I kong Ahaz af Judas 12. regeringsår blev Hosea, Elas søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ni år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, men ikke så slemt som hans forgængere på Israels trone.
Kong Shalmanesar af Assyrien angreb og besejrede kong Hosea, så Israel måtte betale skat til den assyriske konge. Men Hosea gjorde oprør imod assyrerkongen, idet han henvendte sig til kong So af Egypten og bad ham om hjælp i sit forsøg på at befri Israel fra det assyriske tyranni. Samtidig nægtede Hosea at betale skat til Assyrien. Da skatten udeblev, sendte assyrerkongen bud efter Israels konge og lod ham kaste i fængsel.
Assyrerkongen drog derefter med sin hær til Israel og belejrede hovedstaden Samaria i tre år. I kong Hoseas niende regeringsår måtte byen endelig overgive sig. Israels folk blev deporteret til Assyrien og anbragt i kolonier i byen Halach, i Gozan ved Haborfloden, og i en række mediske byer.
Nordrigets indbyggere blev sendt i eksil, fordi de dyrkede afguderne og derved syndede imod Herren, deres Gud, som havde ført dem ud af fangenskabet i Egypten. Anført af Israels konger begyndte de at følge de samme ugudelige skikke, som blev praktiseret af de folkeslag, som Herren havde jaget ud af landet for at give plads til sit eget folk. Israels folk trodsede deres Gud ved at gøre mange ting, som var forkert i Herrens øjne. De indrettede offerhøje rundt omkring i landet i både små og store byer, og de opstillede frugtbarhedssymboler og afgudsbilleder på alle offerhøjene og under de store træer. De brændte afgudsofre på højene, sådan som folkene, der boede i landet før dem, havde gjort. Alle disse onde handlinger skete i oprør mod Herren, for folket tilbad disse afguder på trods af, at Herren klart havde sagt, at det måtte de ikke gøre.
Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare Israel og Juda. Budskabet var altid det samme: „Hold op med jeres afgudsdyrkelse og adlyd i stedet de love og anvisninger, som jeg gav jeres forfædre ved mine profeters medvirken.” Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren, deres Gud, ville sørge for dem. De forkastede hans love, den pagt han havde oprettet med deres forfædre og stentavlerne med de ti bud, som han havde givet dem. De tilbad indholdsløse afguder og endte selv i tomhed. De efterlignede de folkeslag, som Herren havde sagt, de ikke måtte efterligne. De lod hånt om Herrens, deres Guds, bud ved at tilbede to gudebilleder i form af guldkalve. De opstillede søjler for Ashera, og de tilbad Baʼal, foruden solen, månen og stjernerne. Ja, de ofrede tilmed deres egne børn som brændofre. De opsøgte okkulte medier og gjorde brug af trolddom. De solgte deres sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. På den måde gjorde de oprør imod Herren, og han blev meget vred på Israel og sendte dem langt væk, indtil der kun var en rest tilbage i landet, nemlig Judas stamme.
Men også Juda nægtede at adlyde Herrens, deres Guds, bud. De fremturede i samme synd og ondskab, som Israel var begyndt på. Derfor forkastede Herren alle Jakobs efterkommere. Han straffede dem ved at udlevere dem til deres fjender, indtil alle var ført i landflygtighed.
Dengang Herren rev Israels rige ud af Davidslægtens hånd, valgte de Jeroboam, Nebats søn, til konge. Det var ham, der lokkede folket til synd og indførte afgudsdyrkelsen. Og Israels folk fortsatte derefter ad den vej, Jeroboam havde ledt dem ind på, indtil det kom til det punkt, hvor Herren måtte forvise dem fra deres land, helt i overensstemmelse med profeternes advarsler. Det er baggrunden for Israels landflygtighed i Assyrien i dag.
Assyriens konge sørgede for at forflytte store menneskemængder fra byerne Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim til Samarias byer, så de kunne befolke landet i stedet for israelitterne. Således overtog assyrerne Samaria og de andre byer i Israel og bosatte sig der. Men fordi nybyggerne ikke fra begyndelsen tilbad Herren, sendte Herren løver iblandt dem, så mange af dem blev dræbt.
Da skyndte de sig at sende følgende budskab til den assyriske konge: „Vi nybyggere her i Israel kender ikke landets Gud, og nu har han sendt løver iblandt os, som dræber os, fordi vi ikke tilbeder ham.”
Assyrerkongen gav derefter ordre til, at en af de bortførte præster skulle vende tilbage til Israel og lære nybyggerne at dyrke Israels Gud. Da rejste en præst, som oprindelig var kommet fra Samaria, tilbage til Israel og bosatte sig i Betel med det formål at forklare, hvordan man tilbeder Herren.
Men nybyggerne opgav ikke af den grund deres afgudsdyrkelse. Hver koloni lavede billeder af deres egne guder og opstillede dem på de offersteder, som allerede fandtes i landet. Folk fra Babylon dyrkede deres gud Sukkot-Benot, folk fra Kuta dyrkede Nergal, folk fra Hamat dyrkede Ashima, guderne Nibhaz og Tartak blev dyrket af avvijitterne, og folk fra Sefarvajim brændte endog deres børn som et udtryk for deres ærefrygt for guderne Adrammelek og Anammelek.
Samtidig ofrede de til Herren, Israels Gud. De udnævnte deres egne præster, som skulle ofre til Herren ved de offersteder, der var indrettet på bakketoppene. Men de holdt fast ved deres nationale og religiøse skikke, som de havde taget med sig hjemmefra. Sådan er det den dag i dag. De tilbeder ikke Herren af hjertet eller adlyder de love, han gav til Jakobs efterkommere, den Jakob hvis navn blev ændret til Israel. For det var med Jakobs efterkommere Herren oprettede sin pagt, da han befalede dem aldrig at tilbede eller ofre til nogen afguder. De måtte kun tilbede Herren, der havde ført dem ud af Egypten med vældig kraft og store mirakler. Jakobs efterkommere skulle adlyde alle Guds love og aldrig tilbede fremmede guder. Gud havde sagt: „Glem aldrig den pagt, jeg her har oprettet med jer, så I dyrker andre guder. Tilbed Herren alene. Han alene kan frelse jer fra jeres fjender.” Men de ville ikke høre efter. De blev ved med at ofre til afguderne.
Og nybyggerne fra Babylon ofrede til Israels Gud samtidig med, at de ofrede til deres egne guder. Sådan er det fortsat helt frem til i dag.
I kong Hosea af Israels tredje regeringsår blev Hizkija, søn af Ahaz, konge i Juda. Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abi og var datter af Zekarja.
Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. Han nedbrød offerstederne rundt omkring i landet, knuste stenstøtterne og væltede frugtbarhedspælene. Han slog tilmed den kobberslange i småstykker, som Moses i sin tid havde lavet, for Israels folk var begyndt at bringe ofre til den. De gav den navnet Nehushtan som en anden afgud. Hizkija havde en usædvanlig stor tillid til Herren, Israels Gud, ja, hverken før eller efter ham har der i Juda været en konge, som i den henseende kan måle sig med ham. Hizkija adlød Herren i alle ting, og han overholdt omhyggeligt de bud, som Herren havde givet Moses. Derfor var Herren med ham, og alt, hvad han gjorde, lykkedes for ham. Han gjorde oprør imod den assyriske konge ved at nægte at betale skat. Han besejrede også filistrene helt til Gaza og indtog mange svært befæstede byer undervejs.
Det var i Hizkijas fjerde regeringsår, og i kong Hoseas syvende regeringsår i Israel, at kong Shalmanesar af Assyrien angreb Israel og påbegyndte belejringen af Samaria. To år senere, i kong Hizkijas sjette regeringsår og kong Hoseas niende regeringsår, faldt Samaria. Det var ved den lejlighed, at assyrerkongen deporterede israelitterne til Assyrien og anbragte dem i kolonierne i Halach og langs Haborfloden i Gozan og i de forskellige mediske byer. De havde nemlig nægtet at lytte til Herren, deres Gud, og gøre, hvad han havde befalet dem. De havde brudt hans pagt med dem og overtrådt de befalinger, som Herren havde givet dem gennem sin tjener Moses.
I kong Hizkijas 14. regeringsår angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. Kong Hizkija sendte da en fredsdelegation fra Jerusalem med følgende budskab til assyrerkongen, der opholdt sig i Lakish: „Jeg indrømmer, at det var forkert af mig at gøre oprør. Jeg indvilliger i at betale den skat, du måtte forlange, hvis du til gengæld lover at trække dig tilbage.” Assyrerkongen forlangte 10 tons sølv og et ton guld, og kong Hizkija var tvunget til at tømme paladsets skatkammer og ribbe templet for sølv. Han skrællede endog det guld af templets døre og dørkarme, som han selv havde fået lagt på, hvorefter han gav det hele til assyrerkongen.
Alligevel sendte assyrerkongen en stor hær af sted fra Lakish mod kong Hizkija i Jerusalem. Styrken blev anført af hærchefen, kongens næstkommanderende og chefen for livvagten. Da de nåede frem, tog de opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. De forlangte, at kong Hizkija skulle komme ud og tale med dem, men han foretrak at sende en delegation, der bestod af tre mænd: hofmarskalen Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa.
„Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres stridsvogne og ryttersoldater for at kæmpe for jer? For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”
„Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog, for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”
„Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”
Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene – på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer – så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin, oliventræer og honning. I kan vælge mellem den mulighed og døden. Hør ikke på Hizkija, for han tager fejl, når han påstår, at Herren kan frelse jer. Tænk på de andre folkeslag, som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? Hvor blev Hamats, Arpads, Sefarvajims, Henas og Ivvas guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”
Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.
I kong Jojakim af Judas tredje regeringsår kom Babylons konge, Nebukadnezar, med sin hær og belejrede Jerusalem, og Herren hjalp ham, så Jojakim måtte overgive sig. Derefter tog Nebukadnezar de hellige kar fra Herrens hus med hjem til Babylon, hvor han anbragte dem i sin guds skatkammer. Han tog også en del unge mænd fra kongehuset og de fornemste familier i Israel med sig til Babylon.
Da han var kommet hjem, befalede han sin hofmarskal, Ashpenaz, at udvælge nogle af de unge mænd og undervise dem i tre år i kaldæisk sprog og kultur. De skulle være velskabte, se godt ud, være veluddannede, lærenemme og egnede til at gøre tjeneste i kongens palads.
I de tre år deres uddannelse varede, fik de unge mænd samme slags mad og vin som kongen selv. Hans plan var at gøre dem til sine personlige rådgivere.
Blandt de udvalgte var der fire unge mænd fra Judas stamme, som hed Daniel, Hananja, Mishael og Azarja. Hofmarskalen gav dem babyloniske navne. Daniel kom til at hedde Belteshazzar, Hananja blev kaldt Shadrak, Mishael blev kaldt Meshak, og Azarja blev kaldt Abed-Nego.
Daniel besluttede af religiøse grunde, at han ikke ville spise den mad og drikke den vin, som blev serveret, så han bad hofmarskalen om, at de måtte få noget andet at spise. Gud gjorde det sådan, at hofmarskalen blev venligt stemt over for Daniel, men han var alligevel meget betænkelig ved sagen. „Hvis I ikke spiser den kongelige mad,” indvendte han, „er jeg bange for, at I bliver blege og tynde i sammenligning med de andre unge mænd, og i sidste ende bliver det mig, det går ud over. Kongen vil hugge hovedet af mig, fordi jeg har forsømt mine pligter.”
Daniel henvendte sig nu til den opsynsmand, som Ashpenaz havde udpeget til at tage sig af de fire unge mænd. „Prøv i ti dage at give os grønsager og vand,” foreslog han. „Derefter kan du sammenligne os med de unge mænd, som spiser kongens mad, og så afgøre, om du vil tillade, at vi fortsætter med at spise grønsager.”
Opsynsmanden gik med på det, og da prøvetiden var overstået, så Daniel og hans tre venner både bedre og sundere ud end de andre, der havde spist kongens mad. Derfor lod han dem fortsætte med at spise grønsager, og gav dem ikke mad og vin fra kongens køkken.
Gud gjorde disse fire unge mænd usædvanligt lærenemme, så de snart var godt kendt med datidens videnskab, og Gud gav Daniel en særlig evne til at tyde drømme og syner.
Da den treårige uddannelse var afsluttet, førte hofmarskalen alle de unge mænd frem for kongen, som stillede dem en række spørgsmål. Ingen kunne måle sig med Daniel, Hananja, Mishael og Azarja i visdom, så kongen tog dem straks i sin tjeneste. Hver gang der kom et problem, som krævede særlig visdom og dømmekraft, var det kongens erfaring, at disse fire unge mænd var ti gange dygtigere end alle hans øvrige rådgivere, astrologer og drømmetydere. På den måde blev Daniel kongelig rådgiver i Babylon, indtil perserrigets kong Kyros erobrede byen.
