt på ruinerne. I de tomme borge og fine paladser lyder ekkoet af hyæners og sjakalers hyl. Babylons dage er talte, dommens time er nær.”
Denne bog indeholder de budskaber, som Herren åbenbarede for fårehyrden Amos fra landsbyen Tekoa to år før jordskælvet. Det var mens Uzzija var konge i Juda, og Jeroboam, søn af Joash, var konge i Israel. Amos begyndte:
„Når Herren råber fra Jerusalem,
når han brøler som en løve fra Zion,
da visner græsset på marken,
og Karmels regnskove tørrer ud.”
Herren siger:
„Damaskus har gjort oprør gang på gang,
jeg vil ikke holde min straf tilbage.
De knuste mit folk i Gilead
som under en tærskeslæde med jernpigge.
Jeg sætter ild til kong Hazaels palads,
ødelægger Ben-Hadads fæstningsværker.
Jeg smadrer Damaskusʼ byporte,
fjerner dem, der bor på ondskabens slette.
Aramæernes konge nyder livet på tronen,
men hele hans folk bliver sendt tilbage til Kir.”
Gud har talt!
Herren siger:
„Gaza har gjort oprør gang på gang,
jeg vil ikke holde min straf tilbage.
De sendte en hel befolkning i eksil,
solgte dem som slaver til Edom.
Jeg sætter ild til Gazas mure,
ødelægger byens fæstningsværker.
Jeg dræber kongen af Ashdod,
og tilintetgør regenten i Ashkalon.
Jeg udrydder Ekrons befolkning,
ja, hver eneste filister skal dræbes.”
Herren, Israels Gud, har talt!
Herren siger:
„Tyrus har gjort oprør gang på gang,
jeg vil ikke holde min straf tilbage.
De solgte en hel befolkning til Edom,
selv om de havde sluttet fredspagt med dem.
Jeg sætter ild til Tyrusʼ mure,
nedbrænder byens fæstningsværker.”
Herren siger:
„Edom har gjort oprør gang på gang,
jeg vil ikke holde min straf tilbage.
De angreb deres broderfolk
og lod hånt om al barmhjertighed.
De rev og flåede uden ophør,
der var ingen ende på deres vrede.
Jeg sætter ild til Teman,
nedbrænder Botzras fæstningsværker.”
Herren siger:
„Ammon har gjort oprør gang på gang,
jeg vil ikke holde min straf tilbage.
Under et erobringstogt i Gilead
skar de maven op på gravide kvinder.
Derfor sætter jeg ild til Rabbas bymure,
nedbrænder deres fæstningsværker.
Slagmarken vil fyldes med råb og skrig,
kampen vil rase som en ødelæggende orkan.
Ammons konge bliver sendt i eksil,
og landets ledere bliver alle ført bort.”
Gud har talt!
Herren siger:
„Moab har gjort oprør gang på gang,
jeg vil ikke holde min straf tilbage.
De hånede Edoms afdøde konge
ved at brænde hans knogler til kalk.
Derfor sætter jeg ild til Moab
nedbrænder Kerijots fæstningsværker.
Moab vil gå til i kampens hede,
vædderhorn og krigshyl viser dets fald.
Jeg tilintetgør landets konge
og gør det af med alle dets ledere.”
Gud har talt!
Bed med udholdenhed, åndsnærværelse og taksigelse. Bed også for os, at Gud må give os gode muligheder for at forkynde hans ord og fortælle dem, som ikke er jøder, at Guds plan om frelsen i Kristus også gælder dem. Det er jo på grund af det budskab, jeg sidder i fængsel her. Bed om, at jeg må kunne forklare det på den rette måde.
Vær betænksomme i jeres relationer med dem, der ikke hører Herren til, og brug de muligheder, I får. Vær altid venlige og imødekommende, så de kan se jeres visdom. Tænk over, hvordan I bedst kan svare på deres spørgsmål.
Brevet her bliver bragt til jer af Tykikos, min elskede og trofaste medarbejder i Herrens tjeneste. Han kan fortælle jer mere nyt herfra. Jeg sender ham til jer, for at I kan høre, hvordan det går os, og for at han kan være til opmuntring for jer. Sammen med ham sender jeg Onesimos, som også er en trofast og elsket kristen, en af jeres egne. Han og Tykikos kan fortælle jer om alt, hvad der sker her.
