Salomon var nu færdig med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Han havde fuldført alt, hvad han havde sat sig for at gøre. Da viste Herren sig for ham igen, ligesom han tidligere havde gjort i Gibeon.
„Jeg har hørt den bøn, du bad for mit ansigt,” sagde Herren til ham. „Jeg har helliget det hus, du har bygget, for at jeg kunne have et sted at være. Jeg vil altid våge over det og have det i mine tanker.
Og hvad dig angår, hvis du vil adlyde mig med et ærligt og oprigtigt hjerte, som din far gjorde, hvis du vil gøre alt, hvad jeg beder dig om, og overholde mine love og påbud, så vil jeg lade din slægt beholde tronen til evig tid, sådan som jeg lovede din far, da jeg sagde: ‚Der vil i al fremtid være en af dine efterkommere på Israels trone.’
Men hvis du vender dig bort fra mig, eller dine efterkommere gør det, og hvis I ikke adlyder de befalinger, jeg har givet jer, men begynder at tilbede andre guder, så vil jeg jage mit folk ud af det land, jeg har givet dem, og jeg vil vende ryggen til mit hus her, som jeg ellers nu har gjort helligt. Da vil Israels folk blive genstand for hån og latterliggørelse blandt alle folkeslag. Mit hus skal lægges i ruiner, og enhver der går forbi, vil blive slået af forundring og foragteligt spørge: ‚Hvorfor har Herren været så hård mod dette land og dette hus?’ Og svaret skal lyde: ‚Fordi de svigtede Herren, deres Gud, som førte deres forfædre ud af Egypten. De vendte sig til andre guder, som de tilbad og tjente i stedet. Denne ulykke er Herrens straf over dem.’ ”
I 20 år havde Salomon nok at gøre med de to store byggeprojekter, Herrens hus og sit eget palads. Da de var færdige, forærede han kong Hiram af Tyrus 20 byer i Galilæa-området som betaling for alt det cedertræ, fyrretræ og guld, han havde leveret. Men da Hiram kom for at se på byerne, var han langtfra tilfreds med dem.
„Hvad er det for nogle elendige byer, du har givet mig?” udbrød han. Derefter blev dette område kaldt Kabul, og det hedder det stadig. Hiram havde blandt andet leveret 4 tons guld til Salomon.
Salomon havde udskrevet tvangsarbejdere til følgende byggeprojekter: Herrens hus, paladset, Jerusalems fæstning og bymur og genopbygningen af byerne Hatzor, Megiddo og Gezer. Gezer var den by, som Egyptens konge tidligere havde erobret og brændt ned til grunden efter at have dræbt indbyggerne. Da hans datter blev gift med kong Salomon, forærede han hende byen i bryllupsgave. Men nu var Salomon i færd med at genopbygge Gezer – og i øvrigt også byerne Nedre Bet-Horon, Baʼalat og ørkenbyen Tamar. Desuden byggede han nogle byer omkring de kongelige kornsiloer, og han oprettede vognbyer til sine stridsvogne og alle sine heste og ryttere. Han havde også mange andre projekter i gang i Jerusalem, i Libanons bjerge og flere andre steder i det store rige, han regerede over.
Salomon udskrev sine tvangsarbejdere fra de folk, Israel havde besejret – amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Det var nemlig aldrig lykkedes Israels folk at udrydde disse folkeslag helt – selv længe efter deres erobring af landet – ja, endnu den dag i dag findes der slaver, som nedstammer fra disse folk. Men han tvang ingen israelitter til slavearbejde. Mange af dem var i kongens tjeneste eller var med i hæren som fodfolk, officerer, vognstyrere eller ryttere. Andre arbejdede som opsynsmænd for slavearbejderne ved byggeprojekterne. Der var i alt 550 israelitiske opsynsmænd.
Efter at byggeriet var færdigt, flyttede Salomon sin kone, der var en egyptisk prinsesse, fra Davidsbyen til det palads, han havde bygget til hende. Derefter byggede han videre på Jerusalems fæstningsanlæg.
På alteret foran templet ofrede Salomon de foreskrevne brændofre og fællesskabsofre ved de tre store, årlige højtidsfester, og han brændte også røgelse.
Kong Salomon havde et skibsværft i Etzjon-Geber nær Eilat i Edoms land ved Det Røde Hav. Der byggede han en flåde, og kong Hiram supplerede besætningerne med erfarne søfolk, som førte skibene til Ofir for at hente guld til kong Salomon. I alt hentede de over 14 tons guld.
Da dronningen af Saba hørte om den visdom, Herren havde givet Salomon, fik hun lyst til at udfordre ham med nogle svære spørgsmål. Hun ankom til Jerusalem med et stort følge og en lang karavane af kameler belæsset med aromatiske stoffer, ædelsten og store mængder guld. Under sit besøg hos kong Salomon stillede hun ham alle de spørgsmål, hun kunne komme i tanke om. Salomon besvarede alle hendes spørgsmål – ikke et eneste var for vanskeligt for ham. Da dronningen således personligt oplevede hans visdom og med egne øjne så det prægtige palads, den fornemme mad, de mange hoffolk, som spiste med ved bordet, tjenerne, der serverede, deres prægtige klæder, hans mundskænke og de mange brændofre, han ofrede i Herrens hus, blev hun meget betaget og udbrød:
„Jeg er dybt imponeret! De rapporter, jeg modtog i mit eget land om din store visdom og dine bedrifter, var altså sande. Jeg troede ellers ikke på dem, men nu har jeg med mine egne øjne set meget, meget mere, end hvad jeg dengang hørte om. Din visdom og rigdom overgår langt de vildeste rygter! Hvor er dine folk og tjenere heldige, at de kan lytte til din visdom hver eneste dag. Lovet være Herren, din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på Israels trone. Det er på grund af din Guds evige kærlighed til Israel, at han gjorde dig til konge over dem, for du regerer med retfærdighed.”
Derpå forærede hun kongen 4 tons guld, store mængder aromatiske stoffer og mange ædelsten. Ingen andre har siden givet kong Salomon så mange aromatiske stoffer.
I den forbindelse skal det nævnes, at kong Hirams skibe ud over at bringe guld fra Ofir også bragte store mængder kostbart træ og ædelsten. Det kostbare træ brugte Salomon til at lave rækværk i tempelkomplekset og i sit palads, samt til lyrer og harper. Aldrig har man set magen til en så fornem levering af kostbart træ.
Salomon gav til gengæld dronningen af Saba alt, hvad hun bad om og kunne ønske sig, foruden de gaver, han selv forærede hende. Derpå rejste hun sammen med sit følge tilbage til sit land.
Hvert år udvandt kong Salomon ca. 23 tons guld fra sine guldminer. Dertil kom indtægter fra handelsafgifter, told og skat fra de arabiske vasalkonger og landets egne guvernører. Salomon fik lavet 200 store, guldbelagte skjolde, hvor der gik knap 7 kilo guld til hvert skjold, og 300 mindre skjolde, hvortil der gik halvandet kilo guld. Alle disse skjolde satte han op som udsmykning i „Libanonskovhallen”.
Han fik også lavet en overdådig elfenbenstrone, belagt med rent guld. Seks brede trin førte op til selve tronstolen, som havde en rundet ryg foroven og armlæn på begge sider. Ved hver side stod en løvestatue. For enderne af hvert trin stod der også en løve, så der var 12 løver i alt på tronens trappe. Intet sted i verden fandtes en trone som Salomons.
Alle kong Salomons drikkebægre var af rent guld, og spisestellet i „Libanonskovhallen” var også af rent guld. Intet af det var af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på den tid. Salomon havde selv nogle store Tarshish-skibe ligesom kong Hiram. Hvert tredje år vendte disse skibe hjem med store ladninger af guld, sølv, elfenben, bavianer og fløjlsaber.
Kong Salomon var således visere og rigere end nogen anden konge på jorden. Ledere fra alverdens lande søgte audiens hos ham for at få del i hans gudgivne visdom, og de bragte ham år efter år fornemme gaver i form af guld- og sølvting, kostbart klæde, våben, aromatiske stoffer, heste og muldyr.
Salomon anskaffede sig masser af stridsvogne og heste. Han havde 1400 stridsvogne og 12.000 rideheste, som han stationerede i de dertil indrettede vognbyer og i selve Jerusalem. Salomons rigdom betød, at sølv blev lige så almindeligt i Jerusalem som stenene i byens gader, og det kostbare cedertræ blev lige så almindeligt som morbærfigentræ fra de vestlige bakkeskråninger. Salomons heste blev importeret fra Egypten og Kilikien, hvor hans opkøbere konstant var på udkig. En egyptisk stridsvogn leveret i Jerusalem kostede syv kilo sølv, og en hest kostede godt halvandet kilo sølv. En del af disse heste og vogne blev solgt videre til de hittitiske og aramæiske konger.
I kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår fik jeg et budskab fra Herren, som var henvendt til Baruk, der efter mit diktat nedskrev alt, hvad Herren sagde til mig:
Hør, hvad Herren, Israels Gud, har at sige til dig, Baruk: „Du beklager dig over dine problemer og lidelser. Du har ingen ro på dig og bliver træt og nedtrykt over de mange domsbudskaber. Lad mig fortælle dig noget, siger Herren: Jeg har lov til at rive det ned, jeg selv har bygget op, og rykke det op, jeg selv har plantet. Og det kan jeg gøre overalt på jorden. Du vil gerne opleve fremgang og lykke lige meget hvad, men det kan du godt opgive, for jeg vil dømme ondskaben, hvor end den findes i verden. Men jeg lover dig, at lige meget hvor du kommer hen, vil jeg redde dig fra døden.”
Jeg bedyrer højt og helligt og med Gud som vidne, at det var for at skåne jer, at jeg ikke besøgte jer på det planlagte tidspunkt. Vi er jo ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde. Det viste sig jo også, at I stod fast i troen.
