Her er endnu et budskab, som Herren gav Esajas om Judas folk og Jerusalems fremtid:
Det skal ske i de sidste dage,
at Herrens tempelbjerg bliver verdens knudepunkt.
Folk fra alverdens lande vil strømme derhen.
„Lad os rejse til Herrens bjerg,” vil de sige.
„Lad os tage hen til Israels Guds bolig,
så vi kan lære hans vilje at kende
og følge hans vejledninger,
for den sande lære kommer fra Zion,
Herrens ord udgår fra Jerusalem.”
Herren vil afgøre folkenes stridigheder
og være dommer for fjerne stormagter.
Da vil de smede deres sværd om til plovskær
og omdanne deres spyd til vingårdsknive.
Landene vil holde op med at bekrige hinanden,
og alt militær bliver overflødigt.
Kom, Israels folk, lad os leve i lyset af Herrens ord!
Herre, du har forladt dit folk, Jakobs efterkommere, for de har overtaget Østens mystik og filistrenes trolddomskunst. De er gået i forbund med de fremmede. Landet er fyldt med afguder, som de tilbeder, skønt de selv har lavet dem. De har overflod af sølv og guld, utrolige skatte og utallige heste og stridsvogne. Men de skal ydmyges og bøjes i støvet. Du kan ikke acceptere den slags utroskab.
Flygt ind i klippehuler, Israels folk, skjul jer i kløfter af skræk for Herren, af angst for hans vældige magt og herlighed. De stolte må slå blikket ned, de hovmodige bøje deres hoveder. Herren alene tilkommer al ære. En dag vil Herren, den Mægtige, straffe alle, der er stolte og overlegne, han vil ydmyge alt, hvad der knejser. Libanons cedertræer skal segne, Bashans ege skal styrte om. Herren vil udjævne de høje fjelde og knejsende bjergtoppe, vælte de høje tårne og stejle mure, ødelægge de store handelsskibe og prægtige fartøjer. Stolte mennesker skal bøjes, de hovmodige skal ydmyges. Herren alene skal stå oprejst på den dag. Alle afguder skal tilintetgøres.
Den dag Herren rejser sig fra sin trone for at ryste jorden, vil folk flygte ind i klippehuler og skjule sig i kløfter af skræk for Herren, for hans vældige magt og herlighed. Og deres afguder, som de lavede af guld og sølv, og som de tilbad, må de overlade til muldvarpe og flagermus.
Sæt ikke jeres lid til mennesker. Deres liv er så kort som et åndedrag. Hvad kan de hjælpe?
Men lad mig nu fortælle dig, hvad der skal ske i fremtiden. Efter at endnu tre konger har regeret i Persien, skal en fjerde træde frem, som er meget rigere end nogen af de andre. Med sin rigdom og magt vil han sætte alt ind i kampen mod det græske rige. Derefter kommer en mægtig konge til magten i Grækenland, og han får magt til at gøre fuldstændig, som han vil. Men når hans magt er på sit højeste, sprænges hans rige og deles i fire svagere riger, som hverken tilfalder hans efterkommere eller bliver så stærke, som da han regerede. Han mister sin magt fuldstændigt, og hans storrige bliver delt. Den ene af de fire nye konger, den egyptiske, vil opnå stor magt. Men så gør en af hans egne ledere oprør imod ham, tager magten i riget og gør det endnu stærkere.
Nogle år senere slutter kongen af Aram forbund med kongen af Egypten. Den egyptiske kongedatter bliver gift med den aramæiske konge for at besegle samarbejdet. Men hun vil blive forstødt, og hun selv, hendes mand, hendes barn og deres egyptiske tjenere mister livet. Kort efter overtager en af hendes slægtninge magten i Egypten, og han drager med sin hær mod den aramæiske konge, stormer hans fæstning, og vinder over hans hær. Egyptens konge hjemfører endog deres afgudsbilleder som krigsbytte tillige med deres kostbare sølv- og guldkar. Derefter lader han i lang tid den aramæiske konge være i fred.
Senere gør den aramæiske konge et fremstød imod Egypten, men må hurtigt trække sig tilbage til sit eget territorium. Hans sønner tager derefter kampen op og samler en stor hær, der skyller ind over Egypten som en flodbølge, der når helt frem til kongens fæstning. Det gør kongen rasende, så han rykker ud mod den aramæiske konge, der trods sin store hær bliver slået. Efter sejren nedslagter den egyptiske konge tusindvis af sine fjender. Men sejrsrusen varer ikke ved, for nogle år efter samler den aramæiske konge en større og bedre udrustet hær end den første, og andre nationer slutter sig til ham i kampen imod Egyptens konge. Krigere fra dit eget folk vil søge at opfylde det profetiske syn ved at gøre oprør mod Egyptens overherredømme, men de bliver slået. Den aramæiske konge vil belejre en stærkt befæstet by og indtage den. Selv Egyptens bedste krigere kan ikke stå sig i kampen.
Den aramæiske konge marcherer derefter frem uden at møde modstand, ingen kan standse ham. Han overtager kontrollen med Israels herlige land. Hans plan er at angribe Egypten med hele sin hærstyrke. Derfor indgår han en fredsaftale med den egyptiske konge og giver ham sin datter til ægte med det formål at ødelægge ham, men hans planer mislykkes.
Så vender han opmærksomheden mod landene langs Middelhavets kyst og erobrer en del af dem. Men en hærfører standser ham og gør ende på hans overmod ved at besejre ham i et knusende nederlag. Derefter trækker han sig tilbage til sit eget lands fæstninger, men han bliver besejret og forsvinder ud af billedet.
Hans efterfølger vil opkræve skatter i de besatte områder, men efter en kort regeringsperiode dør han, dog ikke i krig eller åben kamp.
Den næste, der kommer til magten, er en ondsindet person, som ikke er den retmæssige tronfølger. Han tilraner sig pludselig magten ved hjælp af intriger og løgn. Enhver, der modsætter sig ham, ryddes af vejen, også en af ypperstepræsterne. Han indgår alliancer, men føler sig ikke selv bundet af dem. Ved hjælp af nogle få lydige håndlangere får han mere og mere magt.
Han gør noget, som ingen af hans forfædre kunne finde på: Uden varsel plyndrer han sit eget lands rigeste områder og deler byttet ud til sine håndlangere. Selv de stærkeste fæstninger har han planer om at indtage, dog kun for en tid.
Han samler sine styrker og sit mod og rykker ud mod Egypten med en mægtig hær. Egyptens konge går imod ham, også med en mægtig hær, men kan ikke slå ham, for han bliver offer for intriger. Hans egne rådgivere modarbejder ham, en del af hæren deserterer, og mange bliver dræbt under flugten. De to konger har begge ondt i sinde. De mødes og forhandler, men lyver for hinanden. De får intet ud af det, for det er Gud, der har fastsat, hvad der skal ske.
Når den aramæiske konge er på vej hjem med store rigdomme, vil han bekæmpe Israels folk, som Gud har indgået en pagt med.