Aristark, som sidder fængslet sammen med mig, hilser jer hjerteligt. Det samme gør Markus, Barnabasʼ fætter. I har hørt, at han tænker på at besøge jer. Tag godt imod ham, når han kommer. Også Justus sender hilsen. De tre er de eneste jødekristne, der arbejder sammen med mig for Guds rige, og de har været til stor opmuntring for mig.
Epafras, som jo er en af jeres egne og en Jesu Kristi tjener, sender hilsener. Han kæmper altid for jer i bøn om, at I må stå fast som modne kristne, der fuldt ud kender Guds vilje. Jeg kan godt fortælle jer, at han har bedt meget både for jer og de kristne i Laodikea og Hierapolis.
Vores elskede medarbejder, lægen Lukas, sender hilsener, og det samme gør Demas. Hils menigheden i Laodikea. Hils også Nymfa og menigheden, der samles i hendes hjem.
Når brevet er blevet læst op hos jer, så sørg for at give det videre til menigheden i Laodikea, så de også kan læse det op. Samtidig kan I få fat i mit brev til dem og læse det op i jeres menighed. Til Arkippos siger jeg: Tag din tjeneste alvorligt, så du fungerer i den og fuldfører den opgave, Herren har givet dig.
Her skriver jeg min hilsen med min egen håndskrift. Husk på, at jeg sidder i fængsel. Guds nåde være med jer.
Herren vil forbarme sig over Israels folk. De vil igen blive hans udvalgte folk. Han lader dem bosætte sig i deres eget land, og folk fra andre nationer vil slutte sig til dem og blive en del af Israels folk. Fremmede folk skal føre dem hjem, og Israels folk vil bruge nogle af de fremmede som slaver i deres land. Deres fangevogtere bliver taget til fange, og deres undertrykkere bliver undertrykt.
Når Herren befrier sit folk fra deres sorg og lidelse og det hårde slavearbejde, de blev udsat for, vil de håne Babylons konge med sang:
„Så er tyrannen færdig!
Hans raseri er forbi!
Herren har knækket den ondes scepter
og brudt den gudløses herskerstav,
han, som jagtede andre folkeslag,
slog dem i sindssygt raseri
med skånselsløse stokkeslag.
Nu er der stilhed, nu er der fred.
Hele jorden bryder ud i sang.
Selv cypresserne glæder sig.
Libanons cedertræer synger:
‚Du havde tænkt at fælde os!
Men det var dig selv, der faldt!’
Hele dødsriget er på tæerne
for at møde dig, når du ankommer.
Hensovne dødninge rejser sig op,
tidligere stormænd, konger og herskere.
Som med én mund hilser de dig:
‚Også du blev afmægtig.
Nu er du som os!’
Din herlighed endte i dødsriget,
harpernes klang forstummede.
Dit leje er redt med råddenskab,
dit tæppe er larver og orme.
Tænk, at du faldt fra himlen,
du strålende morgenstjerne,
at du blev kastet til jorden,
du store verdenserobrer.
Du sagde til dig selv:
‚Jeg vil stige op til himlen,
rejse min trone højt over stjernerne,
indtage min plads blandt guderne
på bjerget i det yderste nord.
Jeg vil stige op til de øverste himle,
komme på højde med den mægtige Gud.’
I stedet blev du styrtet i dødsriget,
i dets allerdybeste afgrund.
De, der ser dig der, vil undre sig:
‚Er det ham, for hvem jorden bævede,
og verdens riger rystede?
Er det ham, som lagde verdens lande øde,
som jævnede storbyer med jorden
og aldrig satte krigsfanger fri?’
Alle jordens andre konger
hviler værdigt i deres grave,
mens dit lig ligger henslængt,
nedtrampet som en knækket gren
mellem andre, der blev dræbt af sværdet,
et kadaver kastet i et hul
og dækket med sten.
Du får ingen kongelig begravelse,
fordi du hærgede dit eget land
og bragte død over dit eget folk.
Din slægt skal uddø
på grund af din ondskab.
Dine sønner skal dræbes
som straf for din synd.
De skal ikke regere over jorden
og fylde verden med byer.”
„Jeg vil rejse mig imod Babyloniens folk,” siger Herren, den Mægtige. „Jeg vil udrydde dem og deres børn, så der ingen efterkommere bliver. Jeg gør Babylon til en sumpet ødemark, et hjemsted for ugler. Jeg fejer byen væk med ødelæggelsens kost.”