I sit andet regeringsår havde Nebukadnezar nogle drømme, der gjorde ham så urolig, at han ikke kunne sove. Han sammenkaldte da alle sine astrologer, præster og vismænd og bad dem fortælle, hvad han havde drømt. „Jeg har haft en foruroligende drøm,” forklarede han, „og jeg falder ikke til ro, før jeg forstår, hvad den drejer sig om.”
„Deres Majestæt længe leve!” sagde de alle sammen på aramæisk. „Fortæl os drømmens indhold, så skal vi nok forklare Dem dens betydning.”
„Nej!” svarede kongen. „Hvis I ikke fortæller mig både drømmen og dens betydning, bliver I skåret i småstykker og jeres huse jævnet med jorden. Men hvis I kan fortælle mig drømmens indhold, og hvad den betyder, vil jeg til gengæld overøse jer med gaver og hædersbevisninger. Kom nu i gang!”
„Hvordan kan vi fortælle Dem, hvad drømmen betyder, hvis De ikke vil fortælle os, hvad drømmen handler om?” protesterede vismændene.
Da udbrød kongen: „Hør, I er kun ude på at trække tiden ud med den slags omsvøb. I ved jo godt, at jeg ikke er bange for at gøre alvor af min trussel. Sig mig nu, hvad jeg drømte, for det er kun på den måde, jeg kan være sikker på, at I virkelig kan tyde den.”
„Men, Deres Majestæt,” indvendte de, „der findes ikke det menneske på jorden, som kan gøre, hvad De forlanger! Aldrig har en konge krævet noget lignende af en drømmetyder! Hvad De forlanger, er en umulighed! Ingen uden guderne kan vide, hvad De har drømt, og guderne bor ikke blandt dødelige mennesker.”
Deres svar gjorde kongen rasende, og han befalede, at alle vismænd i Babylonien skulle henrettes. Dødsdommen blev bekendtgjort over hele landet, og der blev sendt mænd af sted for at lede efter Daniel og hans tre venner, så de også kunne blive henrettet. Daniel henvendte sig da med kloge og velovervejede ord til Arjoch, chefen for kongens livvagt, som havde ansvar for henrettelsen. „Hvorfor har kongen udstedt en så hård befaling?” spurgte han. Arjoch forklarede ham så, hvad der var sket.
Daniel gik straks ind til kongen og lovede, at hvis tidsfristen blev forlænget, ville han tyde drømmen. Derpå gik han hjem og fortalte sine tre venner, Hananja, Mishael og Azarja, hvad der var sket, og han anmodede dem om at bede Himlens Gud om nåde. Kun hvis Gud åbenbarede kongens drøm for dem, kunne de og de øvrige vismænd undgå at blive henrettet. Samme nat viste Gud i et syn Daniel, hvad kongen havde drømt.
Da priste Daniel Himlens Gud og sagde:
„Priset være Herren for evigt.
Han har al visdom og magt.
Tiderne er i hans hånd.
Han indsætter og afsætter konger.
Han giver visdom til de vise
og klogskab til de kloge.
Han åbenbarer dybe hemmeligheder.
Han bringer lys over alle ting
og afslører, hvad der gemmer sig i mørket.
Jeg takker og priser dig, mine fædres Gud,
for du har givet mig visdom og styrke.
Du har gjort, hvad vi bad om.
Du har åbenbaret kongens drøm for mig.”
Daniel gik derefter til Arjoch og sagde: „Slå ikke vismændene ihjel! Før mig til kongen, så vil jeg forklare ham, hvad drømmen betyder.”
Arjoch førte straks Daniel til kongen og sagde: „Jeg har blandt de bortførte judæere fundet en, som kan fortælle Dem, hvad drømmen betyder.”
„Er det sandt?” spurgte kongen Daniel, som han kaldte Belteshazzar. „Kan du fortælle mig, både hvad jeg drømte, og hvad det betyder?”
Til det svarede Daniel: „Der findes ingen vismand, spåmand, drømmetyder eller astrolog, som kan åbenbare sådan en hemmelighed for Deres Majestæt, men der findes en Gud i Himlen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har i en drøm vist Dem, hvad der skal ske i fremtiden. De lå og tænkte over fremtiden, og Gud, som åbenbarer hemmeligheder, talte til Dem. Og når Gud åbenbarede hemmeligheden for mig, er det ikke, fordi jeg har større visdom end andre, men for at Deres Majestæt kan forstå, hvad drømmen betyder.
De så i Deres drøm en enorm statue. Den var storslået og strålende, men også frygtindgydende. Dens hoved var af rent guld; brystet og armene var af sølv; maven, hofterne og det øverste af lårene var af bronze; resten af benene var af jern, og fødderne var lavet af en blanding af jern og ler.
Mens De så alt det her, var der en stor sten, der blev revet løs på overnaturlig vis. Den ramte statuens fødder, som den fuldstændigt knuste. Pludselig lå hele statuen knust på jorden, både jern, ler, bronze, sølv og guld, og det hele blev blæst væk af vinden som avner på en tærskeplads i stormvejr. Men den sten, der knuste statuen, blev til et mægtigt bjerg, der dækkede hele jorden.
Sådan var Deres drøm, og her er dens betydning:
De er selv kongen over alle konger, og Himlens Gud har givet Dem magt, styrke og ære, De, som er en verdenshersker uden lige og har magt over alle verdens dyr og fugle, De er statuens hoved af guld.
Når Deres rige engang er forbi, vil der komme et andet rige, ringere end Deres. Derefter kommer bronzeriget, som vil strække sig vidt ud over jorden. Det vil bliver afløst af et fjerde rige, stærkt som jern, der vil knuse og undertrykke alle andre riger. Når statuens fødder og tæer var en blanding af jern og ler, betyder det, at det næste rige vil være en alliance af forskellige riger og konger. Nogle riger vil være stærke som jern, andre skrøbelige som ler. Blandingen af jern og ler symboliserer de enkelte rigers forskellighed. Kongerne vil forsøge at holde sammen på det fælles rige, men det vil ikke lykkes for dem, for jern og ler kan ikke blandes.
På de kongers tid vil Himlens Gud oprette et nyt rige, som aldrig skal forgå og aldrig vil blive besejret. Det nye rige vil besejre de andre riger og gøre dem til intet, men det nye rige skal bestå for evigt. Det er betydningen af den sten, som blev revet løs fra et bjerg på overnaturlig vis og knuste både jern, ler, bronze, sølv og guld. Den mægtige Gud har åbenbaret for Deres Majestæt, hvad der skal ske i fremtiden. Drømmen står fast, og tydningen er troværdig.”
Kong Nebukadnezar faldt på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt for Daniel, og han befalede, at man skulle bringe et røgelsesoffer som hyldest. „Din Gud har i sandhed bevist, at han er Gud over alle guder og Konge over alle konger. Han er en Gud, der åbenbarer hemmeligheder, siden du var i stand til at tyde den mystiske drøm.”
Kongen forfremmede derefter Daniel og gjorde ham til sin øverste rådgiver og til overhoved for alle sine vismænd. Han udpegede ham også til at regere over hele provinsen Babylon og gav ham mange kostbare gaver. Daniel bad derefter kongen indsætte Shadrak, Meshak og Abed-Nego som guvernører for provinsen Babylon, så han selv kunne blive i sin tjeneste ved kongens hof.
Gennem jeres tro på Jesus er I alle blevet Guds børn. Alle I, som blev døbt til at tilhøre Kristus, har iklædt jer Kristus. Der er opstået en helt ny enhed mellem jøder og grækere, slaver og frie folk, mænd og kvinder. Vi er alle blevet ét på grund af vores fælles tro på Kristus. Da I nu tilhører Kristus, er I også åndeligt set børn af Abraham, og I er blevet medarvinger til det, som Gud for længe siden lovede Abraham.
Lad mig bruge et eksempel. Tænk på et lille barn, som er arving til al sin fars ejendom. Indtil barnet når den myndighedsalder, som faderen forud har bestemt, har det ingen rettigheder over arven og kan derfor sammenlignes med faderens slaver. Barnet er under opsyn af en værge, og arven er i andres varetægt indtil det rette tidspunkt. Sådan er det også med os. Indtil Kristus kom, levede vi som umyndige børn. Vi levede som slaver af religiøse regler og denne verdens tankegang. Men da den tid kom, som Gud forud havde fastsat, sendte han sin Søn her til jorden, født af en kvinde. Kristus gik ind under den jødiske lovs herredømme for at kunne løskøbe os fra at være slaver af den og give os de fulde rettigheder som Guds sande børn.
Da I nu er blevet Guds børn, har Gud givet jer sin egen Søns Ånd, og det er den Ånd, som gør, at vi kan kalde Gud vores Far. Altså er I ikke længere slaver, men børn af Gud. Men når I er børn, er I også retmæssige arvinger til alt, hvad Gud har til sine børn.
Vend ikke tilbage til slaveriet
Før i tiden var I slaver af afguder og ting, der ikke kommer fra den sande Gud. I kendte ham jo ikke dengang. Men nu kender I Gud, ja endnu mere: I er kendt af Gud. Hvorfor vil I så vende tilbage til et liv styret af ineffektive lovregler og nytteløse anstrengelser? Vil I gerne være slaver af dem igen? I går højt op i reglerne for de ugentlige, månedlige og årlige jødiske ceremonier og fester. Jeg er bange for, at mit arbejde hos jer har været forgæves. Kære venner, jeg beder jer indtrængende om at leve, som jeg gør – i frihed fra disse ting – for jeg er blevet som jer ikke-jøder – frigjort fra de jødiske lovregler.
I tog så venligt imod mig, da jeg kom til jer første gang. I husker jo nok, at det var min fysiske svaghed, der blev anledningen til, at jeg første gang fortalte jer om Jesus. Men selvom jeg så ynkelig ud, viste I hverken foragt eller afsky for mig. I tog imod mig som Guds sendebud, ja, som havde jeg været Frelseren Jesus selv. I var så glade og lykkelige dengang. Hvor er den glæde henne i dag? Jeg husker jeres kærlighed til mig. I ville endog have revet jeres øjne ud og givet dem til mig, hvis det havde været muligt. Mon I nu bliver vrede på mig, fordi jeg siger jer sandheden?
De mennesker, som ønsker, at I skal følge de jødiske lovregler, gør alt, for at I skal komme over på deres side. De tænker ikke på, hvad der er bedst for jer, men kun på at trække jer væk fra os, så I kan blive lige så ivrige efter at følge reglerne, som de selv er. Det er fint at være ivrig, hvis det altså er efter at gøre det rigtige. Det burde I altid være, ikke kun når jeg er hos jer. Åh, mine elskede børn, jeg føler en dyb smerte for jer, som om jeg var i fødselsveer. Jeg kæmper for, at I må komme til at ligne Kristus mere og mere. Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu, så jeg kunne udtrykke mig klarere og bedre vide, hvad jeg skal sige. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om jer.
Sig mig engang, I som så gerne vil følge de jødiske lovbøger, ved I egentlig, hvad der står i dem? Der står blandt andet, at Abraham fik to sønner. Den ene blev født af slavekvinden Hagar, den anden af hans kone Sara, den frie kvinde. Slavekvindens søn blev født som følge af menneskelige planer. Den frie kvindes søn blev født som følge af et løfte fra Gud. Den historie har en dybere betydning. De to kvinder symboliserer de to pagter mellem Gud og mennesker. Lovens pagt, som Gud oprettede med Israels folk på Sinaibjerget, svarer til slavekvinden Hagar. Den pagts „børn” lever som slaver. Sinaibjerget i Arabien symboliserer det jordiske Jerusalem, som er centrum for de jøder, der lever som slaver af loven. Den frie kvinde, Sara, er symbol på det himmelske Jerusalem, og hendes „børn” lever i frihed. Hun er „mor” til alle os, som tror på Kristus. Der står jo skrevet:
„Glæd dig, du kvinde, som ikke kan få børn.
Bryd ud i jubel, du, som ikke kender til veer.
Den tilsidesatte hustru får masser af børn,
langt flere end hende, der har manden.”
I, som er kristne, ligner Saras søn, Isak, idet jeres åndelige fødsel er et resultat af Guds løfte til Abraham. Men det samme som skete dengang, sker også i dag. De, som er „født” i kraft af menneskelig tankegang, forfølger dem, som er „født” i kraft af Helligånden. Det har Skriften også noget at sige om: „Jag slavekvinden og hendes søn bort, for slavekvindens søn må aldrig få del i den frie søns arv.” Altså er vi ikke født til at leve i slaveri, men til at leve i frihed.
Kristus har sat os i frihed, for at vi skulle blive ved med at leve i frihed. Derfor skal I stå fast på jeres frihed og ikke lade jer skubbe tilbage til en slavetilværelse.
Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik hen til Herrens hus for at bede. Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas, Amotzʼ søn. De havde også klædt sig i sæk og aske og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham. Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”
Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”
Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:
„Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har underlagt sig utallige lande. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på bystater som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar – de er alle blevet knust af assyriske konger. Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”
Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du, som troner mellem keruberne, du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! Herre, det er sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”
Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:
Jerusalems indbyggere ryster på hovedet.
Ja, Zions datter ler dig op i ansigtet.
Hvem var det, du hånede?
Hvem brugte du så store ord imod?
I hovmod trodsede du Himlens hersker,
vendte dig imod Israels Gud.
Ved sendebud hånede du Herren og sagde:
‚Mine hære krydsede de højeste bjerge,
jeg erobrede Libanons højdedrag.
Jeg fældede skovens stolte cedre,
nedlagde de statelige fyrretræer.
Jeg nåede bjergenes tinder,
Libanons prægtige frugtplantager.
Jeg lod brønde grave i fjendeland
og brugte løs af deres drikkevand.
Ved mine hæres støvletramp
blev Egyptens floder tømt for vand.’
Forstår du ikke, at det var min idé?
Jeg planlagde det for længst og lod det ske.
Du skulle angribe fæstningsbyer
og forvandle dem til bunker af sten,
mens indbyggerne måtte se til,
skuffede, udmattede og skamfulde,
som planter, der rykkes op med rode,
som græs på taget, der visner i solen.
Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig,
jeg ved, hvornår du går og kommer tilbage.
Men fordi du hidser dig op imod mig,
og dine stolte ord har nået mit øre,
sætter jeg kroge i din næse
og lægger bidsel i din mund.
Jeg trækker dig bort,
tilbage ad den vej, du kom.
Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er. Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Mægtige, for sin egen skyld.
Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind, eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”
Samme nat gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.
Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”
Esajas gik derefter sin vej, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.
Før Esajas var nået ud af paladsets gård, sagde Herren til ham: „Gå tilbage til Hizkija, mit folks leder, og sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil alligevel helbrede dig, så du i overmorgen kan stå op og gå ind i templet. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen, for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld.”
Derpå sagde Esajas til kongens tjenere: „Kom med et figenplaster.” Tjenerne kom så med et figenplaster og lagde det på det syge sted, for at kongen kunne blive rask.
Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus i overmorgen?”
Esajas svarede: „Hvilket tegn vil du helst have? Skal skyggen på soluret gå ti streger frem eller ti streger tilbage?”
„Siden skyggen normalt går frem, vil jeg foretrække den gør det modsatte,” svarede Hizkija. „Lad skyggen gå ti streger tilbage.”
Så bad Esajas Herren om at gøre, som kongen havde bedt om, og Herren lod skyggen gå ti streger tilbage på Ahazʼ solur.
Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom. Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting, han ikke viste dem.
Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: „Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”
„De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.
„Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.
„Det hele!” svarede Hizkija. „Jeg viste dem alle mine rigdomme.”
„Hør Herrens ord,” sagde Esajas. „Der kommer en dag, hvor alt i det her palads skal føres bort til Babylonien, både de rigdomme, du selv har samlet, og det, dine forfædre har samlet – intet vil blive tilbage. Nogle af dine egne efterkommere vil blive bortført og gjort til tjenere ved den babyloniske konges hof.”
„Det er godt at høre fra Herren,” sagde Hizkija. Han tænkte ved sig selv: „Der er i det mindste fred og ro, så længe jeg lever.”
Resten af kong Hizkijas historie og hans bedrifter er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Der fortælles også om den dam, han konstruerede, og den vandtunnel, han lod grave for at lede vand ind i byen. Da han døde, blev hans søn Manasse konge i hans sted.
Kong Nebukadnezar lod fremstille en forgyldt statue, der var 27 m høj og 2,7 m bred, og den blev opstillet på Durasletten i provinsen Babylon. Derpå sendte han bud til alle sine statholdere, generaler, administratorer, rådgivere, skatmestre, dommere, jurister og andre embedsmænd i provinsen og inviterede dem til indvielse af statuen. Da de alle sammen var ankommet og havde taget opstilling foran statuen, råbte kongens herold så højt, han kunne: „Hør, hvad kongen har befalet mennesker af alle folkeslag, stammer og sprog at gøre: Når orkestret med alle dets forskellige instrumenter begynder at spille, skal I falde på knæ med ansigtet mod jorden og tilbede kong Nebukadnezars gyldne statue! Hvis nogen ikke gør det, bliver de kastet i den gloende ovn!”
Da orkestret med alle dets forskellige instrumenter begyndte at spille, faldt alle de tilstedeværende fra alle folkeslag, stammer og sprog på knæ med ansigtet mod jorden og tilbad Nebukadnezars gyldne statue.
Inden længe kom nogle af kaldæerne til kongen for at anklage judæerne. „Deres Majestæt længe leve!” sagde de. „De har påbudt, at når orkestret med alle dets instrumenter spiller, skal alle falde på knæ og tilbede den gyldne statue, og De har bestemt, at de, der nægter at gøre det, skal kastes i den gloende ovn. Men der er nogle judæiske mænd, som ikke retter sig efter Deres påbud. Det drejer sig om Shadrak, Meshak og Abed-Nego, som De har sat til at administrere provinsen Babylon. De judæere nægter at dyrke Deres gud og tilbede den statue, De har ladet opstille.”
Nebukadnezar blev rasende og lod straks Shadrak, Meshak og Abed-Nego hente. Da de blev ført frem for ham, sagde han: „Shadrak, Meshak og Abed-Nego, er det for at trodse mig, at I ikke vil dyrke min gud og tilbede den statue, jeg har ladet opstille? Jeg giver jer én chance mere! Hvis I falder på knæ og tilbeder min statue, når orkestret med alle dets instrumenter om lidt begynder at spille igen, så vil jeg tilgive jer. Men hvis I ikke gør det, bliver I omgående kastet i den gloende ovn. Og hvilken gud kan så redde jer?”
„Ærede Kong Nebukadnezar,” svarede de tre judæere, „vi har ikke gjort noget forkert over for Dem. Men hvis vi alligevel bliver kastet i den gloende ovn, skal De vide, Deres Majestæt, at den Gud, vi tjener, har magt til at redde os. Og skulle han ikke redde os, vil vi dog under ingen omstændigheder dyrke Deres gud eller tilbede den statue, De har ladet opstille.”
Da Nebukadnezar hørte det svar, skar han tænder af raseri og befalede, at ovnen skulle gøres syv gange varmere end normalt. Derefter befalede han nogle af sine stærkeste soldater at binde Shadrak, Meshak og Abed-Nego og kaste dem i den gloende ovn.
De tre judæere blev bundet med alt tøjet på og ført hen til den gloende ovn. Fordi kongen i sit raseri havde forlangt at få ovnen ekstra ophedet, slikkede store flammer ud og brændte soldaterne ihjel, da de skubbede judæerne ind i ovnen. De tre mænd faldt ned i bunden af ovnen.
Kong Nebukadnezar sad og iagttog det hele. Pludselig sprang han op og udbrød bestyrtet til sine rådgivere: „Var det ikke kun tre mænd, vi smed bundne ind i ovnen?”
„Jo,” svarede de.
„Jamen, se!” råbte Nebukadnezar. „Der er jo fire! Og de er ikke bundne! De går omkring i ilden helt uberørt af flammerne! Og den fjerde ligner en gud!”
Da gik Nebukadnezar så tæt hen til ovndøren, som han kunne, og råbte: „Shadrak, Meshak og Abed-Nego, I er den højeste Guds tjenere. Kom ud igen! Skynd jer!”
Så trådte de tre mænd ud af ilden, og alle statholderne, generalerne, administratorerne og rådgiverne stimlede sammen om dem og så, at ilden ikke havde gjort dem noget. Deres tøj var uskadt, der var ingen brandlugt ved dem, og ikke et hår på deres hoved var svedet!
Da sagde Nebukadnezar: „Priset være Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud! Han sendte sin engel for at frelse sine tjenere, der i tillid til ham trodsede en kongelig befaling og var villige til at dø frem for at tjene eller tilbede nogen anden gud end deres egen. Derfor befaler jeg nu, at hvis noget menneske, uanset hvilket land eller folkeslag de kommer fra, siger et ondt ord om judæernes Gud, bliver han skåret i småstykker og hans hus jævnet med jorden. For ingen gud kan gribe ind og frelse, som denne Gud har gjort!”
Derefter genindsatte kongen de tre judæere i deres stillinger i provinsen Babylon.
Kong Nebukadnezar udsendte senere følgende bekendtgørelse til sine undersåtter fra alle folkeslag, stammer og sprog:
Hilsen med ønsket om alt godt!
Jeg ønsker at informere jer om de tegn og undere, den højeste Gud har ladet mig opleve! Hvilke utrolige tegn! Hvilke mægtige undere! Hans rige ophører aldrig. Han har magten over alt og alle fra slægt til slægt.
Jeg, Nebukadnezar, levede en magelig og ubekymret tilværelse her i mit palads. Men en nat havde jeg en drøm, som forfærdede mig, og de syner, jeg så, gjorde mig skrækslagen. Jeg tilkaldte alle Babyloniens astrologer, præster og vismænd, for at de skulle fortælle mig, hvad drømmen betød, og de kom alle sammen. Men da jeg fortalte dem, hvad jeg havde drømt, var der ingen af dem, der kunne tyde drømmen for mig. Til sidst kaldte jeg Daniel ind, ham som jeg har opkaldt efter min gud og givet navnet Belteshazzar. Han har de hellige guders ånd i sig.
„Belteshazzar,” sagde jeg til ham, „du er den klogeste af alle mine vismænd! Jeg ved, at de hellige guders ånd er i dig, og at du kan løse ethvert mysterium. Lad mig fortælle dig min drøm, så du kan tyde den for mig:
Jeg så et stort træ, som stod midt på jorden. Det var meget højt, og det blev ved med at vokse, til toppen nåede himlen. Det kunne ses af alle ud over jorden. Bladene var friske og grønne, og grenene var fulde af frugt, så der var mad nok til alle. De vilde dyr søgte ind i træets skygge, fuglene byggede rede i dets grene, og alle levede af træets frugt.
Derefter så jeg i drømmen en budbringer, en engel, komme ned fra Himlen, og han råbte: ‚Fæld træet, så dyrene flygter, og fuglene flyver væk! Hug grenene over! Riv bladene af og spred frugterne! Men lad stubben med rødderne være. Lad den stå i græsset med en lænke af jern og bronze omkring.
Han skal leve under åben himmel og gå rundt på græsmarkerne sammen med dyrene. Tag hans menneskeforstand fra ham, så han lever som et dyr i syv år.
Denne dom er bragt af engle, for at alle mennesker kan forstå, at den højeste Gud er Konge over alle konger, og at han ønsker ydmyge ledere.’
Ja, Belteshazzar, det var, hvad jeg så i min drøm. Fortæl mig nu, hvad det betyder. Ingen af vismændene i mit rige kunne tyde min drøm. Men du kan, for de hellige guders ånd er i dig.”
Daniel, som jeg kaldte Belteshazzar, stod længe tavs og med et forfærdet udtryk i ansigtet. Til sidst sagde jeg: „Belteshazzar, du skal ikke være bange for at fortælle mig betydningen!”
Belteshazzar svarede: „Deres Majestæt, gid det forfærdelige, som denne drøm forudsiger, gjaldt Deres fjender og ikke Dem! Det træ, De så, og som voksede sig stort og nåede himlen, så alle på jorden kunne se det, som havde friske grønne blade og frugt nok til føde for alle, i hvis skygge dyrene hvilede, og i hvis grene fuglene byggede rede, det træ er Dem selv, Deres Majestæt! De er blevet stor og mægtig, så Deres storhed når til himlen og Deres magt til jordens yderste grænser.
Det, De derefter så – at en engel kom ned fra Himlen og sagde: ‚Fæld træet og ødelæg det, men lad stubben med rødderne blive stående bundet med en lænke af jern og bronze. Han skal leve under åben himmel, og lad ham æde græs som dyrene, indtil der er gået syv år’ – det betyder, at den mægtige Gud har besluttet, hvad der skal ske med Dem: De vil blive udstødt af menneskenes samfund og skal leve som et dyr. De kommer til at æde græs som kvæget og blive udsat for vejr og vind. I syv år skal De leve på den måde, indtil De indser, at den mægtige Gud er Herre over alle jordiske kongeriger, og at han giver magten til hvem, han vil. Men når stubben med rødderne blev efterladt i jorden, betyder det, at han vil give Dem kongeværdigheden igen, så snart De erkender, at det er Himlens Gud, som har magten. Lyt derfor til mit råd: Opgiv Deres syndige liv og gør, hvad der er ret. Hold inde med Deres ondskab og vær barmhjertig over for de fattige. Så vil det måske alligevel gå godt for Dem.”