Senere, når tiden er inde, drager han igen mod Egypten, men denne gang går det ikke som sidst. Krigsskibe der kommer ned fra Kittim, angriber ham, og han bliver bange og vender om. Han lader så sin frustration gå ud over Israels folk og belønner dem, der frasiger sig pagten med Gud. Han sætter sin hær til at vanhellige templet ved at standse de daglige ofre og opstille et afskyeligt afgudsbillede på tempelområdet. Med smiger lokker han de frafaldne over på sin side. Men de, som kender deres Gud, står fast og handler på deres overbevisning.
De ledere, som har åndelig indsigt, vil undervise mange, men må i en periode lide under forfølgelse, blive udplyndret og fængslet eller dræbt med sværd eller ild. Nogle få blandt befolkningen vil oprigtigt prøve at hjælpe dem, men mange andre vil slutte sig til dem for at udspionere dem. Nogle af lederne vil blive fristet til at give op. Men modgangen vil resultere i, at de bliver renset og lutret inden afslutningen. Men den fastsatte tid for afslutningen kommer først senere.
Kongen gør præcis, som han vil. Han udnævner hovmodigt sig selv til at være den højeste gud og taler hånligt imod den mægtige Gud. En tid har han lykken med sig, men kun indtil Gud udfører den straf, han har fastsat. Kongen forkaster både sine forfædres guder, kvindernes foretrukne gud og alle andre guder, og han hævder, at han er større end dem alle. I stedet dyrker han fæstningsværkernes gud, som hans forfædre ikke kendte til, og han ofrer guld, sølv, juveler og andre kostbare gaver til den. Ved hjælp af denne fremmede gud vil han angribe og nedbryde sine fjenders største fæstninger. Dem, der støtter ham, giver han ære og høje positioner, og han giver dem land som belønning.
I den afsluttende fase prøver sydens konge kræfter med ham. Men nordens konge stormer imod ham med mængder af stridsvogne, ryttere og krigsskibe. Han besætter mange lande og løber dem aldeles over ende – det gælder også Israel, det herlige land – mens Edom, Moab og Ammons ledere undslipper. Egypten og mange andre nationer bukker under for ham. Han tilraner sig alle Egyptens kostbarheder, guld- og sølvskatte, og folk fra Libyen og Kush bliver hans tjenere.
Men da kommer der meldinger fra øst og nord, som gør ham bange, og i stor vrede drager han af sted for at ødelægge mange af disse lande. Så gør han holdt og slår lejr mellem havene tæt ved tempelbjerget i Jerusalem. Men han går sin undergang i møde, og da er der ingen, som vil hjælpe ham.
Derefter skal Mikael, den store englefyrste, som våger over dit folk, træde til, og der kommer en krisetid med større lidelser end nogen sinde tidligere i verdenshistorien. Men til den tid skal alle af dit folk, hvis navne står skrevet i livets bog, blive reddet.
Mange døde skal stå op. Nogle får evigt liv, andre oplever evig skam. De, som har åndelig indsigt, vil stråle om kap med solen, og de, der førte mange ind i et ret forhold til Gud, vil for altid lyse som stjerner.
Når du er færdig med at nedskrive denne beretning, Daniel, skal du forsegle bogen indtil endetiden. Mange vil rejse rundt i verden, og kundskaben vil blive stor.”
Derefter så jeg, Daniel, to andre mænd stå på hver sin side af floden. Den ene af dem spurgte manden i den hvide dragt, der nu svævede over floden: „Hvor længe varer det, før alle disse frygtelige begivenheder er slut?”
Manden i den hvide dragt løftede hænderne mod himlen og svor ved den levende Gud. „Der vil gå én tid, to tider og en halv tid,” sagde han. „Når forfølgelsen af Guds folk er forbi, vil alt dette være sket.”
Jeg hørte, hvad han sagde, men forstod ikke, hvad han mente. Så spurgte jeg igen: „Herre, hvad skal der så ske bagefter?” Men han svarede: „Gå nu, Daniel, for de her ting skal ligge skjult indtil tidernes afslutning. Mange vil blive renset og helliggjort gennem lidelser, men de gudløse vil blive ved at være gudløse og ikke fatte noget som helst. Kun de, der har åndelig indsigt, vil kunne forstå betydningen af det. Fra det tidspunkt, hvor de daglige ofre ophører, og templet vanæres med afgudsdyrkelse, vil der gå 1290 dage. Velsignede er de, som klarer at holde ud i 1335 dage. Gå nu din vej og fortsæt med dit liv. En dag vil du dø, men du vil genopstå og få din løn ved tidernes afslutning.”
Jeg, Paulus, sidder nu i fængsel, fordi jeg tjener Jesus Kristus og har forkyndt budskabet om ham for jer og andre ikke-jøder. Som I ved, har Gud i sin nåde givet mig den opgave at bringe budskabet om ham til de ikke-jødiske folkeslag. Jeg har allerede kort omtalt den frelsesplan, som hidtil har været et mysterium for jøderne, men som Gud har åbenbaret for mig. Når I læser det, jeg her skriver, kan I forstå, at Gud har givet mig indsigt i sin plan angående Messias. Han indviede ikke de tidligere generationer i denne plan, men nu har han gennem Helligånden åbenbaret den for sine udvalgte apostle og profeter. Planen går ud på, at også de, som ikke er jøder, nu ved tro på Kristus kan få del i Guds løfter. De bliver en del af Kristi legeme og får deres andel i alt det, Gud har lovet at give sine børn.
Gud greb ind i mit liv med sin vældige kraft, og i sin nåde gav han mig det privilegium at tjene ham ved at forkynde det glædelige budskab om Jesus. Tænk engang! Jeg, som er den ringeste af alle Guds børn, har fået lov til at fortælle alle folkeslagene om de ufattelige, åndelige rigdomme, de har adgang til gennem Kristus. Gud, som er alle tings skaber, har haft sin frelsesplan klar fra tidernes morgen, men først nu er den blevet åbenbaret, og det blev min opgave at klargøre denne plan for alle mennesker. Gennem effektueringen af den plan er menigheden i stand til at demonstrere de mange facetter af Guds fantastiske visdom over for de himmelske magter og autoriteter. Hele denne evige plan har sit centrum i Jesus Kristus, vores Herre, og det er ham, der førte planen ud i livet. Alle vi, som tror på ham, kan nu frimodigt og tillidsfuldt komme frem for Gud. Derfor skal I ikke tabe modet over det, jeg må lide for jeres skyld. I skal hellere føle jer beæret over, at jeg er villig til at lide for at bringe jer ikke-jøder det glædelige budskab.
Når jeg tænker på storheden og visdommen i Guds frelsesplan, må jeg bøje mine knæ for Faderen i taknemmelighed og lovprisning. Han er et forbillede for ethvert faderforhold i Himlen og på jorden. Jeg beder om, at Gud ved sin Helligånd og i kraft af sin mægtige herlighed vil give jer stor indre styrke, og om, at jeres tro på Kristus må være af en sådan art, at han kan have fast bopæl i jeres hjerter. Jeg beder også om, at I må blive fast forankret i hans kærlighed, så I sammen med alle de andre kristne kan forstå, hvor stor og dyb den er.