Herren, den Mægtige, har svoret: „De tanker, jeg tænker, bliver altid ført ud i livet. De planer, jeg lægger, kommer altid til at ske. Jeg vil knuse den assyriske hær i mit land, nedtrampe dem på mine bjerge. Undertrykkerens åg skal fjernes fra mit folk, de skal fritages fra byrden på deres skuldre. Sådan er min plan for hele jorden, min magt omfatter alle folkeslag. Hvem kan modsætte sig mine planer? Hvem kan gøre modstand, når jeg går til angreb?”
Følgende budskab kom i det år, kong Ahaz døde:
Glæd dig ikke for tidligt, Filisterland, fordi kæppen, som slog dig, er knækket. Var kæppen en slange, så kommer der nu en giftig øgle i dens sted. Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser. Men de andre vil jeg dræbe med sult, de tiloversblevne slår jeg ihjel. Skrig højt i byerne, filistre, klag i portene, lad angsten gribe jer, for I er dømt. En vældig støvsky nærmer sig fra nord, en hær af ivrige krigere. Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt.
Herren siger:
„Juda har gjort oprør gang på gang,
jeg vil ikke holde min straf tilbage.
De har forkastet mine bud
og gjort oprør mod mine befalinger.
De blev ført vild af de falske guder,
som deres forfædre besluttede at følge.
Derfor sætter jeg ild til Juda,
nedbrænder Jerusalems fæstningsværker.”
Herren siger:
„Israel har gjort oprør gang på gang,
jeg vil ikke holde min straf tilbage.
De sælger de fattige som slaver,
når de ikke kan betale deres gæld.
De træder de svage ned i skidtet
og skubber de hjælpeløse væk.
Far og søn krænker min hellighed
ved at gå ind til den samme luder,
de lægger sig ved afgudsalteret
på kapper, de har taget i pant.
I afgudstemplerne svælger de i vin,
de har købt for penge, de har taget i bøder.
Har I glemt, at jeg udryddede amoritterne foran jer?
De var høje som cedre og stærke som ege.
Jeg rev bladene af dem
og skar rødderne over.
Var det ikke mig, som førte jer ud af Egypten
og holdt jer i live de 40 år i ørkenen?
Var det ikke mig, der hjalp jer,
så I kunne indtage amoritternes land?
Jeg lod nogle af jeres sønner vokse op som profeter
og andre blev indviet som naziræere.
Er det ikke rigtigt, mit folk, Israel?
Men I lokkede naziræerne til at drikke vin,
og I forbød profeterne at profetere.
Derfor vil jeg knuse jer,
som en vogn læsset med neg knuser, hvad den kører over.
Den hurtige når ikke at undslippe,
den stærke har ikke gavn af sine kræfter.
Krigeren kan ikke redde sit liv,
bueskytten kan ikke holde stand.
De hurtigste løbere er for langsomme,
rytterne når ikke at slippe væk.
Selv de modigste smider den dag deres våben
og flygter i håb om at redde livet.”
Gud har talt!
Dette brev er fra Paulus, Silas og Timoteus til menigheden i Thessaloniki, der tilhører Gud Fader og Herren Jesus Kristus. Nåde være med jer og fred fra Gud!
Vi er meget taknemmelige til Gud for alt, hvad han har gjort for jer alle sammen, og vi beder til stadighed for jer. Når vi nævner jer ind for Gud, vores Far, tænker vi på jeres arbejde for troens sag, jeres utrættelige kærlighed og jeres udholdenhed i forventningen om det, Jesus Kristus, vores Herre, vil give jer. Vi ved, kære venner, at det er Gud, der i sin kærlighed har udvalgt jer, for han bekræftede vores budskab med Helligåndens manifestationer og mirakler, så det ikke var vores ord alene, der gav jer den stærke overbevisning. I så også selv, hvordan vores levevis bekræftede, at budskabet ikke var tomme ord.