Det viste sig, at alt, hvad Daniel havde sagt, gik i opfyldelse. Tolv måneder senere, da jeg, kong Nebukadnezar, opholdt mig på taget af mit palads i Babylon, udbrød jeg: „Se, hvor prægtig Babylon er blevet! Jeg har opført denne storslåede by og gjort den til min kongelige residens som et udtryk for min enestående magt og til ære for mig, som den store konge, jeg er.”
Endnu inden jeg havde talt færdig, lød der en stemme fra Himlen: „Det skal du vide, kong Nebukadnezar, at nu bliver kongedømmet taget fra dig! Du vil blive udstødt af menneskenes samfund og kommer til at leve som et dyr og æde græs som kvæget. I syv år skal du leve på den måde, indtil du indser, at den mægtige Gud er Herre over alle jordens konger, og at han giver magten til hvem, han vil.”
Det varede ikke længe, før det hele gik i opfyldelse. Jeg blev udstødt af menneskenes samfund og måtte æde græs som kvæget. Jeg levede under åben himmel, til mit hår blev langt og stift som ørnefjer, og mine negle blev som fuglekløer.
Da syv år var gået, bad jeg Himlens Gud om nåde, og jeg fik min forstand igen. Da priste jeg den mægtige Gud og tilbad ham, som lever for evigt. Hans herredømme er evigt, og hans rige får aldrig ende. Alverdens nationer er intet at regne i sammenligning med ham. Han råder over en hær af engle og gennemfører sin vilje blandt jordens folk. Ingen kan sætte sig op imod ham eller gå i rette med ham.
Jeg fik således min forstand igen og fik min tidligere kongelige ære og værdighed tilbage. Mine rådgivere og embedsmænd opsøgte mig, og jeg blev genindsat på tronen med endnu større magt og herlighed end før. Derfor priser, ophøjer og ærer jeg, kong Nebukadnezar, i dag Himlens Konge. Alt, hvad han gør, er retfærdigt og godt, og han ydmyger dem, der fremturer i hovmod.
Hør hvad jeg, Paulus, siger til jer: Hvis I lader jer omskære for at få Gud til at acceptere jer, så gavner Kristi død jer ikke. Jeg vil sige det helt klart til ethvert menneske, som lader sig omskære for at blive som jøderne: Så er du også nødt til at overholde alle de jødiske lovregler! I, der søger at blive accepteret af Gud ved at følge de jødiske love, har afbrudt forbindelsen med Kristus. I har sagt nej til Guds nåde! Vi, der tror på Kristus, ser med stor forventning og forvisning frem til at blive accepteret af Gud på grund af vores tro. Den overbevisning har vi fra Helligånden. For os, der tilhører Jesus Kristus, gør det ingen forskel, om et menneske er omskåret eller ej. Det eneste, der betyder noget, er den tro, der leves ud i kærlighed.
Det gik ellers så godt med jeres liv som kristne. Hvem har overtalt jer til at forlade sandheden? En sådan overtalelse kommer bestemt ikke fra ham, der kaldte jer til at leve i nåden. Pas på! En smule surdej kan gennemsyre hele dejen! Men jeg tror nu alligevel på, at I vil være enige med mig. Så megen tiltro har jeg til Herren. Og de, der skaber forvirring iblandt jer, vil komme til at bøde for det, hvem de end er.
Kære venner, hvis jeg stadig forkyndte, at man skulle omskæres for at blive accepteret af Gud, så ville jøderne straks holde op med at forfølge mig. Så behøvede jeg heller ikke at forkynde det budskab om korset, der er dem så meget imod. Gid de, der forvirrer jer med deres snak om omskærelse, ville lemlæste sig selv.
Kære venner, I er kaldet til et liv i frihed fra lovgerninger. Men misbrug ikke friheden. Gør den ikke til en undskyldning for at handle selvisk. Nej, I skal tjene hinanden i kærlighed. Hele loven er samlet i én befaling, nemlig kærlighedsbudet: Du skal elske din næste som dig selv.
Hvis I altid kritiserer og bagtaler hinanden, så ender det med, at I ødelægger hinanden. Nej, I skal leve jeres liv efter Helligåndens vejledning, siger jeg. På den måde kan I undgå at føre jeres selviske tilbøjeligheder ud i livet. Jeres selviske vilje og Guds Ånds vilje trækker jo i hver sin retning. De ligger altid i konflikt med hinanden, så I risikerer at blive lammet i jeres handlinger. Men hvis I virkelig er ledt af Helligånden, behøver I ikke loven til at holde styr på jer.
Folks ugudelige og egoistiske handlinger er velkendte, som for eksempel: Seksuel synd, umoral og perversitet; afgudsdyrkelse og okkultisme; had, skænderier og misundelse; hidsighed og selviske ambitioner; klikedannelse og jalousi; drukkenskab og orgier. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: De, der lever på den måde, vil ikke få adgang til det kommende Guds rige.
Men det, Helligånden frembringer i os, er: Kærlighed, glæde og fred; tålmodighed og hjælpsomhed; godhed og troskab; nænsomhed og selvbeherskelse. Ingen lov forbyder den slags ting.
De, som lever deres liv med Kristus som Herre, har korsfæstet det gamle liv med dets egoisme og begær. Da Guds Ånd har givet os et nyt liv, må vi også følge Åndens vejledning.
Lad os ikke være selvglade. Det provokerer og skaber misundelse.
Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. Hans mors navn var Hefziba. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde som de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.
Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde brudt ned. Han opførte altre for Baʼal og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, sådan som Israels kong Ahab tidligere havde gjort, og han tilbad stjernerne. Selv på tempelpladsen i Jerusalem – det sted, som Herren havde sagt, han på en særlig måde ville være knyttet til – opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sin søn på alteret som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme og sort magi, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. Den udskårne Asherapæl, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Herrens hus, det sted, om hvilket Herren havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet. Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil gøre min vilje og følge de love og forskrifter, som min tjener Moses gav dem, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”
Men folket var ulydigt. Kong Manasse lokkede dem til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem.
Da udtalte Herren dom over dem gennem sine tjenere, profeterne: „Kong Manasses ondskab overgår langt amoritternes ondskab, det folk, som oprindeligt boede i landet. Han har forledt Judas folk til afgudsdyrkelse. Derfor skal Jerusalem og Juda opleve en så alvorlig katastrofe, at de, som hører om den, vil blive lamslået af skræk. Jeg vil straffe Jerusalem, sådan som jeg straffede Samaria. Jeg vil udrydde Manasses kongeslægt, som jeg udryddede kong Ahabs slægt. Jeg vil rense ud i Jerusalem, som man gør en skål ren og derefter vender bunden i vejret på den. Jeg vil forkaste den sidste rest af mit ejendomsfolk og give dem i deres fjenders hånd. Ja, fjenderne skal få lov at gå på rov iblandt dem og udplyndre dem fuldstændigt, for de har været ulydige imod mig og gjort oprør lige siden dengang, jeg førte deres forfædre ud af Egypten.”
Kong Manasse førte ikke alene an i afgudsdyrkelsen, men han iværksatte en grufuld massakre på så mange uskyldige mennesker, at Jerusalem blev fyldt med blod. Andre enkeltheder fra kong Manasses onde regime er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Da han døde, blev han begravet i Uzzas have, som var en del af parken ved hans palads. Hans søn Amon blev konge efter ham.
Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. Hans mor hed Meshullemet og var datter af Harutz fra byen Jotba. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse. Han fulgte i sin fars spor og ofrede til de samme afguder. Han vendte ryggen til Herren, sine forfædres Gud, og nægtede på alle områder at adlyde Herrens befalinger. Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads, men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge. Amons øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Som sin far blev han begravet i Uzzas have, hvorefter hans søn Josias blev konge i hans sted.
Josias var otte år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 31 år. Hans mor hed Jedida og var datter af Adaja fra byen Botzkat. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne og fulgte i sin forfar Davids spor.
I sit 18. regeringsår sendte kong Josias statssekretæren Shafan, som var søn af Atzalja og sønnesøn af Meshullam, af sted til templet med følgende besked til ypperstepræsten Hilkija: „Tag de penge, som folket giver til præsterne, når de ankommer til Herrens hus, og giv pengene til dem, der fører tilsyn med tempelbygningerne, så de kan købe tømmer og sten og ansætte tømrere, bygningshåndværkere og murere, der kan restaurere templet. I behøver ikke at bede dem om at aflægge regnskab for, hvordan de administrerer pengene, for jeg har fuld tillid til dem – de er alle pålidelige mænd.”
Ypperstepræsten Hilkija fortalte statssekretæren Shafan: „Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Han overlod bogrullen til Shafan, som begyndte at læse i den. Shafan gik derefter til kongen og aflagde rapport: „De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner dem, der arbejder på restaureringen af templet.” Derefter tilføjede han: „Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen. Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj. Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det drejede sig om hans personlige tjener Asaja, Shafans søn Ahikam og Mikas søn Ahbor. „Gå hen og rådspørg Herren på mine og folkets vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. „Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke handlet efter forskrifterne i denne bog.”
Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profeten Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tikva, som var søn af Harhas). Shallum havde ansvar for præstedragterne. Hulda sagde til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med den bog, Judas konge nu har fået læst op, for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre. Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast, men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig. Jeg vil udskyde dommens time over Jerusalem, så byen ikke bliver ødelagt i din levetid. Du skal få lov at dø i fred og blive skånet for at være vidne til den katastrofe, jeg sender over dette sted.” Med det budskab vendte de tilbage til kongen.
Kong Belshazzar af Babylonien holdt engang en stor fest for 1000 af sine højtstående embedsmænd, og de tog rigeligt for sig af de våde varer. Påvirket af vinen gav Belshazzar ordre til, at man skulle hente de guld- og sølvbægre, som hans berømte forfader, Nebukadnezar, havde taget som krigsbytte fra templet i Jerusalem, så han selv, hans embedsmænd, hans koner og medhustruer kunne drikke af dem. Guld- og sølvbægrene, der stammede fra templet i Jerusalem, blev så hentet, og kongen, hans embedsmænd, hans koner og medhustruer drak af dem, alt imens de skålede for deres afguder af guld og sølv, bronze og jern, træ og sten.
Men pludselig kom en menneskehånd til syne, og den skrev noget på paladsets væg lige over for lysestagen. Da kongen så hånden, der skrev, blev han bleg som et lagen. Han var så skrækslagen, at hans knæ rystede, og hans ben dårligt kunne bære ham. „Få fat i alle mine astrologer, præster, spåmænd og vismænd!” råbte han. Og da de ankom til paladset, sagde han til dem: „Den, der kan læse skriften på væggen og forklare, hvad det betyder, skal blive klædt i kongelige purpurklæder, få en guldkæde om halsen og blive udnævnt til rigets tredjemægtigste mand.”
Alle kongens vismænd strømmede nu ind i salen, men ingen af dem kunne læse skriften eller forklare betydningen. Det gjorde kong Belshazzar endnu mere bange. Også embedsmændene var lamslåede.
Ved al den råben og ståhej kom enkedronningen ind i festsalen. „Deres Majestæt længe leve!” sagde hun. „Du behøver ikke at se så bleg og forskræmt ud! Der er en mand her i dit rige, som har de hellige guders ånd i sig. Han er så fyldt med viden, visdom og indsigt, at man skulle tro, han var en gud. Derfor gjorde kong Nebukadnezar ham til overhoved for alle astrologerne, præsterne, spåmændene og vismændene i Babylonien. Hans navn er Daniel, eller Belteshazzar, som Nebukadnezar plejede at kalde ham. Få fat i ham, for han er fyldt med overnaturlig kundskab og indsigt. Han kan tyde drømme, løse gåder og opklare indviklede mysterier. Han skal nok fortælle dig, hvad skriften betyder.”
Daniel blev straks hentet og ført frem for kongen. „Er du den Daniel, som kong Nebukadnezar førte hertil som fange fra Juda?” spurgte Belshazzar. „Det siges, at gudernes ånd bor i dig, og at du har enestående viden, indsigt og visdom. Alle mine vismænd og astrologer har været her og forsøgt at læse skriften på væggen dér, så de kunne fortælle mig, hvad der står, men de var ikke i stand til det. Men jeg hører, at du kan tyde drømme og løse indviklede mysterier. Hvis du kan læse skriften og fortælle mig betydningen af ordene, vil jeg klæde dig i kongelige purpurklæder og hænge en guldkæde om din hals, og du skal blive rigets tredjemægtigste mand.”