Jeg beder om, at I virkelig må kunne tage imod Kristi kærlighed, der overgår menneskelig fatteevne, så I fuldt ud kan opleve alt det, Gud har til jer.
Gud virker gennem os med sin kraft og kan gøre meget mere, end vi beder om eller forstår. Lad os som hans menighed til enhver tid, både nu og i al evighed, give ham ære for, hvad han har gjort muligt gennem Jesus, som er Messias. Amen.
Herren, den Mægtige, vil afskære Jerusalem og Juda fra al hjælp og alle forsyninger af mad og vand. Han vil fjerne landets ledere – helte og krigere, dommere og profeter, spåmænd og slægtsoverhoveder, delingsførere og magtfulde mænd, rådgivere, troldmænd og slangetæmmere.
De får drenge som ledere, kåde knægte skal herske over dem. Der bliver anarki og kaos. Folk bekæmper hinanden, de unge gør oprør mod de ældre, slyngler overfuser hæderlige folk. Når den tid kommer, vil en mand gribe fat i sin slægtning og sige: „Du har i det mindste tøj på kroppen. Tag ledelsen, så vi kan få ryddet op i det her rod!” Men hans slægtning vil svare: „Nej tak! Jeg vil ikke overtage et fallitbo. Jeg har slet ikke ressourcer til at klare den opgave.” Jerusalem falder og Judariget går i opløsning, fordi de har trodset Herren med deres ord og handlinger og ringeagtet hans ære og værdighed. Deres ansigtsudtryk er nok til at afsløre dem. De er stolte over deres synder som Sodomas mænd, de har ikke skygge af skam i livet. De har nedkaldt dommen over sig selv.
Lad de retskafne glæde sig, for dem skal det gå godt. De skal nyde frugten af deres gode gerninger. Men ve de onde, for med dem står det skidt til. De skal få, hvad de har fortjent.
Folkets ledere er som selviske børn og dominerende kvinder. De vejleder jer ikke, de vildleder jer! De fører jer på afveje, så I ender i afgrunden.
Herren rejser sig, parat til at dømme folkene. Herren, deres Gud, anklager folkets ledere og siger: „Det er jer, der har plyndret min vinmark og røvet fra de magtesløse. Hvor vover I at knuse mit folk og træde de fattige ned i støvet?”
Herren siger: „Jerusalems kvinder tripper stolte af sted med ringlende ankelbjælder og næsen i sky, med knejsende nakke og kælne blikke. Derfor vil jeg gøre dem skaldede, så de må gå skamfulde omkring.”
Herren vil fjerne al deres pynt: ankelbjælder, månetegn og soltegn, øreringe, armbånd, slør, tørklæder, ankelkæder, bælter, lugtedåser, amuletter, fingerringe, næseringe, festdragter, kapper, slag, tasker, spejle, kjortler, turbaner og sjaler. I stedet for duft af parfume bliver der stank, i stedet for et bælte om livet får de reb, i stedet for kunstfærdige frisurer skaldethed, i stedet for festtøj sækkelærred, i stedet for skønhed skam.
Hoseas, Beʼeris søn, modtog følgende profetiske budskaber fra Herren, mens henholdsvis Uzzija, Jotam, Ahaz og Hizkija var konge i Juda. Herren begyndte at tale til Hoseas, mens Jeroboam II, søn af Joash, var konge i Israel. Han sagde: „Gå hen og gift dig med en prostitueret, som har uægte børn. Det er et billede på Israels folk, som er mig utro, idet de har forladt mig for at tilbede fremmede guder.”
Så giftede Hoseas sig med Gomer, en datter af Diblajim. Hun blev gravid og fødte ham en søn. Da sagde Herren til Hoseas: „Kald din søn Jizreʼel, for jeg vil snart straffe Jehus efterkommere for massakren ved byen Jizreʼel og gøre ende på Israels rige. På Jizreʼels slette vil de lide nederlag.”
Snart fik Gomer endnu et barn, og denne gang var det en datter. Herren sagde til Hoseas: „Kald hende Nådesløs, for jeg vil ikke længere vise nåde over for Israel. Jeg kan ikke blive ved med at se igennem fingre med deres utroskab. Derimod vil jeg vise nåde over for Judas folk og redde dem fra deres fjender. Det er ikke på grund af deres militære styrke, jeg giver dem sejr, men fordi jeg er deres Gud.”
Efter at Gomer havde vænnet Nådesløs fra, blev hun gravid igen og fødte endnu en søn. Og Herren sagde: „Kald ham Ikke-Mit-Folk, for Israel er ikke mit folk, og jeg er ikke deres Gud.
Men engang vil israelitterne igen blive et folk så talrigt som sandet på stranden. Og på det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, skal der siges til dem: ‚I er den levende Guds børn’. Da skal Juda og Israel igen forenes og have fælles leder, og de skal vokse til en stærk nation. Jizreʼel-dagen bliver en stor dag! Da skal de kalde hinanden: ‚Guds folk’ og ‚De benådede.’ ”
Herren siger: „Åh, mine børn, prøv at overtale jeres mor, for hun er ikke længere min hustru, og jeg er ikke hendes mand. Bønfald hende om at vende ansigtet bort fra sine elskere og skubbe dem væk fra sit bryst. Hvis hun ikke holder op med sin afgudsdyrkelse, flår jeg tøjet af hende, så hun står lige så nøgen som den dag, hun blev født. Jeg gør hende til en ødemark, et udtørret land, så hun dør af tørst. Jeg vil ikke være barmhjertig mod hendes børn, for det er uægte børn. Hun har været mig utro med afguderne og opført sig skændigt, for hun sagde: ‚Jeg holder mig til mine elskere, for de giver mig regn og korn, uld og hør, olie og vin.’
Derfor laver jeg afspærringer af tjørnekrat og mure, så hun ikke kan finde vej. Hun vil prøve at nå frem til sine elskere, men det kan hun ikke. Hun vil lede efter dem, men kan ikke finde dem. Så vil hun sige: ‚Jeg kan lige så godt vende tilbage til min mand. Hos ham havde jeg det bedre, end jeg har det her.’
Hun forstod ikke, at det var mig, der gav hende korn, vin og olie, ja, endog det guld og sølv, som hun brugte til sin afgudsdyrkelse. Men nu tilbageholder jeg mit korn og min vin og giver hende ikke længere uld og hør til at væve tøj af. Jeg klæder hende af for øjnene af hendes elskere, og ingen kan redde hende fra min straf. Jeg gør ende på alle hendes fester, både de ugentlige, månedlige og årlige højtider. Jeg ødelægger hendes vingårde og frugthaver, som hun mente var en gave fra hendes elskere. Jeg lader det hele vokse vildt, så de vilde dyr kommer der for at finde føde. Jeg straffer hende for alle de gange, hun pyntede sig med guldringe og smykker, opsøgte sine elskere, holdt fest for baʼalerne og ofrede røgelse til dem. Hun glemte, at jeg var hendes mand!