Selvom I vidste, at det ville betyde forfølgelse, tog I imod vores budskab og blev fyldt med glæde fra Helligånden. I fulgte det eksempel, som vi og Herren viste jer. Derved er I blevet et forbillede for alle de kristne i Makedonien og Akaja. Fra jer er Herrens ord nået vidt omkring, langt ud over Makedoniens og Akajas grænser. Hvor vi end kommer, træffer vi folk, der fortæller os om jeres tro på Gud. Vi behøver ikke engang selv at sige noget om det, for andre fortæller om, hvad der skete, da vi kom til jer, og hvordan I brød med afguderne og vendte jer til den levende og sande Gud for at tjene ham. Og de fortæller om, hvordan I med stor forventning ser frem til, at Guds Søn, Jesus, som blev oprejst fra de døde, skal vende tilbage fra Himlen og frelse os fra den kommende dom.
Guds budskab om Moab: På én nat bliver Ar i Moab angrebet og udslettet. På én nat bliver Kir jævnet med jorden. Dibons indbyggere går op på offerhøjen og græder. I Nebo og Medeba jamrer man: Alle har barberet hår og skæg af i fortvivlelse. I gaderne går folk klædt i sæk og aske, og fra byernes torvepladser og husenes tage høres klage og gråd. Skrigene fra Heshbon og Elale kan høres helt til Jahatz. Selv de stærkeste krigere har mistet modet og ryster af skræk.
Mit hjerte græder over Moab, befolkningen flygter til Zoar og Eglat-Shelishija. Grædende begiver de sig op ad vejen til Luhitpasset, deres jamren høres langs vejen til Horonajim. Selv Nimris bæk er udtørret, de græsklædte strækninger er afsvedet, alle planter er væk. De fortvivlede flygtninge slæber deres få ejendele over Poppelbækken. Klageråb lyder over hele landet, fra Eglajim til Beʼer-Elim. Bækken ved Dimon er allerede rød af blod, men der kommer mere. Forude venter løverne på de overlevende.
Hør hvad Herren siger til Israels folk: „Det var jer, jeg førte ud af Egypten. Af alle jordens folkeslag er det jer, jeg har udvalgt! Derfor må jeg straffe jer, når I gør oprør imod mig. Kan to mennesker slå følge uden først at have lavet en aftale? Brøler en løve i buskadset, før den har nedlagt sit bytte? Knurrer ungløven i sin hule uden at have fanget noget? Går en fugl i en fælde, hvis der ikke er lokkemad? Klapper en fælde i, hvis den ikke bliver udløst? Mon ikke folk bliver bange, når der blæses alarm i byen? Mon ikke jeg står bag, når en by bliver straffet med krig? Men jeg skrider ikke til handling, før jeg har åbenbaret mine planer for mine tjenere, profeterne. Når løven brøler, bliver mennesket bange. Når Israels Gud taler, må profeten give det videre.
Råb til filistrene i Ashdods fæstning og til egypterne i deres befæstede byer: Kom og sæt jer på bakketoppene rundt om Samaria. Se på al den vold og undertrykkelse, der foregår i Israel. Mit folk har glemt at handle ret. De fylder deres huse med ting, de har røvet. Derfor vil en fjende belejre landet, nedbryde byens mure og plyndre deres huse.
Som når en hyrde kun redder et par skinneben eller et øre af sit får fra løvens gab, sådan vil kun få af Samarias indbyggere blive reddet, som man kan være heldig at redde et hjørne af sin seng eller et stykke af en divan.”
Herren, Israels Gud, siger: „Hør efter og advar Israels folk. Når jeg straffer mit folk for deres oprør, vil jeg ødelægge afgudsaltrene i Betel. Altrenes horn bliver hugget af og falder til jorden. Jeg ødelægger alle de store, pragtfulde huse, både vinterpalæer, sommerboliger og elfenbenspaladser.
Det var altså absolut umagen værd, at vi kom til jeres by. I ved, hvordan vi lige forinden var blevet forfulgt og mishandlet i Filippi, men Gud gav os frimodighed til at forkynde budskabet om Kristus for jer, selvom det betød mere forfølgelse. Det gjorde vi, fordi Gud anså os for værdige til at få hans budskab betroet. Vores tjeneste udspringer ikke af vildfarelse, urene motiver eller uærlighed. Derfor er vi heller ikke ude på at blive anerkendt af mennesker, men kun af Gud, som kender vores motiver.