„Jeg skal gerne læse skriften for Deres Majestæt og forklare, hvad den betyder,” svarede Daniel. „Men behold blot Deres gaver eller giv dem til en anden. Lyt til mine ord, Deres Majestæt! Den mægtige Gud gav i sin tid Deres forgænger Nebukadnezar magt og herredømme, ære og herlighed. Alverdens folkeslag levede i frygt for ham, for han henrettede eller benådede folk efter forgodtbefindende. Han forfremmede nogle og fratog andre deres stilling, akkurat som han havde lyst til. Men da han blev hovmodig, stolt og indbildsk, stødte Gud ham fra tronen og fratog ham al ære og værdighed. Han blev udstødt af menneskenes samfund og levede som et dyr hos vildæslerne. Han spiste græs som kvæget og levede under åben himmel, indtil han langt om længe erkendte, at den mægtige Gud er herre over alle jordiske konger, og at Gud udvælger, hvem han vil, til at være konge.
Deres Majestæt, De ved, hvad der skete med Nebukadnezar, men alligevel har De ikke ydmyget Dem for Himlens Gud! Tværtimod har De vist foragt for ham! De beordrede, at man skulle hente sølv- og guldbægrene fra hans tempel, og sammen med Deres embedsmænd, koner og medhustruer drak De af dem og skålede for Deres afguder af guld og sølv, bronze og jern, træ og sten, afguder, som hverken kan høre eller se eller fatte noget som helst. Men den Gud, som har magten over Deres liv og fremtid, viste De ingen ære! Derfor sendte han hånden, der skrev ordene på væggen. Der står: Mené, Mené, Tekél og Parsín.
Mené (talt) betyder: Gud har talt Deres riges dage og gjort ende på dem.
Tekél (vejet) betyder: De er blevet vejet på Guds vægt og fundet for let.
Parsín (delt) betyder: Deres rige skal deles mellem Medien og Persien.”
På Belshazzars befaling blev Daniel derefter klædt i kongelige purpurklæder, en guldkæde blev hængt om hans hals, og han blev udnævnt til rigets tredjemægtigste mand. Allerede samme nat blev kong Belshazzar dræbt.
Efter Belshazzars død overtog mederen Dareios magten over det babyloniske storrige i en alder af 62 år. Han opdelte riget i 120 provinser og indsatte en guvernør i hver provins. Over dem satte han tre statholdere, som de skulle stå til regnskab for, så riget blev effektivt administreret. Daniel var en af dem.
Daniel udviste større administrative evner end de andre statholdere og guvernører, for han sad inde med en helt speciel visdom, og kong Dareios overvejede at gøre ham til rigets øverste administrative leder. De andre statholdere og guvernører blev derfor misundelige på Daniel, og de søgte at finde noget ved hans embedsførelse, som de kunne anklage ham for. Men de kunne ikke finde noget at kritisere, for Daniel var ærlig og ikke det mindste korrupt eller forsømmelig. „Vi kan ikke finde noget at anklage ham for, hvad hans arbejde angår,” konstaterede de. „Men måske vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.”
I samlet trop gik de derfor til kongen og sagde: „Deres Majestæt længe leve! Vi statholdere, guvernører, rådgivere og andre højtstående embedsmænd er blevet enige om, at De burde udstede en lov, som siger, at hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem – det være sig til en gud eller til et menneske – skal de kastes for løverne. Vi opfordrer Dem til personligt at underskrive denne lov, så den ifølge medisk-persisk tradition ikke kan omstødes.” Kong Dareios udstedte da en sådan lov.
Selvom Daniel vidste besked med den nye lov, gik han alligevel hjem og knælede, som han plejede, i det værelse ovenpå, hvor vinduerne stod åbne i retning af Jerusalem. Han blev ved med at bede og takke Gud tre gange dagligt, som han altid havde gjort. De misundelige embedsmænd stormede da ind i Daniels hus og fandt ham i færd med at bede til Gud. Straks gik de hen til kongen. „Deres Majestæt husker nok den lov, De lige har udstedt,” begyndte de. „Hvis nogen i de næste 30 dage beder en bøn til nogen anden end Dem – det være sig til en gud eller til et menneske – så skal de kastes for løverne.”
„Jo,” svarede kongen, „det står fast efter den medisk-persiske tradition. Loven kan ikke trækkes tilbage.”
„Men Daniel, en af de bortførte judæere, er ligeglad med Dem og Deres lov. Han beder stadig til sin Gud tre gange om dagen.”
Da kongen hørte det, blev han meget ked af det og spekulerede på, hvordan han mon kunne redde Daniel. Hele resten af dagen prøvede han at finde en udvej til at hjælpe Daniel.
Om aftenen troppede mændene igen op hos kongen. „Deres Majestæt,” sagde de. „Vi vil gerne minde Dem om, at De ifølge medisk-persisk tradition ikke kan tilbagetrække en lov, De selv har underskrevet.”
Så blev Daniel hentet og kongen sagde til ham: „Gid din Gud, som du tjener så trofast, må redde dig ud af det her!” Derpå blev Daniel kastet ned til løverne, og man hentede en stor sten, som blev lagt over løvekulens åbning. Til sidst forseglede kongen stenen både med det kongelige segl og regeringens segl, så det var umuligt at ændre noget i den sag. Derpå vendte kongen tilbage til paladset. Men han ville ikke spise, aflyste sin sædvanlige aftenunderholdning og lukkede ikke et øje hele natten.
Næste morgen ved daggry stod kongen op og skyndte sig hen til løvekulen. Endnu inden han var nået helt derhen, råbte han sørgmodigt: „Åh, Daniel, du den levende Guds tjener! Mon den Gud, som du tjente så trofast, kunne redde dig fra løverne?” Straks svarede Daniel: „Deres Majestæt længe leve! Min Gud sendte en engel og lukkede løvernes gab, så de ikke kunne skade mig. I Guds øjne er jeg nemlig uskyldig, og jeg har heller ikke gjort noget forkert over for Dem, Deres Majestæt.”
Kongen var ude af sig selv af glæde. Han fik straks Daniel hejst op fra løvekulen. Ikke en skramme havde han fået, for han havde sat sin lid til Gud.
Men de mænd, som havde udtænkt den snedige plan, blev derefter på kongens befaling hentet og kastet i løvekulen sammen med deres koner og børn, og løverne kastede sig straks over dem og knuste deres knogler.
Efter den oplevelse udsendte kong Dareios en meddelelse til alle sine undersåtter fra de forskellige folkeslag, stammer og sprog:
Alle gode ønsker fra kongen! Jeg befaler hermed, at alle borgere i hele riget fremover skal vise respekt og ærefrygt for Daniels Gud. Han er den levende og uforanderlige Gud, hvis herredømme aldrig vil ophøre, og hvis magt aldrig vil få ende. Han redder og frelser, hvem han vil. Han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han frelste Daniel fra løverne!
Således oplevede Daniel fortsat lykke og fremgang både under Dareios og den persiske kong Kyros.
Hvis nogen af jer kommer til at gøre et fejltrin, skal I andre, som er stærkere i Ånden, hjælpe vedkommende op igen, men gør det nænsomt. Glem ikke, at det kunne have været jer selv, som faldt for en fristelse. Vær med til at bære hinandens byrder. På den måde opfylder I Kristi kærlighedslov.
Hvis I tror for meget om jer selv, bedrager I jer selv. I må hver især vurdere jeres egne handlinger. Er I tilfredse med dem, kan I være glade. Men lad være at sammenligne jer med hinanden. I må tage det ansvar på jer, som I hver især har fået.
De, der modtager undervisning i Guds ord, bør dele alt godt med dem, der underviser dem.
Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste. De, der investerer i deres eget selviske begær, vil høste død og ødelæggelse, men de, der investerer i det, som Helligånden ønsker, vil høste evigt liv ved Helligånden. Lad os ikke blive trætte af at gøre det rette, for det vil resultere i en rig høst, når tiden er inde, blot vi ikke giver op. Lad os derfor bruge enhver anledning til at gøre godt mod alle mennesker, men især mod dem, vi hører sammen med i troen på Kristus.
Det her skriver jeg selv. I kan kende min håndskrift på de store bogstaver. De, der gerne vil gøre jøderne tilpas, prøver at tvinge jer til at blive omskåret. De ønsker nemlig ikke at blive forfulgt på grund af budskabet om, at Gud accepterer mennesker alene ved tro på Kristus, uden omskærelse. De jødekristne, som lægger så meget vægt på omskærelse, overholder ikke selv alle de jødiske love, men de vil gerne have jer omskåret, så de kan prale af jeres omskærelse over for andre jøder. Men hvis jeg skal prale af noget, bliver det kun af, at Jesus Kristus, vores Herre, døde på korset for vores skyld. På grund af hans død er verden som død for mig, og jeg er som død for verden. Om man er omskåret eller ej har intet at gøre med at blive accepteret af Gud. Det, der betyder noget, er, om et menneske har modtaget det nye, åndelige liv.
Alle, som følger disse anvisninger, vil opleve Guds fred og barmhjertighed. De udgør det sande Israel, Guds folk.
Lad ingen volde mig flere bryderier. Det er jo mig og ikke de omtalte folk, der går rundt med ar på kroppen, og det gør jeg, fordi jeg fortæller om Jesus.
Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd. Amen.
Kong Josias indkaldte nu alle Judas og Jerusalems ledere, alle præsterne, profeterne og resten af folket, kendte såvel som ukendte, til et stort møde på tempelpladsen. Han bekendtgjorde, at pagtens bog var blevet fundet i templet, og befalede, at der skulle læses op fra den. Derefter stillede han sig ved søjlen foran indgangen til templet og aflagde et højtideligt løfte til Herren om altid at adlyde ham og omhyggeligt overholde bogens befalinger og forskrifter af hele sit hjerte og med hele sin sjæl. Han indviede sig til at opfylde alle pagtens betingelser. På samme måde indviede hele folket sig til at følge pagtens betingelser.
Derpå begyndte kongen en omfattende udrensning i hele landet. Først gav han ypperstepræsten Hilkija, de øvrige præster og tempelvagterne ordre til at smide samtlige genstande, der havde at gøre med afgudsdyrkelsen af Baʼal, Ashera, solguden, måneguden og stjerneguderne, ud af templet, hvorefter han personligt sørgede for, at det hele blev brændt i Kedrondalen uden for Jerusalem. Asken lod han fragte til Betel.
Desuden afsatte han alle de afgudspræster, som kongerne før ham havde indsat, alle dem, der havde bragt ofre til afguderne på offerhøjene rundt omkring i landet og i selve Jerusalem, alle, som havde ofret til Baʼal, solen, månen eller stjernerne. Han fjernede også frugtbarhedssymbolet fra templet og fik det slæbt ud til Kedrondalen, hvor han fik det brændt og pulveriseret, hvorefter asken blev spredt på de fattiges grave. Han rev de huse ned omkring templet, som blev brugt af de mandlige og kvindelige prostituerede i frugtbarhedskulten. Det var her, kvinderne vævede de specielle dragter, som blev brugt i Asherakulten.
Alle Herrens præster blev indkaldt fra de byer rundt omkring i Juda, hvor de opholdt sig, og alle offerstederne på bakketoppene, hvor disse præster havde foretaget ofringer, blev sløjfet, lige fra Geba i nord til Beʼersheba i syd. Der var et alter i Jerusalem til venstre, når man går ind ad byporten ved Jehoshuas, borgmesterens, hus. Også det blev ødelagt. Men selv om de præster, der havde gjort tjeneste ved offerstederne rundt omkring i landet, fik lov at spise det usyrnede brød sammen med tempelpræsterne, fik de ikke lov at gøre tjeneste ved Herrens alter i Jerusalem.
Dernæst ødelagde Josias Tofet, det afgudsoffersted i Ben-Hinnoms dal, som blev brugt til børneofringer til guden Molok. Han nedrev også statuen af hesteforspandet og stridsvognen nær tempelindgangen ved hofmanden Netan-Meleks bolig i tilbygningen, en statue, som var blevet opstillet dér af tidligere konger i Juda og indviet til solguden. Så ødelagde han altrene, som Judas konger havde ladet bygge på paladsets tag oven over Ahazʼ værelse, og altrene, som Manasse havde ladet bygge i tempelforgårdene. Han knuste det hele og spredte støvet ud over Kedrondalen.
Derefter fjernede han offerstederne øst for Jerusalem og syd for Ødelæggelsens Bjerg. De var i sin tid blevet opført af Salomon til ære for Astarte (sidoniernes afskyelige gudinde), Kemosh (moabitternes afskyelige gud) og Milkom (ammonitternes forfærdelige gud). Han smadrede alle gudinden Asheras frugtbarhedssymboler og spredte menneskeknogler, hvor de havde stået.
Så tog han til Betel og nedrev det alter som Jeroboam, Nebats søn, havde opstillet der, han, som var den første til at forlede folket til afgudsdyrkelse. Josias knuste stenene til pulver, brændte frugtbarhedssymbolerne og jævnede højen med jorden.