Men jeg vil prøve at vinde hende tilbage. Jeg vil føre hende afsides og tale kærligt til hende. Jeg vil give hende vingårdene tilbage og forvandle hendes katastrofe til nyt håb. Da vil hun igen blive lige så hengiven overfor mig, som hun var i sin ungdomstid, da jeg førte hende ud af Egyptens land. Til den tid vil hun give sig selv til mig, hendes mand, og ikke til Baʼal. Jeg vil sørge for, at hun aldrig mere vil nævne afgudernes navne.
Til den tid slutter jeg en pagt med de vilde dyr, fuglene og jordens kryb, så de ikke gør Israels folk noget ondt. Jeg tilintetgør alle våben i landet, så mit folk kan bo i tryghed. Jeg lover dig troskab for evigt, mit folk. Jeg vil altid behandle dig retfærdigt og vise dig omsorg og kærlighed. Jeg lover dig ubrydeligt troskab. Du skal tilhøre mig alene og lære mig at kende som din herre og Gud.
Til den tid vil jeg befale himlen at bønhøre jorden og give den regn. Og jorden vil producere korn, vindruer og oliven. Da begynder Jizreʼel-dagen, for jeg vil plante israelitterne i landet, og de skal tilhøre mig. Da vil jeg vise nåde mod Nådesløs, og sige til Ikke-Mit-Folk: ‚Du er mit folk!’ Og folket vil svare: ‚Du er vores Gud!’ ”
Jeg, som nu sidder fængslet her, fordi jeg tjener Herren, bønfalder jer om at leve det kald værdigt, som I har modtaget. Vær ydmyge og imødekommende. Vær tålmodige og bær over med hinanden i kærlighed. Gør alt for at fastholde den enhed, som Helligånden skaber, og den fred, som binder os sammen. Vi er jo dele af det samme legeme og har fået den samme Ånd, ligesom vi har den samme stærke forventning om en herlig fremtid. Der er kun én Herre, én tro, én dåb og én Gud, som er Far for os alle. Han står over os alle, virker gennem os alle og bor i os alle.
Kristus har delt ud af sine åndelige gaver til os, og vi har hver især fået nåde til at tjene ham i overensstemmelse med hans plan. Det hedder jo: „Han steg op til det høje, frigav fanger og gav menneskene gaver.” Når der står, at han steg op, må det betyde, at han først var steget ned til jordens nederste regioner. Og han, som steg ned, er den samme som steg op, højt over himmelrummet, for at bringe alt til fuldendelse.
Kristus gav os apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. Deres opgave er at træne de kristne til at udføre hver deres tjeneste, så Kristi legeme kan styrkes og udvikles, indtil vi alle når frem til enhed i troen på og forståelsen af Guds Søn, til en sådan grad af åndelig modenhed, at vi fuldt ud kan repræsentere Kristus.
Målet er, at vi ikke længere skal være ustabile som en båd, der kastes hid og did af vinden, eller være som godtroende børn. Lad os ikke blive vildledt af menneskers snedige påhit og falske lærdomme. Nej, i trofasthed overfor sandheden og i kærlighed til hinanden skal vi vokse op til at ligne Kristus på enhver måde. Det er jo ham, der er hovedet for legemet, og under hans ledelse sammenføjes det og vokser i kærlighed, idet hver enkelt del udfører sin specielle opgave og derved hjælper til at knytte det hele sammen til en enhed.
På Herrens vegne siger jeg: I må ikke længere leve som de gudløse, der ikke har noget mål i livet. På grund af deres formørkede tankegang, deres uvidenhed om Gud og deres afvisende holdning er de fremmedgjorte over for det liv, Gud gerne vil give dem. De er uden forståelse for Guds vilje, og i deres egoisme har de kastet sig ud i en umoralsk livsstil.
Sådan må I ikke leve. I er blevet undervist om Kristus, og I har lært, at sandheden findes hos Jesus. Derfor skal I aflægge den gamle livsstil, som I havde før i tiden, da I blev bedraget af jeres begær og var på vej mod fortabelsen. I stedet skal I fornyes i tanker og sind. I skal iklæde jer det nye liv, som Gud har givet jer, så I kan ligne ham og leve med en ren samvittighed i lydighed mod sandheden.
Læg al løgn til side og tal sandhed til hinanden. Vi er jo dele på det samme legeme. Bliver I oprørte over noget, da synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og lad ikke Djævelen få fodfæste i jeres liv. De, som plejer at stjæle, skal holde op med det og i stedet bruge hænderne til noget godt, så de har noget at give af til dem, der har brug for hjælp. Undgå sårende ord. Sig hellere noget, som kan styrke og opmuntre. Lad jeres ord være til velsignelse for dem, I taler til. Gør ikke Helligånden bedrøvet. Gud har jo beseglet jer med sin Ånd og dermed bekræftet, at I hører ham til og vil få del i den endelige befrielse.
Afhold jer fra enhver form for bitterhed, hidsighed, vredesudbrud, skænderier og hånlige ord, ja alt, hvad der er ondt. Vær venlige og barmhjertige over for hinanden. Tilgiv hinanden, ligesom Gud tilgav jer på grund af det, Kristus har gjort.
Landets mænd vil falde for sværdet, Jerusalems krigere dø i kamp. På byens torve vil man jamre og klage, for byen er som en kvinde, der sidder på jorden, berøvet alt.
Til den tid vil der være så få mænd tilbage, at syv kvinder vil gribe fat i én mand og råbe: „Vi skal nok forsørge os selv – bare vi må bære dit navn, så vi ikke skal vanæres ved at være ugifte og barnløse!”
Men engang vil Herrens plante, Israel, blive frodig og smuk igen, og de overlevende vil glæde sig over landets frugt. De, hvis navne er skrevet i Herrens bog, de, som overlever Jerusalems ødelæggelse, skal være hans særlige folk. For Herren vil rense Jerusalems indbyggere for deres urenhed og fjerne blodskyld fra byen. Hans Ånd vil dømme ondskaben og rense dem som gennem ild. Derefter vil Herren selv være en skærmende skygge over Zions bjerg og alle, som samles der. Det vil ligne en sky om dagen og ild om natten, så der er et beskyttende dække over alt, hvad der er helligt. Herrens herlighed vil være som et telt, der beskytter byen mod solens hede og mod storm og regn.
Så sagde Herren til mig: „Gå igen hen og elsk en kvinde, som har en elsker og er utro over for sin mand. For på samme måde viser jeg min kærlighed til Israel, selvom de har været mig utro og givet sig hen til afguderne, som de elsker at give rosinklumper.”