Jeg besluttede altså, at jeg ikke ville aflægge endnu et smertefuldt besøg hos jer. Hvis jeg kom og gjorde jer kede af det, hvem skulle så gøre mig glad? Kan jeg forvente, at dem, jeg gør sørgmodige, skulle kunne opmuntre mig til gengæld?Altså skrev jeg et brev i stedet for. Jeg ville helst ikke komme til jer og risikere at blive nedtrykt i stedet for at blive opmuntret. Jeg er nemlig overbevist om, at I vil glæde jer over at kunne gøre mig glad.Jeg skrev det brev med meget uro i sindet, med tårer i øjnene og med et tungt hjerte. Jeg skrev det ikke for at gøre jer kede af det, men for at I kunne forstå, hvor meget jeg holder af jer.
Det er ikke mig, den pågældende mand har bragt sorg over, men det er stort set jer alle sammen. Det er vist ikke for meget sagt, er det? Men nu har han fået straf nok. I skal tilgive og trøste ham, ellers bliver han måske så modløs, at han går til grunde over det. Vis ham, at I elsker ham.
En anden grund til at jeg skrev, var, at jeg ville sætte jeres lydighed på prøve. Når I tilgiver ham, gør jeg det også – hvis jeg da har noget at tilgive ham for. Jeg tilgiver ham for jeres skyld og i lydighed mod Kristus, så at Satan ikke skal overrumple os. Hans lumske handlemåde kender vi jo.
Da jeg ankom til Troas, havde jeg rig anledning til at forkynde budskabet om Kristus. Men jeg havde ikke fred i min ånd, fordi min kære medarbejder Titus endnu ikke var kommet tilbage med nyheder fra sit besøg hos jer. Derfor sagde jeg farvel til menigheden i Troas og rejste videre til Makedonien i håb om at møde ham der.
Og Gud være lovet. Hvor vi end går, fører han os altid i sit triumftog, fordi Kristus har sejret, og han bruger os til at bringe budskabet om ham ud til mennesker. Vi er som en duft af Kristus, der stiger op til ære for Gud, både overfor dem, der frelses, og overfor dem, der fortabes. De, der er på vej til fortabelsen, betragter os med afsky, og det fører dem i døden, men de, der er på vej til frelsen, opfanger duften af liv, og det fører dem ind i det evige liv. Hvem er værdig og egnet til en sådan opgave? Vi er ikke som dem, der udnytter Guds ord til egen fordel. Nej, vi er sendt af Gud, og vi forkynder hans ord redeligt og sandt. Vi står jo til ansvar over for ham og taler de ord, vi har fra Kristus.
Ud over den egyptiske prinsesse, som Kong Salomon havde giftet sig med, følte han sig tiltrukket af kvinder fra fremmede folkeslag, og han giftede sig med en masse moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidonitiske og hittitiske kvinder. Herren havde ellers udtrykkeligt advaret sit folk imod blandede ægteskaber, for de fremmede kvinder ville få israelitterne til at dyrke deres afguder i stedet for Herren. Men Salomon gjorde det alligevel, for de var så tiltrækkende. Han havde efterhånden 700 koner med fyrstelig rang og 300 medhustruer – og disse kvinder stjal i den grad hans hjerte, at han glemte Herrens advarsler. Da Salomon blev ældre, begyndte han at dyrke de andre folkeslags afguder og fulgte ikke længere Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort. Salomon dyrkede blandt andet den sidoniske gudinde Astarte, og den afskyelige, ammonitiske gud Milkom. Salomon gjorde nu, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort det. Han byggede endda et alter på Olivenbjerget øst for Jerusalem til ære for den ækle, moabitiske gud Kemosh og den lige så ækle, ammonitiske gud Milkom. Han byggede altre til alle sine udenlandske koner, så de havde et sted, hvor de kunne brænde røgelse og bringe ofre til deres forskellige guder.
Herren blev vred på Salomon, fordi han var ulydig og oprørsk, på trods af at Herren havde åbenbaret sig for ham hele to gange. Salomon havde fået en klar befaling om ikke at dyrke andre guder, men han havde overtrådt denne befaling. „Siden du har brudt pagten og overtrådt mine befalinger, vil jeg tage kongeriget fra dig og din slægt og give det til en af dine embedsmænd,” sagde Herren til ham. „Men på grund af Davids trofasthed vil det ikke ske i din egen levetid, men din søn vil miste kongemagten. For Davids skyld, og for min udvalgte by Jerusalems skyld, vil din søn dog få lov til at regere over en enkelt stamme.”
Herren tillod nu, at edomitten Hadad begyndte at gøre oprør mod Salomon. Hadad var fra kongefamilien i Edom. Mange år tidligere, mens Davids hær var i krig med edomitterne, var Joab taget af sted med en hærafdeling for at begrave de israelitiske krigere, der var faldet i slaget. I den forbindelse dræbte de alle de mænd, der var tilbage i Edom. Det tog Joab og hans mænd seks måneder at udrydde dem, men Hadad, der på det tidspunkt kun var en lille dreng, var flygtet sammen med nogle få kongelige embedsmænd ad vejen sydpå mod Egypten. Fra Midjan fortsatte de til Paran, hvor andre sluttede sig til og fulgtes med dem til Egypten, hvor kongen sørgede for mad til dem. Han gav Hadad et hus at bo i og et jordstykke at dyrke afgrøder på.
Hadad voksede således op i Egypten og blev en af kongens nærmeste venner; og kongen gav ham sin svigerinde, en søster til dronning Takpenes, til kone. Hun fødte ham en søn ved navn Genubat, som blev opdraget ved hoffet sammen med kongens egne børn.
Da Hadad senere fik at vide, at David og Joab begge var døde, bad han kongen om tilladelse til at vende tilbage til Edom.
„Hvorfor?” spurgte kongen. „Hvad mangler du her? Er der noget i vejen?”
„Nej,” svarede Hadad, „men jeg vil alligevel gerne hjem til Edom.”
Rezon, Eljadas søn, var en anden af Salomons fjender, som Gud gav indflydelse og magt. Rezon var en af kong Hadadezer af Zobas officerer, men dengang David besejrede Zobas hær, var Rezon flygtet sammen med en del andre krigere. Han samlede efterhånden en røverbande omkring sig. Senere indtog de Damaskus, hvor Rezon blev udråbt til konge. I hele Salomons levetid var Rezon en af de værste fjender af Israels folk, som han nærede et stort had til. Han skabte problemer for Salomon, fordi han havde kontrol over nabolandet Aram, mens Hadad skabte problemer for Israel sydfra.
En anden trussel mod Salomon var Jeroboam, Nebats søn, som stammede fra byen Zereda i Efraim. Hans mor var en enke ved navn Zerua. Jeroboam var en af Salomons embedsmænd, men havde gjort oprør imod kongen. Det følgende er grunden til, at han gjorde oprør: Salomon havde netop udbygget fæstningsanlægget i Jerusalem og repareret skaderne i den gamle bydels mur, som hans far David havde bygget. Jeroboam var en lovende ung mand, og da kong Salomon bemærkede hans dygtighed og arbejdsomhed, satte han ham i spidsen for arbejdsstyrkerne i Manasse og Efraim. En dag, da Jeroboam var på vej ud af Jerusalem, kom profeten Ahija fra Shilo ham i møde. Ahija havde en ny kjortel på, og han standsede Jeroboam på vejen. Der var ingen andre i nærheden. Ahija rev sin nye kjortel i 12 stykker, hvorefter han sagde til Jeroboam: „Tag ti af de her stykker, for Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg vil rive riget ud af Salomons hånd og give de ti af stammerne til dig. Men jeg vil tillade ham at beholde en enkelt stamme for min tjener Davids skyld og Jerusalems skyld – den by jeg har udvalgt frem for alle andre byer i landet. Det gør jeg, fordi Salomon har svigtet mig ved at dyrke andre guder ved siden af mig – guder som Astarte, sidoniernes gudinde, og Kemosh, Moabs gud, og ammonitternes gud, Milkom. Han har ikke adlydt mig og gjort hvad ret er – han har ikke handlet efter mine befalinger, som hans far gjorde. Jeg vil dog ikke tage riget fra ham med det samme. For min udvalgte tjener Davids skyld, som adlød mine befalinger og forskrifter, vil jeg lade Salomon beholde magten indtil sin dødsdag. Men derefter vil jeg tage riget fra hans søn og give de ti stammer til dig. Dog får sønnen lov at beholde én stamme, for at Davids efterkommere stadig kan regere i Jerusalem – byen jeg har udvalgt for at herliggøre mit navn. Jeg vil gøre dig til konge over Nordriget, og du skal få lov at regere over alt, hvad du har lyst til. Hvis du adlyder mig og handler i overensstemmelse med mine bud, som min tjener David gjorde, så vil jeg velsigne dig, og dine efterkommere skal så altid regere over de ti stammer. Jeg gav engang David et tilsvarende løfte, men på grund af Salomons synd må jeg straffe Davids efterkommere – dog ikke for altid.’ ”
Da Salomon fik at vide, hvad Ahija havde sagt, forsøgte han at myrde Jeroboam, men Jeroboam søgte tilflugt hos kong Shishak i Egypten. Der blev han, til Salomon døde.
Hvad der ellers er at fortælle om Salomon og hans visdom, er nedskrevet i Salomons krønike. Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad. Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.
Rehabeam og hans rådgivere tog straks efter Salomons død til Sikem, hvor Nordrigets ledere samledes for at udråbe ham til konge. Jeroboam, Nebats søn, vendte tilbage fra Egypten (hvortil han var flygtet for kong Salomon), da han hørte, at Salomon var død. Nordrigets ledere sendte nu bud efter ham, og sammen trådte de frem for Rehabeam i Sikem. „Din far lagde en masse skatter på os og krævede hårdt arbejde,” sagde de. „Hvis du er villig til at nedsætte kravene, vil vi gerne have dig som konge.”