Som I ved, prøvede vi ikke at vinde jer med smigrende ord, og Gud ved, at vi ikke prøvede at udnytte jer økonomisk under et eller andet fromt påskud. Vi søgte heller ikke menneskers anerkendelse, hverken jeres eller andres. Skønt vi som Kristi apostle kunne have stillet krav til jer, gjorde vi det ikke. I stedet tog vi os af jer med nænsomhed som en mor, der sørger for sine børn. Og vi kom til at holde så meget af jer, at vi besluttede ikke kun at give jer Guds ord. Nej, vi gav alt, hvad vi havde i os. I husker nok, hvordan vi sled i det. Dag og nat arbejdede vi for at tjene til vores ophold, så vi ikke skulle ligge nogen af jer til byrde. Og samtidig forkyndte vi budskabet om Kristus for jer. I ved, og Gud ved, hvor retsindigt, redeligt og uangribeligt vi færdedes iblandt jer. Som en far taler opmuntrende og formanende til sine børn, sådan formanede og opmuntrede vi jer og indprentede hver eneste af jer, at I skal leve, så det bringer Gud ære. Han har jo kaldet jer ind i sit rige for at dele sin herlighed med jer.
Vi er virkelig taknemmelige til Gud over, at I tog imod vores budskab, ikke som menneskeord, men som Guds ord. Og det er jo netop det, det er! Det er også derfor, det gør sin gerning i jer, som tror. I oplever nu det samme som menighederne i Judæa. I er blevet forfulgt af jeres landsmænd, ligesom de er blevet af deres. De vantro jøder slog nemlig både deres egne profeter og Herren Jesus ihjel. Og nu forfølger de også os. De er fjender af både Gud og mennesker, for de prøver at hindre os i at forkynde Guds budskab for alle folkeslagene, så de kan få det evige liv. På den måde er deres synd blevet så stor, at Guds fulde dom nu hænger over hovedet på dem.
Kære venner, vi har været adskilt fra jer et stykke tid, dog kun rent fysisk, for i vores tanker har vi altid været sammen med jer, og vi længes meget efter at se jer igen. Vi vil meget gerne besøge jer, og jeg, Paulus, har forsøgt at komme af sted indtil flere gange, men Satans håndlangere har hidtil hindret os. I betyder så meget for os. I giver os håb og glæde, og når Herren Jesus Kristus kommer igen, vil I være blandt dem, som vi kan være stolte af. Ja, allerede nu er I vores stolthed og glæde.
I, som er ledere blandt flygtningene i Sela, send vædderlam gennem ørkenen til Jerusalem som en gave til Judas konge med følgende bøn: „Vores opskræmte folk er ved Arnonflodens vadesteder som flaksende fugle og hjemløse fugleunger. Hjælp os, giv os ly for vores fjender. Vær med til at skjule de flygtende, og udlever os ikke til vores fjender. Tillad vores hjemløse flygtninge at bo iblandt jer, og skjul dem for fjenden.”
Når undertrykkelsen og ødelæggelsen er forbi, når den fjende, som trampede på os, er forsvundet, vil der komme en ny konge fra Davids slægt, en oprigtig og barmhjertig konge, som altid vil handle retfærdigt.
Moab var kendt for sin stolthed, sit store hovmod og tomme praleri. Men nu jamrer Moabs befolkning, og mange jamrer over, hvad der er sket med dem. Fortvivlet sørger de over tabet af Kir-Haresets rosiner, over Heshbons afsvedne vinmarker og Sibmas forladte vinstokke, hvis druer kunne få landenes konger til at gå i gulvet. Den vin var kendt helt ud til Jazer, langt ind i ørkenen og hinsides havet. Derfor græder jeg, som Jazer græder over Sibmas vinmarker. Mine tårer flyder ved tanken om Heshbon og Elale, for deres frugthøst og afgrøder blev ødelagt under fjendens sejrsråb. Glæden er borte, fryden forstummet. Høstfolkenes festlige sang høres ikke mere i vinmarkerne. Ingen træder druer i persekarrene. De muntre råb er ophørt.
Mit hjerte skælver af sorg over Moab, som strengene på den sørgmodige harpe. Min sorg over Kir-Heres er stor. Moabs folk opsøger deres helligdomme og mødes på offerhøjene for at bønfalde deres afguder, men det nytter intet. Det er, hvad Herren tidligere har sagt om Moab, men nu tilføjer han: „Om nøjagtig tre år er Moabs storhedstid forbi, og kun en ganske lille rest bliver tilbage i landet.”