Så købte jeg hende for 15 sølvstykker og halvanden tønde byg. Derpå sagde jeg til hende: „Du skal vente på mig i lang tid, og du må ikke være mig utro med andre mænd eller drive prostitution. Så vil jeg også være tro over for dig.” På samme måde skal Israel i lang tid være uden konge eller fyrste, uden ofringer til Herren eller til afguderne, uden præstetjeneste eller afgudsdyrkelse. Senere vil de igen søge Herren, deres Gud, og ønske sig en konge som David. Til den tid vil de komme til Herren med ærefrygt og modtage hans velsignelse.
Israelitter, hør, hvad Herren har at sige. Han fører sag imod jer, for der er hverken sandhed, troskab eller kendskab til Gud i jeres land. I sværger og lyver, myrder, stjæler og er utro. Overalt er der vold, det ene mord følger det andet. Landet lider, og livet sygner hen. Dyr, fugle og fisk går til grunde.
„Det er præsterne, der bærer den største skyld,” siger Herren. „Lad være med at skyde skylden på alle andre, for hvordan kan folket være bedre end deres præster? I svigter både dag og nat, og det samme gør profeterne. I har ødelagt jeres eget folk. Mit folk går til grunde, fordi de ikke anerkender mig som deres Gud, og det er jeres skyld, præster! I nægter at anerkende mig, derfor nægter jeg også at anerkende jer som mine præster. Og fordi I har glemt at følge mine befalinger, vil jeg også glemme at velsigne jeres efterkommere. Jo flere præster der er, desto mere gør I oprør imod mig. I foretrækker de afskyelige afguder frem for min herlighed. I lever af mit folks forsoningsofre og håber derfor, at de vil synde noget mere. Derfor må jeg straffe både præsterne og folket for deres onde handlinger. Selv om I spiser af forsoningsofrene, vil I aldrig blive mætte. I dyrker frugtbarhedsgudinderne, men får ikke flere børn af den grund. Mit folk har forladt mig og vendt sig til afguderne.
Vin fordrejer folks forstand. Tænk, de rådspørger en afgud af træ! De søger svar fra en kæp! Afgudsdyrkelsens ånd har ført dem på afveje. De er utro over for deres Gud. De ofrer til afguder på hver en høj og brænder røgelse i den behagelige skygge fra store træer. Jeres døtre deltager i den religiøse prostitution, og jeres svigerdøtre begår ægteskabsbrud. Men skal jeg straffe dem? Det er jo mændene, der forlanger prostitution i forbindelse med deres afgudsofre. Ja, et folk uden forstand ender i forfald.
Det er slemt nok, at I er mig utro, israelitter. Lad være at drage Juda med ind i det. Gå ikke til Gilgal eller til Betel, Ondskabens Hus. Lad være med at sværge ved den levende Gud. Israel er oprørsk som en egenrådig kvie, men snart sender jeg den på græs som et lam på en vidtstrakt mark. Israels folk har knyttet sig til afguderne. Hold jer fra dem! De drikker sig fulde og finder en skøge. De elsker deres skamløshed. De er fanget ind af en forførende ånd, og deres afgudsofre bringer dem kun skam.
Da I nu er Guds elskede børn, så lad ham være jeres forbillede i alle ting. Elsk hinanden, ligesom Kristus elskede os. Han gav jo afkald på sit liv for vores skyld og bragte sig selv som et lifligt duftende offer til Gud.
Seksuel synd, umoralske handlinger eller griskhed må ikke forekomme hos jer, for det hører ikke hjemme blandt Guds folk. Uanstændig snak, tåbeligheder og ondskabsfuld ironi passer sig heller ikke for kristne. Brug i stedet munden til at takke Gud. I kan være sikre på én ting: Folk, der lever i seksuel synd eller anden umoral eller griske personer vil ikke få del i Kristi og Guds rige. Griskhed er nemlig en form for afgudsdyrkelse. Lad jer ikke bedrage med tomme løfter om, at der ikke sker noget ved det, for Guds dom vil ramme dem, der lever i oprør mod ham og gør sådanne ting. Derfor må I ikke gøre fælles sag med den slags mennesker.
Før i tiden spredte I mørke omkring jer, men nu spreder I lyset fra Herren. I skal leve som lysets børn, for Guds lys giver sig udslag i godhed, retfærdighed og sandhed. I skal gøre det, der glæder Herren. Hold jer fra lyssky foretagender, som intet godt fører med sig. Afslør dem hellere. Man vil jo skamme sig over bare at nævne, hvad visse folk laver i det skjulte. Men når alle disse ting kommer frem i lyset, afsløres deres sande natur, for det er lyset, der gør, at man kan se tingene, som de i virkeligheden er. Derfor siger vi: „Vågn op, du, som går rundt i søvne! Rejs dig op fra de åndeligt døde, så vil Kristus blive dit lys.”
Derfor må I nøje overveje, hvad det er, I gør. Opfør jer ikke som de uvise, men lev klogt og besindigt. Udnyt enhver chance for at gøre det gode, for I lever i en ond verden. Vær derfor ikke tankeløse, men prøv at forstå, hvad der til enhver tid er Herrens vilje. Drik jer ikke fulde, for det kan føre til et umoralsk liv. Nej, lad jer fylde med Helligåndens kraft, så I opmuntrer hinanden med lovsange, salmer og åndelige sange. Lovsyng Herren i jeres hjerter, og sig altid tak til Gud, Faderen, for alt, hvad I har fået gennem vores Herre, Jesus Kristus.
I skal ære Kristus ved at underordne jer hinanden.
En gift kvinde skal underordne sig sin mand, ligesom hun underordner sig Kristus som Herre. En mand har nemlig ansvar for sin kone, ligesom Kristus har ansvar for menigheden. Menigheden er jo hans legeme, som han gav sit liv for at frelse. Ligesom menigheden underordner sig Kristus, bør kvinderne underordne sig deres mænd på enhver måde.
Til manden siger jeg: Vis din kone den samme kærlighed, som Kristus viste menigheden. Han ofrede sit eget liv for menighedens skyld! Ligesom en brud beredes til at møde sin brudgom ved at gennemgå et rensende bad, gøre sig smuk og indvi sig til at leve i troskab og renhed sammen med sin mand, sådan er menigheden blevet beredt til at blive Kristi brud. Han gav den et rensende bad ved Guds ord for at kunne føre den til sig selv som en skøn brud, der er parat til at leve i troskab og renhed sammen med ham.
En mand bør have samme opofrende omsorg for sin kone, som han har for sig selv. For det en mand gør imod sin kone, gør han i virkeligheden imod sig selv. De er jo ét! Ingen bekæmper vel sit eget legeme? Nej, vi passer godt på vores legeme. På samme måde passer Kristus godt på os, der er hans menighed og udgør hans legeme, for som Skriften siger: „Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét.” Der ligger en dybere mening skjult her. Det handler nemlig også om forholdet mellem Kristus og menigheden. Det gælder altså for jer mænd, at hver eneste af jer skal have lige så meget omsorg for sin kone, som han har for sig selv, og konen skal have respekt for sin mand.
Jeg vil synge en sang om min elskede ven og hans vinmark:
Min ven havde en vinmark
på en skøn og frugtbar skråning.