„Det vil jeg tænke over,” svarede Rehabeam. „Kom tilbage om to dage, så vil jeg give jer svar.”
Rehabeam drøftede nu sagen med sin fars gamle rådgivere. „Hvad foreslår I, jeg skal gøre?” spurgte han. „Hvis du viser lederne, at du tager hensyn til deres ønsker, og siger, at du vil behandle folket godt, så vil de være loyale over for dig,” var deres svar.
Men Rehabeam brød sig ikke om deres råd. Han spurgte så de unge mænd, han var vokset op sammen med, og som han havde ansat i sin tjeneste: „Hvad skal vi svare de her mennesker, som gerne vil være fri for hårdt arbejde og skatter?” „Vi foreslår, at du siger: ‚Sammenlignet med mig var min far ingenting! Hvis I synes, min far lagde tunge byrder på jer, vil jeg gøre dem endnu tungere. Hvis I synes, min far brugte en pisk af reb, så vil jeg bruge en pisk med metalstykker i!’ ”
Da Jeroboam og Nordrigets ledere som aftalt kom tilbage til den unge konge to dage senere, gav han dem det brutale svar, som de unge mænd havde rådet ham til, i stedet for det gode svar fra sin fars rådgivere. Det var Herrens plan, at kongen ikke var villig til at lytte til deres ønsker, og derved kom han til at opfylde det profetiske ord fra Herren, som Ahija fra Shilo havde givet Jeroboam.
Da Nordrigets folk blev klar over, at kongen ikke ville lytte til dem, tog de afstand fra ham og råbte til hinanden: „Ud med David og hans slægt! Rehabeam kan få lov til at regere over sin egen stamme. Vi kan klare os selv.”
Således gik det til, at Rehabeam måtte nøjes med at være konge over Judas stamme. Men han gav ikke op med det samme, så han sendte sin slavepisker Adoniram efter Nordrigets ledere for at tvinge dem, men de smed sten efter ham og slog ham ihjel. Rehabeam sprang da op i sin vogn og skyndte sig hjem til Jerusalem for ikke selv at blive slået ihjel. Således brød de ti nordlige stammer forbindelsen med Judas stamme, og de to riger blev aldrig siden forsonet.
Da det blev kendt blandt alle Nordrigets indbyggere, at Jeroboam var vendt hjem, inviterede de ham til et stort folkemøde, hvor de gjorde ham til deres konge. Det var kun Judas stamme, der var loyal over for Davids slægt.
Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer – 180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge. Men Gud gav profeten Shemaja følgende budskab: „Sig til Judas kong Rehabeam, Salomons søn, og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og gik hver til sit.
Jeroboam udbyggede nu byen Sikem i Efraims bjergland og gjorde den til sin hovedstad. Han udbyggede også Penuel som fæstningsby.
Det varede ikke længe, før Jeroboam begyndte at frygte for, om han nu også kunne fastholde kongemagten. „Nordrigets folk rejser jo stadig op til Herrens hus i Jerusalem for at bringe deres ofre der,” sagde han til sig selv. „Når de ser, hvor meget guld der er i Jerusalem, kan de let blive fristet til at gå over til kong Rehabeam af Juda. Så finder de måske på at slå mig ihjel og overgive hele Nordriget til Davids slægt.”
På sine rådgiveres opfordring fik Jeroboam derfor lavet to guldkalve. „Det er for besværligt at tage helt til Jerusalem og ofre,” sagde han til folket. „Her er jeres guder, som førte jer ud af Egyptens land!”
Den ene guldkalv blev anbragt i den sydlige by, Betel, og den anden blev senere i en stor procession ført op til den nordligste by, Dan. Det var naturligvis en alvorlig synd, for folket begyndte at tilbede disse afguder. Jeroboam opførte også afgudsaltre på offerhøjene rundt omkring, og han udnævnte præster fra andre stammer end Levis stamme i modstrid med Herrens befaling. Han bekendtgjorde også, at den årlige løvhyttefest for fremtiden skulle fejres i Betel den 15. dag i den ottende måned – en dato han selv fandt på, og han indkaldte alle sine præster til at gøre tjeneste i Betel under den ugelange højtid. Da festen begyndte, steg han selv op på alteret i Betel for at tænde ilden og ofre til den guldkalv, han havde ladet opstille der.
Her følger en række budskaber angående fremmede nationer, som jeg modtog fra Herren.
Det første budskab omhandler Egypten og kom i kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår, under slaget ved Karkemish ved Eufratfloden, hvor kong Neko af Egypten blev besejret af kong Nebukadnezar af Babylonien. Herren sagde: „Grib I blot jeres skjolde og gør jer klar til kamp. Spænd for stridsvognene og lad ryttersoldaterne bestige deres heste. Stil op med hjelm, brynje og slebne spyd. Jamen, hvad ser jeg? siger Herren. Nu flygter egypterne pludselig i rædsel og styrter af sted uden at se sig tilbage. De er slået og flygter over hals og hoved. Men selv de hurtigste når ikke at undslippe, og de stærkeste må bukke under for overmagten. Alle krigerne snubler og falder, deroppe mod nord ved Eufratfloden.
Hvem rejste sig som Nilen, når den går over sine bredder? Egypterne havde i tanke at oversvømme jorden som en flodbølge og løbe befæstede byer over ende. Pisk I blot på jeres heste og kør fremad til angreb. Lad rytterne galopere alt, hvad de kan. Lad bare fodfolket strømme frem i tætte rækker med deres skjolde og buer, både dem fra Egypten og lejesoldaterne fra Kush, Libyen og Lydien. Nu er dagen nemlig kommet, hvor Herren, Israels Gud, kræver sine fjender til regnskab. Sværdet skal æde sig mæt i kød og drikke sig beruset i blod. Herren har gjort klar til et slagtoffer ved Eufratfloden i landet mod nord. Gå blot til Gilead, Egyptens jomfru, og søg efter lægende salver. Men dine sår kan ikke læges. Nationerne vil høre om dit ydmygende nederlag, dit dødsskrig vil nå til jordens ender. Dine helte faldt over hinandens ben og styrtede til jorden, alle som én!”
Derefter modtog jeg følgende budskab angående kong Nebukadnezars plan om at angribe Egypten: Herren sagde til mig: „Råb det ud over hele Egypten, forkynd det i Migdol, Memfis og Takpankes. Gør jer klar til kamp, for fjenden raserer rundt omkring jer. Hvorfor bliver jeres stærke hær besejret? Fordi den ikke kan holde stand mod Herren. Jeres krigere snubler og falder over hinanden i et forsøg på at flygte. De råber: ‚Kom, lad os skynde os hjem til vores eget land, så vi undgår at blive sablet ned!’ Giv Farao tilnavnet: ‚Pralhalsen, der faldt, da det virkelig gjaldt.’ ”
„Så sandt jeg lever,” siger Herren, den Mægtige Konge, „en fjende skal rykke frem mod Egypten. Han er frygtindgydende som Tabors bjerg, som Karmel ved havet. Pak jeres ejendele, egyptere, og gør jer klar til at gå i eksil. Memfis bliver jævnet med jorden og brændt af, så byen bliver en folketom ruin. Egypten er som en smuk kvie, der angribes af en sværm af insekter fra nord. Hendes berygtede lejesoldater springer for livet som skræmte fedekalve. De giver op og flygter, for det er en katastrofal dag for Egypten, straffens time er kommet. Egypten flygter som en hvæsende slange, når fjendens hær marcherer frem. De kommer som skovhuggere med hævede økser og slår alt ned. Egyptens folk er som en uigennemtrængelig urskov, men fjenden vil hugge det hele ned, for de er flere end en græshoppesværm, det er umuligt at tælle dem. Egypten bliver ydmyget og underlagt landet mod nord.”
Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger: „Jeg straffer Amon, Thebens gud, og alle Egyptens andre guder. Jeg nedkæmper Farao og hans embedsmænd samt alle dem, der stolede på ham. Jeg udleverer dem til deres fjender, til kong Nebukadnezar og hans hær. Men senere vil landet rejse sig igen og få fremgang.”
Herren fortsatte: „Du skal ikke være bange, min tjener Israel, for jeg vil befri jer fra de fjerne lande, hvor I lever i fangenskab, og føre jer hjem til jeres eget land. Der vil I opleve tryghed og fremgang, så I kan leve uden at skulle frygte de fremmede nationer. Frygt ikke, min tjener Jakob, siger Herren, for jeg er med dig, Jeg vil rasere de nationer, jeg spredte dig iblandt, men jeg vil ikke rasere dig. Jeg straffer dig, men ikke mere end højst nødvendigt.”
Begynder vi nu igen at anbefale os selv? Har vi måske som visse andre folk brug for anbefalingsbreve fra jer eller til jer? Nej, I er vores anbefalingsbrev. Det er skrevet i jeres hjerter og kan ses og læses af alle. I viser med jeres liv, at I er et anbefalingsbrev fra Kristus, der er blevet til gennem vores tjeneste. Det er ikke et brev skrevet med pen og blæk, men med den levende Guds Ånd, og det står prentet dybt i jeres hjerter, ikke på stentavler.
Vi har tillid til, at Gud gennem Kristus giver os nåde og styrke til at tjene ham. Vi regner ikke os selv for noget særligt. De evner og færdigheder, vi har, er jo, hvad Gud har givet os. Det er også ham, der har gjort os til tjenere for den nye pagt, som ikke bygger på en nedskreven lov, men på Ånd. Loven bringer død, men Ånden giver liv. Tjenesten i den gamle pagt byggede på love, der var hugget ind i sten, og den førte til død. Da Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne, strålede hans ansigt efter at have været i Guds nærhed, så Israels folk ikke kunne holde ud at se på ham. Stråleglansen på hans ansigt forsvandt ganske vist lidt efter lidt. Men når dødens tjeneste havde sådan en herlighedsglans over sig, hvor meget større herlighed er der da ikke over Helligåndens tjeneste. Hvis den gamle pagts tjeneste var herlig, selvom den førte til, at mennesker kom under Guds dom, hvor meget herligere er så ikke den nye pagts tjeneste, der fører til, at mennesker bliver frikendt af Gud? I sammenligning med den overvældende herlighed i den nye pagt er den gamle pagts herlighed for intet at regne. Når den gamle pagts tjeneste havde herlighed over sig, selvom den var bestemt til at forsvinde, hvor meget større herlighed er der så ikke over den nye pagts tjeneste, som er kommet for at blive.