Hør her, Israels fornemme kvinder: I ligner det fede slagtekvæg på Samarias bjerg. I undertrykker de svage og mishandler de fattige. I forlanger hele tiden, at jeres mænd skal komme med drikkevarer.” Herren, Israels Gud, siger: „Så sandt jeg er den hellige Gud, skal I ikke undslippe straffen. Man skal sætte kroge i jer og trække jer ud som med en fiskestang. I bliver drevet ud gennem huller i bymuren i en lang række og bliver smidt på Hermons bjerg.” Gud har talt!
„Tag I bare til Betel og dyrk jeres afguder. Gå til Gilgal og gør oprør imod mig. Bring jeres ofre hver morgen og jeres tiende hver tredje dag. Brænd I bare syrnet brød som tak. Pral af jeres frivillige offergaver. Det er jo det I elsker!” siger Herren, jeres Gud.
„Jeg sørgede for hungersnød i hver eneste by,” siger Herren. „Men alligevel vendte I ikke om til mig.”
„Jeg holdt regnen tilbage tre måneder før høsten. Jeg lod det regne i én by, men ikke i en anden. Én mark fik regn, mens en anden tørrede ud. Folk fra tre byer flokkedes til én by for at få vand at drikke, men der var aldrig nok. Alligevel vendte I ikke om til mig,” siger Herren.
„Jeg ramte jeres afgrøder med skimmel og meldug. Græshopper ødelagde det meste af jeres haver og vinmarker, jeres figen- og oliventræer. Men I vendte ikke om til mig,” siger Herren.
„Jeg ramte jer med plager og katastrofer som i sin tid i Egypten. Jeg lod jeres unge mænd blive dræbt og jeres heste erobret i krig, så det stank af lig i jeres lejr. Men I vendte ikke om til mig,” siger Herren.
„Jeg ødelagde nogle af jeres byer, som jeg ødelagde Sodoma og Gomorra. I blev som et forkullet stykke træ, reddet ud af ilden. Men I vendte ikke om til mig,” siger Herren.
„Derfor kommer straffen over jer. Gør dig klar til at møde din Gud, Israel! Husk på, at jeg er den, som dannede bjergene og skabte vinden. Jeg åbenbarer mine planer for mennesker, og jeg skabte lys ud af mørket. Jeg vandrer på jordens bjergtoppe. Mit navn er Herren, den mægtige Gud!”
Da vi til sidst ikke kunne holde det ud længere, besluttede vi andre at blive tilbage i Athen og sende vores medarbejder, Guds tjener Timoteus, af sted for at opmuntre jer og styrke jer i troen, så I ikke skulle tabe modet i alle de vanskeligheder, I måtte gennemgå. Men I ved jo, at kristne kan regne med at blive forfulgt. Da vi var hos jer, sagde vi på forhånd, at der ville komme forfølgelser. Og det holdt stik, som I ved. Da jeg altså ikke kunne bære uvisheden længere, sendte jeg som sagt Timoteus for at få at vide, hvordan det stod til med jeres tro. Jeg var bange for, at Fristeren måske havde fået jer til at falde fra troen, og at alt vores arbejde dermed havde været forgæves.
Men nu er Timoteus netop vendt tilbage med godt nyt om jeres tro og jeres kærlighed. Han har fortalt, at I husker os med glæde, og at I længes lige så meget efter at se os, som vi længes efter at se jer. Kære venner, de opmuntrende nyheder om jeres stærke tro har givet os nyt mod midt i vores vanskeligheder og lidelser. Da vi nu ved, at I står fast i troen på Herren, kan vi ånde lettet op.
Hvordan skal vi nogensinde kunne takke Gud nok for al den glæde, I har bragt os? Dag og nat beder vi indtrængende Gud om, at vi må få lov til at se jer igen og hjælpe jer med det, der endnu måtte mangle i jeres forståelse af Gud.
Vi beder om, at Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre, vil gøre det muligt for os at besøge jer. Og vi beder om, at Herren vil lade jeres kærlighed til hinanden og til alle mennesker vokse, ligesom vi har stor kærlighed til jer, så I bliver styrket i troen og sammen med alle de andre kristne kan stå fejlfrie og hellige for Guds ansigt, når Jesus Kristus, vores Herre, kommer igen.