Han pløjede dybt i jorden
og fjernede alle sten.
Han plantede den til
med udsøgte vinstokke.
Han byggede et vagttårn,
huggede en vinperse i klippen.
Han forventede en høst
af de sødeste druer.
Men da druerne kom,
var de rådne!
Nu spørger min ven: „Hvad mener I, Jerusalems og Judas folk? Ligger skylden hos min vinmark eller hos mig? Hvad mere kunne jeg have gjort for den? Hvorfor blev druerne rådne?
Hør, hvad jeg vil gøre ved min vinmark: Jeg vil fjerne stengærdet omkring den, så får og geder kan æde dens planter. Jeg lader marken gå i forfald. Jeg hverken beskærer eller renser vinstokkene, men lader marken gro til med tjørne og tidsler og forbyder skyerne at give den væde.”
Genkender I jer selv i min sang?
Den Mægtiges vinmark er Israel,
Judas folk hans udsøgte vinstokke.
Han ventede retfærdighed,
men høstede lovløshed.
Han ønskede et retsindigt folk,
men det blev et letsindigt folk.
Ve jer, I, der opkøber huse og marker i mængde, så andre ingen steder har at bo. Jeg hørte Herrens ord i mine ører:
„Flotte huse bliver forladt,
store bygninger vil stå tomme.
En vinmark på ti tønder land giver kun ét anker vin.
Ti sække såsæd giver kun én sæk korn.”
Ve jer, I, som fylder jer med øl fra tidlig morgen og fester med vin til langt ud på natten. Til musik fra citar og harpe, pauke og fløjte skænker I op til jer selv, men Herren skænker I ikke en tanke. I ænser ikke hans hænders værk. Han sender sit folk i eksil, for de er uden forstand. De fornemme iblandt jer vil dø af sult, og menigmand vil gå til af tørst. Graven åbner sit grådige gab, dødsrigets dyb er rede til at opsluge rige som fattige, ja hele den lystige, larmende hob. Mennesker ydmyges og bøjes i støvet. De stolte slår blikket ned. Kun Herren, den Mægtige, står oprejst, ophøjet i sin retfærdighed og hellighed. Fårene græsser mellem ruinerne, gederne gør sig til gode i de riges forladte huse.
Ve jer, I, som ikke vil opgive jeres synd, men holder fast ved løgn og bedrag, som håner Herren og siger: „Skynd dig at gøre noget, så vi kan se, hvad du kan! Lad os se, om Israels Gud gør alvor af sine trusler!”
Ve jer, I, der påstår, at det rigtige er forkert, og det onde godt, at sort er hvidt, og rent er beskidt, at det sure smager sødt, og det søde surt.
Ve jer, I, der tror, at I er så kloge og skarpsindige.
Ve jer, I, der praler af jeres drikkeri og kappes om, hvem der kan drikke mest. I tager imod bestikkelse, frikender den skyldige og berøver den uskyldige sin ret.
Som halm fortæres af flammer, som strå synker sammen i ilden, sådan skal det gå med jer. Jeres livsgrundlag skal rådne som rødder i jorden, jeres velstand visne som blomster, for I har forkastet Herrens befalinger, foragtet Israels Guds tale. Derfor kommer Guds vredes ild imod hans folk. Derfor løfter han sin hånd og slår jer, så bjergene skælver, og ligene hober sig op i gaden som snavs. Men hans vrede er ikke dermed forbi, hans hånd er stadig løftet til slag.
Han giver signal til fjerne nationer, han fløjter ad folkeslag fra jordens ende. Straks kommer fjendehære styrtende. De farer frem uden at snuble eller blive trætte. De marcherer uden hvil eller søvn undervejs, ingen løsner sit bælte eller tager skoene af. Deres pile er spidse, deres buer spændte. Gnisterne flyver fra hestenes hove, vognene er hurtige som en hvirvelvind. Som løvinder på jagt kaster de sig over byttet. De griber mit folk og fører dem i fangenskab. Der er ingen redning. Krigslarmen over byen brager som havets brænding. Trængslens mørke ruger tungt ud over landet, himlen forsvinder bag sorte skyer.sørgede straks for at få galgen rejst.
Lyt til mig, I præster! Hør godt efter, israelitter! Mærk jer mine ord, I, som har magten! I er dømt, for I lagde en fælde på Mitzpas høj og spredte et net ud på Tabors bjerg. I har dækket landet med et tykt lag synd, og det vil jeg straffe jer for.
Jeg ved, hvad der sker i Efraims land, for Israel er ikke skjult for mig. Efraim har været mig utro, ja, hele Israel er fyldt med synd.”
Folkets handlinger hindrer dem i at vende om til Gud, for de er styret af utroskabens ånd, og de anerkender ikke Herren som deres Gud. Israels selvsikre hovmod vidner imod dem. De styrter under vægten af deres skyld, og Juda rives med i faldet.
Når de så ofrer deres får og kvæg til Herren for at søge hjælp hos ham, finder de ham ikke, for han har trukket sig væk. De har været troløse mod Herren, og deres børn er ikke hans. Deres afguderi vil snart styrte både dem selv og deres land i ulykke.
Lad vædderhornet lyde i Gibea og trompeten kalde til kamp i Rama! Lad krigsråbene gjalde fra Ondskabens Hus! Ryst af skræk, benjaminitter! Efraim bliver ødelagt på straffens dag. Dommen over Israel står fast.
Herren siger: „Judas ledere er upålidelige som folk, der flytter grænseskel. Min vrede vil ramme dem som et vandfald. Efraim vil blive knust, fordi de søgte hjælp hos afguderne. Efraim og Juda skal ødelægges som af møl og råddenskab.
Da Efraim opdagede sin sygdom og Juda sine sår, sendte Efraim bud til Assyrien for at bede den magtfulde konge om hjælp. Men han kan hverken helbrede din sygdom eller læge dine sår. For jeg ødelægger Efraim og Juda, som en løve sønderriver sit bytte. Jeg slæber dem bort, og ingen kan redde dem. Derefter holder jeg mig i min hule, indtil de har fået nok af deres straf. Drevet af deres trængsler vil de igen søge hjælp hos mig.”
„Kom!” siger de. „Vi må hellere vende os til Herren! Når han har sønderrevet os, kan han vel også helbrede os. Når han har slået os, må det være ham, der skal forbinde vores sår. Han giver os nyt liv om to dage, oprejser os på den tredje dag, så vi kan leve for Guds ansigt. Vi må hellere lære ham bedre at kende, for han er trods alt vores Gud. Han vil hjælpe os lige så sikkert, som solen står op hver dag. Hans komme er lige så sikkert som vinterens og forårets komme.”
„Hør, Efraim og Juda,” siger Herren. „Hvad skal jeg dog stille op med jer? Jeres hengivenhed er som morgentågen, der forsvinder som dug for solen. Jeg har pisket jer med profeternes ord, truet jer med død og undergang. Min straf vil ramme jer lige så sikkert, som solen står op hver dag.
Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre. Det er vigtigere, at I kender og adlyder mig, end at I kommer med brændofre.
Men I har brudt min pagt, som Adam gjorde. Hvorfor har I dog været så troløse? Gilead er blevet hjemsted for forbrydere, fyldt med blodige spor. Selv præsterne danner røverbander. De ligger på lur og myrder folk på vejen til Sikem, og de begår alle mulige forfærdelige handlinger. Ja, jeg har været vidne til grufulde ting i Israel. Efraim var mig utro, og hele Israel blev fordærvet. Juda, også for dig kommer regnskabets time, for jeg vil befri mit folk fra syndens lænker.
Til jer børn, som hører Herren til, siger jeg: Adlyd jeres forældre, for det er Guds vilje for jer. Der står jo skrevet: „Du skal ære din far og din mor,” og det er det første af budene, som har et løfte tilknyttet, nemlig dette: „…så du kan få et godt og langt liv på jorden.”
Til jer forældre siger jeg: Vær ikke hårdhændede over for jeres børn, så de bliver oprørske, men vejled dem og advar dem, som Herren selv ville gøre det.
Til jer, som er slaver, siger jeg: Adlyd jeres jordiske herrer. Vis samme respekt og hengivenhed over for dem som over for Kristus. I skal ikke kun arbejde hårdt, når jeres herre holder øje med jer. Nej, I skal arbejde som Kristi tjenere, der af hele deres hjerte ønsker at gøre Guds vilje. Udfør villigt jeres arbejde, som var det Herren selv og ikke mennesker, I arbejdede for. Husk, at Herren vil lønne jer for godt udført arbejde, lige meget om I er slaver eller ej.
Og I herrer skal tænke i de samme baner over for jeres slaver. Lad være med at underkue dem, for I ved, at I og jeres slaver har den samme Herre i Himlen, og han ser ikke på folks status i samfundet.
Til sidst vil jeg minde jer om at hente styrke fra Herren og hans vældige kraft. Ifør jer hele Guds rustning, så I kan forsvare jer mod Satans lumske angreb. Den kamp, vi står i, er jo ikke mod mennesker, men imod åndelige magter, autoriteter og herskere i denne mørke verden, mod en hær af onde ånder i himmelrummet.
Derfor skal I tage hele Guds udrustning på, så I kan forsvare jer imod den Ondes angreb og stå fast, indtil alle angrebene er overstået. Spænd sandheden som bælte om livet. Tag ret levevis på som brynje og budskabet om fred som støvler, så I kan stå fast. Løft troens skjold, som I kan bruge til at stoppe Satans brændende pile. Tag frelsens hjelm på og forsvar jer med Åndens sværd, som er Guds ord. Vær altid i bøn til Gud under Åndens inspiration, hvad enten det er forbøn eller bøn om hjælp. Vær udholdende og årvågne, når I beder for alle dem, der hører Kristus til.
Bed også for mig, at Gud må give mig de rette ord, så jeg med frimodighed kan kommunikere det budskab om Kristus, som Gud har åbenbaret for os, og som er årsag til, at jeg sidder i fængsel. Bed om, at jeg må have frimodighed til at fortsætte med at tale om det, for jeg ved, at det er den opgave, Herren har sendt mig for at udføre.
Dette brev bliver overbragt jer af Tykikos, som er en elsket medkristen og en trofast medarbejder i Herrens tjeneste. Han kan fortælle jer mere nyt herfra. Jeg sender ham til jer, for at I kan høre, hvordan det går os, og for at han kan være til opmuntring for jer.
Fred, kærlighed og tro fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus være med jer, kære venner. Guds nåde være over alle, som med en udødelig kærlighed elsker Jesus Kristus, vores Herre.
I det år kong Uzzija døde, så jeg Herrens herlighed i et syn. Han sad på en meget høj trone, og slæbet på hans kappe fyldte hele Templet. Han var omgivet af serafer, som hver havde seks vinger. Med de to vinger dækkede de ansigtet, med to andre dækkede de benene, og de to sidste brugte de, når de fløj. De råbte til hinanden: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den mægtige Gud! Hele jorden er fuld af hans herlighed!” Templets dørstolper rystede ved deres høje råb, og rummet fyldtes med røg.
Da udbrød jeg: „Ak, det er ude med mig, for jeg er et syndigt menneske, som taler syndige ord og tilhører et syndigt og urent folk. Og dog har jeg nu set Herren, den Mægtige!”
Straks fløj en af seraferne hen til mig med et stykke glødende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte mine læber med det og sagde: „Nu, hvor dette stykke kul har berørt dine læber, er din skyld taget bort og din synd tilgivet.”
Derpå sagde Herren: „Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede straks: „Herre, det vil jeg! Send mig!”
Så fortsatte han: „Gå hen og sig til mit folk:
‚I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.’
Folkets øjne dækkes til,
så de intet ser.
Deres ører stoppes til,
så de intet hører.
Deres hjerter lukkes af,
så de ikke føler anger eller skyld –
ellers ville de komme til mig,
så jeg kunne helbrede dem.”
„Hvor længe skal det være sådan, Herre?” spurgte jeg. Han svarede: „Indtil byerne er ødelagt og uden indbyggere. Indtil husene står tomme, og landet ligger øde hen.” Herren vil sende folket langt bort, og landet bliver folketomt. Skulle der blive en tiendedel tilbage i landet, vil de også blive udryddet. Israel vil blive som en træstub, der står tilbage, når et stort træ er blevet fældet. Men fra den stub skal der vokse et helligt rodskud.
Når jeg prøver at kurere Israel, kommer Efraims ondskab klart til syne, og Samarias synder kommer frem i lyset, for de er fulde af løgn og bedrag. Der begås indbrud i husene, og man bliver overfaldet på gaden. De tænker ikke på, at jeg ser dem. Deres syndige handlinger tårner sig op omkring dem og stirrer mig i øjnene. Kongen støtter dem i deres ondskab, og lederne opmuntrer dem til at lyve. De brænder alle for deres utroskab. De er som en ophedet bageovn, hvor bageren ikke behøver at rode op i ilden eller komme mere brænde på, fra han lægger dej til brødet og indtil dejen er hævet.
På kongens festdag drikker lederne sig fulde. De bliver øre af vinen som af feber, og kongen tager del i deres tåbeligheder. De er opslugt af intriger som en ovn, der ulmer natten lang og blusser op næste morgen. I deres brændende lidenskab myrder de den ene konge efter den anden, men ingen af kongerne råber til mig om hjælp.
Efraim er blandet op med gudløse folkeslag. Mit folk er som en brændt pandekage, der ikke blev vendt på panden. De fremmede folkeslag tapper mit folks styrke, uden at mit folk lægger mærke til det. Israels folk er udbrændt som en gammel, gråhåret mand, men de ved det ikke. Deres selvsikre hovmod vidner imod dem. Men alligevel vender de sig ikke til mig, deres Gud, for at få hjælp.