Da vi har en så stor og vedvarende herlighed, kan vi tale åbent og ærligt uden at lægge skjul på noget. Vi gør ikke som Moses, der skjulte sit ansigt bag et slør, så israelitterne ikke kunne se, hvordan stråleglansen forsvandt. I stedet for at få sandheden at vide blev folks tanker låst fast på det, der var engang. Lige til i dag ligger der et tilsvarende slør over deres tanker under oplæsningen af den gamle pagts skrifter, så de ikke forstår den dybere mening. Det slør fjernes først, når de kommer til tro på Kristus. Det er stadigvæk sådan, at hver gang Mosesʼ skrifter bliver læst op, er deres tanker dækket af et slør. Men når nogen vender sig til Herren Jesus, bliver sløret taget bort. Jesus har sendt Helligånden, og hvor hans Ånd er, dér er der frihed. Alle vi, som har fået sløret fjernet, kan nu se hans herlighed – med de begrænsninger, der hører det jordiske liv til – og den herlighed sætter sit præg på os, så vi forvandles til lighed med ham, efterhånden som vi modtager fra hans Ånd, og det går fra herlighed til endnu større herlighed.
Herren havde imidlertid sendt en profet fra Juda til Betel, og mens Jeroboam stod og var klar til at tænde ilden til røgelsesofferet, råbte denne profet: „Du alter! Hør, hvad Herren siger: En dreng skal fødes i Davids slægt og få navnet Josias. Han vil komme her og ofre de afgudspræster, som tænder offerild på dig. Da skal der brændes menneskeknogler på dig. Og som tegn på, at mit budskab er fra Herren, vil alteret om lidt revne, så asken vælter ud på jorden.”
Da kong Jeroboam hørte, hvad profeten råbte imod det nye alter i Betel, pegede han på ham og råbte til vagterne: „Grib ham!” Men øjeblikkelig stivnede hans arm, så han ikke kunne trække den til sig igen, og samtidig revnede alteret, så asken spredtes på jorden – nøjagtig som profeten havde sagt.
Forfærdet råbte kongen til profeten: „Gå i forbøn for mig og bed Herren, din Gud, om at gøre min arm normal igen!” Så bad profeten til Herren, og kongens arm blev normal igen. Derpå sagde kongen:
„Tag med mig hjem for at få noget at spise. Jeg vil også give dig en gave.”
Men profeten svarede: „Om du så gav mig det halve kongerige, ville jeg ikke tage imod det! Og jeg vil hverken spise eller drikke noget på dette sted. Herren har sagt, at jeg hverken må tage imod noget at spise eller drikke og heller ikke rejse tilbage ad den vej, jeg kom.” Derefter gik profeten bort ad en anden vej.
Nu boede der imidlertid en gammel profet i Betel, og hans sønner havde overværet det hele. De skyndte sig hjem og fortalte deres far, hvad profeten fra Juda havde sagt og gjort.
„Hvilken vej gik han?” spurgte den gamle profet. Så fortalte de ham det.
„Skynd jer!” sagde han. „Se at få sadlet mit æsel!” Og da de havde sadlet æslet, red han efter profeten. Han indhentede ham ved et egetræ, hvor han sad og hvilede sig.
„Er du profeten fra Juda?” spurgte den gamle mand.
„Ja, det er jeg,” svarede han.
„Tag med mig hjem og få noget at spise!”
„Nej,” svarede han, „det kan jeg ikke, for jeg må hverken spise eller drikke, så længe jeg er her. Herren har udtrykkeligt advaret mig imod det, og han befalede mig også at rejse en anden vej hjem, end den jeg kom ad.”
Men den gamle mand insisterede: „Jeg er selv profet, og en engel kom til mig og sagde, at jeg skulle tage dig med hjem og give dig noget at spise og drikke.” Men det var løgn alt sammen.
Så gik profeten fra Juda med den gamle mand hjem, og han spiste og drak.
Men pludselig, mens de sad og spiste ved bordet, kom Herrens ord til den gamle profet, og han råbte til profeten fra Juda: „Herren siger, at fordi du var ulydig og stik imod hans klare befaling lod dig overtale til at spise og drikke her, skal du dø, og dit lig vil ikke blive lagt i dit familiegravsted.”
Efter måltidet sadlede den gamle mand sit æsel og lod profeten ride af sted på det. Men han var ikke nået ret langt, før en løve sprang op, rev ham af æslet og bed ham ihjel. Derefter blev både løven og æslet stående og kiggede på ham. Nogle forbipasserende så liget ligge ved vejen, mens løven bare stod og kiggede på det. Da de nåede ind til Betel, hvor den gamle mand boede, fortalte de om den mystiske hændelse.
Da den gamle profet hørte om det, udbrød han: „Jamen, det må være den profet, som var ulydig imod Herrens befaling. Det er en straf fra Herren, at han blev revet ihjel af en løve.” Så tilføjede han henvendt til sine sønner: „Gør et æsel klar!” Det gjorde de så, hvorefter han red af sted.
Da han lidt senere fandt profetens lig på vejen, stod løven og æslet der stadig og kiggede. Løven havde hverken ædt ham eller angrebet æslet. Da tog den gamle profet liget og lagde det på æslet, hvorefter han vendte tilbage til byen for at sørge over den døde og begrave ham. „Åh, min stakkels ven!” sagde han og lagde den døde i sin egen grav.
Derefter sagde han til sine sønner: „Når jeg dør, skal I lægge mig ved siden af ham, for han var en sand profet! Hans dom over afgudsdyrkelsen her i Betel og de andre altre rundt omkring i Samaria skal gå i opfyldelse.”
Men trods det, der var sket, opgav Jeroboam ikke sin ondskab – tværtimod, han udnævnte flere præster blandt den almindelige befolkning, så afgudsdyrkelsen omkring offerstederne blomstrede mere end nogen sinde. Enhver, som havde lyst, kunne blive præst. På grund af denne store synd blev hele Jeroboams slægt senere udryddet fra jordens overflade.
Så skete det, at Jeroboams søn Abija blev alvorligt syg. Jeroboam sagde derfor til sin kone: „Forklæd dig godt, så ingen kan se, at du er min kone, og gå hen til profeten Ahija i Shilo – ham, som forudsagde, at jeg ville blive konge. Tag en gave med til ham – ti brød, nogle kager og en krukke honning – så han kan fortælle dig, hvad der vil ske med drengen.”
Så forklædte hun sig og tog af sted til Ahijas hus i Shilo. Profeten var meget gammel, og han havde mistet synet på grund af alderdom. Men Herren sagde til ham: „Jeroboams kone kommer for at søge råd om sin søn, der er syg. Hun er forklædt.” Og Herren gav ham besked om, hvad han skulle sige til hende, når hun kom.
Så da Ahija hørte fodtrin uden for døren, råbte han: „Kom ind, Jeroboams kone! Hvorfor har du forklædt dig?” Så tilføjede han: „Jeg har dårligt nyt til dig. Herren, Israels Gud, siger til din mand: ‚Jeg gjorde dig til konge over Nordriget, selv om du ikke var af kongeslægt. Jeg tog herredømmet ud af hænderne på Davids slægt og gav det til dig. Men du har ikke adlydt mig, sådan som min tjener David gjorde, for han adlød mig af hele sit hjerte og ønskede at gøre min vilje. Du, derimod, har gjort mere ondt end dine forgængere! Du har lavet afguder og støbt guldkalve! Du har krænket og forkastet mig. Derfor vil jeg straffe dig. Hver eneste mand og dreng i din slægt vil jeg udrydde. Ja, jeg vil snart udrydde din slægt, som man brænder affald og intet bliver tilbage. Dem fra din slægt, der bliver dræbt i byen, skal hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, skal fuglene æde.’
Gå du nu hjem, Jeroboams kone! Så snart du kommer tilbage til byen, vil din søn dø, og hele Nordriget vil sørge over ham. Men den søn bliver den eneste i din familie, som får en ordentlig begravelse, for han er den eneste af jer, som Herren, Israels Gud, ser noget godt i. Efter Jeroboams død vil Herren lade en anden mand komme til magten i Nordriget, som vil udrydde resten af Jeroboams slægt. Siden hen vil Herren straffe hele Nordriget. Som et siv, der rykkes op og rives med af en kraftig vandstrøm, sådan vil Israels folk blive rykket op fra det frugtbare land, deres forfædre fik i eje, og de vil ende ovre på den anden side af Eufratfloden, for de har vakt Herrens vrede ved at dyrke afguder og opstille Asherapæle. Ja, han vil lade Israel sejle sin egen sø, fordi Jeroboam syndede og fik hele folket til at følge sit dårlige eksempel.”
Efter at have fået dette budskab vendte Jeroboams kone tilbage til Tirtza, som var Nordrigets hovedstad, og i samme øjeblik hun trådte over dørtærsklen, døde drengen. Han blev begravet, og der blev udråbt landesorg, sådan som Herren havde forudsagt gennem profeten Ahija.
Hvad Jeroboam ellers foretog sig – hans krigsbedrifter og øvrige politiske virke – er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Han regerede i 22 år, og da han døde, overtog hans søn Nadab tronen.