Da han så sig omkring, fik han øje på adskillige gravhuler i bjergvæggen, og han gav sine mænd ordre til at tage knoglerne fra gravene og brænde dem på det sted, hvor alteret i Betel havde stået, for derved at vanhellige stedet, sådan som Herrens profet tidligere havde sagt, at det ville ske med Jeroboams alter.
„Hvad er det for et gravmæle derovre?” spurgte Josias. Byens indbyggere forklarede ham, at det var den profets grav, som i sin tid var kommet fra Juda og havde forudsagt, hvad der ville ske med alteret i Betel. „Det er dig, som netop i dette øjeblik opfylder den profeti,” svarede de.
„Lad graven være,” befalede han. „Rør ikke den profets knogler.” Så lod de profetens knogler ligge, og de fjernede heller ikke knoglerne af den samaritanske profet, som var begravet samme sted.
Kong Josias tog nu rundt til byerne i Samaria og ødelagde samtlige offersteder på højene. De var blevet bygget af Israels forskellige konger, som derved havde fremkaldt Herrens vrede. Men nu fjernede Josias alle spor af disse afgudshøje, nøjagtig som han havde gjort i Betel. Desuden henrettede han afgudspræsterne og brændte dem på de samme steder, hvor de selv havde ofret deres brændofre. Da udrensningskampagnen var slut, vendte han hjem til Jerusalem.
Kong Josias gav derefter følgende befaling til folket: „Nu skal vi holde påske for Herren, nøjagtig efter de forskrifter, der står i pagtsbogen.” Man havde ikke holdt påsken på den rigtige måde siden dommertiden. Ingen af Judas eller Israels konger havde fejret påsken efter forskrifterne. Men nu skete det i kong Josiasʼ 18. regeringsår. Man fejrede påske for Herren i Jerusalem.
Josias udryddede også spiritisterne og deres medier, husguderne og alt andet i Jerusalem og Juda, der havde med afgudsdyrkelse at gøre, for Josias tog alle de love og forskrifter alvorligt, som var skrevet i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens hus. Aldrig tidligere havde der været en konge, der så radikalt omvendte sig til Herren og med ildhu adlød de love, som Moses fik fra Herren, og aldrig senere fremstod der en konge, hvis lydighed kunne måle sig med hans.
Herrens vrede imod Juda kunne imidlertid ikke formildes, for kong Manasse havde gjort utrolig skade med sin uovertrufne ondskab. Herren sagde: „Jeg vil tilintetgøre Juda, ligesom jeg tilintetgjorde Israel. Jeg vil forkaste Jerusalem, den by jeg selv har udvalgt, og forkaste det hus, som jeg ellers havde lovet at knytte mit navn til for altid.”
Kong Josiasʼ øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Det var i Josiasʼ regeringstid, at kong Neko af Egypten med sin hær drog op imod den assyriske konge, der lå med sin hær ved Eufratfloden. Josias drog imod egypterkongen med sin hær, og de to hære mødtes ved Megiddopasset, hvor Josias blev dræbt i slaget. Josiasʼ officerer kørte hans lig fra Megiddo til Jerusalem og begravede ham dér. Derefter indsatte folket hans søn Joahaz som konge.
Joahaz var 23 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Hamutal og var en datter af Jirmeja fra byen Libna. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne akkurat som sine forfædre. Kong Neko af Egypten kastede ham i fængsel i Ribla i Hamats land og forlangte en årlig skat af Juda på 3 tons sølv og 30 kilo guld. Derefter indsatte kong Neko en anden af Josiasʼ sønner, Eljakim, som konge i Jerusalem og ændrede hans navn til Jojakim. Joahaz tog han med sig til Egypten, og der døde han.
Jojakims opgave var først og fremmest at sørge for at inddrive den skat fra landets indbyggere, som egypterkongen havde forlangt. Skattens størrelse afhang af deres formue. Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Zebida og var en datter af Pedaja fra byen Ruma. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, akkurat som sine forfædre.
Mens Jojakim var konge, besatte kong Nebukadnezar af Babylonien Juda, og i tre år var Jojakim tvunget til at betale skat til ham. Derefter gjorde han oprør. Da sendte Herren kaldæiske, aramæiske, moabitiske og ammonitiske røverbander ind i landet for at ødelægge det, i overensstemmelse med, hvad han havde sagt gennem sine profeter. Det skete efter Herrens befaling, for han havde besluttet at udslette Juda som følge af Manasses store synder og den massakre, han havde iværksat i Jerusalem. Det ville Herren ikke tilgive.
Jojakims øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Da han døde, blev hans søn Jojakin konge i hans sted.
Egypterkongen og hans hær blev aldrig mere en trussel for Juda, for Babylonien havde overtaget kontrollen over hele det område, som før lå under Egyptens kontrol, lige fra Egyptens Bæk mod syd til Eufratfloden mod nord.
Jojakin var 18 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Nehushta og var datter af Elnatan fra Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sin far, Jojakim.
Kong Nebukadnezars hær kom og belejrede Jerusalem. Den babyloniske konge var personligt til stede under belejringen, og kong Jojakin overgav sig sammen med alle sine ledende embedsmænd og enkedronningen, hvorefter de blev ført til Babylon som fanger. Det skete i babylonierkongens ottende regeringsår.
Babylonierne bortførte også alle tempelskattene og værdierne i det kongelige palads, og de fjernede alle de genstande af guld, som kong Salomon efter Herrens anvisning havde ladet lave til templet. Kong Nebukadnezar tog desuden 10.000 krigsfanger med sig fra Jerusalem, byens ledere, officererne og soldaterne, kunsthåndværkerne og smedene. Kun de fattigste og dårligst stillede lod han blive tilbage i Jerusalem.
Nebukadnezar tog altså kong Jojakin, hans koner, hans embedsmænd, de ledende mænd og enkedronningen med sig til Babylon. Der var 7000 soldater og 1000 kunsthåndværkere og smede. Så udpegede han Jojakins farbror Mattanja til konge i stedet for Jojakin, men han ændrede Mattanjas navn til Zidkija.
Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Hamutal, og var datter af Jirmeja fra byen Libna. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ligesom Jojakim havde gjort.
Til sidst var Jerusalems og Judas oprør og ugudelighed blevet så voldsom, at Herren var nødt til at straffe dem og sende dem i eksil.
Det varede ikke længe, før Zidkija gjorde oprør imod den babyloniske konge.
Derfor mobiliserede kong Nebukadnezar igen sin hær og drog mod Jerusalem. I kong Zidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, begyndte den babyloniske hær en svær belejring af byen. De byggede angrebsramper op imod bymuren. Belejringen varede til Zidkijas 11. regeringsår.
På den niende dag i den fjerde måned af det år var alt spiseligt sluppet op og befolkningen totalt udsultet. På det tidspunkt brød fjenden hul gennem bymuren. Kongen og hans livgarde flygtede midt om natten gennem en korridor mellem to mure i nærheden af kongens have og ud gennem en port i bymuren, til trods for at byen var omringet af babyloniske tropper. Kongen og hans følge satte kursen mod Jordandalen. Den babyloniske hær satte efter kongen og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Hans soldater flygtede i alle retninger, men han selv blev fanget og ført til den babyloniske konge i byen Ribla, hvor han blev anklaget og dømt. Han blev tvunget til at overvære sine sønners henrettelse, hvorefter hans øjne blev stukket ud. Så blev han lagt i lænker og ført til Babylon.
På den syvende dag i den femte måned i kong Nebukadnezars 19. regeringsår kom Nebuzaradan til Jerusalem fra Babylon. Nebuzaradan var chef for den babyloniske konges livvagt. Han nedbrændte Herrens tempel, kongens palads og alle byens mest betydningsfulde bygninger, hvorefter han beordrede sine tropper til at rive Jerusalems bymur ned. Byens faglærte indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, blev ført til Babylon i eksil. Kun de fattigste lod Nebuzaradan blive tilbage, så der var nogen til at dyrke jorden og passe vingårdene.
Babylonierne slog templets bronzesøjler, bronzehavet og alle rullebordene i stykker og tog alt metallet med sig hjem til Babylon. De tog alt, hvad der var lavet af bronze: askebakkerne, skovlene, vægesaksene, skålene og de bronzeredskaber, der blev brugt ved ofringerne i templet, bakkerne til gløder og stænkeskålene. Nebuzaradan sikrede sig alle guld- og sølvtingene. Det hele blev vejet, undtagen de to bronzesøjler, bronzehavet og rullebordene, som kong Salomon i sin tid havde ladet fremstille til Herrens tempel. De var for store til at blive vejet. Søjlerne var 8,1 m høje med 1,35 m høje søjlehoveder med en dekoration af fletværk og granatæbler i bronze.
Af tempelpersonalet tog Nebuzaradan følgende krigsfanger: Ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere. Fra byen tog han den øverstkommanderende officer, en rekrutteringsofficer, fem af kongens tidligere rådgivere og 60 andre betydningsfulde mænd, som var gået under jorden. Han førte disse mænd til den babyloniske konge i Ribla i Hamat-området, hvor de alle blev henrettet. Judas folk var nu ført bort fra deres land og måtte leve i eksil.
Kong Nebukadnezar udpegede Gedalja, søn af Ahikam, som var søn af Shafan, til guvernør over landet og den rest, som var efterladt der, og da de undslupne officerer fra Judas hær hørte, at den babyloniske konge havde udnævnt Gedalja til guvernør, opsøgte de ham i Mitzpa. Iblandt dem var Ishmael, søn af Netanja; Johanan, søn af Karea; Seraja, søn af Tanhumet fra Netofa og maʼakatitten Jaʼazanja samt deres menige folk. Gedalja forsikrede dem: „I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt.” Men Ishmael tilhørte kongeslægten, og allerede samme år i den syvende måned kom han til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. De myrdede både Gedalja, hans judæiske embedsmænd og de babyloniske soldater. Det resulterede i, at de øvrige officerer, soldater og mange andre af Judas rest i panik flygtede til Egypten, for de frygtede gengældelse fra babylonierne.
Mange år senere kom der en ny konge på tronen i Babylon, som hed Evil-Merodak. Han besluttede at benåde Jojakin og løslade ham fra fængslet. Det skete den 27. dag i den 12. måned i Jojakins 37. år i fangenskab. Den nye konge behandlede Jojakin venligt, bedre end de andre konger, som også var i fangenskab. Jojakin fik nyt tøj i stedet for fangedragten, og han spiste i kongens palads indtil sin dødsdag. Så længe han levede, gav kongen ham fra dag til dag, hvad han havde brug for.
I kong Belshazzar af Babyloniens første regeringsår fik Daniel selv en profetisk drøm. Han skrev hovedindholdet af drømmen ned:
I mit natlige drømmesyn så jeg vindene fra de fire verdenshjørner piske det store hav i oprør, og pludselig steg fire enorme dyr op af havet. De var alle forskellige.
Det første dyr lignede en løve, men havde ørnevinger. Mens jeg betragtede dyret, blev dets vinger revet af. Kort efter rejste dyret sig på bagbenene og stod oprejst, og det blev givet et menneskehjerte.
Det andet dyr lignede en bjørn, hvis ene side var højere end den anden. Dyret holdt tre ribben mellem tænderne, og jeg hørte en stemme sige til dyret: „Rejs dig op og spis dig mæt!”
Det tredje dyr lignede en leopard, men med fire vinger på ryggen. Dyret havde fire hoveder og fik stor magt.
Det fjerde dyr, jeg så i mit drømmesyn, var utrolig stærkt og ubeskriveligt skrækindjagende. Det havde store jerntænder, hvormed det flænsede og knuste sine ofre for derefter at trampe dem ned med sine fødder. Det var anderledes end de andre dyr, og det havde ti horn.
Mens jeg betragtede hornene, så jeg, at et nyt lille horn voksede frem imellem dem, og at tre af de ti horn faldt af for at skaffe plads til det. Det nye horn havde menneskeøjne og en mund, der talte store ord.
Derefter så jeg, at troner blev stillet op, og at Den Gamle af Dage indtog sin plads. Hans tøj var hvidt som sne – hans hår som den hvideste uld. Tronen, som han sad på, skinnede som et flammehav, og dens hjul var som ild. Ud fra tronen strømmede der en flod af ild. Tusindvis af engle stod parat til at handle på hans mindste vink, og millioner af engle var samlet omkring ham. Så begyndte retssagen, og bøger blev åbnet.
Jeg hørte, hvordan hornet på det fjerde dyr fortsatte med sit stolte praleri, og jeg så, hvordan dyret blev dræbt, kastet i ilden og brændt. (De tre andre dyr havde mistet deres magt, men deres indflydelse fortsatte nogen tid efter.)