Israel er som en due uden forstand, der først kalder på Egypten for at få hjælp og siden sender bud til Assyrien. Men jeg kaster mit net over den i flugten og fanger den, for jeg vil straffe mit folk for deres onde handlinger.
Stakkels mit folk, som har vendt mig ryggen. De styrer mod afgrunden, for de har gjort oprør imod mig. Jeg vil gerne redde dem, men de er fulde af falskhed og løgn. De søger mig ikke af et oprigtigt hjerte, men ligger og jamrer på deres senge. De skærer sig selv til blods for at få afguderne til at give dem korn og vin. Jeg underviste dem og gjorde dem stærke, men de vendte sig imod mig. De søger hjælp alle vegne, bare ikke hos mig. De er som en slap bue, der ikke kan bruges til noget. Landets ledere vil falde for sværdet på grund af deres oprør mod mig, og egypterne vil godte sig over deres skæbne.”
Herren siger: „Blæs alarm! Som en ørn svæver fjenden over mit folk klar til angreb, fordi de brød min pagt og overtrådte mine befalinger. De kalder mig deres Gud og hævder at kende mig, men de har vraget det gode. Derfor vil fjenden forfølge dem. De valgte sig konger og ledere uden at spørge mig til råds. De lavede sig guder af sølv og guld, og det blev deres undergang.
Min vrede gløder imod Samarias folk på grund af deres afskyelige guldkalv. Hvor længe vil I fremture i jeres synder? Afguden blev formet af en håndværker fra Israel. Der er intet guddommeligt ved den. Den skal snart slås i stumper og stykker.
I sår en vind og høster en storm! Jeres korn giver ingen aks og derfor intet mel. Og hvis det gjorde, ville de fremmede kaste sig over det. Snart kaster fjenderne sig over Israel og fører dem til et fremmed land, hvor de vil blive betragtet som et potteskår uden værdi. Israel er som et vildæsel, der vandrer rundt på egen hånd. De tog til Assyrien for at købe sig venner. Men ikke desto mindre vil min straf ramme dem. Snart bliver de undertrykt af en mægtig konge.
Israel byggede et utal af altre, som skulle fjerne deres skyld, men ved at bruge dem blev deres skyld blot større. Selv om alle mine befalinger til dem er skrevet ned, står de som fremmede over for dem. De elsker slagtofre, at slagte og at spise offerkød, men jeg kan ikke acceptere deres ofre. Jeg glemmer ikke deres onde handlinger, men straffer dem for deres synd og sender dem i fangenskab, ligesom da de var i Egypten.
Israel byggede paladser, og Juda befæstede sine byer, men de glemte deres Skaber. Derfor sætter jeg ild til deres byer og brænder paladserne ned til grunden.”
Kære ledere og medhjælpere i menigheden og alle i Filippi, som hører Jesus Kristus til. Dette brev er fra Paulus og Timoteus, Jesu Kristi tjenere. Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.
Hver gang jeg tænker på jer, fyldes mit hjerte med glæde, og når jeg beder for jer, gør jeg det med tak til Gud. I har jo været med til at sprede det glædelige budskab om Kristus lige fra det øjeblik, I tog imod det, og I gør det stadig. Det var Gud, som begyndte sit gode værk i jer, og jeg er overbevist om, at han også vil fuldføre det. Han vil fortsat arbejde med jer indtil den dag, hvor Jesus Kristus kommer igen.
Det er kun naturligt, at jeg tænker sådan om jer, for I har vist stor hengivenhed over for mig. Og I har stået sammen med mig, både når jeg har været i fængsel, og når jeg har forsvaret og begrundet det glædelige budskab om nåden. Gud ved, hvor meget jeg længes efter jer alle, og hvor højt jeg elsker jer med Jesu Kristi kærlighed.
Jeg beder om, at jeres kærlighed må blive ved med at vokse, og at I må få stadig større åndelig forståelse og dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er det væsentlige og træffe de rigtige valg. Jeg beder om, at I på dommens dag må kunne stå med en ren og uplettet samvittighed og med rige resultater af de gode gerninger, som Kristus har udført gennem jer til ære og pris for Gud.
Jeg er glad for at kunne fortælle jer, kære venner, at det, der er sket med mig, faktisk har bevirket, at budskabet om Kristus er nået endnu længere ud. Alle her omkring – og det gælder også soldaterne i garnisonen – er klar over, at jeg sidder i fængsel, fordi jeg tjener Kristus. Desuden har mit fangenskab givet mange af de kristne her større tillid til Gud, så de nu frimodigt forkynder Guds ord uden frygt.
Selvom der er nogle, der taler om Kristus, fordi de er misundelige på mig og gerne vil skabe vanskeligheder for mig, er der andre, der har gode motiver. De sidstnævnte forkynder Ordet af kærlighed, og de ved, at jeg er her, fordi Herren har givet mig den opgave at forsvare budskabet om Jesus. De første derimod har ikke rene motiver, men taler om Kristus med baggrund i rivalisering og ønsker dermed at give mig endnu flere problemer her i fængslet. Men hvilket motiv de end har, så bliver det gode budskab om Kristus altså fortalt – og det vil jeg glæde mig over.
Jeg glæder mig også over, at I beder for mig, for jeg er sikker på, at ved jeres bøn og ved den hjælp, Jesu Kristi Ånd giver mig, vil jeg komme sejrrig igennem denne prøvelse. Det er mit håb og min faste overbevisning, at jeg ikke på nogen måde skal komme til at svigte Kristus, men at han nu som altid må blive æret ved, at jeg frimodigt forkynder det budskab, han har givet mig. Hvad enten jeg skal dø i tjenesten for ham, eller jeg får lov at leve, vil jeg altid ære ham. Så længe jeg lever, lever jeg for Kristus. Og når jeg dør, bliver det endnu bedre. Men siden der er gode resultater af mit arbejde her på jorden, ved jeg snart ikke, hvad jeg helst vil. På en måde foretrækker jeg at dø og derefter være sammen med Kristus, for det ville være herligt. Men så længe der endnu er brug for mig på jorden, er jeg parat til at blive. Derfor tror jeg også, at jeg skal blive her endnu en tid til glæde for jer og for at hjælpe jer til at vokse i troen. Når jeg så besøger jer en gang til, får I endnu mere grund til at lovprise Jesus Kristus for, hvad han udretter gennem min tjeneste.
Men hvad der end sker, så skal I leve på en sådan måde, at I ærer Kristus ved det. Hvad enten jeg kommer og besøger jer, eller jeg må nøjes med at høre om jer, forventer jeg, at I står side om side i samme ånd og kæmper for troens sag. I skal ikke være bange for, hvad jeres modstandere kan finde på at gøre. For dem er jeres tro jo et klart fingerpeg om, at de går fortabt, men at I vil få det evige liv. Det er alt sammen med i Guds plan. Af Guds nåde har I ikke alene fået lov at tro på Kristus, men I har også fået lov at lide for ham, mens I fortsat kæmper den samme kamp, som I engang så mig stå i, og som I nu hører, at jeg stadig står i.