I mellemtiden regerede Rehabeam, Salomons søn, i Juda. Han var 41 år gammel, da han blev konge, og han regerede 17 år i Jerusalem, den by, som Herren havde udvalgt til bolig frem for alle andre byer i Israel. Hans mor hed Naʼama og var fra Ammon.
Men under kong Rehabeam opførte Judas folk sig ikke bedre end Nordrigets folk under Jeroboam. De var tilsvarende ulydige imod Herren og provokerede ham med deres synd – ja, de syndede endnu værre end deres forfædre. De byggede afgudsaltre, rejste frugtbarhedssymboler og Asherapæle på alle høje bakker og under de store, skyggefulde træer. Den religiøse prostitution blomstrede på disse afgudshøje, og både mænd og kvinder var prostituerede. Judæerne blev efterhånden lige så perverse, som de folkeslag, Herren i sin tid havde jaget ud af landet for at skaffe plads til sit folk.
I Rehabeams femte regeringsår angreb kong Shishak af Egypten Jerusalem og erobrede byen. Egypterkongen plyndrede både Herrens hus og kongens palads og ribbede byen for kostbarheder, blandt andet de guldskjolde, som Salomon havde ladet fremstille. Bagefter fik Rehabeam lavet nogle efterligninger i bronze, som paladsgarden så brugte, hver gang de eskorterede kongen til templet. Derefter blev de hængt tilbage i depotet, hvor de blev opbevaret.
Hvad der ellers skete under kong Rehabeams regeringstid er nedskrevet i Judas kongers krønikebog. Der var til stadighed fjendtligheder mellem Rehabeam og Jeroboam. Da Rehabeam døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen. Hans mor var fra Ammon og hed Naʼama, og hans søn Abija blev konge efter ham.
Det følgende budskab om filistrene i Gaza modtog jeg, før byen blev erobret af egypterhæren.
Herren siger: „En flodbølge fra nord vil oversvømme filistrenes land, og den vil ødelægge byerne med alle deres indbyggere. Folk vil skrige af rædsel, og alle i landet vil græde. Hør hestenes trampen og vognhjulenes rumlen, mens de suser fremad. Forældre vil springe for livet uden at få deres hjælpeløse børn med. Nu er timen kommet, hvor filistrene og deres forbundsfæller fra Tyrus og Sidon skal udryddes. Ja, Herren udrydder filistrene, den sidste rest af indvandrerne fra Kreta. Gazas indbyggere rager håret af i sorg. Ashkalons folk er stumme af rædsel. Resten af det tidligere så mægtige folk snitter sig i huden af bar fortvivlelse.
Det hjælper ikke, at de råber til mig om at standse fjendens nedslagtninger, for det er mig, der har sendt dem. Jeg har beordret dem til at slå ned på Ashkalon, ja, alle dem, der bor langs havet.”
Da det er på grund af Guds barmhjertighed, at vi har fået lov at tjene ham, giver vi ikke op, selvom vi møder modstand. Vi tager afstand fra alle uetiske og lyssky metoder og forfalsker ikke Guds ord med snedige omfortolkninger. Gud er vores vidne! Vi fremlægger sandheden åbent og ærligt, så I med god samvittighed kan tro på, hvad vi siger. Hvis vores budskab om frelsen i Kristus virker uforståeligt for nogle, er det tegn på, at der endnu ligger et slør over deres tanker, og at de er på vej mod fortabelsen. Denne verdens gud, Satan, har gjort dem så blinde og vantro, at de ikke kan se det herlige lys, der stråler fra budskabet om Kristus, han, som er Guds billede.
Det er ikke vores egne idéer, vi forkynder, eller vores egen ære, vi søger. Nej, vi forkynder, at Jesus Kristus er Herre over alle mennesker, mens vi er jeres tjenere på grund af den opgave, Jesus har givet os. Gud, som ved skabelsen befalede, at der skulle blive lys midt i mørket, lod nemlig sit lys skinne ind i vores hjerter, så vi kunne se hans herlighed, som den er åbenbaret gennem Jesus Kristus.
Vi er som skrøbelige lerkar, hvori en vidunderlig skat er blevet lagt. På den måde kan det ses, at den overvældende kraft kommer fra Gud og ikke fra os selv. Vi møder modstand fra alle sider, men vi er ikke sat ud af spillet. Vi kender til at leve i uvished, men vi giver ikke op. Vi bliver forfulgt, men vil aldrig blive forladt. Vi er blevet slået til jorden, men ikke slået ihjel. Vi har ar og mærker efter pisk og har været døden nær i vores tjeneste for Jesus. Men så har vi til gengæld også oplevet hans livgivende kraft. Ja, vi lever i konstant livsfare for Jesu skyld med det resultat, at hans kraft bliver åbenbaret i vores dødelige legemer. Vores tjeneste betyder død for os, men den bringer liv til jer.
„Jeg troede, og derfor talte jeg,” står der i Skriften, og vi har den samme troens ånd. Vi taler, fordi vi har tro, for vi ved, at den samme Gud, som oprejste Herren Jesus fra døden, vil oprejse os på samme måde og lade os stå foran sin trone sammen med jer. Alt det her gør vi for at tjene jer. Jo flere mennesker, der får del i Guds nåde, jo større bliver lovprisningen til Guds ære.
Derfor giver vi ikke op. Selvom vores krop efterhånden bliver nedslidt, bliver vores indre liv fornyet dag for dag. Vi kan bære vores nuværende trængsler, fordi de fører os frem til en evig, umådelig herlighed. Vi satser ikke på det, der hører den synlige verden til, men på det, der hører den usynlige verden til. Den synlige verden er jo snart forbi, men den usynlige varer evigt.
Abija kom til magten i Juda i kong Jeroboam af Israels 18. regeringsår, og han regerede i Jerusalem i tre år. Hans mor hed Maʼaka og var barnebarn af Absalom. Han syndede nøjagtig som sine forgængere, for han var ikke af hjertet overgivet til Herren, sådan som David var. Men for Davids skyld gav Herren ham alligevel en søn, der kunne overtage tronen i Juda og lade Jerusalem bestå. For David havde adlydt Gud livet igennem, bortset fra affæren med hittitten Urias.
Under hele sin opvækst oplevede Abija ikke andet end fjendtligheder mellem Jeroboam og Rehabeam, og da han selv blev konge, brød krigen ud for alvor. Resten af Abijas bedrifter er nedskrevet i Judas kongers krønikebog. Da Abija døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Asa overtog tronen efter ham.
Asa blev konge over Juda i kong Jeroboam af Israels 20. regeringsår, og han regerede i Jerusalem i 41 år. Hans „mor” hed Maʼaka og var barnebarn af Absalom. Asa gjorde, hvad der var godt i Herrens øjne – ligesom hans forfar David. Han landsforviste de mandlige og kvindelige prostituerede, som holdt til ved offerstederne på højene, og han fjernede alle de afgudsstøtter, som hans forfædre havde opstillet der. Han fratog tilmed sin bedstemor Maʼaka hendes privilegier som enkedronning, fordi hun havde ladet opstille et modbydeligt frugtbarhedssymbol for gudinden Ashera. Han huggede afgudsbilledet i stykker og brændte det i Kedrondalen. Det lykkedes ham ikke at fjerne alle offerhøjene, men ønsket om at gøre Herrens vilje kendetegnede hele hans liv. I templet samlede han alle de kostbarheder, som hans far havde indviet til Herren, sammen med de sølv- og guldkar, han selv skænkede.
Kong Asa af Juda og kong Basha af Israel lå i konstant krig med hinanden. Kong Basha drog i krig mod Juda. Han indtog og befæstede byen Rama i grænseområdet mellem de to riger og blokerede dermed de vigtigste handelsveje til og fra Judas rige.
Da tog kong Asa alt det guld og sølv, der var tilbage i Herrens hus og kongepaladset og befalede nogle af sine mænd at bringe det til den aramæiske konge, Ben-Hadad, som havde residens i Damaskus (han var søn af Tabrimmon, som var søn af Hezjon). De overbragte samtidig følgende besked fra kong Asa: „Jeg sender dig hermed en gave af sølv og guld. Lad os slutte pagt med hinanden, som vores fædre gjorde. Jeg beder dig om at opsige din pagt med kong Basha af Israel. Så vil han forhåbentlig opgive blokaden af mit land.”
Ben-Hadad gik nu med til at sende sin hær mod en række af Israels byer, og han indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Maʼaka, området omkring Galilæasøen og samtlige byer i Naftalis land. Da kong Basha fik det at vide, indstillede han arbejdet med at befæste Rama og trak sig tilbage til Tirtza.
Derefter sendte kong Asa en bekendtgørelse ud i hele Juda med en opfordring til alle, der kunne krybe og gå, om at være med til at nedbryde Ramas fæstningsværker, så både stenene og tømmeret kunne genbruges andre steder. Det blev så brugt til at befæste de strategiske byer Geba i Benjamins land og Mitzpa.
Resten af Asas bedrifter, hans erobringer og de byer, han befæstede, kan man læse om i Judas kongers krønikebog. På sine gamle dage fik han en alvorlig sygdom i benene. Efter sin død blev han begravet i Davidsbyen, hvor de andre konger lå begravet, og hans søn Joshafat efterfulgte ham som konge i Juda.
I mellemtiden var Jeroboams søn Nadab blevet konge i Israel. Det skete i kong Asa af Judas andet regeringsår, og han regerede to år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i sin fars fodspor og fortsatte den afgudsdyrkelse, hans far havde indført. Basha, som var søn af Ahija af Issakars stamme, lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham under belejringen af filisterbyen Gibbeton.
De øvrige enkeltheder om Nadab og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.
Da Basha havde dræbt kong Nadab, tog han selv magten i Israel. Det skete i kong Asa af Judas tredje regeringsår.
Han dræbte straks alle kong Jeroboams efterkommere og udryddede dermed kongefamilien, sådan som Herren havde forudsagt gennem profeten Ahija fra Shilo, for Jeroboam havde jo fremkaldt Herrens, Israels Guds, vrede ved at synde og lede resten af Israels folk ud i synd.