Dernæst så jeg i mit natlige syn en, der lignede et menneske, komme på himlens skyer. Han nærmede sig Den Gamle af Dage og blev ført hen til tronen. Han fik overdraget al ære, magt og herlighed, så mennesker fra alle folkeslag, stammer og sprog måtte tjene ham. Hans magt er evig, og hans herredømme vil aldrig få ende.
Jeg, Daniel, blev grebet af forfærdelse over alt det, jeg så. Derfor gik jeg hen til en af de engle, der stod ved tronen, og bad ham forklare mig, hvad det alt sammen skulle betyde. Han svarede:
„De fire enorme dyr repræsenterer fire konger, der vil få stor magt på jorden. Men til sidst vil Gud give sit udvalgte folk magten, og deres herredømme skal vare til evig tid.”
Derefter bad jeg ham forklare betydningen af det fjerde dyr, der var anderledes end de andre, det, der havde jerntænder og bronzekløer, og som flænsede og knuste sine ofre og trampede dem ned med sine fødder. Jeg spurgte ham også angående de ti horn på dyrets hoved og det nye horn, der voksede frem og overtog de tre horns plads, det, der havde menneskeøjne og en mund, der talte store ord, og som var stærkere end de andre. Jeg så nemlig, at det horn forfulgte og førte krig mod Guds udvalgte folk, indtil det øjeblik da Den Gamle af Dage kom og fældede dom over det. Derefter fik det udvalgte folk overdraget magten.
„Det fjerde dyr er den fjerde stormagt, der skal herske på jorden,” forklarede han. „Det vil være anderledes end alle de andre. Det vil indtage hele jorden, knuse al modstand og nedtrampe alt. De ti horn betyder, at ti konger vil fremstå af det rige. Derefter vil der så komme endnu en konge, anderledes end de ti, og han vil rydde tre af dem af vejen. Han vil sætte sig op imod den mægtige Gud, undertrykke hans udvalgte folk og forsøge at ændre deres love og højtider, og de vil være prisgivet hans magt én tid, to tider og en halv tid.
Men så vil retten blive sat, og han vil blive dømt. Magten vil blive taget fra ham, og han vil blive tilintetgjort. Da skal magten over alle verdens riger gives til Guds udvalgte folk. De skal regere for evigt, og alle konger skal tjene og adlyde dem.”
Her sluttede min drøm. Da jeg vågnede, var jeg forfærdet og bleg af skræk, og jeg talte ikke til nogen om min drøm.
I kong Belshazzars tredje regeringsår fik jeg, Daniel, en ny drøm med endnu et syn. I drømmesynet fandt jeg mig selv stående ved Ulaj-kanalen i den befæstede by Susa i provinsen Elam. Da jeg så mig omkring, opdagede jeg ved bredden af kanalen en vædder med to lange horn. Det ene horn voksede og blev større end det andet. Vædderen stangede mod vest, mod nord og mod syd, og ingen kunne holde stand imod den eller redde dens ofre. Den gjorde, som det passede den, og fik stor magt.
Så kom der pludselig en gedebuk med et mægtigt horn i panden farende fra vest med en sådan fart, at dens klove ikke rørte jorden. Med rasende fart styrede den lige imod den tohornede vædder, som stod ved bredden af kanalen, og jeg så, hvordan den rasende buk stødte frontalt ind i vædderen med en sådan kraft, at vædderens to horn brækkede af. Vædderen kunne ikke klare sig imod gedebukken, men blev kastet om på jorden og trampet ned, uden at nogen kunne redde den.
Derefter voksede gedebukken og blev endnu stærkere. Men da den var allerstærkest, brækkede dens store horn af, og i stedet voksede fire mindre horn frem, der pegede mod hver sit verdenshjørne. Fra det ene af hornene voksede et andet horn frem. Det blev meget stærkt og udbredte sin magt mod syd og mod øst og mod Israels land. Det voksede helt op til stjernehimlen og slyngede nogle af himlens hære til jorden og trampede på dem. Det satte sig op imod anføreren for himlens hære og standsede de daglige ofringer til Guds ære. Det forurenede templet med urene ofre og bekæmpede Guds folk. Sandheden blev undertrykt, og ondskaben havde fremgang.
Da hørte jeg to af de hellige engle tale sammen. Den ene spurgte: „Hvor længe vil de daglige offerhandlinger være ophævet og erstattet af afskyeligheder? Hvor længe vil templet være forurenet og Guds folk undertrykt?” Hertil svarede den anden engel: „Det skal blive aften og morgen 2300 gange, og så skal templet igen komme til sin ret.”
Mens jeg prøvede at forstå, hvad synet betød, kom en, der lignede et menneske, hen imod mig, og jeg hørte en menneskestemme råbe fra den anden side af kanalen: „Gabriel, forklar den mand, hvad synet betyder!”
Da Gabriel kom hen til mig, blev jeg så overvældet af rædsel, at jeg faldt om med ansigtet mod jorden. Så sagde han til mig: „Du må forstå, unge mand, at det, du her har set, vil ske i de sidste tider.” Mens han talte til mig, lå jeg som bedøvet med ansigtet mod jorden. Men han rørte ved mig og hjalp mig på benene. Derpå sagde han: „Jeg er kommet for at fortælle dig, hvad der skal ske i de sidste tider, når Gud udfører sin straf. Det vil alt sammen ske en gang i fremtiden, på den tid Gud har fastsat.”
„Vædderens to horn, som du så, er kongerne af Medien og Persien. Gedebukken er det græske storrige, og det lange horn i dens pande symboliserer storrigets første konge. At hornet blev brækket af og erstattet med fire mindre horn, betyder, at storriget vil blive delt op i fire mindre riger med hver sin konge.
Mod slutningen af disse fire rigers tid, når deres ondskab er på sit højeste, vil en brutal og bedragerisk konge komme til magten. Han vil få stor magt, men ikke ved egen kraft. Han har heldet med sig og skaber store ødelæggelser. Han vil overvinde mægtige fjender og undertrykke Guds folk. Hans ondskabsfulde planer vil lykkes, og det vil gøre ham stolt. Uden varsel vil han styrte mange i ulykke, og han vil ikke vige tilbage for at gå imod Fyrsten over alle fyrster! Men så vil han blive styrtet i ulykke, dog ikke af noget menneske.
Som du allerede hørte i synet vil der gå 2300 dage, før ofringerne i templet genindføres. Skriv synet ned og luk skriftrullen med segl, for det varer længe, før det vil ske.”
Efter dette syn var jeg helt slået ud og lå syg i lang tid. Til sidst stod jeg op og genoptog mit arbejde i kongens tjeneste, men jeg var stadig rædselsslagen over synet og forstod ikke betydningen af det.
Kære trofaste medkristne i Efesos. Dette brev er fra Paulus, der ved Guds vilje er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Nåde være med jer og fred fra Gud Fader og fra Herren Jesus Kristus.
Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han har jo gennem Kristus velsignet os med alle Himlens åndelige velsignelser.
Allerede i tidernes morgen besluttede Gud på grund af sin kærlighed og efter sin egen fuldkomne plan, at han gennem Jesus Kristus ville gøre os til sine børn. Endnu før han grundlagde universet, udvalgte han os til at få lov at stå som rensede og skyldfri foran ham i kraft af, hvad Kristus ville gøre for os. Og nu priser vi Gud for den fantastiske nåde, han viste imod os ved at ofre sin elskede Søn, for da Kristus døde i vores sted, blev vi erklæret skyldfri og vores synder tilgivet. Så storslået er Guds nåde. Den udøste han over os i rigt mål tillige med al mulig visdom og indsigt. Han besluttede af egen fri vilje at gøre os bekendt med det mysterium, som hans frelsesplan hidtil har været. Når tiden er inde, vil han fuldføre sin plan ved at lægge alle ting i himlen og på jorden ind under Kristi herredømme. Gud gennemfører alt, hvad han har sat sig for, og han har for længst bestemt, at vi gennem Kristus skulle blive hans ejendomsfolk. Vi jøder har i lang tid set frem til, at Messias skulle komme en dag, og nu kan vi fryde os over hans herlige frelsesplan. Men også I ikke-jøder har hørt sandhedens ord, budskabet om frelse. I er kommet til tro på Kristus og er blevet beseglet med Helligånden, som han lovede at sende. Helligånden giver os en forsmag på alt det, vi vil få i eje, når vi som Guds ejendomsfolk opnår den endelige befrielse. Lad os lovprise den herlige Gud, vi har.
Da jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus og jeres kærlighed til alle, der tror på ham, kan jeg ikke lade være med igen og igen at takke Gud for jer i mine bønner. Og jeg beder om, at vores Herres, Jesu Kristi, Gud, vores vidunderlige Far, vil give jer åndelig visdom og åbenbaring, så I fuldt ud kan forstå alt, hvad I har fået adgang til gennem Kristus. Jeg beder om, at det må blive klart for jer, hvor stor en forventning vi lever i, hvor stor en herlighed der venter os, som hører ham til, og hvor umådelig stor den kraft er, som står til rådighed for os, der tror på ham. Det er den samme mægtige kraft, som Gud brugte til at oprejse Kristus fra de døde, hvorefter han gav ham pladsen ved sin højre hånd i den himmelske verden. Kristus er nu Herre over alle myndigheder, autoriteter, magter og herskere, ja over enhver autoritet i denne verden såvel som i den kommende. Gud har lagt alle ting under hans herredømme og på alle områder gjort ham til leder for menigheden, der udgør hans legeme. Han, som fuldender alt i alle, fører sin menighed til fuldendelse.
I løbet af den periode, hvor henholdsvis kong Uzzija, kong Jotam, kong Ahaz og kong Hizkija regerede i Judariget, modtog Esajas, Amotzʼ søn, en række profetiske syner om Judarigets og Jerusalems fremtid:
Himmel og jord, hør, hvad Herren siger:
„De børn, jeg kærligt har opdraget og haft omsorg for, har gjort oprør imod mig. En okse kender sin ejer, et æsel ved, hvor det hører hjemme, men Israel vil ikke kendes ved mig, mit folk fatter ingenting!”
Ja, Israels folk er fulde af synd. De er tynget af skyld. Som ondskabsfulde børn, der ødelægger alt, har de vendt Herren ryggen. De har hånet Israels hellige Gud. De har afskåret sig fra hans hjælp.
Hør, Israel, er du ikke blevet straffet nok? Hvor længe vil du blive ved med at gøre oprør? Dit hoved er forslået, og dit livsmod forsvundet. Fra top til tå er du fuld af mærker efter slag. Der er store rifter og ubehandlede, åbne sår, der hverken er lindret med olie eller forbundet. Jeres land er ødelagt og byerne brændt ned. Jeres marker blev plyndret for øjnene af jer, gjort til en gold ødemark. Jerusalem står som et forladt vagttårn i en gammel vinmark, som et læskur i en forladt melonmark, som en by, der har været belejret.
Hvis ikke den mægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra. Hør Herrens ord, I Sodoma-ledere, lyt til, hvad vores Gud siger, I Gomorra-folk:
„Jeg er dødtræt af jeres ofre. Hold op med at bringe flere! Jeg bryder mig ikke om jeres fede væddere og blodet fra alle jeres offerdyr. Hvorfor kommer I og tramper rundt i min helligdom med jeres nytteløse ofre? Jeres røgelsesofre er en stank i næsen på mig. Jeres nymåne- og sabbatsfester, ja, alle jeres højtider, er forurenet af jeres ondskab. Jeg hader jeres fester! Jeg kan ikke udstå synet af dem! Når I rækker hænderne ud imod mig i bøn, vender jeg ryggen til. Jeg nægter at høre jeres bønner, uanset hvor meget I beder, for jeres hænder er plettet af det blod, I har udgydt.
Rens jer, så I bliver skyldfri! Lad mig ikke mere se nogen form for ondskab iblandt jer! Hold op med alt det onde! Gør det gode, kæmp for retfærdigheden og hjælp de undertrykte, de faderløse og enkerne.”
„Kom, lad mig tale jer til fornuft,” siger Herren. „For selv om jeres synder er som røde blodpletter på jer, kan I blive uskyldsrene som nyfalden sne. Selv hvis I er røde som skarlagen over det hele, kan jeg gøre jer rene som den hvideste uld. Hvis I er villige til at adlyde mig, skal I få lov til selv at høste og nyde, hvad I har sået i landet, men hvis I er trodsige og egenrådige, bliver I udryddet af fjenden! Jeg, Herren, har talt!”