Kong Asa af Juda og kong Basha af Israel lå i konstant krig med hinanden. Basha blev som sagt konge i Asas tredje regeringsår, og han regerede i 24 år ud fra Tirtza. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ved at fortsætte med den afgudsdyrkelse, som Jeroboam havde indført i Israel.
Profeten Jehu, Hananis søn, kom til Basha med et ord fra Herren:
„Jeg løftede dig op fra støvet og gjorde dig til konge over mit folk Israel. Men du følger i Jeroboams fodspor og lokker mit folk til synd, så de gør oprør mod mig. Jeg vil snart udrydde dig og din slægt fuldstændigt, akkurat som det skete med Jeroboams slægt. Dem fra din slægt, som bliver dræbt i byen, vil hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, vil fuglene æde!” Herren udtalte denne dom over Basha og hans slægt, fordi Basha havde gjort ham vred ved at følge i Jeroboams fodspor og gøre oprør mod Herren, og fordi han havde udryddet Jeroboams slægt. Bashas øvrige bedrifter står nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Da Basha døde, blev han begravet i Tirtza, og hans søn Ela overtog kongetronen.
Ela, Bashas søn, kom til magten i kong Asa af Judas 26. regeringsår, men han kom kun til at regere i to år. Zimri, der stod i spidsen for halvdelen af vogntropperne, lavede en sammensværgelse imod ham. En dag, da kong Ela var på besøg hos sin hofmarskal, Artza, i residensbyen Tirtza, og var blevet godt beruset, trængte Zimri ind i huset og myrdede ham. Mordet fandt sted i kong Asa af Judas 27. regeringsår. Derefter udråbte Zimri sig selv til Israels nye konge. Han dræbte straks hele kongefamilien, det vil sige alle mandspersoner, som kunne true hans regime. Selv deres slægtninge og venner dræbte han, så der ikke var nogen til at tage blodhævn. Bashas slægt var nu udryddet, som Herren havde sagt gennem profeten Jehu, og det var fordi Basha og hans søn Ela havde forledt hele Israels folk til oprør mod Herren ved deres afgudsdyrkelse. Resten af Elas livshistorie og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.
Zimri beholdt dog kun kongemagten i syv dage. De israelitiske soldater var på det tidspunkt i færd med at belejre filisterbyen Gibbeton. Da de hørte, at Zimri havde gjort oprør imod kongen og dræbt ham, valgte de straks Omri, hærens øverstkommanderende, til konge. Omri opgav så belejringen af Gibbeton og med hele Israels hær belejrede han hovedstaden Tirtza, hvor Zimri befandt sig. Da Zimri indså, at han intet kunne stille op, gik han ind i kongepaladset og satte ild til det. Sådan omkom han, fordi han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og fortsatte i samme spor som Jeroboam, der havde indført afgudsdyrkelse i Israel. Resten af Zimris bedrifter og detaljer om hans oprør mod kongen er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.
Befolkningen delte sig nu i to lejre, den ene var loyal over for Omri, den anden udråbte Tibni, søn af Ginat, til konge. Men Omris hær var den stærkeste, så i løbet af få år blev Tibnis hær besejret. Efter at Tibni var død, blev Omri konge over hele Nordriget.
Det var i kong Asa af Judas 31. regeringsår, at Omri officielt blev konge over hele Nordriget. Han regerede i alt i 12 år – de første seks år i Tirtza. Han købte en bakketop af en mand ved navn Shemer for 70 kilo sølv og byggede en by der, som blev hans nye hovedstad. Han kaldte byen Samaria til ære for Shemer.
Men Omri var værre end nogen anden konge før ham. Han fortsatte i det spor, Jeroboam var slået ind på, da han fik Israels folk til at gøre oprør mod Herren, deres Gud, gennem deres tåbelige afgudsdyrkelse. Resten af Omris bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Da Omri døde, blev han begravet i Samaria, og hans søn Ahab blev konge efter ham.
Ahab blev konge i Israel i kong Asa af Judas 38. regeringsår. Han regerede i 22 år med Samaria som hovedstad. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne i endnu højere grad end sine forgængere. Ikke alene fortsatte han i Jeroboams spor og dyrkede de afguder, han havde indført, men han giftede sig endog med Jezabel, sidonierkongen Et-Baʼals datter, og indførte derved baʼaldyrkelsen i Israel! Først byggede han et tempel og et alter for Baʼal i Samaria. Derpå lavede han andre afguder og et frugtbarhedssymbol for Asheragudinden. Derved provokerede han Herren, Israels Gud, med sit oprør, og det mere end nogen anden konge i Israel før ham.
Det var på kong Ahabs tid, at en mand ved navn Hiel fra Betel formastede sig til at genopbygge Jeriko. Mens han lagde byens nye fundament, døde hans ældste søn Abiram, og da han gjorde byporten færdig, døde hans yngste søn Segub. Derved opfyldtes den forbandelse, som Josva i sin tid havde udtalt.
Herren, den Mægtige, Israels Gud, siger om Moab:
„Byen Nebo er dømt, og den bliver snart jævnet med jorden. Samme skæbne venter byen Kirjatajim. Dens fæstninger bliver indtaget og ødelagt. Moabs storhedstid er forbi. I Heshbon lægges der planer om at udslette landet. ‚Kom,’ siger man, ‚lad os udrydde det folk!’ Byen Madmen bliver løbet over ende af den fremstormende hær. Der høres fortvivlede råb i Horonajim: ‚Åh, hvilken forfærdelig ødelæggelse!’ Moab vil blive lagt i ruiner, og børnene vil skrige af skræk. Flygtningene går grædende op over Luhits bakker. På vejen fra Horonajim hører de rædselsskrigene fra byen nedenfor. Flygt for livet. Løb som et vildæsel i ørkenen. I stolede på jeres egen styrke og rigdom. Derfor skal I dø, og jeres gud, Kemosh, skal føres i eksil sammen med sine præster og stormænd.
Alle dalenes byer og landsbyerne i højlandet skal ødelægges, siger Herren. Rejs en gravsten for Moab, for alle landets byer skal ligge øde og ubeboede hen. Forbandet være de, som nægter at udføre Herrens befaling og ikke deltager i blodbadet.
Moabs befolkning har altid levet uforstyrret, som vin, der får lov at bundfælde sig uden at blive hældt fra fad til fad. Moab har aldrig været i eksil, men har kunnet nyde en stabil tilværelse. Men nu er tiden kommet, siger Herren, hvor jeg sender soldater, der skal hælde vinen ud på jorden. De vælter beholderne omkuld og knuser dem. Moab bliver skuffet over, at Kemosh ikke kan hjælpe, ligesom Israel blev skuffet over guldkalven i Betel.
Moabs indbyggere plejer at prale med deres heltebedrifter i krig. Men nu skal Moab ødelægges. Ødelæggeren er på vej for at slagte alle landets øvede krigere, siger Herren, den mægtige Konge. Moabs undergang er uhyggeligt nær.
I, som er Moabs venner, sørg og græd over landets skæbne. Se, den stærke herskerstav, det prægtige scepter, ligger knust i støvet. Kom ned fra hæderspladsen og sæt jer i støvet, Dibons indbyggere. De, der kommer for at knuse Moab, vil også bryde igennem jeres fæstninger og rasere jeres by. Aroers indbyggere står frygtsomme langs vejen og råber til de flygtende fra Moab: ‚Hvad er der sket?’ Svaret lyder: ‚Græd og sørg! Moab blev ydmyget og ligger i ruiner. Råb det ud langs Arnonflodens bredder, at Moab er gået til grunde.’
Alle højslettens byer ligger i ruiner, både Holon, Jahatz, Mefaʼat, Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim, Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet-Meon, Kerijot og Botzra, for Herrens dom har ramt samtlige Moabs byer.
Moabs storhedstid er forbi, hendes styrke er brudt, hendes arme er brækket. Fordi hun har sat sig op mod mig, Herren, skal hun tømme min vredes bæger. Hun raver beruset omkring, til hun falder og roder rundt i sit eget bræk. Hun vil blive hånet af alle, der ser det. Var det ikke dig, der hånligt rystede på hovedet af Israel som af en gemen tyv?
Moabs folk, flygt fra jeres byer og slå jer ned i bjerghulerne som duer, der bygger rede i klippespalterne. Det er velkendt, hvor utrolig indbildsk, overmodig, selvsikker og overlegen Moab er. Jeg kender jeres indbildskhed, siger Herren. Men jeres pral er tomme ord, for der er ingen basis for jeres selvsikkerhed. Jeg må græde over Moab og sørge over befolkningen i Kir-Heres.
Jeg sørger over Jazer og ikke mindst over ødelæggelsen af Sibmas vingårde. For vinen fra Sibma var så udsøgt, at den nåede længere end til Jazer, ja, helt til den anden side af havet. Men nu bliver både vinplanter og figentræer fuldstændigt ødelagte. Der er ingen glæde mere i Moabs frugtplantager. Vinpersen står ubrugt. Ingen træder druer i takt med den glade sang. I stedet høres rædselsskrig over hele landet, fra Heshbon helt over til Elale og Jahatz, fra Zoar til Horonajim og Eglat-Shelishija. Selv Nimris bæk er udtørret.
Jeg gør ende på Moab, siger Herren, for de bringer ofre på afgudsaltrene og brænder røgelse for deres falske guder. Jeg sørger over Moab og Kir-Heresʼ folk som en fløjtespiller, der udtrykker sin sorg over de tabte rigdomme med en klagesang. Alle indbyggerne vil i fortvivlelse rage hår og skæg af, skære rifter i hænderne og klæde sig i sæk og aske. På alle de flade tage og på torvene i Moab vil der lyde gråd og klage, for jeg knuser Moab som en ubrugelig lerskål. Ja, Moab vil blive fuldstændigt knust, ydmyget ved fjendernes hån, et afskrækkende eksempel for alle dets naboer.
Fjenden kredser over Moabs land som en ørn, siger Herren, klar til at slå ned på dem. Byerne vil falde, og fæstningerne blive brudt ned. Selv den tapreste kriger ryster af skræk som en fødende kvinde. Moab er færdig som nation, for hun satte sig op mod Herren. Moabs indbyggere kan se frem til frygt, fælder og fangenskab, siger Herren. De, som flygter på grund af frygt, vil gå i fælden, og de, som slipper fri af fælden, vil senere blive fanget. Nu er dommens time kommet for Moabs land, siger Herren. De, der flygter mod Heshbon, vil miste alt håb, for den prægtige Sihons by står i flammer. Fra Heshbon spreder ødelæggelsen sig ud over hele landet, og Moabs stærkeste byer bliver lagt i ruiner.
Stakkels Moab, det er ude med dig. Det folk, som tilbad Kemosh, skal udryddes, deres sønner og døtre føres bort som slaver. Men engang i fremtiden vil jeg genrejse Moabs folk,” siger Herren. Det var domsprofetien over Moab.
Vi har en jordisk krop som en midlertidig bolig for vores ånd. Og vi ved, at når den krop engang er gået til grunde, vil vi få et nyt, himmelsk legeme. Det bliver en evig bolig, som ikke er bygget af menneskehænder. Midt i alle vores kvaler med den jordiske krop længes vi efter den dag, hvor vi skal iklædes et himmelsk legeme. Når det sker, er vi fri for at være som afklædte ånder uden et legeme at opholde os i. Så længe vi lever i denne krop, vil vi stønne og sukke over at skulle dø. Men samtidig ser vi frem til at blive iklædt det nye legeme, så det nuværende liv, der ender i døden, kan erstattes af det evige liv. Det er Guds plan for os, at vi skal få sådan et åndeligt, himmelsk legeme, og han har givet os Helligånden som en forsmag på det himmelske liv.
Derfor er vi altid ved godt mod, og vi ved, at vi er på vej hjem til Herren, selvom vi endnu en tid skal opholde os i en jordisk krop. Vi lever jo i tro og ikke på grundlag af det, vi kan se. Vi taber ikke modet, selvom vi hellere ville forlade den jordiske krop og tage hjem til Herren. Vi sætter en ære i at behage ham i alt, hvad vi gør, hvad enten vi er hjemme hos ham, eller vi ikke er kommet hjem endnu. Alle skal jo træde frem for Kristi domstol, og så vil man få belønning eller straf alt efter, hvad godt eller ondt man har gjort i sit liv her på jorden.
Det er på grund af ærefrygt for Herren, at vi søger at vinde mennesker. Gud kender os fuldt ud, og jeg håber, at I også forstår os.
Det er egentlig ikke, fordi jeg nu vil til at rose mig selv over for jer, men jeg vil gerne give jer mulighed for at rose jer af mig, så I har noget at sige til dem, der roser sig af ydre ting frem for af det, der bor i hjertet.
Da jeg havde store, åndelige åbenbaringer, tænkte jeg kun på Gud. Men når jeg skal tjene jer, tænker jeg på, hvad der er bedst for jer. Det er Kristi kærlighed, der får os til at gøre det, vi gør. Vi ved jo, at han døde i vores sted, og derfor er vi færdige med det gamle liv, vi levede før. Han døde i alles sted, for at alle, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for deres skyld.
Derfor ser vi ikke på mennesker på samme måde nu, som før vi blev kristne. Selv Kristus bedømte vi engang ud fra et rent menneskeligt synspunkt, men det gør vi ikke mere. Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt. Det er alt sammen en gave fra Gud, der gennem det, Kristus gjorde, har forsonet os med sig selv og givet os forsoningens tjeneste. Sagt med andre ord: Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab mellem sig selv og verden ved at tilgive mennesker deres synder. Og han har betroet os at bringe dette budskab om forsoning til alle mennesker. Vi er nu ambassadører for Kristus og taler på hans vegne. Gennem os bønfalder Gud mennesker om at blive forsonet med ham! Kristus var syndfri, men Gud lagde vores synd på ham, så vi derigennem kunne blive frikendt og accepteret af Gud.
Der var på det tidspunkt en profet ved navn Elias, som boede i Tishbe i Gilead. Han kom til kong Ahab i Samaria med et budskab fra Herren: „Så sandt Herren lever – Israels Gud, som jeg tilbeder og tjener – så skal der i de kommende år hverken falde regn eller dug uden på min udtrykkelige befaling!”
Derefter sagde Herren til Elias: „Tag væk herfra og hold dig skjult i Kerit-kløften øst for Jordanfloden. Du kan drikke vand fra bækken der, og jeg har befalet ravnene at bringe dig mad.”
Elias gjorde, som Herren sagde, og holdt sig skjult i kløften, hvor ravnene bragte ham frisk brød og kødstykker hver morgen og aften, og han drak vand af bækken.
Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet. Da sagde Herren til Elias:
„Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.” Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke. Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”
„Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”
„Du skal ikke være bange,” sagde Elias. „Gå bare hjem og gør, som du har sagt. Bag brødet, men kom så tilbage og giv det til mig! Bagefter kan du bage noget til dig selv og din søn, for Herren, Israels Gud, siger: Melet i krukken vil ikke slippe op, og kanden med olie vil ikke blive tom, før Herren sender regn igen.”
Så gjorde enken som Elias sagde. Elias og enken og hendes søn havde derefter nok at spise, for som Herren havde sagt gennem Elias, sådan blev det: Melet i krukken slap ikke op, og kanden med olie blev ikke tom.
Men en dag blev kvindens søn syg. Det gik hurtigt ned ad bakke med ham og han døde.
„Åh, du profet!” græd hun, „Hvad galt har jeg gjort imod dig? Kom du hertil for at minde Gud om mine synder, så han kunne straffe mig ved at slå min dreng ihjel?”
„Giv drengen til mig!” svarede Elias. Så tog han drengen i sine arme, bar ham ovenpå til gæsteværelset, hvor han boede, og lagde ham på sengen. Derpå råbte han til Herren: „Min Gud, hvorfor har du bragt ulykke over denne enke, som har vist mig så stor en gæstfrihed?” Derefter bøjede han sig hen over drengen tre gange, mens han fortsat råbte til Herren: „Herre, min Gud, gør dog drengen levende igen!”
Herren hørte Eliasʼ bøn, og drengen blev levende igen. Så fulgte Elias ham nedenunder til hans mor. „Se, her er din søn!” sagde han. „Han lever!”
Da udbrød enken: „Nu ved jeg, at du er en profet, og at det, du siger, er sandt, for det er jo Herrens ord!”
I tørkens tredje år sagde Herren til Elias: „Opsøg kong Ahab og sig til ham, at det ikke varer længe, før jeg sender regn igen.” Så tog Elias af sted for at finde Ahab.
Ahab havde en hofchef ved navn Obadja, som var en mand, der virkelig havde ærefrygt for Herren. Engang, da Jezabel havde forsøgt at udrydde alle Herrens profeter, havde Obadja skjult 100 af dem i to huler, 50 i hver, og han havde sørget for mad og drikke til dem.
Hungersnøden i Samaria var efterhånden blevet helt ulidelig. Derfor tilkaldte Ahab Obadja og sagde til ham: „Vi bliver nødt til at rejse rundt i landet til alle bække og kildevæld for om muligt at finde græsning til mine heste og muldyr. Ellers bliver vi nødt til at aflive nogle af dem!” Så fordelte de opgaven imellem sig og tog af sted i hver sin retning.
Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed.
„Er det virkelig dig, Elias, min herre?”
„Ja, det er mig,” svarede Elias. „Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”
„Åh nej, herre,” indvendte Obadja. „Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel? Du kan tro, kongen har sendt bud overalt – selv til nabolandene – for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det. Nu står du så her og siger: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’ Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren. Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem? Og nu siger du: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’ – Åh nej, han slår mig ihjel!”
Elias svarede: „Så sandt Herren lever, den mægtige Gud, som jeg tjener, jeg vil mødes med Ahab i dag!”
Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.
„Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. „Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”
„Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, „for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Baʼal. Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 baʼalsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”
Ahab indkaldte så hele folket og alle sine profeter til at samles på Karmels bjerg.
Elias stillede sig op foran hele forsamlingen og råbte: „Hvor længe vil I stå med et ben i hver lejr? Hvis I mener, at Herren er den sande Gud, så bring jeres ofre til ham, men mener I, det er Baʼal, så bring jeres ofre til ham.” Der var dødstille.
Så fortsatte Elias: „Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er 450 baʼalsprofeter. Men lad os nu få fat i to ungtyre. Så skal Baʼals profeter vælge, hvilken af dem de vil have. Derpå skal de partere den og lægge den oven på brændet på Baʼals alter. Men de må ikke tænde ild! Derefter gør jeg den anden tyr i stand og lægger den oven på brændet på Herrens alter – uden at tænde ild! Så skal I bede til jeres gud, mens jeg vil bede til Herren. Den gud, der svarer ved at sende ild fra himlen og antænde brændet på sit alter, er den sande Gud!”
Hele forsamlingen syntes godt om det forslag. Så vendte Elias sig mod baʼalsprofeterne. „I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. „Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”
Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Baʼals alter, og fra morgen til middag råbte de på Baʼal. „Åh Baʼal, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.
Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. „I må råbe noget højere!” sagde han. „Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”
Så råbte de endnu højere og skar og stak sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer. De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar – ikke en lyd!
Til sidst råbte Elias til folket: „Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned. Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel. Med disse sten genopbyggede han alteret. Derefter gravede han en rende rundt om alteret, som kunne rumme ca. 15 liter vand, lagde brændet til rette, parterede ungtyren og lagde kødet oven på alterbrændet.