Jerusalem, du, som engang var så trofast imod Herren, er blevet ham utro. Før i tiden var du fuld af retsindige og retskafne mennesker, nu huser du mordere. Engang var du som det rene sølv, nu er du som slagger. Engang var du en udsøgt vin, nu er du helt udvandet. Dine ledere er oprørske og står i ledtog med forbrydere. De tager alle imod bestikkelse og er altid på udkig efter gaver. De tager sig ikke af de forældreløse, taler ikke enkers sag i retten. Derfor siger Herren, Israels Gud, den Mægtige: „Ve jer, for nu vil jeg hævne mig på jer. I er blevet mine fjender! Jeg vil vende mig imod jer og smelte jer om. Jeg vil rense alle urenheder bort. Bagefter vil jeg genoprette jer og give jer gode ledere og kloge rådgivere som dem, I havde før. Jerusalem skal igen kaldes ‚Retfærdighedens og troskabens by’.”
Jerusalem bliver frit igen, når dets indbyggere begynder at handle ret. Byen kan ånde lettet op, når retfærdigheden igen begynder at råde. Men alle, som er ulydige og vender sig fra Herren, bliver udryddet.
En dag vil I skamme jer over at tænke på, hvordan I ofrede til afguderne under egetræerne. I vil rødme, når I tænker på alle de synder, I begik i jeres offerlunde. I bliver som visne egetræer, som en have, der ikke får vand. De stærkeste iblandt jer bliver som hø, og deres onde handlinger vil være de gnister, der antænder høet. Ingen vil kunne slukke ilden.
Imidlertid blev mederen Dareios, Xerxesʼ søn, konge over det babyloniske rige. I det første år af hans regeringstid bemærkede jeg, Daniel, det sted i skrifterne, hvor der ifølge Herrens ord til profeten Jeremias står, at Jerusalem skulle ligge øde i 70 år. Derfor gav jeg mig til at bede inderligt til Gud Herren og bønfalde ham under faste og klædt i sæk og aske. „Herre, du store og frygtindgydende Gud!” bad jeg. „Du bryder aldrig dit løfte, men er trofast mod dem, der elsker og adlyder dig. Men hvor har vi været onde og svigtet dig! Vi har gjort oprør imod dig og ikke overholdt dine bud og forskrifter. Vi har nægtet at lytte til dine tjenere, profeterne, som du gang på gang har sendt med budskaber til vores forfædre, konger og fyrster og til os, dit folk, som du gav Israels land i eje.
Herre, du er retfærdig, mens vi må rødme af skam, for vi er alle skyldige, både Judas ledere, Jerusalems indbyggere, og alle israelitter nær og fjern, som du har sendt i landflygtighed på grund af vores troløshed imod dig. Herre, her står vi, både kongefamilien og alle vores ledere. Vi er tyngede af skam på grund af vores synd imod dig.
Men Herre, vores Gud, du er nådig og barmhjertig, selvom vi gjorde oprør imod dig og ikke fulgte de love, du gav os gennem dine tjenere, profeterne. Hele Israels folk syndede imod dig. Vi vendte os fra dig og adlød ikke din vilje. Derfor straffede du os med de forbandelser, som din tjener Moses advarede os om i Toraen. Du gjorde nøjagtigt, som du havde forudsagt. Aldrig har en lignende katastrofe ramt et folk som den, der ramte Jerusalem. Hver eneste forbandelse nævnt i Toraen gik i opfyldelse. Vi forsøgte ikke engang at afværge straffen ved at se sandheden i øjnene og vende os fra vores synder. Du bragte katastrofen over os, fordi vi var ulydige mod dig. Du handlede blot retfærdigt, som du altid gør.
Herre, vores Gud, du viste din vældige magt, da du i sin tid førte dit folk ud af Egypten, og det vil vi altid takke dig for. Alligevel svigtede vi dig, og vi er fulde af ondskab. Herre, du har vist din trofasthed og nåde mod os mange gange. Derfor beder jeg dig nu om at vende din voldsomme vrede bort fra Jerusalem – din egen by, dit hellige bjerg! For som følge af vores synder og vores forfædres ondskab er Jerusalem og dit folk blevet til spot for de omkringboende folkeslag.
Hør din tjeners indtrængende bøn, Gud! For din egen æres skyld, Herre, genopret din helligdom, som i dag ligger øde hen! Vend dit øre til mig og lyt til min bøn! Luk dine øjne op og se den vanære, der har ramt os og Jerusalem, din egen by! Vi beder om nåde, ikke fordi vi har fortjent det, men fordi du er barmhjertig. Hør vores bøn, Herre! Tilgiv os, Herre! Lyt til os, Herre, og grib ind for din egen æres skyld. Det er jo dit folk og din by, det gælder.”
Således bad jeg til Herren, min Gud. Jeg bekendte min og mit folks synd og bad om genoprettelse for Jerusalem. Mens jeg bad, kom Gabriel, som jeg havde set i mit tidligere syn, hen til mig. Det var ved den tid på dagen, hvor man plejede at bringe aftenofferet i Jerusalems tempel.
„Daniel,” sagde han, „jeg er kommet for at hjælpe dig til bedre at forstå det syn, du fik. Gud sætter stor pris på dig! Så snart du begyndte at bede, blev jeg sendt af sted med en besked til dig. Hør derfor godt efter, hvad jeg fortæller dig, så du forstår betydningen.
Herren har tilmålt Jerusalem og Guds folk en periode på 70 gange 7 tidsenheder, så overtrædelserne kan ophøre, synden få ende, skylden blive betalt, en evig retfærdighed blive indført, det profetiske syn blive opfyldt, og den højhellige blive salvet. Hør nu godt efter! Fra det tidspunkt, da befalingen om Jerusalems genopbyggelse udgår, indtil den salvede leder kommer, vil der gå 7 gange 7 tidsenheder. Og i en periode på 62 gange 7 tidsenheder skal Jerusalem genopbygges med gader og torve midt i krisetider. Efter den periode bliver den salvede konge ryddet af vejen, tilsyneladende uden at have opnået noget, og en fremmed hersker og hans hær kommer som en mægtig oversvømmelse og ødelægger både byen og templet.
Krig og ødelæggelse vil fortsætte indtil enden, sådan som Gud har bestemt. Herskeren vil indgå en aftale med en stor del af folket for en periode af 7 tidsenheder. Men når den halve tid er gået, bryder han aftalen og offerhandlingerne ophører. I stedet anbringer han et afskyeligt afgudsbillede i Guds helligdom. Men til den tid, som Gud har fastsat, vil den endelige dom udløses over hans ondskab.”
I perserkongen Kyrosʼ tredje regeringsår fik Daniel (som også blev kaldt Belteshazzar) et syn, der indvarslede fremtidige krige og hårde tider. Forklaringen fik han også gennem et syn.
Synet kom på et tidspunkt, hvor jeg, Daniel, havde bedt og søgt Herren i tre uger. Jeg havde kun spist det mest nødvendige, intet kød, ingen vin eller anden lækker mad, og jeg havde heller ikke plejet min krop.
Den 24. dag i den første måned stod jeg sammen med nogle andre ved Tigrisflodens bred. Pludselig så jeg en mand i en lang, hvid klædning og med et bælte af det fineste guld bundet om livet. Kroppen udstrålede et lys som fra en kostbar ædelsten, ansigtet glimtede som lyn, øjnene flammede som ild, armene og fødderne skinnede som poleret bronze, og hans stemme rungede som råbet fra en stor menneskemængde.
Jeg var den eneste, der så manden. Mine ledsagere kunne ikke se ham, men blev rædselsslagne på grund af lyset og løb deres vej for at komme i dækning, så jeg stod alene tilbage. Jeg følte knæene vakle under mig, mit ansigt var ligblegt, og jeg kunne ikke røre mig ud af stedet.
Da jeg hørte hans stemme, svimlede det for mig, og jeg faldt ned med ansigtet mod jorden. Men en hånd tog fat i mig og fik mig skælvende op på mine knæ og hænder. „Daniel, Gud sætter stor pris på dig!” sagde han. „Rejs dig og lyt omhyggeligt til det, jeg har at sige, for Gud har sendt mig til dig!” Så rejste jeg mig op, stadig rystende af skræk.
„Vær ikke bange, Daniel,” fortsatte han. „Allerede den første dag, du besluttede at bede om indsigt og at ydmyge dig for Gud, blev din bøn hørt, og derfor er jeg kommet. Den mægtige åndsmagt, der styrer det persiske rige, blokerede imidlertid vejen for mig i 21 dage. Men så kom ærkeenglen Mikael mig til hjælp, og jeg efterlod ham dér i kamp med den persiske åndsfyrste. Jeg er kommet for at vise dig endnu et syn, så du kan forstå, hvad der skal ske med dit folk engang i fremtiden.”
Mens jeg lyttede til englens ord, stod jeg med bøjet hoved, ude af stand til at sige noget. Men så rørte han ved mine læber, og jeg åbnede munden og sagde: „Herre, ved synet af dig blev jeg skrækslagen og ganske udmattet. Hvordan skulle jeg, din ringe tjener, turde sige noget til dig, herre? Jeg kan dårligt få vejret af skræk og udmattelse.”
Englen, der lignede et menneske, rørte igen ved mig, og jeg følte mig styrket. „Vær ikke bange,” sagde han. „Gud sætter stor pris på dig. Vær frimodig og stærk.” Hans ord styrkede mig, og jeg sagde: „Tal kun, herre, for du har styrket mig.”
„Ved du, hvorfor jeg er kommet?” spurgte han. „Snart skal jeg vende tilbage og fortsætte kampen imod åndsfyrsten over Persien, og efter ham kommer Grækenlands åndsfyrste. Men inden jeg vender tilbage, vil jeg fortælle dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog. Den eneste, der hjælper mig i kampen imod disse åndsfyrster, er Mikael, jeres ærkeengel.
Jeg har kæmpet sammen med Mikael siden mederen Dareiosʼ første regeringsår.
Engang var I åndeligt set døde på grund af jeres synd og oprør mod Gud. I fulgte strømmen og lod jer lede af tidsånden. I fulgte herskeren over de onde åndsmagter, den ånd, som stadig styrer dem, der lever i oprør mod Gud. Sådan har vi været alle sammen. Vores livsstil afspejlede de lidenskaber, der beherskede os, og vi gjorde alt, hvad vores lyster og tanker lokkede os til. Af natur var vi som alle andre under Guds vrede og dom.
Men Gud er fuld af barmhjertighed. I sin store kærlighed gav han os, som var åndeligt døde midt i vores synder, et helt nyt liv sammen med Kristus – men husk, at det kun er ved hans nåde, I fik del i det evige liv! Ikke alene har vi fået et nyt liv gennem Kristus, men vi har fået plads ved siden af ham i den himmelske verden. Hvad Kristus har gjort for os, vil for altid være en demonstration af Guds fantastiske nåde og godhed. Ved Guds nåde er I frelst i kraft af jeres tro på Kristus. Det er ikke jeres egen fortjeneste, men en gave fra Gud. Det er ikke en belønning for gode gerninger, og derfor er der heller ingen, der har noget at prale af. Gud har gjort os til det, vi er. Vi er nye skabninger i Jesus Kristus, så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen har lagt til rette for os.
I ved, at jøderne altid har betragtet sig selv som Guds særlige folk, og I andre blev ikke regnet for noget, fordi I ikke har det ydre tegn, som omskærelsen er, og derfor ikke hørte med til Guds folk. I levede engang uden kendskab til den Messias, som skulle komme, og havde ikke adgang til de fordele, jøderne havde som Guds folk. I stod som fremmede over for de løfter, Gud havde givet i sine pagter. I levede uden håb og havde ingen Gud, I kunne vende jer til for at få hjælp. Men nu er det anderledes. Nu tilhører I Jesus, som er Messias. I, som engang var langt borte fra Gud, er nu kommet tæt på ham, for Messias døde jo også for jeres skyld.
Det er ham, der har skabt fred mellem os. Ved sin lidelse og død gjorde han de to parter til ét og nedbrød den mur af fjendskab, der tidligere adskilte os. Han afskaffede den jødiske lov med dens bud og forskrifter for at kunne gøre de to parter til ét og skabe en helt ny menneskehed, der ved tro på ham har fundet fred. Hans mål var at forsone begge parter med Gud gennem sin død på korset, fjerne det gamle fjendskab mellem os og gøre os til ét. Han kom med budskabet om fred både til os jøder, der kendte Gud i forvejen, og til jer, som var langt borte fra Gud. I kraft af at høre Kristus til har begge parter nu adgang til Faderen gennem én og samme Helligånd. Altså er I ikke længere fremmede og udenforstående, men hører med til Guds nye folk.
Guds menighed er ligesom en bygning, der bliver opført på et solidt fundament, som lægges af apostlene og profeterne med Jesus Kristus som den altafgørende hjørnesten. I kraft af at Jesus er menighedens Herre, sammenføjes de forskellige dele af bygningen og opbygges til et helligt Guds tempel. Og i kraft af ham er I også blevet en del af den bygning, der er en ny, åndelig bolig for Gud.