„Fyld fire krukker med vand,” sagde han så, „og øs vandet over brændofferet og brændet!”
Da det var gjort, sagde han: „Én gang til!” Så gjorde de det igen. „Og så en sidste gang!” sagde han. Så hældte de vand over for tredje gang med det resultat, at vandet drev ned ad alteret og fyldte renden rundt om.
På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: „Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling! Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”
Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!
Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: „Herren er Gud! Herren er Gud!”
„Grib alle baʼalsprofeterne!” beordrede Elias. „Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.
Derefter sagde Elias til Ahab: „Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”
Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene. „Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. „Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn, men den syvende gang sagde tjeneren: „Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!”
Da udbrød Elias: „Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”
Kort efter var himlen sort af regnskyer, det blæste op, og det begyndte at regne voldsomt. Ahab steg op i sin vogn og kørte af sted mod Jizreʼel. Men Herren gav Elias ekstra styrke, så han løb foran Ahabs vogn hele vejen til Jizreʼel.
Det følgende budskab fra Herren drejer sig om Ammons folk: „Hør her, I, der tilbeder afguden Milkom, hvorfor har I overtaget Gads område og bosat jer i deres byer? Er der måske ikke judæiske efterkommere nok til at genbefolke det land, som de fik i arv af mig? I skal få jeres straf, erklærer Herren, for jeg vil sende en hær imod jeres hovedstad Rabba. Den skal forvandles til en ruinbunke, og de omliggende byer skal brændes ned. Så kan Israels folk tage det land tilbage, som I tog fra dem, siger Herren.
Råb højt af sorg, Heshbon, for Aj ligger i ruiner. Græd, Rabbas indbyggere. Klæd jer i sørgedragt, klag og græd. Løb omkring i fortvivlelse og slå jer selv til blods. Milkom bliver sendt i eksil sammen med sine præster og stormænd. I praler af jeres frugtbare dale, men I mister dem snart. I er et oprørsk folk, der stoler på jeres egen magt og rigdom og mener, at ingen tør angribe jer. Men I kan godt holde op med at prale af jeres magt, for den er ved at løbe ud i sandet. Jeg sender ulykke over jer fra alle sider, siger Herren, Israels Gud. I bliver spredt for alle vinde, og ingen vil komme flygtningene til hjælp. Men engang i fremtiden vil jeg genoprejse Ammons folk,” siger Herren.
Hør, hvad Herren, den Mægtige, siger til Edom: „Hvad er der blevet af alle dine vismænd? Er der ingen rådgivere tilbage i Teman? Dedans indbyggere, løb væk og skjul jer, for når jeg straffer Esaus land, går det også ud over jer. Når man høster druer, efterlader man nogle til de fattige. Selv tyveknægte nøjes med at tage det, de kan bruge. Men når jeg straffer Edom, ribber jeg landet for alt. Jeg afslører alle deres skjulesteder, så de ikke kan gemme sig. Jeg vil skåne de forældreløse og enkerne. De kan trygt stole på mig. Men alle andre vil blive udryddet, så ingen længere har børn, familie eller naboer.”
Herren siger til Edom: „Når selv de uskyldige lider, hvor meget mere må så ikke de skyldige lide? Du må tage din straf og tømme vredens bæger. Jeg lover højtideligt, at Botzra skal blive til en ruinbunke, man forbander og forhåner, og samme skæbne skal ramme de omliggende landsbyer.”
Herren har fortalt mig, at der er sendt bud ud til nationerne om at danne et forbund og rykke ud mod Edom. Herren sagde: „Edom, jeg gør dig til et svagt land, der bliver foragtet af alle. Det, at andre lande frygter dig, er gået dig til hovedet. Din stolthed har bedraget dig. Du har ry for at være uovervindelig, fordi du holder til i klippehuler og bor i bjergene. Men selvom du bygger din rede højt oppe som ørnen, vil jeg styrte dig ned i dybet.
En frygtelig skæbne skal overgå dig, Edom. Alle der går forbi, vil standse op og gispe ved synet. Du bliver udslettet og gjort ubeboelig som Sodoma og Gomorra og de omliggende landsbyer, siger Herren.
Som en løve, der springer ud fra Jordanflodens vildnis og jager fårene væk i alle retninger, vil jeg i et nu jage edomitterne bort fra landet og udpege en leder, som jeg selv vælger. Hvem kan måle sig med mig? Hvem tør kræve mig til regnskab? Hvilken fyrste kan modsætte sig mine planer? Hør da min plan for Edoms land og Temans indbyggere: Selv børnene slæbes væk, og landet bliver lagt øde. Hele verden vil skælve ved nyheden om Edoms fald. Folkets dødsskrig høres så langt som til Det Røde Hav. Fjenden kredser over Botzra som en ørn, klar til at slå ned på dem. Selv den tapreste kriger ryster af skræk som en fødende kvinde.”
Om Damaskus siger Herren: „Byerne Hamat og Arpad er rædselsslagne, for de har hørt om den kommende ødelæggelse. Deres indre er som et oprørt hav i en orkan. Damaskus mister modet, indbyggerne flygter. Byen er slået af rædsel som en fødende kvinde. Ak, du berømte by, du glædens by, du bliver øde og forladt. Dine unge mænd bliver dræbt i gaderne, hele din hær bliver slået på den dag, siger Herren, den Mægtige. Jeg sætter ild til Damaskusʼ bymur, og ilden vil fortære kong Ben-Hadads paladser.”
Følgende budskab angår beduinstammen Kedar og de, der bor i Hatzor området, som kong Nebukadnezar senere tilintetgjorde.
Herren siger: „Ryk ud imod Kedar, Nebukadnezars hær. Udryd krigerne mod øst. Deres får, geder og telte bliver taget som bytte, alle deres tæpper, redskaber og kameler ligeså. Overalt er der panik, og folk råber højt af skræk. Flygt for livet, siger Herren til dem, der bor i Hatzors område, gem jer, så godt I kan, for kong Nebukadnezar af Babylonien har planer om at udrydde jer.”
Herren siger til kong Nebukadnezar: „Gå til angreb på disse selvtilfredse beduinstammer, der bor alene og sorgløse i ørkenen uden mure og porte til at beskytte sig med. Tag deres kameler og kvæg. Jeg sender ulykke over dem fra alle sider og spreder dem for alle vinde. Hatzor bliver ødelagt, så ingen nogen sinde vil bo der igen, bortset fra ørkenens sjakaler.”
Det følgende budskab om Elam gav Herren mig kort efter, at Zidkija var blevet konge i Juda.
Herren, den Mægtige siger: „Jeg vil tilintetgøre Elams berømte bueskytter, som har givet dem mange sejre, og bringe fjender over dem fra alle sider, så de spredes for alle vinde. De bliver ført i fangenskab ud over hele verden. Jeg vil sørge for, at Elam gribes af frygt for deres fjender. Min brændende vrede vil bringe ulykke over dem, siger Herren. Jeg sender en hær imod dem, som helt vil rasere deres land. Jeg overtager magten i Elams rige, siger Herren, og styrter deres konge og stormænd. Men engang i fremtiden vil jeg genoprejse Elams folk.”
Som Guds medarbejdere bønfalder vi jer om at holde fast ved Guds nåde, som I har modtaget. Han har jo sagt:
„I nådens time bønhørte jeg dig.
Jeg hjalp dig, da du havde brug for frelse.”
Hør efter! Nådens time er nu! Frelseren er her i dag.
Vi vil på ingen måde vække anstød hos nogen eller være årsag til kritik af tjenesten for Gud. Nej, alt, hvad vi gør, skulle gerne vise, at det er Gud, vi tjener. Vi har været udholdende under lidelser og vanskeligheder af enhver art. Vi er blevet slået, har været i fængsel og er blevet angrebet af oprørske folkemasser. Vi har slidt og slæbt, våget nætter igennem og fastet mange gange. Altid handler vi ud fra rene motiver, vi tænker, før vi taler, er tålmodige, viser venlighed, følger Helligåndens inspiration og viser kærlighed uden bagtanker. Vi forkynder sandheden og handler i Guds kraft. Vi kæmper med Guds ord som et sværd i højre hånd og med troens skjold i venstre. Vi er blevet hædret, men også foragtet. Nogle taler godt om os, andre håner os. Nogle mener, vi vildleder folk, andre, at vi taler sandt. Nogle ignorerer os, mens andre anerkender os. Vi har været døden nær, og dog lever vi endnu. Vi er blevet pryglet, men dog ikke slået ihjel. Vi har oplevet sorg, men hele tiden glæder vi os. Vi er fattige, men vi beriger alligevel mange. Vi ejer intet, og dog har vi alt.
Kære venner i Korinth! Vi har talt frit fra leveren til jer, og I har en stor plads i vores hjerter. Vi ser ikke skævt til jer, men det er jer, der ser skævt til os. Vi elsker jer, som var I vores børn. Kan I ikke have den samme tillid og kærlighed til os, som vi har til jer?
Gør jer ikke til ét med de vantro. Kan godhed og ondskab arbejde sammen? Kan lys og mørke danne team? Kan Kristus og Djævelen trække i samme retning? Kan en troende og en ikke-troende være sammen om at tjene Herren? Er der plads til afguder i Guds tempel? I er jo Guds tempel, den levende Guds bolig, som han selv har udtrykt det:
„Jeg vil bo hos dem
og vandre rundt iblandt dem.
Jeg vil være deres Gud,
og de skal være mit folk.”
Derfor sagde han også:
„Gå væk fra dem.
Skil jer ud fra dem.
Rør ikke noget urent,
og jeg vil tage imod jer.”
Og den øverste Gud siger:
„Jeg vil være som en Far for jer.
I skal være mine sønner og døtre.”
Da vi nu har fået disse løfter, venner, burde vi så ikke vende os bort fra alt urent, hvad enten det har med kroppen eller ånden at gøre? Det må være vores mål at være uangribelige, så vi kan ære Gud med vores liv.